"§ 17. Skydevåben må kun anvendes med henblik på

1)   at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på person,

2)   at afværge overhængende fare i øvrigt for personers liv eller for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader,

3)   at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg,

4)   at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på person, medmindre der ikke skønnes at være risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et sådant angreb,

5)   at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg, eller

6)   at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have begået alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder.

Stk. 2. Før politiet afgiver skud, der indebærer risiko for skade på person, skal det så vidt muligt først ved advarselsråb og dernæst ved varselsskud tilkendegives vedkommende, at politiet har til hensigt at skyde, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

Stk. 3. Er der nærliggende risiko for, at udenforstående kan blive ramt, må der kun skydes i yderste nødsfald.

Stk. 4. En polititjenestemand, der er under direkte kommando, må kun anvende skydevåben efter ordre fra en leder, medmindre der foreligger en situation som nævnt i stk. 1, nr. 1 eller nr. 2.

Stk. 5. Har politiets skudafgivelse medført skade på person, skal den pågældende straks undersøges af en læge."

"Til § 17

Lovforslagets § 17 indeholder særlige regler om politiets anvendelse af skydevåben.

Bestemmelserne er i vidt omfang en videreførelse af de eksisterende regler i Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 38, af 18. februar 1998 om politiets brug af skydevåben.

Skydevåben omfatter alle politiets tjenestevåben, som kan skyde med skarp ammunition, og bestemmelsen omfatter således både pistol og maskinpistol.

§ 17, stk. 1 , indeholder en udtømmende opregning af de situationer, hvor skydevåben må anvendes som magtmiddel. Bestemmelsen indeholder en præcisering og indskrænkning i forhold til de situationer, der er nævnt i § 13. De nævnte situationer svarer til, hvornår der efter den gældende administrative regulering er adgang til at anvende skydevåben. Herudover følger det udtrykkeligt af bestemmelsen, at skydevåben kan anvendes i nødhjælpstilfælde, når betingelserne for anvendelse af skydevåben i øvrigt er opfyldt.

Bestemmelsen omfatter den faktiske afgivelse af skud, herunder varselsskud, samt advarsler og andre tilkendegivelser om afgivelse af skud. Politiet må således ikke – mundtligt eller ved sin blotte optræden – bevidst give indtryk af, at skud vil blive afgivet, medmindre betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.

Det beror på en konkret vurdering af den enkelte polititjenestemands håndtering af sit våben eventuelt sammenholdt med den pågældendes udtalelser, hvornår der foreligger en tilkendegivelse om anvendelse af skydevåben.

Bestemmelsen omfatter ikke situationer, hvor et skydevåben alene anvendes som slagvåben.

Stk. 1, nr. 1 , bestemmer, at skydevåben kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på person.

Et overhængende angreb omfatter i forhold til det påbegyndte angreb det tidsmæssigt fjernere, men dog sikre angreb, f.eks. aktivering af en tidsindstillet bombe eller lignende.

Angrebet skal være farligt. Det vil sige, at angrebet skal indebære eller formodes at indebære fare for den angrebne persons liv eller fare for, at den pågældende pådrager sig alvorlige helbredsskader. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis angriberen er bevæbnet med skydevåben eller et farligt stik- eller slagvåben. Et angreb kan endvidere være farligt, hvis det udføres så kraftigt og brutalt – eventuelt af flere i forening – at der af den grund er anledning til at frygte for den angrebne persons liv mv.

Den enkelte polititjenestemand skal vurdere ud fra de foreliggende oplysninger og sine egne observationer i situationen, om et angreb er farligt. Et angreb kan derfor efter omstændighederne med rette vurderes som farligt, selv om det senere måtte vise sig, at gerningsmandens pistol ikke var ladt eller var en attrappistol, eller at angriberen, der havde truet med at skyde og havde ført hånden til lommen som for at fremtage en pistol, viste sig at være ubevæbnet.

Efter § 17, stk. 1, nr. 2 , kan skydevåben anvendes med henblik på at afværge fare i øvrigt for personers liv eller for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader.

Bestemmelsen sigter navnlig til de situationer, hvor politiet anvender magt over for en person af hensyn til den pågældende selv (nødhjælp). Det kan dog ikke fuldstændig udelukkes, at anvendelse af skydevåben også vil kunne være berettiget i andre tilfælde, f.eks. over for personer, der lægger hindringer i vejen for politiets mulighed for at redde en person i livsfare.

