UfR 1990.674 ØLD
 
  Ø.L.D. 11. april 1990 i anke 5-23/1989

(Jens Lunøe, Kallehauge, Aamand).

A (adv. Steen Clausen) mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for Forsikringsselskabet B (adv. Ole Brøns).

Ballerup rets 3. afdelings dom af 16. december 1988.

Ved skrivelse af 14.5.1986 blev sagsøgeren, A, med tiltrædelse 1.7.1986 ansat som systemplanlægger hos forsikringsselskabet B med en årlig løn af 209.285,00 kr. Ansættelsen var betinget af tilfredsstillende helbredsoplysninger. Stillingen var opslået som projektleder/systemplanlægger og i sin ansøgning af 18.4.1986 henviste sagsøgeren til »årelang ansættelse i Superfos A/S, hvor jeg i moderselskabet dels har været beskæftiget i hovedbogholderiet og dels som projektadministrator i dataserviceafdelingen - - -«. Endvidere redegjordes for sagsøgerens teoretiske baggrund.

I skrivelse af 10.11.1986 meddelte B, at medarbejderne i EDB-afdelingen på grund af arbejdsfunktionens integration ville kunne pålægges opgaver i relation til alle B-gruppens selskaber.

Den 18.3.1987 tilskrev B sagsøgeren således:

»I fortsættelse af vor samtale onsdag den 12. august 1987 skal vi herved bekræfte, at du fra dags dato er bortvist fra selskabet.

Bortvisningen skyldes, at du i går på forespørgsel har bekræftet, at du i 1984 har modtaget en dom for bedrageri.

Havde selskabet været vidende om dette forhold ved ansættelsen, ville du ikke være blevet ansat i selskabet.

I forbindelse med din ansættelse i 1986 har du på forespørgsel oplyst, at du har arbejdet som selvstændig i en periode på ca. 5 år umiddelbart forinden.

Ved denne oplysning har du fortiet, at du i den periode har været ansat andetsteds, samt været dømt for førnævnte forhold.«

Sagsøgeren protesterede straks mod bortvisningen under henvisning til, at det ikke har været fremført, at ansættelsen var betinget af ren straffeattest.

Sagsøgeren har herefter anlagt denne sag med påstand om betaling af 92.213,10 kr. med renter fra sagens anlæg den 13. april 1988.

Kravet, mod hvis beregning, der ikke er rejst indsigelse, udgør 3 måneders løn, feriepenge og pensionsbidrag samt godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 b.

Sagsøgte, Danske Forsikringsselskabers Forhandlingsorganisation, som mandatar for B, har påstået frifindelse under henvisning til, at bortvisningen er berettiget som følge af sagsøgerens grove tilsidesættelse af oplysningspligten.

Under domsforhandlingen har sagsøgeren forklaret, at han var ansat i Superfos A/S i ca. 8 år, og da det var herfra hans ekspertise hidrørte, refererede han alene til dette ansættelsesforhold. I 1981-82 var han ansat som regnskabschef i - - -, hvor han og direktøren var underskriftsberettigede. Under ansættelsen overførte han uberettiget beløb til sig selv på ialt ca. 120.000 kr., og da han var klar over, at det snart ville blive opdaget, blev han væk fra virksomheden. I 1984 fik han en dom på fængsel i 8 måneder, hvoraf 5 måneder blev gjort betinget. Han har derefter forsøgt at drive selvstændig konsulentvirksomhed under navnet - - med opgav, da indtægterne ikke var tilstrækkelige. Da han søgte stillingen hos sagsøgte, havde han ikke haft beskæftigelse siden årsskiftet 85/86. Han blev indkaldt til samtale, hvorunder han først i enerum skulle udfylde et spørgeskema, hvorefter han havde en samtale på en times tid med 2 af medarbejderne. Herunder fortalte han om sin uddannelse og sit tidligere arbejde. Han omtalte sin konsulentvirksomhed, og at han ikke havde haft arbejde i de seneste måneder, men han nævnede ikke - - - og blev ikke spurgt, hvad han havde lavet i denne periode. Sagsøgeren ville ikke have søgt stilling som regnskabschef, men han anså ikke dommen for relevant under hensyn til stillingens arbejdsområde. Han var ansat i afdelingen for >> 676 >> livsforsikring, hvor han lavede programmer, beregninger og statistik. Han kunne gå ind på afdelingens testbase, men havde ikke mulighed for at sætte et system i gang. Der var et udviklet sikkerhedssystem, og hver medarbejder havde sin kode mærket med, hvad han måtte lave. Finanssystemet kørte i andre afdelinger på egne maskiner. Han ved ikke, om han kunne være blevet flyttet til et andet område indenfor EDB. Sagsøgeren mener, at hans personlige økonomi balancerede. Han havde en restskat, for hvilken der blev forsøgt løntilbageholdelse, men han fik besked om, at han selv måtte lave en ordning med skattevæsenet.

Kontorchef Jan Engelbrecht Nielsen har som vidne forklaret, at han er EDB-chef vedrørende liv, privat og autoforsikring. Den skriftlige test bliver vurderet af vidnet og derefter regnet igennem af en anden. I den følgende samtale med sagsøgeren, deltog vidnets forgænger i stillingen, Jens Lundø. Samtalen varede 1-1½ time, og sagsøgeren blev opfordret til at give oplysninger om sig selv. Bortset fra ansættelsen hos Superfos nævnede han kun, at han havde været selvstændig i 5 år, men da klienterne var mindre forretningsdrivende var det ikke gået så godt. Det var ikke vidnets opfattelse, at sagsøgeren var arbejdsløs. Der skulle besættes 4 stillinger, og vidnet fordelte dem, der blev antaget, på de forskellige områder. Sagsøgeren fik således ikke besked om, at han skulle i livsforsikringsgruppen. Der kan ske omflytning til andre områder, men ikke til driftsafdelingen. Sagsøgeren har ikke haft mulighed for at rette i andre systemer. Programudviklingen kan ikke begrænses indenfor den pågældende gruppe, men programmer skal godkendes, og vidnet skal give tilladelse til, at et system sættes i drift, hvorefter det går videre til driftsafdelingen. Sagsøgeren, der lavede et program vedrørende skatteindberetning, havde mulighed for at gå ind i policerne, men det ville ret hurtigt blive opdaget. Finanssystemerne, regnskab, bogføring, bank m.v. kørtes ligesom forsikring som grupper. Sagsøgeren var dygtig og fungerede fint. Han havde flere sygedage end gennemsnittet, og vidnet havde hørt om nogle problemer i forbindelse med en hushandel.

Personaledirektør Erik Nielsen har som vidne forklaret, at ansøgningerne bliver videregivet til den pågældende afdelingsleder, der udvælger dem, der kan komme på tale. Formaliteterne vedrørende ansættelsen ordnes af vidnet, og personlighedstest samt oplysninger om personlige forhold vurderes af uddannelsesfunktionen. Der skal foreligge et forløb i henseende til erhvervsmæssig karriere, kun hvis der er mistanke om strafbart eller andet særligt forhold, kræves der nærmere oplysninger, og mere dokumentation jo højere stillingsniveau. Sagsøgeren havde en skattegæld på ca. 105.000,- kr., for hvilken der blev forlangt lønindholdelse, men han fik selv lavet en ordning. Endvidere havde han flere bopælsskift. Omkring 1.8.1987 fortalte en af selskabets direktører vidnet, at han på et møde formentlig omkring 1.7. var blevet spurgt, om han havde kendskab til ansættelsen af sagsøgeren, hvorved der blev antydet et kriminelt forhold. Vidnet besluttede at spørge sagsøgeren direkte, men han var ikke på arbejde den dag. Vidnet ringede senere og spurgte, om det var rigtigt, at han havde fået bedrageridom, hvilket sagsøgeren straks bekræftede. Han fik besked om ikke at møde den følgende dag, og det blev derefter besluttet at bortvise ham.

