Kapitel 1 - Indledning

1. Straffelovrådets kommissorium

1.1. Straffelovrådet blev nedsat ved Justitsministeriets skrivelse af 3. oktober 1960. I denne skrivelse udtales, at det påhviler rådet

1) efter Justitsministeriets anmodning at afgive indstilling om strafferetlige lovgivningsspørgsmål og principielle spørgsmål vedrørende fastsættelsen af administrative bestemmelser af strafferetlig karakter og den praktiske gennemførelse af kriminalpolitiske foranstaltninger og

2) efter Justitsministeriets nærmere bestemmelse at medvirke i det internationale strafferetlige samarbejde, herunder navnlig det nordiske strafferetlige samarbejde.

1.2. Ved skrivelse af 11. juni 1999 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om at foretage en samlet vurdering af strafferammerne i straffeloven og eventuelt på baggrund heraf komme med indstillinger til lovændringer. Skrivelsen har følgende ordlyd:

”1. Folketinget behandlede den 10. december 1998 en forespørgsel til justitsministeren fra Dansk Folkeparti om voldskriminaliteten i Danmark (forespørgsel nr. F 9).

Forespørgslen havde følgende ordlyd:

 

”Hvad kan regeringen oplyse om voldskriminaliteten, og hvilke initiativer agter regeringen at iværksætte for at få volden ud af Danmark og skabe større tryghed i samfundet?”

Under forespørgselsdebatten vedtog Folketinget følgende forslag til vedtagelse fremsat af Kristeligt Folkeparti (forslag til vedtagelse nr. V 16) :

”Idet Folketinget med tilfredshed konstaterer, at regeringen har fremlagt et forslag til en flerårig aftale for kriminalforsorgen, opfordrer Folketinget regeringen til, at lade Straffelovrådet give en samlet vurdering af strafferammerne og eventuelt på baggrund heraf komme med indstillinger til ændringer i straffeloven, fremkomme med forslag i næste folketingsår til, hvorledes det forebyggende SSP-samarbejde kan forstærkes lokalt og desuden udvikles gennem en koordineret tværministeriel indsats i forlængelse af erfaringerne fra voldssekretariatet, fortsætte indsatsen over for voldsofre og i næste folketingsår fremkomme med en redegørelse herom.”

Vedtagelsen samt udskriften af Folketingets forhandlinger vedrørende forespørgselsdebatten blev sendt til Straffelovrådet den 6. januar 1999 og efterfølgende drøftet på rådets møde den 12. januar 1999.

På mødet blev det fastsat, at Straffelovrådet påbegynder arbejdet med de spørgsmål, der er omfattet af vedtagelse nr. V 16, når de igangværende opgaver med hensyn til spørgsmålet om anvendelse af tidsubestemte foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69 samt en udvidet brug af samfundstjeneste er tilendebragt.

2. Straffelovrådet har tidligere foretaget en generel gennemgang af strafferammerne i straffeloven, jf. herved betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse (Delbetænkning I om sanktionsspørgsmål).

På baggrund af Straffelovrådets anbefalinger i betænkningen blev der i 1989 gennemført en gennemgribende revision af straffelovens voldsbestemmelser, jf. lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af straffeloven. De øvrige forslag om ændring af strafferammer har ikke givet anledning til lovgivningsinitiativer.

Det kan også nævnes, at Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, som er nedsat den 21. oktober 1997, bl.a. har til opgave at vurdere behovet for skærpelse af strafniveauet for økonomisk kriminalitet, herunder i forhold til andre forbrydelsestyper.

3. Idet Straffelovrådets overvejelser om tidsubestemte foranstaltninger efter straffelovens §§ 68 og 69 og om en udvidet anvendelse af samfundstjeneste nu er afsluttet, skal Justitsministeriet herved i overensstemmelse med Folketingets vedtagelse nr. V 16 anmode Straffelovrådet om at foretage en samlet vurdering af strafferammerne i straffeloven og eventuelt på baggrund heraf komme med indstillinger til lovændringer.

For så vidt angår de spørgsmål, der er omfattet af kommissoriet for Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, kan Straffelovrådet inddrage dette udvalgs overvejelser og forslag i sit arbejde i det omfang, rådet finder anledning hertil.”

Straffelovrådet blev senere i forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse) anmodet om at inddrage spørgsmålet om bødefastsættelse ved flere overtrædelser (kumulation) og gentagelsesvirkning i rådets igangværende arbejde.

 

1.3. Efter folketingsvalget den 20. november 2001 tiltrådte en ny regering. Det affødte følgende nye kommissorium af 30. november 2001 med bilag til Straffelovrådet om en generel modernisering af strafferammerne i straffeloven:

”1. I grundlaget for regeringsdannelsen er det tilkendegivet, at regeringen ønsker at forstærke indsatsen mod bl.a. vold og voldtægt. Forbrydelser mod personer er langt alvorligere end forbrydelser mod penge. Overgreb mod et andet menneske er en forbrydelse mod det helt fundamentale i det danske samfund: Respekten for det enkelte menneske.

Efter regeringens opfattelse skal der ske en skærpelse af straffene for vold, voldtægt og anden personfarlig kriminalitet. Regeringen vil derfor fremsætte lovforslag i begyndelsen af 2002 om skærpelse af straffene for disse former for personfarlig kriminalitet. Der vedlægges uddrag af regeringsgrundlaget vedrørende disse initiativer. [Sml. nedenfor].

2. Ved skrivelse af 11. juni 1999 anmodede Justitsministeriet Straffelovrådet om at foretage en samlet vurdering af strafferammerne i straffeloven og eventuelt på baggrund heraf komme med indstillinger til lovændringer. Straffelovrådet er senere i forbindelse med gennemførelsen af lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse) anmodet om at inddrage spørgsmålet om bødefastsættelse ved flere overtrædelser (kumulation) og gentagelsesvirkning i rådets igangværende arbejde.

3. For at sikre en sammenhængende regulering skal Justitsministeriet anmode Straffelovrådet om at foretage vurderingen af strafferammerne i lyset af de foreslåede strafskærpelser og de hensyn, der er angivet i regeringsgrundlaget. Straffelovrådet bør endvidere være opmærksom på EU´s initiativer vedrørende tilnærmelse af medlemsstaternes straffelovgivning.

Straffelovrådets vurdering skal tage sigte på en generel modernisering af strafferammerne. Formålet hermed skal være at sikre, at straffene for de enkelte forbrydelser i højere grad kommer i overensstemmelse med en nutidig retsopfattelse.

Endelig skal det i Straffelovrådets vurdering indgå, at straffene for forbrydelser mod personer skal være mindst lige så hårde som straffene for forbrydelser mod materielle værdier.

I tilknytning til gennemgangen af strafferammerne bør der også foretages en gennemgang af straffelovens almindelige regler om strafudmåling. Det kan desuden overvejes, om ændrede strafferammer giver anledning til at foreslå ændringer af straffelovens regler om forældelse af strafansvar.

Justitsministeriet skal anmode Straffelovrådet om at søge at afslutte arbejdet inden den 1. juli 2002.”

I det vedlagte uddrag af regeringsgrundlaget hed det bl.a.:

”Hårdere kamp mod kriminalitet

Regeringen ønsker at forstærke indsatsen mod vold og ungdomskriminalitet. Det er nødvendigt med en forstærket forebyggende indsats gennem et samarbejde mellem hjem, skoler, lokale foreninger og politi. Regeringen vil fremlægge en handlingsplan, ”Stop volden”, som vil indeholde en bred vifte af initiativer til forebyggelse af alle former for ungdomskriminalitet, herunder brug af særlige sanktioner til unge under 15 år.

Forbrydelser mod personer er langt alvorligere end forbrydelser mod penge. Overgreb mod et andet menneske - hvad enten det er vold eller voldtægt - er en forbrydelse mod det helt fundamentale i vores samfund: Respekten for det enkelte menneske. Alle former for vold er derfor helt uacceptabelt.

Derfor skal volds- og voldtægtsforbrydere straffes hårdt, og også hårdere end det sker i dag. Domstolene skal have et signal om at udnytte strafferammerne bedre. I dag straffer man forbrydelser mod penge hårdere end forbrydelser mod mennesker. Den skævhed skal der rettes op på, ved at straffene for vold og voldtægt bliver hårdere. Det skal ske ved at forhøje en række strafferammer, så Folketinget sender et klart signal til domstolene om, at det nuværende strafniveau er for slapt:

- Strafferammen for voldtægt forhøjes fra 6 til 8 år - for grov voldtægt fra 10 til 12 år.
- Strafferammen for uagtsomt manddrab forhøjes fra 4 til 8 år.
- Strafferammen for simpel vold forhøjes fra 18 måneder til 3 år.
- Strafferammen for vold af farlig karakter forhøjes fra 4 til 6 år.
- Strafferammen for meget grov vold forhøjes fra 8 til 10 år.
- Strafferammen for menneskesmugling forhøjes fra 4 til 8 år.

Regeringen ønsker, at afsoning i landets fængsler skal være effektiv. Regeringen vil derfor forstærke indsatsen mod narko i fængslerne og skærpe reglerne for udgang, herunder ønsker regeringen at gøre det strafbart at flygte fra afsoning …”

1.4. Endelig er Straffelovrådet i foråret 2002 anmodet om at overveje spørgsmål om forældelsesfrist for juridiske personers strafansvar. Spørgsmål herom er blevet aktuelt efter, at der er indført en almindelig adgang til at pålægge juridiske personer strafansvar i anledning af straffelovsovertrædelser, sml. straffelovens § 306 som affattet ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.). Ved denne lovændring er i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, indsat et nyt andet punktum, hvorefter forældelsesfristen for juridiske personers strafansvar skal følge den maksimumstrafferamme, der gælder for den overtrådte regel. Det kan efter omstændighederne føre til, at der er en længere forældelsesfrist for juridiske personer end for fysiske personer, som måtte begå en tilsvarende lovovertrædelse.

1.5. Straffelovrådet har på den anførte baggrund overvejet og stillet forslag om en (vis) forenkling af strafferammesystemet, sml. afsnit 2 nedenfor med resumé af Straffelovrådets forslag. Bilaget til kommissoriet af 30. november 2001, sml. pkt. 1.3 ovenfor, vidner om, at spørgsmål om voldskriminaliteten og bekæmpelsen heraf i de senere år har indtaget en fremtrædende plads i den kriminalpolitiske debat i Folketinget. Den seneste lovændring - lov nr. 380 af 6. juni 2002 - er en udmøntning af tilkendegivelserne i dette bilag. Lovændringen er fremkommet under Straffelovrådets arbejde med revision af strafferammesystemet.

