"..Kapitel 8. Forbud mod dobbelt retsforfølgning

8.1. Straffelovens § 10 a

8.1.1. Baggrund

I dansk ret gælder som en selvfølge, at der ikke kan rejses tiltale og afsiges straffedom i en sag, der allerede har været til strafferetlig pådømmelse ved en dansk domstol. Dette princip om negativ retskraft (såkaldt ne bis in idem: ikke to gange en sag om det samme) begrænses alene af de almindelige regler om genoptagelse, jf. retsplejelovens kapitel 86. Sådanne principper om national retskraft følger endvidere af artikel 4 i tillægsprotokol nr. 7 af 22. november 1984 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der udgør en del af dansk ret.^[110]

Muligheden for at gennemføre en straffesag i Danmark for en forbrydelse, i forhold til hvilken der tidligere har været rejst en straffesag i udlandet, er reguleret i straffelovens § 10 a. Bestemmelsen omhandler således alene spørgsmålet om, i hvilket omfang en udenlandsk straffedom har negativ retskraft i Danmark.

Vurderingen af, om en udenlandsk dom skal tillægges negativ retskraft og dermed være til hinder for en straffesag i Danmark om samme spørgsmål, kan ikke i alle tilfælde foretages ud fra samme hensyn som vurderingen vedrørende national retskraft. Ved nationale afgørelser kan den tiltalte siges i særlig grad at have en berettiget forventning om, at der med den første straffesag er gjort op med mulighederne for nationalt at retsforfølge for den pågældende lovovertrædelse. Den tiltalte kan næppe i samme omfang have en berettiget forventning om, at en straffesag i én stat altid tilgodeser de interesser, som andre stater måtte have i at straffe den pågældende handling.

Straffelovens § 10 a om negativ retskraft af udenlandske afgørelser giver derfor mulighed for i visse tilfælde at undlade at tillægge en udenlandsk straffedom negativ retskraft.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 10 a. En person, over for hvem der er afsagt en straffedom i den stat, hvor handlingen er begået, eller en dom, der er omfattet af den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger eller af lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager, kan ikke strafforfølges her i landet for den samme handling, såfremt

1)    han er endelig frifundet,

2)    den idømte sanktion er fuldbyrdet, er under fuldbyrdelse eller er bortfaldet efter domslandets regler, eller

3)    han er fundet skyldig, uden at der er fastsat nogen sanktion.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 gælder ikke

a)  handlinger, der falder ind under § 6, eller

b)  de i § 8, nr. 1, nævnte handlinger,

medmindre strafforfølgning i domslandet er sket efter anmodning af den danske anklagemyndighed.”

Bestemmelsen indebærer, at det som altovervejende hovedregel ikke er muligt at gennemføre en straffesag i Danmark, hvis der tidligere i udlandet har været rejst tiltale mod den pågældende for den samme handling. Dette er i overensstemmelse med princippet om ne bis in idem – det vil sige ”ikke to gange en sag om det samme”.

Straffeloven af 1930 indeholdt i § 10, stk. 3, en bestemmelse om ne bis in idem-virkning, der havde et snævrere anvendelsesområde end den nugældende § 10 a. I bemærkningerne til den oprindelige § 10, stk. 3, er bl.a. anført følgende:

”Hvad det tredje Spørgsmaal angaar foreligger der ingen Hjemmel til, at fremmede Straffedomme kan fuldbyrdes her i Landet, jfr. Retsplejelovens § 479, og fremmede Straffedomme, der idømmer Straf, vil ej heller uden Prøvelse kunne lægges til Grund af danske Domstole. Men i Tilfælde, hvor den i Udlandet begaaede strafbare Handling ikke er rettet mod den danske Stat eller dennes særlige Interesser, findes de tidligere anførte Hensyn at maatte medføre, at Idømmelsen af Straf her i Landet maa være udelukket, naar den skyldige for den paagældende Handling er blevet frifundet ved en i Udlandet afsagt Dom, der ikke er paaanket, eller naar den ham dér idømte Straf er blevet fuldbyrdet eller er bortfaldet i Henhold til den fremmede Stats Lovgivning, f.Eks. ved Benaadning, eller Forældelse. Denne Regel har faaet Udtryk i Udkastets § 10, 3die Stk. Naar det siges, at den paagældende skal være ”endelig frifundet” menes dermed, at der skal foreligge en Dom, der er upaaanket, men ikke at Dommen skal være upaaankelig.”^[111]

Princippet om ne bis in idem blev ved lov nr. 519 af 23. december 1970 udskilt til en særskilt bestemmelse (§ 10 a). Med denne lov blev der foretaget visse ændringer i straffeloven, der sammen med lov nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme muliggjorde dansk tilslutning til den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger.

Gennemførelsen af konventionen nødvendiggjorde en nyaffattelse af bestemmelsen, idet konventionen på enkelte punkter fastlagde ne bis in idem-virkning i videre udtrækning, end hvad der fulgte af den dagældende § 10, stk. 3.

I forarbejderne til ændringen i 1970 er bl.a. anført følgende om rækkevidden af konventionen:

”I lighed med den gældende danske bestemmelse bygger konventionen på det hovedsynspunkt, at en udenlandsk dom, for at afskære en anden stat fra at retsforfølge for det samme forhold, enten skal være frifindende, eller straffen skal være afgjort ved fuldbyrdelse eller bortfaldet. Reglerne er dog noget mere specificerede i konventionsteksten, og det har været nødvendigt at formulere tilsvarende mere specifikke regler i forslagets § 10 a, stk. 1, nr. 1-3, uden at dette betyder nævneværdige realitetsændringer i forhold til gældende dansk ret.

Derimod betyder det en udvidelse i forhold til de gældende danske regler, når konventionen undlader at betinge den omhandlede retsvirkning af, at dommen er afsagt i gerningslandet. I et tilfælde, hvor en dansk statsborger f.eks. dømmes og afsoner i Tyskland for et forhold begået i Frankrig, vil dommen efter den gældende regel i straffelovens § 10, stk. 3, ikke afskære de danske myndigheder fra at rejse sag herhjemme vedrørende det samme forhold. Efter konventionsreglerne vil en sådan ny proces imidlertid være udelukket i tilfælde, hvor der allerede er gjort op med det samme forhold i en anden konventionsstat, selv om denne stat ikke er den samme som gerningslandet.”^[112]

Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 blev terminologien i § 10 a ændret. Hidtil var der i bestemmelsen henvist til ”en europæisk straffedom, jf. lov om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme”. Som følge af Danmarks tiltrædelse af den europæiske konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager blev bestemmelsen ændret til at omhandle ”en dom, der er omfattet af lov om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme eller lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager^[113]”.

Loven fra 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme blev senere ophævet og erstattet af lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf^[114] i forbindelse med dansk gennemførelse af den europæiske konvention af 21. marts 1983 om overførsel af domfældte. Samtidig blev straffelovens § 10 a ved lov nr. 322 af 4. juni 1986 ændret, således at der henvises til ”en dom, der er omfattet af den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger eller lov om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager”.

8.1.2. Straffelovens § 10 a, stk. 1

8.1.2.1. Efter straffelovens § 10 a, stk. 1, kan en person, over for hvem, der allerede er afsagt dom i en straffesag, ikke strafforfølges i Danmark for den samme handling, hvis den pågældende ved den udenlandske dom er blevet frifundet, og den frifindende dom er endelig.

Ny retsforfølgning i Danmark er endvidere udelukket, hvis den pågældende ved den første dom i udlandet er fundet skyldig, og den idømte sanktion er fuldbyrdet, er under fuldbyrdelse eller er bortfaldet efter domslandets regler.

Ifølge forarbejderne forstås ved formuleringen ”under fuldbyrdelse” udover ubetingede domme også betingede domme, hvor straffen er fastsat, jf. herved straffelovens § 56, stk. 2.^[115] Bestemmelsens sidste led, der henviser til domme, der er bortfaldet efter domslandets regler, omfatter efter forarbejderne navnlig domslandets regler om benådning, amnesti (efter dom) og forældelse.^[116] Tilfælde, hvor prøvetiden for en betinget dom er udløbet, må også antages at være dækket af formuleringen. I forarbejderne er endvidere anført, at der med den valgte formulering vil indtræde ne bis in idem-virkning i tilfælde, hvor en mellemkommende lovændring har ført til, at en idømt, men endnu ikke fuldbyrdet straf bortfalder, smh. straffelovens § 3, stk. 2.^[117]

Endelig er retsforfølgning i Danmark afskåret, hvis den pågældende ved den første dom i udlandet er fundet skyldig, og der ikke er fastsat nogen sanktion.

