UfR1997.1667 H

 
  H.D. 16. oktober 1997 i sag I 476/1995

A ved værgen B og C (adv. Bent Unmack Larsen, Kbh.) mod Politimesteren i Glostrup (Km.adv. v/adv. Birthe Eskildsen, Kbh.).

Østre Landsrets dom 27. september 1995 (5. afd.)
(Jens Lunøe, Knudsen, C. Levy).

Under denne sag, som er henvist af retten i Brøndbyerne, har sagsøgerne, A v/værgen B og C, nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte, politimesteren i Glostrup, tilpligtes at betale A v/værgen B 109.810,00 kr. med sædvanlig procesrente fra den 24. september 1993, til betaling sker.

Sagsøgte skal til C betale 12.741,82 kr. med sædvanlig procesrente fra den 22. december 1993, til betaling sker.

A har fri proces.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Den 24. september 1993 forsøgte politibetjente fra Glostrup politi at anholde M, der nægtede at komme ud af sin lejlighed i Brøndby. Efter at politiet havde lagt tåregas ind i lejligheden, kom M ud. Kort tid efter affyrede en politibetjent med pistol skud mod M for at afværge dennes livstruende angreb med en kniv og en stegegaffel på en anden betjent. M døde som følge af disse skud.

Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte har pådraget sig erstatningspligt over for A og C, som er datter af henholdsvis mor til afdøde. Sagsøgernes krav vedrører forsørgertabserstatning henholdsvis erstatning for begravelsesudgifter.

Sagsøgte har under domsforhandlingen ikke bestridt kravenes opgørelse.

Sagsøgerne har anerkendt, at politibetjenten, som affyrede de dræbende skud mod M, og betjentens kollega som følge af M's angreb befandt sig i en livstruende situation, hvorfor selve skudafgivelsen ikke kan begrunde erstatningsansvar. Sagsøgerne har imidlertid bl.a. gjort gældende, at Glostrup politi ved anholdelsesaktionens påbegyndelse var klar over eller burde have haft kendskab til, at M var sindssyg eller i en sindstilstand, der kan sidestilles hermed. Politiet burde derfor have tilkaldt en læge og behandlet sagen i overensstemmelse med reglerne om tvangsindlæggelse efter loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Glostrup politi har begået en ansvarspådragende fejl ved ikke at have fulgt denne fremgangsmåde, da de forsøgte at anholde M.

Det er oplyst, at M var ugift og som lejer boede – – –, samt at han var arbejdsløs musiker. Det fremgår af en udskrift af 24. september 1993 af Kriminalregisteret, at M i perioden 1985–1992 er anført med fem afgørelser i form af udeblivelsesdomme og bødevedtagelser hovedsagelig for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer. Der er endvidere i udskriften anført fire verserende sager, heraf bl.a. to for overtrædelse af våbenloven og en sigtelse den 26. august 1993 for vold mod nogen i offentlig tjeneste. Den sidstnævnte sag medførte, at M blev anholdt den nævnte dag og undergivet en klinisk lægeundersøgelse. Lægen har ifølge erklæringen ikke konstateret, at M var spirituspåvirket, men har anført, at han virkede opstemt i lettere grad. Han havde til lægen oplyst, at han daglig røg hash, og at han siden den foregående dag havde røget 4–5 piber hash. M blev fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 119 ved på svalegangen ud for sin lejlighed at have stukket ud efter og ramt en kvindelig politiassistent med en stegegaffel. Retten løslod M bl.a. under henvisning til, at det efter hans forklaring, herunder at han søgte tilflugt på nærpolitistationen, fandtes antageligt, at han ikke havde haft forsæt til at øve vold mod politiet.

I den af kriminalpolitet i Glostrup udarbejdede døgnrapport vedrørende den 26.–27. august 1993 er det bl.a. anført, at tre betjente fra Københavns politis uro-patrulje henvendte sig på M's adresse efter at have modtaget et tip om salg af narkotika fra denne adresse. M ville imidlertid ikke lukke op, selv om der blev gjort opmærksom på, at det var politiet. Da politiet kunne se, at han var ved at forskanse sig i stuen, antog man, at han var ved at skaffe sig af med nogle belastende effekter, og politiet knuste derfor en rude i køkkenet for at skaffe sig adgang til lejligheden. Pludselig blev hoveddøren revet op, og M kom løbende ud med en stegegaffel i hånden, som han stak ud mod den kvindelige politiassistent, der flyttede overkroppen, således at hun kun fik overfladiske stiksår på underlæben. Han løb herefter fra stedet og blev eftersat af politiet, der senere anholdt ham på nærpolitistationen i Brøndbyøster.

Det fremgår af Glostrup ordenspolitis døgnrapport vedrørende den 5.–6. september 1993, at en anonym person meddelte, at en mandsperson havde spærret elevatorerne i – – –, og at personen skulle stå på 5. sal og råbe og skrige ud i natten. Det er anført, at patruljen fik kontakt med M på adressen. I døgnrapporten er M beskrevet som »kule skør«. Forholdet blev bragt i orden, og M lovede at gå i seng, når patruljen havde forladt stedet.

Politiassistent Per Haugaard, Glostrup politi, nærpolitiet, har i en notits af 28. oktober 1993 beskrevet M som en psykisk uligevægtig person, som man aldrig vidste, hvor man havde.

Det er oplyst, at M aldrig har været indlagt på psykiatrisk hospital. Afdødes læge ... har ifølge politirapport af 30. september 1993 oplyst, at han, der kun kendte lidt til afdøde, ingen oplysninger havde om psykiske sygdomme hos denne.

Vedrørende begivenhederne den 24. september 1993 har Statsadvokaten for Sjælland i en indberetning af 23. december 1993 til Justitsministeriet bl.a. anført følgende:

»...

Den 24. september 1993 kl. 19.20 modtog Glostrup politi en anmeldelse om, at nu afdøde forulempede sine naboer med råben og skrigen, ligesom han bankede på naboens vinduer.

En patruljevogn blev sendt til adressen – en højhusbebyggelse i Brøndby. Kommet frem til adressen rettede man henvendelse til nu afdøde ved at ringe på døren til lejligheden.

Nu afdøde åbnede døren bevæbnet med en stor kniv i hånden og udtalte, at den første betjent, der kom ind, ville få hovedet blæst af. Herefter smækkede nu afdøde døren i.

Via en forespørgsel i kriminalregisteret blev man opmærksom på, at nu afdøde den 26. august 1993 blev sigtet for at have stukket en kvindelig betjent i ansigtet med en stegegaffel. En forhøring hos naboen, sammenholdt med nu afdødes bemærkninger til betjentene, gav grundlag for at antage, at nu afdøde var i besiddelse af skydevåben. Man rekvirerede herefter forstærkning fra Glostrup politistation.

Da nu afdøde vægrede sig ved at åbne døren, og da man gennem vinduet kunne se, at nu afdøde fortsat var bevæbnet med en stor kniv, besluttede man sig for, ved brug af tåregas at tvinge nu afdøde ud af lejligheden.

Gassen bevirkede, at nu afdøde kom ud af døren til lejligheden. Han var bevæbnet med en stegegaffel i den ene hånd og en stor kniv i den anden.

Han gik hurtigt frem ad den smalle svalegang, mod polititjenestemændene med begge våben rettet fremad.

Da nu afdøde ikke reagerede på politiets råben om at smide våbnene, og da han fortsatte frem mod betjentene, som hastigt trak sig tilbage, afgiver en politiassistent 3 enkeltskud med en maskinpistol mod nu afdødes ben, hvoraf to skud ramte benene.

