Kapitel 10, bind 1, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003

 
 

Kapitel 10 - Strafnedsættelse og strafbortfald mv.

1. Indledning

1.1. I dette kapitel behandles spørgsmålet om, hvorvidt og i givet fald på hvilken måde der i straf-feloven bør optages almindelige bestemmelser om strafnedsættelse under den foreskrevne straffe-ramme og strafbortfald. Herom indeholder straffeloven i dag følgende bestemmelser:

”§ 84. Den for en strafbar handling i loven foreskrevne straf kan nedsættes:
1) når nogen har overskredet grænserne for lovligt nødværge eller for den ved § 14 hjemlede nødret;
2) når gerningsmanden, da han foretog den strafbare handling, ikke var fyldt 18 år, og anvendelsen af lovens fulde straf på grund af hans ungdom må anses unødvendig eller skadelig. Straffen for sådanne personer må ikke overstige fængsel i 8 år;
3) når gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse;
4) når gerningen er udført i en af den skadelidende ved retsstridigt angreb eller grov fornærmelse fremkaldt oprørt sindsstemning;
5) når nogen ved sit afhængighedsforhold til en anden eller ved trussel om betydelig skade har ladet sig bevæge til gerningen;
6) når gerningsmanden, efter at den strafbare handling er fuldbyrdet, frivilligt har af-værget den af hans handling flydende fare;
7) når gerningsmanden, efter at den strafbare handling er fuldbyrdet, fuldt ud har gen-oprettet den ved gerningen forvoldte skade;
8) når han i øvrigt frivilligt har bestræbt sig for at forebygge fuldbyrdelsen eller gen-oprette den ved gerningen forvoldte skade;
9) når han frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.
Stk. 2. I de under nr. 1-6 omhandlede tilfælde kan straffen under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde.”

”§ 85. Straffen kan nedsættes, når en strafbar handling er begået under indflydelse af stærk sindsbevægelse, eller når der foreligger andre særlige oplysninger om ger-ningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen, og de nævnte forhold taler for en mildere straf end den, som ellers ville finde anvendelse. Under særlig formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.”

Til §§ 84 og 85 knytter sig i straffelovens 10. kapitel en række beslægtede bestemmelser i §§ 87, 88, stk. 4, 89 a, stk. 1, og 91. Således kan straffen efter § 87 nedsættes og, hvis særlige omstændigheder taler derfor, bortfalde, når nogen i henhold til § 79 frakendes de der omhandlede rettigheder. Efter § 89 a, stk. 1, kan retten i forbindelse med dom, hvorved en person idømmes foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, træffe bestemmelse om bortfald af tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet. Sml. også § 73, stk. 1, og § 88, stk. 4, om strafbortfald i tilfælde, hvor der er spørgsmål både om forskyldt straf og om idømmelse af foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a. Bestemmelserne om strafnedsættelse og strafbortfald ved ung alder i § 84, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, suppleres i § 91 af en bestemmelse, hvorefter straf af bøde kan anvendes over for den, der ikke er fyldt 21 år, selv om denne strafart ikke er hjemlet for det strafbare forhold.

For så vidt angår §§ 87 og 91 bemærkes i øvrigt, at bestemmelserne er ændret med virkning fra den 1. juli 2001 som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte m.v.). § 91 har tidligere navnlig fundet anvendelse i forhold til unge lovovertrædere, der med hjemmel i den daværende affattelse af bestemmelsen er idømt hæfte i stedet for fængsel. Med hæftestraffens afskaffelse har § 91 fået mindre praktisk betydning. Praksis om § 91 vil derfor ikke blive omtalt i dette kapitel.

Om § 89 a bemærkes, at bestemmelsen – ligeledes med virkning fra den 1. juli 2001 – som led i bestemmelsen om ungdomssanktion i § 74 a er tilføjet et stk. 2, der retter sig mod tilfælde, hvor der er spørgsmål om idømmelse af straf til en person, der er undergivet foranstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a. Herom foreskriver stk. 2, at retten i forbindelse med idømmelse af straf kan træffe be-stemmelse om bortfald af den tidligere idømte foranstaltning, sml. lov nr. 469 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og lov om social service (Ungdomskriminalitet) og Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 6506. Denne bestemmelse har sammenhæng med reglerne om foranstaltninger i straffelovens §§ 68-70 og 74 a og vil derfor ikke blive omtalt i dette kapitel.

Herudover gælder de almindelige strafnedsættelsesgrunde i § 21, stk. 2, om forsøg og i § 23, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, om medvirken. Efter § 21, stk. 2, kan den for lovovertrædelsen foreskrevne straf nedsættes ved forsøg, navnlig når forsøget vidner om ringe styrke eller fasthed i det forbryderiske forsæt. Om medvirken er i § 23, stk. 1, 2. pkt., fastsat, at straffen kan nedsættes for den, der kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når forbrydelsen ikke er fuldbyrdet, eller en tilsigtet medvirken er mislykkedes. Endvidere åbner § 23, stk. 2, mulighed for strafnedsættelse for den, der medvirker til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv står uden for dette. De nævnte bestemmelser suppleres i § 23, stk. 3, af en adgang til i visse tilfælde at lade straffen bortfalde, når den medvirkende kun har villet yde en mindre væsentlig bistand eller styrke et allerede fattet forsæt, samt når hans medvirken skyldes uagtsomhed.

1.2. I afsnit 2 nedenfor redegøres for baggrunden for den affattelse, som §§ 84 og 85 fik ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Afsnit 3 indeholder en omtale af forarbejderne til de to ændringer af § 85, som skete ved henholdsvis lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) og lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.). I afsnit 4 gennemgås Straffelovrådets overvejelser om §§ 84 og 85 m.fl. i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I afsnit 5 gengives retspraksis om bl.a. §§ 84 og 85 med henblik på at illustrere bestemmelsernes betydning for straf-udmålingen. Afsnit 6 indeholder en gennemgang af gældende regler og nyere overvejelser om ud-formningen af almindelige bestemmelser om strafnedsættelse og strafbortfald i henholdsvis Norge, Sverige og Finland. Endvidere omtales overvejelser i Nordisk Strafferetskomité om at lovfæste ge-nerelle principper om strafnedsættelse og strafbortfald. Endelig redegøres i afsnit 7 for Straffelovrå-dets overvejelser om revision af bl.a. straffelovens §§ 84 og 85.

1.3. Gennemgangen af §§ 84 og 85 m.fl. har givet anledning til drøftelse i Straffelovrådet af forskellige spørgsmål om, hvornår der bør statueres henholdsvis straffrihed og strafbortfald. Som det fremgår af § 20 a i rådets lovudkast (§ 1, nr. 1), foreslår rådet, at uvidenhed om eller misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder en handling, fremover bør føre til straffrihed, når uvidenheden eller misforståelsen ikke kan tilregnes gerningsmanden som forsætlig eller uagtsom. Sml. også kapitel 30 (lovudkast) med bemærkninger til § 82, nr. 3, i lovudkastets § 1, nr. 6.

I straffelovens §§ 22 og 24 hjemles straffrihed for gerningsmænd, der afværger forbrydelsens fuld-byrdelse, sml. § 22 (”Forsøg straffes ikke ...”) og § 24 (”Den medvirkende straffes ikke ...”). Be-stemmelserne skal sammenholdes med § 84, stk. 1, nr. 6 (eventuelt jf. stk. 2), samt nr. 7 og 8, der hjemler strafnedsættelse og i visse tilfælde strafbortfald, hvis gerningsmanden efter fuldbyrdelsen har afværget den af handlingen flydende fare eller fuldt ud genoprettet den forvoldte skade eller har søgt at gøre det. Der er i Straffelovrådet enighed om, at der ikke er grundlag for ændre ved denne son-dring mellem straffrihed og strafnedsættelse/strafbortfald. Spørgsmål med tilknytning hertil vil derfor ikke blive behandlet yderligere i denne betænkning.

Der er under Straffelovrådets drøftelse rejst spørgsmål om den systematiske behandling af forældel-se, der efter de gældende regler fører til straffrihed og frifindelse, sml. straffelovens § 92 ff. og rets-plejelovens § 908, stk. 2. Der er i den forbindelse udtrykt sympati for, at forældelse behandles som et processuelt spørgsmål, der, såfremt forældelse er indtrådt, medfører afvisning i stedet for frifin-delse. Der er dog også enighed om, at det falder uden for rammerne af denne betænkning at gå ind i en nærmere behandling af dette spørgsmål, der naturligt bør indgå i en eventuel senere samlet behandling af emnet forældelse.

2. Forarbejderne til §§ 84 og 85 i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933

2.1. Straffeloven af 1866 indeholdt en række spredte bestemmelser, der i visse tilfælde åbnede mu-lighed for strafnedsættelse og strafbortfald, sml. §§ 37, 40, stk. 2, 56, 60, 187, 189 og 205. Bestem-melserne havde følgende ordlyd:

Ӥ 37.
Begaaes en Forbrydelse af en Person imellem 15 og 18 Aars Alderen bliver den lovbe-stemte Straf at nedsætte, efter Omstændighederne indtil det Halve; dog kan for Personer i den nævnte Alder i intet Tilfælde høiere Straf anvendes end Strafarbeide i 8 Aar.”

Ӥ 40.

Har Nogen overskredet Grændserne for det tilladte Nødværge, bliver det at af-gjøre, om Gjerningen efter Omstændighederne kan tilregnes ham, eller om den paa Grund af den ved Skræk og Bestyrtelse fremkaldte Mangel paa Besindelse ikke kan tilregnes ham som strafbar. Kan Overskridelsen tilregnes ham, bliver Lovens almindelige Straf for den Angriberen tilføiede Skade dog ikke ubetinget at anvende, hvorimod en mindre efter Overskridelsens Grad lempet Straf kan idømmes.”

Ӥ 56.

Har den med sin Ægtefælle samlevende Hustru ved sit Afhængighedsforhold til ham ladet sig bevæge til med ham at deeltage i en Forbrydelse, kan den almindelige for den udviste Meddeelagtighed i Loven foreskrevne Straf nedsættes, og dersom det maa antages, at hun ved at afslaae hans Begjæring vilde have udsat sig for Mishandling eller være bleven nødsaget til at drage fra ham, kan hun endog efter Omstændighederne for-skaanes for al Straf.
Det Samme skal gjælde om Andre, der paa Grund af deres Afhængighedsforhold til de Personer, i hvis Huus de leve og have deres Underhold uden derfor at yde Vederlag have ladet sig forlede til med dem at deeltage i en Forbrydelse, saavelsom om Børn under 15 Aar, der af ældre Personer, som ifølge deres Forhold til dem maae antages at have en særegen Indflydelse over dem, ere blevne bevægede til at yde dem Bistand til en Forbrydelse. – For den i § 55 omhandlede Medskyld i Forbrydelser blive Børn under 15 Aar ikke at straffe.”

Ӥ 60.

Har den Skyldige efter Forbrydelsens Udførelse viist virksom Bestræbelse for at fjerne eller dog saavidt muligt at formindske de skadelige Følger af samme, skulle Domstolene under iøvrigt formildende Omstændigheder være bemyndigede til at ned-sætte Straffen under dens lovbestemte laveste Grad, dog ikke under det Halve. Det Samme gjælder, naar Nogen frivillig har angivet sig selv som skyldig eller medskyldig i en Forbrydelse og desangaaende afgivet fuldstændig Forklaring.”

Ӥ 187.

Har Drabsmanden udøvet Gjerningen i en ved Mishandling eller grov Fornær-melse mod ham selv eller hans Nærmeste af den Dræbte fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen nedsættes til 2 Aars Forbedringshuusarbeide eller under særdeles formildende Omstændigheder til Fængsel, dog ikke under 1 Aar.”

Ӥ 189.

Har den, der ved en forsætlig tilføjet Legemsfornærmelse foraarsager en Andens Død, udøvet Gjerningen i en ved Mishandling eller grov Fornærmelse mod ham selv eller hans Nærmeste af den Dræbte fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen nedsættes, under iøvrigt formildende Omstændigheder endog til Fængsel, dog ikke under 6 Maaneders simpelt Fængsel.”

Ӥ 205.

Er en Voldsgjerning af den i § 204 ommeldte Beskaffenhed udøvet i en ved Mishandling eller grov Fornærmelse mod Voldsmanden eller hans Nærmeste af den Overfaldne fremkaldt oprørt Sindsstemning, kan Straffen under iøvrigt formildende Omstændigheder nedsættes til Fængsel, dog ikke under 3 Maaneders simpelt Fængsel.”

2.2. I Straffelovskommissionens betænkning af 1912 var i lighed med straffeloven af 1866 foreslået en række spredte bestemmelser om strafnedsættelse og strafbortfald, sml. 4de Kapitel. Almindelige Bestemmelser om Betingelser for Strafbarhed, Straffrihed og Strafnedsættelse med følgende be-stemmelser:

Ӥ 32.
For en Handling, forøvet af en Person mellem 14 og 18 Aar, nedsættes den foreskrevne Straf til det halve.”

Ӥ 37.

[Stk. 2.] Har nogen overskredet Grænserne for det berettigede Nødværge, straffes han kun, naar det findes, at Overskridelsen kan lægges ham til Last. I saa Fald kan Straffen dog nedsættes under den foreskrevne Grad og til en mildere Art af Frihedsstraf end den foreskrevne, samt, hvis højere Straf end Arbejdsfængsel ikke er foreskrevet, til Bøde…”

Ӥ 38.

Handlinger, som foretages for at afværge Ulykke for Personer eller Samfundet, straffes ikke, om end derved begaas en Lovovertrædelse af forholdsvis underordnet Betydning, saafremt det maatte antages, at ingen anden Redningsmaade stod til Raadig-hed.
Bestemmelsen i § 37, Stk. 2 finder her tilsvarende Anvendelse.”

Ӥ 41.

Uvidenhed om en Handlings Retstridighed, udelukker ikke den ellers forskyldte Straf, medmindre det findes, at Uvidenheden af særlige Grunde ikke kan lægges den handlende til Last.”

Endvidere var i 5te Kapitel om Straffens Udmaaling, Forhøjelse og Nedsættelse optaget følgende bestemmelser:

Ӥ 46.

Den foreskrevne Straf kan nedsættes med det halve samt til den nærmeste mildere Art af Frihedsstraf og fra simpelt Fængsel til Bøde efter det i § 27 angivne Forhold:
1. for den, der i en ved et retstridigt Angreb eller grov Fornærmelse fremkaldt oprørt Sindsstemning har forøvet en strafbar Handling;
2. for den, der ved sit Afhængighedsforhold til nogen Deltager eller ved Trusler om betydelig Skade har ladet sig bevæge til at begaa en strafbar Handling; samt
3. for den, som af egen fri Vilje, og førend han endnu vidste sig mistænkt, har bestræbt sig for at forebygge Forbrydelsen eller genoprette den derved forvoldte Skade, eller har angivet sig selv og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.

§ 47.