Ifølge forarbejderne tages herved navnlig sigte på en betinget dom uden straffastsættelse, jf. herved straffelovens § 56, stk. 1, men også tilsvarende afkald på sanktion efter udenlandsk ret må antages at være omfattet af denne del af bestemmelsen. I tilfælde, hvor den dømte overtræder vilkårene med den følge, at der fastsættes en sanktion, skal forholdet herefter bedømmes efter bestemmelsen i nr. 2, jf. ovenfor.^[118]

8.1.2.2. Foruden ovennævnte krav vedrørende udfaldet af den retsforfølgning, der har fundet sted i udlandet, er det efter § 10 a, stk. 1, en forudsætning for den udenlandske doms negative retskraft, at dommen enten er afsagt i gerningslandet, eller at dommen er omfattet af den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger (jf. herved loven fra 1986 om international fuldbyrdelse af straf) eller af loven fra 1975 om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager.

Den europæiske konvention om straffedommes internationale retsvirkninger fastlægger i artikel 1, at der ved ”europæisk straffedom” forstås enhver endelig afgørelse truffet af en kriminalret i en kontraherende stat efter en forfølgning i strafferetsplejens former. Dette antages at omfatte indenretlige bødevedtagelser, og det anføres i den juridiske litteratur, at tilsvarende må gælde i forhold til bestemmelsens to andre tilfældegrupper.^[119]

1975-loven om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager gennemfører den europæiske konvention af 15. maj 1972 herom, jf. ovenfor under afsnit 8.1.1. Efter konventionens artikel 6 kan en kontraherende stat under visse betingelser anmode en anden stat om at overtage retsforfølgningen i en straffesag, der ellers kunne være gennemført i den anmodende stat.

1975-loven (og konventionen) er omtalt ovenfor under afsnit 6.2, hvortil der henvises.

8.1.3. Straffelovens § 10 a, stk. 2

8.1.3.1. Selv om en vurdering efter straffelovens § 10 a, stk. 1, fører til, at der som udgangspunkt er indtrådt ne bis in idem-virkning, kan en straffesag i Danmark efter omstændighederne alligevel komme på tale, hvis der er tale om en situation, som er omfattet af undtagelsesbestemmelserne i straffelovens § 10 a, stk. 2.

Dette er for det første tilfældet, hvis den strafbare handling falder ind under territorialprincippet i straffelovens § 6, jf. § 10 a, stk. 2, litra a.

Om rækkevidden af bestemmelsen er i forarbejderne anført følgende:

”Denne bestemmelse, der svarer til artikel 53, stk. 3, [i 1970-konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger] indebærer,… at Danmark aldrig på forhånd vil være afskåret fra at foretage selvstændig strafforfølgning af handlinger begået her i landet. Kun hvis de danske myndigheder selv anmoder en anden stat – typisk gerningsmandens hjemland – om at overtage strafforfølgningen, vil resultatet af den fremmede forfølgning blive bindende her i landet i det omfang, dette følger af almindelige regler i udkastets § 10 a, stk. 1.

Afgrænsningen af, hvilke handlinger der anses for begået her i landet, er sket gennem en henvisning til den almindelige regel i § 6, stk. 1. Det er herved klargjort, at man herhjemme, udover handlinger begået i den danske stat (§ 6, stk. 1, nr. 1) også har mulighed for på ny at forfølge handlinger, der er begået på et dansk fartøj under de i § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, nærmere angivne betingelser.”^[120]

Det drøftes i den juridiske litteratur, om henvisningen til straffelovens § 6 skal forstås som omfattende den udvidelse af territorialprincippet, der ligger i straffelovens § 9. I visse dele af litteraturen antages, at dette ikke er tilfældet,^[121] mens det andre steder bemærkes, at Danmark kan være at anse som gerningsland i medfør af straffelovens § 9 om udlandshandlingers faktiske eller tilsigtede virkninger på dansk område.^[122]

8.1.3.2 Efter § 10 a, stk. 2, litra b, undtages der endvidere fra ne bis in idem-virkningen, hvis der er tale om handlinger som nævnt i straffelovens § 8, nr. 1 – det vil sige handlinger, der krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed, forfatning eller offentlige myndigheder, en embedspligt mod staten eller krænker sådanne interesser, hvis retsbeskyttelse i den danske stat forudsætter en særlig tilknytning til denne (jf. nærmere om § 8, nr. 1, ovenfor under afsnit 6.1.2).

I bemærkninger til denne del af straffelovens § 10 a anføres i forarbejderne følgende:

”Bestemmelsen indebærer en indskrænkning i reglerne i stk. 1, idet det med hensyn til nogle lovovertrædelser, som i udpræget grad berører en bestemt stats interesse, fastslås, at domme mv. hidrørende fra andre stater ikke kan forhindre den berørte stat fra at foretage en selvstændig strafforfølgning. Retten til ny selvstændig retsforfølgning af disse overtrædelser bortfalder kun i tilfælde, hvor den pågældende stat selv har anmodet den anden stat om at forfølge forholdet.”^[123]

8.1.3.3. Efter 10 a, stk. 2, litra a og b, er muligheden for at rejse sag ved danske domstole betinget af, at retsforfølgning i domslandet ikke er sket efter anmodning af den danske anklagemyndighed.

8.1.4. Begrebet ”samme handling”

8.1.4.1. Overvejelser om, hvorvidt retsforfølgning i Danmark er afskåret som følge af ne bis in idem-princippet, kommer kun på tale, hvis der er tale om retsforfølgning for en handling, i forhold til hvilken den pågældende allerede er blevet retsforfulgt i udlandet. Vurderingen af, om der er tale om ”samme handling”, bliver dermed central for fastlæggelsen af, om straffelovens § 10 a kommer i anvendelse.

Dette spørgsmål kan bl.a. give anledning til overvejelser i forhold til narkotikaforbrydelser, eksempelvis hvor en person i land A pågribes i forbindelse med forsøg på at bringe stoffet til land B, hvor det er tiltænkt at skulle afsættes. Hvis personen herefter i land A dømmes for besiddelse og forsøg på udførsel af stoffet, opstår spørgsmålet, om land B er afskåret fra at rejse en straffesag for forsøg på indførsel af det pågældende stof – med andre ord, om en sådan sag i givet fald ville omfatte ”samme handling” som sagen i land A. Kun hvis vurderingen falder ud til, at der er tale om retsforfølgning for samme handling, er det relevant at overveje, om straffelovens § 10 a er til hinder for en ny straffesag ved danske domstole.

Spørgsmålet om ”samme handling” er bl.a. berørt i Enkelt Konvention af 30. marts 1961 om kontrol med narkotiske stoffer. Efter konventionens artikel 36, stk. 1, er de tiltrædende stater forpligtet til at straffe bl.a. besiddelse, salg, import og eksport af de stoffer, der er omhandlet af konventionen. Det følger endvidere af konventionens artikel 36, stk. 2, at enhver af disse overtrædelser, hvis de begås i forskellige lande, skal betragtes som en særlig overtrædelse.

Fra retspraksis kan bl.a. henvises til følgende afgørelse:

U 1983.727 H. En person blev i Danmark tiltalt for bl.a. forsøg på indførsel af ca. 42 kg hash til Danmark. Tiltalte var tidligere i Marokko dømt for besiddelse af en del af den pågældende hash. Tiltalte havde påstået frifindelse bl.a. under henvisning til straffelovens § 10 a. Landsretten bemærkede, at den marokkanske straffesag alene sås at vedrøre besiddelse af hash i Marokko, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1, og tiltalte blev dømt for dette forhold. I Højesteret blev straffen afkortet med 35 dage, svarende til den tid som tiltalte havde været frihedsberøvet i Marokko.

8.1.4.2. I forhold til straffedomme afsagt inden for Schengen-området har spørgsmålet om ”samme handling” og rækkevidden af straffelovens § 10 a endvidere været til pådømmelse i Højesteret i en sag, der er gengivet i U 2006.324 H.

