"Til § 17
Lovforslagets § 17
indeholder særlige
regler om politiets
anvendelse af
skydevåben.
Bestemmelserne er i
vidt omfang en
videreførelse af de
eksisterende regler
i Rigspolitichefens
Kundgørelse II, nr.
38, af 18. februar
1998 om politiets
brug af skydevåben.
Skydevåben omfatter
alle politiets
tjenestevåben, som
kan skyde med skarp
ammunition, og
bestemmelsen
omfatter således
både pistol og
maskinpistol.
§ 17, stk. 1 ,
indeholder en
udtømmende opregning
af de situationer,
hvor skydevåben må
anvendes som
magtmiddel.
Bestemmelsen
indeholder en
præcisering og
indskrænkning i
forhold til de
situationer, der er
nævnt i § 13. De
nævnte situationer
svarer til, hvornår
der efter den
gældende
administrative
regulering er adgang
til at anvende
skydevåben.
Herudover følger det
udtrykkeligt af
bestemmelsen, at
skydevåben kan
anvendes i
nødhjælpstilfælde,
når betingelserne
for anvendelse af
skydevåben i øvrigt
er opfyldt.
Bestemmelsen
omfatter den
faktiske afgivelse
af skud, herunder
varselsskud, samt
advarsler og andre
tilkendegivelser om
afgivelse af skud.
Politiet må således
ikke – mundtligt
eller ved sin blotte
optræden – bevidst
give indtryk af, at
skud vil blive
afgivet, medmindre
betingelserne i
bestemmelsen er
opfyldt.
Det beror på en
konkret vurdering af
den enkelte
polititjenestemands
håndtering af sit
våben eventuelt
sammenholdt med den
pågældendes
udtalelser, hvornår
der foreligger en
tilkendegivelse om
anvendelse af
skydevåben.
Bestemmelsen
omfatter ikke
situationer, hvor et
skydevåben alene
anvendes som
slagvåben.
Stk. 1, nr. 1 ,
bestemmer, at
skydevåben kan
anvendes med henblik
på at afværge et
påbegyndt eller
overhængende farligt
angreb på person.
Et overhængende
angreb omfatter i
forhold til det
påbegyndte angreb
det tidsmæssigt
fjernere, men dog
sikre angreb, f.eks.
aktivering af en
tidsindstillet bombe
eller lignende.
Angrebet skal være
farligt. Det vil
sige, at angrebet
skal indebære eller
formodes at indebære
fare for den
angrebne persons liv
eller fare for, at
den pågældende
pådrager sig
alvorlige
helbredsskader.
Dette vil navnlig
være tilfældet, hvis
angriberen er
bevæbnet med
skydevåben eller et
farligt stik- eller
slagvåben. Et angreb
kan endvidere være
farligt, hvis det
udføres så kraftigt
og brutalt –
eventuelt af flere i
forening – at der af
den grund er
anledning til at
frygte for den
angrebne persons liv
mv.
Den enkelte
polititjenestemand
skal vurdere ud fra
de foreliggende
oplysninger og sine
egne observationer i
situationen, om et
angreb er farligt.
Et angreb kan derfor
efter
omstændighederne med
rette vurderes som
farligt, selv om det
senere måtte vise
sig, at
gerningsmandens
pistol ikke var ladt
eller var en
attrappistol, eller
at angriberen, der
havde truet med at
skyde og havde ført
hånden til lommen
som for at fremtage
en pistol, viste sig
at være ubevæbnet.
Efter § 17, stk. 1,
nr. 2 , kan
skydevåben anvendes
med henblik på at
afværge fare i
øvrigt for personers
liv eller for, at
personer pådrager
sig alvorlige
helbredsskader.
Bestemmelsen sigter
navnlig til de
situationer, hvor
politiet anvender
magt over for en
person af hensyn til
den pågældende selv
(nødhjælp). Det kan
dog ikke fuldstændig
udelukkes, at
anvendelse af
skydevåben også vil
kunne være
berettiget i andre
tilfælde, f.eks.
over for personer,
der lægger
hindringer i vejen
for politiets
mulighed for at
redde en person i
livsfare.
Bestemmelsen vil
formentlig sjældent
finde anvendelse i
praksis. Det er dog
forekommet, at
politiet har skudt
på en person og
dermed forhindret
den pågældende i at
begå selvmord.
Med udtrykket
”alvorlige
helbredsskader”
præciseres kravet
om, at anvendelse af
skydevåben skal stå
i rimeligt forhold
til den fare, som
søges afværget. Som
udgangspunkt vil
politiet herefter
ikke kunne anvende
skydevåben,
medmindre der er
fare for skader af
en karakter, der vil
kunne medføre varige
mén, længere tids
sygeleje el.lign.
I
§ 17, stk. 1, nr. 3
, bestemmes, at
skydevåben kan
anvendes med henblik
på at afværge et
påbegyndt eller
overhængende farligt
angreb på
samfundsvigtige
institutioner,
virksomheder eller
anlæg.
