UfR 1985.475 ØLD
 

Justitsministeriet har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse imod betaling af mindre beløb.

Efter hændelsen blev der rejst tiltale imod de to politiassistenter for vold af særlig farlig karakter med døden til følge efter straffelovens § 244, stk. 2 og 3. Ved Frederikssund kriminalrets dom af 13. december 1983 og Østre Landsrets dom af 14. marts 1984 blev politiassistenterne frifundet. Det fremgår af landsrettens dom, at tiltalen alene angik de slag, som traf Polat i hovedet og førte til hans død. I den beskrevne situation ville anvendelsen af sådanne dødbringende slag ikke kunne anses for straffri, hverken efter reglerne om nødværge i straffelovens § 13, stk. 1 og 2 eller i stk. om lovlig retshåndhævelse. Frifindelserne er begrundet med, at det efter oplysningerne om Polats voldsomhed og de snævre pladsforhold fandtes overvejende betænkeligt at forkaste politiassistenternes forklaringer om, at de ikke havde forsæt til at ramme Polat i hovedet.

Under erstatningssagen har der været enighed mellem parterne om at lægge de bevisligheder, som tilvejebragtes i straffesagen, til grund for bedømmelsen af spørgsmålet om erstatningspligt.

Om Osman Polat er det oplyst, at han i begyndelsen af l970''erne var kommet til Danmark fra sit hjemland Tyrkiet. Hans kone og 5 børn har stedse boet i Tyrkiet. Osman Polat havde ved sin død været ansat som specialarbejder på samme virksomhed i Frederikssund i ca. 10 år. Han boede sammen med en anden tyrk på 1. sal i den ejendom, hvor anholdelsen skete. Polat er af flere i sin omgangskreds blevet betegnet som en rolig og omgængelig person, der nærmest var bange og indesluttet og trods de mange års ophold i Danmark ikke forstod dansk.

Af forklaringerne for kriminalretten og for Østre Landsret under straffesagen er blandt andet fremgået følgende:

Poul Erik Dam Nielsen, der er født i 1959, forklarede som vidne, at hans samlever sagde til ham, at der hang en død mand oppe i et træ ude i deres have. Vidnet gik derud, og manden kom da hen imod ham. Manden var gået igennem et 2 meter højt dyrehegn rundt om en hundegård. Vidnet spurgte ham om, hvad han lavede i hans have. Han svarede ikke derpå, men han bukkede sig ned og stangede vidnet i maven. Vidnet fik fat i hans ben og fik ham væltet omkuld, hvorefter manden tog fat i vidnet og væltede også ham omkuld. Mens de lå og rodede rundt, forsøgte vidnet at få fat om ryggen på ham, men det kunne han ikke. Efter at vidnet havde rejst sig, løb han ind for at ringe efter politiet. Manden fulgte efter ham, men snublede. Derefter blev han nogen tid siddende på hug, hvorefter han rejste sig og gik sin vej. Vidnet kendte ham, idet de havde arbejdet på samme arbejdsplads.

Arne Martinus Sørensen forklarede, at han, der er født i 1916, kom gående på fortovet i Nygade. Han havde hentet sin efterløn på ca. 4.000 kr. på kontoret på Bruhnsvej 13. Han gik og læste i sine papirer, da han ikke kunne få pengene til at passe. Pludselig fik han et slag i nakken og et skub i ryggen, hvorved han faldt om på kørebanen. Han fik en bule i nakken og hudafskrabninger i ansigtet. Han så den person, der havde slået ham, gå videre. Pludselig vendte denne om og gav sig til at slå og sparke vidnet, der fortsat lå eller sad på kørebanen. Vidnet blev slået og sparket flere gange og havde smerter i 3 uger. Manden virkede, som om han var dårlig, idet han hvæsede og pustede og stønnede. Vidnets briller blev slået i stykker, og han var ved at tabe vejret, da damerne fra en nærliggende virksomhed kom ham til hjælp. De ringede til politiet, og hans sår blev vasket. Vidnet sad i politibilen under hele episoden på Brunhsvej. Politiet talte med tyrken og pegede på politibilen, men tyrken gik baglæns op ad trappen.

