Østre Landsret fandt i den såkaldte "Benjamin-sag", at Københavns Politi skulle betale erstatning til en ung mand, som fik en alvorlig hjerneskade i forbindelse med en anholdelse på Rådhuspladsen i København nytårsaften 1991. Retten fandt, at politiet ikke i tilstrækkelig grad havde holdt øje med den unge mands tilstand, medens denne var i politiets varetægt. 

Dommen er gengivet nedenfor:

"Parternes påstande:

Under denne sag, der er anlagt den 26. februar 1992, har sagsøgeren A v/værgen B nedlagt påstand om, at sagsøgte Politidirektøren i København til sagsøger tilpligtes at betale 1.399,000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 1. januar 1992.

A har fri proces.

Sagsøgte har påstået frifindelse. Sagsøgte har ikke haft indvendinger imod sagsøgerens opgørelse af erstatningens størrelse.

Sagens omstændigheder:

Kort efter midnat men før kl. 00.14 den 1. januar 1992 blev A anholdt af 3 civilklædte betjente, som umiddelbart forinden havde overmandet ham og lagt ham i håndjern midt på Rådhuspladsen i København. Kl. ca. 00.12 blev A bragt over og lagt bag en delingsbus (D-7), som holdt på H.C. Andersens Boulevard. Kl. ca. 00.20 ankom en rekvireret transportvogn, hvori A blev anbragt. Kl. 00.24 rekvirerede Hovedstationen (HS) efter anmodning fra betjentene i transportvognen en ambulance til Station 1, og kl. 00.28 rekvirerede denne ambulance en læge til Station 1. Lægen ankom til station 1 kl. 00.33. Inden kl. 00.35 havde A normal hjertefunktion. A blev under ledsagelse af lægen bragt til Rigshospitalet. Her konstaterede man bl.a. blodudtrædninger i øjnene og muskelreaktioner, som tegn på svær hjerneskade. A er på grund af svære hjerneskader erklæret 100 % invalid. Af en skrivelse af 20. oktober 1992 fra Rigshospitalet fremgår det, at patienten "ligger ukontaktbar hen. Har intet sprog.... Tilstanden må betegnes som værende stationær."

Af en afskrift af båndoptagelsen fra politiets radiotjeneste om korrespondancen den pågældende nat mellem en politigruppe på Rådhuspladsen (kaldet S-11) og hovedstationen (HS) fremgår bl.a.:

"Kl. 0007.50: S-11 (meget ophidset stemme - svær at aflæse) anmoder om assistance til Rådhuspladsen.
Kl. 0008.20: S-11 med alarm-signal - er trængt af nogle tyrkere, som kaster flasker.
Kl. 0009.00: D-7 melder, at de er klar til at køre til Rådhuspladsen om 2 minutter.
Kl. 0009.30: S-11 (tidspunktet lidt svær at aflæse) melder, at hvis der ikke snart kommer noget hjælp, så kan det også være lige meget, idet de alle er blevet ramt af flasker.
Kl. 0011.00: S-11 melder, at de omhandlende tyrkere nu er stukket af - på forespørgsel fra HS om S-11 har brug for skjolde, bliver der svaret benægtende.
Kl. 0014.00: S-11 anmoder om en transportvogn til Rådhuspladsen, hvor man har anholdt en flaskekaster, som nu befinder sig ved D-7, som holder på stedet.
Kl. 0015.00: S-11 oplyste på forespørgsel fra HS, at de befandt sig lige over for rest. Copenhagen Corner - DE CIVILE ER HER og det er også rart at D-7 er tilstede - så der er fred og ro.
Kl. 0016.30: S-11 anmoder om, at få deres køretøj kørt frem til stedet, så de kan få deres skjolde.
Kl. 0016.40: S-11 anmoder om, at transportvognen skal køre kørsel 1 frem til stede - der er mange mennesker på stedet."
 

Retten har under sagen fået forevist 2 privatoptagne videofilm. Den ene viser dele af de 3 civilklædte betjentes anholdelse af A samt af transporten af ham hen til delingsbussen D-7 kl. ca 00.12. Den anden, der er optaget fra Vesterbrogades udmunding i H.C. Andersens Boulevard, viser bl.a. transportvognens ankomst kl. 00.20. Begge film giver et klart billede af de kaotiske forhold, som herskede på Rådhuspladsen på tidspunktet for optagelserne.

Parterne har under domsforhandlingen dokumenteret politirapporter vedrørende afhøringer af et betydeligt antal vidner. Det fremgår bl.a. heraf, at A havde fejret nyårsaften med nogle venner i Christiania, at alle deltagerne var fulde, og at A "gik ret meget til den". De ankom samlet til Rådhuspladsen ved 23.30-tiden. Undervejs gik A og drak af en flaske vodka. Det fremgår endvidere heraf, at nogle politifolk, der ikke har givet forklaring under domsforhandlingen, havde bemærket, at A kastede en flaske, som ramte en uniformeret betjent.

Det tørklæde, som A var iklædt den pågældende aften blev taget i bevaring og beskrives således:

"Halstørklæde" - bordeaux farvet ensfarvet - tyndt bomuld - 36 cm bredt og 236 cm lang - bredsiden var rullet sammen som en pølse og der var bundet en stram knude, som ikke er blevet løst op - ved knuden er der en 5 cm lang ende - tørklædet er gennemskåret 8 cm fra knuden."
 

Lægelige oplysninger:

Af Retspatologisk Instituts erklæring af 9. januar 1992 fremgår, at A havde en alkoholpromille på 2,00, og at der fandtes følgende tegn på frisk vold:

"1. Umiddelbart til højre for pandens midtlinie en 3 x 2 cm stor hudafskrabning.
2. 1 x 1 cm hudafskrabning på venstre øjenlåg, ca. midt på.
3. I begge øjnes bindehinder sås store, fladeformede blodudtrædninger. På højre side svarende til midterste og nederste del af øjet, og på venstre side svarende til hele den nederste del af øjet.
4. Flere små, punktformede blødninger på udsiden af begge øvre øjenlåg, samt enkelte tilsvarende i begge øjnes bindehinder. Nederste del af bindehinderne kunne ikke vurderes nærmere på grund af blødningerne.
Der kunne ikke erkendes yderlige punktformede blødninger bag ørerne eller i mundslimhinden. Mundslimhinden var dog ikke fuldt synlig på grund af ilagt tungeholder samt iltkateter, der ikke kunne fjernes.
Der blev ikke fundet tegn på vold mod halsen, specielt ikke hudafskrabninger, rødme af huden, underhudsblødninger, hævelser, fingermærker eller strangulationsfurer. Ømhed af brusken i strubehovedet samt af tungebenet kunne ikke vurderes.
5. 3 x 3 cm stor hudafskrabning på oversiden af venstre håndleds inderside.
6. 7 x 7 cm stort område med let rødme og enkelte hudafskrabninger på venstre hofteben fortil.
7. Rødme og hævelse af højre hånds 3. og 5. fingers grundled.
Der var ingen løshed eller tegn på brud."
 

Erklæringen konkluderer:

"Ved undersøgelsen den 01.01.92 kl. 11.45 af A fandtes undersøgte bevidstløs under hospitalsbehandling.
Der påvistes såvel fladeformede som punktformede blødninger i øjnenes bindehinder og punktformede blødninger i øjenlågshuden. Blødningerne var friske.
Der var ingen læsioner af halsen eller brystkassen.
Der kan ikke siges noget sikkert om opståelsesmåden af disse blødninger, men de kan meget vel være opstået som følge af et kraftigt tryk mod brystkassen.
Derudover påvistes forskellige overfladiske hudafskrabninger og underhudsblødninger, som alle - på nær én - var friske. Disse læsioner skyldtes let, stump vold og kunne udmærket være opstået under et håndgemæng eller lignende."
 

I en supplerende erklæring af 17. januar 1992 oplyser Retspatologisk Institut, at det, hvis sagsøgers brystkasse måtte have været presset mod et underlag af fliser eller asfalt, kan have hæmmet hans vejrtrækning i et sådant omfang, at det har bevirket eller haft indflydelse på udfaldet af skaden. Varigheden af en sådan kompression kan variere noget, men må skønnes at være af størrelsesorden 3-5 minutter. Det er ikke muligt at opgøre i kilogram, hvor kraftig en sådan kompression har været, men vægten af en voksen person er i stand til at fremkalde en livsfarlig kompression af brystkassen.

