UfR 2001.203 VLD
 

Forklaringer:

Under sagen har sagsøgerens koncernpersonalechef, F, sagsøgte, tidligere direktør hos L, P, sagsøgerens personalechef, S, og sagsøgtes moder, M, afgivet forklaringer.

F, har supplerende forklaret, at det samlede årlige svind i K A/S-forretningerne er på ca. 100 millioner kr.

Man regner med, at ⅓ af dette svind skyldes medarbejdertyveri, men der er ikke lavet nogen statistik herover. Da problemet er stort, er man i koncernen meget konsekvente angående butikstyverier, og der er ingen af de ansatte, der er i tvivl om, at tyveri medfører bortvisning. Der sondres ikke mellem, hvor tyveriet er begået, hvilket også efter hans opfattelse ville være meningsløst. Der ansættes ikke personer, som tidligere er straffet for tyveri.

Sagsøgte har supplerende forklaret, at han torsdag den 26. juni 1997 gik en tur i — — —, hvor han tilfældigt mødte en jævnaldrende kammerat. De fulgtes ad ned ad strøget. Herunder passerede de — — —forretningen L. De standsede op og kiggede på — — —, som var på et — — —stativ udenfor forretningen. De prøvede nogle af — — —. Han havde ikke brug for — — —, da han derhjemme havde — — —. Da de lidt senere gik fra stedet, tog han — — — i lommen uden at tænke nærmere over det. De gik ca. 10 meter, hvorefter han rakte — — — til sin kammerat. Umiddelbart efter blev de standset af en medarbejder fra L og en anden person fra naboforretningen. Han tog — — — fra sin kammerat og rakte dem til medarbejderen fra L. Denne bad ham følge med ind i forretningen hvilket han gjorde. Her drøftede han sagen med direktøren, P. Han fortalte, hvor han arbejdede, og hvad han lavede. Han blev beskyldt for tyveri, og han erkendte, at han havde taget — — —. De talte sammen i længere tid, og P sagde derefter, at han ikke ville kontakte politiet, men hans forældre. Endvidere ville han overveje at kontakte K A/S. Det er ikke korrekt, at han tryglede P om ikke at kontakte politiet. Han tror ikke, at han sagde til P, at han ville miste sin elevplads i K A/S, hvis hans arbejdsgiver blev orienteret. Efter episoden tog han direkte hjem. Han var meget rystet. Da hans forældre kom hjem, fortalte han dem om episoden. Om fredagen tog han på arbejde som normalt. Hen på eftermiddagen blev han kaldt ind til personalechef, S, som bortviste ham, hvilket han blev meget ked af. Han kender tyveribestemmelsen i personalereglementet.

Afslutningen af hans uddannelse bliver forsinket i to måneder som følge af bortvisningen. Han har kun fortalt sin kæreste og den nærmeste familie om årsagen til, at han har skiftet elevplads. Han var meget nedtrykt i den første tid efter bortvisningen, og det er han stadig ind i mellem. Han har nogle gange følt ubehag ved at gå forbi — — —forretningen, idet personalet i nabobutikken tydeligvis har holdt øje med ham.

P har forklaret, at han på det omhandlede tidspunkt var ansat som direktør i — — —forretningen L. Den 26. juni 1997 blev han af en af de ansatte bedt om at tale med sagsøgte, som ifølge det oplyste havde taget — — — fra udstillingen på gaden. Sagsøgte erkendte tyveriet overfor ham. Han fortalte, at han var elev hos sagsøgeren, og at han ville miste sin læreplads, hvis sagsøgeren fik noget at vide, for det stod i hans elevaftale. Sagsøgte bad ham om ikke at melde sagen til politiet. Da han vurderede, at det var en engangsforseelse, besluttede han, at han ikke ville melde sagsøgte for tyveriet. Han sagde til sagsøgte, at han ville nøjes med at kontakte sagsøgeren og hans forældre. Senere samme dag ringede han til sagsøgerens personalechef og fortalte om episoden. Da hun sagde, at hun ville kontakte sagsøgerens forældre, foretog han sig ikke videre.

S har supplerende forklaret, at hun ikke har drøftet sagen med andre end — — — i den afdeling, hvor sagsøgte var ansat, koncernpersonalechefen og varehuschefen.