Bestemmelsen vil formentlig sjældent finde anvendelse i praksis. Det er dog forekommet, at politiet har skudt på en person og dermed forhindret den pågældende i at begå selvmord.

Med udtrykket ”alvorlige helbredsskader” præciseres kravet om, at anvendelse af skydevåben skal stå i rimeligt forhold til den fare, som søges afværget. Som udgangspunkt vil politiet herefter ikke kunne anvende skydevåben, medmindre der er fare for skader af en karakter, der vil kunne medføre varige mén, længere tids sygeleje el.lign.

I § 17, stk. 1, nr. 3 , bestemmes, at skydevåben kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.

Et farligt angreb kan i disse situationer for så vidt udføres af en enkeltperson, f.eks. en bombemand, men angrebets farlighed vil formentlig oftere skulle vurderes ud fra angribernes antal og bevæbning sammenholdt med formålet med angrebet, herunder om angrebet eventuelt er et led i omfattende alvorlige uroligheder.

Bestemmelsen omfatter først og fremmest offentlige institutioner med en særlig betydning for samfundets funktion, men også private virksomheder af særlig betydning kan være omfattet. Som eksempler kan nævnes kongehuset, Folketinget, ministerierne, politi- og retsbygninger, jernbaneanlæg, broer, havne, lufthavne, telefonanlæg, radio- og TV-stationer, elektricitetsværker, vandforsyningsanlæg, banker og posthuse, samt større eller livsvigtige industrianlæg.

I praksis må det antages, at den foreslåede bestemmelse i § 17, stk. 1, nr. 2, om afværgelse af fare for personers liv mv., ofte tillige vil være anvendelig, når der er tale om et angreb med den fornødne farlighed på samfundsvigtige institutioner mv.

Efter § 17, stk. 1, nr. 4 , kan skydevåben anvendes ved pågribelse af personer, som har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på person, medmindre der ikke skønnes at være risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et sådant angreb.

Bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor en person har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et angreb. Der skal være tale om et aktuelt forhold. Tidligere begåede forhold vil ikke i sig selv kunne begrunde anvendelse af skydevåben.

En persons tidligere forhold kan dog indgå ved vurderingen af, om den pågældende med rimelig grund kan mistænkes for at have begået et angreb mv. som nævnt i bestemmelserne.

Rene retshåndhævelseshensyn vil kun i sjældne tilfælde kunne begrunde, at politiet anvender skydevåben for at pågribe en person. I en situation, hvor der er tale om at pågribe en flygtende person, må karakteren af det begåede forhold, sandsynligheden for at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et farlig angreb mv. samt sandsynligheden for, at den pågældende kan pågribes på et senere tidspunkt, indgå ved vurderingen af, om det er berettiget at anvende skydevåben.

Anvendelse af skydevåben i disse tilfælde forudsætter, at der som minimum er et påbegyndt angreb. Et angreb vil som udgangspunkt være påbegyndt, når forberedelseshandlingerne er afsluttet, f.eks. ved at komme patroner i et skydevåben. Det er ikke en betingelse, at skadevirkningen af angrebet indtræder umiddelbart. Bestemmelsen kan således efter omstændighederne også omfatte pågribelsen af en bombemand med henblik på at få oplyst placering og detonationstidspunkt for en tidsindstillet bombe.

Det skal endvidere skønnes, at der er risiko for, at den pågældende på ny vil gøre sig skyldig i et farligt angreb på person, herunder også ved at fortsætte et påbegyndt angreb. Om den betingelse er opfyldt, beror på en samlet konkret vurdering af oplysningerne navnlig om personens sindstilstand, det begåede forhold, og om den pågældende er bevæbnet.

Udtrykket ”farligt angreb på person” skal forstås på samme måde som i nr. 1.

Efter § 17, stk. 1, nr. 5 , kan skydevåben anvendes med henblik på at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have påbegyndt eller gennemført et farligt angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.

Bestemmelsen vil i praksis kun sjældent finde anvendelse. Kravet om nødvendighed og forsvarlighed vil indebære, at det formentlig kun vil være i forbindelse med handlinger, der har karakter af terrorvirksomhed, at anvendelse af skydevåben kan komme på tale.

Angrebsobjekterne samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg svarer til bestemmelsen i nr. 3.

