§ 1. Politiet skal tage sig af en person, der er ude af stand til at tage vare på sig selv på grund af indtagelse af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, og som træffes under forhold, der indebærer fare for den pågældende selv eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed. Er der mistanke om, at personen er syg eller har pådraget sig skader af ikke ringe omfang, skal den pågældende straks undersøges af en læge.

Stk. 2. Politiet kan besigtige personens legeme, undersøge tøj og andre genstande, herunder køretøjer, i den pågældendes besiddelse samt skaffe sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted uden retskendelse med henblik på

1) at vurdere personens tilstand og faren for den pågældende,

2) at afværge faren for personen eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed eller

3) at fastlægge personens identitet.

Stk. 3. Med henblik på at afværge faren for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed kan politiet foretage andre indgreb over for den berusede, herunder udstede påbud og fratage vedkommende berusende eller bedøvende midler eller andre genstande.

Frihedsberøvelse

§ 2. Hvis mindre indgribende foranstaltninger, jf. § 1, stk. 2 og 3, ikke findes tilstrækkelige til at afværge faren for den berusede eller andre eller for den offentlige orden eller sikkerhed, skal politiet tage stilling til, om en beruset person skal frihedsberøves med henblik på

1. hjemtransport,

2. overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende,

3. indbringelse til hospital, eller

4. indbringelse til forsorgshjem eller lignende.

Stk. 2. Kun i tilfælde, hvor foranstaltninger som nævnt i stk. 1, nr. 1 – 4, ikke findes tilstrækkelige eller egnede til at afværge faren for den pågældende selv eller andre eller den offentlige orden eller sikkerhed, kan politiet træffe beslutning om anbringelse af den pågældende i detention.

§ 3. Hvis en beruset person frihedsberøves, skal politiet orientere den pågældende om årsagen til frihedsberøvelsen og om muligt give den pågældende lejlighed til at udtale sig. Frihedsberøvelsen skal ske så skånsomt, som omstændighederne tillader.

§ 4. Ved frihedsberøvelse af en beruset person, jf. § 2, udfærdiges detentionsrapport, jf. kundgørelsens bilag 1. Alle relevante punkter i detentionsrapporten skal herefter udfyldes i tilslutning til de foretagne dispositioner og observationer. Frihedsberøvelsen skal tillige opdateres i POLSAS.

§ 5. Ved vurderingen af en frihedsberøvet beruset persons helbredstilstand skal politiet være særlig opmærksom på den pågældendes tilstand ved den første kontakt, herunder om den pågældende har pådraget sig skader. Politiet kan i den forbindelse udspørge eventuelle vidner om den frihedsberøvedes tilstand, færden mv.

Stk. 2. Politiet undersøger, om den frihedsberøvede er i besiddelse af berusende eller bedøvende midler, injektionssprøjter mv., der i givet fald fratages den pågældende.

§ 6. Ved transport af en frihedsberøvet person til politistationen gives meddelelse herom til den vagthavende. Ved modtagelse af sådan meddelelse skal den vagthavende uden unødigt ophold tilkalde en læge med henblik på undersøgelse af den frihedsberøvede. Dette gælder dog ikke, når transporttiden er af kortere varighed. Tidspunktet for tilkaldelse af læge skal anføres i detentionsrapporten.

Stk. 2. Den frihedsberøvede skal under transporten til politistationen konstant være under tilsyn.

Stk. 3. Hvis den frihedsberøvede transporteres af politipersonale af det modsatte køn, skal mindst to polititjenestemænd under hele transporten opholde sig hos den pågældende.

Indsættelse i detentionen, herunder visitation og lægeundersøgelse

§ 7. Ved ankomsten til politistationen skal den frihedsberøvede straks fremstilles for den vagthavende. Den vagthavende skal på baggrund af alle relevante oplysninger om den frihedsberøvedes tilstand og adfærd vurdere, om den pågældende skal anbringes i detention.

Stk. 2. Den vagthavendes vurdering af den frihedsberøvedes tilstand skal angives i detentionsrapporten. Endvidere skal den frihedsberøvedes data samt tidspunkterne for frihedsberøvelsen og fremstillingen indføres i detentionsrapporten og i POLSAS.

Stk. 3. På politistationer, hvor der ikke er udpeget en egentlig vagthavende, skal den lokale politiledelse sørge for, at der er udpeget en erfaren politjenestemand til at varetage de opgaver, der påhviler den vagthavende i forbindelse med detentionsanbringelse.

§ 8. Hvis den vagthavende beslutter, at den pågældende skal løslades, anføres løsladelsestidspunktet i detentionsrapporten og i POLSAS.

Stk. 2. Den vagthavende skal endvidere straks sørge for afbestilling af den tilkaldte læge.

§ 9. Inden en frihedsberøvet beruset person anbringes i detention, skal politiet gøre vedkommende bekendt med retten til at få kontakt med pårørende og/eller arbejdsgiver. Er den pågældende endvidere frihedsberøvet i anledning af et strafbart forhold, anvendes reglerne i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001.

Stk. 2. Det noteres i detentionsrapporten, at den pågældende er vejledt i overensstemmelse med stk. 1.

Stk. 3. I alle tilfælde, hvor omstændighederne tillader det, skal politiet efterkomme en frihedsberøvets anmodning om underretning af pårørende og/eller arbejdsgiver.

Stk. 4. Fremsætter den frihedsberøvede anmodning om selv telefonisk at underrette pårørende og/eller arbejdsgiver, skal en sådan anmodning efterkommes. Dette gælder dog ikke, hvis særlige forhold taler herimod, for eksempel at den frihedsberøvede ved sin meddelelse til hjemmet eller arbejdsgiver kan modvirke en eventuel strafferetlig undersøgelse.

§ 10. Inden visitation og lægeundersøgelse foretages, jf. §§ 11 - 14, skal den vagthavende indhente oplysninger om den frihedsberøvede i kriminalregistret, bl.a. med henblik på at afgøre, om der ved endelig detentionsanbringelse skal iværksættes et skærpet tilsyn. Udskrift fra kriminalregistret skal vedlægges detentionsrapporten og opbevares i overensstemmelse med reglerne i § 28.

Stk. 2. Indtil den frihedsberøvede er lægeundersøgt, kan der ske foreløbig anbringelse i detention.

Stk. 3. Under en foreløbig detentionsanbringelse skal der føres skærpet tilsyn med den frihedsberøvede, jf. § 24.

§ 11. Inden eventuel foreløbig anbringelse i detentionen og inden foretagelse af lægeundersøgelse skal den frihedsberøvede visiteres.

Stk. 2. Ved visitationen skal den frihedsberøvede fratages penge og værdigenstande samt i øvrigt alle genstande, som kan benyttes til at forvolde skade på den pågældende selv, på andre personer eller på ting. Samtlige lommer skal tømmes og krænges, hvis det er muligt. Ved visitationen bør der så vidt muligt medvirke to polititjenestemænd til undersøgelse af den frihedsberøvede.

Stk. 3. Hvis omstændighederne tilsiger en visitation, der kan krænke blufærdigheden, må en sådan yderligere visitation kun foretages af personer af samme køn som den frihedsberøvede. Er det ikke muligt at gennemføre en sådan visitation inden endelig detentionsanbringelse, foretages foreløbigt en visitation efter stk. 2. Den frihedsberøvede undergives herefter et skærpet tilsyn, jf. § 24, indtil visitation som beskrevet i 1. pkt. har fundet sted.

§ 12. I forbindelse med visitationen skal det noteres i detentionsrapporten, om den pågældende er fundet i besiddelse af effekter, herunder penge, værdigenstande eller genstande, der kan benyttes til at volde skade på den pågældende selv, på andre personer eller inventar. Det noteres endvidere i detentionsrapporten, hvilke effekter der eventuelt er frataget den pågældende. Såfremt den pågældende ikke findes i besiddelse af effekter af den omhandlede karakter, angives dette i detentionsrapporten.

Stk. 2. Navnene på de polititjenestemænd, der har foretaget visitationen, skal angives i detentionsrapporten. Det er tilstrækkeligt at anføre initialer eller tjenestenummer, såfremt dette ikke kan medføre tvivl om, hvem der har foretaget visitationen.

Stk. 3. Politiet skal påse, at effekter, der fratages en frihedsberøvet person, holdes adskilt fra effekter, der tilhører andre frihedsberøvede.

§ 13. Inden den endelige anbringelse i detentionen skal den frihedsberøvede altid undersøges af en læge. Lægeundersøgelse af den frihedsberøvede foretages enten ved tilkald af læge/vagtlæge, jf. § 6, stk. 1, eller ved undersøgelse på skadestue. Vagthavende skal ved lægevalget vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt under hensyn til tid og afstand.

Stk. 2. Lægeundersøgelsen skal belyse, om den frihedsberøvede er i en tilstand, der taler imod anbringelse i detention, og om den pågældende er i en tilstand, der eventuelt kræver behandling på sygehus, hos læge eller lignende.

Stk. 3. Tidspunktet for lægeundersøgelsen, lægens navn samt et kort referat af lægens bemærkninger om den frihedsberøvede skal anføres i detentionsrapporten. Det skal altid angives, om lægen finder, at der helbredsmæssigt er noget til hinder for detentionsanbringelsen. Hvis lægen har afgivet skriftlige bemærkninger, jf. § 14, skal der henvises hertil i detentionsrapporten.

§ 14. Hvis lægen ønsker at afgive skriftlige bemærkninger til politiet, udfærdiges lægeerklæring i forbindelse med detentionsanbringelse, jf. kundgørelsens bilag 2. Lægeerklæringen opbevares i overensstemmelse med reglerne i § 28.

Stk. 2. Politiet må kun efter tilladelse fra den undersøgende læge give medicin til en frihedsberøvet. Lægens tilladelse hertil skal noteres i detentionsrapporten. Tilladelse fra lægen skal være meddelt inden udlevering af enhver form for medicin, herunder hovedpinepiller og lignende.

§ 15. Inden en detention tages i anvendelse, skal det sikres, at lokalet er i forsvarlig stand, at lys og lytte- og overvågningsapparater fungerer, og at der ikke findes glemte genstande i lokalet.

§ 16. Der må som udgangspunkt kun indsættes én person i hver detention. Under helt ekstraordinære forhold kan der dog anbringes flere personer af samme køn i en detention. I så fald skal der foretages en særlig vurdering af personernes eventuelle farlighed, og der skal føres skærpet tilsyn med de indsatte, jf. § 24.

Frihedsberøvelse og detentionsanbringelse af børn

§ 17. Ved frihedsberøvelse og detentionsanbringelse af personer under 18 år følges de almindelige regler med de undtagelser, der følger af §§ 18 - 21.

§ 18. Hvis der sker frihedsberøvelse, jf. § 2, af en person under 18 år, skal der hurtigst muligt ske underretning til forældremyndighedens indehaver, socialforvaltningen eller andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende.

§ 19. Et barn under 12 år må ikke anbringes i detention.

§ 20. Et barn under 15 år må kun anbringes i detention, hvis anden anbringelse er sikkerhedsmæssigt uforsvarlig som følge af barnets adfærd. Anbringelsen skal indberettes til Rigspolitiet, jf. § 30.

Stk. 2. Lægeundersøgelse af barnet skal ske hurtigst muligt.

Stk. 3. Den vagthavende skal sørge for, at barnet anbringes i det bedst egnede/største detentionslokale.

Stk. 4. Der skal føres skærpet tilsyn med barnet, jf. 24.

Stk. 5. Anbringelsen skal være så kortvarig og skånsom som muligt og må ikke udstrækkes ud over 4 timer, medmindre det ikke er muligt inden for denne tid at overgive barnet til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af barnet.

§ 21. Børn under 18 år må ikke anbringes sammen med frihedsberøvede personer på 18 år eller derover.

Tilsyn med detentionsanbragte

§ 22. Den vagthavende har ansvaret for, at der føres et effektivt tilsyn med de detentionsanbragte.

Stk. 2. På politistationer med flere samtidigt tjenestegørende vagthavende skal der ved hver vagttiltrædelse udpeges en vagthavende med særligt ansvar for de detentionsanbragte.

Stk. 3. Ved vagtskifte skal der mellem aftrædende og tiltrædende vagthavende ske en mundtlig eller skriftlig videregivelse af oplysninger vedrørende de på skiftetidspunktet detentionsanbragte personer. På lignende måde skal der ske en videregivelse af oplysninger om eventuelle telefoniske anmeldelser, der kan forventes at medføre detentionsanbringelse af berusede personer.

Stk. 4. Er der ikke udpeget en egentlig vagthavende, påhviler ansvaret for tilsynet den politjenestemand, der er udpeget til at varetage opgaverne med detentionsanbringelse, jf. § 7, stk. 3.

§ 23. Tilsyn med detentionsanbragte skal ske ved fremmøde i detentionen så hyppigt, som den anbragtes tilstand gør det nødvendigt. Tilsyn ved fremmøde i detentionen skal så vidt muligt ske mindst 1 gang hver halve time.

Stk. 2. Hvis en detentionsanbragt efter lægeundersøgelsen er tilset 2 gange ved fremmøde i detentionen, og den pågældende ikke skønnes at være i en tilstand, der kræver, at fremtidige tilsyn sker ved fremmøde i detentionen, kan de efterfølgende tilsyn ske via lytte- og overvågningsudstyr, der er godkendt af Rigspolitiet til elektronisk overvågning. Hverken selve detentionsanbringelsen eller lægeundersøgelsen udgør i denne forbindelse et tilsyn.

Stk. 3. Tilsynet via lytte- og overvågningsudstyret skal ske så hyppigt, som den detentionsanbragtes tilstand kræver og mindst 1 gang hver halve time. Opstår der under denne form for tilsyn tvivl om den detentionsanbragtes tilstand, skal den detentionsanbragte straks tilses ved fremmøde i detentionen.

Stk. 4. Opstår der i forbindelse med tilsyn med den detentionsanbragte mistanke om, at pågældende er så syg, at det taler imod fortsat detentionsanbringelse, skal der straks tilkaldes læge eller ambulance.

§ 24. I følgende situationer skal der føres skærpet tilsyn med en detentionsanbragt:

1. hvis de foreliggende oplysninger om den detentionsanbragte – herunder indhentede oplysninger fra kriminalregistret – giver anledning hertil,

2. under foreløbig detentionsanbringelse, jf. § 10, stk. 2,

3. i de tilfælde, hvor der kun har fundet en foreløbig visitation sted, jf. § 11, stk. 3,

4. hvis flere personer undtagelsesvis anbringes i samme detentionsrum, jf. § 16, eller

5. hvis et barn mellem 12 og 15 år undtagelsesvis anbringes i detention, jf. § 20.

Stk. 2. Ved skærpet tilsyn forstås et tilsyn, hvor den detentionsanbragte tilses hyppigere end 1 gang hver halve time. Efter omstændighederne kan et skærpet tilsyn indebære konstant overvågning.

Stk. 3. Skærpet tilsyn kan kun ske ved en polititjenestemands fremmøde i detentionen.

§ 25. I tilslutning til politipersonalets tilsyn med de detentionsanbragte skal hvert tilsyn noteres i detentionsrapporten med angivelse af tidspunkt, og om der har fundet skærpet tilsyn sted, jf. § 24.

Stk. 2. Det skal desuden anføres i detentionsrapporten, om tilsynet er sket ved personligt fremmøde eller ved hjælp af elektronisk overvågningsudstyr.

Stk. 3. Navnene på de polititjenestemænd, der har foretaget tilsynet, skal angives i detentionsrapporten. Det er tilstrækkeligt at anføre initialer eller tjenestenummer, såfremt dette ikke kan medføre tvivl om, hvem der har foretaget tilsynet.

Udtagelse af detentionen

§ 26. Enhver detentionsanbragt skal løslades, så snart begrundelsen for frihedsberøvelsen ikke længere er til stede.

Stk. 2. Efter udtagelse af detentionen skal den frihedsberøvede vejledes om adgangen til at klage til Justitsministeriet over detentionsanbringelsen, om muligheden for at få en skriftlig begrundelse for detentionsanbringelsen samt om muligheden for alkoholafvænning og behandling. Vejledning kan ske ved udlevering af pjecen "Hvor går du hen, når du går ud" eller en lokal pjece/blanket med de samme oplysninger. Tilsvarende gælder, hvis den frihedsberøvede udtages med henblik på løsladelse efter foreløbig anbringelse i detentionen, jf. § 10, stk. 2.

Stk. 3. Det anføres i detentionsrapporten, at den pågældende er blevet vejledt i overensstemmelse med stk. 2.

Stk. 4. Ved tilbagelevering af effekter, der er frataget den frihedsberøvede, skal den pågældende ved udleveringen af effekterne anmodes om at kvittere herfor på detentionsrapporten.

Stk. 5. Tidspunkt for endelig udtagelse af detentionen samt for løsladelsen skal noteres i detentionsrapporten og i POLSAS.

§ 27. Taler særlige omstændigheder herfor, bør den pågældende efter anmodning bringes til sit hjem, til læge eller til de sociale myndigheder ved politiets foranstaltning.

§ 28. Detentionsrapporten skal sammen med udskriften fra kriminalregistret samt en eventuel lægeerklæring opbevares på politistationen i mindst 2 år.

§ 29. Udgifter til lægeundersøgelse af detentionsanbragte bogføres på kontoen for strafferetsplejen. Udgifterne skal ikke søges refunderet hos detentionsanbragte.

Indberetning om detentionsforhold

§ 30. Detentionsanbringelse af et barn under 15 år skal indberettes til Rigspolitiet hurtigst muligt efter detentionsanbringelsens ophør. Indberetning sker ved indsendelse af kopi af detentionsrapporten.

§ 31. Dødsfald i forbindelse med detentionsanbringelser skal hurtigst muligt indberettes til Justitsministeriet, statsadvokaten og Rigspolitiet.

Stk. 2. Alvorligere selvmordsforsøg i forbindelse med detentionsanbringelser skal indberettes til Justitsministeriet og Rigspolitiet.

§ 32. Politikredsene skal en gang årligt fremsende statistiske oplysninger til Rigspolitiet vedrørende antallet af de forskellige typer af frihedsberøvelse af berusede. Det angives, i hvilket omfang der er foretaget frihedsberøvelse med henblik på

1. hjemtransport,

2. overgivelse til andre, der på forsvarlig måde kan tage sig af den pågældende,

3. indbringelse til hospital,

4. indbringelse til forsorgshjem eller lignende,

5. indsættelse i detention.

Fastsættelse af særregler

§ 33. Hvor geografiske forhold gør det nødvendigt, kan der efter drøftelser mellem politimesteren og Rigspolitiet fastsættes særlige regler om fremgangsmåden ved detentionsanbringelse af berusede personer og om tilsynets forløb. De lokale bestemmelser om tilsyn må ikke være lempeligere end kundgørelsens regler.

Anden anvendelse af politiets detentioner

§ 34. Politiets detentioner må kun rent undtagelsesvis anvendes til anbringelse af ikke berusede personer, f.eks. i tilfælde, hvor en tilbageholdt person konkret har fremsat ønske om at opholde sig i et detentionsrum frem for i et venterum.

Stk. 2. I tilfælde, hvor politiets detentioner undtagelsesvis anvendes til anbringelse af ikke berusede personer, finder reglerne i kundgørelsen ikke anvendelse.

Ikrafttræden

§ 35. Kundgørelsen træder i kraft den 1. marts 2006. Samtidig ophæves kundgørelse II nr. 55 af 27. juni 2001.