Overlæge dr.med. Lars Heslet fra Rigshospitalets intensive afdeling har i en erklæring af 9. januar 1992 på grundlag af undersøgelser af A umiddelbart efter indbringelsen til Rigshospitalet bl.a. konkluderet:

"På det foreliggende giver medikamentundersøgelsen af blodet samt alkoholkoncentrationen ingen forklaring på, at denne tidligere helt raske person får hjertestop. Blodudtrækninger i øjets årehinder kunne være foreneligt med forhøjet tryk i hovedets blodkredsløb (venerne) enten som følge af afklemning af halsvenerne eller ved øget tryk i brysthulen. Der findes dog ingen strangulationsmærker på halsen....."
 

Professor dr.med. Flemming Bonde-Petersen, chefastronautlæge i Køln, har den 15. juni 1994 til brug for retssagen på sagsøgerens foranledning afgivet en omfattende lægeerklæring, besvaret spørgsmål fra parterne og har foretaget følgende sammendrag:

"Det vil i denne redegørelse blive sandsynliggjort, at politiet under anholdelsen af sagsøgeren (A) to gange fremkaldte hjertestop hos ham. Første gang da A presses mod jorden mens han pålægges håndjern. A er dybt bevidstløs mens han bæres bort. Han kommer til live igen liggende ved politiets mandskabsvogn. Da han igen bliver voldsomt urolig pacificeres A ved at betjentene igen tynger ham ned med deres vægt og hjertet standser for anden gang. Denne gang kommer hjertet ikke spontant igang. Grunden til at politiets fremgangsmåde ved anholdelsen og den senere pacificering af A kunne fremkalde hjertestop er at A's halstørklæde var blevet strammet så meget under den voldsomme anholdelse, at der ikke længere var fri passage for vejrtrækningen p.g.a. kværkning (partiel strangulering). Specielt har det været vanskeligt for A at komme af med lungeluften. I denne tilstand med forhøjet tryk i lungerne kan selv et moderat tryk på brystkassen forhindre at hjertet fyldes med blod. Når det blodtomme hjerte derefter i næste hjerteslag trækker sig sammen kan der fra selve hjertemusklen på 1-2 sekunder udløses en nervereflex med hjertestop til følge."
 

Retslægerådet har den 13. april 1992 besvaret en forespørgsel fra Københavns Politi om, hvorledes sagsøgerens skade kan antages at være opstået, således:

"De på A påviste fladeformede blødninger i øjnenes bindehinder og punktformede blødninger i huden og på øjenlågene må anses for at være følge af en kraftig blodopstemning i hovedet ved hindret afløb af blodet, hvilket må antages at have medført en kvælningstilstand med hjertestop og iltmangelbetinget hjerneskade. Det er ikke muligt med sikkerhed at udtale sig om årsagen til den anførte blodopstemning, men en sådan skyldes med overvejende sandsynlighed en kompression af brystkassen eller halsen.
Der foreligger ikke mærker, hverken på hals eller bryst/ryg, som kan underbygge den ene eller den anden mulighed. En kompression af brystkassen må være af en vis styrke. Det skønnes lidet sandsynligt, at selv et kraftigt vedvarende tryk med et knæ vil kunne frembringe forandringerne, hvorimod et tryk med 2 knæ eller en mere bred kompression af brystet formentligt ville kunne medføre en sådan tilstand.
Der foreligger ikke i sagen oplysninger, tydende på greb om halsen eller direkte stramning af beklædningen omkring denne. Retslægerådet skønner imidlertid, at der foreligger mulighed for, at det i sagen omtalte lange halstørklæde, der angiveligt var viklet flere gange om halsen og muligt bundet stramt med flere knuder, under pågribelsen, A's modstand herimod og den efterfølgende slæbning/bæring til bussen eller anbringelse på vejbanen, ved en form for træk i beklædningen kan være blevet strammet yderligere om halsen i en periode. Mangelen af synlige mærker på halsen udelukker ikke denne mulighed."
 

Efter at have gennemset amatørvideoen, har Retslægerådet supplerende udtalt:

"Et træk i det ueftergivelige halstørklæde vil kunne medføre de i hovedet påviste forandringer (blødninger).
Trækket kan være fra alle retninger, men dog med størst sandsynlighed ved et træk bagfra eller forfra. Styrken kan være relativt moderat, idet forandringer af den påviste type kan skyldes kompromitteret blodafløb fra hovedet ved kompression af blodårerne. Kompressionen må være af en vis varighed for at frembringe de påviste forandringer, skønsmæssigt mindst 1 minut.
Fysisk anstrengelse, for eksempel under modstand, kan medføre stigende tryk i hovedet og halsen, og det kan derfor ikke helt udelukkes, at der herunder kan være sket en vis hævelse af halsregionen, som i forbindelse med et stramt halstørklæde kan have medført blodopstemning.
Retslægerådet ser sig ikke i stand til at udtale, om det er sandsynligt, at kvælningstilstanden skyldes træk i halstørklædet frem for andre muligheder, men skal dog udtale, at såfremt videooptagelsens tidsangivelse lægges til grund, vil det være lidet sandsynligt, at en kompression af brystkassen i denne fase af forløbet kan have medført de fundne forandringer."
 