Da hun bortviste sagsøgte, var han meget ked af det, men hun havde ikke indtryk af, at det kom bag på ham. Sagsøgtes moder kontaktede hende telefonisk den dag sagsøgte var blevet bortvist, og gav udtryk for, at hun var meget ked af det, men at hun havde forståelse for, at elevaftalen blev ophævet.

Der er ikke efterfølgende nogen, der har kontaktet sagsøgeren for at tage referencer på sagsøgte.

M, har forklaret, at hun og sagsøgte var til et forældre/elev- introduktionsmøde, inden sagsøgte tiltrådte sin elevplads. På mødet hørte de noget om koncernens opbygning og karrieremulighederne. Hun husker ikke, at der blev omtalt noget om personale- og arbejdsvilkår. Der blev ikke nævnt noget om, i hvilke situationer sagsøgeren kunne ophæve en elevaftale.

Hun er på intet tidspunkt blevet kontaktet af — — —forretningen eller sagsøgeren, men hun ringede selv til S dagen efter, at sagsøgte var blevet bortvist. Hun sagde til S, at hun syntes, det var forkert at bortvise sagsøgte. Det er hendes opfattelse, at sagen har været en stor belastning både for sagsøgte og hans familie, især i relation til forklaring for venner og bekendte og kollegaer. Hun har ikke hørt sagen omtalt »ude i byen.«

Procedure:

Sagsøgeren har til støtte for sin frifindelsespåstand i det væsentlige gentaget sin procedure for Tvistighedsnævnet.

Sagsøgeren har endvidere bestridt, at sagsøgte skulle have krav på erstatning for tort efter erstatningsansvarslovens § 26.

Sagsøgeren har ikke gjort sig skyldig i nogen retsstridig eller culpøs krænkelse af sagsøgte, som selv har erkendt, at han har taget — — —.

Sagsøgeren har alene orienteret om sagen indadtil i virksomheden og ikke på nogen måde til offentligheden.

Såfremt sagsøgte måtte have krav på godtgørelse kan en sådan ikke fastsættes højere end sket ved Tvistighedsnævnets kendelse.

Sagsøgte har til støtte for sin selvstændige påstand gjort gældende, at der ikke foreligger nogen adfærd fra sagsøgtes side, som har gjort sagsøgeren berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen. Sagsøgte har således ikke misligholdt uddannelsesaftalen eller tilsidesat tillidsforholdet mellem parterne. Sagsøgeren har ikke gjort sagsøgte bekendt med, at der stilledes særlige krav til elevernes adfærd udenfor arbejdspladsen. Episoden udenfor — — —forretningen har ikke relation til sagsøgtes arbejde, og kan i det hele taget ikke påberåbes til støtte for bortvisning i et ansættelsesforhold som sagsøgtes. Bortvisningen har derfor været uberettiget og sagsøgte har som følge heraf krav på erstatning. Sagsøgtes erstatningskrav udgør dels 23.000 kr. svarende til det økonomiske tab, som sagsøgte lider ved forsinkelsen med at opnå svendeløn.

Sagsøgte har endvidere herudover krav på godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26 på grund af sagsøgerens sigtelse mod sagsøgte for at have begået tyveri. Det er ikke bevist, at sagsøgte stjal — — — i L's forretning. Der er da heller ingen, der har fundet anledning til at indgive politianmeldelse. En beskyldning om tyveri vil altid være ærekrænkende efter straffelovens § 267. Den vil derfor altid udløse en erstatning efter erstatningsansvarslovens § 26, med mindre der foreligger de i straffelovens § 269 anførte omstændigheder, hvilket ikke er tilfældet her.

Den ærekrænkelse, sagsøgte har været ude for, er sket ved selve bortvisningen, som også satte sagsøgte i offentlig gabestok overfor venner, familie, naboer og andre i byen, og som indebar, at sagsøgte var nødt til at orientere sin nye arbejdsgiver om årsagen til bortvisningen.

Såfremt retten ikke kan give sagsøgte medhold i den principale påstand, bør der ske en stadfæstelse af Tvistighedsnævnets kendelse, som både formelt og materielt er korrekt.

Rettens bemærkninger:

Det bemærkes, at den i personalereglementet nævnte bestemmelse om tyveri er udformet således, at den naturligt må forstås som alene vedrørende tyveri fra elevens uddannelsessted/arbejdsplads. Herefter og af de grunde, som Tvistighedsnævnets flertal har anført, finder retten, at bortvisningen af sagsøgte har været uberettiget.