Det fremgår videre af sagen, at der i den første politibil, der kom til stedet før hændelsen, var de uniformerede politifolk politiassistent John Lund Gregersen og politibetjent Steen Grelk. I en senere bil kom til assistance den uniformerede politiassistent Jim Møller Larsen og ikke uniformerede politiassistent Preben Maack Andersen. Det var slag fra Lund Gregersens og Møller Larsens stave, som medførte Polats død. Efter det foreliggende havde politifolkene under hændelsen alene kendskab til, at Polat havde overfaldet Arne Martinus Sørensen.

Af politiassistent Lund Gregersens forklaringer er fremgået, at han og kollegaen blev sendt til Nygade i anledning af overfaldet på Arne Martinus Sørensen. Denne virkede meget rystet og chokeret. Han forklarede, at han uden varsel var blevet slået ned bagfra, og medens han lå ned, var han blevet slået og sparket, og hans briller var blevet slået i stykker. Han havde lige hentet penge og mente, at det var dem, gerningsmanden var ude efter. Han gav også en beskrivelse af gerningsmanden, som nu var forsvundet. Lidt senere fandt man på parkeringspladsen ud for Bruhnsvej 1 en mand, der svarede til anmelderens beskrivelse, og anmelderen bekræftede, at det var ham. Lund Gregersen, som havde ført patruljevognen, steg ud af den og gik hen til den Pågældende mand, som senere viste sig at være Osman Polat. Han sagde til ham, at han var anholdt, og at han skulle følge med hen til patruljevognen. Samtidig pegede han hen imod den, og da den pågældende ikke reagerede, gjorde han yderligere tegn mod patruljevognen, på hvis sider der var malet »Politi«. Polat havde et stirrende, stift blik, og han svarede ikke på, hvad Lund Gregersen sagde, men udstødte nogle lyde, som han ikke mente var noget sprog. Medens han stadig gjorde tegn hen imod patruljevognen og stod over for Polat, hev Polat sin t-shirt af og kastede den voldsomt fra sig, og derefter stillede han sig i boksestilling over for Lund Gregersen. Polat virkede meget kraftig og muskuløs, og Lund Gregersen forstod den stilling, Polat indtog, sådan, at han ville modsætte sig en anholdelse. Medens de endnu befandt sig uden for huset, tilkaldte han assistance over en radio, han havde på sig. Han gik ud fra, at tilstedeværelse af flere politifolk ville virke sådan på Polat, at han ville lade sig anholde uden modstand. Han ved ikke, om Polat var klar over, at han tilkaldte assistance. Han talte derefter roligt til Polat, og da denne trak hen imod huset, fulgte han efter ham i nogen afstand. Lund Gregersen fulgte også efter ham op ad trappen og ind gennem døren til stueetagen, hvor der kun var meget lidt plads, medens Grelk fulgte efter dem. Her stillede Polat sig med ryggen mod en dør, og Lund Gregersen stillede sig således, at han spærrede både for trappen op til 1. sal og for døren ud, som ligger tæt op ad hinanden. Han kontaktede nu over sin radio igen politistationen, da hans tidligere stadsangivelse ikke var korrekt. Indtil der kom assistance, forholdt alle sig roligt, men da han hørte udrykningssignalet fra den patruljevogn, der kom til assistance, bemærkede han, at Polat spændte sine muskler. Efter at også Møller Larsen og Maack Andersen var kommet inden for døren, startede Møller Larsen med at tale med Polat. Tilsyneladende forstod Polat ikke, hvad han sagde, og han stillede sig i boksestilling over for Møller Larsen, som talte til ham ret længe. Med en hurtig og kraftig bevægelse frigjorde Polat sig for Lund Gregersens og Møller Larsens tag, slog og sparkede sig imellem dem og banede sig derved vej op ad trappen. På 1. sal forsøgte Polat forgæves at komme ind ad døren lige frem for trappen. Han greb hårdt i håndtaget og pressede skulderen mod døren, men han fik den ikke åbnet. Lund Gregersen vidste ikke, hvem der boede der, men det var hans indtryk, at der bag døren befandt sig en person, som ikke ville åbne den. Møller Larsen sagde noget til Polat, som gik frem mod Møller Larsen og begyndte at overdænge ham med slag. Det fik Lund Gregersen selv til at gå et skridt frem og tildele Polat et enkelt kraftigt slag med staven på hans højre overarm, og når han kunne komme til det, slog han ham 2-3 gange yderlige på overarmen eller skulderen. Han havde hele sin opmærksomhed henledt på Polat og havde derfor stadig ikke bemærket, om Møller Larsen havde trukket sin stav. Ved sit første slag vendte Polat sig imod ham og slog ud efter ham, og Polat ramte ham på overkroppen tæt ved højre arm, idet han skulle til at tildele Polat et slag. Det bragte Lund Gregersen lidt ud af balance og bevirkede, at dette slag strejfede Polats hoved og højre øre, hvorefter det ramte ham på skulderen. Da Polat derefter masede sig frem mod ham med armene som »møllevingeslag«, ramte Polat ham på venstre kind. Han undgik at blive slået kraftigere ved at bøje sig bagover, men han stod yderst på reposen og kunne derfor ikke træde længere tilbage. Måske er han dog trådt et lille skridt tilbage. Han, der holdt staven over højre skulder, følte, at Polat ville skubbe ham baglæns ned ad den stejle trappe og for at hindre det, slog han efter Polats skulderled, men på grund af den meget snævre plads, og da Polat stadig var i bevægelse og samtidig gik frem mod ham og nu var helt inde på livet af ham, ramte han Polat fortil oven i hovedet.

