Ung mand uden forsvarer måtte betale højere erstatning end sin medgerningsmand


 
   
  Af advokat Claus Bonnez

To 16-årige drenge frarøvede i oktober 2006 i en forstad til Århus en forbipasserende dame på cykel hendes taske.

De to drenge fik deres sager behandlet ved Retten i Århus i to særskilte straffesager. Damen fik beskikket en bistandsadvokat, der gav møde for damen i begge sagerne.

Den ene dreng anmodede om at blive fritaget for at få beskikket en forsvarer. Den anden fik beskikket en forsvarer.

Damens bistandsadvokat nedlagde ved retsmøderne mod hver af drengene påstand om, at de unge som solidarisk hæftende skulle erstatte damen kr. 3.250 og kr. 1.043,75 i alt kr. 4.293,75.

Forsvareren for den ene unge protesterede mod kravet på 3.250 kr., som ifølge damen var et beløb, som hun skulle betale for at få låsene i sin bil udskiftet, idet hendes bilnøgler havde ligget i tasken. Forsvareren henviste til, at der var tvivl om, hvorvidt der havde ligget bilnøgler i tasken. Retten afviste kravet, og den unge blev således alene dømt til at skulle erstatte resten af kravet, det vil sige kr. 1.043,75.

Den unge, der mødte uden forsvarer, anerkendte uden videre at skulle erstatte begge beløb og blev dømt til at skulle betale i alt kr. 4.293,75.

Begge sager blev som nævnt ovenfor behandlet ved Retten i Århus. Sagen mod den unge uden forsvarer behandledes under journalnummer SS 6.1982/2007. Sagen mod den unge, der var repræsenteret af en forsvarer, behandledes under journalnummer SS 11.2459/2007.

Begge de unge blev i øvrigt idømt fængselsstraffe.