kropsvisitation, hvor man skal klædes nøgen,
kan være en krænkelse af EMRK artikel 3
 

Af § 8 følger, at 6 politifolk fra en specialenhed den 9. februar omkring kl. 23.45 gik ind i klagerens hus. De var udstyret med skudsikre veste og skjolde. Derudover bar de masker.

I § 9 fortæller klageren, at denne inden politiet gik ind i huset havde bemærket to mistænkelige personer, nærmere 2 af politifolkene, snige sig rund ved hans parkeringsplads. Han havde derfor bevæbnet sig med en køkkenkniv. Da politiet trak ind i huset, havde han dog straks smidt kniven fra sig og rakt hænderne i vejret.

Politifolkene havde tvunget klageren ned på gulvet og belagt ham med håndjern (§ 10).

Af § 11 fremgår, at klageren oplyser, at han havde kunnet se, at det var politifolk på disses emblemer, og at han med det samme havde oplyst til dem, at han ikke ville foretage sig noget som helst andet end at samarbejde med politiet. En betjent skulle have svaret ham, at dette måtte han hellere gøre, ellers skulle han blive "ordnet".

Af § 12 fremgår, at klageren derpå var blevet lagt på et bord, hvor han var blevet klædt nøgen og undersøgt for våben, hvorpå han var blevet påklædt igen. Ifølge klageren havde han fået bind for øjnene ved denne lejlighed. På grund af chokket han fik i forbindelse med anholdelsen, havde han urineret i sine bukser. Politifolkene ville ikke lade ham skifte bukser på trods af hans gentagne anmodninger herom.

Af § 13 fremgår, at klageren hævder, at han efterfølgende på ny blev tvunget ned på gulvet, hvor han lå i cirka 15 minutter, medens nogle politifolk undersøgte huset. Ifølge klageren lå han med hovedet nede, medens en politimand pressede sit knæ mod klagerens nakke. Politimanden skulle have sagt til klageren: "Rør dig ikke, ellers er du død". Han hævder yderligere, at det var først, da han blev løftet op, at han fik oplyst, at han var anholdt, og at han ikke fik nogen grund oplyst.

Af § 14 følger, at klageren til sidst blev taget med til en politistation, hvor han blev afhørt indtil omkring kl. 3.40, da han blev løsladt og kørt hjem.

Af § 15 fremgår, at klageren var i håndjern under hele forløbet var i håndjern. Han havde dog efter anmodning fået håndjernene dækket med et klæde, da de forlod hans hjem, og han havde senere fået dem anbragt foran i stedet for bag på kroppen.

Af § 16 fremgår, at klageren den 10. februar 1998 igen talte med politiet. Den 11. februar 1998 udfærdigede han et notat til hans sag, hvor han beskrev forløbet. Han nævnte dog ikke, at han havde haft bind for øjnene og havde været klædt nøgen.

Straffesagen mod klageren blev opgivet den 25. juni 1998 (§ 17).

17.  The criminal proceedings against the applicant were discontinued on 25 June 1998.

Af § 18 fremgår, at han den 18. marts 1998 indledte en klagesag hos det uafhængige administrative panel i Voralberg. Han gjorde gældende, at EMRK artikel 3 var krænket. Han henviste til, at han var blevet klædt nøgen, at han var tvunget ned på gulvet og havde fået en betjents knæ i nakken, at han var blevet truet, og at han ikke havde fået lov at skifte tøj. Han klagede også over, at han var blevet belagt med håndjern. Han havde ikke gjort nogen form for modstand.

§ 19. Myndigheden holdt to høringer den 8. og den 28. juli 1998. Man afhørte klageren, politilederen, lederen af aktionen, en betjent, der havde bistået med anholdelsen og den betjent, der havde afhørt klageren på politistationen. Betjentene henviste til, at hustruen havde oplyst, at klageren var voldelig, ofte drak alkohol, var i besiddelse af skydevåben, og at han havde trænet nærkamp i mange år. Han skulle angiveligt have modtaget hans hustru med våben i hænderne, når hun var kommet ind  huset. Hustruen havde advaret politiet om, at klageren kunne finde på hvad som helst.

Af § 20 fremgår, at de to betjente, der havde deltaget i anholdelsen, bekræftede, at han var blevet visiteret nøgen. En betjent forklarede, at de gjorde dette af hensyn til egen sikkerhed og for at lede efter våben. Klageren var blevet informeret om, at man havde anholdelseskendelse og ransagningskendelse, inden han var blevet klædt af. Efter visitationen var klageren blevet sat på en sofa. Den anden betjent forklarede, at efter undersøgelsen var klageren blevet lagt ned på gulvet. Han bestred dog, at nogen havde nærmet sig klagerens nakke med et knæ. Begge betjente erkendte, at klageren ikke havde gjort modstand, og de benægtede at have truet klageren med noget. Den afhørende betjent erkendte, at han ikke havde løsnet håndjernene på politistationen, fordi han nogle gange under afhøringen havde været alene med klageren på politistationen.

Af § 21 fremgår, at det uafhængige administrative panel den 6. november 1998 afviste klagen. De henviste til, at betjentene havde handlet i overensstemmelse med kendelsen, og at de ikke havde handlet ud over, hvad de var instrueret om af dommeren. Håndjern havde været nødvendige på grund af oplysningerne om klagerens formodede modstand og flugtrisiko. Nøgenvisitationen havde ikke været overflødig, når henses til det oplyste om våbenbesiddelse. Om så det måtte være tilfældet, at klageren havde fået et knæ i nakken, og at han var blevet nægtet at skifte sit våde tøj, er dette uden relevans for sagen, da de alene angik fremgangsmåden i forbindelse med en anholdelse, der var godkendt af retten. En prøvelse af lovligheden faldt ikke inden for panelets kompetence.