Han slog med bøjet arm, men alligevel var det et kraftigt slag. Polat gik derefter 1-2 skridt tilbage og gik ned i knæ. Han rejste nu hovedet og så derefter skråt op til venstre mod Møller Larsen, mod hvem han nu rettede sig. Idet Polat med en drejende bevægelse begyndte at rette sig op mod Møller Larsen, bemærkede han, at Møller Larsen nu havde en stav i hånden, og med den slog han Polat og ramte ham midt oven i hovedet. Umiddelbart derefter tildelte Møller Larsen ham yderligere et slag, som ramte længere tilbage i hovedet, og det så ud til, at det fortsatte ned langs nakken og ryggen. Polat faldt nu om på ryggen, og de to politiassistenter samt Maack Andersen og Grelk, som nu også var kommet op på reposen, og som hidtil havde stået nede på trappen, gik frem for at lægge håndjern på Polat. Han gjorde megen modstand. Efter at man havde fået håndjernet om det ene håndled, tog Lund Gregersen fat i hans anden arm og forsøgte at få den om på ryggen, men han vred sig løs, og der gik nogen tid, inden det lykkedes at få håndjernet spændt om det andet håndled. I den forbindelse viste Polat, at han havde fantastiske kræfter både i arme og ben, og selv om de satte sig på hans arme og ben, slyngede han dem til side for at komme fri. De fandt også, at det var nødvendigt at binde hans ben, og da de havde en plasticsnor i bilen, hentede de den, og med noget besvær fik de dermed bundet hans ben. Der gik således nogle minutter, fra Polat var slået ned, og indtil han blev pacificeret.