Der er i Straffelovrådet enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre straffelovsbestemmelser. Et enigt Straffelovråd har på de områder, der er berørt af lovændringen, fundet anledning til at fremkomme med generelle betragtninger om udformningen af strafferammer, herunder for vold og voldtægt, men rådet har afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002. Det drejer sig om følgende straffelovsbestemmelser: §§ 119, 120 og 123 (vold mod tjenestemand i funktion og vidnetrusler mv.), §§ 208, 210, 213 og 215 (kapitel 23 om forbrydelser i familieforhold), §§ 216-236 (kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden), §§ 237-254 (kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme) og §§ 260-262 a (forbrydelser mod den personlige frihed).

1.6. Som det fremgår af pkt. 1.2 ovenfor, giver kommissoriet af 11. juni 1999 mulighed for, at Straffelovrådet for så vidt angår de spørgsmål, der er omfattet af kommissoriet for Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, kan inddrage dette udvalgs overvejelser og forslag i sit arbejde i det omfang, rådet finder anledning hertil. Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet er under Straffelovrådets arbejde med revision af strafferammesystemet fremkommet med betænkninger, der på baggrund af en gennemgribende revision af udvalgte områder rummer forslag til nye eller ændrede straffelovsbestemmelser. Som eksempel kan nævnes betænkning nr. 1415/2002 om straffelovens § 296 og § 302 og betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet. Straffelovrådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag og har på den baggrund i det store og hele afstået fra at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne i de straffelovsbestemmelser, som har været genstand for grundig behandling i dette udvalg. Det drejer sig om følgende straffelovsbestemmelser: § 153 (brud på brevhemmelighed mv. i bl.a. postvæsenets tjeneste), § 163 (urigtig erklæring mv. til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige), §§ 171-175 og 177 (dokumentfalsk og visse hermed beslægtede forbrydelser), § 193 (omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler mv.), §§ 263 og 264 (visse fredskrænkelser), §§ 289 og 289 a (groft skatte- og EU-svig mv.), § 293, stk. 2 (visse former for rådighedshindren), §§ 296-297 (visse formueforbrydelser bl.a. vedrørende juridiske personer) samt § 302 (bogføringsovertrædelser).

1.7. Forbrydelsers strafferammer er i de fleste relationer bestemmende for de forældelsesfrister, som gælder i det enkelte tilfælde. Den konkret forskyldte straf spiller kun en rolle med hensyn til lovovertrædelser (begået af fysiske personer, sml. pkt. 1.4 ovenfor), som kan ventes at føre til bøde. Straffelovrådet har på samme måde som i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse søgt at danne sig et overblik over, om nogle af de foreslåede ændringer af strafferammerne ville have uheldige konsekvenser i forældelsesmæssig henseende. Rådet har også haft en kort drøftelse af det særlige spørgsmål om forældelse, som knytter sig til strafansvar for juridiske personer i anledning af straffelovsovertrædelser, sml. pkt. 1.4 ovenfor. Der er tillige rejst forskellige andre spørgsmål, herunder om den systematiske behandling af forældelse, der efter de gældende regler fører til straffrihed og frifindelse. Det er efter de stedfundne drøftelser Straffelovrådets konklusion, at man i denne betænkning bør afstå fra at behandle disse spørgsmål, idet de bør indgå i en eventuel senere samlet behandling af emnet forældelse.

1.8. Forbrydelsers strafferammer har også betydning for adgangen til at iværksætte straffeprocessuelle tvangsindgreb. Der har i Straffelovrådet i lighed med opfattelsen i 1987-betænkningen været enighed om, at revisionen af strafferammer som udgangspunkt må være ubundet af de betingelser med hensyn til strafferammen, som retsplejeloven foreskriver for straffeprocessuelle tvangsindgreb. Rådet har således ikke i denne betænkning taget stilling til behovet for at foretage ændringer i retsplejeloven f.eks. som følge af rådets udkast til et skærpet strafmaksimum i straffelovens § 265 på 2 års fængsel og et reduceret strafmaksimum i straffelovens § 285, stk. 2, på 1 års fængsel samt forslaget om en forenkling af strafferammer, der i dag har en normalramme på bøde eller fængsel indtil 4 måneder og en sideramme, der er forbeholdt skærpende omstændigheder, på indtil 2 års fængsel, og som efter rådets udkast ændres til bøde eller fængsel indtil 2 år. Det er rådets umiddelbare opfattelse, at den gennemførte revision af strafferammerne næppe i praksis vil føre til større forandringer i området for bl.a. varetægtsfængsling.

2. Resumé af Straffelovrådets forslag mv.

2.1. Denne betænkning omfatter tre bind. Bind I behandler under overskriften ”Almindelig del” en række emner af generel betydning for strafferammer og strafudmåling, sml. pkt. 2.1.2 nedenfor. Bind II behandler under overskriften ”Speciel del” strafferammerne i de enkelte straffelovsbestemmelser, således at hvert kapitel i betænkningen emnemæssigt stort set svarer til et kapitel i straffeloven, sml. pkt. 2.1.3 nedenfor. Bind III rummer bilag til betænkningen, herunder navnlig Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis i årene 1996 til 2000, sml. pkt. 2.1.1 nedenfor.

2.1.1. Statistisk undersøgelse af domspraksis mv.

2.1.1.1. Straffelovrådet har til brug ved drøftelserne om revision af strafferammesystemet ladet udarbejde en statistisk undersøgelse af strafudmålingspraksis på straffelovens område. Undersøgelsen indgår som bilag til denne betænkning, sml. bind III. Idet der i øvrigt henvises til indledningen s. 9 i bind III om undersøgelsens materiale og begreber mv., kan fremhæves, at undersøgelsen primært sigter på en statistisk kortlægning af eksisterende praksis med hensyn til straffens art og længde for sammenlignelige sagstyper inden for de enkelte straffelovsbestemmelser. At sagstyperne er ”sammenlignelige” indebærer, at de er ensartede for så vidt angår gerningsmandens alder (over eller under 18 år), sagens omfang (kun ét, flere ensartede eller uensartede forhold) og gerningsmandens tidligere kriminalitet (ustraffet, straffet for ligeartede eller uligeartede forbrydelser). I et vist omfang er også gennemført komparative analyser af strafudmålingspraksis for forskellige straffelovsbestemmelser og analyser af udviklingen i strafudmålingspraksis.

Undersøgelsen bygger på strafferetlige afgørelser truffet i perioden fra 1996 til og med 2000. ”Afgørelse” omfatter tiltalefrafald, bøde (dag- og sumbøde) og frihedsstraf, herunder betingede domme med og uden vilkår om samfundstjeneste, forvaring og livstidsstraf. Behandlingsdomme, jf. straffelovens §§ 68 og 69, indgår ikke. Fordelingen af afgørelser inden for de enkelte kriminalitetskategorier og sagstyper er angivet både i absolutte tal og i procenttal. Der oplyses om fordeling af afgørelser efter art for de enkelte kriminalitetskategorier og sagstyper. Fra den del af bødeundersøgelsen, jf. pkt. 2.1.1.2 nedenfor, der vedrører 2000, er der suppleret med oplysninger om størrelsen af de forskellige former for bøder. Der oplyses også om fordelingen af straflængder for henholdsvis betingede og ubetingede domme. Undtaget er dog kombinationsdomme, hvor længden hverken af den betingede eller den ubetingede del er oplyst. Det har ikke været muligt at udelukke sager, som omfatter reststraffe (dvs. den ikke afsonede del af en tidligere ubetinget frihedsstraf) eller medfører fællesstraf (dvs. straf, som inkluderer en tidligere betinget dom eller et tiltalefrafald).

Undersøgelsens hovedresultater omtales i tilslutning til gennemgangen af vedkommende straffelovsbestemmelse i betænkningens bind II. Der henvises i øvrigt til bind III med omtale af den kriminalitetskategori, som straffelovsbestemmelsen knytter sig til.

2.1.1.2. Med henblik på at belyse bødestørrelsen for forskellige forbrydelser er også gennemført en separat bødeundersøgelse vedrørende årene 2000 og 2001. Bødeundersøgelsen er omtalt i bind III, s. 477. Bødeundersøgelsen belyser størrelsen af dag- og sumbøder, herunder sammenhængen mellem antallet af dagbøder og størrelsen af den enkelte dagbod og sammenhængen mellem antal forhold og bødens størrelse. Endvidere belyses betydningen af lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse), der trådte i kraft 1. september 2000.

Idet der i øvrigt henvises til bind III, s. 477, kan fremhæves, at bødeundersøgelsen omfatter de afgørelser, der er indberettet til Kriminalregisteret i 2000 og 2001. Sager, der også omfatter andre fældende afgørelser end bøder, indgår ikke i undersøgelsen. Ikke alle færdselsbøder registreres i Kriminalregisteret. Færdselsbøder under 1.000 kr. registreres alene, såfremt det drejer sig om spiritus- og promillekørsel, kørsel med overlæs, overtrædelse af køre-hviletidsregler, overtrædelse af vigepligt, kørsel uden erhvervet kørekort og kørsel i frakendelsestiden. Fra 1. april 2001 er grænsen for indberetning hævet fra 1.000 kr. til 1.500 kr.

Hovedresultaterne af bødeundersøgelsen er omtalt i kapitel 12 om bøder i bind I.

2.1.1.3. Som det fremgår af afsnit 1 ovenfor, blev Straffelovrådet i forbindelse med det nye kommissorium af 30. november 2001 anmodet om at søge arbejdet afsluttet inden den 1. juli 2002. Straffelovrådet har på den baggrund af tidsmæssige grunde måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således med udgangspunkt i den ovennævnte statistiske kortlægning af strafudmålingen måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. De synspunkter om strafferammerne for de enkelte forbrydelser, som Straffelovrådet fremkommer med i denne betænkning, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2.1.2. Resumé af bind I (Almindelig del)

2.1.2.1. I bind I behandles en række emner af generel betydning for forbrydelsers strafferammer. Der indgår bl.a. en omtale af forskellige statistiske undersøgelser af den almene retsopfattelse og af strafniveauet for forskellige typer af forbrydelser. Endvidere gennemgås straffelovens almindelige regler om straffastsættelsen (strafudmålingen). Behandlingen omfatter også spørgsmålet om straffastsættelse ved sammenstød, herunder delt pådømmelse i sammenstød, og ved gentagelse. Straffelovrådets overvejelser har taget udgangspunkt i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Endvidere har rådet i vidt omfang inddraget bestemmelser og reformarbejde mv. i Finland, Norge og Sverige samt tidligere drøftelser i Nordisk Strafferetskomité. Gennemgangen i hvert kapitel er derfor i det væsentlige struktureret således, at der foruden gældende ret og lovforarbejder er redegjort for forholdene i de nordiske lande og drøftelserne i Nordisk Strafferetskomité samt i 1987-betænkningen, hvorefter det enkelte kapitel er afsluttet med en sammenfatning af de overvejelser og forslag, som det foreliggende materiale har givet anledning til i Straffelovrådet.

2.1.2.1.1. I kapitel 2 gennemgås generelle kriterier for udformningen af strafferammesystemet. Gennemgangen omfatter bl.a. en redegørelse for en undersøgelse, som har været iværksat med henblik på at belyse argumenter for ændring af strafferammer i nyere lovgivning.

2.1.2.1.2. I Danmark har der kun været gennemført få egentlige retsbevidsthedsundersøgelser, dvs. undersøgelser, som på empirisk grundlag dokumenterer befolkningens opfattelse af og holdninger til retlige forhold. Spørgsmålet om befolkningens stillingtagen til kriminalitet og straf har dog i en del tilfælde indgået som led i andre undersøgelser. I kapitel 3 belyses spørgsmålet om, i hvilket omfang befolkningens retsbevidsthed eller retsopfattelse stemmer overens med retspraksis. Det sker ved omtale både af de egentlige retsbevidsthedsundersøgelser og de undersøgelser, der mere perifert belyser emnet.

Det fremgår bl.a., at mens undersøgelser, der på et overordnet niveau belyser befolkningens holdning til straf, typisk påviser et ønske om strengere straffe, påviser undersøgelser, der angår konkrete forhold, hyppigt, at befolkningen ønsker mildere straffe end dem, der idømmes i sådanne sager. Med øget konkretisering af en sag kan holdningen ændres, idet der skabes en forståelse og en indsigt, som den overordnede og unuancerede beskrivelse ikke er i stand til at formidle. Det er antageligt også derfor, at lægdommere erfaringsmæssigt ikke medvirker til, at retspraksis bliver strengere, måske snarere tværtimod.

2.1.2.1.3. I kapitel 4 er strafniveauet for forskellige former for forbrydelser sammenlignet ved brug af tre målestokke: Straffens art, længden af de ubetingede frihedsstraffe og strafmassen pr. afgørelse. Endvidere er foretaget en beregning af den samlede strafmasse for de enkelte forbrydelser med henblik på at belyse, i hvilket omfang de forskellige forbrydelsesarter bidrager til den samlede strafmasse. Det empiriske materiale, som analyserne bygger på, svarer til det, der indgår i undersøgelsen af domspraksis, sml. pkt. 2.1.1 ovenfor og bind III.

Sammenligningerne påviser en markant forskel i strafudmålingen mellem formueforbrydelser og person- eller almenfarlige forbrydelser, idet person- og almenfarlige forbrydelser sædvanligvis mødes med meget strengere straffe end formueforbrydelser. Gennemsnitligt set er strafmassen pr. afgørelse mere end ti gange større for person- og almenfarlige forbrydelser end for formueforbrydelser.

2.1.2.1.4. Kapitel 5 behandler generelle spørgsmål om valg af strafferammers minimum og maksimum. Der er for så vidt angår strafferammers minimum enighed i Straffelovrådet om, at det vil være forsvarligt og rigtigt at ophæve de forhøjede fængselsminima i § 146, stk. 2, § 215 og § 261, stk. 2. Rådet stiller forslag i overensstemmelse hermed. Der er videre enighed om, at de forhøjede fængselsminima i §§ 112 og 237 for så vidt også kunne ophæves, men at det næppe er et spørgsmål af større praktisk betydning. Rådet afstår derfor fra at fremkomme med forslag herom. Straffelovrådet vil ikke afvise, at det kan være forsvarligt og rigtigt at afskaffe minimumsstraffe svarende til fængselsstraffens faste minimum, så minimumsstraffen altid eller næsten altid bliver bøde. Det må dog efter rådets opfattelse bero på en konkret vurdering af de enkelte forbrydelser.

For så vidt angår strafferammers maksimum har Straffelovrådet opstillet en skala over samtlige bestemmelser i straffelovens særlige del baseret på det angrebne retsgode. Skalaen kan sammenfattes således, at de groveste angreb er angreb, der rettes mod andres liv. Derefter følger angreb på andres legeme, derpå angreb på privat ejendom og så angreb på almene interesser og statens økonomi. Nederst på skalaen kommer angreb på andre retsgoder. Ved inddelingen og klassifikationen er bestemmelser, som er ændret i nyere tid, tillagt lidt større vægt end bestemmelser, der har været uændrede siden straffelovens ikrafttræden eller i meget lang tid. Endvidere er nogle maksima - 12 år, 3 år, 1 år og 6 måneder, 4 måneder og 3 måneder - udeladt for at opnå en vis simplificering af hensyn til Straffelovrådets overvejelser om valg af strafmaksimum. Udeladelsen af de nævnte maksima har også sammenhæng med, at et færre antal maksima kan forøge muligheden for at kommunikere opfattelsen af forbrydelsens grovhed (strafværdighed). Kategoriseringen er ikke i sig selv udtryk for Straffelovrådets endelige opfattelse med hensyn til strafferammer, men der har været enighed om, at den grundstruktur, som skalaen bygger på, har været et velegnet udgangspunkt for drøftelserne om strafferammer i betænkningens specielle del, sml. pkt. 2.1.3 nedenfor.

2.1.2.1.5. I kapitel 6 behandles spørgsmål med tilknytning til anvendelsen af normal- og sidestrafferammer. Straffelovrådet finder, at strafferammesystemet ofte bør udformes under anvendelse af delte strafferammer. Rådet har set det som en opgave ved revisionen af strafferammesystemet at komme med forslag til en mere præcis og nuanceret angivelse af de kriterier, der kan eller skal betinge anvendelsen af sidestrafferammer i skærpende retning. Mens kriterierne for strafforhøjelse i overensstemmelse med legalitetsprincippet bør være udformet så klart og præcist som muligt, er der ikke samme behov for, at kriterierne for strafnedsættelse skal udformes præcist. Der er derfor efter rådets opfattelse ingen afgørende indvendinger imod at anvende vage og mere konturløse formuleringer ved angivelsen af en adgang til at fravige den foreskrevne strafferamme i formildende retning.

Efter gennemgang af bestemmelserne i straffelovens særlige del er det rådets konklusion, at de eksisterende lavere sidestrafferammer kan udgå som led i en forenkling af strafferammesystemet (sml. pkt. 2.1.3.1.1 ff. nedenfor), hvorimod der fortsat for visse bestemmelsers vedkommende er behov for at udskille forhold i en højere sidestrafferamme under anvendelse af mere uskarpe kriterier. Med henblik på de sidstnævnte tilfælde foreslår rådet anvendelse af udtrykket ”særligt skærpende omstændigheder”. I de tilfælde, hvor der i anden lovgivning fortsat måtte være behov for at udskille forhold i lavere sidestrafferammer, foreslår rådet udtrykket ”særligt formildende omstændigheder”. Rådets forslag skal også ses i sammenhæng med forslaget til nye bestemmelser om straffastsættelse inden for den foreskrevne strafferamme, sml. pkt. 2.1.2.1.8 nedenfor.

Der bør efter Straffelovrådets opfattelse i almindelighed udvises tilbageholdenhed med at anvende formuleringer, der fremhæver gentagelsestilfælde som en strafforhøjende omstændighed. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) har dog efter en samlet vurdering fundet det rigtigst i den foreliggende sammenhæng at afstå fra at fremkomme med forslag om ophævelse af de endnu gældende bestemmelser, der skærper strafmaksimum ved gentagelse. Bl.a. som følge heraf bør straffelovens § 81 efter flertallets opfattelse også opretholdes uændret. Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) finder, at sidestrafferammer baseret på gentagelseskriterier generelt bør ophæves.

Blandt straffelovens almindelige bestemmelser er i § 83 fastsat regler, der åbner mulighed for at forhøje strafmaksimum til det dobbelte i visse tilfælde, hvor en forbrydelse er begået af en person, der udstår straf, eller af en tidligere strafafsoner. Straffelovrådet foreslår bestemmelsen ophævet, idet det samtidig præciseres, at det efter omstændighederne kan tillægges skærpende betydning ved straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferamme, når forbrydelsen er begået af en person, der udstår straf, eller af en tidligere strafafsoner, sml. pkt. 2.1.2.1.8 nedenfor.

2.1.2.1.6. I kapitel 7 drøftes fængselsstraffens faste minimum. Straffelovrådet har udarbejdet en oversigt over korte, ubetingede frihedsstraffe fordelt efter kriminalitetens art for året 1999. Oversigten er gengivet i kapitlets 6. afsnit. Et flertal af rådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder på den baggrund i lighed med opfattelsen i 1987-betænkningen, at fængselsstraffens faste minimum fortsat bør være 7 dage. Et mindretal (Vagn Greve) finder, at fængselsstraffens faste minimum af hensyn til den nordiske retsenhed bør være 14 dage. Meget kunne dog efter mindretallets opfattelse tale for at hæve minimum til 30 dage.

2.1.2.1.7. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) går ind for, at livstidsstraffen bevares. Et mindretal (Vagn Greve) anbefaler, at livstidsstraffen afskaffes, idet det tidsbestemte maksimum samtidig hæves fra 16 til 21 år. Sml. kapitel 8 om fængsel på livstid.