Af § 22 fremgår, at forfatningsdomstolen den 22. februar 1999 afviste at behandle klagen. Af § 23 fremgår, at han nu klagede til den administrative domstol, hvor han gentog de klagepunkter, som han var fremkommet med over for det uafhængige administrative panel. Her klagede han også over, at betjentene havde været maskerede.

Af § 24 fremgår det, at den administrative ret delvist gav ham medhold den 21. december 2000. Den underkendte det uafhængige administrative panels afgørelse vedrørende spørgsmålet om, at betjentene havde nægtet ham at skifte tøj. Sagen blev sendt tilbage til panelet med henblik på yderligere undersøgelse.

Af § 25 fremgår, at den administrative ret afviste resten af klagepunkterne. Den bemærkede, at politifolkene havde været konfronteret med en person, der var mistænkt for alvorlig kriminalitet, at han var mistænkt for at besidde skydevåben, at han var trænet i nærkamp, og at han var bevæbnet med en kniv, da han mødte dem. Håndjernene, den totale afklædning af klageren, og den påståede fastholdelse og truslerne fra politifolkene gik derfor ikke ud over de instrukser, man havde fået af dommeren. Retten anså endvidere ikke brugen af håndjern samt tilbageholdelsen i nogle timer for vidtgående. Retten påpegede, at på trods af klagerens rolige og samarbejdsvillige opførsel, var der grund til at tro, at han ville flygte, hvis han fik friere forhold. Der henviste til, at klagen over maskering ikke var fremsat ved sagens første behandling for det uafhængige administrative panel. Dette klagepunkt fandtes dog under alle omstændigheder at angå forhold, der ikke kunne behandles som en klage.

Af § 26 fremgår, at Voralberg uafhængige administrative panel den 3. maj 2001 fandt, at betjentenes nægtelse af at lade klageren skifte sit våde tøj ikke var omfattet af dommerens instruktion, og at den udgjorde en umenneskelig og nedværdigende behandling i strid med artikel 3 i konventionen. Klageren modtog derfor en erstatning, der udgjorde cirka 2.400 euros.

I §§ 35 og 36 fastslår EMD, at der skal være et minimum af alvorlighed, for at en handling kan falde ind under artikel 3. EMD fastslår også, at den ubehag, der følger af legitime indgreb, ikke falder ind under artikel 3.

I § 37 fastslår EMD, at politiet på grundlag af den information, som man havde modtaget, havde grund til at antage, at klageren var voldelig, farlig og yderligere i besiddelse af skydevåben og kamptrænet. EMD fandt, at en indtrængen af 6 specialudstyrede og maskerede polititjenestemænd under disse omstændigheder i sig selv ikke bringer sagen ind under artikel 3 i konventionen. Yderligere fandt EMD -  i lyset af omstændighederne - ikke, at man havde nået grænsen for artikel 3 ved brugen af håndjern i omkring 4 timer, som ikke medførte, at klageren blev offentligt udstillet, og der ikke medførte fysiske eller psykiske følger for klageren

I § 38 noterer EMD sig, at klageren yderligere havde klaget over, at han havde modtaget dødstrusler, og han han var blevet lagt på gulvet med hovedet ned i gulvet, medens en politibetjent havde presset sit knæ mod klagerens nakke i omkring 15 minutter. Dette bestrides af medlemsstaten. EMD finder ikke, at det er hævet ud over enhver rimelig tvivl, at disse ting er sket. EMD finder derfor ikke, at det kan bevises, at der er sket en krænkelse af artikel 3 vedrørende disse punkter. EMD finder også, at medlemslandet ved at afhøre betjentene har foretaget en tilstrækkelig efterforskning, der ikke strider mod artikel 3.

Af § 39 fremgår, at klageren også klagede over, at han var blevet visiteret som nøgen. Derpå gennemgår EMD en række eksempler, hvor sådanne visitationer kan udgøre en krænkelse af artikel 3.

I § 40 forholder EMD sig til den konkrete visitation. Man bemærker, at han ikke blot var blevet bedt om at klæde sig af, men at han var blevet klædt af, medens han var i en særdeles hjælpeløs situation. Selv hvis man ser bort fra klagerens påstand om, at han havde haft bind for øjnene, finder EMD, at der var tale om en så invaderende og potentielt nedværdigende foranstaltning, at den ikke skulle være anvendt, uden at det var tvingende nødvendigt. Der har ikke været anført argumenter, der underbygger, at nøgenvisitation var nødvendig af sikkerhedshensyn. EMD bemærker, at klageren, der var i håndjern, skulle undersøges for våben og ikke for narkotika eller andre små genstande, som måske ikke kunne udfindes ved en almindelig kropsvisitation uden total afklædning.

I § 41 fastslår EMD, at under de konkrete omstændigheder i denne sag, var nøgenundersøgelsen af klageren under politiets indtrængen i hans hjem en handling af tilstrækkelig alvor til, at den kan kaldes "nedværdigende" i artikel 3's forstand. I § 42 udtaler EMD, at der er sket en krænkelse af artikel 3 i konventionen.

I § 45 diskuteres erstatningskravet og medlemsstaten henviser til nødvendigheden af nøgenvisitationer for at modvirke kriminalitet, og der henvises til, at klageren har fået erstatning i medlemsstaten for den omstændighed, at han ikke fik lov til at skifte sit våde tøj. I § 46 fastslår EMD, at klageren må have følt så meget ubehag, at det ikke er tilstrækkeligt for ham, at der blot konstateres en krænkelse. Han tilkendes derpå 3.000 euroes.

Her kan afgørelsen læses uforkortet og uoversat.