Naar der ved en strafbar Handling er særlige Omstændigheder til Stede, der i saa betydelig Grad forringe dens Strafværdighed, at Anvendelse af den foreskrevne Straf skønnes at være for haard, kan Straffen nedsættes under den foreskrevne samt til en mildere Frihedsstraf, eller hvis højere Straf end Arbejdsfængsel ikke er foreskrevet, til Bøde. Kan Straffen efter det anvendelige Bud ikke overstige Bøde eller simpelt Fængsel i 6 Maaneder eller Arbejdsfængsel i 15 Dage, kan under de nævnte Omstændigheder den tiltalte lades straffri.”

Om de foreslåede bestemmelser kan henvises til betænkningen s. 38 (§ 32), 53 (§ 37, stk. 2), 55 (§ 38, stk. 2) og s. 62-63 (§ 41). Endvidere kan henvises til s. 73-76 med bl.a. følgende bemærkninger om §§ 46 og 47:

”Paragraf 46 nævner de almindelige Strafnedsættelsesgrunde, som man har ment at burde optage. Nr. 1 almindeliggør en i den gældende Straffelov kun i særlige Tilfælde hjemlet Strafnedsættelsesgrund. Nr. 2 udfører nærmere de Tanker, der have faaet Udtryk i Stl’s § 56. Med Hensyn til Trusler indskrænkes Reglen til Trusler om ”betydelig Skade” i Overensstemmelse med det i § 37, 1. Stk. in fine benyttede Kriterium. Nr. 3 hviler ogsaa paa Tanker, der allerede indeholdes i den gældende Stl.

I Modsætning til denne, til bestemte Betingelser knyttede Strafnedsættelsesbeføjelse gi-ver Udkastet i § 47 Domstolene en Beføjelse til at udøve en ubestemt, paa et Skøn over samtlige foreliggende Omstændigheder hvilende Strafnedsættelses- eventuelt Straffrita-gelsesret. Paragrafen træder i Stedet for de i de gældende Straffeloves specielle Del ved de enkelte Forbrydelser hjemlede, men ikke til særlige Betingelser indskrænkede Be-stemmelser om, at Straffen under særdeles formildende Omstændigheder kan nedsættes, men udvider Beføjelsen ved at gøre den anvendelig ved alle Forbrydelser, naar Dom-stolene i det enkelte Tilfælde skønne, at det til Paadømmelse foreliggende Forhold vel formelt rammes af den almindelige om Lovovertrædelsen handlende Paragraf, medens man i Realiteten, efter samtlige foreliggende Omstændigheder i Virkeligheden har med et Tilfælde at gøre, hvor Lovens Bestemmelser, der umulig kunne være affattede med Hensyntagen til alle Livets Varianter, ikke passe.

Der kan gøres Indvendinger imod al saadan kun til ubestemte Betingelser knyttet Ned-sættelsesret for Domstolene, hvorved Lovens nøje afvejede Strafferammer kunne gøres illusoriske … Forsvaret for en slig Bestemmelse ligger i, at den er et Værn mod altfor stor Vidde af de normale Strafferammer, hvorved Domstolene vilde faa en Beføjelse, der i Anvendelsen kunde føre langt videre, idet de kunde vælge en saavel i Henseende til Art som Grad lav Straf, uden at der krævedes saadanne ”særlige” Omstændigheder, som den foreslaaede Bestemmelse angiver. Saaledes bliver Bestemmelsen i Virkeligheden et Værn mod en altfor lemfældig Praksis, samtidig med at den tilfredsstiller den almindelige Følelse, der vilde rejse sig imod en streng Straf under de ekstraordinære Forhold, som her forudsættes, medens den ligesaa bestemt vilde reagere imod en urimelig lav Straf paa Forbrydere, naar Handlingen ingen usædvanlige Omstændigheder frembød. Dertil kommer, at Bestemmelsen vil sætte Domstolene i Stand til at tage Hensyn til alle paa Paadømmelsestiden foreliggende formildende Omstændigheder, der bør have Indflydelse paa Strafvurderingen, og derved anviser Benaadningsmyndigheden det Omraade, hvor den naturlig hører hjemme, nemlig, som Hovedregel, hvor Forhold, der indtræde efter Domfældelsen, paakalder dens Hjælp. Paa Grundlag af disse Betragtninger anser Kommissionen det for ønskeligt at optage den i Forslag bragte Paragraf.”

2.3. I Torps betænkning af 1917 var i stedet i 7de Kapitel. Straffens Fastsættelse foreslået følgende to almindelige bestemmelser om strafnedsættelse og strafbortfald:

Ӥ 78.

