UfR 1996.353 ØLD
 
  Ø.L.D. 17. november 1995 i sag 10. afd. nr. B-1568-92

(M. Levy, Otto Werner, Østerborg).

Benjamin Christian Schou v/ værgen Marianne Schou (adv. Hanne Reumert, København (prøve) e.o.) mod Politidirektøren i København (Kammeradv. v/ adv. Birthe Eskildsen).

Sagen drejer sig om, hvorvidt Politidirektøren i København er erstatningsansvarlig for en alvorlig hjerneskade, som Benjamin Schou pådrog sig i forbindelse med en anholdelse kort efter årsskiftet 91-92. Det er principalt gjort gældende, at politiet overskred sine magtbeføjelser under anholdelsen, subsidiært at de undlod rettidigt at træffe foranstaltninger, der kunne have afværget eller begrænset skaden.
Benjamin Christian Schou er umyndiggjort ved Københavns Byrets dom af 20. maj 1992.

Parternes påstande:

Under denne sag, der er anlagt den 26. februar 1992, har sagsøgeren, Benjamin Christian Schou v/ værgen Marianne Schou, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Politidirektøren i København, til sagsøger tilpligtes at betale 1.399.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 1. januar 1992.

Benjamin Christian Schou har fri proces.

Sagsøgte har påstået frifindelse. Sagsøgte har ikke haft indvendinger imod sagsøgerens opgørelse af erstatningens størrelse.

Sagens omstændigheder:

Kort efter midnat, men før kl. 00.14 den 1. januar 1992 blev Benjamin Schou anholdt af 3 civilklædte betjente, som umiddelbart forinden havde overmandet ham og lagt ham i håndjern midt på Rådhuspladsen i København. Kl. ca. 00.12 blev Benjamin Schou bragt over og lagt bag en delingsbus (D-7) som holdt på H.C. Andersens Boulevard. Kl. ca. 00.20 ankom en rekvireret transportvogn, hvori Benjamin Schou blev anbragt. Kl. 00.24 rekvirerede Hovedstationen (HS) efter anmodning fra betjentene i transportvognen en ambulance til Station 1, og kl. 00.28 rekvirerede denne ambulance en læge til Station 1. Lægen ankom til station 1 kl. 00.33. Inden kl. 00.35 havde Benjamin Schou normal hjertefunktion. Benjamin Schou blev under ledsagelse af lægen bragt til Rigshospitalet. Her konstaterede man bl.a. blodudtrædninger i øjnene og muskelreaktioner, som tegn på svær hjerneskade. Benjamin Schou er på grund af svære hjerneskader erklæret 100% invalid. Af en skrivelse af 20. oktober 1992 fra Rigshospitalet fremgår det, at patienten »ligger ukontaktbar hen. Har intet sprog - - - Tilstanden må betegnes som værende stationær.«

- - - 1)

Parternes procedure:

Sagsøgerens advokat har til støtte for påstanden anført, at politiet ved standsningen af Benjamin og den efterfølgende anholdelse af ham har overskredet grænserne for lovlig retshåndhævelse, jf. straffelovens § 13, stk. 3, og herved påført ham hjertestop, enten ved træk i hans halstørklæde eller ved at udøve tryk på hans brystkasse eller en kombination heraf. Endvidere har politiet ikke anvendt den i retsplejelovens § 758 foreskrevne skånsomhed. I forbindelse hermed gøres det gældende, at politiet, der ved lov er tillagt magtbeføjelser over for borgerne, gennem den uddannelse, politifolk gennemgår, i særlig grad bør være opmærksomme på de risici, hvert enkelt magtmiddel indebærer, og at ansvarsbedømmelsen derfor må påvirkes i skærpende retning. Det er efter bevisførelsen usandsynligt, at politifolkene skulle have set Benjamin kaste en flaske, også når henses til den meget korte tid, ca. 1 minut, der gik, fra de anholdende politifolk ankom til Rådhuspladsen, og til Benjamin blev ført væk. Betingelserne efter retsplejelovens § 755 er derfor ikke opfyldt. Dernæst blev anholdelsen gennemført ved unødig brug af magtanvendelse. Politiet burde have forsøgt at råbe Benjamin an i stedet for uvarslet at gribe fat i ham og kaste ham til jorden. Benjamin satte sig ikke aktivt til modværge. Pacificeringen af Benjamin foregik derfor på en alt for voldsom måde ved anvendelse af benlås, og ved at mindst en af politifolkene med betydelig vægt pressede sit ene knæ ned i ryggen på Benjamin. Endvidere blev Benjamin transporteret væk fra pågribelsesstedet bl.a. ved at blive båret i sine på ryggen håndjernsbelagte arme. Bag mandskabsbussen blev Benjamin pacificeret gennem anlæggelse af benlås og ved løft i de håndjernsbelagte arme, hvilket var i strid med det på politiskolen indlærte, og tillige unødvendigt, jf. vidnet Vs forklaring. Der er intet grundlag for at antage, at Benjamins hjertestop skyldes sygdomme eller andet hos Benjamin selv.

