Kapitel I.

Lovens Virkekreds (§§ I—3> ........................................... 1—2.

Kapitel II.

Retternes Virkekreds (§§ 4—11) ......................................... 2—5.

Kapitel III

Tilfælde, hvor Rettens Personer skulle eller kunne vige deres sæde (§§ 12—18).. 5—7.

Kapitel IV.

Den offentlige Anklagemyndighed (§§ 19—26)..........................___ 7—9.

Kapitel V.

Paatalen (§§ 27-37) ................................................ 9—15.

Kapitel VI.

Sigtedes Forsvar (§§ 38—49) .......................................... 15—19.

Kapitel VII.

Vcerneting og Forening af Straffesager (§§ 50—65)........................ 19—23.

Kapitel VIII.

Retsmøder og Retsboger (§§ 66—80) .................................... 23—29.

Kapitel IX.

Forkyndelser og Meddelelser (§§ 81 —92).................................. 29—34.

Kapitel X.

Rettens Raadslagninger og Afgørelser (§§ 93—97).......................... 34—36.

Kapitel XI.

Vidner (§§ 98—114) ................................................. 37-45.

Kapitel XII.

Besigtigelse, Syn og SkM (tzs 115—131,................................. 45—51.

Kapitel XIII.

Beslaglæggelse (§§ 132—14N........................................... 51 — 54.

Kapitel XIV.

Ransagning (§§ 142—148)............................................. 54—57.

Kapitel XV.

Sigtedes Indkaldelse og Afhørelse for Retten (§§ 149—154) ................. 57—59.

Kapitel XVI.

Anholdelse (§§ 155—165) ............................................. 59—63.

Kapitel XVII.

Fængsling (§§ 166—179) ............................................. 63—70.

Kapitel XVIII.

Beslag paa Sigtedes Formue og Forbud mod Foreninger og Skrifter (§§ 180—186) 70—72.

Kapitel XIX.

Efterforskning (§§ 187—200) .......................................... 73—78.

Kapitel XX.

Forundersøgelse ved Retten (§§ 201—215) ................................ 79 — 85.

Kapitel XXI.

Iværksættelse af Tiltale for Landøret. Forberedelse af Domsforhandling (§§ 216—230) 86—93.

Kapitel XXII.

Almindelige Bestemmelser om Domsforhandling ved Landøret (§§ 231—257)___ 93—103.

Kapitel XXIII.

Særlige Bestemmelser om Domsforhandling for nævninger (§§ 258—298) ..... 103—116.

Kapitel XXIV.

Særlige Bestemmelser om Domsforhandling uden nævninger (§§ 299—301)___ 116—117.

Kapitel XXV.

Tiltale og Domsforhandling for Underret i sager, som paatales af Ouer^

anklageren (§§ 302—307)........................................ 118—120.

Kapitel XXVI.

Tiltale og Domsforhandling for Underret i Sager, som paatales af Politi-
mesteren (§§ 308-316).......................................... 120—124.

Kapitel XXVII.

Paaanke af Domme, afsagte af Landøretterne i første Instans (§§ 317—336) ... 125—134.

Kapitel XXVIII.

Paaanke af Domme, afsagte af Underretterne (§§ 337—345)................. 134—138.

Kapitel XXIX.

kære til højere Ret (§§ 346-352, .................................... 138—141.

Kapitel XXX.

Genoptagelse (§§ 353—365) .......................................... 142—146.

Kapitel XXXI.

Behandling af Sager, som paatales af en særlig offentlig Myndighed eller af

en privat Sagsøger (§§ 366-376)................................. 147- 152.

Kapitel XXXII.

Paatale af borgerlige Krav under Straffesager (§§ 377—383) ............... 153—155.

Kapitel XXXIII. (§§ 384—393) ........................... 156—160.

Kapitel XXXIV.

Sagsomkostninger (§§ 394—402) ....................................... 161 —164,

Kapitel XXXV.

Rettergangsbøder (§§ 403—405)........................................ 165.

Kapitel XXXVI. (§§ 406-410, ........................... 166—167.

Alle spørgsmaal om Straf, som ikke
i medfør af særlig Hjemmel i Lovgivningen
afgøres uden særlig Straffesag eller behand-
les i den borgerlige Retsplejes Former eller
henhøre under særlige Domstole, behandles
efter de i denne Lov fastsatte Regler.

Efter denne Lovs Regler behandles
endvidere, uden Hensyn til, om der samtidig
nedlægges Paastand om Straf eller ikke:

1) Sager, der anlægges af det Offentlige
for Overtrædelse af Love om Politi-
væsnet, Bygningsvæsnet, Landbovæsnet
og lignende; fremdeles Sager, hvorunder
det Offentlige nedlæggcr Paastand om:

2) Ophævelse as en Forening;

3) Stadfæstelse af Forbud mod Udbre-
delse af et fremmed Skrift;

4) Anvendelse af Straffelovens § 299;

5) Sikkerhedsforanstaltninger i Henhold
til Straffelovens § 38, 2det Stykke;

6) Udvisning af Riget i Henhold til
Straffelovens § 16;

7) Forbrydelse af Penge eller Gods;

8) Forbrydelse af Embede, Bestilling, Rang,
Titel, Orden eller Hæderstegn:

1

9) Forbrydelse af næringsadkomst:

10) Forbrydelse af Arveret eller

11) Omstødelse af ægteskab, som er ind-
gaaet trods et Slægtskabs- eller Svo-
gerskabsforhold, der er ubetinget ægte-
skabshindring, eller trods et endnu be-
staaende ægteskab.

Borgerlige Retskrav paa den Sigtede,
som følge as strafbare Handlinger, kunne
sorfølges i Forbindelse med Straffesagen,
overensstemmende med de i Kapitel XXXII
givne nærmere Regler.

Forunderføgelse ug enkeltstaaende Rets-
handlinger foretages ved Underretten fom
Underfogelfesret. Dog kan det i Sager,
som henhore under Landeret, eller ere
indankede for Landøret eller for højesteret.
undtagelsesvis af Landørettens eller højeste-
rets Iustitiarius overdrages til et Medlem af
Landøretten at handle som Undersøgelses-
dommer.

Ved Underretterne behandles og

paatendes i første Instans Sager angaaende

Lovovertrædelser,

a) for hvilke Straffen ikke kan overstige
fængsel:

h) eller som falde under en Straffebe-
stemmelse, der alternativt med andre
Straffearter hjemler Anvendelse af For-
muestras, simpelt fængsel, Tvangs-
arbejde, Ris eller Fortabelse af nærings-
ret, dog at Sigtede eller, hvis han er
umyndig, hans værge kan begære Paa-
kendelse ved Landøretten, naar Straffen
kan stige til Strafarbejde eller Embeds
eller Bestillings Fortabelse.

c) eller for hvilke straffen for 1ste Gang
begaaet Forbrydelse er bestemt alterna-
tivt til Fængfel paa Vand ug Brod eller
Strafarbejde, eller ifølge Straffelovens
§ 229 til Strafarbejde alene, naar
Sigtede afgiver en fuldstændig og tro-
værdig Tilstaaclsc, og han eller hans
værge ikke begærer Paakendelse ved
Landøret.

d) Sager, hvorunder der enten alene eller
i Forbindelse med en Straffevaastand,
der horer under Underrettens Paaken-
delse, nedlægges Paastand om nogen
af de i § 2 nævnte følger, dog med
Undtagelse af de under Nr. 2 og 4
ommeldte Sager.

Sager, der angaa nogen af de i
Straffelovene kapitel 9—11 omhandlede
Forbrydelser, blive dog altid at behandle
ved Landøretterne. Ogsaa andre Sager, som
hore under overanklagerens Paatale, kan
denne indbringe umiddelbart for Landøretten,
naar han af færlige Grunde sinder dette
hensigtsmæssigt, og Sigtede eller dennes
værge samtykker deri.

Ved Landøretterne behandles og
vaatendes i første Instans de Sager, der ikke
efter § § ere henlagte til Underretterne.

Nævninger skulle medvirke, naar Sagen
angaar Anvendelse af Straffelovens § 299
eller en Forbrydelse, for hvilken Loven hjem-
ler Livsstraf eller, uden at saadant er be-
tinget af gentagclfc, livsvarigt Strafarbejde,
faa og naar Sagen angaar en Forbrydelse,
hvorfor der efter Loven kan idommes Straf-
arbejde eller Fortabelse af Embede, Bestilling
eller Valgret, forsaavidt enten Overanklage-
ren eller Sigtede eller dennes værge be-
gærer det.

Retten for Sigtede til i sidstnævntc
Tilfælde at begære nævningers Med-
virkning bortfalder dog, naar han sigtes for
en af de i Straffelovens Kapitel 23—27
omhandlede Forbrydelfer, og han forhen for
en saadan Forbrydelse har været dømt til
Strafarbejde, medmindre der er forløbet
10 Aar efter Udstaaelsen af denne Straf,

førend den Handling, som Sigtelsen angaar,
blev forøvet.

Ogsaa i andre Tilfælde end de ovenfor
nævnte kan Landøretten, naar Overanklageren
og Sigtede eller dennes værge derom ere

enige, bestemme, at nævninger skulle medvirke.

Ved Anvendelsen af Reglerne i §§ § og 6 kommer, naar Sigtelsen angaar forsøg
eller Meddclagtighed, den Straffebestemmelse
i Betragtning, som vilde være anvendelig,
hvis Forbrydelsen var fuldbyrdet, eller
Sigtede var Gerningsmand.

Finder Forening af flere Straffesager
Sted, og nogen af dem hører under Landøret eller kræver nævningers Medvirkning,
blive de alle at behandle og paakende hen-
holdsvis for Landøret og med nævninger.
Forening af Sager mod flere Sigtede, som
adskilte vilde høre under Landøret uden og
under Landøret med nævninger, bor dog
kun finde Sted, naar særegne Grunde tale
derfor.

Retten prøver i Embeds Medfor, om
en Sag hører under dens Virkekreds, og
om nævninger skulle medvirke ved Paa-
kendelsen. Er Domsforhandling ved Landøret begyndt, skal det dog ikke være nod-
vendigt at afvise Sagen, fordi det sindes,
at den burde have været anlagt ved Under-
ret. Er Domsforhandling for Nævninger
begyndt, kan disses Medvirkning efter Rettens
Bestemmelse vedblive, selv om det findes, at
Sagen burde have været foretageu uden
nævninger.

Til Landørettens Virkekreds høre

endvidere afgørelfer i Anledning af Paaanke
af eller kæremaal mod Underrettens Domme,
Kendelser og Beslutninger.

Under højester et høre alle Afgø-
relser i Anledning af Paaanke af eller
næremaal mod Landørettens Tomme, Kendel-

ser og Beslutninger, derunder indbefattet
Handlinger af det Medlem af Landøretten,
hvem det maatte være overdraget at handle
som underføgelsesdommer.

Ingen maa medvirke som Dommer
eller nævning i en Straffesag, naar han

1) selv er Part i Sagen eller er forurettet
ved Forbrydelsen eller er interesseret i Sagens
Udfald,

2) er beslægtet eller besvoczret med
Sigtede i op- eller nedstigende Linie eller
i Sidelinien saa nær som Sosteudeboru, eller
er Sigtedes ægtefælle. værge, Kurator,
Adoptiv- eller Plejefader, Adoptiv- eller
plejeson,

3) er beslægtet eller besvogret i op-
eller nedstigende Linie eller beslægtet i
Sidelinien saa nær som søskende med den
Forurettede, den i Sagen optrerdende offent-
lige Anklager eller Politiembedsmand, eller
den Forurettcdes Rettergangsfuldmcrgtig eller
Sigtedes Forsvarer,

4) eller har aflagt Vidnesbyrd eller
været Syns- eller Skønsmand i Sagen eller
handlet i den som offentlig Anklager,
Politiembedsmand, rettergangsfuldmcrgtig
for den Forurettede eller som Forsvarer;

5) et heller naar nævningen har handlet
som Dommer i Sagen, eller naar Dommeren
har handlet som Dommer eller nævning i
Sagen ved den underordnede Instans.

Den Omstændighed, at Dommeren, fordi
flere Embedsvirksomheder ere forenede i hans
Person, tidligere af den Grund har haft
med Sagen at gøre, medfører ikke Inhabilitet,
naar der ikke efter de foreliggende Omstæn-
digheder er Grund til at antage, at han
har nogen særegen Interesse i Sagens
Udfald.

I de i foregaaende Paragraf omhandlede
Tilfælde er dommeren, hvis han er Enkelt-
dommer, Pligtig efter Kendelse, afsagt af ham
selv, at vige sit sæde. Beklæder han Retten
i Forening med andre Dommere, er han
pligtig at gøre Retten Meddelelse om de
Omstændigheder, som i følge foregaaende
Paragraf formenes at medfore hans In-
habilitet, ligesom ethvert andet Medlem af
Retten, der maatte være bekendt med saa-
danne Omstændigheder, er berettiget og for-
pligtet til at rejse spørgsmaal derom, hvor
efter afgørelse træffcs ved Kendelse af Retten,
nden at han selv er udelukket fra at deltage
i Paalendelsen af spørgsmaalet.

Parterne kunne ikke blot fordre, at en
dommer. stal vige sit sæde i de i § 12
angivne Tilfælde, men enhver af dem kan
fremfætte Indsigelse mod, at en Dommer
beklæder Retten, naar andre Omstændigheder
foreligge, fom ere egnede til at vække Tvivl
om hans fuldstændige Upartisthed. I Til-
fælde af den sidstnævnte Beskaffenhed kan

ogsaa en Dommer selv, naar han frygter
for, at Parterne ej kunne have fuld Tillid
til ham. vige sit sæde, selv om ingen Ind-
sigelse mod ham fremsættcs. Beklædes Retten
af flere Dommere, kan enhver af disse rejse
det spørgsmaal, om nogen af Rettens
Medlemmer paa Grund af Omstændigheder
af heromhandlcde Art bør fratræde.

De spørgsmaal, der maatte opstaa i
Henhold til nærværende Paragraf, afgøres
paa samme Maade, som i § 13 er bestemt
med Hensyn til de i § 12 omhandlede Tilfælde.

spørgsmaalet om en Dommers Fra-
træden bor saa vidt muligt rejses, for For-
handlingen begynder. Det kan afgøres, uden
at Parterne have haft Adgang til at ytre
sig derom.

kendelser, hvorved en Underretsdommer
ertlærer at ville vige sit sæde, eller hvorved

det paalæggcs en Dommer i en Kollegialret
at vige sit sæde, eller hvorved en nævning
udelukkes, ere ikke Genstand for Anke eller
kære. Imod Kendelser, hvorved Ind-
sigelser imod en Dommers eller nævnings
Habilitet forkastes, kan kæremaal rejses.
Naar det strax forlanges, kan i denne
Anledning en kort Udsættelse af Sagen til-
staas.

Fra det øjeblit, da Retskendelse for,
at en dommer stal vige sit sæde, er afsagt,
er denne Dominer tun berettiget til at
foretage saadanne Handlinger i Sagen, som
ej kunne opfættes.

De om dommere givne Forskrifter finde
ogsaa anvendelse paa retsskrivere. afgørelfen
af Habilitetsspørgsmaalet træffes af Retten.

De offentlige Anklagere virke for For-
følgning af Forbrydelfer i Forbindelse med
Politiet efter de i denne Lov givne Regler.

Det paahviler de offentlige Anklagere
som Embedspligt at fremme enhver Sag med
den Hurtighed, fom Tilfældets Beskaffenhed
tillader, og derved ikke blot have for øje,
at strasstyldige Personer drages til Ansvar,
men ogsaa, at Forsolgning as Personer, som

ikke ere strafskyldige, ikke finder Sted. De
ere pligtige at efterkomme de af Retten i
medfør af nærværende Lov givne Paalæg.

Ved Anordning kan der gives saa-
danne almindelige Forskrifter for Udforel-
sen af de offentlige Anklageres Forretninger,
fom ved Siden af Loven findes fornødne.
Justitsministeren kan i Overensstemmelse med

de hidtil gerldende Regler med Hensyn til
enkelte Sager paalægge vedkommende Ankla-
ger at begynde eller fortsætte, undlade eller
standse Forfølgning, at gøre Retsmidler
gældende o. s. s.

Staar en offentlig Anklager i et For-
hold, som vilde udelukke en dømmer fra at
handle i Sagen, stal han gøre Meddelelse
herom til sin nærmeste Foresatte, for at
denne kan træffe faadan Foranstaltning, som
i den Anledning maatte findes fornøden.

Rigsan klage ren varetager Udfo-
relsen at Straffesager for højestcret; han
kan fremdeles efter Paalæg af Justits-
ministeren eller as egen Drift ganske eller
tildels overtage det til de ved Landøretterne
beskikkede Overanklageres Forretningstreds
horende hverv i en hviltensomhelst Straffesag.

Rigsanklageren er de andre offentlige
Anklagere overordnet og forer Tilsyn med
deres Hvervs Udforelse, hvorved Reglerne
i § 21 finde tilsvarende Anvendelse.

Den til Rigsanklagercns Bistand be-
skikkede overanklager er beføjet til efter
Paalæg af Rigsanklageren eller, i Tilfælde
af dennes Forhindring, uden Paalæg at
foretage enhver Embedshandling, fom hører

under Rigsanklagercns Virkekreds.

De for Landøretskredsene beskikkede
Over anklagere virke for Forfolgning af
alle Forbrydelfer, der ikke ere henviste til Paa-
tale af Private eller af Politimyndighederne
(§ 31), hvad enten Paadømmelsen i første
Instans sker ved Landøret eller ved en
Underret i Landøretskredsen: endvidere vare-
tage de det Offentliges Tarv i Henseende
til Paaanke af Underretternes dømme i
Politisager.

Rigsanklageren kan paalægge en Over-
anklager at overtage i det Hele eller for
en Del det offentlige Anklagerhverv i en

Sag, som hører under en anden Overan-
klagers Forretningskreds.

Det paahviler overanklagerne at gøre

Indberetning til Nigsanklageren, naar tvivl-
somme eller særdeles vigtige spørgsmaal
opstaa i de Sager, som de behandle.

Overanklagernes medhjælpere ere be-
føjede til efter Paalæg af overanklageren
eller, i Tilfælde af dennes Forhindring,
nden Paalæg at foretage enhver Embeds-
handling, som hører nnder overanklngerens
Virkekreds.

De ved Underretterne ansatte Ankla-
gere have efter Paalæg af overantlageren
at udføre Sager for Underretterne.

Netterne træde i de under denne Lov
horende Sager kun i Virksomhed ifølge Ve-
gæring af Nogen, hvem Ret til Paatale
tilkommer, forfaavidt ikke Undtagelse er sær-
lig hjemlet, jfr. §§ 19§ og 200.

Forfolgning kan frafaldes, faalænge

ikke Dom er afsagt eller henholdsvis næv-
ningernes erklæring afgiven. Frafaldes
Paatale, efter at Domsforhandling er begyndt,
afsiger Retten Frifindelsesdom. Naar ellers
en begyndt Forfølgning frafaldes, udsteder
Retten paa Forlangende et skriftligt Vidnes-
byrd herom.

Paatalen tilkommer efter de neden-
paaende Regler overanklageren, Politi-
mesteren, særlige Forvaltningsmyndigheder
og Private.

I alle Sager, hvis Forfolgning ikke
er henvist til Politimesteren eller Private

2

(§§ 31 og 35), tilkommer det Overanklageren
at paatale for den dommende Ret. For-
folgning ved Undersøgelsesret rejses i saa-
danne Sager af Politimesteren, medmindre
overanklageren undtagelsesvis overtager For-
følgningen overensstemmende med Reglerne
i Kapitlerne XIX. og XX. Politimesteren
kan i disse Sager kun frafalde Forfolgning
med Overanklagerens Samtykke.

Politimesteren tilkommer det at rejse
Tiltale for Underretten i de nedennævnte
Sager, forsaavidt disse ere Genstand for
offentlig Paatale (Politisager), nemlig:

1) Sager angaaende Forseelser, for
hvilke Loven ikke hjemler anden Straf end
Formnestraf, simpelt Fængsel, Tvangsarbejde,
Ris eller Fortabelse af en næringøret, dog
med Undtagelse af de i Straffelovens §§
129, 130, 3die Stykke, 208 og 209 omhand
lede Lovovertrædelser:

2) Sager angaaende de Lovovertrædel-
ser, som omhandles i

a. Fog. om Straf for Kvaksalveri ni. m.
af 5. Sept. 1794 § 5, jfr. Lov af 3.
Marts 1854;

b. Fdg. om uberettiget bæren af Unifor
mer m. v. af 27. Novbr. 1801 § 2:

c. Pl. om Kystpolitiet af 28. Febr. 1817
s 12:

d. Fdg. angaaende Foranstaltninger for at
hindre reisende haandværkssve'ndes Om-
flakken i Landet m. m. af 10. Decbr. 1828
§§ 13 og 14, jfr. Lov om Fattigvæsenet
af 9. April 1891 § 57:

e. Tyendelov af 10. Mai 1854 § 63, 1ste
Punktum;

f. Lov om Kjøbenhavns Vandforsyning af
30. Novbr. 1857 § 10, jfr. Lov an-
gaaende Tilvejebringelse af Vedtægter
for Benyttelsen af Vand fra kommunale
Vandværker af 28. Januar 1876:

g. Lov om Straffen for løsgængeri og
Betleri af 3. Marts 1860:

h. almindelig borgerlig Straffelov af 10.
Febr. 1866 §§ 111 2det Stykke, 180,
277, 2det Stykke, 278, 2det Stykke og
296:

i. Lov om Tilsyn med Udvandreres Befor-
dring af 1. Mai 1868 § 10;
j. Lov om værnepligt af 6. Marts 1869

§ 13, jfr. § 54;

k. Lov om Foranstaltninger til at mod-
arbeide den veneriske Smittes Udbredelse
af 10. April 1874 §§ 6 og 10:
l. Lov om Tilsynet med Fremmede ug Nej-
sende m. m. af 15. Mai 187§ § 22;
m. Lov om Foranstaltninger mod smitsomme
Sygdømmes Indforelse i Riget af
2. Juli 1880 § 38;

n. Lov om Forholdøregler til Beskyttelse af underfoiske Telegrafledninger af 30.
Marts 188§ § 6;

0. Lov om yderligere Foranstaltninger mod
asiatisk koleras Indforelse af 30. Marts
188§ § 13;

p. Lov om Beskyttelse af Varemcrrker af
11. April 1890 § 12, 2det Stykke jfr.
§ 17, 2det Stykke:

q. Lov om Fa'stevirtfomhedens Ordning
af 1. April 1891 § 6, jfr. Lov om For-
andring i famme af 23. Februar 1894;
r. Lov om Foranstaltninger imod Udbredel-
sen af smitsomme Sygdømme af 30. Marts
1892 § 27;
s. Solov af 1. April 1892 §§ 291, 1ste

Punktum, 298, 1ste Stykke og 302.
t. Lov om smitsomme Sygdømme hos Hus-
dyrene af 14. April 1893 § 16;
u. Lov om Forholdøregler til Beskyttelse
af undersoiske Telegraf- og Telefonled-
ninger af 15. Februar 189§ § 6;
v. Strandingslov af 10. April 189§ § 22,
faa og enhver efter 1. Oktober 189§ nd-
stedt Lov, i hvilken offentlig Politirets Ve-
handling er soreskreven, uagtet Straffen kan
blive af anden Art end i nærværende Pa-
ragrafs Nr. 1 angivet.

Skal en Politisag forfølges under eet
med en Sag, som hører under Overanklagc-
reus Virkekreds, iværksættes Paataleu af
overauklagereu overensstemmende med Reg-
lerne i § 30; ogsaa ellers kan Overaukla-
geren efter Overenskomst med Politimesteren
overtage Forfølgningen af en Politisag.

overanklageren og Politimesteren paa-
tale i Embeds medfør. Dog udkrerves:

1) Justitsministerens Befaling til Paa-
tale af embedsforbrydelser samt af andre
Forbrydelser, ved hvilke dette særlig er
foreskrevet:

2) Opfordring af vedkommende særlige

Myndighed, naar det ifølge Lovgivningen
afhænger af dennes Bestemmelse, om Paatale
skal finde Sted:

3) begæring af vedkommende Private,
naar den offentlige Paatale ved Lovgivnin-
gen er betinget heraf. saadan Pegæring
af en Privat maa, for at kunne tages til
følge, ikke udelukke nogen Medskyldig fra
forfølgningen, medmindre Paatalemyndig-
heden billiger Udelutkelfen: angaar den knn
en enkelt Skyldig, men uden at udelntte

mulige Medskyldige, kan forfølgningen ud-
strerkkes til disse.

At Befalingen, Opfordringen eller den
Privates begæring i de forannævnte Til-
fælde mangler, ndelutter ikke, at uopsættelige

Skridt foretages, uaar gæruiugen maa
antages at være Vedkommende ubekendt, og
Omstændighederne gøre det rimeligt, at Paa-
tale vil blive begært. Tages Befalingen
eller Opfordringen tilbage, inden Dom er
afsagt eller nævningernes erklæring afgiven,
standses forfølgningeu: det Samme gælder,
naar den Privates begæring tages tilbage,
dog, naar Tiltale alt er rejst, knn ved de
Forbrydelser, som omhandles i Straffelovens
§§ 159, 17§ og 254. Den Undsagte kan paa
ethvert Trin standse en Sag om Anven-
delse af Straffelovens § 299.

Udenfor de Tilfælde, hvor Overankla-
geren skønner, at Undersøgelsen ikke kan
ventes at fore til, at en Person findes skyldig
til Straf, kan han i Sager, der høre under
hans Virkekreds, kuu undlade Paatale eller
frafalde en paabegyndt Forfølgning:

1) i Tilfælde, hvor Lovgivningen inde-
holder færlig Hjemmel for, at offentlig
Paatale under visfe Betingelser kan bort-

falde, uden at Justitsministerens Samtykke
dertil krervcs;

2) i Tilfælde, hvor Straffelovens
§ 7 eller § 84 er anvendelig, naar det
skønnes, at ingen eller kun en ubetydelig
Straf vilde blive idømt, og at en Dom-
fældelse ikke i Gentagelsestilfælde vilde faa
Betydning med Hensyn til Anvcndeligheden
af en strerngere Straffebesteunnelse;

3) naar den Private, af hvis Vegæring
offentlig Paatale var betinget, har frafaldet
sin Vegæring, efter at Tiltale er rejst, og
Overanklageren skønner. at ingen offentlig
Interesse trerver forfølgningens Fortfættelse.

Finder 3>eranllageren i andre Tilfælde,
at Paatale, under Hensyn til særlige for-
mildende omstændigheder, kan nndlades uden
Skade for nogen offentlig Interesse, stal han
wrela'gge Sagen for Rigsanklageren. nærer
denne Tvivl, indstiller han spørgsmaalet til Justitsministerens Afgørelse.

Denne bliver fremdeles at indhente,
naar der i de i Straffelovens § 36, sidste
Punktum og i § 70 omhandlede Tilfælde

er spørgsmaal, om Paatale bor frafaldes.

Er en Handling, hvis Paatale i Hen-
hold til § 31 Paahviler Politimesteren,
Overtrædelse af en Lov, hvis Efterlevelse
det paahviler en særlig offentlig Myndighed
at vange over, kan den paatales af den ved-
kommende færlige Myndighed efter de nær-
mere Regler i § 368, medmindre Forening
med en Straffesag, som paatales af Over-
anklageren eller Politimesteren, stal finde
Sted.

Strafbare Handlinger, der ved Lov-
givningen ere henviste til privat forfølgning,
blive ordentligvis at paatale af den Private,
hvem Paataleret tilkommer, overensstcm
mende med Reglerne i Lov om den borger-
lige Retspleje, jfr. dog § 376.

Naar en Handling, der udgor en Lov-
overtrædelse af ovennævnte Art, tillige inde-
holder en Lovovertrædelse, som er offentlig
Paatale undergiven, kan vedkommende Paa-

talemyndighed efter begæring af den private
Paataleberettigcde forfølge begge Lovover-
trædelser under et. Ten private Paatale- berettigede kan i saadanne Tilfcclde Paa et-
hvert Trin standse den efter hans Begæring
begyndte forfølgning.

Fremdeles kan ^veranklageren, naar
han finder, at en offentlig Interesse kræver,
at en Handling af fornævnte Art gøres til
Genstand for offentlig forfølgning, paatale
samme overensstemmende med de regler,
fom ga^lde for Behandlingen af de andre
Tager, dcv ere undergivne hans Paatale:
anser han Retshandlinger ved en Under-
søgelsesret nodvcndige, kan han paalægge
Politimesteren at ivcvrksa'tte de i faa >>'n
seende fornødne Skridt.

Naar ^veranklageren i Henhold til
foregaaende Stykte har indledet forfølgning,
ophorer vcdkoinmende Privates Ret til selv
at paatale, dog at han har Adgang til at
slntte fig til Paatalemyndighedens Forfølge
ning ovevensstemmende med Reglerne i § 374, ligesom han nnder de i ^ ',7§ angivne
Forudsætuinger har Ret til at optage For-
wlgningen overensstemmende med de famme-
steds givne nærmere Regler.

Reglen i Straffelovens § 212, andet
Pnnktnm bliver paaende ved Magt.

Har vedkommende Paatalemyndighed
nægtet at paatale eller frafaldet en begyndt
forfølgning, nden at dette har Hjemmel i
Reglerne i 8 33 Nr. 1—3 eller i 8 33.
sidste Stykke, eller i en stedfunden Benaad-
ning, er den ved Forbrydelsen forurettede
private Person berettiget til at bringe Sagen
for Retten efter de nærmere Regler i Kapi-
tel XXXI.

De Lovbestemmelser, sum særlig hjemle
Private Vefojelse til at paatale Lovover-
trædelser, der ogsaa kunne forfølges af det
Offentlige, uden at fætte fom Betingelse, at
offentlig Paatale er nergtet, blive staaende ved Magt.

Retten prøver i Embeds medfør, om

den, der forfølger, efter foranstaaende Rcgler er berettigct til Paatale.

den, der sigtes for cu Forbrydelse, er berettigct til at vælge en Forfvarer til
at staa ham bi i overensstcnunelse med de nedenfor nærmcre givnc Rcglcr. ^r han
perfonlig umyndig, tilkommer Valget hans
Va'rgc, som derhos altid er berettiqct til
at optræde paa han>2 Vcgnc.

Kun de til Mode for vcdkommende ret berettigcde Sagforere cller de færlig af In
ftit>oministcren til Vcslittclsc fom offcntlige Forfvarere ved vcdlommende Nct antagnc
Mcvnd tunnc vælgcs til Forfvarerc, uicd-
mindre Ncttcn nndtagelfcsvis tilsicdcr, at
andre perfonlig myndige og ubcrygtcde Pcrfoner benyttes fom faadanne.

Ndelnklcde fra at ocrlgcs ere Pcrfoner, der ere indtaldte til at afhørcs fom Vidner
cller Syns- eller skønsmcrnd, eller fom ere bega'rte indkaldte i faadan Egenfkab, indtil
Rettcn har trnffct afgørelse hcrom, cller hvis Optræden i følge § 12 Nr. 3 vilde medføre Inhabilitet hos dømmeren.

Offentlig Forsvarer bliver, forfaavidt
Sigtede ikke selv har valgt en Forsvarer,
eller den valgte Forsvarer udebliver, altid at
bestikke, naar Tiltale er rejst for Landøret,
dersom Nævninger skulle medvirke ved Paa-
tcndelfcn, eller der opstaar Svorgsmanl om
at lægge Beslag paa Sigtcdes Formnc i
Henhold til ^ 150.

I andre Landøretssager, faavelfom naar
Tiltale er rcjst for Ilndcrrettcn, kan frem
delcs, under den anforte Forudfætning, en offcntlig Forfvarer beskikkes, naar Ncttcn
i følge Sagens beftaffcnhed anser sandant
fornødent.

Forinden Tiltale er rejst, bliver under

den samme Forudsætuing offentlig Forsvarer
at bestikke, naar der stal afhøres Vidner, eller
Besigtigelse skal ske eller Syn eller skøn
afgives til Brug under Domsforhandling,
og Retten maa antage, at offenlig Forsvarer
bliver at beskikke under denne, eller iøvrigt
anser en Forsvarers Medvirkning for onste-
lig. Dog bliver Retshandlingen ikke af den
Grund at udfætte, naar det maa befrygtes,
at Vevifet derved vilde kunne fpildes.

Offentlig Forfvarer bliver endelig at
bestikke, naar Vidners eller Syns- eller skøn^
mcrnds beedigede Forklaring begæres til Brug
under en i Ildlandet indledet Straffesag.

Beslutninger, hvorefter Forsvarer er
bestikket, kunne ikke vaaklages for hojcre Ret: imod Beslutninger, hvorved Bestikkelse
af Forsvarer nergtes, kan kære til højere
Ret finde Sted.

Naar en Landørets Dom vaaankes, og
Sagforer ikke er autagen eller ikke moder,
beskikkes altid en offentlig Forsvarer til at
ovtræde under Forhandlingen for Hoicsteret.

Naar en Underrets Dom paaantes, eller
der i Anledning as Begæring om Genop-
tagelse af en Sag stal finde mundtlig For-
handling Sted for Landøret, bliver, med
Hensyn til Bestikkelse af en offentlig For-
svarer til at optræde for denne, Reg-
len i § 39, 2det Stykke at følge. Naar der
i Anledning af kære undtagelsesvis stal
finde mundtlig Forhandling Sted for Landøret eller højestcret, gælder Reglen i § 350,
2det Stykke.

Til at beskikkes som offentlige Forsvarere
antager Justitsministeren efter Overenskomst
et passende Antal af de til Mode for ved-
kommende Dumstol berettigede Sagsorere, eller,
om fornødent, andre dertil egnede Mcrnd.
I paatrerngende Tilfælde kan dog ogsaa en
Sagforer, der ikke er antagen af Justits
ministeren, men dog berettiget til Mode for
vedkommende Net, beskikkes til Forsvarer.

Til offentlig Forsvarer maa Ingen
beskikkes, der selv er forurettet ved Forbry-
delsen eller staar i et saadant Forhold til
den Forurettede, som vilde udelukke en
dømmer fra at handle i Sagen, eller der
er kaldet til at forklare som Vidne, Syns-
eller Skønsmand i Sagen, eller har handlet
i den som Anklager eller rettergangsfuld-
mcrgtig for den Forurettede eller som Politi-
embedsmand eller som dømmer, eller i en
anden Straffesag har været Forsvarer sor
en Sigtet, med hvis Interesse i Sagen den
nu Sigtedes staar i Strid, eller hvis Be-
skikkelse ifølge § 12 Nr. 3 vilde medføre Inhabilitet hos dømmeren.

Ere flere Perfoner sigtede under samme
Tag, kan Forsvaret tun udføre^ af den
famme Pcrfon, naar de Sigtedes Interesser
under Sagen ikke ere modstridende.

Forfvareren beskikkes af vedkommende
Nets Formand. Sagerne bor saavidt muligt
fordeles ulellein de antagnc Forsvarere cfter Omgang: ønsker Sigtede en bestemt Person
beskikket og oplyser, at denne er villig,
bor han i Reglen beskikkes nden Hensyn til
den regelmcrssige Omgang, forudsat at ingen
lovlig Hindring er forhaanden.

Beskikkelsen kan tilbagekalde«, naar det
findes nodvcndigt i Forsvarets Interesse,
samt, forsaavidt Sagen ikke derved for-
hales, cfter Vegæring af Sigtede, naar
han har truffct Overenskomst om Forsvarets
udførelse uden Vcdcrlag af det Offentlige.

Forsvareren er berettiget til at overvære alle Netsmodcr, selv om disse holdes for
lukkede Dore, (§ C6), den valgte Forsvarer
dog knn forfaavidt han ikke er udelukket fra
Ti'lstedeværelse i medfør af ^ W7 Nr. 3;
men Forsvareren er, saalænge Tiltale ikke
er rejst, udenfor Besigtigelses-, Syns- eller
Ekonswrretninger eller Afyorelse af Vidner

3

til Brug ved Oplcrsning under Domsfor-
handlingen, uberettiget til at tage Ordet
eller samtale med Sigtede i Retsmodet.

linder Domsforhandlingen i Lands-
retssager kan det af Landørettens Formand
tillades, at flere valgte Forsvarere optræde
for fmnme Sigtede, dog kun een for hver
enkelt Tel af Forhandlingen. Sigtede er
berettiget til selv tillige at tage Ordet til
sit Forsvar.

Den offentlige Forsvarer, som er be^
stikket til at varetage Sigtedes Tarv under
Domsforhandlingen, er befojet til at give
Mode ogsaa under Retshandlinger ved
anden Net. Skal en saadan Retshandling
foregaa udenfor den Underretskreds, hvori
han bor, kan paa hans begæring en farlig
Forfvarer beskikkes til at mode ved samme.
Dog bor i paatrerngende Tilfælde Retshand-
lingen ikke udsættes herefter.

Sigtede har, ogfaa naar han er
fængslet, Ret til ukontrolleret Samkvem —
skriftligt eller mundtligt — med sin beskikkede
Forsvarer. I Henseende til en Sigtets
Samkvem med sin valgte Forsvarer i
fængslingstiden kan dømmeren, under de
i § 167 d nævnte Omstændigheder, saalænge
Tiltale ikke er rejst, anordne fornøden
Kontrol.

Misbruger en Sagforer eller nogen til
Forsvarer bestikket Mand sin Stilling til at
modarbejde Sagens Oplysning, eller gor han
sig skyldig i Tilsidesættelse af de ham paa-
hvilende Pligter til behorig at fremme
Sagen, bliver han at ansee efter Straffelovens
§ 144.

Bestikkelse af en offentlig Forsvarer
indskrænker ikke Sigtedes Ret til selv at
drage Omsorg for sit Forsvar, men For-
svareren behover ikke Sigtedes Samtykke
til at foretage de Handlinger, som han an-
seer for nødvendige eller hensigtsmæssige til
dennes Tarv.

De offentlige Forsvarere erholde Pe-
derlag af det Offentlige for den enkelte
Sag, forsaavidt Krav hcrpaa ikke er fra-
faldet. Retten fastsætter dette Vederlag
efter Arbejdets Betydning og Omfang ved dommen, eller naar Forsvarerens Virksomhed
er afsluttet. Ivvrigt gælde Bestemmelserne i
Lov om Sagforersalccr m. m. af 24. Maj
1879 for de offentlige Forsvarere.

Enkcltstaaende Retshandlinger fore-
tages i Reglen ved Underretten i den Rets-
kreds, hvor den Person, som skal afhøres,
bor eller opholder sig, eller hvor den Ting
findes eller antages at være, til hvilken
Retshandlingen bar Hensyn.

Fornndersøgelse kan begærcs enten i
den Retskreds, hvor Forbrydelsen er begaaet,
eller hvor Sigtede er paagreben, eller hvor
han bor cller opholder sig, eller hvor Op-
lysninger i Sagen antages bedst at kunnc
tilvejebringes.

Domsforhandling skal med Hensyn til
alle i Kongeriget begaaede Forbrydelser i
Reglen foregaa ved den Ret, i hvis Kreds
Handlingen er foretagen. Udkrerves flere
Handlinger til Forbrydelsens Begreb, er den
Ret værncting, i hvis Kreds den sidste af
dem er foretagen. Udgøre flere i forskellige
retskredfe foretagne strafbare Handlinger,
fom hver især vilde begrunde værneting
efter foranstaaende Regler, tilsammen een
Forbrydelse, eller er en Forbrydelse begaaet
paa Grernsen af flere Retskredse, eller er det nvist, i hvilken af flcre bestemte Rets-
kredse en Forbrydelse er begaaet, kan For-
solgning ske ved en hvilkcnsomhelst af de
Retter, om hvilke der paa Grnnd af de an-
givne Omstændigheder ovstaar spørgsmaal.

Som Gerningsstedets værneting ved
Forbrydelser, der begaas udenfor Konge-
rigets Søterritorium ombord paa dansk Skib
eller af Perfoner, som høre til saadant
Skib, anses den Ret, til hvis Kreds Skibet
ved sin Hjemkomst til Kongeriget ankommer
for at losse eller lade.

Ved den Ret, i hvis Kreds Sig-
tede bor, eller, hvis han ikke har Bolig i
Riget, ved forfølgningens Begyndelse op-
holder sig, eller, hvis han ikke sindes i Ri-
get, ved den Ret, i hvis Kreds han sidst
havde Bolig eller opholdt sig, kuunc for-
følges:

1) de under de danske Domstoles Paa-
tendelse horende Forbrydelser, som begaas
ndenfor Kongerigets Grernfcr,

2) de Forfeclfer, fom det tilkommer
Politimesteren at paatale s§ 31), uden Hen-
syn til, om de paatales af ham eller af
andre.

3) andre Forbrydelser, naar der mang-
ler faadanne Oplysninger, fom betinge An-
vendelse af § 52.

Danske i Udlandet ansatte, med Exter-
ritorialitetsret forfynedc, Embedsmcrnd og de
til de danske Gesandtskaber i fremmede Eta-
ter horende Pcrfoner anfes ved Anvcndelsen
af ovcnstaaende Regel som havende Bolig l
Kjøbenhavn, forsaavidt de ikke maatte have
vedligeholdt Bolig noget andet Sted i Ri-
get. Det samme gerldcr, om andre danske
undersaatter, som ikke kunne sagsogcs i det
Land, hvor de have Boperl.

I de i § 54 ommcldte Tilfælde kan
Sagen ogsaa forfølges ved den Ret, i hvis
Kreds Sigtede er bleven paagreben.

Forbrydelser, hvis Paatale efter 5§ »;i
kan ske under een Sag, kunne under Et
forfølges ved enhver Ret, som er værncting
sor nogen af de vaagerldende Forbrydelser. hører nogen af de Forbrydelser, mellem

hvis værncting Valg haves, for Underretten,
medens en eller flere andre høre under Landørettens Paakcudelse, træder i Underrettens
Sted den Landøret, til hvis Kreds den
hsrer.

Sager mod en Forening til dens Op-
hcrvclfc i medfsr af Grundloven af 28.
Juli 1866 § 8? forfølgcs ved den Ret, i
hvis Kreds Foreningen eller dens Bestyrelse
har sit Scrdc, eller, naar faadant ikke med
Sikkerhed kan udfindes, hvor et af Bestyrel-
sens Medlemmer bor.

Sag til Stadfæstelse af de i Lov af
3. Januar 1851 § 14, jfr. i> 15, omhand-
lede Forbud forfølgcs ved den Ret, i hvis
Kreds Forbudet er nedlagt.

Paa Sager, hvorunder Paastand alene
nedlægges om nogen af de øvrige i § 2
omhandlede følger, finde Reglerne i §§52 —
5§ tilfvarende Anvendelse.

Afvigelse sra Reglerne om Værneting
tan, saalænge Domsforhandling endnu
ikke er begyndt, paa Begæring, naar
særegnc Grunde findes at tale derfor, be-
sluttes af Landøretten, dcrfom spørgsmaalet angaar Underretter i famme Landøretskreds,
og i andre Tilfælde af Hojcsteret (§ 96).

Efter begæring kan Retten meddele
Tilladelse til, at en begyndt forfølgning
overflyttes til en anden Ret, som efter for-
anstaaende Regler er lovligt værneting,
naar dette paa Grund af Vidners Boperl
eller af anden færlig Grund skønnes hen-
sigtsmæssigt til Sagens Fremme. Be-
slutning herom tages af den Ret, ved hvilken
forfølgningen er begyndt, naar den anden
Ret deri er enig, og ellers af den fælles
overordnede Net (§ 96). En Beslutning, hvor-
ved en begæring om Sagens Overflytning
til en anden Ret nergtcs, kan paakæres.

Naar Sigtede møder, prøver Retten ikte

i Embeds medfør, om Sagen er indbragt
for rot Værneting. Indsigelse er udelukket,
naar Sigtede, foreud Domsforhandlingen
er begyndt, har haft Adgang til at fremfætte
den, uden at dette er sket.

At Forunderføgelse eller enkeltstaaende
Retshandlinger udenfor Domsforhandling
ikke ere foregaaede ved rette væruetiug,
bervver dem ikke deres Gyldighed.

Er der Strid mellem flere Retters Af-
gørelser af et væructingsfvorgomaal, kan det
af Paatalemyndigheden indbringes til Af-
gorclfc for Landøretten, hvis Retterne hyre
til samme Landoretstreds, og i andre Til-
fælde for højesteret. Herved finde i øvrigt
Reglerne i Kapitlerne XXVII til XXlX,
Anvendelse, faaledes at der ved Fristernes
Beregning tages Henfyn til den sidste Af-
gorelfe.

Skal forfølgninq. enten ved linder
føgelfesret eller ved den dommende Ret, sam-
tidig finde Sted mod famme Sigtede for
flere Forbrydelser eller mod flere Sigtede
fom delagtige i een Forbrydelse, bor dette
ske under een Sag, forfaavidt faadant lader
sig gøre uden va-fcntlig Forhaling eller
Vanskelighed.

Retten kan paa Begæring eller i
Embeds medfør beslutte Adskillelse af de
Straffefager, fom ere foreuede i Henhold
til i> ^1. Det beror paa Retten, om de
Sager, fom kun paa Grnnd af Foreningen
forfølges for den, efter Adskillelfen fremdeles
ftulle behandles ved den eller ikke: famme
Regel gerlder, naar Foreningen ophorer af
anden Grund, saafom Frafald af forfølgning.

Retten kan med henfyn til flere fclv-
stændige Sager, der samtidig henstaa for
Nnderføgelfcsretten eller famtidig for den
dømmeude Ret, beslutte, at de fknlle for-
bindes til een Sag, dog, naar Sogsmaalene
ikke staa i det i § lil forndfatte Forhold
til hinanden, kun, naar ingen af Parterne
gor Indsigelse derimod.

Beslutningen tages af den Ret, for
hvilken Sagerne henstaa, eller, hvis spørgs-
maal er om Forening af Sager, som ere
tingfcrstede dels ved Landøretten, dels
ved en under den hsrende Underret, af Landøretten. forfølgcs Sagerne ellers for for-
stellige Netter, og der ikke er Enighed, af-
gøres Sv,)rgsmaalet af vedkommende over-
ordnede Net (tz 9«).

Retten kali omgøre Beslutninger, som
den har trnffct i medfør af i>§ 62 og 63:
dog kan en Sags Overgang til en anden
Ret knn besluttes overensstemmende med For-
strifterne i i? 63, 2det Stykke.

Ncttænc ere befoicde til i en fremmed
Nctskreds, uden Mcllcmkomst af rettcn i
dennc, at lade soretage Forkyndelfcr samt at
lade udføre Alcholdelsesbeslutninger, Fa-ng-
stingskendelser og Befalinger om ved Tvang
at fremstille Vidner eller Syns- eller Stons-
mcrnd for Retten. Naar det iøvrigt til
Underføgelfens Fremme findes hensigts-
mæssigt, kan Retten foretage Embedshand-
linger i en fremmed Retskreds med Sam-
tykke af Retten i denne eller af hovere Ret,
og i Paatrerngende Tilfælde uden faadant
Samtykke. fornøden Meddelelse skal snarest
muligt ske til Retten i den paagertdende
Kreds.

Netsmodernc ere offentlige, hvor ikke
det Modfatte særlig er foreskrevet. Dog
kan Retten paa begæring af en Part eller
i Embeds medfør beslutte, at Forhandlingen
stal foregaa for lukkede Tore, naar Hensyn
til Sødeligheden eller den offentlige Orden
kræver det, og ved Retshandlinger, fom finde
Sted udeufor Domsforhandling, tillige,
naar fa.'regne i7msta,'ndigheder give Grund

til at antage, at Retsmodets Offentlighed
vil være til Hinder for Sagens Oplysning,
eller det begæres af værgen for en Sigtet
under 18 Aar. Doinme afsiges stedse i
offentligt Mode.

Rettens Beslutning, at Dorenc skulle
lnkkes, sker ved Kendelse, efter at Parterne
have haft Lejlighed til at udtale sig. Ken-
delsen afsiges offentlig: om Dorenc skulle
lukkes under den forndgaaende Forhandling,
afgør Rettens Formand.

Beslutning om, at Dorene skulle lnkkes,
kan træffes sacwel ved Forhandlingens Be-
gyndelse som i løbet af denne: den kan
nrals eller fenere indslrerntes til en Del
af Forhandlingen.

Naar det i medfør af de foregaaende Paragrafer besluttes, at Retshandlinger
for en Net, fom bestaar af en enkelt
dømmer, og ved hvilke ingen særlig Nets-
skriver er tilstede, skulle foregaa for lukkede
Dore, famt ellers, hvor ^oven særlig be-
ftemmer det, skal en Stævningsmand eller, i
Mangel af en saadan, en fuldmyndig, ube-
rygtet Mand i selvstændig Stilling af dømmeren tilkaldes som Retsvidne. Kan en saadan
ikke straks komme tilstede, bliver Retshand-
lingen at udsætte, medmiudre dens øjemed
derved vilde staa Fare for at forfvildes.

Reglerne i § 12 finde tilfvarende An-
vendelse ved Retsvidners Tilkaldelse: de
derved ovstaaede spørgsmaal afgøres af
dømmeren. Denne sorger saavidt muligt
for, at Tilkaldelsen af andre end Stcrv-
ningsmcrnd sker efter Omgang: kun i Nods
fald kan en Perfon tilkaldes til at fungere
flere Dage efter hinanden. Udebliver et
tilkaldt Retsvidne uden lovligt Forfald eller
udcu betimelig Anmcldelse herom, kan det
straffes med en Vode af indtil 20 Kr.
dømmeren kan vaalægge Netsvidnerne at
iagttage Tavshed om, hvad de ved Nets-
handlingen erfare om Ilnderføgelfens Gen-
stand: Overtrædelse af saadant Paalæg
straffes med Voder indtil 100 Kr.

Naar Domsforhandlingen holdes for
lukkede Dvre, have de ved den paatalte Handling forurettede Perfoner, fremdeles
dømmere, Dvrighedspersoner, offentlige An-
klagere, Sagførere, famt de, der ere indkaldte
fom nævninger til det paagerldende Ting.
Adgang til at overvære samme' endvidere
kan der af Rettens Formand tilstedes en-
kelte Andre Adgang.

Hvorvidt der ved Retshandlinger, fom
udenfor Domsforhandling sinde Sted for
lukkede døre, kan tilstedes enkelte Personer,
fom ikke have med Sagen at gore, Adgang,
beror paa Rettens Formand.

Adgang til offentligt Retsmode kan
ucrgtes Pcrfoner under 16 Aar samt En-
hver, der fremstiller sig i en faadan Til-
stand, at hans nærværclfc vilde stride mod
Rettens væroighed eller god Orden. Ret-
tens Formand kan under enhver Omstæn-
dighed, for at hindre, at Rummet overfyldes,
begramse Antallet af de Personer, som
indlades.

Rettens Formand vanger over, at For-
handlingen foregaar med den tilborlige Or-
den og Værdighed. Han er berettiget til at
afbryde og tilrettevise Parter, Vidner eller
Andre, naar de tillade sig upassende Ud-
talelser eller utilbørlige personlige Angreb.
Vedbliver en Part hermed trods Tilrette-
visning, kan Ordet fratages ham. Persoirer,
der ved stojende eller anden utilborlig Ad-
fcrrd førstyrre Forhandlingen eller tilsidc-
sætte den Agtelse, som skyldes Retten, kunne
udvises af Retssalen.

For Fornærmelser mod Retten eller
nogen af de i Retten Modende, Uorden,
hvorved Forhandlingerne førstyrres, samt
Ulydighed mod Formandens Befalinger kan
Retten ved en Kendelse, der afsiges straks

4

paalægge Straf af bøder indtil 40 Kr.
eller simpelt fængfel indtil 8 Dage.

De Straffe, som paaloegges i Henhold
til denne Paragraf, medfsre ingen Indskrcenk-
ning i Adgangen til at drage den Skyldige
til Anfvar efter Straffelovens almindelige
Regler, hvor disse iøvrigt ere anvendelige.

Politiet er forpligtet til nvocgerlig og
øjeblikkelig at yde Retten Bistand til Ud.
forelse af denne Paragrafs Forskrifter.

Angaaende alle Retshandlinger i Straffe-
retsplejen optages Beretning i Retsbogen.
I Retsbogen indfors fc>rft Angivelse af:

1) Tiden og Stedet for Retsmodet-

2) Navnene Paa de Perfoner, der fungere
som dømmere, nævmnger, Retsskriver
og Retsvidner:

3) Sagens Nummer med Parternes Navne:

4) Navnene paa de Personer, der ere tilstede
fom Parter vller paa disses Vegne eller
til deres Pistand, eller Bemcrrkning om
de Forholdøregler, som maatte være
trnfne med Hensyn til deres Tilkaldelse
eller Udelukkelse:

5) om Retsmodet er offentligt eller ikke.

Fuldstændigt optages i Retsbogen Par-
ternes Paastandc, begæringer og Ind-
sigelser, forfaavidt de ikke indeholdes i Skrif-
ter, fom overleveres Retten, i hvilket Fald
Henvisning er tilstrækkelig, Indsigelser, som
fremfoettes af Vidner, Syns- eller skøns-
mænd, Rettens dømme, Kendelfcr og ov-
rige Beslutninger.

Af de Perfoners Udfagn, fom afhsrcs
for Underfvgelfcsret, skal det vcrfentlige
Indhold gengives; vigtigere Erklæringer
af Sigtede og navnlig Tilstaaelser skulle
faavidt mulig gengives med hans egne
Ord: det Samme gerlder om Vidners og
Syns- eller Sksnsmcrnds Forklaringer, fom
maa ventes at skulle benyttes ved Op-
lcrsning under Domsforhandlingen. Til-
svarende Regler gerlde med Hensyn til
Domsforhandling for Underret i Sager,
der ikke ere nndtagnc fra Anke. Af Ud-

sagn, der afgives under Afhyrelse for
Landøret, optages det Væsentligste i en
særskilt Bog- ere de Paagerldende tidligere
afhsrte for en Ret, er dog Henvisning
tilstrækkelig, og tnn væscntlige Afvigelser
eller Fuldsta'ndiggørelser optegnes.

Angaaende Besigtigelser, soui lwder-
retten foretager enten som undersøgelsesret
eller i Sager, der ikke ere nndtagnc fra
Anke, skal Retsbogen indeholde saa Meget,
at den giver et fnldsta'ndigt og tro Billede
af det Besigtigede.

Nf Udviklinger og Foredrag til Begrun-
delse af Paastande, begæringer eller Ind-
sigelser optages Intet i Retsbogen: dog kan
Formanden beslutte, at enkelte Udtalelser
skulle optages. Fremdeles kan enhver af
Parterne forlange, at særskilt paapcgcde
Dele af Retsformandens Udvikling af de
Retssa'tninger,' som komme i Betragtning
ved Nævningernes afgørelse af de dem
forelagte spørgsmaal, gengives i Retsbogen,
jvft. § 284.

særlig bemærkning gorcs i Retsbogen
om, hvorledes der er gaaet tilværks med
Hensyn til Former, som efter Loven skulle
iagttages, om hvad der fremlægges i Ret-
ten, og hvilke Dokumenter der ere blcvne
oplceste.

^plcrsning og Vedtagelse af Tilførsler
til Retsbogen angaaende afhørte Personers
Udsagn finder kun Sted ved Nfhorelser for
undersøgelsesret og under Domsforhandling
for Underret i Sager, som ikke ere undtagnc
fra Nnke. Oplcesning og Vedtagelse kan
dog ogsaa ske i andre Tilfælde, hvor Ret-
tens Formand af særlige Grunde finder,
at dette bør ske.

Retsbogen underskrives af Rettens For-
mand, fremdeles af de Pcrfoner, der maatte have fnngeret fom retsskriver eller Rets-
vidner. Den afgiver Bevis for, hvad der
er foregaaet under Retshandlingen, og færlig
for, hvorledes der er gaaet tilværks med

Hensyn til Former, som efter Loven skulle
iagttages; Modbevis er ikke udelukket.

Aktstykker og andre Dokumenter, som
fremlægges i Retten, forsynes med Frem-
læggelsespaategning.

Parternes Processkrifter forblive i Rettens Arkiv. Af Dokumenter og Aktstykker,
der benyttes som Bevis, skulle, naar de
forlanges tilbagelcverede, bekræftede Gen-
parter forblive hos Retten,- dog undtages
herfra Dokumenter, der ere Udskrift af Em- bedsprotokollcr. Om og i hvilket Omfang
Genpart stal tages af Handelsboger, Regn-
skabsboger eller andre saadanne Dokumenter
af særdelcs betydeligt Omfang, beror paa
Formanden.

Retsskriveren samler de enhver Sag
vedkommende Dokumenter og bevarer dem
samt de af tilbagelevcrcde Originaler tagne
Genparter. De i nævningcsager overens-
stemmende med §i> 28§ og 288—290 ud-
færdigede spørgsmaal tilligemed næv-
ningernes vedtegnede Erklæringer, blive at
samle og opbevare som Bilag til Rets-
bogen.

Udenfor de Tilfælde, for hvilke der i
denne Lov er truffet særlig Bestemmelse,
kunne Parterne samt, naar Sagen er endt,
Andre, som deri have retlig Interesse, hos
Retssiriveren forlange Udskrift af Rets-
bøgerne, derunder dog ikke Stcmmcgivnings-
bogen, samt af de øvrige hos Retten be-
roende, til en Straffesag horende, fremlagte
Dokumenter.

retssproget er dansk. afhørelse af Per-
foner, der ikke ere det danske Sprog mcrgtige,
furegaar ved hjælp af en edsvoren Tolk;
dog kan ved afhørelse udenfor Domsfor-
handling for Landøret Tilkaldelse af Tolk

undlades, naar dømmeren tiltror sig for-
nydent Kendskab til det fremmede Sprog.

Dokumenter, der ere affattede i frem-
mede Sprog, skulle ledsages af en Over-
sættelse, som bliver at antorisere af en
offentlig ansat Translator, medmindre Ret-
ten og Parterne anerkende dens Rigtighed.

Forhandling med og afhørelse af Dove,
Stumme og Dovstumme foregaar enten ved
hjælp af Personer, der ere kyndige^ Tegn-
fproget eller Talemethoden, og fom forud tages
i Ed, eller ved skriftlige spørgsmaal og Svar.

Til at bistaa som Tolk eller Tegnsprog-
kyndig maa Ingen af Retten tilkaldes, der
ifølge F§ 12 og 14 vilde voere udelukket fra
at handle som dømmer i Sagen. Isvrigt
blive de om Vidner gwnc Regler at an-
vende paa de nævnte Personer med de Lem-
pelser, der følge af Forholdets Natur og,
forsaavidt ikke noget Andet særlig er fore-
skrevet.

Te Forretninger, som ifølge denne ^ov
paahvile Rettens Formand, udføres, naar
Retten beklædes af en enkelt dømmer, af
denne.

Med de i §8 87 og 88 hjemlede Und-
tagelser, skulle cfternoevnte Forkyndelser ske
ved Stoevningsmændene eller i de i § 84 o
angivne Tilfælde ved Politiet:

1) Forkyndelse for Sigtede af Til-
sigelse eller Stcrvning til Mode for Retten,
af Anklageskrift, bevisfortegnelse, Doms-
udskrift, Ankemeddelelse eller kæremaal og
as den i sidste Stykke as § 323 ommeldte Tilkendegivelse,

2) Forkyndelse for Vidner og Syns-
eller skønsmcrnd as Indkaldelse til afhørelfe.

for Syns- eller skønsmænd af den Beslut-
ning, hvorved de ere udmeldte og for ude-
blevne Vidner eller Syns- eller skøns-
mænd af den i ^ 1^6, jfr. § 113, ommeldte
Kendelse;

3) Forkyndelse for en privat Sag-
søger af den i sidste Punttnm af § 373
ommeldte Meddelelse.

Enhver bestikket Stævningsmand tali
med fuld Retsvirkning iva-rksætte Forkyndelser
under Iagttagelse af de i Loven givne
Forskrifter. Gyldigheden af det Foretagne
svækkes ikke derved, at Stævningsmanden har
handlet ndenfor den Netskreds, i hvilken
han er ansat.

En Stævningsmand maa ikke foretage
eller deltage i en Forretning, naar nogen
af Parterne er hans Mgrefælle eller bestægtet
eller besvogret med ham i den lige op- eller
nedstigende Linie eller i første Sidelinie,
eller han selv er Part i Sagen eller er
interesseret i dens Udfald.

Ved Anordning gives der en Instruks
samt de fornødne Discipliucrrbestemmelser
for Stcrvningsmcrnd.

Det, der stal forkyndes paa den i § 81
foreskrevne Maade, gives i dobbelt Udfær-
digelse til den, der stal iværksætte Forkyn-
delsen. Udgaar denne fra en Landøret eller
fra Overanklageren, eller skal den ske i en
anden Underretskreds end den, i hvilken
Retten har sæde, kunne Udfærdigelserne
sendes til Underretten i den Kreds, hvor
Forkyndelsen stal ske, for af den at over-
gives til Stævningsmanden eller Politiet.

Paalæget om Forkyndelse stal ester-
kommes snarest muligt, i Byerne senest inden
24 Timer, paa Landet senest inden 48 Timer
efter Modtagelsen. Om Tiden, paa hvilken
Paalægct er modtaget, undertegnes en skriftlig
Tilnaaelse.

Naar Forretningen udføres af en Stæv-
ningsmand, stal en anden Stævningsmand
eller, i saardeles paatrerngende Tilfælde, en
anden god Mand tilkaldes som Vidne.

Ved Iværkfcettelse af Forkyndelsen
gerlde følgende Regler:

a) Forkyndelsen bor saa vidt muligt
fsgcs iværkfat for den Paagældende personlig,
ordentligvis paa hans Boperl eller midler-
tidige Opholdssted. Forkyndelse fur den
Paagerldende personlig er gyldig, uanset
hvor den sker. Dog kan den i intet Fald
ske i Kirken eller paa andet Sted, medens
Gudstjeneste eller kirkelige Handlinger
foregaa der.

b) Kan Forkyndelsen ikke ske for den
Paagerldende personlig, kan den gyldig iværk-
sættes paa hans Bolig i Riget for hans
Mgtcfællc, Born over 18 Aar, Tjenestefolk
eller andre til Husstanden horende voksne
Personer, som ere til Stede der,- ere saadanne itte at træffe, da for Vedkom-
mendes Hnsvært, Principal, Husbonde,
La-remestel' eller Arbejdshcrre, forfaavidt
som denne træffes til Stede der. For-
kyndelsen lan endvidere foregaa paa den
Paagoeldendes Kontor, Va-rksted eller andet
fast Forretningslokale for en til Kontoret
horende, paa værkstedet arbejdende eller i
Forretningen ansat voksen Person, som
findes til Stede, og for Skipperes og Ss-
folks Vedkommende paa det Skib, hvortil de
hore, for en til Skibet horende voksen
Person, der findes til Stede. Har den
Paagerldende ikke Boperl, Kontor, værksted
eller andet Forretningslokale i Riget, og ikke hører til et hcrværende Skib, kan For-
kyndelsen ske paa hans midlertidige Opholds-
sted i Riget, for dem, hos hvem han er
til Huse.

e) Har Stævningsmanden ikke kunnet
iværksætte Forkyndelsen paa nogen af de
ovenfor angivne Maadcr, skal han i For-
bindelse med det tilkaldte Vidne paategnc
Udfcrrdigelfen Attest herom og straks over-
levere den til Politiet, der snarest muligt
skal soge at iværksætte Forkyndelsen.

cj) Forkyndelser, som ske paa Vedkom-
mendes Bolig eller scrdvanlige Opholds-
sted, skulle foregaa imellem Kl. 7 Morgen
og Kl. 8 Aften. Paa Son- og Helligdage

maa de ordentligvis ikke foregaa i Tiden
fra Kl. 9 Formiddag til Kl. 4 Eftermiddag.
Udfsrcs Forretningen as en stævnings-
mand, har denne, for at iværkfoette den,
ikke blot at handle efter de Paalæg, fom
gives ham, men ogfaa selv af bedste Evne
at søge alle fornødne Underretninger.

Bemyndigelsen til den enkelte Forret-
ning behover ikke at godtgøres sor den
eller dem, for hvem Forkyndelfen fter.

De Personer, for hvem Forkyndelse
i Henhold til Reglerne i § 84 l> foretages,
knnne i Reglen ikke vægre sig ved at mod-
tage den. nergter Nogen ubefojct at mod-
tage Forkyndelfen, eller forsommer han,
hvor Forkyndelsen er sket, at levere Ved-
kommende den ved Forkyndelsen overleverede
Genpart, uagtet dette kunde ske uden Udgift
eller Befvær, kan han ved Kendelse under
Sagen tilpligtes at erstatte de ved hans
Vægring eller Undladelse forvoldte 57u^
kosminger.

Det enc Eksemplar as den Udfærdigelse,
som sorkyndes, overgives til den eller dem,
sor hvem Forkyndelsen sker, medens det andet
Eksemplar tilbagegives den, der har beordret
Forkyndelsen.

førstnævnte Exemplar stal, hvis For-
kyndelsen ikke er sket for den Vedkommende
perfonlig, forinden Afleveringen forfynes
med en Paategning, der indeholder fornøden
Angivelfc af den Dag og Time, paa hvilken,
det Sted, hvor, og de Personer, for hvem
Forkyndelfen er siet. Sidstnævnte Exemplar
skal i alle Tilfælde forsynes med Paateg-
ning as ovennævnte Indhold, og, hvis For-
kyndelsen ikke er sket for Vedkommende selv,
tillige med Paategning om, hvorledes der i
den Anledning er forholdt, samt hvad der
er opgivet om hans Opholdssted.

Er det ikke lykkedes Politiet at iværk-
sætte Forkyndelsen, fordi den Paagerldende
ikke har kunnet antrerffes i Retskredfen og
ej heller har Bolig eller midlertidigt Op-

holdssted der, tilbagegives Udfærdigelsen med
Paategning om det Stedfundne samt om,
hvad der er Politiet bekendt angaaende hans
Bolig eller Opholdssted.

Paategningen afgiver Bevis for det,
som ifølge den er foregaaet: dog er Mod-
bevis ikke udelnkket.

Har Vedkommende bekendt Bolig eller
Opholdssted i Udlandet, og kan Forkyndelse
ikke ske her i Riget overensstemmende med
§ 84, sker Forkyndelse eller Meddelelse paa
den ved Stedets Love hjemlede Maade.
fornøden begæring herom tilstilles den paa-
gældende fremmede Myndighed.

Er det ikke lykkedes ved Politiet at
opspørge Vedkommendes Boperl eller Op-
holdssted, eller har en Sigtet, som vides
at opholde sig i Udlandet, unddraget sig
forfølgning ved Flugt, iværksættes For-
kyndelsen ved 3 Gange gentagen Indrykkelse i de til retslige Bekendtgørelser bestemte
Tidender. Det er i saadant Fald tilstrække-
ligt, at Udfærdigelsens Indhold indrykkes
i Udtog med Bemcrrkning, at den selv hen-
ligger til Modtagelse paa vedkommende Rets
Skriverkontor. I Bekendtgørelsen skal det
udtrykkelig bemærkes, hvorpaa det støttes, at
denne Forkyndelsesmaade benyttes.

Ovenstaaende Regel gælder ogsaa,
naar den paagældende fremmede Myndighed
har vægret sig ved at efterkomme den til
samme ifølge § 87 rettede Vcgæring; dog
skal i saa Fald Udfærdigelsen tillige tilstilles
Vedkommende med Posten i betalt Brev, der
stal anbefales. Postembedsmanden har at
forsyne det ene Eksemplar af Udfærdigelsen
med Paategning om, at ligelydende Eksem-
plar er afsendt til nærmcre betegnet adresse
i betalt og anbefalet Brev. Paategningen
afgiver Bevis herfor, indtil Modbevis fores.

Meddelelse, som under Retsmode i
Sagen gives Vedkommende personlig til

5

Retsbogen, kan altid træde i Stedet for
Forkyndelse.

De fra Retten ndgaaende Meddelelser
i Straffesager, for hvilke Loven ingen far-
lig Forskrift indeholder, ske Paa den Maadc,
som Rettens Formand i hvert enkelt Til-
fælde finder hensigtsmcrssigst, og uden at
hans Beslutninger herom ere Genstand for
kære. Det er tilladt at tilstille Meddelelsen
med Posten.

Naar der af Retten i et behorig af-
holdt Mode traffes Beslutning om Tids-
punktet for et nyt Mode eller for en Rets-
handlings Iværksættelse. anses de Perso-
ner, der ere til Stede og paahore Beslut-
ningen, for at have faaet tilstrerttelig Under-
retning derom. Personer, som have været
lovlig tilsagte til Modet, men som enten ere
udeblevne eller have forladt Modet, forinden
Beslutningen der toges, have intet Krav
paa særlig forkyndelse eller Meddelelse om
det nye Mode eller om Tidspuuttet for de
besluttede Retshandlingers Ivccrlsættclsc.
Dog bør Retten ikke nndlade ved Budscndelse eller med Posten at give dem Meddelelse
om Beslutningen, forsaaviot denne antages
at være af Interesse for dem.

Indkaldelser og Meddelelser til Mili-
tære, hvilke med de af Forholdets Natur
flydende Lempelser blive at forkynde efter
de i dette Kapitel givne Regler, ftulle tillige
anmeldes for Afdelingschefen, som foranle-
diger Paagerldeudes Mode for Retten, hvor
saadant gorcs fornødent.

dømme, Kendelser og andre Beslut-
uiuger af en Ret, der ikke betlædes af en

enkelt dømmer, og som ikke hsre til de
Beslutninger, Rettens Formand kan træfte,
vedtages ved Afstemning efter forudgaaende
Raadslagning. Afstemningen foregaar efter
Tjenestealderen, saaledes at det yngste Med-
lem stemmer først. Formanden stemmer
altid sidst, han forestaar Afstemningen og
samler Stemmerne. Afstemningen sker
mundtlig; de afgivne Stemmer indføres ud-
togsvis i en Stcmmcgivningsbog. Enhver
dømmer har Ret til at paasc, at hans
Stemme gengives rigtigt.

dømmernes Raadslagninger og Afstem-
ninger man ikke overværes af TillMere,
med Undtagelse af retssiriveren.

For enhver afgørelse stal der være
Stemmeflerhed. >lra'vev afgørelfcn Assteni-
ning over flere Punkter, ere de dømmere,
som have befundet sig i Mindretal, pligtige
at deltage i de senere Afstemninger, for-
saavidt det Modsatte ikke særlig er bestemt.

Danner der sig om det samme spørgs-
maal flere end to forskellige Meninger, as
hvilke ingen er i Flertal, blive de for
Sigtede ugunstigste Stemmer regnede sammen
med de ncvrmeste mindre ugunstige, indtil
der uddømmer Stemmeflerhed.

Er det tvivlfomt, hvilken Mening der
er den ugunstigste sor Sigtede, eller opstaar
der Meningsforskel om, hvorledes spørgs-
maalcnc skulle stilles, (ller om Afstemningens
nesnltat, bliver der afstemt særskilt herom.

dømme og Kendelser skulle afsiges i
retsmoder og ledsages af Grunde. Af-
gørelsen sker ved Kendelse i de Tilfælde,
hvor denne Form er særlig foreskreven.

Andre Beslutninger af Retten eller
Rettens Formand behove ikke at begruudes,
medmindre saadant særlig er foreskrevet.
Saadanne Beslutninger saavelsom Kendel-
ser af blot proeesledende Beskaffenhed kunne
mngøres, naar nye Oplysninger foreligge.

I de Tilfælde, hvor en efter Loven
tilstedelig Afvigelse fra de almindelige Reg-
ler betinges af en forudgaaende Beslutning
af en Ret, ved hvilken den Sag, med Hen-
syn til hvilken spørgsmaalet opstaar, ej er
tingfcestet, bliver spørgsmaalet skriftlig at
forelægge Retten. Er denne Hojcsteret eller
en Landøret, troeffes Afgørelsen af Forman-
den med to Medlemmer af Retten eller,
hvor faadant særlig er bestemt, af Forman-
den. Retten tager Beslutning Paa Grund-
lag af det forelagte samt de yderligere Op-
lysninger og Erklæringer, som maatte være
indhentede: findes det nodvcndigt, at Vidner
afhøres, sier dette ved en Undersøgelsesret.
Mundtlig Forhandling sinder ikke Sted,
medmindre Formanden af særegnc Grunde
finder Anledning til at beslutte en saadan:
dog er Retsmodet i saa Fald ikke offentligt.
De i denne Paragraf ommcldte afgørelser
kunne ikke paaklagcs for hojcre Ret.

Retten kan til enhver Tid i Embeds
medfør eller ifølge begæring berigtige
Skrivfejl, som ere indlobnc i Henseende til
Ord, Navne eller Tal, blotte Regnefejl,
samt saadanne Fejl og Forglemmelser, der
alene vedrore Udfærdigelsens Form.

Fremdeles kan den ogsaa, naar Be-
gæring derom fremkommer inden Anke-
fristens Udlob, og efter at der er givet
Parterne og deres Sagførere Lejlighed til
at ytre sig derom, berigtige den i Afgo-
relfen indeholdte Fremstilling af den faktiske
Sammenhæng, forfaavidt denne erkendes
at lide af Fejl, bestoaende i Forbigaaelser,
Uklarheder eller Modsigelser, men derimod
ikke iøvrigt foretage Forandringer enten i
Begrundelsen eller Resultatet. Beslutning
angaaende stige Berigtigelser trerffes, og Med-
delelse om dem sker efter de samme Regler,
som gælde for den oprindelige afgørelse.

Den i Henhold til Rettens Beslutning
berigtigede afgørelse træder i alle Henseen-
der i Stedet for den oprindelige. Beslutning
angaaende Berigtigelse er ikke Genstand for
Anke eller kære.

Enhver er Pligtig til efter lovlig Opfor-
dring at aflægge Vidnesbyrd for Retten om,
hvad der med Henfyn til Underføgelfens gen stand er ham bekendt, forfaavidt Loven ikke
færlig hjemler Undtagelse herfra.

Mod dens ^nfkc, fom har Krav paa
Hemmeligholdelse, maa Vidnesbyrd ikke
afkræves:

1) Folkekirkens og anerkendte Trossam-
funds Prcester om det, fom i Skriftcmaal
eller iøvrigt i deres Egenskab af Sjcrlcsor-
gere maatte være dem betroet,

2) Forfvarere angaaende, hvad der er be-
troet dem i denne deres Egenskab,

3) de ved den kgl. Fodsclsstiftelse i Kjo-
benhavn ansatte Embedsmænd, Betjente og
Iordcmodre angaaende de Kvinders Svangci-
skab og Barnefodfel, som forlofts paa Stif-
telfcn, medmindre det ved Vidnesbyrdet til-
sigtes at oplyfe, om Drab eller anden strafbar
Handling er begaaet mod Barnet.

Ej heller maa Vidnesbyrd afkræves
Embeds- og Bestillingsmand eller andre,
fom handle i offentligt Hverv, angaaende, hvad
der ifylge dette er dem betroet eller kommet
til deres Kundskab om et offentligt Anlig-
gende og omfattes af deres Tavshedspligt,
medmindre vedkommende overordnede Myn-
dighed eller for Rigsdagsmands Vedkom-
mende det paagoeldende Tings Formand

saavclsom Regeringen samtykker i, at de af-
hores.

Foranstaaende regler komme dog ikke
til Anvendelse, naar Retten skønner, at det,
for at forebygge, at nogen urettelig dom-
fældes, er magtpaaliggende, at det paagcel-
dende Vidnesbyrd aflægges.

Retten har Paa Embeds Vegne saavidt
muligt at forebygge, at Vidnesbyrd modtages
i de Tilfælde, hvor faadant efter nærværende
Paragraf ikke maa afkræves. Er det efter Om-
stændighederne klart, at en Vidneforfel vilde
komme i Strid med ovenstaaende Regler, bor
ingen Indkaldelse udstedes.

Vidnesbyrd kan nergtes, naar Besva-
relsen af et spørgsmaal maa forudsættes at
ville udsætte Vidnet selv for Tab af borger-
lig Agtelse eller Velfærd. Dog kan et Vidne
ikke nndstaa sig for at besvare det spørgs-
maal, om der er overqnact det en Straffe-
dom.

Den, hvcm Ansvaret for et trykt Skrifts
Indhold i medfør af Lov 3. Januar 1851
§ 3 kan dømme til at Paahvile, kan nergte Vid-
nesbyrd angaaende Betingelserne for en For-
gængers Ansvar, naar han enten selv vil
overtage Ansvaret, eller Opfordringen til ham
ikke er sket inden 3 Maaneder, efter at be-
kendtgørelse om Skriftets Udgivelse første Gang
var indrykket i et offentligt Blad.

At nogen i de nævnte Tilfælde har
fundet sig i at afgive en Forklaring, som han
var berettiget til at nergte, udelukker ham ikke
fra senere at undslaa sig.

I ethvert Tilfælde, hvor det er klart, at
Betingelserne for Fritagelsen ere tilstede, skal
Retten for afhørelsen gøre Pangældende op-
mcertsom paa hans Ret til at undslaa sig.

Vcegring ved at afgive Vidnesbyrd maa
fremsættes udtrykkelig. Naar det af Retten
findes fornødent, maa Vidnet oplyse Omstæn-
digheder, af hvilke det kan ses, at vægringen
er grundet.