Den for en strafbar Handling i Loven foreskrevne Straf kan nedsættes, ligesom Bøde kan idømmes under det i § 48 angivne Mindstemaal:
1) naar nogen har overskredet Grænserne for lovligt Nødværge (§ 13, 2det og 3die Stykke) eller for den ved § 14 hjemlede Ret til Indgreb i andres Retsgoder;
2) naar Gerningsmanden, da han foretog den strafbare Handling, ikke var fyldt 18 Aar, og Anvendelsen af Lovens fulde Straf maa befrygtes at ville have skadelig Indfly-delse paa hans Udvikling. Straffen for saadanne Personer maa ikke overstige Ar-bejdsfængsel i 8 Aar;
3) naar Gerningsmanden har handlet i Uvidenhed om Retsnormer, der forbyder eller paabyder Handlingens Foretagelse;
4) naar Gerningen er udført i en ved retstridigt Angreb eller grov Fornærmelse af den skadelidende fremkaldt oprørt Sindsstemning;
5) naar nogen ved sit Afhængighedsforhold til en anden eller ved Trusel om betydelig Skade har ladet sig bevæge til Gerningen;
6) naar Gerningsmanden, efter at den strafbare Handling er fuldbyrdet, af fri Vilje har afværget den af hans Handling flydende Fare eller fuldtud har genoprettet den ved Gerningen forvoldte Skade, samt
7) naar han iøvrigt af fri Vilje har bestræbt sig for at forebygge Fuldbyrdelsen eller genoprette den ved Gerningen forvoldte Skade, saa og naar han selv har angivet sig og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.
I de under Nr. 3, 5 og 6 omhandlede Tilfælde kan Straffen under iøvrigt formil-dende Omstændigheder bortfalde.

§ 79.

Er en strafbar Handling begaaet under Indflydelse af stærk Sindsbevægelse eller anden forbigaaende sjælelig Uligevægtighed eller iøvrigt under særlige Omstændigheder, der i saa betydelig Grad forringer den Strafværdighed, som Handlinger af den paa-gældende Art regelmæssig vidner om, at Anvendelse af den foreskrevne Straf vilde være uforholdsmæssig haard, bliver Straffen at nedsætte og kan, naar det paagældende Straffebud ikke hjemler højere Straf end Bøde eller simpelt Fængsel i 1 Aar, efter Om-stændighederne ganske bortfalde, ligesom Bøde kan idømmes under det i § 48 angivne Mindstemaal. Det kan i Dommen bestemmes, at Straffens Fuldbyrdelse skal udsættes, selv om Straffen overstiger den i § 61 angivne Størrelse.”

Om enkelthederne i disse bestemmelser kan henvises til betænkningen s. 100 ff.

2.4. I Straffelovskommissionens betænkning af 1923 var i 10de Kapitel. Straffens Fastsættelse som §§ 86 og 87 foreslået bestemmelser om strafnedsættelse og strafbortfald, der på mange punkter sva-rede til forslagene i §§ 78 og 79 i Torps lovudkast. Bestemmelserne havde følgende ordlyd:

Ӥ 86.

Den for en strafbar Handling i Loven foreskrevne Straf kan nedsættes:
1) naar nogen har overskredet Grænserne for lovligt Nødværge eller for den ved § 14 hjemlede Nødret;
2) naar Gerningsmanden, da han foretog den strafbare Handling, ikke var fyldt 18 Aar, og Anvendelsen af Lovens fulde Straf paa Grund af hans Ungdom maa anses unød-vendig eller skadelig. Straffen for saadanne Personer maa ikke overstige Fængsel i 8 Aar;
3) naar Gerningsmanden har handlet i undskyldelig Uvidenhed om Retsregler, der forbyder eller paabyder Handlingens Foretagelse;
4) naar Gerningen er udført i en ved retstridigt Angreb eller grov Fornærmelse af den skadelidende fremkaldt oprørt Sindsstemning;
5) naar nogen ved sit Afhængighedsforhold til en anden eller ved Trusel om betydelig Skade har ladet sig bevæge til Gerningen;
6) naar Gerningsmanden, efter at den strafbare Handling er fuldbyrdet, frivillig har af-værget den af hans Handling flydende Fare eller fuldt ud har genoprettet den ved Gerningen forvoldte Skade;
7) naar han i øvrigt frivillig har bestræbt sig for at forebygge Fuldbyrdelsen eller gen-oprette den ved Gerningen forvoldte Skade;
8) naar han selv har angivet sig og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.
I de under Nr. 1 til 6 omhandlede Tilfælde kan Straffen under iøvrigt formildende Omstændigheder bortfalde.

§ 87.

Er en strafbar Handling begaaet under Indflydelse af stærk Sindsbevægelse eller anden forbigaaende sjælelig Uligevægtighed eller iøvrigt under særlige Omstændigheder, der i saa betydelig Grad forringer den Strafværdighed, som Handlinger af den paa-gældende Art regelmæssig vidner om, at Anvendelse af den foreskrevne Straf vilde være uforholdsmæssig haard, bliver Straffen at nedsætte og kan, naar det paagældende Straffebud ikke hjemler højere Straf end Hæfte, bortfalde.
Betinget Straffedom kan i disse Tilfælde anvendes, selv om Straffen overstiger den i § 59 angivne Størrelse.”

