Uddrag af artikel i Politiken 3. juni 2007 af journalist Rasmus Strøyer

 

  "..Sundhedsstyrelsen skriver i et svar til Rigspolitiet fra 16. november 2004 skriver, at »der har været en del dødsfald efter anvendelse af peberspray i USA, men man tilskriver kun i et enkelt tilfælde peberspray som rimeligt sikker årsag, nemlig i forbindelse med dødsfald hos en astmatiker«.

Sundhedsstyrelsen skriver desuden om »mere alvorlige læsioner i hornhinden, og det ser her ud til at skyldes kemisk ætsning på grund af opløsningsmidler, der er anvendt i pebersprayen«.

Norske betjente

Afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen Lis Keiding understreger, at pebersprayen er forbundet med risici, og at politiet derfor skal have respekt for det som magtmiddel.

»Peberspray skal kun bruges i situationer, hvor et farligere magtmiddel som for eksempel pistolen ellers ville blive brugt«, siger hun til Politiken.

I Norge, hvor pebersprayen allerede er i brug, har Arbejdstilsynet set på ni sager, hvor betjente har fået langvarige øjenskader, efter at de har fået peberspray i ansigtet.

»Med den foreliggende dokumentation, studier og analyser kan vi ikke udelukke, at der er risiko for akutte eller langvarige øjenskader selv ved en kortvarig engangseksponering«, siger direktør for Arbejdstilsynet i Norge, Ingrid Finboe Svendsen til Politiken.  ..."