I den konkrete sag var der ved nævningeting rejst tiltale mod tre personer for bl.a. overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., jf. § 21, ved med henblik på videreoverdragelse at have forsøgt at indføre 5,2 kg kokain og 18,3 kg amfetamin fra Holland til Danmark, hvilket mislykkedes, idet to af de tiltalte, der i bil skulle transportere stofferne fra Holland til Danmark, blev anholdt i Tyskland på vej til Danmark.

Disse to tiltalte var under en straffesag i Tyskland i 2003 blevet idømt henholdsvis betinget fængsel i 2 år for ”medvirken til ulovlig indførsel af euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde i forbindelse med medvirken til ulovlig handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde”, samt fængsel i 4 år for ”ulovlig indførsel af euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde i forbindelse med medvirken til ulovlig handel med euforiserende stoffer i ikke ubetydelig mængde.”

Under sagen havde anklagemyndigheden i første række gjort gældende, at de tiltalte kunne strafforfølges her i landet vedrørende ovennævnte forhold, idet domfældelsen i Tyskland ikke omfattede den forbrydelse, der var beskrevet i dette punkt i anklageskriftet. Anklagemyndigheden havde i anden række gjort gældende, at de tiltalte – hvis forholdet i anklageskriftet måtte anses for omfattet af den tyske dom – kunne strafforfølges her i landet, jf. straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9.

Forsvarerne i sagen gjorde gældende, at dette punkt i anklageskriftet måtte afvises for to af de tiltaltes vedkommende, idet de ved den tyske afgørelse var dømt for samme handling, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1, og idet undtagelserne i straffelovens § 10 a, stk. 2, ikke kunne anvendes i den foreliggende situation. Forsvarerne henviste i den forbindelse bl.a. til, at retsforfølgning i det foreliggende tilfælde ville være i strid med forbudet mod dobbelt retsforfølgning i bl.a. Schengenkonventionen.

Forholdet mellem straffelovens § 10 a og Schengenkonventionen blev herefter et centralt spørgsmål for sagens afgørelse.

Om dette er i landsrettens dom anført følgende:

”I Schengenkonventionen, som bl.a. gælder mellem Danmark og Tyskland, jf. herved lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen, er der bl.a. fastsat følgende bestemmelse:

’Artikel 54

En person, over for hvem der er afsagt endelig dom af en kontraherende part, kan ikke retsforfølges af en anden kontraherende part for de samme strafbare handlinger, dersom sanktionen, i tilfælde af domfældelse, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan kræves fuldbyrdet efter den dømmende kontraherende parts lovgivning.

Artikel 55

1. En kontraherende part kan på tidspunktet for ratifikation, accept eller godkendelse af denne konvention erklære, at den ikke er bundet af artikel 54 i et eller flere af følgende tilfælde

a)    Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, helt eller delvist er begået på dens område. I sidstnævnte tilfælde gælder undtagelsen imidlertid ikke, hvis de pågældende handlinger delvis er begået på den dømmende kontraherende parts område.

b)    Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, udgør en krænkelse af denne kontraherende parts sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

c)    Når de strafbare handlinger, der ligger til grund for den udenlandske dom, er begået af en ansat i denne stats tjeneste i strid med den pågældendes embedspligter.

2. En kontraherende part, der har afgivet en erklæring om undtagelsen i stk. 1, litra b, skal angive, hvilke former for strafbare handlinger denne undtagelse gælder.’

…

Danmark har i forbindelse med ratifikationen taget forbehold om ikke at være bundet i de tilfælde, der er nævnt i artikel 55, nr. 1, stk. a)-c). For så vidt angår de handlinger, der er nævnt i artikel 55, nr. 1, stk. b), er det nævnt i medfør af artikel 55, nr. 2, at erklæringen vedrører de kategorier af overtrædelser, der først og fremmest er nævnt i den danske straffelovs kapitel 12 (overtrædelser vedrørende statens uafhængighed og sikkerhed) og som dernæst er nævnt i samme lovteksts kapitel 13 (overtrædelser vedrørende grundloven og statens øverste instanser), og som for det tredje er nævnt i samme lovteksts kapitel 14 (overtrædelser vedrørende øvrigheden), samt alle øvrige overtrædelser, som logisk falder ind under disse kategorier. Det er i øvrigt præciseret, at Danmark fortolker bestemmelsen i artikel 55, nr. 1, stk. b), således, at bestemmelsen bl.a. omfatter de i den danske straffelovs § 8, nr. 1, omhandlede forhold.

Straffelovens § 10 a blev ikke ændret i forbindelse med Danmarks ratifikation af den nævnte konvention. I forarbejderne til loven om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen er der herom anført følgende (Folketingstidende 1996-97, side 4698):

’3.2.3. Kapitel 3 (artiklerne 54-58) indeholder bestemmelser om straffedommes internationale retskraft (forbud mod at straffe en person for samme forhold to gange).

Bestemmelserne svarer til konvention af 25. maj 1987 mellem De Europæiske Fællesskabers medlemsstater om forbud mod dobbelt strafforfølgning…, som Danmark har tiltrådt. …

Hovedprincipperne i bestemmelserne er, at den, over for hvem der er afsagt en endelig straffedom i et medlemsland, ikke på ny kan retsforfølges for de samme handlinger i et andet land, jf. nærmere artikel 54.

Efter artikel 55 kan et medlemsland ved ratifikationen af konventionen erklære, at det i visse nærmere angivne tilfælde ikke er bundet af hovedreglen i artikel 54, f.eks. hvor forbrydelsen helt eller delvis er begået på dets område eller udgør en krænkelse af det pågældende medlemslands sikkerhed eller andre lige så væsentlige interesser.

Danmark vil i forbindelse med ratifikationen afgive en sådan erklæring. Retsstillingen for Danmark vil herefter være den samme, som gælder efter den ovennævnte konvention af 25. maj 1987. Dansk ret er i overensstemmelse hermed, jf. straffelovens § 10 a.’”

I sin kendelse af 30. marts 2005 afviste landsretten det omhandlede forhold i anklageskriftet i forhold til de to tiltalte. I landsrettens præmisser herfor er anført følgende:

”På baggrund af [den tyske dom] og tilkendegivelsen fra Justitsministeriet i Niedersachsen i skrivelsen af 9. marts 2004 til det danske justitsministerium – og i mangel af nærmere oplysninger indhentet fra kompetente tyske myndigheder i medfør af bl.a. artikel 57 i Schengenkonventionen finder landsretten, at den forbrydelse, som [T1] og [T2] er dømt for ved den nævnte tyske dom, må anses for at omfatte den forbrydelse, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 2. …

Som udgangspunkt kan [T1] og [T2] derfor ikke strafforfølges her i landet vedrørende anklageskriftets forhold 2, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1.

Efter landsrettens opfattelse er der i det foreliggende tilfælde ikke – som påstået af anklagemyndigheden – hjemmel i straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9, til at strafforfølge [T1] og [T2] her i landet vedrørende anklageskriftets forhold 2. Landsretten har lagt vægt på, at disse bestemmelser må fortolkes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Under hensyn til artikel 54 og artikel 55, nr. 1, stk. a, 2. pkt., og stk. b og c, i Schengenkonventionen og de tilsvarende bestemmelser i konventionen af 25. maj 1987 om forbud mod dobbelt strafforfølgning sammenholdt med det forbehold, som Danmark har taget ved ratifikationen, finder landsretten – ud fra de foreliggende oplysninger, og således som spørgsmålet er belyst under den mundtlige forhandling – det nærliggende at antage, at det vil indebære en krænkelse af Danmarks forpligtelser efter disse konventioner, hvis [T1] og [T2] – på grundlag af straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9 – strafforfølges her i landet for så vidt angår anklageskriftets forhold 2. Det kan ikke føre til et andet resultat, at der i den tyske dom i formildende retning bl.a. er lagt vægt på, at amfetaminen og kokainen ikke var bestemt for forbrugere i Tyskland, som således alene skulle være transitland. …”