2.1.2.1.8. I kapitel 9 behandles spørgsmålet om straffastsættelse (strafudmåling) inden for den foreskrevne strafferamme. Adgangen til at gå under den foreskrevne strafferamme og efter omstændighederne lade straffen bortfalde foreslås reguleret i en ny § 83, sml. pkt. 2.1.2.1.9 nedenfor. Et enigt Straffelovråd foreslår straffelovens § 80 ændret med henblik på at præcisere de hovedhensyn, herunder hensynet til ensartethed i retsanvendelsen, som skal indgå ved straffastsættelsen. Det foreslås også, at der som §§ 81 og 82 indsættes (et ikke udtømmende katalog af) bestemmelser om forhold, der i almindelighed skal indgå som henholdsvis skærpende og formildende omstændigheder. De hidtil gældende bestemmelser i §§ 84, 85, 87 og 91 foreslås ophævet. Formålet med udkastets §§ 80-82 er på baggrund af den eksisterende praksis om den gældende § 80 at lovfæste en række hensyn af betydning for straffastsættelsen. Udtrykkene ”skærpende omstændighed” og ”formildende omstændighed” anvendes af samme grund i en vid betydning. De foreslåede bestemmelser tilsigter ikke at ændre ved den nugældende udmålingspraksis inden for bestemte sagstyper som f.eks. volds- og berigelseskriminalitet.

2.1.2.1.9. I kapitel 10 behandles strafnedsættelse under minimum i den foreskrevne strafferamme og strafbortfald. Strafbortfaldsreglerne i straffelovens § 88, stk. 4, og § 89 a, stk. 1, har sammenhæng med reglerne om foranstaltninger i straffelovens §§ 68-70 og 74 a, sml. også § 73, stk. 1, om tilfælde, hvor der som følge af ændring af gerningsmandens mentale tilstand efter gerningstidspunktet opstår spørgsmål om idømmelse af foranstaltning efter §§ 68 eller 69 i stedet for straf. Der er efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at ændre disse bestemmelser.

Straffelovens §§ 84, stk. 2, jf. stk. 1, 85, 87 og 91 bør som led i en modernisering af strafferammesystemet afløses af én bestemmelse (§ 83), der på baggrund af den eksisterende praksis lovfæster en almindelig adgang til at nedsætte straffen under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold taler afgørende herfor, og under i øvrigt formildende omstændigheder at lade straffen bortfalde. § 83 er ikke begrænset til omstændigheder, der foreligger ved den strafbare handling. Også senere indtrådte omstændigheder, f.eks. lang sagsbehandlingstid, kan bevirke strafnedsættelse eller strafbortfald. Med den nye § 83 tilsigtes ingen ændring af den nugældende udmålingspraksis inden for bestemte sagstyper, f.eks. drab. Der tilsigtes heller ingen ændring af de almindelige regler om straflempelse ved forsøg og medvirken, jf. straffelovens §§ 21 og 23, eller af bestemmelser om strafbortfald i tilknytning til specifikke gerningsindhold, sml. f.eks. straffelovens § 248.

2.1.2.1.10. I kapitel 11 drøfter Straffelovrådet problemstillinger, der knytter sig til tilståelse i egen sag og forklaring om andres strafbare forhold. Et enigt Straffelovråd foreslår, at der åbnes mulighed for at nedsætte straffen, også under den foreskrevne strafferamme, og for under i øvrigt formildende omstændigheder at statuere strafbortfald, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, og når gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre, sml. § 83, jf. § 82, nr. 8 og 9, i rådets lovudkast.

Spørgsmålet om politiets og anklagemyndighedens adgang til at indgå aftaler med den sigtede i efterforskningsøjemed bør efter rådets opfattelse reguleres i forskrifter fra den øverste anklagemyndighed udarbejdet i lyset i af konkrete retstilfælde på samme måde, som det er sket med hensyn til behandlingen af sager, hvor sigtede gøres bekendt med muligheden for strafnedsættelse som følge af forklaringer om medgerningsmænd, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 11/1998. I tilfælde, hvor der er indgået aftale med den sigtede som led i den pågældendes medvirken under efterforskningen, finder rådet det afgørende, at notat om aftalen indgår i sagens akter vedrørende den gerningsmand, der belastes af den sigtedes forklaring.

2.1.2.1.11. I kapitel 12 behandles bøders minimum og maksimum. Endvidere overvejes forskellige spørgsmål om dag- og sumbøder. Straffelovrådets drøftelser er i øvrigt sket med udgangspunkt i den ovenfor i pkt. 2.1.1.2 omtalte bødeundersøgelse, hvis hovedresultater er beskrevet i bødekapitlet og i øvrigt fremgår af bind III, s. 477-86.

Straffelovrådet finder det principielt rigtigst, at der ikke gælder nogen lovbestemt beløbsgrænse for bøders minimum og maksimum. Ved en revision af dag- og sumbødesystemet bør bestemmelsen om et dagbodsminimum på 2 kr. ophæves. Det kunne bl.a. i lyset af reglerne i Sverige og Finland også overvejes at hæve det gældende maksimum for dagbodsantallet. Straffelovrådet finder i øvrigt, at det ved en revision burde udredes, om det skal være gerningstidens eller pådømmelsestidens forhold, der skal være afgørende ved bødefastsættelsen. Ved samme lejlighed kunne det overvejes at tydeliggøre terminologien f.eks. ved at indarbejde begrebet ”sumbøde” i straffeloven.

Sondringen i de gældende bestemmelser går stort set på, om der er tale om straffelovsovertrædelser (hovedregel dagbøde) eller særlovsovertrædelser (hovedregel sumbøde) og ved straffelovsovertrædelser tillige, om der er tale om indenretslig eller udenretslig (i så fald sumbøde) behandling. Der kunne efter Straffelovrådets opfattelse rejses spørgsmål om, hvorvidt der er grundlag for at opretholde disse sondringer. Nogle af rådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe og Sven Ziegler) ville have sympati for, at dagbodssystemet afskaffedes. Andre medlemmer (Vagn Greve, Jakob Lund Poulsen og William Rentzmann) ville kunne gå ind for at ændre det nuværende system, så sondringen mellem behandlingsmåde (indenretslig/udenretslig) og lovovertrædelse (straffelov/særlov) opgives, og bødefastsættelsen sker som dagbøder bortset fra bødefastsættelse indtil f.eks. 3.000 kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr., hvor bødefastsættelsen sker i form af sumbøde. Der er enighed om, at de hensyn, som de særlige bestemmelser i færdselslovens § 118 a, stk. 1 og 2, bygger på, kunne tilgodeses gennem udformningen af generelle bødebestemmelser.

2.1.2.1.12. I kapitel 13 behandles principperne for udmåling af straf i tilfælde med flere overtrædelser. Straffelovrådets drøftelser er sket med udgangspunkt i de almindelige bestemmelser, sml. bl.a. straffelovens §§ 88 og 89, og de særlige bestemmelser i færdselslovens § 118 a, stk. 3-5. Der er udtrykt sympati for, at tiltalepraksis ændres, så der ved indbrud i private hjem rejses tiltale for såvel tyveri som husfredskrænkelse med henblik på at opnå en skærpet opmærksomhed om strafværdigheden af husfredskrænkelsen.

Der er enighed om, at strafudmålingen ved pådømmelse af forbrydelser i sammenstød fortsat skal ske med udgangspunkt i en vurdering af de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag. Straffelovrådet finder ikke grundlag for at foreslå ændringer i straffelovens almindelige regler på dette område. Rådet kan dog gå ind for en mindre ændring af § 88, hvorved der som hovedregel foreskrives absolut kumulation ved bøder for overtrædelse af anden lovgivning end straffeloven indtil f.eks. 3.000 kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr., sml. forslaget om ny § 88, stk. 2, i rådets lovudkast. Rådet har afstået fra at pege på en bestemt beløbsgrænse.

2.1.3. Resumé af bind II (Speciel del)

2.1.3.1. I bind II gennemgås strafferammerne i straffelovens særlige del. Gennemgangen er struktureret således, at hvert kapitel i betænkningen i store træk knytter sig til et kapitel i straffeloven. Straffelovrådets overvejelser har taget udgangspunkt i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse og i den inddeling af straffelovsbestemmelser baseret på det angrebne retsgode, som fremgår af kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, sml. pkt. 2.1.2.1.4 ovenfor. Det bemærkes herved, at en række strafpositioner (12 år, 3 år, 1 år og 6 måneder, 4 måneder og 3 måneder) er udeladt. Endvidere har rådet inddraget resultaterne af undersøgelsen af domspraksis mv. vedrørende den kriminalitetskategori, som vedkommende straffelovsbestemmelse knytter sig til. Gennemgangen af hvert kapitel er derfor i det væsentlige disponeret således, at der foruden gældende ret og lovforarbejder er redegjort for synspunkter mv. i 1987-betænkningen og for hovedresultaterne af undersøgelsen af domspraksis mv. samt for den kategorisering, som følger af den skematiske inddeling af strafferammerne. Herefter er hvert kapitel afsluttet med en sammenfatning af de overvejelser og forslag, som det foreliggende materiale har givet anledning til i Straffelovrådet, sml. herved det anførte i pkt. 1.5-1.8 og pkt. 2.1.1.3 ovenfor.

2.1.3.1.1. I kapitel 14 drøftes strafferammerne i straffelovens kapitel 12 og 13 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv. (§§ 98-118 a). Der er enighed om, at følgende bestemmelser i kapitel 12 bør forblive uændrede: §§ 98-102, 104-107, 108, stk. 1, 110, stk. 1, 110 b og 110 d, idet strafferammen i § 100, stk. 2, dog foreslås ændret fra ”fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”. Strafmaksima i § 103, stk. 1 og 2, foreslås hævet fra henholdsvis 3 til 4 års fængsel og 4 til 6 måneders fængsel. I §§ 108, stk. 2, og 109, stk. 1, ændres strafpositionen fra 12 til 10 år, og i §§ 109, stk. 2, og i § 110, stk. 2, ændres strafferammen fra ”fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. I § 110 a foreslås strafferammen for forhold omfattet af bestemmelsens nr. 1 og 3 ændret fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 3 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. Forhold omfattet af § 110 a, nr. 2, foreslås gjort til bødedelikt. I § 110 c foreslås strafpositionerne 4 måneder og 3 år ændret til 6 måneder og 4 år, idet kriteriet for anvendelse af sidestrafferammen samtidig ændres fra ”skærpende omstændigheder” til ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. pkt. 2.1.2.1.5 ovenfor. I øvrigt foreslås de uagtsomme forhold udskilt i et særskilt stykke med et strafmaksimum på 2 års fængsel. Endelig foreslås i § 110 e strafferammen ændret fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”, idet bemærkes, at en grundigere gennemgang af bestemmelsen kunne rejse spørgsmål bl.a. om at sænke strafmaksimum fra 2 til 1 års fængsel.