Endelig kan skydevåben anvendes efter § 17, stk. 1, nr. 6 , med henblik på at sikre pågribelsen af personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have begået alvorlige forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen eller de øverste statsmyndigheder. Bestemmelsen sigter til de forbrydelser, der følger af straffelovens kapitel 12 og 13.

Det følger af § 17, stk. 2 , at politiet, før der afgives skud, der indebærer risiko for skade på person, så vidt muligt først ved advarselsråb og dernæst ved varselsskud skal tilkendegive, at politiet har til hensigt at skyde, hvis politiets påbud ikke efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.

De formelle krav om advarselsråb og varselsskud er en præcisering af de almindelige betingelser for magtanvendelse efter bestemmelsen i § 14.

Bestemmelsen omfatter først og fremmest sigtede skud mod person, men også skud mod genstande er omfattet, hvis skuddet kan indebære fare for skade på person, f.eks. på grund af risiko for rikochetterende projektiler.

Enhver mundtlig ordre fra politiet anses i politilovens forstand som et påbud. Et påbud skal så vidt muligt følges op af et advarselsråb, som udtrykkeligt tilkendegiver, at politiet har til hensigt at skyde, hvis påbuddet ikke følges.

Der skal endvidere så vidt muligt afgives varselsskud.

Hvis der ikke er tid til at give påbud eller ved advarselsråb eller varselsskud at tilkendegive, at politiet har til hensigt at skyde, kan politiet skyde umiddelbart. Sådanne situationer vil i praksis formentlig kun opstå ved meget pludselige (farlige) angreb. Advarselsråb og -skud vil herudover f.eks. kunne undlades, hvis det vil indebære en optrapning af situationen.

Varselskud skal efter den gældende administrative regulering afgives, så de i den foreliggende situation ikke udgør en nærliggende fare for andre. Varselsskud afgives derfor, hvis det sker under åben himmel, lige op i luften, jf. kundgørelsens § 8, stk. 2. En lignende administrativ bestemmelse forudsættes videreført, jf. bemærkningerne til § 21 nedenfor.

Efter § 17, stk. 3 , må der kun skydes i yderste nødsfald i en situation, hvor der er nærliggende risiko for, at udenforstående vil blive ramt af skuddet.

En tilsvarende bestemmelse findes i dag i kundgørelsens § 5.

Med bestemmelsen præciseres forsvarlighedsbetingelsen i de situationer, hvor der er nærliggende risiko for at ramme udenforstående.

Betingelsen om ”nærliggende risiko” for udenforstående indebærer, at situationer, hvor der alene er en mere teoretisk risiko for, at udenforstående vil kunne blive ramt af skud, ikke vil være omfattet af de skærpede betingelser for skudafgivelse. En nærliggende risiko for, at andre personer kan blive ramt, vil navnlig være til stede i situationer med mange mennesker, men også risikoen for gennemskydning og rikochetterende projektiler kan efter omstændighederne medføre en nærliggende risiko for andre.

Hvorvidt der foreligger ”yderste nødsfald” vil afhænge af en konkret vurdering af den enkelte situation. Det må dog som udgangspunkt kræves, at der foreligger en høj grad af sandsynlighed for, at personer pådrager sig alvorlige helbredsskader eller mister livet, hvis politiet ikke griber til anvendelse af skydevåben.

Pågribelse af en person eller afværgelse af fare for tingsødelæggelser vil som udgangspunkt ikke kunne berettige anvendelse af skydevåben, hvis det vil indebære en nærliggende risiko for, at udenforstående kan komme til skade.

I § 17, stk. 4 , angives særlige betingelser for anvendelse af skydevåben, når en polititjenestemand er under kommando.

En polititjenestemand må herefter alene skyde på eget initiativ, hvis det sker med henblik på at afværge et farligt angreb på en person, jf. stk. 1, nr. 1, eller i øvrigt for at afværge fare for nogens liv eller alvorlige helbredsskader, jf. stk. 1, nr. 2.

En lignende bestemmelse findes i dag i kundgørelsens § 7.

§ 17, stk. 5 , indebærer, at politiet har pligt til straks at sørge for lægehjælp til personer, der er ramt af politiets skud. Bestemmelsen gælder, uanset hvor den pågældende er ramt, og uanset om politiet skønner, at der alene er tale om overfladiske skader.

Bestemmelsen forpligter dog ikke politiet til med magt at gennemtvinge lægehjælp til en person mod den pågældendes vilje, når denne skønnes at være i stand til at varetage sine egne interesser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. "