Forslagets § 18 indeholder særlige regler om politiets anvendelse af stav. Med stav menes den stav, som normalt tilhører den enkelte polititjenestemands udrustning.
Bestemmelsen er i vidt omfang en videreførelse af de eksisterende regler i Rigspolitichefens Kundgørelse II, nr. 37 af 30. september 1998 om politiets brug af stav, og indeholder en udtømmende opregning af de situationer, hvor stav må anvendes som magtmiddel. Situationerne svarer hovedsagelig til, hvornår der efter den gældende administrative regulering må anvendes stav, idet den foreslåede bestemmelse dog også udtrykkeligt har medtaget nødhjælpssituationer. Herudover begrænser og præciserer bestemmelsen adgangen til at anvende stav over for passiv modstand.
Bestemmelsen omfatter den faktiske anvendelse af politistaven samt advarsler og andre tilkendegivelser om tildeling af slag. Politiet må således ikke – mundtligt eller ved sin blotte optræden – bevidst give indtryk af at ville slå med stav, medmindre betingelserne i bestemmelsen er opfyldt.
Det beror på en konkret vurdering af den enkelte polititjenestemands håndtering af staven eventuelt sammenholdt med den pågældendes udtalelser, hvornår der foreligger en tilkendegivelse om anvendelse af stav.
Efter § 18, stk. 1, nr. 1 , må stav anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på person.
Bestemmelsen svarer til bestemmelsen i § 17, stk. 1, nr. 1, om anvendelse af skydevåben med den forskel, at anvendelse af stav ikke er betinget af, at angrebet skal være farligt.
Det er dog ikke ethvert personangreb, der kan mødes med anvendelse af stav. Brug af stav skal stå i rimeligt forhold til angrebet. Angreb, der alene kan forvolde mindre skader, som f.eks. blå mærker, mindre rifter og lign., kan ikke begrunde anvendelse af stav.
Efter § 18, stk. 1, nr. 2 , må stav anvendes med henblik på at afværge fare i øvrigt for personers liv eller helbred.
Bestemmelsen er ikke, som ved § 17, stk. 1, nr. 2, om skydevåben, begrænset til fare for alvorlige helbredsskader. Det vil dog ikke være enhver fare for personskade, der kan berettige anvendelse af stav. Magtanvendelsen skal stå i rimeligt forhold til den fare, der søges afværget.
Bestemmelsen sigter navnlig til de situationer, hvor politiet anvender magt over for en person af hensyn til den pågældende selv (nødhjælp).
Anvendelse af stav vil endvidere kunne være berettiget i situationer, hvor nogen søger at forhindre politiet i at hjælpe en person i fare, f.eks. ved at stille sig i vejen for politiets adgang til det sted, hvor personen befinder sig.
I § 18, stk. 1, nr. 3 , er der hjemmel til, at stav kan anvendes med henblik på at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på samfundsvigtige institutioner, virksomheder eller anlæg.
Udtrykket ”samfundsvigtige institutioner, virksomheder og anlæg” har den samme betydning som i bestemmelsen om skydevåben, jf. bemærkningerne til § 17, stk. 1, nr. 3, ovenfor.
§ 18, stk. 1, nr. 4 , indebærer, at stav kan anvendes for at afværge et påbegyndt eller overhængende angreb på ejendom.
Udtrykket ”ejendom” omfatter angreb på fast ejendom og andre formuegoder. Den økonomiske værdi af godet er ikke i sig selv afgørende for, om der er tale om et angreb omfattet af bestemmelsen. Værdien kan dog have betydning ved vurderingen af, om det vil være nødvendigt og forsvarligt at anvende stav.
Efter stk. 1, nr. 5 , kan stav anvendes for at sikre gennemførelse af lovlige tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres aktiv modstand.
Ved ”tjenestehandlinger” forstås bl.a. anholdelse/frihedsberøvelse, påbud, visitation og fratagelse af genstande, eller hvis politiet søger at skaffe sig adgang til et ikke-frit tilgængeligt sted.
Udtrykket ”aktiv modstand” kan omfatte en række situationer fra omfattende uroligheder til situationer, hvor en anholdt/pågrebet person holder fast i en genstand eller andre personer, når politiet forsøger at føre den pågældende væk. Det omfatter også situationer, hvor en pågrebet person forsøger at slå eller rive sig løs fra en polititjenestemands greb, eller hvor en person gør fysisk modstand mod en visitation.
Der kan også være tale om, at tredjemænd forsøger at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde, f.eks. at personer forsøger at forhindre en anholdelse eller at befri en anholdt.
Det følger af straffelovens § 119, stk. 3, at det er strafbart at forsøge at lægge f.eks. politiet hindringer i vejen for udførelse af deres tjeneste eller hverv. Udtrykket ”lægger hindringer i vejen” omfatter enhver aktivitet, der lægger hindringer i vejen for udøvelse af politiets tjeneste, og straffelovens § 119, stk. 3, vil således kunne være vejledende for, hvornår der foreligger aktiv modstand mod en tjenestehandling.
Efter § 18, stk. 1, nr. 6 , må stav anvendes med henblik på at sikre gennemførelse af tjenestehandlinger, mod hvilke der gøres passiv modstand, såfremt tjenestehandlingens gennemførelse skønnes uopsættelig, og anden og mindre indgribende magtanvendelse skønnes åbenbart uegnet.