For så vidt angår straffelovens kapitel 13 er der enighed om, at §§ 111-116 bør forblive uændrede. Sml. dog med hensyn til det forhøjede minimum i § 112 pkt. 2.1.2.1.4 ovenfor og med hensyn til en ændring i § 113, stk. 1, af ”skærpende omstændigheder” til ”særligt skærpende omstændigheder” pkt. 2.1.2.1.5 ovenfor. Rådet bemærker i tilslutning til §§ 114-114 e, at der er tale om ny lovgivning, som i det væsentlige er udformet med sigte på at opfylde internationale forpligtelser til bekæmpelse af terrorisme. Rådet begrænser sig derfor til at foreslå en teknisk begrundet forenkling af strafferammen i § 114 d fra ”bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. § 116 kunne ved en grundigere gennemgang rejse spørgsmål om udvidelse af det strafbare område til også at omfatte Grønlands Landsting. § 117 foreslås på linje med andre lignende bestemmelser ændret fra ”fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. I § 118 foreslås strafpositionen 12 år i lighed med andre lignende bestemmelser ændret til 10 år.

2.1.3.1.2. Kapitel 15 omhandler strafferammerne i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed mv. (§§ 120-132 a), idet § 119 dog af systematiske grunde behandles sammen med voldsforbrydelserne i kapitel 24, sml. pkt. 2.1.3.1.11 nedenfor. Om §§ 120 og 123 henviser Straffelovrådet til det anførte om § 119. Der foreslås ingen ændring i §§ 121, 125, 130 og 131, hvis strafferammer efter rådets opfattelse fortsat må anses for passende. Dog forslås en teknisk begrundet forenkling af strafferammen i § 130, hvorved denne ændres fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”, og i § 131, stk. 2, hvorved denne tilpasses strafferammen i stk. 1, der er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Straffelovrådet afstår fra at gå ind i en nærmere vurdering af §§ 122 og 125 a, der bygger på nyere lovændringer. I § 122 foreslår rådet dog en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksimum fra 3 til 4 års fængsel, og i § 125 a foreslås udtrykket ”skærpende omstændigheder” erstattet med udtrykket ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. pkt. 2.1.2.1.5 ovenfor. I § 124 foreslås en teknisk begrundet forenkling dels af strafferammen i stk. 2, hvorved denne tilpasses strafferammen i (det nye) stk. 1, dels af strafferammen i stk. 3, hvorved denne ændres fra ”bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 3 måneder” til ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”.

Strafferammerne i §§ 126-132 anses i det væsentlige for passende. I § 126, stk. 2, foreslår et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) en teknisk begrundet forhøjelse af strafmaksimum fra 3 til 6 måneders fængsel, mens et mindretal (Vagn Greve) foreslår bestemmelsen ophævet. Et enigt Straffelovråd foreslår en tilsvarende skærpelse af strafmaksimum i § 129. Om § 127 bemærkes, at bestemmelsen kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af sammenhængen med lignende bestemmelser i bl.a. militær straffelov og beredskabsloven. I tilslutning til § 129 a nævnes, at bestemmelsen ved en grundigere gennemgang kunne rejse spørgsmål om udvidelse af det strafbare område i stk. 1 til også at omfatte Grønlands Landsting og Færøernes Lagting. For så vidt angår § 132 a har Straffelovrådet fortsat den opfattelse, at bøde bør indføjes i strafferammen i 1. pkt., og at særreglen om nye medlemmer i 2. pkt. som følge heraf bør udgå. Straffelovrådet foreslår i øvrigt strafmaksimum skærpet fra 1 til 2 års fængsel.

2.1.3.1.3. I kapitel 16 drøftes strafferammerne i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred (§§ 133-143). Et enigt Straffelovråd foreslår i § 133, stk. 1, at bøde indføjes, og at strafmaksimum reduceres fra 3 til 2 års fængsel. Strafnedsættelsesbestemmelsen i § 133, stk. 2, 2. pkt., udgår som følge heraf som overflødig. Den særlige bestemmelse i § 133, stk. 3, om deltagelse mv. i et farligt opløb foreslås affattet således, at opløbets anstiftere og ledere straffes efter den strafferamme, der gælder for den pågældende forbrydelse (typisk vold eller hærværk). Med forslaget tilsigtes ingen ændring i de hidtil gældende regler for, under hvilke betingelser henholdsvis menige deltagere i opløbet og opløbets anstiftere og ledere kan pålægges ansvar. I §§ 134 og 134 a foreslås alene en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksimum fra 3 til 6 måneders fængsel (§ 134) og fra fængsel i 1 år og 6 måneder til 2 års fængsel (§ 134 a). Straffelovrådet afstår fra at gå ind i en nærmere vurdering af § 134 a, der bygger på ny lovgivning. I § 134 b foreslås ingen ændring af strafferammen, der ifølge rådet fortsat må anses for passende.

Et enigt Straffelovråd foreslår strafmaksimum i §§ 138 og 141, stk. 1, hævet fra henholdsvis 6 måneders og 3 års fængsel til 1 og 4 års fængsel. Strafferammerne i §§ 135-143 findes i øvrigt passende. Det skyldes udelukkende tekniske grunde, når strafpositionen 3 måneder i §§ 135 og 142 og 4 måneder i § 140 foreslås hævet til 6 måneder og strafferammerne i §§ 136 og 141, stk. 1, foreslås ændret fra ”fængsel indtil ... eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil …”. Det samme er tilfældet med hensyn til §§ 137 og 143, hvor strafferammen i § 137, stk. 1, ændres fra ”bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder, særlig når handlingen har været forbundet med voldsom eller truende adfærd, med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år” og i § 143 ændres fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år” til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”. Rådet finder, at § 143 efter gerningsbeskrivelsen hører naturligt hjemme i straffelovens kapitel 17 i forlængelse af § 164 om falsk anklage mv. og foreslår derfor bestemmelsens placering ændret fra § 143 til § 164 a. Rådet bemærker i øvrigt, at §§ 136, 139, stk. 2, og 140 kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af sammenhængen med andre bestemmelser, bl.a. straffelovens § 266 b.

2.1.3.1.4. Kapitel 17 gennemgår strafferammerne for forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv. i straffelovens kapitel 16 (§§ 144-157). § 153 behandles dog af systematiske grunde i kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser, sml. pkt. 2.1.3.1.14 nedenfor. Straffelovrådet afstår fra at gå ind i en nærmere vurdering af § 144, der bygger på nyere lovgivning, og den hermed beslægtede bestemmelse i § 145. Af hensyn til paralleliteten med § 144 foreslås bøde dog indføjet i § 145. Endvidere foreslås en teknisk begrundet forenkling af § 144, hvorved strafferammen ændres fra ”fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 6 år”. I §§ 147, 149 og 150 foreslås strafmaksimum skærpet fra 3 til 4 års fængsel. Endvidere foreslås strafferammerne i §§ 147 og 149 forenklet, så strafferammen i § 147 ændres fra ”bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 3 år” til ”bøde eller fængsel indtil 4 år” og i § 149 fra ”fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 4 år”. Rådet finder ikke grundlag for at ændre de nuværende strafmaksima i § 146. Om det forhøjede minimum i § 146, stk. 2, henvises til pkt. 2.1.2.1.4 ovenfor. § 151 foreslås ændret, så de af bestemmelsen omfattede forhold kommer til at følge strafferammen for den forbrydelse, som tilskyndelsen mv. angår. Tilskyndelse mv. som omhandlet i § 151 forudsættes som hidtil at kunne anses som en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferamme.

Straffelovrådet finder ikke grundlag for at ændre strafferammerne i §§ 152-152 d. Rådet foreslår en præcisering af kriterierne for anvendelse af den skærpede sidestrafferamme i § 152, stk. 2, hvorefter straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, når brud på tavshedspligt mv. er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding eller under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko herfor.

Bortset fra en teknisk begrundet ændring af strafmaksimum fra 4 til 6 måneders fængsel finder Straffelovrådet ikke grundlag for at ændre strafferammerne i §§ 155-157. § 154 foreslås ophævet, idet det samtidig i § 81 i rådets lovudkast foreskrives, at det i almindelighed skal tillægges skærpende betydning ved straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferamme, at gerningen er begået i udførelse af offentlig tjeneste eller hverv.

2.1.3.1.5. I kapitel 18 om strafferammerne for falsk forklaring og falsk anklage, sml. straffelovens kapitel 17 med §§ 158-165, foreslås ingen ændring i §§ 158-163 og § 164, stk. 1 og 2, idet der herved bortses fra en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksimum i §§ 160 og 162-163 fra 4 til 6 måneders fængsel og forenkling af strafferammen i § 161 fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. Strafmaksimum i §§ 164, stk. 3, og 165 foreslås reduceret fra 1 års til 6 måneders fængsel, idet den delte strafferamme i § 165 samtidig foreslås afløst af én strafferamme (”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”). §§ 161-163 kunne efter rådets opfattelse give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af deres sammenhæng med særlovgivningens bestemmelser om urigtige erklæringer mv.

2.1.3.1.6. Kapitel 19 omhandler strafferammerne for forbrydelser vedrørende bevismidler og penge, dvs. både straffelovens kapitel 18 (§§ 166-170) og kapitel 19 (§§ 171-179). I § 166 foreslås strafmaksimum i stk. 1 fastsat til 10 års fængsel og stk. 2 ophævet, uden at der herved tilsigtes ændringer i det hidtidige strafbare område. I § 168 foreslås en fælles strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år. Strafmaksimum reduceres således med 1 års fængsel. Den hidtidige strafbortfaldsmulighed videreføres uændret, idet kravet om formildende omstændigheder udgår, uden at der herved tilsigtes nogen ændring i hidtidig udmålingspraksis. § 169 videreføres uændret. I § 170 foreslås alene en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksimum fra 3 til 6 måneders fængsel, idet bemærkes, at en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelsen med belysning af forholdet til særlovgivningen kunne føre til, at bestemmelsen overvejedes gjort til et bødedelikt.