Nu afdøde drejede herefter pludselig af og gik ind i et svalegangen tilstødende elevatorrum. I dette rum befandt der sig to politiassistenter, og kommet ind i rummet gik nu afdøde straks til angreb på den ene politiassistent med kniven, som han holdt i ansigtshøjde. Den anden politiassistent afgav herefter et skud med sin tjenestepistol mod nu afdøde. Nu afdøde drejede herefter om mod denne betjent og rettede nu sit angreb mod ham. Betjenten afgav herefter endnu et skud, der tilsyneladende heller ikke havde nogen effekt, idet nu afdøde fortsat bevægede sig fremad med kniven rettet mod den politiassistent, som afgav skuddene. Herefter afgav betjenten et 3. skud, hvorved nu afdøde drejede omkring og faldt om.

...«

Det fremgår af erklæring af 25. september 1993 fra Københavns Universitets Retspatologiske Institut, at M afgik ved døden den 24. september 1993 kl. 21.30, og at dødsårsagen må antages at være to nærmere beskrevne skudlæsioner i brystkassen begge med karakter af nærskud, meget vel ved anvendelse af pistol med kaliber 7,65, således som oplyst.

Statsadvokaten oplyste i sin indberetning, at han havde besluttet ikke at iværksætte strafferetlige skridt over for nogen af de implicerede polititjenestemænd, da de under de givne omstændigheder ikke havde andre muligheder for at afværge de livstruende angreb, der blev rettet mod dem fra nu afdødes side.

C påklagede afgørelsen til Rigsadvokaten, som den 29. juli 1994 stadfæstede statsadvokatens afgørelse.

Rigspolitichefen meddelte ved skrivelse af 21. februar 1994 politimesteren i Glostrup, at anvendelsen af skydevåben i den konkrete situation skønnedes at være sket i overensstemmelse med Rigspolitichefens kundgørelse om brug af skydevåben i forbindelse med polititjenesten, punkt A I a om anvendelse af skydevåben til afværgelse af overhængende eller påbegyndt farligt angreb på person. Rigspolitichefen fandt herefter ikke grundlag for at indlede disciplinære skridt mod nogen af de implicerede polititjenestemænd.

I erklæring af 6. oktober 1993 fra Rigspolitichefens tekniske afdeling er den kniv, som M truede politiet med, beskrevet som en forskærerkniv. Både kniven og stegegaflen har været forevist i retten.

Der er under sagen afgivet forklaring af C, B, D, politiassistent E, politiassistent F, politiassistent G, politiassistent H, I og politimester Jørn Bro. Nogle af 1–7 og politiassistent K afgivne forklaringer til politirapport er blevet dokumenteret.

C har forklaret, at hendes søn M ikke havde nogen uddannelse eller beskæftigelse. Han var meget interesseret i musik og spillede bl.a. guitar i et rockorkester. Han havde ikke haft psykiske problemer førend i august/september 1992, da han begyndte at virke paranoid, idet han troede, at alle var efter ham. Hun foreslog ham at søge psykologhjælp, men han var ikke interesseret heri, da han mente, at han selv kunne klare problemerne bl.a. ved meditation. Da hun nogle måneder senere så ham igen, havde han det bedre. I foråret 1993 begyndte han imidlertid på ny at blive negativ og sagde bl.a., at man skulle kunne forsvare sig. Da hun så ham næstsidste gang i august 1993, var han lidt syg at høre på, idet han talte på en måde, som ikke gav mening. Han ville ikke spise de æbler, som hun medbragte, da han mente, at de var forgiftede. Hun så ham senest den 27. august 1993, og han virkede da forholdsvis normal. Hun har aldrig oplevet ham voldelig.

B, der er moder til A, har forklaret, at hun fra 1988 til 1990 samlevede med M, som ikke havde nogen psykiske problemer. Efter at de havde ophævet samlivet, opstod der problemer vedrørende hans samkvemsret med A, da han ikke havde en selvstændig bolig. Hun havde ikke set ham i et år, da hun kontaktede ham ca. 5 uger før hans død, idet hun mente, at han burde se sin datter. Han var »nede på jorden«, men virkede anderledes end tidligere. I slutningen af august 1993 besøgte A ham, og hun fortalte vidnet, at han ikke havde det så godt, og at han var bange for at blive overfaldet. Han har aldrig været voldelig over for vidnet.

D har forklaret, at han boede i lejligheden oven over M, som han havde kendt gennem de sidste fem år, før denne døde. De spillede bl.a. guitar sammen, og de sidste par år så han ham hver dag. I sommeren 1992 begyndte M at virke noget »flyvsk i sine tanker og holdninger«. Han sagde bl.a., at han ville blive en stor pladeudgiver, idet han kendte nogle berømte musikere, som ville hjælpe ham. Han gav endvidere udtryk for, at en af hans kammerater havde slået hans broder ihjel og gemt dennes kranie. I 1993 begyndte M at lide af forfølgelsesvanvid og troede bl.a., at bilerne på gaden ville køre ham ned. Han stod også på sin altan og råbte til folk, at de var slaver for samfundet og andre mærkelige ting. På et tidspunkt gik han med en stok, som han sagde, havde magisk kraft. Da det var vidnets opfattelse, at M var psykisk syg, ringede han, nogle måneder før M døde, til Glostrup politi og spurgte, hvad man kunne gøre. Politibetjenten svarede, at politiet ikke kunne foretage noget, så længe den pågældende person kunne tage vare på sig selv og heller ikke var farlig for sig selv eller andre. Da vidnet så M, dagen før han døde, virkede han psykisk syg med opspilede øjne, som om han ikke fik nok søvn.

Politiassistent E, Glostrup politi, har forklaret, at han den 24. september 1993 var vagthavende på Glostrup politistation, hvor man fra hovedstationen modtog oplysning om, at en nabo til M hele tiden blev generet af denne. Vidnet kendte ikke M og troede i første omgang, at der var tale om en person, som går under navnet Landsbytossen. Vidnet sendte en patruljevogn med to betjente til stedet. Den ene af betjentene meddelte kort tid efter vidnet, at de efter at have talt med anmelderen havde prøvet at rette henvendelse til manden, men at denne havde truet dem med en kniv. Vidnet sendte derfor yderligere en patruljevogn til stedet. Han foretog herefter en undersøgelse i Kriminalregisteret og konstaterede, at M ifølge registeret var kendt for overtrædelse af våbenloven, og at han var sigtet for at have stukket en kvindelig politibetjent med en stegegaffel. På grundlag af Kriminalregisteret fandt vidnet den 1 måned gamle døgnrapport vedrørende episoden den 26. august 1993 med stegegaflen. Han blev nu klar over, at M ikke var identisk med den såkaldte landsbytosse. Hverken vidnet eller hans kolleger på politistationen havde i øvrigt noget kendskab til M. Da denne havde truet de to politibetjente med en kniv, besluttede vidnet og hans medvagthavende, at M skulle anholdes. Vidnet tog sammen med politiassistent F til stedet. De medbragte tåregas, gasmasker og maskinpistoler, idet anmelderen til betjentene på stedet havde oplyst, at M ved en tidligere lejlighed havde skudt ud over svalegangen ved bopælen. Da de kom til stedet, fik han af kollegerne ude på svalegangen oplyst, at M fortsat var i lejligheden. Vidnet råbte, at det var politiet, og at han skulle komme ud af lejligheden. Pludselig åbnede M døren og kom frem i døråbningen med en stor kniv i hånden. Vidnet sagde, at han skulle smide kniven, hvilket han ikke gjorde, idet han blot smækkede døren i. Da de alle var i uniform, kunne der ikke være tvivl om, at det var politiet. Vidnet sparkede herefter hoveddøren ind, men M smækkede døren i igen. Vidnet råbte, at han skulle komme ud af lejligheden, da de ellers måtte anvende tåregas for at få ham ud. Da M ikke ville komme ud, sprayede politiassistent F tåregas gennem brevsprækken ind i lejligheden. Dette er i overensstemmelse med normal praksis i lignende situationer, hvor det er nødvendigt for politiets egen og de omkringboendes sikkerhed. Det er normalt tilstrækkeligt for at få en person ud af en lejlighed, at der trues med tåregas. Vidnet har i øvrigt aldrig tidligere været udsat for, at en person ikke overgav sig til politiet, efter at der var sprøjtet tåregas ind i en lejlighed. Kort tid efter kom M til syne i lejlighedens døråbning med en stor kniv i den ene hånd og en stegegaffel i den anden hånd. M stod et øjeblik og tog bestik af, hvem han skulle gå efter. Vidnet løb hen ad svalegangen væk fra opgangen. Medens han havde ryggen til, hørte han et par skud. Det hele gik ufattelig stærkt, inden for 10 sekunder efter at M var kommet ud. Da de blev truet, var der ikke andre løsninger, og han overvejede ikke, om der var noget psykisk galt med M.