Retslægerådet har den 5. april 1995 besvaret følgende spørgsmål fra sagsøgeren:

"Spørgsmål 1:
Kan Retslægerådet tilslutte sig dr.med. Flemming Bonde-Petersens konklusion, hvorefter A's hjertestop skyldes kombination af tryk på brystkassen og træk i halstørklæde.
Retslægerådet bedes herunder udtale sig om, hvorvidt det skønnes sandsynligt, at en person kan kvæle sig selv ved at trække i sit halstørklæde, eller at en person kan binde sit halstørklæde så stramt, at kvælning indtræder noget senere uden træk i halstørklædet.
Nej. Professor, dr.med. Flemming Bonde-Petersens konklusion er baseret på en teori om, at en delvis strangulering har medført en ventilmekanisme med deraf betinget vanskeliggjort udånding og trykforøgelse i lungerne. Det antages, at en sådan ventilmekanisme kan have været medvirkende til hjertestoppets indtræden. Retslægerådet anser ikke denne virkningsmekanisme for sandsynlig. Rådet er heller ikke bekendt med, at der i den lægevidenskabelige litteratur findes støtte for en sådan teori.
Retslægerådet anser det endvidere for usandsynligt, at en person kan kvæle sig selv ved at trække i sit tørklæde, eller at en person kan binde sit halstørklæde så stramt, at kvælningen indtræder noget senere uden træk i halstørklædet.
Spørgsmål 2 :
Hvorvidt professor Derrick John Pounders erklæring om benlås sammenholdt med de artikler, der har været bragt i et amerikansk lægetidsskrift (artiklerne skulle være Retslægerådet bekendt, idet disse er oversendt til afdeling A den 2.9.1992 i oversat stand) giver anledning til en ny vurdering af årsagerne til A's hjertestop, herunder hvorvidt anvendelse af benlås kan have været årsag eller medvirkende årsag hertil.
Såfremt Retslægerådet antager, at benlås kan have været medvirkende årsag, bedes det oplyst, hvilke andre omstændigheder der i så fald må have været til stede.
Retslægerådet er ikke bekendt med en videnskabelig dokumentation for, at benlås i sig selv kan forårsage hjerte- eller respirationsstop. Professor Derrick John Pounders erklæring om benlås sammenholdt med de artikler, hvortil der refereres, giver ikke Retslægerådet anledning til en ændret vurdering af årsagerne til A's hjertestop.
Spørgsmål 3:
Om Retslægerådet nu på baggrund af de to lægeerklæringer samt de artikler, der refereres ovenfor, kan opstille alternative årsager til A's hjertestop. Denne årsag kan måske være en kombination af konklusionerne i de to lægeerklæringer.
Nej, jf. svarene på spørgsmål 1 og 2.
Spørgsmål 4:
Såfremt Retslægerådet mener, at der kan være flere årsager til det opståede hjertestop under henvisning til tidligere afgivne erklæringer, bedes Retslægerådet opstille den procentvise sandsynlighed for hjertestoppets indtræden ud fra de givne muligheder, samt den procentvise sandsynlighed for, at hjertestop ud fra de givne muligheder medfører en helbredstilstand som A's nuværende.
Dette spørgsmål kan ikke besvares, ud over hvad der er indeholdt i rådets tidligere udtalelser samt svarene på spørgsmål 1 og 2.
Spørgsmål 5:
Såfremt Retslægerådet ikke mener at kunne tilslutte sig en af de to lægeerklæringer eller en kombination af disse, og derved mener, at A's hjertestop må være indtruffet på grund af andre uopklarede omstændigheder, bedes Retslægerådet udtale sig om, hvorvidt der tidligere er forekommet kendte tilfælde af hjertestop hos en fysisk sund ung person, uden at årsagen til hjertestoppet har kunne fastslås.
Det er velkendt, at der kan indtræde pludselig uventet død med hjertestop uden ydre påvirkning hos en i øvrigt fysisk sund ung person, uden at årsagen til hjertestoppet har kunnet fastslås.
Spørgsmål 6:
Retslægerådet bedes endvidere udtale sig om, hvorvidt hjertestoppets katastrofale følger for A's helbredstilstand kunne have været undgået, såfremt genoplivning var påbegyndt tidligere, end tilfældet er i denne sag.
Der er en klar sammenhæng mellem varigheden af hjertestop og risikoen for varige hjerneskader. Hvis et hjertestop varer mere end 4-6 minutter, vil næsten alle patienter have irreversible hjerneskader."
 