Under sagens behandling i Højesteret gentog anklagemyndigheden anbringendet om, at retsforfølgning ikke var udelukket i medfør af straffelovens § 10 a, stk. 1, idet de tiltalte ved den tyske dom måtte antages alene at være dømt for indførsel fra Holland til Tyskland og besiddelse af stoffet i Tyskland med henblik på medvirken til handel, men ikke for udførsel af stoffet fra Tyskland. Anklagemyndigheden gjorde endvidere på ny subsidiært gældende, at de tiltalte kunne strafforfølges her i landet i medfør af straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9. Der henvistes i den forbindelse til, at det efter forarbejderne er utvivlsomt, at Danmark kan strafforfølge handlinger begået i Danmark, selv om den pågældende tidligere er straffet i udlandet for samme handling, hvilket indebærer, at der ikke indtræder ne bis in idem-virkning i de tilfælde, hvor en i udlandet begået forsøgshandling er undergivet dansk straffemyndighed i medfør af straffelovens § 6, jf. § 9. Anklagemyndigheden gjorde endvidere gældende, at artikel 54 og 55 i Schengenkonventionen ikke kunne medføre ændringer heri, idet det i bemærkningerne til lovforslaget vedrørende Danmarks tiltrædelse af konventionen fremgår, at Danmark i forbindelse med ratifikationen vil afgive en erklæring efter artikel 55, og at retsstillingen derefter vil være i overensstemmelse med dansk ret, jf. straffelovens § 10 a.

Efter at der var indhentet yderligere oplysninger fra de tyske myndigheder om rækkevidden af den tyske dom, stadfæstede Højesteret den 28. oktober 2005 landsrettens kendelse og anførte bl.a. følgende:

”Højesteret finder, at der ikke er grundlag for anden forståelse af den tyske dom end den, der kommet til udtryk i de nævnte erklæringer fra de tyske myndigheder, og tiltræder derfor, at den forbrydelse, [T1] og [T2] er dømt for ved den tyske dom, må anses for omfattet af den forbrydelse, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 2, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1.

Af de grunde, der er anført i landsretten, tiltræder Højesteret endvidere, at der ikke er hjemmel i straffelovens § 10 a, stk. 2, litra a, jf. § 6 og til dels § 9, til at strafforfølge [T1] og [T2] her i landet for så vidt angår anklageskriftets forhold 2.”

8.1.4.3. Til belysning af rækkevidden af ne bis in idem-reglerne i Schengenkonventionen foreligger endvidere nogle tilkendegivelser fra EF-domstolen. EF-domstolen har således i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse udtalt sig om rækkevidden af Schengenkonventionens artikel 54 og spørgsmålet om ”samme strafbare handling” i forbindelse med ind- og udførsel af euforiserende stoffer.^[124]

I den konkrete sag var en belgisk statsborger i 2000 idømt fængsel i 5 år i Norge for ulovligt at have indført euforiserende stoffer. Den pågældende blev i 2003 idømt 1 års fængsel i Belgien for ulovligt at have udført de omhandlede euforiserende stoffer fra Belgien. I forbindelse med anke af denne dom, blev bl.a. følgende spørgsmål forelagt EF-domstolen:

”Skal [Schengenkonventionens] artikel 54, sammenholdt med artikel 71, fortolkes således, at strafbare handlinger med henblik på udførsel og indførsel, som vedrører de samme narkotika og psykotrope stoffer af enhver art, herunder også cannabis, og som strafforfølges som udførsel og indførsel i forskellige stater, der har undertegnet [Schengenkonventionen], eller hvori Schengen-reglerne er gennemført og anvendes, anses for ”de samme strafbare handlinger” i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte artikel 54?”

I EF-domstolens afgørelse fremgår bl.a. følgende (præmis 34-38):

”Således som generaladvokaten har anført i punkt 45 i forslaget til afgørelse, sikres denne ret til fri bevægelighed kun effektivt, hvis den person, som har begået en bestemt handling, ved, at når han en gang er blevet dømt og har afsonet sin straf, eller efter omstændighederne er blevet endeligt frikendt i en medlemsstat, kan han bevæge sig inden for Schengen-området uden at skulle frygte at blive retsforfulgt i en anden medlemsstat, fordi denne handling udgør en særlig lovovertrædelse i henhold til retsordenen i sidstnævnte medlemsstat.

Da de nationale straffelovgivninger ikke er harmoniserede, ville et kriterium, der hviler på den retlige subsumption af de faktiske omstændigheder eller den retlige interesse, der søges beskyttet, risikere at skabe lige så mange hindringer for den frie bevægelighed i Schengen-området, som der er strafferetssystemer i de kontraherende stater.

Under disse omstændigheder er det eneste kriterium, der er relevant med henblik på anvendelsen af Schengenkonventionens artikel 54, kriteriet om, at de faktiske handlinger, når disse forstås som en foreliggende helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uløseligt forbundne, er identiske.

Hvad nærmere angår en situation som den, der foreligger i hovedsagen, skal det fastslås, at den i princippet kan anses for at bestå af en helhed af handlinger, som efter deres natur er uløseligt forbundne.

Det tilkommer imidlertid… de kompetente nationale instanser, som skal tage stilling til, om de pågældende faktiske handlinger udgør en helhed af handlinger, der er uløseligt forbundne i tid og i sted samt med hensyn til deres genstand, at foretage den endelige vurdering af, om dette er tilfældet.”

Domstolen konkluderer herefter, at det stillede spørgsmål kan besvares således, at strafbare handlinger, som består i udførsel og indførsel af de samme euforiserende stoffer, og som forfølges strafferetligt i forskellige stater, der har tiltrådt gennemførelseskonventionen, som udgangspunkt skal anses for at være ”samme strafbare handlinger” i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den nævnte artikel 54, idet den endelige vurdering heraf tilkommer de kompetente nationale instanser.^[125]

8.2. Straffelovens § 10 b

8.2.1. Hvis en vurdering efter straffelovens § 10 a falder ud til, at retsforfølgning i Danmark for et forhold, som allerede har været til pådømmelse i udlandet, er mulig, fastsætter straffelovens § 10 b rammerne for, i hvilket omfang der ved strafudmålingen skal tages hensyn til den udenlandske dom.

Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 10 b. Sker der strafforfølgning mod en person, som i en anden stat er pålagt en sanktion for samme handling, skal der, i det omfang denne sanktion er fuldbyrdet, ske en tilsvarende nedsættelse af den sanktion, der pålægges her i landet.”

Straffelovens § 10 b er ligesom § 10 a udtryk for princippet om ”ne bis in idem”. I modsætning til § 10 a omhandler bestemmelsen ikke spørgsmålet om to straffesager for den samme handling, men skal derimod forhindre dobbelt straf for den samme handling.

Udmålingsreglen i § 10 b kommer kun i anvendelse, hvis enten der er tale om en situation, der falder uden for opregningen i § 10 a, stk. 1 – det vil sige eksempelvis, hvor der er idømt en straf, hvis fuldbyrdelse endnu ikke er påbegyndt eller aktuelt i gang (eksempelvis fordi den domfældte har unddraget sig retsforfølgning) – eller det følger af § 10 a, stk. 2, at ny straffesag i Danmark ikke er udelukket på trods af den udenlandske dom for samme forhold.

Straffelovens § 10 b kan således eksempelvis være relevant, hvis en person, der er dømt i udlandet, har unddraget sig fuldbyrdelse helt eller delvis ved at tage til Danmark, før straffen var afsonet fuldt ud.^[126]

8.2.2. Straffeloven af 1930 indeholdt i § 10, stk. 4, en bestemmelse, der stort set svarer til den gældende bestemmelse i straffelovens § 10 b.

I forarbejderne er bl.a. anført følgende:

”Naar saadanne Handlinger skal paakendes her i Landet, opstaar da Spørgsmål, dels om… og dels endelig om der skal tages Hensyn til, om Handlingen allerede er paadømt eller Straf endog helt eller delvist udstaaet i Udlandet. …

Har hel eller delvis Udstaaelse af Straffen fundet Sted i Udlandet, bør der tages Hensyn hertil ved Idømmelse af Straf her i Landet, saaledes at Straffen bortfalder eller i tilsvarende Grad nedsættes uden Hensyn til, hvilken Hjemmel Anvendelsen af dansk Straffemyndighed har i det enkelte Tilfælde. Dette har faaet Udtryk i § 10, 4de Stk.”^[127]

Bestemmelsen fik sin gældende ordlyd med lov nr. 519 af 23. december 1970. Med denne lov blev der foretaget visse ændringer i straffeloven, der som anført ovenfor under afsnit 8.1.1 sammen med lov nr. 522 af 23. december 1970 om fuldbyrdelse af europæiske straffedomme muliggjorde dansk tilslutning til den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger.

I bemærkningerne til lovforslaget er bl.a. anført følgende vedrørende § 10 b:

”Med henblik på tilfælde, hvor det forhold, at der er afsonet straf for en bestemt handling, ikke afskærer en anden stat fra på ny at retsforfølge for den samme handling, findes i [1970-konventionens] art. 54 en bestemmelse, der i det væsentlige svarer til straffelovens § 10, stk. 4. Den tilsvarende regel findes i lovforslagets § 10 b. …

Bestemmelsen svarer som nævnt under de almindelige bemærkninger til den gældende bestemmelse i § 10, stk. 4. Bestemmelsen er mere vidtgående i retning af at beskytte overtrædere over for hvem, der allerede i udlandet er fuldbyrdet en sanktion for samme handling, end konventionens artikel 54 forpligter til. Efter konventionen er der kun pligt til at tage en allerede udstået frihedsberøvelse i betragtning. Efter forslaget vil man derimod også skulle tage hensyn til andre strafferetlige sanktioner, f.eks. bøder, der allerede er betalt. …

Man har derfor fundet det rigtigst at udforme forslagets regel på en sådan måde, at der i alle tilfælde ved udmålingen skal tages hensyn til de strafferetlige reaktioner, den samme handling allerede tidligere har givet anledning til. Reglen kan som nævnt ikke antages at indebære nogen realitetsændring i forhold til gældende ret.”^[128]

Straffelovens § 10 b indebærer, at der i tilfælde, hvor der allerede i udlandet er blevet pålagt en sanktion for samme handling, skal ske strafafkortning i forbindelse med straffesagen i Danmark, således at straffen reduceres i det omfang, en straf er idømt og fuldbyrdet i udlandet.

8.2.3. Fra retspraksis kan bl.a. henvises til følgende afgørelser:

U 1986.402 V. Tiltalte var i Sverige straffet efter den svenske toldlovgivning for forsøg på indsmugling fra Polen til Sverige af et parti cigaretter. Under en straffesag i Danmark blev tiltalte under henvisning til straffelovens § 10 a, stk. 2, smh. § 8, stk. 1, nr. 1, straffet for samme forhold efter toldlovens § 117, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 21, idet det fandtes bevist, at han, hvis han ikke var blevet opdaget af de svenske toldmyndigheder ville have indsmuglet cigaretterne i Danmark. Tiltalte blev herefter idømt en bøde, og straffen blev nedsat i medfør af straffelovens § 10 b, da tiltalte tillige var idømt bøde under straffesagen i Sverige.

Der kan endvidere henvises til U 1983.727 H (omtalt ovenfor under afsnit 8.1.4), hvor en dansk frihedsstraf blev nedsat med det antal dage, som tiltalte havde været frihedsberøvet under en tidligere sag i Marokko. Der er i den juridiske litteratur peget på, at den danske sag vedrørte forsøg på indførsel i Danmark, hvilket ikke var omfattet af den marokkanske dom, der vedrørte besiddelse.^[129]

8.2.4. I tilknytning til bestemmelsen i straffelovens § 10 b bemærkes, at hvis grundlaget for dansk straffemyndighed er straffelovens § 7, stk. 1 eller stk. 2, skal der ved strafudmålingen som udgangspunkt tages hensyn til gerningslandets strafmaksimum, jf. herved straffelovens § 10, stk. 2 (omtalt nærmere ovenfor under afsnit 7.3). ..."




"...

Kapitel 19. Overvejelser om forbudet mod dobbelt retsforfølgning

19.1. Indledende bemærkninger

Udvalget har overvejet, om der er behov for at foreslå ændringer af straffelovens § 10 a og § 10 b om udenlandske straffedommes negative retskraft mv.

Udvalget har i sine overvejelser om forholdet til udenlandske straffedomme taget udgangspunkt i, at det er et grundlæggende princip, at en person ikke straffes to gange for samme handling (jf. ne bis in idem-princippet). Dette indebærer, at en udenlandsk straffedom som udgangspunkt er til hinder for, at den pågældende retsforfølges igen her i landet.

Udvalget er imidlertid også opmærksom på, at en retstilstand, hvorefter udenlandske domme altid tillægges negativ retskraft i samme omfang som danske domme, ville betyde, at det ikke er muligt at gennemføre en straffesag ved danske domstole, uanset om der måtte være tale om krænkelse af særlige danske interesser, og uanset om den udenlandske dom eventuelt ikke i tilstrækkelig grad varetager hensynet til sådanne interesser.

Efter udvalgets opfattelse bør straffeloven således fortsat indeholde en bestemmelse om ne bis in idem-virkning, men bør også fortsat angive nogle undtagelser, således at der kan gennemføres en straffesag her i landet til trods for den tidligere udenlandske dom.

19.2. Udvalgets overvejelser om behov for ændring af straffelovens § 10 a

19.2.1. Problemstilling

Som det nærmere er omtalt ovenfor under afsnit 8.1.4 fastslog Højesteret i en kendelse gengivet i U 2006.324 H, at § 10 a, stk. 2, litra a, må fortolkes i lyset af Danmarks forpligtelser efter Schengenkonventionen, og at det derfor – uanset ordlyden af § 10 a, stk. 2, litra a – ikke var muligt at gennemføre en straffesag i Danmark i en situation, hvor handlingen delvis var tilsigtet at have virkning i Danmark (jf. straffelovens § 6, jf. § 9), men tillige delvis havde virkning i Tyskland, hvor de tiltalte allerede var domfældt.

Allerede i lyset af Højesterets kendelse er der efter udvalgets opfattelse behov for at foreslå ændringer af straffelovens § 10 a, således at bestemmelsens ordlyd bringes i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Hertil kommer, at princippet om ne bis in idem generelt rejser en række ganske vanskelige problemstillinger, hvilket taler for en mere indgående overvejelse af, hvordan bestemmelsen bør affattes med henblik på både at sikre dansk opfyldelse af internationale forpligtelser og muliggøre dansk retsforfølgning i de tilfælde, hvor der er hensyn, som berettiger hertil.

19.2.2. Spørgsmålet om ”samme handling”

19.2.2.1. Overvejelser om, hvorvidt der er knyttet ne bis in idem-virkning til en udenlandsk straffedom, kommer som anført ovenfor under afsnit 8.1.4 kun på tale, hvis en eventuel straffesag her i landet vedrører ”samme handling”.

Straffeloven indeholder ikke i dag bestemmelser, der tager sigte på at beskrive, hvornår der er identitet mellem en tidligere sag og den nye sag. Vurderingen af dette spørgsmål, der for så vidt er den samme, uanset om der er tale om at tillægge en national eller international dom negativ retskraft, beror på den enkelte sags konkrete omstændigheder.

Spørgsmålet om ”samme handling” har hidtil navnlig givet anledning til overvejelser i forbindelse med sager vedrørende euforiserende stoffer. Det kan således hævdes, at en person, der i land A dømmes for besiddelse og forsøg på udførsel til land B, kan retsforfølges i land B for forsøg på indførsel af det pågældende stof. Spørgsmålet er således, om der – selv om det angår samme kvantum stof – er tale om forskellige handlinger i § 10 a’s forstand.

Som det nærmere er omtalt anførte sted, har EF-domstolen i forbindelse med en præjudiciel forelæggelse udtalt, at der ved vurderingen af, om der i forhold til euforiserende stoffer og Schengenkonventionens artikel 54 er tale om samme handling, skal lægges vægt på, om ”de faktiske handlinger, når disse forstås som en foreliggende helhed af konkrete omstændigheder, der er indbyrdes uløseligt forbundne, er identiske”, og at ”det tilkommer de kompetente nationale myndigheder, som skal tage stilling til, om de pågældende faktiske handlinger udgør en helhed af handlinger, der er uløseligt forbundne i tid og i sted samt med hensyn til deres genstand, at foretage den endelige vurdering af, om dette er tilfældet.”^[236]

19.2.2.2. Efter udvalgets opfattelse bør spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om samme handling, fortsat bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder. Udvalget finder således ikke anledning til at foreslå, at der i straffeloven indsættes bestemmelser, der tager sigte på at regulere, i hvilke tilfælde der er tale om identitet mellem den tidligere og den nye sag.