Politiassistent F har om optakten til begivenhederne den 24. september 1993 i det væsentlige forklaret som forrige vidne. Han har videre forklaret, at han af kollegerne på stedet fik oplyst, at anmelderen havde forklaret, at naboen »var tosset i hovedet«, at han var set løbende rundt på svalegangen foran lejligheden med en stor kniv, og at anmelderen havde hørt rygter om, at pågældende skulle have skudt ud over altanen med et skydevåben. De kunne hele tiden høre M råbe inde fra lejligheden, herunder at han ikke ville komme ud, og at de ikke måtte være der. M åbnede på et tidspunkt døren med en kniv i hånden. Da de bad ham om at smide kniven, løb han ind i lejligheden og smækkede døren. De råbte til ham, at de ville sparke døren ind, hvis han ikke kom ud. Da dette ikke skete, sparkede de døren ind, men han smækkede den i og holdt på den fra den anden side. Herefter råbte de til ham, at de ville anvende tåregas, hvis han ikke kom ud. Dette skete ikke, og vidnet sprayede derfor tåregas ind i lejligheden. De fulgte i det hele den sædvanlige fremgangsmåde, der anvendes i tilsvarende situationer. Kort tid efter kom M ud og stod et øjeblik og kiggede. Han løb herefter frem mod vidnet med en kniv i den højre hånd og en stegegaffel i den venstre. Han holdt redskaberne foran sig med hænderne løftet i højde med vidnets bryst. Der var kun kort afstand mellem dem. Da vidnet opfattede det som en farlig situation, affyrede han tre skud med sin maskinpistol mod M's ben. Vidnet kunne ikke se, at M reagerede fysisk på skuddene, men han drejede og gik ind i elevatorrummet, hvortil døren stod åben. Vidnets udsyn var begrænset, da han bar gasmaske, og han kunne ikke se, hvad der skete i elevatorrummet, men hørte skud fra rummet. M sank sammen og sagde, at det gjorde ondt. Der var kun gået et par sekunder.

Politiassistent G har forklaret, at han sammen med politibetjent L blev sendt til stedet i den første patruljevogn. De henvendte sig til anmelderen, der oplyste, at naboen gennem nogen tid havde banket på deres ruder med en kølle. Anmelderen, der havde hørt rygter om, at naboen havde skudt ud over altanen med et jagtgevær, var bange for ham. Anmelderen oplyste endvidere, at naboen spillede meget høj musik, og at de i dag havde hørt ham råbe og skrige inde i lejligheden. Da vidnet bankede på naboens dør, blev den åbnet på klem, og vidnets kollega sagde, at der stod en mand med en kniv i hånden. Da manden havde lukket døren, råbte de, at han skulle komme ud, og sagde, at det var politiet. De kunne gennem køkkenruderne se, at han løb rundt i lejligheden med en stegegaffel i baglommen og noget i hånden. Manden var klar over, at det var politiet, og sagde bl.a. noget om, at han ville »nakke dem« en efter en, hvis de kom ind i lejligheden. Han talte i øvrigt på en meget forvirret og usammenhængende måde, samtidig med at han planløst løb rundt i lejlighedens forskellige rum. Vidnet opfattede udtrykket »nakke dem« som en trussel om at ville slå dem ihjel. Vidnet rapporterede herefter til politistationen om situationen og vurderede manden som farlig og uligevægtig. Han overvejede ikke at tilkalde lægehjælp eller at gå frem efter psykiatriloven. Manden fortsatte med at råbe i lejligheden og spillede også høj musik, som han sang med på. Der kom herefter forstærkning fra politistationen, således at de til slut var seks politibetjente. De forsøgte forgæves at snakke ham ud af lejligheden, og efter at han på ny havde truet dem med en kniv, sparkede de døren ind for at anholde ham. Han stemte imidlertid imod døren, hvorefter de sprøjtede tåregas ind i lejligheden. Da vidnet stod inde i elevatorrummet, kunne han ikke se manden komme ud, men han hørte, at der blev afgivet to eller tre skud. Herefter kom manden ind i elevatorrummet, hvor vidnet stod med front mod døren og politiassistent H til venstre og med venstre side mod svalegangen. Da manden kom ind i det lille elevatorrum, trak de sig begge tilbage, således at vidnet endte med at stå i hjørnet. Manden pegede mod vidnet med en kniv og en stegegaffel, som han holdt frem mod vidnet i ansigtshøjde. Mandens hænder var meget tæt på vidnets hoved – måske ½–1 meter. Vidnet havde ikke sin pistol fremme. Politiassistent H affyrede først ét skud så to skud, hvorefter manden faldt om. Der var gået 1–2 sekunder fra, at manden var kommet ind i elevatorrummet.

Politiassistent H har forklaret, at han kom til stedet i den anden patruljevogn. Han kan ikke i dag erindre, hvad hans kolleger fortalte om, hvad anmelderen havde oplyst, men han kan vedstå, at han ifølge politirapport af 25. september 1993 har forklaret, at politiassistent K af beboerne i lejlighed nr. – – – havde fået oplyst, at beboeren i nr. – – – var rablende gal. Vidnet stod i døråbningen til elevatorrummet, da manden kom ud af lejligheden, efter at de havde anvendt tåregas. Pludselig hørte han larm og råb, og det hele gik meget hurtigt. Vidnet var kommet ind i elevatorrummet, hvor en anden politibetjent også befandt sig. Manden kom pludselig lynhurtigt ind i rummet og stod med front mod vidnets kollega. Manden havde en kniv i hånden, som var hævet, og således at kniven næsten rørte ved politiassistent G's hoved. Vidnet affyrede herefter tre skud for at stoppe mandens livsfarlige angreb. Han sigtede mod hans krop, men ikke mod noget bestemt sted. Det hele gik meget hurtigt, og manden bevægede sig hele tiden, også medens vidnet skød. Manden snurrede herefter rundt og gik ud igen.

I har forklaret, at hun den 24. september 1993 var på besøg hos – – – i lejlighed nr. – – – på samme etage som M. Hun havde i løbet af dagen fået 12 øl og var spirituspåvirket, da hun hørte politiet råbe ude på svalegangen. Gennem køkkenvinduet så hun herefter en politibetjent skyde to gange med en pistol, medens han holdt armene i vandret stilling. Da hun senere åbnede døren, så hun, at M lå på maven ud for lejlighed nr. – – –, og at der var blod på hans ryg.

