Vi Christian den Tiende, af Guds Naade Konge til Danmark,
de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gøre vitterligt : Rigsdagen har vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov;

Første Bog.
 

Domsmagten m. m.

Første Afsnit.

Domstolenes Ordning.

Kapitel 1.

Retterne.

§ 1.

De almindelige Domstole er Højesteret, Landsretterne og Underretterne samt
Sø- og Handelsretten i København.

Rigsretten, Sessionerne, de gejstlige og militære Retter omfattes ikke af denne
Lov. Det samme gælder om de i Lov Nr. 35 af 15. Februar 1895 omhandlede Kon-
sularretter, den ved Lov Nr. 225 af 14, April 1905 § 35 under Navn af Akkordretten
oprettede Domstol, de i Lov Nr. 77 af 19. April 1907 §§ 11 og 12 og i Lov Nr. 134
af 8. Juni 1912 omhandlede Voldgiftsretter samt den i sidstnævnte Lovs § 7 omhand-
lede staaende Voldgiftsdomstol, for saa vidt der ved de nævnte Love er fastsat særlige
Regler for disse Retter. Regeringen bemyndiges dog til ved kongelig Anordning at
fastsætte saadanne Lempelser i disse Særregler, som denne Lov nødvendiggør.

Det har sit Forblivende ved de Bestemmelser om den faste Voldgiftsret, som
indeholdes i Lov Nr. 81 af 12. April 1910, dog at Bestemmelserne i nærværende Lov
kommer til Anvendelse i Stedet for de tilsvarende Regler i Lov Nr. 53 om Rettens
Pleje af 26. Marts 1909.

*) Udfærdiget gennem Justitsministeriet. Se Rigsdagstidenden for 1913—14: Folket.
Tid. Sp. 2775, 2776, 3129, 4406. 4493: Landst. Tid. Sp. 1212, 1328; Till. A.
Sp. 3337; Till. B. Sp. 1909, 2801; Till. C. Sp. 993; Rigsdagstidenden for
1915 — 16: Folket. Tid. Sp. 1630. 1923, 3318. 3356; Landst. Tid. Sp. 655, 1160.
1233; Till. A. Sp. 2641; Till. B.Sp. 739, 2033: Till. C. Sp. 265, 2083.

§ 2.

Højesteret er øverste Domstol for hele Riget. Den har sit Sæde i København
og bestaar af en Formand og 12 andre Højesteretsdommere. I Formandens Sted
træder i fornødent Fald den efter Embedsalder ældste af Rettens tilstedeværende
Dommere.

I hver Sags Afgørelse ved Højesteret deltager, for saa vidt ikke andet særlig
er bestemt, mindst 9 Dommere. Haves i nogen Sag ikke det fornødne Antal af Høje-
steretsdommere til Raadighed, kalder Formanden en eller flere Landsdommere til at
deltage i Sagens Behandling.

Skriverforretningerne ved Højesteret samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse
for Retsafgifter forestaas af en Justitssekretær. Ved Skriverkontoret ansættes 3 Fuld-
mægtige og det øvrige fornødne Kontorpersonale. Højesterets Formand træffer Be-
stemmelse om Forretningernes Fordeling.

Der skal være 2 Landsretter: Østre Landsret og Vestre Landsret, hver med
samme Landomraade, som henholdsvis Landsoverretten i København og Landsover-
retten i Viborg hidtil har haft.

Østre Landsret, der har sit Sæde i København, bestaar af en Formand og
17 andre Landsdommere; Vestre Landsret, der har sit Sæde i Viborg, bestaar af en
Formand og 12 andre Landsdommere.

I Formandens Forfald træder i fornødent Fald det efter Embedsalder ældste tilstedeværende Medlem af Retten i hans Sted.

Landsretternes Domsmyndighed omfatter dels Behandling og Paakendelse i
første Instans af Retssager i det Omfang, som bestemmes ved Reglerne i denne Lov,
dels Prøvelse i anden Instans af Underretternes Behandlinger og Afgørelser overens-
stemmende med de nævnte Regler. Endvidere kan Kære rejses for Landsretten over
Underrettens Afgørelser vedrørende de i § 14 a—c og f ommeldte Forhold.

Hvor ikke andet er særlig bestemt i denne Lov, deltager i de enkelte Lands-
retssagers Behandling mindst 3 af Rettens Dommere. Sagernes Fordeling mellem
Dommerne bestemmes af Formanden efter Forhandling med Rettens Medlemmer.

I de Straffesager, ved hvis Paadømmelse Nævninger medvirker, samt i andre
Sager, naar de i Medfør af § 11 behandles ved et Ting (jfr. § 23) udenfor Rettens
Sæde, kan Landsrettens Formand overdrage til en anden af Rettens Dommere at
beklæde Formandspladsen. Ved hver Landsret kan, om fornødent, saadant Hverv
overdrages til 3 af Rettens Dommere. Overdragelsen sker for et Aar ad Gangen og
kan fornys.

I andre Sager end de i § 7 nævnte beklædes Formandspladsen af Rettens
Formand eller, naar han ikke deltager i Behandlingen, af den efter Embedsalder
ældste af de Dommere, af hvem Retten dannes.

§ 9.

Sø- og Handelsretten i København, der har at behandle Sø- og Handelssager,
som i Henhold til denne Lovs Bestemmelser anlægges i København, samt de Straffe-
sager, der efter de hidtil gældende Regler har hørt under Sø- og Handelsretten,
bestaar af en af Kongen beskikket Formand, en ligeledes af Kongen beskikket Næst-
formand samt saa mange handelskyndige og søkvndige Medlemmer, som fastsættes
ved kongelig Anordning, der endvidere bestemmer Medlemmernes Funktionstid.

De sø- og handelskyndige Medlemmer vælges paa den i Lov af 19. Februar
1861 § 3 angivne Maade og skal have de i samme Lovs § 4 nævnte Egenskaber,
ligesom Bestemmelserne i Lovens §§ 6 og 7 skal gælde om dem. De søkyndige
Medlemmer behøver ikke at have Bopæl i København.

Til at deltage i Behandlingen af borgerlige Sager, der angaar Skibsføreres og
Mandskabs Rettigheder, Pligter og Forhold vedrørende disse deres Stillinger eller
Handelsbetjentes og Lærlinges Tjenesteforhold til deres Principaler, eller Straffesager
anlagte mod Mandskabet, vælges et ved kongelig Anordning fastsat Antal Medlemmer,
hvis Funktionstid ligeledes bestemmes ved Anordningen.

Disse Medlemmer vælges af den i Lov 19. Februar 1861 § 3 nævnte Valg-
forsamling blandt Mænd, der foruden at fyldestgøre de i Lovens § 4, 2det og 4de
Punktum, fastsatte Betingelser hører til Skibes Mandskab eller til det underordnede
Handelspersonale.

Af disse Medlemmer tiltræder der eet, naar Retsformanden eller en af Par-
terne i ovennævnte Sager forlanger det.

Til at sætte Retten udkræves under Domsforhandling i borgerlige Sager, der
i Medfør af §§ 224—225 vilde høre under Landsretterne, Tilstedeværelsen af For-
manden eller Næstformanden og 4 sø- eller handelskyndige Dommere, under Doms-
forhandling i Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underretterne,
af Formanden eller Næstformanden og 2 sø- eller handelskyndige Dommere. Under
Forberedelse af Domsforhandling i borgerlige Sager beklædes Retten af Formanden
eller Næstformanden alene, dog at denne altid er berettiget til at tilkalde ind-
til 4, henholdsvis 2 sø- eller handelskyndige Dommere og, dersom Retshandlingen an-
gaar en Sag, der skal paadømmes ved Sø- og Handelsretten, og den bestaar i Vidne-
førsel, Afhjemling af Syn eller Skøn, Afhøring af Part, Modtagelse af Partsed eller
Kendelse om et omtvistet Punkt, i Regelen bør tilkalde samtlige de sø- eller handels-
kyndige Dommere, der skal deltage i Paadømmelsen, for saa vidt saadan Tilkaldelse
ikke i det enkelte Tilfælde frembyder Vanskeligheder.

Under Domsforhandling i Straffesager (Lov af 19. Februar 1861 § 17), samt
naar Søforklaringer eller Søforhør skal optages, dannes Retten af Formanden eller
Næstformanden og 2 søkyndige Dommere. I førstnævnte Sager kan det dog, enten
straks ved Sagens Begyndelse eller senere, af Formanden, efter Samraad med Næst-
formanden, bestemmes, at der skal tilkaldes 4 søkyndige Dommere, naar Sagens Om-
stændigheder taler derfor, saasom at der formenes at blive Spørgsmaal om at frakende
Skipper Ret til at føre Skib eller Styrmand, Maskinmester eller Lods Ret til at gøre
Tjeneste i saadan Egenskab, eller at i Tilfælde af Skibes Sammenstød, eller lignende.
Sagen kan afføde betydelige Erstatningskrav. I de Straffesager, som behandles ved
Sø- og Handelsretten i Medfør af Lov om Straf for Brug af urigtige Varebetegnelser
m. m. af 8. Juni 1912 § 16, dannes Retten under Domsforhandling af Formanden
eller Næstformanden og to handelskyndige Dommere. Udenfor Domsforhandling be-
klædes Retten i Straffesager af Formanden eller Næstformanden alene. Endvidere er
Formanden eller Næstformanden berettiget til paa egen Haand at slutte offentlige
Politisager paa den i §§ 936 og 937 nævnte Maade.

Ved Sø- og Handelssager forstaas i denne Lov de borgerlige Sager, i hvilke
Fagkundskab til Søforhold eller til Handelsforhold skønnes at være af Betydning; og
ved Afgørelsen heraf vil der være at tage særligt Hensyn til, om begge Parter ønsker
Sagen behandlet som Sø- og Handelssag.

I København bliver Handlendes, Fabrikanters og Skibsrederes Konkursboer
derhos at behandle af Sø- og Handelsretten under Ledelse af Formanden eller Næst-
formanden. I hvert enkelt Bos Behandling deltager Formanden eller Næstformanden
og 2 af de sø- og handelskyndige Medlemmer.

Retten bestemmer selv den Omgang, hvorefter de sø- og handelskyndige Med-
lemmer skal deltage i Rettens Møder og Boernes Behandling.

Forretningernes Fordeling mellem Formanden og Næstformanden bestemmes af Formanden efter Forhandling med Næstformanden.

Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestaas ved hver
Landsret af en Justitssekretær, der tillige er Retsskriver. Desuden ansættes der ved
Landsretterne, foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale, ved Østre Landsret 6,
ved Vestre Landsret 3 Fuldmægtige. Landsrettens Formand træffer Bestemmelse om
Forretningernes Fordeling.

Ved Sø- og Handelsretten indrettes et af Formanden ledet Skriverkontor,
hvorved ansættes en Justitssekretær samt to Fuldmægtige foruden det øvrige fornødne
Kontorpersonale.

Domsbehandling af Sager, i hvilke Nævninger skal medvirke, foregaar dels
paa det Sted, hvor Landsretten har sit Sæde, dels paa andre ved kongelig Anordning
dertil fastsatte Steder i Landsretskredsen. I Anordningen bestemmes, hvilke Dele af
Landsretskredsen der skal henlægges til hvert af disse Tingsteder.

Naar der i andre Landsretssager i første Instans er truffet Bestemmelse om,
at umiddelbar Bevisførelse undtagelsesvis skal finde Sted (§§ 360, 369 og 922), kan
Landsretten, naar det for saadan Bevisførelses Skyld findes formaalstjenligt, be-
stemme, at Domsforhandlingen helt eller delvis skal foregaa udenfor Rettens Sæde.
Sager, i hvilke saadan Bestemmelse er truffet, kan henvises til Behandling og
Paakendelse paa de Ting, der i Henhold til Regelen i denne Paragrafs 1ste Stykke
afholdes udenfor Landsrettens Sæde.

Landsretskredsene inddeles i Underretskredse. Staden København udgør en
Underretskreds. I øvrigt deles Riget i 88 By- og Herredsretskredse, saaledes som det
angives paa den nærværende Lov vedføjede Tavle. Forandring i Underretskredsenes
Omraade kan ske ved kongelig Anordning.

Underrettens Virkekreds omfatter Behandling og Paakendelse af Retssager og Foretagelse af Retshandlinger i det Omfang, som bestemmes ved Reglerne i denne Lov.

Til Underretternes Virkekreds henhører fremdeles udenfor den egentlige
Retspleje, hvortil ogsaa henregnes Skifteforvaltning og Fogedforretninger — derunder
Auktionsforretninger —:

a. Tinglæsningsvæsenet;

b. de Retsbetjentene ved Lov af 23. Januar 1862 angaaende Tiendevederlagets Be-
rigtigelse paahvilende Forretninger;

e. Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd udenfor Retsplejen, for saa vidt den ikke
kan ske af Øvrigheden, jfr. § 213;

d. Formandsskabet i Landvæsenskommissioner overensstemmende med Lov af 30.
December 1858 § 2,

samt udenfor Københavns Byrets Omraade:

e. de ved Lov af 26. Maj 1868 om umyndiges Midlers Forvaltning § 7, jfr. Be-
kendtgørelse af 11. Maj 1869, og ved samme Lovs § 10 til Skifteretterne hen-
lagte Forretninger, for saa vidt Bogen om den borgerlige Retspleje ikke med-
fører Forandring heri;

f. Notarialforretninger.

Københavns Byret, som udgør Underret for København, bestaar af en For-
mand og 20 andre Dommere. Af disse er to Fogder og to Skifteforvaltere. By-
retten deles i 16 Afdelinger, som liver beklædes af en enkelt Dommer, der behandler
og paakender de til Afdelingen henlagte Sager. Almindelige Regler om Forretnin-
gernes Fordeling mellem Afdelingerne fastsættes af Rettens Formand med Justits-
ministerens Billigelse. Indenfor de herved dragne Grænser foretages Fordelingen af
Formanden, der tillige efter Forhandling med Rettens øvrige Medlemmer fordeler
Afdelingerne mellem disse. Naar det gøres fornødent, kan Formanden overdrage til
et Medlem af Retten midlertidig eller i enkelte Sager tillige at udføre Forretninger
i en anden Afdeling end den ham tildelte.

Til Københavns Byret hører et Skriverkontor samt et Pante- og Brev-
skriverkontor.

Skriverkontoret, hvorunder Skriverforretningerne ved Byrettens forskellige Af-
delinger samt Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter vedrørende
Domssager og Skiftevæsenet hører, forestaas af en Justitssekretær; der ansættes 21
Fuldmægtige foruden det i øvrigt fornødne Kontorpersonale. Fogedforretninger og
de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger kan. for saa vidt der ikke derved
bliver Spørgsmaal om Afgørelse af Tvistigheder, efter Dommerens Bestemmelse ud-
føres af en Fuldmægtig eller en anden dertil af Byrettens Formand bemyndiget Per-
son. To af Fuldmægtigene tillægges der under Benævnelsen Underfogder Bemyndigelse
til paa eget Ansvar at afsige de under Fogedforretninger forefaldende Kendelser, saa-
ledes at der med Hensyn til Paaanke og Kære gælder de samme Regler som med
Hensyn til vedkommende Dommere i Byretten, jfr. Kapitel 53.

Pante- og Brevskriverkontoret, hvorunder Skøde- og Pantebøgernes Førelse
hører, forestaas af en Pante- og Brevskriver, og der ansættes 4 Fuldmægtige foruden
det i øvrigt fornødne Kontorpersonale. Beslutninger vedkommende Bøgernes Førelse
kan indenfor det af Pante- og Brevskriveren fastsatte Omraade tages af en Fuld-
mægtig paa eget Ansvar. Tinglæsninger og Aflæsninger foregaar ved de Afdelinger,
som behandler borgerlige Domssager. Rettens Formand fastsætter Fordelingen med
Justitsministerens Billigelse.

Oppebørsel af og Regnskabsaflæggelse for Retsafgifter forestaas for Fogedforret-
ningernes Vedkommende af Fogderne og for Pante- og Brevskriverforretningernes
Vedkommende af Pante- og Brevskriveren.

§ 17.

Udenfor København bestaar Underretterne hver af en Dommer, der tillige er
Retsskriver, dog at der i Frederiksberg Birk ansættes 3 Dommere, mellem hvem
Forretningerne fordeles ved kongelig Anordning.

Til Forretningerne som Retsskriver henregnes:

1) Besørgelsen af de under Retten hørende Skriverforretninger og Udfærdigelser,
derunder Udskrifter af Retsbøgerne;

2) Oppebørsel af Retsafgifter og Regnskabsaflæggelse herfor;

3) Ekspedition af Dokumenter, der tinglæses eller aflæses, og Førelse af Skøde- og
Pantebøgerne og

4) Notarialforretninger.

I Underretskredse, hvor Folketallet efter sidste Folketælling overstiger 40,000
Indbyggere (jfr. dog angaaende Frederiksberg Birk Paragraffens 1ste Stykke), ansæt-
tes en særlig Dommer, til hvilken henlægges de Dommeren og Skriveren ved Underret-
terne paahvilende Forretninger vedrørende Strafferetsplejen og Skifteforvaltningen.

Paa Underretsdommerens Begæring kan der af Landsrettens Formand med-
deles dertil egnede Personer (§ 45) Bemyndigelse til paa Dommerens Ansvar at ud-
føre Fogedforretninger, de til Skifteforvaltningen hørende Forretninger eller Dele af
samme, Notarialforretninger samt de i § 1018, 1ste Stykke, omhandlede Forhør. Be-
myndigelse til at udføre nogen Del af de egentlige Dommerforretninger kan kun med-
deles af Justitsministeren.

Med Hensyn til Udlægs og Udpantningers Foretagelse ved Politimesteren og
Sognefogeden gælder Reglerne i 3die Bogs 3die Afsnit.

I Søsager samt i de Straffesager, der efter de hidtil gældende Regler har
hørt under Søretterne, tiltrædes Underretten udenfor København af 2 søkyndige Mænd
overensstemmende med Reglerne i Lov om Søretter af 12. April 1892 §§ 2, 3. 4 og
5, og saaledes at Retten kan beklædes af Formanden alene i de i nævnte Lovs § 1.
2det Stykke, 1ste og 2det Punktum, angivne Tilfælde.

Ved kongelig Anordning bestemmes Tingstederne for Underretterne udenfor
København. Bortfalder et af de nuværende Hovedtingsteder, oprettes der paa det
paagældende Sted et Bitingsted for Retskredsen.

Tildeles der en Retskreds flere Tingsteder, fastsætter Anordningen de Dele af
Kredsen, som med Hensyn til Rettens ordentlige Møder skal henhøre til ethvert
af disse. Tinglæsning og Aflæsning af Dokumenter skal dog for hele Retskredsen
foregaa ved det Tingsted, der i Anordningen betegnes som Hovedtingsted, men Dom-
meren er pligtig ved de ordentlige Retsmøder paa ethvert Tingsted i Kredsen at
modtage Dokumenter, som indleveres til Tinglæsning eller Aflæsning, samt efter For-
udbegæring at udlevere tinglæste og aflæste Dokumenter.

Dommeren skal have Bolig ved Kredsens Tingsted (Hovedtingsted). Dog kan
Justitsministeren tilstede Afvigelse herfra.

Skønnes det efter Omstændighederne fornødent, kan det ved kongelig Anord-
ning bestemmes, at Dommeren paa et eller flere Steder i Retskredsen udenfor Hoved-
tingstedet vil have at indrette en Afdeling af sit Embedskontor. Justitsministeren
træffer Bestemmelse om Kontordagenes Antal og Kontortidens Længde.

Der tilkommer Underretterne den samme Myndiglied til at bestemme, at
Domsforhandlingen skal foregaa udenfor Rettens Sæde. som ved §11, 2det Stykke,
1ste Punktum, er tillagt Landsretten.

Sø- og Handelssager kan behandles ved de for almindelige borgerlige Rets-
sager dannede Retter, naar begge Parter er enige herom.

Begæring om, at en Sag skal behandles som Sø- eller Handelssag, eller ind-
sigelse derimod skal fremsættes senest paa den første Tægtedag. Rettens Afgørelse
af Spørgsmaal derom kan ikke medføre Afvisning af Sagen, men kun Henvisning af
dens videre Behandling til den rette Domstol. Kærefristen er 3 Dage.

Sø- og Handelssager, der ellers vilde være at behandle udenfor København,
kan, naar Parterne er enige herom, indbringes for Sø- og Handelsretten i København

Regeringens Ret til at anordne ekstraordinære Retter vedbliver indtil videre
i sit nuværende Omfang. Saadanne Retter vil i alle Henseender i Sager, der falder
under nærværende Lov, have i deres Fremgangsmaade at anvende denne Lovs Regler
uden dog at være bundne ved Bestemmelsen om Retskredsenes Grænser.

For saa vidt Straffesager angaar, kan dog de ekstraordinære Retters Virksom-
hed ikke udstrækkes ud over Sagernes Undersøgelse, i hvilken Henseende Bestemmel-
serne i 4de Bog, 2det og 3die Afsnit, bliver at iagttage, hvorimod Sagernes Paa-
dømmelse skal ske ved de ordinære Domstole.

De ekstraordinære Retter staar i alle Afgørelser under Kære og Anke umiddel-
bart til Højesteret.

Ligeledes kan Kongen dels i Sager, i hvilke der foreligger Sigtelse for Over-
trædelse af den borgerlige Lovgivning, og tillige for Forhold, der vedrører Sigtedes
Stilling som gejstlig Embedsmand, bestemme, at Sagen i sin Helhed skal undersøges
og paakendes enten ved gejstlig eller ved borgerlig Ret, dels i Sager, hvorunder Per-
soner, af hvilke nogle henhører under militære, andre under borgerlige Retter, sigtes
for Delagtighed i samme forbryderske Forhold, bestemme, at Sagen i sin Helhed
skal undersøges og paakendes ved borgerlig Ret. 1 disse Tilfælde kan Kongen tilfor-
ordne de borgerlige Retter, til hvilke Sagens Undersøgelse og Paakendelse henvises,
samt de borgerlige Domstole, hvem Paakendelsen i Tilfælde af Anke tilkommer, hver
tvende henholdsvis gejstlige eller militære Medlemmer som Dommere.

Retsmøder.

§ 22.

Højesteret holder Møde til de samme Tider, som hidtil har været brugeligt,
men Retten kan bestemme saadanne Forandringer heri, som den maatte anse for hen-
sigtsmæssige, hvorom det fornødne bliver at bekendtgøre i Lovtidenden.

Beslutninger af Retten, som gaar ud paa i Henhold til Reglerne i denne Lov
at tilstede Afvigelser fra de almindelige processuelle Regler, er ikke bundne til de
foreskrevne eller vedtagne Mødetider.

Til Domsbeliandling af Sager, i hvilke Nævninger skal medvirke, afholdes
regelmæssigt Ting af østre Landsret i Løbet af hver Maaned i København og i øvrigt

af hver Landsret mindst en Gang i Løbet af liver 3 Maaneder paa hvert af Ting-
stederne udenfor København, paa Bornholm dog kun en Gang i Løbet af hver 6
Maaneder.

Tiden for de ovennævnte regelmæssige Tings Begyndelse bestemmes for hvert
Fjerdingaar af Landsrettens Formand og bringes til almindelig Kundskab.

Over de Sager, som skal foretages paa et Ting, forfatter Landsrettens Kontor
— i Straffesager med Overanklagerens Bistand — en Fortegnelse, i hvilken Sagerne
opføres i den Orden, i hvilken de formenes at burde foretages, med Angivelse af den
Tid. paa hvilken hver Sag paaregnes at ville kunne komme for. Paa Fortegnelsen
opføres fremdeles de Sager, som i Medfør af §11, 2det Stykke, 2det Punktum, maatte
være henviste til Tinget. Denne Fortegnelse forelægges betimeligt Rettens Formand
til Godkendelse. Naar Fortegnelsen, efter Omstændighederne med de Ændringer, som
Formanden maatte have bestemt, er godkendt af ham, bekendtgør Retsskriveren ved
Opslag paa Tingstedet en overensstemmende hermed affattet Tingliste. Senere For-
andringer eller Tillæg indføres paa Tinglisten, saa snart de er godkendte af For-
manden, og foranstaltes saa hurtigt som muligt meddelt alle vedkommende.

Overordentlige Ting til Domsbehandling af Straffesager, under hvilke Sigtede
er fængslet, afholdes saavel paa Rettens Hovedtingsted som paa dens andre Tingsteder
efter de af Justitsministeren ved Anordning fastsatte Regler.

Til Behandling af andre end de i § 23 nævnte Sager afholder Landsretterne
Møder til de Tider, som Retterne bestemmer, og hvorom offentlig Bekendtgørelse finder
Sted. Overordentlige Møder kan vedkommende Formand beramme, naar saadant af
særegne Grunde findes fornødent.

Sø- og Handelsretten i København træffer selv Bestemmelse om Tiden for Rettens Møder og om Bekendtgørelsen heraf.

Bestemmelse om Tiden for ordentlige Møder i de Afdelinger af Københavns
Byret, der behandler Domssager, saavel som om Bekendtgørelsen heraf træffes af By-
rettens Formand med Justitsministerens Billigelse; overordentlige Møder kan be-
rammes af Dommeren i den paagældende Afdeling. Møder i andre Sager berammes
af Dommeren overensstemmende med Reglerne i de følgende Bøger.

For Underretterne udenfor København bestemmes ved kongelig Anordning
Tiden for de ordentlige Retsmøder til Domssagers Behandling paa de enkelte Ting-
steder. Dommeren berammer i hvert enkelt Tilfælde Tiden for andre Retsmøder.

Paa Søn- og Helligdage afholdes ikke Retsmøder undtagen i paatrængende
Tilfælde. Om Tilfældet er paatrængende, afgøres af Retten eller dennes Formand.

Naar Hensyn til Retspersonalet eller Rettens øvrige Forretninger kræver det.
eller Omstændighederne i øvrigt gør det nødvendigt, kan Formanden afbryde begyndte
Retsmøder eller afsige eller udsætte berammede Retsmøder, hvorom da Underretning
snarest muligt bliver at give alle vedkommende.

§ 29.

Retsmøderne er offentlige, hvor ikke det modsatte særlig er foreskrevet. Dog
kan Retten undtagelsesvis paa Begæring af en Part eller i Embeds Medfør beslutte,
at Forhandlingen skal foregaa for lukkede Døre, naar Hensyn til Sædeligheden eller
Orden og Ro i Retslokalet kræver det. Det samme gælder i borgerlige Sager, naar
offentlig Forhandling vilde tilføje nogen en ufornøden Krænkelse, og i Straffesager,
naar Statens Forhold til fremmede Magter kræver det, samt med Hensyn til Rets-
handlinger, som finder Sted udenfor Domsforhandling, naar særegne Omstændigheder
giver Grund til at antage, at Retsmødets Offentlighed vil være til Hinder for Sagens
Oplysning, eller det begæres af Værgen for en Sigtet under 18 Aar. Domme afsiges
stedse i offentligt Møde.

Rettens Beslutning om, at Dørene skal lukkes, sker ved Kendelse, efter at
Parterne har haft Lejlighed til at udtale sig. Kendelsen, der i borgerlige Sager ikke
er Genstand for Kære, afsiges offentligt; om Dørene skal lukkes under den forud-
gaaende Forhandling, afgør Rettens Formand.

Beslutning om, at Dørene skal lukkes, kan træffes saavel ved Forhandlingens
Begyndelse som i Løbet af denne; den kan straks eller senere indskrænkes til en Del
af Forhandlingen.

Naar Domsforhandlingen i en Straffesag holdes for lukkede Døre, har de ved
den paatalte Handling forurettede Personer, fremdeles Dommere, Øvrighedspersoner,
offentlige Anklagere, Sagførere samt de, der er indkaldte som Nævninger til det paa-
gældende Ting, Adgang til at overvære samme; endvidere kan der af Rettens For-
mand tilstedes enkelte andre Adgang. Om de Forhandlinger, der af Hensyn til Sta-
tens Forhold til fremmede Magter eller til Sædeligheden finder Sted for lukkede Døre,
maa der ikke af de nævnte Personer gives Meddelelse til nogen, hvem Adgang til at
overvære dem ikke har været tilstedet. Ej heller maa offentlig Gengivelse af saa-
danne Forhandlinger i noget Tilfælde finde Sted. Overtrædelse heraf straffes med
Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Hvorvidt der i borgerlige Sager, i hvilke Forhandling finder Sted for lukkede
Døre, kan tilstedes enkelte Personer, som ikke har med Sagen at gøre, Adgang,
beror paa Rettens Formand. Det samme gælder, naar i en Straffesag Retshandlinger
udenfor Domsforhandling foregaar for lukkede Døre. Bestemmelserne i 1ste Stykke,
2det—4de Punktum, om Forhandlinger, der af Hensyn til Statens Forhold til fremmede
Magter eller til Sædeligheden holdes for lukkede Døre, finder tilsvarende Anvendelse
ved de her nævnte Forhandlinger.

Adgang til offentligt Retsmøde kan nægtes Personer under 18 Aar samt en-
hver, der fremstiller sig i en saadan Tilstand, at hans Nærværelse vilde stride mod
Rettens Værdighed eller god Orden, i Straffesager desuden Personer, der for Vold
eller for nogen i den offentlige Mening vanærende Handling har været straffede med
offentligt Arbejde, Fængsel paa Vand og Brød, Fængsel paa sædvanlig Fangekost
eller Tvangsarbejde uden senere at have faaet Æresoprejsning. Rettens Formand kan
under enhver Omstændighed for at hindre, at Rummet overfyldes, begrænse Antallet
af de Personer, der indlades.

Kapitel 3.

Retsbøger. § 33.

Almindelige Forskrifter om, hvilke Retsbøger der skal føres ved de forskellige
Retter, saavel som om deres Indretning og Førelse, kan gives ved kongelig Anord-
ning. Indenfor de derved dragne Grænser bestemmes Retsbøgernes Indretning for de
af flere Dommere bestaaende Retter af Formanden, for de øvrige Retters Vedkom-
mende af Landsrettens Formand.

De Retsbøger, som føres, autoriseres ved de af flere Dommere bestaaende
Retter af vedkommende Formand og ved de øvrige Retter af vedkommende Dommer.

Angaaende alle Retshandlinger optages Beretning i Retsbogen.
I Retsbogen indføres Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmødet;

2) Navnene paa de Personer, der fungerer som Dommere, Nævninger, Retsskriver og
Retsvidner;

3) Sagens Nummer med Parternes Navne;

4) Navnene paa de Personer, der er til Stede som Parter eller paa disses Vegne
eller til deres Bistand, eller Bemærkning om de Forholdsregler, som maatte være
trufne med Hensyn til deres Tilkaldelse eller Udelukkelse;

5) om Retsmødet er offentligt eller ikke.

Retsbogen skal indeholde en kort Fremstilling af Forhandlingerne.
Fuldstændigt optages Parternes Paastande, Begæringer og Indsigelser, for saa
vidt de ikke indeholdes i Skrifter, som overleveres Retten, i hvilket Fald Henvisning
er tilstrækkelig, samt Indsigelser, som fremsættes af Vidner, Syns- eller Skønsmænd.

Af Udviklinger og Foredrag til Begrundelse af Paastande, Begæringer eller
Indsigelser optages intet i Retsbogen, hvor ikke det modsatte udtrykkelig er bestemt;
dog kan Formanden beslutte, at enkelte Udtalelser skal optages.

Særlig Bemærkning gøres i Retsbogen om, hvorledes der er gaaet til Værks
med Hensyn til Former, som efter Loven skal iagttages, om, hvad der fremlægges i
Retten, og hvilke Dokumenter der er blevet oplæst.

Rettens Afsigelse af Domme og Kendelser og dens øvrige Beslutninger optages
i Retsbogen. Domme og Kendelser indføres fuldstændigt i Dombogen.

Om noget i øvrigt skal optages i Retsbogen, beror paa, om saadant særlig er
foreskrevet i Loven.

Hvor ikke det modsatte er udtrykkelig bestemt, tinder Oplæsning og efter Om-
stændighederne Vedtagelse af det Retsbogen tilførte kun Sted, naar Rettens Formand
af særlige Grunde anser det for nødvendigt, enten af egen Drift eller i borgerlige
Sager ifølge Begæring af Part, Vidne eller Syns- eller Skønsmænd.

Retsbogen underskrives ved hvert Retsmødes Slutning af Rettens Formand,
fremdeles af de Personer, der maatte have fungeret som Retsskriver eller Retsvidner.

Den afgiver Bevis for, hvad der er foregaaet under Retshandlingen, og særlig for,
hvorledes der er gaaet til Værks med Hensyn til Former, som efter Loven skal iagt-
tages ; Modbevis er ikke udelukket.

Aktstykker og andre Dokumenter, som fremlægges i Retten, forsynes med
Fremlæggelsespaategning.

Stævningerne og Parternes øvrige Processkrifter forbliver i Rettens Arkiv. Af
Dokumenter og andre Aktstykker, der benyttes som Bevis, skal, naar de forlanges
tilbageleverede, Genpart, der bekræftes af Retsskriveren, eller, hvor saadan ikke er
ansat, af Dommeren, afgives til Retten; dog undtages herfra Dokumenter, der er
Udskrift af Embedsbøger. Om og i hvilket Omfang Genpart skal tages af Handels-
bøger, Regnskabsbøger eller andre Dokumenter af betydeligt Omfang, beror paa
Formanden.

Hvor en Retsskriver er ansat, samler han de enhver Sag vedkommende Doku-
menter og bevarer dem samt de af tilbageleverede Originaler tagne Genparter. Ved
andre Retter paahviler dette Dommeren. De i Nævningesager overensstemmende med
§§ 894 og 898—900 udfærdigede Spørgsmaal tilligemed Nævningernes vedtegnede Er-
klæringer bliver at samle og opbevare som Bilag til Retsbogen.

Udenfor de Tilfælde, for hvilke der i denne Lov er truffet særlig Bestem-
melse, kan Parterne samt andre, som deri har retlig Interesse — de sidstnævnte i
Straffesager dog først, naar Sagen er endt — hos Retsskriveren eller, hvor ingen saa-
dan er ansat, hos Dommeren forlange Udskrift af Retsbøgerne, derunder dog ikke
Stemmegivningsbogen, samt af de øvrige hos Retten beroende til en Sag hørende,
fremlagte Dokumenter.

Dommere, Retsskrivere, Retsvidner og Retsbude m. in.

§ 42.

Faste Dommere ved Rigets almindelige Domstole beskikkes af Kongen.

Til Højesteret sker Udnævnelse som ,,Højesteretsdommer", til Landsret som
„Landsdommer", til hver af de andre Retter — bortset fra Sø- og Handelsretten i Køben-
havn, jfr. § 9 — som „Dommer" med Angivelse af, hvor paagældende ansættes.

Kun fuldmyndige, uberygtede, vederhæftige Mænd, som har underkastet sig
den fuldstændige juridiske Eksamen med bedste Karakter, kan beskikkes. Dog skal
Mænd, som har bestaaet den nævnte Eksamen med Karakteren haud illaudabilis
efter denne Eksamens tidligere Ordning eller haud illaudabilis Imi gradus efter den
nuværende Ordning, og som i øvrigt opfylder de foran nævnte Betingelser, kunne
beskikkes i Embeder som Dommere ved Underretterne udenfor København, naar de har
været Politimestre eller i mindst 5 Aar har haft fast Beskikkelse i noget af de i § 52,
lste Stykke, nævnte Embeder eller i Embeder under Politiet i København, eller naar
de i Løbet af mindst 5 Aar med fornøden Bemyndigelse jævnlig har deltaget i de

egentlige Dommertorretninger ved Underretter udentor København. Med Hensyn til
Udbringeise af det nævnte Tidsrum finder Bestemmelsen i § 43, 4de Stykke, tilsva-
rende Anvendelse.

Til Højesteretsdommer kan i Regelen kun beskikkes en Mand, der i 3 Aar har
været Landsdommer, Formand i Byretten for København, Formand eller Næstformand
i Sø- og Handelsretten, Overretsassessor, Kriminal- og Politiretsassessor, Rigsanklager,
Højesteretssagfører, Departementschef i Centraladministrationen eller beskikket Lærer
i Lovkyndighed ved Universitetet.

Førend nogen kan beskikkes til Højesteretsdommer, skal han først have godt-
gjort sin Dygtighed til at have Sæde i Retten ved som Prøve at votere først i mindst
4 Sager, af hvilke mindst den ene skal være borgerlig.

Til Landsdommer kan i Regelen kun beskikkes en Mand, der i 3 Aar har
været enten i nogen af de i 1ste Stykke nævnte Stillinger eller Dommer ved Underret,
Politimester, Overanklager, Overretssagfører, Landsretssagfører eller kgl. ansat Em-
bedsmand i Centraladministrationen.

Til Udbringeise af de i ovennævnte Bestemmelser ommeldte 3 Aar kan Virk-
somhed i forskellige af de nævnte Stillinger sammenlægges.

Til at indtræde i de i § 21, 1ste og 2det Stykke, ommeldte ekstraordinære
Retter skal saa vidt muligt faste Dommere beskikkes. Ingen kan beskikkes, som ikke opfylder de i § 42. 3die Stykke, nævnte Betingelser.

Midlertidig Beskikkelse til Højesteretsdommer kan ikke finde Sted. Ved Em-
bedsledighed skal fast Beskikkelse ske inden 6 Maaneders Forløb.

Til midlertidig at beklæde andre Dommerembeder, naar det paa Grund af
Embedsledighed eller en fast Dommers Forfald maatte være nødvendigt, meddeler
Justitsministeren Beskikkelse. Enhver Dommer ved Underret skal være forpligtet til,
naar det af fornævnte Grunde skønnes fornødent, at modtage Beskikkelse af Justits-
ministeriet til, foruden sit eget Embede, midlertidig at beklæde et andet Under-
dommerembede. Udenfor Tilfælde af Sygdomsforfald kan Embede som Landsdommer,
som Dommer i Byretten for København, som Formand eller Næstformand i Sø- og
Handelsretten eller som Dommer ved Underret udenfor København ikke holdes besat
ved midlertidig Beskikkelse udover et Aar.

I paatrængende Tilfælde, samt naar den faste Dommers Forfald skønnes at
ville blive kortvarigt, kan Landsrettens Formand bemyndige til midlertidig at fore-
staa Dommerembedet ved en Underret udenfor København. Herom skal Meddelelse
straks ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Den, som beskikkes til midlertidig at beklæde et Dommerembede, maa være
i Besiddelse af de samme Egenskaber, som udkræves til at beklæde Embedet som fast
Dommer. Dog er det ved Underretterne udenfor København med Hensyn til
Eksamensfordringen tilstrækkeligt, at den paagældende har underkastet sig den fuld-
stændige juridiske Eksamen med Karakteren haud illaudabilis eller har opnaaet
Karakteren „Bekvem" eller ,,Første Karakter" enten ved den juridiske Fællesprøve
eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede.

Den Bemyndigelse, som i Henhold til § 17 kan gives til paa en Underrets-
dommers Ansvar at udføre visse denne paahvilende Embedsforretninger, kan kun med-

deles Personer, som har de i § 42 angivne Egenskaber; dog er det tilstrækkeligt, at
den paagældende fyldestgør den i § 44 i Slutningen angivne Fordring med Hensyn
til juridisk Eksamen. Bemyndigelse til at udføre Forretninger, der ikke er egentlige
Dommerforretninger (§ 17, 4de Stykke, 1ste Punktum), skal ogsaa kunne meddeles
Kvinder.

Naar det paa Grund af en Dommers Udelukkelse eller Fritagelse formedelst
Inhabilitet maatte være nødvendigt, beskikker Justitsministeren eller, ved Underretterne
udenfor København, Landsrettens Formand en Sættedommer.

Med Hensyn til Sættedommerne finder Reglerne i § 44, 4de Stykke, Anvendelse.

Spørgsmaal om en Dommers Strafansvar for Overtrædelse af de ham efter
Lovene som Dommer paahvilende Pligter bedømmes — bortset fra det i § 43, 2det
Stykke, omhandlede Tilfælde — efter Straffeloven og paakendes under en selvstændig
Straffesag; dog kan Straffen, hvis den ej overstiger Bøder, i Tilfælde af Anke eller
Kære paalægges uden særligt Sagsanlæg, efter at der, om fornødent, er givet vedkom-
mende Dommer Lejlighed til mundtlig eller skriftlig at udtale sig om det paagæl-
dende Forhold.

Erstatningsansvar maa som hidtil gøres gældende ved Anke. for saa vidt det
ikke enten efter Bogen om Strafferetsplejen paakendes i Forbindelse med Spørgsmaal
om Straf eller indtales, efter at Straffedom er fældet over den paagældende.

Gør en Dommer sig som saadan skyldig i Forsømmelse eller Skødesløshed i
Embedsførelse, der dog ikke er af en saadan Beskaffenhed, at den ifølge Lovgivningen
paadrager Straf, eller udviser han i øvrigt utilbørligt eller usømmeligt Forhold, paa-
hviler det Formanden i den Ret, hvoraf han er Medlem, med Hensyn til Landsretternes
Formænd og Formanden samt Næstformanden for Sø- og Handelsretten, Højesterets
Formand, samt med Hensyn til de øvrige Dommere, vedkommende Landsrets Formand,
i Stilhed at give ham fornøden Advarsel.

Det staar derhos enhver, der under Møde for en Ret anser sig krænket
ved utilbørligt eller usømmeligt Forhold fra en Dommers Side, frit for at paa-
klage det af Dommeren udviste Forhold til højere Ret. Klagen, der maa fremsættes
skriftlig og inden fjorten Dage, efter at Sagens Behandling for paagældende Ret
er sluttet, behandles i øvrigt overensstemmende med de i Kapitel 85 givne Regler for
Kæremaal. Finder den overordnede Ret Klagen begrundet, kan den udtale sin Mis-
billigelse af Dommerens Adfærd eller paalægge ham en Bøde.

Viser saadan, efter Omstændighederne gentagen Advarsel, Misbilligelse eller
Bøde sig frugtesløs, eller har Dommeren gjort sig skyldig i et Forhold, der maa
svække eller gøre ham uværdig til den Agtelse og Tillid, som Dommerkaldet forud-
sætter, kan dette drage til Følge efter Omstændighederne Afsættelse uden Pen-
sion eller med Pension, beregnet efter Pensionslovens Regler, eller endelig saa-
ledes, at Pensionens Størrelse bliver at bestemme ved særlig Lov. Er der Tale om
et efter Straffeloven strafbart Forhold, bliver Sagen af Justitsministeren eller af
Formanden at overgive til vedkommende Overanklager for eventuelt at forfølges som

selvstændig Straffesag. I andet Fald. eller naar Dommen i Straffesagen ikke lyder
paa Embedsfortabelse, afgøres Spørgsmaalet ifølge Justitsministerens nærmere Be-
stemmelse under en af det offentlige mod Dommeren anlagt Sag. Sagen behandles
efter de for Landsretsproceduren for borgerlige Sager i 1ste Instans gældende Kegler.

I Overensstemmelse hermed bliver det fremdeles at afgøre, hvorvidt en Dommer
bør ved Dom afsættes paa Grund af vedvarende Aands- eller Legemssvaghed.

Naar Straffesag er rejst mod en Dommer, eller naar han maa antages at have
gjort sig skyldig i saadant utilbørligt Forhold, som omhandles i § 49, saavel som
naar han er blevet uvederhæftig eller aandssvag, kan han suspenderes. Afgørelse
herom træffes, naar Talen er om en Dommer ved Underret, af Landsrettens Formand og
to af Rettens Medlemmer, og naar Talen er om en Højesterets- eller Landsdommer
eller om Formanden eller Næstformanden for Sø- og Handelsretten, af Højesterets
Formand og to af Rettens Medlemmer.

Beslutning om Ophør af midlertidig Beskikkelse til at beklæde et Dommer-
embede (§ 44) eller af Bemyndigelse til at udføre Dommergerning efter § 17, 4de
Stykke, kan tages af den Myndighed, der har meddelt den, dog, for saa vidt det er
Landsrettens Formand, med Ret for den paagældende til at forelægge Spørgsmaalet
for Justitsministeren.

Justitssekretærer ved Højesteret, Landsretterne, Københavns Sø- og Handelsret
og Københavns Byret, Pante- og Brevskriveren ved sidstnævnte Ret og samtlige Fuld-
mægtige ved de nævnte Retter beskikkes af Kongen.

Til midlertidig at beklæde et af de nævnte Embeder, naar det paa Grund af
Embedsledighed eller Forfald maatte være nødvendigt, meddeler Justitsministeren Be-
skikkelse. I paatrængende Tilfælde, samt naar Forfaldet skønnes at ville blive kort-
varigt, kan vedkommende Rets Formand give den midlertidige Bemyndigelse. Herom
skal Meddelelse straks ske til Justitsministeren, som træffer endelig Bestemmelse.

Til. fast eller midlertidig at beklæde de i denne Paragraf nævnte Embeder
udkræves, at vedkommende er en fuldmyndig, uberygtet og vederhæftig Mand, samt at
han har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen i det mindste med Karak-
teren haud illaudabilis eller har opnaaet Karakteren „Bekvem" eller „Første Karakter"
ved den juridiske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen
for ustuderede.

Naar nogen af de i § 52 nævnte Embedsmænd paa Grund af Inhabilitet er
udelukket, beskikker vedkommende Rets Formand i fornødent Fald en Mand, som har de i § 52, 3die Stykke, angivne Egenskaber, til at fungere i Sagen.

Klage over en Justitssekretærs og i København over Pante- og Brevskriverens Af-
gørelser fremsættes inden 6 Maaneder for den Ret, ved hvilken han er ansat. Efter at
have modtaget den paagældende Embedsmands Erklæring afgør Retten, for Københavns

Byrets Vedkommende Rettens Formand, Sagen ved Kendelse. Mod denne Kendelse kan
rejses Kæremaal. Hvor Retsskriverforretningerne paahviler Dommeren, afgøres deslige
Klager ved Kære. Kærefristen er i sidstnævnte Tilfælde 6 Maaneder.

Med Hensyn til Retsskriveres og Pante- og Brevskriverens Ansvar til Straf og
Erstatning for Overtrædelse af deres Embedspligter finder Reglerne i § 47. jfr. § 48,
2det Stykke, tilsvarende Anvendelse.

Til Retsmøder, der i Straffesager afholdes af en Ret, som beklædes af Enkelt-
dommer, skal, saafremt ingen særlig Retsskriver er til Stede, en Stævningsmand i eller
udenfor Retskredsen eller i Mangel af en saadan en fuldmyndig, uberygtet Mand i
selvstændig Stilling af Dommeren tilkaldes som Retsvidne. Kan en saadan ikke straks
komme til Stede, bliver Retshandlingen at udsætte, medmindre dens Øjemed derved vilde
staa i Fare for at forspildes. Tilkaldelse af Retsvidne kan fremdeles undlades, naar
der er beskikket en Forsvarer for Sigtede, eller denne selv har antaget en saaclan. med-
mindre den valgte Forsvarer ifølge § 821 Nr. 3 er udelukket fra Retsmødet, eller dette
holdes for lukkede Døre, og Tilkaldelsen forlanges enten af Sigtede eller Forsvareren.
I sidstnævnte Tilfælde skal der, naar Ønske derom fremsættes, og Omstændighederne
tillader det, tilkaldes en anden end en Stævningsmand.

Dommeren sørger saa vidt muligt for, at Tilkaldelsen af andre end Stævnings-
mændene sker efter Omgang; kun i Nødsfald kan en Person tilkaldes til at fungere
flere Dage efter hinanden. Hvor Forholdene tillader det, bør der gives ham et passende
Varsel. Udebliver et tilkaldt Retsvidne uden lovligt Forfald eller uden betimelig An-
meldelse herom, kan det straffes med en Bøde af indtil 20 Kr. Dommeren kan paalægge
Retsvidnerne at iagttage Tavshed om, hvad de ved Retshandlingen erfarer om Under-
søgelsens Genstand; Overtrædelse af et saadant Paalæg straffes med Bøder indtil 100 Kr.

Retsvidner har Krav paa samme Godtgørelse som i § 192 foreskrevet for Vidner.
Den Retten i § 192, 3die Punktum, givne Beføjelse til at tilstaa et Vidne passende
højere Godtgørelse end den almindelige skal uden Hensyn til, om den der nævnte
Betingelse er til Stede, kunne anvendes ved tilkaldte Retsvidner, naar det skønnes, at
Tilkaldelsen har medført større Tab eller uforholdsmæssigt Besvær eller Ulempe for
den tilkaldte.

Ved Højesteret, Landsretterne, Sø- og Handelsretten i København og Køben-
havns Byret ansætter Rettens Formand det fastsatte Antal Retsbude.

I hver af de i § 12 ommeldte Retskredse ansættes det fornødne Antal Stæv-
ningsmænd.

De ved Landsretterne og Underretterne ansatte Retsbude kan benyttes som
Stævningsmænd for vedkommende Rets Omraade i det Omfang og paa den Maade,
som vedkommende Formand eller Underretsdommer nærmere bestemmer. De Stæv-
ningsmænd, som yderligere efter Justitsministerens Bestemmelse behøves, beskikkes
af vedkommende Formand eller Underretsdommer. Fortegnelse over Retskredsens
Stævningsmænd opslaas paa Tingstederne samt henholdsvis i Landsretternes og Kø-
benhavns Byrets Lokaler og bekendtgøres tillige aarlig og oftere, naar Forandring
sker, i Statstidenden. Ved Sø- og Handelsretten i København finder de om Stævnings-
mænd ved Landsretterne givne Regler tilsvarende Anvendelse.

§ 58.

Ved Anordning gives der en Instruks for Stævningsmænd.
Enhver Stævningsmand afgiver til vedkommende Retsformand eller Underrets-
dommer en højtidelig Erklæring om, at han med Troskab og Samvittighedsfuldhed vil
opfylde de Pligter, der paahviler ham efter nærværende Lov og den ham meddelte
Instruks. Formen for denne Erklæring fastsættes af Justitsministeren. Dommeren i

Retskredsen har at vejlede Stævningsmændene med Hensyn til deres Pligter.

Det underordnede Personale ved Højesterets, Landsretternes, Sø- og Handels-
rettens og Københavns Byrets Skriverkontorer ansættes af vedkommende Rets Formand.

Tilfælde, hvor Rettens Personer skal eller kan vige deres Sæde.

§ 60.

Ingen maa handle som Dommer i en Sag, naar han

1) selv er Part i Sagen eller er interesseret i dens Udfald eller, hvis det er en
Straffesag, er forurettet ved Forbrydelsen;

2) er beslægtet eller besvogret med nogen af Parterne i en bprgerlig Sag eller med
Sigtede i en Straffesag i op- eller nedstigende Linie eller i Sidelinien saa nær
som Søskendebørn eller er en af Parternes eller Sigtedes Ægtefælle. Værge,
Kurator, Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiv- eller Plejesøn;

3) er gift med eller beslægtet eller besvogret i op- eller nedstigende Linie eller
beslægtet i Sidelinien saa nær som Søskende med nogen i en borgerlig Sag op-
trædende Sagfører eller anden Rettergangsfuldmægtig for en af Parterne eller
med den forurettede i en Straffesag eller dennes Rettergangsfuldmægtig eller
med nogen i en saadan Sag optrædende offentlig Anklager eller Politiembeds-
mand eller Forsvarer for Sigtede;

4) har aflagt Vidnesbyrd eller været Syns- eller Skønsmand i Sagen eller har hand-
let i den, hvis det er en borgerlig Sag, som Sagfører eller i øvrigt som Retter-
gangsfuldmægtig for nogen af Parterne og, hvis det er en Straffesag, som Politi-
embedsmand, offentlig Anklager. Forsvarer eller Rettergangsfuldmægtig for den
forurettede;

5) har handlet i Sagen i den underordnede Instans som Dommer eller, hvis det er
en Straffesag, som Nævning.

Den Omstændighed, at Dommeren, fordi flere Embedsvirksomheder er for-
enede i hans Person, tidligere af den Grund har haft med Sagen at gøre, medfører
ikke Inhabilitet, naar der ikke efter de foreliggende Omstændigheder er Grund til at
antage, at han har nogen særegen Interesse i Sagens Udfald.

I de i foregaaende Paragraf omhandlede Tilfælde er Dommeren, hvis han er
Enkeltdommer, pligtig efter Kendelse, afsagt af ham selv, at vige sit Sæde. Beklæder
han Retten i Forening med andre Dommere, er han pligtig at gøre Retten Meddelelse
om de Omstændigheder, som ifølge foregaaende Paragraf formenes at medføre hans

Inhabilitet, ligesom ethvert andet Medlem af Retten, der maatte være bekendt med
saadanne Omstændigheder, er berettiget og forpligtet til at rejse Spørgsmaal derom,
hvorefter Afgørelse træffes ved Kendelse af Retten, uden at han selv er udelukket fra at deltage i Paakendelsen af Spørgsmaalet.

Parterne kan ikke blot fordre, at en Dommer skal vige sit Sæde i de i § 60
angivne Tilfælde, men enhver af dem kan fremsætte Indsigelse mod, at en Dommer be-
klæder Retten, naar andre Omstændigheder foreligger, som er egnede til at vække Tvivl
om hans fuldstændige Upartiskhed. I Tilfælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan
ogsaa Dommeren selv, naar han frygter for, at Parterne ej kan have fuld Tillid til
ham, vige sit Sæde, selv om ingen Indsigelse mod ham fremsættes. Beklædes Retten af
flere Dommere, kan enhver af disse rejse det Spørgsmaal, om nogen af Rettens Med-
lemmer paa Grund af Omstændigheder af heromhandlede Art bør fratræde.

De Spørgsmaal. som maatte opstaa i Henhold til nærværende Paragraf, afgøres
paa samme Maade, som i § 61 er bestemt med Hensyn til de i § 60 omhandlede
Tilfælde.

Spørgsmaalet om en Dommers Fratræden, der, naar det rejses af en af Par-
terne, i borgerlige Sager i processuel Henseende behandles som andre Formalitets-
indsigelser, bør saa vidt muligt rejses før den mundtlige Forhandlings Begyndelse. Det kan afgøres, uden at Parterne har haft Adgang til at ytre sig derom.

Kendelser, hvorved en Enkeltdommer erklærer at ville vige sit Sæde. eller
hvorved det paalægges en Dommer i en Kollegialret at vige sit Sæde, er ikke Gen-
stand for Anke eller Kære. Imod Kendelser, hvorved Indsigelser mod en Dommers
Habilitet forkastes, kan Kæremaal rejses. Naar det straks forlanges, kan i denne Anledning en kort Udsættelse af Sagen tilstaas.

Fra det Øjeblik, da Retskendelse for, at en Dommer skal vige sit Sæde, er
afsagt, er denne Dommer kun berettiget til at foretage saadanne Handlinger i Sagen,
som ej kan opsættes.

De om Dommere givne Forskrifter finder ogsaa Anvendelse paa Retsskrivere
og Retsvidner. Afgørelsen af Habilitetsspørgsmaalet træffes af Retten.

En Stævningsmand maa ikke foretage eller deltage i en Forretning, naar nogen
af Parterne er hans Ægtefælle eller beslægtet eller besvogret med ham i lige op-
eller nedstigende Linie eller i første Sidelinie, eller han selv er Part i Sagen eller er
interesseret i dens Udfald.

Andet Afsnit.

Nævningers Kaldelse. Kapitel 6.

Almindelige Bestemmelser.

§ 68.

For livert Aar, regnet fra 1. Juni til 31. Maj, vælges for liver Nævningekreds
et Antal Personer til at udføre Nævningehvervet. Blandt disse udtages Nævningerne fol-
det enkelte Ting ved Lodtrækning, og blandt de saaledes udtagne atter Nævningerne
for den enkelte Sag, ligeledes ved Lodtrækning.

Ved Nævningekreds forstaas den Del af en Landsretskreds, som i Henhold til
§ 11 er henlagt til samme Landsretstingsted.

Til Nævning kan med de af §§ 70 og /I følgende Undtagelser kaldes enhver
Mand eller Kvinde, som har,Valgret til Folketinget, medmindre den paagældende paa Grund
af legemlige Mangler eller utilstrækkeligt Kendskab til det danske Sprog er ude af Stand
til at fyldestgøre en Nævnings Pligter.

Udelukkede fra at være Nævninger er: Ministre, Departementschefer samt
ligestillede Embedsmænd i Centraladministrationen, Medlemmer af Højesteret samt
Dommere i Landsretterne og Underretterne, Formand og Næstformand i Sø- og Handels-
retten, offentlige Anklagere, Overøvrigheder, Politiets Embeds- og Bestillingsmænd,
Folkekirkens og de anerkendte Trossamfunds Gejstlige.

Følgende Personer kan begære sig fritagne for Nævningehvervet:

1) Rigsdagsmænd og Rigsdagens Tjenestemænd, medens Rigsdagen er samlet,

2) Tjenstgørende Militærpersoner, dog derunder ikke indbefattet de ved Bornholms
Væbning ansatte,

3) Told- og Postvæsenets Embeds- og Bestillingsmænd, faste Brandfolk, saavel som
de ved Jernbaner og Telegrafer samt Telefoner ansatte Personer,

4) Læger, som ikke holder Bjælpelæge, og Fødselshjælpersker,

5) Apotekere, der driver deres Næring uden Hjælp af en farmaceutisk Kandidat,

6) Lodser,

7) eksaminerede Kedelpassere ved de det offentlige Tilsyn underkastede Dampkedler,

8) de, som inden Nævningeaarets Begyndelse fylder 65 Aar,

9) de, som paa Grund af deres Helbredstilstand eller Erhvervs- eller Familieforhold
ikke uden Fare for deres Velfærd kan opfylde Nævningepligten,

10) de, som har fæstet Bopæl i en anden Nævningekreds.