Et farligt angreb
kan i disse
situationer for så
vidt udføres af en
enkeltperson, f.eks.
en bombemand, men
angrebets farlighed
vil formentlig
oftere skulle
vurderes ud fra
angribernes antal og
bevæbning
sammenholdt med
formålet med
angrebet, herunder
om angrebet
eventuelt er et led
i omfattende
alvorlige
uroligheder.
Bestemmelsen
omfatter først og
fremmest offentlige
institutioner med en
særlig betydning for
samfundets funktion,
men også private
virksomheder af
særlig betydning kan
være omfattet. Som
eksempler kan nævnes
kongehuset,
Folketinget,
ministerierne,
politi- og
retsbygninger,
jernbaneanlæg,
broer, havne,
lufthavne,
telefonanlæg, radio-
og TV-stationer,
elektricitetsværker,
vandforsyningsanlæg,
banker og posthuse,
samt større eller
livsvigtige
industrianlæg.
I
praksis må det
antages, at den
foreslåede
bestemmelse i § 17,
stk. 1, nr. 2, om
afværgelse af fare
for personers liv
mv., ofte tillige
vil være anvendelig,
når der er tale om
et angreb med den
fornødne farlighed
på samfundsvigtige
institutioner mv.
Efter § 17, stk. 1,
nr. 4 , kan
skydevåben anvendes
ved pågribelse af
personer, som har
eller med rimelig
grund mistænkes for
at have påbegyndt
eller gennemført et
farligt angreb på
person, medmindre
der ikke skønnes at
være risiko for, at
den pågældende på ny
vil gøre sig skyldig
i et sådant angreb.
Bestemmelsen
omfatter tilfælde,
hvor en person har
eller med rimelig
grund mistænkes for
at have påbegyndt
eller gennemført et
angreb. Der skal
være tale om et
aktuelt forhold.
Tidligere begåede
forhold vil ikke i
sig selv kunne
begrunde anvendelse
af skydevåben.
En persons tidligere
forhold kan dog
indgå ved
vurderingen af, om
den pågældende med
rimelig grund kan
mistænkes for at
have begået et
angreb mv. som nævnt
i bestemmelserne.
Rene
retshåndhævelseshensyn
vil kun i sjældne
tilfælde kunne
begrunde, at
politiet anvender
skydevåben for at
pågribe en person. I
en situation, hvor
der er tale om at
pågribe en flygtende
person, må
karakteren af det
begåede forhold,
sandsynligheden for
at den pågældende på
ny vil gøre sig
skyldig i et farlig
angreb mv. samt
sandsynligheden for,
at den pågældende
kan pågribes på et
senere tidspunkt,
indgå ved
vurderingen af, om
det er berettiget at
anvende skydevåben.
Anvendelse af
skydevåben i disse
tilfælde
forudsætter, at der
som minimum er et
påbegyndt angreb. Et
angreb vil som
udgangspunkt være
påbegyndt, når
forberedelseshandlingerne
er afsluttet, f.eks.
ved at komme
patroner i et
skydevåben. Det er
ikke en betingelse,
at skadevirkningen
af angrebet
indtræder
umiddelbart.
Bestemmelsen kan
således efter
omstændighederne
også omfatte
pågribelsen af en
bombemand med
henblik på at få
oplyst placering og
detonationstidspunkt
for en
tidsindstillet
bombe.
Det skal endvidere
skønnes, at der er
risiko for, at den
pågældende på ny vil
gøre sig skyldig i
et farligt angreb på
person, herunder
også ved at
fortsætte et
påbegyndt angreb. Om
den betingelse er
opfyldt, beror på en
samlet konkret
vurdering af
oplysningerne
navnlig om personens
sindstilstand, det
begåede forhold, og
om den pågældende er
bevæbnet.
Udtrykket ”farligt
angreb på person”
skal forstås på
samme måde som i nr.
1.
Efter § 17, stk. 1,
nr. 5 , kan
skydevåben anvendes
med henblik på at
sikre pågribelsen af
personer, der har
eller med rimelig
grund mistænkes for
at have påbegyndt
eller gennemført et
farligt angreb på
samfundsvigtige
institutioner,
virksomheder eller
anlæg.
Bestemmelsen vil i
praksis kun sjældent
finde anvendelse.
Kravet om
nødvendighed og
forsvarlighed vil
indebære, at det
formentlig kun vil
være i forbindelse
med handlinger, der
har karakter af
terrorvirksomhed, at
anvendelse af
skydevåben kan komme
på tale.
Angrebsobjekterne
samfundsvigtige
institutioner,
virksomheder eller
anlæg svarer til
bestemmelsen i nr.
3.
Endelig kan
skydevåben anvendes
efter § 17, stk. 1,
nr. 6 , med henblik
på at sikre
pågribelsen af
personer, der har
eller med rimelig
grund mistænkes for
at have begået
alvorlige
forbrydelser mod
statens
selvstændighed og
sikkerhed, mod
statsforfatningen
eller de øverste
statsmyndigheder.
Bestemmelsen sigter
til de forbrydelser,
der følger af
straffelovens
kapitel 12 og 13.