Bestemmelserne er omtalt i betænkningen sp. 185 ff. Her anføres om § 86 bl.a.:

”Om der er Trang til Strafnedsættelsesgrunde beror paa, hvilken Frihed der i Alminde-lighed gives Domstolene til at bestemme Straffens Størrelse i det enkelte Tilfælde og til at idømme en lavere Straf end den normale, naar særlige ”formildende” Omstændigheder foreligger. I saa Henseende er Udviklingen gaaet frem gennem forskellige Svingninger. I Danske Lov findes fastsat ved Siden af hinanden absolut lovbestemte Bødestraffe og Adgang til at idømme Fængsel uden nogen Begrænsning i Tiden hverken som Maksimum eller som Minimum. I det attende Aarhundredes Slutning gik Tendensen ud paa at begrænse Domstolenes Myndighed og at foreskrive lovbestemte Straffe, saaledes at Domstolenes Opgave saa meget som muligt skulde begrænses til en mekanisk An-vendelse af Loven. Senere stillede man sig på et Mellemstandpunkt: Paa den ene Side forkastede man i Almindelighed de absolut lovbestemte Straffe, men paa den anden Side indrømmede man dog kun Domstolene Frihed indenfor visse nøje afstukne Grænser. Strafferammerne blev relativt bestemte med en Maksimums- og en Minimumsgrænse, der ikke laa altfor fjernt fra hinanden, og skulde Domstolene bevæge sig udenfor disse Grænser, maatte der foreligge særlige Strafforhøjelses- eller Strafnedsættelsesgrunde.

Den nyere Tids Opfattelse gaar mere og mere ud paa, at Livet er saa rigt og Krænkel-serne af Retsordenen efter deres Anledning og Beskaffenhed saa forskelligartede, at en-hver Opstilling af Strafferammer med lovbestemte forholdsvis høje Minima i det enkelte Tilfælde som en Prokrustesseng vil kunne føre til urimelige og stødende Resultater. Selv ved en udførlig Opregning af Strafnedsættelsesgrunde vil der kunne forekomme særlige ikke forudsete Forhold, der vilde gøre det naturlig kun at idømme en lavere Straf. Her maatte Benaadningsinstituttet da træde til og ved at formilde Straffen raade Bod paa Ulemperne. Men herved vilde Benaadningsinstituttet komme til at virke udenfor sit naturlige Omraade og Forholdet mellem Domstole og Administration blive forrykket. Straffeloven bør derfor fastsætte saadanne Strafferammer, at det bliver muligt for Domstolene i hvert enkelt Tilfælde at idømme en Straf, der er afpasset efter samtlige foreliggende konkrete Omstændigheder. Kun da vil der kunne idømmes en Straf, der ikke kommer i Konflikt med den almindelige Retsfølelse, og under en saadan Ordning vil da Benaadningsinstituttet kunne begrænses til dets naturlige Opgave, undtagelsesvis at ændre den idømte Straf, naar Omstændigheder, der ligger efter Straffedommens Afsi-gelse, viser, at Straffens Udstaaelse eller fortsatte Udstaaelse er unødvendig.

Det foreliggende Udkast har i Sammenligning med Straffeloven af 1866 i betydelig Grad udvidet Domstolenes Frihed til at bestemme Straffens Størrelse. Saa vidt som nogle Lande … der ikke opstiller Minima, har Kommissionen dog ikke ment at burde gaa. Ogsaa det foreliggende Udkast bygger på Princippet om de relativt bestemte Straf-ferammer, men Strafferammens Omfang er blevet betydeligt udvidet, og de Tilfælde, hvor der er fastsat andet Minimum end det for den paagældende Strafart almindelig gældende, er forholdsvis faa og som Regel begrænsede til de alvorligere Forbrydelser.

De foreslaaede vide Strafferammer og den Omstændighed, at der ved de fleste Straffe-bestemmelser og navnlig ved de Bestemmelser, der oftest anvendes i Praksis, ikke er fo-reskrevet nogen Minimumsstraf, gør det i og for sig mindre nødvendigt end tidligere at optage særlige Strafnedsættelsesgrunde. Kommissionen har alligevel ment at burde op-tage saadanne, dels paa Grund af selve de løftede Strafminima ifølge §§ 34 og 48 [særlige minima for fængsel og hæfte], der kan rejse Spørgsmaal om Adgang til at gaa over til en mildere Strafart, dels fordi Minimums-Straffebestemmelser dog ogsaa afset herfra forekommer ved nogle Forbrydelser, og dels endelig fordi det ligeoverfor den ved den nugældende Straffelov hjemlede Ordning findes at være af Betydning udtrykkeligt at fremhæve de særlige Omstændigheder, der ifølge Lovgiverens Opfattelse bør medføre en mildere strafferetlig Behandling. Endnu bemærkes, at Strafnedsættelse efter § 86 i Modsætning til hvad der er gældende Ret, men i Tilslutning til T.U. § 78 altid er fakul-tativ og altid er hjemlet uden Begrænsning.

Ved Siden heraf er i § 87 givet en mere almindelig Adgang til Strafnedsættelse i Tilfælde af særlig ringe Strafværdighed.”