Ingen kan kaldes til Nævning, som ikke er optaget paa Grundlisten (§§ 73 ff.)
og Nævningekredsens Aarsliste (§§ 78 ff.). Efter den førstnævnte Listes endelige Be-
rigtigelse af det i § 73 nævnte Udvalg kan ingen optages paa den uden ifølge Foran-
dring af Udvalgets Kendelse efter Anke.

Grunde, der udelukker fra Nævningehvervet (§§ 69 og 70), men som maatte
være blevet upaaagtet eller først er opstaaet efter Udløbet af lovbestemt Frist,
skal af den paagældende Myndighed tages i Betragtning uden Hensyn til nævnte Frist.

Krav paa Fritagelse for Nævningehvervet af Grunde, som først er opstaaet
efter Udløbet af lovbestemt Frist, er ikke afskaaret.

Grundlister.

§ 73.

Blandt de Personer, der er opførte paa Folketingsvalglisten og opfylder de
øvrige i §§ 69 og 70 foreskrevne Betingelser, udvælges aarlig et Antal, der anses
for særlig egnede og værdige til Nævningehvervet, nemlig i København 1,200 og 200
Suppleanter, begge Klasser fordelte af Magistraten paa Stadens Folketingskredse (Af-
stemningskredse) saa nær som muligt i Forhold til Antallet af Folketingsvælgere i
hver Kreds, paa Landet i hver Sogneraadskreds 5 (paa Bornholm dog 6) og 2 Supple-
anter og i Købstæderne samt i Handelspladserne 1 for hvert fulde Antal af 250 Ind-
byggere og 1 Suppleant for hvert fulde Antal af 500 Indbyggere, regnet efter den
sidst afholdte almindelige Folketælling, dog i alle Tilfælde mindst 5 samt 2 Suppleanter.
Valget af disse Personer foretages af Udvalg paa 5 til Kredsens Folketingsvælgere
hørende Medlemmer. Udvalgene, der dannes for 4 Aar ad Gangen, bestaar i Køben-
havn for hver Kreds af 1 af Formanden for østre Landsret udnævnt Medlem som For-
mand, 1 af Byrettens Formand udnævnt Medlem og 3 af Borgerrepræsentationen ved
Forholdstalsvalg udvalgte Medlemmer, i Sogneraadskredsene, Købstæderne og Handels-
pladserne af 1 af vedkommende Landsrets Formand udnævnt Medlem som Formand,
1 af Dommeren (eventuelt den Dommer, som behandler Straffesager) udnævnt Medlem
og 3 af Kommunalbestyrelsen ved Forholdstalsvalg udvalgte Medlemmer. De saaledes
udnævnte er pligtige at overtage Hvervet.

De Landdistrikter, som med Hensyn til Fattig- eller Skolevæsen har kommunal
Bestyrelse fælles med en Købstad (Lov om Landkommunernes Styrelse af 6. Juli 1867
§ 1, Lov om Købstadkommunernes Styrelse af 26. Maj 1868 § 15), henregnes i den
heromtalte Henseende til Købstaden.

De i 1ste Stykke, 1ste Punktum, omhandlede Valg foregaar i lukkede Møder.
Saafremt der ikke i det første Møde opnaas Enighed mellem Udvalgets Medlemmer
om Valget af det fornødne Antal Personer, afholdes en senere Dag et nyt Møde, hvor
ethvert Medlem da kan forlange, at Udvælgelsen foregaar saaledes, at ethvert Medlem
udvælger et lige stort Antal, hvorefter et eventuelt overskydende Antal udtages efter
Reglerne for Forholdstalsvalg. Medlemmerne af Udvalget skal under Ansvar efter
Straffelovens § 139 iagttage Tavshed om, hvad der foregaar i de lukkede Møder. Med-
delelser om, hvem der har bragt de enkelte paa Grundlisten opførte Personer i Forslag
eller afgivet Stemme for dem, maa ikke optages i Pressen eller paa anden Maade ske offentlig. Overtrædelse heraf straffes med Bøder fra 100 til 1000 Kr.

Fortegnelse over de ifølge § 73 valgte (Grundlisten) skal fremlægges til alminde-
ligt Eftersyn i 8 Dage i April Maaned og i øvrigt i Overensstemmelse med de i Lov om
Valg til Rigsdagen af 7. Februar 1901 §12 — naar Lov Nr. 142 af 10. Maj 1915 er traadt
i Kraft, i dennes § 8 — for Valglisterne til Folketinget foreskrevne Regler, hvorhos der
til enhver paa Listen optagen skal sendes skriftlig Meddelelse om hans Optagelse.

Indsigelser mod Listen eller Begæringer om Fritagelse for Nævningehvervet
skal fremsættes skriftlig for Udvalget under Angivelse af Grunden, hvorpaa de støttes,
inden 3 Dage fra Udløbet af den Tid, i hvilken Listen ligger fremme.

Indsigelse kan fremsættes af enhver, som anser sig uden Føje optaget paa
Listen, eller som efter § 71 mener at have Krav paa Fritagelse, saavel som af enhver
til Folketinget valgbar Beboer af Kommunen, som formener, at nogen uberettiget er
optaget paa Listen.

De fremkomne Indsigelser paakendes af Udvalget under Iagttagelse af de i
Lov om Valg til Rigsdagen af 7. Februar 1901 § 14 — naar Lov Nr. 142 af 10. Maj
1915 er traadt i Kraft, i dennes § 10 — foreskrevne Regler. Kendelsen kan af den,
hvem den gaar imod, indankes til Udvalget for Aarslistens Dannelse. Meddelelse om,
at Anke vil tinde Sted, skal inden 3 Dage efter Kendelsens Afsigelse gøres til Udvalget.

Den efter Afgørelsen af fremsatte Indsigelser berigtigede Liste underskrives
af Udvalgets Formand og indsendes af ham inden 1. Maj til Formanden for Udvalget
til Aarslistens Dannelse (§ 78). Saa skal og Afskrift af de Kendelser, mod hvilke Anke,
overensstemmende med § 74 i Slutningen, er anmeldt, indsendes med fornødne Oplysninger.

I Tilfælde af Forsømmelse med Listernes Indsendelse skal Formanden for
Udvalget til Aarslistens Dannelse, i fornødent Fald ved Anvendelse af passende
Tvangsbøder, drage Omsorg for, at de savnede Lister uopholdelig indsendes. Findes
det, at Listen i nogen Kommune ikke paa lovbefalet Maade er bragt i Stand, paa-
lægger han, i fornødent Fald under Tvangsbøder, Udvalget ufortøvet at træffe de i
Loven befalede Foranstaltninger, om fornødent med Forkortelse af de lovbestemte
Frister, og gør Indberetning herom til Justitsministeren, der afgør, om Strafansvar
skal gøres gældende.

Dersom hidtil upaaagtede eller senere opstaaede Grunde, som udelukker nogen
paa Grundlisten opført Person fra Nævningehvervet, efter den i § 74 ommeldte Frists
Udløb maatte komme til Udvalgets Kundskab, skal derom ved Indsendelse af Listen
eller senere, saa snart ske kan, gøres Meddelelse, ledsaget af fornødne Oplysninger,
til Formanden for Udvalget for Aarslistens Dannelse, saafremt enten Lodtrækningen
til denne Liste' endnu ikke har fundet Sted, eller den paagældende ved Lodtræk-
ningen er blevet optaget paa den. Herom skal Udvalget samtidig underrette den, om
hvis Udelukkelse der er Tale.

Nævningekredsens Aarsliste.

§ 78.

Til Afgørelse af, hvem der skal opføres paa Nævningekredsens Aarsliste, dannes
for 3 Aar ad Gangen i hver Kreds et Udvalg, bestaaende af en af Kongen beskikket
Formand, 2 af Landsrettens Formand og 2 af vedkommende Amtsraad og Købstad-
Kommunalbestyrelser valgte Medlemmer.

De nærmere fornødne Regler om de to sidstnævnte Udvalgsmedlemmers Valg
fastsættes af Justitsministeren.

Udvalgets Medlemmer er berettigede til Godtgørelse for Befordring med 20
Øre for hver løbende Kilometer; de Udlæg, som Udførelse af de Udvalgets Formand
i de følgende Paragraffer paalagte Forretninger medfører, godtgøres efter Regning.

Formanden for det i § 78 nævnte Udvalg sammenkalder Møde af Udvalget paa
Nævningekredsens Tingsted saa betids, at Aarslisten kan være affattet inden 15. Maj.
Om Tid og Sted for Mødet, som afholdes offentlig, skal mindst 1 Uge forud Bekendt-
gørelse indrykkes i Statstidenden, med Opfordring til dem, som i Medfør af § 74 i
Slutningen agter at paaanke en Kendelse af Udvalget for Grundlistens Dannelse,
samt til de paa Grundlisterne opførte Personer, der maatte mene at have et ved
§ 71 hjemlet og ikke ved Forsømmelse (§ 72 i Slutningen) afskaaret Krav paa Fri-
tagelse, om senest Dagen før det berammede Møde skriftlig og med Angivelse af Grund at indgive deres Anke eller Begæring til Udvalgets Formand.

Udvalget afgør først de Spørgsmaal vedrørende Optagelsen paa Grundlisten,
som ifølge §§ 77 og 79 er forelagte det, eller som det selv maatte finde Anledning
til at rejse ifølge fremkommen, paa bestemte Kendsgerninger støttet Tvivl, om nogen
af de paa Listen opførte fyldestgør Betingelserne efter §§ 69 og 70 for at kunne være
Nævning. Der gives dem, hvem Afgørelsen angaar, og som er mødt eller har ladet
møde, Lejlighed til at udtale sig og til at fremføre medbragte Bevisligheder.

Udvalgets Afgørelser, som paategnes Grundlisten, kan ikke paaankes.

Naar der ved de Afgørelser, som træffes af noget af Udvalgene, udskydes nogen
af de valgte, træder den paa Listen først opførte Suppleant i den udelukkedes Sted.

Naar de nævnte Fortegnelser paa den anførte Maade er berigtigede, bliver
af det hele for hver Nævningekreds særlig udpegede Antal Personer ved Lodtrækning
at udtage, for den københavnske Kreds 600, for den bornholmske Kreds 120 og for
hver af de øvrige Nævningekredse 200.

De saaledes udtagne opføres med deres fulde Navn. Livsstilling og Bo-
pæl efter Bogstavfølge og under Løbenumre paa en særegen Liste, som underskrives
af Udvalgets Medlemmer og udgør Nævningekredsens Aarsliste. Listen offentliggøres i
Statstidenden.

Viser nogen Forsømmelse i Udførelsen af de ham efter Kapitlerne 6—8 paa-
hvilende Forretninger, bliver han, for saa vidt ikke højere Straf er forskyldt efter
Lovgivningens almindelige Bestemmelser, at anse med Bøder fra 20 til 400 Kr.

Udtagelse af Nævninger for det enkelte Ting.

§ 83.

Mindst en Uge før hvert Ting, paa hvilket Nævningesager skal paakendes,
afholder det i § 78 nævnte Udvalg et offentligt Møde paa Tingstedet for ved Lod-
trækning at udtage Nævninger for det forestaaende Ting. Mødets Tid og Sted lader
Formanden mindst en Uge forud bekendtgøre i Statstidenden og ved Opslag paa

Tingstedet med Opfordring til de paa Aarslisten opførte Personer, som mener at have
et ved § 71 hjemlet og ikke ved Forsømmelse afskaaret Krav paa Fritagelse, om senest
Dagen før det berammede Møde skriftlig med Angivelse af Grund at indgive deres
Begæring til Udvalgets Formand.

Denne lader før Mødet de Navne, som findes paa Aarslisten, og som ikke
ifølge Afgørelser, trufne i Anledning af tidligere Ting i Nævningeaaret, eller i Medfør
af Regelen i § 96 maatte være udgaaet, afskrive paa Sedler med deres paa Aarslisten
opførte Løbenumre.

Paa Mødet afgør Udvalget først de mulig fremkomne Spørgsmaal om Fri-
tagelser eller om Udslettelse at Aarslisten. Med Hensyn til disse Afgørelser gælder
Reglerne i § 80.

De Sedler, som ikke ifølge de i forrige Paragraf omtalte Afgørelser maatte
blive at lægge til Side, sammenholdes derefter med Aarslisten og eftertælles, hvorefter
der skrides til Lodtrækning af 30 Hovednævninger og 10 Hjælpenævninger for det
forestaaende Ting.

I dette Øjemed bliver først de Sedler, der indeholder Navne paa Personer, som
bor paa det Sted, hvor Retten skal holdes, eller i Nærheden af det, lagt i en Urne,
og blandt dem 15 Sedler udtrukket af Formanden, en for en. Ethvert udtrukket Navn
oplæses straks og optegnes paa en Liste. Derefter lægges ogsaa de andre Sedler i
Urnen, og 35 Sedler udtages af Formanden, en for en; ethvert udtrukket Navn op-
læses straks og optegnes paa en anden Liste. De udtrukne Numre forsynes med
Løbenumre efter den Orden, i hvilken de udtrækkes.

Derefter udskyder i lukket Møde hvert af Udvalgets Medlemmer et Navn af
hver Liste, hvorpaa de endelige Lister affattes med Udelukkelse af de udskudte Navne.
Medlemmerne af Udvalget skal under Ansvar efter Straffelovens § 139 iagttage
Tavshed om, hvad der foregaar i det nævnte lukkede Møde. Meddelelser om, hvilke
Personer der er udskudt, eller hvem der har foretaget Udskydningerne, maa ikke
optages i Pressen eller paa anden Maade ske offentlig. Overtrædelse heraf straffes
med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

Den større Liste er Tingets Hovedliste, den mindre Hjælpelisten. Begge Lister
underskrives af Udvalgets Formand. De nævnte Lister gælder for hele det forestaaende
Ting, selv om dette maatte fortsættes ud over den 31. Maj.

Ved Lodtrækningen til Hjælpelisten bliver de Personer, som har været opførte
paa Hjælpelisten ved tidligere Ting i Nævningeaaret, men ikke har været indkaldte,
ikke medtaget, for saa vidt der foruden dem findes opført paa Aarslisten et tilstrække-
ligt Antal saadanne Personer, som kommer i Betragtning til Hjælpelisten.

Genparter af Hovedlisten og Hjælpelisten skal mindst en Uge før Tingets
Begyndelse være Landsretten og Overanklagerne i Hænde. Tilsvarende Genparter,
der bliver at tilvejebringe af det i § 78 nævnte Udvalg, afsendes ved Foranstaltning
af Formanden for det forestaaende Ting, mindst 6 Dage før Tinget eller Dagen, til
hvilken Indstævning er sket, til hver af de Tiltalte og deres Forsvarere. Finder
Indstævning med kortere Varsel Sted, afkortes denne Frist saaledes, at den bliver en
Dag kortere end Varselet. Til de Tiltalte sker Meddelelsen paa den i §§ 153 ff. fore-
skrevne Maade.

§ 88.

Udvalgets Formand drager Omsorg for, at de paa Hovedlisten opførte Personer
paa den i §§ 153 ff. foreskrevne Maade indkaldes med en Uges Varsel til at give
Møde i Retten ved en Tilsigelse, som angiver Tid og Sted for Rettens Holdelse og
indeholder Paamindelse om Pligten til betimelig Angivelse af mulige Fritagelsesgrunde
eller Forfald samt om Følgerne af Forsømmelse i denne Henseende og af Udeblivelse
uden lovligt Forfald.

Paa lignende Maade gives der de paa Hjælpelisten opførte Personer Tilsigelse
om, at de under det forestaaende Ting skal holde sig beredte til efter Indkaldelse
at møde til Udøvelse af Nævningehvervet.

Hvis nogen af de tilsagte Hoved- eller Hjælpenævninger mener at have noget
ikke ved Forsømmelse afskaaret Krav paa Fritagelse eller at have lovligt Forfald, bør
han ved Tilsigelsens Forkyndelse eller saa snart, som det bliver ham muligt, opgive
saadant enten for Stævningsmanden, der paategner Tilsigelsen Bemærkning herom,
eller skriftlig til Udvalgets Formand, samt meddele de Oplysninger i saa Henseende,
som staar til hans Raadighed.

Forsømmelse af betimelig Anmeldelse af Fritagelsesgrunde medfører deres
Fortabelse.

Finder Udvalgets Formand efter de foreliggende Oplysninger, at en fremsat
Begæring om Fritagelse bør tages til Følge, eller at et opgivet Forfald er gyldigt,
eller at det ved de i § 77 nævnte Meddelelser er oplyst, at Grunde er forhaanden,
som udelukker nogen af de udtrukne Hoved- eller Hjælpenævninger fra Nævninge-
hvervet, foretager han i et offentligt. Dagen forud bekendtgjort Møde paa lignende
Maade som i §§ 83—86 foreskrevet ny Lodtrækning til Fuldstændiggørelse henholdsvis
af Hovedlisten og Hjælpelisten.

Med Hensyn til de ved denne Lodtrækning udtrukne Nævninger iagttages
Reglerne i §§ 87 og 88 snarest muligt; de der ommeldte Frister forkortes saa meget,
som Omstændighederne gør nødvendigt.

Finder Udvalgets Formand ikke tilstrækkelig Grund til at tage Hensyn til
fremsatte Begæringer om Fritagelse eller opgivne Forfald, lader han Meddelelse derom
forkynde for paagældende paa den i § 88 bestemte Maade med Betydning om, at
Spørgsmaalet kan indbringes til Afgørelse af Retten ved Tingets Begyndelse.

De af Formanden i Henhold til denne Paragrafs 1ste Stykke trufne Afgørelser om Fritagelse og Udelukkelse har kun Gyldighed for det forestaaende Ting.

Senest Dagen før Tingets Begyndelse skal Aarslisten, den endelige Hovedliste
og Hjælpeliste for Tinget og de paategnede Tilsigelser til Hoved- og Hjælpenævnin-
gerne være Rettens Formand i Hænde. Fremdeles skal Udvalgets Formand til samme
Tid eller senere snarest muligt tilstille Rettens Formand de Meddelelser, som efter
§ 77 maatte komme ham i Hænde om tidligere upaaagtede eller senere opstaaede
Grunde, som udelukker nogen af de paa Tingets Lister opførte Personer fra Næv-
ningehvervet.

Enhver Nævning, som udebliver efter behørig Indkaldelse, uden at lovligt
Forfald oplyses, eller som, efter at være mødt, uden Orlov eller oplyst lovligt Forfald
unddrager sig Opfyldelsen af de ham som Nævning paahvilende Pligter, ifalder en
Bøde, første Gang fra 40 til 400 Kr. og i Gentagelsestilfælde fra 100 til 1,000 Kr.

Spørgsmaal om Nævningers Ansvar efter denne Paragraf afgøres af Retten
uden Nævninger.

Den afsagte Kendelse forkyndes snarest muligt for den paagældende Nævning.
Denne har i en Uge fra Kendelsens Forkyndelse Adgang til at fremkomme med Op-
lysninger for Retten om, at behørig Indkaldelse ej har fundet Sted, eller at han har
haft lovligt Forfald. Findes disse fyldestgørende, ophæver Retten sin Kendelse. De
omhandlede Kendelser kan ikke gøres til Genstand for Anke eller Kære.

Har en udebleven Nævning, for hvis Vedkommende lovligt Forfald er oplyst,
ikke opfyldt den ham efter § 89 paahvilende Pligt til betimelig Anmeldelse og Med-
delelse af Oplysninger, eller møder en Nævning for sent, men inden Lodtrækning af
Nævninger til nogen Sag er begyndt den paagældende Dag, kan Retten ved Ken-
delse idømme ham en Bøde af indtil 20 Kr. Denne Kendelse kan ikke omgøres af
Retten, ej heller paaankes eller paakæres.

Rettens Formand kan meddele en Nævning Orlov under Samlingen for en
bestemt Tid.

Viser det sig under Tinget, at det til Lodtrækningen af Nævninger til en Sag
fornødne Antal (§ 857) ikke kan skaffes til Veje ved Indkaldelse af de tilsagte Hjælpe-
nævninger, foranstalter Rettens Formand Tallet udfyldt ved Lodtrækning blandt de
paa Aarslisten opførte Personer, som er bosatte paa eller nær ved det Sted. hvor
Retten holdes. Herved bliver Regelen i § 86 at iagttage. De udtrukne Navne tilføres
Hjælpelisten og meddeles straks Overanklageren, den eller de Tiltalte og deres be-
skikkede Forsvarere, hvorhos de paagældende straks indkaldes efter Reglerne i § 88
med Aftens Varsel.

Ved Tingets Slutning lader Rettens Formand Navnene paa de Nævninger, der
efter Indkaldelse har givet behørigt Møde paa Tinget og ikke her efter Begæring
paa Grund af en midlertidig Forhindring er blevet fritaget for at gøre Tjeneste i
Henhold til § 71 Nr. 9, udstryge paa Aarslisten. Tillige meddeles der de ovenmeldte
Nævninger paa Forlangende uden Betaling Vidnesbyrd af Rettens Skriver om, at de
har givet behørigt Møde under Tinget,

Der tilkommer Nævninger 4 Kr. for hver Dag, de i Anledning af Nævninge-
hvervet holdes borte fra Hjemmet, og endvidere, naar de giver Møde over 3 Kilometer
fra den By, hvori de bor, eller, naar de bor paa Landet, fra deres Hjem, Godtgørelse
for Billet til Jernbane (III. Klasse) og Dampskib (II. Plads), hvor saadant kan be-
nyttes, og i øvrigt for Befordring frem og tilbage med 20 Øre for hver Kilometer,
dog mindst 1 Kr.

Aarslisten samt Tingets Hovedliste og Hjælpeliste tilbagesendes efter Tingets
Slutning til Formanden for Udvalget til Aarslistens Dannelse.

Tredie Afsnit.

Anklagemyndigheden. Kapitel 10. § 99.

De offentlige Anklagere er Rigsanklageren, Overanklagerne samt de til disses
Bistand beskikkede Mænd.

Rigsanklageren beskikkes af Kongen. Til midlertidig at fungere som Rigs-
anklager i Tilfælde af Embedsledighed eller Forfald kan Justitsministeren meddele
Beskikkelse.

Rigsanklageren virker ved Højesteret og fører Tilsynet med de offentlige An-
klagere efter de nærmere Regler i nærværende Lov.

Rigsanklageren har Embedskontor i København.

Til Bistand ved Udførelsen af Rigsanklagerens Hverv beskikker Kongen en
Overanklager.

Justitsministeren kan efter Forhandling med Rigsanklageren give ogsaa andre
Bemyndigelse til at optræde i en enkelt Sag for Højesteret i Rigsanklagerens Sted.

For Østre Landsretskreds beskikker Kongen 3 og for Vestre Landsretskreds
ligeledes 3 Overanklagere. Til midlertidig at fungere som Overanklager i Tilfælde af
Embedsledighed eller Forfald kan Justitsministeren meddele Beskikkelse.

Overanklagerne virker ved Landsretterne, Sø- og Handelsretten og Underretterne
efter de derom i denne Lov givne Regler.

Fordelingen af Forretningerne mellem Overanklagerne i hver Landsretskreds
saavel som Stedet for deres Embedskontor bestemmes af Justitsministeren.

Bemyndigelse til i en enkelt Sag at optræde for Landsretten i Stedet for eller
sammen med Overanklageren kan efter Forhandling med denne gives af Justitsmini-
steren.

Justitsministeren beskikker de fornødne Medhjælpere for Overanklageren.

Rigsanklageren beskikker efter Forslag af Overanklageren Anklagere ved Sø-
og Handelsretten og Underretterne, een eller efter Omstændighederne flere ved hver
Underretskreds, til efter Paalæg af Overanklageren at udføre Tiltale for de nævnte
Retter. Saadan Beskikkelse kan meddeles samme Mand for flere Underretskredse.

Bemyndigelse til i en enkelt Sag at udføre Tiltale for Underretten eller Sø-
og Handelsretten kan efter Forhandling med Overanklageren gives af Rigsanklageren.

Kun uberygtede, vederhæftige Mænd kan beskikkes til eller handle som
offentlige Anklagere.

Den, der beskikkes til Rigsanklager eller Overanklager, eller som bemyndiges
til at optræde for Højesteret eller Landsretten i en enkelt Sag, skal fyldestgøre de

Betingelser, der ifølge § 120 udkræves for at blive Højesteretssagfører, dog at den i
§ 123 nævnte Prøve ikke kræves.

Den, der beskikkes til Medhjælper for en Overanklager eller til Anklager ved
Sø- og Handelsretten og Underretterne eller bemyndiges til i en enkelt Sag at udføre
en Tiltale for nogen af de nævnte Retter, skal fyldestgøre de Betingelser, som ifølge
§ 122 udkræves for at blive Sagfører ved Underretterne.

Udøvelse af Sagførervirksomhed er uforenelig med Stillingen som Rigsanklager
eller Overanklager. Dog skal den Anklager, der har Beskikkelse som Sagfører, med
sine Foresattes Tilladelse kunne overtage Udførelsen af enkelte borgerlige Retssager.

Virksomhed som Sagfører udelukker ikke fra Beskikkelse som Medhjælper for
en Overanklager eller som Anklager ved Sø- og Handelsretten og Underretten, ej
heller fra Bemyndigelse til ellers at optræde som Anklager i en enkelt Sag.

De offentlige Anklagere er Justitsministeren underordnede og staar med Hen-
syn til deres Hvervs Udførelse under dennes Tilsyn.

Anklagere ved Sø- og Handelsretten og Underretterne samt de Mænd, der
bemyndiges til at optræde som Anklagere i en enkelt Sag, erholder Vederlag af det
offentlige for den enkelte Sag. Retten fastsætter i Dommen eller, hvis Sagen afsluttes
uden Dom, ved Kendelse Vederlaget efter Arbejdets Betydning og Omfang. I øvrigt
gælder Bestemmelserne i Lov om Sagførersalær m. m. af 24. Maj 1879 om de her
omtalte offentlige Anklagere.

Politimyndigheden. Kapitel 11.

§ 108.

Med Hensyn til Politiets Ordning i København forbliver det ved de nugældende
Bestemmelser. Det forbeholdes at underkaste Bestemmelserne om Statens Tilskud til
Københavns Politi et Gennemsyn.

Til Hjælp for Politidirektøren ved Paatale af Straffesager ansættes 9 Politi-
fuldmægtige, der skal have de til Ansættelse som Politimester nødvendige Kvalifika-
tioner og lønnes af Statskassen (jfr. dog § 3, 3die Stykke, i Lov om Udgifterne i Straffe-
retsplejen). Beskikkelsen sker ved Justitsministeren efter Politidirektørens Indstilling.

I øvrigt deles Riget i 65 Politikredse, saaledes som det angives paa den nær-
værende Lov vedføjede Tavle. Forandring i Politikredsenes Omraade kan ske ved
kongelig Anordning. Hver Politikreds forestaas af en Politimester, der skal have
Bolig i Kredsen efter Justitsministerens nærmere Bestemmelse. Har en Politikreds
hidtil været delt mellem flere Politimestre, oprettes der paa de Steder i Kredsen, der
fremtidig ikke bliver Sæde for et selvstændigt Politikontor, en Afdeling af dette, for

hvis Omraade og Virksomhed nærmere Bestemmelser træffes af Justitsministeren.
Enhver Politimester skal efter Justitsministerens Bestemmelse være forpligtet til for-
uden sit eget Embede midlertidig at beklæde et andet Politimesterembede, naar ved-
kommende Politimester har Forfald, eller Embedet er ledigt.

Politimestrene, der beskikkes af Kongen, maa være fuldmyndige, uberygtede,
vederhæftige Mænd, som har underkastet sig den fuldstændige juridiske Eksamen
med i det mindste Karakteren haud illaudabilis efter denne Eksamens tidligere Ord-
ning eller haud illaudabilis lmi gradus efter den nuværende Ordning. Ved midlertidig
Beskikkelse er det dog tilstrækkeligt, at vedkommende fyldestgør den i § 44 i Slut-
ningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Eksamen.

Udenfor København udøves Politiets Virksomhed dels af Statspolitiet, der er
fælles for hele Riget, deis af det kommunale Politi, hvis Virksomhedsomraade falder
indenfor de enkelte Politikredse.

Statspolitiets Opgave er at udføre de Politiet paahvilende Hverv indenfor den
straffende Retsplejes Omraade i Overensstemmelse med den derom gældende Lovgiv-
ning og saaledes navnlig at foretage Efterforskning og Forfølgning af Forbrydelser.
Desuden paahviler det Statspolitiet at paase Overholdelsen af Lov om Tilsynet med
Fremmede og Rejsende m. m. af 15. Maj 1875, samt i det Omfang, hvori dets øvrige
Virksomhed tilsteder det. at yde Bistand til Opretholdelse af Sikkerhed, Fred og Orden.

Det kommunale Politis Opgave er i første Række at opretholde Sikkerhed
Fred og Orden og at paase Overholdelsen af Love og Vedtægter.

Desuden er det kommunale Politi pligtigt at bistaa Statspolitiet i enhver
Henseende i det Omfang, hvori dets øvrige Virksomhed tilsteder det.

Chefen for Statspolitiet har den øverste Ledelse af dette. Til hans Bistand
beskikkes en af Kongen udnævnt Politiinspektør.

Antallet af Politibetjente kan ikke overstige 200. Af disse kan indtil 30
beskikkes til Overpolitibetjente.

Bestemmelserne i Lov om Oprettelse af et Statspoliti af 13. Maj 1911 for-
bliver i øvrigt i Kraft.

Politimesteren leder de i Politikredsen forefaldende Politiforretninger og er
saavel det kommunale Politis som Statspolitiets øverste stedlige Foresatte. For saa
vidt angaar de særlig til Statspolitiet henlagte Hverv, staar Politimesteren under Chefen
for Statspolitiets Overtilsyn.

Det paahviler yderligere Politimesteren at bestyre Arresthusene.

Andre Forretninger end de foran nævnte, som efter den hidtil gældende Ret
har været henlagte til Herredsfogeden, Birkedommeren eller Byfogeden, og som ikke
ifølge Reglerne i denne Lovs 1ste Bogs 1ste Afsnit gaar over til Retterne, varetages
indtil videre af Politimesteren, dog at den Øvrigheden efter Danske Lov 3—16—4
jfr. Fr. 30. April 1824 § 3 Nr. 6, tilkommende Afgørelsesret gaar over til vedkom-
mende Amtmand.

Øvrighedens Deltagelse i Frederiksberg Kommunalforvaltning ordnes ved sær-
lig Lov. Indtil denne Lov er givet, er Politimesteren i Frederiksberg Birk tillige
Formand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

§ 115.

Den eller de af Politimesteren antagne Fuldmægtige kan der af Amtmanden
meddeles Autorisation til paa Politimesterens Ansvar at udføre dennes Forretninger.
For at kunne autoriseres som saadan udkræves, at den paagældende fyldestgør de i
§ 109, 2det Stykke, stillede Betingelser; dog er det tilstrækkeligt, at vedkommende
fyldestgør den i § 44 i Slutningen angivne Fordring med Hensyn til juridisk Eksamen.

Kun Personer, der har Indfødsret samt er vederhæftige og af et uplettet
Rygte, kan ansættes som Politibetjente i de kommunale Politikorps.

De maa ved deres Ansættelse være over 22 Aar og som Regel ikke over 40 Aar.

Antallet af kommunalt ansatte Politibetjente kan hverken formindskes eller
forøges uden Justitsministerens Samtykke.

Sognefogderne og lignende Bestillingsmænd bistaar Politiet efter de gældende
Regler. Det særegne Kystpoliti bortfalder.

Politimyndighederne er Justitsministeren underordnede og staar under hans
øverste Tilsyn. Indenfor de af denne Lov dragne Grænser fastsætter Justitsministeren
Regler for det stedlige Politis Forhold til henholdsvis Overanklageren, Chefen for
Statspolitiet og Amtmanden saavel som for disse Myndigheders indbyrdes Samvirken.

Sagførere. Kapitel 12.

Sagføreres Beskikkelse og Adgang til at benytte Fuldmægtig m. m.

§ 119.

Sagførere beskikkes af Justitsministeriet. Beskikkelse meddeles paa Begæring
enhver (Mand eller Kvinde), som har Indfødsret, har opnaaet 25 Aars Alderen, ikke
er ude af Raadighed over sit Bo, ifølge paalidelige Vidnesbyrd har ført en retskaffen
Vandel og derhos opfylder de i de efterfølgende Paragraffer for de enkelte Stillinger
foreskrevne Betingelser.

For at blive Højesteretssagfører udfordres, at den paagældende har bestaaet
den fuldstændige juridiske Eksamen med Karakteren laudabilis, samt at han enten i
3 Aar har været i Virksomhed som Landsretssagfører eller Overanklager eller i lige
Tid har været i Virksomhed som Universitetslærer i Lovkyndighed eller Dommer, uden
mod eget Ønske at være fjernet fra disse Stillinger paa en saadan Maade, at den
almindelige Pensionsret er gaaet tabt eller indskrænket, og endelig at han har bestaaet
den nedenfor i § 123 omhandlede Prøve.

§ 121.

For at blive Landsretssagfører udfordres, at den paagældende har bestaaet
den fuldstændige juridiske Eksamen, i det mindste med Karakteren haud illaudabilis
efter denne Eksamens tidligere Ordning eller haud illaudabilis lmi gradus efter den
nuværende Ordning, samt at han i 3 Aar har været i Virksomhed som Sagfører ved
Underret eller som Anklager ved en Underret eller har som autoriseret Fuldmægtig
hos en Højesteretssagfører eller Landsretssagfører eller som Medhjælper hos en
Overanklager stadig deltaget i Behandlingen af Retssager. Endvidere skal han have
aflagt den i § 123 omhandlede Prøve.

For at blive Sagfører ved Underret udfordres, at den paagældende har underkastet
sig den fuldstændige juridiske Eksamen, i det mindste med Karakteren haud illaudabilis,
eller har opnaaet Karakteren „Bekvem" eller „Første Karakter" enten ved den juri-
diske Fællesprøve eller ved den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for
ustuderede, samt at han enten i 3 Aar stadig har som autoriseret Fuldmægtig hos en
Sagfører deltaget i dennes Forretninger, derunder Behandlingen af Retssager, eller
ogsaa, at han i lige Tid har været Retsskriver, Politimester, Politifuldmægtig i
København (§ 108, 2det Stykke) eller stadig har været i Virksomhed som Fuldmægtig
under en Ret eller som autoriseret Fuldmægtig hos en Dommer eller en Politimester.

Til Udbringeise af de i de to foregaaende Paragraffer og i nærværende Para-
graf ommeldte 3 Aar kan Virksomhed i forskellige af de nævnte Stillinger sam-
menlægges.

Den, der er i Besiddelse af de Egenskaber, som udfordres for en højere Art
af Sagførervirksomhed, er altid berettiget til at stedes til en ringere Art af Sag-
førervirksomhed .

Sagførerprøverne for Højesteret og Landsretterne bestaar i, at den paagældende
henholdsvis for Højesteret eller en Landsret udfører 3 med mundtlig Domsforhandling
sluttende Sager, som han selv maa forskaffe sig, og af hvilke mindst 2 er civile,
deraf i alt Fald den ene for Sagsøgeren. Prøven er bestaaet, naar hans Udførelse af
disse Sager af vedkommende Domstol kendes forsvarlig.

Saadan Prøve kan ingen underkaste sig oftere end 2 Gange, og ingen erholder
Adgang til Prøven, forinden han har fremlagt Justitsministeriets Tilkendegivelse om,
at han efter bestaaet Prøve vil kunne erholde Beskikkelse henholdsvis som Højeste-
retssagfører eller Landsretssagfører.

For Beskikkelserne som Højesteretssagfører, Landsretssagfører og Sagfører
ved Underret erlægges Afgifter henholdsvis af 200, 120 og 60 Kr. — Afgifterne til-
falder Statskassen.

Forinden Beskikkelsen udleveres til vedkommende, har han at underskrive en
højtidelig Forsikring om, at han med Flid og Troskab vil udføre de Sager, der betros
ham, og at han i det hele vil samvittighedsfuldt opfylde sine Pligter som Sagfører.
Formen for denne Erklæring fastsættes af Justitsministeren.

Udøvelsen af Sagførervirksomhed kan ikke forenes med noget Dommer- eller
Retsskriverembede, noget Embede som Rigsanklager eller Overanklager, nogen Øvrig-

hedspost eller Ansættelse i Politiets Tjeneste, ej heller med noget Tjenesteforhold hos
en Amtmand. Dommer, Politimester eller Retsskriver. Hvorvidt for øvrigt nogen of-
fentlig Embeds- eller Bestillingsmand tillige kan udøve nogen Sagførervirksomhed,
bestemmes af Kongen.

Ønsker en Sagfører, som befinder sig i nogen af de Stillinger, med hvilke Ud-
øvelse af Sagførervirksomhed i Almindelighed er uforenelig, i et enkelt Tilfælde at
overtage Udførelsen af en Retssag, skal dette dog ikke være ham forment, naar han
dertil erholder sine Foresattes Tilladelse.

Den. der beskikkes som Højesteretssagfører, er, saa længe han vil benytte Be-
skikkelsen, forpligtet til at have Kontor i eller ved København. Landsretssagførere og
Sagførere ved Underret er forpligtede til, inden Beskikkelsen udleveres dem, at anmelde
for Justitsministeriet, i hvilken Landsretskreds eller Underretskreds de vil have Kontor.
Højesteretssagførere, som ikke har Kontor i eller ved København, bliver, saa længe
de beholder Kontor udenfor dette Sted, at betragte som Landsretssagførere. Enhver
Sagfører, som flytter sit Kontor til en anden Retskreds, skal inden 14 Dage efter
Flytningen anmelde denne for Justitsministeriet. Ingen Sagfører maa samtidig have
Kontor i flere Underretskredse.

Højesteretssagførerne er berettigede til at give Møde for alle Landets Dom-
stole. Landsretssagførerne for begge Landsretter, Københavns Sø- og Handelsret og alle
Underretter, Sagførerne ved Underret for Sø- og Handelsretten i Sager, som i Medfør
af §§ 224—25 vilde høre under Underret, samt for enhver Underret, jfr. dog § 1031.

Ingen Sagfører kan give Møde eller lade møde for en Ret, der beklædes af
en Enkeltdommer, med hvem Sagføreren er gift eller er beslægtet eller besvogret i
anden Grad af Sidelinien eller nærmere.

Under mundtlig Forhandling i Domssager for Landsret. Københavns Sø- og
Handelsret i Sager, der i Medfør af §§ 224—25 vilde høre under Landsret, og for
Højesteret er det ikke Sagførere tilladt at give Møde ved en anden, medmindre denne
er en Sagfører, der vilde være berettiget til selv at møde for vedkommende Domstol
i den paagældende Sag. Dog skal det være Sagførere tilladt ved enhver uberygtet
Person at fremsætte og begrunde Begæring om Sagens Udsættelse paa Grund af For-
hold, hvorved Sagføreren selv hindres i at give Møde.

Udenfor mundtlig Forhandling i Domssager for Landsret, Københavns Sø- og
Handelsret i Sager, som i Medfør af §§ 224—25 vilde høre under Landsret, og for
Højesteret samt uden Begrænsning for Underret og Sø- og Handelsretten i Sager, der
ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underret, er det Sagførere tilladt uden
særlig Angivelse af Grund at lade møde for sig ved deres autoriserede Fuldmægtige.

Med Angivelse og paa Rettens eller Modpartens Forlangende Bevisliggørelse af
lovligt Forfald kan Sagførere under de i denne Paragraf omhandlede Rettergangs-
foretagender give Møde ved enhver uberygtet myndig Person.

§ 130.

Enhver Sagfører er berettiget til at have en autoriseret Fuldmægtig, der skal
være en uberygtet Person, som har underkastet sig i det mindste den juridiske Fælles-
prøve eller den tidligere eller nuværende juridiske Eksamen for ustuderede. Autorisa-
tionen meddeles for Fuldmægtige hos Højesteretssagførere af Højesterets Formand,
for Fuldmægtige hos Landsretssagførere af Formanden i vedkommende Landsret, for
Fuldmægtige hos de Sagførere ved Underret, der har Kontor i København, af Formanden
i Københavns Byret og for Fuldmægtige hos andre Sagførere ved Underret af Dommeren
i den Retskreds, i hvilken vedkommende Sagfører har Kontor, De autoriserede Fuld-
mægtige skal, saa længe de vil benytte Fuldmagten, have Bopæl i eller ved den Stad
eller i den Retskreds, hvor deres Principal har Kontor.

Sagføreres Rettigheder og Pligter.

§ 131.

Sagførerne er paa den Maade og med cle Begrænsninger som i denne Lov
bestemt eneberettigede til at udføre Retssager for andre. En Bemyndigelse
til i eget Navn at indtale en Fordring eller anden Rettighed (,,Mandatarfuldmagt")
kan ikke give den, hvem Bemyndigelsen er givet, Ret til selv at møde i Sagen, naar
han ikke vilde være berettiget til at give Møde som Sagfører for vedkommende Dom-
stol i den paagældende Sag.

Indgreb i Sagførernes Eneret, derunder indbefattet, at nogen uberettiget
offentlig betegner sig som Sagfører, anses med Bøder fra 50 til 200 Kr., hvilken
Straf, naar Forseelsen er sket gennem Proformaretshandler, ved hvilke det er givet
Udseende af, at vedkommende optræder som Transporthaver, kan stige til 500 Kr.
Overenskomster om, at Transportgiveren skal betale Bøden, er ugyldige, og det i
Tilfælde af saadant Proformaværk tilsagte Vederlag for Udførelse af Sager kan ikke
søges betalt samt kan, hvis det er erlagt, søges tilbage.

Ingen Sagfører er, bortset fra de Tilfælde, hvor han hertil kan beordres, plig-
tig at paatage sig Udførelsen af en Retssag.

Sagførere er pligtige med Flid og Troskab at udføre de dem betroede For-
retninger. De er pligtige at fremme de dem betroede Retssager med den Hurtighed,
som Tilfældets Beskaffenhed tillader. De maa som en Følge heraf ikke forhale Sa-
gerne ved unødvendige Udsættelser, grundløse Formalitetsindsigelser eller andre Ud-
flugter. De skal afholde sig fra usømmelig Tale og Skrivemaade for Retten og efter-
komme de Paalæg, som særlig gives dem af Retten i Medfør af denne Lov.

Ingen Sagfører maa kræve højere Betaling, end der skønnes billigt, for den
Bistand og Tjeneste, han i saadan Egenskab yder ved Udførelse af Retssager.

For øvrigt er det ikke forbudt at betinge sig højere Betaling for det Tilfælde,

at Sagen vindes, end for det Tilfælde, at den helt eller for en Del tabes, lige saa lidt
som det er forbudt at betinge sig en vis Andel i Sagens Genstand.

Overenskomster om Betaling, der aabenbart foruretter en af Parterne, er ugyldige.

Enhver Sagfører, der er antaget til Udførelse af beneficerede Sager, jfr. § 331.
er pligtig til for ubemidlede, der henvises til ham, at affatte Besværinger til Øvrig-
hedsmyndigheder og Ansøgning om fri Proces, endvidere til at affatte Forligsindkal-
delser og Stævninger i borgerlige Sager, som vedkommende ønsker at anlægge ved den
Ret, for hvilken Sagføreren er antaget, for saa vidt der ikke er Adgang til at opnaa
Rettens Bistand efter § 425, 1ste Stykke. Saadanne Henvisninger foretages af Politi-
mesteren, som skønner over de paagældendes Uformuenhed og iagttager, at Henvis-
ningerne fordeles ligelig mellem de paagældende Sagførere. — Disse Bestemmelser
gælder dog indtil videre ikke for de Sagførere, der har Kontor i København eller paa
Frederiksberg; men Bestemmelserne kan af Justitsministeriet, naar Omstændighederne
maatte tale derfor, med fornøden Tillempelse udvides til ogsaa at omfatte dem.

Paa de aarlige Finanslove bevilges det fornødne Beløb til Vederlag til de paa-
gældende Sagførere for deres heromhandlede Virksomhed. De nærmere Regler for
Fastsættelsen og Udbetalingen af disse Vederlag gives af Justitsministeren.

Sagførere, som overtræder de i nærværende Lov givne Forskrifter eller i øvrigt
forser sig i deres Virksomhed som Sagførere, anses med de i Straffelovens § 144 om-
handlede Straffe.

Naar den Straf, som skal paalægges en Sagfører, ikke er højere end Bøder,
og ingen særlig Bevisførelse udfordres for at oplyse det strafbare Forhold, kan Straffen
paalægges under den Sag. med Hensyn til hvilken Forseelsen er begaaet, enten ved
en særskilt Kendelse eller ved den endelige Dom.

Ophør af Retten til Sagførervirksomhed.

§ 137.

Naar en Sagfører ved Dom findes skyldig i en i den offentlige Mening van-
ærende Handling, skal Retten til at udøve Sagførervirksomhed ved samme Dom
frakendes ham.

Har en Sagfører gjort sig skyldig i det i Straffelovens § 253 omhandlede For-
hold, bliver, selv om i øvrigt andet Strafansvar mod ham i Medfør af samme Lovs
§ 254 maatte bortfalde, Retten til Sagførervirksomhed ved Dom at frakende ham for
en bestemt angiven Tid eller for bestandig under den mod ham anlagte Straffesag,
eller, hvis en saadan ikke maatte være anlagt, da under en særlig i dette Øjemed
ifølge Justitsministerens Bestemmelse mod ham rejst Straffesag.

Naar Dom til Fortabelse af Ret til Sagførervirksomhed er overgaaet en Sag-
fører, kan han ikke, selv om han paaanker saadan Dom, fortsætte sin Virksomhed,
før han ved endelig Dom har faaet sin Dom forandret.

§ 138.

Kommer en Sagfører under Konkurs, har Justitsministeren at fratage ham
Retten til at udøve Sagførervirksomhed og kan som Regel først tilbagegive ham den,
naar han fremskaffer Erklæring fra samtlige de i Konkursboet anmeldte Kreditorer
om, at han har fyldestgjort dem for deres Krav, eller at de har samtykket i Boets
Ekstradition. Bliver en Sagfører umyndiggjort, har Justitsministeren ligeledes at fra-
tage ham Retten til at udøve Sagførervirksomhed, saa længe Umyndiggørelsen vedvarer.

Sagførersamfund og Sagførerraad.

§ 139.

Samtlige Sagførere udgør et Samfund.

Sagførersamfundet skal have en Bestyrelse, der benævnes Sagførerraad.
Sagførerraadet bestaar af 12 Medlemmer, Halvdelen valgt af og blandt Lands-
rets- og Højesteretssagførerne og Halvdelen af og blandt Sagførerne ved Underret, Samt-
lige Valg gælder for 4 Aar; Genvalg kan finde Sted. Sagførerraadet vælger af sin
Midte Formand og Næstformand.

Til almindeligt Møde af Samfundets Medlemmer indbydes ved en offentlig Be-
kendtgørelse i Statstidende med mindst 14 Dages Varsel.

Almindelige Møder sammenkaldes dels for at vælge Medlemmer af Sagfører-
raadet, dels for at afhandle andre Genstande vedkommende Sagførerstandens Forhold
og Interesser.

Sagførerraadet sammenkalder Møder, saa ofte dette findes nødvendigt; naar
et Antal af mindst en Fjerdedel af Medlemmerne af Sagførersamfundet, eller naar
en af Landsretternes Formænd forlanger det, er Sagførerraadet pligtigt at sammen-
kalde Møde.

Første Gang efter, at denne Lov er traadt i Kraft, sammenkalder Formanden
for østre Landsret Møde til Valg af et Sagførerraad.

Sagførerraadet har ikke blot at paase, at Sagførerne i deres Forhold som
saadanne holder sig Lovene efterrettelige, men ogsaa, at de i deres Sagførervirksomhed
undgaar alt, hvad der ikke kommer overens med den Hæderlighed, Nøjagtighed og Paa-
lidelighed, som en offentlig beskikket Sagfører altid maa udvise, ligesom det med
bindende Virkning har Ret til at afgøre Tvistigheder angaaende Vederlag for den af
dem i denne deres Egenskab ydede Tjeneste og Bistand til private, naar disse i denne
Anledning henvender sig til det.

§ 144.

I Henhold til den foregaaende Paragraf kan Sagførerraadet skride ind mod
hvert enkelt Samfundsmedlem, saavel af egen Drift som ifølge Begæring.

Sagførerraadet kan tildele de enkelte Medlemmer af Sagførersamfundet Irette-
sættelser, forbyde dem Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger, paalægge dem
Bøde af ikke over 300 Kr., suspendere dem fra Sagførervirksomheden i en vis Tid,
dog ikke længere end 1 Aar.

Dog kan de nævnte Straffe ikke anvendes, uden at den paagældende har
haft tilstrækkelig Lejlighed til at erklære sig over de ham gjorte Bebrejdelser og
fremkomme med sit Forsvar, mundtlig eller skriftlig.

Gaar Sagførerraadets Beslutning ud paa Irettesættelse, Bøde over 40 Kr., For-
bud imod Udførelsen af enkelte Sager eller Forretninger eller Suspension, kan den
paagældende Sagfører fordre Beslutningen, forinden den kan træde i Virksomhed,
prøvet af den Landsret, i hvis Kreds han har Kontor, naar han inden 3 Dage for-
langer dette ved en Skrivelse til Landsrettens Formand.

Landsrettens Formand har da at kalde Sagførerraadet og den paagældende
Sagfører til et Møde med Landsrettens Medlemmer, af hvilke mindst 5 maa være
til Stede.

I dette Møde, som holdes for lukkede Døre, gives der alle vedkommende Lej-
lighed til mundtlig at udtale sig, hvorefter Landsretten enten stadfæster eller ophæver
Sagførerraadets Beslutning.

Sagførerraadet har at føre Tilsyn med de Personer, som forbereder sig til Sag-
førervirksomheden ved en Landsret eller en Underret. Ethvert Andragende fra saa-
danne Personer om Beskikkelse som Landsretssagfører eller Sagfører ved Underret
skal forelægges Sagførerraadet til Erklæring. Dersom Sagførerraadets Erklæring
gaar ud paa, at den paagældende ikke kan antages virkelig at have deltaget i Sag-
førerforretningers Udførelse eller at have med tilbørlig Flid bivaanet Retsforhandlin-
gerne, eller paa, at han ikke har ført en retskaffen Vandel, kan Andragendet om Be-
skikkelse i Regelen ikke tages til Følge; dog kan Justitsministeren, naar særegne Grunde
taler derfor, tildele vedkommende Beskikkelse, uagtet hans Andragende ikke anbefales
af Sagførerraadet, men dog ikke førend efter, at der paa ny er givet dette Lejlighed
til at ytre sig.

For Sagførersamfundet kan der angaaende Samfundets indre Anliggender
oprettes Vedtægter, som dog ikke maa indeholde noget, der strider mod denne Lov.

Saadanne Vedtægter skal behandles og vedtages med absolut Stemmeflerhed
paa et almindeligt Møde og derefter forelægges Kongen, som enten stadfæster dem
eller nægter dem Stadfæstelse.

Anden Bog.

Fælles Bestemmelser for borgerlige Sager og Straffesager.

Almindelige Bestemmelser om Procesmaaden.

§ 148.

Retssager forhandles mundtlig. Skrift anvendes kun i det Omfang, i hvilket
Loven særlig bestemmer det.

Ved den mundtlige Forhandling benyttes frit Foredrag.

Naar Oplæsning skal finde Sted, bestemmer Rettens Formand, ved hvem den
skal foregaa, for saa vidt andet ikke i Loven er foreskrevet,

Retssproget er dansk. Afhørelse af Personer, der ikke er det danske Sprog
mægtige, foregaar ved Hjælp af en edsvoren Tolk. Dog kan i borgerlige Sager ved
Underret Tilkaldelse af Tolk undlades, naar ingen af Parterne gør Fordring herpaa,
og Retten tiltror sig fornødent Kendskab til det fremmede Sprog. Det samme kan
under sidstnævnte Forudsætning finde Sted i Straffesager udenfor Domsforhandling for
Landsret.

Dokumenter, der er affattede i fremmede Sprog, skal ledsages af en Over-
sættelse, der, naar Retten eller Modparten forlanger det, skal bekræftes af en
autoriseret Translatør.

Forhandling med og Afhørelse af døve, stumme og døvstumme foregaar enten
ved Hjælp af Personer, der er kyndige i Tegnsproget eller Talemetoden, og som
forud tages i Ed, eller ved skriftlige Spørgsmaal og Svar.

Til at bistaa som Tolk eller Tegnsprogkyndig maa ingen tilkaldes, der ifølge
§§ 60 og 62 vilde være udelukket fra at handle som Dommer i Sagen. I øvrigt bliver
de om Vidner gældende Regler at anvende paa de nævnte Personer med de Lempelser,
der følger af Forholdets Natur, og for saa vidt ikke andet særlig er foreskrevet.

Rettens Formand leder Forhandlingen. Han bestemmer Rækkefølgen af de
enkelte Dele af Forhandlingen, for saa vidt Loven ikke indeholder Forskrifter derom.

Ingen maa tage Ordet uden ifølge hans Tilladelse; han kan fratage den Part Ordet,
som ikke vil rette sig efter hans Ledelse. Han drager Omsorg for saa vidt muligt at
fjerne alt, hvad der til Unytte trækker Forhandlingen i Langdrag, og slutter Forhand-
lingens enkelte Dele, naar han anser det foreliggende Emne for tilstrækkelig behandlet.

Rettens Formand vaager over, at Forhandlingen foregaar med den tilbørlige
Orden og Værdighed. Han er berettiget til i dette Øjemed at afbryde og tilrettevise
Parter, Vidner eller andre, naar de tillader sig upassende Udtalelser eller utilbørlige
personlige Angreb. Vedbliver en Part hermed trods Tilrettevisning, kan Ordet fra-
tages ham. Personer, der ved støjende eller anden utilbørlig Adfærd forstyrrer For-
handlingerne eller tilsidesætter den Agtelse, som skyldes Retten, kan udvises af Rets-
salen. Bliver i en borgerlig Sag Ordet frataget en Part. eller bortfjernes han, kan
Forhandlingen fortsættes, hvis Retten ikke finder en Udsættelse nødvendig. Det
samme gælder, naar Ordet fratages den Sigtede i en Straffesag. Bortfjernes han, for-
holdes efter Reglerne i §§ 821 og 849. Er det den offentlige Anklager eller Sigtedes
Forsvarer, som bortfjernes, eller hvem Ordet fratages, gaas der frem, som om ved-
kommende var udeblevet.

For Fornærmelser mod Retten eller nogen af de i Retten mødende, Uorden,
hvorved Forhandlingerne forstyrres, samt Ulydighed mod Formandens Befalinger
kan Retten (derunder ogsaa Skifte- og Fogedret) lade vedkommende fjerne fra Rets-
lokalet og kan endvidere ved en Kendelse, der afsiges straks, paalægge Straf af Bø-
der indtil 40 Kr.

De Straffe, som paalægges i Henhold til denne Paragraf, medfører ingen Ind-
skrænkning i Adgangen til at drage den Skyldige til Ansvar efter Straffelovens al-
mindelige Regler, hvor disse i øvrigt er anvendelige.

Politiet er forpligtet til uvægerligt og øjeblikkeligt at yde Retten Bistand til Udførelse af denne Paragrafs Forskrifter.

De Forretninger, som ifølge denne Lov paahviler Rettens Formand, udføres,
naar Retten beklædes af en Enkeltdommer, af denne.

Forkyndelser og Meddelelser.

§ 153.

Forkyndelser og andre processuelle Meddelelser i borgerlige Sager skal, for
saa vidt ikke Loven eller Overenskomst mellem Parterne medfører Undtagelse, foregaa
ved en Stævningsmand eller i de i § 156 Nr. 3 angivne Tilfælde ved Politiet.

Paa samme Maade foregaar i Straffesager med de i §§ 159 og 160 hjemlede
Undtagelser

1) Forkyndelse for Sigtede af Tilsigelse eller Stævning til Møde for Retten, af
Anklageskrift, Bevisfortegnelse, Domsudskrift. Ankemeddelelse eller Kæremaal
og af den i sidste Stykke af § 948 ommeldte Tilkendegivelse,

2) Forkyndelse for Vidner og Syns- eller Skønsmænd af Indkaldelse til Afhørelse,
for Syns- eller Skønsmænd af den Beslutning, hvorved de er udmeldte, og for
udeblevne Vidner eller Syns- eller Skønsmænd af den i § 177, jfr. § 189, om-
meldte Kendelse.

§ 154.

Enhver beskikket Stævningsmand kan med fuld Retsvirkning iværksætte For-
kyndelser under Iagttagelse af de i Loven givne Forskrifter. Gyldigheden af det fore-
tagne svækkes ikke derved, at Stævningsmanden har handlet udenfor den Retskreds,
i hvilken han er ansat.