Politimester Jørn Bro har forklaret, at han efter at have gennemgået Københavns politis undersøgelse af sagen var af den opfattelse, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod nogen af de implicerede polititjenestemænd, da de havde handlet i lovlig nødværge. Den kniv og stegegaffel, som M truede politiet med, var farlige våben, der kunne medføre dødsfald og alvorlig lemlæstelse. Det er ikke usædvanligt, at Glostrup politi efter anmeldelse må sende patruljevogne til husspektakler bl.a. i boligbyggeriet i Brøndby Strand. Der er mange sager med såkaldt gale mennesker, der i almindelighed viser sig ikke at være sindssyge, men ophidsede eller påvirkede af euforiserende stoffer. Den under sagen modtagne anmeldelse blev behandlet i overensstemmelse med sædvanlig fremgangsmåde, hvorefter det normalt vil være tilstrækkeligt at sende én patruljevogn ud for at løse problemerne på stedet. Det er i overensstemmelse med sædvanlig praksis at anvende tåregas over for personer, som forskanser sig i en lejlighed, og det medfører i almindelighed, at vedkommende kommer ud og overgiver sig samt efter politiets opfordring smider eventuelle våben. Politiet tilkalder i praksis lægehjælp, hvis der foreligger en sådan særlig indikation, at politibetjentene på stedet kan erkende, at der primært er tale om en syg person, som har behov for lægehjælp. Vidnet ville som chef for Glostrup politi have anset det som pligtforsømmelse, såfremt vagthavende havde afstået fra at anholde M, der havde begået en klar overtrædelse af straffelovens § 119 om vold eller trussel om vold mod en tjenestemand i funktion. Det var også nødvendigt at anholde M af hensyn til de omboendes sikkerhed.

Det fremgår af forklaringer afgivet af 1–6 til politirapporter, at M ofte stod på sin altan og råbte og skreg, samt at dette var blevet værre inden for omkring den sidste måned før hans død. 2 har ifølge politirapport endvidere forklaret, at han kun få gange har talt med M, da denne som regel var ret skæv formentlig af at ryge hash. Politiassistent K har ifølge politirapport forklaret, at han var til stede ved den pågældende lejlighed, og at han herunder af en nabo fik oplyst, at M tog alle de former for narkotika, han kunne få fat i, og at han virkede sindssyg, idet han gik rundt og hamrede på deres døre og vinduer, ligesom han rendte rundt med en stor Bowiekniv. Da vidnet og tre af hans kolleger observerede mod mandens dør, blev den åbnet, og manden kom til syne med en stor kniv, som han med højre hånd holdt op foran sig. Manden havde et vildt ansigtsudtryk. Han trak sig hurtigt tilbage og smækkede døren.

Sagsøgerne har til støtte for deres påstande anført, at det efter bevisførelsen er godtgjort, at M den 24. september 1993 var sindssyg eller i en tilstand, som må sidestilles hermed. De under sagen afgivne forklaringer sammenholdt med hele hans adfærd både den 24. september 1993 og tidligere viser klart, at han var en sindsforvirret person. Det er endvidere bevist, at Glostrup politi, da man forsøgte at anholde ham den 24. september 1993, var klar over, at han var sindssyg eller i en lignende sindstilstand, eller at politiet i hvert fald burde have haft en sådan viden. Politiet burde derfor på dette tidspunkt have tilkaldt en læge, der kunne have taget stilling til, om der var grundlag for at tvangsindlægge M efter psykiatriloven. Da M havde søgt tilflugt i sin lejlighed og ikke kunne flygte fra stedet, havde politiet situationen under kontrol og tid til at overveje den mest hensigtsmæssige fremgangsmåde. Politiet kunne efter episoden med M den 26. august 1993 forudse, hvordan situationen kunne udvikle sig den 24. september. Det må også ud fra en proportionalitetsgrundsætning anses for at være en alvorlig fejl, at politiet ikke gik frem efter psykiatriloven. Politiet forsøgte i øvrigt ikke ved råb eller varselsskud at standse M, før man begyndte at skyde, hvilket tillige må anses som en fejl. Politiet kunne også have valgt at forlade stedet og have kontaktet en læge for at få M frivilligt indlagt, og en sådan fremgangsmåde ville have stemt bedre med forvaltningsretlige principper om proportionalitet. Glostrup politi har begået ansvarspådragende fejl ved ikke at anvende nogen af de forannævnte alternative løsninger i stedet for den fremgangsmåde, man fulgte, og som ikke var nødvendig eller forsvarlig.

Sagsøgte har anført, at Glostrup politi ved den pågældende anholdelsesaktion ikke har begået ansvarspådragende fejl eller udvist nogen forsømmelse. M's adfærd den 24. september 1993 nødvendiggjorde, at han skulle anholdes, og de af politiet iværksatte skridt var under de foreliggende omstændigheder nødvendige og forsvarlige. De pågældende politibetjente kunne ikke have handlet anderledes og havde ikke forud for anholdelsen kendskab til M's psykiske tilstand. Omstændighederne omkring anholdelsen gav ikke grundlag for at antage, at M, som var klar over, at det var politiet, var sindssyg, men kun at han var ophidset. Det er ikke godtgjort, at M var sindssyg i psykiatrilovens forstand. Det ville have været en tjenesteforsømmelse, hvis politibetjentene blot havde forladt stedet, da der var klart anholdelsesgrundlag og risiko for, at M, der var bevæbnet, ville forulempe naboerne. Politiet skød i lovlig nødværge og i overensstemmelse med skydereglementet. Der var ikke tid til at affyre varselsskud, og dette ville også have været farligt i svalegangen. Politiet har i den foreliggende situation handlet i overensstemmelse med sædvanlig fremgangsmåde og havde ikke nogen mulighed for at forudse, at situationen ville udvikle sig på en sådan måde, at man måtte affyre skud for at afværge et retsstridigt livsfarligt angreb fra M's side. Politiet har derfor handlet retmæssigt, også ud fra en proportionalitetsgrundsætning.