2.5. Forslag til Almindelig borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1924-25 indeholdt i §§ 88 og 89 bestemmelser om strafnedsættelse og strafbortfald, der med enkelte afvigelser svarede til forslagene i Straffelovskommissionens betænkning af 1923, sml. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3181-82 og sp. 3321-24. Dog var bestemmelsen om strafnedsættelse og strafbortfald, når gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse, jf. § 86, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, indsat som § 22 i lovforslagets 3die Kapitel om Strafbarhedsbetingelserne:

Ӥ 22.
Uvidenhed om Retsregler, der forbyder eller paabyder en Handlings Foretagelse, udelukker ikke den ellers forskyldte Straf, medmindre det findes, at Uvidenheden af særlige Grunde ikke kan lægges den handlende til Last.”

Sml. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3322 og 3284-85:

”Bestemmelsens Forbillede er § 41 i den første Straffelovskommissions Udkast. Gennem den ændrede Formulering tilstræbes det tydeliggjort, at Bestemmelsen kun angaar den egentlige Retsvildfarelse i Modsætning saavel til den faktiske Vildfarelse som den saakaldte uegentlige Retsvildfarelse. Den almindelige Regel, jfr. Straffelovens § 42, maa være, at Retsuvidenhed ikke diskulperer, men det kan paa den anden Side ikke bestrides, at der kan foreligge Tilfælde, hvor Uvidenheden om de Retsregler, der forbyder eller paabyder en Handlings Foretagelse, er undskyldelig, og hvor det under Sagen oplyste giver Anledning til at antage, at Lovovertrædelsen ikke vilde være bleven begaaet, hvis den paagældende havde kendt Loven. Der foreslaas derfor aabnet en Mulighed for i saadanne Tilfælde, hvor særlig undskyldende Momenter er til Stede, at fritage for Straf. Derimod har man ikke fundet Anledning til, som af Kommissionen foreslaaet (U. § 86 Nr. 3), tillige at hjemle Adgang til Strafnedsættelse for saadan Retsvildfarelse. De i nogen Grad undskyldende Momenter, som i givet Tilfælde maatte foreligge, giver de vide Strafferammer fuldt tilstrækkelig Lejlighed til at tage i tilbørlig Betragtning, saa at der ikke kan blive Trang til at gaa ned under det foreskrevne Lavmaal af Straf, hvor ikke de Omstændigheder, som ellers betinger en saadan Nedsættelse, foreligger.”

2.6. I Forslag til Borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1927-28 videreførtes bestem-melsen om strafnedsættelse og strafbortfald ved stærk sindsbevægelse mv. uændret i § 85, jf. Rigs-dagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5265-66. § 88 førtes tilbage til den affattelse, bestemmelsen hav-de haft i § 86, sml. § 84 og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5265-66. Det indebar, at den tidligere bestemmelse i § 22 om retsvirkningen af egentlig retsvildfarelse blev genindsat i den al-mindelige bestemmelse om strafnedsættelse og strafbortfald, jf. § 84, stk. 1, nr. 3. Sml. Rigsdagsti-dende 1927-28, tillæg A, sp. 5357 sammenholdt med sp. 5346:

”§ 22 i F. 1924, der angaar den saakaldte egentlige Retsvildfarelse, og som havde sit Forbillede i § 41 i den første Straffelovskommissions Udkast, er udeladt, idet man i § 84 under Nr. 3 har optaget den tilsvarende Bestemmelse i § 86 i den 2den Kommissions Udkast. Der gives derved Hjemmel, ikke blot som i F. 1924 for Bortfald af Straf, men ogsaa for Strafnedsættelse under den almindelige Strafferamme.”

2.7. Bestemmelserne om strafnedsættelse og strafbortfald blev herefter med enkelte ændringer, der i det væsentlige vedrørte betydningen af selvforskyldt beruselse, vedtaget i 1930 i følgende affattelse, sml. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg C, sp. 1381-82:

Ӥ 84.

Stk. 1. Den for en strafbar Handling i Loven foreskrevne Straf kan nedsættes:
1) naar nogen har overskredet Grænserne for lovligt Nødværge eller for den ved § 14 hjemlede Nødret;
2) naar Gerningsmanden, da han foretog den strafbare Handling, ikke var fyldt 18 Aar, og Anvendelsen af Lovens fulde Straf paa Grund af hans Ungdom maa anses unød-vendig eller skadelig. Straffen for saadanne Personer maa ikke overstige Fængsel i 8 Aar;
3) naar Gerningsmanden har handlet i undskyldelig Uvidenhed om eller undskyldelig Misforstaaelse af Retsregler, der forbyder eller paabyder Handlingens Foretagelse;
4) naar Gerningen er udført i en af den skadelidende ved retsstridigt Angreb eller grov Fornærmelse fremkaldt oprørt Sindsstemning;
5) naar nogen ved sit Afhængighedsforhold til en anden eller ved Trusel om betydelig Skade har ladet sig bevæge til Gerningen;
6) naar Gerningsmanden, efter at den strafbare Handling er fuldbyrdet, frivillig har af-værget den af hans Handling flydende Fare;
7) naar Gerningsmanden, efter at den strafbare Handling er fuldbyrdet, fuldt ud har genoprettet den ved Gerningen forvoldte Skade;
8) naar han i øvrigt frivilligt har bestræbt sig for at forebygge Fuldbyrdelsen eller gen-oprette den ved Gerningen forvoldte Skade;
9) naar han frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig Tilstaaelse.
Stk. 2. I de under Nr. 1-6 omhandlede Tilfælde kan Straffen under i øvrigt formildede Omstændigheder bortfalde.