Det, der skal forkyndes paa den i § 153 foreskrevne Maade, gives i dobbelt Ud-
færdigelse til den, der skal iværksætte Forkyndelsen. Begæring eller Paalæg om Fore-
tagelse af Forkyndelser kan rettes umiddelbart til en Stævningsmand. Skal Forkyn-
delse i en borgerlig Sag ske paa et andet Sted end det, hvor Parten opholder sig,
eller i en Straffesag i en anden Underretskreds end den, hvor Retten, fra hvilken
Forkyndelsen udgaar, har sit Sæde, eller udgaar den i en saadan Sag fra Landsretten
eller Overanklageren, kan Udfærdigelserne sendes til Underretten i den Kreds, hvor
Forkyndelsen skal ske. Vedkommende Underret er da pligtig — i borgerlige Sager
mod Forudbetaling af alle fornødne Udgifter — at overgive dem til Stævningsmanden
eller — i Straffesager — Politiet,

Begæringen eller Paalæget om Forkyndelse skal efterkommes snarest muligt,
i Byerne senest inden 24 Timer, paa Landet senest inden 48 Timer efter Modtagelsen.
Om Tiden, paa hvilken Begæringen eller Paalæget er modtaget, skal Stævningsmanden
— i borgerlige Sager efter Forlangende af vedkommende Part — undertegne en ham
forelagt skriftlig Tilstaaelse.

Naar Forretningen udføres af en Stævningsmand, kan denne tilkalde endnu en
Stævningsmand eller en anden god Mand som Vidne.

Ved Iværksættelse af Forkyndelsen gælder følgende Regler:

1) Forkyndelsen bør saa vidt muligt søges iværksat for den paagældende personlig,
ordentligvis paa hans Bopæl eller midlertidige Opholdssted. Forkyndelse for den
paagældende personlig er gyldig, uanset hvor den sker. Dog kan den i intet
Fald ske i Kirken eller paa andet Sted, medens Gudstjeneste eller kirkelige
Handlinger foregaar der.

2) Kan Forkyndelsen ikke ske for den paagældende personlig paa hans Bolig her i
Riget, kan den gyldig iværksættes for hans Ægtefælle, Børn over 18 Aar, Tjeneste-
folk eller andre til Husstanden hørende voksne Personer, som er til Stede der;
er saadanne ikke at træffe, da for vedkommende Husvært, Principal, Husbonde,
Læremester eller Arbejdsherre, for saa vidt denne træffes til Stede der. For-
kyndelsen kan endvidere foregaa paa den paagældendes Kontor, Værksted eller
andet fast Forretningslokale for en til Kontoret hørende, paa Værkstedet arbej-
dende eller i Forretningen ansat voksen Person, som findes til Stede, og for
Skipperes og Søfolks Vedkommende paa det Skib, hvortil de hører, for en til
Skibet hørende voksen Person, der findes til Stede. Har den paagældende ikke
Bopæl, Kontor, Værksted eller andet Forretningslokale i Riget og ikke hører til
et herværende Skib, kan Forkyndelsen ske paa hans midlertidige Opholdssted i
Riget for dem, hos hvem han er til Huse.

3) Har Stævningsmanden ikke kunnet iværksætte Forkyndelsen paa nogen af de
ovenfor angivne Maader, skal han i Forbindelse med det eventuelt tilkaldte
Vidne (§ 155, 3die Stykke) paategne Udfærdigelsen Attest herom og straks over-
levere den til Politiet, der snarest muligt skal søge at iværksætte Forkyndelsen.

4) Forkyndelser, som sker paa vedkommendes Bolig eller sædvanlige Opholdssted,
skal foregaa imellem Kl. 7 Morgen og Kl. 8 Aften. Paa Søn- og Helligdage

maa de ikke foregaa i Tiden fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 4 Eftermiddag. Jule-
aften maa de ikke foregaa efter Kl. 6 Eftermiddag.

Udføres Forretningen af en Stævningsmand, skal denne, hvis de af ham mod-
tagne Opgivelser ikke leder til Forkyndelsens Iværksættelse, efter Evne søge saadan
Underretning, at Forkyndelsen kan ske.

Bemyndigelsen til den enkelte Forretning behøver ikke at godtgøres for den
eller dem, for hvem Forkyndelsen sker.

De Personer, for hvem Forkyndelse i Henhold til Reglerne i § 156 Nr. 2 fore-
tages, kan i Regelen ikke vægre sig ved at modtage den. Nægter nogen ubeføjet at
modtage Forkyndelsen, eller forsømmer han, hvor Forkyndelsen er sket, at levere
vedkommende den ved Forkyndelsen overleverede Genpart, uagtet dette kunde ske
uden Udgift eller væsentligt Besvær, kan han ved Kendelse under Sagen tilpligtes at
erstatte de ved hans Vægring eller Undladelse forvoldte Omkostninger.

Det ene Eksemplar af den Udfærdigelse, som forkyndes, overgives til den eller
dem, for hvem Forkyndelsen sker, medens det andet Eksemplar tilbagegives eller med
første Post afsendes til den, der har begært eller beordret Forkyndelsen.

Førstnævnte Eksemplar skal, hvis Forkyndelsen ikke er sket for den ved-
kommende personlig, forinden Afleveringen forsynes med en Paategning, der inde-
holder fornøden Angivelse af den Dag og Time, paa hvilken, det Sted, hvor, og de
Personer, for hvem Forkyndelsen er sket, Sidstnævnte Eksemplar skal i alle Tilfælde
forsynes med Paategning af ovennævnte Indhold og, hvis Forkyndelsen ikke er sket
for vedkommende selv. tillige med Paategning om, hvorledes der i den Anledning er
forholdt, samt hvad der er opgivet om hans Opholdssted.

Er det ikke lykkedes Politiet at iværksætte Forkyndelsen, fordi den paagæl-
dende ikke har kunnet antræffes i Retskredsen og ej heller har Bolig eller midler-
tidigt Opholdssted der, tilbagegives Udfærdigelsen med Paategning om det stedfundne
samt om, hvad der er Politiet bekendt angaaende hans Bolig eller Opholdssted.

Paategningen afgiver Bevis for det, som ifølge den er foregaaet; dog er Mod-
bevis ikke udelukket.

Gaar Politiets Opgivelse ud paa, at paagældende har Bopæl eller Opholdssted
andetsteds i Riget, bliver Forkyndelsen efter Foranstaltning af den, der har begært
eller beordret den, at iværksætte der i Overensstemmelse med de foranstaaende Regler.

Har vedkommende bekendt Bolig eller Opholdssted i Udlandet, og kan For-
kyndelse ikke ske her i Riget overensstemmende med § 156, sker Forkyndelse eller
Meddelelse paa den ved Stedets Love eller ved Traktat hjemlede Maade. Fornøden
Begæring herom, som vedkommende Part i borgerlige Sager kan fordre udstedt af
Retten, tilstilles den paagældende fremmede Myndighed.

Er det ikke lykkedes ved Politiet at opspørge vedkommendes Bopæl eller Op-
holdssted, eller har i en Straffesag en Sigtet, som vides at opholde sig i Udlandet, und-
draget sig Forfølgning ved Flugt, iværksættes Forkyndelsen ved 3 Gange gentagen Ind-
rykkelse i Statstidenden. Det er i saadant Fald tilstrækkeligt, at Udfærdigelsens Indhold
indrykkes i Udtog med Bemærkning, at den selv henligger til Modtagelse paa vedkom-

mende Rets Skriverkontor. I Bekendtgørelsen skal det udtrykkelig bemærkes, hvor-
paa det støttes, at denne Forkyndelsesmaade benyttes.

Ovenstaaende Regel gælder ogsaa, naar den paagældende fremmede Myndighed
har vægret sig ved at efterkomme den til samme ifølge § 159 rettede Begæring; dog
skal i saa Fald Udfærdigelsen tillige tilstilles vedkommende med Posten i betalt Brev,
der skal anbefales. Postembedsmanden har at forsyne det ene Eksemplar af Udfær-
digelsen med Paategning om, at ligelydende Eksemplar er afsendt til nærmere be-
tegnet Adresse i betalt og anbefalet Brev. Paategningen afgiver Bevis herfor, indtil
Modbevis føres.

I borgerlige Sager kan Parterne vedtage, at et opgivet Sted skal agtes for
Bopæl, og dette bliver da, for saa vidt der sammesteds forefindes nogen, der er villig
til at modtage Forkyndelsen, ved Anvendelsen af de foregaaende Regler at behandle
som den virkelige Bopæl.

En Forkyndelse, der er sket overensstemmende med de i §§ 156—161 givne
Regler, anses lovlig, uagtet den ikke ved de trufne Foranstaltninger maatte komme
til paagældendes Kundskab.

Meddelelse, som under Retsmøde i Sagen gives vedkommende personlig til
Retsbogen, kan altid træde i Stedet for Forkyndelse.

Benytter begge Parter i en borgerlig Sag Sagførere til at udføre Sagen, kan
Meddelelser til Sagførerne under Sagens Gang ske umiddelbart fra den ene Sagfører
til den anden uden Stævningsmænds Mellemkomst, blot imod simpelt Modtagelsesbevis.

Meddelelsen kan gyldigt afleveres paa Sagførerens Kontor til enhver Tid, dette
er aabent, og Modtagelsesbeviset kan udstedes af Sagførerens der tilstedeværende
Fuldmægtig eller andre Kontorbetjente.

De fra Retten udgaaende Meddelelser, for hvilke Loven ingen særlig Forskrift
indeholder, sker paa den Maade, som Rettens Formand i hvert enkelt Tilfælde finder
hensigtsmæssigst, og uden at hans Beslutninger herom er Genstand for Kære. Det
er tilladt at tilstille Meddelelsen med Posten.

Naar der af Retten i et behørig afholdt Møde træffes Beslutning om Tids-
punktet for et nyt Møde eller for en Retshandlings Iværksættelse, anses de Personer,
der er til Stede og paahører Beslutningen, for at have faaet tilstrækkelig Underret-
ning derom. Personer, som har været lovlig tilsagte til Mødet, men som enten er
udeblevet eller uberettiget har forladt Mødet, forinden Beslutningen der toges, har
intet Krav paa særlig Forkyndelse eller Meddelelse om det nye Møde eller om Tids-
punktet for de besluttede Retshandlingers Iværksættelse. Dog bør Retten ikke und-
lade ved Budsendelse eller med Posten at give dem Meddelelse om Beslutningen, for
saa vidt denne antages at være af Interesse for dem.

§ 167.

Indkaldelser og Meddelelser til Militære, hvilke med de af Forholdets Natur
flydende Lempelser bliver at forkynde efter de i dette Kapitel givne Regler, skal
tillige anmeldes for Afdelingschefen, som foranlediger paagældendes Møde for Retten,
hvor saadant gøres fornødent.

Vidner.

§ 168.

Enhver er pligtig til efter lovlig Opfordring at aflægge Vidnesbyrd for Retten
om, hvad der med Hensyn til Sagen eller Undersøgelsens Genstand er ham bekendt,
for saa vidt Loven ikke særlig hjemler Undtagelse herfra.

Mod dens Ønske, som har Krav paa Hemmeligholdelse, maa Vidnesbyrd ikke
afkræves:

1) Folkekirkens og anerkendte Trossamfunds Præster om det, som i Skriftemaal
eller i øvrigt i deres Egenskab af Sjælesørgere maatte være dem betroet,

2) i Straffesager Forsvarere angaaende, hvad der er betroet dem i denne deres
Egenskab, og i borgerlige Sager Sagførere angaaende det, som de ved Partens For-
trolighed har erfaret i en Sag, der har været dem betroet til Udførelse, eller hvori
deres Raad har været søgt,

3) de ved den kongelige Fødselsstiftelse i København ansatte Embedsmænd,
Betjente og Jordemødre angaaende de Kvinders Svangerskab og Barnefødsel, som for-
løses paa Stiftelsen, medmindre det ved Vidnesbyrdet tilsigtes at oplyse, om Drab
eller anden strafbar Handling er begaaet mod Barnet.

Foranstaaende Regler kommer dog ikke til Anvendelse i Straffesager, naar
Retten skønner, at det for at forebygge, at nogen urettelig domfældes, er magtpaalig-
gende, at det paagældende Vidnesbyrd aflægges. Dog skal i saa Fald Vidnesbyrdet
aflægges for lukkede Døre og ikke udstrækkes ud over det for Øjemedet nødvendige.

Ej heller maa Vidnesbyrd afkræves Embeds- og Bestillingsmænd eller andre,
som handler i offentligt Hverv, angaaende, hvad der ifølge dette er dem betroet eller
kommet til deres Kundskab, for saa vidt Lov eller anden Forskrift med Hensyn dertil
paalægger dem Tavshedspligt, medmindre vedkommende overordnede Myndighed eller
for Rigsdagsmænds Vedkommende det paagældende Tings Formand saavel som Rege-
ringen samtykker i, at de afhøres, og da kun paa de Betingelser og i det Omfang,
som Samtykket angiver.

Retten har paa Embeds Vegne saa vidt muligt at forebygge, at Vidnesbyrd
modtages i de Tilfælde, hvor saadant efter nærværende Paragraf ikke maa afkræves.
Er det efter Omstændighederne klart, at en Vidneførsel vilde komme i Strid med
ovenstaaende Regler, bør ingen Indkaldelse udstedes.

Vidnesbyrd kan i borgerlige Sager nægtes, naar Besvarelsen af et Spørgsmaal
maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv, dets Ægtefælle, Forældre eller Børn for
Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd eller dog for et væsentligt Formuetab eller

anden hermed i Klasse staaende Skade, samt naar Spørgsmaalet angaar Meddelelser,
som Vidnets Ægtefælle under Ægteskabet har gjort Vidnet, for saa vidt Vidnet selv
eller dets Ægtefælle herved kan skades.

I Straffesager kan Vidnesbyrd kun nægtes (jfr. dog 4de og 5te Stykke), naar
Besvarelsen af det stillede Spørgsmaal maa forudsættes at ville udsætte Vidnet selv
for Tab af borgerlig Agtelse eller Velfærd.

Et Vidne kan ingen Sinde undslaa sig for at besvare det Spørgsmaal, om der er
overgaaet Vidnet en Straffedom.

Den, hvem Ansvaret for et trykt Skrifts Indhold i Medfør af Lov af 3. Januar
1851 § 3 kan komme til at paahvile, kan nægte Vidnesbyrd angaaende Betingelserne
for en Forgængers Ansvar, naar han enten selv vil overtage Ansvaret, eller Opfor-
dringen til ham ikke er sket inden 3 Maaneder, efter at Bekendtgørelse om Skriftets
Udgivelse første Gang var indrykket i et offentligt Blad.

Ligeledes kan paa Bladet navngiven Redaktør og Redaktionssekretær ved et
offentligt Blad nægte Vidnesbyrd angaaende, hvem der er Hjemmelsmand til en i det
paagældende Blad optagen, ikke med Forfatterens Navn forsynet Artikel eller Meddelelse,
medmindre Sagen angaar en Forbrydelse, der kan medføre højere Straf end simpelt Fæng-
sel, eller den angaar Brud paa Tavshedspligt, som paahviler nogen i offentligt Hverv.

At nogen i de nævnte Tilfælde har fundet sig i at afgive en Forklaring, som
han var berettiget til at nægte, udelukker ham ikke fra senere at undslaa sig for at
bekræfte den eller for at afgive videre Forklaring.

I ethvert Tilfælde, hvor det er klart, at Betingelserne for Fritagelsen er til Stede,

skal Retten før Afhørelsen gøre paagældende opmærksom paa hans Ret til at undslaa sig.

I borgerlige Sager er i Regelen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den
Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig. Naar Landsretssager forberedes
ved Landsretten selv, er dog Personer, som bor eller opholder sig i en Underretskreds,
der har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde, jfr. § 338, 2det Stykke,
pligtige til under Sagens Forberedelse at møde som Vidner for vedkommende Landsret.

I Straffesager er i Regelen ingen pligtig at møde som Vidne udenfor den
Underretskreds, i hvilken han bor eller opholder sig, naar han vilde komme til at rejse
mere end 70 Kilometer paa Jernbane eller Dampskib eller 25 Kilometer paa anden Maade
eller en tilsvarende Vejlængde delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa anden Maade
for at naa hen til vedkommende Ret. Til Domsforhandling for Landsret i Sager, ved
hvis Paadømmelse Nævninger medvirker, er dog enhver, hvis Helbredstilstand ikke er til
Hinder derfor, pligtig at møde som Vidne indenfor den Landsretskreds, i hvilken han bor
eller opholder sig, samt i øvrigt, naar han ikke vilde faa længere at rejse hen til Retten
end 140 Kilometer paa Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer paa anden Maade
eller en tilsvarende Vejlængde delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa anden Maade.

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at paaberaabe i Ind-
kaldelsen, kan det saavel i borgerlige Sager som i Straffesager paalægges et fjernere
boende Vidne at give Møde for Landsret eller Højesteret, naar dets Afhøring maa
antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning. Det samme gælder med
Hensyn til borgerlige Sager, der behandles skriftlig for Landsret eller Højesteret, naar
Afhøring i Medfør af §§ 389, 415 og 438 bestemmes at skulle ske for et Medlem af
Landsretten eller Højesteret.

I borgerlige Sager afgives Vidnesbyrd som Regel for Underretten paa det
Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Naar Forberedelsen af en Landsretssag

foregaar ved Landsretten selv (jfr. § 338), afgives Vidnesbyrdet dog for denne Ret
for saa vidt Regelen i § 171, 1ste Stykke, ikke er til Hinder derfor.

I Straffesager afgives Vidnesbyrd i Regelen for vedkommende Undersøgelsesret
eller, for saa vidt Vidnet enten ikke er pligtigt at give Møde for denne, eller et saa-
dant Møde af vedkommende Undersøgelsesdommer skønnes at ville medføre væsentlig
større Besvær for Vidnet end Møde for Underretten paa det Sted, hvor Vidnet bor
eller opholder sig. for denne sidste Ret. Dog har Vidner, hvis Forklaring skal be-
nyttes som Bevis under Domsforhandling for Landsret i Nævningesager, at møde under
denne og der at aflægge Forklaring, medmindre Reglerne i § 171 eller Vidnets Hel-
bredstilstand er til Hinder derfor, eller dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidt-
løftiggørelse af Forhandlingerne, Ulemper for Vidnet eller Bekostning, som ikke vilde
staa i rimeligt Forhold til Sagens Genstand eller den Betydning, Vidnesbyrdet kan
antages at have for Sagens Oplysning.

Landsret eller Højesteret kan derhos, for saa vidt ikke Vidnets Helbredstilstand
er til Hinder derfor, saavel i borgerlige Sager som i Straffesager bestemme, at Vidnes-
byrd, der maa antages at være af særlig Betydning for Sagens Oplysning, aflægges
under Domsforhandling for Retten, se endvidere med Hensyn til borgerlige Sager,
der behandles skriftlig for Landsret og Højesteret, §§ 389, 415 og 438. Naar en
Underret træffer saadan Bestemmelse i Medfør af § 433, jfr. § 442, eller i Medfør af
§ 926, jfr. § 922, eller naar Vidner skal afhøres under Domsforhandling i offentlige
Politisager i Medfør af § 935, er Vidnets Mødepligt begrænset ved Reglerne i § 171.

Er et Vidnes Helbredstilstand til Hinder for, at det møder paa det sædvanlige
Tingsted, kan Retten til dets Afhørelse sættes paa saadant Sted, som Omstændig-
hederne udkræver.

Militære af Hæren og Flaaden er pligtige til at aflægge Vidnesbyrd for de
borgerlige Domstole overensstemmende med Reglerne i denne Lov.

Indkaldelse til at møde som Vidne udgaar, hvor ikke andet er bestemt, fra
den Ret, for hvilken Vidnesbyrdet skal aflægges. I borgerlige Sager udstedes Indkal-
delsen efter vedkommende Parts Begæring og overgives ham til Forkyndelse. Skal
et Vidne indkaldes for en Underret ifølge en anden Rets Beslutning, maa en Udskrift
af denne forelægges Underretten.

Foruden Vidnets Navn, og hvad der i øvrigt hører til dets nærmere Betegnelse,
Sagen og Indkaldelsens Øjemed, hvem der har begært Indkaldelsen, den Ret, for
hvilken der skal vidnes, samt Stedet og Tiden for Mødet skal der i Indkaldelsen nævnes
det Varsel, som skal gives den indkaldte, og gøres opmærksom paa, at Udeblivelse
medfører Strafansvar.

Varselet er i borgerlige Sager en Uge, men kan dog under særlige Omstændigheder
afkortes efter Beslutning af Rettens Formand. I Straffesager tilkommer der Vidnet
Aftens Varsel, hvortil lægges to Døgn, saafremt det skal møde udenfor den Underretskreds,
hvor det bor eller opholder sig, og Afstanden til Tingstedet er over 15 Kilometer; dog
kan Retten eller dens Formand fastsætte andet Varsel eller paalægge uopholdeligt Møde.

Skal Vidner føres i Udlandet, udsteder Retten — i borgerlige Sager efter
vedkommende Parts Forlangende — de i saa Henseende fornødne Begæringer til de
udenlandske Myndigheder.

§ 175.

Enhver, som er til Stede i et Retsmøde eller i umiddelbar Nærhed af Rets-
lokalet, kan det af Retten paalægges at fremstille sig straks til Afgivelse af Vidnes-
byrd. Tilstedeværende Vidner kan det paalægges at møde til ny Tid.

Naar nogen anholdes under Udførelsen af en Forbrydelse eller paa friske
Spor, kan Politiet paa Stedet tilsige enhver tilstedeværende til det Retsmøde, hvor
den anholdte skal fremstilles.

Naar Vidneførsel foregaar for den dømmende Ret, er de afhørte Vidner
pligtige at blive til Stede, indtil den paagældende Sags Behandling er sluttet, eller
Formanden tillader dem at forlade Tingstedet enten helt eller mod at blive til Stede i
Nærheden. Hvorvidt de kan eller skal blive til Stede i Retssalen, beror paa Forman-
dens Bestemmelse.

Udebliver et lovmæssig indkaldt Vidne uden lovligt Forfald eller uden at have
betimelig anmeldt sit Forfald, hvor dette var muligt, eller forlader det i det i § 176
omhandlede Tilfælde uden Tilladelse Tingstedet, før den paagældende Sags Behandling
er sluttet, skal Retten i borgerlige Sager efter Partens Begæring straks ved Kendelse
idømme Vidnet en Bøde fra 10 til 200 Kr., tilpligte det at erstatte de Udgifter, som
maatte være foraarsagede ved Udeblivelsen, samt indkalde det paa ny med et af
Retten fastsat Varsel efter Kendelsens Forkyndelse ved Partens Foranstaltning. I
Straffesager kan der i samme eller et senere Retsmøde idømmes Vidnet Bøde og Er-
statning som foranført, dog at Bøden, hvis Vidnet var indkaldt til Domsforhandling
for Nævninger, kan stige til 400 Kr.

Retten kan derhos — i borgerlige Sager dog kun efter Partens Begæring og
kun i Tilfælde af Vidneførsel under Domsforhandling eller af gentagen Udeblivelse —
lade et udeblevet Vidne afhente med Magt og, hvis Sagen udsættes, beslutte, at Vidnet
ved Politiets Foranstaltning skal tages i Forvaring, indtil dets Fremstillelse for Retten
til Afgivelse af Vidnesbyrd kan finde Sted; dog har Vidnet Adgang til Løsladelse mod
saadan Sikkerhed, som Retten finder tilstrækkelig, og i intet Tilfælde maa et Vidne i
samme Sag holdes i Forvaring ud over 6 Maaneder, uafbrudt eller sammenlagt. Ud-
gifterne derved afholdes som Delinkventomkostninger.

Kendelse, hvorved Bøde eller Erstatning er idømt et fraværende Vidne, kan
omgøres, naar Begæring derom fremsættes i det første Retsmøde, i hvilket Vidnet
derefter giver Møde eller fremstilles, eller, hvis det ikke senere møder eller fremstilles,
inden en Uge, efter at Kendelsen er det forkyndt eller kommet til dets Kundskab.

Et Vidne, som anser sig for berettiget til i det hele eller for en Del at nægte
at vidne i den Sag, hvori, eller for den Ret, hvortil han er indkaldt, skal dog, naar
han ikke har lovligt Forfald, møde efter Indkaldelsen og fremsætte sin Indsigelse til
Paakendelse af Retten. Naar det af Retten findes fornødent, maa Vidnet oplyse
Omstændigheder, af hvilke det kan ses, at Indsigelsen er grundet.

Vidner er, om fornødent, pligtige til, forinden de møder i Retten, at styrke
eller opfriske deres Kundskab om Vidneførselens Genstand ved at efterse deres Regn-

skabsbøger, Breve eller andre Optegnelser eller bese Genstande, hvortil de uden
Omkostning eller Besvær har Adgang, o. desl., og denne Pligt kan af Retten særlig
paalægges dem ved Indkaldelsen eller senere. Undlader Vidnet at efterkomme denne
Pligt, behandles han efter Reglerne i § 177.

Forinden et Vidne afhøres om Sagen, stiller Dommeren de Spørgsmaal til det,
som findes fornødne for at forvisse sig om dets Identitet samt for at afgøre, om der
er noget til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelse. Dommeren skal derefter alvorlig
lægge Vidnet paa Hjerte at følge Sandheden, idet han minder det om det Strafansvar,
som det paadrager sig ved at afgive falsk Forklaring for Retten, og om, at det maa
være forberedt paa at bekræfte sin Forklaring med Ed eller paa anden højtidelig Maade.

Skal flere Vidner afhøres, kan Dommeren lade denne Forberedelse til Af-
hørelse foregaa under eet for flere eller samtlige indkaldte Vidner.

Ethvert Vidne afhøres for sig og bør i Regelen ikke paahøre Forklaringer af
andre Vidner, af Syns- eller Skønsmænd eller, hvis det er i en Straffesag, af Sigtede.
Vidner, hvis Udsagn staar i Strid med hinanden, kan efter Parternes Begæring eller
Rettens Beslutning stilles imod hinanden. Saadant bør dog ikke i Straffesager, ved
hvis Paadømmelse Nævninger maa antages at skulle medvirke, uden særlig Grund ske
før Domsforhandlingen.

Naar en Part selv afhører de af ham fremstillede Vidner, kan Modparten, hver
Gang Afhørelsen af et Vidne er sluttet, rette Spørgsmaal til det, og Parten kan der-
efter rette de Spørgsmaal til Vidnet, hvortil Modafhøringen har givet Anledning. Ret-
tens Formand kan tillade Fremsættelse af yderligere Spørgsmaal.

Retten kan, efter Begæring eller af egen Drift, lade et Vidne, der er aftraadt,
fremstaa paa ny til yderligere Afhørelse; foranstaaende Regler finder herved tilsvarende
Anvendelse.

Vidner kan andrage paa, at de selv eller et andet Vidne eller en Part (i
Straffesager Tiltalte) yderligere afhøres om angivne Punkter i det Øjemed at fuld-
stændiggøre eller berigtige forudgaaende Udsagn.

Under et Vidnes Afhøring bør det iagttages:
at Vidnet saa vidt muligt foranlediges til at udtale sig i sammenhængende
Orden om de Punkter, angaaende hvilke dets Forklaring æskes, at det bringes paa
det rene, hvorvidt Vidnets Forklaring støtter sig til egen
Iagttagelse, og at Spørgsmaal, hvorved der foreholdes Vidnet Omstændigheder, som først skal
godtgøres ved dets Svar, saa vidt muligt undgaas.

Om Vidnet maa benytte nedskrevne Oplysninger ved Besvarelsen af de til det
rettede Spørgsmaal, afgøres af Retten, efter at det er opgivet, af hvem, naar og i
hvilket Øjemed de er affattede.

Naar Vidner afhøres af andre end Rettens Formand, har denne at vaage over,
at utilbørlige, navnlig forvirrende Spørgsmaal ikke stilles ved Afhørelsen. og at

denne foregaar i en passende Form. Sker Afhørelsen, trods Formandens Advarsel
paa utilbørlig Maade eller paa en Maade, som ikke er egnet til at bringe Sandheden
for Dagen, eller som gaar udenfor Sagen, kan han unddrage den paagældende Part
Afhørelsen og selv overtage den. Skønner han, at Afhørelsens Fortsættelse ikke kan
bidrage til Sagens Oplysning, kan han slutte den.

Vidners Forklaringer optegnes i borgerlige Sager i Retsbogen, saaledes at de
vigtigste Udtalelser gengives saa vidt muligt med Vidnets egne Ord, medens uvæsent-
lige Bemærkninger kan udelades. Har Vidnet tidligere været afhørt, er Henvisning
tilstrækkelig, saa at kun Afvigelser eller Fuldstændiggørelser optegnes. Det Retsbogen
tilførte bliver efter endt Afhøring at oplæse for Vidnet, og Bemærkning, om Vidnet
godkender Forklaringen, optages i Retsbogen.

Naar Vidner afhøres under Domsforhandling for Landsret i Ankesager, og der
ikke er særlig Grund til at antage, at Tilladelse til Anke til Højesteret vil blive søgt
eller tilstaaet, samt ved Vidneafhøring under Domsforhandling for Højesteret, beror
det paa Retten, om og hvor meget der skal optegnes af Vidners Forklaringer. Med
Hensyn til Oplæsning og Vedtagelse gælder Regelen i § 36.

I Straffesager forholdes med Hensyn til Optegning, Oplæsning og Vedtagelse af
Vidneforklaringer efter Bestemmelserne i Bogen om Strafferetsplejen, sammenholdte
med § 35, 6te Stykke, og § 36.

I borgerlige Sager bliver Vidneforklaringer at bekræfte med Ed eller anden
højtidelig Forsikring, jfr. § 187, naar nogen af Parterne forlanger det.

I Straffesager skal saadan Bekræftelse ligeledes som Regel finde Sted, saavel
naar Vidneforklaringen afgives for en Undersøgelsesret som under Domsforhandlingen,
medmindre et for en Undersøgelsesret afhørt Vidne maa antages paa ny at skulle
afhøres under Domsforhandling (Nævningesager).

Afgiver et forinden Domsforhandlingen edfæstet Vidne senere Forklaring under
Domsforhandling, skal Bekræftelse finde Sted efter de for denne givne Regler, med-
mindre Rettens Formand finder det tilstrækkeligt, at Afhørelsen sker i Henhold til
den tidligere aflagte Ed.

Finder Retten i noget Tilfælde, at det, hvorom Vidnet er spurgt, allerede er
tilstrækkeligt bevist, eller at det er uden væsentlig Betydning for Sagens Afgørelse,
hvis det er en borgerlig Sag, eller ganske uden Betydning for Tiltaltes Frifindelse
eller Domfældelse, hvis det er en Straffesag, bortfalder Bekræftelsen.

I Stedet for Ed træder en efter en af Justitsministeren foreskreven Formular
afgiven højtidelig Forsikring, naar Vidnet hører til et Trossamfund, der ikke tillader
sine Medlemmer at aflægge Ed efter nogen af de paa det paagældende Tidspunkt gæl-
dende Edsformularer, eller der foreligger Erklæring fra Vidnet om, at Vidnet ifølge
sin religiøse Tro ikke kan aflægge Ed, eller om, at Vidnet ikke har nogen religiøs
Tro. Saadan Erklæring tages dog kun for gyldig, naar den er afgivet enten før den
Tid, da det, hvorom Vidnet spørges, skal have fundet Sted, eller mindst et Aar før
Vidneførselen, og Erklæringen ikke er to Aar gammel. Erklæringen afgives paa Ret-
tens Kontor i den Retskreds, hvor Vidnet har sit personlige Værneting. Bevis for
dens Afgivelse udstedes uden Betaling.

Bekræftelsen sker efter Afhøringen og bør, naar Omstændighederne taler derfor,
udsættes, indtil alle Vidner, hvis Forklaringer angaar et og samme Forbold, er af-
hørte. For saa vidt Omstændighederne giver Anledning dertil, bør Dommeren først
paa ny minde Vidnerne om Bekræftelsens Betydning og om det Ansvar, som de paa-
drager sig ved at bekræfte en falsk Forklaring. Forinden han modtager et Vidnes
Bekræftelse, bør han give Vidnet fornøden Lejlighed til at berigtige sin Forklaring;
hvor han dertil finder Anledning, kan han foreholde Vidnet, hvad der af andre
Vidner er forklaret eller paa anden Maade er fremkommet i Modstrid med Vidnets
Forklaring. Vidnets Bekræftelse gaar ud paa, at det forsikrer, at det har talt Sandhed
og intet fortiet.

Edfæstelse finder ikke Sted af:

1) Børn under 15 Aar,

2) Personer, hvis Aandsevner skønnes at være saa mangelfuldt udviklede eller
saa svækkede eller forstyrrede, at Edfæstelse vilde være betydningsløs,

3) Personer, som er under Tiltale for eller fundne skyldige i Mened,

4) Personer, der er dømte som skyldige eller medskyldige i den Handling, som
er Sagens eller Undersøgelsens Genstand.

Retten kan nægte at edfæste Personer, hvis Vidnesbyrd enten paa Grund af
deres forbryderske Vandel eller paa Grund af deres Stilling til Sagen eller til Par-
terne eller deres Aandstilstand paa den Tid, Erfaringen skal være gjort, eller af lig-
nende Grunde af Retten skønnes at være i særlig Grad upaalideligt.

Foranstaaende Bestemmelser finder tilsvarende Anvendelse med Hensyn til den
i § 187 nævnte, i Eds Sted trædende Forsikring.

Vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund ved at svare eller aflægge Vidneeden
eller afgive den i Stedet derfor trædende Forsikring, kan Retten — i borgerlige Sager
efter en Parts Begæring — ved Kendelse paalægge det en Bøde fra 10 til 400 Kr.
Retten kan derhos ved Kendelse bestemme, at det skal tages i Forvaring ved Politiets
Foranstaltning, medmindre Vidnets Førelse frafaldes, indtil det indvilliger i at svare
eller at aflægge Ed eller Forsikring; dog kan et Vidne i intet Tilfælde i Henhold til
nærværende Paragraf eller denne og § 177 i samme Sag holdes i Forvaring ud over 6
Maaneder, uafbrudt eller sammenlagt.

Vidnet kan derhos dømmes til at erstatte de ved dets Vægring foraarsagede
Omkostninger. Kære mod Kendelsen skal, naar denne er afgivet under Domsfor-
handling, erklæres paa Stedet og ellers inden tre Dage. Kære, som overensstemmende
hermed erklæres mod Beslutning af en Underret, hvorved Fængsling er besluttet, har
opsættende Virkning.

Afgørelse af Tvistigheder, som opstaar under Vidneførselen i Anledning af Ind-
sigelser eller Begæringer af Parter eller Vidner, sker, efter at vedkommende har
ytret sig, ved Kendelse, i Straffesager dog kun, naar saadant begæres.

I Regelen afsiges Kendelse straks; men dersom det findes nødvendigt, kan
Sagen i en af flere Medlemmer bestaaende Ret udsættes, for at Retten kan raadslaa.
Saadan Udsættelse bør dog altid være saa kort som muligt og bør i Straffesager aldrig
og i borgerlige Sager ikke uden største Nødvendighed vare længere end til næste Dag.

Foregaar Vidneførselen for en anden Ret end den. ved hvilken Sagen i øvrigt
behandles, afgøres opstaaede Tvistigheder af hin.

§ 191.

De i det foregaaende omhandlede Tvangsmidler imod Vidner bringes til An-
vendelse af den Ret. for hvilken Vidnet er indkaldt til at møde.

Vidner har Krav paa en Godtgørelse af 1 Kr., hvis deres Møde medfører et
Tidsspilde for dem af under 4 Timer, men ellers af 2 Kr. med Tillæg af 1 Kr. for
hver 4 Timer, de ud over 8 Timer er fraværende fra Hjemmet til Opfyldelse af
deres Vidnepligt, samt derhos, for saa vidt det er nødvendigt for dem at tilbagelægge
mere end 7 Kilometer for at naa til Retten, paa Erstatning for Rejseudgifter frem og
tilbage med 10 Øre for hver løbende Kilometer. Hvis Jernbane eller Dampskib kan
benyttes, beregnes Rejseudgifterne dog efter Prisen for henholdsvis 3die Klasse og 2den
Plads. Indkaldes Vidnet til at møde udenfor de i de to første Stykker af § 171
fastsatte Afstande, kan der af Retten tilstaas det passende højere Godtgørelse og
Vederlag for Rejseudgifter. De Ydelser, paa hvilke Vidnet har Krav, eller, hvis disse
ikke kan anslaas bestemt, tilbørligt Forskud paa samme, maa tilbydes betalte sam-
tidig med Indkaldelsens Forkyndelse.

Ved Optagelse af Arvelegitimationstingsvidner o. desl. bliver de i nærværende
Kapitel og § 353 givne Regler at følge, for saa vidt disse ifølge Forholdets Beskaffen-
hed lader sig anvende.

Naar Vidner skal føres om Rigtigheden af et Testament, bliver de i Forord-
ningen af 21. Maj 1845 § 24 indeholdte Regler om, hvem der skal stævnes, at følge.

Politimesteren er berettiget til at indkalde Personer, som bor eller opholder sig
i vedkommende Politikreds, til Møde for at afgive Forklaring uden Ed om, hvad der
med Hensyn til Genstanden for Efterforskningen i en Straffesag maatte være dem
bekendt. Udebliver den indkaldte uden lovligt Forfald (jfr. § 177), er Politimesteren
berettiget til at paalægge ham en Bøde af indtil 4 Kr. til Politikassen, at udrede
inden en Uge, for saa vidt Klage ikke fremsættes efter Regelen i § 814.

Vægrer den indkaldte sig ved at afgive Forklaring for Politimesteren, kan
denne foranledige ham indkaldt for Retten til Vidneafhørelse (§ 809), men kan ikke
træffe andre Tvangsforanstaltninger mod den vægrende.

Reglerne i § 192 finder tilsvarende Anvendelse ved Indkaldelse til Afgivelse
af Forklaring for Politimesteren.

1 Overensstemmelse med de i nærværende Kapitel om Vidneførsel i borgerlige
Sager indeholdte Regler, jfr. ogsaa § 353, samt de i saa Henseende traktatmæssig
fastsatte Bestemmelser, jfr. Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj
1909 m. m., sker Optagelsen af Beviser til Brug ved borgerlige Retssager, som er
anlagte eller skal anlægges i Udlandet. Er der i Anmodningen forlangt iagttaget
en særskilt Form eller Fremgangsmaade, skal dette saa vidt muligt ske, medmindre
saadant maa anses at være utilstedeligt efter de derom gældende Lovbestemmelser.

Kapitel 19.

Syn og Skøn.

§ 196.

Naar der i en borgerlig Sag fremsættes Begæring om Optagelse af Syn og
Skøn, og Begæringen af Retten tages til Følge, saavel som naar i en Straffesag de i
§ 743 nævnte Betingelser foreligger, udmelder Retten ved et Udmeldelsesdekret en
eller flere Syns- eller Skønsmænd. Dersom den, der skal tilkaldes, har en almindelig
offentlig Bemyndigelse til Foretagelsen af vedkommende Syn eller Skøn, sker i Straffe-
sager Tilkaldelsen ved Rettens til ham rettede Begæring.

Personer, som bor udenfor vedkommende Rets Embedsomraade, kan kun ud-
meldes af denne, naar det er oplyst, at de er villige til at efterkomme Udmeldelsen,
eller naar det findes nødvendigt, enten fordi der indenfor Retskredsen ikke findes sag-
kyndige Personer, som kan benyttes, eller fordi den Ting, der er Genstand for For-
retningen, er udenfor Retskredsen.

Kun Personer, der er uberygtede, kan udmeldes til Syns- eller Skønsmænd,
hvorhos Personer, der vilde være udelukkede fra at handle som Dommere i Sagen
ifølge § 60, Nr. 1 og 2, under ingen Omstændigheder maa tilkaldes som Syns- eller
Skønsmænd, og de øvrige i § 60 nævnte Personer kun, for saa vidt det ikke er muligt
at finde andre lige saa gode.

Til at foretage Syn og Skøn kan Kvinder udmeldes lige saavel som Mænd.
Alt, hvad der i denne og andre Love er bestemt om Syns- eller Skønsmænd, finder
tilsvarende Anvendelse paa Kvinder.

Enhver, der er pligtig at vidne, er ogsaa pligtig at modtage Udmeldelse som
Syns- eller Skønsmand.

Statens Embedsmænd og Bestillingsmænd fritages for Udmeldelse, naar de ved
Skrivelse fra de dem foresatte Myndigheder oplyser, at de ikke har den fornødne Tid,
eller at Forretningens Foretagelse i øvrigt kommer i Strid med deres offentlige Pligter.
Personer, for hvem Syns- eller Skønsforretningens Udførelse vilde medføre stort Be-
svær eller Ulempe, bør, for saa vidt Omstændighederne tillader det, forskaanes for
Udmeldelse. Det samme gælder om den, der har fyldt 65 Aar.

For saa vidt Personer er beskikkede med almindelig Bemyndigelse til Fore-
tagelsen af visse Syn eller Skøn, bør andre kun udmeldes hertil, naar Henvendelse til
hine vilde medføre en Forhaling, hvorved Øjemedet kunde forspildes, eller naar andre
særegne Grunde gør det tilraadeligt.

Til Forretninger, ved hvilke der udkræves særegen Indsigt eller Færdighed
bør i Regelen kun udmeldes Mænd, der ifølge offentlig Stilling eller Livserhverv eller
dog ifølge offentlig aflagte Prøver maa anses for duelige hertil.

Skal i en Straffesag en Kvinde synes paa Legeme, bør i alle Tilfælde, hvor
det til Øjemedets Opnaaelse er tilstrækkeligt, Kvinder dertil vælges, navnlig bør, hvor
Spørgsmaal foreligger om Svangerskab eller Barnefødsel, kvindelige Læger eller Jorde-
mødre benyttes, for saa vidt disse maa antages at have tilstrækkelig Indsigt til at
afgive Erklæring om Spørgsmaalet.

§ 200.

Enhver af Parterne kan gøre Henstilling til Retten om Valget af Syns- eller
Skønsmændene, men Retten er ikke bundet herved. Retten bør forinden Udmeldelsen
meddele Parterne — i borgerlige Sager dog kun, hvis de er mødt —, hvilke Per-
soner der agtes udmeldte, og give dem Adgang til at udtale sig om disse. Denne
Regel kan i Straffesager tilsidesættes, naar Omstændighederne ikke tillader dens Iagttagelse.

Indsigelser, der ikke gøres gældende straks ved Udmeldelsen, kan i borger-
lige Sager ikkun tages i Betragtning, naar Parten oplyser, at han uden Brøde fra sin
Side har været ude af Stand til at fremsætte dem tidligere. Den Part, der agter at
fremsætte saadanne Indsigelser, har inden en Uge efter Udmeldelsen at indkalde Mod-
parten til et Møde for den Ret, der har foretaget Udmeldelsen, og i dette at frem-
sætte sine Indsigelser. Rettens Kendelse kan, naar den tager Indsigelserne til Følge,
ikke paaklages; nægter den at tage Indsigelserne til Følge, kan der finde Kære Sted
over dens Afgørelse.

I borgerlige Sager maa det i Udmeldelsesdekretet tydeligt angives, hvad der
er Forretningens Genstand og Øjemed. Tillige nævnes den Tid, da Afhjemlingen skal
foregaa — medmindre Fastsættelsen af Tiden herfor efter Omstændighederne findes
at maatte bero til senere Berammelse —, og det paalægges de udmeldte til den Tid
at møde for at afgive og bekræfte deres Erklæring. Hvor særlige Grunde taler derfor,
bør den til Synet eller Skønnet fornødne Besigtigelse foretages i et Retsmøde, der
kan afholdes udenfor det sædvanlige Tingsted.

I Straffesager foretages den til et Syn eller Skøn fornødne Besigtigelse under
et Retsmøde — der efter Omstændighederne bliver at foretage udenfor det sædvan-
lige Tingsted —, medmindre Synet eller Skønnet udkræver fortsat Iagttagelse eller
Undersøgelse, eller Besigtigelse under et Retsmøde af anden Grund, saasom af Sømme-
lighedshensyn, findes uhensigtsmæssig eller ufornøden, i hvilket Tilfælde Retten kan
overlade Mændene at foretage eller fortsætte deres Besigtigelse udenfor Retsmøde. I
saadant Tilfælde bliver der i Udmeldelsesbeslutningen eller Begæringen eller under
Møde inden Retten at give dem saadan Meddelelse om Synets eller Skønnets Genstand
og Øjemed, som i første Stykke nævnt, samt saadan anden Anvisning, som maatte
udkræves. Skal Mændene afgive skriftlig Erklæring, bliver der i Udmeldelsesbeslut-
ningen eller Begæringen eller i en Tilførsel til Retsbogen, hvoraf Udskrift overgives
dem, at forelægge dem bestemte Spørgsmaal til Besvarelse.

Vil Foretagelsen af et Syn eller Skøn medføre Tilintetgørelse eller Forandring
af dets Genstand, bør saa vidt muligt en Del af denne holdes udenfor Undersøgelsen.
Lader dette sig ikke gøre, bør Syns- eller Skønsmændenes Antal ikke være under to.

De gældende Regler om Obduktionsforretninger bliver fremdeles staaende
ved Magt.

Med Hensyn til Syns- eller Skønsmænds Møde til Afhjemling eller gentagen
Afhøring for Retten finder Reglerne i §§ 171 og 172 tilsvarende Anvendelse. Hvis
disse Regler er til Hinder for, at Afhjemlingen finder Sted ved den udmeldende Ret.
kan denne i Udmeldelsesdekretet bestemme, at Afhjemlingen skal ske ved Underretten
paa det Sted, hvor Syns- eller Skønsmændene bor eller opholder sig, eller, hvis dette
maatte medføre mindre Besvær for Mændene, for Underretten i den Retskreds, hvor
Forretningen er foretaget.

Skal Syns- eller Skønsmænd møde for en Underret ifølge en anden Rets Be-
slutning, maa en Udskrift af denne forelægges Underretten, der forsyner den med en
Paategning om, naar Afhjemlingen skal finde Sted.

Hvor det viser sig nødvendigt at udmelde Syns- eller Skønsmænd, der opholder
sig i en anden Retskreds end den, hvor Genstanden for Forretningen befinder sig, og
Omstændighederne ikke tillader, at Genstanden forsendes til Mændenes Opholdssted,
er de pligtige at begive sig derhen, hvor den findes, selv om de i § 171 opstillede
Grænser for deres Mødepligt derved overskrides.

Udmeldelsesdekretet bliver uden Ophold at forkynde for de udmeldte i Over-
ensstemmelse med de for Vidner givne Regler. Skal Mændene møde for en Under-
ret ifølge en anden Rets Beslutning, skal tillige den i foregaaende Paragraf ommeldte
Berammelse af Afhjemlingen forkyndes for dem, i borgerlige Sager desuden for
Modparten.

I borgerlige Sager skal Syns- og Skønsmændene give Parterne Underretning
om, naar og hvor Forretningen foregaar, ligesom de ogsaa har at meddele Parterne
Genpart af den skriftlige Forretning (§ 204) eller dog at give dem Adgang til at gøre
sig bekendt med den senest 3 Dage forinden Afhjemlingen.

Klage over Syns- og Skønsmænds Fremgangsmaade ved deres Forretning
fremsættes for den Ret, for hvilken Afhjemlingen skal ske. Denne kan paalægge dem
at omgøre eller fuldstændiggøre Forretningen.

Syns- og Skønsmænd afgiver deres Forklaring ved en skriftlig, til Retten stilet,
af Mændene underskreven Erklæring. Dog kan Retten med Hensyn til Forklaring,
som skal afgives under Domsforhandlingen i Nævningesager (se § 834), frafalde Krav
om skriftlig Afgivelse. Yderligere Forklaring kan afæskes dem inden Retten; findes
Erklæringen mangelfuld, kan derhos Retten paalægge dem at omgøre eller fuldstæn-
diggøre den i en yderligere skriftlig Erklæring. Vedrører Manglerne Erklæringens Af-
fattelse, bør Retten yde Mændene fornøden Bistand til deres Afhjælpning. Saadan
Bistand kan ogsaa, naar Mændene ønsker det, og Omstændighederne i øvrigt taler der-
for, ydes inden det Retsmøde, i hvilket Afhjemlingen finder Sted. Herom skal der
da senest i dette Retsmøde meddeles Parterne Underretning.

Er Erklæring afgivet af et dertil beskikket Kollegium, bør Møde i Retten,
hvor saadant skal finde Sted, som Regel ikke fordres af flere end et af dets Medlem-
mer eller, hvor der er Meningsforskel, af et Medlem for hver af de Meninger, hvori
Kollegiet har delt sig; dette udpeger selv de Medlemmer, som skal give Møde. Hvor
Erklæring afgives af to eller flere Syns- eller Skønsmænd, bør, hvis Mændene ikke er
enige, hver enkelts Mening fremgaa af Erklæringen.

Afhørelse af Syns- og Skønsmænd sker efter Reglerne om Afhørelse af Vidner;
dog kan Mændene som Regel overvære hverandres saavel som Vidners Afhørelse, og
det kan af Retten tilstedes dem at raadføre sig med hverandre, forinden de svarer.

I borgerlige Sager har Syns- og Skønsmænd at bekræfte deres Syn eller Skøn
med Ed eller, under de i § 187 angivne Betingelser, med den dér omhandlede høj-
tidelige Forsikring, medmindre begge Parter giver Afkald derpaa. Er Syn eller Skøn
afgivet i Henhold til en almindelig Beskikkelse hertil, bortfalder Bekræftelsen. Denne

gaar ud paa, at Mændene har udført deres Hverv og afgivet deres Erklæring eller
Forklaring efter Samvittighed og bedste Overbevisning.

I Straffesager finder saadan Bekræftelse som i første Stykke nævnt Steel, naar
Syns- eller Skønsmændenes Erklæring eller Forklaring afgives for en Undersøgelsesret,
medmindre Mændene maa antages paa ny at skulle afhøres under Domsforhandlingen
(Nævningesager), samt naar Afhøring finder Sted under Domsforhandlingen, jfr. dog § 186.

Naar en Syns- eller Skønsmand uden gyldigt Forfald udebliver fra Retsmødet
eller uden lovlig Grund vægrer sig ved at udføre Hvervet eller undlader at foretage
noget, som paahviler ham i Anledning af dette, eller vægrer sig ved at svare paa de
Spørgsmaal, som stilles til ham i Retten, eller ved at bekræfte sin Erklæring eller
Forklaring med Ed eller Forsikring, hvor saadant er foreskrevet, finder Reglerne i
§§ 177 og 189 Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Dog kan Retten, naar dette er muligt og efter Omstændighederne kan bidrage
til Sagens Fremme, udnævne andre Syns- eller Skønsmænd enten straks, eller naar
de anordnede Tvangsmidler forgæves er anvendte. I borgerlige Sager kan dette dog
kun ske efter Begæring af vedkommende Part, der i saa Fald ikke kan forlange
yderligere Tvangs Anvendelse mod den eller de genstridige Syns- eller Skønsmænd.

Har Syns- eller Skønsmænd Forfald, eller har det været dem umuligt at gøre
Forretningen færdig, kommer de i § 177, sidste Stykke, givne Regler til Anvendelse
med de Lempelser, som følger af Forholdets Natur.

Med Hensyn til Indsigelser fra Syns- eller Skønsmændenes Side saavel som
Kære over de Kendelser, hvorved noget paalægges dem, forholdes efter de om Vidner
givne Regler.

De om Vidner givne Regler skal med de Lempelser, der følger af Forholdets
Natur, anvendes paa Syns- og Skønsmænd, for saa vidt ovenstaaende Forskrifter ikke
er til Hinder derfor.

At Syn eller Skøn har fundet Sted, udelukker ikke fornyet Syn eller Skøn
over samme Genstand ved de samme eller, naar Retten finder det hensigtsmæssigt,
andre Mænd.

Udmeldte Syns- og Skønsmænd erholder, for saa vidt Udførelsen af det dem
paalagte Hverv eller deres Møder for Retten i Anledning deraf gør det nødvendigt
for dem at rejse mere end 3 Kilometer fra deres Hjem, dels Godtgørelse for Udgif-
terne derved, beregnet efter 2den Klasses Takst for Rejse paa Jernbane, efter 1ste
Klasses Takst for Rejse paa Dampskib, og i øvrigt med 30 Øre for hver løbende
Kilometer, dels i Tærepenge 2 Kroner, naar Fraværelsen fra Hjemmet ikke varer 4
Timer, og ellers 6 Kroner med Tillæg af 3 Kroner for hver 6 Timer, de ud over 12
Timer er fraværende fra Hjemmet.

Disse Ydelser eller, hvis de ikke kan anslaas bestemt, passende Forskud
paa dem skal i borgerlige Sager tilbydes forud. I Straffesager kan Mændene ved
Udmeldelsens Forkyndelse for dem forlange fornødent Forskud paa Godtgørelsen for
Rejseudgifter saavel som paa de dem forinden deres Møde for Retten tilkommende
Tærepenge. I øvrigt bliver de dem tilkommende Beløb at udbetale ved Rettens For-
anstaltning.

Der tilkommer derhos Syns- og Skønsmænd Godtgørelse for andre Udlæg og
sportelmæssig Betaling for deres Forretning. Har denne udkrævet særlig Møje eller
Tidsanvendelse eller særlige Fagkundskaber, kan Retten forhøje Betalingen efter sit Skøn.

Udenfor de nævnte Betalinger maa Syns- eller Skønsmænd under den i
Straffelovens § 117 bestemte Straf intet modtage af Parterne for deres Forretning.

Til Understøttelse under Efterforskningen i en Straffesag kan Politimesteren,
naar Omstændighederne ikke tillader Opsættelse, lade foretage Syns- eller Skønsforret-
ninger ved Mænd, som han selv tilkalder, samt afkræve disse ubeediget Erklæring an-
gaaende Forretningens Resultat. Er de paagældende ikke beskikkede med alminde-
lig Bemyndigelse til Foretagelsen af saadant Syn eller Skøn, er de dog kun pligtige
at efterkomme Kaldelsen, naar Forretningen skal foretages og Erklæringen afgives i
den Underretskreds, i hvilken de bor. Udebliver eller vægrer nogen saaledes tilkaldt
Syns- eller Skønsmand sig ved at efterkomme Kaldelsen, kan Politimesteren paalægge
ham en Bøde til Politikassen af indtil 20 Kr., at udrede inden en Uge, og, naar
Sagen er af sær Vigtighed, endog om fornødent lade ham afhente med Magt. Politi-
mesteren har dog snarest muligt at henvende sig til Retten om Varetagelse af det
videre fornødne i Anledning af Forretningen, og det staar da de paagældende frit
for, i Overensstemmelse med § 814, for Retten at forebringe deres mulige Klager over
formentlige Overgreb fra Politimesterens Side.

Reglerne i den foregaaende Paragraf finder tilsvarende Anvendelse ved Tilkal-
delse af Syns- og Skønsmænd ved Politimesteren.

Det har sit Forblivende ved de gældende Regler om Søforklaringer. Under
de i § 187 angivne Betingelser træder den dér omhandlede Forsikring i Eds Sted.
Det har'ligeledes sit Forblivende ved de Regler, som for Tiden gælder om Sø- og Han-
delsrettens, henholdsvis Søretternes Medvirkning ved Besigtigelser, Skøn og Taksationer
i Tilfælde, hvor der ikke er rejst Retssag, jfr. dog § 18.

Rettens Raadslagninger og Afgørelser.

§ 214.

Domme, Kendelser og andre Beslutninger af en Ret, der ikke beklædes af en
enkelt Dommer, og som ikke hører til de Beslutninger, Rettens Formand kan træffe,
vedtages ved Afstemning efter forudgaaende Raadslagning. For Afstemningsordenen
fastsætter Retten selv de fornødne Regler. Retten kan bestemme saadanne Foran-
dringer i disse, som den til enhver Tid maatte anse for hensigtsmæssige. Formanden

stemmer dog altid sidst; han forestaar Afstemningen og samler Stemmerne. Afstem-
ningen sker mundtlig; de afgivne Stemmer indføres udtogsvis i en Stemmegivningsbog.
Enhver Dommer har Ret til at paase, at hans Stemme gengives rigtigt.

Dommernes Raadslagninger og Afstemninger maa ikke overværes af Tilhørere
med Undtagelse af Retsskriveren.

I en Sags Afgørelse kan ingen Dommer eller Nævning deltage, som ikke har
overværet de mundtlige Forhandlinger i deres Helhed. Naar i en Straffesag, som
behandles ved Landsret, en Dommer eller en Nævning faar Forfald eller af anden
Grund maa fratræde, efter at Domsforhandling er begyndt, kan denne fortsættes, saa-
fremt dog højst een Dommer og een Nævning mangler.

Ved Forhandlinger, som forudsættes at blive af længere Varighed, bør i Retter,
som bestaar af flere Medlemmer, en eller flere Dommere ud over det nødvendige
mindste Antal deltage.

I Dommens Vedtagelse deltager for Landsretternes Vedkommende mindst tre
og for Højesterets Vedkommende mindst ni Medlemmer af Retten, jfr. dog § 214.
Samme Regler gælder ogsaa for Vedtagelse af Kendelser, medmindre andet er bestemt.

For enhver Afgørelse i en Ret, der beklædes af flere Dommere, skal der være
Stemmeflerhed. Ved lige Stemmetal gør Formandens (jfr. § 7), eventuelt den efter
Embedsalder ældste i Afgørelsen deltagende Dommers, Stemme Udslaget. Kræver Af-
gørelsen Afstemning over flere Punkter, er de Dommere, som har befundet sig i
Mindretal, pligtige at deltage i de senere Afstemninger, for saa vidt det modsatte
ikke særlig er bestemt.