Landsrettens bemærkninger:
Politiet var den 24. september 1993 i medfør af retsplejelovens § 755 berettiget til at anholde M, da han havde truet to polititjenestemænd med en kniv, og da politiet med føje måtte frygte, at han frembød fare for naboerne. Det må lægges til grund, at M nægtede at komme ud af sin lejlighed, selv om han var klar over, at politiet opfordrede ham hertil, og at han i forbindelse hermed kortvarigt åbnede døren og på ny truede politibetjentene med en kniv. Under disse omstændigheder findes det at have været nødvendigt og forsvarligt, at politiet – i overensstemmelse med sædvanlig fremgangsmåde i tilsvarende situationer – sendte tåregas ind i lejligheden med det formål at få M ud, således at man kunne anholde ham. Det må lægges til grund, at M herefter kom frem i døråbningen med en stor kniv i højre hånd og en stegegaffel i den venstre, og at han holdt begge hænder løftet op foran sig og løb frem mod politiassistent F, således at kniven og stegegaflen pegede mod dennes bryst. Det må videre lægges til grund, at politiassistenten med maskinpistol affyrede tre skud mod M's ben, hvoraf de to ramte, men at M straks løb ind i elevatorrummet med kniven og stegegaflen i hænderne. Politiassistenten findes at have handlet i lovlig nødværge og havde under de foreliggende omstændigheder ikke mulighed før skudafgivelsen for at affyre varselsskud eller på anden måde advare M. Det må videre lægges til grund, at M i det lille elevatorrum løb frem mod politiassistent G, medens denne stod i et hjørne, at M hævede hænderne med kniven i højre hånd og stegegaflen i venstre, således at kniven pegede i meget kort afstand mod politiassistentens ansigt, og at en anden politibetjent, som var til stede i elevatorrummet, med pistol affyrede tre skud mod M for at afværge dennes livsfarlige angreb på politiassistent G. M døde som følge af to af disse skud. Politibetjenten, som affyrede disse skud, findes at have handlet i lovlig nødværge efter straffelovens § 13, stk. 1, og der er intet at bebrejde ham, da han under de foreliggende omstændigheder ikke havde mulighed for at handle anderledes. Det må lægges til grund, at de polititjenestemænd, der traf beslutningen om, at M skulle anholdes, og som deltog i anholdelsesaktionen, ikke havde kendskab til de oplysninger om M's person, der først fremkom ved sagens efterforskning efter hans død. Selv om de foreliggende oplysninger tyder på, at M i en periode, før han døde, var psykisk uligevægtig, findes der ikke grundlag for at antage, at han den 24. september 1993 var sindssyg eller i en lignende sindstilstand som omfattet af loven om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. Det kan ikke anses som en fejl, at politiet ikke tilkaldte en læge. De oplysninger, der forelå, da der blev truffet beslutning om at anholde M, og det, der kom til politiets kundskab under selve anholdelsesaktionen, herunder de iagttagelser, de enkelte politibetjente selv gjorde, kunne ikke give rimelig anledning for politiet til at antage, at lægelig bistand var påkrævet. M's reaktion på anvendelsen af tåregas var upåregnelig for de tilstedeværende politibetjente, hvis tjenestepligt det var at iværksætte anholdelsen.

Under disse omstændigheder har Glostrup politi ikke udvist ansvarspådragende forhold i forbindelse med M's død. Derfor frifindes sagsøgte.

– – –

Sagens omkostninger ophæves.

Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hornslet, Poul Sørensen, Walsøe, Lorenzen og Søgaard.

Appellanterne, A ved værgen B og C, har gentaget deres påstande.

Indstævnte, Politimesteren i Glostrup, har påstået stadfæstelse.

Det fremgår af sagen, at de to betjente, der først ankom til M's adresse, blev sendt til stedet kl. 19.45, og at de to næste betjente blev sendt til assistance kl. 19.55. Det er efter de foreliggende oplysninger uklart, hvornår politiassistenterne E og F ankom til stedet. Skudepisoden fandt sted omkring kl. 20.50.

Det fremgår endvidere af politirapporter i sagen, at to af M's naboer har oplyst, at politiet talte stille og roligt til M, mens de forsøgte at overtale ham til at komme ud fra sin lejlighed, og at dette gentog sig mange gange.

I anmeldelsesrapport af 24. september 1993 har vicekriminalkommissær Per Jepsen bl.a. anført:

»Kl. 19.20 blev der foretaget anmeldelse HS fra nabo til forurettede, idet denne blev generet groft af forurettede, idet denne bankede på døre og vinduer til anmelderen.

En politipatrulje blev sendt til stedet, hvor man konstaterede, at forurettede var sindsforvirret og bevæbnet med en kniv, ligesom han verbalt truede med at udrydde politifolkene.

Endnu en patruljevogn blev sendt til stedet, ligesom vagthavende og en ældre kollega blev sendt til stedet med gas og medbringende 2 maskinpistoler.

...«

I en vedhæftet notits af 24. september 1993 om brug af tjenestevåben har politiassistent E anført:

»Vedr. brug af tjenestevåben.

...

I sagens anledning blev 7–13 med pb'erne G og L ... sendt til stedet. Da patruljen ankom til stedet, kunne de høre beboeren i lejlighed 11, der var larmende og højrøstet. De rettede henvendelse til anmelderen, der oplyste, at naboen var »tosset i hovedet« og var set løbende rundt på svalegangen foran lejligheden med en stor kniv, ligesom anmelderen havde hørt rygter om, at pgl. skulle have skudt ud over altanen med et skydevåben. Patruljen rettede henvendelse til naboen i lejlighed 11, hvor en mandsperson åbnede hoveddøren og han var bevæbnet med en stor kniv. Han havde en truende holdning overfor patruljen, ligesom han råbte, at de skulle »skrubbe af«, hvorefter han smækkede døren i.

Patruljen meddelte det passerede til undertegnede, samt at lejlighed 11 bebos af M. De fik melding om at fastfryse situationen indtil vi her på stationen, havde kontrolleret pgl. i relevante registre. Endvidere blev patruljevogn 7–11 med pb'erne H og K kl. 1955 sendt til stedet for evnt. assistance.

Ved forespørgsel på M i kriminalregistret blev det konstateret, at pgl. havde 2 verserende sager for overtrædelse af våbenloven samt vold mod nogen i offentlig tjeneste i 1993. Sidstnævnte sag var fra den 26 08 93 og behandles af herværende kriminalpoliti. Jf. kriminalpolitiets døgnrapport fra den 26 08 93 konstateredes, at pgl. havde stukket en kollega fra Københavns Politis uropatrulje i hovedet med en stegegaffel. Pgl. havde ved denne episode forskanset sig i sin lejlighed og ville ikke åbne døren for politiet.

På de foreliggende oplysninger blev det med vagthavende vpk. Per Engelbrecht besluttet, at undertegnede og pa. F skulle køre til adressen for at foretage en anholdelse af M, og da der var nærliggende fare for et angreb på politiet, blev det besluttet, at undertegnede skulle medbringe CS-gas og gasmasker, ligesom F og undertegnede medbragte hver en maskinpistol med påmonteret lygte.

...

Vedr. de nærmere omstændigheder på stedet, kan det oplyses, at undertegnede gjorde de tilstedeværende polititjenestemænd bekendt med, at der kun måtte afgives skud, hvis der var tale om overhængende eller direkte angreb på person. Pb'erne H og K havde begge trukket deres tjenestepistoler.

...

M blev af undertegnede adskillige gange forsøgt råbt ud af lejligheden, hvilket ikke lykkedes. Han åbnede døren et par gange, og han var begge gange bevæbnet med en stor kniv. Han blev opfordret til at smide kniven fra sig, men han lukkede blot døren igen. Undertegnede sparkede døren op ind til lejligheden, og M blev igen kaldt ud. Da det stadigvæk ikke var muligt at formå pgl. til at komme ud, besluttede jeg, at indlægge CS-gas i lejligheden. CS-gas blev i ca. 30 sek. sprayet ind i lejligheden, hvorefter pgl. åbnede den opsparkede dør og kom frem i døråbningen, hvor han stadig var bevæbnet med en stor kniv samt en stegegaffel. Han tog ligesom bestik af situationen, og pludselig løb han direkte mod pa. F, der afgav skud med maskinpistolen. Da pgl. løb direkte mod pa. F, trak undertegnede sig tilbage i modsat retning, og bemærkede ej det videre forløb.«

Til en politirapport af 25. september 1993 har politibetjent G bl.a. forklaret:

»De ankom kort efter til stedet, hvor de fik kontakt til anmelderen, som forklarede, at deres nabo – beboeren i lejh. nr.– – –, samme etage – opførte sig mærkeligt, idet han d.d. kort forinden havde indfundet sig ved deres dør og vindue til køkkenet, hvor han havde banket på med en kølle.

