Det foreliggende Udkast har til Opgave at til-
vejebringe en faadanRetsorganisation, som forud-
sættes i og krceues af den Sagsører af Retter-
gangsmaaden, Kommissionen har bragt i førstag.
Udkastets Indhold staar altsaa i den nojeste
Eammenhceng med de tvende af Kommis-
sionen udarbejdede Lovudkast om den borgerlige
Retspleje samt om Strafferetsplejen og udgjør
i Virkeligheden tilsammen med disse et orga-
nist Hele, hvis enkelte Led betinge hinanden.
At der desuagtet er givet de organisatoriske
Bestemmelser Plads i et scerstilt Lovudkast,
finder sin Netfoerdiggjørelse allerede i den
Betragtning, at disse Regler — i al Fald
for den langt overvejende Del — udgjøre et
foelles Grundlag for begge de andre Udkast.
Hertil kommer, at der ved Siden af al den
Ulighed i Stilling og Virksomhed, som de
forskjellige i Retsplejen virkende Organer frem-
byde, er en saadan indbyrdes Forbindelse og
Vexelvirkning mellem dem, at en samlet Frem-
stilling af deres Indretning i væsentlig Grad
maa lette Overblikket over den hele Sagsører.
Det Formaal at tilvejebringe en Retsor-
ganisation, der svarer til den nye Rettergang,
maa iFølge dennes verfen med nødvendighed
fore til et gennemgribende Brud med de
Grundsætninger, hvorpaa den bestaaende Rets-
forfatning er bygget. Overfor den fuldstcen-
dige Omdannelse af den hele Rettergangs-
maade, som de tvende Lovudkast om Rets-
plejen gjer.nemfore, har det været nødvendigt
ogsaa paa Retsorganisationens Omraade at
opgive det gamle Grundtag og gaa over tit
et nyt System. Dette Systemskifte paavirker

oe nu foreliggende Rettergangsførstag i Over-
ensstemmelse med den Opgave, der var stillet
Kommissionen, ogsaa omfatte den borgerlige
Retspleje, men har sin Afgjørende Grund i den
Sagsører af Retsmiddelsystemet, som Gjen-
nemførelsen af det for begge Dele af Pro-
cessen fcelles Mundtlighedspnneip har havt
til følge. I en mundtlig Procesmaade bliver
der ikke Plads for et Appelinstitut i den før-
stand, hvori det kjendes i vor nuværendeNet; men,
eftersom Mundtligheden gjennemføres mere eller
mindre fuldstændigt, maa storre eller mindre Dele
af Sagens Behandling i Første Instants ude-
lukkes fra yderligere Prsvelse for Højere Ret.
Skal Principet gjennemføres fuldstændigt —
og Grundloven fastsætter udtrykkelig, at det
skal ske „saa vidt som muligt" — altsaa
ogsaa finde Anvendelse paa Beviswrelsen
(Umiddelbarhedsgrundsætningen), maa Konse-
kventien blive, at ingen Appel kan sinde
Sted med Hensyn til Bevissvsrgsmaalets Af-
gjørelse. I denne Udstikning var Mundt-
lighedspriucipet efter de celdre Udkast kun
ancrkjendt for de Straffesagers Vedkommende,
i hvilke Rævninger stulde medvirke. Denmod
gjennemføre de af Kommissionen udarbejdede
førstag Principet i det Hele faavel i Straffe-
retsplejen uden Hensyn til, om Rævninger
medvirke ved Sagens Nfgjørelfe eller ikke,
som i den borgerlige Retspleje. Herefter
kommer Tyngdepunktet altsaa i hele Rets-
plejen til at ligge i den Første Behandling
af Sagen. Ligesom dette Henfyn i mange
Retninger har indvirket paa Procesmaadens
Indretning, faaledes maa det ogsaa udsve en
gjennemgnbende Indflydelse paa Domstolsorgæ
nifationen. Navnlig bliver det en uafviselig
Nsdvendighed at give de almindelige Retter i
Første Instants en saa betryggende Orga-
nisation, at den endelige Afgjørelse af Be-
visfpsrgsmaalet kan betroes dem. I Over-
ensstemmelse hermed er efter det nye System
den dsmmende Myndighed i Første Instants
som Regel henlagt til kellegialt sammensætte
Domstole (Landsretter, efter Udkastet i et Antal
af 6 for hele Riget), medens nærmest kun
Smaasager og andre Retshandlinger, som
allerede paa Grund af Landsretskredsenes store
Udstrækning ikke hensigtsmæssig kunne inddra-

til ved egne Kmfler at udfore alle de Funk-
tioner, som i og for sig falde ind under dens
Omraade. Saaledes er den Anklagen for-
beredende Virksomhed under Efterforskningen
og Forundersøgelsen henlagt til Politimyndig«
hederne under Anklagerens Overtilsyn. I et
stort Antal mindre betydelige Straffesager (det
nye Systems offentlige Politisager) kan det
endog overlades til Politimyndighederne selv-
stændig at varetage Anklagerens Funktioner
fra Sagens Begyndelse til dens Slutning i
første Instants. Antallet af de Gmbedsmcend,
der scerligt blive at beskikke til det offentlige
Anklagerhverv, har herefter kunnet indstrcenkes
til en ved Højesteret beskikket Overstatsanklæ
ger, som staar i Spidsen for hele Anklage-
magten, og til hois Bistand der scerligt an«
sættes en Statsanklager, samt en for hver af
de 6 Landsretskredse beskikket Statsanklager,
som med Bistand af underordnede Funktio-
nærer udfører Anklagerbvervet i den paagjcrl-
dende Kreds faavel for Landsretssagernes Ved«
kommende som i de Underretssager, der ikke
ere henlagte til Politiets Forfølgning.

Endvidere udkrceves der en ny Organi-
sation af Politimyndigheden. Dette
er ikke blot en Følge af den Adskillelse mel-
lem Retspleje og Forvaltning, som allerede
Hensynet til Domsmagtens Stilling paabyder,
men tillige en Forudsætning for, at de Krav,
der i det nye System maa stilles til Politi-
myndigheden, kunne fyldeftgjøres. Som oven«
for fremhcevet har det af Kommissionen ud-
arbejdede Lovudkast om Etrafferetsplejen byg«
get paa Anklageprincipet og endog gjennem-
fort dettes Konsekventser i videre Udstrækning,
end det er Tilfældet saavel i de celdre hos os
fremkomne Udkast som i de fleste fremmede Love.
Kommissionens Udkast har faaledes ikke blot
optaget den Konsekvents af Anklageprincipet, at
et egentlig inkvisitorisk Forhor maa være ude«
lukket, men i det Hele væsentligt begrænset
Anvendelsen af de Midler til Straffesagers
Oplysning og Forfslgning, som efter det
gamle System staa til den offentlige Magts
Raadighed. Skal denne indgribende Foran-
dring kunne gjennemføreZ, uden at Retssikker»
hcden udsættes for Fare, maa der kunne gjo-
res Regning paa en ganske anden Kraft og

en heldig Udvikling af ^agforervæsenet. Ind-
førelsen af en faadan Institution, der har
Forbilleder i mange fremmede Lande og i
disse anerkjendes for et virksomt Middel til
at hceve Advokaturen, ligger det faameget
nærmere at sætte i Forbindelse med Overgan-
gen til den mundtlige Proces, som denne
iFølge fin Natur i høj Grad vil foroge
Sagsørerinstitutionens Betydning for Retsplejen
og samtidig fremkalde de ydre Betingelser, hvor-
nnder den nye Institution naturligst kan ud-
vikle sig.

Forinden der gaaes over til Begrundelsen
af de enkelte Afsnit og Bestemmelser i Udka-
stet, skal endnu Kun fremhceres, at dette ikke
giver og ikke har kunnet give et i alle En-
keltheder udfort Billede af den nye Retsorgæ
nisation. Dels har selvfølgelig den nærmere
Udforelse as flere Bestemmelser maattet forbe-
holdes administrativ Sagsører, dels har Kom-
misfionen med Hensyn til enkelte spørgsmaal,
hvis afgjørelse iøvrigt forudsættes at maatte
ske ad Lovgivningsvejen, ikke fundet sig foran-
lediget til at stille bestemte førstag, fordi man
efter de sceregne Hensyn, der herved maatte
blive at tage i Betragtning, har anset det for
naturligst, at Initiativet til disse Forholds
Sagsører udgaar fra Regjeringen. En Fuld-
stcendiggjørelse af Udkastet i de omhandlede
Henseender vil derfor voere nsdvendig, for at
den nye Sagsører kan trcede i Virksomhed.

Hvad angaar Udkastets System, handle de
to første Afsnit om Domsmagtens Organisa-
tion, første Afsnit om Domstolenes Sagsører,
andet Afsnit om Nævningernes Kaldelse.
Derefter følger i tredie og fjerde Afsnit Frem-
stillingen af den offentlige Anklagemyndigheds
og Politimyndighedens Sagsører. Femte Af-
snit indeholder Bestemmelserne om Sagforer-
væsenet. Endelig gives der i sjette Afsnit
Forskrifter om Lovens Trceden i Kraft samt
de fornsdne Overgangsbestemmelser.

Forinden Bestemmelserne i de enkelte Ka-
pitler udvikles, stal en Oversigt gives over Hoved-
trekkene i den forestaaede Sagsører af Domstolene.

Afdelinger holde regelmæssig tilbagevendende
Samlinger, den nordsjællandske Landsrets første
særlige Afdeling een Gang i løbet af hver
Maaned i Kjøbenhavn, de øvrige færlige Af-
delinger een Gang hver tredie Maaned paa
forskjellige Steder i Landsretskredsen. I disse
Samlinger fknlle Straffesager, der ere henviste
til Hovedforhandling med Rævninger, behand-
les, medens andre til Hovedforhandling hen-
viste Straffesager kunne foretages saave! i de
rcgelmerssige Samlinger som i den særlige Af-
delings Møder ved Rettens Sæde mellem
Samlingerne.

Landsretskredsene inddeles i Under rets-
kredse, af hvilke een, omfattende Kjobenhavu
og Københavns Amtsraadskreds, henlægg/s
under Kjøbenhavns Stadsret, der bestaar af
en Formand og 12 andre Medlemmer og be»
handler de til den henlagte Sager gjennem
12 Kamre, hvert beklcedt af en enkelt Dom-
mer. De øvrige Underretskredfe, hvis grænser
ikke ere fastsætte i Forslaget, men hvis Antal
formenes at maatte falde mellem 50 fom
Minimum og 58 fom Marimum, underlæg-
ges By- og Herredsretter, hver bestaaende af
en Dommer og en Retsskriver. Underretternes
Virkekreds omfatter Paakjendelse i 1 ste Instants
af de Domsfager, som iFølge de tvende
Lovudkast om Retsplejen scerligt ere hen-
lagte til dem, Ledelse af Fonmdersøgelsen
i Straffesager, Fogedforretninger, Skifte-
forvaltning i det Omfang, som Lovudkastet
om den borgerlige Retspleje bestemmer, samt
Bestyrelse af Thinglcesningsvæsenet og Notæ
rialsorretninger. Endvidere er Varetagelsen af
enkelte af de administrative Forretninger, som
efter den gjældende Ret ere henlagte til Her-
redsfogden, Birkedommeren eller Byfogden,
undtagelsesvis forblevet hos Underretterne (§
25 Litr. d og cl), medens disse iøvrigt ere
fritagne for den Uuderdommerne hidtil paa-
hvilende Forvaltningsvirksomhed, derunder navn-
lig Politivæsenet.

Instantsernes Antal indskrænkes
til to. De nuværende Landsoverretter i Kjo«
benhavn og Viborg bortfalde. Derimod ved-
bliver Hej es teret med det samme Antal
Dommere som hidtil at være overfte Instants
i alle Sager med de Begrænsninger, fom

der allerede paa dette Trin bor tilvejebringes
al den Betryggelse for en retfærdig afgjørelse,
som det overhovedet er muligt for Staten at
yde. Dette Hensyn paavirker ikke blot Pro-
cesmaadens Indretning, men maa ogsaa ud-
ove sin Indflydelse paa Retsorganifalionen
I skarp Modsætning til det bestaaende System,
der ved en udstrakt Adgang til Appel soger
at bsde paa de Ulemper, som følge af Un-
derretternes mindre betryggende Organisation,
fører den nye Rettergangs Princip til at give
Domstolene i Første Instants en saadan Ind-
retning, at de frembyde tilstrækkelig Garanti
for, at den endelige upaaankeligeWgjørelse afBe-
visSpørgsmaalet kan betroes dem. Derfor er det
en Nsdvendighed, at kollegiale Domstole blive
de egentlige Boerere af Retsplejen i Første Instants.
Ved regelmæssig at henlægge Retssagers ende-
lige afgjørelse til en Enkeltdommer vilde man
opgive en Garanti, som det i alle civiliserede
Stater er blevet anset nødvendigt at fastholde
under en eller anden Form. Allerede det flyg«
tigste Blik vil vise, at en saadan Sagsører
vilde falde langt under Lavmaalet af de For-
dringer, der maa stilles til Reorganisationen,
naar Borgernes Rettigheder skulle rcere blot
nogenlunde betryggede*). Tages det derhos
i Betragtning, at den hos os bestaaende og fra
gammel Tid nedarvede Ret giver Adgang til at
faae enhver ikke ganske ubetydelig Retssag prov?t
i sin Helhed af to kollegialt besætte Instantser,
kan det faameget mindre drages i Tvivl, at man
ved Indforelscn af et Rettergangsi'ystem, som
med Hensyn til BevisSpørgsmaalets Afgjørelse

praktiske Hensyn muligt at udstrcrkke nævnmge-
sagernes Omraade faa vidt, at alle de øvrige
Straffesager kunne henvises til Enkeltdommere,
dels vil der selv i nævningesager altid blive
meget vigtige Spørgsmaal, ved hvis afgjørelse
der maa stoles paa de retskyndige Dommere.
Dette gjælder for det første om Strafudmaæ
lingen, der alene Tilfælder dem. Men derncest
have de retskyndige Dommere ogsaa med Hen-
fyn tilafgjørelsenafSpørgsmaaletom den Sigte-
des Ekyld, en scerdeles vigtig medvirkende Rolle.
Ifølge det Synspunkt, hvorfra Straffeproces-
udkastet ordner Rævningeprocesfen, skal nemlig
Anvendelsen af nævn ikke berove den Ankla-
gede noget af den Garanti, som afgjørelse ved
retskyndige Dommere frembyder, men tilveje-
bringe en yderligere Betryggelse imod en Dom-
fældelse paa utilstrækkeligt Grundlag. Her-
efter Tilfælder der da ogsaa i Rævningesager
de retskyndige Dommere en Medvirkning ved
Bevisprovelsen, der gjør det umuligt at op-
give den Betryggelse, der ligger i en kollegial
Besættelse as Dommerbcenken.

Naar hensees til de store Krcefter i forskel-
lige Retninger, hvorpaa Organisationen af de
kollegiale Retter i Første Instants gjør Krav,
er det indlysende, at der kun vil kunne opret-
tes et meget begræn'et Antal, og at der som
Følge heraf maa tildeles hver enkelt Landsret
en færoeles udstrakt Retskreds. Allerede af
denne Grund vil Behandlingen ved Landsret-
terne blive altfor befvcerlig og kostbar i saa«
danne Sager, hvis Gjenstand er af mindre Be-
tydning. Ligesom Rettergangslovene for disfe
Sager anordne en simvlere Procedure end
den almindelige i det Djemed at bane Vej
til en saa hurtig og billig Nfgjørelfe
som mulig, saaledes fore de famme Hensyn
Paa Retsorganisationens Omraade til at hen-
lægge Smaasagers Behandling til forregne,
for mindre Retskredse organiserede Domstole
(Underretter), beklcedte af Enkeltdommere.
Saadanne Retter frembyde ganske vist kun en
ufuldkommen Garanti for Sagernes rigtige Af-
gjørelse, men findes desuagtet næsten allevegne ved
Siden af de kollegiale Retter i første Instants
og kunne heller ikke undverres hos os. Vel
maa der af Hensyn til Underretsbehandlingens
Ufuldkommenbed som Regel aabnes den Part,

gende Udkast bygget Dornstolsorganisation og
navnlig gjør Krav paa kollegialt organiserede
Retter i første Instants. Det samme langt
overvejende Flertal i Kommissionen, som har
anset det for rigtigt at indføre en paa Umid-
delbarhedssystemet hvilende Procesmaade, har
derfor ogsaa i Hovedtrekkene bifaldet*) den
gennemgribende Omdannelse af den nuværende
Retsorganisation, som Udkastet indeholder.
Om at bygge paa den bestaaende Sagsører
af Domsmagten og navnlig paa de nuværende
Retter i Første Instants blot med de Foran-
dringer, som Indførelsen af Nævn og Rets-
plejens Adskillelse fra Forvaltningen maa
medføre, har der i Kommissionen alene
været spørgsmaal fra det af enkelte Med-
lemmer fastholdte Synspunkt, at Mundt-
lighedsprincipet i den nye Rettergangsmaade
nærmest kun skulde gjennemføres, forfaavidt
angaar den egentlige Pladering, men deri-
mod ikke eller i al Fald kun ufuldstcendig
bringes til Anvendelse paa Bevisførelsens
Omraade. Idet der med Hensyn til denne
Modsætning maa henvises til de.i nær-
mere Udvikling, der er givet i Motiverne
til de tvende Lovudkast om Retsplejen**),
stal her kun fremhceves, at der selv under
Forudsætning af en saaledes begrænset Mundt-
lighed kan anføres vcegtige Hensigtsmcessig-
hedshensyn for ikke i den nye Proces at bygge
paa den gamle Retsorganisation. Navnlig
synes det klart, at Paakjendelsen af alle bety-
deligere Sager allerede i Første Instants bor
henlægges til kollegialt sammensætte Retter.
Thi da det ikke kan paaregnes, at Parterne

2, at Riget inddeles i Landsretskredfe, disse
atter i Underretskredse.

Ved Fastsættelsen afLandsretskredsenes
Ailtal og Afgrænsning har Kommissionen
maattet tage forfkjellige og tildels indbyrdes
modstridende Hensyn i Betragtning. Naar
hensees til Statskassens Tarv og Vanskelighe-
den ved at finde de personlige Krcefter, hvor-
vaa den mundtlige Rettergang gjør Krav, er
det i høj Grad onskcligt at kunne indskrcenke
sig til Oprettelsen af ganste faa kollegiale
Domstole. Disse Hensyn have saameget stsrre
Betydning, som Erfaringen fra andre Lande
noksom har godtgjort, at de Fordele, der
tilsigtes ved en kollegial Organisation af Ret«
terne, kun højst ufuldstændig opnaaes gjennem
meget smaa og fattigt udstyrede Dommerkol- i
legier. Hertil kommer endnu, at det af flere«
Grunde maa snfkes, at Landsretternes Sæde, -
forsaavidt det paa nogen Maade lader sig z
gjøre, henlægges til Byer, der danne naturlige
Midtpunkter for en stsrre Befolkning og fom
saadanne frembyde de fornødne ydre Betingel-
ser for et fyldigere Liv i intellektuel og materiel
Henseende. Ligesom dette er onsteligt af
Hensyn til Retten, faaledes er det ogsaa en
nødvendig Forudsætning for, at der ved
Landsrettens Ecrde kan danne sig en Kreds
af Sagførere, der virkelig er i Stand til at
fyldestgjøre de Fordringer, den mundtlige Ret-
tergang stiller til Sagførelsen. Paa den an-,
den Side maa Domsmagtens Centralisation
nødvendigvis holdes indenfor visse grænser,
ikke blot af Hensyn til Forretningsmassen, men
tillige og fornemmelig paa Grund as den ufor-
holdsmcesfig store Besvcer og Bekostning, fom
Landsretsjurisdiktionens Henlæggelse til eet
eller nogle ganske faa Centralpunkter vilde
paaføre Borgerne. Herved tcenkes ikke saa
meget paa selve Parterne. Da det allerede
af andre Grunde saagodtsom aldrig vil blive
Tilfoeldet, at disfc selv føre deres Sag for
Landsretten, vil det, hvad borgerlige Retstrcetter
angaar, ndenfor de Tilfælde, i hvilke der
bliver spørgsmaal om personlig Afhsrelse
c>f Parten, i Reglen ikke verre af stor Betyd-
ning for denne, om Sagen føres i noget
storre eller mindre Afstand fra hans Hjem.
Ligeledes vil dette Hen''yn troede i Baggrunden

foleligst dels af Hensyn til den mere frem-
trædende Rolle, Afhorelfe af Vidner faktisk
fpiller i disfe Sager, deis, hvad scerligt
Rævningesager angaar, paa Gwnd af det
store Antal Personer, som Nævnets Dannelse
sætter i Bevcegelse. Disse Hensyn gjøre sig
enten slet ikke eller kun i langt ringere Grad
gjældende i den borgerlige Retspleje. Ligesom
der ikke paa dennes Omraade gjøres Brug
af Nævn, saaledes vil Vidneforsel her dels
mindre hyppigt komme til Anvendelse, dels
ikke medføre saa folelig en Byrde, baade fordi
Grundsætningen om Vidners Afhsrelse for
selve den dommende Ret her ikke behover at
gjennemføres med saa viotgaaende Konsekvents
som i Straffesager, og fordi der i borgerlige
Sager som oftest vil være en stsrre Villighed
hos Vidnerne til at opfylde deres Vidnepligt.
Da derhos en borgerlig Domfags Behand-
ling udenfor Rettens faste Seede meget
let kan medføre betydelige Ulemper for
Dommere og Sagførere, har man —
bortset fra Bornholm, hvis afsides Beliggen-
hed gjør en Undtagelse nødvendig — ikke troet
at burde føreslaa de rejsende Landsretsafde-
linger anvendte paa dette Omraade.

Med Hensyn til den nærmere Afgrænsning
af Landsretskredsene bemcerkes følgende:

Medens Kommissionen har anfet det for
utvivlsomt, at Fyens Stift iFølge sin Belig-
genhed og Folketal bor udgjøre en egen Lands«
retskreds med RetsSæde i Odenfe, har det
været Gjenftand for nærmere Overvejelse, om
ikke Sjællands og Lolland-Falsters Stifter
kunde staaes sammen til een Landsretskreds
med Hovedsale i Kjøbenhavn, en Sagsører,
der vilde gjøre det muligt at spare een af de
i Udkastet beregnede Landsretter, imod at der

skaffe Kredsen et forholdsmæssigt Folketal, har
man hertil endvidere fojet Randers Amt,
uagtet en Del af dette ligger temmelig fjernt
fra Rettens Sæde. Thisted Amt horer der-
imod naturligst til den mellemjydske Kreds
med RetsSæde i Viborg, idet den Samfærsels-
linie, hvorved det Nævnte Amt er knyttet til
det øvrige Land, netop gaar gjennem Viborg.
Foruden Thisted og Viborg Amter er der til
den mellemjydske Landsretskreds endnu henlagt
Ringkjobing Amt, med hvilket Viborg har en
god Forbindelse gjennem den vestjydske Jern-
bane. Endelig ere Aarhus, Veile og Ribe
Amter samlede til en fydjydfk Landsretskreds
med RetsSæde i Veile, der gjennem den ost«
jydske og fydjydske Bane har en let Forbin-
delse med alle Kredsens Dele.

Endnu bemcerkes, at efter den i Udkastet
optagne Inddeling vil Folketal og Areal i de
enkelte Landsretskredse stille sig saaledes*):

Arealigeogr.
Folketal. Kvadratmile.

1.    Den nordsjællandske

Landsretskreds . . . 487,720. c. 86 V2.

2.    Den sydsjællandske
Landsretskreds . . . 272,591. c. 87.

3.    Den fyenste Lands-
retskreds ......236,311. c. 62.

4.    Den nordjydske

Landsretskreds . . . 274,932. c. 148.

5.    Den mellemjydske

Landsretskreds . . . 219,562. c. 167'/2-

6.    Den sydjydske Lands-
retskreds......293,625. c. 142 /2-

I Gjennemsnit vi! der efter Udkastet
altsaa blive en Landsret for omtrent hver 116
Kvadratmi-e og 297.000 Indbyggere. Til
Oplysning om, hvorledes Forholdet i saaHen«
feende stiller sig i de Lande, der med Hensyn
til deres Retsorganisation og øvrige Forhold
nærmest egne sig til en Sammenligning**),
anføres:

Bortfalden lader sig gjennemføre, uden at der
stilles for store Krav til Befolkningens Tid
og personlige Krcrfter. Gjennem en faa dan
Forandring i Udkastets System vil det blive
muligt ved hver Landsret — med Undtagelse
af den nordsjællandske, for hvis Vedkommende
Hensynet til Forrctningsmassen og de periodiske
Samlinger paa Bornholm neppe tilstede at
gaa ned under det i Udkastet fastsætte Med-
lemstal — at spare de tre Landsretsdommers,
som i Udkastet ere beregnede scerligt til Be-
sættelsen af den rejsende Afdeling. Den an-
den Udvej, som frembyder sig, er at indskrcenke
Landsretternes Antal, medens de rejsende Af-
delinger bibeholdes i stsrre eller mindre Ud-
strækning, alt eftersom Retternes Tal nedfættes
mere eller mindre. Med Hensyn til den For-
sgelse af Landsretskredsenes Udstrækning, som en
Forandring af Udkastet i denne Retning vil
medføre, maatte der da efter Kommissionens
Formening aabnes Adgang til, at und-
tagelsesvis ogsaa borgerlige Retstrcetter kunne
henvises til Behandling ved den rejsende Af-
deling, forsaavidt det med Hensyn til føre«
stiaende Bevisførelse fkjsnnes hensigtsmæssigt,
at Hovedforhandlingen i Sagen føregaar uden-
for Rettens Sæde. Naar Organisationen
iøvrigt blev saadan, at Anvendelsen heraf
virkelig kun blev en Undtagelse, vilde man
vel være i Stand til at undgaa de Ulemper,
der, som ovenfor berort, i Almindelighed ere
forbundne med borgerlige Domssagers For-
handling udenfor Rettens faste Sæde.
Denne Vej, fom ikke blot gisr en
Formindskelse af det i Udkastet be-
regnede Antal Landsretsdommers) mulig, men
tillige har det Fortrin at undgaa de Ulemper,
der ere forbundne med Landsretters Henlceg-
gelfe til ganske smaa Byer, er fnlgt i
Forslagene II-IV, som indfkrcenke Lands-
retternes Antal henholdsvis til 5, 4 og 3.
Forflag II adskiller sig i det væsentlige kun

en altfor vidtgaamde Nedsættelse. 'Paa den
anden Side har man antaget, at der med
Hensyn til den væsentlige Formindstelse af
Underretternes Arbejde, som Oprettelsen af
kollegiale Retter i første Instants vil have til
følge, samt den yderligere Lettelse, som den
føreflaaede Indførelfe af særlige Retsfkrivere
vil yde Underdommeren, kan vane spørgs-
maal om nogen Nedsættelse af det Antal (58)
Underretskredse, som under Rigsdagens Be-
handling, af det ovennævnte Regjeringsudkast
blev bragt i førstag af Folketingsudvalget,
I Overensstemmelse hermed udtales det i § 2
tredie Stykke, at Underretskredsenes Antal
fastsættes til ikke under 50 og ikke over 58
(den københavnske Underretskreds heri ikke
medregnet).

I Spidsen for dette Kapitel er stillet m
udtommende Opregning af de Institutioner,
som efter det nye System blive Organer for
den dommende Myndighed i egentlig førstand.
Alle hidtil bestaamde Domstole og Retter ville
altsaa bortfalde, forsaavidt de ikke udtrykkelig
ere opretholdte ved Udkastet. Herved erindres
fremdeles, at Udkastet i Modsætning til vor nu-
gjældende Net som almindelig Regel hcevder,
at den dommende Myndighed kun kan udoves
ved de lovbestemte Domstole. Den Myndig-
hed, Regjeringen hidtil har havt — i Straffe-
sager endogsaa uden nogen fast Begrænsning —
til at nedsætte extraordinære Retter (Kommis-
sioner), maa ansees for stridende med den Stil-
ling, som efter almindelig anerkjendte Grund-
fætninger bor anvises og ved Grundloven og-
saa i andre Henseender er anvist den dom-
mende Magt. I alle konstitutionelle Stater
betragtes det som en vigtig Grundsætning for
Retsplejen, at Borgerne ikke skulle finde sig
i, at deres Retssager uuddragcs fra Paakjen-
delse af de lovbestemte Domstole, og man har
herfor i den nyere Tid mere og niere fsgt

Del bor kunne gjøres Regning paa de Krcef-
ter, som findes i Højesteret (fe § 5), har
Kommissionen verrei enig om, at Rettens Med-
lemsantal ikke bor formindskes, og at over-
hovedet den nye Sagsører ikke indeholder
tilstrækkelig Grund til at føreflaa nogen For'
andring med Henfyn til Rettens Medlemstal.
I Overensstemmelse hermed udtales det i §
6, at Højesteret bestaar af en Formand, 12
andre ordentlige Medlemmer og indtil 12
overordentlige Medlemmer. En faadan Be-
sættelse af Retten vil gjøre det muligt for en
ikke uvæsentlig Del at tage Formandene for
de særlige Landsretsafdelinger under disses
regelmæssige Samlinger fra Højesteret. Her-
paa maa der færlig lægges Vcegt, fordi der i
Rævningesager stilles Retsformændene en Op-
gave, som hidtil ikke har været kjendt i vor
Ret, og til hvis rette Losning særlige Egen-
skaber ville udkrceves. Det er derfor onskeligt,
at der til dette Formaal haves et saa stort
Antal Dommere som muligt at vcelge imellem,
og navnlig, at ogsaa Højesteretsdommerne kunne
anvendes til dette Hverv. Endnu bemcerkes, at
§ 6 indeholder den mindre betydelige Afvigelse
fra den bestaaende Sagsører, at et af Rettens
ordentlige Medlemmer af Kongen skal beskikkes
til som Ncestformand at troede i Formandens
Sted i paakommmde Tilfælde. Indførelsen
af en saadan fast Medhjælp for Formanden
vil vistnok vise sig hensigtsmæssig efter den
nye Sagsører, som i flere Retninger gjør Krav
paa en storre Virksomhed fra Formandens
Side og derfor maa antages jævnlig at ville
gjøre det nødvendigt for denne at overlade
en Del af Formandsforrctningerne til en Anden.
De i §§ 7—9 indeholdte Regler om
Antallet af de voterende Dommere, Ndførelscn
af Skriverforretningerne og Tiden for Retsmo-
dernes Afholdelse stemme i det væsentlige med
den nuværende Sagsører. Forsaavidt det i §
7 er forudsat, at der er Sager, i hvis Af-
gjørch'e færre end 9 Medlemmer deltage, er
herved navnlig sigtet til, at Lovudkastene
om Retsplejen i visse Tilfælde sætte cn
afgjørelsc enten af Formanden alene eller af
ham i Forbindelse med to andre Medlemmer af
Retten i Stedet for de crldre processuelle Be-
villinger, saasom ved Spørgsmaal om Med«

Sæde, men som rejsende Retsafdeling
(§ 20), dels i Møder ved Rettens Sæde
mellem Samlingerne (§ 23). Den nordsjæl-
landfke Landsrets første særlige Afdeling (for
Kjøbenhavn med Kjøbenhavns Amtsraads'reds)
holder regelmæssige Samlinger i Kjøbenhavn
een Gang i løbet af hver Maaned. Samme
Rets anden særlige Afdeling (for Roskilde
Amtsraadskreds, Frederiksborg, Holbcek og
Bornholms Amter) og de øvrige Landsretters
sirlige Afdelinger holde regelmæssige Samlin-
ger een Gang hver trcdie Maaned. Paa
hvilke Steder udenfor Rettens Sæde i ved-
kommende KredZ de regelmæssige Samlinger
skulle holdes, fastsættes ved Bekjendtgjørelse
af Justitsministeren (z 20), Ved Lands«
retternes Hovedafdelinger behandles iFølge §
14 alle Sager, der efter Loven om den bor-
gerlige Retspleje høre under Landsretten, frem«
deles de Besværinger, som i Henhold til den
ovenfor omtalte Bestemmelse i § 11 for
Landsretten frem'cettes over visse udenfor
den egentlige Retspleje faldende Hand-
linger af Underretten, endelig de Sager an-
gaaende Tilsyn med Dommere og Sagførere, som
iFølge §z 50 og 143 afgjøres af Landsretten.
Derimod ere alle de Sager, som indbringes
for Landsretten i Henhold til Lov om Straffe-
retsplejen, henlagte til de særlige Afdelinger.
I disses regelmcessige Samlinger behandles
saadanne Straffesager, som ere henviste til
Hovedforhandling med eller uden Rævninger,
eller i hvilke der iFølge Paaanke fra Under-
retten stal finde Hovedforhandling med ny Be«
visførelse Sted (§20 ncestsidste Stykke). Dog
kunne de Nævnte Sager — med Undtagelse
af de til Hovedforhandling med Nævninger
henviste — ogsaa føretages i de særlige Afde-
lingers Møder mellem Samlingerne (§ 21).
Til de sidstNævnte Møder er derhos henvist
den øvrige Landsretten Tilfældende Virksomhed
i Strafferetsplejen, saasom den Provelfe af
Anklagen og videre forberedende Behandling,
der i Landsretssager gaar forud for Henvis-
ningen til Hovedforhandling, Paakjendelse af
de til Landsretten indankede Underretsdomme,
fmsaavidt der ikke stal finde ny Bevisførelfe
Sted i Sagen, afgjørelse af Besvceringer imod
Underrettens Kjendelser og Vestutninger o. s. v.

mcessige Samlinger, den Nævnte Afdeling hol-
der paa Bornholm til Straffesagers Behand-
ling (§ 14 3die Stykke og § 20 ncestsidste
Stykke). Til i videre Udstrækning at und-
drage Hovedafdelingen Behandlingen af bor-
gerlige retstrcetter fra Bornholm er der ikke
fundet Grund, saameget mindre som Henlæggelsen
til den særlige Afdeling paa Grund af de
stsrre Mellemrum, hvormed dennes regclmces'
sige Samlinger holdes (jfr. navnlig for Born-
holms Vedkommende § 20 3die Stykke i
Slutningen), kan medføre en ikke ubetydelig
Forhaling.

Med Hensyn til Forholdet mellem Hoved-
afdelingen og den særlige Afdeling bemcerkes
endnu, at disse — som det tilstrækkelig fremgaar
af Udkastets Bestemmelser — ikke ere at anse
for scerskilie Retter, men udgjøre Afdelinger
af samme Ret. Det er end ikke Udkastets
Tanke, at de nævnte Afdelinger skulle danne
saa skarpt adskilte Dommerkollegier, at
Medlemmerne af Landsretten skulde fordeles
mellem dem een Gang for alle, hvilket ikke
vilde være heldigt, da en afrexlende Beskæf-
tigelse med borgerlige Retstrætter og Straffe-
sager erfaringsmæssig for Dommerne selv maa
ansees for det Dnskeligste. Der er end ikke
Noget til Hinder for, at enkelte af Lands-
rettens Dommere paa een Gang kunne være
Medlemmer af begge Afdelinger. Bestem-
melserne i § 12 om Landsretternes Medlems-
tal hvile netop paa den Forudsætning, at en
saadan Dobbeltstilling er mulig. Overhove-
det skal den Sagsører, at Landsretten virker
gjennem forfkjellige Afdelinger, ikke være til
Hinder for, at Rettens Formand frit kan
bruge de forhaandenværende Krcefter paa den
hensigtsmcessigste Maade, se § 17. Han
maa derfor ogsaa, hvor Forholdene krceve det,
kunne tilkalde Dommere, som efter den i
et givet Dieblik stedfindende Fordeling ere
Medlemmer af en vis Afdeling, til at med-
virke ved Behandlingen af Sager, der høre
under en anden Afdeling. I Henseende til
Besættelsen af Hovedafdeling og scerlig Afde-
ling gjør Modsætningen sig altsaa væsentligst
gjældende deri, at Formandsforretningerne for
den wrstes Vedkommende i det Hele varetages af
den almindelige Formand for Landsretten, medens

angaaende Landsretternes Medlemstal og An-
tallet af de i Landsretssager voterende Dom-
mere.

Foruden de ovenNævnte Formcend for Lands-
retterne og disses særlige Afdelinger bliver der
iFølge § 15 sidste Stykke ved den nordsjæl-
landske Landsret endvidere for et Tidsrum af
5 Aar ad Gangen af Kongen at beskikke et
Medlem af den Nævnte Ret til Formand ved
de Sagers Behandling, som Afgjøres under
Medvirkning af ss« vg handelskyndige Dom«
mere. Ved Ophcevelsen af sø- og Handels-
retten i Kjøbenhavn har man nemlig — som
allerede bersrt i de indledende Bemærkninger
til dette Afsnit — ikke havt til Hensigt at
gaa boct fra den i Loven af 19de Februar
1861 nedlagte Grundsætning om sø- og han-
delskyndige Dommeres Deltagelse i Behand-
lingen af de i bemeldte Lovs §§ 12 og 13
ommeldte Sager. Udkastet opgiver kun den
bestaaende Sagsører, forsaavidt denne henlægger
de Kjøbenhavnste Ss» og Handelssager til en
selvstændig Ret, og sætter i Stedet herfor den
Regel, at de Nævnte Sager — alt eftersom de
ifølge de almindelige Kompetenæregler i Ud«
kast til Lov om den borgerlige Retspleje ere
Landsrets- eller Underretssager — blive at be-
handle henholdsvis ved den nordsjællandske
Landsret og Kjøbenhavns Stadsret, medens
det i Henseende til disse Retters Tiltrcedelse
af ss« og handelskyndige Dommere forbliver
ved Reglerne i Loven af 19de Februar 1861
Wkastets § 13 jfr. § 26 2det Stykke).
Dog har den Omstændighed, at de Retter,
der saaledes ere traadte Stedet for sø- og
Handelsretten i Kjøbenhavn, have et stsrre Om-
raade i stedlig Henseende end denne, naturlig
fsrt til, at de fs- og handelskyndige Dom-
meres Medvirkning ifølge Udkastet ikk er be-
grænset til de Kjøbenhavnste Sø- og Handels-
sager, men ogsaa finder Anvendelse i dem,
der ere knyttede til andre Steder i Retskredsen.
Hermed staar atter i Forbindelse, at der ved
§13 er aabnet Adgang til gjennem Kgl. An-
Sagsører at fastsætte saadanne Ændringer i
Sammensætningen af den i Lov af 19de Fe-
bruar 1861 § 3 ommeldte Valgforsamling,
som gaa ud paa at give Byraadene udenfor
Kjøbenhavn og Kommunalbestyrelsen for Fre-

upaaankelig. Med disse Retter kunne derfor
Udkastets Landsretter ikke sammenlignes. Hine
Love have ikke gjennemfort Umiddelbarheds-
principet i det, som er Hovedpunktet, nemlig
Bevisprsvelsen. Det er med Kollegialdomstolene,
i 2den Instants som de efter disse Love ere
indrettede, at Udkastets Landsretter nærmeft
maatte sammenlignes, og i dem fordres et Kolle-
gium mindst af 5. Forsaavidt derimod i nyere
Love og Udkast Mundtlighedsprincipets Kon-
sekventser med Hensyn til Afgjørelsen af Be-
visSpørgsmaalet er gjennemfsrt, er det ogsaa
i disse anset for en Nødvendighed, at det
Dommerkollegium i Første Instants, der her-
efter endelig Afgjør Bevisspørgsmaalet, ikke
kan bestaa af færre end 5 Dommere. Denne
Fordring er, hedder det i Motiverne til det
af Forbundsraadet vedtagne og den lydske
Rigsdag førelagte Udkast til en Retsforfat-
ning for hele det tydske Rige, § 57, uafvise-
lig, hvor Paaanke af Bevisafgjørelsen er ude-
lukket.

Hertil kommer nu fremdeles scerlig for
Danmarks Vedkommende, at Overgangen fra
den bestaaende ProcesSagsører med dens Ad-
gang til fuld Prsvelse af Sagen gjennem tre
Inftantser til det nye System med kun een
Instants i Henseende til Bevisspørgsmaalets
Afgjørelse i sig selv vil bryde i den Grad
med de tilvante førestillinger om de Garan-
tier, der maa krceves for Retsplejens Sikker-
hed, at man ogsaa med Hensyn til den Ind-
flydelse, det ikke uden Fsje kunde have paa
den almindelige Tillid til Retsplejen, maatte
betragte det som meget misligt, ja endog som
ligefrem utilraadeligt at gaa over til det nye
System, hvor rigtigt dette end er i sig selv,
naar man sætter Antallet af dem, hvis Vote-
ring endelig Afgjør Bevisfpsrgsmaalet, lavere
end det Tal, der i den nugjældende Ret er
fastsat allerede for Melleminstantsen.

Det er en Selvfølge, at der aldrig, hvor
højt man saa vilde sætte Tallet af de Vote-
rende, kan opnaaes absolut Vished for, at
Retten trceffer den rette Afgjørelse af Bevis-
spørgsmaalet, faa meget mindre som Nsdven-
digheden byder at lade Flertallet af samstem-

tabtes, ja mere end tabtes i en anden. Kom-
missionen antager ikke, at den vil blive mod-
sagt, naar den gaar ud fra, at Danmark ikke
befinder sig i den nødvendighed, der vilde
stille det imellem disse Alternativer. Man
har saa meget mindre knnnet tillægge det
skonomifke Henfyn nogen afgjørende Vcegt,
som den Besparelse, man vilde opnaa ved
at indskrcenke de Dommmdes Antal til tre,
efter Udkastets Sagsører ikke vilde blive meget
betydelig.

Den Regel, at fem Dommere skulle deltage
i Landsretssagers Behandling, sinder i lige
Udstrcekning Anvendelse for Straffereisplejens
og den borgerlige Retsplejes Vedkommende.
Den gjælder for hele Procesomraadet som
almindelig Regel, og de enkelte Undtagelser,
som scerligt føreskrives i de trende Rettergangs-
lovudkast, have væsentlig den samme Karakter
i begge Udkast. Dette er en naturlig Følge
af, at den Sagsører af Retsmiddelsystemet, som
indeholder den afgjørende Grund til den føre-
slaacde Organisation af Landsretterne, i det
Hele er fcelles for begge Dele af Processen.
Ecerligt fremhceves, at den almindelige Regel
ogsaa er fastholdt i de Straffesager, ved hvis
afgjørelse Rævninger medvirke. Ifclge den
Opfattelse af Rævningeinstitutionen, som lig-
ger til Grund for Lovudkastet om Strafferets-
plejen, stal Anvendelsen af Nævn ikke bersve
den Sigtede Noget af den Garanti, som de
retskyndige Dommeres Egenskaber frembyde.
Tanken er den i Rævningesager at skaffe den
Sigtede en dobbelt Garanti imod Domfældelfe
paa uiilstrcekkeligt Grundlag, og til Opnaaelse
af dette Djemed er der tillagt de rets-
lcerde Dommere en Medvirkning ved Skyld-
Spørgsmaalets afgjørelse, saavel i Henseende
til Handlingens Henførelse under Straffeloven
som med Hensyn til Provclsen af Beviset.
Naar dette Synspunkt fastholdes, gaar det
heller ikke an i disse Sager at ned-
sætte Antallet af de retskyndige Dommere til
trc. Overhovedet er det iFølge Lovudkastene
om Retsplejen kun en snevert begrænfet Kreds
af Tilfælde, som afgjøres af Landsretten med en
Befættelse af tre Dommere. I det væsent-
lige indskrcenke disse Tilfælde sig til en del
Beslutninger af Retten, som efter det nye

Underretsdommere eller, naar Forholdene gjøre
det ønskeligt, andre mænd, der ere i Besid-
delfe af de føreskrevne Egenskaber, til at til-
troede Landsretternes færlige Ædelinger for en
enkelt Samling, naar de i Medfør af § 20
holde Møde udenfor Rettens Sæde, dog at
højst to af Afdelingens fem Dommere kunne
tages blandt de faaledes beskikkede Mænd.
Ved denne Forholdsregel, som efter den an-
givne Begrænsning neppe frembyder væsentlig
Betænkelighed, bliver det muligt at ordne For-
holdet saaledes, at i Almindelighed kun 3 af
Landsrettens Medlemmer rejse, medens der
bliver 6 tilbage til Hovedafdelingens Besæt-
telse og saaledes haves et overtalligt Medlem
for Inhabilitets-, Forfalds- og andre lignende
Tilfælde. — Hvad angaaer den nordsjællandske
Landsret, vil der foruden en rejsende Afdeling,
ti! hvilken 3 eller efter Omstændighederne 4
Landsretsdommen blive at afgive, paa Grund
af Forretningsmassen*) behoves to Hjemmeafde-
linger (een Hovedafdeling og een scerlig Afdeling),
hver bestaaende af 5 Medlemmer. Hertil maa
endnu fejes 1 Medlem til Overtagelsen af For-
mandskabet i sø- og Handelssager. Da det
endelig for denne Rets Vedkommende scerligt
maa tages i Betragtning, at Rettens Formand
ikke sjældeu ved andre Forretninger vil være for-
hindret fra at lede Forhandlingerne for den

dommende Ret, har man ikke troet at kunne
fætte Medlemstallet til mindre end en Formand
og 15 andre Medlemmer.

Endnu bemerrkes, at der iFølge § 18 ved
hver Landsret bliver at beskikke en Relsskrirer,
ved den nordsjællandske to. Retsskrivere (den
ene scerlig for Sø- og Handelssager), til at
førestaa Skriverforretningerne samt Oppeborsel
af og Regnskabsaflæggelse for Retssportler, og
at der til Retsskriverens Bistand er beregnet

nemfnitiet af de Nævnte Aar vilde Tilfælde Un-
derretter og Landsretter**). Ved de i Overens-
stemmelse hermed paa nedenstaaende Tavle op-
tagne Angivelser af de borgerlige Landsretssagers
Antal maa dog erindres, at der ikke har kunnet
tages Hensyn til den Adgang. Lovudkastet om
den borgerlige Retspleje aabner Parterne til
udenfor de almindelige Regler at vedtage
Underretsbehandling dels umiddelbart (§ 8)
dels middelbart gjennem Vedtagelse af Ercku-
tivproces (§ 2 6), samt at der i det opgivne
Antal Landsretssager yderligere uil fragaa et
— dog forholdsvis ubetydeligt — Antal Sa-
ger angrende Servituter og partielle Brugs-
rettigheder (§ 2 o), hvorom nærmere statistisk''
Oplysninger savnes. Paa den anden Side
maa det tages i Betragtning, at Antallet af
borgerlige Domssager i det Hele vil modtage
en ikke ubetydelig Forogelfe efter det nye Sy-
stem dels derved, at ende! Retstrcetter, der
for Tiden sinde deres afgjørelse under Om offent-
lige Skiftebehandling ved Skifteretten som Første
Instants, iFølge Lovudkastet om den borgerlige
Retspleje for Fremtiden skulle udstilles af Skiftet
og behandles som selvstændige Domssager, dels
fordi Umyndiggjørelfessager efter det Nævnte
Udkast fra Dvrigheden ere henlagte til Dom-
stolene. Disse Forandringer ville Medføre en
Forogelfe faavel af Landsretssagernes som af
Underretssagernes Antal. Bortsees der herfra
samt fra de øvrige Omstændigheder, som af
de ovenfor anfsrte Grunde maa lades ude af
Betragtning, stiller Forholdet efter Gjennem-
snittet af de ovennævnte Aar (1866 — 70
for Strafferetsplejcns, 1868—72 for den
borgerlige Retsplejes Vedkommende) sig faæ
ledes for de enkelte Landsrelskredse:

Underretternes Virksomhed ikke blot omfatter
Paakjendelfe i første Instants af de Doms-
sager, som scerligt ere henlagte til dem, samt
Forundersøgelsen i Strafferetsplejen og de an-
dre akcessorifke Retshandlinger, der iFølge
Lovudkastene om Retsplejen ere henlagte under
eller henvises til dem, men endvidere Skifte-
forvaltning og Fogedforretninger, herunder
tvungne Auktioner indbefattede. Hvad der-
imod frivillige Auktioner angaar, forudsætter
Lovudkastet om den borgerlige Retspleje, at
disse ikke for Fremtiden skulle vedblive at være
Retshandlinger.

§ 25 henlægger til Underretterne en-
del Forretninger, der vel maa erkjendes
efter deres Natur at ligge udenfor den
egentlige Retspleje, men som det desuagtet af
forskjellige Hensigtsmcessighedshensyn er fundet
utilraadeligt at udstille fra Underretternes
Virkekreds, hvorved man i Overensstem-
melse med de crldre Udkast er gaaet xd fra, at
det ikke er uføreneligt med Grundlovens § 71
ved Gjennemførel'en af Retsplejens Adskillelse
fra Forvaltningen at føretage de en-
kelte Lempelser, fom efter de forhaanden«
værende Forhold maa ansees for onste-
lige. Iøvrigt ere de i § 25 omhandlede
Funktioner indbyrdes af meget forskjellig Art
og derfor ikke egnede til i det Hele at un-
dergives samme Behandlingsmåde. Nogle af
disse Forretninger maa efter den bestaaende
Ret — som Kommissionen for faa vidt har
anset det for rigtigt at opretholde — ansees
for judicielle Handlinger, der som saadanne
kun kunne tilsidesættes eller forandres af over-
ordnet Ret. Dette gjælder saaledes om
Thinglcesningsvæsenet og de Retsbetjentene
ved Lov af 23de Januar 1862 angaaende
Tiendevederlagets Berigtigelse paahvilende For-
retninger. Derimod ligge de Retsbetjentene ved
Lov af 30te December 1858 § 2 paalagte
Funktioner som Formcend. i Landvæsenskom«
missionerne efter Udkastets Forudfætuing ligesom
efter den gjældende Ret udenfor det judi-
cielle Omraade. Men da LandvcefenskoM'
missionerne ved Behandlingen af de til dem
henlagte Sager ere bundne til Former, der
i høj Grad ligne de judicielle, og derhos ere
udrustede med en Myndighed, som essers i

vidnelser knyttede offentlige Troværdighed,
førenes med en Virksomhed, fom efter sin Natnr
er bestemt til ensidig at tjene en Parts Interes-
ser, maa ikke blot fra et principielt Stand-
punkt anfees for en mindre naturlig Sagsører,
men vil ogfaa kunne medføre praktiske Ulem-
per af ikke uvæsentlig Betydning, idet der let
vil opftaa Kollisioner mellem de af en saadan
Dobbeltstilling flydende Pligter. For at mod-
virke disse Ulemper vilde det i al Fald være
nsdvcndigt i Loven at optage Forbud imod,
at Nogen udforte Notarialforretninger angaæ
ende de Anliggender, i Anledning af hvilke
han tidligere har ydet den ene af Parterne
sin Bistand som Sagfører, og omvendt. Men
selv med et saadant Korrektiv vilde det vist-
nok være vanskeligt at undgaa Kollisioner og
overhovedet at opretholde den almindelige Til-
lid, hvorpaa Stillingen som Notarius gjør
Krav, saameget mere som det ikke kan und-
gaaes, at Udstrækningen af stige Forbudsbestem-
melser altid bliver noget tvivlsom og usikker.
Kommissionen har derhos ikke kunnet se bort
fra den Kjendsgjerning, at man andetsteds,
hvor Sagfører- og Notarvirksomhed har været
førenet, nu i Kraft af Erfaringens Vidnesbyrd
synes at være kommet til den Anskuelse, at dette
ikke er onfkeligt. I Tyskland, hvor en førening
af disse Funktioner i lang Tid har været den al-
mindelige Sagsører udenfor de Territorier, hvor
den oprindelig franske Ret gjælder, har saaledes
den almindelige Mening i de senere Aar med
stor Bestemthed udtalt sig for, at de, ligesom i
Frankrig, bor adskilles. Naar denne Grund-
fætning skal fastholdes, vil det imidlertid efter
vore Forhold neppe være muligt at tilveje-
bringe en fyldestgørende Indretning af Notarial-
væsenet paa Grundlag af den ovenangivne
Betragtning af Notarerne som offentlig auto-
riserede Næringsdrivende. At en saadan
Sagsører har kunnet gjennemføres i Frankrig,
finder sin Forklaring i den sceregne Udvikling,
Notarialvæsenet har faaet iFølge den franske
Lovgivning, fom tillægger alle notarialiter
attesterede Dokumenter Erigibilitet og over-
hovedet udstrcekker Notarernes Virkekreds langt
udover de grænser, vor Ret afstikker i saa
Henseende. Derimod er det uantageligt, at
der hos os — bortset fra Kjøbenhavn —

førene den Kjøbenhavnfke Underret med den I
nordsjællandske Landsret til een fcelles Dom-
stol, saaledes at dennes Medlemmer skiftevis
som Gnkeltdommere overtog de Forretninger,
der ere henlagte til Underretterne. At en
saadan førening, der tildels har et Forbillede
i den hidtil bestaaende Lands-. Over- samt
Hof- og Stadsret, skulde gjøre en Besparelse
mulig, kan vel ikke antages. Thi det vilde
vistnok vise sig nsdvendigt at give den fcelles
Domstol et ligefaa stort Antal Medlemmer
som det, der udkrceves til at besætte den
nordsjællandske Landsret og Københavns
Stadsret som adskilte Retter. Derimod kan
for den omhandlede førening anføres, at
den vil give Rettens Medlemmer Lejlighed til
at vinde en flersidig Erfaring, der ikke kan
antages at være uden Betydning for deres
Embedsvirksomhed i det Hele. Det langt
overvejende Flertal af Kommissionens Med-
lemmer er imidlertid af den Formening, at Ulem-
perne ved de tvende Retters førening under
det nye System vilde være overvejende. Navnlig
maa det ansees for uheldigt, at Medlemmer
af samme Ret vexelvis danne Paaankeinstants
for hinanden. En saadan Sagsører vil ikke
blot hyppig foranledige Inhabilitet i Lands-
retsafdelingerne, men ogsaa svcekke Rettens
Stilling overfor Befolkningen, der altid vil
være tilbojelig til at anse Paaanke til Kolle-
gaer for mindre virksom. Man har derhos
ikke kunnet lade ude af Betragtning, at det
neppe vilde være overkommeligt for en enkelt
Mand paa fyldestgørende Maade at udføre
Formandsforretningerne ved en Ret med saa
omfattende og forskelligartet Virksomhed som
den, en førening af den nordsjællandske
Landsret og Kjøbenhavns Etadsret vilde have
til følge. I begge de Nævnte Henseender
vilde Forholdet i Virkeligheden stille sig ganske
anderledes end ved den nuværende Lands-,
Over- samt Hof- og Stadsret. Med Hensyn
til Paaanke staa alle dennes Afdelinger med
en ganske enkeltstaaende Undtagelse umid-
delbart under Højesteret, og hvad angaar
Formandskabets Besvcerlighed maa Hensynet
til den langt mere indgribende Virksomhed,
der under det nye System maa krcrves af
Formanden for de kollegiale Retter, udelukke

troedes af to sø- og handelskyndige Medlem-
mer efter de nu ved sø- og Handelsretten
gjældende Regler, en Sagsører, der — som
tidligere bemcerket — gaar ud paa i det Vce-
fentlige at opretholde den bestaaende Tilstand
nied den af de nævnte Sagers Henlæggelse til
Stadsretten følgende Forandring, at Formands-
forretningerne overtages af det Medlem af
Stadsretten, hvem paagjældende Kammer er
overdraget. — Hvorledes Forretningerne skulle
fordeles mellem Stadsrettens Kamre, bestem-
mes ifølge § 27 af Rettens Formand med
Justitsministerens Billigelse. Fordelingen af
de enkelte Kamre mellem Rettens Medlemmer
er derimod betragtet som et indre Anliggende,
hvis Afgørelse kan overlades til Formanden
efter Forhandling med Rettens øvrige Med-
lemmer At der imidlertid herved maa iagt-
tages en saadan Omgang, at de forfkjellige
Kamre efter Udlobet af passende Tidsrum
omskiftes mellem Rettens Medlemmer, er
forudsat som en Selvfølge. Endelig er
der ved SlutningsBestemmelfcn i § 27
tillagt Rettens Formand Myndighed til, naar
det gjøres fornødent, at overdrage et Med-
lem af Retten midlertidig eller i enkelte Sager
tillige at udføre Forretninger i et andet Kam-
mer end det ham tildelte.

Forsaavidt Antallet af Stadsrettens Kamre
i § 27 fastsættes til 12, er man herved gaaet
ud fra følgende Beregning:

Hvad angaar borgerlige Domssager, ville
alle GjældZkommisfionssager og saagodtsom alle
de Sager, der hidtil ved Københavns Krimi-
nal- og Politiret ere behandlede som private
Politisager*), for Fremtiden gaa til Kjsben-
havns Stadsret. Stadsrettens Kompetence
med Hensyn til borgerlige Domssager vil
imidlertid blive udvidet betydeligt udover det
angivne Omraade som Felge af Bestemmelserne
i Udkast til Lov om den borgerlige Retspleje
§ 2, der til Underretterne henlægge alle Sæ

2393 som Gennemsnitstallet for 1861 —
65), er det kun med scerligt Hensyn til den
mere tilbagetrcedende Rolle, der i det nye
System er anvist den judicielle Forunderfsgelse
og Dommerens Virksomhed under denne, at
man har troet at kunne gaa ud fra, at 4
kriminelle Kamre ville være istand til at be-
stride de Stadsretten paahvilende Funktioner i
Strafferetsplejen.

Hvad angaaer Skiftevæsenet, er det for-
udsat, at der — i Lighed med hvad der for
Tiden er Tilfældet — maa afgives 3 Med-
lemmer til denne Gren af Rettens Virksom-
hed. Paa den ene Side vil Indlemmelsen
af Kjøbenhavns Amtsraadskreds medføre en
ikke uvæsentlig Forogelse, navnlig af Dods-
boernes Antal, ligesom det ikke er uden Be-
tydning, at Anvendelsen af Skiftekommisscerer
er indfkromket til rent extraordinære Tilfælde;
men paa den anden Side maa den udvidede
Adgang til privat Skifte af Dodsboer, som
er aavnet ved Lov af 30te November 1874
og derfra er gaact over i Lovudkastet om den
borgerlige Retspleje, antages at ville Medføre
en ikke ubetydelig Formindskelse af Forretnin-
gerne.

Endelig maa der paaregnes mindst 1
Medlem af Stadsretten til Fogedforretninger,
idet der til de Funktioner, som hidtil have
paahvilet Kongens Foged i Kjøbenhavn, efter
den nye Sagsører vil komme dels de tilsva-
rende Forretninger for Kjøbenhavns Amts-
raadskreds, dels for hele Retskredsen Tvangs-
auktionerne, hvilke efter det gamle System ikke
henregnedes til Fogedforretninger og hidtil i
Kjøbenhavn ere blevne varetagne af en scerlig
Embedsmand, Auktionsdirektoren.

Foruden de saaledes beregnede 12 Kamre,
til hvis Besættelse der er tildelt Stadsretten
en Formand og 12 andre Dommere, er der
til Udførelse af Skriverforretningerne ved de
forfkjellige Kamre samt nogle andre Funktio-
ner af mere underordnet Beskaffenhed under
Retten henlagt et Skriverkontor samt et Pante-
og Brevskriverkontor (§ 26). Til Skriver-
kontoret, som førestaaes af en Byskriver og
derhos forsynes med 12 Fuldmcegtige samt det
iøvrigt fornødne Kontorpersonale, er foruden
Skriverforretningerne overdraget Oppeborsel af

at'indromme Undersøgelsesdommeren en dis-
kretionær Befojelse til under Forundersøgelsen
i Straffesager at beslutte Retsmøders Afhol-
delse for lukkede Dore (Udkast til Lov am
Strafferetsplejen § 79). At der her saavidt
muligt maa ydes Erstatning for den ved Of»
fentlighedens Udelukkelse bortfaldne Garanti,
er indlysende, og denne Erstatning er det vist-
nok naturligst at foge i en selvstændig Rets-
fkrivers nærværelse*). Indførelfen af denne
Institution er imidlertid ikke blot af Betyd-
ning med Hensyn til Protokollationen, men
vil tillige medføre den Fordel, at det kan
undgaaes at paalægge Dommeren endel andre
Forretninger, for hvilke det er onskeligt at
befri ham, dels fordi de ikke vilde staa i god
Samklang med den ham iøvrigt tiltcenkte Stil-
ling, dels fordi Forretningsmassen ellers vilde
blive faa overvældende, at Dommeren blev
henvift til at benytte Fuldmcegtig i storre Ud-
ftrcekning, end det kan ansees for rigtigt. Fra
dette Synspunkt har man faaledes til Rets-
skriveren henlagt Oppeborslen af og Regnska-
bet for Retsgebyrer, Varetagelsen af de Thing-
lcesning og Aflysning af Dokumenter vedkom-
mende Forretninger, dog at afgjørelse af det
Spørgsmaal, om en saadan bor finde Sted, i
Tvivlstilfælde henhorer under Dommeren, samt
førelsen af Skjøde- og Pantebøgerne. Ligeledes
vil det vistnok findes naturligt, at Notarial-
forretningerne overdrages til Retsfkriveren.
Overhovedet vil man ved Indførelsen af en
scerlig Retsfkriver opnaa det Gode at faae
en Funktionær, til hvem Adskilligt kan over-
lades, som ikke passende kan henlægges til
andre Embedsmcend, og saaledes i det Hele
lette den almindelige OmSagsører af Rets« og
Administrationsforholdene **). Endelig har

været enigt om at tilrande en saadan Ord-
ning.

skjønt Anfættelsen af en særlig Rets-
skriver har gjort det muligt at fritage Dom-
meren for en ikke uvæsentlig Del af de til
Underretten henlagie Funktioner, vil han dog
ingenlunde helt kunne undvære Bistand af
Andre med Henfyn til de tilbageblivende For-
retningers Udførelse. Man har derfor ogsaa
i det føreliggende Udkast fundet det nødvendigt
at aabne Adgang til, at der paa Dommerens
Begjæring kan meddeles een eller flere Mænd
en vedvarende Konstitution til paa hans An-
svar at udføre visse Forretninger udenfor den
dommende Retspleje, nemlig Fogedforretninger
og de til Skifteforvaltningen horende Forret-
ninger. Saadan Konstitution, hvis Meddelelse
efter den nye Sagsører naturligst Tilfælder
Landsrettens Formand, kan iFølge Bestemmel-
sen iz 31 3die Stykke for det første over-
drages Retsfkrivercn, naar Landsrettens For-
mand finder at burde tage Dommerens derom
fremsætte Begjæring til følge. Herved kan
man imidlertid ikke blive staaende allerede af
den Grund, at der fom Følge af Retsskrive-
rens Medvirkning ved den dommende Rets-
pleje jævnlig paa famme Tid vil være For-
bindring baade for ham og Dommeren, medens
Udsættelse af en begjært Foged- eller Skifte-
forretning ofte kan være forbundet med
Ulempe. Hertil kommer, at der i de fleste
Jurisdiktioner cgsaa paa Grund af Forret-
ningernes Mcengde vil være Trang til flere
Fuldmcegtige, samt at de stedlige Forhold
undertiden kunne gjøre det snskeligt, at Ud-
førelsen af hine Forretninger for storre eller
mindre Dele af Retskredsen overdrages Dom-
merfuldmcegtige, fom dertil erholde Konstitution
for et bestemt Tidsrum. I Overensstemmelse
hermed fastsættes det i § 31, at Bemyndi-
gelse til paa Dommerens Ansvar at udføre
de nævnte Forretninger efter hans Begjæring
ogsaa kan meddeles andre dertil egnede mænd
enten for Tilfælde, hvor Dommeren har For-
fald, eller for et bestemt Tidsrum, hvor de
stedlige Forhold mæatte udkrcrve det, for storre
eller mindre Dele af Netkredsen. I Lighed
med, hvad der gjælder om de tilsvarende Kon-
stitutioner efter den bestaaende Ret, omfatte de

Retskredsens Vedkommende skal føregaa ved
Hovedthingstedet. Kun paa dette Thingsted vil
der være et egentligt Kontor, hvor Protokollerne
kunne opbevares, de fornødne Underssgelser
anstilles og Attester samt Udskrifter meddeles.
For at lette Befolkningen Besværet ved Ind-
levering og Afhentning af Thinglcesningsdoku-
menter er det imidlertid gjort Retsfkriveren
til Pligt ved de ordentlige Retsmøder paa
ethvert Thingsted i Kredsen at modtage Doku-
menter, som indleveres til Thinglcesning eller
Aflysning, samt efter Forudbegjoering at ud-
levere thinglceste og aflyste Dokumenter. —
At Dommeren skal have Bolig ved Kredsens
Thingsted eller, naar Kredsen har flere Thing-
steder, ved Hovedthingstedet, maa selvfølgelig
tx?re den almindelige Regel. For saadanne
Tilfælde, hvor scercgne Forhold maatte gjøre
en Afvigelse herfra onfkelig, er der tillagt
Justitsministeren Bemyndigelse til at tilstede
dette.

Om Bestemmelse af Tiden for de or-
dentlige og overordentlige retsmøder gives
der i § 30 og § 34 Regler henholdsvis
for Kjøbenhavns Stadsret og de øvrige
Underretter.

Med Hensyn til §§ 35 og 37 kan hen-
vises til de indledende Bemcerkninger til dette
Kapitel. Hvad angaaer § 36, bemcerkes, at
iFølge en rent positiv Bestemmelse i Frdn. 28.
December 1836 § 32 maa Regninger over
de ved Strandingstilfoelde foranledigede Ud-
gifter, som skulle gaa af det Bjergede, frem-
lægges og forhandles under en Ertraret, uag-
tet afgjørelsen er henlagt til Administrationen.
I Stedet for den saaledes paabudte Afholdelse
af Extraret trceder efter Udkastets § 35 et
under Politimesterens ForSæde afholdt, behsrig
Bekjendtgjort Møde, om hvilket nærmere Reg-
ler skulle gives ved AnSagsører.

Hmsyn til Dommerfuldmægtige noget storre
personlige Garantier end den hidtil bestaaende
Ret, fe § 45.

Derncest fremhceves, at beskikkelsen af
midlertidige Dommere og Sættedommere i
de Tilfælde, hvor den ikke meddeles af
Justitsministeren, er henlagt til Landsrettens
Formand i Stedet for Amtmanden. Denne
Forandring gaar i samme Retning, som man
ogsaa i flere andre Henseender har fulgt,
nemlig at overføre til Domstolene al den
Myndighed vedkommende Retsplejen, som ikke
nødvendig maa være Regeringen (Justits-
ministeren) forbeholdt. At dette stemmer
med Grundsætningen om Domstolenes Uaf-
hcengighed, behover ikke nærmere at paavises.

§ 46 hcevder i Modsætning til den be-
staaende Praxis, at Dommered ikke blot
stal aflægges af de faste Dommere, men ogsaa
af midlertidig anfatte Dommere, sættedom-
mere samt Dommerfuldmcegtige. Hvad angaar
Edens Affattelse, er den i Christian den Fem-
tes Lou føreskrevne Formular ikke svarende til
de nu bestaaende Forhold og derhos kun be-
regnet paa saadanne Dommere, som ere egent-
lige Embedsmcend. Den fornsdne For-
andring kan efter § 46 fastsættes ved Kgl.
AnSagsører.

§§ 47-51 danne et Hele, forsaavidt de
allc omhandle følgerne af en Dommers Pligt-
overtrcedelser eller af andet Forhold fra hans
Side eller andre Omstændigheder, som komme
i Strid med Dommerkaldets Krav og For-
udsætninger. Medens de materielle Retsregler
herom ikke indeholde noget væsentligt Afvigende
fra den gjældende Ret, har Udkastet derimod,
hvad Formen angaar, under hvilken Spørgs-
maal om en Del af disse følger blive at
afgisrc, skabt en ny Sagsører, til hvilken der
utvivlsomt er Trang, naar paa den ene Side
Grundlovens Grundsætninger om Domstolenes
Uafhængighed af Regeringen stal opretholdes
og gjenemføres, men paa den anden Side
dette ikke stal nødvendiggjøre en altfor be-
sværlig og til Forholdets Natur lidet svarende
Fremgangsmaade. Disse Hensyn krceve nemlig,
at der til Domstolene selv overdrages en Til«
synsmyndigbed over Dommere, svarende til
ben, der af Regeringsmagten kan og bor ud-

sømmelse eller Skjødeslsshed, hvorfor Straf
ej færskilt er fastsat i Lovgivningen, beftaar
der nemlig endnu endel celdre særlige Straffe-
bud for visse Forssmmelser af Dommeren, idet
disse heller ikke ere medtagne paa Fortegnelsen
i Stl.'s §§ 308-310 over celdre ved Straffe
loven ophcevede Bud. En Rcekke saadanne,
endnu bestaaende Bud opregnes i Nellemann
Civilprocessens almindelige Del S. 199—200.
Nogle af disse ville vel af sig selv bortfalde
under den nye Proces, idet de Forhold, som
de ramme, ikke da lcengere ville kunne føre-
komme, saaledes f. Er. Straffebudet i 1—5—19
om Straffen for den Dommer, der forsommer
at tilkalde Meddomsmcend i Drabssager. Men
det gjælder ikke om dem alle. Det maa nu
erkendes, at der ingen Grund er til at bevare
disse celdre Bud, der som oftest ikke engang
ville behsve at Medføre nogen anden Straf,
end om Forholdet bedsmtes efter Stl.'s §143,
medens den sidste Bestemmelses mere elastiske
Strafferamme doz staar i bedre Overensstem-
melse med Grundsætningerne i vor nu gjæl-
dende Strafferet end den i Reglen langt sncev-
rere Ramme i hine celdre Bud. Paa disse
Betragtninger er Slutningsbestemmelsen i
§ 47 1ste Stykke grundet.

Det er imidlertid ikke enhver Overtrcedelse
af Embedspligt, der efter Lovgivningen med-
fører Straf for Dommeren. Er der kun Tale
om Forfsmmelfe eller Skjødesloshed i Gmbeds-
førelse, fordrer Stl.'s § 143 for Dommeren
som for alle andre Gmbedsmcend som Betin-
gelse for Straffen enten, at Embedsmanden
oftere stal have gjort sig skyldig deri, eller at
der er udvist grov Forssmmelse eller Skjsdes-
lsshed. Men deraf, at Loven ikke fastsætter
Straf for en Forsømmelse, der hverken er
grov eller oftere gjentaget, fslger ikke, at den
nødvendigvis stal gaa ganske ubemcerket hen.
Der vil tvertimod ofte være Grund til at
give Dommeren som enhver anden Embeds-
mand i stige Tilfælde en difciplinær Paamin-
delse. Det er derfor kun en i Forholdets
Natur grundet Regel, naar § 48 forudsætter,
at der i saadant Fald kan gives Dommeren
en Advarsel eller en Irettesættelse. Det Sceregne
ved Regelen i § 48 er Maaden, hvorpaa en

ubsættes, indeholde intet Nyt. Med Hensyn
til Virkningen af en saadan Suspension i
Henseende til Nydelsen af Gmbedsindtcegterne
forbliver det ved de gjældende Negler, se
Pl. 23. April 1813 og 14. Sept. 1830.
Hvad angaar den formelle Behandling
af de forskellige i det føregaaende nævnte
spørgsmaal, er der ingen fslelig Trang til
nye Regler, forsaavidt spørgsmaalet drejer
sig om Straf eller Erstatning paa Grund af
Dommerens Overtrædelse af Embedspligt.
Hvad Udkastets § 47 herom føreskriver, nem-
lig at Forfølgning til Straf sker ved en selv-
stamdig Straffesag, og at Erstatningsansvar
maa gjøres gjældende ved Paaanke, forsaavidt
det ikke kan paakjendes i Forbindelse med
spørgsmaal om Straf, er kun en Gjentagelse
af, hvad der er Regel efter den gjældende
Ret. Det Samme Mider om den Regel, at
Straf, naar den ej overstiger Boder, kan paæ
lægges uden selvstcendig Straffesag under
Paaanke. At denne Regel kun er fakultativ,
stemmer med Forholdets Natur. Findes
Sagen nemlig ikke klar, bliver en selv-
stcendig Straffesag under de almindelige,
fuldt betryggende Former en Nsdvendig-
hed. Det eneste Nye, som Udkastet med
Hensyn til de her omhandlede Tilfælde har
føreslaaet, er den Regel, at det under de
samme Forudsætninger, under hvilke Straf
kunde idommes under Paaanke uden selvstcen-
dig Straffesag, heller ikke skal være en Nsd-
vendighed, at en selvstcendig Straffesag i al-
mindclige Former anlægges, cm end Paa-
anke ej finder Sted, men at en lettere og
hurtigere Afgjørelse bsr kunne trceffes paa lig-
nende Maade som i Paaanketilfælde. Dertil
aabner den Sagsører en Vej, som Udkastet af
andre Grunde har indfort til Afgjørclse af en
Roekke af de her omhandlede spørgsmaal,
nemlig det af dsmmende Myndigheder udsvede
Tilsyn med Dommeren, se § 50 Nr. 1. Til-
synsmyndigheden behoves vel ikke for spørgs-
maal om egentlig Straf; men naar der af
andre Grunde er Trang til den, er det natur-
ligt at gjøre Brug af den ogsaa ved Straf i
saadanne Tilfælde, hvor dette fra ingen Side
kan have Betænkelighed, men tvertimod kan
hjælpe til en let og hurtig Afgjørelfe, hvor

stemmelse vi! da kun kunne ske ad besværlige
og unaturlige Veje (en civil Domssag), hvis
der ikke aabnes Adgang til at henvende sig til
Domsmyndigheden som discipliner Myndighed
og derved faae spørgsmaalet Afgjort. Med
Hensyn til de andre, mindre indgribende di-
sciplinere Forholdsregler gjælder i denne Hen-
seende det Samme, som nys blev bemcerket am
Overtrædelser af Embedspligt, for hvilke Loven
ikke bestemmer Straf.

Hvad endelig Suspension af de i § 50
Nr. 3 ommeldte Grunde angaar, er det vel
saa, at Grundloven ikke udelukker admini-
strative Myndigheder fra at anordne en saæ
dan; men det maa dog erkjendes at være
naturligere, at Beslutningerne herom ere over«
ladte til judicielle Myndigheder, og nødvendigt
er dette ved den Afskedigelse, som omhandles
i § 50 Nr. 4, da Grundlovens Bud om-
fatter enhver Afsættelse mod Dommerens Villie.
En almindelig borgerlig Domssag er imidler-
tid i begge Tilfælde en unaturlig Vej. Og«
saa her er der derfor Trang til at kunne faae
Domstolenes Ufgjørelse som Udovelse af en
dem tilkommende Tilsynsmyndighed.

Med Hensyn til den nærmere Sagsører
af den Tilsynsmyndighed over Dommere, som
det faaledes for en Rcekke af afgjørelsers
Skyld maa ansees for rigtigt at lægge i judi-
cielle Myndigheders Haand, har man anset det
for rigtigt at gjøre en Adskillelse, eftersom
det, der føreligger, er af storre eller mindre
Betydning, — en Adskillelse, som ogsaa
andetsteds er gjort, f. Ex. i den ovenfor
Nævnte osterrigske Lov.

Naar der nemlig blot er Spørgsmaal om
at give en Dommer en Advarsel eller en
Irettesættelse for en Forsommelse, der ikke er
strafbar, eller for et utilbørligt eller usomme-
ligt Forhold, der dog ikke kan siges at svcekke
den Agtelse og Tillid, en Dommer maa have,
maa det siges at være naturligt, at Saadant
kan ske uden egentlig processuelle Former, og
at Beslutningen derom kan tages af en enkelt
Mand, nemlig Formanden for den Ret, af
hvilken Dommeren er Medlem, eller hvor denne
Regel ikke passer, Formanden for den Ret,
som han er underordnet, se herom § 48.

En Ret til at paaanke stige Beslutninger

ligger ligefrem indenfor Justitsministerens
Embedspligt, naar han antager, at et Forhold
er tilstede, fom begrunder Anvendelse af denne
Rettens Myndighed. Men ogfaa uden en saæ
dan Opfordring kan Retten gjøre Brug af
den, med mindre der er Tale om Afskedigelse
eller andet Ophor af Stillingen, i hvilket Til«
fælde det vilde ligge ganske udenfor vor offent-
lige Rets Principer at lade Domstolene af
egen Drift tage en saadan Beslutning, se
§51 1ste Stykke.

Angaaende Retsskriveres beskikkelse, Ansvar
for Embedshandlinger osv. gives der i §§ 52
—54 Bestemmelser, som i det væsentlige
stemme med de i forrige Underafdeling om
Dommere givne Forskrifter, dog med enkelte
Forandringer, der svare til de efter den nu«
gjældende Ret bestaaende Forskelligheder mel-
lem de Nævnte Gmbedsmcend. særligt frem-
hceves, at § 54 opretholder den bestaaende
Adgang til at suspendere og afskedige Rets-
fkrivere ad administrativ Vej.

Af de her givne Bestemmelser behove kun
Reglerne i § 56 om Stcevningsmcends Be-
skiftelse nogen Forklaring. Som det vil sees,
har Udkastet i Modsætning til den nugjæl-
dende Lovgivning, hvorefter der skal beskikkes
Stcevningsmcend for hvert enkelt Sogn,
knyttet beskillingen til Retskredsene, hvilket
medfører den Lettelse for Befolkningen, at
denne kan henvende sig til hvem den vil af
de for hele Retskredsen fungerende Stcevnings-
mcend. Da det fremdeles maa ansees for
hensigtsmæssigt, at Publikum i selve Rettens
Lokaler kan finde Mænd, der have Bemyn-
digelse til at fungere som Stcevningsmcend,

Umiddelbart efter de almindelige, for
den borgerlige Retspleje og Strafferetsplejen
fcrlles Bestemmelser om Domstolenes Sagsører
finde de Regler, der omhandle den for Straffe-
retsplejen ejendommelige Rævningeinstitution,
deres naturlige Plads. Det nærværende Ud-
kasts andet Afsnit handler derfor om Rævninger-
nes Kaldelse, Herunder indbefattes dog kun
de Regler, i Henhold til hvilke den Kreds af
mænd fastsættes, blandt hvilken Rævningeme
til hver enkelt Sag skulle udtages. " Disse
Regler ere uafhængige af den enkelte Straffe-
sags Gang og høre til den almindelige Ord- ning af Domsmagten. De Bestemmelser der«
imod, som omhandle Udtagelsen af Nævnin-
ger til den enkelte Sag blandt den forud
fastsætte Kreds af mænd, danne et Led i den
enkelte Ncrrningesag; de maatte derfor optages
i Udkastet til Loren om Strafferetsplejen og
indordnes blandt de Regler, der omhandle
Hovedforhandlingen for Rævninger, se det sidst-
Nævnte Udkasts fjerde Afsnit Kap. IV. §§
311—322. Dermed staar det videre i For-
bindelse, at ogsaa Reglerne om de Forholdet
til den enkelte Sag vedrsrende Grunde, der
gjere Rævninger inhabile, ere optagne i Ud-
kattet om Etrafferetsplcjen ligesom med Hen-
syn til Dommere og andre Rettens Perfoner,
se det Nævnte Udkasts Første Afsnit Kap. III.
Wnmet for nærværende Afsnit falder
naturlig i 4 Kapitler, af hvilke det Første
indeholder almindelige Bestemmelser med Hm-
fyn til Rævningers Kaldelse, medens de an-
dre tre i den ved Forholdets Natur angivne
følgeorden omhandle den Rcekke af Foranstalt-
ninger, ved hvilke Betingelserne for Udtagel-
sen af Rævninger til den enkelte Sag skaffes
tilstede.

I dette Kapitel angives 1) i § 60 Grund-
trcekkene af den Fremgangsmaade, der bliver at

at give sig det blinde Tilfoelde i Vold, naar
Alt skulde bero paa en Lodtrækning blandt
dem, der iFølge Udkastet skulle opfsrcs paa
Grundlisterne. Af Vigtighed blive felvfølge-
lig herved Reglerne om, hvem der skal føre-
tage hint Valg; men derom henvises til Be-
mcerkningerne ved Udkastets § 72. Det omspurgte
Valg maa finde Sted for hver Rævninge-
kreds, d. v. s. de Dele af Landsretskredfen, som
ere henlagte til de forstjellige Steder, hvor
periodiske Msder til Straffesagers Paakjen-
delse finde Sted, fe herom Udkastets § 20.
Som det nærmere er oplyst ovenfor, er det
ved den Sagsører, at der paa forskjellige Steder
i Landretskredfen holdes Ttrafferetssamlinger,
og ved Rævningekredsenes deraf følgende rin-
gere territoriale Omraade væsentlig tilsigtet at
lette Borgerne Byrden at virke som Nævninger,
idet Hvervet ikke ffal nødvendiggjøre Ophold
paa Steder, der ligge meget langt borte fra
Hjemmet. Valget gjælder, som alt bemcerkel,
for et Nar, jfr. imidlertid herved den af prak-
tiske Hmsyn nedvendige Bestemmelse i § 79
sidste Punktum. Aarets Beregning fra 1ste
Juni til 31te Maj er ikke vilkaarlig valgt.
Den Forberedelse for Valget, som ligger i
Grundlisternes Fornyelse,, begynder efter § 67,
den 1ste Februar, hvilket Tidspunkt atter er
valgt med sagligt Hensyn til de gjældende
Regler om Folkethingsvalglisternes aarlige Be-
rigtigelse, fe Lov 12 Juli 1867 § 11, da
disse to Arter af Lister efter Udkastets Regler
ville have Saameget tilfcelles, at Arbejdet med
deres Tilvejebringelse bsr ske samtidig for at
spare Tid og Krcefter. IFølge dette Udgangs-
punkt kan Rævningeaaret ikke godt begynde
tidligere end den 1ste Juni, naar der skal
være tilstrækkelig Tid til de forstjellige Akter
der blive at føretage, jfr. Udkastets §§ 68
69, 72 og 73.

De almindelige Betingelser for at kunne
kaldes til Nævning falde ifølge § 61 sam-
men med Betingelserne for Valgret til Folke-
thinget; der tilfsjes kun en enkelt yderligere
Betingelse, som Ncrrningehvervets sceregne Be-
skaffenhed nødvendiggjør, hvorhos den for Valg-
retten gjældende Bopælsbetingelse undergaar en
i Forholdets Natur grundet Lempelse. Denne
Sagsører, der er i væsentlig Overensstemmelse

Departementet mod omtrent 800 Navne af
Loven forudsættes som det Regelmæssige, medens
Tallet under Iulimonarkiet ved Nedsættelsen
af Census for den politiske Valgret steg til
4 a 5000.

I Belgien fastsætte en Lov af 1838 et
lignende kombineret System. Rævninger kunde
kun være Vcelgere, der ydede en aarlig direkte
Skat, hvis Storrelse var forstjellig efter de
forjkjellige Provindser (110—250 Frs.) eller
som horte til en af de særlig Nævnte Kapæ
citetsklasser (Medlemmer af Folkereprcesenta«
tionen og af kommunale Raad, Doktorer og
Licentiater, dog ej de theologiste, offentlige
Lccger, Notarer, Sagsørere, autoriserede Veksel-
agenter og Mceglcre samt pensionerede Gm-
bedsmcend med mindst 1000 Frs. Pension).
I Stedet for denne Lov gjælder nu en Lov
af 18de Juni 1869, der forandrer Enkelt-
heder (Census fra 90 til 250 Frs.), men
ikke Systemet.

Den samme Vej er endelig Flertallet af
de gjældende Love i Tyskland gaaet. I En-
kelthederne er der mange Afvigelser. Cmsus-
fordringen er snart opstillet absolut, nemlig
faaledes, at der krcrves en Skatteydelse af en
vis Stsrrelse, forstjellig i de forfkjellige Stater
(i Preussen udenfor Rhinprovindserne 16
Thalcr Klasfeskat eller 20 Th. Statsgrundstat
eller 24 Th. næringsfkat), snart relativt saæ
ledes, at et bestemt Antal af de Højest Be-
skattede danne den Kreds, af hvilken Nævnin-
gerne vcelges (Rhinprovindserne, Hessen, Bruns-
vig, Oldenburg). Loven for Wurtemberg
rykker Censusfordringen ned til Minimum,
idet den kun kroever Adelse af en hvilken-
fomhelst direkte Statsstat. Kapacitetsklas-
serne, der ere fritagne for Censusfordringen,
ere ogsaa forfkjellige, stjsnt de vigtigste af
dem førekomme i de fleste Love paa samme
Maade (visse offentlige Stillinger, Doktorer
m. fl.). Kun een, ikke lcengere gjældende Lov,
nemlig den for Kurhessen, havde et rent Cen-
sussystem.

Ganske enkelte tyske Stater fordre foruden
den politiske Valgret kun, at Vedkommende
skal kunne lcesc og skrive. Saaledes er ogsaa
den 1873 for Dstrig indforte Sagsører. Men
Begrænsninger skjule sig dog her i Virkeligheden

tragtes baade fom en offentlig Ret og som en
offentlig Byrde. At den offentlige Ret ikke
udstrækkes til andre Personer end dem, der ere
i Besiddelse af den vigtigste politiske Net,
Valgret til Folkereprcrsentationen, er naturligt.
Fra dette Synspunkt er det let forklarligt, at
de Staters Love, som knytte Valgretten til en
Formuebetingelse, krcrve en lignende Betingelse
for at blive Nævning; men dette Motiv
bliver hos os uden Betydning. Det sædvan-
lige førenede Formue og Dygtighedssystem,
krcever imidlertid ordentligvis mere end dette.
Det hviler nemlig paa den Betragtning,
at der bsr opstilles saadanne Betingelser for Ad-
gangen til at blive Nævning, som i det Mindste i
Almindelighed ere egnede til at vcekke en For-
modning for, at den Paagjældende er i Be-
siddelse af de Egenskaber, der krceves til en
fyldestgørende Udførelfe af nærningehvervet.
Herefter er det ikke givet, at Retten
til at kunne blive Nævning skal udstrcekkes
til alle de Perfoner, som have den politiske
Valgret. Det forudfættes ikke og kan ikke
forudsættes om enhver Valgberettiget, at han
er egnet til selv at udføre ethvert offentligt
Hverv, og det kan navnlig ikke forudsættes med
Hensyn til det scerligt ansvarsfulde nærningc-
hverv. Denne Betragtning vilde naturligvis i
forHøjet Grad faae Betydning, hvor Valgretten
er udstrakt saa vidt som hos os. Den vilde
ogfaa være cngjørende, dersom Udtagelsen af
nævninger stulde ske ved Lodtrcekning umiddel-
bart blandt dem, der opfylde de i Loven føre-
skrevne Betingelser for at kunne kaldes til
Nævning. Naar der derimod, Førend nogen
Lodtrcrkning finder Sted, Først skal føregaa en
Sigtning ved Valg, taber den anfsrte Betragt-
ning sin Vcegt. Alle de Grunde, der ogfaa i
andre Forhold tale imod at binde et Valg
ved scrregne, af Mistillid til de Vcelgendes
fornuftige skjøn fremgaaede Valgbarhedsbetin-
gelser, blive her anvendelige. Loven vil altid
ved stige Betingelser udelukke Mange, som ere
egnede, uden dog paa nogen Maade at kunne sikre,
at alle de, der opfylde Betingelserne, ere egnede.
Det maa saaledes ansees for velbegrundet, at
Udkastet saavel positivt som negativt — bortset
fra uvæsentlige Lempelser — lader Retten til

Evne til at være Nævning*). Den Klasse af
valgberettigede Borgere, som § 63 har for
Dje, nemlig de, som udelukkende eller væsent-
ligst ernære sig ved egne Hcenders Gjerning,
tor vel ingenlunde udelukkes fra Retten at
kunne kaldes til Nævning, men de have et
billigt Krav paa at fritages for Byrden ved
Rævningehvervet. Det kan nu forudsees, at
de paagjældende Personer regelmæssig ville
snfke denne Fritagelse, medens det paa den
anden Side ogsaa kan forudsees idelig at ville
blive Tilfældet, at de forfomme at indgive
Begæring derom, hvis en saadan forlanges.
Hervaa begrundes den ejendommelige Behand-
ling af denne Fritagelsesgrund. At Klassens
Gramfer ikke kunne angives paa en Maade,
der udelukker Tvivl i enkelte Tilfælde, er i
dette Forhold af liden Betydning. Til at af-
værge eller raade Bod paa Fejlgreb i Anven-
delsen af § 63 yder Udkastet aldeles tilstræk-
kelige Midler.

Ved Grundlisternes Berigtigelse faae alle
Spørgsmaal om Berettigelse til, Udelukkelse
fra eller Fritagelse for Rævningehvervet en
stiltiende eller udtrykkelig afgjørelse, udtrykkelig,
naar Kjendelse i Anledning af Paastande
eller Indsigelser er bleven afsagt, stiltiende,
forsacwidt Indsigelser ikke ere fremkomne mod
de til Eftersyn fremlagte Lister. Det Spørgs-
maal opstaar nu, hvilken Betydning der stal
tillægges dels hine Kjendelser, forsaavidt de
enten ikke i rette Tid ere blevne paaankede
eller ere afgivne endelig iFølge Paaanke, dels
Forfommelse med i rette Tid at fremsætte
Indsigelser mol) de fremlagte Lister, om hine
Kjendelser skulle have ubetinget Domskraft, og
om disse Forsømmelser skulle virke udelukkende.
Disse Spørgsmaal besvares i Udkastets § 65,
der giver en forffjellig Regel for Lifternes
Betydning med Hensyn til de Personer, som
ikke ere optagne paa den, og med Hensyn til
dem, der ere optagne, og, hvad de sidstnævnte

fordring, Befojelse eller tildels endog blot
faktist Mulighed til at gjøre Udelukkelsesgrunde
gjældende, Førend Sagen er bragt for Retten.
Det vilde derfor være uføreneligt med Parter-
nes Ret, om man vilde lade Grundlisternes
Berigtigelse være afgjørende for dem. Hverken
kan den udtrykkelige Kjendelse have Domskraft
for dem, ejheller kunne Fristerne virke affkjcrrende.
De maa under Sagen kunne More en hvilken-
somhelst Udelukkelsesgrund gjældende mod de
Personer, mellem hvilke Lodtrcekning til Sagen
skal finde Sted, uden Hensyn til de tidligere
ved Grundlisternes Berigtigelse stedfundne ud-
trykkelige eller stiltiende afgjørelser. Der kan
fastsættes en Frist for Parterne, inden hvilken
Indsigelsen skal gjøres gjældende; men det maa
være en Frist efter Sagens Anhcengiggjørelse. l
Reglerne om Parternes Stilling i faa Hen-,
seende høre imidlertid ikke hjemme i § 65;'
de ere givne i Udkastet til Lov om Straffe-
retsplejen s 312, jfr. §§ 16 og 18. Med den
omtalte Grundsætning vilde det vel ikke være
ligefrem uføreneligt, at Grundlisternes Berig-
tigelse iøvrigt var afgjørende ogsaa med Hen«
syn til Udelukkelsesgrunde. Men det vilde
ikke være naturligt ubetinget at fastsætte, at
vitterlig føreliggende Udelukkelsesgrunde ikke
kunde tages i Betragtning for under Sagen
og hvis Parterne fremsætte Indsigelse. Me-
dens vel de afgivne upaaankede eller iFølge
Paaanke afgivne Kjendelser bor staa fast, kun
med Forbehold af hin Parternes Ret, og me-
dens fremdeles vel den i § 68 3die Stykke
hjemlede Ret til Indsigelser maa ophore, bor
de paagjældende Myndigheder ikke være af°
fkaarne fra i Embeds Medfor at føretage Be-
rigtigelser af Listerne med Hensyn ikke blot til
senere opstaaede Udelukkelsesgrunde, men ogsaa
til saadanne, som alt førelaa tidligere, men
ikke have vieret fremdragne. Det er heller ikke
vanskeligt at gjennemføre den i § 65 2det
Stykke indeholdte Regel praktist, se herom
Reglerne i Udkastets §§ 71, 74, 78, 84,
85 og 86.

Hvad endelig angaar Fritagelsesgrunde,
kommer Hensynet til Parterne selvfølgelig ikke
i Betragtning; Listernes Berigtigelse kan her
med Føje i Regelen betragtes som afgjørende.
Kun forsaavidt Fritagelsesgrunden senere er

som derfor ogsaa stemmer med Tanken i
Valgloven, selv om man ikke ad Fortolknin-
gens Vej tor opstille den her. For det Til-
fælde, som ej er utcenkeligt, at denne Adgang
til Indsigelser vil blive benyttet i mere ud-
strakt Omfang ved Rævningelisterne, er det
ikke uden Interesse, at mulige Tvivl om
Kompetencen til al fremsætte dem afstjeeres
ved en bestemt og let anvendelig Regel i
Loven.

En vigtigere Afvigelse fra Valgloven in-
deholde Udkastets Bestemmelser om Retsmidler
mod Kommunalbestyrelsens Kjendelser angaæ
ende fremkomne Indsigelser. Som bekjendt
er efter Valgloven en Kjendelse, som gaar
ud paa, at en Person stal optages eller for-
blive paa Valglisterne, uomstsdelig. Valg-
loven hjemler i § 20 kun den, hvem Valgret
ved Kjendelse er ncegtet, et Retsmiddel heri-
mod; dette bestaar i, at han kan indbringe
spørgsmaalet for Domstolene med Adgang
til Appel. Det gaar nu for det første ikke
an her, hvor der er Spørgsmaal om Noget,
der ligesaa meget er en Byrde som en Net,
at afskjcrre den fra ethvert Retsmiddel, der
mod sin Paastand er optagen paa Grund-
listen. Og det stemmer fremdeles med For-
holdets Natur her, at ogsaa de, der have
fremsat Indsigelse imod andre Personers Ude-
ladelse af eller Optagelse paa Listerne, kunne
Paaanke den Kjendelse, der har forkastet den
af dem fremsætte Indsigelse. Men dernæst
vilde det af flere Grunde her være uhensigts-
mæssigt at anvise Spørgsmaalets Indbringelse
for Domstolene som Retsmidlet mod de om-
spurgte Kjendelser. For det første kan det
let tcenkes, at den endelige Dom i en slig
Sag først faldt, efterat Aarslisten var fastsat,
hvilket stal være sket inden den 1ste Juni.
Gaar da Dommen ud paa, at en Person stal
optages paa Grundlisterne, der ikke var det,
da Aarslisten blev fastsat, vilde Dommen en-
ten blive betydningslog eller der maatte op-
staa spørgsmaal om en Omgjørelse af Aars-
listen og senere Akter, der vilde fremkalde For-
viklinger uden tilsvarende Nytte. I de Til-
fælde, hvor Dommen anordnede en Optagelse
Paa Listen eller forkastede en Udelukkelse, og
hvor dette forte tis, at den Paagjældende vir-

omtalte Spørgsmaal om Udstrækningen af
Evnen til at kunne være (9: vcelges til)
Nævning. Det her føreliggende spørgsmaal
kan loses paa en Maade, som gjør det ncesten
illusorisk, at Grundlisterne optage det storst
mulige Antal Borgere, saaledes f. Ex. som
Tilfældet var efter den franske Lov af 4de
Juni 1853, der vel beholdt det brede Grund-
lag, som Loven af 1848 havde skabt, men
lagde Valget i Hcenderne udelukkende paa
Regjeringens Embedsmand. Med Rette har
derfor den almindelige Opmcerkfomhed med
ligesaa stor Styrke fcestet sig ved denne anden
Hovedbestanddel af Reglerne om Nævningernes
Kaldelse, og en Oversigt over de Veje, som
de vigtigste, fremmede Lovgivninger ere gaaede
paa dette Punkt, fortjener lige saa fuldt en
Plads her som ved Spørgsmaalet om Grund-
listernes Udstrækning.

I England vcelges Rævningerne for Aaret
blandt de paa Grundlisterne opforte Mænd
(„Iurvbogen for Aaret") af Sheriffen.

Den franske Lovgivning af 1808 overlod
Valget til Prcefekten. Herved blev det ogsaa
under Restaurationen og under Iulimonarkiet
(Lov 2. Maj 1827). I Virkeligheden blev
Prcefektens Magt dog langt stsrre i den
sidst Nævnte Periode end i den Første. I
denne var nemlig Grundlistens Tal begrænset
c. 800 Navne) og omvendt Tallet af dem,
der skulde vcelges for Aaret, forholdsvis
betydeligt (300), medens det samtidig var
Regel, at de samme Navne ikke maatte føre-
komme paa Aarslisten 2 Aar i Trcek, saa at en-
hver paa Grundlisten optagen Person i Virke-
ligheden kom til Optagelse paa Aarslisten
efter Omgang (hvert tredie eller fjerde Aar).
Men efterat Grundlifternes Tal under Iuli-
monarkiet var steget til mere end det tredcb-
belte, gjenvandt Prcrfekterne al den Magt, som
de faktisk tidligere vare udelukkede fra. Et
helt nyt System fulgte Loven af 7 de Au g. 1848.
Det var Lovgiverens Villie at unddrage Regje-
ringens Embedsmcend den tidligere udsvede
Indflydelse paa Nævningcvalget. Grundlisterne
for Departementerne indeholdt nu mange Tu-
sinde Valgbare. Aarslisten skulde indeholde
1500 Navne. Disse fordeltes mellem De-

I de tyske, for Tiden gjældende Love ere
forfkjellige Valgmaader fulgte. I Preussens
celdre Provindser og i Hesfen-Darmstadt er Valget
lagt i Hcenderne paa administrative Statsmyn-
digheder, henholdsvis Regeringsprcrsidenten og
Provindsialdirektionen. I de ny erhvervede
preussiske Provinser samt i Brunsvig og An-
halt er Valget tildelt Domstolene, enten en
Højere Rets Formand alene eller et Retskolle-
gium. I de andre tyske Stater endelig finder
en Medvirkning Sted af Organer for den
kommunale Selvstyrelse. I de sachsiske Hertug-
dsmmer sker faaledes Valget ved et Udvalg,
bestaaende af Underdommeren og et Antal af
kommunale Raad valgte Medlemmer; i Wu'r-
tcmberg ligeledes, men Dommeren har her
kun raadgivende Stemme. I Vaden og et
Par Smaastater sker Valget umiddelbart af
kommunale Raad. I Bajern sker Valget i
to Trin; paa det første Trin medvirke valgte
Mænd fra Kommunerne; det endelige Valg
tilkommer det kommunale Raad for Kredsen.
I Kongeriget Sachsen dannes til Valget en
Kommission af en Dommer, en Regjerings-
embedsmand og Kommuneførstandere, der imid-
lertid udpeges af Dommeren.

særlig skal endnu kun fremhceves
Sagsøreren efter den nye ostrigste Lov og efter i
det tyste Udkast til en fcelles Lov. Efter den j
ostrigste Lov stal den Kommuneførstander, der
udarbejder Grundlisten, tillige udpege de Mænd,
hvem han færlig vil henlede Opmærksomheden
paa. Selve Valget sker af en Kommission,
i hvilken indtrcede alle Kredsens Underdommere
og ligesaa mange Repræsentanter for Kred-
sens Kommuner, een for hver Underretskreds.:
Ifølge det tyske Udkast stal Valget ske i
to Trin. Gt Udvalg, bestaaende af Under-
dommeren (Amtsrichter) som Formand, en ad- i
ministrativ Embedsmand og 5 Tillidsmcend,
der vcelges af Dommeren, navnlig blandt Med-
lem'.ner af kommunale Raad, dog at det bliver
de enkelte Landes Lovgivningsmagt forbeholdt
at overlade Valget til kommunale Raad, af-
fatter en Forzlagsliste, der indeholder 3 Gange
saa mange Navne, som der falder Rævninger
paa vedkommende Distrikt. Paa Grundlag
af disse Forslagslister udtages Nævningerne
til Aarslisten af Kollegialretten i Første In-

eller kommunale Forsamlinger ved umiddelbar j
Afstemning af samtlige politist eller kommunalt
Valgberettigede. Derom kan der fornuftigvis
heller ikke være Tale. Det kommer ved
Rævningehvervets Udførelse efter dets Tanke'
alene an paa Rævningens førstandighed,
Retsindighed og felvstcendige Karakter, ikke
tillige paa den Overensstemmelse i Grund-
opfattelsen med verlgerne, hvorom der bliver
og maa blive Tale ved Valg til hine
Forsamlinger. nævningehvervet i Almin-
delighed tilsteder kun eet Grundsynspunkt: Ret-
færdighed. Afvigende Opfattelser blive forsi
tomkelige i de enkelte Sager; men om disse
føreligger Intet paa den Tid^ da Valget finder
Sted, saa at der ikke kan blive Spørgsmaal
om et Hensyn til disse ved Valget, selv om
det var tilstedeligt ved Valget at tage Hensyn
til, hvorledes en Person forMødedes at stille
sig til en bestemt Sags afgjørelse. Et Sy-
stem, der udelukker baade administrative og
judicielle Embedsmand fra Medvirkning, kan
kun ordnes saaledes, at Valget lægges i Hin-
derne paa kommunale Raad eller Udvalg,
fremgaaede as disse. Utvivlsomt sikrer dette
System en Rcekke af de Betingelser, som maa
udkrceves hos Rævningerne, og der kan ikke
være Tvivl om, at en væsentlig Medvirkning
af saadanne kommunale Organer bor finde
Sted. Rævningehvervets Ejendommelighed,
Medvirkning ved Retsplejen, medfører imidler-
tid, at det maa ansees for meget onsteligt,
at ogsaa Dommerne have Indflydelse paa
Valget, kun at denne Indflydelse ikke bliver
overvejende.

Man føres faaledes til at anerkjende som
den mest tilfredsstillende Sagsører et blandet
System, der sikrer dels Organer for den
kommunale Selvstyrelse dels Dommere Ind-
flydelse paa Valget, medens der mangler
Grund til ogsaa at give administrative Stats-
cmbedsmænd som saadanne Adgang til Med-
virkning. I denne Retning gaa ogsaa — som
det sees — de fleste nyere Love, med stsrre eller
mindre Held i Udførelsen. Skal nu det ene
Element ikke have Oververgten over det andet,
bor Valgkommissionen sammensættes af et
lige Antal Mænd fra begge Elementer, og
ForSædet maa overdrages til en paa scerlig

ling, jfrt. med §§ 64 Nr. 9. 80 og 91.
At Rævningebyrdens ligelige Fordeling mellem
de forfkjellige Kommuner er et Hensyn, der
kun kan komme i Betragtning i anden Rcrkke,
fe § 75, behsver ingen Begrundelse. Lige-
ledes vil det findes stemmende med Forholdets
Natur, at Udvalgets Møde ved føretagelsen
af Valget ikke er offentligt. Reglerne i § 76
forklare fig selv.

Blandt de paa Aarslisten optagne Perso-
ner udtages Nævningerne til hver enkelt Sam-
ling ved Lodtrækning. Bestemmelserne i dette
Kapitel herom og om hvad dermed videre staar
i Forbindelse, ere i det Hele taget af den
Karakter, at de ikke trænge til nogen udforlig
Redegjørelsc. Bestemmelserne kunne henføres
til 3 Grupper, nemlig: 1) §§ 77—81, i
hvilke Udvalget til Aarsliftens Dannelse for-
udsættes at være i Virksomhed, 2) §§ 82—
85, hvor alene Udvalgets Formand forudsæt-
tes handlende, og 3) §§86—93, hvor de vi-
dere Foranstaltninger forudsættes gaaede over
i Retten og dens Formands Haand.

Ved den første Gruppe af Bestemmelser
stal der blot med Henfyn til Reglen i § 79
bemcerkes, at den der indforte Adskillelse mel-
lem to Lifter, en over HovedNævnmger, en
over Hjælpenævninger, er fcrdvanlig og anbe-
fales ved den Betragtning, at paa ten ene
Side det Antal af 30, fom optages paa Ho-
vedlistcn, regelmæssig tor antages at ville blive
tilstrækkeligt, idet der endog er beregnet et
Onersknd over det Antal, som vil kunne ud-
krawes til Lodtrækning til en enkelt meget
stor Sag, nemlig 28, se Udkastet til Lov om
Straffcretsplejcn § 314, men at det paa den
anden Side er nødvendigt faavidt muligt at
betrygge sig mod den Omstændighed, at hint
Antal dog maatte vise sig utilstrækkeligt.
Hjælpenævningerne maa selvfslgclig tages blandt
dem, der bo i Nccrbeden af det Sted, hvor
Retten holdes, og det er derfor nedvendigt, at
Lodtrækningen af dem sker først.

Gjenparter af Listerne maa meddeles ikke

trceffes af Udvalget, afgjørelscr med Hensyn
til Samlingslisterne dels af Udvalget, dels
fra det i § 83 ommeldte Tidspunkt af Retten,
se § 86; den Befojelse til at træffe Afgjs-
relser, som af praktiske Grunde for et Mellem-
tidsrum tillægges Udvalgets Formand, bsr ej
udstrcekkes videre end fornødent, for at ikke
Suppleringen ved ny Lodtrækning skal udsæt-
tes; den bor derefter indskrænkes til en Ret
ti! at beslutte Udslettelse af Samlingslisterne
og føretage den nødvendige Suppleringslod-
trcrkning. Selvfølgelig maa ogsaa ved disse
supplerende Lodtrækninger Fristerne i §§ 81
og 82 forkortes saa meget, som nødvendighc-
den byder, se § 84 2det Stykke. At de faae
den Nærmerede Lcrngde, har ikke den vergt,
at hele Sagen bor udsættes derefter, jfr. og-
saa § 90.

Dagen for Retssamlingms Begyndelse til-
stillcs alle vedkommende Aktstykker Rettens
Formand (§ 85). og alle videre Foranstaltnin-
ger med Henfyn til Samlingslistcrne gaa nu
over til Retten og dens Formand. Rettens
sinnktioner herved ere ganske ensartede med
Udvalgets, se §§ 86 og 90, og Afgjørelserne
efter § 86 ere derfor ogsaa upaaankelige, men
have alene Gyldighed for den løbende Sam-
ling. Forskjellige fra de Samlingslisterne
vedrsrende afgjørelser, fom omtales i § 86,
ere de afgjørelser, fom Retten trceffer, naar
Indsigelser mod en nævning fremkomme fra
Parternes Side under en enkelt Sag, se Ud-
kast til Lov om Strafferetsplejen § 312. En
afgjørelse efter § 86, der ikke anerkender en
Udtlukkelsesgrund, hindrerikke Parterne fra i de
cfterhaanden førekommende Sager at rejfe Ind-
sigelse, Noget, hvortil i det Mindste den Sigtede
og private Anklagere ikke tidligere have havt
Lejlighed, og efter kontradiktorisk Forhandling
faae det Afgjort ved en Kjendelse, der ikke ube-
tiuget er unddragen Paaanke.

Den i § 87 for Nævninger, der udeblive
uden lovligt Forfalds bestemte Straf vil ikke
findes for hej, naar Hensyn tages til de me-
get store Ulemper, der ved Udeblivelsen let
kunne foraarsages. Ved Samlingens Slut-
ning paahviler der Rettens Formand de i §§

Det nye Princip i Strafferetsplejen, der
gjør Oprettelsen af en færegen offentlig An-
klagemyndighed nsdvendig, er Anklageprincipet.
Det er i Motiverne til Udkastet til Lov om
Strasseretsplejen ncrrmere paavist (se Side 24),
at dette Princip, hvis Gjennemførelse er et af
HovedSpørgsmaalene i den nye Sagsører af
Strafferetsplejen, med Nødvendighed krcever
sceregne, fra Domstolene adst'ilte offentlige
Organer for den offentlige Anklage. Men
skal der kunne regnes paa tilnærmelsesvis at
faae den Opgave lsst, som den nye Strafferets-
pleje vil krceve lsst af den offentlige Anklager,
kan der ikke være Tale om i Almindelighed
at henlægge dette Hverv under nogen Myn-
dighed, som ved Siden heraf har andre, lige-
saa væsentlige Opgaver at fyldestgjøre. Det
maatte hos os, som allevegne, hvor man ind-
rettede en Anklageproces med offentlig Forfolg-
ning, blive en uundgaaelig nødvendighed at
danne en ny sceregen Myndighed, der kunde
overtage dette Hverv i alle ikke ganske ubety-
delige Sager, en Myndigbed, der svarede til
Is ruilliMrs pudlie i Frankrig og die Staats-
anwaltschaft i Tyskland. Denne nødvendig-
hed gjør sig gjældende med desto storre
Styrke, i jo Højere Grad Anklageprincipet
virkelig gjennemføres. Da dette nu er sket i
stsrre Omfang, end hidtil har været sædvanligt,
ved Kommissionens Udkast til en Lov om
Strafferetsplejen, gjælder det ganske færligt
cm dette Udkast, at dets hele Sagsører er
bygget paa den Forudsætning, at en saadan
Myndighed oprettes, som Bestemmelserne i det
føreliggende Afsnit nærmere ordner.

Den Opgave, som iFølge Anklageprincipet
Tilfælder den offentlige Anklagemyndigheds
Organer, indbefatter Fremskaffelse af de Op-
lysninger, som ere nødvendige til at rejse An-
klage for den dommende Ret, derunder Paæ
kaldelse af den Medvirkning af Undersøgelses-
dommeren, som Loven hjemler, dernæst Beslut-
ning om Anklagen og dennes Formulering
overensstemmende med de langt strengere For-
bringer til Nsjagtighed og Fuldstændighed,
som den nye Sagsører maa krceve, end der
stilles til vor nuværende Rets Aktionsordrer,
endelig Anklagens Gjennemførelse baade fra
ben faktiske og retlige Side for den dommende

at de Midler, der ikke komme i Strid her-
med, anvendes daarligt. De indirekte følger
af, at Anklagemagten og de dertil horende
Funktioner blive lagte i Hcenderne paa Orga«
ner, der viste sig ikke at kunne fyldestgjøre de
Krav, som Anklageprvæssen stiller, vilde ogsaa
blive til Skade for den Sigtede. Anklage-
principct udelukker ikke og skal ikke udelukke
Selvvirksomhed fra Rettens Side, om denne
end bor troede i Baggrunden. Loven kan her
ikke drage skarpe grænfer. Meget kommer
nsdvendigvis til at bero paa den faktiske An-
vendelse. Jo mere Anklagemagten viser sig
sit Hverv voren, des mere ville Domstolene
forblive i deres naturlige Rolle. Jo mindre
hint bliver Tilfældet, des meve vil det inkvi-
sitoriske Princip trcenge frem ved Forholdenes
Magt. Men dermed taber den Sigtede da
igjen den Hovedgaranti, som Anklageprocessen
tilsigter at yde ham, at den, der bcerer Dom-
mernavnet, ogsaa virkelig er Dommer og kun
Dommer. Samfundets Interes'e krcever en
kraftig Anklagemagt, den Sigtedes Interesse
Midlerne til et kraftigt Forsvar, og Retfær-
digheden endelig krcever, at der over disse
hinanden modvirkende Faktorer staar en virke-
lig Dommer, der ej ved Forholdenes Magt
drives over i en Rolle, som er hans egentlige
Kald fremmed. Der er saaledes fra ingen
Side Noget, som kunde frembyde Modgrunde
mod Organisationen as en kraftig Anklage-
myndighed.

At de Fordringer, der saaledes stilles og
maa stilles til den offentlige Anklagemyndighed,
udelukke Muligheden af at henlægge dette
Hverv under noget af de alt bestaaende Or-
ganer for den offentlige Magt, vil neppe føre-
komme tvivlsomt.

Den Myndighed, paa hvem Tanken i saa
Henseende nærmest kunde rettes, er Amtman-
den. Denne har i den gjældende Straffeproces,
der jo i Iustitssagerne har bevaret visse akku-
satoriske Former, Funktioner, der berettige til
at betragte ham som offentlig Anklager. Han
tager Beslutningen om Anklagen, og dette er
Kjærnen i den offentlige Anklagemyndigheds
Virksomhed, til hvilken det, der i Processen
gaar foran og følger efter, staar i et akces-
sonsk Fcrbold. Dertil kommer, at han har

kede Morer, som retlig ingen Indflydelse
vilde faae paa Anklageskriftets Affattelse, og
som faktijk kun undtagelsesvis vilde forfoge
paa ad de Veje, der staa aabne, at faae fejl-
fulde eller uheldige Anklageskrifter rettede.
Skulde Amtmanden under det nye System
være offentlig Anklager, saa maatte det ogsaa
regelmcessig være ham, der gjennemforte An-
klagen for Retten. Men derved bliver det
klart, at denne Sagsører er en Umulighed.
Thi derom kan der ikke være Tale, naar
Amtmanden iøvrigt skal være det, han efter
Lovgivningen er. Amtmand og offentlig An-
klager i det nye Systems førstand ere ufør-
enelige Ting. Der kan ikke være Spørgsmaal
om at udvide hans Funktioner i Straffepro-
cessen; deraf følger, at han overhovedet under
det nye System maa trcede ud af en hvilken-
sombelst Forbindelse med Strafferetsplejen.
Han vilde i denne kun være et unyttigt og
besverrende Led. Ikke mindre klart er det,
at Anklagemyndigheden ikke kan henlægges til
beskikkede Aktorer. Beskikkes disse for det en-
kelte Tilfælde, er det den beskikkende Myndig- i
hed, der tillige maa være anklagebefluttende,
som er den virkelige Anklagemyndighed; men
til denne bor, som alt bemcerket, i det Mindste
i Regelen og i alle vigtigere Tilfælde, ogsaa
Anklagens Gjennemførelse henlægges. Vilde
man tcenke sig et Kollegium af Sagførere,
beskikkede een Gang for alle af Justitsministeren
som Aktorer, vilde det dog for det første ikke
kunne gaa an at lægge den i Borgernes Ve
og Vel saa indgribende Myndighed til at be-
slutte Anklage til et faadant Kollegium; og
derncest vilde man komme i Strid med alle i
Forholdets Natur grundede Erfaringer, naar
man af et Kollegium, hvis enkelte Medlem-
mers Hovedvirksomhed er en anden, vilde vente
den Enhed og den Energi i Anklagerhvervets
Udførelfe, fom krceves. Den ledende Kraft
maa verre hos en enkelt Mand, hvis Opgave
udelukkende eller versentlig koncentrerer sig om
dette Hverv. At endelig Politimyndighederne
hverken vilde frembyde Garantierne for den
Dygtighed, som udkrceves til Udførelsen af
Anklagerhvervet igjennem alle Processens Sta-
dier, eller være i Stand til at førene dette

mandens ganske forfkjellige Stilling ti! An-
klagen. Han har den personlige umiddelbare
Interesse i, at den hans Handlinger forbere-
dende Virksomhed sker paa behørig Maade,
som Amtmanden netop ikke havde. Der vil
overhovedet hverken retlig eller faktisk blive
Tvivl om, at Statsanklageren er Sjælen i den
hele til Forbrydelsens Forfølgning sigtende Virk-
somhed. Ogsaa er det klart og udtrykkelig i
Udkastet til Lov om Strasseretsplejen § 211
forbeholdt, at Statsanklageren kan gribe umid-
delbart ind i Efterforskningen — i Kjøbenhavn,
hvor Forholdene ere sceregne, dog under visse
nærmere Betingelser. Kun det har ikke kunnet
være Opgaven, at udruste den offentlige An-
klagemyndighed med et saa stort Antal af
personlige Krcefter, at disse regelmæssig skulde
være i Stand til umiddelbart at lede Efter-
forskningen. Fremdeles har det bidraget til
at indskrcenke Tallet af de Kroefter, hvorpaa der
maatte gjøres Fordring, at ikke hele Mas-
sen af Sager, der paatales af det Offentlige,
behover at inddrages under den nye Anklage-
myndighed. I et stort Antal mindre betyde-
lige Sager, der som saadanne ogfaa altid
komme for Underretten, kan Funktionen som
offentlig Anklager fra Sagens Begyndelse til
dens Slutning i forfte Instants henlægges
under Politimyndighederne. Disse den nye
Procesfes offentlige Politisager omfatte vel
ikke alle Underretssager, men dog en faa stor
Del af dem, at det ikke vil behoves at have
en scerlig offentlig Anklager ved Underretterne.
Kun ved Landsretterne behove særlige offent-
lige Anklagere at beskikkes (Statsanklageren),
som da tillige udføre Anklagerhvervet i de Sa-
ger ved Kredsens Underretter, der ej ere hen-
lagte til Politiets Forfølgning. Forsaavidt
den personlige Udførelse af Sagerne i disse
Underretssager dog kunde blive en Statsan-
klagerens Tid og Krcefter overstigende Opgave,
kan der for faa vidt endnu uden Betcenkelighed
gjøres Brug af den nugjældende Rets System
med beskikkede Aktorer (Anklagere ved Under-
retterne, se dette Udkast § 98, jfr. Udkast til
Lov om Straffcretsplejen § 30). Det er en
Selvfølge, at denne Undtagelse ikke har de
Misligheder, som for den nye Processes Gjen-
nemførelse vilde ligge i en Sagsører, der

ikke pensionsberettigede. Tanken er, at yngre
dygtige juridiske Krcefter ville foge at opnaa
disse Stillinger og derved erholde en Uddan-
nelse, der sikrer, at de fornødne Krcefter stedse
haves til Besættelse as Statsanklagerposterne.
Den anden Klasse af Personer, som § 98
giver Statsanklageren til Bistand, er af en
sceregen Karakter. „Anklagerne ved Under-
' retten" skulle blot udføre Anklager ved Under-
retterne, altfaa ligesom de nuværende beskikkede
Aktorer, om end deres Hvervs Indhold bliver
mere omfattende. Om Overstatsanklageren
handler § 95. Ogsaa han behover en Bi-
stand, der kan troede i hans Sted, jfr. Udkast
til Lov om Strafferetsplcjen § 28. Men
naar denne stal kunne udføre enhver Embeds-
handling, som falder ind under Overstats-
anklagerens Virkekreds, d. v. s. optrcede som
de ved Landsretterne beskikkede Statsanklageres
Overordnede, kan han ikke passende i ydre
Henseende verre stillet ringere end disse.
Derfor har Udkastet tillagt ham BeNævnelsen
Statsanklager, og kroever Kongelig Beskikkelse
for ham, fe § 96.

Med Udkastets § 99 sammenholdes §
113. Den i § 100 givne Hovedregel kroeves
af Djemedet. At dog den offentlige Anklager,
der har Beskikkelse som Sagfører, med sine
føresættes Tilladelse kan overtage Udførelien
af enkelte borgerlige Retssager, er en billig,
ja endog onfkelig Lempelse. At derncest Virk-
somhed som Sagsører ikke udelukker fra Be-
skikkelse som Anklager ved Underretten, er en
naturlig Følge af disse Anklageres sceregne
Stilling. Med § 102 i Slutn. joevnføres
Udkastet til Lov om Strafferetsplejen § 226.
At de offentlige Anklagere maa være Ju-
stitsministeren underordnede og med Hensyn
til deres Hvervs Udførelse staa under hans
Tilsyn, ligger i Forholdets Natur, se Udkastets
§ 103, jfrt. med Udkast til Lov om Straffe-
retsplejen § 25. Om at gjøre Domstolene
til Anklagemyndighedens Overordnede i Stedet
for Justitsministeriet, bor der ikke ^?oere Tale.
Som retfogende Part ere de vel i de enkelte
Sager Rettens Myndighed undergivne, men
netop iFølge Anklageprincipct ikke i deres
Embedshverv som saadant. Derfor kunde or-
dentligvis heller ikke den Sagsører bibeholdes, som

I Overensstemmelse med de celdre Ud-
kast ere den førestaaede Sagsørers Hovedtrcek: z
1) at Riget deles i Politikredse, svarende til
Underretskredsene (§ 105 1ste Stykke), 2)
at der i hver Kreds beskikkes en fra Underdom-
meren forstjellig Politimester (§ 105 2det
Stykke). 3) at Politiets Krcefter i det Hele for-
oges og 4) at Politimesteren foruden selve
Politifunktionerne overtager — i al Fald
førelobig — hele den evrige forvaltende Virk-
somhed, som efter den gjældende Ret paahviler i
Underdommerne, med Undtagelse af de Forret-
ninger, der efter deres Beskaffenhed egne sig
til at henlægges under andre bestaaende
Myndigheder.

Den nærmere Angivelse af de Forret-
ninger, Udkastet henlægger til Politimestrene,
indeholdes i § 106. Som allerede antydet falde
disse Forretninger naturligt i to forskellige
Klasser, nemlig saadanne, som ligefrem falde
ind under Politivirksomheden, og de Funktioner,
som vel efter deres væsen ere Politimyndig-
heden uvedkommende, men desuagtet af prak-
tiske Hensyn maa henlægges til Politimestrene,
naar Forvaltningen adskilles fra Retsplejen.
Hvad den første Klasse angaar, har man i Ud-
kastet kunnet indskrænke sig til en kort For-
mulering af Politimyndighedens Opgave under
Henvisning til andetsteds givne Regler (§ 106,
1ste Stykke). Forsaavidt Politiets Virksomhed
falder indenfor Retsplejen (Retspolitiet), have
nemlig Bestemmelserne herom deres rette Plads
i Udkast til Lov om Strafferetsplejen, og
ligesom det herefter maatte ansees for uheldigt,
om man vilde gjentage disse Regler, ud-
revne af deres naturlige Sammenhæng, i
Lovudkastet om Retsorganisationen, saaledes
vilde det aabenbart ligge endnu fjernere i
denne at optage Sagsøreren af den anden
Side af Politivirksomheden (den administrative).
Med Hensyn til det sidstnævnte Forhold
henviser derfor § 106 1ste Stykke til de
gjældende Love og Vedtcrgter. Selv om der
i visse Retninger maatte være Trang til nye
Bestemmelser paa dette Omraade, kan det i al

fremgaaet af den Grkjendelfe, at alle de herom-
handlede, meget forskelligartede Forretninger
staa i naturlig Forbindelse med Politivirksom-
heden eller dog uden Ulempe kunne førenes
med denne, men hviler paa den Betragtning,
at der ikke er nogen anden bestaaende Myn-
dighed, til hvilken de naturligere kunne henlægges,
medens Oprettelse af soeregne Statsmyndig-
heder til Varetagelse af disse Forretninger alle-
rede af finantsielle Hensyn maa ansees for
udelukket. Som det af Bestemmelsens Affat-
telse vil fees, fremtrceder imidlertid den i Ud«
kastet føreslaaede Sagsører paa oette Punkt
kun med en førelebig Karakter. I Overens-
stemmelse med det i Lov 26. Maj 1868 § 2
tagne Forbehold maa det nemlig antages, at
Gjennemførelsen af Retsplejens Adskillelse
fra Forvaltningen vil drage en Forandring
i Henseende til Kjsbstadkomnmnemes Bestyrelse
efter sig, og en OmSagsører af dette Forhold —
om hvilken det felvfelgelig ikke er Kommissionens
Opgave at stille førstag — tor vistnok forud-
sættes i flere Henseender at ville indvirke
paa Politimestrenes Virkekreds navnlig i den
Retning, at nogle af de dem ved Bestemmelsen
i Udkastets § 106 2det Stykke tildelte Forret-
ninger i Kjsbstcederne ville blive henlagte til
Kommunalbestyrelsen. — Hvad angaar de
Kommuner (Flcekkerne), i hvis Bestyrelse
Underøvrigheden paa Landet efter de hidtil
gjæloende Regler indtrceder som Formand med
samme Stilling som Borgmesteren i Kjsb-
stcederne, bestemmer § 106 sidste Stykke, at
Formanden for Fremtiden beskikkes af Kongen,
indtil anderledes faftsættes ved Lov. Det er
altsaa ikke udelukket, at Politimesteren i disse
Kommuner kan beskikkes til Formand for
Kommunalbestyrelsen; man har kun villet
ophceve den bestaaende lovbestemte førening
af sidstNævnte Funktion og UndersvrighedZfor-
retningerne, en Sagsører, der efter disses Hen-
læggelse til de nye Politimestre neppe vilde
være hensigsmcessig.

Som tidligere fremHervet er det et af
Organisationsudkastets Hovedojemed at tilveje-
bringe et kraftigt Politi. Nsdvendigheden af
Foranstaltninger i denne Retning blev allerede
anerkjendt i de celdre Forslag til en Omord-
ning af Strafferetsplejen og gjør sig efter