Den 3. august 1995 har Retslægerådet på spørgsmål fra sagsøgte bl.a. udtalt:

".....
Retslægerådet finder det ikke sandsynliggjort, at en samtidig kompression af brystkassen og træk i halstørklædet er en nødvendig forudsætning for hjertestoppets opståen.
Retslægerådet finder ingen holdepunkter for den antagelse, at akut alkoholindtagelse hos en ikke alkoholiseret, rask person kan fremkalde hjertearytmier ledende til hjertestop. Ligeledes er der ingen holdepunkter for den antagelse, at fysisk aktivitet spiller en rolle i den sammenhæng."
 

Forklaringer:

.....

Parternes procedure:

Sagsøgerens advokat har til støtte for påstanden anført, at politiet ved standsningen af A og den efterfølgende anholdelse af ham har overskredet grænserne for lovlig retshåndhævelse, jf. straffelovens § 13, stk. 3, og herved påført ham hjertestop, enten ved træk i hans halstørklæde eller ved at udøve tryk på hans brystkasse eller en kombination heraf. Endvidere har politiet ikke anvendt den i retsplejelovens § 758 foreskrevne skånsomhed. I forbindelse hermed gøres det gældende, at politiet, der ved lov er tillagt magtbeføjelser over for borgerne, gennem den uddannelse, politifolk gennemgår, i særlig grad bør være opmærksomme på de risici, hvert enkelt magtmiddel indebærer, og at ansvarsbedømmelsen derfor må påvirkes i skærpende retning. Det er efter bevisførelsen usandsynligt, at politifolkene skulle have set A kaste en flaske, også når henses til den meget korte tid, ca. 1 minut, der gik fra de anholdende politifolk ankom til Rådhuspladsen og til A blev ført væk. Betingelserne efter retsplejelovens § 755 er derfor ikke opfyldt. Dernæst blev anholdelsen gennemført ved unødig brug af magtanvendelse. Politiet burde have forsøgt at råbe A an i stedet for uvarslet at gribe fat i ham og kaste ham til jorden. A satte sig ikke aktivt til modværge. Pacifiseringen af A foregik derfor på en alt for voldsom måde ved anvendelse af benlås, og ved at mindst en af politifolkene med betydelig vægt pressede sit ene knæ ned i ryggen på A. Endvidere blev A transporteret væk fra pågribelsesstedet bl.a. ved at blive båret i sine på ryggen håndjernsbelagte arme. Bag mandskabsbussen blev A pacifiseret gennem anlæggelse af benlås og ved løft i de håndjernsbelagte arme, hvilket var i strid med det på politiskolen indlærte, og tillige unødvendigt, jf. vidnet C's forklaring. Der er intet grundlag for at antage, at A's hjertestop skyldes sygdomme eller andet hos A selv.

Subsidiært har sagsøgerens advokat anført, at politiet efterfølgende, da A var i politiets varetægt i bevidstløs stand, undlod at træffe foranstaltninger, hvorved skaden kunne være undgået eller begrænset, og at denne forsømmelighed er erstatningspådragende. Udover det foran anførte, om politiets pligt til at være i særlig grad opmærksomme på de risici, som de anvendte magtmidler indebærer, er det nærmere anført, at ingen af politifolkene i tiden frem til transportvognens ankomst har undersøgt A, ingen af dem har lagt mærke til hans skader i ansigtet, ingen af dem har hørt ham tale eller komme med smerteudbrud, og ingen af dem har opdaget det meget stramtsiddende halstørklæde. Heller ikke politifolkene i transportvognen handlede relevant. De opdagede ikke hjertestoppet, og de forsøgte ikke genoplivning, selv om en af dem havde en genoplivningsmaske. Halstørklædet blev ikke fjernet, og selv på station 1 blev halstørklædet ikke fjernet med det samme. Havde politiet opfyldt sin omsorgspligt, kunne der langt tidligere have været skaffet hjælp til A.

Sagsøgte har anført, at anholdelsen af A var berettiget, og at anholdelsen skete på forsvarlig måde uden unødig magtanvendelse og således i overensstemmelse med principperne i retsplejelovens § 758, hvorfor den skade, der overgik A ved anholdelsen, ikke er en følge af nogen forsætlig eller uagtsom handling, men må anses for hændelig. Politiet har ved iværksættelsen af anholdelsen og senere handlet retmæssigt, og politiet har således ikke tilsidesat det proportionalitetsprincip, der gælder ved fastsættelse af grænsen for politiets magtanvendelse. Sagsøgte har nærmere anført, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at A kastede en flaske efter en politibetjent, hvorfor det var berettiget at anholde A. Hvilke magtmidler, der tages i anvendelse, må afhænge af den konkrete situation. Det er sagsøgtes opfattelse, at med de forhold, som herskede på Rådhuspladsen denne nytårsnat, er der intet grundlag for at kritisere de anvendte magtmidler. Det bestrides i den forbindelse, at en af politifolkene trykkede sit knæ ned i ryggen på A og hvilede med hele sin vægt. Hvis knæet har trykket på A, har det kun været i meget kort tid, langt under det minut, som selve anholdelsen blev gennemført på. Antages det, at magtmidlerne har været for voldsomme, gøres det gældende, at A ved at sætte sig til modværge har et medansvar, som må føre til nedsættelse af erstatningen.

Sagsøgte har over for det af sagsøgeren subsidiært anførte gjort gældende, at politiet under de givne omstændigheder ikke på noget tidligere tidspunkt end det skete kunne have konstateret, at A befandt sig i bevidstløs tilstand, og at politiet, da de blev klar over det, foretog de relevante og nødvendige skridt for at søge A genoplivet. Der er intet bevis for, hvornår og hvorledes hjertestoppet er indtrådt, og det må antages, at hjerneskaden under alle omstændigheder var uundgåelig.

Rettens bemærkninger:

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at A kastede en flaske, som ramte en uniformeret politibetjent i ryggen. Dette var baggrunden for anholdelsen af A, da han løb fra stedet. Anholdelsen findes derfor berettiget. Hverken efter forklaringerne om de nærmere omstændigheder ved anholdelsen eller efter videooptagelsen, der giver et klart billede af de kaotiske forhold, som herskede på Rådhuspladsen på det pågældende tidspunkt, findes der at være grundlag for at kritisere den udøvede magtanvendelse, ligesom der heller ikke findes tilstrækkeligt grundlag for at kritisere omstændighederne ved den måde, hvorpå A blev båret eller slæbt væk og derefter anbragt og fastholdt bag bussen, indtil transportvognen ankom.

Efter de lægelige oplysninger, navnlig overlæge Lars Heslets forklaring, sammenholdt med forklaringerne om A's tilstand, da han blev slæbt over til og anbragt i transportvognen, må det lægges til grund, at A's hjertestop er opstået, mens han lå bag bussen.

Uanset den voldsomme uro, der fortsat var på Rådhuspladsen, og som med rette gav de anholdende betjente anledning til at have deres opmærksomhed rettet mod omgivelserne, herunder raketter, eventuelle yderligere flaskekast eller andre negative reaktioner fra menneskemængden på pladsen, findes de tillige at burde have haft opmærksomheden rettet mod A's tilstand i de ca. 7 minutter, han var i deres varetægt bag bussen. Det bemærkes herved, at ingen af dem havde hørt A sige noget, og at han blev rolig uanset den smertefulde benlås, samt at det - selv under de kaotiske forhold - må antages, at livløshed kunne være konstateret ved ukomplicerede undersøgelser. Idet det efter den nære sammenhæng mellem A's alvorlige hjerneskade og varigheden af hjertestoppet må antages, at skaderne kunne være undgået eller begrænset ved tidligere reaktion fra de anholdende betjente, f.eks. ved at de selv sørgede for tilkaldelse af ambulance, findes sagsøgte Politidirektøren i København at være erstatningsansvarlig for de indtrådte skader.

Herefter tages sagsøgerens påstand til følge.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Politidirektøren i København, betaler inden 14 dage 1.399.000 kr. til sagsøgeren, A v/værgen B, med procesrente fra den 1. januar 1992. Beløbet indbetales til en godkendt forvaltningsafdeling i et pengeinstitut.

Sagens omkostninger ophæves."