Dette var noget, der havde gentaget sig hyppigt inden for de sidste 14 dage, hvor naboen også i flere tilfælde havde haft både en kølle og en stor kniv med sig, når han havde banket på anm.s vinduer/dør.

...

Manden på den anden side af døren (nu afdøde) råbte tilbage til dem, at han ikke skulle tale med politiet – han råbte også noget om, at han havde en kniv – hans tale på dette tidspunkt var meget forvirret og usammenhængende og hans tale nærmest »sprøjtede ud«. I fortsættelse af de foran nævnte bemærkninger råbte manden herefter: »I kan jo bare komme ind – så skal jeg nakke jer en efter en. Så kan vi se, hvor mange politibetjente, der er tilbage«.

Afh. forklarede, at nævnte ord faldt nogenlunde som gengivet foran – om det er ordret, er han usikker på – men sådan nogenlunde lød mandens ord.

Manden sagde en hel del mere, men det forekom forvirret og uden sammenhæng – umiddelbart lød det som om, at manden kunne være påvirket af et el. andet. ...«

Til en politirapport af 25. september 1993 har politiassistent K bl.a. forklaret:

»Inden F og E nåede frem, forhørte afh. sig hos nogle naboer i lejh. nr. – – –, hvor det blev oplyst, at personen boende i lejh. – – – tog alle de former for narkotika, han kunne få fat i – det blev videre oplyst af naboen, at manden virkede sindssyg, idet han gik rundt og hamrede på deres døre og vinduer – videre at han rendte rundt med en stor Bowie-kniv – dog intet vedr. evt. trusler med denne.«

Til en politirapport af 25. september 1993 har vagthavende politiassistent E bl.a. forklaret:

»Samtidig bliver der sagt eller råbt til personen, at han skal komme ud, hvilket der ikke sker reaktion på. Personen råber og skriger hele tiden, men det er uforståelig, hvad han råber og skriger.«

Til en politirapport af 25. september 1993 har politiassistent F bl.a. forklaret:

»Personen i nr. ... blev ved med at råbe. Afh. følte sig sikker på at personen var påvirket af et eller andet. Det var ikke bare arrigskab der gjorde at han råbte.«

Til en politirapport af 12. oktober 1993 har han bl.a. forklaret:

»Da de kom op til de øvrige kolleger, som holdt stedet under observation, fik de en kort men grundig orientering.

De øvrige kolleger er identiske med pa. H, G, K og L.

Som afh. huskede det nu, så havde kollegerne fortalt, at de havde ringet på hos den pgl.ne – han havde åbnet sin dør på klem og truet dem med en kniv.

Det var også oplyst, at han på et tidspunkt havde skudt ud fra sin altan med et skydevåben – sidstnævnte opfattede afh. som noget, der lå nogen tid tilbage.

Forespurgt oplyste afh., at sådan som han opfattede orienteringen, så var der ikke noget, der indikerede, at der var nogen aktuel fare for, at han havde skydevåben. Forespurgt oplyste afh., at han havde hørt noget om, at personen skulle have udtalt, at han »havde 2 rør« – når afh. havde hørt dette udtryk, havde afh. oversat dette til, at personen havde et dobbelt-løbet jagtgevær.

Forespurgt oplyste afh., at han dog ikke forestillede sig på daværende tidspunkt, at personen dengang havde været i besiddelse af dette dobbeltløbede jagt-gevær – afh. havde forbundet det med den tidl. situation, hvor afdøde skulle havde skudt ud over sin altan – og dette antog afh. for at være foregået nogen tid før.

Forespurgt oplyste afh., at når han og pa. Poul Jacobsen tog afsted med gas og maskinpistoler, så var det ud fra, at den pgl.ne havde en kniv, som han havde truet de 1. kolleger med.«

Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer.

C har supplerende forklaret, at M søgte social kontakt og havde en stor berøringsflade og omgangskreds. Han begyndte at virke paranoid i efteråret 1992. Han overnattede hos hende en weekend fredag/lørdag/søndag. Hun skulle have været ude, men måtte ikke gå. Han havde brug for, at hun blev dér. Indimellem talte han helt sort, var paranoid, kom med bebrejdelser mod hende, mod læger, der var kvaksalvere m.m. Indimellem talte han normalt. Til andre tider måtte hun ikke rejse sig fra den stol, hun sad i, måtte ikke forlade lejligheden og ikke ringe fra telefonen, da den blev aflyttet o.lign. Sådan gik det frem og tilbage i de 2–3 døgn. Hun var en form for gidsel. Hun turde ikke ringe til andre eller søge hjælp. De talte om læge- eller psykologhjælp, men det ville M ikke høre tale om. Hun måtte love ham ikke at kontakte hans læge. Det endte med, at hun fik lov at ringe til en af M's bekendte, X. Denne kom mandag morgen, og M indvilgede i at tage med ham. Han ville dog ikke med længere end til rådhuset i Brøndby. Efter denne weekend havde hun kontakt med både politistationen og med nærpolitiet i Brøndbyøster for at høre, hvad man kunne gøre. Ingen af stederne havde de sager på M, og begge steder fik hun at vide, at der ikke kunne gøres noget, så længe M ikke var til fare for sig selv eller andre. Hun husker ikke i dag, hvem hun talte med hos nærpolitiet. Hun forsøgte ikke at kontakte M's læge. Hun havde jo lovet ham ikke at gøre det, og i øvrigt vidste hun ikke, hvem der var hans læge. Der gik et stykke tid, 1–2 måneder, før M igen dukkede op hos hende. Hun mener, det var i november 1992. De var sammen et par gange til før julen, som han holdt hos hende. I maj 1993 var det galt igen. Det opstod i forbindelse med, at en af dem, M spillede med, tog på en månedlang ferie. M blev negativ og skældte ud verbalt. Han røg hash, men det gjorde ham ikke mere uligevægtig eller aggressiv. Tværtimod har hun oplevet, at det gjorde ham mere rolig. I tiden efter maj 1993 kom M indimellem og spiste hos hende. Hun så ham måske hver tredje uge eller en gang om måneden. Han var ret aggressiv, rettede bebrejdelser bl.a. mod hende og var negativ over for alle mennesker. Hun mente, at han trængte til hjælp, men det kunne han ikke acceptere. Der var ikke noget i vejen med ham. Det gav hende ikke anledning til at kontakte andre om hjælp til M. Tredjesidste gang hun så M var i august 1993, hvor de spiste sammen hos hende, og hvor han overnattede. Der var ingen problemer om aftenen, men da hun næste dag kom hjem fra arbejde, mødte han hende i døren. Hun kunne se, at den var gal igen. Hun tog hen til en veninde, og sammen vendte de tilbage til hendes bopæl, hvor de fik M overtalt til at gå. Få dage efter, den 27. august 1993, tog hun til M's lejlighed for at tale med ham og se, hvordan han havde det, idet hun var bekymret for ham. Samtalen var i starten normal, men indimellem talte han helt sort. Han sagde, at hun ikke kunne hjælpe ham. Hun havde nogle æbler med, men dem ville han ikke have; de var forgiftede. Sidste gang hun så ham var den 6. september 1993. Han dukkede op på hendes arbejdsplads, en børnehave. Han var lidt højtråbende. De tog hejm til hende. Her fortalte han, at han samme dag havde været i Brøndbyernes Ret, og at han var blevet frikendt. Han ville ikke sige for hvad. Han bad om at låne 500 kr., som han fik. De talte om forskellige ting, herunder at han måtte holde op med at opsøge hende på hendes arbejdsplads. Han var til at tale med, og der var ingen perioder med sort snak. De skiltes efter en halv times tid, da hun skulle tilbage til sit arbejde. I tiden fra maj til september 1993 havde M det således dårligt. Han var aggressiv verbalt, hvad der ikke tidligere havde været kendetegnende for ham. Hun kunne ikke få ham overtalt til at gå til læge, og politiet kunne heller ikke gøre noget. Hun var derfor selvsagt ængstelig for ham. Hun håbede på, at hans venner måske kunne få ham overtalt til at søge hjælp. Hun kunne imidlertid ikke gå bag hans ryg og selv anmode hans venner om at tage affære. Det ville have ødelagt det tillidsforhold, der var mellem hende og M.