Det følger af § 17,
stk. 2 , at
politiet, før der
afgives skud, der
indebærer risiko for
skade på person, så
vidt muligt først
ved advarselsråb og
dernæst ved
varselsskud skal
tilkendegive, at
politiet har til
hensigt at skyde,
hvis politiets påbud
ikke efterkommes.
Det skal endvidere
så vidt muligt
sikres, at
vedkommende har
mulighed for at
efterkomme påbuddet.
De formelle krav om
advarselsråb og
varselsskud er en
præcisering af de
almindelige
betingelser for
magtanvendelse efter
bestemmelsen i § 14.
Bestemmelsen
omfatter først og
fremmest sigtede
skud mod person, men
også skud mod
genstande er
omfattet, hvis
skuddet kan indebære
fare for skade på
person, f.eks. på
grund af risiko for
rikochetterende
projektiler.
Enhver mundtlig
ordre fra politiet
anses i politilovens
forstand som et
påbud. Et påbud skal
så vidt muligt
følges op af et
advarselsråb, som
udtrykkeligt
tilkendegiver, at
politiet har til
hensigt at skyde,
hvis påbuddet ikke
følges.
Der skal endvidere
så vidt muligt
afgives varselsskud.
Hvis der ikke er tid
til at give påbud
eller ved
advarselsråb eller
varselsskud at
tilkendegive, at
politiet har til
hensigt at skyde,
kan politiet skyde
umiddelbart. Sådanne
situationer vil i
praksis formentlig
kun opstå ved meget
pludselige (farlige)
angreb. Advarselsråb
og -skud vil
herudover f.eks.
kunne undlades, hvis
det vil indebære en
optrapning af
situationen.
Varselskud skal
efter den gældende
administrative
regulering afgives,
så de i den
foreliggende
situation ikke udgør
en nærliggende fare
for andre.
Varselsskud afgives
derfor, hvis det
sker under åben
himmel, lige op i
luften, jf.
kundgørelsens § 8,
stk. 2. En lignende
administrativ
bestemmelse
forudsættes
videreført, jf.
bemærkningerne til
§ 21 nedenfor.
Efter § 17, stk. 3 ,
må der kun skydes i
yderste nødsfald i
en situation, hvor
der er nærliggende
risiko for, at
udenforstående vil
blive ramt af
skuddet.
En tilsvarende
bestemmelse findes i
dag i kundgørelsens
§ 5.
Med bestemmelsen
præciseres
forsvarlighedsbetingelsen
i de situationer,
hvor der er
nærliggende risiko
for at ramme
udenforstående.
Betingelsen om
”nærliggende risiko”
for udenforstående
indebærer, at
situationer, hvor
der alene er en mere
teoretisk risiko
for, at
udenforstående vil
kunne blive ramt af
skud, ikke vil være
omfattet af de
skærpede betingelser
for skudafgivelse.
En nærliggende
risiko for, at andre
personer kan blive
ramt, vil navnlig
være til stede i
situationer med
mange mennesker, men
også risikoen for
gennemskydning og
rikochetterende
projektiler kan
efter
omstændighederne
medføre en
nærliggende risiko
for andre.
Hvorvidt der
foreligger ”yderste
nødsfald” vil
afhænge af en
konkret vurdering af
den enkelte
situation. Det må
dog som udgangspunkt
kræves, at der
foreligger en høj
grad af
sandsynlighed for,
at personer pådrager
sig alvorlige
helbredsskader eller
mister livet, hvis
politiet ikke griber
til anvendelse af
skydevåben.
Pågribelse af en
person eller
afværgelse af fare
for
tingsødelæggelser
vil som udgangspunkt
ikke kunne berettige
anvendelse af
skydevåben, hvis det
vil indebære en
nærliggende risiko
for, at
udenforstående kan
komme til skade.
I
§ 17, stk. 4 ,
angives særlige
betingelser for
anvendelse af
skydevåben, når en
polititjenestemand
er under kommando.
En
polititjenestemand
må herefter alene
skyde på eget
initiativ, hvis det
sker med henblik på
at afværge et
farligt angreb på en
person, jf. stk. 1,
nr. 1, eller i
øvrigt for at
afværge fare for
nogens liv eller
alvorlige
helbredsskader, jf.
stk. 1, nr. 2.
En lignende
bestemmelse findes i
dag i kundgørelsens
§ 7.
§ 17, stk. 5 ,
indebærer, at
politiet har pligt
til straks at sørge
for lægehjælp til
personer, der er
ramt af politiets
skud. Bestemmelsen
gælder, uanset hvor
den pågældende er
ramt, og uanset om
politiet skønner, at
der alene er tale om
overfladiske skader.
Bestemmelsen
forpligter dog ikke
politiet til med
magt at gennemtvinge
lægehjælp til en
person mod den
pågældendes vilje,
når denne skønnes at
være i stand til at
varetage sine egne
interesser.
Der henvises i
øvrigt til pkt. 6.2.
og 6.3. i de
almindelige
bemærkninger til
lovforslaget. "