Sagsøgerens advokat har gjort gældende, at det ikke er generelt væsentligt, at en stillingansøger er ustraffet. Hvis dette skulle være en forudsætning, hos arbejdsgiveren, bør denne spørge eller, hvad der ikke er usædvanligt, anmode om samtykke til indhentning af straffeattest. Sagsøgeren har for et i 1981 begået bedrageriforhold i 1984 modtaget en dom, der antagelig er afsonet i 1985. Han har været på arbejdsmarkedet i henved 20 år og var ubestridt fuldt kvalificeret til stillingen. Som systemplanlægger har han ikke indtaget en overordnet stilling, og han har haft en relativt beskeden løn. Sagsøgeren ville ikke søge stilling som regnskabschef, og han har refereret til det relevante ansættelsesforhold, idet han, der ikke ville få dispositionsret over økonomiske midler, ikke havde grund til at tro, at oplysning om dommen kunne tillægges betydning. Hans eneste mulighed for at gribe ind i systemet var at indberette for store skattefradrag i h.t. livspolicer, og efter kontrakten kunne sagsøgeren ikke flyttes til driftsafdelingen. § 20, stk. 1 nr. 1 i medhjælperloven omhandler begrundet nærliggende fare for misbrug og indeholder ingen generel forudsætning. Iøvrigt er der i denne sag tale om en stor koncern, der er nærmere end arbejdstageren til at bære risikoen. Sagsøgeren har gennemgået en professionel ansættelsesprocedure, og hvis der stilles så strenge vandelskrav, herunder vedrørende den private økonomi, bør der stilles spørgsmål herom, hvorved det iøvrigt bestrides, at sagsøgeren, havde økonomiske vanskeligheder, hvilket >> 677 >> en restskat ikke behøver at være udtryk for. Endelig er det gjort gældende, at der er udvist passivitet, idet bortvisning er sket den 13.8.1987, uagtet man havde haft kendskab til forholdet fra slutningen af juni 1987.

Sagsøgte har anført, at sagsøgeren blev ansat på grundlag af det i ansøgningen anførte og den mundtlige redegørelse for det tidligere ansættelsesforløb. Ved alene at oplyse, at han i de sidste ca. 5 år havde haft egen virksomhed, har sagsøgeren givet indtryk af et ubrudt beskæftigelsesforløb og dermed misledt selskabet, der som følge heraf ikke havde anledning til at udspørge ham nærmere. Der påhviler funktionæren en positiv oplysningspligt således, at han på eget initiativ skal oplyse forhold af betydning for arbejdsgiveren. Det følger af medhjælperlovens § 20, stk. 1, der kan anvendes analogt, at oplysningen om strafbart forhold er relevant, og sagsøgeren har forholdt selskabet muligheden for at vurdere, hvorvidt der forelå nærliggende fare for misbrug. Sagsøgeren har ikke indtaget en ledende men en betroet stilling, hvori han opnåede kendskab til økonomiske systemer og konkret har haft mulighed for at gå ind i forsikringspolicerne. Passivitetsindsigelse er ikke rejst før domsforhandlingen og bør derfor ikke tillades fremsat. Imidlertid var der alene tale om et rygte fremkommet før ferieperioden, og som først er blevet bekræftet, da vidnet Erik Nielsen blev underrettet og kort efter rettede henvendelse til sagsøgeren. Sagsøgte bestrider som anført ikke kravets talmæssige opgørelse, men gør gældende, at sagsøgeren under ingen omstændigheder har krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2 b.

Retten lægger til grund, at sagsøgeren under hensyn til ansættelsesforholdets karakter og den heraf følgende ikke ganske fjerntliggende mulighed for misbrug ikke ville være blevet ansat, hvis selskabet havde været bekendt med den i 1984 afsagte dom.

