|
Et nyt publikum, som stiller krav og kræver loven overholdt, volder problemer i Københavns fængsler |
|
|
I Jyllands-Posten i går beklagede fængselsinspektør for Københavns fængsler, Peter Vesterheden, sig over "chokerede forældre", som "løber storm på både telefonerne, besøgstjenesten og indleveringen" i Københavns Fængsler. Fængselsinspektøren fortæller derpå til avisen, at de mange anholdte demonstranter fra Ungdomshuset på Nørrebro "er nogle helt andre typer, end vi normalt ser". Inspektøren henviser til, at de er "ressourcestærke", og at de fleste er i gang med en uddannelse. Han henviser også til, at de "har et stærkt bagland i form af familie og venner", og at de på denne måde adskiller sig meget tydeligt fra det normale klientel i danske fængsler. Det er især de mange skolebøger, som i disse dage i familiens AUDI fragtes fra det nordsjællandske til børnenes midlertidige domicil i Vestre Fængsel, som støder fængselsinspektøren på retsfølelsen. Fængselsinspektøren maner i artiklen til besindelse og henviser til, at de "krav og forventninger, som det nye klientel og deres pårørende stiller til fængslerne" ikke harmonerer med "realiteterne" i Vestre Fængsel, hvor det er "normen med et besøg til de indsatte per uge". Fængselsinspektør Peter Vesterheden pointerer - måske lidt hånligt - i artiklen, at de nye gæster i fængslet ikke er "på lejrskole". KRIM skal ikke holde sig tilbage fra hånlige bemærkninger: Artiklen skaber hos os frygt for, at fængselsfunktionærerne den næste måneds tid formentlig må affinde sig med, at Vestre Fængsel ikke længere er et hvilehjem for fængselspersonale, der ikke gider at bestille noget. De må derimod påregne, at de nok en gang imellem må bevæge sig på en lille tur ud af personalestuens hygge med kaffekopper, fjernsyn og computerspil for at føre indsatte, som ringer på klokken, på toilet osv. Mellemklassens børn vil formentlig ikke - ligesom tilfældet er for mange andre indsatte - lade sig kyse af uskrevne regler om, at man skal skåne fængselsbetjentene for det arbejde, som de får betaling for, og undlade at ringe på klokken, når man skal på toilettet. Disse indsatte pisser ikke i vasken eller skider i skraldespanden for at please et brutalt fængselsregime. Der skal ikke være tvivl om, at KRIM ser alvorligt på, at 16-17-årige i strid med ånden i både dansk ret og børnekonventionen placeres i det uhumske og inhumane fængsel, som inspektør Peter Vesterheden har på sin samvittighed. På den anden side kan det ikke skjules, at der tændes et lille håb hos KRIM, når vi erfarer, at en repræsentant fra middelklassen har forvildet sig på visit i et fængsel eller arresthus. Dette skyldes ikke, at vi er skadefro. Det skyldes derimod, at sådanne ressourcestærke indsatte (og deres pårørende) modsat af fængslernes sædvanlige klientel stiller krav til kriminalforsorgen. Da den kendte erhvervsmand Kurt Thorsen for få år siden skulle en tur i fængsel, var kriminalforsorgen også på den anden ende. Da han hævdede, at han var blevet overfaldet i fængslet, stillede han krav om beskyttelse fra kriminalforsorgen. Kravet blev opfyldt. Han blev løsladt, indtil han kunne genindsættes i en institution, hvor tilstrækkelig beskyttelse kunne ydes, og hvorfra han kunne passe sine daglige udgange. Dette er KRIM bekendt ikke sket tidligere i kriminalforsorgens historie, og fremgangsmåden ligger langt fra kriminalforsorgens sædvanlige reaktion på påstande om overgreb fra andre indsatte. Normalreaktionen fra kriminalforsorgen er blot yderligere overgreb mod offeret, som sædvanligvis blot føres ned i en ussel og nøgen isolationscelle, hvor vedkommende kan hensidde, indtil han lover, at han ikke længere er bange. Umiddelbart efter, at en kendt borgerlig minister for få år siden havde tordnet