Danner der sig i en Straffesag om det samme Spørgsmaal flere end to for-
skellige Meninger, af hvilke ingen er i Flertal, bliver de for Sigtede ugunstigste Stemmer
regnet sammen med de nærmeste mindre ugunstige, indtil der udkommer Stemme-
flerhed. Er det tvivlsomt, hvilken Mening der er den ugunstigste for Sigtede, bliver
der afstemt særskilt herom.

Særskilt Afstemning finder ligeledes Sted, naar der opstaar Meningsforskel
om, hvorledes Spørgsmaalene skal stilles, eller om Afstemningens Resultat.

Den vedtagne Afgørelse føres i Pennen af Rettens Formand eller af den af
de i Afgørelsen samstemmende Dommere, hvem dette Hverv af Formanden overdrages.
Stemmetallet maa ikke optages i Rettens Afgørelser.

Rettens Afgørelser sker ved Kendelse i de Tilfælde, hvor denne Form er særlig
foreskrevet.

Domme og Kendelser skal ledsages af Grunde. Andre Beslutninger af
Retten eller Rettens Formand behøver ikke at begrundes, medmindre saadant særlig
er foreskrevet.

Den i Rettens Afgørelse af en borgerlig Sag givne Fremstilling af Parternes
mundtlige Angivelser og Ytringer under Sagens Behandling afgiver fuldt Bevis for
disse, for saa vidt ikke Modbevis imod den føres.

§ 219.

Rettens Afgørelser træffes snarest muligt, efter at den paagældende For-
handling er til Ende. Kan i en Straffesag Afsigelsen ikke finde Sted samme Dag,
skal dog Dom afsiges senest inden en Uge og, hvor Nævninger har medvirket, senest
Dagen efter. Det sidste gælder ogsaa om Kendelser i Straffesager.

Afsigelsen af en Dom foregaar ved, at Domsslutningen, efter at hele Dommen
er skriftlig udarbejdet, oplæses i et Retsmøde.

Dersom det ikke ved Optagelsen af en borgerlig Sag tilkendegives, naar Dom-
men eller Kendelsen vil blive afsagt, skal Parterne og efter Omstændighederne
Vidner og Syns- eller Skønsmænd tilsiges til at høre den afsagt. Er den paagældende
ikke saaledes sat i Kendskab om Afsigelsestiden, regnes for hans Vedkommende de
ellers fra Afsigelsen løbende processuelle Frister først fra Dommens eller Kendelsens
Forkyndelse for ham.

I Straffesager bør Tiltalte, hvis han er fængslet, bringes til Stede ved Dom-
mens Afsigelse, jfr. dog § 919, 3die Stykke. Er Dommen fældende, og er Tiltalte
ikke til Stede ved Afsigelsen, bliver Udskrift af Dommen at forkynde for ham; i an-
dre Tilfælde meddeles der ham paa Begæring Udskrift uden Betaling. Af alle Domme
tilstilles der Overanklageren Udskrift. Ved Afsigelsen eller Forkyndelsen af en fæl-
dende Dom bliver det at betyde Domfældte, inden hvilken Frist og paa hvilken
Maade han kan fremsætte Meddelelse om Anke.

Stadfæstelse af en indanket Dom kan gives enten i Henhold til de i samme
anførte Grunde eller i Henhold til ny Begrundelse.

I overordnet Rets Dom skal det altid anføres, ved hvilken Ret den indankede
Dom er afsagt.

Retten kan til enhver Tid i Embeds Medfør eller ifølge Begæring berigtige
Skrivefejl, som er indløbet i Henseende til Ord, Navne eller Tal, blotte Regnefejl
samt saadanne Fejl og Forglemmelser, som alene vedrører Udfærdigelsens Form.

Fremdeles kan den ogsaa, naar Begæring derom fremkommer inden Anke-
fristens Udløb, og efter at der er givet Parterne og i Straffesager tillige Forsvareren
Lejlighed til at ytre sig derom, berigtige den i Afgørelsen af en borgerlig Sag inde-
holdte Fremstilling af Parternes mundtlige Angivelser og Ytringer eller den i Afgø-
relsen af en Straffesag indeholdte Fremstilling af Sagens faktiske Sammenhæng, for
saa vidt Fremstillingen erkendes at lide af Fejl, bestaaende i Forbigaaelser, Uklar-
heder eller Modsigelser, men derimod ikke i øvrigt foretage Forandringer enten
i Begrundelsen eller Resultatet. Beslutning angaaende slige Berigtigelser træffes, og
Meddelelse om dem sker efter de samme Regler, som gælder for den oprindelige
Afgørelse.

Den i Henhold til Rettens Beslutning berigtigede Afgørelse træder i alle Hen-
seender i Stedet for den oprindelige. Beslutningen angaaende Berigtigelse er ikke
Genstand for Anke eller Kære.

Beslutninger af Retten eller dens Formand, der ikke behøver at begrundes,
saavel som Kendelser af blot procesledende Beskaffenhed kan omgøres, naar nye Op-
lysninger foreligger.

§ 223.

I de Tilfælde, hvor en efter Loven tilstedelig Afvigelse fra de almindelige
Regler om Straffesagers Behandling betinges af en forudgaaende Beslutning af en Ret,
ved hvilken den Sag, med Hensyn til hvilken Spørgsmaalet opstaar, ej er tingfæstet,
bliver Spørgsmaalet skriftlig at forelægge Retten. Er denne Højesteret eller en
Landsret, træffes Afgørelsen af Formanden med to Medlemmer af Retten eller, hvor
saadant særlig er bestemt, af Formanden. Retten tager Beslutning paa Grundlag af
det forelagte samt de yderligere Oplysninger og Erklæringer, som maatte være ind-
hentede ; findes det nødvendigt, at Vidner afhøres, sker dette ved en Undersøgelsesret
Mundtlig Forhandling finder ikke Sted, medmindre Formanden af særegne Grunde
finder Anledning til at beslutte en saadan; dog er Retsmødet i saa Fald ikke offent-
ligt. De i denne Paragraf ommeldte Afgørelser kan ikke paaklages for højere Ret.

Tredie Bog.
Den borgerlige Retspleje.

Almindelige Bestemmelser. Kapitel 21.

Retternes Virkekreds.

§ 224.

Enhver borgerlig Retstrætte behandles i første Instans ved Landsret, med-
mindre den er henlagt til Underret eller den ved Overenskomst mellem Parterne ind-
bringes for Underret, for saa vidt dette lovligt kan ske. Om Virkekredsen for
Sø- og Handelsretten i København gælder denne Lovs § 9.

Til Underretterne henlægges:

1) Søgsmaal angaaende private Formuerettigheder, naar Genstanden for samme i
Penge eller Penges Værd ikke overstiger 300 Kr.

2) Sager angaaende Skatter, Afgifter og andre lignende Ydelser af offentligretlig
Beskaffenhed til Stat, Kommune, Embeder og andre offentlige Indretninger, naar
Genstanden for samme ikke overstiger 300 Kr.

3) Sager angaaende Servitutter og partielle Brugsrettigheder.

4) Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (§ 446, jfr. § 443).

5) Ægteskabssager (§ 448).

6) Sager angaaende Mortifikation af Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i
fast Ejendom (§ 468), samt Mortifikation af Servitutter, Brugsrettigheder og
Grundbyrder (§ 477).

7) Sager angaaende Erhvervelse af Ejendomsdom.

8) Sager, hvorved Faderskabet til Børn udenfor Ægteskab søges oplyst, for at
Underholdsbidrag kan paalægges Faderen.

9) Sager, anlagte i Medfør af Forordningen af 28. Marts 1845 § 17 til Hæftelses-
breves Udslettelse.

10) Sager angaaende strafbare Handlinger, der ved Lovgivningen er henviste til
privat Forfølgning, jfr. § 725, for saa vidt der ikke paastaas højere Erstatning
end 300 Kr.

§ 226.

Sagens Værdi bestemmes efter Paastanden i Stævningen. Bestaar Søgsmaalet
af flere Poster eller Fordringer, sammenlægges disse. Ved Krav paa noget mod Er-
læggelse af en Modpræstation medregnes denne ikke. Dersom Paastanden omfatter
Renter af Fordringen, tages kun Hensyn til Fordringen selv.

Der tages intet Hensyn til Sagsomkostninger eller til senere Nedsættelse af
Paastanden.

Drejer Sagen sig om Rettigheden til periodiske Ydelser eller Indtægter, bliver
dens Værdi at bestemme efter følgende Regler:

1) Er aarlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for be-
standig eller for flere end de ved Sagens Anlæg (§ 279) levende Personers Livs-
tid eller for et bestemt Tidsrum, der ikke er kortere end 25 Aar efter det nævnte
Tidspunkt, bliver Værdien af Rettigheden at sætte lig med det 25-dobbelte af et
Aars Beløb.

2) Er aarlige Ydelser eller Indtægter erhvervede, betingede eller tilsagte for en
enkelts eller flere ved Sagens Anlæg levende Personers Livstid eller i øvrigt for
ubestemt Tid, sættes Rettighedens Værdi lig med det 5-dobbelte af et Aars Beløb.

3) Kan Ydelser eller Indtægter ikkun oppebæres et bestemt Antal Gange, sættes
Rettighedens Værdi lig med en enkelt Ydelses Beløb taget dette Antal Gange,
dog ingen Sinde over 25.

Er Beløbet af aarlige Ydelser eller Indtægter ikke lige stort de forskellige
Aar, tages Værdien i det sidst forløbne Aar som Enhed.

Lyder Paastanden ikke paa en bestemt Pengesum, ansættes Værdien af den
Genstand ved Rettens Skøn, jfr. dog § 227.

I de i de tvende foregaaende Paragraffer omhandlede Tilfælde er Rettens Af-
gørelse, for saa vidt den gaar ud paa at erklære sig kompetent til at paakende Sa-
gen, ikke Genstand for Anke eller Kære; nægter Retten at antage Sagen, er dens Af-
gørelse Genstand for Kære til højere Ret, men ikke for Anke.

Er Sagens Værdi afgørende for Kompetencespørgsmaalet, maa den Part, som
paastaar den højere Værdi, føre Bevis derfor.

I øvrigt paahviler det Sagsøgeren at oplyse, at Sagen hører under Underret.

Imod Søgsmaal, der i Henhold til § 225 er anlagte ved Underret, kan Mod-
fordringer gøres gældende, naar i øvrigt de almindelige Betingelser for disses Frem-
sættelse er til Stede (§ 280). Selvstændig Dom for Modfordringen eller den over-
skydende Del af samme kan dog, hvis Modparten modsætter sig det, kun gives, for
saa vidt Dommen ikke herved kommer til at lyde paa noget højere Beløb end 30C
Kr. (§ 225, jfr. §§ 226, 227 og 228), eller saafremt Modfordringen kunde forfølges ved
Underret, dersom den gjordes gældende under en selvstændig Sag.

Imod Søgsmaal, der svæver for Landsret, kan Modfordringer fremføres uden
Hensyn til, at de, i og for sig betragtede, vilde henhøre under Underret,

§ 232.

Naar Sagen ifølge den oprindelige Paastand rettelig er begyndt ved Underret,
forbliver den ved denne, uagtet Paastanden senere udvides eller forhøjes, naar dog
Sagens Værdi ikke derved imod Modpartens Protest i betydelig Grad forøges ud over
den i § 225 bestemte Grænse af 300 Kr.

En Udvidelse af Paastanden kan dog ikke uden Modpartens Samtykke foregaa
saaledes, at Fordringer af forskellige af de i § 225 nævnte Klasser inddrages under
Sagen.

Henhører en Sag under Landsret, ophører denne ikke at være kompetent,
fordi enkelte Fordringer. Spørgsmaal eller Dele udskilles til særskilt Behandling eller
Paakendelse i Henhold til § 286, § 294 eller § 295, selv om disse eller Resten af
Sagen, for sig betragtet, vilde høre under Underret.

Parterne kan retsgyldig vedtage at lade en Sag behandle ved Underret,
selv om den ifølge de almindelige Regler ikke henhører under denne, dog med Und-
tagelse af de i Kapitel 43 og 44 nævnte Sager (jfr. endvidere §§ 657 og 669).

Værneting.

§ 235.

Retssager skal, hvor denne Lov ikke hjemler Undtagelse, anlægges ved den
Ret, i hvis Kreds Sagsøgte har Bopæl (Hjemting).

Dersom Sagsøgte har Bopæl i flere Retskredse, anses han at have Hjemting i
enhver af dem.

Indlænding, som ikke har Bopæl nogetsteds i Riget, kan sagsøges ved Retten
paa det Sted, hvor han opholder sig ved Sagens Berammelse, eller, dersom hans Op-
holdssted ikke vides, ved Retten paa det Sted, hvor han vides sidst at have boet eller
opholdt sig.

Danske i Udlandet ansatte Embedsmænd, der ikke er det paagældende Lands
Domsmyndighed undergivne, og de til de danske Gesandtskaber i fremmede Stater
hørende Personer anses at have Hjemting i København, for saa vidt de ikke vedlige-
holder Bopæl paa noget andet Sted i Riget. Det samme gælder om andre danske
Undersaatter, som ikke kan sagsøges i det Land, hvor de har Bopæl.

Stiftelser, Kommuner, Korporationer saavel som Selskaber og Foreninger, være
sig med politiske eller sociale eller med rent formueretlige Formaal, har Hjemting i
den Retskreds, hvor deres Hoved-Forretningslokale er, eller, naar saadant ikke kendes
og ikke erfares ved Henvendelse til Politiet, hvor et af Bestyrelsens Medlemmer bor.
De Værnetingsbestemmelser, der indeholdes i Firmalov af 1. Marts 1889 § 34, Sølov

af 1. April 1892 § 10, Lov om Oplagsbeviser m. v. af 30. Marts 1894 § 18 og Patentlov
af 13. April 1894 § 24, forbliver gældende.

Retssager, der angaaende Forenings- eller Selskabsanliggender rejses af For-
eningen eller Selskabet mod de enkelte Medlemmer eller opstaar imellem disse som
saadanne, kan anlægges ved Korporationens, Foreningens eller Selskabets Hjemting.

Sager imod Staten skal anlægges ved den Ret, i hvis Kreds den Embeds-
mand, som paa Statens Vegne bliver at stævne, har sit Embedskontor eller i Mangel
af saadant sin Bopæl.

Sager angaaende Rettigheder over urørlige Ting — være sig Ejendomsret,
Panteret, Brugsrettigheder, Servitutrettigheder, G-rundbyrderettigheder eller andre —
skal anlægges ved den Ret, under hvilken Ejendommen er beliggende.

Søgsmaal, hvorved Fordringer, der er forbundne med Pant i fast Ejendom,
eller hvorved enkelte forfaldne Grundbyrdeydelser indtales, kan anlægges paa det
Sted, hvor den behæftede eller bebyrdede Ejendom er beliggende.

Ligger en fast Ejendom i flere Retskredse, anses den med Hensyn til Spørgs-
maalet om, hvor de i denne Paragraf omhandlede Sager skal eller kan anlægges,
at være beliggende i den Retskreds, hvorunder Ejendommens Bygninger, navnlig Stue-
huset, hører. Findes saadanne ikke, eller er Stuehuset beliggende i flere Retskredse,

kan Sagen anlægges i hvilken som helst af disse.

Det har sit Forblivende ved Bestemmelserne i §§ 84 og 85 i Lov om Skifte
af Dødsbo m. v. af 30. November 1874 samt i Lov Nr. 72 om Forfatterret m. m. af
1. April 1912 § ti, 5te Stykke, saaledes at i sidstnævnte Tilfælde Østre Landsret træder

i Stedet for Hof- og Stadsretten i København.

Den, der i Medfør af offentligt eller privat Hverv har haft andres Midler
under Forvaltning eller skal aflægge Regnskab for dem, kan sagsøges for sin Forvalt-
ning eller sit Regnskab ved Retten paa det Sted, hvorfra Forvaltningen er ført, eller
hvor Regnskabet skulde aflægges.

Sammesteds kan ogsaa anlægges Sager, som i Anledning af Forvaltningen
eller Regnskabet rejses af den, der har ført samme, imod den, for hvem han har
ført den eller det.

Søgsmaal til Opfyldelse eller Ophævelse af en Retshandel eller i Anledning af
dens Misligholdelse eller ikke behørige Opfyldelse kan anlægges ved Retten paa det
Sted, hvor Retshandelen ifølge Parternes udtrykkelige eller stiltiende Vedtagelse, ifølge
Loven eller i øvrigt ifølge de foreliggende Omstændigheder skulde opfyldes, saafremt
Sagsøgte ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse er til Stede i
Retskredsen.

Har nogen under et Ophold i en Retskreds paadraget sig en Forpligtelse, som
skulde opfyldes dér, inden han forlod Retskredsen, kan han endvidere i den Anled-
ning sagsøges dér, uagtet han ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens Forkyndelse
ikke er til Stede i Retskredsen.

§ 244.

Sager, hvorunder der paastaas Straf, Erstatning eller Oprejsning i Anledning
af retsstridige Skadetilføjelser eller andre Retskrænkelser, kan anlægges paa det
Sted, hvor Skadetilføjelsen eller Retskrænkelsen er foregaaet, eller, naar den har
været udøvet i flere Retskredse, i hvilken som helst af disse.

Naar flere Sagvoldere skal eller dog kan sagsøges under eet, og Sagen imod
dem ikke ifølge denne Lov kan indbringes for andet Værneting, kan den anlægges
ved enhver Ret, som for nogen af Sagvolderne er Hjemting.

Kan Sagen i Medhold af denne Lov anlægges ved flere forskellige Retter, har
Sagsøgeren Valget, for saa vidt ikke andet fremgaar af Lovens Forskrifter.

Naar Parterne vedtager det, kan de indbringe deres Sag for hvilken af samt-
lige ligeartede Retter i første Instans, de vil, uden at Rettens Samtykke behøves.

Udlændinge kan sagsøges her i Riget, for saa vidt nogen Ret ifølge de for-
anstaaende Regler kan anses som Værneting i Sagen.

Gives der ingen Ret i Riget, ved hvilken Sagen imod Udlændingen herefter
kan anlægges, skal det, for saa vidt ikke særlige traktatmæssige Bestemmelser er til
Hinder derfor, være Indlændinge tilladt i Sager angaaende Formueretsforhold at sag-
søge Udlændingen i den Retskreds, hvor han ved Stævningens eller Forligsindkaldelsens
Forkyndelse opholder sig eller har Gods.

Med Hensyn til svenske Undersaatter har det sit Forblivende ved Lov om
svenske Dommes Fuldbyrdelse m. v. af ly. Februar 1861 § 6.

Forening af flere Krav under samme Retssag.

§ 249.

Flere Krav af samme Sagsøger mod samme Sagvolder kan fra først af for-
enes under een Retssag, selv om de hviler paa forskellige faktiske og retlige Grunde og
er af ulige Beskaffenhed, naar Retten er kompetent med Hensyn til dem alle, og
samme Procesart er anvendelig paa dem.

Under samme Betingelser kan flere Parter fra først af sagsøge eller sag-
søges i Forening under samme Retssag; dog udfordres endvidere hertil, for saa vidt
Kravene ikke har fælles Oprindelse eller særlig Lovforskrift hjemler deres Forening,
at ingen af Parterne gør Indsigelse derimod.

Anlægges Sag mod nogen af de i § 238 nævnte Korporationer, Foreninger
eller Selskaber, kan Ansvar, der udspringer af samme Retsforhold, under Sagen gøres
gældende mod Bestyrelsens Medlemmer personlig, uden Hensyn til deres Værneting.

§ 251.

Enhver, der tror sig i det hele eller for en Del berettiget til den Ting eller
den Rettighed, som er Genstand for en Retstrætte i første Instans imellem andre,
kan under Iagttagelse af Reglerne i Kapitel 34 indtræde som Intervenient i den
begyndte Sag.

Intervention kan ikke finde Sted, naar den Ret, for hvilken Sagen svæver,
ikke ved Parternes Samtykke kunde gøres kompetent til at paakende Interventions-
søgsmaalet, dersom det anlagdes særskilt.

Enhver, der har en retlig Interesse i, at en Part vinder en for Retten svæ-
vende Sag, kan indtræde i Sagen til denne Parts Understøttelse og faa Adgang til at
ytre sig i Sagen i Overensstemmelse med de nærmere Regler i Kapitel 34.

Sagsøgeren kan andrage paa at maatte tilstævne (adcitere) Trediemand for at
faa Dom over ham enten alternativt eller tilsammen med Sagvolderen. Saadant An-
dragende kan dog ikke tages til Følge, naar det maa tilregnes Sagsøgeren som en
Forsømmelse, at den paagældende Trediemand ikke fra Begyndelsen af er blevet ind-
draget under Søgsmaalet. I øvrigt bliver de i Kapitel 34 givne Regler at iagttage.

Ved Anvendelsen af de i dette Kapitel indeholdte Regler forbeholdes der dog
Retten den Myndighed, som er tillagt den i § 286.

Sagens Parter.

§ 255.

Hvo der er ret Sagsøger eller Sagvolder, afgøres efter Lovgivningens alminde-
lige Regler.

Ligeledes afgøres det efter Lovgivningens almindelige Regler, om det ifølge
Retsforholdets Beskaffenhed er nødvendigt, at flere Personer optræder som Proces-
fæller for at udgøre ret Sagsøger eller Sagvolder.

Hvor et nødvendigt Procesfællesskab mellem flere Personer finder Sted, og i
et Retsmøde en eller flere af disse udebliver, medens en eller flere af dem giver Møde,
repræsenterer den eller de, der møder, de udeblevne.

Myndigheden til at raade over Retstrætter som Part afgøres efter den borger-
lige Rets Regler; dog tages kun Hensyn til Sagens egentlige Genstand, men ikke til
Sagsomkostninger.

§ 258.

Retten har ikke paa Embeds Vegne at afkræve Parterne Bevis for, at de er
myndige til at raade over Processen. Afvisning paa Grund af Sagsøgerens eller Sag-
volderens Mangel paa Myndighed til at raade over Sagen finder derfor kun Sted
efter Paastand.

Dog kan Retten paa Embeds Vegne afvise Sagen enten straks, eller naar de
fornødne Oplysninger ikke fremskaffes, naar der ifølge den Maade, hvorpaa Parterne
i Processkrifterne betegnes, eller i øvrigt ifølge de foreliggende Oplysninger er Grund
til at antage, at nogen af dem mangler Myndighed til at raade over Sagen.

Enhver kan baade som Sagsøger og som Sagvolder gaa i Rette for sig selv.

Højesteret og Landsret samt Underretten, naar den medvirker ved Forbere-
delsen af en Landsretssag, kan, naar en Parts Processkrifter findes uforstaaelige,
tilbagevise disse og tilkendegive Parten, at han maa lade sin Sag udføre for sig af
en Sagfører; ligeledes kan de under de mundtlige Forhandlinger afvise en Part,
der selv udfører sin Sag, og henvise ham til at lade en Sagfører møde for sig, naar
det viser sig, at han ikke kan fremstille Sagen med tilbørlig Ro og Klarhed. Retten
træffer i de anførte Tilfælde de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Sagens Ud-
sættelse. Saafremt ovenomhandlede af Retten givne Paalæg, som ej er Genstand for
Anke eller Kære, ikke efterkommes, anses Parten som den, der ikke har indgivet de
paagældende Processkrifter, eller som den, der udebliver under paagældende mundtlige
Forhandling.

Rettergaugsfuldmægtige.

§ 260.

Enhver kan baade som Sagsøger og som Sagvolder lade møde i Retten for
sig ved en efter nedenstaaende Regler berettiget Rettergangsfuldmægtig.

Sagførere er eneberettigede til at møde i Retten som Fuldmægtige for Par-
terne; dog kan der mødes af Værger for umyndige og umyndiggjorte, af Kuratorer
for mindreaarige, af faste Lavværger for Enker, ved Ægtefælle, beslægtede og besvog-
rede i anden Grad af Sidelinien eller nærmere samt ved Personer, der staar i fast
Tjenesteforhold til Parten, saaledes at de er antagne af ham for ikke kortere Tid
end en Maaned og — naar Parten ikke selv er Sagfører — ikke med det særlige
Hverv for Øje at møde for Retten.

Den, der foregiver at staa i et af de ovennævnte Forhold til Parten, maa
være rede til at føre Bevis herfor, naar det af Retten eller Modparten forlanges; dog
kan Retten undtagelsesvis tilstaa en passende Udsættelse hertil.

Endvidere er det under Skiftebehandlinger tilladt at lade møde for sig ogsaa
ved andre end de foran nævnte Personer, og det samme gælder under Fogedforret-
ninger, derunder Auktionsforretninger, for dens Vedkommende, imod hvem Retshand-
lingen er rettet, og under sidstnævnte Forretninger for de bydendes Vedkommende,
alt for saa vidt ikke fremsatte Paastande eller Indsigelser foranlediger Forhandling for
vedkommende Ret, jfr. dog § 517, 2det Stykke.

Den, der uden at være Sagfører møder som Fuldmægtig for Parten, maa være
personlig myndig og ikke ved Dom fundet skyldig i en i den offentlige Mening van-
ærende Handling.

Retten har paa Embeds Vegne at afvise Personer, der ikke er berettigede til
for den at give Møde for andre, og at tilbagevise Processkrifter, der er underskrevne
af andre end Parten og de foran nævnte mødeberettigede Personer.

Det, der i § 259 er bestemt om Rettens Myndighed til at tilbagevise en Parts
Processkrifter eller til at udelukke Parten selv fra den mundtlige Forhandling, skal under
lige Betingelser gælde med Hensyn til Rettergangsfuldmægtige, der ikke er Sagførere.

En Rettergangsfuldmægtigs Handlinger eller Undladelser er, for saa vidt som
de falder indenfor Bemyndigelsens Grænser, lige saa bindende for Parten, som om de
var foretagne af denne selv.

Dog kan Tilstaaelser eller andre Erklæringer om det faktiske i Sagen, som
fremkommer under de mundtlige Forhandlinger, tilbagekaldes eller berigtiges af Parten
selv, naar dette sker straks og umiddelbart efter, at Partens Rettergangsfuldmægtig
har talt.

Rettergangsfuldmægtigens Bemyndigelse til at handle for en Part ophæves i
Forhold til Modparten ikke derved, at Parten er død, kommet under Konkurs eller
har mistet sin Myndighed til at raade over Sagen, ej heller derved, at Parten er
blevet myndig til selv at raade over Processen, men kun ved en Tilkendegivelse til
Modparten om Befuldmægtigelsens Ophør.

Retten paaser paa Embeds Vegne, at den, der møder som Rettergangsfuld-
mægtig for en Part, er befuldmægtiget hertil.

Dog afkræves der ikke paa Embeds Vegne Sagførere Bevis for, at de er
befuldmægtigede for Parten, og naar deres Befuldmægtigelse benægtes af Modparten,
kan de forlange Udsættelse for at tilvejebringe det fornødne Bevis.

Andre Rettergangsfuldmægtige end Sagførere maa være i Stand til straks for
Retten og Modparten at føre Bevis for Befuldmægtigelsen, da de ellers straks kan
afvises.

Naar en i øvrigt til at møde for en Part berettiget Person erklærer at ville
varetage Partens Sag og forpligte sig til at tilvejebringe dennes Billigelse, og ingen
anden giver Møde for Parten, kan han, naar saadant kan ske uden væsentlig Ulempe,
af Retten stedes hertil enten mod eller uden Sikkerhedsstillelse. Den paagældende
har da inden næste Retsmøde eller dog inden en anden af Retten bestemt Frist at
tilvejebringe Partens Godkendelse af lians Handlinger; i modsat Fald afvises han og
har at tilsvare Modparten de ved Retsmøderne foranledigede Omkostninger saavel som
muligt Tab ved Sagens Forhaling.

Om end en Part i øvrigt lader sin Sag udføre ved en Rettergangsfuldmægtig,
er han dog ikke udelukket fra selv at ytre sig under den mundtlige Forhandling,
umiddelbart efter at hans Rettergangsfuldmægtig har talt.

Kapitel 26.

Forligsmægling.

§ 268.

Genstand for tvungen Forligsmægling er alle borgerlige Domssager i første
Instans. Dog er Forligsprøve ej fornøden,

1) naar Modfordringer gøres gældende, selv om selvstændig Dom for dem paastaas,

2) i Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve (Kapitel 41),

3) i Sager, der anlægges af eller paa Foranstaltning af eller imod Statsmyndigheder,

4) i paatrængende Sager,

5) naar offentlig Indstævning finder Sted.

6) naar Sagvolderen bor eller opholder sig udenfor Kongeriget uden at have en
Sagsøgeren bekendt, her bosat Fuldmægtig, som Sagsøgeren er berettiget til at
indkalde paa Sagvolderens Vegne,

7) naar Arrestforfølgning finder Sted som særskilt Sag (§ 634).

Den i Tyendelov af 10. Maj 1854 §§ 65—76, jfr. Lov af 4. Marts 1857
§ 8, anordnede Mægling for en Tyendeforligsmægler vedbliver at bestaa i Overens-
stemmelse med de der givne Regler, kun at den i Tyendelovens § 67 ommeldte edelige
Erklæring afløses af en tilsvarende højtidelig Erklæring efter en af Justitsministeren
fastsat Formular.

I følgende Tilfælde foregaar Mæglingen ved Retten:

a) i Sager angaaende de i Tyendeloven af 10. Maj 1854 omhandlede Forhold, for
saa vidt de ikke henhører under den ovenfor omtalte særlige Mægling,

b) i Sager om Fornærmelser i Ord eller Gerning, dog med Undtagelse af trykte
eller skriftlige Beskyldninger,

c) i Sager, i hvilke der søges Underholdsbidrag hos Faderen til et Barn udenfor
Ægteskab,

d) i de under Københavns Byret hørende Sager angaaende private Formuerettigheder,
naar Genstanden for samme i Penge eller Penges Værdi ikke overstiger 300 Kr.,

e) i Sø- og Handelssager, jfr. for København Lov om Sø- og Handelsret af 19. Fe-
bruar 1861 § 19.

I øvrigt foregaar Forligsmægling ved de i næste Paragraf nævnte Forligskom-
missioner.

For Københavns Byrets Omraade skal der foruden den ved Lov om Sø- og
Handelsret af 19. Februar 1861 § 19 for Sø- og Handelssager indrettede Forligs-
kommission beskikkes en Forligskommission. der behandler de øvrige Sager og bestaar
af et af Magistratens Medlemmer eller en af dens Embedsmænd, en Borgerrepræsen-
tant samt en af Justitsministeriet beskikket Mand udenfor Retterne.

Udenfor København bliver den ved Lov om Forandringer i Forligsvæsenet af
4. Marts 1857 foreskrevne Ordning fremdeles bestaaende. Hører der til Kredsen intet
Landdistrikt, vælges begge Forligskommissærer af Byraadet.

Forinden en Forligsmægler begynder sin Virksomhed, afgiver han en højtidelig
Erklæring efter en af Justitsministeren fastsat Formular om at ville med al mulig Nid-
kærhed og Redelighed efter bedste Evne og Overbevisning søge at befordre villig og
mindelig Overenskomst mellem Parterne i de Sager, som indkommer for ham.

Staar en Forligsmægler i noget af de i § 60, 1) eller 2), nævnte Forhold til
Sagen eller Parterne, fratræder han, og Mæglingen udføres af den eller de andre
Forligsmæglere alene eller i Forening med en særlig dertil beskikket Forligsmægler.

§ 270.

Parterne er berettigede til at give Møde for en hvilken som helst af de i
forrige Paragraf nævnte Forligskommissioner, og en af en saadan foretagen Mægling
er gyldig, uanset ved hvilken Ret Sagen senere behandles. Indklagede er imidlertid
kun pligtig at give Møde for Forligskommissionen i den Forligskreds, i hvilken han har
Bopæl eller Ophold, og for den af sø- eller handelskyndige Mænd bestaaende Kommis-
sion kun, naar Sagen er en Sø- eller Handelssag.

Til Mægling ved Retterne eller Forligskommissionerne udenfor København og
Frederiksberg skal Parterne give personligt Møde, medmindre de har lovligt For-
fald, i hvilket Tilfælde vedkommende Part kan lade møde ved en hvilken som helst, med
tilstrækkelig Fuldmagt forsynet, god Mand. Den Part, som ej blot bor udenfor Forligs -
kredsen, men tillige 25 Kilometer borte fra det Sted. hvor Forligsmæglingen foregaar,
skal dog være fritaget for personlig Mødepligt. Møde ifølge Mandatarfuldmagt
(jfr. § 131) betragtes ikke som personligt Møde af Parten. Den Part, som møder ved
Fuldmægtig, bliver ved Dommen i Sagen at ikende Bøde efter § 325, naar han efter
dertil at være opfordret af Modparten ikke oplyser at have været berettiget hertil.

Indgivelse af en særlig Klage til de i § 269 nævnte Forligskommissioner er
ikke nødvendig. Derimod maa Klageren udstede en paa lignende Maade som en Stæv-
ning affattet Indkaldelse til Møde for Forligskommissionen. Stævningen kan benyttes
som saadan. Indkaldelsen eller Stævningen indleveres til Forligskommissionen, der
giver den Paategning om Tid og Sted for Mæglingens Foretagelse, hvorefter den til-
bageleveres Klageren til Forkyndelse for Modparten i Overensstemmelse med de for
Stævnings Forkyndelse givne Regler, dog at Varselet kun behøver at være 3 Dage, hvis
Indklagede bor i Kredsen, og en Uge, hvis han bor udenfor denne. Benyttes Stæv-
ningen til Forligsindkaldelse, kan de nævnte Frister medregnes som Dele af det
foreskrevne Stævnevarsel.

Tror Klageren sig ikke i Stand til selv at udfærdige Forligsindkaldelsen i en
Sag, hvis Genstand er en Fordring, lydende paa en bestemt Pengesum, skal en af
Forligskommissærerne udfærdige den efter hans Begæring mod en Kendelse paa 50 Øre.
Der tilstilles ved Justitsministerens Foranstaltning Forligskommissionerne Blanketter
til Forligsindkaldelser.

Udebliver Klageren fra Forligsmæglingen uden at oplyse lovligt Forfald,
medens Indklagede møder eller lader møde, kan Kommissionen paa Begæring ved en
upaaankelig og efter Forløbet af 8 Dage eksigibel Kendelse tillægge Indklagede en
Erstatning paa indtil 10 Kr. hos Klageren for forgæves Møde. Oplyser Klageren inden
8 Dage efter Kendelsens Afsigelse, at han har haft lovligt Forfald, sætter Kommis-
sionen Kendelsen ud af Kraft.

Hvis en Sag, i hvilken Mægling ved en af de i § 269 nævnte Forligskommis-
sioner skulde have fundet Sted, indbringes for Retten, jfr. §§ 340 og 429, uden at Sag-
søgeren forinden behørig har indkaldt til samt har mødt eller ladet møde til Forligs-
mægling, bliver Sagen efter Paastand at afvise, og der tilkendes Sagsøgte, naar han
møder og gør Paastand derpaa, Erstatning for forgæves Møde. Dog kan Retten i
Stedet for Afvisning bestemme, at Sagen udsættes, for at Forligsmægling kan finde Sted.

Naar Indklagede ikke møder eller lader møde, henvises Sagen efter Klagerens
Begæring af Kommissionen til Retten, og Indklagede bliver derhos ved Dommen i
Sagen at ikende Bøde efter § 325, naar han ikke oplyser at have haft lovligt Forfald.

§ 273.

Den tvungne Forligsmægling ved Forligskommissionerne foregaar for lukkede
Døre, og det er forbudt at udstede Attester eller føre Vidner om, hvad der af Par-
terne tilstaas eller foreslaas under Mæglingen, medmindre det vedtages af begge Parter
og udgør Punkter af Forliget.

En Sag kan under Mægling for en Forligskommission ikke udsættes, naar nogen
af Parterne rejser Indsigelse derimod.

Kommer Forlig i Stand, bør dette i sin Helhed indføres i Forligsbogen og
underskrives af Parterne.

Naar Forligsmægling har været forsøgt i Anledning af en Sag, er Forligsind-
kaldelsens Indhold ikke til Hinder for en senere Udvidelse eller Forandring af Søgs-
maalsgrunde eller Paastande.

Spørgsmaal om Gyldigheden af indgaaede Forlig henhører under Afgørelse ved
Retterne i første Instans, jfr. herved § 484. Dog maa Indsigelser mod Retsforlig
gøres gældende ved Kære, naar de støttes paa Fejl ved Rettens Handlinger.

Den bestaaende Adgang til for Forligskommissionen at godkende et udenfor
samme sluttet Forlig for derved at give Forliget Eksekutionskraft eller sikre sig Bevis
derfor opretholdes. Dog kan saadan Godkendelse kun gyldig finde Sted ved en For-
ligskommission. under hvilken enten Kreditor eller Skyldneren hører.

Procesmaaden i Almindelighed.

§ 277.

Over de til Retten indkomne Sager føres en Sagliste. Er denne ikke indrettet
saaledes, at den tillige kan være Retsliste for den enkelte Retsdag, affattes der, for
saa vidt ikke Regelen i § 23, Stykke 3, finder Anvendelse, for hver enkelt Retsdag en
Retsliste, paa hvilken de Sager, som skal komme for, optages. Retslisten for den
enkelte Dag opslaas, Dagen før Retten sættes, i Rettens Forværelse paa et for alle
tilgængeligt Sted.

Rettens Formand afgør, i hvilken Orden de Sager, der er ansatte til For-
handling paa samme Retsdag, skal foretages. Sager, som ikke naar at komme til
Forhandling, overgaar uden videre til næste Retsdag, medmindre Formanden bestemmer
anderledes.

Retten eller dens Formand er bemyndiget til at lade en Sag udgaa af Rets-
listen og overføre den til en af de paafølgende Retsdage, naar der er Grund til at
antage, at Sagen enten af Hensyn til Rettens Forretninger, Retspersonalet eller andre
Aarsager, saasom Forhindringer for Sagførere, Parter, Vidner, Synsmænd eller desl.,
ikke vil kunne forhandles paa den oprindelig fastsatte Tid. Oplysninger i denne Hen-
seende kan baade mundtlig og skriftlig meddeles Rettens Formand, saavel under
Retsmøder som udenfor disse.

Naar en Sag ifølge denne Paragraf overføres til en følgende Retsdag, lader
Rettens Formand, for at forebygge forgæves Møder, alle vedkommende saa hurtigt som muligt underrette derom.

Naar et Retsmøde ophører til fastsat Klokkeslæt eller ifølge Rettens Bestem-
melse, fortsættes afbrudte Forhandlinger i det næste Retsmøde, medmindre Rettens
Formand bestemmer anderledes, Afsiges eller udsættes et berammet Retsmøde, over-
gaar Sagerne til det næste Retsmøde, der holdes, medmindre særlig Bestemmelse træffes
om en anden Tid til deres Foretagelse.

En Sag anses for anlagt, naar Forligsindkaldelse eller Stævning er indleveret
til Berammelse eller Sagen er anmeldt for Retten efter § 337, 2det Stykke, eller § 425,
3die Stykke.

Ved Forkyndelsen af Stævningen eller Fremlæggelsen af den i § 337, 2det
Stykke, omhandlede Angivelse anses Sagen for tingfæstet; en Modfordring er at anse
som tingfæstet ved Fremlæggelsen eller Meddelelsen af det Svarskrift, hvori den frem-
sættes. I det i § 425, 3die Stykke, nævnte Tilfælde er Sagen tingfæstet, naar den
foretages i Retten.

Indtil Sagsøgeren mundtlig har nedlagt sin Paastand under Domsforhandlin-
gen, staar det ham frit for at hæve Sagen, dog at Sagsøgeren ikke derved kan for-
hindre, at der gives Sagsøgte Dom for allerede tingfæstede Modfordringer. Efter det
anførte Tidspunkt kan Sagsøgeren derimod ikke ensidig hæve Sagen, jfr. dog § 391.

Sagsøgte er berettiget til at fremsætte Modfordringer, for saa vidt som disse
enten har fælles Oprindelse med Hovedfordringen eller dog er udjævnelige (kom-
putable) med den. Der kan gives selvstændig Dom for Modfordringen.

Under Proceduren behandles Modfordringen som en Bestanddel af Sagsøgtes
Forsvar. Den fremsættes og forhandles i Forbindelse med hans Indsigelser paa samme
Maade som disse. Dog kan den Retten ved § 286 tillagte Myndighed udøves ogsaa
med Hensyn til Modfordringer.

Enhver af Parterne er pligtig bestemt og utvetydigt at angive de Kendsger-
ninger, paa hvilke han støtter sine Paastande, saavel som bestemt og utvetydigt at
erklære sig over de af Modparten anførte Kendsgerninger og de af denne til ham
stillede Opfordringer.

Om en ikke særskilt og udtrykkeligt benægtet Kendsgerning skal anses ind-
rømmet eller bestridt, og hvilken Virkning Undladelse af behørig at besvare en Op-
fordring medfører, afgør Retten efter et Skøn over Forhandlingerne i det hele.

Retten bør ved hensigtsmæssige Spørgsmaal til Parterne søge at fjerne Uklar-
hed, Tvetydighed eller Ufuldstændighed i Fremstillingen af Sagen og i andre afgivne
Erklæringer. Om fornødent kan Retten indkalde Parterne til Besvarelse af saadanne
Spørgsmaal.

Saavel Rettens Formand som hvert enkelt af dens andre Medlemmer kan
stille Spørgsmaal.

Naar der ikke svares paa de stillede Spørgsmaal, eller Svaret ikke har til-
strækkelig Bestemthed, eller en til Møde i saadan Anledning tilsagt Part udebliver
uden oplyst lovligt Forfald, kan Retten fortolke Tavsheden, Ubestemtheden eller Ude-
blivelsen paa den for Modparten gunstigste Maade og navnlig lægge dennes Fremstil-
lin g til Grund for Paakendelsen.

Retten kan opfordre en Part til at fremlægge Situationskort, Stamtavler,
Grundrids, Tegninger og andre lignende Anskueligheden befordrende Midler eller til-
vejebringe Syn eller Skøn, naar Sagen ikke uden dette kan bedømmes med tilstrække-
lig Sikkerhed.

Efterkommer en Part ikke denne Opfordring, kan Retten efter Omstændig-
hederne bringe Regelen i § 282, sidste Stykke, til Anvendelse.

Dersom Retten, efter at Optagelse til Dom er sket, tinder Grund til at stille
Spørgsmaal af den i § 282 omhandlede Beskaffenhed til Parterne eller til, at der
rettes yderligere Spørgsmaal til afhørte Parter, Vidner eller Syns- og Skønsmænd,
eller til, at der indhentes Syn eller Skøn, kan den under Angivelse af Øjemedet ind-
kalde Parterne til et Møde, i hvilket Spørgsmaalene begæres besvarede, eller Parterne
opfordres til snarest muligt at foretage det fornødne til at fremskaffe Besvarelsen,
Synet eller Skønnet.

Udgifterne ved de i denne Paragraf omhandlede Foranstaltninger udredes for-
skudsvis af det offentlige, indtil det ved den endelige Dom kan afgøres, hvilken af
Parterne der skal bære dem.

Antager Retten, at der er Omstændigheder til Stede, som kan medføre Af-
visning paa Embeds Vegne, kan den standse Forhandlingen og opfordre Parterne til
at erklære sig over Afvisningsspørgsmaalet.

Naar Afvisningsdom ikke afsiges, fortsættes Forhandlingen.

Retten kan bestemme, at flere for den svævende Retssager imellem de samme
Parter skal forhandles i Forbindelse med hverandre. Samme Myndighed har Retten
ogsaa med Hensyn til Retssager imellem forskellige Parter, naar Søgsmaalenes For-
ening fra først af ikke vilde stride imod § 250.

Er flere Krav forenede under een Retssag, kan Retten bestemme, at en Ad-
skillelse skal finde Sted og et eller flere af Kravene forhandles og paadømmes særskilt.

Frembyder Sagen flere Stridspunkter, kan Retten bestemme, at Forhandlingen
foreløbig skal indskrænke sig til et eller nogle af disse; enkelte Søgsmaalsgrunde eller
enkelte Indsigelser kan som en Følge heraf gøres til Genstand for særskilt Procedure.

Er et Retsforhold, hvis Fastsættelse vil faa Indflydelse paa Sagens Udfald,
Genstand for en ved samme eller en anden Ret svævende Retstrætte, eller er det ind-
bragt til Afgørelse ved administrativ Myndighed, kan Retten enten efter Paastand eller
paa Embeds Vegne bestemme, at Sagens Forhandling i det hele eller til Dels skal ud-
sættes, indtil hin Retstrætte er paadømt. eller den administrative Afgørelse er truffet.

§ 288.

Opstaar der under en Sag Mistanke hos Retten om, at en strafbar Handling,
hvis Forfølgning under en Straffesag vil have Indflydelse paa Sagens Udfald, er be-
gaaet af en af Sagens Parter, kan Retten udsætte Forhandlingen, indtil Straffesagen
har fundet sin Afgørelse.

Ved Udøvelse af den i §§ 286—88 hjemlede Myndighed har Retten at virke
hen til, at Orden, Klarhed og Simpelhed i Forhandlingerne opnaas.

De i §§ 283 og 285—88 omhandlede Bestemmelser kan træffes paa ethvert
Trin af Forhandlingerne, ligesom de kan omgøres, naar Retten anser dette hen-
sigtsmæssigt.

Retten anordner det fornødne med Hensyn til Udsættelse af Sagen, naar den
benytter sin i §§ 283 og 285—88 omhandlede Myndighed.

De i §§ 283 og 285—88 omhandlede procesledende Bestemmelser er ikke
Genstand for Anke eller Kære.

Ved Dommen skal Sagen paakendes uden anden Henvisning til paafølgende
Proceshandlinger end den, der hjemles ved § 308.

Bevis ved Syn eller Skøn kan ikke henskydes til Optagelse efter Dommens
Afsigelse.

Afgørelsen træffes paa Grundlag af den mundtlige Forhandling og Bevis-
førelsen, jfr. dog §§ 345, 390, 415 og 438. Hvorledes Sagens faktiske Sammenhæng
skal antages at være, afgør Retten i Henhold til det samlede Indhold af Forhand-
lingerne og den stedfundne Bevisførelse.

Særlig har Retten, naar der mellem Parterne er Strid, om en Skade er for-
aarsaget, eller hvilken Erstatning der skal gives, og den ifølge de Oplysninger, som
foreligger eller indhentes (§ 284), anser sig for at være i Stand hertil, at afgøre disse
Spørgsmaal efter et Skøn over alle i Betragtning kommende Omstændigheder.

Retten kan ikke tilkende en Part mere, end han har paastaaet. Om Sags-
omkostninger og Rettergangsbøder træffes de Bestemmelser, hvortil der efter Sagens
Beskaffenhed findes Anledning, selv om ingen udtrykkelig Paastand herpaa er nedlagt.

Der maa ved Afgørelsen ikke tages Hensyn til Søgsmaalsgrunde eller Ind-
sigelser, som ikke er gjorte gældende af Parterne, og som disse er berettigede til
at frafalde, om det end af Sagens Forhandling kan ses, at de kunde have været
benyttede.

Er flere Krav forenede under Sagen (§§ 249 og 250), kan Retten, saa snart
noget af disse er modent til Paakendelse, "afsige Dom derom.

Retten kan afsige Dom angaaende enkelte af de fremsatte Søgsmaalsgrunde
eller Indsigelser saavel som angaaende Modfordringer, ikke blot hvor særskilt For-
handling af dem er anordnet (§ 286, sidste Stykke), men ogsaa hvor de, uden at dette
er Tilfældet, er modne til Paakendelse. Ligeledes kan Retten, naar Sagsøgte for en

Del har erkendt Rigtigheden af et indtalt Beløb, straks give Sagsøgeren Dom for det
af Sagsøgte saaledes anerkendte Beløb.

Domme af den Art, som de i foregaaende Stykke omhandlede, er dog kun
at anse som Bestanddele af den endelige Dom, i hvilken de bliver at lægge til Grund
og saa vidt fornødent at optage; en saadan Dom kan ikke særskilt fuldbyrdes, med-
mindre Retten særlig bestemmer, at den mod eller uden Sikkerhedsstillelse straks kan
fuldbyrdes.

Naar en Part ønsker Bevis optaget for en udenlandsk Domstol, kan han af
den Ret. for hvilken Sagen henstaar, eller, naar Søgsmaal endnu ikke er tingfæstet,
af den Ret, ved hvilken Søgsmaalet eventuelt vil være at anlægge, begære udfærdiget
en Anmodning til vedkommende Ret i det fremmede Land om Foretagelse af den
paagældende Retshandling. For at Begæringen kan tages til Følge, maa Parten med-
dele de Oplysninger, som kræves til Anmodningens Udfærdigelse. Ønskes saaledes
Vidner førte, skal de anføres ved Navn med Opgivelse af deres Bopæl og de særlige
Forhold, hvorom deres Forklaring ønskes, samt de Dokumenter, som ønskes dem fore-
lagte, eller som de opfordres til at fremlægge, nærmere opgives; saa vidt muligt skal
der stilles bestemte Spørgsmaal til Vidnerne. Ønskes Skøn afgivet, skal Skønsmæn-
denes Egenskaber samt de Forudsætninger, der skal lægges til Grund for Skønnet,
tilstrækkeligt angives. Begæringen fremsættes efter de for Begæring om Bevisoptagelse
ved danske Retter givne Regler.

Retten afgør ved Kendelse, om og i hvilken Udstrækning Begæringen skal
efterkommes. Gaar Kendelsen ud paa, at Begæringen helt eller delvis skal efter-
kommes, skal den indeholde de fornødne Oplysninger til Anmodningens Udfærdigelse
samt fastsætte den Sikkerhed, som Parten skal stille for de Omkostninger, som skønnes
at ville medgaa til Bevisoptagelsen, og den Tid, inden hvilken Sikkerheden skal være
stillet. Naar Sikkerheden er stillet, udfærdiger Rettens Formand en Anmodning til
vedkommende Domstol om, at Bevisoptagelse maa finde Sted. Anmodningen skal, paa
Grundlag af det i Kendelsen oplyste, indeholde en kort Fremstilling af det Forhold,
der ligger til Grund for Sagen, samt en nøjagtig Angivelse af, hvad der begæres fore-
taget, hvorhos den skal oplyse, hvorvidt nogen af Parterne skal varsles til Forretningen,
og i bekræftende Fald Varselets Længde. I øvrigt forholdes efter de traktatmæssig fastsatte
Bestemmelser om Fremgangsmaaden ved Fremsættelse af Retsanmodninger fra Dan-
mark til Udlandet, jfr. Justitsministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909 m. m.

Skal Partsed aflægges ved fremmed Domstol, fremsættes Begæring om dens
Aflæggelse for den Ret, der har afsagt Edsdommen.

Anmodninger fra fremmede Retter om Bevisoptagelse elier andre retslige Hand-
linger bliver at efterkomme overensstemmende med de derom gældende Lovbestem-
melser og traktatmæssige Bestemmelser, jfr. i øvrigt § 195.

Om Parternes og Trediemands Forpligtelse til at fremlægge synbare Bevismidler.

§ 297.

Dokumenter, som er i Partens Besiddelse, eller som han uden Rettens Med-
virkning kan forskaffe sig, maa fremlægges overensstemmende med de i 2det Afsnit
indeholdte Regler, jfr. navnlig §§ 349, 359, 410 og 432.

§ 298.

Vil en Part beraabe sig paa Dokumenter, der er i Modpartens Værge eller
under hans Raadighed, kan han opfordre denne til at fremlægge dem. Sker dette
ikke, kan Parten efter at have angivet de Kendsgerninger, der ved Dokumentet skal
bevises, begære, at det ved Rettens Kendelse skal paalægges Modparten at fremlægge
Dokumentet i et af Retten fastsat Retsmøde. Ubeføjet Undladelse heraf kan Retten
i saa Fald tillægge Virkning i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 282, sidste
Stykke. Det samme gælder ogsaa, naar vedkommende for at hindre Dokumentets
Fremlæggelse har ødelagt det eller uden Nødvendighed givet det fra sig.

Paastaar vedkommende Part, at der i Dokumentet tillige indeholdes Oplys-
ninger, som er denne Sag uvedkommende, og som han ikke ønsker bekendtgjorte,
bestemmer Retten, paa hvilken Maade Dokumentet skal fremlægges.

Nægter vedkommende Part at være i Besiddelse af det angivne Dokument,
paahviler det den, som fordrer dets Fremlæggelse, at bevise hans Besiddelse deraf.

Trediemand er pligtig til paa Opfordring at fremkomme med Dokumenter,
naar vedkommende Part enten er Medejer af dem eller i øvrigt har en af Processen
uafhængig Ret til at benytte dem som Bevis for sine Rettigheder.

Men selv hvor dette ikke er Tilfældet, skal Trediemand være pligtig at bidrage
til Sagens Oplysning ved at give Retten og Parterne Adgang til Benyttelse eller Be-
sigtigelse af Dokumenter, der er hans Raadighed undergivne, men dog kun. for saa
vidt Dokumenternes Fremførelse ikke vilde kunne skade ham selv eller paadrage ham
Udgifter eller betydelig Ulejlighed.

Den Part, der vil benytte et under Trediemands Raadighed værende Dokument
som Bevis, kan fremsætte Begæring om, at det maa paalægges Trediemand paa Partens
egen Bekostning at fremlægge Dokumentet, Saadan Begæring maa indeholde en nøj-
agtig Opgivelse af de Fakta, der ved Dokumentet skal bevises, samt nærmere For-
klaring angaaende de Grunde, hvorfor Parten antager, at den opgivne Trediemand er
i Besiddelse af Dokumentet og pligtig at fremlægge det.

Retten kan derefter ved Kendelse paalægge Trediemand at fremlægge Doku-
mentet i et nærmere bestemt Retsmøde eller forinden oversende det til Retten, som
da besørger det fremlagt. Vedkommende Part har at drage Omsorg for denne Ken-
delses ufortøvede Forkyndelse for Trediemand; Forsømmelse hermed anses som Fra-
faldelse af Begæringen om Dokumentets Fremførelse.

Fremkommer Dokumentet ikke i Retsmødet, maa i dette de Indsigelser frem-
sættes, vedkommende Trediemand tror at kunne gøre. Disse forhandles og paakendes
efter de om Vidner givne Regler i §§ 189, sidste Stykke, og 190.

Imod den Trediemand, der ubeføjet udebliver eller undlader at efterkomme
Rettens Paalæg, anvendes de for Vidner foreskrevne Tvangsmidler, jfr. § 177.

Naar en Syns- eller Skønsforretning skal finde Sted, har Parterne at give de
udmeldte Mænd Lejlighed til at bese eller gøre sig bekendte med Forretningens Gen-
stand, for saa vidt denne er i deres Værge eller under deres Raadighed. Naar en Part

vægrer sig ved at efterkomme Synsmændenes og Modpartens Opfordring i saa Henseende,
bliver han at behandle efter Grundsætningen i denne Lovs § 282. sidste Stykke.

Er Forretningens Genstand i Trediemands Værge, og nægter han de udmeldte
Adgang til at iagttage den, kan vedkommende Part derom henvende sig til den Ret.
hvor Afhjemlingen skal ske. Skønner Retten, at Trediemands Vægring ifølge Grund-
sætningerne i § 299 er ubeføjet, paalægges det ham at tilstede Synsmændene Adgang
inden en vis Frist. De i § 300 givne Regler bliver i øvrigt i saadant Tilfælde at anvende.

Afhøring af Parter og Parts Ed.

§ 302.

Retten kan efter Modpartens Paastand indkalde en Part til personligt Møde
for at besvare Spørgsmaal sigtende til Sagens Oplysning.

Om Partens Mødepligt i denne Henseende gælder følgende Regler:

Ingen er — for saa vidt han ikke særlig har forpligtet sig dertil — pligtig at
møde for en Underret (jfr. § 355) udenfor den Underretskreds, i hvilken han bor eller
opholder sig, naar han vilde komme til at rejse mere end 70 Kilometer paa Jernbane
eller Dampskib eller 25 Kilometer paa anden Maade eller en tilsvarende Vejlængde
delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa anden Maade for at naa hen til Retten.

For Landsret eller for Højesteret er i Regelen ingen, som ikke særlig har for-
pligtet sig dertil, pligtig at møde udenfor den Landsretskreds, hvor han bor eller op-
holder sig, naar han vilde faa længere at rejse hen til Retten end 140 Kilometer paa
Jernbane eller Dampskib eller 50 Kilometer paa anden Maade eller en tilsvarende
Vejlængde delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa anden Maade.

Ved Beslutning af Retten eller dens Formand, der bliver at paaberaabe i
Indkaldelsen, kan det dog paalægges en fjernere boende Part at give Møde for Lands-
ret eller Højesteret, naar det maa anses for at være af særlig Betydning for Sagens
Oplysning.

Hvor ikke foranstaaende Regler eller Partens Helbredstilstand er til Hinder
derfor, og hvor heller ikke andet er særlig bestemt (se § 355), har Parter at møde
og aflægge Forklaring for den Ret, der skal dømme i den paagældende Sag, medmindre
dette efter Rettens Skøn vilde medføre Vidtløftiggørelse af Forhandlingerne eller Ulemper
for Parten eller Bekostning, som ikke vilde staa i rimeligt Forhold til Sagens Genstand
eller den Betydning, Forklaringen kan antages at have for Sagens Oplysning.