§§ 171-175 indgår blandt de bestemmelser, der har været genstand for grundig gennemgang i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. pkt. 1.6 ovenfor. Rådet har på den baggrund afstået fra at fremkomme med forslag vedrørende disse bestemmelsers strafferammer, idet rådet dog bemærker, at strafferammerne for dokumentfalsk bl.a. skal kunne tage højde for forekomsten af særdeles grove tilfælde af dokumentfalsk uden berigelseshensigt, f.eks. omfattende fremstilling af falske pas. På grund af sammenhængen med strafferammerne for dokumentfalsk har rådet også afstået fra at fremkomme med forslag vedrørende § 177. Rådet påpeger, at der kunne være grund til at inddrage § 177 ved en revision af §§ 171-172. I § 178 foreslås bøde indføjet, idet strafferammen i øvrigt forbliver uændret. I § 176 foreslås bøde optaget i strafferammen, herunder uden krav om formildende omstændigheder. Endvidere foreslås strafmaksimum i stk. 1 og stk. 3, jf. stk. 1, nedsat fra 3 til 1 års fængsel, idet bemærkes, at der efter omstændighederne kan straffes i sammenstød med en berigelsesforbrydelse. I § 179 foreslås normalstrafferammen i 1. pkt. ændret fra 3 års fængsel til bøde eller fængsel ind til 2 år. Samtidig foreslås den lavere sidestrafferamme i 2. pkt. ophævet. § 179 kunne efter rådets opfattelse også give anledning til ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af sammenhængen med særlovgivningen.

2.1.3.1.7. I kapitel 20 overvejes under overskriften ”Almenfarlige og almenskadelige handlinger” strafferammerne for de forbrydelser, som omfattes af straffelovens kapitler 20 (§§ 180-192 a) og 21 (§§ 193-196). Det er Straffelovrådets konklusion, at man fortsat bør blive stående ved den nuværende beskrivelse af den grove og den ukvalificerede brandstiftelse i §§ 180 og 181. Rådet bemærker dog, at der kunne overvejes ændringer i beskrivelsen i § 180, såfremt der var lejlighed til en grundigere kritisk gennemgang, herunder af sammenhængen med forbrydelserne i straffelovens kapitler 12 og 13. Rådet finder, at strafmaksima på 6 og 10 års fængsel i § 181 indtil videre bør opretholdes uændret. Livstidsstraffen i §§ 180 og 183, stk. 2, foreslås erstattet af et strafmaksimum på 16 års fængsel. I § 182 foreslås alene en teknisk begrundet forenkling af strafferammen fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. Strafmaksimum i § 183, stk. 1, foreslås reduceret fra 12 til 10 års fængsel, så bestemmelsens strafmaksimum kommer på linje med strafmaksimum i § 181. Strafmaksimum § 183, stk. 3, videreføres i lighed med § 182 uændret. Straffelovrådet afstår fra at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne i §§ 183 a og 192 a, der indgår i den nyligt vedtagne lov om bekæmpelse af terrorisme. I § 184 foreslås strafmaksimum på 6 års fængsel videreført uændret, idet bestemmelsens stk. 1 samtidig foreslås udformet med en delt strafferamme med et normalmaksimum på bøde eller fængsel indtil 2 år og et skærpet maksimum på 6 års fængsel, hvis anvendelse er betinget af tilstedeværelse af ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. pkt. 2.1.2.1.5 ovenfor. Rådet har i stk. 2 begrænset sig til at foreslå en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksimum fra 4 til 6 måneders fængsel.

For så vidt angår § 191 er det Staffelovrådets konklusion, at man bør blive stående ved den delte strafferamme. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) foreslår strafmaksima skærpet fra henholdsvis 6 og 10 års fængsel til 10 og 16 års fængsel. Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) finder ikke grundlag for at ændre de nuværende strafmaksima. Om §§ 186-190, 192 og 195 bemærker rådet, at bestemmelserne kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af bestemmelsernes sammenhæng med særlovgivningen. Rådet har på den baggrund begrænset sig til nogle teknisk begrundede ændringer. Således foreslås i §§ 186, stk. 2, og 187, stk. 2, en forenkling af strafferammen, hvorved den ændres fra ”bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”. En tilsvarende forenkling foreslås i § 188, stk. 1, hvorved strafferammen ændres fra ”fængsel indtil 6 år eller under formildende omstændigheder bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 6 år”. Endelig foreslås strafpositionen 4 måneder i §§ 188, stk. 2, og 189, stk. 2, forhøjet til 6 måneders fængsel, idet der samtidig foretages en redaktionel omformulering af strafferammen fra ”fængsel indtil ... eller bøde” til ”bøde eller fængsel indtil ...” I øvrigt foreslås bøde indføjet i § 189, stk. 1, så der er parallelitet med strafferammen i § 188, stk. 1. § 190 foreslås tilknyttet en udtrykkelig strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 år. Strafmaksimum bringes herved på linje med rådets forslag om strafmaksimum ved hærværk, sml. pkt. 2.1.3.1.15 nedenfor. I § 192 foreslås i stk. 1 strafmaksimum skærpet fra 3 til 4 års fængsel og i stk. 3 en forenkling af strafferammen, hvorved den ændres fra ”fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. Endelig foreslås i § 195, at strafmaksimum hæves fra 3 til 6 måneders fængsel.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) foreslår strafmaksimum i § 185 skærpet fra 4 måneders til 2 års fængsel. Et mindretal (Vagn Greve og Jacques Hermann) foreslår strafmaksimum fastsat til 4 års fængsel. Den delte opfattelse skal bl.a. ses i sammenhæng med rådets overvejelser om strafmaksimum i § 253, sml. pkt. 2.1.3.1.12 nedenfor. § 193 har været genstand for grundige overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, og rådet afstår derfor fra at foretage en nøjere gennemgang af denne bestemmelse. Rådet foreslår foruden teknisk begrundede ændringer af strafferammen i stk. 1 fra ”fængsel indtil ... eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil ...” og af strafmaksimum i stk. 2 fra 4 til 6 måneders fængsel, at strafmaksimum i stk. 1 skærpes fra 4 til 6 års fængsel. Strafmaksimum i § 193, stk. 1, bringes herved på linje med rådets forslag om at skærpe strafmaksimum for hærværk fra 4 til 6 års fængsel, sml. pkt. 2.1.3.1.16 nedenfor. Strafferammerne i §§ 194 og 196 findes passende. I § 194 foreslås derfor alene en teknisk begrundet ændring af strafferammen fra ”fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 4 år”.

2.1.3.1.8. I kapitel 21 gennemgås strafferammerne for betleri og skadelig erhvervsvirksomhed i straffelovens kapitel 22 (§§ 197-206). Straffelovrådet foreslår ingen ændring i §§ 197, 203 og 204, men bemærker, at bestemmelserne kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder i forhold til politivedtægten (§ 197) og særlovgivningen om spil m.m. (§§ 203 og 204). §§ 202 og 206 foreslås ophævet.

2.1.3.1.9. I kapitel 22 overvejes strafferammerne for forbrydelser i familieforhold, sml. straffelovens kapitel 23 (§§ 208-215). Rådet har for disse bestemmelsers vedkommende begrænset sig til at fremkomme med generelle betragtninger om strafferammerne, idet der herved bortses fra det forhøjede fængselsminimum i § 215, der følger af, at denne bestemmelse for så vidt angår strafferammer henviser til § 261, sml. pkt. 1.5 ovenfor.

§ 208 burde ændres, så straffen for den, der indgår ægteskab eller lader sit partnerskab registrere, og som i forvejen er gift eller part i et registreret partnerskab, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. For handlinger begået af grov uagtsomhed burde der være en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Samme strafferamme burde der være for den, som uden selv at være gift eller at være part i et registreret partnerskab indgår ægteskab eller registreret partnerskab med en person, der allerede er gift eller part i et registreret partnerskab. Spørgsmål om strafbortfald som følge af manglende adgang til omstødelse burde afgøres efter de almindelige regler, sml. rådets forslag til ny § 83 sammenholdt med § 82, nr. 10, om strafbortfald i anledning af gerningsmandens genoprettelse mv. af den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling.

§ 210 kunne efter rådets opfattelse give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen og eventuelt delvis afkriminalisering, såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af sammenhængen med forbrydelserne mod kønssædeligheden i straffelovens kapitel 24. Rådet har i den foreliggende sammenhæng begrænset sig til at anbefale forhold til slægtninge i nedstigende linje over 18 år udskilt i en særskilt strafferamme med et strafmaksimum på 2 års fængsel. Rådet ville endvidere ved forhold mellem søskende finde det ubetænkeligt, om strafmaksimum nedsattes fra 2 års til 6 måneders fængsel, og bøde optoges i strafferammen. § 213 kunne ved en grundigere gennemgang bl.a. i lyset af udviklingen i den sociale lovgivning siden bestemmelsens tilblivelse i 1933 rejse spørgsmål om ændring i gerningsbeskrivelsen og heraf afledte ændringer i strafferammen. Rådet har overvejet at knytte en selvstændig strafferamme til de forhold, som omfattes af § 215, men fundet, at strafferammen indtil videre bør følge § 261, sml. herved pkt. 2.1.3.1.13 nedenfor.

2.1.3.1.10. I kapitel 23 drøftes strafferammerne for forbrydelser mod kønssædeligheden i straffelovens kapitel 24 (§§ 216-236). Rådet har også for disse bestemmelsers vedkommende bortset fra enkelte tekniske begrundede ændringer begrænset sig til at fremkomme med generelle betragtninger om strafferammerne, sml. pkt. 1.5 ovenfor.

Der er i Straffelovrådet enighed om, at strafmaksima på 10 og 4 års fængsel for forhold omfattet af henholdsvis § 216 og § 217 på en afbalanceret måde afspejler alvoren i den personfarlige kriminalitet, herunder i forhold til berigelseskriminalitet, som rådet foreslår tilknyttet et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. pkt. 2.1.3.1.16 nedenfor. Rådet finder endvidere, at en delt strafferamme på 6 og 10 års fængsel under anvendelse af de hidtil gældende skærpelseskriterier i § 216 stadig ville være fuldt tilstrækkelig, også når hensyn tages til ønskerne om at skærpe strafniveauet, som er kommet til udtryk ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Rådet er samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser. De eksisterende strafmaksima på 4 års fængsel i §§ 218 og 219 bør indtil videre opretholdes uændret. Det kunne af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet overvejes at ændre strafmaksimum i § 220 fra 3 til 4 års fængsel og i § 221 fra 6 til 4 års fængsel. § 220 rejser i øvrigt spørgsmål om ændring af aldersgrænsen til 18 år. Den nuværende aldersgrænse på 21 år er knyttet til den daværende myndighedsalder på 21 år. § 221 kunne overvejes ophævet i hvert fald for så vidt angår bestemmelsens 1. led. Opretholdes kriminaliseringen i 2. led, ville Straffelovrådet finde et strafmaksimum på 1 års fængsel passende, idet § 225 samtidig forudsættes ændret med henblik på at gøre bestemmelsen kønsneutral.

