Fængselsbetjent beskyldes for uterlig optræden og andre overgreb mod 15-årig dreng i Vestre Fængsel


Århus, den 5. april 2007

Af Claus Bonnez

En !5-årig dreng, som i marts 2007 var indsat i Vestre Fængsel  i København i forbindelse med urolighederne ved Ungdomshuset, hævder, at han i fængslet blev udsat for uterlig adfærd fra en fængselsfunktionær. Han påstår endvidere, at han blev udsat for andre overgreb og trusler fra fængselsbetjente. Den 15-årige fortæller sin historie på hjemmesiden www.modkraft.dk under overskriften "Joshuas historie fra 1. til 20. marts 07". Han skriver blandt andet:

"..Derefter går turen til Vestre Fængsel. Her ber’ vagterne mig om at tømme mine lommer og gå ud på badeværelset og ta’ alt tøjet af - under opsyn. De skramler højt med min taske udenfor og jeg spør’ hvad de laver. Én svarer derude: ’Håber du har husket vaselinen, for du skal dele celle med en stor sort neger’. Kl er ca 24, jeg får mit tøj tilbage og kommer ind i celle 80, hvor jeg efterlades alene - med et fjernsyn. Inden betjenten låser mig inde peger han på en knap og siger: ’Den hér den skal du trykke på når du skal skide eller er ved at dø’. Lidt senere ska’ jeg tisse og trykker på knappen. Efter en halv time er der stadig ikke kommet nogen, så jeg pisser i vasken. Da vagten så endelig kommer spør’ jeg ham hvor længe jeg skal sidde hér ? ’Sådan noget ska’ du ikke spørge om så sent’ svarer han og lukker hurtigt.

Kl 7 blir’ jeg vækket af rullevognen: ’Cornflakes eller havregryn?’. Jeg spør’ vagten om der er mulighed for gårdtur eller træningsrum. ’Nej, ikke når du er her så kort tid’. Ingen har endnu fortalt mig om planen med mig. Jeg ser Discovery og venter. Til frokost får jeg burger med seje pommes fritter. Ved 16-tiden ( efter 16 timers isolation ) flytter de mig op til øverste etage i celle med en svensker i 20’erne. Om aftenen hører vi larmedemoen udenfor murene, så jeg kravler op på skabet for at se ud af vinduet 2 meter oppe. To vagter kommer ind: ’Ka’ du komme ned derfra. Det er fandme ikke nogen børnehave. Næste gang sømmer vi dig fast til væggen’. Som straf slukker de for al strømmen i vores celle: ingen lys, ingen tv eller radio. Vi prøver at sove, men jeg falder ikke i søvn før meget sent. Næste morgen henter de mig, - får ikke at vide til hvad før senere: ’Du ska’ til Sandholm’. ..."

Den unge mands oplevelse i Vestre Fængsel bliver kommenteret i "Nyhedsavisen" den 2. april 2007, side 2, af René Fredensborg under overskriften "Helt Ærligt". René Fredensborg skriver følgende: "I Vestre Fængsel synes betjentene, at de er sjovt at skræmme 15-årige indsatte med, at store negere kommer og tager dem bag fra, for bare at nævne et eksempel på de ansattes psykiske tortur. Kære fængselsfunktionærer. Pas på, når I går hjem. Der står et par køllebevæbnede gutter og venter på Jer. Ned, det var bare en joke! Men vi ved, I synes, den er sjov!"

KRIM har tidligere henvist til en undersøgelse, som peger på, at stillinger som for eksempel fængselsfunktionær i særlig grad kan tiltrække personer med psykopatiske træk.

Indtil videre har den ansvarlige myndighed, Direktoratet for Kriminalforsorgen, ikke tilkendegivet, at man vil foranstalte undersøgelser i anledning af beskyldningerne. 

 

 

 


Direktoratet for Kriminalforsorgen foretager sig tilsyneladende intet i anledning af beskyldningerne om fængselspersonalets uterlige opførsel overfor 15-årig dreng i Vestre Fængsel i København