Naar en Part ikke kan eller skal møde for vedkommende dømmende Ret
(eller den i § 355 omhandlede Ret), bliver den at afhøre ved Underretten paa det
Sted, hvor den bor eller opholder sig. I Sager, der behandles skriftlig for Landsret
eller Højesteret, forholdes efter §§ 389, 415 og 438.

De i § 172, sidste Stykke, §§ 173—75 og § 169 indeholdte Regler om Vidner
tinder med de fornødne Lempelser Anvendelse, naar Forklaring fordres afgivet af Parter.

Enhver Part kan frivillig fremstille sig og begære personlig at afgive sin For-
klaring. Dette tilstedes ham i Almindeliglied, medmindre Retten anser det for at
være uden Nytte i Henseende til Sagens Oplysning. Den Part. der fremstiller sig for

at afgive Forklaring, er pligtig at besvare de yderligere Spørgsmaal, som Modparten
eller Retten maatte gøre ham. Herved er Reglerne i § 302, 6te Stykke, anvendelige,
uden at de i bemeldte Paragrafs 3die og 4de Stykke nævnte Afstandsbestemmelser fri-
tager Parten for at aflægge Forklaringen for den dømmende Ret.

Naar en Part afgiver Forklaring i Henhold til de to foregaaende Paragraffer,
finder de i §§ 176, 179, 180, 182—85 og 190 indeholdte Regler Anvendelse med de for-
nødne Lempelser.

Naar en Part, der er tilsagt til personligt Møde, uden oplyst lovligt Forfald
udebliver, eller naar Parten, hvad enten han er tilsagt eller har mødt frivilligt, ikke
svarer paa de ifølge §§ 302—03 stillede Spørgsmaal, eller Svaret ikke har til-
strækkelig Bestemthed, kan Retten fortolke Udeblivelsen, Tavsheden eller Ubestemt-
heden paa den for Modparten gunstigste Maade og navnlig lægge dennes Fremstilling
til G-rund for Paakendelsen.

Er en efter §§ 302—03 afgiven Forklaring usandfærdig, finder Straffelovens
§§ 146 og 148 Anvendelse.

Retten kan efter sit Skøn enten tillade den Part, hvem Bevisbyrden paahviler
at bekræfte fremsatte faktiske Anbringender med Ed eller paalægge Modparten edeligt
at benægte imod ham anførte Kendsgerninger.

Eden kan kun angaa Kendsgerninger, om hvilke Parten har personlig Kundskab.

Parts Ed kan ikke aflægges af Personer, der ifølge § 187 eller § 188, Nr. 1—3,
ikke vilde kunne edfæstes som Vidner.

Den, som paaberaaber sig et Dokument, der angiver sig som udstedt af Mod-
parten, kan forlange, at det i Tilfælde af, at tilstrækkeligt Bevis for, at Dokumentet
er ægte eller uægte, ikke findes at være tilvejebragt, paalægges Modparten edeligt
at benægte dets Ægthed. En tilsvarende Ret tilkommer den Part, som paaberaaber
sig Indholdet af sin autoriserede og ordentligt førte Handelsbog, medmindre Handels-
bog staar mod Handelsbog.

Er en Person sigtet af en Kvinde for at være Fader til et af hende udenfor
Ægteskab født Barn, kan det i Sager om Underholdsbidrag til Barnet eller Bidrag til
Barselfærdsudgifter forlanges, at det enten paalægges den Sigtede edeligt at fralægge
sig Faderskabet eller tillades Kvinden, for saa vidt hun er Sagsøger, edeligt at be-
kræfte sin Sigtelse, alt dog kun saafremt der ikke findes tilvejebragt tilstrækkeligt
Bevis for eller mod Sigtelsen.

Parts Ed tilstedes eller paalægges ved en foreløbig Dom (Edsdom), der affattes
alternativt, men ikke er eksigibel.

Naar Edsdommen er afsagt, bestemmer Retten Sted og Tid for Edens Af-
læggelse. Eden aflægges i Regelen for den Ret, der har afsagt Dommen. Dog kan

det, hvor Forholdene lægger betydelige Hindringer i Vejen herfor, efter Begæring af
den, hvem Ed er paalagt, tillades ham at aflægge Eden for Underretten paa det Sted,
hvor han bor eller opholder sig. Ret kan sættes paa den paagældendes Bopæl, naar
han paa Grund af Sygdom ikke kan forlade samme. Skal Eden aflægges for den
Ret, der har afsagt Dommen, berammes et Retsmøde ikke senere end 14 Dage fra
Dommens Afsigelse til Edens Aflæggelse. Skal Eden aflægges ved Underretten paa det
Sted, hvor den paagældende bor eller opholder sig, bestemmer den Ret, der har afsagt
Dommen, en Frist til Edens Aflæggelse, ikke længere end 4 Uger fra Dommens Af-
sigelse, og udsætter herefter Sagen. Den, hvem Ed er paalagt, har da at henvende sig
til Underretten for at faa et Møde berammet til Edens Aflæggelse inden den fast-
satte Frist, hvorhos han med et Varsel af mindst en Uge har at kalde Modparten til
dette Møde. Under særegne Omstændigheder, saasom naar en af Parterne bor uden-
for Riget, kan saavel de nævnte Frister for Edens Aflæggelse som Varselet til Mod-
parten forlænges ved Beslutning af den Ret, der har afsagt Dommen.

I det til Edens Aflæggelse bestemte Retsmøde skal Eden aflægges, saafremt
ikke Sagen udsættes paa Grund af anmeldt lovligt Forfald for en af Parterne, uover-
vindelige Hindringer for Retten o. desl. Kan den, hvem Ed er paalagt, paa Grund
af Omstændigheder, der oplyses efter Edsdommens Afsigelse, ikke aflægge Eden, maa
dette oplyses for den Ret, for hvilken Eden skulde have været aflagt, eller for den
Ret, der har afsagt Dommen.

Dersom den, hvem Ed er paalagt, udebliver uden lovligt Forfald, anses han
at have nægtet Edens Aflæggelse. Edssagen kan genoptages, naar hans Udeblivelse
skyldes lovligt Forfald, og han inden en Uge begærer det. Bestemmelserne i § 373
finder derved Anvendelse med de fornødne Lempelser. Modpartens Udeblivelse er
ingen Hindring for Edens Modtagelse.

Forinden Eden aflægges, kan Retten gøre Parten passende Forestillinger og
ved Spørgsmaal forvisse sig om, at han tilfulde forstaar Edstemaet, Finder Retten
i Henhold hertil eller paa Grund af den Maade, hvorpaa Parten udtaler sig om
Sagen, eller af andre Grunde Betænkelighed ved at modtage Eden, kan den udsætte
Sagen til et følgende Retsmøde eller endog ved en Kendelse nægte at stede ham til
Edsaflæggelse. Gøres der Indsigelse mod Edens Aflæggelse, og saadan Indsigelse for-
kastes ved Dommerens Kendelse, bliver det i denne at bestemme, om Kære skal have
opsættende Virkning.

De Erklæringer eller Udtalelser af Parten, som har fremkaldt Rettens Be-
tænkelighed ved Edens Aflæggelse, tilføres Retsbogen.

Naar Eden er aflagt, eller naar den efter Bestemmelserne i § 309 ikke længer
kan aflægges, sluttes Edssagen, og saafremt Edens Aflæggelse har været henlagt til
Underretten paa det Sted, hvor den edspligtige bor eller opholder sig, tilstiller ved-
kommende Part snarest muligt den Ret, der har afsagt Edsdommen, en Udskrift af
Edssagen. Sidstnævnte Ret afgør da, efter, saa vidt dertil findes Anledning, at have
givet Parterne Lejlighed til at ytre sig, hvilket af de i Edsdommen nævnte Alterna-
tiver der skal staa ved Magt, eller om der, hvor den i Edsdommen som Alternativ
bestemte Edsaflæggelse ikke kan finde Sted, skal gives en ny Dom. Denne Afgørelse
er den endelige Dom i Sagen, og fra den regnes Fuldbyrdelsesfristen samt Ankefristen.

Kapitel 30.

Sagsomkostninger og Rettergangsbøder.

§ 311.

Enhver Part har at betale de Omkostninger, som foranlediges ved processuelle
Skridt, der af ham begæres eller sættes i Bevægelse, dog med Forbehold af Ret til at
faa dem erstattet af Modparten ifølge nedenstaaende Regler.

Omkostningerne ved processuelle Skridt, som Retten anordner, kan foreløbig
kræves betalte enten af den Part, i hvis Interesse Retten anser det foretagne at være,
eller af begge Parter i det Forhold, som Retten bestemmer, se dog § 284, 2det Stykke.

Den tabende Part er pligtig at erstatte Modparten de ham ved Retssagen paa-
førte Udgifter, for saa vidt Parterne ikke selv har truffet en anden Overenskomst,
eller Retten i særlige Omstændigheder finder skellig Grund til at gøre Afvigelse fra
denne Regel.

Udgifter, der ikke har været fornødne for Sagens forsvarlige Udførelse,
erstattes ikke. Hvilke Udgifter der i det givne Tilfælde har været fornødne, afgør
Retten efter sit Skøn. Beløbet ansættes under eet til en rund Sum, saaledes at Ud-
gift til Sagførersalær erstattes med et passende Beløb, og øvrige Udgifter saa vidt
muligt erstattes fuldt ud. Tilkendelse af Sagens Omkostninger skadesløst eller efter
Regning eller overhovedet paa anden Maade end med et bestemt, i Dommen fastsat
Beløb kan saaledes ikke finde Sted, selv om der derom foreligger Overenskomst
mellem Parterne.

Den Omstændighed, at enkelte Søgsmaalsgrunde eller Indsigelser forkastes, eller
enkelte Beviser anses ikke at oplyse noget i Sagen, medfører ikke i og for sig, at de
herpaa anvendte Udgifter skal som ikke fornødne udelukkes fra Erstatning.

Naar en Sag hæves, kan Retten efter Omstændighederne paalægge den ene
Part helt eller delvis at erstatte Modparten dennes Sagsomkostninger eller bestemme,
at hver af Parterne skal bære sine Omkostninger (ophæve Omkostningerne).

Har Sagsøgte lovlig tilbudt Sagsøgeren, hvad der kan tilkomme denne, bør
Sagsøgeren erstatte Sagsøgte Udgifterne ved den derefter følgende Del af Processen.

Naar Sagen i det hele afvises, betragtes den med Hensyn til Sagsomkost-
ninger som tabt af Sagsøgeren.

Procesfæller hæfter solidarisk for Sagsomkostninger. Dog kan Retten, naar
Omstændighederne taler derfor, paalægge en enkelt eller enkelte af dem at udrede
visse Dele af Omkostningerne.

For saa vidt en Sags Udfald er gjort afhængigt af den ene Parts Ed, bliver
den ogsaa i Henseende til Sagsomkostningerne at betragte som vunden eller tabt af
ham, efter som Eden aflægges eller ikke.

§ 316.

Naar hver især af Parterne for en Del taber og for en Del vinder Sagen, bliver
Sagens Omkostninger delvis at paalægge en af Parterne eller at ophæve.

Dog kan Retten paalægge en Part at erstatte Modparten Sagens Omkostnin-
ger, naar dennes Paastand knn i en mindre betydelig Grad har været afvigende fra,
hvad der bliver kendt for Ret, og ingen særskilte Omkostninger er foranledigede ved
Afvigelsen.

Den Part, som ved Anke eller Kære ikke opnaar nogen Forandring af den
paaklagede Afgørelse, anses for saa vidt som tabende og har derfor ordentligvis at
erstatte Modparten Ankesagens eller Kæremaalets Omkostninger.

Opnaas der ved Anke eller Kære en Forandring i den faldne Dom eller Ken-
delse, bliver der med Hensyn til Ankesagens eller Kæremaalets Omkostninger saavel
som med Hensyn til Omkostningerne ved Sagens tidligere Behandling, for saa vidt
herom skal træffes Afgørelse, at forholde efter de i §§ 312—16 givne Regler og Om-
kostningerne enten at paalægge Modparten eller at ophæve eller dele.

Den Part, som ved tilregnelig Fejl eller Forsømmelse har foranlediget spildte
Møder, ufornødne Udsættelser, unyttig Bevisførelse eller andre overflødige og hensigts-
løse processuelle Skridt, er, selv om han i øvrigt vinder Sagen, pligtig at erstatte Mod-
parten de denne derved foraarsagede Udgifter.

Angaaende Omkostningerne ved enkelte Proceshandlinger eller Procesafsnit kan
der straks træffes Afgørelse af Eetten ved Kendelse, naar saadan Afgørelse, saasoin
i de i foregaaende Paragraf omhandlede Tilfælde, er uafhængig af Hovedsagens Udfald.
Er særskilt Afgørelse ikke tilforn truffet, gøres der i den endelige Dom fornøden Be-
mærkning i Henseende til saadanne enkelte Proceshandlinger og Procesafsnit.

Sagførere og andre Eettergangsfuldmægtige kan ifølge Modpartens Paastand
under Sagen dømmes til at bære de Omkostninger, som de ved pligtstridig Opførsel
har foraarsaget. Den, der nedlægger saadan Paastand, skal drage Omsorg for, at
der gives Sagføreren eller Eettergangsfuldmægtigen fornøden Lejlighed til at udtale
sig om den.

Bestemmelsen i foregaaende Paragraf er ogsaa anvendelig paa Dommere i
underordnede Instanser, naar Sagen indbringes for højere Eet, dog saaledes, at den
Dommer, over hvem Paastanden agtes nedlagt, skal underrettes herom samtidig med.
at Ankestævning forkyndes for Modparten. Dommeren er da berettiget til at give
Møde for den højere Eet og fremføre sit Forsvar. I Tilfælde af Kære er det til-
strækkeligt, at Paastanden over Dommeren optages i Kæreskriftet eller i den Tilførsel
til Eetsbogen, der træder i Stedet for denne.

§ 323.

En Udlænding er, naar han optræder som Sagsøger, og der af Sagsøgte frem-
sættes Forlangende derom paa Sagens første Tægtedag, pligtig til inden en af Retten
bestemt Frist at stille en efter dens Skøn passende Sikkerhed for de Sagsomkostnin-
ger, som det kan blive paalagt ham at tilsvare Sagsøgte, medmindre Danske i ved-
kommende fremmede Stat er fritagne for saadan Sikkerhedsstillelse, ifr. Justits-
ministeriets Bekendtgørelse Nr. 119 af 19. Maj 1909, Art. 17. Stilles den forlangte
Sikkerhed ikke, bliver Sagen at afvise.

Skønnes det, at en Part uden nogen rimelig Grund har anlagt Retssag eller
rejst Anke eller Kære eller sat sin Modpart i den Nødvendighed at anlægge Sag eller
indbringe Sagen for højere Ret, bliver han herfor ved Dommen at anse med Bøder
fra 20 til 400 Kr.

Samme Straf idømmes for at have brugt opdigtede Udsættelsesgrunde eller
andre Udflugter til at forhale Sagen eller at skille Modparten ved hans Ret, saavel som
for ikke at have givet behørigt Møde ved den befalede Forligsmægling, dog at Bøden
for det sidstnævnte Forhold kan gaa ned til 4 Kr. eller, i Underretssager, til 2 Kr.

De i §§ 324—25 givne Straffebestemmelser medfører ingen Indskrænkning i
Adgangen til at drage den skyldige til Ansvar efter Straffelovens almindelige Bestem-
melser, hvor disse i øvrigt er anvendelige.

Straf i Henhold til §§ 324—25 kan ved Dommen paalægges ikke blot Parten,
men ogsaa hans Rettergangsfuldmægtig eller efter Omstændighederne begge.

De i dette Kapital omhandlede Straffe idømmes uden Paastand, naar Retten
af det i Sagen foregaaede kan skønne, at Betingelserne for Straffens Anvendelse er
til Stede, ligesom en idømt Straf, naar Sagen er indbragt for overordnet Ret, og
Betingelserne for Straffens Anvendelse ikke findes at være til Stede, uden Paastand
ophæves.

Ved Tvistigheder, som afgøres af Foged- eller Skifteretter, finder Bestemmel-
serne i nærværende Kapitel Anvendelse i Overensstemmelse med de i §§ 527, 656 og
668 givne Regler.

Fri Proces.

§ 330.

For saa vidt fri Proces ikke er hjemlet ved særlig Lovbestemmelse, kan den
meddeles, naar

1) den paagældendes Forfatning er saadan, at han ikke uden at savne det nødven-
dige til sin og Families Underhold eller til Fortsættelse af sin Næringsdrift kan

afholde de med Sagens Udførelse forbundne Omkostninger og Udgifter, hvorom
der i Almindelighed skal tilvejebringes Attester, i København fra vedkommende
Rodemester og udenfor København enten fra vedkommende Byraad (Sogneraad)
eller fra Præst eller Underøvrighed, og

2) det efter de Oplysninger, som kan haves om Sagens Beskaffenhed, er at for-
mode, at paagældende har rimelig Grund til at føre Proces.

Med Hensyn til Udlændinge kræves desuden, at vedkommende fremmede Stat
ikke stiller Danske ringere end Indlændinge i her omhandlede Henseende, jfr. Justits-
ministeriets Bek. Nr. 119 af 19. Maj 1909, Art, 20 ff.

Ved Meddelelse af fri Proces opnaas:

1) Fritagelse for Betaling af Retsafgift.

2) Fritagelse for Udgifter til Stævningsmænd, til Brevporto og Avisbekendtgørelser
samt til Rejseudgifter, Dagpenge og anden Betaling til Vidner, Syns- eller Skøns-
mænd o. desl., hvilke Udgifter i saa Fald afholdes af det offentlige.

3) Understøttelse ved Beskikkelse af Sagfører til uden Vederlag af Parten at udføre
Sagen, for saa vidt saadan Sagførerhjælp ikke skønnes at være unødvendig eller
af den paagældende frafaldes.

4) Meddelelse uden Betaling af de Udskrifter og Beskrivelser, som maatte behøves.

Justitsministeren antager efter Overenskomst et passende Antal af de til Møde
for vedkommende Domstol berettigede Sagførere til at udføre det under Nr. 3
nævnte Hverv.

Meddelelse af fri Proces har ingen Indflydelse paa Forpligtelsen til at erstatte
Modparten Sagens Omkostninger, lige saa lidt som paa dennes Forpligtelse til at
udrede Sagens Omkostninger, som om fri Proces ikke var meddelt.

I Underretssager meddeles fri Proces af Amtmanden paa det Sted, hvor Sagen
er anlagt eller agtes anlagt, i København af Overpræsidenten. For saa vidt Landsrets-
og Højesteretssager angaar, meddeles fri Proces af Justitsministeren. Med Hensyn til
Sager, der er anlagte eller skal anlægges ved Sø- og Handelsretten i København,
afgøres det i Overensstemmelse med Regelen i § 442, om Bevillingen bliver at give af
Justitsministeren eller Overpræsidenten i København.

Bevilges Andragendet, har vedkommende Rets Formand at beskikke en Sag-
fører blandt de dertil antagne til at udføre Sagen og træffe de videre fornødne
Bestemmelser.

Den givne Tilstaaelse af fri Proces ophører, naar Parten dør. Den kan tages
tilbage, naar de Forudsætninger, under hvilke den er meddelt, viser sig ikke at have
været til Stede eller at være bortfaldet.

Meddelelse af fri Proces udstrækker sine Virkninger til hele Sagen i den
instans, derunder til den for at opnaa ny Foretagelse af Sagen for samme Ret fore-
skrevne Procedure, samt til Eksekution.

Naar Retshandlinger skal foretages efter Begæring af udenlandsk Myndighed,
forholdes der efter de derom gældende Lovbestemmelser og Traktater.

Udenfor det i § 330 nævnte Tilfælde skal Justitsministeren i samme Omfang
som hidtil være berettiget til at tilstaa fri Proces, saaledes at Virkningen er den i
§ 331, § 333 og § 334, 1ste Stykke, angivne.

Fri Proces tilkommer i de i § 454 og § 457, jfr. § 466, ommeldte Sager hen-
holdsvis Overanklageren og Øvrigheden.

Bestemmelserne i Lov om Sagførersalær m. m. af 24. Maj 1879 forbliver gæl-
dende i borgerlige Sager.

Rettergangsmaaden.

Kapitel 32.

Forberedelse af Domsforhandling i Sager, der i første Instans henhører under Landsretterne.

§ 337.

Processen indledes med Stævning. I denne skal begge Parter være beteg-
nede med Navn og Stilling og deres Bopæl eller Opholdssted være angivet, hvorhos
den skal indeholde Sagsøgerens Paastand, en kort Fremstilling af de Kendsgerninger,
hvorpaa Paastanden støttes, og en Angivelse af de Dokumenter, han agter at paabe-
raabe sig, samt en Opfordring til Sagsøgte om at møde og fremkomme med sit Svar
paa Sagens første Tægtedag (jfr. endvidere § 349).

Parterne kan dog, naar de efter Overenskomst begge møder for Retten (jfr.
§ 340), og Sagen er anmeldt for denne senest Dagen før Retsmødet, uden Stævning be-
gære Sagen foretaget. Sagsøgeren har i saa Fald at fremlægge en skriftlig Angivelse
af sin Paastand og af de Kendsgerninger, hvorpaa den støttes.

Efter at i fornødent Fald Varselet er fastsat (jfr. § 339), bliver Stævningen,
der udtages til den Underret, under hvilken Sagens Paadømmelse vilde høre, saafremt
Landsretsbehandling ej var anvendelig, med Angivelse af den tidligste Tid for Sagens
første Tægtedag, at indlevere paa den nævnte Underrets Kontor til Paategning om
Dag og Tid, da Sagen falder i Rette, hvorefter den tilbagegives Sagsøgeren til
videre Foranstaltning.

Hvis Sagen, saafremt Landsretsbehandling ej var anvendelig, skulde behandles
ved en Underret, som har Tingsted i den Retskreds, hvor Landsretten har sit Sæde,
i hvilken Henseende Underretten i Frederiksberg Birk skal anses at have Tingsted i
København, bliver Stævning at udtage til Landsretten, og Sagens Forberedelse foregaar

i sin Helhed ved denne Ret, jfr. § 172, 1ste Stykke. Reglerne i de følgende Para-
graffer finder da Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Under Forberedelsen af en Sag kan Landsretten beklædes af en enkelt Dommer.
Dersom Retshandlingen bestaar i Vidneførsel, Afhjemling af Syn eller Skøn, Afhøring
af Part, Modtagelse af Partsed eller Kendelse om et omtvistet Punkt, bør dog det
sædvanlige Antal Dommere være til Stede, medmindre dette vilde være forbundet med
Vanskelighed.

Har Sagsøgte Bopæl i den ovennævnte Underrets Retskreds, skal Sagsøgeren
lade Stævningen forkynde med 14 Dages Varsel. Bor Sagsøgte udenfor nævnte Kreds,
er Varselet 3 Uger, medmindre han har Bopæl paa Færøerne, Island, Grønland, de
vestindiske Øer eller i Udlandet, i hvilket Tilfælde, saavel som naar det ikke vides,
hvor Sagsøgtes Bopæl er, Varselet bestemmes af vedkommende Underretsdommer.

Maa det antages, at Sagsøgte ikke har nogen Bopæl, træder hans Opholdssted
i Stedet for Bopæl i Henseende til Stævnevarselet.

Under særlige Omstændigheder kan det lovbestemte Varsel af Underretsdom-
meren forkortes efter Sagsøgerens Begæring.

Forinden Underretsdommeren fastsætter et Varsel, hvilket sker ved Paategning
paa Stævningen, kan han afkræve Sagsøgeren nærmere mundtlige eller skriftlige
Oplysninger.

Paa Sagens første Tægtedag skal Sagsøgeren møde for den i § 338 nævnte
Underret og fremlægge Stævning tillige med Sagens øvrige Dokumenter eller den i
§ 337, 2det Stykke, omhandlede Angivelse. Undlader han dette, bliver Sagen straks
af vedkommende Underretsdommer at afvise, og der tilkendes den Sagsøgte, der har
givet forgæves Møde, Sagsomkostninger, for saa vidt han ikke frafalder Paastand derom.
Samme Virkning har Sagsøgerens Udeblivelse eller Undladelse af at foretage de til Sagens
Fortsættelse hørende Skridt ved senere Retsmøder, indtil Skriftvekslingens Slutning.

I de Sager, i hvilke der skal prøves Forlig for Forligskommissionen, fremlægges
Indkaldelse til denne samt Bevis for, at Forligsprøve er foretaget. Hører Sagen til
dem, i hvilke Forligsmægling ved Retten skal finde Sted, sker denne ved Underretten.

Sagsøgerens Udeblivelse forhindrer ikke, at der af Underretsdommeren gives
Sagsøgte Dom for de før Udeblivelsen tingfæstede Modkrav.

Udebliver den lovligt stævnede Sagsøgte, afsiger vedkommende Underrets-
dommer efter Sagsøgerens Begæring Dom i Henhold til hans mundtlige Fremstilling
af Sagen, der dog kan indskrænke sig til en Henvisning til Stævningen og de ved-
lagte Dokumenter. Herved bliver imidlertid at iagttage, at ingen Paastande eller
Søgsmaalsgrunde, der ligger udenfor Stævningens Indhold, kan tages i Betragtning,
og at Sagen, naar det fremkomne viser, at Stævningens Angivelse af de faktiske Om-
stændigheder i væsentlige Henseender er urigtig eller ufuldstændig, afvises.

Sagsøgeren kan dog i Stedet for saadan Udeblivelsesdom begære Sagen udsat
og skal da lade forkynde Udskrift af det i Retsmødet forefaldne for Modparten med
et af Retten fastsat Varsel.

Ovenstaaende Bestemmelser kommer ogsaa til Anvendelse, naar Sagsøgte ude-
bliver ved et senere Retsmøde uden at have afgivet noget Svar i Sagen. At Sagsøgte,
efter at have svaret i Sagen, udebliver inden Domsforhandlingen, berettiger ikke Sag-
søgeren til at begære Udeblivelsesdom og afskærer ikke Sagsøgte fra senere at møde
i Sagen.

§ 342.

Møder Sagsøgte uden at rejse Indsigelse, gives efter Sagsøgerens Begæring
Dom i Overensstemmelse med Paastanden, hvilken Dom ligeledes afsiges af den i § 338
nævnte Underret.

Vil Sagsøgte bestride Sagsøgerens Paastand, maa han paa Sagens første
Tægtedag fremlægge et Svarskrift, indeholdende hans Paastand og en kort Fremstil-
ling af hans Benægtelser og Indsigelser og i det hele af de Kendsgerninger, hvorpaa
hans Forsvar grunder sig. Vil han gøre Modfordringer gældende, maa de Kendsger-
ninger anføres, hvorpaa de støttes. Han maa tillige fremlægge de Dokumenter, som
han vil paaberaabe sig. Undladelsen af at opfylde disse Forskrifter medfører, at han
betragtes som udebleven, jfr. dog § 346.

Sagsøgte maa i Svarskriftet fremsætte alle sine Formalitetsindsigelser, men
kan foreløbig indskrænke sig hertil med udtrykkeligt Forbehold af Realitetsindsigelser,
hvis ogsaa saadanne haves.

Den Indsigelse, at Stævningen er urigtig forkyndt, eller at Varselet har været
for kort, kan ikke bevirke Sagens Afvisning, men kun berettige til Udsættelse.

Sagsøgeren kan kræve Udsættelse for at gøre sig bekendt med Sagsøgtes
Svarskrift og eventuelt til yderligere Skriftveksling. Retten fastsætter, efter at Parterne
i Korthed mundtlig har udtalt sig om Sagen, en Frist, inden hvis Udløb Sagsøgeren
skal meddele Sagsøgte sine yderligere Bemærkninger, og en Frist for Sagsøgte til Af-
givelse af Gensvar til Sagsøgeren og berammer tillige et nyt Retsmøde, i hvilket be-
meldte Skrifter fremlægges.

En fortsat Skriftveksling tilstedes kun undtagelsesvis, hvor Sagens Beskaffenhed
skønnes at gøre den nødvendig. Retten bestemmer da nye Frister dertil samt be-
rammer et nyt Retsmøde.

Af ethvert Processkrift, som ikke inden Fremlæggelsen er meddelt Modparten,
skal en Genpart overgives denne samtidig med Fremlæggelsen.

Har Sagsøgte i sit Svarskrift behandlet saavel Sagens Formalitet som dens
Realitet, kan Sagsøgeren foreløbig indskrænke sig til at udtale sig om Formaliteten.
Naar der har fundet en særskilt Skriftveksling Sted om Formaliteten, kan enhver af
Parterne fordre denne paakendt, inden der skrides til Realitetens Behandling.

Paakendelse af Sagens Formalitet sker i saa Tilfælde ved, at den i § 338
nævnte Underret efter at have optaget Sagen indsender en Udskrift af Retsbogen og
Sagens Dokumenter, deriblandt de mellem Parterne vekslede Processkrifter, til Lands-
retten, der træffer Afgørelse paa det foreliggende skriftlige Grundlag. I Tilfælde af,
at Sagen ikke i det hele afvises, skal Landsretten ved Formalitetskendelsens Afsigelse
henvise Sagen til vedkommende Underret til Fortsættelse af Sagens Forberedelse til
Domsforhandling i Realiteten.

Dersom de fremsatte Formalitetsindsigelser giver Anledning til Bevisoptagelse
bliver denne at iværksætte inden Sagens Indsendelse til Landsretten. Herved finder,
Reglerne i §§ 351 ff. tilsvarende Anvendelse.

Naar Omstændighederne taler derfor, kan den i § 338 omhandlede Underret efter Begæring
tilstaa den Part Udsættelse, der ikke irette Tid har fremlagt eller

meddelt sine skriftlige Bemærkninger, eller tillade ham at lade det fornødne tilføre
Retsbogen.

Naar der under Domsforhandlingens Forberedelse bliver Anledning til at udøve
de i §§ 28(3—88 nævnte procesledende Beføjelser, tilkommer det samme Underret at
tage Bestemmelse herom.

Anser en Part Modpartens Udtalelser om Sagens Sammenhæng for at lide af
Uklarhed eller andre Mangler, som ikke efter hans Opfordring er afhjulpne under
Skriftvekslingen, bliver i det i § 344 omhandlede Møde eller efter Omstændighederne
i et nyt af vedkommende Underret berammet Møde Skriftvekslingens Resultat paa de
omspurgte Punkter at fastslaa i en Tilførsel til Retsbogen, efter at der har været givet
Parterne Lejlighed til mundtlig at udtale sig, eller om fornødent ved Rettens Kendelse.

Udebliver den Part, der har rejst Spørgsmaalet, fra Forhandlingen, bortfalder
denne. Udebliver den anden Part, eller nægter han at svare, anses Skriftvekslingen
paa de omspurgte Punkter at skulle forstaas saaledes, som det af Modparten angives,
for saa vidt dette ikke strider mod det øvrige Indhold af Skriftvekslingen.

Naar en Part. efter at Skriftvekslingen er sluttet, uden Modpartens Samtykke
ønsker at forandre eller udvide sine Paastande eller at fremføre nye Anbringender,
kan han i den Anledning begære et Retsmøde berammet for vedkommende Underret,
saafremt dette kan finde Sted inden Domsforhandlingen. Mindst 3 Dage inden Mødet
skal han skriftlig meddele Modparten, hvad han agter at fremkomme med, og hvorfor
det først nu fremkommer, samt underrette ham om Retsmødet. I dette afgør Retten,
om det efter Omstændighederne, og navnlig fordi det findes undskyldeligt, at Parten
ikke tidligere har fremsat sine nye Paastande eller Anbringender, kan tilstedes ham
at fremføre dem som Tillæg til Skriftvekslingen. I bekræftende Fald fremlægges det
omspurgte straks eller tilføres Retsbogen, og der tilstaas efter Begæring den fornødne
Udsættelse i Anledning af det saaledes fremførte.

Udebliver den Part, der har begært Mødet, bortfalder Andragendet; udebliver
Modparten, anses de for Andragendet paaberaabte Grunde for beviste.

Paaberaaber en Part sig i Skriftvekslingen Dokumenter, der er i hans Be-
siddelse, bør disse i Original eller Genpart følge med vedkommende Processkrift til
Udlaan til Modparten. Hvis en fuldstændig Genpart vilde medføre betydeligere Van-
skelighed eller Bekostning, er det tilstrækkeligt, at Genparten omfatter den Del af
Dokumentet, som vedrører Sagen. Naar de originale Dokumenter ikke udlaanes til
Modparten, skal de henlægges paa Rettens Kontor til Modpartens Eftersyn i en Tid
af mindst en Uge umiddelbart efter Processkriftets Meddelelse eller Fremlæggelse.

Begge Parter kan til Retsbogen opgive en i den paagældende Underrets-
kreds boende Person, til hvem alle processuelle Meddelelser skal rettes. I Mangel af
saadan Opgivelse skal Meddelelserne ske til den for eller med Parten optrædende
Sagfører, saafremt han har Bopæl eller Kontor i bemeldte Kreds, og ellers, saavel som
naar Parten ikke benytter Sagfører, under samme Betingelse til Parten selv. Udenfor
de nævnte Tilfælde kan Meddelelserne afgives paa vedkommende Underrets Kontor,
forudsat at vedkommende Part i et Retsmøde er gjort opmærksom herpaa.

§ 351.

Naar Skriftvekslingen er sluttet, kan Sagsøgeren saavel som ogsaa Sagsøgte,
saafremt Modkrav er tingfæstede, i et Retsmøde begære Sagen henvist til Doms-
forhandling ved den paagældende Landsret. Ønsker imidlertid en af Parterne Ud-
sættelse for at føre Bevis, kan en passende Udsættelse hertil tilstaas, for saa vidt det
af Underretten skønnes at være nødvendigt, for at vedkommende Part tilbørlig kan
varetage sit Tarv. Til Oplysning herom og for at Retten kan sættes i Stand til at
træffe de i § 352 omtalte Afgørelser, finder, for saa vidt fornødent, en mundtlig
Forhandling Sted, hvorunder Parterne efter kortelig at have fremstillet, hvorom Sagen
drejer sig, angiver, hvorvidt de agter at føre Bevis, og i bekræftende Fald for hvad og
paa hvilken Maade.

I det i forrige Paragraf omhandlede Retsmøde træffer vedkommende Underret
derhos, for saa vidt Udsættelse er tilstaaet. Bestemmelse om Afhørelse af Vidner, om
Foretagelse af Syns- eller Skønsforretninger, om Indkaldelse af Parterne til personlig
Afhøring i Henhold til § 302, samt om det skal paalægges Modparten eller Tredie-
mænd at fremkomme med Dokumenter m. m., jfr. ogsaa §§ 283 og 296. Skal per-
sonlig Afhøring af Parterne i Henhold til § 302 finde Sted, kan Retten bestemme, at
Parternes Afhøring skal foregaa, forinden Bestemmelse tages om Indkaldelse af
Vidner eller Udmeldelse af Syns- og Skønsmænd. Deslige Bestemmelser kan
ogsaa saavel før som senere træffes af Retten i eller udenfor et Retsmøde, og hvis
den, naar Begæring om at erholde en saadan Bestemmelse fremkommer, finder det
hensigtsmæssigt, kan den kræve Modpartens mundtlige eller skriftlige Udtalelser om
Spørgsmaalet, Naar den Omstændighed, som ønskes bevist, skønnes at være uden
Betydning for Sagen, eller naar Modparten under Skriftvekslingen har erkendt den
eller til Retsbogen erklærer ikke at ville benægte den, tilstedes Bevisførelse ikke.

Parterne kan ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgaaende Be-
stemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling.

Vidneførsel, der skal tjene til Oplysning i en borgerlig Sag, kan i Regelen
først foregaa, naar Bestemmelse derom er taget efter § 352. Naar paagældende Part
staar i Fare for at miste sit Bevis eller i øvrigt gør det sandsynligt, at han har sær-
lig Interesse i, at Beviset optages tidligere, kan han dog begære, at Vidneførselen fore-
gaar forinden.

Skal Vidneførsel finde Sted for den Underret, der leder Forberedelsen af Doms-
forhandlingen, udsteder Retten de fornødne Indkaldelser til Vidnerne samtidig med, at
den efter § 352 tager Bestemmelse om deres Førelse. I andre Tilfælde indledes
Vidneførsel med, at vedkommende Part indgiver skriftlig Begæring herom til Under-
retten paa det Sted, hvor Vidnet bor eller opholder sig. Saafremt Vidneforklaringen
er bestemt til Brug under en Søsag, tiltrædes Retten udenfor København af to sø-
kyndige Medlemmer; i København træder Sø- og Handelsretten i den almindelige
Underrets Sted saavel i Handels- som i Søsager.

Den ovenfor nævnte Begæring om Vidneførsel skal indeholde Angivelse af den
Sag, i Anledning af hvilken, og af den Person, mod hvem Vidneførselen skal foregaa,
Opgivelse af det, hvorfor Bevis søges tilvejebragt, og af Vidnernes Navne m. v., samt
Oplysning om, at der efter § 352 er taget Bestemmelse om Vidneførselen eller, at denne
i øvrigt har Hjemmel i denne Lovs Bestemmelser. Retten kan paalægge Parten
yderligere at oplyse Rigtigheden af sine Anbringender. Den træffer derefter i eller

udenfor et Retsmøde Bestemmelse, om Vidneførselen kan tilstedes. Nægtes dette, kan
Parten inden en Uge iværksætte Kære herover til højere Ret.

Udmeldelse af Syns- eller Skønsmænd sker ved Underretten paa det Sted.
hvor Genstanden for Syns- eller Skønsforretningen befinder sig. Angaar Syns- eller
Skønsforretningen ikke nogen legemlig Genstand, sker Udmeldelsen ved den i § 338
omhandlede Underret eller, for saa vidt Sag endnu ikke er tingfæstet, ved Under-
retten paa Modpartens Hjemsted.

De i foregaaende Paragraf indeholdte Regler finder i øvrigt tilsvarende Anven-
delse med Hensyn til Syn og Skøn.

Skal personlig Afhøring af Parterne finde Sted i Henhold til § 302, foregaar
denne for den i § 338 omhandlede Underret (jfr. dog § 302, 7de Stykke) i et dertil
berammet Retsmøde.

Naar Sagens Forberedelse foregaar ved Landsretten, sker Afhøringen for denne
Ret, medmindre Regelen i § 302, 3die Stykke, er til Hinder derfor.

Til Vidneførsel o. desl. skal Modparten indkaldes med samme Varsel, som om
han var Vidne, se dog § 166. Samtidig eller dog mindst 3 Dage før Vidneførselen skal
der derhos gives Modparten saadan Meddelelse om Vidnernes Navn, Stilling og Bopæl
samt om, hvad der ved dem agtes bevist, for saa vidt han ikke allerede under Sagen
har erholdt fornøden Kundskab herom. I paatrængende Tilfælde kan Indstævning af
Modparten undlades. Naar saadan Indstævning ikke har fundet Sted, kan Dommeren
beskikke en i Retskredsen bosat Sagfører til at varetage Modpartens Tarv mod et
passende Salær, der udredes af den Part, der har begært Indkaldelsen, under For-
behold af Godtgørelse ved Dommen i Hovedsagen. Under denne afgøres det derhos,
om der har været Føje til at undlade at indstævne Modparten, og. i benægtende Fald,
om Tingsvidnet kan benyttes som Bevis i Sagen.

Under Vidneførsel afhører enhver Part de af ham fremstillede Vidner.

Retten kan stille Spørgsmaal til Vidnet saavel til nærmere Opklaring af Punkter,
hvorom Parterne har spurgt Vidnet, som til selvstændig Oplysning af Sagen.

Naar Vidnets. Helbredstilstand kræver Afhøring paa et særligt Sted, skal
Dommeren afhøre Vidnet, hvis dette eller nogen af Parterne begærer det. Der
skal i saa Fald gives Parterne Lejlighed til gennem Retten at stille Spørgsmaal til
Vidnet, Ret til at begære Afhøring ved Dommeren tilkommer ogsaa den Part. der
ikke selv er Sagfører eller møder ved Sagfører.

Den Part, der har ladet et Vidne indkalde, kan, naar Vidnet har givet
Møde, ikke uden Modpartens Samtykke frafalde dets Afhørelse med den Virkning, at
Modparten eller Retten afskæres fra at stille Spørgsmaal til Vidnet.

Reglerne i § 357 finder med de fornødne Lempelser Anvendelse, ogsaa naar
Parter eller Syns- eller Skønsmænd skal afhøres.

Den, der under Domsforhandlingen vil paaberaabe sig Dokumenter, der ikke
allerede er Modparten bekendte, skal mindst en Uge forud afgive dem til denne i

Original eller fuldstændig eller delvis Genpart (§ 349) og, hvis ikke Originalen ud-
laanes, henlægge denne til Eftersyn paa den i § 338 nævnte Rets Kontor.

Den i § 338 omhandlede Underret kan om fornødent efter Udløbet af den i
Henhold til § 351 indrømmede Udsættelse tilstaa Parterne yderligere Udsættelse til
Tilvejebringelse af Bevis eller i Anledning af Fremkomsten af nye Paastande eller An-
bringender, jfr. § 348.

Naar ingen af Parterne begærer yderligere Udsættelse, eller saadan Udsættelse
nægtes, henviser vedkommende Underret Sagen til Domsforhandling for Landsretten.

Samtidig med, at Underretten henviser Sagen til Domsforhandling for Lands-
retten, indsender den til denne en Udskrift af, hvad der Sagen vedkommende er til-
ført Retsbogen, samt Sagens Dokumenter, for saa vidt de beror ved Retten, derunder
de mellem Parterne vekslede Processkrifter. Har efter Henvisningen Tillæg til
Skriftvekslingen fundet Sted i Medfør af § 348, bliver samme Regel at iagttage ved
Tillægsbehandlingens Afslutning.

Finder Underretten, at der er Anvendelse for Reglerne i §§ 294 og 295, iagt-
tages foranstaaende Regler med de fornødne Lempelser.

Efter at have modtaget de i 3die Stykke nævnte Udskrifter og Dokumenter
berammer Landsretten det Møde, i hvilket Domsforhandlingen skal finde Sted,
efter forinden at have givet Parterne Lejlighed til at udtale sig herom. Samtidig
kan den efter Parternes Begæring tage Bestemmelse om Indkaldelse til yderligere
Afhørelse under Domsforhandlingen af tidligere afhørte Vidner, Synsmænd eller Skøns-
mænd eller Parter, jfr. §§ 369 og 370.

Efter en Sags Henvisning til Landsretten kan hver af Parterne tilvejebringe
nye Oplysninger, saafremt dette kan ske inden Domsforhandlingen; men under denne
kan saadanne Oplysninger i Almindelighed kun paaberaabes, saafremt de i §§ 356
og 359 givne Regler er iagttagne af vedkommende Part. Bevisførelse af den i § 352,
1ste Punktum, omhandlede Art kan dog kun finde Sted, naar der i Medfør af nævnte
Paragraf er truffet Bestemmelse derom, eller Landsretten undtagelsesvis tillader den,
jfr. § 362.

Udsættelse af Domsforhandlingen i en til Landsretten i Medfør af § 360 hen-
vist Sag kan forinden Domsforhandlingens Begyndelse besluttes af Landsretten,
naar dette findes nødvendigt af Hensyn til Retten selv eller andre særlige Aar-
sager, saasom Forfald for en af Parterne eller Sagførerne, men kun aldeles undtagelses-
vis af Hensyn til Fremskaffelsen af nye Beviser fra nogen af Parterne. Den, for hvem
Forfald er indtraadt, skal snarest muligt anmelde det for Retten. Besluttes Udsættel-
sen, har Retten saa vidt muligt at meddele alle vedkommende Underretning derom
inden det oprindelig til Domsforhandlingen berammede Retsmøde.

Senest 3 Dage før Domsforhandlingen skal, medmindre Afvigelse herfra til-
stedes af Retten, enhver af Parterne paa Landsrettens Kontor aflevere mindst eet
Eksemplar af hvert af de af ham fremlagte Processkrifter til Afbenyttelse for Retten.

Kapitel 33.

Domsforhandling for Landsret i 1ste Instans.

§ 363.

Udebliver Sagsøgeren ved Domsforhandlingen, afviser Landsretten Sagen og
tilkender den Sagsøgte, der har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger, for saa vidt
han ikke frafalder Paastand derom. Sagsøgerens Udeblivelse udelukker ikke, at der
gives Sagsøgte Dom for af ham tingfæstede Modkrav.

Udebliver Sagsøgte ved Domsforhandlingen, finder de i § 341 givne Regler til-
svarende Anvendelse.

Naar Domsforhandlingen er begyndt, kan den udenfor de i §§ 366, 369 og
370 nævnte Tilfælde ikke uden tvingende Nødvendighed udsættes, men fortsættes uaf-
brudt i det begyndte og de paafølgende Møder, der saa vidt muligt skal holdes de
umiddelbart efterfølgende Dage.

Ved Domsforhandlingen skal Formalitetsindsigelser behandles før Realiteten
og paakendes særskilt, medmindre Retten bestemmer, at de alle eller nogle af dem
skal forhandles i Forbindelse med Realiteten.

Naar Formaliteten er indladt, er alle de Indsigelser vedrørende Formaliteten
indtil dette Tidspunkt, som kan frafaldes, udelukkede fra at komme i Betragtning.

I Tilfælde af, at Sagen ikke i det hele afvises, skal Retten ved Formalitets-
kendelsens Afsigelse beramme ny Domsforhandling. Udebliver Sagsøgte da ved denne
Domsforhandling, finder de i § 341 indeholdte Regler tilsvarende Anvendelse.

Domsforhandlingen foregaar paa Grundlag af Skriftvekslingen og det Retsbogen
tilførte. Naar en Part under Forhandlingen helt eller delvis frafalder Paastande, Be-
nægtelser o. desl. eller gør Indrømmelser, er Modparten berettiget til at faa fornøden
Tilførsel herom optaget i Retsbogen. Vil en Part fremsætte Paastande eller Anbrin-
gender, paa hvilke Modparten ikke er blevet forberedt gennem det skriftlige Grundlag,
bliver det efter Begæring ved Rettens Kendelse at nægte, saafremt deres Fremsættelse
vilde medføre Forhandlingens Udsættelse, medmindre det skønnes at være undskylde-
ligt, at de ikke tidligere er meddelte. Tilstedes deres Fremsættelse, optages de i
Retsbogen, og Forhandlingen bliver efter den deri interesserede Parts Begæring at
udsætte ganske eller til Dels, for saa vidt det er nødvendigt til Varetagelse af
hans Tarv.

Tilsvarende Regler gælder om Fremførelse af Beviser, om hvis Fremkomst
Modparten ikke har erholdt saa betimelig Meddelelse, at han har kunnet forberede
sig tilstrækkelig.

Ved Domsforhandlingen gives i Regelen Ordet først til Sagsøgeren, men Rettens
Formand kan gøre Afvigelse herfra.

Ved Realitetsforhandlingens Begyndelse skal Parterne oplæse og fremlægge
deres skriftlig affattede Paastande.

§ 368.

Under Domsforhandlingen fremstiller den Part, der først faar Ordet, kortelig
Sagens Hovedtræk; derefter lader han ved Retsskriveren oplæse de Dokumenter, som
han vil paaberaabe sig, derunder Udskrifter af Tingsvidner og afgivne Partsforkla-
ringer m. m. Modparten lader derpaa paa lignende Maade sine Dokumenter læse.
Derefter udvikler førstnævnte Part nærmere sin Opfattelse af hele Sagen, derunder
Bevisførelsens Resultater og de vedkommende Retsspørgsmaal, hvorefter Modparten
faar Ordet for en tilsvarende Udvikling. Retten kan vedtage eller tillade saadanne
Afvigelser fra den foreskrevne Forhandlingsgang, som maatte findes formaalstjenlige.

De paaberaabte Dokumenter, hvoraf efter Omstændighederne trykte eller skrevne
Genparter omdeles til Dommerne, overgives efter Oplæsningen til Retten.

Hvis saadan Bestemmelse ikke allerede tidligere er truffet, jfr. § 360, kan
Retten under Forhandlingerne efter Begæring bestemme, at tidligere afhørte Vidner,
Syns- eller Skønsmænd og Parter skal fremstilles til yderligere Afhøring under
Domsforhandlingen, jfr. §§ 171 og 172, 202 samt 302. Træffes saadan Bestemmelse,
udsættes Sagen om fornødent, jfr. § 11.

Saafremt Vidneførsel o. desl. i Henhold til § 360 eller § 369 finder Sted
under Domsforhandlingen, finder Reglerne i §§ 357—58 tilsvarende Anvendelse. Ind-
kaldelse udstedes af Landsrettens Formand. Den Part, der har foranlediget et Vidne
eller en Syns- eller Skønsmand indkaldt til Afgivelse af Forklaring under Domsfor-
handling, kan, naar den Indkaldte har givet Møde, ikke uden Modpartens Samtykke
frafalde vedkommendes Afhørelse med den Virkning, at Modparten eller Retten af-
skæres fra at stille Spørgsmaal til Vidnet eller Syns- eller Skønsmanden.

Retten kan paa Grund af et Vidnes eller en Syns- eller Skønsmands Udeblivelse
eller Indsigelse imod at afgive Forklaring eller imod at møde udsætte Sagen, naar
vedkommende Part begærer dette. Udsættelsen kan gives paa bestemt Tid eller
indtil videre. I sidste Fald kan, naar Hindringen er hævet, enhver af Parterne frem-
sætte Begæring for Retten om, at der berammes en Tid til Sagens Foretagelse og

udstedes Indkaldelse til alle vedkommende.

Naar Sagen i det hele eller for et enkelt Punkt skønnes at være tilstrækkelig
behandlet, sluttes Forhandlingerne (jfr. § 286), Sagen optages, og Dom afsiges (jfr. § 219).

Domsforhandling i en ny Sag maa først paabegyndes, naar Dom i den sidst
optagne Sag er vedtaget. Undtagelse herfra kan dog finde Sted, naar Sagen frem-
byder særlige Vanskeligheder, men der skal ogsaa i dette Tilfælde, inden ny Doms-
forhandling paabegyndes, afholdes Raadslagning om den optagne Sag, og den endelige
Vedtagelse af Domsslutningen maa aldrig udsættes udover den tredie Søgnedag efter
Domsforhandlingens Tilendebringelse.

Udebliver Sagsøgte ved Domsforhandlingen, og Sagsøgeren vil fremføre noget,
som ikke indeholdes i det Sagsøgte meddelte, maa han begære Forhandlingen helt
eller delvis udsat og meddele Sagsøgte Udsættelsen og det ny Anbringende med et af
Retten bestemt Varsel.

§ 373.

Enhver, der i Medfør af §§ 340, sidste Stykke, 341 eller 363 er dømt som
udebleven under en Landsretssag i 1ste Instans, kan begære Sagen genoptaget og
fortsat fra det Punkt, hvor Forhandlingen paa Grund af Udeblivelsen standsede for
hans Vedkommende, naar han godtgør, at Udeblivelsen var ham utilregnelig. Den,
der ønsker at benytte sig heraf, maa indgive en skriftlig begrundet Begæring til den
Ret, der har afsagt Udeblivelsesdommen, ledsaget af de fornødne Bevisligheder.
Finder Retten ikke Grund til straks at afvise Begæringen, berammes et Retsmøde,
og Rettens Formand (jfr. § 152) fastsætter det Varsel, med hvilket Modparten skal
indkaldes. Udebliver denne, anses de for Begæringen paaberaabte Grunde for be-
viste; møder Modparten og rejser Indsigelse, forhandles Spørgsmaalet om Genop-
tagelse mundtlig.

Retten afgør ved Kendelse, om Sagen skal genoptages, og berammer i bekræf-
tende Fald et Retsmøde samt fastsætter et Varsel, med hvilket Modparten dertil skal
indkaldes. I dette Møde træffes de fornødne Bestemmelser om Sagens Fortsættelse
overensstemmende med de almindelige Regler, for saa vidt Genoptagelsen ikke afvises,
fordi Modparten ikke er behørig indkaldt.

Samtidig med, at Sagen erklæres for genoptagen, saavel som paa ethvert senere
Trin af Sagen kan Retten efter Begæring bestemme, at den afsagte Udeblivelsesdoms
Virkninger skal udsættes.

Fører Genoptagelsen til samme Resultat som den afsagte Dom, bliver denne at stadfæste;
i modsat Fald ophæves den. og ny Dom afsiges af vedkommende Landsret.

Begæring om den i § 373 omhandlede Genoptagelse maa fremsættes, saa snart
det er muligt, og kan ikke fremføres efter et Aars Forløb fra Dommens Afsigelse.
Er Sagen indanket til højere Ret, er Adgangen til Genoptagelse udelukket, indtil
Anken frafaldes eller afvises. Naar Indkaldelse til det første i § 373 ommeldte Rets-
møde er sket, er begge Parter udelukkede fra at paaanke Udeblivelsesdommen, indtil
Genoptagelsen bortfalder eller afvises. Adgang til Genoptagelse haves kun een Gang
i samme Sag.

Den, der, uden at have afgivet noget Svar i Sagen, er dømt som udebleven
under en Landsretssag i 1ste Instans, kan endvidere begære Sagen genoptaget, naar han
inden en Uge efter Dommens Afsigelse skriftlig begærer et Retsmøde berammet samt
enten fremlægger Bevis for at have betalt de idømte Sagsomkostninger eller i Retten
deponerer Beløbet. Vedkommende Ret giver Begæringen Paategning om, at Sagen er
genoptaget, og fastsætter det Varsel, med hvilket Modparten skal indkaldes. I Mødet
maa Domfældte i Regelen, jfr. § 346, afgive sit Svar i Sagen; undlader han dette, eller
er Modparten ikke behørig indkaldt, afvises Genoptagelsen.

Indkaldelse af Modparten til Sagens Genoptagelse har samme opsættende
Virkning som Forkyndelse af Ankestævning.

I øvrigt gælder Bestemmelserne i § 373, sidste Stykke, dog saaledes at Ude-
blivelsesdommens Paalæg af Sagsomkostninger ikke kan ophæves, og i § 374. 2det—
4de Punktum, samt de almindelige Regler om Landsretsproceduren.

Naar Tilladelse til at fremføre ny Paastande eller Anbringender søges hos
Landsret eller Højesteret paa Grund af utilregnelig Udeblivelse henholdsvis under For-
beredelsen af Domsforhandling i en Landsretssag eller under selve Domsforhandlingen

ved Landsret, kan Landsret eller Højesteret i Stedet for at give bemeldte Tilladelse
bestemme, at Sagen skal genoptages. Andrageren maa da inden 14 Dage efter at
have erholdt Meddelelse om Landsrettens eller Højesterets Bestemmelse, hvis Forkyn-
delse for Modparten har samme opsættende Virkning som Forkyndelse af Ankestævning,
indgive Begæring til vedkommende Ret om Berammelse af et Retsmøde til at træffe
de fornødne Bestemmelser om Sagens Fortsættelse, jfr. §§ 373 og 374.

Intervention og Tilstævning af Trediemand i Landsretssager i første Instans.

§ 377.

Interventionssøgsmaal anlægges og fremmes efter de om et selvstændigt Søgs-
maal gældende Regler, for saa vidt ikke Bestemmelserne i de følgende Paragraffer
medfører Afvigelse herfra.

Intervenienten indtræder i Sagen derved, at han senest en Uge forinden det af de
til Hovedsagens Behandling bestemte forberedende Retsmøder, i hvilket han vil optræde
for de oprindelige Parter lader forkynde en skriftlig Angivelse af sin Paastand og de
Kendsgerninger, hvorpaa den støttes, og i bemeldte Retsmøde fremlægger denne. Vil
nogen af Parterne modsætte sig Interventionen eller bestride Intervenientens Paastand,
maa han fremlægge Svarskrift, jfr. §§ 343 og 346. Om yderligere Skriftveksling i
Anledning af Interventionssøgsmaalet gælder de i §§ 344—45 fastsatte Regler.

Paastaar nogen af Parterne Interventionssøgsmaalet afvist som ikke hjemlet
ved den almindelige Bestemmelse i § 251, bliver Spørgsmaalet herom foreløbig at afgøre
ved Landsrettens Kendelse i Overensstemmelse med Reglerne i § 345.

Det oprindelige Søgsmaal og Interventionssøgsmaalet forhandles i øvrigt i For-
bindelse med hinanden som een Retssag.

I Overensstemmelse med § 286 kan Retten udskille Interventionen til særskilt
Forhandling før eller efter Hovedsagen, saaledes at den enten paakendes i Forbin-
delse med Hovedsagen eller særskilt.

Intervenienten er berettiget til at benytte Anke og Kære overfor den sted-
fundne Behandling og den afsagte Dom ligesom enhver af de oprindelige Parter.

Den, der blot vil optræde under Sagen for at understøtte en af Parterne, jfr.
§ 252, skal til den Underret, der leder Sagens Forberedelse, indgive en skriftlig Begæ-
ring om at faa Adgang til at ytre sig i Sagen. Denne Begæring meddeles Parterne.
Modsætter en af disse sig Begæringen, bliver Spørgsmaalet at afgøre ved Kendelse af
Landsretten i Overensstemmelse med Reglerne i § 345. Indrømmes Begæringen, træffer

vedkommende Underret de nærmere Bestemmelser om Maaden, hvorpaa den paagældende
skal have Adgang til at ytre sig i Sagen og fremføre Beviser.

