Forsker: Politiet er "rigtigt dygtige til at profilere sig i medierne",
 og politiet opdigter statistikker for at få flere penge fra det offentlige
 

  
Af Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

3. marts 2009

Cand. mag i historie Mette Volquartzens speciale "I tryghedens navn - om politiets rolle i det senmoderne retssamfund" udgives som bog af Center for Rets- og Politiforskning på Frydenlunds Forlag den 1. marts 2009.

Specialet omtales i Dagbladet Information den 16. februar 2009. Artiklen er skrevet af  journalist Lise Richter.

Specialet peger blandt andet på, at politiet siden begyndelsen af 90erne har fået stadig flere midler til rådighed, og at dette er sket ved i medierne at give et billede af, at kriminaliteten er stigende, selv om den ifølge Mette Volquartzen har været faldende.

Mette Volquartzen citeres blandt andet således:

  "Det er meget absurd. I 1996 er statsminister Poul Nyrup ude at sige, at nu må der gøres noget imod knivvold, samtidig med, at der kommer en rapport, der konstaterer, at der ikke er kommet mere knivvold på gaderne. Det er et godt eksempel på, at den objektive virkelighed ikke hænger sammen med den måde politikerne reagerer på."

Hun citeres videre således:
  "I 1990'erne bliver mediemarkedet for alvor frit, og det betyder, at krimistoffet og politiet får meget mere omtale end nogensinde før. Og politiet er rigtigt dygtige til at profilere sig i medierne ..."

Historikeren citeres i artiklen for at mene, at politiets organisationer er som alle andre faggrupper, der blot ønsker at sikre sig selv flest mulige penge og bedst mulige arbejdsforhold. Mette Volquartzen citeres for at mene, at dette går ud over retssikkerheden. Hun citeres derpå for at udtale:
  At politiet i 1999 og 2003 melder ud, at kriminaliteten er stigende - stik modsat al viden er en ting, men det utrolige er, at vi synes, at vi virkelig har taget krimiseriernes tese til os: Det er systemet, der er råddent: Det er aldrig politiets skyld,"

Artiklen kommer ind på, at politiets "egne eksperter" i 1995 laver en rapport til Folketingets Retsudvalg om organiseret kriminalitet i anledning af den såkaldte "rockerkrig", der dengang fandt sted mellem grupperne "Hells Angels" og "Bandittos". Historikeren citeres for at mene, at denne rapport er fejlagtig og indeholder opdigtede statistikker. Hun citeres blandt andet således:
  "Det kan godt være, at der er rockerkrig, men det er helt forvrænget at sige, at den organiserede kriminalitet er et af tidens vigtigste kriminalitetsproblemer. Alligevel beder politiet få lavet om på nogle retspolitiske principper, og det gør de på et grundlag, som ikke bare er forkert, men til tider også præget af opdigtede statistikker.."

Forfatteren understreger ifølge artiklen sin pointe med følgende eksempel: 
  "Det virker også helt ude af proportioner, at politiet oplyser, at der er 4.000 rockere i deres registre, når der ifølge politiets egne oplysninger kun er ca. 100 medlemmer af de rivaliserende rockerklubber .."

Mette Volquartzen mener ifølge artiklen, at politiets specialenheder er præget af "meget stærke subkulturer". Hun citeres derpå således: 
  "Det handler ikke om nogen bevidst konspiration i politiet, men i de her specialgrupper har de en dagligdag og en bestemt måde at gøre tingene på, som overskygger, at det måske ikke er helt rimeligt at overdrive, hvad rockerne laver, for at få lempet reglerne, så de kan få ram på dem. ..."

Mette Volquartzen henleder i artiklen til behovet for, at der skabes en mere kritisk indstilling til de oplysninger, som politiet fremkommer med om kriminalitetens omfang og alvor. Hun citeres for at udtale:
 
"Vi har jo trods alt ikke en politistat, så det er stadig politikerne, der bestemmer, at der skal bruges flere ressourcer på rockerne eller på Christiania. Men jeg synes, det er vigtigt at gøre opmærksom på, at det er politiets egne eksperter, der laver de her rapporter, f.eks. omkring organiseret kriminalitet og isolationsfængsling, og at de ikke kan stå for en nærmere prøvelse,"

Disse rapporter har ifølge artiklen "på trods af manglen på uvildige eksperter" ført til betydelige indgreb i borgernes i et stort antal borgeres rettigheder. Mette Volquartzen citeres således:
  "Som historiker chokerer det mig, hvor subjektive politiet er i deres afrapporteringer. Men fejlen ligger for mig at se i, at der ikke er mere kontrol med politiet, og at de kan få lov at lave de her rapporter, som er så fulde af mangler og som har så alvorlige konsekvenser for vores samfund."

Mette Volquartzen citeres også for at mene, at pressen forsømmer sin opgave med at være kritisk over for politiet. Hun siger, at pressen "går virkelig med myten om, at politiet bare gør deres bedste, og at det er systemets skyld". Hun henviser til Berlingske Tidendes Cavlingpris-vindende artikelserie om konsekvenserne af politireformen. Hun siger:
 
"Mange af artiklerne handler jo bare om dårligt politiarbejde og ikke om reformen. Det kan godt være reformen er noget skidt, men jeg synes, der mangler en kritik af selve politiets magtapparat."

Afslutningsvist citeres Mette Volquartzen for at henvise til, at ressourcerne kunne anvendes bedre. Hun siger:
  "Afviklingen af velfærdsstaten har jo i stigende grad gjort, at politiet får en rolle som socialarbejdere, men det er der ikke særlig meget fokus på. Eksempelvis bruger politiet enormt mange uofficielle ressourcer på psykisk syge, og ifølge eksperter i psykiatrien og udvalget bag politireformen er den direkte årsag overgangen til distriktspsykiatrien for 25 år siden, men hvorfor løses problemerne med de psykisk syge ikke med ordentlige forhold frem for, at politiet skal håndtere den opgave,..."