Allerede fordi det efter sagsøgtes egen forklaring må lægges til grund, at han har taget — — — fra udstillingsstativet udenfor — — —forretningen, og da sagsøgte først under nærværende sag ses at have bestridt, at der var tale om tyveri, finder retten ikke, at der er grundlag for at tilkende sagsøgte erstatning for tort.

Den godtgørelse, som sagsøgte har krav på for den uberettigede bortvisning, findes således som sagsøgte under denne sag har nedlagt sin påstand at burde fastsættes til 23.000 kr.

Med dette beløb tages sagsøgtes påstand til følge med renter og sagsomkostninger som nedenfor anført. — — —

Vestre Landsrets dom.
— — — For landsretten har appellanten, Dansk Handel & Service som mandater for K A/S, påstået frifindelse.

Indstævnte, E, har påstået dommen stadfæstet.

Indstævnte har opgjort sin erstatningspåstand på samme måde som byretten.

F har supplerende forklaret, at der i dag er ansat ca. 27.000 i koncernen. Koncernen ansætter ca. 1.000 elever om året, og ca. 20% af de ansatte er under 18 år. Man indskærper til stadighed over for personalet, at tyveri er særdeles alvorligt. Ved ansættelsen skal ansøgeren fremvise en straffeattest, og en dom for butikstyveri diskvalificerer den pågældende. En voldsdom behøver derimod i det konkrete tilfælde ikke at berøre den pågældendes ansættelse.

Indstævnte har supplerende forklaret, at han efterfølgende færdiggjorde sin — — —uddannelse hos en anden arbejdsgiver, og han er i dag ansat — — —svend. Da han blev bortvist, var han overrasket, da han ikke troede, han kunne blive bortvist på den anførte baggrund.

S har supplerende forklaret, at hun i 6½ år har været personalechef i K A/S. Indstævnte var på et éndags introduktionskursus, da han startede som elev. På kurset blev indholdet af personalereglementet gennemgået. Tyveri er et brud på koncernens tillid til den ansatte, og det var i indstævntes tilfælde derfor ikke muligt at fravige virksomhedens konsekvente linie.

X har forklaret, at han er ansat hos L. Han pågreb indstævnte, umiddelbart efter at denne havde taget — — —. Indstævnte erkendte, at han havde taget — — —.

N har forklaret, at han i 1997 var ansat i en — — —forretning ved siden af — — —forretningen. Han så, at indstævnte tog — — — fra stativet, der stod foran forretningen. Sammen med X pågreb han indstævnte, der straks indrømmede, at han havde taget — — —. Vidnet er bekendt med, at der i flere tilfælde tidligere var blevet stjålet — — — fra det pågældende stativ.

Indstævnte har under ankesagen alene påstået erstatning for tabt arbejdsfortjeneste som følge af 2 måneders forsinkelse med at opnå svendeløn.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Det tiltrædes, at bestemmelsen vedrørende tyveri i personalereglementet »Min arbejdsplads« efter sit indhold og sin placering umiddelbart efter bestemmelser om private telefonsamtaler og tobaksrygning, uanset de afgivne forklaringer må forstås som alene omhandlende tyveri fra arbejdspladsen. Reglementet er derfor uden betydning for sagens afgørelse.

Det lægges efter bevisførelsen til grund, at indstævnte, der dengang var 17 år, i forbindelse med, at han uden for arbejdstiden færdedes på gågaden i — — —, tog — — — til en værdi af under 100 kr. fra et stativ uden for en — — —forretning, hvorefter han fjernede sig fra butikken uden at betale.

Landsretten finder, at indstævnte ikke ved dette begivenhedsforløb har gjort sig skyldig i en væsentlig misligholdelse af uddannelsesaftalen, der giver appellanten grundlag for at hæve denne i medfør af § 61 i lov om erhvervsuddannelser. Der er hermed navnlig lagt vægt på, at der - som anført af Tvistlighedsnævnet og byretten - ikke ved begivenhedsforløbet er sket nogen krænkelse af det særlige tillidsforhold mellem appellanten som arbejdsgiver og indstævnte som ansat.

Da ophævelsen af aftalen således har været uberettiget, har indstævnte krav på erstatning i overensstemmelse med sin - opgørelsesmæssigt ubestridte - påstand. Landsretten stadfæster derfor dommen. — — —