Subsidiært har sagsøgerens advokat anført, at politiet efterfølgende, da Benjamin var i politiets varetægt i bevidstløs stand, undlod at træffe foranstaltninger, hvorved skaden kunne være undgået eller begrænset, og at denne forsømmelighed er erstatningspådragende. Ud over det foran anførte, om politiets pligt til at være i særlig grad opmærksomme på de risici, som de anvendte magtmidler indebærer, er det nærmere anført, at ingen af politifolkene i tiden frem til transportvognens ankomst har undersøgt Benjamin, ingen af dem har lagt mærke til hans skader i ansigtet, ingen af dem har hørt ham tale eller komme med smerteudbrud, og ingen af dem har opdaget det meget stramtsiddende halstørklæde. Heller ikke politifolkene i transportvognen handlede relevant. De opdagede ikke hjertestoppet, og de forsøgte ikke genoplivning, selv om en af dem havde en genoplivningsmaske. Halstørklædet blev ikke fjernet, og selv på Station 1 blev halstørklædet ikke fjernet med det samme. Havde politiet opfyldt sin omsorgspligt, kunne der langt tidligere have været skaffet hjælp til Benjamin.

Sagsøgte har anført, at anholdelsen af Benjamin var berettiget, og at anholdelsen skete på forsvarlig måde uden unødig magtanvendelse og således i overensstemmelse med principperne i retsplejelovens § 758, hvorfor den skade, der overgik Benjamin ved anholdelsen, ikke er en følge af nogen forsætlig eller uagtsom handling, men må anses for hændelig. Politiet har ved iværksættelsen af anholdelsen og senere handlet retmæssigt, og politiet har således ikke tilsidesat det proportionalitetsprincip, der gælder ved fastsættelse af grænsen for politiets magtanvendelse. Sagsøgte har nærmere anført, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at Benjamin kastede en flaske efter en politibetjent, hvorfor det var berettiget at anholde Benjamin. Hvilke magtmidler, der tages i anvendelse, må afhænge af den konkrete situation. Det er sagsøgtes opfattelse, at med de forhold, som herskede på Rådhuspladsen denne nytårsnat, er der intet grundlag for at kritisere de anvendte magtmidler. Det bestrides i den forbindelse, at en af politifolkene trykkede sit knæ ned i ryggen på Benjamin og hvilede med hele sin vægt. Hvis knæet har trykket på Benjamin, har det kun været i meget kort tid, langt under det minut, som selve anholdelsen blev gennemført på. Antages det, at magtmidlerne har været for voldsomme, gøres det gældende, at Benjamin ved at sætte sig til modværge har et medansvar, som må føre til nedsættelse af erstatningen.

Sagsøgte har over for det af sagsøgeren subsidiært anførte gjort gældende, at politiet under de givne omstændigheder ikke på noget tidligere tidspunkt end det skete kunne have konstateret, at Benjamin befandt sig i bevidstløs tilstand, og at politiet, da de blev klar over det, foretog de relevante og nødvendige skridt for at søge Benjamin genoplivet. Der er intet bevis for, hvornår og hvorledes hjertestoppet er indtrådt, og det må antages, at hjerneskaden under alle omstændigheder var uundgåelig.

Rettens bemærkninger:

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Benjamin kastede en flaske, som ramte en uniformeret politibetjent i ryggen. Dette var baggrunden for anholdelsen af Benjamin, da han løb fra stedet. Anholdelsen findes derfor berettiget. Hverken efter forklaringerne om de nærmere omstændigheder ved anholdelsen eller efter videooptagelsen, der giver et klart billede af de kaotiske forhold, som herskede på Rådhuspladsen på det pågældende tidspunkt, findes der at være grundlag for at kritisere den udøvede magtanvendelse, ligesom der heller ikke findes tilstrækkeligt grundlag for at kritisere omstændighederne ved den måde, hvorpå Benjamin blev båret eller slæbt væk og derefter anbragt og fastholdt bag bussen, indtil transportvognen ankom.

Efter de lægelige oplysninger, navnlig overlæge Lars Heslets forklaring, sammenholdt med forklaringerne om Benjamins tilstand, da han blev slæbt over til og anbragt i transportvognen, må det lægges til grund, at Benjamins hjertestop er opstået, mens han lå bag bussen.

Uanset den voldsomme uro, der fortsat var på Rådhuspladsen, og som med rette gav de anholdende betjente anledning til at have deres opmærksomhed rettet mod omgivelserne, herunder raketter, eventuelle yderligere flaskekast eller andre negative reaktioner fra menneskemængden på pladsen, findes de tillige at burde have haft opmærksomheden rettet mod Benjamins tilstand i de ca. 7 minutter, han var i deres varetægt bag bussen. Det bemærkes herved, at ingen af dem havde hørt Benjamin sige noget, og at han blev rolig uanset den smertefulde benlås, samt at det - selv under de kaotiske forhold - må antages, at livløshed kunne være konstateret ved ukomplicerede undersøgelser.

Idet det efter den nære sammenhæng mellem Benjamins alvorlige hjerneskade og varigheden af hjertestoppet må antages, at skaderne kunne være undgået eller begrænset ved tidligere reaktion fra de anholdende betjente, f.eks. ved at de selv sørgede for tilkaldelse af ambulance, findes sagsøgte, Politidirektøren i København, at være erstatningsansvarlig for de indtrådte skader.

Herefter tages sagsøgerens påstand til følge.

Thi kendes for ret:

Sagsøgte, Politidirektøren i København, betaler inden 14 dage 1.399.000 kr. til sagsøgeren, Benjamin Christian Schou v/ værgen Marianne Schou, med procesrente fra den 1. januar 1992. Beløbet indbetales til en godkendt forvaltningsafdeling i et pengeinstitut.

Sagens omkostninger ophæves.