Tillader Retten, jfr. § 382, Sagsøgeren at tilstævne (adcitere) Trediemand for
at faa Dom over ham enten alternativt med eller tilsammen med Sagvolderen, udsæt-
tes Sagen saa længe, som nødvendigt er, for at paagældende Trediemand paa sæd-
vanlig Maade kan stævnes til at svare som Sagvolder. De i §§ 377, 380 og 381 om
Intervention givne Regler finder ogsaa Anvendelse med Hensyn til Tilstævning.

Naar en Sag af vedkommende Underret er henvist til Domsbehandling for
Landsret, kan Indtræden i Sagen eller Tilstævning kun finde Sted med Landsrettens
Samtykke. Gives saadant Samtykke, kommer med Hensyn til den videre Behandling
dette Kapitels Regler til Anvendelse.

Skriftlig Behandling af Sager ved Landsretterne i første Instans.

§ 385.

I vidtløftige Regnskabssager og andre indviklede Retssager kan saavel den
Underret, der leder Sagens Forberedelse, som Landsretten paa ethvert Trin af For-
handlingerne for vedkommende Ret anordne skriftlig Behandling af Sagen. Naar saa-
dan Bestemmelse er truffet af Landsretten, kan den ikke paakæres eller paaankes.
Er Bestemmelsen taget af vedkommende Underret, kan Kære ske til Landsretten.

Hvor skriftlig Behandling er anordnet, iværksættes der under Ledelse af den
Ret, for hvilken Sagen ved dens Overgang til skriftlig Behandling henstaar, en Veks-
ling imellem Parterne af Indlæg, ikke over to fra hver Side. En fortsat Skriftveks-
ling tilstedes kun undtagelsesvis, hvor Sagens Beskaffenhed skønnes at gøre den nød-
vendig. Retten bestemmer Frister til Indlægenes Afgivelse, ligesom den og, hver Gang
en Part har fremlagt Indlæg, bestemmer, om Modparten skal have Udsættelse til at
svare derpaa.

Indlægene fremlægges i de dertil bestemte Retsmøder, men de skal 3 Dage
forinden være Modparten meddelte, saa at denne i Retsmødet kan udtale, om han vil
svare yderligere.

Til Afbenyttelse ved Udarbejdelsen af deres Processkrifter kan Parterne
begære Udlaan af det fremlagte; vil en af Parterne ikke tilstede, at Udlaan i Original
finder Sted, maa han lade medfølge Genparter, som da bliver at bekræfte paa Rettens
Kontor, hvor der derhos bør gives Adgang til at efterse Originalerne.

I det Retsmøde, i hvilket det sidste Indlæg fremlægges, eller efter Omstæn-
dighederne i et senere berammet Retsmøde, tilstaas der, for saa vidt Bevisførelsen

ikke er afsluttet før Sagens Overgang til skriftlig Behandling, efter Begæring og efter Nr. 90.
foregaaende mundtlig Forhandling, jfr. § 351, den fornødne Udsættelse til at tilveje-
bringe Bevis samt træffes de fornødne Bestemmelser om Bevisoptagelsen, jfr. § 352.

Skal ingen Bevisførelse finde Sted, kan Sagen begæres optaget til Paakendelse.

Har Bevisoptagelse fundet Sted, kan hver af Parterne efter dens Tilendebringelse
i dertil berammede Eetsmøder fremlægge et skriftligt Indlæg.

Med de af det foregaaende følgende Lempelser kommer i øvrigt denne Lovs
almindelige Eegler for Proceduren til Anvendelse, ogsaa naar skriftlig Behandling
finder Sted.

Sagens Optagelse sker, for saa vidt fndlægsvekslingen har fundet Sted for
Underretten, af denne, der snarest muligt derefter indsender Dokumenterne til Lands-
retten tilligemed Udskrift af, hvad der vedrørende Sagen er tilført Eetsbogen.

Dersom Landsretten efter Sagens Optagelse til Dom finder det af særlig Betyd-
ning for Sagens Oplysning, at der rettes yderligere Spørgsmaal til tidligere afhørte
Parter, Vidner, Syns- eller Skønsmænd, kan den træffe Bestemmelse herom, samt om
saadan Afhøring skal ske for et Medlem af Landsretten eller for Underretten, jfr.
§§ 171 og 172, 202 samt 302. Med Udgifterne ved saadanne Foranstaltninger forhol-
des paa den i § 284 foreskrevne Maade.

Dom afsiges paa Grundlag af de fremlagte Indlæg og skriftlige Beviser. Paa-
stande, Søgsmaalsgrunde, Indsigelser saavel som overhovedet faktiske Anbringender
kan ikkun komme i Betragtning, for saa vidt de enten indeholdes i de skriftlige
Indlæg eller er optagne i Eetsbogen.

Udebliver nogen af Parterne i et Eetsmøde, bliver Sagen efter den mødende
Parts Begæring at optage til Paakendelse paa Grundlag af alle de imellem Parterne
indtil da vekslede Indlæg m. m. Er det Sagsøgeren, der udebliver, kan Sagsøgte dog
ogsaa begære Sagen afvist.

Sagsøgeren kan hæve Sagen, saa længe den ikke er optaget til Paakendelse;
dog kan han ikke derved afskære Modparten fra at faa Dom for tingfæstede Modkrav.

Dommens Vedtagelse og Afsigelse foregaar efter de almindelige Eegler. Dog
kan Eettens Formand, naar Omstændighederne taler derfor, anordne, at skriftlig
Stemmegiven skal finde Sted.

Med Hensyn til Anke og Kære forholdes der efter de almindelige Regler.

Kapitel 36.

Anke til Højesteret.

§ 394.

Domme, afsagte i første Instans af en Landsret, kan, med den i § 229 inde-
holdte Undtagelse, overensstemmende med nedenstaaende Regler af Parterne paaankes
til Højesteret. 1 Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgaaende
Behandling og de under denne faldne Afgørelser, for saa vidt Anke ikke særlig er
udelukket.

Anke kan iværksættes til Forandring, Ophævelse eller Hjemvisning, hvorimod
Anke alene til Stadfæstelse ikke kan finde Sted. Heller ikke kan Anke iværksættes
alene til Forandring af Dommens Bestemmelser om Sagsomkostninger og processuelle
Straffe. Dog kan Justitsministeren tillade, at deslige Bestemmelser særskilt paaankes
af Parterne, naar Afgørelse med Hensyn til disse Punkter er uafhængig af Sagens Ud-
fald, eller af Trediemand, hvem Omkostninger eller Straf er paalagt eller Salær tilkendt
eller frakendt.

Anke kan iværksættes fra begge Parters Side, men de tvende Anker bliver da
at forene til samtidig Forhandling, jfr. § 286. 1ste Stykke.

Udtrykkelig eller stiltiende Afkald paa Anke kan ikke gyldig gives, forinden
den Retsafgørelse, om hvis Paaanke der er Tale, er truffet.

Edsdomme og Afgørelser i Henhold til § 295 af enkelte Spørgsmaal eller
Dele af Sagen kan først paaankes, naar den endelige Dom er afsagt.

Ankefristen er 8 Uger fra Dommens Afsigelse at regne. Anken kan dog und-
tagelsesvis tillades af Justitsministeren indtil et Aar efter Dommens Afsigelse, naar
der foreligger tilstrækkelig Grund til at afvige fra den almindelige Regel om
Ankefristen.

Inden Ankefristens Udløb eller inden 4 Uger, efter at den i § 397 ommeldte
Tilladelse til Anke er meddelt, skal Appellanten indlevere Ankestævning paa Rettens
Kontor til Sagens Berammelse overensstemmende med de i § 338 fastsatte Regler.
Begæres Sagen berammet til et overdrevent fjernt Tidspunkt, skal Justitssekretæren
forelægge Rettens Formand Spørgsmaalet til Afgørelse.

Ankestævningen skal indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Anke-
grunden og den Paastand, der agtes nedlagt.

Om Varselet gælder de i § 339 fastsatte Regler med fornøden Lempelse, dog
saaledes, at det ikke maa være kortere end 4 Uger.

Hæves eller afvises en i rette Tid jfr. §§ 397 og 398, indanket Sag, skal det,
uanset at Ankefristen imidlertid maatte være udløbet, være Parten tilladt at indanke

Sagen paa ny, naar ny Stævning indgives paa Rettens Kontor til Sagens Berammelse
inden 14 Dage fra det Retsmøde, hvor Sagen blev hævet eller afvist, Denne Ret kan
kun benyttes een Gang.

Paa den berammede Tægtedag skal Appellanten møde og fremlægge Anke-
stævningen. Undlader han dette, afvises Sagen, og der tilkendes den Indstævnte, der
har givet forgæves Møde, Sagsomkostninger. Samme Virkning har Appellantens Ude-
blivelse eller Undladelse af at foretage de til Sagens Fortsættelse hørende Skridt ved
senere Retsmøder, saafremt Domsforhandlingen ikke er berammet, eller ved selve
Domsforhandlingen.

Udebliver Indstævnte, skønt lovlig varslet, og Appellanten begærer Sagen
fremmet, udgaar den til skriftlig Behandling.

Appellanten kan dog i Stedet herfor begære Sagen udsat og skal da lade for-
kynde en Udskrift af det i Retsmødet forefaldne for Modparten med et af Retten
fastsat Varsel.

Ovenstaaende Bestemmelser kommer ogsaa til Anvendelse, naar Indstævnte ude-
bliver i et senere Retsmøde, uden at have afgivet noget Svar i Sagen, eller udebliver
ved Domsforhandlingen, i hvilket sidste Tilfælde derhos det, som han allerede maatte have
fremført for Højesteret, lades ude af Betragtning. At Indstævnte, efter at have svaret
i Sagen, udebliver i andre Retsmøder end det, hvori Domsforhandlingen finder Sted,
berettiger ikke til at anvende Bestemmelsen i nærværende Paragrafs 1ste Stykke og
afskærer ikke Indstævnte fra senere at møde i Sagen.

Møder Indstævnte uden at rejse Indsigelse, optages Sagen efter Begæring til
Domsafsigelse.

Vil Indstævnte fremsætte Formalitetsindvendinger mod Ankesagen, eller ønsker
han, uden selv at paaanke, Dommen forandret eller ophævet, skal han i det nævnte
første Retsmøde fremlægge en skriftlig Angivelse af bemeldte Indvendinger eller af
sine Ankegrunde samt den Paastand, som han agter at nedlægge. Ønsker Indstævnte
blot Dommen stadfæstet, er det tilstrækkeligt, at han mundtlig erklærer dette.

Naar Indstævnte har afgivet sit Svar, tager Retten efter Appellantens Begæring
Bestemmelse om Tiden for Domsforhandlingen — der dog ikke uden begge Parters
Samtykke maa ansættes tidligere end 4 Uger efter Retsmødet —, for saa vidt der ikke
ifølge Sagens Beskaffenhed efter eller uden Opfordring fra Parternes Side findes An-
ledning til at bestemme, at den skal forhandles skriftlig.

Paastande eller Anbringender, der ligger udenfor den ved Landsretten sted-
fundne Procedure, kan ikke fremsættes uden Modpartens Samtykke; dog kan Retten
tilstede deres Fremsættelse, naar det findes undskyldeligt, at de ikke tidligere er
fremkommet, og deres Afskæreise vilde medføre et uforholdsmæssigt Tab for Parten.

§ 405.

Den, der ønsker at opnaa den i § 404 ommeldte Tilladelse, maa i en Paa-
tegning paa Stævningen eller den i § 403 omtalte skriftlige Angivelse meddele, hvad
han agter at begære Tilladelse til at fremføre, samt de formentlig derfor talende Om-
stændigheder, og Retten bringer da Spørgsmaalet om Tilladelsens Meddelelse til Af-
gørelse i det første eller, om fornødent, et senere berammet Retsmøde, efter at Par-
terne har udtalt sig.

Vil en Part uden at have iagttaget den anførte Fremgangsmaade søge at
opnaa bemeldte Tilladelse, maa han snarest muligt til Retten indgive et skriftligt, be-
grundet x^ndragende, der tillige maa indeholde Oplysning om Grunden til, at An-
dragendet ikke er fremkommet tidligere. Finder Retten tilstrækkelig Undskyldning
herfor, ansættes et Retsmøde, saafremt dette kan finde Sted inden Domsforhandlingen,
og Andrageren har da med et af Retten fastsat Varsel at give Modparten Meddelelse
om dette Retsmøde og dets Genstand. Udebliver Andrageren, bortfalder hans
Andragende; udebliver Modparten, anses de i Andragendet paaberaabte Grunde
for beviste.

Meddeler Retten Tilladelsen, tilstaas der paa Begæring enhver af Parterne
den fornødne Tid til at varetage sit Tarv i den Anledning, ligesom en berammet
Domsforhandling, om fornødent, udsættes. Saafremt en begært Skriftveksling skønnes
at være nødvendig, fastsætter Retten Frister for Processkrifternes Meddelelse og be-
rammer et nyt Retsmøde, hvorhos de i §§ 347, 348 og 349 givne Regler kommer til
Anvendelse.

Fremkommer nye Paastande eller Anbringender først under Domsforhandlingen,
og finder Retten i Overensstemmelse med de foranstaaende Grundsætninger, at deres
Fremførelse bør tilstedes, bestemmer den det fornødne i Lighed med de i § 366
givne Regler.

Nye Beviser kan fremføres for Højesteret med Modpartens Samtykke, eller
naar der samtidig med Forkyndelsen af Stævningen eller Fremlæggelsen af den i
§ 403 omtalte skriftlige Angivelse er givet Modparten skriftlig Meddelelse om, af hvilken
Art de ny Beviser er, og hvad derved forventes bevist. Foreligger der tilstrækkelig
Undskyldning for, at den nævnte Meddelelse ikke er givet som anført, kan Retten
tilstede, at den fremkommer paa et senere Trin af Sagen, i hvilken Henseende til-
svarende Regler til de i § 405 givne kommer til Anvendelse. Modparten kan i øvrigt
frafalde den omhandlede Meddelelse.

Naar Omstændighederne taler derfor, kan Højesteret tillade, at enkelte Punkter
eller Dele af Sagen, som ikke har foreligget for eller ikke er paakendte af Lands-
retten, indbringes for Højesteret. Med Hensyn til Opnaaelsen af saadan Tilladelse
kommer tilsvarende Regler til de i § 405 givne til Anvendelse.

I det første Retsmøde har Retten, for saa vidt den ikke anser det for hen-
sigtsmæssigt at udsætte Afgørelsen til et senere Møde, efter Begæring, og efter at
der i Retsmødet har været givet Parterne Lejlighed til at udtale sig, at træffe Be-

stemmelse om Afhørelse af nye eller gentagen Afhørelse af tidligere førte Vidner, jfr.
§§ 171 og 172, Syns- eller Skønsmænd, jfr. § 202, eller Afhørelse af Parterne efter
§ 302, om en slig Afhøring skal finde Sted, inden Bestemmelse tages om Vidners
Afhøring, jfr. § 352, om det skal paalægges Modparten eller Trediemand at frem-
komme med Dokumenter m. m. Deslige Bestemmelser kan ogsaa senere træffes af
Retten i eller udenfor et Retsmøde, og hvis det, naar Begæring om at erholde en
saadan Bestemmelse fremkommer, findes hensigtsmæssigt, kan Retten kræve Mod-
partens mundtlige eller skriftlige Udtalelser om Spørgsmaalet.

Parterne kan ikke fordre nogen foreløbig eller særskilt forudgaaende Be-
stemmelse af Retten om Bevisbyrdens Fordeling.

Skal Vidneførsel o. desl. finde Sted, kan Retten, hvor det findes at være af
særlig Betydning for Sagens Oplysning, bestemme, at Afhørelsen skal foretages under
Domsforhandlingen, jfr. med Hensyn til Parter § 302, 6te Stykke.

I andre Tilfælde foregaar Vidneførsel og Afhørelse af Parter ved Underretten
paa Vidnets eller Partens Hjemsted og Syns- eller Skønsforretninger ved den i § 354
nævnte Underret. Ved saadan Bevisoptagelse finder Reglerne i § 353, 2det og 3die
Stykke, og §§ 356—58 tilsvarende Anvendelse.

Skal Vidner o. desl. i Henhold til en af Højesteret i Medfør af § 408 truffen
Bestemmelse føres for den dømmende Ret, skal der mindst 3 Dage forud gives Mod-
parten Meddelelse om deres Navn, Stilling og Bopæl samt om, hvad der ved dem agtes
bevist, for saa vidt han ikke allerede under Sagen har erholdt fornøden Kundskab herom.

Reglerne i §§ 357—58 og § 370 finder tilsvarende Anvendelse. Udmeldelse
af ny Syns- eller Skønsmænd sker, naar Mændene skal møde for Højesteret, ved
Rettens Formand.

De nye Dokumenter, som en Part vil paaberaabe sig, skal mindst 14 Dage før
Domsforhandlingen afgives til Modparten enten i Original eller i Genpart, og i sidste Fald
skal Originalen samtidig henlægges til Eftersyn for Modparten paa Rettens Kontor.

Beviser, med Hensyn til hvilke de foranstaaende Regler ikke er iagttagne,
skal efter Paastand lades ude af Betragtning, medmindre Retten tilsteder deres Be-
nyttelse i Overensstemmelse med de i § 366 givne Regler.

Om processuelle Meddelelser gælder de i § 350 givne Regler.

Om Udsættelse af Domsforhandlingen kommer de i § 362 foreskrevne Regler
til Anvendelse.

Afgørelser, som bliver at træffe af Højesteret inden Domsforhandlingen, kan
i det Omfang, Retten bestemmer, træffes af et Udvalg, bestaaende af 3 af Rettens
Medlemmer. Udvalgets Sammensætning bestemmes af Formanden efter Forhandling
med Rettens Medlemmer.

Ved Domsforhandlingen skal Formalitetsindsigelser mod Ankesagen behandles
før selve denne og særskilt paakendes, medmindre Retten bestemmer, at de alle eller

nogle af dem skal forhandles i Forbindelse med Realiteten. Bestemmelsen i § 343,
3die Stykke, gælder ogsaa ved Højesteret.

Domsforhandlingen indledes ved, at Appellanten fremstaar og lader Anke-
stævningen og den paaankede Afgørelse oplæse. Forhandlingernes Gang foregaar efter
den hidtil brugte Ordning. Dog kan Retten vedtage eller tilstede Afvigelser, som
findes formaalstjenlige. I øvrigt gælder de i §§ 364, 367 og 371 fastsatte Regler med
de Lempelser, Retten i de enkelte Sager bestemmer.

Paastand om den indankede Afgørelses Forandring eller Ophævelse eller om
Sagens Hjemvisning kan nedlægges ikke blot af den, der har udtaget Ankestævningen.
men ogsaa af Modparten, jfr. §§ 403 ff.

Klager over Behandlingen ved Landsretten, som efter Sagens Stilling ved
Højesteret er uden nogen reel Betydning for vedkommende Part, kan af Højesteret
lades ude af Betragtning.

Naar Sagens Forhandling er afsluttet, afsiges Dom snarest muligt. Domsfor-
handling i en ny Sag maa ikke finde Sted, forinden Dommen i den optagne Sag er
vedtaget.

Naar skriftlig Behandling finder Sted paa Grund af Sagens Beskaffenhed, jfr.
§ 403, forhandles Sagen ved skriftlige Indlæg, ikke over to fra hver Side, som veksles
mellem Parterne og afgives til Retten i Forbindelse med Sagens Dokumenter inden
de Frister, som Formanden bestemmer.

Har Bevisførelse fundet Sted, kan enhver af Parterne i dertil berammede
Retsmøder fremlægge et skriftligt Indlæg.

Udgaar en Sag til skriftlig Behandling paa Grund af Indstævntes Udeblivelse,
har Appellanten inden en fastsat Frist at aflevere et skriftligt Indlæg tilligemed
Sagens Dokumenter, derunder fuldstændig Beskrivelse af det for Landsretten passerede.
Oplyses det, inden Sagen er paakendt, at Indstævntes Udeblivelse ikke kan lægges
ham til Last som en Forsømmelse, kan Højesteret reassumere Sagen.

Mundtlig Domsforhandling finder ikke Sted i disse Sager.

Er Vidner indkaldte for Højesteret, jfr. § 409, og de har givet Møde, kan
Højesteret bestemme, at de, inden Sagen udgaar til skriftlig Behandling, skal af-
høres, efter at Appellanten har fremstillet Sagens Omstændigheder. I øvrigt sker Vid-
ners Førelse. Syns- eller Skønsforretningers Optagelse og Parters Afhøring for Underret,
jfr. § 409, medmindre Højesteret bestemmer, at den skal ske for et af Rettens Med-
lemmer.

Ved skriftlig Behandling finder i øvrigt de almindelige Regler om Højesterets-
proceduren Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Naar Højesterets Dom gaar ud paa Hjemvisning, kan enhver af Parterne hen-
vende sig til den Underret, der har ledet Sagens Forberedelse for Landsretten, med
en Udskrift af Dommen og begære et Retsmøde berammet, hvortil han da har at
indkalde Modparten med et af vedkommende Underretsdommer fastsat Varsel. Sagen
fremmes derefter i Overensstemmelse med de almindelige Regler.

Kapitel 37.

Kære til Højesteret.

§ 417.

Overfor Kendelser og andre Beslutninger af en Landsret, som ikke — eller
dog ikke for Tiden — kan gøres til Genstand for Anke i Medfør af Bestemmelserne
i § 394, kan, for saa vidt det modsatte ikke særlig er bestemt, enhver, overfor hvem
Beslutningen indeholder en Afgørelse, rejse Kæremaal til Højesteret overensstemmende
med de nedenstaaende Regler. Overfor Domme kan Kæremaal kun rejses i det i
§ 229 nævnte Tilfælde.

Er en Beslutning blevet paakendt af Højesteret ifølge Kæremaal, kan den ikke
senere paaankes, og saa længe Kære over en Beslutning er svævende, kan denne ikke
paaankes.

Kære iværksættes ved til den Landsret, hvis Handling eller Afgørelse man vil
paakære, at indgive en skriftlig Fremstilling af Kæregrunden og den Paastand, som i
den Anledning gøres. Af Fremstillingen skal Genpart meddeles Modparten. Vidner,
Syns- og Skønsmænd, der har mødt under Domsforhandling, kan fremsætte deres
Kære mundtlig til Retsbogen.

Kæremaalet kan støttes paa ny faktiske Anbringender og Beviser.

For saa vidt Landsretten ikke i Medfør af § 177, § 207 eller § 222 forandrer
sin Afgørelse, indsender den inden Udløbet af en Uge Kæreskriftet eller Udskrift af
Retsbogen samt af den paaklagede Kendelse og øvrige fornødne Aktstykker til
Højesteret, hvorhos Retten kan vedføje sin egen Erklæring. Om den stedfundne Ind-
sendelse gives der straks begge Parter Meddelelse.

I Løbet af en Uge fra denne Meddelelse har begge Parter Adgang til at
indsende skriftlige Udtalelser til Højesteret, Senere indsendte Udtalelser er ikke
udelukkede fra at tages i Betragtning, naar de indkommer, inden Afgørelse har fundet
Sted. I øvrigt kan Højesteret efter sit Skøn af egen Drift indhente Oplysninger eller
Erklæringer fra Landsretten eller Parterne.

Paa det indkomne skriftlige Grundlag træffer Højesteret snarest muligt Af-
gørelse ved Kendelse. Naar særlige Grunde taler derfor, kan Højesteret dog af egen
Drift eller efter en Parts Begæring anordne mundtlig Forhandling og til den Hensigt
opfordre Parterne til at give Møde. Udebliver i saa Fald den, der kærer, afvises
Kæremaalet, hvorimod Modpartens Udeblivelse ikke har nogen særlig Virkning.

Kæremaal kan forhandles for og afgøres af et saadant Udvalg som be-
stemt i § 411.

Hvor denne Lov ikke bestemmer andet, er Kærefristen 2 Uger, efter at Af-
gørelsen er truffet. Justitsministeren kan, naar Omstændighederne taler derfor, senere,

dog ikke efter 6 Maaneders Forløb, tillade, at Kæreskrift indgives inden 2 Uger efter
Tilladelsens Meddelelse.

Kære til Højesteret har ikke opsættende Virkning, hvor det ikke særlig er
fastsat i denne Lov. Dog kan saavel Landsretten som Højesteret anordne saadan
Opsættelse.

Adgang til Kære fortabes, naar en til den given Udsættelse ikke benyttes.

Ny. Foretagelse ved Højesteret.

§ 423.

Højesteret kan paa Andragende undtagelsesvis tillade, at en ved denne Ret
paadømt Sag paa ny foretages ved samme, naar der er tilvejebragt en meget stor
Sandsynlighed for, at en af Højesteret paadømt Sag uden Andragerens Fejl har fore-
ligget urigtig oplyst, og for, at der nu haves Oplysninger, som vil medføre et væsent-
lig forskelligt Resultat, samt naar samtlige Omstændigheder i høj Grad taler for Be-
vilgelsen af Andragendet, derunder ogsaa, at det maa anses for givet, at Andrageren
kun ad denne Vej vil kunne undgaa eller oprette et for ham indgribende Tab.

Under tilsvarende Betingelser kan Højesteret tillade Paaanke af en ellers
upaaankelig Landsrets- eller Underretsdom.

Samtidig med at Tilladelsen gives, saavel som paa ethvert senere Trin, kan
Højesteret eller den Ret, der behandler Sagen, paa Begæring bestemme, at den afsagte
Doms Virkninger skal stilles i Bero, ganske eller til Dels, mod eller uden Sikker-
hedsstillelse.

Paa Adgang til den i nærværende Paragraf omhandlede Retshjælp kan der
ikke gives Afkald.

Højesteret bestemmer i hvert enkelt Tilælde, hvorledes de fornævnte Andra-
gender skal behandles, samt hvorledes den forinden Andragendets Afgørelse fornødne
Bevisførelse skal foregaa, og fastsætter de Lempelser i de almindelige Procesregler,
der maatte findes nødvendige eller hensigtsmæssige ved Sagens fornyede Foretagelse.

Findes Forudsætningerne for ny Foretagelse eller ekstraordinær Anke ikke at
foreligge, afviser Retten Sagen.

Behandling af Sager, der i Medfør af Kapitel 21 henhører under Underret, og
Retsmidler mod Underrettens Afgørelser.

§ 425.

Sagen indledes med Stævning. Naar Sagen hører til de i § 225 Nr. 1 og 4
nævnte, og dens Værdi er under 50 Kr., eller Sagsøgeren er ubemidlet, har Retten
paa Begæring at affatte Stævning og om fornødent at forsyne den med Indkaldelse ti
Møde for Forligskommissionen. Det samme gælder i de i § 225 Nr. 8 nævnte Sager.

I Stævningen skal begge Parter være betegnede med Navn og Stilling og
deres Bopæl eller Opholdssted være angivet, hvorhos den skal indeholde Sagsøgerens
Paastand og en kort Fremstilling af de Kendsgerninger, hvorpaa den støttes. Stæv-
ningen skal derhos angive de Dokumenter, Sagsøgeren vil benytte, samt opfordre
Sagsøgte til at møde paa Sagens første Tægtedag og svare i Sagen samt til at med-
tage de Dokumenter, han vil paaberaabe sig.

Parterne kan dog, naar de efter Overenskomst begge møder for Retten, og
Sagen er anmeldt for denne senest Dagen før Retsmødet, uden Stævning begære
Sagen foretaget.

Naar Stævning benyttes, indgives den til Retten, der forsyner den med en
Paategning, hvorved Sagen berammes til Foretagelse i et angivet Retsmøde. Stæv-
ningen tilbageleveres Sagsøgeren til videre Foranstaltning.

Har Sagsøgte Bopæl i Underretskredsen, skal Stævningen forkyndes ham med
en Uges Varsel. Bor Sagsøgte udenfor Underretskredsen, er Varselet 14 Dage, med-
mindre han har Bopæl paa Færøerne, Island, Grønland, de vestindiske Øer eller i
Udlandet, i hvilket Tilfælde, saavel som naar det ikke vides, hvor Sagsøgtes Bopæl er,
Varselet bestemmes af Dommeren.

I øvrigt er de i § 339, 2det, 3die og 4de Stykke, indeholdte Bestemmelser
anvendelige.

Dommeren kan, naar som helst han inden Sagens Optagelse finder Grund
dertil, mægle Forlig mellem Parterne. Kommer Forlig i Stand, tilføres det Retsbogen.

Efter at Sagsøgeren i de Sager, i hvilke Forlig skal prøves ved Forligskom-
missionen, har fremlagt Indkaldelse til Kommissionen samt Bevis for, at Forlig har
været forsøgt, udvikler Parterne mundtlig deres Sag for Dommeren uden videre For-
beredelse ved Skrift. Sagsøgeren fremlægger den behørigt forkyndte Stævning og
fremstiller Sagen fra sin Side, hvorpaa Sagsøgte har at erklære sig.

Under Sagens Forhandling bør Dommeren ikke blot søge at fremkalde tydelige
og sandfærdige Forklaringer fra Parternes Side om Sagens Sammenhæng, men han
har ogsaa, for saa vidt Parterne ikke møder ved Sagførere, at vejlede dem med Hensyn
til, hvad de bør foretage til Oplysning af Sagen og i øvrigt til Varetagelse af deres
Tarv under denne.

De fra begge Sider nedlagte Paastande skal ved Forhandlingens Slutning
indføres fuldstændigt i Retsbogen, medmindre de i særskilt skriftlig Affattelse frem-
lægges til denne. For saa vidt saadant efter Omstændighederne maatte anses for-
nødent, kan Dommeren foranledige saadan skriftlig Affattelse af Paastanden og dertil
tilstaa Udsættelse.

Endvidere skal Parternes Erklæringer over Sagens Sammenhæng i det Om-
fang, som af Dommeren skønnes hensigtsmæssigt, tilføres Retsbogen, dog ikke ordret,
men efter deres væsentlige Indhold. Det tilførte oplæses og vedkendes.

Dommeren bestemmer, om Formalitetsindsigelser skal forhandles og paa-
kendes særskilt eller i Forbindelse med Realiteten.

Parterne maa derfor altid være beredte paa at forhandle Realiteten i det
første Retsmøde.

Paastande kan forandres, indtil den i § 429 omhandlede Tilførsel eller Frem-
læggelse til Retsbogen af dem er sket, men efter den Tid, for saa vidt Forandrin-
gen gaar ud paa andet end en Frafalden eller Indskrænkning, kun med Rettens
Tilladelse.

Finder Retten, at det ikke kan forlanges af Sagsøgte, at han straks skal svare
paa en forandret Paastand, udsættes Sagen.

Sagsøgte kan fremsætte Modfordringer efter de almindelige Regler (§§ 231 og 280).

Dokumenter maa, hvad enten de paaberaabes i Stævningen eller ikke, frem-
lægges i Retsmødet; dog kan Retten, for saa vidt det findes, at der ikke har været
tilstrækkelig Tid eller Anledning for Sagsøgte til at fremskaffe et Dokument, eller at
det fra Modpartens Side fremkomne giver vedkommende Part Anledning til at frem-
komme med yderligere Dokumenter, eller at det dog er undskyldeligt, at vedkommende
Part ikke har medbragt Dokumentet, udsætte Sagen herefter.

Til at gøre sig bekendt med de fremlagte Dokumenter bør der i Regelen gives
Modparten den fornødne Tid i selve Retsmødet.

Finder Retten, at dette sidste efter Omstændighederne og navnlig Dokumentets
Beskaffenhed ikke vil være tilstrækkeligt, kan Sagen udsættes. Den, mod hvem Doku-
mentet fremlægges, maa, dersom det ikke med Producentens Samtykke kan udlaan es
ham, forsynes med en Genpart af samme, og der maa gives ham Adgang til paa
Dommerens eller Rettens Kontor at undersøge Dokumentet.

Saafremt ingen af Parterne begærer at føre yderligere Bevis, eller saadant
ikke skønnes at kunne føre til Oplysning af Omstændigheder, der er af Betydning for
Sagen, skal Dommeren, efter at Paastandene i Overensstemmelse med § 429, 3die
Stykke, er nedlagte, give Parterne Lejlighed til en mundtlig Domsforhandling.

Findes det derimod, at Sagens tilbørlige Oplysning udkræver yderligere Bevis-
førelse, navnlig ved Vidner eller Syn og Skøn, udsættes Sagen efter vedkommende
Parts Paastand, for at Bevisførelsen kan finde Sted. Herved iagttages Reglerne i
§§ 351—359, dog saaledes, at det staar Dommeren frit for at bestemme, at Vidner,
Syns- eller Skønsmænd og Parter, som skal møde for den paagældende Underret,
først skal afhøres i det Retsmøde, hvor Domsforhandlingen foregaar, og at Af-
høringen, dersom nogen af Parterne begærer det, for hans Vedkommende sker ved
Dommeren. Naar Bevisførelsen er til Ende, finder Domsforhandling Sted.

Dom afsiges snarest muligt efter Domsforhandlingen.

Hvor de i de foregaaende Paragraffer givne Bestemmelser ikke indeholder af-
vigende Forskrifter, bliver de i Kapitel 32—35 om Sagers Behandling for Landsret
givne Regler at følge med de Lempelser, som flyder af Forholdets Natur.

§ 435.

Domme, afsagte af en Underret, herunder ogsaa Domme, afsagte i Henhold til
§§ 340—342, kan med den i § 229 nævnte Undtagelse overensstemmende med neden-
staaende Regler af Parterne indankes for den Landsret, i hvis Kreds Underretten
ligger. I Forbindelse med Dommen kan Anken omfatte den forudgaaende Behandling
og de under denne faldne Afgørelser, for saa vidt Anke ikke særlig er udelukket.
De i §§ 394, 2det Stykke, 395 og 396 givne Regler finder tilsvarende Anvendelse paa
Underretssager.

Landsrettens Dom i en fra Underret indanket Sag kan ikke yderligere paa-
ankes. Dog kan Justitsministeren undtagelsesvis tillade, at Sagen indbringes for
Højesteret, overensstemmende med Reglerne i Kapitel 36, naar den skønnes at have
almindelig Interesse eller videregaaende betydelige Følger for vedkommende. Andra-
gende herom maa fremsættes inden saadan Frist, som bestemmes i § 397.

Kære af Parterne til Højesteret overensstemmende med Kapitel 37 kan lige-
ledes kun iværksættes med Tilladelse af Justitsministeren. Andragende herom kan
dog kun bevilges indtil 6 Maaneder efter, at den paagældende Afgørelse er truffet.

Med Hensyn til Tiden for Ankens Iværksættelse gælder de i § 397 givne Regler,
dog at Ankefristen kun er 4 Uger.

Inden Ankefristens Udløb skal Appellanten indlevere Ankestævning paa Lands-
rettens Kontor overensstemmende med de i § 338 fastsatte Regler. Begæres Sagen
berammet til et overdrevent fjernt Tidspunkt, skal Justitssekretæren forelægge Rettens
Formand Spørgsmaalet til Afgørelse.

Ankestævningen skal indeholde en fuldstændig og tydelig Angivelse af Anke-
grunden og den eller de Paastande, der agtes nedlagte.

Om Varselet gælder de i § 339 fastsatte Regler.

Naar Indstævnte udebliver uden at have givet Tilsvar eller ved Domsforhand-
lingen, finder de i §§ 401 og 415, 3die—5te Stykke, indeholdte Regler tilsvarende An-
vendelse.

Fremdeles gælder §§ 407 og 412, 1ste Punktum, ogsaa ved Anke til Landsret,
hvorhos §§ 413 og 416 finder tilsvarende Anvendelse. Hjemvisning kan dog ikke finde
Sted, fordi Underretsdommeren ikke behørigt har vejledet Parten.

Paastande, der ligger udenfor de ved Underretten fremsatte, kan ikke uden
Modpartens Samtykke nedlægges, medmindre Retten tillader det, fordi det findes und-
skyldeligt, at de ikke tidligere er fremkommet. Ønskes en saadan Tilladelse opnaaet,
følges tilsvarende Regler til de i § 405 angivne.

Parterne er berettigede til at fremføre nye Beviser, naar det i Stævningen eller
et andet Processkrift eller i et forudgaaende Retsmøde er meddelt Modparten, af
hvilken Art det ny Bevis er, og hvad derved forventes bevist.

Med Hensyn til Bevisoptagelsen forholdes efter Bestemmelserne i §§ 408—410,
dog at de i § 408 omhandlede Beslutninger i Regelen først bliver at træffe i det Rets-
møde, i hvilket Skriftvekslingen afsluttes.

Vil nogen af Parterne fremsætte nye Anbringender, maa disse anføres i hans
Processkrifter overensstemmende med Reglerne i §§ 337 ff. Efter Skriftvekslingens
Slutning kan nye Anbringender uden Modpartens Samtykke kun fremføres med Rettens
Tilladelse, i hvilken Henseende Reglerne i §§ 348 og 366 finder tilsvarende Anvendelse.

For Ankesagens Behandling gælder i øvrigt de for Procesmaaden ved Landsret
fastsatte Bestemmelser, dog at Skriftvekslingen foregaar for selve Landsretten, der
ogsaa i øvrigt leder Sagens Forberedelse til Domsbehandling.

Underrettens Afgørelser, derunder ogsaa Afgørelser af en Underret, der leder
Forberedelsen af en Landsretssag i 1ste Instans, kan paakæres til Landsret i de
samme Tilfælde, i hvilke Landsrettens Afgørelser kan paakæres til Højesteret.

Fremgangsmaaden er med de af Forholdets Natur flydende Lempelser den
samme, som benyttes ved Kære over Landsrettens Afgørelser; dog kan Kæremaalet
her altid fremsættes mundtlig til Retsbogen. Ogsaa § 422 finder her Anvendelse med
fornødne Lempelser.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære kan ikke indbringes for Højesteret.

Behandlingen af Sager, der paakendes ved Sø- og Handelsretten.

§ 442.

Sager, der i Medfør af denne Lovs §§ 224—25 vilde høre under Lands-
retterne, behandles for Sø- og Handelsretten i Overensstemmelse med de for Lands-
retterne givne Regler, dog at Sagernes Forberedelse til mundtlig Domsforhandling
foregaar ved Sø- og Handelsretten selv, jfr. § 9. Paaanke og Kære iværksættes til
Højesteret overensstemmende med Reglerne i Kapitel 36 og 37.

Sager, der ifølge de nævnte Paragraffer vilde høre under Underretterne, be-
handles efter de for Underretterne givne Regier. Anke og Kære i disse Sager sker
til Østre Landsret efter de i Kapitel 39 givne Regler.

Sager om Veksler og visse andre Gældsbreve.

§ 443.

Sagsøgeren kan anvende den i dette Kapitel omhandlede hurtige Retsforfølgning:
1) I Sager, der anlægges til Indfrielse af Gældsbreve, naar Skyldneren enten i selve
Gældsbrevet eller ved senere Paategning paa samme har underkastet sig saadan
Forfølgning.

2) I Vekselsager, hvorved forstaas Sager, som anlægges mod Trassenter, Endossenter
eller Acceptanter af trasserede Veksler eller mod Udstedere og Endossenter af
egne Veksler til Vekslens Betaling eller for at gøre Vekselregres gældende, Sager,
som anlægges mod Trassenter og Endossenter af Veksler paa Grund af mang-
lende Accept, til Betaling af Vekselsummen eller det ikke accepterede Beløb
(Veksellovens § 29) eller mod Trassenter og Endossenter samt Acceptanter paa
Grund af manglende eller ikke betryggende Accept, til [Stillelse af Sikkerhed
(Veksellovens §§ 25, 26 og 30), Sager, som anlægges mod dem, der har tegnet
Borgen (Aval) for en vekselforpligtet Person, til Vekselforpligtelsens Opfyldelse.

3) I Sager, hvorunder Regreskrav efter en Check indtales.

Under Sagen kan det ikke tillades Sagsøgte at fremsætte andre Indsigelser i
Realiteten end, at han ikke ved Underskriftens Meddelelse var mægtig og myndig til
saaledes at forbinde sig, eller at Underskriften er falsk, eller at der i Dokumentets
Indhold er foregaaet en Forfalskning, efter at Underskriften er meddelt.

I Vekselsager kan Sagsøgte endvidere fremsætte de Indvendinger, som angaar
selve Vekslens Indretning og Indhold eller den til Vekselfordringens Vedligeholdelse
fornødne Omgang eller andre i Vekselloven foreskrevne Betingelser for at kunne gøre
Vekselretten gældende. Tilsvarende Regler gælder om de i § 443 Nr. 3 nævnte Sager.

I de i § 443 Nr. 1 nævnte Sager kan Sagsøgte derhos, for saa vidt Søgs-
maalet foruden paa selve Gældsbrevet støttes paa Transport eller andet udenfor
Gældsbrevet liggende Grundlag, fremsætte enhver Indsigelse herimod, ligesom han i
disse Sager overhovedet kan fremkomme med enhver Indsigelse, med Hensyn til hvilken
Bevisbyrden ikke paahviler ham, eller til hvis Godtgørelse han ikke behøver andre
Bevismidler end Dokumenter, som haves til Stede.

Alle andre Indsigelser i Realiteten er udelukkede fra at komme i Betragtning,
naar Parterne ikke er enige om at ønske dem paakendt: men det forbeholdes Sag-
søgte i Anledning af slige Indsigelser, naar han i sit Tilsvar har opgivet eller i det
mindste forbeholdt dem, at anlægge et selvstændigt Erstatningssøgsmaal mod
Sagsøgeren.

Dette Erstatningssøgsmaal behandles i alle Henseender efter de alminde-
lige Regler.

Imod de i § 443 Nr. 2 og 3 omhandlede Fordringer kan Modfordringer kun
gøres gældende, naar disse er støttede paa, at der ved Forsømmelse med at give den
i Veksellovens §§ 20, 30, 42, 45 og 75 omhandlede Underretning er forvoldt Sagsøgte
Skade, og imod de i § 443 Nr. 1 omhandlede kun, for saa vidt Modfordringen selv
gaar ind under samme Bestemmelse, eller den indrømmes.

Sager, i hvilke den heromhandlede Retsforfølgning anvendes, behandles uden
Hensyn til Genstandens Værdi ved Underret efter de ovenfor i Kapitel 39 givne
Regler, hvorved dog bliver at bemærke, at Dommeren er pligtig at drage særlig Om-
sorg for, at Sagen fremmes med den størst mulige Hurtighed.

Naar Sager af heromhandlede Beskaffenhed indankes for Landsret, er det en
Selvfølge, at Proceduren for denne ikke kan omfatte andet end det, som i Henhold
til ovenstaaende Regler kunde gøres gældende for Underret.

Kapitel 42.

Ægteskabssager samt Sager, hvorunder Arvinger søger sig en bortebleven Persons Formne tilkendt.

§ 448.

Sager angaaende et Ægteskabs Ugyldighed eller Opløsning bliver at behandle
efter de almindelige for Underretsproceduren gældende Regler med de nedenfor givne
nærmere Bestemmelser ved Underretten for det Sted, hvor Sagsøgte har Bopæl eller
Opholdssted, eller, dersom Sagsøgte har forladt Landet, eller det ikke vides, hvor Sag-
søgte er, for det Sted, hvor denne sidst havde Bopæl eller Opholdssted her i Riget.

Dersom Sagsøgte ikke under Sagen giver Møde ved antagen Sagfører, har Sag-
søgeren at andrage paa, at der af Retten maa blive beskikket Sagsøgte en Forsvarer.
Forsømmes dette, afvises Sagen.

Salæret til den for Sagsøgte beskikkede Forsvarer paalægges det offentlige,
hvor det ikke paalægges Sagsøgeren som tabende Part at udrede det.

Retten kan uden Hensyn til, om Modparten begærer det, paalægge Sagsøgeren
at fremstille sig til Afhørelse (jfr. § 302) for Retten, jfr. § 433, og der under Ed at
besvare de Spørgsmaal angaaende Sagens Genstand, som Retten maatte gøre. Ugrun-
det Undladelse heraf eller Vægring herved har til Følge, at Sagen afvises.

Ligeledes kan Retten, hvis Sagsøgte bor eller opholder sig i Riget, paalægge
denne at fremstille sig til Afhørelse (jfr. § 302) for Retten, jfr. § 433. og der under
Ed besvare de Spørgsmaal angaaende Sagens Genstand, som gøres af Retten. Ugrundet
Undladelse af at møde eller Vægring ved at svare medfører dog kun Virkning efter
§ 452, 2det Punktum.

Indrømmende Proceserklæringer fra Sagsøgtes Side har ikke Virkning som
bindende Grundlag for Stridsspørgsmaalets Indhold og Omfang, men der kan alene
tillægges dem Betydning som Bevismidler. Ligeledes kan Sagsøgtes Udeblivelse, Tavs-
hed eller ubestemte Erklæringer i de i § 305 omhandlede Tilfælde kun tages i Be-
tragtning som Bevisdata imod paagældende.

Parts Ed finder, bortset fra de i §§ 450 og 451 omhandlede Tilfælde, ikke
Anvendelse i Ægteskabssager.

Overanklageren kan under Iagttagelse af Reglerne i Kapitel 34 som Intervenient
paa det offentliges Vegne indtræde i en Ægteskabssag for at forhindre, at Skilsmisse-
dom eller Dom, hvorved et Ægteskab erklæres ugyldigt, urettelig tilsniges; han kan
ligeledes, uden at være indtraadt i Sagen i første Instans, i det anførte Øjemed paa
det offentliges Vegne paaanke en saadan Dom.

Offentlig Gengivelse af Forhandlingerne i Retsmøder i Ægteskabssager, der-
under dog ikke indbefattet selve Dommen, kan Retten ved Kendelse forbyde, naar
nogen af Parterne fremsætter Ønske derom. Overtrædelse af saadant Forbud straffes
med Bøder fra 100 til 1,000 Kr.

1 Sager, hvorunder en bortebleven Persons Arvinger ifølge Forordningen af 11.
September 1839 søger sig hans Formue tilkendt enten til Indtægtsnydelse eller til Ejen-
dom, har Sagsøgerne i Overensstemmelse med Grundsætningen i § 449 at drage Om-
sorg for, at et Forsvar for den borteblevne beskikkes, i Landsretssager af Rettens
Formand, i Underretssager af vedkommende Dommer, ligesom de er pligtige efter
Rettens Paalæg at fremstille sig, jfr. § 302, for at afgive edelig Forklaring angaaende
de Omstændigheder, paa hvilke Sagens Afgørelse beror.

Fremgangsmaaden, naar nogen skal umyndiggøres, eller Enke skal sættes under fast Lavværgemaal.

§ 457.

Begæring om Umyndiggørelse kan fremsættes af paagældendes Ægtefælle,
Slægtninge i op- eller nedstigende Linie eller første Sidelinie, Værge, Kurator eller
Lavværge.

Derhos bør i alle Tilfælde Øvrigheden andrage paa nogens Umyndiggørelse,
naar dette efter de Oplysninger, som enten fra vedkommende selv, hans Slægt eller
Venner eller paa anden Maade er kommet Øvrigheden i Hænde, maa anses for rigtigt.

Endelig kan enhver selv andrage paa at blive umyndiggjort,

Begæring om Umyndiggørelse indleveres skriftlig til Underretten paa det Sted,
hvor den paagældende, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmaal, bor eller opholder
sig; har han ikke bekendt Bopæl eller Opholdssted, da til Underretten paa det Sted,
hvor hans sidste bekendte Bopæl eller Opholdssted er beliggende.

Skriftlige Beviser for de Omstændigheder, ved hvilke Umyndiggørelsen skal
begrundes, skal saa vidt muligt ledsage Andragendet. Skønnes yderligere Oplys-
ninger fornødne, kan Underretsdommeren gøre vedkommende opmærksom herpaa og
opfordre ham til at tilvejebringe dem, ligesom Underretsdommeren kan indkalde den,
der søges umyndiggjort, til at møde for sig.

§ 459.

Er Begæringen udgaaet fra den, om hvis Umyndiggørelse der er Spørgsmaal,
eller indvender han ikke noget derimod, efter at han af Underretsdommeren er op-
fordret til at møde og erklære sig derom, tilfalder det Underretsdommeren ifølge de
foreliggende Oplysninger at afgøre, om der er tilstrækkelig Grund til Umyndiggørelse,
og i bekræftende Fald har han da at afgive endeligt Umyndiggørelsesdekret, som ikke
kan paakæres.

I alle andre Tilfælde har Underretsdommeren at indsende Andragendet og de
samme ledsagende Beviser i Forbindelse med saadan skriftlig Erklæring, hvortil han
maatte finde Grund, til den Landsret, under hvilken han staar.

Dersom Umyndiggørelsesgrunden findes at være sandsynliggjort ved de frem-
lagte Beviser, og der kan antages at være Fare forbundet med Opsættelse, kan Under-
retsdommeren uden Hensyn til Indsendelsen til Landsretten afgive et foreløbigt Umyn-
diggørelsesdekret, der, da det straks træder i Kraft, bliver at tinglæse og at kundgøre
i Statstidenden eller ved Kirkestævne med de Retsvirkninger, som Plakat af 10. April
1841 bestemmer. Samtidig med Dekretets Afgivelse beskikker Underretsdommeren en
foreløbig Værge.

Landsrettens Formand beskikker en Sagfører til at varetage dens Tarv, som
søges umyndiggjort, hvis ikke en Sagfører anmelder sig som antagen af denne, og be-
rammer derefter mundtlig Forhandling af Sagen i et Retsmøde, til hvilket begge
Parter indkaldes ved Foranstaltning af Landsrettens Formand og med et af ham
bestemt Varsel.

Efter at Parterne har ytret sig, afgør Retten paa Grundlag af de foreliggende
skriftlige Beviser og Erklæringer, om endeligt Umyndiggørelsesdekret skal afgives,
eller om Begæringen herom skal nægtes.

Udebliver den, der andrager paa nogens Umyndiggørelse, i noget af de i §§
460 og 461 omhandlede Møder, afvises Sagen, dersom ikke Retten i Omstændig-
hederne finder Grund til at udsætte den.

Med Hensyn til Paalæg af Omkostningerne ved heromhandlede Fremgangs-
maade, derunder indbefattet Salær til den ifølge § 460 beskikkede Sagfører, kommer
Reglerne i Kapitel 30 til Anvendelse, saaledes at den, der umyndiggøres, betragtes
som tabende.

Den ovenangivne Fremgangsmaade bliver ogsaa at anvende, naar der af andre
fremsættes Begæring om, at Enke maa sættes under fast Lavværgemaal.

Naar en Enke selv begærer at blive sat under fast Lavværgemaal, har Under-
retsdommeren uden videre Undersøgelse at tage Begæringen til Følge.

Naar endeligt Umyndiggørelsesdekret er afgivet, eller naar det er besluttet, at
en Enke skal sættes under fast Værgemaal. paahviler det vedkommende Ret straks at

give den til Værges eller Lavværges Udnævnelse kompetente Myndighed Underret-
ning herom.

Naar enten Øvrigheden eller den Person, der er erklæret umyndig eller sat
under fast Lavværgemaal, eller nogen af de i § 457, 1ste Stykke angivne Personer for
Landsretten tror at kunne oplyse, at der ikke længere er Grund til denne Foran-
staltnings Vedbliven, har paagældende at indgive et Andragende til Landsretten i den
Kreds, hvor den umyndiggjorte bor, om at maatte blive stedet til i et Retsmøde at
begrunde eller lade begrunde en Begæring om Umyndiggørelsens Ophævelse. Er Sinds-
svaghed Umyndiggørelsesgrunden, kan der dog i Regelen ikke tages Hensyn til et af
den umyndiggjorte eller af andre paa hans Vegne indgivet Andragende, medmindre
det er ledsaget af Anbefaling fra Retslægeraadet eller en Embedslæge eller fra Overlægen
paa den Helbredelsesanstalt, paa hvilken den umyndiggjorte maatte være anbragt.

Derefter har Landsretten at beramme et Retsmøde, om hvilket der meddeles
den umyndiggjortes Værge betimelig Underretning; i Retsmødet høres de paagældende,
og de fremførte Beviser overvejes, hvorefter Landsretten enten ophæver Umyndig-
gørelsesdekretet eller afslaar Begæringen herom.

I sidste Fald bæres Omkostningerne ved Forhandlingerne af den, der har rejst Sagen.
Ophæves Dekretet, afholdes Omkostningerne af det offentlige.

De om Landsretsproceduren givne Forskrifter kommer i øvrigt med de af det
foregaaende følgende Lempelser til Anvendelse i disse Sager. Med Hensyn til offentlig
Gengivelse af Forhandlingerne i saadanne Sager finder Bestemmelserne i § 455 til-
svarende Anvendelse.

Fremgangsmaaden ved at erhverve Mortifikations- eller Ejendomsdom.

§ 468.

Sager, hvorunder Mortifikation paa Dokumenter søges, bliver, for saa vidt angaar
Gældsbreve, ved hvilke der er givet Pant i fast Ejendom, at anlægge ved Underretten
paa det Sted, hvor den faste Ejendom er beliggende, og ellers ved Landsretten paa det
Sted, hvor vedkommende Dokument er udstedt. Lader disse Regler sig ikke anvende,
f. Eks. fordi Dokumentet er udstedt af en dansk Undersaat i Udlandet, skal Sagen
anlægges i København.

Mortifikation af bortkomne Konnossementer søges paa det Sted, hvor Varerne
skal afleveres. Mortifikation af Oplagsbeviser og de i Lov om Oplagsbeviser m. m.
i Københavns Frihavn af 30. Marts 1894 ommeldte Garantibeviser søges paa det Sted,
hvor Oplagshuset er beliggende.

Sager, hvorunder Ejendomsdom søges, bliver at anlægge ved Underretten paa
det Sted, hvor Ejendommen er beliggende, eller, hvis Sagens Genstand er et Dokument,
hvor Mortifikation af dette skulde søges efter Reglerne i denne Paragraf. Ejendoms-
dom paa et Skib eller en Skibspart søges i København.

Den, der søger Mortifikation paa et Dokument, har til den Ret, hvor Sagen
efter § 468 skal føres, at indgive skriftlig Begæring om Indkaldelse af den eller dem,
som maatte være Ihændehaver af Dokumentet eller anse sig berettiget til det.

§ 470.

Begæringen om Mortifikation paa et Dokument skal være ledsaget af Oplys-
ninger, som gør det antageligt, at den paagældende er berettiget til at erholde
Mortifikation, og navnlig om Maaden, hvorpaa Dokumentet er frakommet ham, hvorhos
det paagældende Dokument maa betegnes med en saadan Tydelighed, at det ikke kan
forveksles med andre.

Retten afgør derpaa ved Kendelse i et Retsmøde, hvortil den, der søger
Mortifikation, tilsiges, om offentlig Indkaldelse maa udstedes. Forinden Beslutning
derom tages, kan Retten afæske den, der søger Mortifikation, yderligere mundtlig eller
skriftlig Oplysning. Undlader han at efterkomme Opfordringen, eller befindes de af
ham givne Oplysninger ufyldestgørende, kan Retten nægte at udstede Indkaldelsen.

Tilstedes offentlig Indkaldelse, udfærdiger Retten en saadan i Overensstemmelse
med den indgivne Begæring, hvorefter den, der søger Mortifikation, har at iværksætte
Indkaldelsens offentlige Bekendtgørelse ved Indrykkelse 3 Gange i Statstidenden.

Indkaldelsen skal indeholde den efter Omstændighederne fornødne og mulige
Betegnelse af Dokumentet samt Opfordring til den eller dem, der maatte anse sig for
berettigede til det, til at møde og fremkomme med deres Indsigelser mod dets
Mortifikation paa en i Indkaldelsen angiven, af Retten nærmere bestemt Retsdag, som
ikke maa falde tidligere end 12 Uger og ikke senere end 1 Aar efter Indkaldelsens
tredie Indrykkelse i Statstidenden. Derhos maa Indkaldelsen indeholde en udtrykkelig
Tilkendegivelse om, at den, der ikke møder og fremsætter Indsigelse, maa vente at se
Dokumentet mortificeret.

Møder ingen og gør Indsigelse paa den i Indkaldelsen bestemte Retsdag, gives
der, for saa vidt Retten ikke i den brugte Fremgangsmaade ser nogen Hindring derfor,
Mortifikationsdom.

Møder nogen og fremsætter Indsigelse mod Mortifikation, bliver Spørgsmaalet.
om denne kan gives eller ej, at afgøre ved Rettens Dom.

Mortifikationsdomme kan kun paaankes, for saa vidt der under Sagen er frem-
sat Indsigelse mod Mortifikationen, eller paa Grund af Fejl eller Mangler ved den
brugte Fremgangsmaade eller paa Grund af, at Tilfældet ikke egner sig til Mortifikation.

Det har sit Forblivende ved den gældende Rets Regler om, hvem der kan søge
Mortifikation, og hvilke Dokumenter der kan mortificeres, saavel som angaaende Rets-
virkningerne af Mortifikation.

Om Udlevering og Salg af Varer efter Konnossementer m. m. mod Sikkerheds-
stillelse har det sit Forblivende ved Sølov af 1. April 1892 §167, Lov om Oplagsliuse
af 23. Februar 1866 § 9 og Lov om Oplagsbeviser m. m. i Københavns Frihavn af 30.
Marts 1894 § 15. Ligeledes gælder fremdeles Reglerne i Vekselloven af 7. Maj 1880 § 74.

Bestemmelserne i Forordning af 28. Marts 1845 § 17 berøres ikke af denne Lov;
Sagen bliver at anlægge ved vedkommende Underret.

§ 476.