Efter Straffelovrådets opfattelse ville en delt strafferamme svarende til den tidligere gældende på 6 og 10 års fængsel i § 222 stadig være passende, også når hensyn tages til den skærpelse af strafniveauet for seksuel omgang med børn, som kom til udtryk under udvalgsbehandlingen af lov nr. 380 af 6. juni 2002. Rådet er som nævnt ovenfor samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser. Det hidtidige strafmaksimum på 4 års fængsel i § 223 bør indtil videre opretholdes uændret. Ved en lovrevision kunne der være anledning til at overveje, om der er tilstrækkeligt grundlag for at opretholde kriminaliseringen i § 223, stk. 2, og i bekræftende fald, om strafmaksimum burde følge strafmaksimum i § 221, 2. led, sml. ovenfor. Det er under rådets drøftelse også nævnt, at aldersgrænsen i § 222, stk. 1, kunne overvejes sænket fra 15 til 14 år. Straffelovrådet har ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne i §§ 223 a, 230 og 235, der bygger på forholdsvis ny lovgivning og er genstand for nye lovinitiativer med henblik på at gøre det muligt for Danmark at deltage i vedtagelsen af en EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi. Rådet ville kunne gå ind for, at § 226 tilføjes en udtrykkelig strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år. Under drøftelsen af § 227 er rejst spørgsmål om, hvorvidt bestemmelsen som udtryk for et almindeligt strafudmålingshensyn i stedet burde placeres i straffelovens kapitel 10 om straffastsættelse. For det tilfælde, at § 227 opretholdes, foreslås bestemmelsen ændret med henblik på at sikre en straffemæssig ligestilling mellem homoseksuelle og heteroseksuelle forhold.

§ 231 kunne efter Straffelovrådets opfattelse overvejes ophævet, sml. pkt. 2.1.2.1.5 ovenfor. Det samme gælder § 233. I § 233 foreslår rådet en teknisk begrundet forenkling af strafferammen fra ”fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”. For så vidt angår § 229, stk. 1 og 2, begrænser rådet sig til at give udtryk for, at kravet om formildende omstændigheder burde udgå af strafferammen med henblik på at bringe bestemmelserne på linje med andre lignende bestemmelser. De eksisterende strafmaksima på 4 års fængsel i §§ 228 og 232 bør efter rådets opfattelse indtil videre opretholdes uændret. I § 232 foreslår rådet en teknisk begrundet ændring af strafferammen fra ”fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 4 år”. Aldersgrænsen på 21 år i § 228 har i lighed med § 220 forbindelse med den daværende myndighedsalder og kunne overvejes sænket til 18 år. Strafmaksimum i § 229, stk. 1, kunne bl.a. med henblik på en øget markering af forskellen i strafværdighed med hensyn til de forhold, der omfattes af henholdsvis § 228 og § 229, overvejes reduceret fra 3 til 2 års fængsel. Rådet har ingen bemærkninger til strafferammerne i §§ 234 og 236, stk. 4, bortset fra, at strafmaksimum i den sidstnævnte bestemmelse af tekniske grunde foreslås hævet fra 4 til 6 måneders fængsel.

2.1.3.1.11. Kapitel 24 vedrører bestemmelserne om vold i straffelovens §§ 244-248 (sml. kapitel 25 om forbrydelser mod liv og legeme). Af systematiske grunde behandler dette kapitel også § 119, der er placeret i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed mv. Straffelovrådet har også for disse bestemmelsers vedkommende i det væsentlige begrænset sig til at fremkomme med generelle betragtninger om strafferammerne, sml. pkt. 1.5 ovenfor.

Der er enighed om, at et strafmaksimum på 10 års fængsel (§ 246) må anses for passende, herunder i forhold til strafmaksimum for berigelseskriminalitet, som rådet foreslår tilknyttet et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. pkt. 2.1.3.15 nedenfor. Der er endvidere enighed om, at en skærpelse af strafmaksimum fra 8 til 10 års fængsel naturligt fører til, at strafmaksimum for forhold omfattet af § 245 skærpes fra 4 til 6 års fængsel. En strafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder ville i og for sig fortsat være passende for vold efter § 244. En sådan strafferamme ville efter Straffelovrådets opfattelse stadig være fuldt tilstrækkelig med henblik på det store flertal af voldstilfælde, hvad enten man i hovedsagen ønsker at bevare det hidtidige udmålingsniveau eller at skærpe strafniveauet i tråd med intentionen i lov nr. 380 af 6. juni 2002. Rådet er samtidig opmærksomt på, at forhøjelse af strafferammer er en af de måder, som lovgivningsmagten har anvendt, når den har ønsket at skærpe strafniveauet for bestemte forbrydelser. Rådet har ud fra overordnede hensyn til forenkling af strafferammesystemet udeladt positionen 1 år og 6 måneder, sml. pkt. 2.1.2.1.4 ovenfor. Et strafmaksimum på 2 års fængsel ville derfor være passende for så vidt angår de forhold, som kan forventes omfattet af § 244.

Rådet har overvejet at ophæve § 247, stk. 1, men afstår herfra, idet man henviser til det anførte om andre lignende bestemmelser, der skærper strafmaksimum ved gentagelse, i kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.7, sml. pkt. 2.1.2.1.5 ovenfor. Der er under rådets drøftelse stillet spørgsmålstegn ved behovet for §§ 119 og 247, stk. 2, ved siden af de almindelige voldsbestemmelser. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 også kunne rejse spørgsmål i forhold til disse bestemmelser. §§ 119 og 247, stk. 2, har baggrund i særlige hensyn, der efter nogle medlemmers opfattelse fuldt ud kan begrunde opretholdelse af et skærpet strafmaksimum. Rådet har afstået fra at fremkomme med forslag, der særligt retter sig mod disse bestemmelser, idet der dog for så vidt angår § 119 foreslås en forenkling af strafferammen i stk. 1, hvorved den for så vidt angår kravet om formildende omstændigheder bringes på linje med stk. 3. Under drøftelsen af § 248 er rejst spørgsmål om, hvorvidt bestemmelsen som udtryk for et almindeligt strafudmålingshensyn i stedet burde placeres i straffelovens kapitel 10 om straffastsættelse.

2.1.3.1.12. I kapitel 25 gennemgås strafferammerne for de forbrydelser, der omhandles i §§ 237-241 og §§ 250-254. Af systematiske grunde indgår også § 249, uagtet denne forbrydelse er en voldsforbrydelse. Bortset fra forslag om teknisk begrundede ændringer af strafposition 4 måneder til 6 måneder og af udtrykket ”skærpende omstændigheder” til ”særligt skærpende omstændigheder” i §§ 241 og 249, sml. pkt. 2.1.2.1.4 og 2.1.2.1.5 ovenfor, har Straffelovrådet i lighed med bl.a. §§ 244-248 begrænset sig til at fremkomme med generelle betragtninger om strafferammerne, sml. pkt. 1.5 ovenfor.

I Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode, sml. pkt. 2.1.2.1.4 ovenfor, er § 237 kategoriseret med et strafmaksimum på fængsel på livstid. § 238, §§ 241 og 249 samt §§ 250 og 252-253 er placeret i en kategori med et strafmaksimum på 4 års fængsel. §§ 239 og 240 er henført til en kategori med et strafmaksimum på 2 års fængsel. § 251 indgår i en kategori med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel, og § 254 er gjort til et bødedelikt. Der er i Straffelovrådet enighed om, at de angivne strafmaksima som udgangspunkt på en afbalanceret måde afspejler alvoren i den personfarlige kriminalitet, herunder i forhold til berigelseskriminalitet omfattet af straffelovens § 286, som rådet foreslår tilknyttet et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. pkt. 2.1.3.1.15 nedenfor. For så vidt angår §§ 241 og 249 samt § 252 har rådet bemærket lovmotivernes (lov nr. 380 af 6. juni 2002) begrundelse for at skærpe strafmaksima. Rådet har endvidere hæftet sig ved den norske Straffelovkommisjons overvejelser og forslag om norsk straffelovs bestemmelser om ”grovt uaktsomt drap” og ”grovt uaktsomt betydelig skade på legeme og helse”. Rådet har i øvrigt fremhævet, at man af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en nærmere vurdering af de principielle aspekter ved strafferammer, der alene retter sig mod uagtsomme forhold.

Om det forhøjede minimum og livstidsstraffen i § 237 henvises særligt til pkt. 2.1.2.1.4 og 2.1.2.1.7 ovenfor. § 240 kunne efter rådets opfattelse rejse spørgsmål om at ændre den nuværende delte strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller, når forbrydelsen er begået af egennyttige bevæggrunde, fængsel indtil 3 år til bøde eller fængsel indtil 2 år. I § 250 foreslås en teknisk begrundet ændring, hvorved strafferammen udformes på samme måde som i § 252. I § 251 kunne bøde optages i strafferammen og bestemmelsen om strafnedsættelse som følge heraf udgå som overflødig. Bøde kunne også overvejes optaget i § 252 - efter indførelsen af stk. 2 om smitte med livstruende sygdom - dog alene med sigte på forhold, der omfattes af stk. 1. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder, at et strafmaksimum på 2 års fængsel ville være passende i § 253. Et mindretal (Vagn Greve og Jacques Hermann) ville finde et strafmaksimum på 4 års fængsel passende. Sml. herved pkt. 2.1.3.1.7 ovenfor med det anførte om straffelovens § 185. Et enigt Straffelovråd finder, at § 254 burde have et strafmaksimum på 1 års fængsel. Rådet fremhæver i øvrigt, at en række bestemmelser kunne give anledning til at overveje ændring i gerningsbeskrivelsen, såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere gennemgang.