Vurderingen af, om der er tale om ”samme handling”, må derfor bero på de konkrete omstændigheder, herunder en konkret fortolkning af den foreliggende udenlandske dom og den anvendte udenlandske lovgivning med henblik på at afklare, i hvilken udstrækning dommen omfatter den eller de forbrydelser, der kan være spørgsmål om at strafforfølge i Danmark. At der eksempelvis er dømt for besiddelse eller indsmugling af narkotika i en anden stat, udelukker i den forbindelse efter udvalgets opfattelse ikke nødvendigvis, at der – med forbehold for modstridende internationale forpligtelser – kan straffes her i landet for (forsøg på) indsmugling eller udbredelse af narkotika i Danmark, jf. også U 1983.727 H (omtalt ovenfor under afsnit 8.1.4).

Ved vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om ”samme handling”, vil der også kunne være anledning til at inddrage internationale konventioner og andre instrumenter, som berører dette spørgsmål. For så vidt angår narkotikaforbrydelser vil der bl.a. være anledning til at inddrage artikel 36 i Enkelt Konvention af 30. marts 1961 om kontrol med narkotiske stoffer (omtalt ovenfor under afsnit 8.1.4), hvorefter eksempelvis forsendelse, forsendelse i transit, transport, import og eksport mv. betragtes som forbrydelser i hvert enkelt land.

I tilfælde, hvor den udenlandske dom er omfattet af internationale forpligtelser, som Danmark har påtaget sig med hensyn til straffedommes negative retskraft, må vurderingen af, om der er tale om identiske forhold, naturligvis ske i overensstemmelse med rækkevidden af den pågældende internationale forpligtelse, jf. herved bl.a. det anførte om forståelsen af Schengenkonventionens artikel 54.

19.2.2.3. Hvis man efter en konkret fortolkning af den foreliggende udenlandske dom og relevante internationale konventioner mv. når frem til, at der i forhold til den handling, der ønskes retsforfulgt i Danmark, er tale om en handling, der allerede er pådømt i udlandet – det vil sige, hvis der er tale om ”samme handling” – vil den udenlandske dom som anført ovenfor under afsnit 8.1.1 som udgangspunkt være til hinder for ny retsforfølgning i Danmark, jf. straffelovens § 10 a, stk. 1.

Den udenlandske doms negative retskraft vil dog efter omstændighederne – med forbehold for modstridende internationale forpligtelser – kunne være begrænset som følge af bestemmelsen i straffelovens § 10 a, stk. 2, jf. nærmere nedenfor under afsnit 19.2.4 om bl.a. tilfælde, hvor virkningen af den pågældende handling er tilsigtet at skulle indtræde i Danmark.

Der henvises i øvrigt til afsnit 19.3 nedenfor om mulighederne for ved strafudmålingen under en dansk sag at tage hensyn til den straf, der allerede måtte være pålagt og fuldbyrdet ved den udenlandske dom, jf. herved straffelovens § 10 b.

19.2.3. Relevante udenlandske afgørelser

19.2.3.1. Udenlandske domme omfattet af konventioner mv.

Den gældende formulering af straffelovens § 10 a angiver, at der som udgangspunkt er knyttet negativ retskraft til domme afsagt i gerningslandet, jf. herom nedenfor, og til domme, der er omfattet af den europæiske konvention af 28. maj 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger (jf. herved lov nr. 323 af 4. juni 1986 om international fuldbyrdelse af straf) eller af loven om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager^[237] (jf. herved den europæiske konvention af 15. maj 1972 om overførsel af retsforfølgning i straffesager).

1970-konventionen om straffedommes internationale retsvirkninger og 1972-konventionen om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager indeholder begge bestemmelser, hvorefter Danmark er forpligtet til at tillægge udenlandske straffedomme ne bis in idem-virkning.

Disse konventioner udgør imidlertid kun en del af de mellemfolkelige overenskomster, ifølge hvilke Danmark er forpligtet til at tillægge udenlandske straffedomme negativ retskraft.

Sådanne forpligtelser følger således eksempelvis også af Schengenkonventionen og EF-konventionen af 25. maj 1987 om forbud mod dobbelt strafforfølgning, ligesom statutterne vedrørende bl.a. Den Internationale Straffedomstol og Tribunalet vedrørende det tidligere Jugoslavien indeholder bestemmelser, hvorefter en person, der retsforfølges ved domstolen/tribunalet, ikke senere kan retsforfølges for det samme i en af de tiltrædende stater, smh. også § 4 i lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale Straffedomstol.

Udvalget har overvejet, om straffelovens § 10 a udtømmende bør opregne de internationale instrumenter, ifølge hvilke Danmark er forpligtet til at afskære dansk retsforfølgning under henvisning til princippet om ne bis in idem.

Henset til, at bestemmelser om ne bis in idem må forventes også fremover at indgå som en del af de internationale forpligtelser, som Danmark påtager sig som led i det internationale samarbejde om retshåndhævelse, finder udvalget ikke, at en sådan ”opregningsmodel” ville være hensigtsmæssig. En sådan lovteknisk løsning ville i givet fald svare til den model, der indtil lovændringen i 1986 blev anvendt i forhold til jurisdiktionsbestemmelsen i straffelovens § 8, nr. 5, jf. herom ovenfor under afsnit 6.1.6. Denne model blev imidlertid forladt under henvisning til det uhensigtsmæssige i, at den forudsætter lovændring, hver gang Danmark påtager sig nye internationale forpligtelser, og til, at bestemmelsen i takt med det øgede antal internationale forpligtelser efterhånden indeholdt en ganske omfattende opregning og forekom temmelig uoverskuelig.

Tilsvarende hensyn taler efter udvalgets opfattelse afgørende imod at vælge en sådan model ved udformningen af straffelovens § 10 a. I stedet foreslår udvalget, at bestemmelsen affattes således, at der generelt henvises til, at en udenlandsk straffedom tillægges negativ retskraft, i det omfang dette følger af Danmarks internationale forpligtelser.

Der henvises til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 9).

19.2.3.2. Andre udenlandske domme

19.2.3.2.1. Straffelovens § 10 a fastsætter, at der indtræder ne bis in idem-virkning i forhold til straffedomme afsagt i gerningslandet.

Efter udvalgets opfattelse kan den tiltalte i særlig grad have en berettiget forventning om, at en straffesag i det land, hvor handlingen er foretaget, gør endeligt op med et eventuelt strafansvar. Er der derimod tale om en straffedom afsagt i et andet land end gerningslandet, kan der i almindelighed ikke med tilsvarende styrke gøres forventningssynspunkter gældende, idet der i sådanne tilfælde oftere vil være andre stater, herunder navnlig gerningslandet, der ud fra eksempelvis suverænitetsbetragtninger kan have en åbenbar interesse i at forbeholde sig retten til at strafforfølge, hvis afgørelsen i domslandet ikke i tilstrækkelig grad afspejler behovet for at straffe.

Henset hertil bør det efter udvalgets opfattelse fortsat som hovedregel kun være straffedomme afsagt i gerningslandet, der tillægges ne bis in idem-virkning, således at der ikke tillægges domme afsagt i en anden stat end denne negative retskraft, medmindre dette følger af en international forpligtelse, som Danmark har påtaget sig.

19.2.3.2.2. Udvalget har i forlængelse heraf drøftet, om der kan være tilfælde, hvor andre domme end de, der er afsagt i gerningslandet, bør tillægges ne bis in idem-virkning.

Således kan det for det første overvejes, om der bør knyttes negativ retskraft til domme afsagt uden for gerningslandet af en internationalt anerkendt domstol.

Som nævnt ovenfor kan det følge af statutterne for sådanne domstole, at de tiltrædende stater er forpligtet til at tillægge domstolens afgørelser negativ retskraft. Hvis Danmark har tilsluttet sig den pågældende statut for domstolen, er Danmark således forpligtet til at respektere, at der ikke herefter kan rejses en straffesag her i landet for samme handling, og ne bis in idem vil indtræde allerede som følge af udvalgets forslag om Danmarks internationale forpligtelser, jf. ovenfor afsnit 19.2.3.1.