De ovenfor givne Regler om Fremgangsmaaden ved Mortifikationsdoms Er-
hvervelse kommer med de af Forholdets Natur flydende Lempelser til Anvendelse, naar
nogen vil søge Ejendomsdom efter foregaaende offentlig Indkaldelse.

Det har sit Forblivende ved den gældende Rets Regler om Adgangen til at
søge saadan Ejendomsdom saavel som om Retsvirkningerne af den.

Om Adgang til Erhvervelse af Mortifikationsdom paa Servitutter, Brugsrettig-
heder og Grundbyrder har det sit Forblivende ved Reglerne i Lov Nr. 67 af 14. April
1905, dog at der i Stedet for den i bemeldte Lovs § 4 omhandlede Bevilling til Erhver-
velse af Mortifikationsdom uden særlig Indstævning træder en af vedkommende Ret i
Overensstemmelse med § 471 meddelt Tilladelse.

Eksekution og Tvangsauktion. Kapitel 45.

Almindelige Betingelser for Eksekution.

§ 478.

Eksekution kan ske paa Grundlag af:

1) Domme og Kendelser, afsagte af Domstole eller af andre Myndigheder, der efter
Lovene er beføjede til at afsige eksigible Kendelser.

2) Forlig, indgaaede for Forligskommissioner, Retter eller Overøvrigheder, for de
sidstnævntes Vedkommende dog kun i saadanne Sager, hvor det ved Lovgivningen
er paalagt dem at mægle Forlig, saavel som for Landvæsenskommissioner og
andre Myndigheder, om hvilke Lovene bestemmer, at de for dem afsluttede Forlig
skal kunne eksekveres.

Forlig, der er sluttede udenfor Forligskommissionen og godkendte i en
saadan, kan dog kun tjene til Grundlag for Eksekution, naar de er forsynede
med to med Stilling og Bopæl anførte Vidners Paategning om, at Forliget førend
Skyldnerens Underskrift er lydelig oplæst for og vedtaget af ham, samt naar de
Omkostninger, Skyldneren indgaar paa at betale, bortset fra de med Ekseku-
tionen forbundne, er anførte deri med en bestemt Sum.

3) Tinglæste Pantebreve, hvorved der for en bestemt angiven Pengesum gives Pant
i fast Ejendom, naar de er oprettede eller vedkendte for Notarius publicus eller
for to Vitterlighedsvidner, og Forfaldstiden er indtraadt enten paa Grund af
Opsigelse, eller fordi det Tidspunkt, der i Pantebrevet er fastsat som Betalings-
termin, er kommet, eller, for saa vidt saadan Følge udtrykkelig er betinget i
Pantebrevet, paa Grund af Udeblivelse med Renter. Udlæget, som kan ske ikke
blot for Kapitalen eller Afdrag paa samme, men ogsaa særskilt for Renter, kan
dog ikke udstrækkes til andet end Pantet.

4) Bodmeribreve efter Beglerne i Sølov 1. April 1892 § 185.

5) Forlig, indgaaede for. og Domme, afsagte af danske Konsuler i de i Lov om
danske Konsulers Doms- og Øvrigkedsmyndighed m. m. af 15. Februar 1895
nævnte Tilfælde.

Udpantning samt Udsættelses- og Indsættelsesforretninger uden foregaaende
Lovmaal og Dom kan finde Sted under de i 4de Afsnit angivne Betingelser.

I Henhold til Traktat, indgaaet paa Betingelse af Gensidighed, kan rier ved
Anordning tillægges Domme og Kendelser, afsagte af udenlandske Better eller Myn-
digheder, samt udenlandske offentlige Forlig, for saa vidt de bestemmer andet end
Straf, Eksekutionskraft her i Riget, naar de er forsynede med en af de i Anord-
ningen angivne udenlandske Myndigheders Bevidnelse om at være udfærdigede i den
Form, der fordres til Eksekution, samt om at have den Egenskab at give Adgang til
Eksekution efter den udenlandske Lovgivning.

Med Hensyn til Sverige har det sit Forblivende ved Lov af 19. Februar 1861.

Udenfor de i denne Paragraf nævnte Tilfælde kan Eksekution ikke ske umid-
delbart paa Grundlag af en udenlandsk Dom eller Kendelse.

Eksekution foretages af Underretsdommeren, der i denne sin Virksomhed be-
nævnes Foged; Eksekution kan dog ske i Købstæderne og Handelspladserne ved Politi-
mesteren og paa Landet ved Sognefogeden, naar Dommen eller Forliget lyder paa
Betaling af en Pengesum, der bortset fra de efter Sagens Begyndelse paaløbne
Renter og Sagsomkostninger ikke overstiger 100 Kr., og Genstanden for Ekseku-
tionen derhos ikke er fast Ejendom. Til Brug under saadanne Forretninger leveres
der Politimesteren (Sognefogeden) en af Fogeden autoriseret Bog, hvis Anskaffelse
bekostes af vedkommende Kommunes Kasse.

Ved Eksekutionsforretningens Foretagelse har Fogeden (Politimesteren, Sogne-
fogeden) at sørge for, at tvende gode Mænd er til Stede som Vidner. Disse er tillige
uden anden særlig Bemyndigelse kompetente til at foretage de under Forretningen fore-
faldende Vurderinger og andre lignende Skøn. Skulde de ikke være i Stand til rettelig
at anslaa de forekommende Genstande, har Fogeden at tilkalde andre Mænd, som
hertil er skikkede. Saavel Vidnerne som de, der tilkaldes for at udføre Vurde-
ringer, har i Fogedbogen, henholdsvis den i 1ste Stykke nævnte Bog, at underskrive
en Forsikring paa Tro og Love om, at de vil udføre Vurderingen efter deres bedste
Overbevisning.

Politiet er pligtigt paa Forlangende at understøtte Fogeden, dersom han i sine
Forretningers Udførelse møder saadan Modstand, som han ikke ved egen og Vid-
nernes Hjælp tror at kunne overvinde, eller han af andre Grunde begærer Politiets
Bistand.

Ingen Foged kan foretage Eksekutionsforretninger udenfor sin egen Retskreds,
medmindre disse blot er at anse som Fortsættelse af en i Retskredsen paabegyndt
Eksekution, i hvilket Tilfælde han i tilstødende Retskredse er kompetent til at fore-
tage Eksekution i rørligt Gods. Dog er Fogeden ikke pligtig at rejse længere end 15
Kilometer ud over Grænserne af sin Retskreds.

§ 482.

Den, der vil have en Eksekution foretaget, skal for Fogeden fremsætte sin
Begæring herom, ledsaget af Udskrift af Dommen, Kendelsen eller Forliget eller af det
originale Pantebrev eller Bodmeribrev, ligesom han ogsaa ved samme Lejlighed har at
meddele alle de Oplysninger, som i øvrigt maatte være fornødne, for at Fogeden kan
tage Bestemmelse om Forretningens Berammelse.

Begæringen skal, hvis Fordringen, bortset fra Sagsomkostninger og Renter,
der er paaløbet siden Sagens Begyndelse, overstiger 300 Kroners Værdi, være
skriftlig. I andet Fald kan den fremsættes mundtlig for Fogeden, som da har at tage
den til Fogedbogen.

Eksekution kan begæres under eet hos samme Skyldner efter forskellige Ekseku-
tionsgrundlag.

Dommen eller Kendelsen maa være udfærdiget i lovmæssig Form. Er dette Til-
fældet, vedkommer det ikke Fogeden at undersøge eller afgøre, om Dommen eller
Kendelsen maatte lide af saadanne Fejl eller Mangler, som kunde medføre en anden
Afgørelse efter Anke eller Kære. Kun hvis Dommen eller Kendelsen ikke er udgaaet
fra en lovlig bestaaende Domstol eller nogen til at afsige eksigible Dekreter beføjet
Myndighed, eller den ikke ifølge sit Indhold kan fuldbyrdes, har Fogeden at nægte
Eksekution.

Under Eksekutionen af Forlig har Fogeden at paakende alle Indsigelser mod
Forligets Gyldighed, dog, hvad Retsforlig angaar, kun for saa vidt Fogedens Kendelse
ikke vilde indeholde en Bedømmelse af Rettens Handlinger.

Er den ved Forliget hjemlede Fordring knyttet til en Betingelse eller en Tids-
frist eller afhængig af Erlæggelse af en Modydelse, maa det ved Forligets eget Ind-
hold eller ved andre offentlige Dokumenter eller ved Skyldnerens egen Indrømmelse
være givet, at Betingelsen er indtraadt eller Tidsfristen udløbet, eller at Forligshaveren
fra sin Side har erlagt Modydelsen, for saa vidt ikke lovligt Tilbud herom fremkommer
under selve Forretningen og da endnu kan betimelig fremsættes.

De i foregaaende Paragraf med Hensyn til Forlig opstillede Grundsætninger
finder ogsaa Anvendelse paa de i § 478 Nr. 3 nævnte Pantebreve og de i § 478 Nr. 4
nævnte Bodmeribreve.

Den, der forlanger Eksekution efter en udenlandsk Dom eller Kendelse, maa
samtidig med Begæringen herom forelægge Fogeden de Oplysninger, som udkræves
efter S 479.

Domme kan fuldbyrdes, naar Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, uden at lovlig
Anke er blevet iværksat ved Ankestævnings Indlevering til Berammelse inden denne
Frists Udløb. Fuldbyrdelsesfristen, der regnes fra Dommens Afsigelse eller, jfr. § 219,
3die Stykke, fra dens Forkyndelse, er ved alle Retter 15 Dage.

Ved Domme, der paabyder en Handlings Foretagelse, kan Retten forlænge den
nævnte Tidsfrist, hvis Domfældte findes at behøve længere Tid til at efterkomme
Dommen.

Ansvar for Overtrædelse af en Dom, som paalægger at undlade noget, ifaldes
ikke før den almindelige Fuldbyrdelsesfrists Udløb.

Domme, hvorved der tilkendes nogen en Eet, kan ikke før Udløbet af den
almindelige Eksekutionsfrist afgive Hjemmel til Udøvelse af saadan Eet.

Ved udtrykkelig Bestemmelse i Dommen kan Retten, naar Omstændighederne
taler herfor, efter Paastand sætte Fuldbyrdelsesfristen — herunder ogsaa den ved de
to sidste Stykker af § 487 hjemlede Frist — til kortere Tid end den i § 487 angivne.
I Forbindelse hermed kan det paa Domfældtes Begæring bestemmes, at Domhaveren
skal stille Sikkerhed, dersom han inden Udløbet af den almindelige Fuldbyrdelsesfrist
vil eksekvere Dommen.

Ligeledes kan det efter Paastand i Dommen bestemmes, at Eksekution med
eller uden foregaaende Sikkerhedsstillelse skal kunne iværksættes, uanset at Dommen
betimelig paaankes.

Paastand om foranførte Bestemmelser maa fremsættes senest under den
mundtlige Domsforhandling.

Kendelser, som bestemmer noget, der skal fuldbyrdes, kan eksekveres straks,
saa snart de er afsagte og givne beskrevne, medmindre andet fremgaar af Kendelsens
eget Indhold.

Fuldbyrdelse af de i § 177, jfr. §§ 206 og 300, omtalte Kendelser kan dog
først finde Sted. naar Fristen til at fremsætte Begæring om Kendelsens Ophævelse i
Henhold til § 177 er forløbet, eller Retten har nægtet at efterkomme en saadan
Begæring.

Eksekution efter Forlig kan foregaa, saa snart Tidspunktet for Forligets Op-
fyldelse er indtraadt, Ved Pantebreve kan Panthaveren skride til Eksekution, naar
der er forløbet en Tid af 14 Dage fra Forfaldstiden at regne, og der derhos, for saa
vidt Skyldneren bor paa den pantsatte Ejendom, med 3 Dages Varsel er givet ham
en i Overensstemmelse med Reglerne i Kapitel 17 forkyndt Meddelelse om Dagen, paa
hvilken Forretningen vil blive foretaget.

Naar Fuldbyrdelsesfristen er udløbet, kan Eksekutionen ikke hindres ved
senere iværksat Anke, medmindre saadant bestemmes af den Ret, til hvilken Sagen
er indanket.

De i det følgende om Domme givne Bestemmelser finder ogsaa Anvendelse paa
Forlig og andre Eksekutionsgrundlag, dog med de Lempelser, som følger af For-
holdets Natur.

Kapitel 46.

Fuldbyrdelse af Domme, der ikke lyder paa Udredelse af Penge.

§ 493.

Er der paalagt Domfældte en anden Ydelse end Penge, sker Dommens Ekse-
kution, med de i §§ 494—49(i nævnte Undtagelser, derved, at Domhaverens Interesse
i Dommens Efterkommeise anslaas i Penge, og at Vederlagsbeløbet inddrives efter de
i Kapitel 47 opstillede Regler, for saa vidt ikke en efter Dommens Afsigelse indtraadt
Umulighed eller andre lignende Omstændigheder efter den borgerlige Rets Grundsæt-
ninger har befriet Domfældte uden tillige at medføre Erstatningspligt for ham.

Hvis der ikke i selve Dommen er fastsat et Pengevederlag, som træder i Stedet
for den Y7delse, hvorpaa Dommen principalt gaar ud, kan Domhaveren under Foged-
forretningen faa fastsat det Pengebeløb, hvortil hans Interesse maa anslaas. Kan
Ydelsen i og for sig ikke anslaas til Penge, kan Fogeden i Stedet derfor sætte en
Godtgørelse i Penge.

I Regelen har Fogeden med Vidnernes Bistand at foretage Ansættelsen (§ 480);
hvis disse ikke er tilstrækkelig sagkyndige, kan Fogeden udmelde andre, som, efter at
have afgivet en Forsikring som den i § 480 omtalte, yder den fornødne Bistand.

Fogeden har, saa vidt muligt, at tilkalde Domfældte, for at han kan afgive
sine Oplysninger og Erklæringer, forinden Vederlagssummen bestemmes.

Derefter fastsætter Fogeden Pengevederlaget ifølge sit Skøn over Omstændig-
hederne og uden at være bunden ved Vidnernes eller de i deres Sted trædende Per-
soners Anskuelse. Han har herved fornemlig at drage Omsorg for, at Domhaveren
faar fuldstændig Erstatning, og i Tvivlstilfælde har han hellere at fastsætte denne
rigeligt end at udsætte Domhaveren for at lide noget Tab ved, at Dommen ikke
efterkommes.

Anlægger Domhaveren i Anledning af, at Dommen ikke efterkommes, Straffe-
sag ifølge § 499, kan det ham tilkommende Pengevederlag fastsættes under denne Sag
i Stedet for under Fogedforretningen.

Skal Domfældte fravige Besiddelsen af en fast Ejendom eller tilstede Dom-
haveren en vis Raadighed over den, har Fogeden, saa vidt gørligt, umiddelbart at
fremtvinge Dommens Efterlevelse ved Domfældtes Udsættelse eller paa anden lig-
nende Maade.

Lyder Dommen paa, at Domfældte skal udlevere en rørlig Ting, har Fogeden
ligeledes umiddelbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Tingen, om
fornødent med Magt. Forefindes Tingen ikke under Forretningen, kan Domhaveren
fordre sin Interesse ansat til Penge paa den i § 493 omtalte Maade og Beløbet ind-
drevet. Lyder Dommen paa, at Domfældte skal udlevere et Barn, har Fogeden umid-
delbart at sætte Dommen i Værk ved at fratage Domfældte Barnet og overgive det
til den, som efter Dommen er berettiget til at fordre dette, om fornødent med Magt,

Med de af Forholdets Natur flydende Lempelser finder § 520 ogsaa Anven-
delse ved Forretninger af heromhandlede Art.

Skal Domfældte ifølge Dommen udføre et Arbejde eller træffe andre lignende
Foranstaltninger, kan Fogeden efter Domhaverens Paastand tillade denne at lade saa-

dant foretage ved andre, saaledes at Udlæg derefter kan gøres overensstemmende med
næste Kapitel for det efter en af Fogeden godkendt Regning hertil medgaaede Beløb,
dersom dette efter Omstændighederne findes at være den letteste og hurtigste Maade,
hvorpaa Domhaveren kan komme til sin Ret. Er Domfældte tilpligtet at udstede eller
underskrive et Dokument, kan Fogeden udfærdige dette med samme Virkning, som om
han af Domfældte var blevet befuldmægtiget hertil. Er Domfældte tilpligtet at stille
en Sikkerhed, kan Fogeden udtage saa meget af hans Gods, som hertil er fornødent,
og over dette haves da samme Sikkerhedsret som over udlagt Gods.

Er Domhaveren kendt berettiget til at udføre en Handling mod at erstatte
den herved bevirkede Skade, eller Domfældte kendt pligtig at foretage noget imod at
faa Udgifterne derved erstattet af Domhaveren, er Fogeden pligtig til paa vedkom-
mendes Forlangende, om fornødent med sagkyndiges Bistand, at afgøre Spørgsmaal om
Udførelsen af Dommen saavel som at bestemme Størrelsen af den Erstatning, der

skal udredes i Forbindelse med Dommens Fuldbyrdelse.

Lyder Dommen paa, at Domfældte skal undlade noget, kan Domhaveren, naar
Dommen overtrædes, dersom det ikke i Dommen selv er bestemt, hvilket Ansvar der
skal være forbundet hermed, under en Fogedforretning paa den i § 493 bestemte
Maade faa sin Interesse anslaaet i Penge og Beløbet inddrevet efter Kapitel 47.
For saa vidt Domhaveren i Anledning af Dommens Overtrædelse anlægger Sag i Hen-
hold til § 499, kan Erstatningen fastsættes under denne i Stedet for under Foged-
forretningen.

Lyder Dommen paa, at Domfældte skal erlægge en Række Ydelser, eller kan
Dommen overtrædes ved en Række Handlinger, kan Domhaveren. hver Gang Dommen
tilsidesættes, gaa frem efter §§ 493—497.

Den, der modvillig undlader at efterkomme en Dom, hvorved det er ham paa-
lagt at foretage noget, saavel som den, der forsætlig overtræder en Dom, hvorved det
er ham paalagt at undlade noget, kan, hvad enten Domhaveren gaar frem efter §§
493—497 eller ikke, under en af denne anlagt Sag dømmes til Straf af Bøder eller
simpelt Fængselj hver Gang en særskilt Tilsidesættelse af Dommen foreligger. Saa-
dan Sag kan dog ikke anlægges, naar Domhaveren i Mindelighed eller ved Anven-
delse af ovennævnte Fremgangsmaade har opnaaet sin Ret eller Sikkerhed for den,
ligesom i saa Fald en allerede anlagt Sag bliver at hæve og Fuldbyrdelsen af en
idømt Straf undlades eller standses. At Domfældte har udstaaet Straf efter en i
Medfør af nærværende Paragraf erhvervet Dom, udelukker ikke Domhaveren fra at
anvende den i §§ 493—497 ommeldte Fremgangsmaade.

Naar Straffedom er afsagt over Domfældte, har Politiet paa Domhaverens Be-
gæring at yde Bistand til hans Rets Gennemførelse ved at opsøge og fratage Dom-
fældte de ham frakendte Ting, hindre ham i at foretage Overtrædelseshandlinger, til-
intetgøre, hvad der er foretaget i Strid med Domhaverens Ret, og deslige.

Ved de foregaaende Paragraffers Forskrifter er der ikke gjort nogen Ind-
skrænkning i Domhaverens Ret til at benytte de foreløbige Retsmidler for at sikre
sig i Henseende til Dommens Efterkommeise.

Kapitel 47.

Fuldbyrdelse af Domme, der lyder paa Udredelse af Penge.

§ 501.

Domme, der lyder paa Betaling af Penge, kan fuldbyrdes ved Eksekution i
Domfældtes Formue. Med Hensyn til Bøder, der idømmes i borgerlige Retstrætter,
følges de om Eksekution af Bødedomme gældende Regler, jfr. §§ 997, 999 og 1005.

Derimod kan Domfældte ikke underkastes Gældsfængsel.

Det har sit Forblivende ved de gældende Regler om Afsoning af Underholds-
bidrag til Børn udenfor Ægteskab og lignende Ydelser af familieretlig Natur.

Eksekution kan kun udstrækkes til saa meget af Domfældtes Gods, som, efter
Fradrag af, hvad der kan forudses at ville medgaa til Fyldestgørelsen af Trediemands
fortrinligere Krav, i Henhold til stedfunden Vurdering behøves til Dommens Fyldest-
gørelse og til Dækning af de Omkostninger, som efter Domhaverens Paastand og Foge-
dens Skøn om dennes Rigtighed vil medgaa til Retsafgifter eller andre nødvendige
Udgifter, saasom ved det udlagtes Flytning, Opbevaring indtil Auktionen m. v.

For saa vidt Eksekutionen foretages for Honorar til Rekvirentens juridiske
Konsulent, fastsættes dettes Størrelse af Fogeden under Hensyn til Sagens Beskaffenhed
og Ulejligheden med Inddrivelsen, selv om ingen Indsigelse mod Størrelsen af det for-
drede Beløb fremsættes og uanset, at der derom foreligger Overenskomst. Fogedens
Kendelse herom er Genstand for Kære.

Eksekution iværksættes, under Iagttagelse af de i det følgende givne Regler,
derved, at Fogeden (Politimesteren, Sognefogeden) giver Domhaveren Udlæg til For-
auktionering i Domfældtes rørlige eller urørlige Gods eller i ham tilkommende Rettig-
heder eller Fordringer paa andre, jfr. endvidere §§ 504, 557 og 558.

Er Godset behæftet eller i Forvejen udlagt til andre, kan der gives sekundært
Udlæg deri.

Hvis rede Penge forefindes, bliver disse af Fogeden at udbetale Domhaveren til
Dækning af eller Afdrag paa Fordringen. Foretages Forretningen af Politimesteren
(Sognefogeden), bliver Beløbet af denne at aflevere til Fogeden, der da foranstalter det
videre fornødne. Domhaveren kan ikke vægre sig ved at modtage Betaling i forfaldne
Fordringer paa ham selv, naar disses Rigtighed anerkendes.

Udlæg kan gøres i Domfældtes Leje-, Forpagtnings- eller Fæsterettigheder eller
i andre Brugsrettigheder over faste Ejendomme paa den Maade, at Ejendommen ved
Fogedens Foranstaltning, jfr. § 508, administreres til Domhaverens Fordel, og Indtæg-
terne af den benyttes til dennes Dækning paa samme Maade som ellers de ved Tvangs-
auktion indvundne Pengebeløb, alt for saa vidt saadant kan ske uden at krænke
andres Ret.

Udlagt Gods ansættes under Fogedforretningen til den Værdi, hvortil det
skønnes under sædvanlige Omstændigheder at kunne udbringes ved offentlig Auktion
efter Fradrag af de med Auktionen og Inkassationen forbundne Omkostninger. Hvor
Salg ved Auktion ikke finder Sted (§ 557), tages der Hensyn til de Omkostninger,

som Salg paa anden Maade vil medføre. Ved Udlæg i Fordringer eller i Rettigheder
eller i Indtægterne af faste Ejendomme finder ingen Vurdering Sted, men Udlægets
Omfang og Udstrækning bestemmes ved et Skøn under tilbørligt Hensyn til de med
den benyttede Fremgangsmaade forbundne Udgifter og Omkostninger.

Domfældte eller den, der under Forretningen optræder paa hans Vegne, jfr.
§ 517, er berettiget til at paa vise de Ting, i hvilke Eksekution skal ske, og Domhaveren
kan ikke gøre Indvendinger herimod, naar blot de paaviste Genstande efter Foged-
vidnernes Vurdering eller Skøn afgiver en til det Beløb, der skal inddrives, svarende
Sikkerhed.

Dog behøver Domhaveren ikke at modtage Udlæg i fast Ejendom, naar der
kan paavises rørligt Gods eller Fordringer, hvoraf Fyldestgørelse kan faas, saavel som
ej heller i Løsøregenstande, hvis Opbevaring eller Realisation maatte være særlig
vanskelig, eller i Fordringer, som maa anses for omtvistede eller usikre. Ej heller kan
Domhaveren nødes til at søge sin Fyldestgørelse paa anden Maade, naar der kan gives
ham Udlæg til Forauktionering. For saa vidt andet Gods kan paavises, behøver han
ikke at modtage sekundært Udlæg i Genstande, som i Forvejen er udlagte til andre,
eller hvorover andre har erhvervet Rettigheder, for hvilke Udlægshaveren maa
staa tilbage.

Paaviser hverken Domfældte eller nogen paa hans Vegne Genstande, hvori
Udlæg kan ske, tilfalder det Domhaveren at udvælge de Genstande, hvori han vil søge
Fyldestgørelse.

Dog har Fogeden (Politimesteren, Sognefogeden) herved at paase, at de for
Domfældte mest undværlige Genstande først udlægges, saa at; altsaa en Ejendoms
nødvendige Besætning og de til dens Drift uundværlige Avisredskaber saavel som
Haandværksredskaber og andre til Domfældtes Næringsdrift uomgængelig fornødne
Ting ikke udlægges, saa længe andre mere undværlige Genstande forefindes.

Gødning saavel som Straa og Hø samt Føde- og Sædekorn, Foderroer, Foder-
kartofler og Sukkerroeafiald, for saa vidt til Ejendommens Drift findes fornødent,
maa ikke ved Udlæg skilles fra Ejendommen, men bliver at betragte som et Tilbehør
til den; ej heller maa Sæd paa Marken omhugges eller anden Afgrøde indhøstes, førend
den er moden hertil.

Det har endvidere sit Forblivende ved den bestaaende Lovgivnings Bestem-
melser om, at de befalede Brandredskaber ej kan skilles fra Ejendommen.

Naar Fyldestgørelse søges paa den i § 504 omhandlede Maade, har Fogeden
at overgive Administrationen af vedkommende Ejendom, saa vidt Brugsretten rækker,
til en af ham godkendt Bestyrer og eventuelt at paalægge Fæstere, Forpagtere, Leje-
tagere og andre at betale deres Afgifter til denne, samt i øvrigt at iværksætte de Tvangs-
foranstaltninger, som er fornødne, for at Ejendommens Frugter og Indtægter kan
komme Domhaveren til Nytte.

Den af Fogeden godkendte Bestyrer aflægger til de af Fogeden bestemte Tider
til denne Regnskab for Indkomsterne af Ejendommen og afleverer Overskuddet til
Fogeden efter Fradrag af Driftsudgifter og øvrige Administrationsomkostninger, der-
under hans eget Honorar.

For saa vidt Ejendommens Bestyrelse maatte give Underskud, hæfter Dom-
haveren herfor, og Fogeden kan med Hensyn hertil afkræve ham en Sikkerhedsstillelse,
naar han anser det fornødent.

Naar Domhaveren er blevet dækket for sin Fordring med paaløbne Renter og
Omkostninger, overleveres Ejendommen igen til Skyldneren.

Alle Spørgsmaal angaaende Ejendommens Bestyrelse, Regnskabsaflæggelsen og
den tvungne Administrations Ophør afgøres af Fogeden, naar Domhaveren, Skyldneren
eller andre i Ejendommen interesserede i den Anledning fremfører Klager eller Indsigelser.

Udlæg kan ikke gøres i de for Skyldneren og hans med ham samlevende Hustru
og Børn fornødne Senge og Sengklæder samt nødvendigste Linned og Gangklæder.

Endvidere kan Skyldneren fordre, at der skal levnes ham Genstande, som
hører til de vigtigste Livsfornødenheder eller er nødvendige til hans Næringsvejs Ud-
øvelse, indtil et Vurderingsbeløb af 25 Kr. eller, dersom han er Familieforsørger, af
75 Kr. Disse Genstande er han selv berettiget til at undtage fra Udlæget efter eget
Valg; er han ikke til Stede under Eksekutionsforretningen, bør der gives dem, der
ellers er til Stede i hans Hus, Anledning til paa hans Vegne at foretage et saadant
Valg. Denne Ret til at undtage Genstande indtil en vis Værdi fra Udlæget indtræder
dog ikke, naar Udlæg gøres for Skatter eller andre Afgifter til det offentlige, og kommer
heller ikke til Anvendelse med Hensyn til Genstande, som er særlig givne til Pant
for den Fordring, i Anledning af hvilken Udlæg søges.

Eksekution maa ikke gøres i over- eller underordnede Militæres Uniforms-
stykker, Vaaben eller andre til deres tjenstmæssige Udrustning og Forsyning fornødne
Genstande.

Ej heller maa Eksekution gøres i civile Embeds- eller Bestillingsmænds Embeds-
dragter eller i Genstande, som af dem holdes og bruges til deres Embeders eller Be-
stillingers Udførelse.

Eksekution kan kun gøres i Rettigheder, som paa den Tid, Forretningen fore-
tages, alt er erhvervede, derimod ikke i fremtidige Erhvervelser, saasom ventendes Arv.

Eksekution kan iværksættes i Domfældtes Fordringer paa andre, selv om de
er betingede eller endnu ikke forfaldne, naar de dog kan angives og betegnes med
tilstrækkelig Bestemthed. Er Udlæg sket i falden Arv, kan Arvekravet ikke uden
Domfældtes Samtykke forauktioneres, forinden Arveparten kan fordres udbetalt.

Udlæg kan ikke gøres i det, som Skyldneren maatte kunne erhverve ifølge
gensidig bebyrdende Kontrakt, der ikke endnu er fuldstændig opfyldt fra hans Side,
naar det, der af ham skal ydes, er personligt Arbejde eller Tjeneste eller andet, som
Udlægshaveren ikke er eller ved Udlægsforretningen sættes i Stand til at give eller
udføre. Som Følge heraf kan Udlæg ikke gøres i ikke forfalden Tyende- eller Arbejdsløn.

Dog skal ovenstaaende Forskrift ikke medføre nogen Indskrænkning i den hidtil
bestaaende Adgang til for Underholdsbidrag til Børn udenfor Ægteskab og lignende
Ydelser af familieretlig Natur at holde sig til Skyldnerens Arbejds- eller Tjenesteløn
eller lignende indtægt.

§ 512.

I saadant Gods, som ellers ifølge dets Natur kunde være Genstand for Ekse-
kution, kan Udlæg ikke gøres, naar det ved Retshandler med Trediemand eller ved
dennes Bestemmelser retsgyldig er fastsat, at Kreditorer ikke kan søge Fyldest-
gørelse i Godset.

I endnu ikke udbetalt Embeds- eller Bestillingsløn eller i lignende Indtægter
samt i ikke udbetalte Ventepenge, Pensioner og hermed i Klasse staaende Under-
støttelser, som udredes af Statskassen, Kommunekasser eller andre offentlige Kasser,
kan Udlæg ikke gives.

Undtagne fra Eksekution er fremdeles: 1) De militære Underklassers Tjeneste-
cmolumenter i Overensstemmelse med Lov af 21. Marts 1874 § 2, 2) Dagpenge og
lignende Udredelser til Embedsmænd eller andre, som udfører offentlige Hverv, samt
Rejseudgifter og Tærepenge, der er udbetalte til indkaldte Vidner eller Synsmænd,
3) Underholdspenge, som ifølge Øvrighedsresolution, Forlig eller anden lignende Be-
stemmelse udredes til Hustruer eller Børn, 4) Understøttelse og Hjælp til trængende,
som gives af det offentlige, Stiftelser eller andre veldædige Indretninger, 5) Midler og
Penge, der udenrigs fra indsættes i Nationalbanken, samt Klasselotterigevinster, 6)
Skipperens og Skibsmandskabets om Bord i Skibet værende Ejendele, som udkræves
til Tjenesten om Bord, naar Skibet er udklareret for en Rejse og i øvrigt sejlfærdigt.

Livrenter, Overlevelsesrenter, Livsforsikringssummer og lignende mod Vederlag
erhvervede Indtægter er, for saa vidt ikke andet ved Retsforholdets Stiftelse rets-
gyldig er bestemt, ikke undtagne fra Eksekution, medmindre særlig Lovhjemmel der-
for haves, eller saadant maatte følge af den borgerlige Rets Regler.

Eksekutionsforretningens Foretagelse og Proceduren under samme.

§ 516.

Er det fornødne Eksekutionsgrundlag til Stede, og finder Fogeden ikke i øvrigt
noget til Hinder for at efterkomme Begæringen om Eksekution, berammer han en Tid
til Forretningens Foretagelse, saa vidt muligt i Overensstemmelse med Domhaverens
Ønske. Skal Forretningen ske ved Politimesteren eller Sognefogeden, udfærdiger Fogeden
en Anmodning til denne, der kan tegnes paa Dommen eller Forliget og skal inde-
holde en nøjagtig Angivelse af det Beløb, derunder Renter og Omkostninger, jfr.
§ 502, for hvilket Udlæg vil være at foretage. Denne Anmodning tilstilles ved Rekvi-
rentens Foranstaltning Politimesteren (Sognefogeden), der derefter uden ufornøden Hen-
stand iværksætter Eksekutionen. Hvor ikke det modsatte er sagt eller følger af
Sagens Natur, skal de i §§ 516—32 om Fogeden givne Regler finde tilsvarende An-
vendelse paa Politimesteren og Sognefogeden.

Eksekutionsforretningen skal i Regelen begynde paa Domfældtes Bopæl, med-
mindre. Fogeden skønner, at der ifølge de foreliggende Omstændigheder er Anledning
til Afvigelse herfra.

Naar Dommen lyder paa Udlevering eller Afstaaelse af Ting, kan Eksekutions-
forretningen begynde, hvor disse forefindes.

Har Domfældte ingen Bopæl i Riget, kan Eksekutionsforretningen begynde,
hvor Domfældte antræffes, eller hvor Ting, som kan tjene til Fyldestgørelse, forefindes.

Forretningen kan ikke fremmes, medmindre der under den gives behørigt
Møde fra Domhaverens Side. Saadant Møde er dog ufornødent, naar Dommen eller
Forliget lyder paa Betaling af en Pengesum, der, bortset fra de efter Sagens Begyndelse
paaløbne Renter og Sagsomkostninger, ikke overstiger 100 Kr., og der ikke æskes Ud-
læg i fast Ejendom.

Eksekutionsforretningen kan foregaa, selv om Domfældte ikke træffes til Stede.
Dog skal i dette Tilfælde, hvis ingen anden fremtræder som befuldmægtiget til at give
Møde for Domfældte, Fogeden opfordre hans Hustru, Børn over 18 Aar, Tyende eller
andre i hans Tjeneste staaende eller til Husstanden hørende voksne Personer, som
er til Stede, til at varetage hans Tarv under Forretningen. Er saadanne ikke heller
at antræffe, eller er de uvillige til at optræde, rettes en lige Opfordring til hans Hus-
vært, Principal, Husbonde, Læremester eller Arbejdsherre, for saa vidt nogen af disse
er til Stede.

Forretningen begynder med, at Fogeden opfordrer vedkommende til ved For-
dringens Fyldestgørelse og de Domfældte til Last faldende Omkostningers Betaling at
afværge Eksekutionens videre Fremgang. Sker dette ikke, skrider Fogeden til at fore-
tage de fornødne Eksekutionshandlinger i Overensstemmelse med Kapitel 47.

Naar Rekvirenten i Henhold til § 517 ikke møder under Forretningen, skal
Fogeden være pligtig at modtage det fordrede eller Afdrag derpaa, naar saadant til-
bydes, med samme Virkning, som om Betalingen var sket til Rekvirenten.

Naar Domfældte ikke paaviser behørige Udlægsgenstande, er han pligtig paa
Fogedens Forlangende at aabne sine Værelser og Gemmer, for at det kan ses, om heri
indeholdes Genstande, som egner sig til Udlæg. I Vægringstilfælde, saavel som naar
ingen træffes til Stede, der er i Stand til at efterkomme Forlangendet, kan Fogeden
skride til den fornødne Magts Anvendelse. I fornødent Fald er Fogeden ligeledes beføjet
til at undersøge Domfældtes Person, hvis der er Grund til at antage, at han har skjult
Værdigenstande paa sig. En saadan Undersøgelse kan dog ikke iværksættes at Politi-
mesteren eller Sognefogeden uden i Henhold til særlig Ordre fra Fogeden, og dennes
Beslutning derom maa stedse ske ved en af Grunde ledsaget Kendelse. Om Foretagelse
af en saadan Undersøgelse skal altid gøres udtrykkelig Bemærkning i Fogedbogen.

Skyldneren er pligtig under Eksekutionsforretningen paa Forlangende at op-
give redelig og overensstemmende med Sandheden, hvad han ejer til Fyldestgørelse af
Fordringen, samt i øvrigt at meddele alle i saa Henseende fornødne Oplysninger. Er
Skyldneren ikke til Stede, kan Rekvirenten begære Forretningen udsat og med et af
Fogeden bestemt Varsel lade ham tilsige til Møde. Er Rekvirenten i Medfør af § 517
ikke mødt, kan Fogeden, naar han finder det fornødent, af egen Drift udsætte Forret-

ningen til et senere Møde og iværksætter da umiddelbart Indkaldelsen til dette. Naar
Rekvirenten ønsker det, eller Fogeden i hans Fraværelse finder det hensigtsmæssigt,
kan det nævnte Møde afholdes paa Fogedkontoret.

Vægrer Skyldneren sig ved at fremkomme med Opgivelser og Oplysninger,
eller undlader han uden lovligt Forfald at møde ved Forretningens Fortsættelse, kan
han hensættes i simpelt Fængsel, indtil han opfylder sin Pligt i saa Henseende, dog
ikke ud over 6 Maaneder. Beslutning herom kan ikke fattes af Politimesteren eller
Sognefogeden, der i fornødent Fald forelægger Sagen for Fogeden.

Naar Skyldneren under en Eksekutionsforretning eller paa en Tid, da han
maatte forudse en saadan, i egennyttig Hensigt for at unddrage sin Kreditor den ham
tilkommende Fyldestgørelse, foretager noget, der gaar ud paa, at hans lovlige Ejen-
dele eller Fordringer skal unddrages fra at udlægges til paagældende Kreditor, bliver
han at anse med Straf efter den almindelige borgerlige Straffelovs § 260.

Fra Domfældtes Side kan der med den i § 483 givne Begrænsning fremsættes
Indsigelser imod Eksekutionens Fremme enten i det hele eller for en Del eller paa
den paastaaede Maade.

Trediemand kan fremsætte Indsigelser imod Eksekutionen, naar dennes Fore-
tagelse paa den paastaaede Maade vilde stride imod hans Ret. Han har i saa Fald
blot at fremsætte sin Indsigelse til Fogedbogen, henholdsvis den i § 480 nævnte Bog,
og æske Fogedens Kendelse, hvorefter den indtrædende Trediemand er at anse som
Part i Forretningen.

Foretages Eksekution af Fogeden selv, fremsættes mulige Indsigelser under For-
retningen.

I Anledning af de fremsatte Indsigelser kan Domhaveren, hvis han er mødt,
ytre sig. Om nogen yderligere Ordveksling skal finde Sted, beror paa Fogedens Tilladelse.

Forhandlingerne for Fogeden foregaar mundtlig.

Under Forhandlingerne for Fogeden kan Bevisførelse ved Vidner, Syn og Skøn
eller personlig Afhørelse af Parterne ikke finde Sted, medmindre Fogeden mener und-
tagelsesvis at burde tilstede det. Finder en saadan Bevisførelse Sted, foretages den
efter de for Underretssager gældende Regler.

Henhører Hovedsagen under Underret, har Fogeden at yde Parterne Vejled-
ning i Overensstemmelse med Grundsætningerne i § 429.

Foretages Eksekutionen af Politimesteren (Sognefogeden), kan Indsigelser
fremsættes, dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage efter dens Afholdelse.
Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Politimesteren (Sognefogeden) indtegne
Indsigelsen i den ham leverede Bog og tilstille Fogeden en Udskrift af denne. Nogen
Forhandling eller Bevisførelse for Politimesteren (Sognefogeden) kan ikke finde Sted.
Indsigelser, der fremsættes efter Forretningen, rettes til Fogeden. Naar denne finder
det fornødent, kan han give Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre
sig om Indsigelserne, og de i 3die—5te Stykke indeholdte Regler finder da tilsvarende
Anvendelse.

§ 525.

I Fogedbogen, henholdsvis den i § 480 omhandlede Bog, optages:

1) Angivelse af Tid og Sted for Forretningen, Parternes Navne, Eksekutionsgrund-
lagets Beskaffenhed;

2) Betegnelse af Fogeden og Vidnerne;

3) Beretning om Forretningens Gang i Almindelighed.

I Tilfælde af Tvist optages i Fogedbogen en ordret Angivelse af de fremsatte
Paastande. Naar Fogeden selv foretager Forretningen, eller Forhandling for Foged-
retten i Medfør af § 524, sidste Stykke, finder Sted, lader Fogeden derhos i det Omfang,
som af ham skønnes hensigtsmæssigt, Parternes Erklæringer over Sagens Sammen-
hæng tilføre Fogedbogen, dog ikke ordret, men kun efter deres væsentlige Indhold.
Det tilførte oplæses og vedkendes.

Udsættelse kan kun undtagelsesvis gives under Forretningen, naar ikke Par-
terne er enige derom.

Derimod kan Fogeden beslutte eller tilstaa en Standsning i Forhandlingerne, naar
Omstændighederne kræver det. Fogeden har da ved Bevogtning eller paa anden Maade at
træffe de fornødne Foranstaltninger for at opretholde den samme Tilstand, indtil Forret-
ningen atter fortsættes. Parterne skal paa behørig Maade underrettes om Tiden herfor.

Har Rekvirenten i Medfør af § 517 ikke givet Møde under Forretningen, og
kan han ikke uden Ophold skaffes til Stede, skal Fogeden, naar han finder, at en fremsat
Indsigelse ikke straks kan forkastes eller tages til Følge, udsætte Forretningen og
underrette Parterne om, naar den paa ny foretages, og Rekvirenten har da, hvis han
ønsker Forretningen fremmet, at give Møde til den saaledes fastsatte Tid. Naar Ud-
sættelse finder Sted i Henhold til denne Bestemmelse, kan Fogeden træffe saadan For-
anstaltning som i 2det Stykke nævnt.

Foretages Eksekutionen af Politimesteren (Sognefogeden), bliver den altid af
ham at fremme uden Hensyn til fremsatte Indsigelser.

I opstaaende Tvistigheder afsiger Fogeden Kendelse umiddelbart efter For-
handlingernes Slutning eller dog snarest muligt. Er Forretningen foretaget af Politi-
mesteren (Sognefogeden), træffer Fogeden efter Forløbet af 14 Dage fra dens Afholdelse
Beslutning om mulig fremsatte Indsigelser. Finder Fogeden en fremsat Indsigelse
grundet, berigtiger han selv eller ved Politimesteren (Sognefogeden) Fejlen eller op-
hæver ved Kendelse den stedfundne Forretning i det hele eller for en Del. Forkastes
Indsigelsen, stadfæster Fogeden Forretningen som endelig. Om Afgørelsen meddeles der
Parterne Underretning.

Fogedens Kendelser, der skal være ledsagede af Grunde, indføres fuldstændigt
i Fogedbogen.

Deres Fuldbyrdelse kan ikke hindres ved Anke eller Kære.

Fogeden kan paalægge den Part, der skønnes uden tilstrækkelig Grund at have
givet Anledning til eller unødig at have vidtløftiggjort Proceduren for Fogedretten,
at udrede Sagsomkostninger til Modparten, saaledes at Fuldbvrdelsesfrist med Hensyn
hertil fastsættes i Kendelsen.

I Fogedbogen eller den i § 480 nævnte Bog optegnes nøjagtig alle de enkelte
Genstande, hvori Udlæg gøres; ved hver enkelt Genstand tilføjes dens Værdi efter den
stedfundne Ansættelse.

Fogeden erklærer derefter til Fogedbogen, jfr. 1ste Stykke, de optegnede Genstande
for udlagte til Domhaverens Fyldestgørelse og betyder Domfældte, at ban fra nu af
ikke uden at paadrage sig Strafansvar kan raade over dem paa en Maade, som kommer
i Strid med Udlægshaverens Ret. Er Domfældte ikke til Stede, gives der den eller dem,
som i Henbold til § 517 tilkaldes paa bans Vegne, Paalæg om at give Domfældte en saadan
Betydning, og efter Omstændighederne kan lignende Betydning gives den Trediemand,
i hvis Besiddelse det udlagte er.

Hvor der gives Udlæg i fast Ejendom, uden at der tillige gives Udlæg i dens
Indtægter, forbliver den indtil Tvangsauktionen i Domfældtes Besiddelse, medmindre
denne findes at ødelægge eller forringe Ejendommen, i hvilket Tilfælde den kan sættes
under en af Fogeden valgt Mands Bestyrelse.

Udlægsforretningen maa for at kunne gøres gældende imod dem, der i god
Tro ved Retshandler maatte erhverve Rettigheder over Ejendommen, tinglæses ved
dennes Værneting.

Udlagt Løsøre maa, naar Udlægshaveren modsætter sig det, ikke forblive i
Domfældtes Besiddelse, medmindre denne stiller antagelig Sikkerhed for dets Tilstede-
blivelse i uforringet Stand; Udlægshaveren er selv berettiget til at tage udlagt Løsøre
i sin Bevaring, dog, hvis det udlagtes Værdi betydeligt overstiger hans Fordring, eller
Fogeden i øvrigt finder Grund til at forlange saadan, kun imod Sikkerhedsstillelse.

Hvor udlagt Løsøre ikke lades tilbage i Domfældtes Besiddelse, og det heller
ikke tages i Forvaring af Udlægshaveren, har Fogeden at træffe de fornødne Foranstalt-
ninger til det udlagtes Bevaring paa Domfældtes Bekostning.

Har Rekvirenten i Medfør af § 517 ikke givet Møde under Forretningen, paa-
hviler det den, der iværksætter denne, at bestemme, om det udlagte skal forblive hos
Skyldneren, og i modsat Fald at drage Omsorg for, at det paa passende Maade bevares.

Naar Gældsbreve udlægges til Forauktionering, maa de forsynes med en Paa-
tegning om Udlæget, hvis dette skal kunne gøres gældende imod Trediemand, der
senere i god Tro har faaet Gældsbrevet overdraget til Ejendom eller Pant, eller imod
Skyldneren, der senere i god Tro har ydet Betaling paa Kapitalen til den, hos hvem
Udlæget er sket, mod Kvittering paa eller Udlevering af Gældsbrevet.

Hvor der gøres Udlæg i Fordringer af anden Beskaffenhed, maa der meddeles
Skyldneren Underretning herom, da denne i Mangel heraf befries ved i god Tro at
betale til den, hos hvem Udlæget er sket. Det samme gælder for Skyldneren efter et
Gældsbrev for Rentebetalingers Vedkommende.

Med Hensyn til Udlæg i registreringspligtige Skibe har det sit Forblivende ved
Regelen i Skibsregistreringslov af 1. April 1892 § 49.

Kan den Ting, hvori Udlæg gøres, ikke overleveres til Udlægshaveren eller
den Mand, som efter Fogedens Bestemmelse skal have den i Bevaring paa Grund af
Trediemands Ret til at besidde Tingen, bliver det efter Omstændighederne af Fogeden
at tilkendegive vedkommende Trediemand, at Domfældte ikke er beføjet til at mod-
tage Tingen, naar Trediemands Ret til dens Besiddelse ophører.

§ 533.

Naar de i de foregaaende Paragraffer givne Bestemmelser er iagttagne, bort-
falder den Ret til efter lovlig Omgang at fyldestgøres af det udlagte, som Udlæget
giver, ikke ved Skyldnerens paafølgende Død eller Konkurs, jfr. dog Konkurslovens
§ 23 (Lov Nr. 30 af 20. Marts 1901 § 2), eller ved senere af andre Kreditorer iværksat
Udlæg, ligesom Skyldneren ej beller ved senere Retshandler gyldig kan overdrage Tredie-
mand nogen mod Udlægshaverens Ret stridende Rettighed over det udlagte.

Dog taber Udlægshaveren i Løsøre, som er forblevet i Skyldnerens Besiddelse,
sin af Udlæget flydende Sikkerhedsret overfor Skyldnerens Kreditorer i Tilfælde af
Konkurs eller senere Udlæg, naar han ikke inden 12 Uger efter Udlægsforretningens
Slutning skrider til Tvangsauktion eller faar det udlagte bragt ud af Skyldnerens Be-
siddelse, medmindre han ved Anke eller Kære eller Trediemands Ret har været hindret
i at fremme Tvangssalget, eller Trediemands Ret er til Hinder for at betage Skyldneren
Besiddelsen.

Viser den stedfundne Tvangsauktion, at Udlægshaveren ikke bliver fyldest-
gjort af det udlagte, eller kan en Udlægshaver, der ikke har faaet tilstrækkeligt Udlæg
til at dække sin Fordring, senere paavise Gods, hvori der kan gøres Eksekution, er
han berettiget til at forlange Eksekutionsforretningen genoptaget og fortsat efter de
ovenfor givne Regler. Omvendt er den, hos hvem Udlæget er sket, berettiget til at be-
gære Forretningen genoptaget og det skete Udlæg i det hele eller for en Del hævet,
naar den Fordring, hvorfor det er gjort, i det hele eller for en Del er bortfaldet, efter
at Udlæget er sket.

Ligeledes kan Fogeden efter Domhaverens Begæring genoptage Eksekutions-
forretningen og træffe ny Bestemmelse om Bevaringen og Administrationen af det ud-
lagte, naar Tiden, som vil hengaa forinden Auktionen, betydeligt vil blive forlænget
ved, at Anke eller Kære er rejst imod Udlægsforretningen, eller naar Domfældtes For-
hold med Hensyn til udlagt Gods, som er forblevet i hans Besiddelse, giver Anledning
dertil, eller naar Bekosteligheden ved det udlagtes Bevaring eller lignende Grunde
opfordrer dertil.

Ogsaa i andre Tilfælde end de i § 534, jfr. § 533, 2det Stykke, nævnte kan
Eksekutionsforretningen genoptages efter Begæring af Trediemand eller en af Parterne,
naar alle vedkommende samtykker deri.

En sluttet Eksekutionsforretning kan paaankes eller paakæres overensstem-
mende med Reglerne i Kapitel 53.

Kendelser, der afsiges af Fogeden, kan først gøres til Genstand for Anke eller
Kære, efter at hele Eksekutionsforretningen er sluttet.

Anke eller Kære imod Eksekutionsforretningen maa i Regelen rejses inden 4
Uger, efter at Eksekutionsforretningen er endelig sluttet eller stadfæstet, jfr. § 527,
eller, for saa vidt Eksekutionsgrundlaget paa lovlig Maade ophæves eller forandres,
4 Uger, efter at dette er sket.

Dog kan Justitsministeren indtil 1 Aar etter Eksekutionsforretningens Slut-
ning eller Stadfæstelse tillade Anke eller Kære, naar ganske særegne Omstændigheder
taler herfor.

Kapitel 49.

Almindelige Bestemmelser for Tvangsauktion.

§ 538.

Udlæg til Forauktionering giver Ret til, efter de i det følgende opstillede Regler,
at sætte det udlagte til offentlig Auktion og gøre sig betalt af Auktionssummen, jfr.
dog § 557.

Med Hensyn til Forauktionering af baandfaaet Pant forbliver det ved den gældende
Ret, dog saaledes at Auktionen foretages af Fogeden.

Det samme gælder om Forauktionering, foretagen af Statskassen som Panthaver
for krediterede Toldafgifter i de en Oplagshaver betroede Oplagsvarer, om Auktion, fore-
tagen af Toldvæsenet i Medfør af Lov Nr. 88 om Toldafgifterne m. m. af 5. Maj 1908
§ 37, 3die Stykke, og om den af Skipperen efter Sølov 1. April 1892 § 157 foranstal-
tede offentlige Auktion over oplagt Gods.

Bortsalg af udlagt Løsøre, hvis Vurderingssum under Udlægsforretningen ikke
overstiger 100 Kr., foregaar paa samme Maade som Bortsalg af udpantet Løsøre indtil
samme Værdi (§ 605).

Tvangsauktion over udlagt Gods foretages i Regelen af den Foged, som har iværk-
sat Udlæget.

Auktionen bliver i Almindelighed at afholde i den Jurisdiktion, hvor Udlæget
er sket. Dog er Rekvirenten, for saa vidt Udlæget er foretaget i en Landjurisdiktion,
berettiget til at lade de udlagte Genstande bortsælge i den ved Udlægsstedet nærmeste
Købstad eller Handelsplads eller, for saa vidt Løsøre angaar, med Fogedens Billigelse
andetsteds.

Dette Steds Foged er da pligtig at afholde Auktionen; dog skal ogsaa den Foged,
som har foretaget Udlæget, være beføjet til at afholde Auktionen, dersom Rekvirenten
ønsker det, og han selv dertil er villig.

Den i Sølovens § 20, 3die Stykke, omhandlede Auktion foretages af Fogeden paa
Rederiets Hjemsted.

Ved Auktioners Afholdelse er særlig Tilkaldelse af Vidner ikke fornøden.

Politiet er forpligtet til paa Begæring at yde Fogeden Bistand i Overensstemmelse
med, hvad der i § 480 er bestemt.

Ved Begæringen om Tvangsauktion forholdes der efter de ovenfor i § 482 givne
Regler, dog at her desuden Udskrift af Udlægsforretningen maa medfølge, medmindre
Tvangsauktionen skal foretages af den samme Foged, som har foretaget Udlægsforret-
ningen, i hvilket Tilfælde en simpel Paaberaabelse af Udlægsforretningen med Angivelse
af dens Datum er tilstrækkelig.

Finder Fogeden, at Grundlaget for Tvangsauktionen er i Orden, og at i øvrigt
intet er til Hinder for det udlagtes Forauktionering, har han at foretage de til Auktionens
Afholdelse fornødne Skridt i Henhold til den fremsatte Begæring, navnlig ved at udstede
de fornødne Bekendtgørelser angaaende Auktionen, i hvilken Anledning han kan afkræve
Rekvirenten de nødvendige Oplysninger.

Det bliver at iagttage, at Auktionen ikke maa foregaa, førend den ordentlige
Ankefrist af 4 Uger er udløbet. Fremlægges Bevis for, at der inden denne Frists Udløb

af nogen af de oprindelige Parter lovlig er rejst Anke eller Kære mod Udlægsforretningen,
enten selvstændigt eller som et Tilbehør til Dommen, bliver det udlagtes Forauktionering
at stille i Bero.

Dog kan Fogeden, naar de udlagte Genstande er udsatte for Fordærvelse eller
væsentlig Værdiforringelse ved at henligge saa længe, som Iagttagelsen af foranstaaende
Bestemmelser vilde kræve, eller naar deres Bevaring er forbundet med uforholdsmæssig
Bekostning, lade Auktionen afholde til et tidligere Tidspunkt, end de ovenangivne
Regler hjemler.

Til Omkostninger ved Forauktioneringen regnes ikke blot de egentlige Auktions-
udgifter, Afgifter, Inkassationssalær, Leje af Lokale, Bekostning ved Varernes Opbevaring
og desl., men ogsaa Fogedens Udlæg til Porto, Bekendtgørelser m.v. Til Auktionsomkost-
ningerne henregnes endvidere ved Tvangsauktioner over faste Ejendomme Udgifter ved
disses Bestvrelse og Drift efter Udlæget indtil det endelige Salg, for saa vidt den, der
har udredet dem, har Krav paa Andel i Købesummen.

Tvangsauktion over Løsøre. § 544.

Bekendtgørelse om Auktion over udlagt Løsøre skal ske mindst en Uge før Auk-
tionens Afholdelse, jfr. dog § 538. sidste Stykke, og § 556. Den skal i det mindste 2 Gange
indrykkes i et eller flere af de mere udbredte stedlige Blade, saaledes at den første
Bekendtgørelse sker med det nævnte Varsel og den anden en af de nærmeste Dage før
Auktionen. Fremdeles skal der om Auktionen ske Opslag ved Plakater og foregaa offentligt
Udraab, for saa vidt saadant paa Auktionsstedet er sædvanligt ved frivillige Auktioner.

Bekendtgørelsen skal indeholde tydelig og nøjagtig Angivelse af Tiden og Stedet,
naar og hvor Auktionen holdes, samt en almindelig Betegnelse af de Genstande, som
skal bortsælges, med Fremhævelse af de særlig værdifulde iblandt dem.

Auktionsrekvirenten antager en Inkassator, som har at stille en af Fogeden nærmere
bestemt Sikkerhed. Det paahviler Inkassator at være til Stede ved Auktionen og afgøre,
om han vil give den enkelte bydende Kredit eller ikke, samt at indkræve Auktionspengene.

Inkassator er som Selvskyldner ansvarlig for, at Beløbene af de af ham antagne
Bud bliver betalt, medmindre andet er vedtaget.

Fogeden har at paase, at der ved Auktionsvilkaarene, som i øvrigt forfattes af
Rekvirenten, indrømmes vederhæftige Købere den paa Egnen ved frivillige Auktioner
sædvanlige Kredit, dog uden Fogedens Billigelse ikke ud over 3 Maaneder.

Det beror paa Auktionsrekvirenten, om han ved Auktionsvilkaarene vil paalægge
Køberne at udrede Auktionsomkostningerne, eller om han vil fritage Køberne herfor
og lade dem forlods udrede af Auktionssummen; i førstnævnte Tilfælde bliver ae at ansætte
til visse Procent eller en vis Andel af hver Krone.

§ 548.

Trykte Auktionskataloger kan udstedes af Rekvirenten med Fogedens Billigelse,
naar denne efter Beskaffenheden eller Værdien af de Genstande, der skal sælges, finder
saadant stemmende med alle Parters Interesse, og udredes Udgifterne dertil i saa Fald
af Auktionsbeløbet.