i medierne med forslag om, at forældrene til kriminelle børn skulle kunne straffes, blev hans egen søn anholdt og idømt flere års fængsel for narkokriminalitet. Faderen droppede sit forslag, og sønnen blev af fængselsmyndighederne udstationeret fra det åbne fængsel, hvor han afsonede den indledende del af straffen, til et lille hyggeligt hjem på Vejle-kanten længe før tidspunktet for den normale prøveløsladelse. KRIM er ikke i tvivl om, at kriminalforsorgens reaktioner såvel mod Kurt Thorsen som mod minister-sønnen var anstændige, korrekte og sunde for et samfund, som ønsker velfungerende borgere. Disse reaktioner kan siges blot at være en opfyldelse af de pligter, som kriminalforsorgen har efter loven dels til at beskytte indsatte mod vold og dels til for eksempel gennem udstationerings-ordninger at bidrage til, at klientellet kommer videre i livet. Kriminalforsorgen overholdt for en gangs skyld loven. Siden 2. verdenskrig har der været store reformer i fængslerne i retning af at gøre de indsattes dagligdag mere tålelig. De mange mennesker fra modstandsbevægelsen, som sad fængslet i krigsårene, og deres pårørende udfordrede - muligvis ligesom de unge fra Ungdomshuset gør det nu - fængselsvæsenets inhumane menneskesyn. Etaten blev således påtvunget meget radikale ændringer af sine administrative regler (Straffuldbyrdelsesanordningen) i 1947, da en del af modstandsbevægelsens medlemmer igen kunne gøre deres indflydelse gældende i Danmarks magt-elite. Det er KRIMs opfattelse, at den nuværende regerings erklærede "værdikamp" også indeholder kamphandlinger, som skal bremse den udvikling, som i mange år har domineret Europa, og som blandt andet har ført til mere anstændige forhold for de svageste - herunder de indsatte i fængslerne. Således har regeringen i 2002 afskaffet retten til aktindsigt til store grupper af indsatte, hvilket indebærer, at fængselsmyndighederne lettere kan skjule deres overgreb mod de indsatte. Nedværdigende behandling som for eksempel urinprøvekontrol og nøgen-visitationer af indsatte, som er kendt for ikke at misbruge rusmidler, hører nu til dagens orden. KRIM får i stigende grad kendskab til egentlig mishandling af indsatte. En psykisk svag og udtalt angst-præget ung mand har således siddet isoleret i mere end 3 år - efter KRIMs opfattelse ganske i strid med tortur-bestemmelsen i Den europæiske Menneskerettighedskonvention. KRIM indgiver om få dage anmeldelse til politiet vedrørende et tilfælde, hvor en indsat i Statsfængslet Midtjylland fik lov til at ligge fastspændt i en sikringscelle gennemvædet af sin eget urin. Fængselspersonalet nægtede at efterkomme hans anmodninger om at få tørt undertøj på. Både den indsattes og betjentenes beskrivelse af forløbet giver indtryk af, at dette var et led i en afstraffelse af den pågældende, fordi han samme dag havde kritiseret forholdene i fængslet. Såvel i den danske straffuldbyrdelseslov som i de europæiske fængselsregler, findes en grundlæggende regel om, at frihedsberøvelse er en straf i sig selv. Fængslet skal således "kun" frihedsberøve de indsatte, og har ikke lov til at byde på ekstra-afstraffelse ud over selve frihedsberøvelsen. Vestre Fængsel har derfor pligt til at sørge for, at for eksempel de skolebøger, som afleveres af forældre til indsatte, tilgår deres ejere. Reglerne siger, at der skal være adgang til besøg, når dette er "muligt". Hjemmelavede regler om, at indsatte kun må modtage et besøg ugentligt, er (efter KRIMs opfattelse) derfor ulovlige.
KRIM byder de nye indvånere velkomne på deres (formentlig eneste)
visit i landets fængsler. Der har de mulighed for - ikke mindst når
de igen er løsladt - at gøre en forskel og bidrage til, at
fængselsvæsenets overgreb mod de svageste i samfundet sættes til
debat.
|
|
|
|