Politiassistent K har forklaret bl.a., at han under patruljekørsel den 24. september 1993 sammen med politibetjent H over patruljevognens radio hørte, at en anden patrulje havde problemer, der lød temmelig alvorlige. De blev derfor sendt til adressen som rygdækning. Som han husker det, fik de at vide, at kollegerne havde været på stedet, havde banket på, og beboeren havde åbnet og truet kollegerne med en kniv. Han husker ikke, om de fik noget at vide om personens forhold, herunder om han i forvejen var kendt for vold mod politiet. Der var noget med en tidligere episode med en kvindelig betjent fra uropatruljen, som personen havde stukket med en kniv. Han husker imidlertid ikke, om det var noget, de fik at vide, mens de kørte til adressen, eller noget, der blev oplyst senere. Ankommet til adressen mødte de kollegerne G og L. De fik kort at vide, hvad der var sket. Han husker ikke nøjagtigt, hvad de to kolleger fortalte. Han husker heller ikke, om de fik besked hjemmefra om, hvordan de skulle forholde sig, at de skulle afvente og observere. De stod ved elevatorindgangen, så det var begrænset, hvad de kunne gøre af observationer. Han mener ikke, at han var henne at ringe på døre. Men på et tidspunkt kom nogle mennesker op, som skulle ind i lejlighed nr. – – –. Han talte med en mand, som gav udtryk for, at M på daværende tidspunkt truede alt og alle, ligesom han sagde, at M var fuldstændig sindssyg. Vidnet har videre forklaret, at M inde fra sin lejlighed råbte og kom med trusler. Han sagde noget med »politi« og»slå ihjel«. De anvendte ord gjorde det klart, at han varklar over, at politiet var til stede. Beboeren i lejlighed nr. – – – viste ham en stok eller lignende, som han havde stående inden for døren, og som han ville forsvare sig med, hvis M skulle finde på noget. Han husker videre, at M åbnede døren, og at han havde en kniv i hånden. Han befandt sig med front mod M, og afstanden mellem dem var ikke særlig stor. Han trak sin tjenestepistol. Han husker ikke i dag, om M åbnede døren flere gange. Han husker M's ansigtsudtryk, der var meget stirrende. Hans umiddelbare indtryk var, at M måtte være påvirket af et eller andet, f.eks. amfetamin. Han har ikke kunnet forklare det nærmere, end at M havde store øjne og så på ham på en nidstirrende måde. Det er det, han har ment med »vildt ansigtsudtryk« som gengivet i en politirapport. På et tidspunkt kom politiassistenterne E og F til stede. De medbragte maskinpistoler, gas og gasmasker. De var herefter i alt 6 politifolk på stedet. Han husker ikke, om de sammen drøftede situationen. Normalt har den første vogn på stedet ledelsen eller styringen. E og F var imidlertid ældre i anciennitet, og en af de to, vistnok E, var vagthavende, hvorfor de overtog ledelsen. De har selvfølgelig fået at vide, hvad der var sket, men han husker ikke nærmere, hvad der blev sagt. Han husker heller ikke, om han fortalte om sin samtale med beboeren i nr. – – – og hans indtryk af, at M var sindssyg. Den pågældende beboer tilhører en kreds af gamle kendinge, en flok, der daglig står og drikker. Deres brug af ordet »sindssyg« lægger man normalt ikke noget i, da det bruges i flæng om mange forskellige personer. Han husker videre, at der blev sparket på døren. M må have holdt imod, idet døren gav sig lidt eller fjedrede. F begyndte at sprøjte gas ind gennem brevindkastet i døren. Han husker ikke, hvad der blev talt om lige da. F og E befandt sig ved lejlighedens dør, længere fremme end vidnet og de andre kolleger. Foreholdt en politirapport, herunder særlig ordet »besluttet« om anvendelsen af tåregas, har han udtalt, at det ikke skal forstås som efter drøftelse. Det kan være, at E har sagt, at der skulle sprøjtes gas, eller også er det blot udtryk for, at handlingen blev foretaget. Han husker ikke, om de forinden havde taget gasmasker på, eller om nogen af dem havde gasmaske på. Det er nok rigtigt, som anført i rapporten, at E havde anlagt gasmaske. Næsten straks efter at F var startet med at sprøjte gas ind, blev døren til lejligheden åbnet af M. F nåede næsten ikke at trykke på knappen. Fra F bukkede sig ned for at sprøjte, og til han rettede sig op igen, gik der ikke ret lang tid, ca. ½ minut. Han befandt sig da 5, 8 måske 10 meter fra F. M kom løbende ud af lejligheden. Han har tilføjet, at han opfattede situationen som farlig for kollegerne, særlig F. Han opfattede, at M havde noget i begge hænder, og nåede at se, at han i højre hånd havde en kniv. Han skulle lige til at skyde, da F trådte ind foran ham og afgav skud med sin maskinpistol. Der var tale om flere skud. Afstanden mellem M og F var så kort, at han var overbevist om, at M havde stukket F ned. Han har tilføjet, at episoden foregik på svalegangen, der er belyst, så han tydeligt kunne se M og hans ansigtsudtryk. Han havde aldrig set M før eller haft noget med ham at gøre.

Politiassistent Per Haugaard har forklaret bl.a., at han før oktober 1994 i 2–2½ år gjorde tjeneste ved nærpolitiet i Brøndbyøster. Han har haft kontakt med M 3–5 gange. Hver kontakt har måske varet 5–10 minutter. Han har ikke modtaget oplysninger om ham fra andre, som f.eks. naboer. Hans personlige indtryk af M var, at han var en person, der bevægede sig lige på kanten til et egentlig psykisk tilfælde af en eller anden art. Han var psykisk uligevægtig. En samtale kunne forløbe helt normalt, men fra det ene øjeblik til det andet kunne han pludselig blive ophidset.

Under anken har appellanten anmodet Retslægerådet om en udtalelse

»om M's mentale tilstand på det tidspunkt, da politiet den 24. september 1993 indfandt sig på hans bopæl i anledning af den forud herfor indgivne telefoniske anmeldelse mod ham for generende adfærd over for en nabo, herunder om hvorvidt det må antages, at han på dette tidspunkt var sindssyg eller befandt sig i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed, og i bekræftende fald, om sygdommen/tilstanden må skønnes at have været tilgængelig for behandling med udsigt til helbredelse eller en betydelig afgørende bedring af tilstanden, jf. herved § 5 i lov nr. 331 af 24. maj 1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien. I tilslutning hertil spørges om sagens oplysninger om M i øvrigt giver Rådet anledning til bemærkninger.«

Retslægerådet har den 9. januar 1997 svaret således:

»I sagens akter foreligger der kun sparsomme lægelige oplysninger. Læge – – – har 30.09.93 ... blandt andet meddelt, at han ikke havde oplysninger om psykiske sygdomme hos M og heller ikke om tidligere indlæggelser på psykiatrisk hospital.

Lægen havde sidst set M i januar 1992.