Der kan imidlertid tænkes internationale tribunaler eller domstole, som er etableret på et grundlag, der ikke er tiltrådt af Danmark – eventuelt fordi dette ikke er muligt. Ne bis in idem-virkning kan i så fald ikke indtræde under henvisning til en international forpligtelse, der påhviler Danmark. Ikke desto mindre kan det efter udvalgets opfattelse være naturligt at tage hensyn til en sådan dom, således at den afskærer Danmark fra at gennemføre en straffesag mod den pågældende.

Udvalget foreslår på den baggrund, at anvendelsesområdet for straffelovens § 10 a, stk. 1, udvides således, at ne bis in idem-virkningen ikke kun gælder for udenlandske straffedomme afsagt i gerningslandet (eller omfattet af konventioner mv., som Danmark har tiltrådt), men også domme afsagt eksempelvis af ovennævnte internationale anerkendte domstole. Forslaget vil også indebære, at der fremover vil kunne knyttes ne bis in idem-virkning til en udenlandsk dom, der er afsagt af de nationale domstole i et andet land end gerningslandet (eksempelvis det land, hvor gerningsmanden er statsborger).

Der henvises til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 9).

19.2.4. Undtagelser fra ne bis in idem

19.2.4.1. Udenlandske domme om handlinger begået i Danmark mv.

Som omtalt ovenfor under afsnit 8.1.3 indeholder straffelovens § 10 a i dag en undtagelse fra ne bis in idem-princippet i tilfælde, hvor den pågældende handling falder ind under straffelovens § 6 (det vil sige, hvor gerningsstedet er den danske stat eller dansk fartøj), eller hvis handlingen er omfattet af straffelovens § 8, nr. 1 (vedrørende handlinger, der krænker den danske stats selvstændighed, sikkerhed mv.).

Disse undtagelser vedrører situationer, der i betydelig grad er knyttet til danske interesser og dansk suverænitet. Efter udvalgets opfattelse er det naturligt, at Danmark i sådanne tilfælde forbeholder sig retten til at straffe, uanset at der allerede i en anden stat er gennemført en straffesag. I modsat fald ville Danmark være tvunget til at forlade sig på, at danske interesser ville blive tilstrækkelig tilgodeset med den retsforfølgning, der finder sted i et andet land.

Efter udvalgets opfattelse bør der derfor fortsat være mulighed for at afskære ne bis in idem-virkning, hvis den pågældende handling har fundet sted på dansk territorium, eller hvis der er tale om en handling omfattet af straffelovens § 8, nr. 1. I begge tilfælde bør undtagelsen selvsagt ikke anvendes, hvis den udenlandske dom beror på en anmodning fra Danmark om at foretage retsforfølgning, jf. den gældende § 10 a, stk. 2.

Som omtalt sammesteds er der i den juridiske litteratur uenighed om, hvorvidt den gældende henvisning til straffelovens § 6 skal forstås med den udvidelse, der ligger i straffelovens § 9 om virkningsprincippet.

Udvalget finder det nærliggende, at dette spørgsmål afklares i forbindelse med en nyaffattelse af bestemmelsen. I den forbindelse bør det efter udvalgets opfattelse præciseres, at der undtages fra ne bis in idem-princippet, ikke blot hvis handlingen foretages på dansk territorium efter straffelovens § 6, men også hvis en handling, der er foretaget i udlandet, har sin faktiske eller tilsigtede virkning her i landet, jf. § 9. Straffelovens § 9 indebærer i jurisdiktionsmæssig henseende en udvidelse af territorialprincippet som fastlagt i § 6. Det er efter udvalgets opfattelse vanskeligt at pege på en begrundelse for, hvorfor denne udvidelse ikke skulle gøre sig tilsvarende gældende i forhold til en stats interesser i at kunne gennemføre en straffesag, selv om handlingen allerede har været til pådømmelse i en anden stat.

Udvalget forudsætter, at de ovenfor omtalte undtagelser til bestemmelsen i straffelovens § 10 a, stk. 1, om udenlandske dommes ne bis in idem-virkning som hidtil kun vil finde anvendelse, i det omfang Danmarks internationale forpligtelser ikke er til hinder herfor, jf. eksempelvis Schengenkonventionens artikel 54.

Der henvises i øvrigt til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 9).

19.2.4.2. Ne bis in idem i sager om kvindelig omskæring mv.?

19.2.4.2.1. Udvalget har overvejet, om der fortsat bør indtræde ne bis in idem-virkning i de tilfælde, hvor dansk straffemyndighed i sager om kvindelig omskæring og seksuelt misbrug af børn ikke er betinget af kravet om dobbelt strafbarhed, jf. straffelovens § 7, stk. 3, og hvor der i medfør af straffelovens § 10, stk. 2, ikke stilles krav om hensyntagen til strafmaksimum i gerningslandet.

Som nærmere anført ovenfor under afsnit 5.1.3 indeholder straffelovens § 7, stk. 3, en henvisning til, at der i forhold til handlinger af ovennævnte karakter foretaget i udlandet af personer, der har dansk statsborgerskab eller er bosat her i landet, kan gennemføres en straffesag i Danmark, selv om den pågældende handling ikke kan straffes efter lovgivningen i gerningslandet. I disse tilfælde afgøres sagen alene under hensyn til dansk ret, jf. straffelovens § 10, stk. 1. (jf. også ovenfor under afsnit 7.3)

Hvis en handling som nævnt i straffelovens § 7, stk. 3, foretages i et land, hvor handlingen er strafbar, skal dansk straffemyndighed efter gældende ret ikke støttes på straffelovens § 7, stk. 3, men på den almindelige bestemmelse i straffelovens § 7, stk. 1, nr. 2. Også for disse tilfælde er det imidlertid fundet rigtigst, at strafudmålingen kan ske alene under hensyn til dansk ret, og det er derfor i straffelovens 10, stk. 2, 2. pkt., fastlagt, at danske domstole i disse tilfælde ikke er bundet af det strafmaksimum, der gælder i gerningslandet.

Udvalget har drøftet, om denne undtagelse, hvorefter der kan ses bort fra gerningslandets straffemaksimum, bør have en afsmittende effekt på omfanget af udenlandske straffedomme negativ retskraft.

Efter udvalgets opfattelse taler meget for, at der i disse tilfælde – hvor strafudmålingen alene sker under hensyn til dansk lovgivning, selv om forholdet er strafbart efter gerningslandets lovgivning – ikke tillægges en udenlandsk dom ne bis in idem-virkning. Det ville således være uhensigtsmæssigt, hvis en dansk domstol i en sag om eksempelvis kvindelig omskæring ville kunne idømme fængselsstraf uafhængigt af gerningslandets lovgivning, der kun hjemler bøde, mens den danske domstol ville være helt afskåret fra at gennemføre en sag, hvis en sådan bøde var blevet idømt eller vedtaget, inden sagen i Danmark rejses.

19.2.4.2.2. Udvalget finder på den baggrund, at ne bis in idem-virkningen bør være afskåret i de tilfælde, der efter gældende ret er omfattet af straffeloven § 10, stk. 2, 2. pkt., medmindre en sådan virkning udtrykkeligt følger af internationale forpligtelser.

Som anført ovenfor under afsnit 16.4.2.2 foreslår udvalget, at der indføjes en bestemmelse i straffeloven, der gør det muligt (også) at fravige dobbelt strafbarhedskravet i de tilfælde, hvor en person med dansk tilknytning i udlandet over for en anden person med dansk tilknytning foretager en handling, som efter dansk ret er strafbar.

Efter udvalgets opfattelse bør det også i sådanne tilfælde af rene interne konflikter kunne ses bort fra gerningslandets straffemaksimum, jf. ovenfor under afsnit 18.2, ligesom der i sådanne tilfælde ikke bør tillægges en eventuel udenlandsk straffedom om forholdet ne bis in idem-virkning (medmindre en sådan virkning udtrykkeligt følger af internationale forpligtelser).

Der henvises i øvrigt til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 9).

19.2.4.3. Genoptagelse

Udvalget har tillige overvejet, om det bør være muligt at indlede en straffesag i Danmark i en situation, hvor den tiltale er frifundet ved en udenlandsk dom, men hvor der efterfølgende fremkommer nye beviser, der – hvis den frifindende dom havde været afsagt af en dansk domstol – ville kunne danne grundlag for sagens genoptagelse i medfør af retsplejelovens kapitel 86.

Det følger således af retsplejelovens § 976, stk. 1, nr. 1, at en straffesag, hvorunder tiltalte er frifundet, kan genoptages, når det ifølge en tilståelse, som tiltalte senere har afgivet, eller andre beviser, der senere er kommet for dagen, må antages, at tiltalte har begået forbrydelsen.

Efter udvalgets opfattelse kan det vanskeligt begrundes, at der skulle være en snævrere adgang til genoptagelse, når sådanne forhold foreligger i forhold til en udenlandsk frifindende dom, end tilfældet er for nationale straffedomme. Henset hertil finder udvalget, at mulighederne for at genoptage en udenlandsk frifindende dom bør være de samme som tilfældet er vedrørende nationale domme (jf. herved retsplejelovens § 976, stk. 1, nr. 1), medmindre andet følger af internationale forpligtelser.

Udvalget er opmærksom på, at en sådan bestemmelse rejser en række processuelle spørgsmål, herunder om en (ny) dansk straffesag bør være betinget af Den Særlige Klagerets tilladelse. Disse processuelle spørgsmål angår imidlertid ikke spørgsmålet om straffemyndighed og falder således uden for udvalgets kommissorium, hvorfor spørgsmålet ikke skal forfølges nærmere her.

Der henvises i øvrigt til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 9).

19.2.4.4. Ordre public mv.

Udvalget har endvidere overvejet, om der er behov for en særlig bestemmelse – en form for sikkerhedsventil – hvorefter en udenlandsk straffedom, der ellers i medfør af ovenstående ville hindre en dansk straffesag, alligevel ikke tillægges ne bis in idem-virkning, hvis dette ville bryde med grundlæggende danske retsprincipper.

En sådan ”ordre public”-bestemmelse vil bl.a. sikre, at en udenlandsk straffedom ikke tillægges negativ retskraft, hvis eksempelvis den udenlandske straffesag alene er gennemført på skrømt (eksempelvis med det formål at afskære andre stater fra at foretage retsforfølgning), eller hvis sagen i udlandet er behandlet på en måde, der er grundlæggende i strid med det danske retssystem.

En sådan bestemmelse bør efter udvalgets opfattelse som udgangspunkt ikke kunne bringes i anvendelse alene med den begrundelse, at den pågældende straffedom er afsagt under anvendelse af andre straffeprocessuelle principper, end hvad der kendes fra dansk ret. Udvalget kan imidlertid ikke afvise, at der selv i sådanne tilfælde kunne forekomme særlige situationer, hvor der kan være behov for at gennemføre en ny straffesag her i landet.

Det kunne således være stødende, hvis en dansk straffesag under ingen omstændigheder kunne komme på tale i en situation, hvor der i gerningslandet er sket frifindelse af tekniske grunde – eksempelvis fordi det afgørende bevis for den tiltaltes skyld er indhentet ved et efterforskningsmiddel, der anses for ulovligt i gerningslandet, og derfor efter gerningslandets straffeprocessuelle principper ikke kan tillægges betydning. Anvendelse af bestemmelsen i sådanne situationer må imidlertid efter udvalgets opfattelse have undtagelsens karakter.

Udvalget er endvidere opmærksom på, at det efter omstændighederne ville kunne være vanskeligt at tilvejebringe de relevante beviser fra domslandet, herunder de beviser, der ikke dér har kunnet tillægges betydning.

Der henvises i øvrigt til udvalgets lovudkast nedenfor i kapitel 25 (lovudkastets § 1, nr. 9).

19.2.4.5. Kun domme?

Udvalget har endelig overvejet, om andre afgørelser end udenlandske straffedomme bør tillægges ne bis in idem-virkning. Spørgsmålet er således, om også administrative beslutninger som eksempelvis påtaleopgivelse eller tiltalefrafald i udlandet bør afskære Danmark for at retsforfølge for den pågældende handling. Tilsvarende kan overvejes i forhold til regeringsbeslutninger om ikke at indlede retsforfølgning, beslutninger om amnesti uden dom mv.

Efter udvalgets opfattelse ville der i givet fald være tale om en ganske betydelig udvidelse af området for ne bis in idem, og en sådan retstilstand ville være meget vidtgående.

Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå en sådan ændring af straffelovens § 10 a.

19.3. Udvalgets overvejelser om straffelovens § 10 b

Straffelovens § 10 b omhandler som anført ovenfor under afsnit 8.2 den situation, hvor det uanset princippet om ne bis in idem er muligt at gennemføre en straffesag mod den pågældende i Danmark. Efter bestemmelsen skal der i så fald ved strafudmålingen under den danske sag tages hensyn til den straf, der allerede måtte være pålagt og fuldbyrdet ved den udenlandske dom.

Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå ændringer heri.

Efter udvalgets opfattelse må det gælde som en selvfølge, at adgangen til at gennemføre en straffesag ved en dansk domstol alene benyttes til at idømme en ”residual-straf”, således at den pågældende samlet set idømmes den straf, der efter danske udmålingsprincipper måtte anses for passende under hensyn til den enkelte sags konkrete omstændigheder. ..."

Noter til kapitlet

^[110]    Lov nr. 285 af 29. april 1992, jf. nu lovbekendtgørelse nr. 750 af 19. oktober 1998, som ændret ved lov nr. 538 af 8. juni 2006. Menneskeretskonventionen er omtalt nedenfor under afsnit 13.9.

^[111]    Betænkning 1923, sp. 24-25.

^[112]    Folketingstidende 1970/71, Tillæg A, sp. 1172.

^[113]    Lov nr. 252 af 12. juni 1975 om overførsel til andet land af retsforfølgning i straffesager. Loven er omtalt ovenfor under afsnit 6.2.

^[114]    Nu lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005.

^[115]    Folketingstidende 1970/71, Tillæg A, sp. 1175.

^[116]    Folketingstidende 1970/71, Tillæg A, sp. 1174.

^[117]    Folketingstidende 1970/71, Tillæg A, sp. 1175.

^[118]    Folketingstidende 1970/71, Tillæg A, sp. 1175.

^[119]  Kommenteret straffelov, Almindelig del, 8. udgave (2005), s. 143.

^[120]  Folketingstidende 1970/71, Tillæg A, sp. 1176.

^[121]  Kommenteret straffelov, Almindelig del, 8. udgave (2005), s. 144.

^[122]  Waaben, Strafferettens almindelige del I, Ansvarslæren, 4. udgave (1997), s. 243, og Lyngbo i U 1981 B.41.

^[123]  Folketingstidende 1970/71, Tillæg A, sp. 1176.

^[124]  Dom af 9. marts 2006 i sag C-436/04 (Van Esbroeck).

^[125]  I dom af 28. september 2006 i sag C-150/05 (Van Staaten) har EF-domstolen gentaget denne konklusion og yderligere udtalt, at ”hvad angår forbrydelser vedrørende narkotika kræves det ikke, at de pågældende mængder narkotika i de pågældende to kontraherende stater eller de personer, som det påstås har deltaget i handlingerne i de to stater, er identiske” (præmis 53).

^[126]  Toftegaard Nielsen, Strafferet I, Ansvaret, 2. udgave (2004), s. 346.

^[127]  Betænkning 1923, sp. 24-25.

^[128]  Folketingstidende 1970/71, Tillæg A, sp. 1173 og 1176.

^[129]  Toftegaard Nielsen, Strafferet I, Ansvaret, 2. udgave (2004), s. 346.

^[236]    Som anført ovenfor under afsnit 8.1.4 (ved note 16), har EF-domstolen i dom af 28. september 2006 i sag C-150/05 (Van Staaten) vedrørende vurderingen af, om der er tale om ”samme handling”, yderligere udtalt, at ”hvad angår forbrydelser vedrørende narkotika kræves det ikke, at de pågældende mængder narkotika i de pågældende to kontraherende stater eller de personer, som det påstås har deltaget i handlingerne i de to stater, er identiske” (præmis 53).

^[237]    Lov nr. 252 af 12. juni 1975 (omtalt ovenfor under afsnit 6.2 og afsnit 8.1.1 (ved note 4)).