^ugen er — for saa vidt han ilte sirlig
dav forbundet sig dertil overfor Retten eller

Paatalemyndigheden — Pligtig at mode som
Vidne for en Undersøgelsesret eller under
Domsforhandling for Underret udenfor den
underretskreds, i hvilken han bor eller op-
holder sig, naar han vilde komme til at
rejse mere end 9 Mile paa Jernbane eller
Dampskib, eller 3 Mile paa anden Maade
eller en tilsvarende Vejlængde delvis paa
Jernbane eller Dampstib og paa anden Maade,
for at naa hen til Retten.

Under Domsforhandling for Landøret,
er i Reglen Ingen, sum ikke særlig har for-
bundet sig dertil, pligtig at mode som Vidne
udenfor den Landøretskreds, i hvilten han bor
eller opholder si^, naar han vilde faa længere
at rejse hen til Retten end 18 Mile paa
Jernbane eller Dampskib eller 6 Mile paa
anden Maade eller en tilsvarende Vejlængde
delvis paa Jernbane eller Dampskib og paa
anden Maade.

Ved Beslutning af Retten eller dens
Formand, der bliver at paaberaabc i Ind-
kaldelsen, kan det dog paalæggcs et fjernere
boende Vidne at give Mode under Doms-
forhandling for Landøret, naar det for Sagens
Oplysning anses nødvendigt.

Hvor ikke Reglerne i § 101 eller Vid-
nets Helbredstilstand er til Hinder derfor,
og hvor heller ikke andet er faerlig bestemt
(se §§ 330, 340, 344, 350 og 359), have
Vidner, hvis Forklaring skal benyttes som
Bevis under Domsforhandling, at mude under deuuc og der at aflægge Forklaring,
medmindre dette vilde medføre Ulempe eller
Bekostning, som ikke vilde staa i rimeligt
Forhold til Sagens Genstand eller den Be-
tydning, Vidnesbyrdet kan antages at have
for Sagens Oplysning.

Naar der under Forundersøgelse stal
afhøres Vidner, der ikke bo eller opholde
sig i den Underretskreds, hvor Retten, ved
hvilken Forundersøgelsen foregaar, bliver sat,
og Mode ved denne Ret vilde medsore vce-
sentligt større besvær for Vidnet end Mode
ved den Ret, i hvis Kreds det bor eller
opholder sig (tz 50), bor saadant Mode ikke
paalæggcs Vidnet, "medmindre dette findes

nødvendigt til Sagens tilborlige Oplys-
ning.

Er et Vidnes Helbredstilstand til Hinder
for, at det moder paa det scedvanlige Ting-
sted, kan Retten til dets afhørelse sættes Paa saadant Sted, som Omstændighederne
udkræve.

Militcere af Hcrren og Flaaden ere Plig-
tige at aflægge Vidnesbyrd i Straffesager for
de borgerlige Tomstole overensstemmende med
reglerne i denne Lov.

Indkaldelse til at mode som Vidne ud-
gaar, hvor ikke andet er bestemt, fra den Ret,
for hvilken Vidnesbyrdet stal aflægges.

Foruden Vidnets Navn og hvad der
iøvrigt hører til dets nærmcre Betegnelse,
Sagen og Indkaldelsens Ojcmed, den Ret, for
hvilken der stal vidnes, samt Stedet og Tiden
for Modet stal der i Indkaldelsen nævnes det
Varfel, som stal gives den Indkaldte, og gøres
opmcrrksom paa, at Udeblivelse medfører Straf-
anfvar.

Vidner erc, om fornødent, pligtige til,
forinden de mode i Retten, at styrke eller
opfriske deres Kundskab om Vidncforslcns
Genstand ved at efterse deres Rcgnstabs-
boger, Breve eller andre Optegnelser eller
bese Genstande, hvortil de uden særlig Om-
kostning eller besvær have Adgang o. desl.,
og denne Pligt kan af Retten færlig paa-
lægges dem ved Indkaldelsen eller senere.

Forsaavidt Retten eller dens Formand
ikke har fastsat andet Varsel eller paalagt uop-
holdeligt Mode, tilkommer der Vidnet Aftens
Varfel, hvortil læggcs to Togn, faafremt det
skal nwde udenfor den underretskreds, hvor
det bor eller opholder sig, og Afstanden til
Tingstedet er over 2 Mil.

Enhver, som er til Stede i et Retsmode eller
i umiddelbar nærhed af Retslokalet, kan det
af Retten paalægges at fremstille sig strax til
Afgivelse af Vidnesbyrd. Tilstedeværende
Vidner kan det paalægges at mode til ny Tid.

Naar Nogen anholdes under adforelsen
af en Forbrydelse eller paa friske Spor, kan
Politiet paa Stedet tilsige enhver Tilstede-
værende til det Retsmode, hvor den Anholdte
stal fremstilles.

Udebliver et lovmcrssig indkaldt Vidne
nden lovligt Forfald eller uden at have be-
timelig anmeldt sit Forfald, hvor dette var
muligt, eller forlader det nden Tilladelse Ting-
stedet for Modets Slntning, kan Retten i
samme eller et senere Retsmode ved Kendelse
idømme Vidnet en bøde fra 10 til 200 Kr.
eller, hvis Vidnet var indkaldt til Domsfor-
handling for nævninger, indtil 400 Kr.: Vidnet
kan tillige tilpligtes at erstatte de Udgifter,
som maatte være foraarfagede ved Udeblivelsen.

Retten kan derhos lade det saaledes ude-
blevne Vidne afhente med Magt.

Udsættes Sagen, kan Retten beslutte, at
Vidnet ved Politiets Foranstaltning skal tages
i Forvaring, indtil dets fremstillelse for
Retten til Afgivelse af Vidnesbyrd kan sinde
Sted: dog har Vidnet Adgang til Losladelse mod saadan Sikkerhed, som Retten sinder til-
strækkclig, og i intet Tilfoelde maa et Vidne
i samme Sag holdes i Forvaring udover 6
Maaneder, uafbrudt eller sammenlagt.

Kendelse, hvorved bøde eller Erstatning
er idømt et fraværende Vidne, kan omgøres,
naar Begæring derom fremsættes i det første
Retsmode, i hvilket Vidnet derefter giver Mode
eller fremstilles, eller, hvis det ikke senere moder
eller fremstilles, inden 8 Dage, efter at Ken-
delsen er det forkyndt.

Forinden et Vidne afhsres om Sagen,
stiller dømmeren de spørgsmaal til det, som
findes fornødne for at forvisse sig om dets
Identitet samt for at afgøre, om der er noget
til Hinder for Vidnesbyrdets Modtagelfe.
dømmeren skal derefter alvorlig lægge Vidnet
paa Hjerte at ftlge Sandheden, idet han
minder det om det Strafansvar, som det paa-
drager sig ved at afgive falfk Forklaring for
Retten, og om at det maa være forberedt paa

6

at bekræfte sin Forklaring med Ed cller paa
anden hojtidelig Maade.

Skulle flere Vidner afhørcs, kan dømmeren lade denne Forberedelse til Nfhorelse
foregaa under Et for flere eller samtlige ind-
kaldte Vidner.

Ethvert Vidne afhøres for sig og bor i
Neglen ikke, forinden dets afhøring under
Domsforhandlingen er afsluttet, paahore For-
klaringer af andre Vidner, af Syns- cller Stonsmcrnd eller af Sigtede. Vidner, hvis adfagn paa i Strid med hinanden, kunne efter
Rettens Beslutning stilles imod hinanden.
Saadant bor dog ikke uden særlig Grund ske
fl)r Domsforhandlingen.

Under et Vidnes afhøring bor det iagt-
tages:

at Vidnet saavidt muligt foranlediges til
at udtale sig i sammenhængende Orden om de
Punkter, angaaende hvilke dets Forklaring
ceskes,

at det bringes paa det rene, hvorvidt
Vidnets Forklaring støtter sig til egen Iagt-
tagelse, og

at spørgsmaal, hvorved der foreholdes
Vidnet Omstændigheder, som først skulle godt-
gøres ved dets Svar, saavidt muligt undgaas.

Om nedskrevne Optegnelser maa benyttes ved Besvarelsen afdetilVidnet rettede spørgs-
maal, afgøres af Retten, efter at det er opgivet,
af hvem, naar og i hvilket øjemed de ere
affattede.

Vidneforklaringer, som afgives under
Domsforhandling, blive som Regel at be-
kræfte med Ed cller — hvis et Vidne ikke hører til et Tros-Samfund, for hvilket
der haves en lovbestcmt Edsformular, eller
crklærer, at det i følge siu religiose Tro
ikke Wr aflægge Ed, eller at det overhovedet
ikke har nogen religios Tro, — med en For-
sikring „paa )Ere og Samvittighed", der
træder i Eds Sted.

Bekræftelsen sker efter Afhøringen og
bor, naar ikke særlige Omstændigheder gøre dette uhensigtsmæssigt, udsættcs, indtil alle
Vidner, hvis Forklaringer angaa et og
samme Forhold, ere afhsrte. Forsaavidt Om-
stændig hederne give Anledning hertil, bor
dømmeren først paany minde Vidnerne om
Bekræftelsens Betydning og om det Ansvar,
som de paadrage sig ved at bekrerfte en falsk
Forklaring. Forinden han modtager et Vidnes
Vekrerftelse, bør han give Vidnet fornøden
Lejlighed til at berigtige sin Forklaring:
hvor han dertil finder Anledning, kan han
foreholde Vidnet, hvad der af andre Vidner
er forklaret eller paa anden Maade er frem-
kommet i Modstrid med Vidnets Forklaring.
Vidnets Bekræftelse gaar ud paa, at det
forsikrer, at det har talt Sandhed og intet
fortiet.

Vidneforklaring, som afgives ndenfor
Domsforhandling, bliver it'kun at bekrerfte,
naar Forklaringen maa paaregnes at sknlle
benyttes som Bevis under Domsforhandling,
eller naar saadant af særlige Grunde
maa anses nødvendigt. I saadant Tilfælde
forholdes i Henseende til Bekræftelsen som
ovenanført, hvorhos det bliver at iagttage, at
saavidt muligt Retsvidne tilkaldes overens-
stemmende med § 68, naar en særlig Rets-
skriver ikke er til Stede.

Afgiver Vidnet senere Forklaring under
Domsforhandlingen, bliver Forklaringen at
bekræfte efter de for denne givne Regler.

Edfcrstelse finder ikke Sted af:

1) Born under 1§ Aar,

2) Personer, hvis Aandsevner skønnes at
være saa mangelfuldt udviklede eller saa
svækkede eller førstyrrede, at Edfcrstelse vilde
være betydningsløs,

3) Personer, som ere under Tiltale for
eller fundne skyldige i Mened,

4) Personer, der ere domte som skyldige
eller medskyldige i den Handling, som er
Undersøgelsens Genstand.

Retten kan nergte at cdfcrste Personer, hvis
Vidnesbyrd enten paa Grund af deres for-
bryderste Vandel eller paa Grund af deres
Stilling til Sagen eller til Sigtede eller
deres Aandstilstand paa den Tid, Erfaringen
skal være gjort, eller af lignende Grunde
af Retten skønnes at være i særlig Grad
upaalideligt. Ligeledes kan edelig bekrccf-
telse af afgiven Forklaring efter Rettens Be-
stemmelse bortfalde, naar Forklaringen efter
sit Indhold skønnes ikke at kunne have nogen
Betydning som Bevis i Sagen.

Foranstaaende Bestemmelser finde til-
svarende Anvendelse med Hensyn til den i §
110 nævnte, i Eds Sted trædende, Forsikring.

vægrer et Vidne sig uden lovlig Grund
ved at svare eller aflægge Vidnecden eller
afgive den i Stedet derfor trædende Forsikring,
kan Retten ved Kendelse paalægge det en
bøde fra 10—400 Kr. Retten kan derhos ved
Kendelse bestemme, at Vidnet stal tages i
Forvaring ved Politiets Foranstaltning, med-
mindre dets Forelse frafaldes, indtil det
indvilliger i at svare eller at aflægge Ed eller
Forsikring: dog kan et Vidne i intet Tilfælde
i Henhold til nærværende Paragraf eller
denne og § 106 i samme Sag holdes i For-
varing udover 6 Maanedcr, uafbrudt eller
fammcnlagt.

Vidnet kan derhos dømmes til at erstatte
de ved dets Vcegring foraarfagede Omkost-
ninger.

Vidner have Krav paa en Godtgorclfe
af 1 Kr., hvis deres Mode medfsrer et Tids-
spilde for dem af under 4 Timer, men ellers af
2 Kr. med Tillæg af 1 Kr. for hver 6 Timer,
de udover 12 Timer ere fraværende fra
Hjemmet til Opfyldelse af deres Vidncpligt,
samt derhos, forsaavidt det er nødvendigt
for dem at tilbagelægge mere end 1 Mil, for
at naa til Retten, paa Erstatning for Rejse-
udgifter frem og tilbage med 50 O. for hver
lobende Mil. Indkaldes Vidnet til at mode
udenfor de i de to første stykker af § 101
fastsatte Afstande, kan der af Retten til-

staas det passende højere Godtgørelse og
Vederlag for Rejseudgifter. Hvorvidt Godt-
gorclsc hos det Offentlige kan tillæggcs
Vidner, som fra Tiltaltes Side fremstilles
til afhøring, uden dertil at være indkaldte,
beror dog paa Rettens Bestemmelse.

Vidner kunne forlange fornødent Furskud
paa den dem tilkommende Erstatning for
Rejseudgifter, naar de ved Indkaldelsen derom
fremfætte Begæring. I øvrigt bliver den
Godtgørelse, hvorpaa de efter det Foranforte have Krav, at udbetale dem ved Rettens
Foranstaltning, forsaavidt de efter fore-
spørgscl gcire Paastand dcrpaa.

Politiet har at foretage Besigtigelser i
alle Tilfælde, hvor dets Pligter med Henfyn
til Efterforskningen medføre det. skønnes det,
at Besigtigelse bør ske ved Retten, har Poli-
tiet at drage Omsorg for, at den forefundne Tilstand bliver uforandret, indtil Retshand-
lingen kan finde Sted.

Retten kan foretage Besigtigelse af Per-
foner, Genstande og Lokaliteter, naar faadant
findes nodvcndigt eller hensigtsmæssigt for
Sagens Oplysning. Vilde det medføre ufor-
holdsmcessige Udgifter eller Ulemper, at be-
sigtigelse foretages af dcu Ret, ved hvilken
Sagen er tingfcestet, eller skal Besigtigelsen
foretages for Domsforhandlingen i en Sag,
som er tingfcestet ved Landøretten, foretages
den af vedkommende Undersøgelsesret s§§ 4
og 50).

Ved Besigtigelser, som foretages af en
Undersøgelsesret for at kunne benyttes som
Bevis nnder Domsforhandling, skal saa vidt
muligt retsviduc tilkaldes, overensstemmende
med § 68, naar en særlig Retsskriver ikke
er til Stede. Foretager den dommende Ret
under Domsforhandlingen en Besigtigelse paa
Aastedct, skulle alle de Personer være til
Stede, som ellers skulle være nærværende
under Domsforhandlingen.

Foruosætter Adgangen til Besigtigelse
en Ransagning, skulle de nedenfor for denne
foreskrevne Betingelser og Regler iagttages.

Krerves der til en Besigtigelse eller i
øvrigt til en undersøgelse eller Bedømmelse af
et faktisk Forhold, til hvilken Sagen findes
at give Anledning, Indsigt, som ikke kan
forndsættes hos Retten, kan denne tilkalde een
eller flere Syns- eller Stonsmænd. Retten
bestemmer Antallet, sorsaavidt ingen særlig
forskrift herom er given.

Tilkaldelsen sker ved Rettens admeldelses-
beslntning, eller, hvis den Tilkaldte har en al-
mindelig offentlig Bemyndigelse til Foretagel-
sen af saadant Syn eller skøn. ved Rettens
til ham rettede begæring.

Knn ubcrygtede Personer knnne ndmeldes
tilSyils-ellerskønsmcrnd, hvorhos Personer,
der vilde være udelukkede fra at handle som
dømmere i Sagen ifølge § 12 Nr. 1 og 2,
itnder ingen Omstændigheder maa tilkaldes
som Syns- eller skønsmcrnd, og de øvrige i
>? 12 nævnte Personer kun, forfaavidt det
ikke er muligt at finde andre lige saa gode.

Enhver, der er pligtig at vidne, er ogsaa
pligtig at modtage Udmeldelse som Syns- eller
skønsmand.

Statens Embeds- og Bestillingsmcrnd
fritages for Udmeldelfe, naar de ved Skrivelse
fra de dem foresatte Myndigheder oplyse, at
de ikke have den fonwdne Tid, eller at For-
retningens Foretagelse i øvrigt kommer i
Strid med deres offentlige Pligter.

Personer, for hvem Syns- eller Syns-
forretningens udførelse vilde medføre stort
Besvær eller Ulempe, bor, forsaavidt Om-
stændighederne tillade det, forskaanc-§ for Ud-
meldelse.

Forsaavidt Personer ere beskikkede med
almindelig Bemyndigelse til Foretagelsen af
visse Syn eller Ston, bor andre tun ndmeldes

hertil, naar Henvendelse til hine vilde medføre
en Forhaling, hvorved Njemedet kunde for-
spildes, eller naar andre særegne Grunde gøre det tilraadeligt.

TilForretninger, ved hvilte der udkræves
færegen Indsigt eller færdighed, byr i Rcglen
kun udmeldes Mcrnd, der ifølge offentlig Stil-
ling eller Livscrhverv eller dog ifølge offent-
lig aflagte prøver maa anses for duelige
hertil.

Skal en Kvinde fynes paa Legeme, bor
i alle Tilfælde, hvor det til øjemedcts ^p-
naaclsc er tilftrockkeligt, cerbare Kvinder dertil
vælgc^: navnlig bor, hvor Evorgsmaal fore-
ligger ont Svangerskab eller Barncfodscl,
kvindelige læger eller Iordcmodre benyttes,
forsaavidt disse maa antages at have til-
stræktelig Indsigt til at afgive Erklæriug om
Zporgsmaalet.

Forinden Udmeldelsen bor der saa vidt
muligt gives Parterne Lejlighed til at udtale
sig om Valget af Syns- eller skønsmcrndene.

Personer, som bo udenfor vedkommende
Rets Embedsomraade, kunne kun udmcldes af
denne, naar det er oplyst, at de ere villige til
at efterkomme Udmeldelsen, eller naar det
findes nodvcndigt eller hensigtsmcessigt, enten
fordi der indenfor Retstrcdfen ikke findes
sagkyndige Personer, som kunne benyttes,
eller fordi den Ting, der er Genstand for For-
retningen, er udenfor Retskredsen.

Syns- og skønsmænd afgive, efter Ret-
tens nærmere Bestemmelse, deres Forklaring
ved en skriftlig, til Retten stilet, af mændene
underskreven Crklæring, eller mundtligt ved
afhøring inden Retten. Have mændene af-
givet skriftlig Erklæring, kan yderligere For-
klaring afcrfkes dem inden Retten; findes
Erklæringen mangelfuld, kan derhos Retten
paala'gge dem at omgøre eller fuldstændig/
gøre den i en yderligere skriftlig Crklæring.

Er Erklæring afgiven af et dertil be-
stikket Kollegium, bor Mode i Retten, hvor

saadant skal finde Sted, som Regel ikke
fordres af flere end et af dets Medlemmer
eller, hvor der er Meningsforskel, af et
Medlem for hver af de Meninger, hvori
Kollegiet har delt sig; dette udpeger fclv
de Medlemmer, som skulle give Mode.

Den til et Syn eller skøn fornødne Besigtigelse foretages under et Retsmode -
der efter Omstændighederne bliver at fore-
tage udenfor det fcedvanlige Tingsted — med-
mindre Synet eller S tonnet udkrerver fort-
sat Iagttagelse eller undersøgelse, eller Be-
sigtigelse under et Retsmode af anden Grund,
saasom as Sommelighedshensyn, findes nhen-
sigtsmcrssig eller ufornøden, i hvillet Til-
fælde Retten kan overlade mændene at fore-
tage eller fortfcette deres Besigtigelse uden-
for Retsmode. I faadant Tilfælde bliver
der i Udmcldelfcsbeslntningen eller Begærin-
gen eller under Mode inden Retten at give
dem fornøden Meddelelse om Synets eller
Stonncts Genstand og øjemed samt saadan
anden Anvisning. som maatte udtrerves.
Skulle Mcrndenc afgive skriftlig Erklæring,
bliver der i admeldelsesbeslutningen eller
begæringen eller i en Tilforscl til Rets-
protokollen, hvoraf Udskrift overgives dem,
at forelægge dem bestemte spørgsmaal til
Besvarelse. Tillige meddeles der dem de for-
nodne Oplysninger af Sagens Aktstykker og
fastsættes en Frist til Ertlæringcns Af-
givelse. Anse de yderligere Oplysninger fornødnc, kunne de derom henvende sig til
Retten.

Vil Foretagelsen af et Syn eller skøn
medføre Tilintetgørelse eller Forandring af
dets Genstand, bor saa vidt muligt en Del
af denne holdes udenfor Undersøgelsen. Lader
dette sig ikke gore, bor Syns- eller skøns-
moendenes Antal ikke være under to.

De gældende Regler om Obduttionsfor
retninger blive fremdeles staaende ved Magt.

Hvor Erklæring afgives af to eller flere
Syns- eller skønsinernd, bor, hvis Mcrndene

ikke ere enige, hver enkelts Mening fremgaa
af Erklæringen.

afhørelse af Syns- og skønsmænd sker
efter Reglerne oin afhørelse af Vidner: dog
kunne mændene som Regel overvære hver-
andres saavclsom Vidners afhørelse, og det
kan af Retten tilstedes dem at raadfore sig
med hverandre, forinden de svare.

I Henseende til Syns- og skønsmcrnd
Modepligt finde Reglerne i 8 101 og 103
tilsvarende Anvendelse.

Syns- og skønsmcrnd have at bekrerfte
deres Syn eller skøn med Ed eller, under
de i § 110 angivuc Betingelser, med en paa
Wre og Samvittighed afgiven Forsikring.
Udenfor Domsforhandling finder saadan
Vckrerftelse dog kun Sted, naar Mandenes
Ertlæring eller Forklaringer maa ventes
at skulle benyttes som Bevis under Doms-
forhandling uden perfonligt Mode af Mcrn>
denc under denne; i saa Fald skal et Rets-
vidne saa vidt muligt tilkaldes, overensstem-
mende med § 68, saafremt en særlig Rets-
skriver ikke er til Stede. Er Syn eller skøn
afgivet i Henhold til en almindelig Beskik-
kelse hertil, bortfalder bekrerftclscn. Denne
gaar nd paa, at mændene have udfort
deres Hverv og afgivet deres Erklæring
eller Forklaringer efter Samvittighed og
bedste Overbevisning.

At Syn eller SkM har fundet Sted,
udelukker ikke fornyet Syn eller Sksn over
samme Genstand ved de samme eller andre
mænd.

Naar en Syns- eller skønsmand udeu
lovligt Forfald udebliver fra Retsmode eller
udeu lovlig Grund vccgrer sig ved at udfmc
Hvervet eller undlader at foretage noget,
som Paahviler ham i Anledning af dette,
eller vægrer sig ved at svare Paa de spørgs-
maal, som stilles til ham i Retten, eller ved at betrerfte sin Erklæring cller Forklaring
med Ed eller Forsikring, hvor saadant er
foreskrevet, finde Reglerne i §§ 106 og 113
Anvendelse med de fornødne Lempelser.

7

Er der Tvivl om en Sigtets Tilregnclig-
hed, kan Retten ved Kendelse bestemme, at han
skal indlcr-gges paa et Sygehus eller en Sinds-
sygeanstalt til nærmere undersøgelse, naar
lægckyndige — efter Omstændighederne Snnd-
hedstollegict — crklære sig derfor.

Til Understøttelse under Efterforskningen
kan Politimesteren, naar Omstændighederne
ikke tillade Opsættelse, lade foretage Syns- eller
skønsforretninger ved Mcrnd, som han selv
tilkalder, samt afkrervc disse ubeediget Erklcr-
ring angaaende Forretningens Resultat. Ere
de Paagerldende ikke beskikkede med almindelig
Bemyndigelse til Foretagelsen af saadant Syn
eller skøn, ere de dog kun pligtige at efterø
dømme 5taldelsen, naar Forretningen skal fore-
tages og Ertlæringen afgives i den Politikres,
i hvilten de bo. Udebliver eller vægrer nogen
saaledes tilkaldt Syns- eller skønsmand sig
ved at efterkomme Kaldelsen, kan Politimesteren
paalægge ham en bøde til Politikassen af
indtil 29 Kr., at udrede inden 8 Dage, og,
naar Sagen er as sær Vigtighed, endog om
fornødent lade ham afhente med Magt. Politi-
mesteren har dog snarest muligt at henvende
sig til Retten om Varetagelse af det videre
fornødne i Anledning af Forretningen, og
det staar da de Paagældende frit for, i Over-
ensstemmelse med § 200 for Retten at fore-
bringe deres mulige Klager over formentlige
Overgreb fra Politimesterens Side.

Udmeldte Syns- og skønsmcrnd erholde,
forsaavidt Udførelsen af det dem paalagte Hverv
eller deres Moder for Retten i Anledning deraf
gøre det nodvcndigt for dem at rejse mere end
V2 Mil fra deres Hjem, dels Godtgørelse for
Udgifterne derved, beregnet efter 2den Klasses
Takst for Rejse paa Jernbane, efter 1ste
Klasses Takst for Rejse paa Dampskib og
iøvrigt med 2 Kroner for hver lobende Mil,
dels i Tcerepcnge 2 Kroner, naar Fravæ-
relsen fra Hjemmet ikke varer 4 Timer, og
ellers 6 Kroner med Tillæg af 3 Kroner for

hver N Timer, de udover 12 Timer ere fra-
værende fra Hjemmet. Der tilkommer dem
derhos Godtgørelse for andre Udlæg og sftor-
tclmcessig Betaling for deres Forretning.
Har denne udkrævet særlig 3Nojc eller Tids-
anvendelse, kan Retten forhøje Betalingen
efter sit skøn.

Udenfor de nævnte Betalinger maa
Syns- og Skemsmænd under den i Straffe-
lovens § 117 bestemte Straf intet modtage
af Parterne for deres Forretning.

Syns- og Sksnsmændenc kunne ved
Udmeldelsens Forkyndelse for dem forlange
wrnodent Forfknd paaGodtgørelsen for Rejse-
udgifter faavclfom paa de dem forinden deres
Mode for Retten tilkommende Tcrrepcnge.
Iøvrigt blive de dem tilkommende Belsb at
ndbetale ved Rettens Foranstaltning.

De om Vidner givne Regler skulle med
de Lempelser, der følge af Forholdets Natur,
auvendes Paa Syns- og skønsmcrnd, forsaa-
vidt ovenstaaeude Forskrifter ikke ere til Hin-
der derfor.

Ting, der antages at være af Vetyduiug
som Bevismidler eller at burde konfiskeres,
eller fom ved Forbrydelsen ere fravendte nogen,
af hvem de kuunc kræves tilbage, tages i
Bevaring, hvor dette skønnes fornødent. Ud-
leveres saadanne Ting ikke frivillig af den,
i hvis Besiddelse de ere, eller kræves de til-
bage af nogen, der frivillig har udleveret
dem, kunne de beslaglæggcs overensstemmende
med nedenstaaende Regler.

Skriftlige Meddelelser mellem Sigtede og
de i § 99 nævnte Personer ere ikke Genstand
for Beslaglæggelse, saalænge de ere i de sidst-
nævnte Personers Besiddelse, og disse ikke
sigtes for Delagtighed i Forbrydelsen.

Beslutning om Beslaglæggelse tages af
Retten. Politiet kan dog, hvor saadan Be^

slntning ikke nden Fare kan afvclltes, foretage
en foreløbig Veslaglæggelse, men Beretning
om denne maa da nden Ophold og senest
inden 24 Timer forelægges for Retten, der
afgør, om Beslag læggelsen skal opretholdes.
Beslaglæggelse af et trykt Skrift, i An-
ledning af hvis Indhold Ansvar skal gsrcs
gældende, kan kun ske efter Retskendelse.

Vilde Beslaglæggelse udsatte en ikke sigtet
Person for Tab, bor den, naar Ojcmedet derved kan antages tilstrækkelig sikret, und-
lades mod Lofte, med eller uden Sikkerheds-
stillelse, om paa Opfordring at forevise, frem-
lægge eller medbringe Tingen.

Den, der er i Besiddelse af Ting af
saadan Art, som nævnt i § 132, kan det,
forsaavidt han ikke er i noget Tilfælde, hvor
Vidnepligt er udelukket, af Retten paalægges
at forevise eller udlevere dem. Skal han
mode som Vidne, kan det paalægges ham at
medtage Tingen, naar han har vantaget sig
dette s§ 134), eller det findes at knnne ske
uden Udgift eller Besvær. Mod den, som
vægrer sig ved eller undlader at efterkomme
faadant Paalæg, kunne de bøder og Tvangs-
midler anvendes, som ere hjemlede overfor
Vidner, der vægre sig ved at svare. Anven-
delse af det i denne Paragraf hjemlede Middel
medfører ingen Indskrænkning i Adgangen til
Ransagning efter nerste Kapitel eller omvendt.

Embedsakter, som indeholde Oplysninger,
der Dnnes at være af Betydning for Sagen,
kan Retten eller Paatalemyndigheden krervc
meddelte, medmindre Hemmeligholdelse findes
nødvendig i Statens Interesse, hvorom Af-
gørelse trerffes af vedkommende Minister.
Meddelelsen kan ske i bekrerftet Genpart:
dog er Retten besovet til at krervc Frem-
læggelse af Originalen.

Om andre hos offentlige Myndigheder be-
roende Dokumenter kan Retten, naar det findes
nødvendigt, ved Kendelse bestemme, at de sknllc
forevises eller udleveres til Benyttelse under

Sagen, selv om de maatte være givne i
cmbcdsmcessig Forvaring med det Formaal,
at Indholdet skal være heuuucligt.

Dog finde ved denne Paragraf Reglerne
i 8 99 Nr. 1 og 3 tilsvarende Anvendelse.

Breve og andre Forsendelser, som ere rettede til eller antages at være bestemte for
eller hidhore fra Sigtede, kan det ved Rettens
Kendelse paalæggcs Postvccsnct at tilbage-
holde og udlevere til Retten, naar Sigtelsen
angaar en Forbrydelse, som det efter Lovens
almindelige Regel tilkommer Overanklageren
at forfølge, og omstændighedernc gøre det
sandsynligt, at Indholdet bor beslaglægges.
Undtagne fra saadan Beslaglæggelse ere Breve,
som veksles mellem Sigtede og hans For-
svarer, forsaavidt dette følger af Reglerne i
§ 46.

I paatrerngende Tilfælde kan Politiet
paalægge Postvæsnets Einbcdsmænd at til-
bageholdesaadanne Forsendelser, indtil Rettens
afgørelse faas, dog ikke for et længere Tids^
rnm end tre Dage.

Under Betingelser svarende til dem, som
ovenfor ere angivne, kan det paalæggcs Telc-
grafvæsnets Fnnktionærer henholdsvis at til-
bageholde og meddele Retten eller foreløbig
at tilbageholde Telegrammer.

Ting, som ere tagne i Bevaring, skulle
snarest mnligt nojagtig optegnes og mcerkes
medEmbedssegl eller paa anden fyldestgørende
Maadc. Saavel Sigtede som den, i hvis
værge Tingene vare, kan oedfsje ydeligere
Mcerke, og der bør, saavidt det er muligt
og kan ske uden Skade for Undersøgelsen,
gives demLejlighed til at overværeMcrrkernes
Aftagelse. Den, i hvis værge Tingene vare,
kan kræve Modtagelsesbevis.

Det første Gennemsyn af Papirer, som
beslaglægges, saavclsom Aabning af Breve
og andre lnkkede Dokunlenter skal, naar Ved-
kommende ikke samtykter i Afvigelse herfra,
iværtfcettes af Retten; er illgen særlig Rets

skriver til Stede, skal saavidt muligt Retsvidne
tilkaldes overensstemmende med § 68. For-
saavidt det er muligt og kan ske uden Stade
for undersøgelsen, skal der gives Sigtede
og andre Vedkommende Lejlighed til at være
til Stede.

Kan som følge heraf Gennemsyn af
Papirer ikke finde Sted straks ved Beslag-
tæggelsen, blive de foreløbig at forvare i for-
seglet Omslag.

Retten drager Omsorg for, at de af Post-
eller Telegrafvæsnet udleverede Forsendelser
eller Telegrammer, hvis Aabning ikke findes
nødvendig, eller hvis Indhold viser sig at
være nden Betydning sor Sagen, eller den
Tel af Indholdet, som maatte være Sagen
nvedkommende, befordres videre efter sin Be-
stemmelse, samt at Underretning om, hvad der
boldes tilbage, meddeles Vedkommende, saa-
snart det kan ske nden Skade forUndersøgelsen.
Under samme Betingelse skal Underretning
gives, naar private Dokumenter ere ndleverede i medfør af § 136, 2. Stykke.

Ting, som ere fravcndte nogen ved en
Forbrydelse, eller ere Udbyttet as saadanne
Ting, blive, senest naar Sagen er endelig
sluttet, at udlevere rette Vedkommende.
Andre Ting, som ere beslaglagte for at tjene
som Bevismidler, skulle tilbagcgives, naar de
ikke længere behoves. Den, som er interes-
seret i Tilbagegivelsen, kan derom ccskc Ken-
delse.

Ransagning af en Sigtets Bolig eller
andre Rum, Gemmer eller Person for at soge efter Spor af Forbrydelsen eller efter Ting,
som ere Genstand for Beslaglæggelse, kan
finde Sted, naar

'1) Sigtelsen angaar en Forbrydelse, som
det ifølge Lovens almindelige Regel til-
dømmer Overanklageren at forfvlge,
eller

2) der foreligger paavifelig Grund til at
antage, at Spor af Forbrydelsen eller
bestemte Ting, som kunne beslaglæggcs,
der dille være at sinde.

Ransagning i foranforte øjemed af en
ikke Sigtets Bolig, Rum eller Gemmer kan
finde Sted, naar Sagen

1) angaar en Forbrydelse, som det ifølge Lovens almindelige Regel tilkommer over-
anklageren at forfølgc,

og derhos

2 a) Forbrydelsen er begaaet, eller Sigtede
er paagreben i Boligen eller Rnmmet
eller har betraadt samme, medens han
forfnlgtes paa frisk Gerning eller friske
Spor, eller

d) der i øvrigt foreligger vaavisclig Grund
til at antage, at Spor af Forbrydelfen
eller bestemte Ting, som kunne beslag-
lægges, der ville være at finde, eller
o) naar Ransagningen omfatter en Samling
af Huse, som udgor en By eller en større
afgrænset Del af en By eller et Sogn.
Ligeledes kan Ranfagning af Anden-
mands Person finde Sted, naar Sagen angaar
en Forbrydelse af den foran under 1) nævnte Art, og der er paavifelig Grund til at an-
tage, at det cftcrsogte findes hos ham.

Udenfor de i de foregaaende to Para-
grafer fastsatte nærmcre Betingelser kan Ran-
sagning i foranforte Ojcmed finde Sted af
Hus eller Rum, som efter sin Bestemmelse
er tilgerngeligt for alle og enhver, eller fom
staar under Politiets særlige Tilsyn, eller
hvori der drives Pantclaanerforretning eller
faadan Handel, som omhandles i §§ 49 til 51
i Lov om Haandværks- og Fabrikdrift m. m.
af 29. December 1857.

Ransagning, hvori den, hos hvem den
stal iværtfcettcs, ikke udtrykkelig samtytlcr,

kan som Regel kun finde Sted ifølge Rets-
kendelse.

Uden foregaaende Retskendelse kan Ran-
sagning, være sig hos Sigtede eller Anden-
mand, foretages af Politiet:

1) i de Tilfælde, der omhandles i foregaaende
Paragraf,

2) naar de Betingelser foreligge, fom ere angivne i § 143, 1 og 2, a og d, og
der er ojensynlig Fare for, at øjemedet
med Ransagningen vilde forspildes, hvis
Retskendelse skulde afventcs.

Har Ransagning uden Retskendelse fundet
Sted hov en Mistænkt, imod hvem forfølg-
ning ikke tidligere var begyndt, skal Beret-
ning derom indgives til Retten inden 24
Timer.

Om Politiets befojelse til at ransage
dens Person, som anholdes, gerldcr derhos
Reglen i 8 159.

Naar Retskendelse om Ransagning ikke
skal iværksættes af Retten selv, skal det i
Kendelsen angives, ved hvem Iværksættelsen
skal ske.

Udenfor paatrcengendeTilfælde bor Iværk-
sættelse af Ransagning kun, hvor Vedkommende
samtytker, overlades til Politiets underordnede
Betjente.

Ved enhver Ransagning skulle saavidt
muligt to ubcrygtede mænd tilkaldes som
Vidner. Enhver er indenfor en Afstand af
V4 Mil fra sin Vopccl Pligtig at efterkomme
saadan Kaldelse: den, som nden lovligt For-
fald vægrer sig, ifalder en bøde fra 2 til
20 Kr.

Den, hvis Bolig, Rum eller Gemmer
stal ransages, stal opfordres til at overvære Forretningen: er han fraværende, skal en
Husfælle eller Nabo tilkaldes, naar dette kan
ske uden Ophold.

Forinden Ransagning paabegyndes, skal
Rettens Kendelse oplcrses eller forevises, eller,
hvor ingen Kendelse foreligger, øjemedet betydes.

Cftersoges bestemte Ting, bor, forinden

Ransagning paabegyndes, Vedkommende op-
fordres til at udlevere eller paavise samme.

Foresindes ved Ransagningen Ting, som
skønnes at burde beslaglægges, forholdes med
dem, som bestemt i foregaaende Kapitel.
Med Hensyn til Papirer iagttages Reglerne
i § 139.

Om Ransagning, der ikke iværksættes af
Retten og tilfores Retsbogen, affattes en
Beretning, der medunderskriver af Vidnerne.

Bliver Ransagningen uden Resultat, skal
skriftlig Bevidnelse herom paa Forlangende
meddeles den Paagældende.

Ved Ransagnings Iværksættelse blive
endvidere følgende Regler at iagttage:

Al den Skaansel og Varsomhed, somKje-
medet tilsteder, skal udvises.

Ved Nattetid bor Ransagning kun fore-
tages, naar Ojcmedcts Opnaaelse afhcenger
deraf.

Aabning med Magt af lnkkcde Adgange
eller Gemmer bor kun sinde Sted, naar en
Opfordring om at aabne har vist sig frugtcs^
los, eller der Ingen er tilstede, til hvem den
lan rettes.

Pcrfonlig Ransagning af en Kvinde skal
ske under tilborligt Hensyn til, at Blufærdig-
heden ikke trcenkes, i fornødent Fald ved
oerbare Kvinder og da ikke i Overværclfe
af Mcrnd, medmindre en dermed forbunden
Synsforretning udkræver det.

Den Sigtede, som besinder sig paa fri
Fod, er pligtig efter lovlig Indkaldelse personlig at mode for Retten til afhørelse og
i øvrigt, naar Loven kræver hans nærværelse.
Udeblivelse uden oplyst lovligt Forfald, kan
efter de nærmcre i Loven givne Regler med-
foreAnholdelse, Fængsling, Beslaglæggelse af
Formuen eller Sagens Paadømmelse i Sig-
tedes Fraværelse.

8

Sigtede er ordentligvis pligtig at mode
for den Ret, ved hvilken Tiltale er rejst
eller Forundersøgelse indledet.

foregaar Forundersøgelse, eller er
Tiltale i en Politisag rejst, ved en anden
Underret end den, i hvis Kreds Sigtede bor
eller opholder sig, kan dog Retten, naar
Sigtede begærer det eller udebliver, be-
stemme, at han skal møde til afhørelse ved
undersøgelsesretten i den Kreds, hvor han
bor eller opholder sig.

Hvor Sigtedes Helbredstilstand aM
dette nodvcndigt, bliver Retten at sætte paa saadant Sted, som omsta'ndighederne
ndkrerve.

Retten bestemmer Indkaldelsesvarslet,
hvor Loven ikke indeholder Forskrift herom.

Forsaavidt Sigtede ikke under Mode for
Retten af denne har faaet Paalæg om yder-
ligere Mode til bestemt Tid og Sted, bliver
han at indkalde til Retsmode ved en efter
Reglerne i Kap. IX forkyndt skriftlig Til^
sigelfe, der, hvor ikke andet er bestemt, ud-
gaar fra den Ret, for hvilken Modet stal
finde Sted.

Foruden Sigtedes Navn og hvad der
i øvrigt hører til hans nojagtige Beteg-
nelse, Sted og Tid for Modet, det Varsel,
som skal gives, samt bemcrrkning om følgerne
af Udeblivelse uden oplyst Forfald, stal Til-
sigelsen, første Gang Sigtede indkaldes i en
Sag, angive, hvorpaa Sigtelsen gaar ud. I
Indkaldelse til Mode under Domsforhand-
ling (Stoevning) bliver Sagen at betegne ved
Henvisning til Anklageskriftet.

Sigtede, som moder eller fremstilles for
Retten til afhørclsc, adspørgcs først om Navn,
Alder, Stilling, samt Bopcel og andet, som
findes fornødent til Oplysning om hans
Identitet.

Efter dernerst at have gjort Sigtede bekendt
med den imod ham rettede Sigtelse, spørger
dømmeren ham, hvorvidt han erkender dens
Rigtighed. dømmeren skal fremdeles give

ham Lejlighed til at forklare sig om de For-
hold, som Sigtelsen angaar, og til at udtale
sig om de ved Vidneforklaringer eller paa
anden Mande imod ham fremkomne Bevis-
ligheder.

Sigtede fremstilles i Retten fri for Baand.

Ingen Tvang maa anvendes imod en
Sigtet, der vægrer sig ved at svare i det
Hele eller paa enkelte spørgsmaal, eller som
hindrer afhørelfen ved forskilt Affindighed
eller paa lignende Maade. Kan saadant
Forhold medføre Sagens Forhaling eller
vanskeliggøre Forsvaret, bor dømmeren gøre ham opmcrrkfom dcrpaa: se endvidere § 312.

Under Afdorelsen skal dømmeren tiltale
Sigtede med Ro og værdighed. spørgs-
maalene til ham bor være bestemte, tydelige
og saaledes stillede, at det er ham klart, hvad
han bekræfter eller benægter ved sine Svar,
og intet spørgsmaal maa fremsattes saaledes,
at Noget, der er benægtet eller ikke vedgaaet,
forudsættes som tilstaaet.

kofter, urigtige Foregivender eller Trusler
maa ikke anvendes. Ej heller maa afhøringen
forlcengcs i det øjemed at fremskaffe en Til-
staaelse.

Det er ikke Sigtede tilladt at raadfore
sig med en Forsvarer angaaende den
umiddelbare Besvarelse af de ham gjorte
spørgsmaal.

Naar en Mistænkt, som befinder sig paa
fri Fod, er udebleven efter behorig Indkal-
delse uden oplyst lovligt Forfald, kan Retten
beslutte hans Anholdelse. I Politisager kan
Anholdelse af denne Grund dog kun finde
Sted, naar det i Tilsigelsen eller under
Mode for Retten er betydet ham, at han
maa mode personlig og i Udeblivelsestilfælde
maa vente at blive anholdt.

Uden foregaaende Indkaldelse kan Retten
beslutte en Mistænkts Anholdelse,

1) naar den Paagældende er en Person,
der strejfer om uden Midler til lovligt Under-
hold, eller som ikke har Bolig eller dog varigere
Opholdssted i Riget, eller er en Ubekendt, om
hvis Navn og Opholdssted ingen antagelige
Oplysninger haves eller kunne fremskaffes, og

2) forsaavidt Mistanken angaar et For-
hold, som det ifølge Lovens almindelige Regel
tilkommer Overanklageren at forfølge, eller
nogen af de i denne Lovs § 31 under F,
i, !i og l eller i Straffelovens § 180 eller
i Sslov af 1. April 1892 §§ 291, 1ste P.
og 298, 1ste Stk., nævnte Forbrydelser, naar
det, om end Betingelserne for Afsigelse af
Fængslingskendelse ikke fuldstændig maatte
være til Stede, efter Omstændighederne skønnes
fornødent at sikre den Paagerldendes fore-
lobige Tilstedcbtivelse eller Afsondring fra
Samkvem med andre.

Anholdelsesbeslutningen tilfores Rets-
bogen strax, eller saasnart ske kan, med en
saa nosagtig Betegnelse af den Paagældende som muligt samt Angivelse af Sigtelsens Gen-
stand, i det mindste i Almindelighed, og
Grunden til Anholdelsen. Udskrift stal paa
Forlangende meddeles den Anholdte inden 24
Timer.

Ved Paagribelsen eller saasnart det kan
ske, stal Beslutningen med tilhorende Begrun-
delse oplcrses eller forevises for den Anholdte.

Er der Grund til at frygte for, at
øjemedet vilde forspildes ved Ophold for
at fremskaffe Rettens forudgaaende Beslut-
uiug, kan Politiet uden saadan foretage
Anholdelse af de i § 156 Nr. 1 betegnede
Personer, naar de mistænkes for at have
begaaet en Forbrydelse, der er offentlig
forfølgning undergiven, og af andre Per-
foner, naar de trerffes under udførelfeu af
en Forbrydelse og ikke ville afstaa fra deres
forbryderiske Pirken, eller der er bestemte

Grunde til at mistænke dem for nogen af
de i § 156 Nr. 2 omtalte Forbrydelser.

Samme Beføjelse har enhver anden,
naar den Paagældende træffes i Udførelsen
af en Forbrydelse eller paa friske Spor.

Finder Opror eller den i Straffelovens
§ 103 ommcldte Forbrydelse Sted, eller udoves
den i Straffelovens § 87 ommcldte Forbrydelse
af en samlet Mcengde, eller er Drab eller betyde-
ligere Lcgemsbeskadigelse paafulgt i Slags-
maal, i hvilket flere have deltaget, og Omstæn-
dighederne ikke umiskendelig udpege den eller
de Skyldige, kan Politiet anholde enhver, der
træffes i den samlede Mcrngde eller indviklet i
Slagsmaalet, og som ikke straks formaar at rense
sig for Mistanken om strafbar Deltagelse.

Ved en Anholdelses Iværksættelse skal
der gaas srem med saa megen Skaansel mod
den Paagældende, som øjemedet tillader.

Genstande, som kunne benyttes til Vold
eller Undvigelse, kunne fratages den Paagrebne,
og personlig Ransagning kan sinde Sted, naar der er Grund til at formode, at han har
saadanne Genstande hos sig.

Ransagning af Hus for at cftersoge den,
som skal anholdes, kan foretages, naar der er
Grund til at antage, at han holder sig stiult
der, i Andenmands Hus dog kun under Beting-
elser, svarende til de i § 143 angivne, med-
mindre der efter Husets Bestemmelse tilstedes
Enhver Adgang til det.

Saadan Ransagning kan foretages af
Politiet uden Retskendelse:

1) naar en Person cfterfcettcs, der er
truffen i udførelsen af Forbrydelsen eller paa
friske Spor, eller som er undvegen efter at
være paagreben;

2) og ellers, naar der er Grund til at
antage, at Vjemedet vil forspildes, hvis Ken-
delse skal afventcs, og navnlig, at en blot Be-
vogtning af Huset saa længe vil voere util-
strerkkclig.

Udenfor disfc Tilfælde udkræves Rets-
kendelse, medmindre den Paagerldende udtryk-
kelig frafalder Krav hcrpaa. I øvrigt finde

Ved disse Ransagninger Reglerne i §§ 145—
148 Anvendelse.

Enhver, der anholdes, stal senest inden
24 Timer fra Paagribelsen at regne stilles
for Retten, medmindre han forinden loslades.
Klokkeslettet, da Fremstillingen fandt Sted,
stal anfores i Retsbogen. Kan han ikke
straks føres for Retten, sorger Politiet for
den fornødne midlertidige Bevogtning paa
den muligst lempelige Maade. Er Anhol-
delsen iværksat af en Privat, og den An-
holdte ikke straks kan sores for Retten, skal
Anholderen uopholdelig foranstalte den An-
holdte afleveret til Politiet, som afkrerver An-
holderen nojagtig Forklaring om det wrcfaldne
og paalægger ham, hvis det ikke straks los-
lader den Anholdte, at mode ved Fremstillingen
for Retten.

I Retsmodet skal den Anholdte hores
om Sigtclfcn. For det Tilfælde, at den
Anholdte fremstilles for en anden Ret end
den, som har taget Beslutning om Anhol-
delsen, maa der af denne være forget for.
at de fornødne Oplysninger staa til den
førstnævntes Raadighed, enten ved direkte
Tilsendelse eller ved Overlevering med for-
nodent Paalæg til den Politiembedsmand,
som fik det Hverv at iværksætte Anholdelsen,

Har Anholdelse fundet Sted for en
Handling, for hvilken fængsling er udelukket,
skal den Anholdte sættes paa fri Fod, naar
det i §§ 161 og 162 ommcldte Retsmode er
sluttet.

Har Auholdelse fundet Sted for en Hand-
ling, for hvilken fængsling ikke er udelukket, og
findes Anholdte ikke at kunne loslades straks,
kan Retten enten ved Kendelse beslutte, at han
stal famgslcs, eller, naar der paa Grund af
de foreliggende Oplysningers Utilstræktelighed
eller af anden Grund ikke findes Foje til straks
at afsige fængslingskendelse eller Retten ifølge

§ 168 mangler Vefojclsc hertil, beslutte, at
han foreløbig stal forblive under Anholdelse.
Det samme sinder Anvendelse, hvor den Paa-
gældende er mgdt uden foregaaende Anhol-
delse.

Beslutningen tilfvres Retsbogen under
Iagttagelse af Reglerne i § 157: med Hen-
syn til Bevogtningen iagttages Reglen i § 161.

Senest inden 3 Gange 24 Timer efter
Slutningen af det Retsmode, hvori den i
§ 161 omhandlede Fremstilling fandt Sted,
skal enten den under Anholdelse Forblcvne
loslades, eller Kendelse afsiges om Fængs-
ling eller anden endelig Forholdøregel.

I de nævute 3 Gange 24 Timer skal
der, saa vidt det i dette Tidsrum er muligt,
sogcs tilvejebragt enhver Oplysning af Be-
tydning for spørgsmaalet, om Sigtede
bor Fængsles. Der stal gives Sigtede Lej-
lighed til at angive de Oplysninger, som
han i sin Interesse onster tilvejebragte.

I Stedet for den i § 164 nævnte For-
holdøregel blive med tilfvarende Begrænsning
de i §§ 172 sf. nævnte Forholdøregler og
navnlig Losladelse mod Sikkerhed, indtil
endelig Bestemmelse træffes, at anvende under
de der angivne Betingelser og nccrmcre Bestemmelser.

Fængsling kan kun sinde Sted i Kraft
af en Retskendelse: en saadan kan sorst af-
siges, efter at den Paagældende er hsrt for
en Ret angaaende Sigtclfcns Genstand, med-
mindre det forhindres ved hans Ophold i Udlan-
det eller Sygdom eller lignende Omstændighed.

fængsling i Anledning af Mistanke for
en Forbrydelse, hvorfor Straffen skønnes at
ville blive hsjere end bøder eller simpelt
Fængsel, kan af Retten besluttes:

1) naar den Mistænkte er en Person,
der strejfer om uden Midler til louligt Under^
hold, eller som ikke har Bolig eller dog vari-
gere Opholdssted i Riget, eller er en Ubekendt,
om hvis Navn og Opholdssted ingen antage-
ligeOftlysningerhaves eller kunne fremskaffes,

2) naar Mistanken angaar en Forbry-
delse, hvis forfølgning er henvist til Over-
anklageren eller nogen af de i denne Lovs § 31 under ^, ^, k og 1 eller i Straffelovens
§ 180 eller i Solov af 1. April 1892 §8
291, 1ste P. og 298, 1ste Stk. nævnte For-
brydelser, og der enten

u) paa Grund af Sagens bestaffenhed og
den Mistænktes Forhold er Foje til at
frygte for, at han vil unddrage sig An-
svaret ved at flygte eller skjule sig, eller
b) efter Sagens Omstændigheder er særlig
Grund til at antage, at hau vil be-
strcebe sig for at modvirke underføgelsen
ved at fjcerne Gerningens Spor eller paa-
virte Medfigtcde eller Vidner til at afgive
urigtig Forklaring eller paa anden lignende
Mande, eller

e) er særlige Grunde til at frygte for, at
han vil gentage eller fortsætte sin for-
bryderiske Virksomhed, eller
6) der foreligger Omstændigheder, fom give
færlig Grund til at befrygte, at Sigtede
vil udeblive fra Domsforhandling, hvor-
til han er indkaldt.

Forsaavidt Fængsling besluttes under
Efterforskning, fastsetter Retten i Forbin-
delse med Fængslingen en bestemt Tidsfrist,
— der dog efter Begæring fra Paatale-
myndigheden af Retten kan forlænges —
inden hvis Udlsb Forundersøgelse maa be-
gæres eller Tiltale rejses.

Fængsling kan endelig besluttes, naar
den anses nødvendig for at hindre en Perfon,
som sigtes for det i Straffelovens F 299 om-
meldte Forhold, i at bringe sin Truscl til udførelse.

Under Efterforskning kan fængsling
besluttes af en hviltensomhclst Under^
fsgelsesret, for hvillen Tiltalte er fremstillet.
Ellers tages Beslutning om Famgsliug af den

Ret, ved hvilken Forundersøgelse er ind-
ledet eller Tiltale rejst (jsr. § 254, 1ste
Stykke), eller for hvilken Sagen er ind-
anket. Naar Sigtede er anholdt, og det
antages, at han ikke saa betimeligt vil kunne
fremstilles for den nævnte Net, at Fængs-
lingskendelse der kan blive affagt inden Ud-
lobet af den Frist, i hvilken en Perfon kan
forblive under Anholdelfe, kan Fængslings-
kendelse afsiges af en hvilkensomhelft Under-
fogelfesret, for hvilken han fremstilles. Af
Kendelsen og det i den Anledning Retsbogen
tilforte tilstillcs der i faa Fald den Ret, ved
hvilken Sagen svcever, Udskrift.

Fængslingskendelsen stal, foruden Sig-
tedes Navn og den i øvrigt nojagtigst
mulige Betegnelse af ham, angive Sigtelfens
Genstand og de Grunde, hvorvaa Fængs-
lingen stottcs. Udskrift meddeles paa For-
langende den fængslcde inden 24 Timer.

Er Sigtede til Stede i Retten ved
Kendelsens Afsigelse, ovlceses den for ham.
Er han ikke til Stede, overgives en Udskrift
af Retsbogen Politiet til Iværksættclsc. Ved
denne sinde Reglerne i §§ 157, 159 og 160
tilsvarende Anvendelse.

Er Fængsltngskendelsen afsagt, uden at
den Fængslede har været hort angaaende Sig-
telsen, stal afhørclfc for Retten sinde Sted
inden 24 Timer efter Paagribelsen eller Ind-
bringelsen i Riget, eller efter at Hindringen
for hans Fremstilling er ophort, jfr. § 162.

Den fængslcde henfcettes faavidt muligt
i Varetcegtsfængslet vaa det Sted, hvor
Sagens første Behandling foregaar. Om
hans senere henbringelse til andet Varetcegts-
Fængsel tager vedkommende Rets Formand
Beslutning.

Den Fængslede er undergiven de Ind-
skrcenkninger, som ere nodvcndige til Sikring
llfFængslingens øjemed eller til Opretholdelse
af fængfelsordenen. særlig fastfcettes fol-

gende Regler med Hensyn til Sigtedes Ve-
handling:

1) Hvorvidt Andre end de ved Fængslet
Anfatte skulle have Adgang til Fangen, beror
paa Rettens Formand, jfr. dog med Hensyn
til Forsvarere §46. Tilladelse til, med de Ind-
skrcenkninger, som Fængselsordenen krerver,
og under saadant Opsyn, sam Rettens Formand
sinder fornødent, at modtage Besog af enlæge
eller Prcest efter eget Valg, af Slægtninge
eller af Personer, som staa i Forretningsforhold
til Fangen, eller med hvem han ønsker at
raadfore sig, bor kun nægtes, naar Omstcen-
dighederne give Grund til at frygte, at deraf
vil opstaa Skade for Undersogelfen.

2) Om det skal tillades Fangen at af-
sende og modtage Breve, beror paa Rettens
Formand, jfr. dog med Hensyn til Forsvarere
F 46. Tilladelse bor kun na?gte>?, naar Rettens
Formand, efter at have lcrst Brevet, finder
enten, at der kan være Grnnd til at befrygte,
at dets Afsendelse eller Udlevering vil være til
Skade for Ilndersøgelsen, eller at dets Af-
sendelse vilde indeholde et Retsbrud. Af-
fendes eller udleveres Brevet ikke, bor deruden
Ophold gives henholdsvis den fængslede eller
Afsenderen Underretning derom. Affcndelse
af lukkede Skrivelser til Ret eller Dvrighed
kan ikke nergtes Fangen.

3) Varetægtsfanger have Ret til at anskaffe
sig Boger, Blade, Ekrivematcrialicr o. lign.
samt i det Hele at sysselsætte sig, alt dog
med de Begrænsninger, som følge af Fængs-
lingens Djcmed og Fængselsordenen. Denne
Ret kan kun betages en Fange, naar han har
forskyldt det som discipliner Straf.

4) Det kan, udenfor Tilfælde af difciplinær
Straf, ikke formenes en Varetægtsfange ved egne
eller Andres Midler at forskaffe sig anden og
bedre Kost end den almindelige fængselskost,
forsaavidt saadant kan ske, ilden at fængsels-
ordenen derved førstyrres. Med samme be-
grænsning er Fangen berettiget til at benytte
andre Klæder end den almindelige Fangedragt.

5) Legemlig Revselse maa ikke anvendes
som discipliner Straf paa Varetægtsfanger.

6) Hverken Arrestforvareren eller andre
Personer maa benyttes til at udforske Fangen.

nærmere Regler om fængselsordenen
fastsættes ved kongelig Anordning under Iagt-
tagelse af det i nærværende Paragraf fore-
skrevne.

Klager over utilbørlig Behandling i
Fængslet kuune forebringes for Retten i Over-
ensstemmelse med Reglerne i § 200. I hvert
Fangerum stal findes Opslag, indeholdende de
voescntligste Bestemmelser i fængsels-regle«
mentet og navnlig de i denne Paragraf givne
Regler.

Er Sigtede under 18 Aar, bliver
han, forsaavidt det efter Sigtelsens Genstand,
Sigtedes Personlighed og de forhaanden-
værende Forhold lader sig gore, efter Rettens
Beslutning, i Stedet for at Fængsles, at sætte
under Tilsyn af paalideligePersoner,forældre
eller Andre. Naar forerldre eller Andre frem-
sætte ønskc om, at en saadan Sigtet maa
betros til deres Tilsyn, kan Retten, om det
findes nødvendigt, knytte Indvilgelse heri til
den Betingelse, at Sikkerhed stilles af de Paa-
gældende overensstemmende med Reglerne i
§§ 173 og 174.

I andre Tilfælde kan, hvor faadant maa
anfes for tilstrerkkeligt til Formaalets Op-
naaelse, i Stedet for Fængsling efter Rettens
Beslutning anvendes Bevogtning i Hæmmet,
efter Omstændighederne efter Sikkerhedsstillelse
sor det hertil sandsynlig medgaaende Belob,
Tilhold om ikke uden dømmerens Tilladelse
at forlade et anvist Opholdssted eller en be-
stemt Kreds, Paalæg om til bestemte Tider
at fremstille sig for Politiet, Beslaglæggelse af
Pas eller andre Legitimationødokumentcr, eller
Sikkerhedsstillelse efter de nærmere Regler i
cfterfølgende Paragrafer.

Sikkerhedsstillelse kan ikke træde i Stedet
for Fængsling, naar den i F 167 Nr. 2 d
nævnte Fængslingsgrund er forhaanden.

I de i § 167 Nr. 1 og 2 a nævnte Til-
fælde stal Fritagelse for Fængsling tilstedes,
naar Formaalet maa antages tilstrækkelig be-
trygget ved, at Sikkerhed stilles for, at
Sigtede vil mode i Retten til enhver For-

handling i Sagen efter behsrig Indkaldelse
samt indfinde sig til dommens Fuldbyrdelse,
hvis den gaar ham imod. Det paahviler i
saa Fald Sigtede at opgive Bolig eller Ov-
holdssted i Kongeriget, hvor alle Forkyndelser
til ham kunne ske.

I det i § 167 sidste Stykke ommeldte Tilfælde tilstedes Fritagelse for Fængsling,
naar det findes tilstrækkeligt, at Sikkerhed
stilles for, at Sigtede vil undlade den
Virksomhed, som frygtes, indtil dommen, hvis
den gaar ham imod, kan fuldbyrdes.

Sikkerheden, hvis størrelse i det enkelte
Tilfælde fastsattes af Retten, stilles ved
Overlevering af rede Penge eller gode værdi-
papirer, der paa Forlangende, eller naar det
af dømmeren findes hensigtsmæssigt, blive
at opbevare i Nationalbanken eller ved-
kommende Amtstue, eller ved Selvskyldner-
kaution af en eller flere i Kongeriget bofatte vederheftige Mceud.

Den, af hvem Sikkerhed stilles, skal herom
underskrive en Erklæring, hvori den eller de
Forpligtelser, indtil hvis Opfyldelse Sikker-
heden hceftcr, og ved hvis Misligholdelse den
forbrydes, ere angivne.

Hvorvidt en stillet Sikkerhed bor være
forbrudt, afgøres ved Kendelse, efter at der
saa vidt muligt er givet de Vedkommende
Lejlighed til at udtale sig. Det forbrudte
Velob tilfælder Statskassen. Tog blive først
Sagens Omkostninger og den Forurettedes
Erstatningskrav deraf at dcrkke, forsaavidt
Dcekning derfor ikke kan faas paa anden Maadc.

Er Sikkerheden forbrudt som Fe»lge af
Sigtedes Undvigelse eller Udeblivelse fra Mode,
kan Retten, naar Sigtede inden en Maaned
efter den Dag, da han er undvegen eller skulde
være modt, frivillig fremstiller sig eller paa-
gribes, helt eller delsvis eftergive Sikker-
hedens Forbrydelse, dog at den hcrfter for
alle Udgifter, som ere bevirkede ved Undvigel-
sen eller Udeblivelsen.

Beslutning om fængsling eller Forholdøregel, der troeder i Stedet for fængsling, kan
af Retten til enhver Tid omgøres.

Ten anordnede fængsling bortfalder,
naar forfølgning frafaldes, eller Sigtede
frisindes. Erklæres i sidstnævnte Tilfælde Appel, inden Losladelfen er iværksat, bliver det
dog paa dertil fra Paatalemyndighedens Side
given Anledning ved Kendelse af Retten at
bestemme, om Losladelse skal finde Sted.

fængslingen ophcrves ved Rettens Be-
slutning, naar i løbet af Underføgelsen de
Grunde, hvorpaa den støttedes, bortfalde, og
Grunde til fængsling ved en ny Kendelse
ikke ere forhaanden.

Er fængslingen besluttet i Henhold til
§ 167 Nr. 2 !)., bliver den at ophcrvc, saa
snart Undersøgelsen i paagerldende Retning er
sikret, i hvilken Henseende det fornødne hur-
tigst muligt stal iværksættes, eller senest naar
den i fængslingskendelsen fastsatte, eventuelt
af Retten forlængede, Frist er udloven. Dog
kan Retten efter begæring af Paatale-
myndigheden bevilge en yderligere kort For-
længelse af Fristen, saafremt det godtgøres,
at det paa Grund af uforudsete og væsentlige Hindringer har været umuligt betimelig at
fremme Undersøgelsen.

I Sager, som paatales af Private eller
ere af mindre Betydning, bor fængslingen ophæves, naar Retten finder, at Sagen ikke
fremmes med tilborlig Hurtighed. Fremdeles
bor fængsling ophcrvcs, naar en Dom,
hvorved kun en kortere Tids fængselsstraf
er idømt, bliver paaanket, og fængslingcns
Forlængelse indtil Ankesagens Slutning
vilde staa i aabenbart Misforhold til den
Straf, som er eller kan ventes idømt.

I Henseende til Erstatning for uforskyldt
Varetægtsfængsel gerlde de derom i særlig Lov
givne Bestemmelser.

Forholdøregler, som af Retten ere an-
ordnede istedetfor fængsling, bortfalde eller
ophæves i de samme Tilfælde som fængsling.

Fremdeles ophorer en stillet Sikkerhed
at hcefte, naar Sigtede hensættes i fængsel,
eller naar en Sigtet under 18 Aar sættes under andet Tilsyn end den Persons, hvem
han niod Sikkerhed var betroet, samt naar
den i Overensstemmelse med § 173 paatagne
Forpligtelse er opfyldt, eller naar den, der er
gaaet i Borgen, opsiger sit Forlofte ved at
fremstille Sigtede for Retten eller under
saadanne Forhold og med saa langt Varsel,
at der er Lejlighed og god Tid til at fængsle
ham.

Indgaaet Forlofte ophorer ligeledes, naar
en afsagt Straffedom ikke fuldbyrdes, uagtet
der hertil har været rigelig Tid og Opfor-
dring.

Bestemmelse om Ophor afFængsling eller
om Anvendelse eller Ophor af Forholdøregler,
som træde i Stedet for fængsling, eller om
Forbrydelse af stillet Sikkerhed tages af den
Ret, hvem det efter ij i«ik vilde tilkomme
at afsige Fængslingskendelse.

Naar der i en under Landøret horende
Sag er rejst Tiltale, men Sigtede har und-
draget sig Sagens videre forfølgning, kan
Retten Paa Overanklagerens begæriug, og
efter at Forsvareren er hort, ved Kendelse
bestemme, at der stal lægges Beslag paa den
Formue, som han maatte besidde eller erhverve
i Riget. Kendelsen forkyndes overensstemmende
med Reglerne i § K8.

Oplyses det senere, at det var Sigtede
umuligt at mode, kan Retten ophæve Beslag
læggelsen.

Retten drager Omsorg for, at der bestilles
en værge til at bestyre den beslaglagte For-
mue. At saadan Foranstaltning er truffen,

bliver at tundgøre ved Tinglcesning og ved
Bekendtgørelse i Aviserne efter de om Umyn-
diggørelse gældende Regler.

værgen har at afgive Lsfte om ikke
at lade Sigtede tilflyde nogen Indtcegt af
Formuen. LEgtefælles og Borns Krav paa
Underhold af denne ophæves derimod ikke
ved Beslaglæggelsen, ligesom Sigtede heller
ikke er udelukket fra at raade over den beslag-
lagte Formue ved Testament.

Beslaglæggelsen ophæves:

1) naar Sigtede kommer til Stede,

2) naar Formuen paa Grund af Sig
tcdes Dod eller i følge de' i Fdgn. 11.
September 1839 foreskrevne Regler tilfælder
hans Arvinger,

3) naar forfølgning frafaldes, eller
Sagen ved Rettens kendelse afvises.

Den Ret, som har besluttet Beslaglæggel-
sen, tager Beslutning om Ophoret i de foran
nævnte Tilfælde. Furmueu med de nnder
beslaglæggelsen vundne Indtægter og efter
Fradrag af de hafte Udgifter udleveres derefter
til Sigtede eller henholdsvis Arvingerne.

Beslaglæggelse paa en Mistoenkts Gods
til Sikkerhed for Sagens Omkostninger og
Erstatningsansvar kan, hvor og i saadant
Omfang, fom Retten maatte finde det
fornødent, finde Sted i følge Rettens Ken-
delse efter begæring af Paatalemyndigheden
eller den ved Forbrydelsen Forurettede.

Beslaglæggelse medfører de famme Rets-
virkninger som Arrest paa Gods ifølge Loven
om den borgerlige Retspleje.

Retten drager Omsorg for Veslaglæg-
gelsens Iværksættclsc. Med Heltsyn til denne
samt de Forholdøregler, som blive at træffe
for at sikre Beslaglæggelsens Retsvirkninger,
gerlde de i Loven om den borgerlige Rets-
pleje givne Regler om Arrest paa Gods, dog
at særlig Sag til Stadfæstelse af Beslaglæg-
gelsen bortfalder.

Beslag læg gelsen bortfalder, naar For-
folgning frafaldes, eller Sigtede frifindes, og
den ophæves. naar den paa Grund af senere
fremsatte Indsigelser eller senere indtrufne
Omstændigheder findes ikke at have Hjemmel.
Beslutninger og Forholdøregler med Hensyn
til Beslaglæggelsens Ophor trcesies af den
Ret, for hvilken Sagen er eller var tingfcrstet.
Med Henfyn til Krav paa Erstatning for Be-
slaglæggelsen sinde Reglerne i Lov om den
borgerlige Retspleje om Arrest paa Gods
Anvendelse med de fornødne Lempelser.

Med Hensyn til foreløbigt Forbud mod
Foreninger i Henhold til Grl. af 28. Juli
1868 § 87 bliver det paa nævnte Sted i
Grundloven foreskrevne at iagttage.

Forbnd mod Udbredelse af Skrifter, som
efter Justitsministerens Befaling forfølges i
Henhold til Lov af 3. Januar 1851 §§ 14
og 15, besluttes og foraustaltes iværkfat
paa Overantlagerens Begæring af vedkom-
mende Underføgelfcsret. Sag i den Anled-
ning skal anlægges inden en Uge. Forbudet
bortfalder, naar forfølgning ikke ivoerkfcettes
inden den foreskrevne Frist, eller naar den
frafaldes. Den i Lov af 3. Januar 1851
§ 14 fastfatte Straf for dommens Overtrce-
delse goelder ogfaa for Overtrædelse af det
foreløbige Forbud.

Tredie Afsnit.

Nndersøgelse, forend Tiltale er

rejst, i Tager, som forfølges af Over-

anklageren eller Politiet.

Det paahviler Politiembedsmændenc,
naar wvrigt Betingelserne derfor ere til
Stede, af egen Drift og med storst mulige
Hurtighed at efterforske alle strafbare Hand-
linger, som forfølgcs af det Offentlige, saa
snart der opstaar rimelig Formodning om,
at saadanne ere forovede.

Udenfor Kjøbenhavn forer Overanklage-
ren Overtilsyn med Politiets Efterforskning
af de Forbrydelser, hvis Paatale hører under
hans Virkekreds. Ligesom han som følge
heraf kan give Politiet almindelige For-
skrifter, faaledes kan han ogsaa i de enkelte
Tilfælde begære Oplysninger, stille Forlan-
gender og, naar færcgne Omstændigheder
maatte opfordre dertil, selv handle i Politi-
mesterens Sted. Det paahviler Politimesteren
at gøre Indberetning maanedlig til Over-
antlageren om alle foretagne Efterforsk-
ninger, endvidere naar tvivlsomme, eller
særdele2 vigtige Sorgsmaal opstaa under
Efterforskningen, samt i øvrigt naar det
fordres.

I Kjøbenhavn er Politidircktoren, der i
sin Efterførstningsvirkfomhed er Justits-
ministeren umiddelbart underordnet, pligtig

10

at efterkomme alle lodlige Begæringer af
Overanklageren, vedrorende Efterforskningen
af de under sidstnævntes Virkekreds horende
Forbrydelser, famt at meddele de herhen
horende Oplysninger, som denne begærer; i
særlige Tilfælde kan Overan klageren med
Justitsministerens Billigelse overtage Ledel-
sen af Efterforskningen, og det underordnede
Politi staar da i fornødent Omfang under
hans Befaling.

Anmeldelse fra Private om formentlig
begaacde Forbrydelser eller om Forhold, der
vcekke Mistanke herom, gorcs ordentligvis
til Politiet. Tog kunne de ogsaa modtages
af Overanklageren, fom da nfortovet tilstiller
Politimesteren samme.

Anmeldelsen kan være skriftlig eller
mundtlig: i sidste Fald stal Modtageren af
famme opscctte skriftlig Beretning om den.

Naar dertil findes Grund, kan Politi-
mesteren eller Overantlageren, forinden videre
Skridt foretages, ved begæring til Nuder-
søgelsesretten foranledige Anmelderen aftMt
for Retten (jfr. § 195).

Er Sagens Paatale afhcengig af Justits-
ministerens Befaling eller af en Opfordring
fra en særlig offentlig Myndighed (jfr. § 32),
skal Politimesteren bringe de ham tilkomne
Oplysninger henholdsvis til Overanklagerens
eller den særlige Myndigheds Kundskab,
men i øvrigt ikke foretage yderligere Efter-
forskninger, forend Vedkommendes Befaling
eller Opfordring foreligger.

Er en Lovovertrædelse, hvis offentlige
Forfotgning er betinget af en Privats Be-
gæring, kommen til Politimesterens Kund-
skab, men der er Grund til at antage, at
den er den paagerldende Private ubekendt,
kan han gøre Meddelelse til denne, men
foretager i øvrigt ingen Efterforskning, fsr-
cnd en udtrykkelig Begæring fra den Pri-
vate foreligger. Indeholder en af den Pri-
vate indgiven Anmeldelse om Forbrydelsen
ingen saadan Vcgæring, skal han foran-
lediges til at give den fornødne Erklæring.

Ovenstaaende Regler udelukke dog ikke,
at uopsættelige Efterforskningsskridt foretages,
førend Befalingen, Opfordringen eller Be-
gæringeu foreligger, saafremt gærningen
maa antages at være Vedkommende ube-
tendt, og Omstændighederne gøre det rime-
ligt, at Paatale vil blive begært (jfr. § 32).

Finder Politimesteren, at der mangler
Grund til at foretage videre Skridt i
Anledning af en indgiven Anmeldelse eller
en fremsat Begæring om forfølgning, skal
han paa Forlangende meddele en skriftlig
Erklæring om sin Vcegring, og om denne
er grundet paa, at den formentlige Lov-
overtrædelse ikke antages at være Genstand
for offentlig forfølgning, eller Paa Anmel-
delsens utilstrækkelige Grundlag.

Den, som har indgivet Anmeldelsen
eller fremsat begæringen, kan derefter hen-
vende sig til den overordnede Myndighed
med Andragende om. at det maa blive
paalagt Vedkommende at træde i Virksomhed.

Efterforskningen skal rettes paa at til-
vejebringe saadanne Oplysninger, som ere
tilstrertkclige til at bestemme, om forfølg-
ning stal indledes ved Retten ved Begæring
om Forundersøgelse eller ved Iværksættelse
as Tiltale.

Saa bor og i øvrigt alle Oplysninger
fremskaffes og Foranstaltninger træffes, som
skønnes nodvcndige eller tjenlige til at for-
berede Sagens Behanoling ved Retten.

Bcfrygtes et Bevis ellers at ville gaa
tabt, bor Bevisforelse foranstaltes.

Til Oftnaaelse af Efterforskningens
øjemed er Politimesteren berettiget til
under de Betingelser og med de nærmcre Bestemmelser, som herom i det foregaaende
ere fastsatte, at foretage Ransagninger og
Beslaglæggelser, fordre Oplysninger af offent-
lige Myndigheder, foretage Besigtigelse, lade
foretage Syn og Slon, anholde Mistænkte
m. v.

kræver Loven i Anledning af en saa-
ledes truffen Foranstaltning en efterfølgende
Henvendelse til Retten, paahviler det den
paagældende Embedsmand at sorge for, at
denne sinder Sted paa lovbefalet Maade.

Om de foretagne Eftcrforskningshand-
linger optages striftlige Beretninger.

skønner Politimesteren enten straks eller
i løbet af Efterforskningen, at der vil blive
spørgsmaal om at undlade Paatale i Med-
for af § 33, forelægger han de fremkomne
Oplysninger for Overanklageren og standser
alle ikke uopsættelige Eftcrforskningsstridt,
indtil overanklngerens Beslutning foreligger.

Finder Politimesteren (jfr. §§ 187 og
188), at der under Efterforskningen bør
træffes Foranstaltninger, fom kræve Med-
virkning af Retten (Kap. 11—17), kan han
rette fornøden begæring til denne.

underfogelfesrettcn er Pligtig at tage
begæringen til følge, niedmindre nogen af
de Hindringer er tilstede, som ere betegnede
nedenfor i § 203, eller denne Lovs Regler
i øvrigt ere til Hinder derfor. Angaar be-
gæringen Beslaglæggelse, Ransagning, An-
holdelse eller Fængsling, prøver Retten i
enhver Henseende, hvorvidt den er tilstrækkc-
ligt begrundet.

Rettens Virksomhed ophorer, naar den
begærte retshandliirg er tilendebragt; dog
kan Retten uden at afvente yderligere Be-
gæring, foretage Rettergangsskridt, som ikke
uden Ulempe kunne opsættes.

Ogsaa ellers, saasom hvor Anmeldelse
om en Forbrydelse sker umiddelbart til Retten, kan denne af egen Drift foretage Rets-
handlinger, som ikke taalc Opsættclfc. fornøden Meddelelse gives uden Ophold Politi
mesteren.

De under Efterforskningen forefaldende
Retsmoder ere ikke offentlige.

Med Hensyn til Undersøgelsesrettens
Virksomhed under Efterforskningen finde de
i §§ 207—10 givne Regler Anvendelse, for-
saavidt det ikke udelukkes ved Forholdets
Natur.

Udskrift af det Retsbogen Tilforte med-
deles Politimesteren og paa begæring Over-
anklageren.

Tages den Vcgæring eller Opfordring,
af hvilken en offentlig forfølgning er af-
hængig, tilbage, eller befales det af en Politi-
mesteren overordnet Myndighed, standses Efter-
forskningen, og Sagen henlæggcs med Paateg-
ning af Grunden. Hvis Meddelelsen til Politi-
mesteren om den Omstændighed, der foran-
lediger Sagens Henlæggelse, ikke er sket
gennem Overanklageren, gor Politimesteren
Indberetning om det passerede til denne,
forsaavidt Sagen hører under hans Virke-
kreds.

Findes Efterforskningens Ojcmed at være
opnaaet, tager vedkommende Embedsmand
Beslutning om Sagens Forfølgning ved
Retten i Overensstemmelse med de i det
følgende givne Regler eller om Efterforsk-
ningens Afslutning ved Sagens Henlæggelse.
Henlægges Sagen, vedtegnes Grunden.

Er Politimesteren paataleberettiget i
Henhold til § 31, tilkommer det ham at
tage de ovennævnte Beslutninger. hører Sagen under overanklagerens Virkekreds,
har Politimesteren at begære retslig For-
undersogelfe, naar han ifølge Efterforsk-
ningens Resultat finder Anledning dertil,
og gsr derom Indberetning til Overankla-
geren: ellers indfender han Sagen til Over-
antlageren, der tager fornyden Beslutning
om yderligere Efterforskning, begæring om
Forundersøgelse, Tiltale eller Sagens Hen-
læggelse.

Faar Politimesteren, efter at Forunder-
søgelse er begyndt, eller efter at Tiltale er
rejst i en under Overanklagerens Virkekreds
horende Sag, Knndskab om Omstændig-

heder, der opfordre til yderligere Efter-
forskning, og Forholdene ikke tilstede at ind-
hente henholdsvis Undersøgelsesrettens (jfr.
§ 210) eller Overanklagerens nærmere Be-
stemmelse, foretager han paa egen Haand de
Efterførstningshandlinger, han skønner for-
nodne, og gor derefter uopholdelig Indbe-
retning til Undersøgelsesretten eller overan-
klageren om det foretagne. Under en saa-
dan genoptagen Efterforskning kan Politi-
mesteren, om fornødent, overensstemmende
med § 19§ rette begæringer til en anden
undersøgelsesret om Foretagelse af enkclt-
staaende Retshandlinger tjfr. § 206, 3die St.).

Klage over formentligt Myndigheds Mis-
brug fra Politiets Side under Efterforsk-
ning kan fremsættes for underfogelfcs-
rettcn i den Kreds, hvor den paaklagede
Handling har fundet Sted, eller for deu
Ret, hvis Virksomhed paakaldes mod Klage-
ren, eller ved hvilken Sag om den Lovover-
trædelse, der var Genstand for Efterforsk-
ning, tingfcestes.

Undlader Politiet i de i denne Lovs tztz
133 og 145, jfr. 8 1'^, 5§ 161 og 170 om-
handlede Tilfælde at sorelægge Sagen for
Retten inden de foreskrevne Frister, skal Under-
retsdømmeren paa det Sted, hvor Beslag-
læggelsen, Ransagningen, Anholdelsen eller
Fængslingen er sket, naar det ved Klage
fra den Forurettede eller paa anden Maade
kommer til hans Kundskab, indkalde Politi-
mesteren til at afgive nærmere Forklaring
og kan efter Omstændighederne ophæve den
trufuc Foranstaltning. Undlader Politi-
mesteren at give Mode nden oplyst lovligt
Forfald, ophæves Foranstaltningen straks
ved Kendelse.

Paalæg af bøder i Henhold til i> 129
kan ophæves af Underretskredsens dømmer
eller af den Ret, ved hvilken Sag om den
Lovovertrædelse, der var Genstand sor Efter-
forskningen, tingscestcs.

Forundersøgelse ved Retten finder ikke
Sted i Sager angaaende Lovovertrædelser,
som det efter F 31 tilkommer Politimesteren
at paatale, ej heller i Sager angaaende de
i Lov af 3. Januar 1851 § 14, jfr. § 15,
omhandlede Forbud. Finder Fængsling
Sted, kan dog Forundersøgelse begæres.

Forundersøgelse ved Retten foretages
kun efter Vegæring af Politimesteren eller
af Dverantlageren. hvor denne optræder i
Politimesterens Sted, og stal være rettet
mod en bestemt Person som Sigtet.

Begæring om Fornnderføgelse frem-
sættes skriftlig eller mundtlig til Retsbogen:
den stal betegne den eller de Personer, mod
hvem, og den eller de Handlinger, lned hen-
syn til hvilke undersøgelse begervc5, og stal
lcdsage^ af sageuo Aktnntkcv, dcrunder de
stristlige Beretninger, som ere optagne linder
Efterforskningen, samt, saaoidt gorligt, as
forhaandenocerende synlige Bevismidler.

Ved begæringcns Indgivelse til Retten
er Sagen tingfcrstet. De Begæringen led-
sagende Aktstykker fremlægges til Retsbogen,
saavidt og naar dømmeren sinder det
rigtigt.

Forundersøgelsen begrernses i Reglen
til de Sigtede og de Handlinger, som ere
betegnede i Vcgæringen. Fremkommer der
nnder Forundersøgelsen grundet Mistanke
mod andre Personer eller om andre For-
brydelser end dem, der ere nerbnte i Be-
gæringen, bor Retten give Paatalemyndig-
heden fornøden Meddelelse: dog kan Retten,
uden at afvente yderligere Begæring fore-
tage saadanne Skridt, som ikke nden Ulempe
knnne opsættes.

Finder Retten, at Sagen ikke er
indbragt for ret værncting, eller at den,

der paataler, ej er berettiget dertil, eller
at Forundersøgelse er udelukket ved Reglerne
i § 201, eller at Handlinger af den Art,
som Sigtelsen angaar, ikke ere Genstand
for Straf, eller at Strafskylden er foreeldet
eller forfølgnmg af andre lignende Grunde
utilstedelig, afsiger den Kendelse om, at
begæringen om Forundersøgelse ikke kan
tages til følge.

Forundersøgelsens øjemed er at tilveje-
bringe saadanne Oplysninger, som udfordrcs
for at afgøre, om, for hvilten Forbrydelse
og for hvilken Ret Tiltale stal rejses.
Tillige blive faadanne Beviser at fore, som
det maa anses for umuligt eller dog for-
bundet med særlig Ulempe at tilvejebringe
under domsforhandlingen. Udover disse
øjemed maa Forundersøgelsen ikke udstrerkkes.

Naar Begæring om Forundersøgelse er
tagen til følge, har dømmeren i Embeds
medfør, uden at yderligere Begæring ud-
fordres, med storst mulige Hurtighed at fore-
tage alle hensigtsmæssige Skridt til Op-
naaelse af Forundersøgelsens øjemed.

Parterne ere berettigede til at rette
Begæring til dømmeren om Foretagelse
af enkelte Undersøgelseshandlinger. Retten
bedømmer, hvorvidt den begærte Rets-
handling kan tjene til Fremme af under-
søgelsens Djcmed, og kan til den Ende,
inden Afgsrclfc træffes, forlange opgivet,
hvad derved tilsigtes oplyst: Afslag paa
begæringen sker ved Kendelfe.

Ogfaa hvor Forundersøgelsen er ind-
ledet efter Politimesterens Begoering, er
Overanklageren berettiget til at rette de
ovennævnte Begæringer til dømmeren.

Politiet er Pligtigt at efterkomme de
Paalæg, dømmeren giver i Forundersogel-
sens Interesse.

dømmeren er berettiget til at henvende
sig med begæring om Retshandlingers
Foretagelse i en anden Retskreds til Under-

søgelsesdømmeren i denne. Ledes Forunder-
søgelsen af et Medlem af Landøretten, er
dette fremdeles berettiget til at fordre
enkelte Retshandlinger foretagne af Under-
søgelsesdømmeren i Retskredsen.

I paatrcengende Tilfælde kan en Under-
søgelsesdømmer, for hvem Sagen ikke er ting-
fcestet, uden at afvente Begoering, foretage
enkelte Retshandlinger i Undersøgelsens
Interesse, som han anser for uopfcettelige.
Han har i saa Fald uopholdelig at under-
rette den dømmer, for hvem Sagen er ting-
fcestet, om det Foretagne.

Uden Hensyn til, om Retsmodet er
offeutligt eller ikke, have Parterne ordent-
ligvis Ret til at være tilstede i retsmodernc
under Forundersøgelsen. Samme Ret har
Overanklageren, selv om han ikke optræder
sum paatalende, og ligeledes Sigtedes For-
svarer, jfr. ^ 45.

Undtagelse fra foranstaaende Regel
finder Sted:

1) naar dømmeren finder Anledning
til at anvende den ham efter § 71, 1ste
Stykke tilkommende Befojelse mod nogen
af de nævnte Personer:

2) Sigtede kan midlertidig fjernes,
naar der er Grund til at antage, at en
uforbeholden Udtalelse af en Person, der
ashores, ellers ikke kan opnaas;

3) Sigtede og hans valgte Forsvarer
kan nudlertidig udelukkes fra Deltagelse, naar
der er Grund til at antage, at den Paa-
gerldende vil modvirke Undersøgelsen paa den
i § 167 Nr. 2 b. omtalte Maade; naar det
begærcs, afsiges Kendelse herom;

4) er der flere Sigtede, beror det paa
dømmerens Bestemmelse, om den ene Sigtede
maa paahore den andens Forklaringer.

Har Sigtede i Henhold til Reglerne
under Nr. 1—4 været udelukket, bliver det
Retsbogen tilforte at meddele ham, naar
Grunden til hans Udelukkelse er ophort og i
ethvert Fald inden Forundersøgelsens Slut-
ning, forsaavidt han ej har unddraget sig
forfølgnmg.

Fores Beviser under Forundersøgelsen

il

for at kunne benyttes ved Oplcesning under
Domsforhandlingen, skal Sigtede være per-
fonlig til Stede, medmindre Sagen ingen
Udslettelse taaler, eller Retten under Hen-
fyn til Bevisfsrclfcns Genstand eller de i
øvrigt foreliggende Omstændigheder finder
hans nærværelse ufornizden. Reglerne under
Nr. 1—3 finde dog ogfaa Anvendelse i det
heromhandlede tilfælde.

Til Retsmoder under Forundersøgelsen,
i hvilke Sigtede ikke fremstilles som anholdt
eller fængslet, og om hvilke han ikke har
faaet fornøden Meddelelse i et foregaaende Retsmode, skal han indkaldes ved lovlig
Tilsigelse s§ 151), medmindre øjemedet ikke
tilsteder det Ophold, som dette vilde med-
fore. Er han modt. kan Retshandlingen
altid fremmes.

Er Sigtede fængslet, kan han forlange
sig henbragt til Retsmodet, — i hvilken
Henseende der bor gives ham Lejlighed til
at ndtale sig —, medmindre det afholdes
udenfor underretskredfen og i saadan Af-
stand, at uforholdsmæssigt Besvær kan for-
udses at følge deraf.

Saavidt muligt gives der Paatale-
myndigheden og Forsvareren, hvor en faa-
dan er antagen eller beskikket, betimelig
Meddelelse om retsmoderne. Skulle Be-
viser fores til Brug under Domsforhand-
lingen, bor der saavidt muligt gives For-
svareren Lejlighed til forinden Retsmodet
at gøre sig bekendt med de fremlagte Doku-
menter.

Udenfor det Tilfælde, fom ommeldes
i sidste Stykke af § 207, hindres en Rets-
handlings Fremme ikke ved, at nogen, som
havde Ret til at overvære den, udebliver.

Paatalemyndigheden, Sigtede og hans
Forsvarer have under Iagttagelse af de
nærmere Bestemmelser, Retten maatte give,
Adgang til at gøre sig bekendt med Til-
forslcrne til Retsbogen og med de til dennc
fremlagte Aktstykker. Saadan Adgang saa-
velsom Udskrift fan dog ved kendelse nergtes

Sigtede saavelsom hans valgte Forsvarer,
naar der er Grund til at befrygte Mod-
virken af Undersøgelsen paa nogen af de i
§ 167 Nr. 2 d ommeldte Maader, dog at
den i ethvert Tilfælde maa tilstedes inden
Forundersøgelsens Slutning.

afhørelse af Sigtede saavelsom af
Vidner og Syns- og skønsmcrnd sker ved
dømmeren. Saavel Paatalemyndigheden
som, hvor Vidner eller Syns- eller skøns-
mænd afhøres, Sigtede, og, naar Beviser
fores til Brug under Domsforhandlingen,
Forsvareren kan begære yderligere spørgs-
maal stillede. dømmeren kan overlade til
den Paagerldende selv at stille disse.

Afslag paa Begoering om yderligere
spørgsmaal saavelsom afgørelse af Ind-
sigelser, der fremsattes af Vidner eller
Syn-)- eller skønsmcrnd, og af Tvistepunkter,
der i øvrigt opstaa under Forundersøgelsen.
ster ved Kendelse.

Frafaldes forfølgningen, eller finder
Retten, at Lovens betingelser for dens
Virkfomhed ikke ere tilstede, standses For-
undersøgelsen, og fornøden Underretning
meddeles Paatalemyndigheden og Sigtede.

Forundersøgelsen sluttes, naar Retten
finder, at Underføgelsen er fremmet saa
vidt, som øjemedet udkrerver, saa og naar
Paatalemyndigheden begærer det og op-
lyser, at Tiltale er rejst. Udskrift af
Sagen tilligemed dennes Aktstykker tilstilles
snarest muligt Paatalemyndigheden. Under-
retning om Slutningen meddeles Sigtede.

En slnttet Forundersøgelse kan genop-
tages efter begæring af Paatalemyndigheden
eller Sigtede. Indtil Tiltale er rejst, kan
Retten ogsaa af egen Drift genoptage For-
undersøgelsen for at trerffe Bestemmelse om
Ophor af Fængsling eller anden vedvarende
Foranstaltning.

'Iverantlagerens Beslutning om Frafald
af Fonolgning binder ikke den overordnede

Myndighed; dog maa Forfølgningens Fort-
sættelse efter den overordnede Myndigheds
Beslutning finde Sted inden Udlovet af to
Maaneder, medmindre Betingelserne for
Sagens Genoptagelse efter § 353 er
tilstede.

Fremkommer der under Forundersøgelsen
Oplysning om Omstændigheder, ifølge hvilke
Politimesteren sksnner, at der vil blive
spørgsmaal om at undlade Paatale i Med-
wr af § 33, og som maa antages at voere
overanklageren ubekendte, meddeler han ham
Underretning herom, ledsaget af fornøden
Udskrift af undersøgelsen. Indtil hans
Beslutning inden en af Retten fastfat
Frist indtrerffer, foretages der kun faadanne
underføgelseshandlinger, fom ikke taale Op-
hold.

Er Forunderføgelse under een Sag
iværksat mod flere Sigtede eller for flere
Forbrydelser, kan Retten, naar Under-
fvgelfen for enkelte, men ikke alle Sigtedes eller
Forbrydelsers Vedkoinmende findes fremmet
i det Omfang, fom øjemedet udkroever, for
saa vidt slutte Forunderføgelfcn.

Sluttes Forunderføgelfen for en eller
nogle af de Forbrydelser, for hvilke den
samme Person er sigtet, kan Undersøgelsen
af de andre Forbrydelser midlertidig hvile,
indtil Afgørelse for den eller de førstnævnte
Forbrydelsers Vedkommende har fundet Sted,
naar overanklageren forlanger det og
Sigtede ikke fordrer Fortsættelse.

Samtidig med at Tiltale rejses i en
Sag, i hvilken Forundersøgelse har fundet
Sted, stal Paatalemyndigheden tilstille Under-
søgelsesretten Meddelelse herom og om, ved
hvilken Ret Tiltale er rejst.

Er Sigtede Fængslet, bor Underføgelses-
rettcn ved Forundersøgelsens Slutning op-
give Paatalemyndigheden en vis Frist, ved
hvis Udlsb Fængslingen vil blive hævet,
saafremt ikke inden .den Tid enten Tiltale

rejses, eller Oplysninger meddeles, som
findes at burde begrunde en Forlængelse af
Fristen. Paa lignende Maade kan forholdes,
hvor spørgsmaal opstaar om Ophor af
andre vedvarende Foranstaltninger.

Fjerde Afsnit.

Tiltale og Domsforhandling ved
Landøret.

Tiltale rejses ved et af overanklageren
udfærdiget og underskrevet Anklageskrift, som
stal indeholde:

1. Angivelse af den Domstol, ved hvilken
Sagen anlægges;

2. Tiltaltes Navn og hvad der ellers maatte
udkræves til hans nojagtige Betegnelse;

3. under Benyttelse af Forbrydelsens i Loven
hjemlede Navn eller under Fremhævelse
af dens i Loven beskrevne Kendemærker
og, om fornpdent, med Tilføjelse af
StraffortMjelses- eller Strafnedsættelses-
grunde, en kort Angivelse af det Forhold,
for hvilket Tiltale rejses, med saadan
Angivelse af Tid, Sted, Genstand, Ud-
fMlsesmaade og andre nærmcre Omstcen-
digheder, som udkræves til dets tilstrækkelige
og tydelige Betegnelse; det eller de Lovbud,
i Henhold til hvilke Paastand om Straf
agtes nedlagt, bor angives. Alternativ —
herunder principal og subsidicrr — An-
givelse er tilladt.

Hverken Angivelser af Beviser eller Ud-
viklinger af Retsspørgsmaal maa sindes i
Anklageskriftet.

I en Paategning paa Anklageskriftet
skal derhos angives det Ting (Samling og
Tingsted >, paa hvilke Domsforhandlingen ventcs

foretagen, og om denne skal foregaa for næv-
ninger eller ikke. Det bFr iagttages, at det
tidligste Ting vælges, som Omstændighederne
tillade.

Anklageskriftet indleveres paa Landørettens
Kontor; ved dets Indlevering er Sagen ting-
fcestet.

overanklageren foranstalter uden Ophold
en Genpart af Anklageskriftet forkyndt for Til-
talte. Ved Forkyndelsen afcrskes der ham Er-
klæring, om han har antaget eller begærer
beskikket en Forsvarer. Saasnart Forkyndelsen
er sket, stal Overanklageren, saafremt Bestikkelse
af Forsvarer er paabndt i Loven eller er begært
as Tiltalte eller af Overanklageren antages
at burde finde Sted, gøre fornøden Henstilling
herom til Retten.

Om Beskikkelsen af Forfvarer meddeles
Underretning til Overanklageren og Tiltalte.
Overanklageren meddeler Forsvareren Genpart
af Anklageskriftet.

Vil Overanklageren inden Domsforhand-
lingen enten udvide Tiltalen til andre strafbare
Forhold end de i Anklageskriftet nævnte eller
berigtige Angivelser i Anklageskriftet, maa
dette ske ved Indlevering og Forkyndelse af
yderligere eller nyt Anklageskrift.

Under Domsforhandlingen kan Udvidelse
af Tiltalen til andre strafbare Forhold ske
med Rettens Samtykke, naar Tiltalte indvilger
deri, saa og naar det Forhold, som der er
spørgsmaal om at inddrage, er begaaet under
selve Domsforhandlingen. Udvidelsen sker efter
Rettens Bestemmelse ved tilføjelse paa Anklage-
skriftet eller Tilførsel i Retsbogen; det samme
gerloer om Berigtigelser, som Overanklageren
under Domsforhandlingen foretager i Anklage-
skriftets Angivelser.

Samtidigt med Indleveringen af Anklage-
skriftet eller snarest muligt derefter stal Oucr-
anklageren paa Rettens Komor indlevere en

Udskrift af de i Sagen foretagne retslige
Undersøgelses- og Bevishandlinger, ledsaget af
Sagens pvrige Dokumenter og andre fynlige
Bevismidler, famt en Fortegnelse over de
Beviser, som agtes fremførte, med kort An-
givelse af, hvad dermed agtes godtgjort.
Vidner og Syns- eller SkMsmænd skulle be-
tegnes med Navn og hvad der i øvrigt maatte
udkrerves til deres nøjagtige Betegnelse, under
Opgivende af, om de agtes afhørte under
Domsforhandlingen eller ved en Undersøgelses-
ret, eller om allerede afgivne Forklaringer agtes
benyttede, ønskes noget Vidnes Modepligt ud-
videt (§ 101), eller pnskes Syns- eller skøns-
mcrnd udmeldte, fremsattes fornøden begæring
herom til Retten.

Det bør iagttages, at ikke flere Vidner
end fornødent indkaldes, hvorved særlig bliver
at tage Hensyn til, om Tiltalte for Retten har
afgivet en fuldstændig og troværdig Tilstaaelse.

En Genpart af Bevisfortegnelfen for-
anstaltes af Overanklageren uden Ophold
meddelt Forsvareren eller forkyndt for Til-
talte, saafremt han ikke har nogen Forfoarer.
Forsvareren meddeles der tillige en Udskrift
af de i Sagen foretagne Undersøgelses- og
Bevishandlinger. I svrigt gMs Sagens
Doknmcnter og andre synlige Bevismidler saa-
vidt muligt tilgængelige paa hensigtsmcessig
og betryggende Maade, og fornøden Underret-
ning herom meddeles.

Inden Udlsbet af en af Overanklageren
paa Anklageskriftet opgiven Frist, der paa Be-
gæring kan forlænges af Rettens Formand,
skal Forsvareren eller, hvor der ingen Forsvarer
er, Tiltalte, afgive saavel paa Rettens Kontor
som til Overanklageren en Fortegnelse over de
Beviser, der fra hans Side maatte ønskes
fremfsrte, med kort Angivelse af, hvad der-
med tilsigtes godtgjort, ønskes Vidner eller
Zyns- eller ZtMsmcrnd indkaldte, maa det
opgives, om de begæres indkaldte til Doms-
forhandlingen eller for en Undersøgelsesret.
Zamtidig indleveres paa Rettens Kontor de

Dokumenter og andre synlige Bevismidler,
af hvilke der maatte agtes gjort Brug.

Vil Forfvareren eller Tiltalte fremsætte
Begæring om:

1. at der, forinden Sagen videre fremmes,
foretages Forundersøgelse — eller at den
Forundersøgelse, som har fundet Sted,
genoptages — til Fremskaffelse af nærmere
betegnede Oplysninger;

2. at noget Bevis, som er opfort i Over-
anklagerens Bevisfortegnelse, maa til-
vejebringes paa anden Maade end deri
anfstrt; eller

3. at Sagen maa blive foretagen paa andet
Ting end paa Anklageskriftet angivet, eller
maa blive behandlet for nævninger i
Tilscelde, hvor dette ikke er begært af
overanklageren, eller omvendt,

bor den fornpdne skriftige Begæring indgives
paa Rettens Kontor inden fornævnte Frists
Udlob; Genpart af Begæringen tilstilles samti-
digt Overanklageren.

Det samme gældcr, naar Forsvareren
eller Tiltalte overensstemmende med § 58
eller § 59 vil fremsætte begæring om Sagens
Overflytning til en anden Ret; gaar Begæ-
ringen ud paa en Afvigelse fra værnctings-
rcglcrne (§ 58), bliver den af Retten uden
Ophold at indsende til Højesteret, ledsaget af
overanklagerens og efter Omstændighederne
Rettens Erklæring.

Antager Forsvareren, at Sagen, saaledes
som den er anlagt, ikke kan fremmes, eller
at Overanklageren har overset nogen udenfor
Bevisspørgsmaalet liggende Omstændighed, paa
Grund af hvilken Tiltalte ikke kan foeldes,
bor han ufortøvet aFre Overanklageren op-
mcerksom derpaa.

Finder Overanklageren at maatte mod-
sætte sig en Begæring, som af Forsvareren
eller Tiltalte er fremsat i Henhold til fore-
gaaende Paragraf, skal han uden Ophold
forewgge Retten Sagen til Afgørelse. For-
inden denne trerffes, bFr der, saavidt der-
til er Anledning, gives Overanklageren
og Fursvareren eller Tiltalte Lejlighed til

12

at ytre sig mundtligt eller skriftligt. Til-
følgetagelse af en Begæring om Indkaldelse
af Vidner kan, hvor dertil er særlig Anled-
ning, betinges af, at Tiltalte stiller Sikkerhed
for de Omkostninger, som derved ville for-
voldes.

Naar nogen af Parterne begærer det, kan

Retten træffe Bestemmelse om, ved hvilken
Undersøgelsesret en Forundersøgelse, der er
begært i Henhold til § 221, eller enkelte Rets-
handlinger, der skulle sinde Sted under en
saadan Forundersøgelse eller til Optagelse af
Beviser til Brug nnder Domsforhandlingen,
blive at foretage, saavelsom, naar Retshand-
linger sknlle foregaa ved en Ret, som tidligere
har foretaget Forundersøgelse i Sagen, om
at samme vil være at beklæde af en anden
dømmer. Ligeledes kan Landøretten efter en
Parts begæring trerffc Bestemmelse om. hvor-
vidt Tiltalte, hvor denne er famgslet, vil være at henbringe til Retsmode, der skal finde Sted
i en anden underretskreds end den, hvor han
hensidder fængslet, om at Forsvarer vil ocere
at beskikke til at varetage hans Tarv under
Retsmode udenfor Landøret og lignende.

ønsker nogen af Parterne at gøre Brug
af andre Beviser end de i hans Bevisforteguelse opfMe, eller vil han frafalde FFrelfcn af noget
af disse, eller ønsker han noget Bevis optaget
paa anden Maade end deri opgivet, stal
skriftlig Meddelelse herom snarest muligt gsrcs
paa Rettens Kontor og til Modparten. Be-
stemmelserne i §§ 219 til 222 finde herved
tilsvarende Anvendelse.

Skal Forundersøgelse finde Sted, eller
skal AflMelse eller Edfcrstelse af Vidner
eller Syns- eller skønsmcrnd foregaa forinden
Domsforhandlingen, har Overanklageren at
rette forneden begæriug til vedkommende
Undersøgelsesret. Er der Fare for, at et
Bevis vilde spildes, hvis dets Optagelse skulde
bero, indtil Reglerne i ^ 219 til 223
ere iagttagne, retter overauklageren uden
yderligere forberedende Skridt, end Omstæn-

dighederne tillade, Begæring til Undersøgelses-
retten; dog stal i ethvert Fald Meddelelse herom
snarest muligt indleveres paa Landørettens
Kontor og Underretning tillige gives Forsva-
reren eller Tiltalte. Under samme Betingelse
og med samme Forpligtelse kan Forsvareren
eller Tiltalte rette begæring om Bevishand-
linger umiddelbart til Undersøgelsesretten, der
afaFr, om den her fastsatte Betingelse er til-
stede : for de Omkostninger, som bevisovtagel-
sen vil medftrc, maa i dette Tilfælde saadan
Sikkerhed stilles, som Undersøgelsesretten be-
stemmer.

Saadan Bevisoptagelse som foran om-
incldt foregaar efter Reglerne i Kap. XX.
De fornødne Udskrifter af det passerede til-
stilles snarest muligt Overanklageren.

Over de Sager, som skulle foretages paa et
Ting, forfatter Retsskriveren med Overanklage-
rens Bistand en Fortegnelse, i hvilken Sagerne —
nævningefager for sig og andre Straffesager for
sig — opfores i den Orden, i hvilken de formenes
at burde foretages, med Angivelse af den Tid,
paa hvilken hver Sag paaregnes at ville
kuuuc komme for. Denne Fortegnelse fore-
lægges betimeligt Rettens Formand til God-
kendelse. Naar Fortegnelsen, efter Omstæn-
dighederne med de Mndringer, som Formanden
maatte have bestemt, er godkendt af ham,
bekendtgør Retsskriveren ved Opslag paa
Tingstedet en overensstemmende hermed af-
fattet Retsliste. Senere Forandringer eller
Tillæg indfyres paa Retslisten, faasnart de
ere godkendte af Formanden.

Overanklageren foranstalter stævning
til en bestemt Dag forkyndt for Tiltalte med
mindst fire Dages Varsel. Genpart af stæv-
ningen tilstilles samtidigt Forsvareren.

Er Tiltalte fængslet eller anholdt, for-
anlediger Overanklageren, at han betimeligt
henbringes til Tingstedet.

Vidner og Syns- eller SkMsmænd, som
skulle fremstilles under Domsforhandlingen,
foranstaltes af Overanklageren betimeligt
indkaldte. Er noget Vidne fængslet eller hen-
sat i Forvaring, foranlediger Overanklageren,
at den Paagerldende betimeligt henbringes til
Tingstedet.

Retten kan paa et hvilketsomhelst Tidspunkt
forinden Afholdelsen af det Ting, paa hvilket en
Sag er bestemt til at skulle foretages, i Embeds
medfør eller efter begæriug ved Kendelse be-
slutte dens Afvisning, naar den, efter at
der er givet Overanklageren Lejlighed til at
udtale sig, samt hvis der er spørgsmaal om
en afhjcelpclig Mangel, til at foretage det i
saa Henseende fornødne, finder:

1. at nogen Omstændighed er tilstede, som
maa medfprc, at Sagen under Domsfor-
handlingen afvises; eller

2. at overanklageren mangler Paataleret;
eller

3. at et Forhold som det i Anklageskriftet be-
skrevne ikke er strafbart, eller at Straf er
udelukket ved Forældelse eller af anden
lignende Grund.

Finder Retten, at en Sag, som er begært
foretagen uden nævninger, hører under nævningers Paakendelse, eller at en Sag, som er
begært behandlet for nævninger, er unddrage«
fra saadan Behandling, afsiger den, efter saa-
vidt fornødent at have givet vedkommende
Part Lejlighed til at udtale sig, herom
Kendelse.

Udsættelse af Domsforhandlingen kan
forinden dennes Begyndelse besluttes af retteu,
naar dette findes nødvendigt af Hensyn til
denne selv eller paa Grund af andre Omstcen-
digheder, faasom Tiltaltes Flugt, Hindringer
for Overauklagercu, Tiltalte eller Forsvareren,
for Vidner eller Syns- eller SlKisma'nd,
Foraudringer i Tiltalen eller Anmeldelse af
ny Beviser.

Om Udsættelsesgrunde, som iudtræde for
Domsforhandlingens Begyndelse, paahoiler

det enhver Vedkommende snarest muligt at
at underrette Retten. Naar Udslettelse sker,
bM det saavidt aFrkgt iagttages, at Under-
retning betimeligt meddeles Vidner og andre,
som maatte være indkaldte.

De i de foregaaende Paragrafer omhand-
lede Beslutninger af Retten med Undtagelse
af de i § 228 nævnte, kunne, saalænge Doms-
forhandling ikke er begyndt, saavelsom
naar denne er udsat, træffes af Rettens For-
mand. Det samme gælder om Beslutninger
om Sagers Adskillelse eller Forening, om Til-
taltes Anholdelse, Fængsling eller Løsladelse,
saa og om enhver anden Beslutning, der
sigter til at forberede Domsforhandlingen.
fornøden Underretning om de tagne Beslut-
ninger meddeles Parterne.

De Retsmøder, som afholdes inden Doms-
forhandlingen, ere ikke offentlige. Begæringer
til Retten, som ikke fremsættes mundtligt i et Rets-
nwdc, stiles skriftligt til Retten. Er Tiltalte
Fængslet, kunne hans Henvendelser til Retten —
derunder Meddelelse om Beviser, han finsker
ftemftrte (HH 221 og 223) — fremsættes til
Undersøgelsesrettens Retsbog eller for Famg/
selsbestyreren, som har at modtage samme til
en dertil indrettet Bog. Udskrift tilstilles uden
Ophold Landørettens Kontor og i de i §§ 221
og 223 omhandlede Tilfælde tillige over-
anklageren.

I Sagens Afgørelse kan ingen dømmer
eller nævning deltages som ikke har overværet
Forhandlingerne i deres Helhed. Naar en
dømmer eller nævning faar Forfald eller af
anden Grund maa fratrcedc, efter at Doms-
forhandling er begyndt, kan denne, naar Sagen

frembydcr ringe Tvivl, fortsættes for henholdsvis
to dømmere eller elleve nævninger; Dom kan
dog i ftrstnævnte Tilfælde kun afsiges, naar
de to dømmere ere enige i Afgørelsen. Ved
Forhandlinger, som forudsættes at blive af
længere Varighed, kan Formanden bestemme,
at en eller flere dømmere som Suppleanter
skulle overvære Forhandlingerne for efter Tjc-
nestcalder at tage Zcrde i Retten i Stedet
for det eller de Medlemmer af denne, der
maatte faa Forfald.

Overanklageren famt den beskikkede For-
svarer skulle ocere tilstede under hele Doms-
forhandlingen, saalænge de have Adgang til
at faa Ordet under samme; dog er herved ikke
udelukket, at forskellige Perfoner ndfpre over-
anklagerens eller den beskikkede Forsvarers Hverv
i Sagen.

Udebliver Overanklageren enten ved Doms-
forhandlingens Begyndelse eller i LBet af
denne, udsættes Sagen. Det Samme gerldcr.
naar den beskikkede Forsvarer udebliver, eller
uaar den valgte Forsvarer ikke mFdcr i Til-
fælde, hvor dette vil aFre en Beskikkelse nød-
vendig, inedmindre Omsta'ndighederne maatte
aFre det muligt for Formauden at beskikke en
Forsvarer, som straks kan udføre Hvervet.

Tiltalte skal, saavidt Lovcu ikke hjemler
Undtagelse, personlig være til Stede nnder hele
Domsforhandlingen, saalænge han har Ad-
gang til at udtale sig; dog kan Rettens For-
mand, efter at hans afhørelse er sluttet,
tillade ham at fjcerne sig.

Udebliver tiltalte ved Begyndelsen eller
i løbet af Domsforhandlingen, og kan han
ikke straks bringes tilstede, udslettes Sagen.

I cfternævnte Tilfælde kan dog en
Domsforhandling fremmes i Tiltaltes Fra-
værelse, saafremt Retten ikke finder hans nær-
værelse nødvendig:

1. naar han er undvegen, efter at Anklage-
skriftet er ham forkyndt;

2. naar han, efter at være mBt ved Sagens
Paaraab, har forladt Tingstedet uden
Rettens Tilladelse;

3. naar det skMnes,

a) at der ikke vil blive SpFrgsmaal om
højere Straf end Fængsel, og Tiltalte
derhos har samtykket i Sagens Fremme,
eller

d) at Forhandlingen utvivlsomt vil fFre
til hans Frifindelse.

Formanden kan beslutte, at Tiltalte skal
forlade Retssalen, medens et Vidne eller en
Medtiltalt afhøres, naar saaregne Grunde tale
for, at en uforbeholden Forklaring ellers ikke
kan opnaac-.

Er en Tiltalt i medfør af foranstaaende
Bestemmelse aftraadt, skal, naar han atter er
indladt i Retssalen, Forklaringen, forsaavidt
den angaar ham, gentages, eller i alt Fald
dens Indhold meddeles ham.

Naar Tiltalte fjcernes fra Retssalen i Hen-
hold til § 71, kan Forhandlingen fortsættes,
hvis Formanden ikke finder en Udsættelse nød-
vendig.

Tiltalte bør i saa Fald, saasnart og saa-
vidt hans Adfærd aFr det muligt, atter ind-
fyres i Retssalen og gøres bekendt med det
under hans Fraværelse forefaldne; saa VM
der og, forsaavidt det efter Forhandlingens
Standpunkt endnu er muligt, gives ham Ad-
gang til at fremkomme med, hvad han under
almindelige Forhold vilde have haft Lejlighed til.

Naar Domsforhandlingen er begyndt,
fortsættes den saavidt muligt uafbrudt, indtil
endelig Afggrelse har fnndet Sted.

Har Forhandlingen va:ret afbrndt, be-
stemmer Rettens Formand, om og i hvilket
Omfang det allerede foretagne skal gentages,
naar Sagen atter kommer for.

Om Udsættelsesgrunde, som indtræde paa
en Tid, da Domsforhandlingen er udsat, paa-
hviler det enhver Vedkommende snarest muligt
at underrette Rettens Formand, for at Be-
stemmelse om Udsættelse om muligt kan tages
og Meddelelse til alle Vedkommende sinde Sted,
fgrend Sagen paany skulde have været for.

Domsforhandlingen er mundtlig; Skrift
anvendes kun i det Omfang, i hvilket Loven
særlig bestemmer det.

Ved de mundtlige Udtalelser benyttes frit
Foredrag; Oplcesning tilstedes kun, forsaavidl
Rettens Formand tillader det.

Rettens Formand leder Domsforhand-
lingen. Han bestemmer rerkkcfølgen af de
enkelte Dele af Forhandlingen, forsaavidt Loven
ikke indeholder Forskrifter derom. Ingen maa
tage Ordet udcu ifølge hans Tilladelse; han
kan fratage den Part Ordet, som ikke vil rette
sig efter hans Ledelse. Han drager Omsorg
for saavidt muligt at fjcerne Alt, hvad der til
Unytte trerkker Forhandlingen i Langdrag, og
slutter Forhandlingens enkelte Dele, naar han
anser det foreliggende Emne for tilstrækkeligt
behandlet.

Om Slutning af Bevisførelsen enten i
det Hele eller om et enkelt Punkt, ftrend alle
Beviserne ere fremforte, samt om Genoptagelse
af en sluttet Bevisførelse, tager Retten Beslut-
ning.

Omfatter Sageu flere Forbrydelser, kan
Formanden lade Forhandlingen og i nævninge-
sager nævningernes Paakendelse foregaa særskilt
for hver enkelt Forbrydelse.

Opstaar der SpFrgsmaal, om nogen Fejl
foreligger, der hindrer Sagens Fremme, eller
om Overauklageren har Paataleret, kan For-
handlingen begrernses til dette Punkt, indtil
spørgsmaalet har fundet sin Afgørelse.

Det samme gælder, naar SpFrgsmaal
rejses, om et saadant Forhold, som er beskrevet

i Anklageskriftet, overhovedet er strafbart, eller
om Straf er udelukket ved foreeldelse eller af
anden lignende Grund. Ere Rettens dømmere
enige, kan Frifindelsesdom straks afsiges.

Fejl, der hindre Sagens Fremme, bK-,
hvor det kan ske, tilstedes afhjulpne, og den
Udslettelse gives, som i saa Henseende maatte
behøves. Skal Fejlen kun tages i Betragtning,
naar den aFres gældende fra Tiltaltes Side,
maa Indsigelse fremsættes, saasnart dertil er
blevet Lejlighed; i Almindelighed maa det ske,
fsr Anklageskriftet ovlceses, eller, i nævninge-
sager, ftrend Lodtrækning til Udtagelse as
nævninger begynder.

den Omstændighed, at Retten forinden
Domsforhandlingens Begyndelse har nergtet at
tage en begæring om Sagens Afvisning til
Mge t? 228), er ikke til Hinder for. at det
saaledes foreløbigt rejste spørgsmaal paany
bringes ftem under Domsforhandlingen.

Rettens Formand spørger Tiltalte, om
han erkender sig skyldig, og giver ham Lejlighed
til forklare sig angaaende Sigtelsen og de
Beviser, som fremføres imod ham. Enhver af
de andre dømmere, enhver af nævningerne,
overanklageren og Forsvareren kunne be-
gære yderligere SpMgsmaal, der sigte til at
tydeliggøre hans Forklaring, rettede til Til-
talte.

overanklageren afhører de af ham frem-
stillede Vidner. Naar han har sluttet sin As-
hørelse af et Vidne, kan Forsvareren eller, hvor
der ingen Forsvarer er, Tiltalte rette SpFrgs-
maal til det; overanklageren kan derefter
rette de Spjsrgsmaal til Vidnet, hvortil Mod-
afhøringen har givet Anledning. Vidner,
som fremstilles fra Forsvarets Side, afhsrcs hen-
holdsvis af Forsvareren eller af Tiltalte og kunne
derefter mudaftMcs af overanklageren og gen-
aftMcs af Forsvareren eller Tiltalte. Ret-
tens Formand kan tillade Fremsættelse af yder-
ligere spørgsmaal.

Retten kan, efter Begæring eller af egen
Drift, lade et Vidne, der er aftraadt, frem-

13

staa paauy til yderligere Afhsrelse; foran-
staaende Regler finde herved tilsvarende An-
uendelse.

Paa tilsvarende Maade forholdes med
afhørclfe af Syns- og skønsmænd.

Rettens Formand vaager over, at util-
borlige, navnlig forvirrende spørgsmaal ikke
stilles ved afhørelsen af Vidner og Syns-
eller SkMsmænd. Sker afhørelsen trods For-
mandens Advarsel paa utilborlig Maade eller
paa en Maade, som ikke er egnet til at bringe
Sandheden for Dagen, eller som gaar udenfor
Sagen, kan han unddrage den paagerldende
Part afhørelseu og selv overtage den. Skpn-
ner han, at afhørelsens Fortsættelse ikke kan
bidrage til Sagens Oplysning, kan han slutte
den.

Formanden er berettiget og forpligtet til,
naarsomhelst han i Sandhedens Interesse fin-
der Grund dertil, at rette spørgsmaal til den,
som afhørcs.

Har Tiltalte ingen Forsvarer, overtager
Formanden, saavidt fornødent, afhørelsen for
hans Vedkommende.

Vidner og Syns- eller skønsmomd, som
fremstilles efter Rettens Beslutning i Embeds
MedfM, (jvf. § 251, sidste Stykke) afhøres af
Formanden; dog er han befpjct til at overlade
Afhsrelsen til Parterne efter foranstaaende Regler.

Sker AflMelse ved Rettens Formand,
kunne Parterne andrage paa, at yderligere
spørgsmaal stilles; Formanden kan overlade
det til dem selv at stille saadanne enkelte
spørgsmaal.

Donuuerne og nævningerne ere berettigede
til at rette spørgsmaal til de fremstillede Vid-
ner, Syns- eller skønsmcrnd, efter at have
erholdt Ordet af Formanden.

De afhsrte Vidner og ^?yns- eller Sksns-
mceud ere pligtige at blive tilstede, indtil Rets-

medet slnttes, eller Formanden tillader dem
at forlade Tingstedet. Hvorvidt de kunne eller
skulle blive tilstede i Retssalen, beror paa For-
mandens Bestemmelse.

Vidner samt Syns- eller Sksnsmomd
kunne andrage paa, at de selv eller et andet
Vidne eller Tiltalte yderligere aftMes om an-
givne Puukter i det øjemed at fuldstændig-
gøre eller berigtige forudgaaende Udsagn.

Dokumenter, der paastaas at have uceret
Genstand for eller at være frembragte ved For-
brydelsen eller at have været brugte eller be-
stemte til dens Udførelse, eller som yde umid-
delbar Oplysning om gærningen eller Til-
taltes Forhold til denne, blive at oplcefc, naar
Bevisforelsen kraver det.

Fremdeles knnne cftænævnte Dokumenter
under Domsforhandlingen benyttes som Bevis-
midler og blive da at oplcesc:

1) Tilforsler til Retsboger om Ransagninger,
Beslaglæggelser, Besigtigelser, og Tyns-
eller Zkonsforretninger, foretagne udeufor
Domsforhandlingen, saavelsom Erklæ-
ringer til Retten, afgivne af Zyns-
eller ZkMsma'nd; dog kan Retten, naar
den finder saadant hensigtsmæssigt, be-
stemme, at mundtlig AfhMng af Syns-
eller skønsmcrudeuc helt eller delvis skal
troede i Stedet for Oplcesning af disses
Forklaringer eller skriftlige Erklæringer;

2) Tilførsler til Retsboger om de af Tiltalte
under Afhsrelsen om Sigtelsen afgivne
Forklaringer, naar Tiltalte enten nu væg-
rer sig ved at svare eller den nu afgivne
Forklaring afviger fra den tidligere, eller
naar Tiltalte er udebleven (jfr. § 234);

3) Tilforsler til Retsbøger augaaende de af
Vidner, Syns- eller Skpnsmænd nnder
AftMelse afgivne Forklaringer, naar disfe
Personer eutcn ere de»de eller af anden
Gruud ikke kunne afhøres vaany, eller
deres Fremstilling for Retten ikke finder
Tted af de i § U)2, jfr. tz§ ^24 og 131,
angivne Grunde, eller naar den nu afgivne
Forklaring afviger fra den tidligere, eller

naar et Vidne vægrer sig ved at afgive
Forklaring, og de foreskrevne Tvangsmidler
ikke antages at burde anvendes eller for-
gceves ere blevne anvendte;

4) TilMsler til Retsbsger af Forklaringer
saavelsom Erklæringer, afgivne af de i
D. L. 1—2—1 og 2 omhandlede Per-
soner samt af Personer, der have Eks-
territorialitetsret, forsaavidt de nævnte
Personer ikke give Mode i Retten;

5) Erklæringer og Vidnesbyrd, udstedte i
MedfK' af et offentligt Hverv, derunder
Udskrifter af Tiltalte tidligere overgaacde Straffedømme.

Udenfor de nævnte Tilfælde kunne Doku-
menter og Aktstykker, som indeholde Erklæringer
eller Vidnesbyrd, km benyttes som Bevismidler,
naar Retten uudtagelsesvis hertil giver Til-
ladelse. Udenretslige Bevidnelser angaaende Tiltaltes tidligere Vandel maa nnder ingen
Omstændigheder benyttes.

Ovlcesning af Tilfsrsler til Retsboger
angaaende Udsagn af Tiltalte, Vidner eller
Syns- eller Skpnsmænd paa Grund af de nu
afgivne Forklaringers Uoverensstemmelse med
de tidligere afgivne bFr kun sinde Sted, efter
at der paa forestreven Maade er givet de Paa-
gerldende Lejlighed til sammenhængende Ud-
talelser om Genstanden for afhørelsen, og de
yderligere SvFrgsmaal, hvortil denne Udtalelse
opfordrer, ere stillede.

Naar Oplcesning af de i 8 248 Nr. 2 og 3
ommcldte Aktstykker finder Sted, skal Grunden
meddeles af Rettens Formand og tilføres Rets-
bogen; saa b^r det og bemærkes, om Vidnets
eller Syns- og Skønsmandens Forklaring er
becdiget eller ikke, og i sidste Fald, af hvilken
Grund.

Oplcrsning af skriftlige Beviser sker ved
retsskriveren, medmindre Rettens Formand
tillader den Bevisforende selv at oplcesc dem,
eller et af Rettens Medlemmer foretager Oft-
lcesningen.

Bevis, som haves tilstede, kan ikke nægtes fort af den Grund, at det ikke er anmeldt
for Modparten saa betimeligt, at denne har
haft tilstrækkclig Forberedelse; men hvor dette
ikke er sket, og hvor Retten ikke i den Anled-
ning har udsat Førelsen af det paagældende Bevis til en senere Dag, kan Modparten,
efter at det er fort, forlange en passende Ud-
sættelse, medmindre Retten sinder, at det er
uden Betydning for Sagen, eller af anden
Grund finder, at en Udsættelse ikke vilde tjene
noget berettiget Formaal.

Udsættelse til Førelse af Bevis, som ikke
haves tilstede, bevilges af Retten, naar
den finder, at Omstændighederne gøre dette
ønskeligt for Sagens Oplysning.

Retten kan, naar den anser det for nød-
vcndigt til Sagens fuldstændige Oplysning,
beslutte, at Beviser skulle ftres, som ingen
af Parterne har begært fyrte eller fom den,
der har anmeldt samme, har erklæret at ville
frafalde, og kan i dette Djcmed udsætte Sagen;
de Foranstaltninger, som Beslutningen for-
anlediger, trerffes af Retten eller efter dens
Paalæg af Overanklageren.

Rettens Afgørelse af Tvistepunkter, som
opstaa under Bevisførelsen mellem Parterne,
samt af Indsigelser, der fremscntes af Vidner,
Syns- eller skønsmamd, sker, forsaauidt det
begærcs, ved Kendelse.

FjZrend Dom eller Kendelse afsiges under
Domsforhandlingen, bFr der være givet Par
terne Lejlighed til at udtale sig. Tiltalte har
stedse det sidste Ord.

Domsforhandlingen afsluttes ved Rettens
Dom i Sagen; dog betragtes Sagen som ting-
fcestet ved Retten, indtil dommens Fuldbyr°
delse kan begynde, eller indtil i Tilfælde af
Anke Sagens Aktstykker ere indsendte til
Rigsanklageren (jfr. § 3^7).

Den vedtagne Afgørelse ftres i Pennen
af Rettens Formand eller af den af de i Af-
gørelsen deltagende dømmere, hvem dette Hverv
af Formanden overdrages. Stemmetallet maa
ikke optages i Rettens afgørelser.

dømmens Afsigelse foregaar derved, at
den oplceses i et Retsmode. Er Tiltalte
Fængslet, bpr han bringes tilstede ved dommens Afsigelse.

Rettens afgørelser trcesies snarest muligt,
efter at den paagerldende Forhandling er til-
ende. Kan Afsigelsen ikke finde Sted samme
Dag, skulle dømme i nævningesager og Ken-
delser afsiges senest Dagen efter, dømme i
andre Sager senest inden 8 Dage.

Er Tiltalte domfældt. bliver Udskrift af dommen at forkynde ham, hvis han ikke var
tilstede ved Afsigelsen; i andre Tilfælde med-
deles der ham paa Begærmg Udskrift nden Ve^
taling. Af alle dømme tilstilles der Over
anklageren Udskrift.

Ved Afsigelsen eller Forkyndelsen af en
fældende Dom bliver det at betyde Dom-
sceldte, inden hvilken Frist og paa hvilken
Maade han kan fremsætte Meddelelse om Anke.

dømmen skal, sorsaavidt den ikke gaar ud
paa Sagens Afvisning, enten domfælde eller
frifinde.

Frifindelse finder Sted, naar Overan-
klageren ikke er paataleberettiget, naar For-
folgning frafaldes, naar Strafskylden er for-
ældet, samt naar Tiltalte ikke findes skyldig.

Ved Afgørelsen af, om noget er bevist eller
ikke, tages alene Hensyn til de Beviser, som
ere fremførte under Domsforhandlingen. Be-
dømmelsen as Bevisernes Vcegt er ikke bunden
ved Lovregler.

Retten kan ikke domfælde for noget For-
hold, der ikke omfattes af Tiltalen.

Derimod er Retten^ ikke udelukket fra at
yenfore det paatalte Forhold under en andcu
Strafbestemmelse end den, Oueranklageren har

vaastaaet anvendt, eller fra at afvige fra Til-
talen med Hensyn til de med Forbrydelsen
forbundne Biomstændigheder (Tid, Sted o. desl.),
Alt under Betingelse af, at det med Sikkerhed
sksnnes, at Tiltalte, ogsaa under Forudsætning
af saadan Afvigelse fra Tiltalen, har haft
fyldestgørende Adgang til Forsvar. Finder
Retten, at dette ikke er Tilfældet, eller nærer
den Tvivl i saa Henseende, bfir den, forinden
dens afvigende bedømmelse læggcs til
Grund for Domfældelsen, give Parterne Lejlig-
ded til at udtale fig og efter Omstændig-
hederne tilstaa den til Varetagelse af For-
svaret fornødne Udsættelse.

Naar Retten er sat til Sagens Be-
handling, lader Rettens Formand Sagen
paaraabe og Tiltalte fore ind i Netsfalen,
samt saavidt fornødent Vidner og Syns-
og skønsmænd paaraabe, hvorhos han giver
de Paalæg og træffer de Foranstaltninger,
som maatte sindes fornødne for at sikre disfes
Ttlftedcblivelse og hindre indbyrdes Med-
delelse.

Derefter strides, forsaavidt der ikke op-
staar spørgsmaal om Udsættelse, Afvisning
eller desl., fom silldes forinden at burde af-
gøres, til Udtagelse af Nrcvninger, jfr. dog
§ 287.

I enhver nævningcsag skulle 12 næv-
ninger udtages til at deltage i afgørelfen.

>tan det forudfcs, at en Sags Forhand-
ling vil medtage et længere Tidsrnm, kan
Rettens Formand, sorend Lodtrækningen be-
gynder, beslutte, at endvidere 1 eller 2 nævninger ftulle udtages som Suppleanter. Saa-
fremt da nogen af nævuingerne maatte blive
forhindret! at overvære den hele Forhandling,
indtil nævningernes Erklæring er afgiven,

indtræder en Supplealit i hans Sted efter
den rerkkefolgc, i hvilken Navnene ere ud-
trukne.

Suppleanterne overvære Forhandlingen,
men deltage ikke i nævningernes Raad-
slagninger og Afstemninger, saalænge de
ikke ere traadte i en nævnings Sted.

Foranstaltningerne til nævningernes 1ld>
tagelse begynde med, at de indkaldte næv-
ninger paaraabes. Indsigelse fra Parter-
nes Side om, at Genpart af Noevninge-
listen ikke er behorig meddelte, maa frem
sættes, forend Lodtrækningen begynder. For^
end denne stiller derhos Rettens Formand
spørgsmaal tit Overanklageren, den eller
de Tiltalte og disses Forsvarere, til dømmerne og nævningerne, om der med gensyn
til nogen af de indkaldte tilstedeværende nævninger maatte være dem nogen Omstcen-
dighed bekendt, som efter § 12 eller i medfør
af Reglerne i Lov om Domsmagtens Ord-
ning m. ni. Kap. III. udelukker fra at
voere nævning i den foreliggende Sag eller
i det Hele. De herefter oppaaende spørgs-
manl afgøres af Retten. Kendelse, hvorved en nævning udelukkes, kan ikke indbringes
for hovere Ret.

For at Lodtrerkning kan iværksættcs,
krerves Tilstedeværelse af mindst 20 eller, hvis
en eller to Suppleanter skulle udtages, hen-
holdsvis 21 eller 22 nævninger, som kunue
medtages ved Lodtrækningen.

Ere ikke mindst 20 nævninger, eller,
hvis Suppleanter skulle tiltræde, hcu-
holdsvis 21 eller 22 nævninger mødte,
eller synker nævningernes Tal ved Rettens
afgørelser under det ucrvute laveste Tal,
drager Retteus Forlnand Omsorg for, at
det til Lodtrerkuingen fornødne Antal af
nævninger bringes tilveje ved Tilkaldelse af Hicrlpenævninger i den Orden, i hvilken
disses Navne findes opforte paa hjælpelisten.

Skulde det tilstrækkelige Antal ikke
kunne flane? tilveje paa denne Maade, for-

anstalter Rettens Formand Tallet udfyldt
ved Lodtroekning, saaledes som i Lov om
Domsmagtens Ordning m. m. § 72 bestemt.

Lodtrækningen foregaar paa den Maadc,
at Sedler, hvorpaa nævningernes fulde
)cavne ere skrevne, og som oplcrses, nedlægges
i en Urne, af hvilken Sedler derefter enkelt-
vis udtages og oploeses.

Indsigelse, der gaar ud paa, at Lod-
trækning er foretagen, uden at det ovenfor
foreskrevne Antal Noevninger var til Stede,
stal fremsoettes for Lodtrækningens Slutning.

Saafnart et Navn er trukket af Urnen
og oploest, har fyrst Overanklageren, indtil
Ordet er givet Tiltalte, og derefter Tiltalte,
indtil et nyt Navn er udtrnkket, eller, med
.vxm'yn til det sidst udtrukne Navu, indtil
Lodtrækningen er ertlæret for endt, Ret til
udeu Angivelse af Grund at forkaste den
ndtrukne Nawning. En afgiven Erklæring
kan tilbagetages, naar det sker indenfor de
angivne Tidsgrernfcr. Afgives ingen Er-
kloering, gerlder nævningen for antagen.

I det Hele kan der i Henhold til § 263
forkastes 4 Noevninger fra hver Side.

Er der i samme Sag flere Tiltalte, ere
disse lige nær berettigede til at udove den
en enkelt Tiltalt hjemlede Forkastelsesret,

Kunne de ikke enes om Udovelsen af
denne Ret, fordeles de dem indrammede
Forkastelser ligelig imellem dem. Med Hen-
syn til de Forkastelser, som ikke kunne for-
deles faaledes, afgøres det ved Lodtroekning,
hvem af de Tiltalte de skulle tilkomme.
Ligeledes bestemmes ved Lodtroekning, i
hvilken rækkcfølge de skulle erkloere sig om
Forkastelse. En herefter af en af de Til-
talte crklocret Forkastelse gerlder ogsaa for
de andre.

Indsigelser, der gaa ud paa, at Reg-
lerne i §§ 263 og 264 ere tilsidesatte, skulle
fremsa-ttes for Anklageskriftets Oplcesning.

14

Naar 12 eller, hvis Suppleanter skulle
tiltræde, henholdsvis 13 eller 14 »forkastede
nævninger ere udtrukne, ophorer Lodtrerk-
ningen. De 12 først Udtrukne ere nævnin-
gerne i Sagen: den eller de, hvis Navne
senere inaatte udtræktcs, ere Suppleanter.

Naar slere Sager foretages paa een
Dag, kunne, saafremt saavel Overanklageren
som den eller de Tiltalte samtykke heri, de
nævninger, der have gjort Tjeneste i en
Sag, uden ny Udtagelse udføre Hvervet i
den nærmest paafølgende Sag.

Mangle Betingelserne for Anvendelsen
af foraustaaende Negel. og der som følge
heraf' paany stal udtages Na-vninger for en
senere til Forhandling paa samme Tag
ansat Sag, kan efter Formandens Bestem-
melse Lodtrækning for den senere Sag
foretages, forend Forhandlingen i den tid-
ligere Sag begynder.

nævningerne indtage dcrcs sæde i den
ved Lodtrerkningen bestemte Orden.

Naar nævningernc have indtaget deres
sæde og de i i> 152, første Stykke, om-
meldte spørgsmaal ere rettede til Tiltalte,
oplcrses Anklageskriftet, og Tiltalte spørges,
om han erkender sig skyldig i det der
omhandlede Forhold. Erkender Tiltalte sig
skyldig, kan, naar han heri samtykkcr, efter
Rettens Bestemmelse nævningernes Med-
virkning bortfalde.

Trerffes ikke saadan Bestemmelse som
ommeldt i Slutningen af § 269, paaminder
Formanden nævningerne om, at de, indtil
deres endelige Kendelse er afgiven, ikke an-
gaaende Sagen maa have Samtale eller
Forbindelse med nogen anden end Retten
gennem dennes Formand, og tager dem
dervaa i Ed, idet han foreholder dem. at de

skulle love og fværge, opmcerkfomt at ville
følge Forhandlingen i Retten og samvittig-
hedsfuldt besvare de spørgsmaal, som
ville blive dem forelagte, faaledes som de
finde ret og sandt at være efter Loven og
Sagens Bevisligheder.

Herpaa svare nævningerne hver for sig,
staaende og med oprakte Fingre efter Lovens
Forskrift om Eds Aflæggelfe:

„Det lover og fværger jeg, saa sandt
yjcelpe mig Gud og hans hellige Ord."

Den Adgang, som Lovgivningen hjemler
Medlemmer as visse Trossamfund til at
aflægge Ed paa anden Maade end den fced-
vaniigc, skal ogfaa her komme til Anvendelse:
ligeledes sinder Reglen i § 110 om Afgivelse af en Fursikring, der træder i Eds Sted, her
tilsvarende Anvendelse.

Indsigelser, der gaa ud paa, at næv-
ningerne ikke ere blevnc lovlig edfceftedc,
skulle fremsættes for Tiltaltes afhørelse begynder (§ 272).

nævningerue vælge umiddelbart efter
Edfcrstelsen nnder Ledelse af den nævning,
hvis Navn først blev udtrukket, en Ordforer.
Valget sker ved Stemmeflerhed: i Tilfælde
af Stemmelighed foretrerttes den celdste.

Naar Llcevningerne have valgt deres
Ordforer eller, i det i Slutningen af § 269
omhandlede Tilfælde, naar de ere aftraadte,
giver Formanden Tiltalte Lejlighed, overens-
stemmende med Bestemmelsen i § 242, til
at forklare sig om de Forhold, som Til-
talen angaar. Derpaa følger den øvrige
Bevisforelse.

Afgiver Tiltalte under afhørelfen en
fuldstændig Tilstaaelse, afgør Retten, om
og i hvilten Udftrertning yderligere bevi^
forelse skal finde Sted.

Bevi^wrelsen foregaar først fra O ver-
anklagerens og derefter fra Forsvarets Side:
Beviser. lM§ Forelse Retten af egen Drift
lieslutter, fremforet paa det Tidspunkt, For-

manden bestemmer. Forend en Parts Be-
viser fremfores, kan den Bevisforende i
Korthed angive, hvad det er for Beviser,
han vil fore, og hvad han dermed vil
godtgore.

Efter ethvert enkelt Vidnes afhørelse,
faavelsom efter Fremførelsen af ethvert andet
Bevis, har Tiltalte Adgang til, hvis han
vnster det, at forklare sig, saavidt Beviset
dertil giver Anledning.

Efter at Bevisforelsen er sluttet, faar sorst
Overanklageren, derncest Forsvareren ug,
saafremt Tiltalte begærer det, denne Ordet
for at udtale sig om Bevisforelfens Resul-
tat samt om Retsspørgsmaalenc i Sagen,
dog saavidt muligt uden at omhandle saa-
danne Punkter, som ikke skulle forelæggcs
nævningerne til afgørelse.

Efter at Parterne have haft ^rdet,
skal Overanklageren overlevere Retten og
Forsvareren Ildkast til de spørgsmaal, som
skulle forelægges Nawningernc, hvorefter der
gives Forsvareren og Tiltalte Lejlighed til
at yttre sig og fremsætte Forslag til Mn-
dringer i eller Tillæg til spørgsmaalcne.
spørgsmaalene fastsattes derefter af Retten
og meddeles Parterne; hvor dette kroeves
af Reglerne i § 257, 2det Stykke, gives
der disse fornyet Lejlighed til at ytre sig.

Ved spørgsmaalenc til nævningerne
skal det forelægges dem til afgørelse, om
Tiltalte er skyldig i det Forhold, som Tiltalen
angaar: Tiltalens Angivelser kunne fraviges
indenfor de grænser, som ere betegnede i § 257. Som følge heraf hører det linder
nævningernes afgørelse, om nogen Gruud,
fom udelukker Straf, eller om saadanne i
Straffeloven bestemt betegnede Omstændig-
heder, der hjemle Nedsættelse eller Forhøjelse af Straffen udenfor den almindelige Straffe-
ramme, ere tilstede.

Nndtague fra nævningernes afgørelse
ere Spvrgsmaal om

») Strafskyldens foreeldelse,
d) de i Straffelovens §§ 7 og 58 om-
meldte Omstændigheder,
c) Straffens Forhøjelse paa Grund af
Gentagelse.

Forsaavidt det imidlertid ved Anvendel-
sen as Reglerne om Strafstyldens foreeldelse
og Strafforhøjelse paa Grund af Gentagelse
dømmer an paa det Tidspunkt, da den paa-
talte Handling blev begaaet, afgøres dette
spørgsmaal af nævningerne efter den al-
mindelige Regel.

Om Overantlageren er paatalebcrettiget,
er ikke Genstand for nævningernes afgørelse.

3et tilkonnner ikke Iccevningerue at af-
gøre Noget om Tilstedeværelsen af Omstæn-
digheder, der kunne komme i Betragtning ved
Straffens admaaling indenfor Lovens Straffe-
ramme, og som følge heraf heller ikke i de
Tilfælde, hvor Loven paa Grund af skær-
pende eller formildende Omstændigheder, men
uden nærmere Betegnelse af disse eller blot
med Angivelse af vejledende Exempler, har
udvidet Grernfernc for Straffens Valg, at
afgøre, om saadanne Omstændigheder fore-
ligge.

Ethvert spørgsmaal til nævningerne
skal stilles saaledes, at det kan besvares med
„ja" eller „nej".

Ethvert enkelt spørgsmaal maa alene
angaa een Tiltalt og, saavidt muligt, kun
eet forbrydersk Forhold.

Naar undtages saadanne Tillægsfporgs-
maal, som omhandles i M 280 og 281,
skal ethvert spørgsmaal begynde med Ordene
„Er Tiltalte (Tiltalte N. A.) skyldig?" I
spørgsmaalet skal Forbrydelsens Art be-
tegnes enten ved dens i Loven hjem-
lede Navn eller ved en Henvisning
til den paagældende Strafbestemmelse,
og i sidstnævnte Tilfælde stulle tillige

Forbrydelsens i Loven beskrevne Kendemccrter
optages i spørgsmaalet: gærningen skal
beskrives bed saadan Angivelse af Tid og
Sted, Genstand, udførelsesmaade og andre
nærmcre Omstændigheder, som maatte udkrce-
ves til dens tilstrækkelige Betegnelse.

Naar der under Forhandlingen er fremkommet bestemte Bevisdata til støtte for,
at der foreligger en Omstændighed, som vil
udelukke Straf, eller som der efter Rettens
skøn mulig kan blive tillagt en saadan Virk-
ning, kan der stilles et særskilt spørgsmaal
om Tilstedeværelsen af samme som Tillæg
til Hovcdspørgsmaalet, for at fremkalde en
udtrykkelig Udtalelse af nævningerne herom.

I den Maade, hvorpaa Hovedspørgc'-
maalet bliver at fremsatte, sker der i saa-
oanne Tilfælde ingen Forandring.

Skal der fporges om Tilstedcværelfen ai
^lnstændigheder, der ifølge Loven hjemle
Forhøjelse eller Nedsættclsc af Straffen, kan
dette ske i Form af særskilte Tilla'gsspørgs-
maal, der kun blive at besvare, saafremt det
Hovcdspørg5maal, hvortil de slutte sig, be-
svares bekræftende. Er der under Bevis-
forelsen fremkonnnct noget Datum til støtte
for. at en Strafnedsættelsesgrund foreligger,
kan Tilloegsfporgsmaal herom ikke nægtec-
stillet, naar dette er begært af Forsvareren
eller Tiltalte.

Angaa flere Hovedspørgsmaal smed
tilhorende Tillægsspørgsmaal) det samme
Forholds Henforelse under forskellige Straf-
bestemmelser med forskellig Strafferamme,
stilk'§ det spørgsmaal først, hvis Bekrerf-
telse medfører den strcengeste Strafferamnle.

^iaar et spørgsmaal tun skal befvares
under Forudsa-tning af eu bestemt Besvarelse
af et forudgaaende spørgsmaal, bor dette
udtrykkelig bemcrrkes i den skriftlige Ud
fardigelfe.

Ligeledes anfores ved hvert Sftorgs-
maal, at der udkrerves otte Stemmer til
det Svar — „ja" eller „nej" — som er
ngnnftigst for Tiltalte.

Efter at spørgsmaalene ere fastsatte,
gennemgaar Formanden i Korthed Sagen og
dens Bevisligheder og forklarer saavidt for-
nodent spørgsmaalene og de Retssætninger,
der skulle lægges til Gruud for deres Besva-
relse. Naar Forinanden finder dette sor-
nodent. overgives Afskrifter af spørgsmaa-
lene til nævningerne, forinden han begynder
sit Foredrag.

Enhver af Parterne kan. efter at For-
manden har sluttet sit Foredrag, og forinden
Na-vningernc trerkke sig tilbage til Raad-
slagning, wrlangc. at særligt paapegede Dele
af Formandens Udvikling af Netssætninger
gengives i Retsbogen.

Naar Formanden har endt sit Fore-
drag, oplcrses spørgsmaalene og overgives
i en af Formanden underskreven Ildsærdigelse
til nævningernes Ordforer.

Formanden kan efter sit Ston medgive
^tcevningerne Afbildninger, Tegninger eller
Kort, som maatte være fremlagte under
Tagen, Ting, der paastaas at være tagne eller
frembragte ved Forbrydelsen eller at have
været brugte eller bestemte til dens udførelse, eller som i øvrigt yde umiddelbar
Oplysning om Gerningen eller Tiltaltes
Forhold til denne.

Formanden henleder nævningernes. Op-
mærksomhed paa de i tztz 28i>—289 inde-
holdte Bestemmelser om, hvad de ved deres
Naadslagning have at iagttage, og forklarer
disse nærmere, sorsaavidt han finder det
wrnodent: derefter opfordrer han Nawning-
ernc til at begive sig til det for dem
bestemte Varelse.

Indtil nævningernes Erkla-ring er ved-
tagen, maa intet Samkvem finde Sted mellem
dem og andre Personer, ej heller maa nogen

nævning forlade Raadslagmngsværelset eller
nogen Anden betræde dette uden Tilladelse af
Rettens Formand. Rettens Formand træffer
fornøden Foranstaltning til Iagttagelse hcraf.

Overtrædes foranstaaende Bestemmelser
af en nævning eller Andre, kan Retten
idømme den eller de Skyldige bøder indtil
1000 Kr.

Den af nævmngerne i Henhold til
§ 271 valgte Ordforer leder deres For-
handlinger.

Om Raadslagningen og Afstemningen
fknllc nævningerne iagttage Tavshed. Over-
trædelse heraf straffes med fængsel.

I nævningernes Forsamlingsværelse
skulle Aftryk af denne Lovs §§ 286—289
være opstaaede i flere Eksemplarer.

Efter tilendebragt Raadslagningafstemuie
nævningerne om de enkelte Zporgsmaal i
den Orden, hvori disse ere stillede. 5Ird
fireren afcester hver nævning enkeltvis hans
Ztemlnc i den ved Lodtrækningen bestemte
^rden og afgiver selv sin Stemme tilsidst.

En for Tiltalte ngnnstig Besvarelse af
et Hoved- eller Tillægsspørgsmaal kan kun
vedtages med mindst 8 Stemmer: denne
Regel finder ogsaa Anvelldelse ved de i H§
280 og 281 ommeldte Tillægsspørgsmaal.

Er den bekræftende Besvarelse af et
Hovedspørgsmaal bleven vedtaget med den
fornødne Stemmeflerhed, blive de næv-
ningers Stemmer, som maatte have erklæret sig for det benægtende Svar, at regne til
den Tiltaltes Gunst ved afgørelsen as de
til samme sig sluttende Tillægsspørgsmaal:
som følge heraf bliver der ved Afstemningen
over saadanne Tillægsspørgsmaal ikke at
afceske disse nævninger en særlig Erklæring.

Opstaar der Tvivl hos nævningerne
om den Fremgangsmaadc, soin de skulle
iagttage, eller om Betydningen af de stillede
spørgsmaal eller om Svarenes Affattelse,
eller antage de det for nødvendigt, at yder-
ligere eller ændrede spørgsmaal forelæggcs
dem. knnne de derom henvende sig til Rettens

Formand, som, efter at nævningerne i Rets-
salen have fremfat deres Andragende, her
meddeler dem Oplysning eller foranstalter
det fornødne. Bliver der at tage Bestem-
melse om Forandringer i eller Tillæg til
spørgsmaalcne, eller finder Rettens Formand
det iøvrigt fornødent, genoptages Forhand-
lingen, og der gives Parterne Lejlighed til
at udtale sig.

nævningernes Ordforer vedtegner det
Svar, fom udkommer ved Stemmernes
Sammentælling, lige overfor ethvert af
spørgsmaalene og underskriver Erklæringen tilligemed to andre nævninger.

Stemmetallet angives ikke.

Efter at nævningerne ere vendte tilbage
til Retsfalcn, svorger Rettens Formand
dem om Udfaldet af deres Raadslagning.
Derefter oplcefer nævningernes Ordforer de
stillede spørgsmaal og umiddelbart efter
hvert af disfe det vedtegnede Svar. Er-
klæringen overleveres derncest til Rettens
Formand, der underskriver den tilligemed
Netsskriveren.

Lider nævningernes Erklæring af
Mangler i Formen, eller er dens Indhold
utydeligt, modfigende eller ufuldftcendigt,
eller opstaar der Tvivl, om den oplceste
Erklæring udtrykker nævningernes virkelige
).^ening eller er vedtagen med det foreskrevne
Stemmetal, og Manglen ikke straks kan
afhjælpcs eller Tvivlen hcvves ved en Er-
klæring af nævningernes Ordfsrer, kan
Retten paalægge nævningerne at begive sig
tilbage til deres værelse, for ved en ny
Erklæring at afhjcelpc Manglen eller fjerne
Tvivlen. Te fornødne Forklaringer med-
deles nævningerne af Rettens Formand.

Vedrorer Manglen kun Formen, maa
nævningerne Intet forandre i Erklæringens
Indhold; ligeledes skulle de Svar, hvis
Berigtigelse eller Fnldstccudiggørelse ikke
fordres, forblive uforandrede Utilstedelige

15

Mndringer maa ikke tages i Betragtning
af Retten.

Berigtigelfen eller Fuldstændiggørelsen
vedfojes saaledes, at det træder tydeligt frem,
hvorledes den oprindelige Erklæring har lydt.

Den her omhandlede Forholdøregel
kan troeffes, saalænge Retten ikke har affagt
Dom.

^gsaa udenfor de i det foregaaende særligt
nævnte Tilfælde kan Retten, saalænge Dom
ikke er nffagt. beslutte at forandre Zporgs-
maalene eller at stille nye spørgsmaal: for-
inden saadan Bestemmelse trerffes, maa der
være givet Parterne Lejlighed til at yttre sig.

Have nævningerne erklæret, at Tiltalte ikke er skyldig, afsiger Retten straks Fri
findelsesdom. Hertil henregner ogsaa det
Tilfælde. at nævningerne vel have besvaret
Hovedspørgsmaalet bekroeftende, men tillige
have givet et for Tiltalte gunstigt Svar paa
et Tillægsspørgsmaal om en ilmsta'ndigbed.
som udelukker Straf (§ 280).

Retten kan ligeledes straks afsige Fri-
findelsesdom, naar den finder, at Tiltalte
maa frifindes af den i nedenstaaende >i ^97,
første Punktum, nævnte Grund.

Hvor nævningernes Erklæring gaar ud
paa, at Tiltalte er skyldig, men Retten finder,
at Sagens Bevisligheder ikke have afgivet
tilstrerkteligt Grundlag for at fælde Tiltalte
for den Forbrydelse, i hvilken nævningerne
have crklæret ham skyldig, kan den ved Ken-
delse deslntte, at en ny Domsforhandling
stal wregaa. Beslutningen trerffes i Embeds
medfør. uden at Parterne have Adgang til
derom at fremfætte begæring, og kan træffes,
faalænge Dom ikke er affagt.

Ny Domsforhandling, fom besluttes i
medfør af forrige Paragraf, bliver at fore-
tage, enten paa famme eller paa et senere Ting,
for andre dømmere og andre nævninger.

Indtil nævningeerklæring under den ny Sag er afgiven, kan Rigsanklageren beslutte at
srafalde Tiltale, i hvilket Tilfælde Frifin-
delsesdom bliver at afsige.

Falder ogfaa den ny Domsforhandling
ud til en fældende nævningeertlæring, kan
Retten, naar den enstemmigt finder, at Be-
viset er utilstrækkeligt til at fælde Tiltalte
for den Forbrydelse, i hvilken nævningerne
have erklæret ham skyldig, afsige Frifindelses-
dom eller, naar den finder det godtgjort,
at Tiltalte er skyldig i en mindre For-
brydelse end den. nævningernes Ertlæring
lyder paa, affige Dom i Overensstemmelse
hermed i Bestemmelsen i sidste Punktum af
nedenstaaende § 297 finder herved tilsvarende
Anvendelse.

Under den ny Sag kan der ikke fore-
lægges nævningerne noget spørgsmaal, fom
sigter paa en sircengere Straf, end Tiltalte
vilde have været hjemfalden til, saafremt den
første nævningærklæring var bleven tagen
for gyldig, medmindre Betingelser foreligge
for Genoptagelse.

Naar Tiltalte af nævningerne er er-
klæret skyldig, og Retten ikke straks i Henhold
til 8 293, andet Stykke, eller § 29§ afsiger
Frifiudelfesdom eller i Henhold til § 294
beslutter, at ny Domsforhandling stal fore-
gaa, saar sorst Overanklageren og der-
efter Forsvareren og Tiltalte Ordet for at
udtale sig om Strafudmaalingen og andre
Punkter, sum ligge udeufor nævningernes
afgørelse. og der gives dem Lejlighed til at
fremkomme med de Bevisligheder, som herved
maatte udkrerves. Parterues Udtalelser og
Bevisforelsen maa ikke gaa ud paa at rotte
ved noget, fom er afgjort ved nævningernes
Erklæring. Ved denne Forhandlings Slut-
ning optages Sagen til Dom.

Har Tiltalte ikke været til Stede under
Afgivelsen af nævningernes Erklæring, bliver
denne, forinden Forhandlingen kan fortsættes paa Grundlag as samme, at oplcese for ham,
efter at han atter er fremstillet.

Finder Retten, at Tiltalte ifølge Loven
ikke kan straffes for et Forhold som det,
i hvilket han ifølge den i spørgsmaalcne
givne Beskrivelse af gærningen og nævningernes Svar paa disse er erklæret skyldig,
afsiger den Frifindelfesdom. Finder den, at
et Forhold som det, hvori Tiltalte er er-
klæret skyldig, efter Loven kun kan hen-
fores under et mildere Straffebud, end
Nævningernes Erklæring lyder paa, affiger
den Dom i Overensstemmelse hermed. hører der til Gerningsindholdet af den nundre
Forbrydelse, for hvilken der saaledes bliver
spørgsmaal om at domfælde Tiltalte, Om-
stændigheder, om hvis Tilstedeværelse næv-
ningærklæringen intet har afgjort, blive de
til AfgMclfe af dette Punkt fornødne spørgs-
maal først at forelægge nævningerne.

I det Omfang, hvori dommen er grun-
det paa nævningernes Erklæring, indskrernte
Tomsgrundene sig til den fornødne Henvis-
ning til denne. Iøvrigt sinder Bestemmelsen i
andet Stykke af nedenstaaende § 301 til-
svarende Anvendelse. Domfældes Tiltalte,
skulle de Strafbestemmelser anfores, fom
bringes i Anvendelse.

Reglen i § 258, første Stykke, § 269
første Punktum og §§ 272 til 274 sinde
med de fornødne Lempelser Anvendelse paa
Domsforhandling for Landøret uden næv-
ninger.

Parternes Udtalelser efter endt Bevis-
forelse omfatte alle spørgsmaal, som skulle
afgøres ved dommen, uden nogen Deling.
Dog kan Rettens Formand beslutte, at
spørgsmaalet. om Tiltalte er styldig, først
stal forhandles og afgøres; i saa Fald finde

Reglerne i Slutningssætningen af § 274 og
i § 298 tilsvarende Anvcndelse.

Efter at Parterne have haft Adgang til
at udtale sig, optages Sagen til Dom.

Ved Afstemningen stal det spørgsmaal,
om Tiltalte er skyldig i den Forbrydelse, der
læggcs ham til Last, sondres fra spørgs-
maalet om Straffen og først bringes til Af-
stemning. Stemmes der særskilt om Straf-
forhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrundc,
blive de dømmeres Stemmer, som have er-
klccret sig mod Tiltaltes Skyld, men ere forblevne i Mindretal, at regne til Gunst
for Tiltalte.

Tomfældes Tiltalte, skulle i Toms-
grundene de Omstændigheder nojagtigt an-
gives, der som beviste lægges til Grund for
Domfældelsen, og det eller de Lovbud anfores,
som bringes i Anvendelse.

Frisindes Tiltalte, skulle de Straffen betingende Omstændigheder, som antages at
mangle eller ikke at være beviste, eller de
Straf udelukkende Omltcendigheder, som an-
tages at foreligge, angives, og de anvendte
Lovbestemmelser anfores.

Har Forhandlingen rejst spørgsmaal
om Tilstedeværelsen eller Ikke-Tilstedeværel-
sen af nogen Omstændighed, som efter den
Opfattelse, Retten har lagt til Grund for
Sagens afgørelse, ikke faar nogen Betyd-
ning for denne, bor der dog som Regel, naar
det stsnnes, at der i Tilfælde as Anke
vil kunne blive tillagt den paagældende Om-
stændighed Betydning af højesteret, i Doms-
grundene optages en Udtalelse om, hvorvidt
Retten anser den bevist eller ikke.

Femte Hflmt

Tiltale og Domsforhandling ved
Nnderret.

Har Sigtede under Forundersøgelse
inden Retten afgivet en uforbeholden Til-
staaelse, hvis Rigtighed bestyrkes ved de
i øvrigt foreliggende Oplysninger, kan Sagen,
naar Sigtede og, hvis han ikke er personlig
myndig, hans værge samtykker heri, og
Politimesteren, efter at der er givet ham
Lejlighed til at gøre sig bekendt med det
under Sagen fremkomne, ertlærer sig enig
deri, uden adfærdigelse af Anklageskrift straks
fremmes til Tom ved den Ret, hvor For-
undersøgelse har fundet Sted. forinden
Dom afsiges, skal det til Retsbogen betyder
Tiltalte, hvad der er Tiltalens Genstand,
og Lejlighed gives ham til at fremfore,
hvad han maatte have at anfore til sit For-
svar. Findes yderligere Oplysninger at
burde fremskaffes, sker dette overensstem-
mende med Reglerne i Kapitel XX, og Lej-
lighed gives Tiltalte til at ytre sig over
det saaledes fremkomne: Bestikkelse af For-
svarer finder ikke Sted. Indtil Dom er
afsagt, kan dømmeren, dersom han finder,
at nogen af de i § 211, første Stykke, an-
givne Forudsætninger er til Stede, eller
at nogen foreliggende Omstændighed gor det
betænkeligt at paadømme Sagen uden formelig

Domsforhandling, beslutte henholdsvis at
standse eller slutte Behandlingen overens-
stemmende med § 211.

Med dommens Afsigelse og Forkyn-
delse forholdes overensstemmende med de
Regler, som gerlde i andre Underretssager.

Udensor de Tilfælde, i hvilke den i § 302 hjemlede Fremgangsmaade benyttes,
rejses Tiltale for Underretten ved et over-
ensstemmende med Reglerne i i> 2)6 as-
fattet Anklageskrift, der udsærdiges af
Overantlageren, og ved hvis Indlevering
til Underretten Sagen tingscestet. Om Ud-
videlse og Wndring af Tiltalen gerlde
Reglerne i § 218.

Er Tagens udførelse sor Retten over-
dragen en af de ved Underretten ansatte
Anklagere, stal Overanklageren give An-
klageskriftet Paategning herom.

Forsaavidt ikke i det cftersolgende as-
vigende Forskrifter ere givne, finde i øvrigt
med Hensyn til Domsforhandlingen og
dennes Forberedelse Reglerne i Kapitlerne
XXI. XXll og XXIV Anvendelse med de
sornodne Lempelser. Den, hvem Sagens
Udsorelse er overdragen af Overanklageren,
træder herved i det hele i dennes Sted.

Horer Sagen til dem, i hvilke Til-
talte i medfør af § 5. d og e kan begære
Behandling ved Landøret, og har han ikke
allerede afgivet Erkloering i saa Henseende,
stal Anklageskriftet have en Paategnmg, hvori
Tiltalte gøres opmcrrtsum paa denne sin Ret
og opfordres til, saafremt han vil gøre Brug
af samme, herom at afgive Erklæring som
nedenfor bestemt. Denne Erklæring maa
enten afgives ved Anklageskriftets Forkyndelse,
for den, der iværksætter denne, eller inden
fire Dage sra Anklageskriftets Forkyndelse
indgives paa Underrettens kontor eller frem-
sættes overensstemmende med § 230 til
Undersøgelsesrettens Retsbog eller Fæng-
sclsvcstyrerens Bog. Paa Indholdet af
den ovcnnævnte Paategning skal den,
der iværksa'tter Forkyndelsen, særligt henlede

Tiltaltes Opmocrksomhed. Om den Erklce-
ring, som Tiltalte i ommeldte Henseende
maatte afgive under Forkyndelsen, optages
fornøden Bemcrrkning i Forkyndelsespaa-
tegn ingen.

Hvor det ikke efter Omstændighederne
findes rettest at afvente, om Tiltalte vil
begære Behandling ved Landøret, og hvor
heller ikke Omfanget af den Forberedelse,
som Sagen udkrerver, gor det uhensigts-
mæssigt, beram:ner dømmeren, forfaavidt han
ikke finder, at Sagen straks maa afvises (§228),
ufortovet Tid og Sted til Sagens Fore-
tagelse: i andre Tilfælde foregaar Beram-
melsen, saa snart ske kan. Hvor Sagen straks
er bleven berammet, kan Stcrvning forkyndes
famtidig med Anklageskriftet.

Den Frist, inden hvilken Meddelelse
skal ste fra Tiltaltes Side om Beviser m. v.,
fastsættes as dømmeren.

Er Tiltalte uden Forsvarer, skal
dømmeren, sornden selv at undersoge, hvor-
vidt andre eller flere Oplysninger dor
foges tilvejebragte, end Overantlageren har
opgivet, give Tiltalte Lejlighed til for ham
at fremkomme med sine mulige Begæringer
vcdrorende Sagens Forberedelse eller Fremme.

afhørelsen af Vidner og Syns- eller
Stonsmænd kan altid overtages af dømmeren, naar han sinder Grund hertil.

Tiltale rejses i Politisager i Almin-
delighed ved et af Politimesteren udfærdiget
Anklageskrift, hvori Sigtedes Navn og hvad

der ellers udkrerves til hans nøjagtige Be-
tegnelse anfores, og den formentlige For-
seelse betegnes med saadan Angivelse af Tid,
Sted og andre nærmere Omstændigheder,
sum maatte udkræves til Forholdets til-
strækkelige og tydelige Betegnelse, og med
Anforelse af de Bestemmelser i Lov, Anord-
ning eller Vcdtcegt, som antages at være
overtraadte, og i Henhold til hvilte Straf
antages ifalden.

Naar Sigtede er tilstede i Retten, og
Politimesteren eller Nogen paa hans Vegne
der giver Mode, lan Tiltale med dømme-
rens Tilladelse rejses mundtligt til Rets-
bogen, og Sagen derefter straks foretages
til Domsforhandling.

Antager Politimesteren, at Forseelsen
ikke egner sig til højere Straf end en bøde
af ikke over 40 Kroner, kan han i Stedet
for straks i Overensstemmelse med § 310
at indlevere Anklageskriftet til berammelse af Sagens Foretagelse i Retten, lade det
forkynde for Sigtede med en af ham given
Paategning om, at Sigtede, saasremt han
vedgaar at have gjort sig skyldig i den
Forseelse, hvorsor han sigtes, og ønsker
saadan afgørelse, kan erklære sig rede
til, uden retslig forfølgning, indenfor en
nærmere angiven Frist, der efter Omstæn-
dighederne af Politimesteren efter Begæring
kan forlænges, at erlægge den af Politi-
mesteren for dette Tilfælde angivne bøde.
Saadan Erklæring afgives enten ved
Anklageskriftets Forkyndelse til den, som
iværksætter denne, i hvilket Fald derom
gorcs Bemærkning paa Anklageskriftet, eller
inden 8 Dage ved Meddelelse paa Politi-
kontoret. Paa dette fores en særegen Pro-
tokol, hvori de i medfør af det ovcnan-
fsrte udfærdigede Anklageskrifter og de i
Anledning af dem afgivne Erklæringer ind-
føres.

Erlægges den vedtagne bøde i rette
Tid, eller afsones den, bortfalder videre
forfølgning, og saadan afgørelse har da i

16

Tilfælde af Forseelsens Gentagelse lige
Virkning med en To ni.

Gaar Sigtedes Erklæring nd paa, at
han ikke vil afgøre Sagen paa den an-
forte Maadc, eller hvis han overhovedet
ikke afgiver nogen Erklæring, bliver An-
klageskriftet med paategnct Bemcrrkning
herom at indgive til dømmeren ligesom
Anklageskrifterne i Sager, hvori Politi-
mesteren ikke finder (>irnnd til Anvendelse
af denne Paragraf.

Naar Anklageskrift er indleveret, de-
ranuner dømmeren, forsaavidt han ikke finder,
at Sagen straks maa afvises i§ 228», snarest
mnligt Tid og Sted for Sagens Foretagelse
og lader Tiltalte tilsige med mindst Aftens
Varsel: Forkyndelse af fclvc Anklageskriftet er
ufornøden. Tilsigelsen affattes i Overens-
stemmelse med Bestemmelserne i i> 151, 2det
Stykke og stal særlig indeholde Bemærk-
ning om, at Udeblivelse uden oplyst lovligt
Forfald kan bevirke, at Tiltalte anses at
vedgaa Forseelsen, eller efter Omstændig-
hederne, at han vil blive anholdt.

Hvorvidt Vidner ogsaa straks stulle
tilsiges eller andre Foranstaltninger til Be-
visforelse træffes, beror paa dømmerens
Bestemmelfc. Meddelelse af Bevisfortegnelse finder ikke Sted. Under Tiltaltes Mode
i Retten gives der ham fornøden Lejlighed
til at opgive de Bevifer, han vna fin Side
maatte onfte forte.

Det er ikke til Hinder for Sagens
Fremme, at ingen giver Mode Mi Politi-
mesterens Vegne: dømmeren afhører i dette
Tilfælde dennes Vidner.

Udebliver Tiltalte nden oplyst lovligt
Forfald, eller nergter han at afgive For-
klaring, kan Retten, nanr der ikke nnder
Sagen er spørgsmaal om højere Straf end
bøder, og Omstændighederne ikke findes at
tale herimod, anse ham som vedgaaende For-

seelsen og paakende Sagen uden videre
Bevisforelse.

Naar der i en Sag, hvorunder der
ikke er spørgsmaal om højere Straf end
bøder, i Tiltaltes Sted moder en Person,
der er forsynet med skriftlig Fuldmagt fra
Tiltalte og er beredt paa at meddele de
fornødne Oplysninger, kan Retten modtage
den saaledes mødtes Forklaringer og Er-
klæringer og lægge dem til Grund, som om
de vare afgivne af Tiltalte selv.

Skal der i et Tilfælde, hvor hverken
Tiltalte eller en Forsvarer er modt, af-
hores Vidner, som ere indkaldte efter hans
begæring, foretages afhørelsen af Dom-
meren.

Angaar sagen en Lovovertrædelse, for
hvilken der i Loven er hjemlet Straf af
bøde eller Konfiskation, kan dømmeren,
naar han ikke finder Grund til at betvivle
Tiltaltes Skyld, give Tiltalte Adgang til
at fe Sagen afgjort ved, at han vedtager at
erlægge en nærmere bestemt bøde eller at
underkaste sig Konfiskation: Lovens Fast-
sættelse af bødens størrelse er herved ikke
bindende. Vedtager Tiltalte den tilbudte

afgørelse, tilfores det fornødne herom Rets-
bogen. Saadan afgørelse har i Henseende
til Fuldbyrdelse og gentagelsesvirkning
samme Virkning som en Dom.

Er Politimesteren eller nogen paa hans
Vegne modt, skal der, inden der gives Til-
talte Adgang til at vedtage Straf, gives
den saaledes mødte Lejlighed til at udtale
sig om Straffens størrelse.

Findes et Barn under 1§ Aar skyldigt,
men forældrene eller de, som troede Barnet i
deres Sted, erklære sig villige til at tildele
Barnet en legemlig Revselse i Hjemmet,
kan dømmeren, naar han finder, at Om-
stændighederne tale derfor, afgøre Sagen i
Henhold hertil uden at afsige Dom. Dom-
mereu kan betinge Sagens afgørelse paa
denne Maade af, at Revselsen tildeles under
tilsyn af en ved Politiet ansat.

Er Politimesteren eller nogen paa hans
Vegne nærværende, maa der forinden være
givet ham Lejlighed til at udtale sig om
Sagens afgørelse paa denne Maade.

Om den stedfundne afgørelse tilføres
det fornødne Retsbogen.

Naar dømmeren sinder, at Tiltalte er
skyldig, men at Sagen efter Brodens Be-
skaffenhed, saasom navnlig i Tilfælde af første
Gang begaaet ringe Forseelse, egner sig til
afgørelse ved en Advarsel, er han berettiget
til i Stedet for at afsige Tom at tildele
Tiltalte en saadan Advarsel.

Om den trufne afgørelse tilfores det
fornødne Retsbogen.

Boder paa 20 Kr. og derunder, som
idømmes eller vedtages i de Sager, der
omhandlcs i dette Kapitel, tilfælde udenfor
Kjøbenhavn Retskredsens Politikasse, og i
Kjøbenhavn Fattigkassen for Stadørettcns
Afdelinger for Straffesager.

Forsaavidt ikke andet foran er bestemt
eller følger af Forholdets Natur, skulle
de Regler, der ifølge foregaaende Kapitel,
særlig §§ 306 og 307, gælde for andre
Underretssager, ogsaa komme til Anvendelse
i de Sager, som omhandles i nærværende
Kapitel.

Sjette Afsnit.
Retsmidler mod trufne afgørelser.

dømme, afsagte i første Instans af en
Landøret med eller uden nævninger, kunne
overensstemmende med nedenstaaende Regler
af Parterne paaankes til højesteret. I For-
bindelse med dommen kan Anken omfatte
den forndgaaende Behandling og de under
denne faldne afgørelser.

Lige med dømme staa i Henseende til
Anke saadanne Beslutninger, som omhandles
i § 294.

Overanklageren kan anke saavel til
Fordel som til Skade for Tiltalte. Anke til
Fordel for Tiltalte kan endvidere iværksættes

af ham selv og, dersom han ikke er personlig
myndig, af hans værge. Er Tiltalte dod,
og er han ved dommen funden skyldig i
en i den offentlige Mening vanærende

Handling, kan hans ægtefælle saavelsom
enhver af hans slægtninge i op- og ned-
stigende Linje og hans Sostende anke i hans
Sted. Ogsaa Overanklageren kan i dette
Tilfælde paaanke en fældende Dom.

Tiltaltes Forsvarer ved Landøretten
er pligtig til paa Forlangende at bistaa ham
med Raad om, hvorvidt han bor paaante

dømmen, saavelsom med Affattelsen og
Indgivelsen af Ankemeddelelsen og dens
Begrundelse.

Afkald paa Anke kan finde Sted,
efter at dommen er afsagt. En rejst Anke
kan frafaldes, faalænge Tom ikke er afsagt
af højesteret. Frafaldes Anke. efter at
Domsforhandling for højesteret er begyndt,
kan derved dog ikke prøvelse af saadanne
Ankegrunde unddrages højesteret. som tages
i Betragtning i Embeds medfør (§ 334).

Anke kan støttes paa:

1. at Rettergangøregler ere tilside-
satte eller fejlagtigt anvendte; dog kan Til-
sidesættelse eller fejlagtig Anvendelse af
rettergangøregler, hvis Overholdelse Ret-
ten ikke af egen Drift paaser, kun benyttes
som Ankegrund, naar Indsigelse betimeligt
er fremsat for den underordnede Ret:

2. at Retten i en nævningesag har
afgjort paa urigtig Maade noget spørgs-
maal, fom ifølge § 276 er unddraget fra
nævningernes afgørelse, eller urigtigt har
domfældt i Overensstemmelse med en fæl-
dende nævningærklæring i et Tilfælde,
hvor den i Medfur af § 297 burde have
frifundet eller ikkun domfældt for en min
dre Forbrydelse, end Erklæringen lyder
paa, eller, omvendt, med Urette har fra-
veget en fældende nævningeerklæring i
Henhold til § 297 eller frifundet i Henhold
til § 241, andet Stykke;

3. at i en nævningesag nævning-
ernes Erklæring, hvorpaa dommen er
grundet, er bleven fejlagtig paa Grund af
urigtig Vejledning i Loven fra Rettens
Formands Side, eller fordi spørgsmaalene
til nævningerne lide af Fejl, der bero paa
en urigtig førstaaelse af Straffeloven:

4. at Retten i en Sag, der er paa-
kendt uden nævninger, har afgjort paa
urigtig Maade noget spørgsmaal, som i en
nævningesag ifølge § 276 vilde være und--

draget fra nævningernes afgørelse, eller i
øvrigt ved afgørelsen af, om Tiltalte stal
domfældes, har anvendt Straffeloven urig-
tigt:

5. at den Straf, dommen har i kendt,
ligger udenfor de i Loven fastsatte græn-
fer eller staar i aabenbart Misforhold til
Broden.

Anke kan ikke grundes paa, at Svorgs-
maalet, om Tiltalte stal domfældes, er
urigtigt afgjort som følge af eu fejlagtig
Bedømmelse af Bevisernes Vcegt, medmindre
Talen er om et Punkt, der ifølge § 27i>
i nævningefager er unddraget nævningernes
afgørelse.

Tilsidesættelse eller fejlagtig Anven-
delse af en rettergangøregel stal ikke be-
virke ophævelse af en paaankct Tom, med-
mindre det findes antageligt, at Iagttagelse
af den paagældende regel kunde have med-
sort et andet Udfald af Sagen.

Ikke-Iagttagelse af rettergangsrcglcr,
fom udelukkende ere forestrevne til Betryg-
gelse for Tiltalte, kan ikke fore til Foran-
dring til hans Stade.

Vil Overanklageren anke til Skade for
Tiltalte, maa han inden fjorten Tage efter

dommens Affigelse for Tiltalte lade forkynde
Meddelelse om, at han paaanker dommen.
Anke til Fordel for Tiltalte kan Overankla-
geren iværkfcette ogfaa efter Udlovet af den
nævnte Frist- faadan Anke hindres heller
ikke ved, at Tiltalte har givet Afkald paa Anke.

Meddelelsen stal indeholde Tilkende-
giuelse om, at Sagen vil blive foretagen i
Hojcsteret, faafnart dertil er Lejlighed, uden
nogen yderligere Underretning til Tiltalte.
Genpart af Meddelelfen indleveres paa landørettens Kontor.

Pil Tiltalte anke, maa han afgive
Meddelelse herom inden fjorten Dage, reg-
nede fra dommens Afsigelse eller, naar
han ikke har været tilstede ved Affigelfen af

dømmen, og denne er fældendc, fra den Dag,
da Udskrift af dommen er ham forkyndt.
Meddelelsen kan, naar den foregaar straks
ved dommens Afsigelse eller Forkyndelse,
fremsættes mundtligt henholdsvis til Rets-
bogen eller til den, som ivan'ksoetter Forkyn-
delsen, og som i saa Fald har at optage
fornøden bemærkning i Forkyndelsespaa-
tegningen. Ellers indgives Meddelelsen
skriftligt, underskreven af Tiltalte, paa
Overanklagerens eller Landørettens Kontor:
er Tiltalte scrngslet, kan den dog ogsaa
sremsættes mundtligt til den undersogel-
sesrets Retsbog, i hvis Kreds Fængslet ligger, eller til fængselsbestyrerens Bog
230). Hvor Tiltaltes Ankemeddelelse er
srcmsat til sidftnævnte Bog eller til en
Retsbog eller indgiven paa Landørettens
Kontor, bliver henholdsvis Udskrift af Til-
forslen eller den modtagne Ankcmeddelelse uden Ophold at tilstille Overantlageren.

Snarest muligt cfter Modtagelsen as
AnkcMeddelelsen lader ^veranklageren for
Tiltalte forkynde en saadan Tilkendegivelse,
som ommeldt i § 322, 2. Stykke, og tilstiller,
sorsaavidt Antemeddelelsen ikke allerede har
passeret Landørettens Kontor, dette Under-
retning om Anken.

En Anke, hvorom Meddelelse ikke er
sket inden den i §§ 322 og 323 sore-
strcvnc Frists Udlob, bliver af Hosesteret at
afvise, medmindre den Ankende gor antage-
ligt, at den Omstændighed, hvorpaa Anken
grundes, Mst senere er bleven ham bekendt,
eller at Fristens Oversiddelse i øvrigt skyldes
Grunde, som ikke kunnc tilregnes ham. Anke-
meddelelsen — som maa indeholde fornøden
Angivelse herom — maa derhos iværksættes inden fjorten Dage, efter at han er blevet
bekendt med Ankegrunden, eller efter at de
Omstændigheder ere ficrrnede, som have for-
anlediget Oversiddelsen af Fristen.

Enten i selve Antemeddelelsen eller i en
yderligere Meddelelse, der maa afgives inden

Udlobet af den i ^ 322 og 323 be-
stemte Frist og pan en af de Maader, foul
der bestemt, maa den Ankende angive den
eller de Grunde, hvorpaa han stotter sin Anke.
Hvor særegnc Grnnde findes at tale der-
for, kan højestcret give ham Adgang til
at afgive Begrundelse af An ten efter oven^
nawnte frists Udlob.

Ankemeddelelse for Udlobet af den i
>;^ 322 og 323 foreskrevne Frist hindrer dommens Fuldbyrdelse for de Domfældtes
Vedkommende, hvem Anken angaar.

Sker Ankemeddelelse i henhold til
§ 324, kan højestcret paa derom fremsat Be-
gæring beslntte. at Fuldbyrdelsen skal nd-
sættes eller standses: dette finder i hvert
Fald Stev, naar Anke tilstedes.

Zaasnart ^veranklageren har ladet for-
kynde de foreskrevne Meddelelser for Tiltalte
>^§ 322 og 325) eller har modtaget dennes
AnkcMeddelelse med tilhorende Begrnndelfe,
indsender han samme til Nigsantlageren tillige-
med Landøretssagene> Aktstykker og Udskrift af
domsforhandlingen.

Forsaavidt ikke Anken alene er rejst
fra Overanklagerens Tide og frafaldes af
Nigsanklageren. oversender denne snarest
mnligt Sagens Atter til højesteret med
de Veinærkninger eller Begæringer, han
niaatte finde fornødne.

højesteret kan straks, efter Begcvring eller
i Embeds medfør, vod Kendelse afvise Anken,
naar det findeo, at de foreskrevne Frister og
Former ikke ere iagttagne, eller at den An-
kende mangler Befojelse til at anke, eller
at den paaberaabte Antegrnnd klarligen ikke
kan fore til dommens Ophævelse. Iaadan
afgørelie kan trerffes af et Udvalg, bestaaende
as tre af højesterew Medlenlmer, i et ikke
offentligt Retsmode, efter at dcr, saavidt der^
til findes Anledning, er givet Parterne Lej-
lighed til at ytre sig mundtligt eller skriftligt.

i?

Findes itte Grund til straks at af-
vise Anken, beskikker højestcrets Ilistitiarin^
forsvarer for Tiltalte, forsaavidt denne ikke
selv har valgt en saadan, og foranstalter
Sagens Aktstykker oversendte til Rigsankla-
geren eller Forsvareren, eftersom hin eller
denne forsi skal have Ordet jfr. 8 333),
med Paalæg om inden en fastsat Frist -^
der af Iustitiarins kan forlanges — at
tilstille Modparten samme og anmelde Sagen
til Foretagelse.

Andre Veslutningev end de i § ^8
nævnte, som blive at tage af HoMeret inden
domsforhandlingen, lnnne træffe§ af det i
>i -'^8 olnmeldte Udvalg eller af højesteret>§ Iilstitiarius. Bestemmelserne i de to iorste
Punktummer af ^ 230, andet Ttytte, finde
tilfvarende Anvendelfe.

)lye Beviser knnne forela-gges højeste'
ret angaaende saadanne omnerndigheder, som
ere undergivne denne Nets Bedømmelse.
skulle saadanne Beviser tilvejebringes, paa-
hviler det henholdsvis Nigsanklageren eller
Forsvareren efter forudgaaende Meddelelse
til den anden Vide at foretage de hertil for-
nodne Skridt. Er der Uenighed om, hvor-
vidt eller paa hvilken Maade nogen Oplys-
ning skal tilvejebringes, eller vil dens Til-
vejebringelse gøre Udsættelse af Sagen nod-
vendig, bliver Rettens Beslutning at ind-
hente. Beslutter Retten af egen Drift, at nye
Oplysninger ftulle tilvejebringes, giver den
herom fornødent Paalæg til Rigsanklageren.

Sknlle Vidner afhørec>, kan højefteret
bestemme, at deres Ashorelse skal ste for
højesteret. Ellers fker afhørelse as Vidner
ved vedkommende Undersøgelsesret overens-
stemmende med Reglerne i Kap. XX.

Naar dertil findes Anledning, kan Hojcsteret forlange Erklæring af landøretten til yderligere Oplysning om, hvad
der er foregaaet nnder Domsforhandlingen
for samme.

Er Tiltalte ikke scrngslet, har han Ret
til at deltage i Retsmodet- er han fængslet,

bliver han tun, naar han har fremsat Be-
gæring derom, og højesterets Iustitiarius sin
der, at særlige Grunde tale for at tage denne
til følge, at foranstalte henbragt til Modet.
Tiltaltes Udeblivelse hindrer ikke Sagens
Frennne, naar e:i Forsvarer er modt.

Under Domsforhandlingen for Hojc-
fteret har den Part, som anker, først 51 roet.
I øvrigt furegaar forhandlingen i de For-
mer, son, Hojcstcret nnder Iagttagelse af
reglerne i kapitel VIII. herom nærmere
fastsetter.

afhørelse af Vidner for Hojcsteret
foregaar overensstemmende med reglerne i
^ 243 ff.

C'r en fra den ene Side resst Anle
itottet til Grunde, der kunne lede til, at
HoMeret afsiger ny Tom i Nealiteten,
har Modparten, uanset at han ellers nu
vilde være udelukket fra at paaante Tom-
»len. Adgang til at paastaa denne ophcrvct
paa Grund af Fejl, der maa lede til bagens
.^iemvisning til ny Forhandling. Tog maa
han saa betimeligt forud for bagens Fore-
tagelse give Modparten Meddelelse om. at
dan agter at fremsatte saadan Paastand, og
om Grunden, hvorvaa den stottes. at Mod-
parten faar Tid til fornøden Forberedelse.

Ankegrunde, som ikke ere anforte i ved-
lomniende Parts Anlemeddelelse eller den i
Fortsættelse as denne afgivne Begrundelse
§ 32§ eller i en af ham i Henhold til nær-
værende Paragrafs første Stykke, sidste Punk
tum, afgiven Meddelelse, og som heller ikke
ere af den Beskaffenhed, at Retten i Embeds
medfør skal tage dem i Betragtning «^ 334»,
kan Hojcsteret tilstede ham at fremkomme med,
naar særlige Grnnde findes at tale derfor.
Findes det, at deres Fremsættelse gor yder-
ligere Forberedelse nødvendig for Modpar-
ten, udsætter .^ojefteret Sageli derefter.

højesterets prøvelse er i Neglen ind-
ftra'nket til de paaberaabte Anlegrunde! lm'-
fra gerlde dog følgende Undtagelser:

1. Hvor Anken eller en i Henhold til § 333, første Stykke, fremsat Paastand er
stottet paa nogen af de i § 320 Nr. 2 til § omhandlede Ornnde, kan Retten prøve, om
Straffeloven i det hele er rigtigt anvendt,
faa og om der er et aabenbart Misforhold
imellem forbrydelsen og den idømte Straf,
Nr. dog nedenstaaende § 335, sidste Pnnttnm.

2. Hvor alene Rettergangsfejl ere
paaberaabte som Ankcgrnnd, kan højesteret.
naar dommen ikke ophcrves af saadan ^>rund,
prøvc, om Straffeloven er nrigtigt anvendt
til Skade for Tiltalte, eller om den idømte
Straf er nforholdsmcessig boj.

3. Naar det i et Tilfælde, hvor Til
talte er domfa'ldt, findes, at nogen væsent-
lig, til hans Betryggelse sigtende, Retter-
gangøregel er tilsidesat, kan højesteret,
dersom den finder, at den begaaede Fejl gor
Tomfældelsen>o Rigtighed tvivlsom, ophæve dommen og hjemvise Sagen, nanset at den
paaga?ldende Fejl ikke er paaberaadt.

Hvis en Tom, sum angaar slere TU
talte eller flere Forbrydelser af famme Til-
talte, tnn er paaanket for en eller nogle
Tiltaltes eller Forbrydelsers Vedkommende,
kan højestcret. naar den finder, at en Anke-
grund, som er gjort gældende nnder Sagen,
eller som Retten i medfør af Reglerne i
denne Paragraf har taget i Betragtning,
tillige omfatter nogen Tiltalt etter Forbry
delfe, for hvis Vedkommende dommen ikke
er paaanket, til Fordel for vedkommende
Tiltalte tillægge den Virkning ogfaa nnder
den saaledes npaaantede Tel as Sagen.

Kommer -vojesteret til det Resnltat, at
den paaankede afgørelse bliver at forandre,
kan den selv afsige ny Realitewdom, naar
den sinder, at det fornødne Grundlag her-
for foreligger, - hvortil, forsaavidt Sftorgc-
maal er om at afsige en fældende Tom,
ifølge 8 -^^ horer, hvi'o Sagen er en
nævningesag. at Tiltalte ved en gyldig Ncvv
ningecrklæring er kendt skyldig i den For
brydelse, sor hvillen der er spørgsmaal om
at doinscrlde ham, og, hvis Sagen ikke er
en Na-vningesag^ at landørettens Tom har

antaget de Omstændigheder godtgjorte, paa
(^rundlag af hvilke der er spørgsmaal om
at ikende ham Straf.

Finder højesteret, at den paaankede
afgørelse bliver at furandre, men at Betin-
gelserne for. at Retten kan afsige. Realitets-
dom, ikke ere til Stede, opha'ver højesteret Donunen og. forsaavidt Ophervelsesgrllllden
ogsaa raunner den til Grliild for dommen
liggende Behandling, denne eller den Del deraf
lworom dette goelder. I Forbindelse her-
med bliver Sagen, forsaavidt den forelig
gende Fejl ikke er af den Beskaffenhed, at
Landøretten burde have afvist Sagen, at
bjemvise til denne Net. Saavidt fornødent
dor i faa Fald højesterets Doui angive,
fra bvilket Pnnkt den nye Behandling fka!
tage sin Begyndelse.

Skal Tiltalte, i et tilfælde dvor
Hujesteret vil affige ny Nealitetsdom. dou^
mes efter et Straffebnd. fom ikke er bragt
i Anvendelse ved den vaaankede Dom, og
om hvis Anvendelse NigMntlageren beller
ikke har nedlagt Paanand for v>c»iesteret.
bor der være givet Parterne særlig Lejlighed
til at ndtale sig hcrom. Er Sagen klin
indanket fra Tiltaltes Side. kan derhos
ftramgere Straf end ved Landøretsdømmen
bestemt ikke idømmes.

Naar Hjenlvisningc'donl er afsagt, hav
Rigoantlageren, hvi'o han ikke frafalder
Tiltale, nden Ophold at foranstalte Sagen
paany indbragt for Landeretten.

Hvor Landøretten findcr det uodvcn
diqt. kan den beslntte at qcnoptage be.
l)and!inqcn fra et tidligere Punkt end an-
givet i >>ienwi5ningsdømmen. forinden ny
Don« afsiges, maa der i ethvert tilfælde
vare givet Parterne dejlighed til at ud-
tale sig. Var Sagen knn indanket fra Til
talten ^ide. lan strængere Straf itte
idonnnes end ved den tidligere Tom. med
mindre Betingelserne for (Genoptagelse ere
tilstede.

Stal i en nævningesag ny Domssor
handling finde Sted, maa ingen Navning

medvirke, som har deltaget i den tidligere
domsforhandling.

Tomiuc, afsagte af en Underret, tnnne.
med ,de nedenna-vnte Uudtagelser, af ^ver
anklageren eller Tiltalte paaankes til den
Landøret, til hvis Kreds Underretten horer.
I forbindelse med dommen kan Anken
omsatte den iorudgaaende Behandling og
de nnder denne faldne afgørelser.

I Politisager kan dommen ordentligvis
knn paaankes af Overanklageren. naar an
den Straf end Bode eller Konnslationsstraf
kan idømmes efter det Lovb'.id. Tiltalen lyder
paa, og af Tiltalte kun, naar hojcre Straf
er idømt end Bode af 40 Kr. eller .^onfi'
station af Genstande af tilsvarende værdi.
Tog kan Landørettens formand nndtagelses-
vis paa Andragende — der maa fremsattes
inden fjorten Tage efter dommens Afsigelse
eller, hvis det er Tiltalte, som vil anke. og
han ikke har været til Stede ved Tom
mens Afsigelse, efter dens Forkyndelse
tilstede Anke (§ 96», naar han sinder,
at særlig Grund hertil foreligger, navnlig
hvor Sagen skønnes at have en almindelig
Interesse, eller dommen medfører videregaa
ende betydelige følger for Tiltalte. Under
tilsvarende Betingelser kan Landørettens
formand tilstede, at de i §§ 318- 31§ ommeldte afgørelser paaankes af Overankla^
geren og den i § 31§ omhandlede afgørelse af Tiltalte.

Naar saadant Andragende indgives,
lan Landørettens ^orinand bestemme, at
^nldbyrdelsen stal ndsættes eller standfes.-
dette sker i hvert Mld.'naar Anke til
ftedes.

Ved Paaanle af Underretedonilne blive
reglerne i ^ 318 3§§ i det hele at an^

vende med de Lempelser, som følge af For-
holdets Forskelligheder, samt med følgende
nærmere Bestemmelser:

1) Tiltaltes Ankemeddelelse (tz 323,
jfr. Z 325) kan, naar ban afgiver famme
personligt, fremsættes mnndtligt til Under-
rettens Retsbog, selv om det ikke sker straks
ved dommens Assigelse: dømmeren bor
være ham behjcelpelig herved.

2) Underrettens afgørelse af, hvorvidt
Tiltaltes Skyld er godtgjort, kan i sin Hel-
hed nndergives Landørettens prøvelfe. I
Politifager kan dette dog knn ske. naar
Landøretten finder Foje hertil, efter hvad
der er opgivet i Antemeddelelsen, der
med Hensyn hertil nden Ophold af Oder-
anklageren bliver at forelægge for Landøretten.

Udenfor Politisager betragtes en Anke.
der er rettet mod dommens afgørelse af
Sagens Realitet, iom omfattende ogfaa
Bedømmelfen af Beviferne for Tiltaltes
Skyld, naar ikke AnkeMeddelelsen lldtryktcligt
gaar nd paa det modsatte. Er der fra den
ene Side rejst Anke. som ikke omfatter bevis- bedømmelsen, kan Modparten, felv om den
ellers foreskrevne Ankefrist for hans Vedkom-
mende er ndloben. indenfor sire Tage efter
at han har modtaget meddelelse om Anken,
paaankc dommens afgørelse as Bevisspørgs-
maalet.

3) Skal Anken omsatte Bevisbedom-
melsen, kræves ingen nærmere Angivelse af
Ankegrnnd.

4) Hvor Landøretten i Henhold til § 337 har tilstedet Anke, maa fornøden
Ankemeddelelse og Begrundelse afgives inden
en Uge, efter at Tilladelsen er meddelt.

Saasnart Ankemeddelelse bar snndet Sted, har Modparten Adgang til for
Landøretten at fremsa-tte begæring jfr. § 230) om Ankesagens Afvisning af nogen
af de i § 328 nævnte Grnnde, eller fordi
Ante er ndelnttet efter § 337. Saadan
Afvisning kan ske — være sig efter Begce-
ring eller i Embeds medfør — ved kendelse
i et ikke offentligt Retsmode, efter at der

er givet den Antende Adgang til at ytre sig
mundtligt eller skriftligt.

Omfatter Anken ikke Bedømmelsen
af Beviserne for Tiltaltes Skyld, bar
overanklageren i lighed med, hvad der er
foreskrevet i § 327, snarest muligt til Landøretten at oversende Ankemeddelelsen og Sa-
gens øvrige Akter. Ved sagens videre
Forberedelse og Behandling dlive reglenie
i 5§ 329—331 og 333—336. at anvende
med de fornødnc lempelser. Sknlle nye
Oplysninger tilvejebringes (§ 330 ), pan-
Uviler det ilveranklaaeren at foretage de
hertil fornødnc skridt.

Under domsforhandlingen har den
Ankende først ordet. I øvrigt skulle )reg
lerne i Kap. XXII. finde Anvendelse paa
denne Behandling, forsaavidt faadant ikke er
udelukket ved Forholdets Forskellighed eller
særlig Bestemmelse.

den omstændighed, at Tiltalte i en
Sag, hvor ingen Forsvarer er bestikket (jfr.
540), hverken moder selv eller ved en Forsvarer
nnder domsforhandlingen, er ikke til Hinder
for, at denne fremmes: dog kan Retten,
forsaavidt Anken er rejst af Tiltalte, efter
overanklagerens Paastand ved kendelse af
vise Ankesagen, naar denne skønnes ikke med
Nytte at knnne forhandles, nden at nogen
»noder vaa Tiltaltes Vegne.

Omfatter Anken ogsaa Bedømmelsen
as Beviserne for Tiltaltes Skyld, finder en
fuldstændig ny domsforhandling Sted for
Landøretten. Sagens Forberedelse, Behand-
ling og Paakendelse foregaar efter Reglerne
i kapitlerne XXI., XXII. og XXIV.. forsaa-
vidt itte Forholdets Forskellighed udelukker
disses Auveudelse, og asvigeude Regler ikke
ere givne i de fotgende Paragrafer.

har tun Tiltalte anket, kan en stræn
gere Straf end ved Underretsdømmen bestemt ikke idømmes.

Anklageskrift udfærdiges lldcu Ophold
af Overanklageren; fornden de Angivelser,
der ere foreskrevne i § 21»">, skal det inde-
holde en Henvisning til Underrettens Dom.

Forkyndes Anklageskrift inden Udlovet
af den i 8 322 fastsatte Frist, er anden
AntcMeddelelse fra Overanklagerens Tide
nnødvendig.

Foruden de i § 219, første Punktum,
og 3 2W, andet Punktum, ommeldte Alt-
stykker bliver endvidere lidskrift af Under-
rettens Tom og af Domsforhandlingen for
Underretten at indlevere paa landørettens
Kontor og at meddele Forsvarerc'ii cllcr,
hvis der ingen ^orfvavcr cr, Tiltalte.

Hvor en frifindende Toiu ^r paaankct
af ^vcranklageren, kan Afvisning fra Lands-
rettcn ste overensstcinniende med >? ^28,
naar det findes, at ^vcranklageren mangler
Paataleret, eller at det paatalte forhold
itke er strafbart, eller at Ttraf er udelntket
ved ^orerldelse.

3e for Underretten afhørte Vidner
ug Sylts- eller Tkonsma-nd, hvis Forklo
ringer sknlle benyttes fom Bevic^ nnder Anke-
fagen, blive at afhøre paain) for Landøretten, medmindre. Sagen findes at knnne
tilstrækkeligt oplyfes ved Opla'-oning af de
Forklaringer, fom de Paagerldende bavc
afgivet for Underretten.

Udebliver Tiltalte uden oplyst lovligt
Forfald i et tilfælde, hvor Anken er
rejst af ham og omfatter Vevisbcdom-
melfen, kan Retten ved kendelse afvife
hans Anke, naar den finder, at Forhand-
lingen itke »ned Nytte kan fremmes i hans
Fraværelse, og navnlig at Oplosning as
hans tidligere Forklaring itke kan tra'de i
Stedet for ny afhøring (jvf. § 248).

Landørettens Tom i en fra en Un-
derret indankct Sag kan i Neglen ikke yder-

18

ligere paaankes. Dog kan højesteret si;
96) undtagelsesvis tillade, at Sagen ind-
bringes for samme, naar særlig Grund her-
til foreligger, navnlig naar Sagen skønnes
at have almindelig Interesse eller viderc-
gaaende betydelige følger for Bedkonuncudc.
Andragende herom maa sreinsættes inden
saadan ^-rist, som bestemt i § 837, ^ St.,
og finde i Henseende til Virkningen af saa-
dant Andragendes Indgivelse og Tilfolgc-
tagelse reglerne i sidste Stylte af ^ 837 og
i § 33^ Nr. 4 tilsvarende Anvendelse.

Reglerne i 5tap. XXVII blive med de
fornødne lempelser at anvende paa Anle,
fom iværksættes i Henhold til nærværende
Paragraf.

Overfor .^endelser og andre Beslut-
uinger af eu ^audøret eller en Underret
(denne sidste ogsaa soin llndersøgelsesret),
som ikke — eller dog ikke for Tiden —
kunne gøres til Genstand for Anke i Med-
for af Bestemmelserne i >>§ 317 og 337,
kan, forfaavidt det modfatte ikke særligt er
bestemt, enhver, overfor hvem Beslutningen
indeholder en afgørelse. rejse.Na'remaal til
hosere Net overensstemmende med de neden-
staaende regler. Overfor Donime kan kære
maal kun rejfen i de i §§ 401 og 405,
na'vnte Tilfælde.

Mod >tendelser og andre Beslutninger,
der afgives under Tomsforhaudling eller
under dennes Forberedelse, kan dog udenfor
de Tilfælde. bvor Adgang til ,ta're har
særlig Hjenunel i ^oven, .^crremaa! tuu
rejsen, naar og forfaavidt Beslutningen gaar
ud paa. at ^ageu udfcvttes eller afvifes
eller ha've^. eller augaar ^a-ngsling. Beslag,
Nanfagning eller lignende, eller paala'gger
^trai eller Omkostninger, eller er rettet mod
nogen, fom ikke er Part i Sagen.

I Sager, hvor Anke ordentligvis er
udelukket ifølge reglerne i § 345, kan
ogfaa ^lorremaal af en Part kun reffes med
Tilladelse af den overordnede Net, i hvilten
Henfeende Reglerne om Tilladelse til Anke
finde tilsvarende Anvendelfe.

.^a'remaalsfristen er i Almindelighed
fjorten Tage. regnede fra Afgivelfcn af den
Beslutning, hvorom Talen er, dog at Be-
ftemmelserne i >i ^4 finde tilfvarende Anvendelfe.

Imod .Nendelser og Beflntninger. l)vor^
ved det vaala'gge^ nogen, fom ikke er Part
i Tagen, og fom er til ^tede i Retten, at
afgive Vidnesbyrd eller (5'rtlæring eller For-
klaring fom Tmi5- eller ^fonsmand. eller
at fremkomme med Totnmenter eller lig-
nende, maa ^crre, naar >iendelfen eller Be-
flntningen er afgiven nnder Touisforhand-
ling, erklærec' paa stedet og ellers mden
rre ^)age.

Vvære, fom overensfleinmende ined
foregaaende flytte ertlares mod en Be-
flutnu'.g af en Underret, hvorved ^a-ugsling
er deflnttet fom Tvangsmiddel mod nogen,
der har vægret sig ved at afgive Vidnesbyrd
eller Tyn eller Tlon, eller ved at frem-
komme med Dokumenter, har opsættende
Virkning. I andre tilfælde medfører
^a,-re ikke i^pfættelse af Beflntningens
udførelfe, medmindre det modfatte bestemmes
enten af den Ret, fom har afgivet Beslut-
ningen, eller af den Net, for hvilken
tcrre rejses.

>ta,'vcmaal fremsættoo skriftliqt sov >X'n ad. hvic' beslutning paatlagc^, cller ^rnæres
niundtliqt tit dennc§ Nctbdoq. Ncjscs kæro-
inaal fra Paatalemyndigheden§ ^3idc. ladcr
denin' nden Ophold saunnc forkynde for Sic^
tcde o^. naar no^cn anden for det fovclig-
qi,'nde ^porg5maal§ Vcdfoumn'nde er at
dctragte son« Modpart, tillige for Lidstuavntc,
inedmindre PaatalenwndnM'den i rett^n i
den Paagerldendc§ ilv^rva'rclsc hnr crlla'ret at villc r^-jfc saadant >ta'reniaal. Rejfcc'

kæremaal af Sigtede eller af nogen, der ikke er
Part i selve Tagen, foranstalter Retten nnder
tilsvarende Forudsætning Paatalemyndigheden
saavelsoin den, der ellers maatte va're at
betragte som Modpart, underrettet om kære^
maalet.

Er Sigtede fængslet, og er der ille
Lejlighed for ham til at rejse >ta.'remaal
til Retsbogen overensstemmende nied fore-
gaaende Stylte, kan han fremsatte det til
den Underføgelfesrets Retsbog, i tM§ ^tred^
Fængslet ligger, eller til fængselsbestyrereno
Bog ^ 230): Udskrift af Tilforflen bliver
da uopholdelig at tilstille den Net, hvi^
Beslutning paaklages. Har Sigtede For-
svarer, er denne Pligtig at bistaa ham, saa
ledes som bestemt i 5§ 31§ andet Stylte.

Forsaavidt den Ret, hvi-> Beslutning
paakæres, ikkc i medfør af § 95, ^ 10>>
eller § 127 omgor Beslutningen saaledeo.
at ^iemedet med .^crremaalet dermed er op-
naaet, indsender den uden ^phuld kære
striftet til den overordnede Ret, ledsaget af de
fornødne Udskrifter og andre Dokumenter,
disse sidste i bekrerftede Afskrifter, forsaa-
vidt Originalerne ilte kunne nndvares, samt
efter 57mstændighederne af de Benla'rkninger,
hvortil der fra Rettens Side maatte finder
Anledning.

Saavel den, der har resfr ^crrenlaal.
fom Modparten, kan indgive skriftlige Ud-
talelser om Sagen til den overordnede Ret:
herved gerlder det samme, som i foregaaende
Paragrafs to sidste Punktummer er bestemt
om selve Hcrremaalet.

Ten overordnede Ret er ikke bunden
ved den Bedømmelse af de faktiske Om-
ftceudigheder, hvorpaa den paatlagede Be
slutning er grundet. Fiuder den nye Op-
lysninger fornødne, giver den, forfaavidt
den ikke selv vil foranstalte samme indhentede,
de i saa Henseende fornødne Paala'g: Be

stenunelserne i § 830, jfr. § 340, treøje
Pnnktnm, finde herved tilsvarende Anven-
delse: angaar kæremaalet en Beslutning
af en Undersøgelsesret, kan Landøretten
umiddelbart til denne rette de fornødne
Paalæg om nye Oplysningers Tilveje-
bringelse.

Naar særlige Grnnde finder at tale
derfor, kan den overordnede Ret undtagel-
sesvis paa begæring eller i Embeds medfør
anordne uiundtlig forhandling! forsvarer
bliver i saa fald altid at beskikke, med-
mindre digtede selv yar antaget en for-
svarer, eller den forsvarer, som allerede er
bestikket for l)am, er befojet til at mode for
den overordnede Net og erklærer sig villig
bertil.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse
og meddeles uden Ophold alle Vedkommende.

Mod Landørettens afgørelse i et
^»,-rremaal kan yderligere >ta?re til højeste-
ret ikke finde Sted, inedmindre .Nojestcret
undtagelsesvis meddeler Tilladelse hertil
l§ 96). Andragende om saadan Tilladelse
niaa indgives til højesteret inden en Uge,
efter at Landørettens Kendelse er meddelt.
Paa saadant yderligere kæremaal finde Neg
lerne i de foregaaende Paragrafer Anven-
delse med de fornødne Lempelser.

>la.'remaal kunne i højesteret forhaildles
og afgøre^ i det i § 328 ommeldte Udvalg.

Beslutninger vedrorende Forberedelsen
af et kæremaals forhandling tulinc i
lignende Omfang so»n bestemt for Ankesagers
Vedkommende trerffee henholdsvis af Landørettens eller af højesterets ^nnitiarius.

Naar en forfølgning, soni ved linder'
søgelsesret har været indledet inod en bestemt
Sigtet, standses, G 211) eller naar, efter at
Tiltale er rejst, Forsolgningen frafalden,
uden at Dom bliver assagt, kan, ndenfor det
i ^212 omhandlede Tilfælde, ny forfølgning ved Undersøgelsesret eller ny Til-
tale knn rejses, naar nye Beviser as Vagt
senere komme for Dagen, eller de i neden-
staaende § 354 angivne Betingelser ere til
Stede. Derimod er den omstændighed,
at Ilndersøgelsesretten i Henhold til § -^3
har na-gtet at tage en Begæring om
Fornndersogelse til følge eller i Henhold
til § 211 har standset en begyndt For-
nndersøgelse, ikke til Hinder wr. at Tiltale
rejses ved den dommende Net.

Genoptagelse as en Sag, som — vare
sig i sorste Instans eller isolge Anke — er
paadomt ved Landøret, og bvornnder Til-
talte er frisunden, kan finde Sted efter
Overantlagerens begæring,

1. naar det ifølge en Tiluaaelse,
Tiltalte senere har afgivet, eller andre Be-
viser, der senere ere komne for Dagen, maa
antages, at han har begaaet Forbrydelsen:

2. naar falske Forklaringer eller Er-
fla'ringer ere afgivne nnder Sagen as Vidner
eller Syns- eller Stonsmænd, eller falske
eller forfalskede Dokumenter ere benyttede
nnder samme, eller noget strafbart Forhold,
sigtende til at paavirte eller bestemme Sagenc-
Udfald, er udvist enten af Tiltalte eller af
nogen, der i medfør af sit Embede eller
offentligt Hverv har medvirket ved Sageno
Behandling, og der efter Omstændighederne
er god Grund til at antage, at saadant har
bevirket eller medvirket til, at Tiltalte har
undgaaet Domscrldelse.

Under tilsvarende Betingelser kan Gcn-
optagelse finde Sted, hvor Tiltalte paa-
staas at have gjort sig skyldig i en væsentlig

større Forbrydelse end den. hvorfor han
er domfældt.

Paa Begæring af en Domfældt kan
Genoptagelse af en ved en Landøret paadomt
Tag finde Tted,

1. naar nye Oplysninger tilvejebringes,
og det ftonnes antageligt, at disfe. om de
havde foreligget under Tagen, knnde have
bevirket Frifindelse eller Anvendelse as en
væsentlig mildere Strafbestemmelse:

2. naar noget saadant Forhold op-
lyser, som ommeldt i ^ 354 Nr. 2, og det
ftonnes antageligt, at faadant kan bave be-
virket eller medvirket til Domfældelfen.

Bestemmelserne i i 318, 2. og 3.
Punktum, finde her tilsvarende Anvendelse.

Komme Omstændigheder, som antages
at give Tiltalte eller Andre vaa hans
Vegne Foje til at andrage paa Tagens
Genoptagelse, til Rettens eller Overankla-
gerens Knndskab, bor de derom underrette
Vedkommende.

Genoptagelse kan ikke finde Tted. faa-
la'nge Anke i medfør af Lovens almindelige
Regler naar aaben, eller faalamge en rejst
Ankefag benpaar uafgjort.

At Ttraffeu er udpaaet, er ikke til
finder for (^enoptagelfe.

Vegcvring oin Genoptagelse frenisa'ttes
for den Landøret, der har paadomt Tagen,
være fig l forfte Instans eller isolge Anke:
dette gerlder, selv om Tagen irolge Anke
bar va'ret paalendt i højesteret.

Vegæriilgeil indgives skriftligt og maa
angive de ilmstændigheder, bvorpaa den
ftottes, og de Pevifer, fom formenes at
skulle give Tagen et andet Udfald. Er
Tiltalte fa-ngslet, kan dans Vegæring frem-
sattes overensstemmende med >> 230 til
Undersøgelsesretteus Retsbog eller Fa-ng-
felsbeftyrerens Bog. Er Begæringen nottet
paa nogen faadan Grilnd, som na'vnt i ^
354 Nr. 2, jsr. >i 35§ Nr. 2. maa den saa-

vidt muligt være ledsaget af Udskrift af
en over den Pangældende afsagt Straffe-
dom. Udskrift af den tidligere Tour bor
medfølge.

Findes i begæringen ingen Grnnd ov-
given, som efter Loven kan bevirke Genop-
tagelse, eller findes de paaberaabte Omstæn-
digheder eller Bevisligheder aabenbart be-
tydningslose, kan Retten straks ved Kendelse
afvise begæringen.

Finder Retten ikke Anledning til saadan
Afvisning, giver den, forsaavidt der ikke allerede med Begæringen er forelagt den en
Ertlæring fra Modparten, som efter Om
sta'ndighederne skønnes fyldestgorende, denne
Lejlighed til at ndtale sig skriftligt eller
mundtligt.

Finder Retten, ar nderligere Oplys-
ninger bor tilvefebringec', inden afgørelse tra'ffe^ om, bvorvidt Genoptagelse bor finde
>3tcd, giver den, forsaavidt den ikke selv
vil foranstalts dic'sc tiloeicdragtc, de i saa
Hcuscende fornødnc Paala-g. Zwilc Vidner
cller Tiltalte afhørc'o, og vil Retten ikke
selv modtage disses forklaringer, sker Af-
dorelsen ved vedkommende Undersøgelsesret
overensstemmende >ned Reglerne om retslig
,^ornndersøgelse i Kaft. XX: Retten kan
bestemine, at retslig fornndersøgelse skal
finde Sted.

Hvor Vcgæringen om Genoptagelse er
swttet pan, at et saadant strafbart Forhold
er begaaet, som nawnt i ^ 54 Nr. ^, jfr.
^ 355> Nr. ^, men en straffesag, som der-
om er rejst, endnn ikke er afsluttet, bliver,
om fornødent, afgørelsen at ndsa'tte, indtil
saadan Ttraffesag er endt.

Beslutninger vedrorende Forberedelsen
as Forhandlingen as en Begæring om (Gen-
optagelse kunne i lignende Omfang som
bestemt for Ankesagers Vedkoininende tra'sse^
as landørettens Formand.

Retten asgor ved kendelse, om Bo
geringen stal tage^ til følge eller sorkastes;

tages den til F«)lge, gaar Kendelsen ud paa,
at ny Domsforhandling stal finde Sted.
Dog kan Retten efter Omstændighederne,
naar den finder en Begæring om Genop-
tagelse til Fordel for Domfældte begrundet,
og Overanklageren indvilliger deri, straks
uden ny Domsforhandling afsige Fri-
sindelsesdom eller Dom, hvorved en mildere
Straffebestemmelse bringes i Anvendelse.
Er Domfældte dod, stal Retten altid uden
ny Domsforhandling enten forkaste Begæ-
ringen om Genoptagelse eller afsige Tom,
hvorved den crldre Dom ophæves.

Den ny Domsforhandling foregaar
ved den Landøret, som tidligere har dømt i Sagen. Ten forberedes og fremmes
overensstemmende med de almindelige om
Domsforhandling for Landøret givne Reg-
ler: om nævmnger skulle medvirke, be-
stemmes efter Reglerne i § 6. Ingen næv-
ning, som har gjort Tjeneste under den
tidligere Sag, maa medvirke ved den ny
Domsforhandling.

Hvor Genoptagelse er tilstaaet alene
efter Begæriug af Domfældte eller nogen af
de i § 318, 2. og 3. Punktum, nævnte Per-
soner, maa den ny Dom ikke i noget Punkt
afvige fra den tidligere Tom til Skade for
ham. I andre Tilfælde maa saadan Af-
vigelse itte ske sor de Punkters Vedkommende,
som ikke berores af Genoptagelsesgrunden.

Mod en Kendelse af en Landøret, hvor-
ved Genoptagelse er tilstaaet eller nægtet
af en Sag, der kun ifølge Anke har været paadomt ved Landøretten, kan kæremaal ikke
rejses, medmindre højesteret undtagelsesvis
meddeler Tilladelse hertil (§ 96).

begæring om Genoptagelse medfører
ikke Udsoettelse eller Standsning af dommens
Fuldbyrdelse, medmindre Retten bestemmer

19

det modsatte: det samme gældcr um Beslut-
ning om Genoptagelse, der træffes i Hen-
hold til ^ 354. Er Genoptagelse besluttet
i Henhold til § 355, bliver Fuldbyrdelseu
altid at udsætte eller standse, hvis Dom-
fældte begærer det.

Er en ndcblevcn Tiltalt, som ikke over-
ensstemmende med ^ 234 Nr. 3 har sam-
tykket i, at Sagen er blevet fremmet i
hans Fraværelse, bleven domfa-lot, og staar
Anke overensstemmende med Reglerne i
Kap. XXVIII ham ikke aabcn, kan han
begære Sagen genoptagen til ny Forhand-
ling, naar han godtgor, at han har haft
lovligt Forfald og ved ham utilregnelige
Omstændigheder har været forhindret fra
l Tide at anmelde dette, eller at Stavnin-
gen ikke betimeligt er kommen til hans Kund-
skab. begæringen maa fremsattes inden
saadan Frist, som bestemt i i; 3^3, jfr. ^
324. Reglerne i §§ 357—360 og 363 finde
herved tilsvarende Anvendelse.

Udebliver Domfældte under den ny
Domsforhandling, hæver Retten ved Kendelse
Sagen og den afsagte Tom bliver staaende
ved Magt.

Under tilsvarende Betingelser, som l
denne Paragrafs forfte Stykke angivet, kan
Tiltalte begære Genoptagelse af en af ham
rejst Ankesag, som er afvist paa Grund af hans Udeblivelse.

Syvende Afsnit.

Paatale af fa?rlige Myndigheder eller

af Private forfølgning af borger

lige Krav under straffesager.

farlig offentlig Myndighed cller af en privat

Sagfoger.

Formden en særlig offentlig Myndighed
rejser Paatale i Henhold til § 84, skal
den ved Henvendelse til Politimesteren for-
visse sig om, at denne ikke agter at forfølge
Sagen. Naar Paatale herefter rejses af
en særlig Myndighed, blive Bestemmelserne
i Kapitlerne XXVI (med Undtagelse af
8 309) og XXVII til XXIX at anvende
saaledes, at bemeldte Myndighed under Sagen
troeder i Politimesterens Sted.

Anke sra Paatalens Side besluttes og
ivoerksættes af overanklageren, dog kun efter
begæring af den soerlige Myndighed.

Har Politimesteren indledet, men senere
frafaldet forfølgning, og er Sagen som
følge heraf bleven hævet, kan den særlige Myndighed rejse ny forfølgning: dog maa
Anklageskrift i saa Fald indgives inden fjor-
ten Dage, efter at Sagen er hævet. Har
Politimesteren frafaldet Forfølgning under
selve Domsforhandlingen, kan den soerlige
Myndighed optage forfølgningen. naar den
uaa Stedet afgiver Erklæring herom: den
indtrædcr i saa Fald i Politimesterens Sted
i den Stilling, hvori Sagen befinder sig.

Naar nogen i Henhold til § 36 paa-
taler en Sag, som vedkommende Pnatale-
myndighed har nægtet at forftlge, sinde,
med de af Forholdets Forskellighed følgende
Lempelser og med de nærmcre Bestemmelser,
som foreskriv es i de efterfølgende Para-
grafer, Reglerne i Kapitlerne XX. til XXIX.
Anvendelse saaledes, at den private Sagso-
ger træder i vedkommende Paatalemyn-
digheds Sted.

Den, som vil rejse Paatale i Hen-
hold til F 36, maa indgive Begæring til
vedkommende Ret overensstemmende med nerste
Paragraf inden fjorten Dage, efter at han
er bleven bekendt med, at Paatalemyndig-
heden har nægtet at forfølgc, og senest inden
tre Maanedcr efter nergtelsen.

Den private Sagsogers Forsolgning ind-
ledes ved, at han til Undersøgelsesretten ind-
giver Vegæring om Foretagelse af Forunder-
søgelse eller — hvor Fornndersøgelse ikke be-
gæres — til Underretten indgiver Vcgærinq
om, at Tiltale maa blive rejst mod Sigtede
ved Udfærdigelse af Anklageskrift. Ved Landøret kan Sagsogeren ikke rejse Tiltale uden
forudgaaende retslig Forundersøgelse, indledet
efter hans Begæring.

Foretagelse af enkeltstaaende Retshand-
linger, inden Sag er indledet som foranfort,
kan Sagsøgeren begære hos vedkommende
Undersøgelsesret, naar Omstændighederne ikke
tillade Opsættelse.

Hvor Eagsogeren, uden først at be-
gære retslig Forundersøgelse, til Underretten
indgiver Begæring om Udfærdigelse af An-
klageskrift, maa Udkast til dette vedlægges.
Vcvisfortegnelse bor medfølge overensstem-
mende med Reglerne i Kap. XXI.

Samtidigt med at Sagsogeren ind-
bringer Sagen for Retten, stal han fore-
ligge denne Oplysning om, at Paatale^
myndigheden har nergtet at rejse For-
folgning, og at Genpart af begæringen er
meddelt famme. I Mangel heraf bliver
Sagen ved kendelse at afvise.

Naar Begæring fremfcettes om For-
undersøgelse eller om enkeltstaaende Rets-
handlinger, afgør undersøgelsesretten, om der
er Grund til at tage begæringen tilfølge.

Naar Retten slutter en Forundersøgelse,
som er indledet efter Sagsøgerens Begæring,
afgør den ved Kendelse, hvorvidt Tiltale
ved den dommende Ret skal tilstedes. Til-
ladelse hertil bliver at nægte, naar de frem-
komne Oplysninger ikke findes at afgive
rimeligt Grundlag for Tiltale. Tilstedes
Tiltale, stal Kendelsen indeholde de Angivel-
ser, sum ifølge § 216 skulle findes i et
Anklageskrift. En Udskrift af Kendelsen
kan benyttes som Anklageskrift.

Fremsættes Begæring om Udfærdigelse
af Anklageskrift (§ 368, 3. Stykke), har Ret-
ten paa Grundlag af de den med Begce-
ringen forelagte Oplysninger famt, efter
Omstændighederne, cfter at have modtaget
Forklaring af Sagsogeren og Sigtede og
muligt andre Personer i et dertil beram-
met ikke offentligt Retsmode, hvortil Til-
sigelse kan gives med Aftens Varsel, ved
Kendelse at afgøre, om Tiltale skal tilstedes:
Reglen i foregaaende Stykkes andet Punk-
tum bliver herved at iagttage. Tilstedes
Tiltale, bestemmes i Kendelsen, hvorledes
Anklageskriftet bliver at affatte. Finder Ret-
ten, at retslig Forundersøgelse bor finde
Sted, lader den Kendelsen gaa ud herpaa:
Reglerne i foregaaende Stykke blive i saa
Fald at anvende.

Saavel Indlevelse af Forundersøgelse
og Tilstedelse af Tiltale som den videre
Fremme af Sagen og Foretagelse af enkelt-
staaende Retshandlinger kan betinges af, at
Sagsogeren stiller Sikkerhed i rede Penge
efter Rettens nccrmere Vestemmelse for de
Omkostninger, fom det efter reglerne i
^ 399 kan blive ham paalagt at tilsvare det
Offentlige og Sigtede.

Skal Tiltale rejses ved Landøret, maa
Sagsogeren til Sagens udførelse for Landøretten antage en til Mode sammesteds berettiget

Sagforer, af hvem alt det bliver at foretage,
som ellers under Domsforhandlingen og den-
nes Forberedelse paahviler 3?veranklageren, og
til hvem ligeledes alle Meddelelser fra Til-
taltes Side blive at rette. Sagsogeren kan
kun gennem sin Sagforer optræde fom Part
i Sagen.

Er Tiltale rejst ved Underret, kunne
alle Sagen vedrorende Meddelelser fra Til-
talte til Modparten gyldigt afgives paa
Rettens Kontor.

Den private Sagfoger kan, uanset
denne sin Stilling, afhøres fom Vidne i
Sagen. Hans Afhsrelse foretages ogsaa
under Domsforhandlingen af Rettens For-
mand, der dog efter omstændighederne
kan overlade til Sagsogerens Sagforer at
stille spørgsmaal til ham. Modashoring
fra Forsvarets Side sker efter de almindelige
Regler.

Frafalder Sagfogeren forfølgningen,
bliver Sagen ved kendelse at hcrvc og kan
ikke atter genoptages af ham. Det samme
gælder, naar Sagsogeren eller hans Retter-
gangsfulomcrgtig uden oplyst lovlig Forhin-
dring undlader at mode, hvor saadant Mode
findes nodvcndigt, for at Sagen kan frem-
mes, og Retten ikke efter 3)mstændighedernc
finder at burde udsætte Sagen.

Anke til Landøret, som omfatter
Vevisbcdømmelsen Htz 341 ff.), kau den
private Sagsoger kun iværksætte efter Til-
ladelse af Landøretten: Andragende derom
fremsættes og afgøres overensstemmende med
Reglerne i § 337.

Til udførelfcn af en Ankesag henholds-
vis for Landøretten og for højesteret maa
Sagsogeren antage en til Mode ved paa-
gerldende Net berettiget Sagforer.

Anke fra Tiltaltes Side iværksættes
efter de for offentlige Straffesager i Ka-
pitlerne XXVII og XXVIII givne Regler,
i^veranklagereu lader Meddelelse om Anke-

sagen' forkynde for den private SagfSger;
denne har Adgang til at slutte sig til
forfølgningen overensstemmende med Be-
stemmelserne i nceste Paragraf.

Vedkommende Paatalemyndighed har
Ret til paa ethvertsomhclst Trin at op-
træde nnder en Sag, som er anlagt i
Henhold til ^ 36, og kan naarsomhelst
selv overtage forfølgningen. Er der gaaet
Dom i Sagen, kan Paatalemyndigheden
rejse Anke saavel til Skade som til Fordel
for Tiltalte, og kan ligeledes begære Gen-
optagelse, alt overensstemmende med de Reg"
ler, som gcclde i offentlige Sager.

I Tilfælde, hvor Paatalemyndigheden
faaledec-. overtager forfølgningen, beholder
dog Sagsogeren, naar han straks afgiver Er-
klæring om at ville slntte sig til Paatale-
myndighedens Forwlgning, sin Ret til at
optræde som Part i Sagen. Tog kan han
ikke ndove Udstydelsesret ved Udtagelsen af
Nawninger: ej heller kan han i noget Til
fælde gøre Krav paa Udfættelse af Sagen,
og det paahviler ikke Tiltalte eller Forsva-
reren at afgive de forestrevne Meddelelser
ogfaa til ham. Retten kan derhos udelukke
ham fra Deltagelse, naar den finder dette
nødvendigt.

Har vedkommende Paatalemyndighed
frafaldet en begyndt forfølgning, kan den,
hvem Paataleret tilkommer efter § 36,
overensstemmende- med Reglerne i de fore-
gaaende Paragrafer optage Sagens forfølgning paa det Trin, hvori denne befin-
der sig, naar han, skriftligt eller til Rets-
protokollen, afgiver Erklæring herom til
vedkommende Ret inden en Uge efter Fra-
saldelsen eller, hvis denne er sket under
Domsforhandling, paa Stedet.

Har Paatalemyndigheden nergtet eller
undladt at rejse Anke overfor en frifin-
dende Dom i en offentlig Sag, kan den
hvem Paataleret tilkommer efter § 36,
gøre dette, dog at saadant sker inden sire
Dage henholdsvis efter nægtelsen eller efter

at Ankefristen er udlsben, og at Bestem-
melserne i § 373, fvrste og andet Stykke,
ogsaa her finde Anvendelse. Ligeledes er
han, naar han forgceves har opfordret
Overanklageren til at begære Genopta-
gelse i Henhold til § 354 af en af
Paatalemyndigheden anlagt Sag, hvorunder
Tiltalte er frifnnden, berettiget til selv in-
denfor en Frist af fire Dage efter Nægtelsen
at fremsatte Vegæring om Genoptagelse.

Naar en privat Sagsoger indtræder i
en Forfvlgning i Henhold til nærværende
Paragraf, blive Reglerne i de foregaaende Paragrafer at anvende med de fornødne
Lcmpelser. Hans Indtrædelse i forfølg^
ningen saavelfoui Sagens videre Fremme
lan betingcs af Sitkerhedsstillelse overens-
stemmende med § 369, sidnc Stykke.

Naar nogen ved en Underrets Dom i en
Sag, hvorunder en privat Sagsoger i den
borgerlige Retsplejes Former har paatalt
en Forbrydelse, som er undergiven privat
Paatale, er dømt til Fængselsstraf, kan han
rejse Anke overensstemmende med de Reg-
ler, som gælde i offentlige Sager. Over-
antlageren har da overensstemmende med
Reglerne i Kapitel XXVIIl, jfr. Kapitel
XXVII, at indbringe Sagen for Landøretten,
hvor Ankcfagen forberedes og behandles
efter de for offentlige Sager goeldende Regler.
Overanklageren lader Meddelelse om Anke^
sagen forkynde for den private Sagsoger,
der har Adgang til at slutte sig til For-
folgningen for Landøretten overensstemmende
med Bestemmelserne i § 374.

Foranstaaende Regler finde tilsvarende
Anvendelse, hvor en Landørets Dom i en
privat Straffesag lan paaankes til højestcret i medfør af Reglerne i Lov om den borger-
lige Retspleje § 283 eller nærværende Lovs
§ 345.

Omfatter en Anke til Landøretten Be-
visbedømmelsen, sinde Bestemmelserne i § 371
tilsvarende Anvendelse.

I Politisager famt i Sager, der paa-
dømmes ved Underføgelsesretten H 302), kan
Erstatning hos Tiltalte tilkendes den For-
urettede for den ved Forbrydelsen forvoldte
Skade, naar han herom har fremsat Be-
gæring for Retten, hvortil der, forsaavidt
Sagens Beskaffenhed dertil giver Anledning,
bor gives ham Lejlighed.

Under andre offentlige Straffefager har
vedkommende Paatalemyndighed, naar dette
kan ske uden væscntlig Ulempe, efter Begæring
af den Forurettede at forfølge de for denne
ved Forbrydelsen begrundede borgerlige
Krav paa Tiltalte. Som følge heraf
bor der, forsaavidt Sagens Beskaffenhed
dertil giver Anledning, under Forunder-
fogelfen gives den Forurettede Lejlighed til
at erklære, om han begærer sig tilkendt
Erstatning under Sagen. Er dette ikke
sket, eller rejses Tiltale uden forudgaaende Forundersøgelse, bor Paatalemyndigheden
saa betimeligt give ham Lejlighed til at
erklære sig, at fornøden Paastand kan
blive optagen enten i Anklageskriftet eller i
alt Fald i Stavningen.

Forsaavidt særlige Bevifer maatte blive
at fyre under Domsforhandlingen til Stotte for et borgerligt Krav, bor Paatalemyn-
digheden angive disse i sin Bevisfortegnelse
eller i et Tillæg til denne (jfr. §§ 219 og
221).

Retten kan paa ethvert Trin nægte et
borgerligt Kravs forfølgning under Straffe-
sagen, naar den finder, at dets Behandling
under denne ikke kan ske uden væsentlig
Ulempe.

Den Forurettede kan paa ethvert Trin
indtil Sagens Optagelse til Tom tage sin
begæring efter § 377 tilbage med For-
behold af Adgang til at paatale Kravet
i den borgerlige Retsplejes Former.

20

Finder Retten, at de Oplysninger, der
foreligge til Stotte for en Paastand, som
er fremsat i Henhold til de foregaaende Paragrafer, ere ufuldstændige, eller at den
Domfældelse eller Frifindelse, som sinder
Sted for Straffespørgsmaalets Vedkom-
mende, ikke vil medføre en Afgørelse i
samme Retning af den heromhandlede Paa-
stand, bliver denne ikke at tage under Paa-
kendelse.

I ethvert Tilfælde, hvor Retten ikke
har paakendt et under Sagen paatalt bor-
gerligt Krav, staar det den Forurettede frit
for at paatale dette i den borgerlige Rets-
plejes Former.

størrelsen af den Erstatning, som til-
kendes den Forurettede, fastsættes af Retten.
I nævningesager kan dog Retten, naar hertil
er særlig Grund, forelægge nævningerne
Eporgsmaal, saavel om Skade er bevirket
ved Forbrydelsen, som om Erstatningens
størrelse. Ved Stemmcgivningen om Er-
statningens størrelse bliver den Sum gerl-
dende, som har over Halvdelen af Stem-
merne for sig, naar dertil medregnes de
Stemmer, som ere afgivne for et højere belob.

I Sager, som sorfølges af den For-
urettede, gøres borgerlige Krav gældende paa famme Maade som Paastanden om
Straf.

Paaankes dommen for Strastcpaastan-
dens Vedkommende, bliver ogsaa dens Af-
gørelse vcdrorende de under Straffefagen
paatalte borgerlige Krav at prøve af den
overordnede Ret, forsaavidt den afgørelse,
der troeft'cs for Straffepaastandens Ved-
kommende, man bestemme afgørelfen med
Hensyn til bemeldte Krav. Ellers omfatter
den overordnede Rets prøvelse ikke de bor
gerlige Krav, medmindre disse udtrykkeligt
ere inddragne under Anken, jfr. dog nerst-
sidste Stykke.

i^gsaa i Henseende til Anke har Paa-
talemyndigheden at varetage den Foruret-
tedes Tarv, naar fornøden Begæring fra
denne foreligger. Reglerne i § 378, 1ste
Stykke, og § 379 finde ogsaa her tilsva-
rende Anvendelse.

Omfatter Paaanken af en Underrets-
dom ogsaa bevisbedømmelsen, blive de for
Underretten rejste borgerlige Krav at under-
give Landørettens prøvelse, naar ikke baade
Tiltalte og den Forurettede udtrykkeligt have
frafaldet dette: saadanne Krav kunne derhos i
dette Tilfælde fra nyt af inddrages under Sa-
gen i samme Udstrækning, som om Sagen var
indbragt for Landøretten fom første Instans.

kære sinder ikke Sted overfor Ret-
tens Beslutninger vedrorende borgerlige
Krav.

Overfor Rettens afgørelse angaaende et
ved dommen paakendt borgerligt Krav staar
særskilt Anke i den borgerlige Retsplejes
Former saavel Tiltalte som den Forurettede
aaben, naar afgørelsen vilde kunne paaankes
efter Reglerne i Lov om den borgerlige
Retspleje. Saadan Anke kan ikke grundes
paa, at afgørelfen er urigtig som følge
af en fejlagtig Bedømmelse as Beviset.

Politimesteren drager Omsorg for Straffe-
dømmes Fuldbyrdelse. Han staar herved
under Overanklagerens Overtilsyn, forsaa-
vidt Sagen hører under dennes Virkekreds.

Boder, som ere tillagte den Forurettede,
og Erstatning, der under Straffesagen er
tilkendt ham, inddrives efter de i Lov om
den borgerlige Retspleje foreskrevne Regler.
Med Hensyn til Afsoning af den Tel af
nysnævnte Boder, som ikke betales eller ind-
kommer ved Eksekution, har den Forurettede
at henvende sig til vedkommende Politi-
mester.

I dømme, hvorved Nogen tilholdes at
opfylde en Forpligtelse mod det Offentlige,
kan som Tvangsmiddel fastsattes en fort-
lobende Vode, der tilfælder Statskassen og
afsones efter Reglerne i § 3 i Lov af 16.
Febrnar 1866 om Afsoningen af Boder uden
for kriminelle Sager.

Opstaar der med Hensyn til dommens
Fortolkning, Beregningen af Frihedsstraffe,
som ere idømte eller træde i Stedet for
idømt Straf, eller i andre Henseender Tvin
mellem Politimesteren eller den denne over-
ordnede Myndighed og den, overfor hvem