Det er en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, når myndigheder
uden videre tager politifolks benægtelser af at have begået vold for pålydende

 

Af advokat Claus Bonnez, Landsforeningen KRIM

5. april 2009



I sagen Muradova mod Azerbaijan, som Den europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) afgjorde den 2. april 2009 under sagsnummer 22684/05 udtaler EMD sig meget klart om nationale myndigheders pligt til ikke at overvurdere betydningen af vidneudsagn fra polititjenestemænd, der er indklaget for vold mod borgere, eller som er kolleger til indklagede polititjenestemænd. I denne sag deltog klageren i en demonstration. Der kom hun til skade efter et slag mod sit ene øje. Hun mistede synet på samme øje. Klageren gjorde gældende, at hun havde pådraget sig skaderne som følge af et slag med en politistav. Myndighederne foretog en undersøgelse af sagen og fandt frem til, at det ikke var bevist, at hun var blevet slået med en politistav, og at skaden kunne skyldes, at hun var faldet og derved havde slået øjet. Kvinden anlagde en civil 

EMD lagde til grund, at der var tale om en ulovlig demonstration ("unauthorised demonstration", se § 102), og at kvinden havde deltaget. EMD lagde også til grund, at nogle af demonstranterne havde begået hærværk og vold mod politiet, hvilket klageren nægtede, at hun havde deltaget i. Kvinden havde i øvrigt ikke været anholdt den 16. oktober 2003, hvor episoden fandt sted. Kvinden blev af en ældre mand hjulpet fra stedet, hvor hun kom til skade, og hen til et sted, hvor hun kunne få lægehjælp, og hvorfra hun blev afhentet af en ambulance. Kvinden forklarede under myndighedernes undersøgelse af hendes klage, at hun ikke kunne identificere den ældre mand, men at hun mente, at der var andre civile til stede på det sted, hvor hun blev slået. Hun kunne dog ikke identificere nogle af disse (§ 25).

Af afgørelsens §§ 37-41 fremgår, at de nationale myndighederne i en afgørelse af 26. november 2004 besluttede at standse undersøgelsen i anledning af klagen. Myndighederne havde afhørt 6 politifolk samt to ansatte fra det sted, hvor klageren umiddelbart efter hændelsen havde fået lægehjælp. Alle 8 vidner havde alle forklaret, at de ikke havde set nogen slå klageren med en politistav. Det fremgik også af afgørelsen, at man ikke havde forsøgt at lade klageren udpege mulige gerningsmænd blandt de politifolk og militærpersoner, der havde været til stede den pågældende dag, idet hun selv havde oplyst, at hun ikke var i stand til at genkende nogen.

Der var i sagen indhentet to lægelige udtalelser om klageren. I den første var det udtalt, at det ikke kunne udelukkes, at skaderne var påført klageren på den måde, som hun selv havde oplyst. Den anden udtalte, at skaderne kunne være påført klageren ved, at hun var faldet og havde slået øjet på en stump genstand, der kan have ligget på jorden, og at skaderne ikke var typiske for skader, der følger fra slag med en politistav. De nationale myndigheder lagde vægt på sidstnævnte udtalelse (§ 42). 

Det fremgår også af sagen, at klageren ved de nationale domstole i marts 2004 anlagde en civil sag mod myndighederne, hvor hun krævede erstatning. Under denne sag førte klageren den 18. juni 2004 tre vidner, som hun selv havde udfundet, og som alle kunne bekræfte, at de under demonstrationen havde set klageren modtage slag af en politistav. Klageren fik imidlertid ikke medhold i sit krav under denne civile sag (§§ 45-55). 

EMD fandt, at der var sket en krænkelse af Den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 3. EMD fandt, at de nationale myndigheder ikke havde godtgjort, at klagerens adfærd havde begrundet magtanvendelse mod klageren, der hverken havde været anholdt eller senere domfældt for noget strafbart forhold. Endvidere fandt EMD, at undersøgelsen af klagen ikke havde været tilstrækkelig grundig blandt andet fordi, at man ikke havde forsøgt at finde andre relevante vidner  (§§ 129 til 133).

EMD udtalte sig særligt om de nationale myndigheders vægtning af vidneførslen under undersøgelsen mod politifolkene:
 
  126. Dertil kommer, at de myndigheder, der forestod undersøgelsen, ikke havde forsøgt at indhente vidneudsagn fra de personer, som klageren selv udtrykkeligt havde identificeret enten med navn eller beskrivelser under afhøringen den 13. og den 16. marts 2004 (se § 25 ovenfor), nemlig I. G. (som også senere afgav vidneforklaring under den civile sag) og den gråhårede dame, som var ansat på Apotek nr. 259. Uagtet at klageren havde oplyst, at hun fra apoteket var blevet kørt på skadestuen, havde myndighederne ikke forsøgt at få adgang til skadestuens registreringer med hensyn til opkald efter ambulance den 16. oktober 2003, eller udtalelser fra læger, paramedicinere eller ambulancepersonalet, der kørte klageren til skadestuen. De nationale myndigheder gav ingen forklaring på disse mangler i efterforskningen. Udtalelser fra disse vidner kunne muligvis havde bidraget til at verificere klagerens påstande.

127. I stedet valgte de undersøgende myndigheder at begrænse sig til at afhøre 8 andre vidner, som efter EMDs opfattelse havde meget lille - om overhovedet nogen - forbindelse til den påståede hændelse. På grundlag af sagens akter ses det, at disse vidner blev afhørt mere end et år efter hændelsen, og at de var blevet forevist en enkelt fotografi med henblik på identifikation.

128. Seks af disse vidner var politifolk, der var tilstede på Azadiq-pladsen eller området deromkring den 16. oktober 2003. I mangel på en nærmere forklaring tyder det på, at de er tilfældigt udvalgt blandt de mange politifolk, der var til stede den omhandlede dag. Det er ikke godtgjort på hvilken mulig måde vidneudsagn fra disse tilfældigt udvalgte politifolk skulle kunne bidrage til at fastslå, hvad der var sket i sagen. Under alle omstændigheder finder EMD, at disse politifolks benægtelser ikke bør tages for pålydende, når henses til at en konstatering af, at klageren havde været ude for mishandling, kunne føre til, at de eller deres kolleger ville blive gjort ansvarlige enten strafferetligt eller på anden måde (sammenlign med Mammadov, citeret ovenfor i § 75, Afanasyev mod Ukraine, nr. 38722/02, § 76, 5. april 2005, og Akkoc mod Tyrkiet, numrene  22947/93 og 22948/93, § 89, EMD 2000-X). 

Ovennævnte sag (Muradova mod Azerbaijan) kan læses uforkortet og i originalsprog her.