Speciallæge i kirurgi Marianne Schrøder har i lægeerklæring af 26.08.93 vedrørende spirituspåvirkethed blandt andet oplyst, at M dagligt røg hash, at hans tankegang var noget springende, og at han virkede lettere opstemt. Erklæringen er utilstrækkelig til en nøjere vurdering af M's psykiske tilstand, herunder også en bedømmelse af eventuel sindssygdom. Det fremgår af flere af sagens rapporter, at M var psykisk uligevægtig og misbrugte hash. Nogle afhøringsrapporter ... kunne give mistanke om, at M især de sidste uger før sin død frembød sindssygelige symptomer, herunder vrangforestillinger, og adskillige rapporter beskriver M som udtalt uligevægtig og affektpræget den 24.09.93.

Det lader sig imidlertid ikke afgøre, hvorvidt denne tilstand har været udtryk for sindssygdom eller f.eks. udtalt hashpåvirkning og ved en samlet vurdering af det fremsendte materiale finder Retslægerådet således, at dette ikke er tilstrækkeligt grundlag for at afgive en udtalelse vedrørende spørgsmålet om M den 24.09.93 ved politiets ankomst var sindssyg eller i en tilstand, der ganske må ligestilles hermed.«

Højesterets bemærkninger.

Det tiltrædes, at politiet den 24. september 1993 var berettiget til at anholde M, og at der ikke var grundlag for i stedet at kræve psykiatrilovens regler om tvangsindlæggelse anvendt.

Det er ubestridt, at skudafgivelsen skete i lovlig nødværge. Spørgsmålet er herefter alene, om politiet har handlet ansvarspådragende ved under de foreliggende omstændigheder at søge anholdelsesbeslutningen gennemført som sket.

Fire dommere – Hornslet, Poul Sørensen, Lorenzen og Søgaard – udtaler herom:

Det må lægges til grund, at politiet flere gange under det relativt langvarige forløb forgæves forsøgte at komme i tale med M og overtale ham til at slippe sine stikvåben. Efter de oplysninger om M's optræden, som politiet havde fået ved anmeldelsen, ved politiets ankomst til hans bopæl og ved M's fortsatte trusler, mens han var i besiddelse af farlige stikvåben, var det efter vores opfattelse ikke en fejl, at politiet – i stedet for at se tiden yderligere an eller overveje andre løsninger – anså det for nødvendigt at søge anholdelsen gennemført tvangsmæssigt.

Vi tiltræder derfor, at politiet ikke har udvist ansvarspådragende forhold i forbindelse med M's død, og stemmer således for at stadfæste landsrettens dom.

Dommer Walsøe udtaler herom:

Efter de forklaringer, der er afgivet af personer, der var tæt på M, må det, som også anført i Retslægerådets udtalelse af 9. januar 1997, lægges til grund, at M gennem nogen tid havde været psykisk uligevægtig og misbrugt hash, samt, som anført af Retslægerådet, at der måtte næres mistanke om, at han især de sidste uger før sin død frembød sindssygelige symptomer. Disse forhold var politiet ikke bekendt med i forbindelse med anholdelsen den 24. september 1993.

Med hensyn til, hvilken adfærd M havde udvist førend den 24. september 1993, var politiet imidlertid på det tidspunkt, hvor anholdelsesbeslutningen blev søgt gennemført tvangsmæssigt bl.a. ved anvendelse af tåregas, bekendt med naboernes oplevelser af hans mærkelige opførsel, med deres bedømmelse af ham som bl.a. »rablende gal« og »sindssyg« i tiden forud for den 24. september 1993, med et rygte om, at han skulle have skudt ud over altanen med et skydevåben, samt med den alvorlige episode den 26. august 1993.

Det kan lægges til grund, at politiet, forud for at der blev anvendt tåregas, for så vidt angår M's adfærd den 24. september 1993 havde oplevet, at han havde truet med den farlige kniv samt truet verbalt, at han talte meget forvirret og usammenhængende, at han løb planløst rundt i lejlighedens forskellige rum, at han så forvirret og stirrende ud, og at han så ud, som om han var påvirket af et eller andet.

På det anførte grundlag måtte politiet efter min opfattelse være klar over, at der var tale om en person, som formentlig i nogen tid havde været og i den aktuelle situation var sindsforvirret.

Det kan videre lægges til grund, at politiet var opmærksom på, at M var farlig, idet han havde truet med kniven, og opmærksom på, at han kunne gå over til at udløse truslen, især hvis politiet trængte ind til ham eller tvang ham ud. Det fremgår således af politifolkenes forklaringer, at det, der var M magtpåliggende, var, at han ikke ville komme ud af lejligheden, og at han ikke ville have, at politiet kom ind i lejligheden. Det kan yderligere lægges til grund, at der ikke var noget i den konkrete situation, der tydede på, at M ville gå til angreb på politiet på eget initiativ – selv om politiet naturligvis måtte frygte, at dette kunne ske. Det fremgår endelig af politifolkenes forklaringer, at de ikke konkret frygtede, at M var i besiddelse af et skydevåben.

På denne samlede baggrund havde politiet efter min opfattelse mulighed for – samtidig med at man fastholdt at ville anholde M – at overveje en nøjere planlægning af, hvorledes anholdelsen af den sindsforvirrede M kunne ske, uden at politiet kom i fare i højere grad end ved at anvende tåregas, og samtidig således, at man opnåede den største mulighed for, at det ikke blev nødvendigt at anvende skydevåben mod M med risiko for hans liv eller førlighed.

Ved at vente og overveje en alternativ plan kunne der efter min opfattelse tænkes flere muligheder for, at anholdelsen kunne være opnået uden at uddrive M med tåregas med deraf følgende risiko for, at politiet måtte skyde. Han kunne muligt være faldet til ro og have overgivet sig, politiet kunne have kontaktet overordnede eller kolleger med erfaring fra anholdelse af sindsforvirrede personer, og der kunne, eventuelt i forlængelse heraf, være blevet etableret kontakt til en læge, en psykiater eller en psykolog, som måske kunne være kommet til stede for at tale M til ro. Denne mulighed kunne også tænkes at være blevet realiseret ved hjælp af et familiemedlem eller en ven.

Det må yderligere lægges til grund, at den risiko, det indebar at vente med henblik på at overveje alternative anholdelsesmåder, i den konkrete situation tilsyneladende, også som politiet måtte vurdere det, alene var, at M kunne komme ud af lejligheden. Det var netop det, man ville opnå med tåregas, hvorfor en yderligere afventen ikke synes at kunne indebære nogen yderligere betydende risiko.

Den kriminalitet, der var grundlaget for anholdelsesbeslutningen, var den alvorlige trussel mod politiet, da dette fra først af henvendte sig til M, hvilken henvendelse skete efter en anmeldelse om chikanerier over for naboerne, ikke om en begået forbrydelse. Når henses hertil samt særlig til, at den risiko for M, der var forbundet med at uddrive ham med tåregas, nemlig at det kunne blive nødvendigt at skyde med risiko for hans liv eller velfærd – hvilken risiko politiet selv på forhånd erkendte tilstedeværelsen af – burde politiet efter min opfattelse have ventet med at sætte ind med aktionen og i stedet have overvejet situationen nøjere og eventuelt søgt råd med hensyn til alternative anholdelsesmåder. Jeg finder, at når dette ikke skete, må der – selv om politiet befandt sig i en vanskelig situation – siges, at være udvist en i erstatningsretlig henseende ansvarspådragende adfærd.

Jeg stemmer på dette grundlag for at tage appellanternes påstand til følge.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes.

Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til nogen anden part.