"Lovforslagets § 19 indeholder særlige regler om politiets anvendelse af hund.

Bestemmelsen er i vidt omfang en videreførelse af de eksisterende regler i Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 40 af 6. maj 1998 om politiets brug af politihund, og indeholder en udtømmende opregning af de situationer, hvor politiet kan anvende hund som magtmiddel. Politiet kan herefter anvende hund i de samme situationer, som efter den gældende administrative regulering. Dog er der også udtrykkeligt medtaget nødhjælpssituationer, ligesom adgangen til at anvende hund over for passiv modstand er begrænset og præciseret i forhold til de gældende administrative regler.

Bestemmelsen regulerer politiets anvendelse af tjenestehund i forbindelse med magtudøvelse. Bestemmelsen omfatter derimod ikke anvendelse af hund i forbindelse med andre opgaver som eftersøgning af bortgåede, forulykkede mv., søgning efter koster og søgning efter spor fra gerningssteder.

Bestemmelsen omfatter den faktiske anvendelse af hund samt advarsler og andre tilkendegivelser om brug af hund. Tilkendegivelse om brug af hund forudsætter noget mere ”kvalificeret” end hundens blotte tilstedeværelse. ”Defensiv” brug af hunden, f.eks. i forbindelse med bevogtning af gerningssteder, afspærringer og lign. vil som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen, men spørgsmålet må i øvrigt bero på en konkret vurdering.

Efter § 19, stk. 1, nr. 1-4 , må anvendelse af hund ske med henblik på at afværge en række nærmere angivne angrebssituationer eller ved fare for nogens liv eller helbred. Bestemmelserne svarer til stk. 1, nr. 1-4 i lovforslagets § 18 om anvendelse af stav, jf. ovenfor.

Om stav eller hund i en given situation er det mest hensigtsmæssige middel må bero på en konkret vurdering af, hvad der i den pågældende situation er nødvendigt og forsvarligt.

§ 19, stk. 1, nr. 5 , indeholder hjemmel til, at politiet kan anvende hund med henblik på at sikre pågribelse af personer.

Denne bestemmelse kunne for så vidt være indeholdt i bestemmelserne om gennemførelse af tjenestehandlinger, jf. nedenfor om nr. 6 og 7. Pågribelsessituationer er imidlertid medtaget som et selvstændigt punkt, da det ofte forekommer i praksis, at hund bliver anvendt for at pågribe personer, f.eks. en flygtende indbrudstyv, som undlader at standse trods politiets påbud herom og trods advarsel om brug af hund.

Efter § 19, stk. 1, nr. 6 , må hund anvendes for at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand. Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 17, stk. 1, nr. 5, om brug af stav, jf. ovenfor.

Som anført ovenfor under bestemmelsen om stav, omfatter udtrykket ”aktiv modstand” bl.a. situationer, hvor en anholdt/pågrebet person holder fast i en genstand eller andre personer, når politiet forsøger af føre den pågældende fra stedet. Det vil formentlig i praksis næppe være forsvarligt at anvende hund i sådanne situationer.

Hund kan f.eks. anvendes med henblik på at sprede opløb i form af gadeuorden, kollektiv udøvelse af hærværk, bålafbrænding mv., rydning i forbindelse med værtshusuorden samt rydning i forbindelse med blokader. Anvendelse af hund i forbindelse med anholdelse/frihedsberøvelse vil være omfattet af bestemmelsens nr. 5, jf. ovenfor.

§ 19, stk. 1, nr. 7 , indebærer, at hund kan anvendes for at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet. Bestemmelsen svarer til § 18, stk. 1, nr. 6, om stav, jf. ovenfor.

Passiv modstand omfatter f.eks. situationer, hvor en anholdt, der ønskes ført væk, ikke følger med, men forholder sig passivt, eventuelt lægger sig ned, og hvor en større menneskemængde stimler sammen til en ulykke, blokerer adgangen til og fra virksomheder mv. og ikke fjerner sig trods politiets påbud herom.

Efter bestemmelsen må hund alene anvendes i disse tilfælde, hvis gennemførelse af tjenestehandlingen skønnes uopsættelig, og andre og mindre indgribende midler skønnes åbenbart uegnede.

Om gennemførelse af en tjenestehandling er ”uopsættelig”, må bero på en konkret vurdering og afvejning af flere forhold, herunder navnlig de mulige konsekvenser ved at undlade at gribe ind. Der kan i øvrigt henvises til det herom anførte under bestemmelsen i § 18 om stav.

I en situation, hvor en eller ganske få personer yder modstand ved at forholde sig passive, f.eks. at en anholdt nægter at følge med, må det antages, at det næsten undtagelsesfrit vil være muligt at gennemføre tjenestehandlingen ved hjælp af almindelig fysisk magtudøvelse. I disse tilfælde vil det formentlig kun sjældent være nødvendigt at anvende hund.

Yder et større antal personer modstand ved at forholde sig passive, f.eks. ved ikke at efterkomme politiets påbud om at fjerne sig fra et område, kan det efter omstændighederne være vanskeligere at gennemføre tjenestehandlingen ved anvendelse af almindelig fysisk kraft. Antallet af betjente over for antallet af personer, der yder passiv modstand, må indgå ved vurderingen af, om hund kan anvendes.

Skønnes det uhensigtsmæssigt at søge at gennemføre tjenestehandlingen ved anvendelse af almindelig fysisk kraft, må politiet først og fremmest overveje at anvende gas, og kun såfremt dette middel skønnes åbenbart uegnet, vil hund kunne anvendes

§ 19, stk. 2 og 3 , svarer til bestemmelserne i § 18, stk. 2 og 3 om stav, jf. ovenfor. Der henvises hertil, idet det bemærkes, at bestemmelsen i § 19, stk. 2, ikke som § 18, stk. 2, er begrænset til tilfælde, hvor politiet anvender magt for at rydde gader, bygninger mv. for et større antal personer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger."