På denne side gengiver KRIM og bistandsadvokat løbende de beretninger, som vi får fra Jan Henrik om hans dagligdag i isolationscellerne, som han sidder i.

8. oktober 2006
Jan Henrik fortæller, at alt er som det plejer i hans isolationscelle på Politigården i København. Når bortses fra et par enkelte besøg fra fængselspræsten fra Vestre Fængsel, sidder Jan Henrik hele dagen alene i sin celle. Han spiller Playstation med et af de 20 spil, som han må have ad gangen. Han er blevet tilbudt gårdtur i et meget lille bur på taget af Politigården i København, og han er også blevet tilbudt, at han kan få lov til at tale med en anden fange under opholdet oppe i gården. Han tør ikke at sige ja, idet han er bange for at køre i elevator med fængselsbetjentene op til gården. Han frygter, at han vil blive beskyldt for at slå dem. Han har netop fået en dom for at slå fængselsbetjente. I forrige uge havde Jan Henrik fået en blyant af sin bistandsværge. Denne tog han med op i sin celle, idet nogle af betjentene ikke har noget imod, at han har to blyanter. Nogle dage efter fik han af en betjent oplyst, da han kom tilbage til cellen efter at have været i bad, at man havde beslaglagt en blyant, da Jan Henrik ikke måtte besidde to. Han fortæller videre, at han bad om en begrundelse, hvorpå betjenten smækkede døren til cellen i for næsen af ham. Han råbte nu "idiot". Derpå kom der ifølge Jan Henrik nogle betjente ind på cellen og beordrede ham i sikringscelle. Han husker ikke hvor længe han lå der. Jan Henrik synes at have affundet sig med situationen og undrer sig over, at KRIM gider skrive om dette på hjemmesiden. Jan Henrik smiler og fortæller mig "en hemmelighed" gående ud på, at han efterfølgende i en periode igen har haft to blyanter. Efter en mindre diskussion får jeg lov til at tilføje dette på hjemmesiden. 

1. september 2006
Jan Henrik fortæller, at tingene er, som de plejer. En betjent har til morgen spurgt: "Vil du have mad?. Ellers har Jan Henrik ikke talt med noget menneske i dag. Han fortæller, at der om onsdagen er lidt afveksling i hverdagen, idet man om onsdagen afleverer vasketøj. Onsdag morgen bad en betjent om vasketøj som sædvanligt. Da Jan Henrik havde lagt sit snavsede håndklæde ned til vasketøjet, fik han besked på at tage det op igen. Betjenten skulle ifølge Jan Henrik have sagt, at håndklæder hentes senere på dagen. Dette undrede Jan Henrik sig over, men han turde ikke gøre andet, end han fik besked på. Da han senere på dagen spurgte, hvornår han skulle aflevere håndklædet, fik han besked på, at det skulle være afleveret om morgenen sammen med det øvrige vasketøj. Nu bruger Jan Henrik sit viskestykke til at tørre sig i, idet dette ikke er ligeså snavset som håndklædet.

16. august 2006

Jan Henrik fortæller, at han i lørdags fik et bad, som var meget tiltrængt. Han havde ikke været i bad siden mandagen før. Jan Henrik fortæller, at han også har været i bad i dag. 
Jan Henrik fortæller adspurgt af undertegnede, at han ikke har haft mulighed for at snakke med et menneske, siden han talte med undertegnede sidste gang, bortset fra de par ord, som er nødvendige i forbindelse med, at han får mad udleveret. Forespurgt oplyser Jan Henrik, at han samlet har talt med andre højest 3-4 minutter siden fredag. Den længste sætning blev i følge Jan Henrik sagt under badet i dag. Jan Henrik er også låst inde, når han bader. Da han havde badet et stykke tid, kom en betjent og låste døren op og kom med nogle hånlige bemærkninger, som Jan Henrik opfattede således, at betjenten var vred over, at han havde været for længe under bruseren.

Siden flytningen fra Statsfængslet i Horsens har Jan Henrik manglet undertøj og har bedt om at få noget af sit undertøj udleveret. Han fortæller, at der mangler undertøj stort set efter hver flytning, hvorfor han ofte må gå i snavset undertøj. Fængslet har ikke villet udlevere undertøj. Han har nu fået sin far til at skaffe ham noget nyt i gen. Nu har Jan Henrik 7 par underbukser i sin celle, hvilket han fortæller, at han er meget glad for.

Forespurgt om sine aktiviteter siden fredag fortæller Jan Henrik, at han har set fjernsyn, tisset i håndvasken, været i bad og ligget på sengen. Han har også brugt en del tid på at "lege med sin skrallepose", uden at han dog kunne forklare nærmere, hvad dette går ud på.

Opdateret af Claus Bonnez

14. august 2006
Jan Henrik er for tiden anbragt i politigårdens fængsel i København. Han fortalte fredag, at han siden mandag i sidste uge er blevet nægtet et bad. Jan Henrik fortæller, at han inden for den sidste måned har set en anden indsat to gange. Han så een komme gående i den anden ende af gangen. Derudover så han een ned gennem etageadskillelsen på en anden etage. Han har ikke talt med nogen af dem. Dagen går med at spille playstation og se fjernsyn. Jan Henrik må ikke få arbejde i fængslet, og han må ikke benytte fængslets skole. Han bliver cirka en gang i kvartalet flyttet til isolationsceller i andre fængsler. Han ved aldrig, hvornår dette vil ske. Pludseligt går døren op, og Jan Henrik får besked på at sætte sig ud i en bil. Når han ankommer til det nye fængsel, går der ofte mange dage eller uger, inden han får sine få personlige ejendele udleveret igen. 

Baggrund
Jan Henrik har været indsat i alle lukkede statsfængsler, Vestre Fængsel og politigårdens fængsel. Han skal "rotere" mellem disse fængsler og ved aldrig, hvornår han pludseligt skal flyttes. Når han flyttes, går der lang tid, førend han får sine få ejendele udleveret i det nye fængsel. Når han sidder i Statsfængslet i Vridsløselille, skal han cirka en gang om ugen skifte celle. Når han kommer tilbage efter gårdtur (som også foregår i isolation i en særlig enmandsgård), bliver han nogle gange kommanderet ind i en anden celle. Hans ting er blevet båret ind i den nye celle, medens han har været på gårdtur.

Jan Henrik har siden 2004 været sigtet for vold og trusler mod nogle fængselsbetjente. I strid med menneskerettighedsdomstolens praksis skal Jan Henrik regelmæssigt kropsvisiteres. En dag skulle han kropsvisiteres efter besøg hos fængslets præst og begyndte at råbe efter personalet. Han gjorde modstand, da han på grund af sin adfærd skulle flyttes i en sikringscelle og er nu sigtet for vold og trusler mod personalet.

Opdateret af Claus Bonnez