Finder Fogeden ikke Udstedelse af trykte Auktionskataloger nødvendig, staar
det dog enhver i Tvangssalget interesseret frit for paa egen Bekostning at udstede saadanne,
dog indenfor de Frister, som af Fogeden bestemmes.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auktionsvilkaarene, som tillige skal op-
slaas til almindelig Efterretning paa et iøjnefaldende Sted i Lokalet eller, hvis Auktionen
afholdes under aaben Himmel, da der, hvor den holdes eller begyndes. I trykte Auktions-
kataloger indføres Auktionsvilkaarene straks efter Titelbladet.

Naar dette er iagttaget, kan de paa Auktionen bydende ikke paaberaabe sig
Uvidenhed om Auktionsvilkaarene.

Fogeden opraaber derefter de enkelte Genstande til Salg.

Er Auktionskataloger eller specificerede Auktionsplakater udgivne, bortsælges
Tingene i den Orden, disse angiver, medmindre Fogeden tilsteder Afvigelser herfra : men
i modsat Fald er Skyldneren berettiget til at bestemme den Orden, hvori de udlagte Gen-
stande skal opraabes.

Ved hver enkelt Genstand optegnes i Auktionsbogen eller det dertil hørende
Auktionskatalog Auktionskøberens Navn og Budets Størrelse.

Hvis Betalingen erlægges kontant ved Hammerslaget, gøres derom Bemærkning.

Udlægshavere er ingen Sinde berettigede til at modsætte sig, at ældre eller yngre
Udlægshavere i samme Løsøre skrider til Tvangsauktion efter de her opstillede Regler.
Dog bør, hvor Auktionen afholdes ifølge Begæring af en yngre Udlægshaver, de af samme
flydende Omkostninger ikke komme en ældre Udlægshaver til Skade, ligesom Beløbet
bliver at anvende til hans Fyldestgørelse, forinden noget kan komme den yngre Udlægs-
haver til gode (jfr. § 554).

Det afgøres efter de hidtil gældende Retsregler, om Panthavere kan mod-
sætte sig vedkommende Genstandes Realisation.

Naar Auktionen er holdt i Overensstemmelse med ovenstaaende Regler, er den
med Hensyn til sit Udfald bindende for alle dem, hvis Rettigheder over det bortsolgte
ifølge den borgerlige Rets Regler samt Bestemmelsen i § 551 ophører ved Tvangssalget.

Inden 14 Dage henholdsvis efter Auktionen eller den fastsatte Kredittids Udløb
har Inkassator at aflægge Regnskab til Fogeden over Auktionsbeløbet og til ham at ind-
betale, hvad der efter Fradrag af, hvad der tilkommer ham selv, bliver tilovers. I Inkassa-
tionssalær maa i Regelen ikke beregnes mere end 4 pCt. af de Beløb, hvorpaa der gives
Kredit, og2pCt. af dem, der betales kontant; dog kan Fogeden, naar Inkassationen skønnes
ikke at kunne faas udført for denne Betaling, tillade, at Inkassationssalæret sættes højere.

§ 554.

Fogeden har derefter uden Ophold at udbetale Auktionsrekvirenten den ham
tilkommende Del af Auktionspengene og at afgive det mulig tiloversblevne til Skyldneren,
medmindre flere hos Fogeden har anmeldt Krav paa Deltagelse i det ved Auktionen
indkomne, eller det af Skøde- og Pantebøgerne, hvorfra Attest i saa Henseende skal til-
vejebringes, kan ses eller paa anden Maade, saasom ved Skyldnerens Forklaring, af Fogeden
erfares, at saadant Krav haves.

I dette Tilfælde har Fogeden at affatte et Udkast til Auktionssummens Fordeling
mellem samtlige vedkommende ifølge deres Rettigheders Beskaffenhed.

Fogeden skal ufortøvet meddele enhver af de i foregaaende Paragraf omhandlede
Personer, som har bekendt Bopæl inden Riget, særskilt Underretning (§ 165) om, at Ud-
kastet henligger til Eftersyn paa hans Kontor. Har nogen af de nævnte Personer ikke
bekendt Bopæl inden Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse i Statstidende
tilstrækkelig, medmindre han har ladet møde ved Udlægsforretningen eller gjort An-
meldelse for Fogeden ved en her i Riget bosat Fuldmægtig, i hvilket Tilfælde Underretning
bør gives denne.

Fremkommer der ikke inden 4 Uger efter Underretningens Meddelelse eller efter
Bekendtgørelsen Indsigelse imod Fogedens Udkast, iværksættes Fordelingen af Auktions-
beløbet, saa snart det er indkommet, i Overensstemmelse med Udkastet, dog uden at
nogens Ret i øvrigt er prækluderet herved. Opstaar der Tvist om Fordelingen, som det
ikke lykkes Fogeden ved sin Mægling at bilægge, henviser han de stridende Parter til al-
mindelig Rettergang. Indsigelser mod Fordelingen, der ikke behørig forfølges inden 14
Dage, anses som ikke fremkomne.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Uenighed er til Stede,
udbetales i Overensstemmelse med Udkastet; men den Del, som er Genstand for Tvist,
tilbageholdes indtil Sagens endelige Afgørelse. Det paahviler Fogeden at drage Omsorg
for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og Frugtbargøreise i Mellemtiden.

Er de udlagte Genstande udsatte for hurtig Fordærvelse eller Tab i Værdi, eller
er deres Bevaring forbundet med uforholdsmæssig Bekostning, kan Fogeden lade Auktion
afholde med kortere Bekendtgørelsesfrister, end de angivne Regler medfører.

Er Udlæg foretaget i Værdipapirer, som har Kurs paa Københavns Børs, eller
i udenlandske Statspapirer, Aktier og lignende Effekter, paa hvilke Kurs noteres paa
fremmede Børser, har Fogeden efter Udlægshaverens Begæring at besørge disse Effekter,
der ikke bliver at forauktionere, solgt ved et paalideligt Pengeinstitut.

Naar Udlæg er givet i Fordringer af anden Beskaffenhed end de i foregaaende
Paragraf omhandlede, kan Udlægshaveren, i Stedet for at stille dem til Auktion, efter-
haanden som de forfalder, lade dem indkræve hos den eller dem, der er pligtige at betale
samme, ved en af ham antagen Inkassator, som har at stille en af Fogeden nærmere bestemt
Sikkerhed. Rekvirenten er pligtig snarest muligt at underrette Fogeden om, hvem han
har antaget til Inkassator.

Inkassator kan legitimere sig som berettiget til at indkræve Fordringerne ved
en Udskrift af Udlægsforretningen, forsynet med Fogedens Paategning om, at han er

antaget til og autoriseret som Inkassator. Gøres der Indsigelse mod det beregnede In-
kassationssalær af nogen i Tvangssalget interesseret, fastsættes det af Fogeden under
Hensvn til det med Inkassationen forbundne Arbejde fra 1 til 6 pCt. af det indkomne
Beløb.

De Pengebeløb, der indkommer, naar der gaas frem efter §§ 557 og 558, ind-
betales til Fogeden, som derefter har at gaa frem efter Reglerne i §§ 554 og 555.

Tvangsauktion over fast Ejendom.

§ 560.

Samtidig med, at Udlægshaveren indgiver Begæring om Auktion, har han til
Fogeden at afgive Udkast til Auktionsvilkaarene, ledsaget af en Anmodning om, at Skyld-
neren saavel som den eller de, der i Egenskab af Pant- eller Udlægshavere eller af andre
Grunde skal tage Del i Auktionssummen, eller hvis Stilling som Brugshavere, servitut-
berettigede eller desl. i øvrigt kan blive berørt ved Salget, maa blive indkaldt til et Møde.
Med denne Anmodning skal der følge fornøden Attest af Skøde- og Pantebogen og Ud-
skrift af det senest tinglæste Adkomstdokument, se ogsaa § 541. Hvor Ejendommen
bestaar af flere Matrikelnumre, der er behæftede paa samme Maade, er een Pantebogs-
attest tilstrækkelig for dem alle. Panteattesten og den nævnte Udskrift, samt Udskriften
af Udlægsforretningen, for saa vidt denne efter § 541 er fornøden, skal leveres inden 5
Dage, efter at de er bestilte.

Naar ifølge en Udlægshavers Begæring om Tvangsauktion Indkaldelse til det
i den følgende Paragraf ommeldte Møde har fundet Sted, kan andre Pant- eller Ud-
lægshavere, saa længe førstnævntes Forfølgning ikke er bortfaldet, ikke begære Ejen-
dommen stillet til Auktion (jfr. § 570), og en i fornævnte Tidsrum foretagen Arrest eller
Eksekution i Ejendommen kan ikke paaføre Forfølgningshaveren eller andre i Tvangs-
salget interesserede nogen Udgift.

Dog skal en Panthaver, som foruden i selve den faste Ejendom har Pant i dertil
hørende Besætning, Inventarium, Avl og Afgrøde, eller Maskiner, Driftsmateriel og In-
ventarium, eller noget herunder hørende, og som deri har gjort Udlæg forinden Auktions-
vilkaarenes Vedtagelse, kunne fordre, at en Auktion, der af en anden Kreditor er begært
afholdt over Ejendommen uden saadant Tilbehør eller kun med en Del deraf, skal om-
fatte de til ham pantsatte Løsøregenstande af omhandlede Art. Paa Auktionen opraabes
da Ejendommen alternativt, nemlig først uden det nævnte Tilbehør, og uden at der paa-
lægges Køberne de ved Udlæget heri foraarsagede Omkostninger, og dernæst med saa-
dant Tilbehør og saaledes, at de nævnte Omkostninger paalægges Køberen.

Naar Fogeden har modtaget behørig Begæring om Tvangsauktion efter § 560.
1ste Stykke, har han med 14 Dages Varsel at indkalde de i foregaaende Paragraf nævnte
Personer til et Møde paa hans Embedskontor eller Tingstedet.

Indkaldelsen sker ved, at der gives Skyldneren og dem, hvis Interesse i Tvangs-
salget kan ses af Pantebogsattesten eller paa anden Maade, saasom ved Skyldnerens
Forklaringer, kommer til Fogedens Kundskab, særskilt Underretning, for saa vidt de
eller de for dem ved Udlægsforretningen mødte eller særlig opgivne Fuldmægtige har

bekendt Bopæl inden Riget (§ 165). Har nogen af de paagældende ikke bekendt Bopæl Nr. 90.
inden Riget, eller finder Fogeden i øvrigt paa Grund af de foreliggende Omstændigheder
Anledning dertil, sker Indkaldelsen tillige ved en almindelig Opfordring til at melde sig,
som indrykkes efter Fogedens nærmere Bestemmelse indtil 3 Gange i de i §§ 555 og 544
nævnte Tidender.

Indkaldelsen skal indeholde Oplysning om Auktionsrekvirentens eller hans Fuld-
mægtigs Navn og Adkomst til at stille Ejendommen til Salg, tydelig Betegnelse af
Ejendommen efter Beliggenhed og Størrelse, Angivelse af Ejerens Navn samt Tilkende-
givelse om, at Udkast til Auktionsvilkaarene, af hvilke enhver mod sportelmæssig Betaling
kan faa Udskrift, henligger til Eftersyn for vedkommende paa Fogedens Kontor. Auktions-
rekvirenten har at tilstille de foran ham berettigede, hvem særskilt Underretning gives,
en Afskrift af hans Udkast til Auktionsvilkaarene; at dette er sket, bliver i fornødent
Fald at godtgøre paa Mødet.

Derhos skal Tid og Sted for Mødet angives med tilstrækkelig Bestemthed og
Nøjagtighed, ligesom det i Indkaldelsen udtrykkelig skal bemærkes, at den, der ude-
bliver, udsætter sig for at miste den Indflydelse paa Auktionsvilkaarenes Affattelse,
som han ellers kunde udøve.

I Auktionsvilkaarene skal der, hvis ikke saavel Skyldneren som alle de til Del-
tagelse i Auktionssummen berettigede Personer samtykker i en anden Fremgangsmaade,
tilstaas Køberen en passende Frist til Tilvejebringelsen af den Del af Købesummen,
som skal udbetales. For en Trediedel af dette Beløbs Vedkommende skal Fristen i det
mindste være 3 Maaneder fra Auktionens Datum; men med den Del, der overstiger for-
nævnte Trediedel, skal der gives Henstand til den første 11. Juni eller 11. December
Termin, som indtræffer mindst 3 Maaneder efter foranførte Trediedels Forfaldsdag. Om-
kostningerne ved Auktionen, som bliver at udrede af Køberen, medmindre han ved Auk-
tionsvilkaarene er fritaget herfor, kan fordres betalt inden en Uge.

Enhver af de til Deltagelse i Auktionssummen berettigede Personer er pligtig
at finde sig i, at der i Auktionsvilkaarene indrømmes de ovennævnte Betalingsfrister
med Hensyn til hans Andel i Auktionsudbyttet, ligesom han kan gøre Krav paa, at Auk-
tionsrekvirenten for sit Vedkommende underkaster sig dem.

Derimod staar det enhver af de nævnte Personer med Hensyn til hans Andel
af Auktionssummen frit for at indrømme længere Betalingsfrister, give Tilsagn om
Prioriteters Henstaaen i Ejendommen eller i andre Maader tilstaa Køberen lempe-
ligere Vilkaar. Det bliver i saa Fald paagældendes egen Sag at paase, at der i
Auktionsvilkaarene optages fornøden Tilkendegivelse herom, eller at saadant sker
ved et Tillæg til disse eller ved en Tilførsel i Auktionsbogen enten i det i § 561
omtalte Møde eller i senere Møder.

Den, som er kontraktmæssig forpligtet til at lade sin Pantefordring, uanset
Ejendommens Salg, forblive indestaaende i den, har ikke noget Krav paa Fyldestgørelse
af Auktionsudbyttet, men kun paa, at hans Ret bevares. Paa den anden Side kan selv-
følgelig ingen Panthaver derved, at den pantsatte Ejendom sættes til Tvangsauktion,
tvinges til at modtage Betaling, førend hans Fordring efter de almindelige Regler er
forfalden.

Naar ikke andet med fælles Samtykke vedtages, har Køberen at forrente Auktions-
købesummen med den hver enkelt Panthaver lovlig tilkommende Rente og, for saa vidt
Købesummen mere end dækker samtlige Prioriteter, for det overskydende Beløbs Ved-
kommende med 4 pCt. fra Hammerslagets Dato at regne.

§ 563.

Dersom der paahviler Ejendommen Grundbyrder, Udredelse af Livrente, Aftægt
eller lignende Forpligtelser, som har Prioritet forud for al Pantegæld, bliver Ejendommen,
medmindre den dertil berettigede samtykker i andet, at opraabe med Forpligtelse til at
udrede saadan Byrde udenfor Købesummen. De Ydelser af den nævnte Art, der er
forfaldne inden den endelige Auktion, paalægges det Køberen at betale inden 14 Dage
fra Hammerslaget, eller, for saa vidt dette gives paa Approbation, efter at saadan er
meddelt.

Har saadanne Byrder sekundær Prioritet, opraabes Ejendommen først med
Forpligtelse til at overtage og udrede dem som anført udenfor Købesummen. Opnaas
derved ikke et til fuld Dækning af de forud prioriterede Krav tilstrækkeligt Bud, sker
nyt Opraab uden saadan Forpligtelse. Byrden vil da være at omsætte til Kapitalværdi
efter Lovgivningens almindelige Regler og den berettigede have Ret til Dækning af
Købesummen, saa vidt tilstrække kan, forud for de senere Prioritetshavere, saaledes at
Udbetaling finder Sted til de i forrige Paragraf fastsatte Tider og med Rente af 4 pCt.
fra Hammerslagets Dato. Paa lignende Maade forholdes med Hensyn til Brugs-
rettigheder, Servitutter o. desl., saaledes at deres Kapitalværdi i fornødent Fald
ansættes ved Skøn af Fogeden, efter at alle vedkommende har haft Lejlighed til at
udtale sig desangaaende.

Dersom der paahviler Ejendommen betingede eller uvisse Fordringer, kan den
berettigede fordre, at der af Købesummen og efter Prioritetens Beskaffenhed afsættes
det fornødne Beløb til hans Fyldestgørelse. Det afsatte Beløb, der indbetales til Fogeden,
frugtbargøres af denne (jfr. § 581).

I Auktionsvilkaarene bør der optages det fornødne angaaende den Sikkerheds-
stillelse, som kan fordres af den bydende, dersom han vil nyde godt af de i § 562 omhandlede
Henstande.

Hvis Ejendommen skal overleveres, inden Betaling finder Sted, bør der stilles
Sikkerhed for en Trediedel af det Beløb, som Auktionskøberen er pligtig at udbetale,
foruden for de af Auktionen flydende Omkostninger. Dersom der med Ejendommen
sælges Besætning, Inventarium, Avl, Afgrøde, Driftsmateriel, Maskiner eller andet Løs-
øre, som efter Forordningen af 28. Juli 1841 § 3 og Konkurslovens § 153 kan pantsættes i
Forening med Ejendommen, eller som i Henhold til § 507 skal betragtes som Tilbehør
til den, skal Sikkerheden dog mindst omfatte det fulde Beløb af disse Genstandes Vur-
deringssum under Fogedforretningen, og for Avl og Afgrøde, som da ikke var høstet,
det Beløb, hvortil Værdien af samme ansættes af Fogeden efter Raadførsel med de inter-
esserede. For Købstadejendomme skal Sikkerheden mindst svare til den halvaarlige
Lejeindtægt og for bortforpagtede Ejendomme mindst til 1 Aars Forpagtningsafgift.

Saafremt Ejendommen ikke skal overleveres, inden Købesummen er berigtiget,
kan der kun fordres Sikkerhed for en Fjerdedel af det Beløb, som Køberen skal udbetale,
foruden for Auktionsomkostningerne. Sikkerheden bør bestaa i indenlandske Værdi-
papirer, der har Kurs paa Københavns Børs, eller i Panteobligationer i faste Ejendomme,
som fyldestgør, hvad der efter de gældende Regler kræves til umyndiges og offentlige
Stiftelsers Midlers Betryggelse. Fogeden kan tilstaa den bydende en kort Frist af indtil
en Uge til at tilvejebringe Sikkerheden, naar der kun ikke mangler Sikkerhed for de Om-
kostninger, som maatte flyde af, at der maa afholdes en ny Auktion.

Medens enhver af de i Salget interesserede er pligtig at lade sig nøje med foran-
førte Sikkerhed, staar det derimod til enhver af dem for sit Vedkommende ganske at

frafalde Fordring paa Sikkerhed eller at lade sig nøje med en ringere reel Sikkerhed
eller med blot personlig Sikkerhed.

Hvis paagældende ikke har ladet Tilkendegivelse herom optage i Auktions-
vilkaarene, kan han ved selve Auktionen før eller efter Budenes Modtagelse afgive sin
Erklæring herom.

Ligesom Rekvirenten har at iagttage de ovenfor i §§ 562—564 givne Regler,
saaledes er saavel han som enhver anden af de i Tvangssalget interesserede Personer
ubeføjet til uden Nødvendighed i Auktionsvilkaarene at optage eller til dem at lade
tilføje andre usædvanlige eller byrdefulde Betingelser, som kan antages at ville af-
skrække Køberne.

I det i § 561 omhandlede Møde har de indkaldte at fremkomme med deres Ind-
sigelser imod eller Ændringsforslag til det af Rekvirenten gjorte Udkast til Auktions-
vilkaar saavel som med de Tilføjelser, som enhver for sit eget Vedkommende vil have
optaget i Auktionsvilkaarene. Dog er hermed ikke sigtet til den eller dem, som anser sig
ejendomsberettigede til det udlagte eller tror sig i Besiddelse af Servitutter, Grundbyrder
eller lignende Rettigheder over Ejendommen, for saa vidt disse skal gaa forud for alle
eller nogen af dem, der skal have Dækning gennem Tvangssalget.

Fremkommer ingen Indsigelse eller anden Bemærkning fra nogen af de ind-
kaldte eller andre, som møder for at varetage deres Tarv i Anledning af Salget, anses de
samtlige at vedtage, at Tvangssalget ogsaa for deres Vedkommende skal foregaa i Hen-
hold til det fremlagte Udkast til Auktionsvilkaar. Dog har Fogeden paa Embeds Vegne
at paase, at Auktionsvilkaarene ikke vilkaarlig afviger fra de i §§ 562—565 givne Regler,
medmindre udtrykkeligt Samtykke hertil haves fra alle vedkommende, og at der ikke
i Auktionsvilkaarene indsættes Bestemmelser, som er i Strid med de ifølge Pante-
attesten bedre prioriterede, ikke mødende Panthaveres Rettigheder. Han har fremdeles
at sørge for, at Størrelsen af de Omkostninger, Restancer og mulige andre Ydelser, som
det paalægges Køberen at udrede udenfor Købesummen, oplyses og udtrykkelig opgives,
i alt Fald ved Angivelse af deres højeste Beløb.

Fremsættes der Indsigelser, Ændringsforslag eller Begæringer om Tilføjelser til
det forelagte Udkast til Auktionsvilkaar, skal Fogeden ved sin Mægling søge at tilveje-
bringe Enighed om Auktionsvilkaarene; men lykkes dette ikke, har han, efter at Parterne
har ytret sig, at afgøre den opstaaede Tvist ved en Kendelse, der afsiges snarest muligt,
samt derefter at drage Omsorg for, at Auktionsvilkaarene affattes i Overensstemmelse
med den trufne Afgørelse.

Fogeden kan, dersom Auktionsvilkaarene ikke skønnes at kunne endelig fast-
sættes i det i § 561 omhandlede Møde, tilstaa de fornødne Udsættelser, som i Regelen ikke
maa overstige en Uge. Fremkommer der Paastande om at forandre Rekvirentens Ud-
kast til Auktionsvilkaarene til Skade for nogen indkaldt, som ikke har givet Møde, skal
Fogeden udsætte Sagens Afgørelse til et følgende Møde, til hvilket de paagældende ude-
blevne, som har bekendt Bopæl inden Riget, særlig skal kaldes, samtidig med at det
meddeles dem, hvilke Paastande der er fremsat. Udebliver de da, anses de at samtykke
i, at Paastanden tages til Følge. Har nogen af de paagældende ikke bekendt Bopæl her
i Riget, er for hans Vedkommende offentlig Indkaldelse med en Uges Varsel i Stats-
tidenden tilstrækkelig.

§ 568.

Er der Uenighed om, hvorvidt eller i hvilken Orden paagældende skal fyldest-
gøres af Anktionssummen, kan det undlades i Auktionsvilkaarene at optage nogen An-
givelse af, til hvem af dem der skal betales; men det kan, naar Fogeden finder Grund til
at give herom nedlagt Paastand Medhold, i Stedet for bestemmes, at den omstridte Del
af Købesummen skal indbetales til Fogeden, som i saa Fald har at forholde sig efter de ne-
denfor i § 581 givne Forskrifter, samt derhos tillige har at drage Omsorg for at ind-
kræve Beløbet, i fornødent Fald ad. Rettens Vej ved en dertil af ham antaget Sagfører.

Særskilt Vurdering af Ejendommen til Auktionsefterretning finder kun Sted,
naar det i det i § 561 omhandlede Møde vedtages eller i Tilfælde af Tvist af Fogeden kendes
nødvendigt. Han udmelder i saa Fald tvende kyndige Mænd til at beskrive og vurdere
Ejendommen. Personer, som bor udenfor Retskredsen, kan udmeldes, saafremt der
ikke i denne findes de fornødne sagkyndige. For Udmeldelsen bliver i intet Tilfælde
at erlægge Betaling, hvorimod Mændene har Krav paa Betaling efter § 11 i Lov om
Udlaan af umyndiges Midler af 19. Marts 1869. Forretningen bør af Mændene fremmes
saa hurtigt som muligt og kan foretages med Aftens Varsel til Ejeren, givet paa Ejen-
dommen, selv om han ikke der er til Stede. Den afgives skriftlig under Eds Tilbud og
kan udfærdiges uden Brug af Stempel. Auktionsrek vi renten har at tilvejebringe og til-
stille Mændene de nødvendige Oplysninger.

Naar Auktionsvilkaarene er fastsatte enten ved Overenskomst eller ifølge Fogedens
Kendelse, kan, foruden Auktionsrekvirenten, enhver Udlægshaver og enhver Panthaver,
hvis Fordring er forfalden, fordre, at der skrides til Auktion i Henhold til den begyndte
Forfølgning, og med den af samme følgende Retsvirkning. Det samme gælder, hvis Auk-
tionsrekvirenten frafalder Forfølgningen paa det i § 561 omhandlede eller et senere i
Henhold til § 567 afholdt Møde.

Hverken Rekvirenten eller den Udlægs- eller Panthaver, som efter at den op-
rindelige Rekvirent har frafaldet Forfølgningen, begærer samme fremmet, kan paaføre
de Fordringshavere, der har Prioriteter eller reelle Rettigheder forud for ham, nogen
Udgift i Anledning af Forfølgningens Fremme, men maa selv bære de herved foranledigede
Omkostninger, saafremt disse ikke kan dækkes af Auktionsudbyttet uden Tab for de
fortrinsberettigede. For Omkostningerne vil den paagældende have at stille Sikkerhed
efter Fogedens Bestemmelse.

Fogeden har, saasnart Auktionsvilkaarene er fastsatte, af egen Drift og uden
yderligere Opfordring at tillyse Auktionen.

Dette sker ved, at en Bekendtgørelse af det i næste Paragraf angivne Indhold
3 Gange indrykkes i Statstidenden med et Varsel af mindst 14 Dage fra den første Ind-
rykkelse at regne. Fogeden kan derhos, naar det af nogen vedkommende forlanges, og
han finder det tjenligt, ogsaa foranstalte Auktionen bekendtgjort i andre Aviser, endogsaa
udenlandske.

Bortfalder Auktionen, har Fogeden at aflyse den ved Bekendtgørelse een Gang
i de samme Blade, hvori Auktionen har været bekendtgjort.

§ 572.

Bekendtgørelsen skal indeholde en nøjagtig Betegnelse af Ejendommen og Ejerens
Navn, dens Størrelse, Beliggenhed og andre Forhold, som kan antages at have væsentlig
Indflydelse paa Værdien, naar og hvorledes Ejendommen kan tages i Øjesyn, samt derhos
en tydelig Angivelse af Tid og Sted for Auktionens Afholdelse.

Tillige skal Bekendtgørelsen indeholde Oplysning om, hvor Auktionsvilkaarene
og Vurderingsforretningen, for saa vidt en saadan er optaget, henligger til Eftersyn for
lysthavende.

Paa Auktionsdagen kan der vel modtages Erklæringer om Lempelser i Ud-
betalinger, i Betalingsfrister, i Sikkerhedsstillelse o. s. v. og af Fogeden gøres Bemærkninger
vedkommende Ejendommens Tilstand eller om andre faktiske Forhold eller derved nød-
vendiggjorte Tillæg til eller Forandringer i Auktionsvilkaarene, men ikke fremsættes
Indsigelse imod disse, saaledes som de er fastsatte i Henhold til § 567, undtagen for
saa vidt der klages over, at Fogeden ikke herved har iagttaget, hvad der paaligger ham
at paase efter den nævnte Paragrafs første Stykke. Fremsættes saadan Klage, skal Fogeden,
for saa vidt det rejste Spørgsmaal ikke i Medfør af § 568 udskydes til senere Afgørelse,
afgive sin Kendelse for, hvorvidt han anser Klagen beføjet, og hvorledes i bekræftende
Fald Auktionsvilkaarene vil være at ændre. Heller ikke kan det formenes dem, der vil
fremkomme med de i § 566, 2det Punktum, ommeldte Paastande, at fremsætte saadanne,
der da kan imødegaas af andre vedkommende, dog uden at der kan afsiges Kendelse
om andet end om, hvorvidt Auktionen desuagtet kan fremmes eller ikke. Saadanne
Paastande kan dog efter Omstændighederne give Hjemmel for Fogeden til efter ved-
kommendes Begæring eller af egen Drift at udsætte Auktionen. Afsiges Fogedens Kendelse
i de ovenommeldte Tilfælde ikke straks under Auktionen, bliver de paagældende af ham
med Aftens Varsel at indkalde til at paahøre Kendelsen, og for saa vidt Auktionen derefter
skal fremmes, berammes samtidig, medmindre Anke eller Kære paa Stedet erklæres og
paa Forlangende Sikkerhed stilles for det ved Auktionens Udsættelse forvoldte Tab,
Tiden og Stedet, da Auktionen atter skal afholdes. Bekendtgørelse herom sker med en
Uges Varsel i de i § 571 nævnte indenlandske Blade.

Ved Auktionens Begyndelse oplæses Auktionsvilkaarene, Panteattesten og saa
meget af tidligere Tilførsler til Auktionsbogen eller af andre Dokumenter, som Fogeden
finder fornødent at meddele de lysthavende, medens de øvrige Salget vedkommende
Dokumenter bør være til Stede og til lysthavendes Eftersyn.

Ejendommen opraabes derefter enten delvis eller samlet og enten med eller uden
Alternativer, efter som Vilkaarene giver Anledning til. Budene optegnes, efterhaanden
som de gøres, enten i Auktionsbogen eller paa et særskilt Ark med Tilføjelse af de bydendes
Navne. Hvis Størrelsen af det mindste Overbud ikke er fastsat i Auktionsvilkaarene,
staar det til Fogeden at fordre, at Overbud skal have en i Forhold til Genstandens Betyden-
hed passende mindste Størrelse, ligesom Fogeden i det hele har at lede Auktionen og sørge
for, at denne fremmes med Bo og Orden og uden unødvendigt Ophold. Naar ingen efter
derom 3 Gange gentagen Opfordring gør Overbud, standses Opraabet, og Resultatet ind-
føres i Auktionsbogen. Der gives vedkommende Lejlighed til at gøre de Bemærkninger
med Hensyn til Sikkerhedsstillelse, ny Auktion, Auktionens Hævelse og deslige, hvortil
der maatte være Anledning, og Fogeden afgør derefter det fornødne, dersom det behøves,
ved en Kendelse. Hvis Salg skal finde Sted, bekræftes det vedkommende Bud ved
Hammerslag.

§ 575.

Enhver, som ifølge § 570 kan fordre Auktionens Fremme, har, for saa vidt han
ifølge sin Fordrings Beskaffenhed kan antages at ville faa Del i den budne Købesum,
Ret til, dersom andet ikke er vedtaget ved Auktionsvilkaarenes Fastsættelse, at gøre
Fordring paa, at Hammerslag gives den højestbydende, som kan tilfredsstille de Fordringer,
der lovmedholdelig stilles med Hensyn til Sikkerheden for Budets Opfyldelse. Fremsættes
en saadan Fordring ikke, og Rekvirenten ikke hører til dem, der vil faa Del i den budne
Købesum, hæves Auktionen ved en af Fogeden afsagt Kendelse, og det paahviler Rekvi-
renten at udrede de med Auktionen forbundne Omkostninger. Ligeledes hæves Auktionen,
naar intet Bud gøres, medmindre anden Auktion er begært i Overensstemmelse med den
følgende Paragraf. Den afsagte Kendelse kan om fornødent eksekveres hos Rekvirenten.

Dog kan Skyldneren saa vel som enhver af dem, hvis Rettighed over Ejen-
dommen ved Tvangssalg vil bringes til at ophøre, for saa vidt der ved første Auktion
intet Bud sker, eller han ikke ifølge det skete Bud vil faa fuld Dækning for sit Krav,
fordre en anden Auktion afholdt, naar han straks paa Auktionsstedet erklærer saadant,
imod at han stiller Sikkerhed for Betalingen af de af den ny Auktion flydende Omkost-
ninger, for saa vidt disse ikke maatte blive dækket ved et højere Bud. Flere Auktioner
afholdes ikke, medmindre alle de, som ifølge § 570 kan fordre Auktionens Fremme,
samtykker heri, i hvilken Henseende bemærkes, at de, der ikke gør Indsigelse, anses
at samtykke. Gøres paa anden eller en senere Auktion intet Bud, eller fremsættes der
ikke af nogen dertil berettiget Fordring paa Hammerslag, hæver Fogeden Auktionen
ved Kendelse som i § 575 foreskrevet.

Den, som er højestbydende ved første Auktion, er, dog ikke i længere Tid end
6 Uger, bundet ved sit Bud for d.et Tilfælde, at der ikke ved anden Auktion skulde ske
lige saa højt eller højere Bud, eller det skete Bud formedelst manglende Sikkerheds-
stillelse ej kan antages. Gives der ved anden Auktion hverken Hammerslag til ham eller
til nogen anden, er den højestbydende ved første Auktion løst fra sit Bud, og Forpligtelse
til at vedstaa Budet paahviler heiler ikke den eller de højestbydende ved anden Auktion.

Naar en anden Auktion skal finde Sted, maa herom udgaa en ny Bekendtgørelse
med 14 Dages Varsel, der i det mindste indrykkes een Gang efter Regierne i § 571.

Det skal i Bekendtgørelsen udtrykkelig bemærkes, at det er anden og sidste
Auktion.

Enhver Pant- eller Udlægshaver er, for saa vidt han under Auktionen har gjort
det højeste Bud og herved vil faa Andel i Auktionssummen, uden dog fuldt ud at fyldest-
gøres, berettiget til at forlange sig Ejendommen udlagt for dette, naar han paa Auktionen,
forinden Adgang til at byde er sluttet, tilkendegiver denne Hensigt og derved giver for-
nøden Opfordring til at gøre Overbud. Han har da at forlange Auktionen standset og
derefter med Udskrift af det stedfundne samt med Bevis for, at han har opfyldt Auktions-
vilkaarene, at henvende sig til Fogeden for af denne at faa sig Ejendommen udlagt paa hidtil
gældende Maade.

§ 579.

Den højestbydende har ikke ved nogen af Auktionerne Ret til at fordre Hammerslag.

Den i Auktionsvilkaarene betingede Sikkerhedsstillelse (jfr. § 564) kan først
forlanges, naar Hammerslag tilbydes; dog kan Fogeden, naar der af vedkommende frem-
sættes Paastand herom, forlange, at ubekendte eller uvederhæftige Personer straks skal
stille en mindre Sikkerhed efter Fogedens Skøn, hvis deres Bud skal komme i Betragtning.

Den, der har erholdt Hammerslag, er forpligtet til at berigtige Købesummen
ved Betaling enten umiddelbart til de i Auktionsvilkaarene angivne Personer eller til
Fogeden, dersom dette maatte være bestemt i Henhold til § 568. Det først forfaldende
Afdrag paa Købesummen erlægges, for saa vidt ikke andet er bestemt i Auktions-
vilkaarene, eller for saa vidt ikke Samtykke fra vedkommende til Udsættelse eller til
paagældende Prioritets Overtagelse haves, til den eller de først berettigede, for saa vidt
tilstrække kan, og anvendes saaledes i Almindelighed først til Dækning af resterende
Skatter og Afgifter, hvis Prioritet er bevaret, og som ikke er betingede udredet udenfor
Købesummen.

I det Tilfælde, at Betalingen efter § 568 skal erlægges til Fogeden, har denne
snarest muligt, efter at Hammerslag er givet, at gøre et Udkast til Auktionssummens
Fordeling imellem de i Tvangssalget interesserede Personer, hvilke derpaa med 14 Dages
Varsel indkaldes til et Møde. Indkaldelsen, der skal indeholde Tilkendegivelse om, at
Udkastet ligger til Eftersyn paa Fogedens Kontor, hvor enhver vedkommende mod sportel-
mæssig Betaling kan faa en Afskrift af det, sker ved en ahnindelig Opfordring til at melde
sig, som indrykkes een Gang i Statstidenden, hvorhos der bliver at give dem, hvis Interesse
i Tvangssalget kan ses af Skøde- og Pantebøgerne eller paa anden Maade, saasom ved de
tidligere stedfundne Forhandlinger, er kommet til Fogedens Kundskab, særskilt Underret-.
ning, for saa vidt de har bekendt Bopæl inden Riget (§ 165).

Fremkommer der i det berammede Møde ingen Indsigelse mod Fogedens
Udkast, foretages Fordelingen af Købesummen, efterhaanden som den indkommer,
i Overensstemmelse med det, dog uden at herved nogens Ret til Del i den i øvrigt
prækluderes.

Fremsættes derimod Indsigelser, og lykkes det ikke Fogeden ved Mægling at til-
vejebringe Enighed, henviser han de tvistende Parter til almindelig Rettergang. For-
følges en gjort Indsigelse ikke behørig inden 4 Uger, anses den som ikke fremsat.

Den Del af Auktionssummen, med Hensyn til hvilken ingen Indsigelse er fremsat,
udbetales i Overensstemmelse med Udkastet, men den Del af den, som er Genstand for
Tvist, tilbageholdes, for saa vidt den er indkommet eller maatte indkomme, indtil Sagens
endelige Afgørelse.

Fogeden har at sørge for de indkomne Summers hensigtsmæssige Bevaring og
Frugtbargøreise i Mellemtiden.

I Tilfælde af, at Auktionskøberen ikke efterkommer Auktionsvilkaarene, er
Rekvirenten saa vel som enhver af de Personer, som ifølge deres Fordringers Beskaffenhed
har Krav paa at faa Del i Købesummen, berettiget til at fordre, at Ejendommen sættes
til en eneste Auktion paa Auktionskøberens Risiko og Regning, i Henhold til de ved-

tagne Auktionsvilkaar med de af Forholdets Natur flydende Lempelser, saaledes at han
bliver pligtig at tilsvare, hvad der maatte bydes mindre, uden at have Krav paa, hvad
der maatte bydes mere end Auktionskøbesummen.

Fogeden har paa vedkommendes Begæring at tillyse Auktionen i Overensstem-
melse med de for den anden Auktion i § 577 givne Regler.

Ovenanførte Fremgangsmaade udelukker ikke, at enhver af de til Deltagelse i
Auktionskøbesummen berettigede for sin Del, eller efter Omstændighederne Fogeden
paa samtliges Vegne, anvender eller lader anvende almindelig Retsforfølgning imod
Auktionskøberen.

Fogeden har at udstede Auktionsskøde til Køberen paa Tvangsauktionen, eller
hvem denne har overdraget sin Ret, naar de for Skødes Erholdelse i Auktionsvilkaarene
satte Betingelser er opfyldte, eller Bevis føres for, at alle vedkommende har faaet, hvad
der tilkommer dem, eller de samtykker i, at Skøde maa udstedes. Oplyses det for Fogeden,
at en Kreditor, der efter tinglæst Forskrivning eller Udlæg har Krav paa Dækning af
Købesummen, trods lovligt Tilbud har vægret sig ved eller erklæret sig ude af Stand
til at meddele behørig Kvittering til Udslettelse i Pantebogen, eller at han hverken har
Bopæl her i Riget eller har opgivet nogen her bosiddende Person som befuldmægtiget
til paa hans Vegne at modtage Beløbet, kan dette afgives til Fogeden til Bevaring og
Frugtbargøreise efter § 581, sidste Stykke, og skal hans Erklæring herom i det af ham
udfærdigede Skøde afgive Hjemmel for, at vedkommende Dokument kan udslettes ved
Skødets Tinglæsning.

Bestaar det solgte af flere særskilte Ejendomme, skal Fogeden, naar det forlanges
af Køberen, eller hvem der træder i hans Sted, og naar de derpaa hvilende Hæftelser
er helt afgjorte eller vedkommendes Samtykke tilvejebragt, give særskilt Skøde eller
Overdragelsesdokument paa hver særskilt Ejendom. Forlanges en Ejendom delt, skal
det samme iagttages, naar de lovbestemte Betingelser for Delingen er godtgjorte at være
til Stede.

Køberen er i Mangel af anden Bestemmelse i Vilkaarene pligtig at tage Skøde
eller Overdragelsesdokument og berigtige Kobet i enhver Henseende inden 1 Aar efter
Hammerslaget.

Køberen paa Tvangsauktionen er, naar den i § 592 angivne Frist af 4 Uger er
forløbet? uden at der er rejst Anke eller Kære, og han har fyldestgjort Auktionsvilkaarene,
berettiget til at lade de Hæftelser, til hvis Dækning der efter Auktionens Udfald intet
udkommer, udslette af Skøde- og Pantebogen.

I Honorar til Auktionsrekvirentens juridiske Konsulent kan der i det højeste
paalægges Køberen at betale for samtlige i Forbindelse med Auktionen staaende For-
retninger 1/2 pCt. af Købesummen, naar denne overstiger 10,000 Kr., og, hvis den er ringere,
kun Salærer fra 20 til 50 Kr. foruden Rejseomkostninger.

For saa vidt nogen af de øvrige mødende har Krav paa Salær, bestemmes dette
ikke procentvis i Forhold til Købesummen eller Størrelsen af den Fordring, som de skal
værne om, men i Forhold til Ulejligheden ved Mødet og Sagens Beskaffenhed i det hele,
ligeledes med Tillæg af Rejseomkostninger.

Hvor der tvistes om Størrelsen af et fordret Salær, afgør Fogeden, hvis Overens-
komst ikke kan opnaas ved hans Mægling, Spørgsmaal herom ved Kendelse.

Kapitel 52.

Proceduren af Tvistigheder, der opstaar under Tvangsauktionen.

§ 586.

Under Tvangsauktionen kan de oprindelige Parter ikke fremsætte saadanne
Indsigelser, som vedrører Lovligheden af Udlægsforretningen eller de forud for samme
liggende Retshandlinger.

Indsigelser, som ikke hører til de i Kapitel 51 omhandlede, kan af Trediemand
fremsættes under Auktionsforretningen, naar han formener, at Auktionens Fremme paa
den paastaaede Maade vil komme i Strid med hans Ret.

Proceduren under Auktionen eller Forberedelserne til samme foregaar efter
de Regler, som i §§ 522, 523 og 524 er givne om Tvistigheders Forhandling under Ekse-
kutionsforretninger.

Hvad der skal optages i Auktionsbogen, afgøres efter de i § 525 opstillede
Grundsætninger.

Dog bliver de i Reskript af 13. Juni 1783 og Plakat af 3. September 1823 indeholdte
Bestemmelser, hvorefter visse Løsøreauktioner ikke behøver at foretages til Auktionsbogen,
fremdeles at anvende med de Lempelser, som følger af Reglerne i nærværende Kapitel.

De i § 526 om Udsættelse og Standsning givne Regler kommer ogsaa til Anven-
delse paa selve Auktionens Afholdelse, jfr. dog § 573, 1ste Stykke, i Slutningen.

I opstaaede Tvistigheder forholdes der med Kendelses Afsigelse efter § 527.

Imod en sluttet Auktionsforretning kan der rejses Anke eller Kære overens-
stemmende med de nærmere Bestemmelser herom i det følgende Kapitel.

Kendelser, der afsiges under Auktionen eller Forberedelserne til denne, kan
først paaankes eller paakæres, efter at hele Auktionsforretningen er sluttet, jfr. dog § 573.

Anke eller Kære over Auktionsforretningen maa i Regelen rejses inden 4 Uger,
efter at Auktionsforretningen er sluttet, eller, for saa vidt foregaaende Retshandlinger
er paaklagede for højere Ret, 4 Uger, efter at disse er ophævede eller forandrede.

Dog kan Anke eller Kære inden Forløbet af et Aar tillades paa samme Maade.
som i § 537, 2det Stykke, er bestemt om Udlæg.

Kapitel 53.

Retsmidlerne imod de til Dommes tvungne Fuldbyrdelse henhørende
Fogedforretninger m. m.

§ 593.

Klager over Fogedforretninger, som vedrører selve den Fordring eller Ret, om
hvis Fuldbyrdelse der er Spørgsmaal, gøres gældende ved Anke til den Landsret, under
hvilken Fogeden staar. Har den, der vil rejse saadan Anke, tillige Klager af den denne
Paragrafs 2det Stykke angivne Beskaffenhed, bliver disse at inddrage under Anken.

Klager, der alene angaar de processuelle Betingelser for Fogedforretningen eller
den ved samme brugte Fremgangsmaade, gøres gældende ved Kære til den Landsret,
under hvilken Fogeden staar.

Under Ankesagen eller Kæremaalet er den for Fogeden stedfundne Procedure
ikke bindende, og der er endog intet til Hinder for. at nye Paastande fremsættes. Dog
kan Parterne ikke tilbagekalde de af dem for Fogeden afgivne, Fogedbogen eller Auk-
tionsbogen tilførte, Erklæringer med Hensyn til Sagens Sammenhæng.

I øvrigt gælder de om Anke og Kære fra Underret til Landsret givne Regler med
de Lempelser, der følger af Forholdets Natur.

Anke fra Landsret til Højesteret i de her omhandlede Tilfælde finder kun Sted,
naar den Fordring, i Anledning af hvilken Eksekution er sket, har været Genstand for
Landsrettens Afgørelse i første Instans eller dog ifølge sin Beskaffenhed i Tilfælde af
Retstvist vilde henhøre under samme. Dog kan, om end Fordringen ikke er af den anførte
Beskaffenhed, Justitsministeren tillade, at Sagen undtagelsesvis indbringes for Højesteret.
Andragende herom maa fremsættes inden den i § 397 nævnte Frist.

Om Anken til Højesteret gælder de almindelige Regler i Kapitel 36.

Landsrettens Afgørelse i Anledning af Kære er ikke Genstand for yderligere
Kære til Højesteret, medmindre Justitsministeren undtagelsesvis meddeler Tilladelse hertil.

Udpantning samt Indsættelses- og Udsættelsesforretninger. Kapitel 54.

Udpantning.

§ 596.

Udpantning kan kun finde Sted i de i Lov om Udpantning m. m. af 29. Marts
1873 § 1 og senere Love nævnte Tilfælde samt

1)for Renterestancer af den i Henhold til Lov 8. April 1851 om Selvejendoms
Indforelse paa det Staten tilhørende Bøndergods, jfr. Lov af 27. Januar 1852 4, Lov
af 3. Marts 1852 § 2 og Lov af 8. Februar 1854 § 2, stiftede Pantegæld og

2) for den Betaling, som i Henhold til Brandpolitilov for Landet af 2. Marts 1861

§ 22 og Tillægslove, jfr. Bekendtgørelse Nr.213 af 1. August 1912, og Lov om Brandvæsenet
i Købstæderne af 21. Marts 1873 § 10 og dertil sig sluttende Reglementer tilkommer de
af vedkommende Amtmænd og Kommunalbestyrelser antagne Skorstensfejere for saa
vidt den ikke er bestemt til et fast aarligt Vederlag af Kæmnerkassen.

Ligesom det altid staar i Rekvirentens Magt at indtale sin Fordring ved sædvanlig
Rettergang, saaledes skal det ogsaa være ham tilladt, naar Fogeden finder, at Omstændig-
hederne taler derfor, at benytte Udpantning for en Del af den ham tilkommende Fordring
og indtale Resten ved sædvanlig Rettergang.

Tilbyder Skyldneren delvis Betaling, bør denne modtages.

Udpantningsretten følger Fordringen, saa at den tilkommer enhver, som med
Hensyn til samme er traadt i den oprindelig berettigedes Sted, og vedvarer indtil et Aar
efter, at Fordringen er forfaldet til Betaling. Imidlertid er det i Henseende til Fristens
Beregning tilstrækkeligt, at Udpantning er begært inden Udløbet af ovennævnte Tids-
rum, naar den derefter med tilbørlig Hurtighed fremmes af Rekvirenten.

I det i Lov Nr. 130 om Børn udenfor Ægteskab m. m. af 27. Maj 1908 § 4
og i Lov Nr. 131 om Hustruers og ægte Børns Retsstilling af 27. Maj 1908 § 4
nævnte Tilfælde afbrydes Fristen ved Indgivelse af Begæring til Politimesteren (Magi-
straten) om Bidragets Udbetaling, naar bemeldte Myndighed derefter uden Ophold
foretager de fornødne Skridt til Bidragets Inddrivelse.

Den, der begærer Udpantning foretaget, har herom skriftlig at henvende sig
til Fogeden. Begæringen ledsages, for saa vidt Fordringen støttes paa eller godtgøres
ved skriftlige Dokumenter, af disse og ellers af saadanne Oplysninger, som maatte være
fornødne, for at Fogeden kan tage Bestemmelse, om Udpantning kan finde Sted. Finder
han efter det foreliggende intet til Hinder for Udpantning, afsiger han ved Paategning
paa Begæringen en Kendelse, gaaende ud paa, at den forlangte Udpantning kan foretages,
dog paa Rekvirentens Ansvar, for saa vidt Fordringens Rigtighed angaar, hvilken Kendelse
ikke særskilt kan paaklages. I modsat Fald nægter han den begærte Udpantning ved en
Kendelse, der er Genstand for Kære efter Reglerne i foregaaende Afsnit.

Efter at Udpantning er bevilget, har Rekvirenten eller i de Tilfælde, i hvilke
Foranstaltningen til Udpantningens Iværksættelse paaligger Fogeden i Embeds Medfør,
denne at drage Omsorg for, at Begæringen og den samme paategnede Kendelse mindst
5 Dage før Forretningens Foretagelse i Overensstemmelse med Regierne i Kapitel 17 forkyndes for Skyldneren.

Ved Inddrivelsen af Statsskatter, Bankrenter, Brandpenge, Kommuneskatter
og alle andre Afgifter til det offentlige, saavel som af Tiendevederlag, Brokorn og alle
andre deslige Indtægter, som inddrives ved Udpantning hos Beboerne af et Sogn eller en
Kommune, er det tilstrækkeligt, at Bekendtgørelse om, at Restancen af Fogeden er god-
kendt til Inddrivelse, og at denne vil finde Sted uden videre Varsel, uden Nævnelse at de
enkelte Skyldneres Navne, sker, mindst en Uge før Udpantningen toregaar, i et stedlig,

Blad efter Fogedens Bestemmelse eller ved Opslag paa offentlige Steder eller ved
Trommeslag eller ved Læsning til Kirkestævne efter Stedets Skik og Brug.

Udpantning iværksættes af Fogeden; dog kan Udpantning, naar Fordringen
ikke overstiger 100 Kr., og Genstanden for Udpantningen ikke er faste Ejendomme,
i Købstæderne og Handelspladserne ske ved Politimesteren og paa Landet ved Sogne-
fogeden. Naar Rekvirenten afgiver Begæringen, forsynet med Paategning om den i
Overensstemmelse med foregaaende Paragraf skete Forkyndelse, henholdsvis til Foge-
den, Politimesteren eller Sognefogeden, skal disse efter Fristens Udløb uden ufor-
nøden Henstand iværksætte Udpantningen. Ogsaa hos de til Hæren eller Søværnet
hørende Militærpersoner iværksættes Udpantning af den civile Foged eller Politi-
mesteren (Sognefogeden); men den, som skal foretage Udpantningen, har forud at un-
derrette den paagældende Chef om den forestaaende Udpantning.

For saa vidt der med Hensyn til visse Fordringer i Lovgivningen er tildelt
Fogeden en videregaaende Virksomhed i Henseende til Forretningens Kundgørelse og
Foretagelse og det udlagtes Realisation m. m. samt foreskrevet bestemte Frister, inden
hvilke det fornødne i disse Henseender skal være foranstaltet, forbliver det ved de
herom givne Bestemmelser, ogsaa med Hensyn til det for Forsømmelser i saa Henseende
fastsatte Ansvar.

I Sager, som angaar Inddrivelse af Underholdsbidrag, skal det ikke være for-
nødent til Fogeden at indgive særlig skriftlig Begæring om Udpantning, og Fogedens
Kendelse om denne kan paategnes Overøvrighedens Resolution, hvorved Bidraget er
fastsat eller et om sammes Størrelse indgaaet Forlig er stadfæstet. Naar saadan Re-
solution een Gang er forkyndt for den eller de vedkommende, kan Forkyndelsen af
Fogedens Udpantningskendelse for de enkelte forfaldne Bidrag derhos gyldig ske paa
Landet ved Sognefogeden og i Købstæderne ved en Politibetjent. Det paahviler frem-
deles Fogeden, naar Begæring om Inddrivelse af slige Bidrag er fremsat og fundet
begrundet, selvstændig at besørge det fornødne til denne Inddrivelse, derunder ind-
befattet Realisation af de udlagte Genstande og Auktionsbeløbets Indfordring.

Udpantningen skal foruden Hovedfordringen omfatte alle af Forretningen samt
Godsets Bevarelse og Realisation flydende Omkostninger, og Afgifterne kan ikke
fordres forudbetalt. Udkommer der ikke ved Realisationen et til at dække For-
dringen og Omkostninger tilstrækkeligt Beløb, fortsættes Udpantningen, uden at der
i saa Fald gives Varsel efter § 599. Udpantning foregaar i øvrigt efter de i foregaaende
Afsnit om Udlæg givne Regler, dog at Rekvirentens Møde under Forretningen aldrig
er nødvendigt. Er Fordringen, hvorfor Udpantningen foretages, en anden Ydelse end
Penge, skal henholdsvis Fogeden eller Politimesteren (Sognefogeden), efter saa vidt
muligt at have hørt Skyldnerens Erklæring herover, efter sit Skøn med Vidnernes
Bistand, men uden at være bundet ved deres Anskuelse, ansætte Ydelsen til et
Pengevederlag.

De Udpantninger, som foretages af Politimesteren (Sognefogeden), sker i Over-
værelse af to af ham tilkaldte Vidner, som er pligtige at følge ham; er Udpant-
ningen saa almindelig, at ingen Vidner kan haves i den By, hvori den foregaar,
udmelder han dertil to Mænd af den nærmeste By. Han indfører Forretningen i den i
§ 480 omhandlede Bog.

Møder Rekvirenten ikke under Forretningen, skal henholdsvis Fogeden eller
Politimesteren (Sognefogeden) være pligtig at modtage det fordrede eller Afdrag her
paa, naar saadant tilbydes under Forretningen, med samme Virkning, som om Be-
talingen var sket til Rekvirenten, ligesom det i saa Fald paahviler den der fore-
tager Udpantningen, at bestemme, om det udlagte skal forblive hos Skyldneren og
ellers drage Omsorg for, at det paa passende Maade bevares.

Foretages Udpantningsforretningen af Fogeden, kan Indsigelser fremsættes
under Forretningen.

Under den for Fogeden foregaaende Forhandling om rejste Indsigelser kan
ordentligvis kun Rekvirenten faa Udsættelse for at begrunde sin Paastand. Er Rekvi-
renten ikke mødt, eller kan han ikke straks skaffes til Stede, og Fogeden ikke finder, at
en fremsat Indsigelse straks kan forkastes eller tages til Følge, udsættes Forretningen,
og Parterne underrettes om, naar Forretningen paa ny foretages, hvorefter den videre
Forhandling mellem Parterne sker i Overensstemmelse med de i Kapitel 48 inde
holdte Regler.

Ved Paakendelsen af rejste Indsigelser er Fogeden ikke bundet ved den i
Overensstemmelse med § 598 givne Kendelse ora Forretningens Fremme. Kendelser,
hvorved en fremsat Indsigelse tages til Følge, kan henholdsvis paaankes eller paa-
kæres i Overensstemmelse med Reglerne i foregaaende Afsnit (jfr. navnlig §§ 593 ff.).

Foretages Udpantningsforretningen af Politimesteren (Sognefogeden), kan
Indsigelser fremsættes dels under Forretningen, dels i Løbet af 14 Dage efter Forret-
ningens Afholdelse.

Fremsættes Indsigelsen under Forretningen, skal Politimesteren (Sognefogeden)
antegne Indsigelsen i den ham leverede Bog, men i øvrigt fremme Forretningen samt
derefter tilstille Fogeden en Udskrift af Bogen. Indsigelser, som fremsættes efter Forret-
ningen, rettes til Fogeden. Efter Forløbet af 14 Dage fra Forretningens Afholdelse træffer
Fogeden Afgørelse om fremsatte Indsigelser; findes det fornødent, kan han forinden give
Parterne Lejlighed til ved Møde for Fogedretten at ytre sig om Indsigelserne. Finder
Fogeden en fremsat Indsigelse grundet, berigtiger han selv eller ved Politimesteren
(Sognefogeden) Fejlen eller ophæver ved Kendelse den stedfundne Forretning i det
hele eller for en Del. Forkastes Indsigelsen, stadfæster Fogeden Forretningen som
endelig. Om Afgørelsen meddeles Parterne Underretning. Afgørelser, hvorved en
fremsat Indsigelse tages til Følge, kan henholdsvis paaankes eller paakæres i
Overensstemmelse med Reglerne i foregaaende Afsnit (jfr. navnlig §§ 593 ff.).

Rekvirenten maa ikke skride til Realisation af det udpantede førend efter
Forløbet af 4 Uger efter Udpantningen eller, for saa vidt Indsigelse efter § 604 er
fremsat, dens Stadfæstelse, medmindre de udpantede Genstande øjensynlig er udsatte
for Fordærvelse eller væsentlig Værdiforringelse ved at henligge saa længe (jfr. dog
§§ 606 og 607). Realisationen foregaar i øvrigt, naar enten Udpantningens Genstand
er fast Ejendom, eller Udpantningen har omfattet Løsøre til Værdi af mindst 100 Kroner,
i Overensstemmelse med de almindelige Regler om Tvangsauktion i Kapitlerne 49-52;

i modsat Fald bortsælges det udpantede mod kontant Betaling ved offentlig Auktion,
som afholdes paa Landet af Sognefogeden og i Købstæderne af Politiet, etter at der