Af politiassistent Møller Larsens forklaring er blandt andet fremgået, at han på stationen havde fået oplyst, at det drejede sig om et røverisk overfald. På stedet så han, at der i den først ankomne politibil sad en mand, som bar præg af at være blevet slået ned. Da Polat banede sig vej op ad trappen til 1. sal, fulgte han efter, fordi han mente, at det var nødvendigt at gøre det, da Polat ellers på grund af sin desperation kunne forårsage skade på sig selv eller andre, og han var nødt til at følge hurtigt efter ham, for at Polat ikke skulle vende sig og støde ham ned. På 1. sal bankede Polat voldsomt på døren lige for trappen, og han mener, at der blev sagt noget fra den anden side af døren, men der blev ikke lukket op. Polat vendte sig derefter om og stod med ryggen mod døren. Møller Larsen fornemmede, at Lund Gregersen stod under loftsænkningen lige ovenfor trappen bag ham selv og lidt til venstre, men han havde hele tiden sin opmærksomhed henledt på Polat. Han begyndte nu igen at snakke til Polat for at berolige ham, og han synes, at han brugte nogen tid derpå. Han startede med at spørge: »Hvad hedder du?«. Polat svarede ikke, men det lød, som om han stønnede nej, og det samme gjorde han på hans øvrige spørgsmål. Han spurgte blandt andet om, hvad Polat havde gjort, og sagde, at han skulle lægge sig ned på maven, men rettede det straks til, at han skulle stille sig med hovedet op mod muren. Polat stod i boksestilling og pointerede det, han udstønnede, ved at slå en knyttet hånd kraftigt nedad. Han gik derefter frem mod Polat for om muligt at få greb på ham, og han forsøgte at gribe om hans venstre arm, men det lykkedes ikke, og Polat reagerede nu meget vildt og spontant ved at gå frem mod ham og sparke og slå efter ham, og Polat ramte ham flere gange. Møller Larsen, som stadig havde sin stav i lommen, trådte et skridt tilbage og stillede sig i forsvarsposition ved at holde armene foran hovedet og løfte det ene knæ op mod maven. Da Polat fortsatte med at angribe ham, trådte Lund Gregersen lidt frem, og først nu bemærkede han, at Lund Gregersen havde sin stav fremme, idet han så ham slå Polat med den ca. 3 gange på hans skulder og overarm på højre side. Han mener ikke, at disse slag havde nogen virkning på Polat, som fortsatte med at slå på ham. Han bevægede sig måske en lille smule tilbage som følge af slagene, hvorefter han rettede sin opmærksomhed mere og mere mod Lund Gregersen, som han slog efter, og han trådte tilbage. Møller Larsen forsøgte at støde til Polat ved at give ham et kraftigt skub på hans venstre skulder, men han reagerede tilsyneladende ikke derpå. Da Lund Gregersen var helt ude ved trappen, og ikke kunne komme længere tilbage, rettede han et slag med sin stav mod Polat og ramte ham oven i hovedet på issen. Polat stagnerede nu og trådte nogle skridt tilbage, og foran døren gik han noget ned i knæene. Han stod nu uden for rækkevidde af Møller Larsen, som opfattede et helt utroligt raserianfald hos Polat. Denne spilede øjnene op, og der var blod om hans mund og på hans tænder. Idet Polat begyndte at rejse sig op, drejede han sig mod ham med knyttede hænder. Han følte sig stærkt truet, og først nu trak han sin stav og førte den op over sin skulder. Han sigtede efter Polats venstre skulder, og i erkendelse af at der skulle et kraftigt slag til for at passivisere Polat, slog han kraftigt. Polat, som fortsat var i bevægelse og virrede med hovedet, blev imidlertid på grund af disse urolige bevægelser ramt i hovedet. Han følte sig så afmægtig, at han allerede inden dette slag havde indstillet sig på at slå mere end én gang, og da han var klar over, at han havde ramt i hovedet, forsøgte han at ramme et andet sted. Han mener, at han ramte Polat med hånden i nakken, og at staven ramte Polat på ryggen, da han slog anden gang. Efter det sidste slag faldt Polat omkuld, og der gik efter hans fornemmelse lang tid, inden han og hans kolleger fik ham pacificeret. Han mener, at andre kolleger nu også kom til stede, og derefter blev der hentet en plastiksnor, hvormed man bandt benene på Polat. Møller Larsen turde ikke trække sig tilbage, da det ikke kunne udelukkes, at Polat kunne få hjælp eller finde redskaber i sin lejlighed eller overfalde andre.

Politibetjent Grelk har blandt andet forklaret, at da Lund Gregersen udenfor ejendommen spurgte den udpegede gerningsmand, hvad han hed, svarede han ikke, men han stillede sig foran dem med knyttede hænder og let løftede arme og så skiftevis på den ene og den anden. Da de indenfor på trappen i stueetagen gentog spørgsmålet, svarede han kun nej, nej, og det samme gjorde han på deres øvrige spørgsmål. Ovenpå gik Polat hen til døren lige for trappen og ruskede voldsomt i den og råbte et eller andet. Lidt efter kom der svar fra den anden side, som vidnet ikke forstod.

Politiassistent Maack Andersen har blandt andet forklaret, at han på trappens stueetage bemærkede, at Polat var meget kraftigt bygget, og han var derfor klar over, at Polat kunne gøre modstand. Det var umuligt at få øjenkontakt med ham, og han kiggede heller ikke på vidnets kolleger. Han havde blodskudte øjne og blod i mundvigene. Han svarede ikke på de spørgsmål, der blev rettet til ham, men udstødte kun nogle grynt og pust, og han virkede på vidnet som en olm tyr. De sagde til ham, at de skulle snakke med ham, og at han skulle med på stationen, og kollegerne Lund Gregersen og Møller Larsen gik frem mod ham og greb fat i hver sin arm på ham, men han bevægede sig hurtigt fri og kom derefter med nogle ukontrollable slag, idet han masede sig frem mellem dem. Lund Gregersen tilkaldte nu yderligere assistance over sin radio. Efter at Polat havde slået sig ind mellem dem, løb han op ad trappen. Undervejs gled han på et trin, men han kom hurtigt op igen. Polat løb hen og bankede kraftigt på døren lige for trappen og sagde noget, som vidnet ikke forstod. Der blev sagt noget fra en person bagved døren, men den blev ikke åbnet.