2.1.3.1.13. Strafferammerne for forbrydelser mod den personlige frihed, sml. straffelovens kapitel 26 med §§ 260-262 a, drøftes i kapitel 26. Straffelovrådet har i lighed med bl.a. §§ 244-248 i hovedsagen begrænset sig til at fremkomme med generelle betragtninger om strafferammerne, sml. pkt. 1.5 ovenfor.

Det er rådets konklusion, at der ikke er grundlag for at ændre § 260. Om det forhøjede strafminimum i § 261, stk. 2, henvises til pkt. 2.1.2.1.4 ovenfor. Rådet foreslår i øvrigt ud fra hensynet til forenkling af strafferammesystemet, at bøde optages i strafferammen i § 261, stk. 1, og at strafmaksima reduceres i § 261, stk. 2, fra 12 til 10 års fængsel og i § 262 fra 1 års til 6 måneders fængsel, idet § 262 samtidig indarbejdes som stk. 3 i § 261. Straffelovrådet har ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af § 262 a, der bygger på ny lovgivning.

2.1.3.1.14. Kapitel 27 omfatter strafferammerne for freds- og ærekrænkelser i straffelovens kapitel 27 (§§ 263-275 a). Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har foretaget en omfattende behandling af spørgsmål med tilknytning til informationskrænkelser. Udvalget har som led heri stillet forslag om nye straffelovsbestemmelser og om ændring og/eller ophævelse af eksisterende straffelovsbestemmelser. Rådet har på den baggrund som udgangspunkt afstået fra at fremkomme med forslag på dette område. Rådet bemærker dog, at man deler udvalgets opfattelse, hvorefter kriminalitet rettet mod informationer bør være undergivet samme strafmaksimum som kriminalitet rettet mod mere traditionelle økonomiske værdier i form af penge og ting. Bl.a. som følge heraf foreslås strafmaksimum i §§ 263, stk. 3, og 264, stk. 2, hævet fra 4 til 6 års fængsel svarende til det strafmaksimum, som foreslås for berigelsesforbrydelser, sml. pkt. 2.1.3.1.15 nedenfor. Endvidere foreslås en præcisering af lovens skærpelseskriterier, hvorefter straffen kan stige til fængsel indtil 6 år, når et forhold som omhandlet i § 263, stk. 1 eller 2, eller i § 264, stk. 2, er begået med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under sådanne omstændigheder, at det påfører andre en betydelig skade eller indebærer en særlig risiko herfor. Rådet bemærker i øvrigt, at man ikke har fundet grundlag for at ændre strafferammerne i §§ 263, stk. 1, 264, stk. 1, 264 a og 264 c-d. Det fremhæves i den forbindelse, at en ønskelig skærpet opmærksomhed om strafværdigheden af husfredskrænkelse ved indbrud i privat beboelse kan komme til udtryk uden ændring af normalstrafferammen i § 264, stk. 1.

Et enigt Straffelovråd finder, at strafferammerne i §§ 266 og 266 b bør opretholdes uændret. Strafferammen i § 265 bør bringes på linje med § 266 og derfor skærpes fra 6 måneders til 2 års fængsel. Efter rådets opfattelse kunne der rejses spørgsmål om ophævelse af §§ 266 a og 266 c. I den foreliggende sammenhæng har rådet begrænset sig til at foreslå bøde optaget i § 266 a uden krav om formildende omstændigheder samt en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksimum i § 266 c fra 4 til 6 måneders fængsel.

I §§ 267, stk. 1, og 274, stk. 1, foreslås en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksimum fra 4 til 6 måneders fængsel. §§ 267, stk. 2, 267 a og 275 a foreslås ophævet, idet bemærkes, at ophævelsen af § 267, stk. 2 og 3, ikke tilsigter at udelukke, at de forhold, som nævnes i bestemmelserne, efter en konkret vurdering fortsat kan tillægges skærpende betydning ved straffastsættelsen. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder, at strafmaksimum i § 268 indtil videre bør opretholdes uændret. Flertallet foreslår, at ordene ”med fængsel indtil 2 år” ændres til ”, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år”, idet bødehjemlen i § 268, 2. pkt., samtidig udgår som overflødig. Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) finder, at der højst er grundlag for et strafmaksimum på 6 måneders fængsel. Var der lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang af § 268, kunne det efter Straffelovrådets opfattelse overvejes at begrænse begrebet bagvaskelse til bestemmelsens 1. led. § 274 kunne rejse spørgsmål bl.a. om en ”ydre” grænse for påtale af bagvaskelse i forhold til en afdød. Under drøftelsen af §§ 269, stk. 2, og 272 er rejst spørgsmål om, hvorvidt bestemmelserne som udtryk for almindelige strafudmålingshensyn i stedet burde placeres i straffelovens kapitel 10 om straffastsættelse.

2.1.3.1.15. I kapitel 28 behandles strafferammerne for berigelsesforbrydelser, dvs. §§ 276-290 i straffelovens kapitel 28 om formueforbrydelser. Straffelovrådet finder ikke grundlag for at ændre normalmaksimum i § 285, herunder ved opstilling af forskellige strafferammer for de i bestemmelsen nævnte forbrydelser. Strafferammen for ulovlig omgang med hittegods foreslås dog reduceret fra fængsel i 1 år og 6 måneder til 1 års fængsel. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder det rigtigst at blive stående ved den gældende opdeling mellem § 285 og § 287. Dette flertal finder også, at der bør gælde samme strafmaksimum for groft skattesvig mv., jf. § 289, og groft EU-svig, jf. § 289 a, som for groft bedrageri, sml. nedenfor om § 286. Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) går ind for, at § 287 ophæves, idet bøde indføjes i § 285, stk. 1. Dette mindretal går også ind for, at groft skattesvig mv. og groft EU-svig undergives et strafmaksimum på 4 års fængsel.

Et enigt Straffelovråd foreslår de nuværende strafmaksima på henholdsvis 4, 6 og 8 års fængsel i § 286 afløst af et til § 290 svarende strafmaksimum på 6 års fængsel, hvis anvendelse er betinget af, at de i §§ 276 og 278-283 nævnte forbrydelser er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af udførelsesmåden, eller fordi forbrydelsen er udført af flere i forening eller under medtagelse af våben eller andet farligt redskab eller middel, eller som følge af omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller at et større antal forbrydelser er begået. Rådet finder ikke grundlag for at ændre den delte strafferamme på 6 og 10 års fængsel i § 288. Rådet foreslår en præcisering af kriterierne for den skærpede sidestrafferamme, hvorefter kræves, at røveriet er af særlig grov beskaffenhed navnlig på grund af dets særligt farlige karakter, udførelsesmåden eller omfanget af den opnåede eller tilsigtede vinding, eller at et større antal forbrydelser er begået. For så vidt angår § 290 bemærker rådet, at stk. 2, for nylig er blevet ændret efter et grundigt arbejde i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Rådet afstår derfor fra at foreslå ændringer i stk. 2, selv om formuleringen af skærpelseskriterierne i denne bestemmelse afviger fra rådets forslag til ændring bl.a. af § 286.

2.1.3.1.16. Kapitel 29 omhandler strafferammerne for de formueforbrydelser, der ikke er berigelsesforbrydelser, dvs. §§ 291-305 i straffelovens kapitel 28. I § 291 foreslår Straffelovrådet, at strafmaksimum i stk. 1 og 2 hæves fra henholdsvis 1 og 4 års fængsel til fængsel i 1 år og 6 måneder og 6 års fængsel og således bringes på linje med strafmaksima i §§ 285, stk. 1, og 286. Endvidere foreslås en præcisering af kriterierne for den skærpede sidestrafferamme, hvorefter det kræves, at hærværk navnlig på grund af forbrydelsens omfang er af særlig grov beskaffenhed, eller at et større antal forbrydelser er begået. Der foreslås ingen ændring i § 291, stk. 3, eller i §§ 292, 294, 298, 300 a-c og 303. I § 293, stk. 1, har rådet begrænset sig til i 2. pkt. at foreslå udtrykket ”skærpende omstændigheder” ændret til ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. pkt. 2.1.2.1.5 ovenfor. For så vidt angår §§ 293, stk. 2, 296, 297 og 302 har rådet henholdt sig til, at bestemmelserne har været genstand for udførlig behandling i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. pkt. 1.6 ovenfor. Rådet har derfor begrænset sig til en bemærkning om, at der i udvalgets udkast til stk. 2 i de nye §§ 296, 297 og 302 bør foretages en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksima fra 4 til 6 måneders fængsel. Rådet har ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af § 293 a, der er en ny bestemmelse, men foreslår udtrykket ”skærpende omstændigheder” ændret på samme måde som i § 293, stk. 1, 2. pkt. I §§ 295 og 304 foreslås alene en teknisk begrundet skærpelse af strafmaksimum fra henholdsvis 3 og 4 måneders fængsel til 6 måneders fængsel, og i § 300 foreslås en teknisk begrundet ændring af strafferammen fra ”fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”. Rådet afstår fra at gå ind i en nærmere vurdering af § 299, hvis strafmaksimum bl.a. har sammenhæng med gennemførelse af internationale retsakter, der tager sigte på bekæmpelse af bestikkelse i private retsforhold.

2.1.3.1.17. Kapitel 30 indeholder Straffelovrådets lovudkast med bemærkninger.

 

3. Straffelovrådets sammensætning

Rådet har ved afgivelsen af denne betænkning haft følgende sammensætning:

Højesteretspræsident Jacques Hermann (formand),
rigsadvokat Henning Fode,
dekan, professor, lic. jur. Vagn Greve,
afdelingschef Lars Bay Larsen,
politimester Claus Jesper Nørøxe,
advokat Jakob Lund Poulsen,
direktør for kriminalforsorgen William Rentzmann og
landsretspræsident Sven Ziegler.

Statsadvokat Poul Dahl Jensen har deltaget i en række møder i stedet for rigsadvokat Henning Fode.

Forskningschef, dr.jur. Britta Kyvsgaard har gennemført de undersøgelser, som indgår i denne betænkning.

Hvervet som sekretær for rådet er ved udarbejdelsen af denne betænkning varetaget af byretsdommer Ida-Louise Apostoli.

December 2002

Henning Fode Vagn Greve Jacques Hermann Lars Bay Larsen
(formand)

Claus Jesper Nørøxe Jakob Lund Poulsen William Rentzmann Sven Ziegler



Ida-Louise Apostoli