Den omstændighed, at selskabet helt har set bort fra enhver form for dokumentation vedrørende uddannelse, tidligere ansættelser, økonomiske forhold m.v. findes ikke at kunne tillægges afgørende betydning i betragtning af, at sagsøgerens forklaring om sin virksomhed efter ansættelsen hos Superfos har kunnet virke vildledende, hvad sagsøgeren i hvert fald burde have indset.

Under disse omstændigheder findes sagsøgeren at have tilsidesat den ham påhvilende pligt til at meddele oplysninger, der måtte anses som relevante for ansættelsesmuligheden, hvorfor bortvisningen findes berettiget.

Som følge heraf, og da bortvisningen efter det foreliggende er sket indenfor rimelig tid efter, at forholdet var konstateret, frifindes sagsøgte.

Efter omstændighederne findes sagens omkostninger at burde ophæves.

Østre Landsrets dom

Ballerup rets 3. afdelings dom af 16. december 1988 (BS. 6275/88)er anket af A med påstand som for byretten om, at Finanssektorens Arbejdsgiverforening som mandatar for B dømmes til at betale 92.213,10 kr. med procesrente fra sagens anlæg.

Indstævnte, B, har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten givet forklaring af appellanten og af kontorchef Jan Engelbrecht Nielsen. De har forklaret i alt væsentligt som for byretten.

Vidnet Jan Engelbrecht Nielsen har til forklaringen om, at appellanten ikke har haft mulighed for at rette i andre systemer end det, han var beskæftiget med, supplerende forklaret, at appellanten, hvis han var forblevet i stillingen, formentlig ville være blevet sat til opgaver, hvor det ville have været muligt for ham, til egen økonomisk fordel, uberettiget for eksempel at udskrive checks over EDB-systemet eller registrere indbetalinger til selskabet, som ikke havde fundet sted. Selv om det var muligt at gennemføre sådanne transaktioner, ville de imidlertid næppe kunne tænkes at forblive uopdagede, idet de sikkerhedssystemer, der er udviklet i selskabet, er særdeles effektive.

Det er oplyst for landsretten, at den straffedom, der er overgået appellanten, er afsagt af retten i Hillerød den 15. marts 1984. Den vedrører 3 forhold af underslæb til et samlet beløb på ca. 120.000 kr., begået i efteråret 1982 under appellantens ansættelse som regnskabschef i - - -. Den ubetingede del af straffen er afsonet i efteråret 1985.

Parterne har procederet i overensstemmelse med det, de anførte for byretten.

Appellanten har bl.a. tilføjet, at den omstændighed, at indstævnte, da en af selskabets direktører omkring den 1. juli 1987 hørte rygter om, at appellanten var straffet, ikke straks iværksatte en undersøgelse og derefter fjernede appellanten fra stillingen, viser, at indstævnte ikke har fundet, at appellantens forbliven i stillingen indebar en nærliggende risiko for misbrug.

Landsretten skal udtale:

Det fremgår ikke af det oplyste, at indstævnte i spørgeskemaundersøgelsen eller i forbindelse med det påfølgende ansættelses-interview havde udbedt sig sådanne oplysninger om appellantens forhold, at han måtte indse, at indstævnte under alle omstændigheder ønskede at blive gjort bekendt med, at appellanten var straffet.

Når henses til karakteren af de af appellanten begåede strafbare forhold og den tid, som var forløbet, siden forholdene fandt sted og blev pådømt, sammenholdt med de opgaver, appellanten kunne forvente at få betroet under en ansættelse hos indstævnte, findes det heller ikke at have været kendeligt for appellanten, at det kunne være af interesse for indstævnte at vurdere, om appellantens tidligere kriminalitet begrundede en så nærliggende fare for misbrug, at indstævnte af den grund ikke ønskede at ansætte ham. Appellanten findes derfor ikke at have haft pligt til på eget initiativ at give oplysning om straffedommen.

Idet bortvisningen af appellanten herefter ikke har haft det fornødne grundlag, tager landsretten appellantens påstand til følge for et beløb af 67.664,10 kr., hvorved bemærkes, at appellanten ikke findes at have krav på godtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 b.