Efter at Polat havde vendt sig om og nu havde ryggen mod døren, gik kollegerne Lund Gregersen og Møller Larsen frem mod ham. Da Polat slog ud efter dem, forsøgte de med deres arme at afværge slagene, og samtidig trak de sig lidt tilbage. Ingen af kollegerne havde endnu stav i hånden. Da Møller Larsen sagde noget til Polat, reagerede han derpå et øjeblik. Møller Larsen sagde blandt andet, at han skulle tage det roligt. Polat trak sig lidt tilbage, og Lund Gregersen gik lidt frem, således at vidnet selv kunne træde op på reposen med sin højre fod. Straks efter startede Polat et vildt angreb mod kollegerne, mest mod Lund Gregersen, der begge nu trak deres stave. Polat bevægede sig ustandseligt, og situationen var tumultagtig. Kollegerne slog alene for at forsvare sig. Lund Gregersen trådte tilbage, og de sidste 2 slag foregik under det lave loft. Det ene slag ramte den ene side af Polats hoved og det andet slag i panden med den midterste del af staven, der bøjede sig med spidsen. Senere vendte Polat sig mod Møller Larsen, der slog ham med et slag i nakken og på ryggen og et slag på øverste del af ryggen. Der var ikke givet kollegerne andre muligheder for at sikre sig Polat eller modstå hans angreb.

Landsrettens dommere besigtigede i forbindelse med straffesagen ejendommen Bruhnsvej 1, Frederikssund. Reposen på 1. sal består af 2 afsnit, et mindre nærmest trappeopgangen med en højde på ca. 190 cm til et forsænket loft og et lidt større afsnit i forlængelse heraf med sædvanlig lofthøjde. Lund Gregersen er ca. 195 cm høj, Møller Larsen ca. 185 cm. Polat var 176 cm.

Rigspolitichefen har ved skrivelse af 3. april 1984 meddelt, at han ikke finder grundlag for at iværksætte disciplinære reaktioner i anledning af magtanvendelsen.

Til bedømmelse af størrelsen af de rejste erstatningskrav foreligger følgende oplysninger.

Afdødes seneste selvangivelser viser.:

1980: Indkomst 91.634. Skattepligtig indkomst 72.878. Skat 25.346. Underholdsbidrag 15.000. 1981: Indkomst 111.703. Skattepligtig indkomst 82.566. Skat 29.033. Underholdsbidrag 22.500. 1982: Indkomst 135.668. Skattepligtig indkomst 114.868. Skat 45.830. Underholdsbidrag 10.000. 1983 (3/4 år) 109.067.

Landsretten bemærker her, at der ikke udfra fradraget på 10.000 kr. for 1982 kan drages slutninger med hensyn til, hvor meget afdøde har sendt hjem til familiens forsørgelse, idet der fra og med nævnte år ved ændring af skattelovgivningen indførtes en begrænsning af fradraget for sådanne ydelser til maksimalt 10.000 kr. pr. år.

I en for borgmesteren i Yeniceoba, Tyrkiet, den 29. oktober 1984 underskrevet erklæring har sagsøgerinden Rabia Polat, som er født i 1950, blandt andet udtalt:

»Før min mands død kunne jeg uden videre leve af de penge, som min mand sendte til mig. Men nu, efter at min mand er død, forværres min økonomiske situation for hver dag, der går. Jeg er en kvinde, der lever alene med 5 børn. Jeg har ikke noget arbejde eller nogen anden indtægtskilde overhovedet. Men børn er små, fire af dem går i underskolen - - - og de hjemlige udgifter og udgifterne til børnenes skolegang stiger dag for dag. Jeg er ikke engang i stand til at skaffe føden til mine børn - - -«

Om børnenes alder er oplyst:

Yilmaz Polat, født 11. juni 1971, restalder til 18 år: 6,0 år.Yanur Polat, født 1. juni 1974, restalder til 18 år: 9,0 år.Nurten Polat, født 17. december 1976, restalder til 18 år: 11,5 år.Bekir Polat, født 1. januar 1978, restalder til 18 år: 12,5 år.Sibel Polat, født 26. juni 1980, restalder til 18 år: 15,0 år.
Sagsøgerne, som har fri proces, har gennem deres beskikkede advokat til støtte for deres påstand anført, at politiet har handlet uforsvarligt, hvorfor sagsøgte er erstatningspligtig. Der må anlægges en streng bedømmelse, hvor det som her drejer sig om professionelles ansvar. Omend anholdelsen var berettiget, kunne politiet have valgt en mindre farlig fremgangsmåde ved effektueringen af anholdelsen. Risikoen for skade ville have været mindre ved at vente lidt. Der er således ikke gået frem med den skånsomhed, som omstændighederne tillod, jfr. retsplejelovens § 758. Også stavreglementet er overtrådt, idet personlig overlast for politiassistenterne i lys af det anførte kunne være undgået ved, at de var veget tilbage, ligesom øjeblikkelig efterkommelse af en befaling ikke var fornøden. Selv om selve slagene i hovedet måtte kunne anses for hændelige - hvilket bestrides - må politiet dog hæfte for følgerne heraf, fordi det var uforsvarligt at være begyndt på at bruge stave som sket. Der er ikke grundlag for nedsættelse eller bortfald af erstatningspligten, idet anholdte efter det foreliggende ikke kan antages at have forstået, at han skulle anholdes, hvilket både politiassistent Lund Gregersen og den senere tilkomne politiassistent Møller Larsen må have indset. Erstatningsbeløbene må udmåles efter det almindelige danske - stigende - erstatningsniveau, hvorved blandt andet niveauet i arbejdsskadeforsikringsloven og de erstatninger, der blev udbetalt i anledning af redningsbåde RF 2's forlis, må være vejledende. Såvel spørgsmålet om erstatningspligt som om erstatningernes størrelse skal udelukkende bedømmes efter dansk ret.

Det sagsøgte ministerium har anført, at politiassistenterne ikke har begået handlinger eller udvist forhold, som kan begrunde et erstatningsansvar. Skaden er sket i den sidste tumultagtige fase. Først da trak politiassistenterne stavene for selv at undgå overlast, blandt andet ved at falde ned ad trappen. Det skøn, som har ligget til grund for beslutningen om at anvende stavene, har ikke været forkert, og der var ikke mangel på proportionalitet mellem anvendelsen af stave og anholdtes adfærd. Selv om det antages, at der er udvist uforsvarligt forhold, tilkommer der ikke sagsøgerne erstatning, idet afdødes forhold bør medføre, at ansvaret bortfalder eller i hvert fald nedsættes. Erstatningskravene er alt for høje og må blandt andet sættes lavere under hensyn til den beskedne levefod, som de efterladte i Tyrkiet rent faktisk havde.

Landsretten skal udtale:
Det må ved afgørelsen af spørgsmålet om erstatningspligt lægges til grund, at politiassistent Lund Gregersen og hans kollega Grelk, som begge var uniformerede, dels på gaden ud for ejendommen og dels senere under opholdet på trappegangen forsøgte at få Polat til at forstå, at han var anholdt og skulle følge med i politibilen. Polat, der straks havde fået udpeget overfaldne Arne Martinus Sørensen i politibilen, gav på sin side udtryk for, at han ville modsætte sig en sådan anholdelse, eventuelt med magt. Herefter fjernede Polat sig fra politifolkene og modsatte sig voldsomt flere gange en pågribelse. På reposen på 1. sal rettede Polat et angreb mod politiassistenterne. Lund Gregersen tildelte herefter Polat 3-4 slag med politistaven på overarm og skulder, og trådte tilbage til det lavloftede afsnit på reposen, hvor pladsforholdene er snævre. Her slog han igen et slag med staven. Da han var bragt ud af balance ved Polats forsøg på at slå, strejfede eller ramte staven Polats hoved, højre øre og skulder. Polat gik da til angreb og ramte Lund Gregersen med et slag på venstre kind. Lund Gregersen var efter sin bedømmelse ved at falde baglæns ned ad trappen. Han slog igen efter Polats skulder, men kom til at ramme ham fortil oven i hovedet. Polat sank nu sammen i en hugsiddende stilling. Straks efter rettede han dog igen et voldsomt angreb mod Møller Larsen. Denne værgede for sig, men slog efter med sin stav mod Polats venstre skulder. På grund af Polats urolige bevægelser ramte han imidlertid Polat oven i hovedet. Polat fortsatte med at angribe Møller Larsen, og denne slog derfor endnu et slag, rettet mod Polats skulder, men ikke mod hovedet. Det ramte imidlertid Polat med Møller Larsens hånd i nakken og med staven i ryggen.