Passiv modstand omfatter f.eks. situationer, hvor en anholdt, der ønskes ført væk, ikke følger med, men forholder sig passiv, eventuelt lægger sig ned, og hvor en større menneskemængde stimler sammen til en ulykke, blokerer adgangen til virksomheder mv. og ikke fjerner sig trods politiets påbud herom. Passiv modstand omfatter også situationer, hvor en anholdt forsøger at undvige ved f.eks. at løbe fra stedet. Hvis den anholdte slår eller river sig fri fra en polititjenestemand for at løbe fra stedet, vil situationen være omfattet af bestemmelsen i nr. 5 om aktiv modstand.
Passiv modstand, der indebærer risiko for nogens liv eller helbred, f.eks. ved at en person blokerer for adgang til en person, der forsøger selvmord eller på anden måde er i fare, vil være omfattet af bestemmelsens nr. 2. Bestemmelsen i nr. 6 vil således i praksis navnlig omfatte tjenestehandlinger med henblik på at afværge fare for ordensforstyrrelser, bringe strafbar virksomhed til ophør, eller pågribe personer, der har eller med rimelig grund mistænkes for at have begået en forbrydelse.
Det vil som udgangspunkt ikke være forsvarligt at anvende stav mod personer, der alene yder passiv modstand, og der stilles derfor krav om, at tjenestehandlingen skal være uopsættelig, samt at andre og mindre indgribende midler skal skønnes åbenbart uegnede. Hermed præciseres og uddybes kravet om nødvendighed og forsvarlighed i en situation, hvor der bliver tale om at gribe ind over for passiv modstand.
Det må bero på en konkret vurdering og afvejning af flere forhold, herunder navnlig de mulige konsekvenser ved at undlade at gribe ind, om gennemførelse af en tjenestehandling er uopsættelig. Som udgangspunkt må tjenestehandlinger med henblik på at afværge forstyrrelser af vigtige samfundsfunktioner, f.eks. kollektiv transport, brandslukning, ambulancekørsel, hjemmepleje mv., eller at bryde en blokade af en større færdselsåre anses for uopsættelige. Endvidere vil pågribelse/anholdelse af en gerningsmand ofte være en uopsættelig tjenestehandling, navnlig hvis den pågældende træffes under eller i umiddelbar tilknytning til udøvelsen af det forhold, der begrunder anholdelsen.
Passiv modstand kan udøves af en eller flere personer, og der kan være en forskel i politiets muligheder for at anvende stav i de forskellige situationer. Generelt må antallet af betjente over for antallet af personer, der modsætter sig politiets tjenestehandlinger, samt muligheden for forstærkninger spille en væsentlig rolle ved vurderingen af, om anvendelse af almindelig fysisk kraft er et åbenbart uegnet middel.
Hvis en eller ganske få personer yder modstand ved at forholde sig passivt, må det antages, at det næsten undtagelsesfrit vil være muligt at gennemføre tjenestehandlingen ved brug af almindelig fysisk magt, det vil sige magtanvendelse uden midler.
Yder et større antal personer modstand ved at forholde sig passive, kan det efter omstændighederne være vanskeligere at gennemføre tjenestehandlingen ved hjælp af almindelig fysisk magtudøvelse. Politiet må i sådanne situationer først og fremmest overveje at anvende gas, og kun såfremt dette middel skønnes åbenbart uegnet, vil anvendelse af stav være berettiget.
Anvendelse af hund, jf. § 19, anses ikke for et mindre indgribende middel end stav.
I § 18, stk. 2 , fastsættes det, at politiet, før stav tages i brug med henblik på rydning af gader, bygninger mv. for et større antal personer, så vidt muligt skal tilkendegive over for vedkommende, at politiet har til hensigt at bruge stav, hvis ikke politiets påbud efterkommes. Det skal endvidere så vidt muligt sikres, at vedkommende har mulighed for at efterkomme påbuddet.
Det formelle krav om tilkendegivelse af, at stav i givet fald vil blive brugt, er en præcisering af de almindelige betingelser for magtanvendelse efter bestemmelsen i § 16.
Enhver mundtlig ordre fra politiet anses i politilovens forstand som et påbud. Et påbud skal så vidt muligt følges op af en tilkendegivelse om, at politiet har til hensigt at bruge stav.
I nogle tilfælde vil der ikke være tid til hverken at give påbud eller advare om brug af stav. I sådanne tilfælde kan politiet bruge stav umiddelbart. Dette vil dog formentlig i praksis kun være relevant ved meget pludselige (voldelige) opløb.
Bestemmelsen omfatter alene brug af stav med henblik på rydning af gader, bygninger mv. for et større antal personer. Undtaget er derimod f.eks. situationer, hvor politiet anvender stav med henblik på at afværge et angreb udført af en enkeltperson. I sådanne tilfælde må spørgsmålet om, hvorvidt der i den konkrete situation bør advares om brug af stav, afgøres efter den almindelige bestemmelse om politiets magtanvendelse i lovforslagets § 16, jf. ovenfor.
I § 18, stk. 3 , angives det, at politiet har pligt til straks at sørge for lægehjælp til personer, der er kommet til skade som følge af politiets brug af stav, medmindre det skønnes åbenbart ubetænkeligt at undlade lægeundersøgelse.
Politiet skal herefter straks sørge for lægehjælp, medmindre et slag med stav alene har medført mindre overfladiske skrammer, blå mærker el.lign. Er der tvivl om, hvorvidt eventuelle skader kræver lægehjælp, skal lægehjælp rekvireres.
Bestemmelsen forpligter dog ikke politiet til med magt at gennemtvinge lægehjælp til en person mod den pågældendes vilje, hvis denne skønnes at være i stand til at varetage sine egne interesser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2. og 6.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger."