I straffesager ses det undertiden, at den tiltalte, da han begik den
kriminalitet, som den aktuelle sag drejer sig om, ikke havde nogen
indkomst, og at den pågældende til trods herfor ikke fik økonomisk
hjælp fra det offentlige - heller ikke kontanthjælp.
Oplysninger om tiltaltes pengemangel bruges af anklagemyndigheden
undertiden som bevis for, at den tiltalte har begået
berigelseskriminalitet, som benægtes af tiltalte. I sådanne sager
forekommer det, at tiltalte på anklagerens forespørgsel om, hvad
tiltalte lever af, blot trækker på skuldrene eller svarer
"ingenting" eller "gæt selv!".I Krims Retshjælp møder vi
løsladte, der ikke modtager offentlige ydelser af nogen art på trods
af, at de er uden beskæftigelse eller indtægt. Nogle fortæller, at
det er gået skævt i forbindelse med forskellige aktiveringsordninger
eller visitationsordninger. De kan for eksempel være udeblevet fra
aktivering. Derpå bliver de udelukket fra kontanthjælp. Spørger vi,
hvad de lever af, kan svaret være, at de får hjælp fra venner og
bekendte. Andre meddeler, at det ikke kommer retshjælpen ved, hvad
de lever af. Nogle oplyser, at de ernærer sig ved lovovertrædelser.
En løsladt yngre mand henvendte sig i 2003 til Krims Retshjælp. Han
havde kvittet sit narkomisbrug og havde under afsoningen forsøgt at
komme på idrætshøjskole med henblik på at opnå en uddannelse som
idrætsleder. I fængslet ville man ikke hjælpe ham med denne
uddannelse og efter løsladelsen fastholdt de sociale myndigheder, at
de heller ikke ville. De oplyste ham videre, at han kun kunne
modtage kontanthjælp, såfremt han accepterede et aktiveringstilbud.
Nogle dage senere henvendte han sig på ny og oplyste, at han hellere
ville sidde i fængsel end deltage i det skovarbejde, som han var
blevet pålagt som et led i aktiveringen. I fængslet skulle han
ganske vist også fælde træer, men der blev han af personalet vækket
om morgenen, således at han kunne komme på arbejde til tiden. Når
han var på fri fod og under aktivering, skulle han lave "præcis det
samme arbejde" men kom ofte for sent til arbejdet, fordi der ikke
var nogen til at vække ham. Han mistede derfor helt eller delvist
sin kontanthjælp. Han fravalgte kontanthjælpen og nogle måneder
senere blev han på ny anholdt. Nogle år siden blev han af Holbæk
Politi fundet død i en dybfryser. Politiet antog, at han var blevet
likvideret i forbindelse med et opgør om narko.
I sagen UfR.2004.1657.V, der er gengivet nedenfor, frifandt Vestre
Landsret en mand for røveri. Han var gået ind i en bank med en
legetøjspistol anskaffet til formålet. Her havde han truet
personalet med denne, medens han udtalte ordene: "røveri, gå ned i
baglokalet". Da personalet havde forladt banklokalet og efterladt
penge på bordene i lokalet, satte manden sig ned og afventede
politiets ankomst. Manden var også tiltalt for ulovlig tvang,
hvilket han blev fundet skyldig i.
Dommens resultat er ikke underligt, idet tiltalte ikke havde forsæt
til at røve penge. Han forklarede i retten, at årsagen til
"røveriet" var, at han ikke orkede at bo på gaden efter
prøveløsladelsen den 11. august 2003. Derfor gik han ind i banken
for at blive anholdt. Efter prøveløsladelsen flyttede han til - - -,
fordi det var et billigt sted at bo. Han har fået det indtryk, at
hans mulighed for at få førtidspension ville blive forbedret, hvis
han begik alvorlig kriminalitet. Han var uden indkomst før røveriet,
fordi han ikke ville deltage i kommunens visitationsordning.
Nedenfor gengives dommen i sin helhed: |
|
U.2004.1657V
TfK 2004, s. 375/2V
V.L.D. 29. marts 2004 i anke 2. afd. S-0531-04
(Bjerg Hansen, Peter Buhl, Naja Munk-Petersen (kst.)).
Anklagemyndigheden mod T (adv. Bent Holmberg, Aalborg, e.o.).
Aalborg Rets 9. afdelings dom 12. februar 2004.
I denne sag, der er behandlet under medvirken af
domsmænd, tiltales T ifølge anklageskrift af 3. februar 2004 til
straf for overtrædelse af
principalt
straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. § 21 - forsøg på røveri -
ved den 5. januar 2004 ca. kl. 15.55 at have indfundet sig i Danske
Bank, - - - i Aalborg, og med en legetøjspistol pegende frem for sig
og med ordene »røveri, gå ned i baglokalet« at have forsøgt at
fratvinge personalet penge, hvilket imidlertid mislykkedes, da
politiet kom til stede,
subsidiært
straffelovens § 260, nr. 1 - ulovlig tvang - samt straffelovens §
266 - trusler - ved den 5. januar 2004 ca. kl. 15.55 at have
indfundet sig i Danske Bank, - - - i Aalborg, og med en
legetøjspistol pegende frem for sig og med ordene »røveri, gå ned i
baglokalet« at have tvunget personalet til at forlade banklokalet og
gå ned i baglokalet, alt, hvorved han fremkaldte alvorlig frygt for
disses liv, helbred eller velfærd.
Tiltalte er tidligere straffet af betydning for denne sag
ved dom af 14. maj 2002 for røveri med fængsel i 2 år. Tiltalte blev
prøveløsladt den 11. august 2003. Prøvetid 2 år. Reststraf 244 dage.
Tiltalte har nægtet sig skyldig i den principale påstand og erkendt
sig skyldig i den subsidiære påstand.
Tiltalte og vidnerne - - - har forklaret som gengivet i retsbogen.
1)
Domsmandsrettens bemærkninger:
Det må efter tiltaltes forklaring lægges til grund, at han den 5.
januar 2004 havde planlagt at begå røveri, idet han flere timer før
gerningstidspunktet indkøbte en naturtro legetøjspistol, idet han i
god tid udsøgte sig gerningsstedet og undersøgte forholdene i selve
banklokalet, og idet han ventede til lukketid, hvor han måtte
forvente, at der ikke var nogen kunder i banken. Efter tiltaltes og
vidnernes forklaringer og de foreviste videofilm fra bankens
overvågningskameraer lægges det videre til grund, at tiltalte, da
han kom ind i banken, råbte: »Det er et røveri«, og pegede truende
med legetøjspistolen på de ansatte.
To dommere udtaler:
På grundlag af det, der fremgår af videofilmen fra bankens
overvågningskameraer og de stilbilleder, der er printet ud fra
videofilmen, samt tiltaltes egen forklaring, findes det godtgjort,
at tiltalte, da de ansatte var gået ind i baglokalet, gik søgende
rundt i banklokalet bag kasselinjen.
En dommer udtaler:
Jeg finder det ikke godtgjort, at tiltalte, efter at de ansatte var
gået ud i baglokalet, foretog sig nogen handlinger, som kunne
indikere, at han havde til hensigt at tage penge eller lignende.
Samtlige dommere udtaler herefter:
Efter det foran anførte, og da tiltalte var boligløs og i
pengemangel, findes det bevist, at tiltalte havde forsæt til at begå
røveri under hele det anførte hændelsesforløb.
Straffen fastsættes efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. §
21, jf. § 40, jf. § 61, stk. 2, som en fællesstraf af fængsel i 2 år
9 måneder. Retten har ved straffastsættelsen især lagt vægt på det
hurtige recidiv og karakteren af røveriforsøget.
- - -
Vestre Landsrets dom.
T har påstået frifindelse for den principale tiltale om forsøg på
røveri. Han har erkendt sig skyldig i den subsidiære tiltale om
ulovlig tvang og overtrædelse af straffelovens § 266. Tiltalte har i
øvrigt påstået formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Tiltalte og vidnet A har for landsretten i det væsentlige forklaret
som i 1. instans.
Der har også for landsretten været afspillet en video fra bankens
overvågningskamera.
Tiltalte har supplerende forklaret, at han fjernede en rød »dut«,
der sad på pistolen, for at pistolen kunne virke som en trussel. Han
købte pistolen, fordi han ville bruge den ved et bankrøveri. Han
ville have personalet ud i baglokalet, fordi der kunne opstå
ubehagelige situationer, mens han sad og ventede på politiet. Han
ville ikke røve penge. Da han ikke orkede at bo på gaden efter
prøveløsladelsen den 11. august 2003, gik han ind i banken for at
blive anholdt. Efter prøveløsladelsen flyttede han til - - -, fordi
det var et billigt sted at bo. Han har fået det indtryk, at hans
mulighed for at få førtidspension ville blive forbedret, hvis han
begik alvorlig kriminalitet. Han var uden indkomst før røveriet,
fordi han ikke ville deltage i kommunens visitationsordning. Han
satte sig på en af ventestolene og afventede politiets ankomst. Han
smed pistolen ud på gulvet. Det eneste, han foretog sig, var at
drikke af en flaske vand. Han tænkte ikke på at stikke af. Den
taske, han havde med, var fyldt med hans personlige ejendele. Han
har anket dommen, fordi tingene skal gå rigtigt til, og fordi han
ikke har haft til hensigt at tilegne sig bankens penge.
A har supplerende forklaret, at hun ikke så, om tiltalte foretog sig
noget inde i banken, mens hun og hendes kolleger var i baglokalet.
De råbte gennem et vindue til forbipasserende, at de skulle holde
øje med, om der løb nogen ud af banken.
Landsrettens begrundelse og resultat:
Efter bevisførelsen findes det - selv om tiltaltes adfærd i banken i
det ydre fremtrådte som et røveri - efter en samlet vurdering ikke
bevist, at tiltalte havde forsæt til at skaffe sig uberettiget
vinding. Landsretten har herved bl.a. lagt vægt på, at tiltalte
efter at have opholdt sig i banken i cirka 1 minut satte sig på en
stol og ventede i 7 minutter, indtil politiet kom, og på, at
tiltalte ikke tog nogen af de poser med penge, der stod på en
skranke, eller på anden måde forsøgte at finde penge.
Landsretten finder det derfor ikke bevist, at forholdet kan
karakteriseres som et forsøg på røveri og dermed henføres under
straffelovens § 288, stk. 1, jf. § 21.
Landsretten frifinder herefter tiltalte for den principale tiltale.
Efter tiltaltes egen erkendelse, der bestyrkes af sagens øvrige
oplysninger, findes han skyldig i overtrædelse af straffelovens §
260, nr. 1, og straffelovens § 266.
Efter forholdets karakter fastsættes straffen som en fællesstraf med
reststraffen efter prøveløsladelsen den 11. august 2003.
Fællesstraffen, der fastsættes efter straffelovens § 260, nr. 1, og
§ 266, jf. § 40, stk. 1, jf. § 61, stk. 2, udmåles til fængsel i 1
år og 3 måneder.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.
|