Politifolk betragtes af mange dommere - tilsyneladende ganske uden grund - som mere pålidelige vidner end andre

Eva Smith skriver i sin afhandling "Vidnebeviset, En vurdering af afhøringsmetoder og vidneforklaringer", GAD 1986, side 581 ff om "Politifolk som vidner". Forfatteren indleder med at henvise til en engelsk annonce for rekruttering af politifolk, der fortæller læserne, at man under uddannelsen som politimand lærer at observere og huske. Hun henviser derpå til, at annoncen formentlig er et udtryk for "en almindelig opfattelse, som også deles af retten". Forfatteren henviser derpå til et eksempel fra en engelsk sag, hvor tiltalte var blevet genkendt af 5 politifolk og dømt, skønt "ikke mindre end 38 andre vidner ikke mente, at han var forbryderen". Annoncen og eksemplet fra engelsk retspraksis bygger således på en antagelse, der går ud på, at politifolk i særlig grad skulle være gode til at observere og huske.

Eva Smith indleder afsnittet om politifolk som vidner med at konkludere følgende (side 581, nederste afsnit og side 582): "Også i Danmark lægges der sædvanligvis megen vægt på politifolks vidneudsagn. Det antages, at de - i modsætning til mange andre vidner - ikke har nogen personlig interesse i at opfatte et hændelsesforløb på en bestemt måde, samt at de i deres job har fået opøvet en særlig god iagttagelsesevne. En sådan opfattelse er det imidlertid ikke lykkedes at finde overbevisende belæg for."

Eva Smith beskæftiger sig der på med eksempler på forskellen på politifolks og andre vidners iagttagelsesevne og hukommelse. Hun citerer en hollandsk undersøgelse, hvor forskellene på politifolks og studenters iagttagelsesevne nærmere undersøges. Om denne undersøgelse påpeger Eva Smith, at der kun er "små forskelle mellem politifolk og studenter - bortset fra, at politifolkene tenderer at udtrykke større sikkerhed med hensyn til korrektheden af deres iagttagelser (dette gælder også de forkerte)."

Eva Smith påpeger endvidere, at undersøgelser viser, at "politifolk er mere tilbøjelige end civile til at betragte hændelsesforløb som potentielt kriminelt". Til støtte for dette citerer hun fra en undersøgelse af "Marshall og Hanssen", hvor 291 politifolk og civile som et led i undersøgelsen fik forevist et filmklip af 40 sekunders varighed. I filmklippet ser man en mand gå hen til en barnevogn og krølle dens fluenet ned og gå igen. Medens manden gør dette lyder der fra et hus ved siden af barnevognen et råb fra en kvinde. Efter forevisningen af filmen skulle undersøgelsens deltagere fortælle, hvad de havde set. Forskerne bag undersøgelsen konkluderede, at politifolkene havde dobbelt så mange fejl som de "civile" deltagere, idet disse var mere tilbøjelige til at "fylde ud". Ifølge Eva Smith var de civile mere tilbøjelige til "simpelthen at rapportere, hvad de så". Politifolkene derimod "ventede at se noget kriminelt. Hver femte politimand hævdede således, at manden tog barnet op af barnevognen".

Eva Smith henviser til nogle undersøgelser som viser, at politifolk muligvis er bedre til at beskrivelse af personer end andre i tilfælde, hvor mødet mellem personen, som skulle beskrives, og vidnet havde varet længere end 30 sekunder. I andre tilfælde er der ikke påvist nogen forskel.

Eva Smith behandler (side 583) derpå den omstændighed, at retterne lejlighedsvist hentyder til "det enkelte politividnes rutine og erfaring". Dette leder forfatteren ind på en undersøgelse af "Billig og Milner", hvor politifolk med stor erfaring ikke viste sig at være bedre til identifikation fra fotografier end politifolk med ringe erfaring.

Eva Smith forholder sig i afsnittet til den omstændighed, at tiltalte eller vidner i retten, hvis forklaringer afviger fra politifolks med hensyn til, hvad de pågældende tidligere har forklaret politiet, "ikke sjældent" fra dommeren eller anklageren mødes med spørgsmålet: "Ja, men hvilken interesse skulle polititjenestemanden dog have i at tillægge Dem ukorrekte udtalelser?". Om dette skriver hun, at forskning viser, at spørgsmålet er forkert stillet, idet ingen ifølge Eva Smith beskylder politiet for bevist at referere afhørte personer forkert, men at politiet "må antages at ligge under for de samme psykologiske mekanismer som andre dødelige". Politifolk filtrerer således det, som de hører, "i lyset af deres tidligere erfaringer og almindelige verdensbillede". Derpå peger forfatteren på, at politifolkene "meget ofte er en slags part i sagen, idet de ofte afhøres om forhold, hvor de selv har spillet en aktiv rolle". Hun henviser til, at "angst og ophidselse" må at tages at have "samme indvirkning på deres iagttagelse som på andres" i tilfælde, hvor det drejer sig om "følelsesmæssigt belastede situationer".

Eva Smith afslutter afsnittet om politifolk som vidner med at citere en afgørelse fra dansk ret med afgørelsen UfR.1982.842, hvor "en politimand direkte var part i sagen (tiltalt). Her udtaler retten på dommens side 845, at "den havde tillagt hans og hans kollegers forklaringer same bevismæssige vægt som andre vidners".

Det er KRIMs erfaring, at danske domstole i et ganske betydeligt omfang ganske ukritisk lægger politifolks forklaringer til grund under bevisvurderingen i straffesager, og at der i sager, hvor politifolk optræder som vidner, er en ganske betydelig risiko for, at uskyldige dømmes. Den af Eva Smith citerede afgørelse UfR 1982.842 er efter KRIMs opfattelse således (desværre) næppe udtryk for praksis. Det burde overvejes, om det skulle præciseres i retsplejeloven, at polititjenestemænds forklaringer ikke - uden nærmere prøvelse - bør tillægges større vægt end andre vidners.