Det lægges endvidere til grund, at anholdelsen var berettiget, og at betingelserne for at anvende staven som udgangspunkt var til stede, jfr. herved justitsministeriets cirkulære af 30. januar 1933 om stavens brug med senere ændringer, senest af 1. september 1970. Retten må imidlertid tillige hæfte sig ved, at situationen var karakteriseret ved, at anholdte umiddelbart søgte at undgå politiet og kun angreb, når politiet - hvor berettiget det end var - søgte at lægge hånd på ham. Han var indkredset på et ganske lille område uden egentlige flugtmuligheder, var ubevæbnet og omgivet af fire bevæbnede politifolk med forstærkning i vente. Hertil kom, at det allerede af de iagttagelser, der kunne gøres af de tilstedeværende politifolk, måtte fremgå, at Polat - hvis forklaring efter sagens karakter jo aldrig kan fås - muligvis var sindsforvirret.

I den således beskrevne situation finder landsdommerne Kjærsgaard og Ebbe Christensen, at politiassistenterne ved deres beslutning om ufortøvet at ville gennemføre anholdelsen under anvendelse af de ikke ufarlige stave i et omfang som sket frem for at søge lempeligere og eventuelt mere tidskrævende udveje, ikke er gået frem med fornøden skånsomhed. Disse dommere finder herefter, at politiet er erstatningspligtigt for følgerne af det forløb, som førte til anholdtes død, og dette uanset om det i sig selv kan tilregnes politiassistenterne som uagtsomt, at de afgørende slag på grund af anholdtes voldsomhed traf ham i hovedet. Den omstændighed, at anholdte uberettiget og på voldsom måde modsatte sig anholdelsen, bør imidlertid efter alt foreliggende medføre en nedsættelse af sagsøgtes erstatningspligt med halvdelen.

Landsdommer Jørgen Svendsen - finder ligeledes, at politiassistenterne efter bevisførelsen ikke er gået frem med fornøden skånsomhed, og at politiet derfor er erstatningspligtig. Denne dommer bemærker endvidere, at de uagtsomme dødbringende slag efter det ved straffedommen antagne har overskredet grænsen for nødværge og lovlig retshåndhævelse som anført i straffelovens § 13, stk. 1 til 3. Der kan derfor ikke blive tale om egenskyld fra afdøde, hverken efter det på trappen eller det tidligere passerede, der kan medføre en nedsættelse af erstatningsansvaret. Der gives på dette punkt dom efter stemmeflerheden.

Hvad angår erstatningernes størrelse, er rettens medlemmer enige om, at disse må fastsættes som kompensation for tabet af den forsørgelse, som afdøde på grundlag af en længere årrækkes fast arbejde i Danmark må antages fortsat at have kunne og villet yde sagsøgerne i Tyrkiet. Når henses til oplysningerne om afdødes indtægtsforhold, det underhold han i årene 1980 og 1981 har ydet dem, hans udgifter til egen livsførelse og til skat her i landet samt til løbende rejseudgifter mellem Danmark og Tyrkiet, findes de af sagsøgerne rejste krav at overstige deres økonomiske tab i anledning af dødsfaldet. Herefter findes fuld erstatning til børnene pr. år, indtil de fylder 18 år, at burde bestemmes til 4.000 kr., og erstatningen til afdødes enke, hvis egen forsørgelse i de første år ville have været præget af afdødes udgifter til børnene, bestemmes til 150.000 kr. en gang for alle. Hertil kommer udgiften til begravelse med 8.745 kr., mod hvis størrelse der ikke er rejst indsigelse.

Som følge af at erstatning kun ydes med halvdelen på grund af afdødes medansvar for det passerede, vil erstatningerne være at yde med de nedenfor anførte beløb med procesrente, jfr. nu lov nr. 618 af 19, december 1984 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling.

Den omstændighed, at de 5 umyndige af sagsøgerne har bopæl i Tyrkiet, medfører, at der ikke er grundlag for at bestemme, at de disse sagsøgere tilkommende beløb i henhold til de danske regler om anbringelse og bestyrelse af umyndiges midler skal indbetales til en godkendt forvaltningsafdeling i et pengeinstitut.