§ 85.

Stk. 1. Er en strafbar Handling begaaet under Indflydelse af stærk Sindsbevægelse, anden forbigaaende sjælelig Uligevægtighed eller andre særlige Omstændigheder, der i saa betydelig Grad forringer den Strafværdighed, som Handlinger af den paagældende Art regelmæssig vidner om, at Anvendelse af den foreskrevne Straf vilde være ufor-holdsmæssig haard, bliver Straffen at nedsætte og kan, naar det paagældende Straffebud ikke hjemler højere Straf end Hæfte, bortfalde. Hidrører den sjælelige Uligevægtighed fra selvforskyldt Beruselse, finder foranstaaende Bestemmelse kun Anvendelse, saafremt Tiltalte ikke tidligere er fundet skyldig i en lignende strafbar Handling eller i Overtrædelse af § 138, Stk. 1, eller 2, og kun under i øvrigt formildende Omstændighe-der.
Stk. 2. Betinget Straffedom kan i disse Tilfælde anvendes, selv om Straffen overstiger den i § 56 angivne Størrelse.”

3. Ændringerne af § 85 ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) og lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af bor-gerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.)

3.1. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) ophævedes § 85, stk. 2. Ændringen var en følge af, at der samtidig gennemførtes nye regler om betingede domme, jf. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 578. Efter de hidtil gældende bestemmelser kunne strengere straffe end fængsel i 1 år ikke gøres betinget, medmindre der forelå omstændigheder af den i § 85, stk. 2, jf. stk. 1, nævnte art. Med indførelsen af de nye regler om betingede domme i §§ 56 ff. ophævedes denne begrænsning, jf. anf. st., sp. 566 sammenholdt med sp. 563.

3.2. Ved lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.) fik § 85 sin nuværende affattelse. Bestemmelsen byggede på forslag fra Straffelovrådet, fremsat som led i revisionen af straffelovens bestemmelser om særforanstaltninger over for psykisk afvigende lov-overtrædere, jf. s. 90-92 i betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, sml. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 2803:

”Medens strafnedsættelse under de betingelser, der er nævnt i den gældende § 85, er obligatorisk, er afgørelsen om strafbortfald fakultativ. Det foreslås, at bestemmelsen i sin helhed får en fakultativ formulering, hvilket findes bedst stemmende med den skønsmæssige bedømmelse, der finder sted, når det skal afgøres, om en tilstand af stærk sindsbevægelse eller andre omstændigheder på gerningstiden taler for en mildere straf. Det foreslås endvidere, at adgangen til strafbortfald ikke som nu skal være begrænset til tilfælde, hvor der ikke kan idømmes højere straf end hæfte for det pågældende forhold. Den frihed i spørgsmål om sanktionsvalg, der kendetegner dansk ret, fører efter justits-ministeriets opfattelse til, at muligheden for at træffe afgørelse om strafbortfald også bør stå åben i tilfælde, hvor der efter lovovertrædelsens strafferamme kan idømmes fængsel. Endelig er det foreslået at slette en nu gældende særregel, efter hvilken strafnedsættelse og -bortfald udelukkes i tilfælde, hvor sjælelig uligevægtighed på gerningstiden skyldes selvforskyldt beruselse, og tiltalte tidligere er fundet skyldig i en lignende strafbar handling eller i overtrædelse af straffelovens § 138, stk. 1 eller 2. Justitsministeriet fin-der, at det bør overlades til domstolene, ganske som når der er spørgsmål om almindelig strafudmåling, om der skal kunne tillægges beruselse nogen betydning.”

Af betænkningen om de strafferetlige særforanstaltninger fremgår, at Straffelovrådet også overvejede at lade adgangen til strafnedsættelse og strafbortfald omfatte senere indtrufne omstændigheder, dvs. omstændigheder, indtruffet efter gerningstidspunktet, sml. s. 92:

”Efter forslaget vil bestemmelsen som hidtil være begrænset til at angå omstændigheder, der foreligger ved den strafbare handlings foretagelse. Ud fra de almindelige synspunkter med hensyn til vide rammer for domstolenes sanktionsvalg … kunne der formentlig være grund til at lade en regel om strafnedsættelse og -bortfald omfatte også senere indtrædende omstændigheder … Straffelovrådet finder dog, at en eventuel ændring af § 85 i denne retning bedst kan overvejes i forbindelse med en revision af § 84, der også handler om strafnedsættelse og strafbortfald, bl.a. med hensyn til visse omstændigheder, der indtræder efter gerningstiden. En gennemgang af reglerne i § 84 fører langt udenfor den kreds af problemer, som straffelovrådet nu har beskæftiget sig med, og bør derfor vente til en senere lejlighed. Rådet finder dog anledning til allerede nu at pege på, at der næppe er grund til at opretholde den regel, at strafbortfald efter § 84, stk. 2, er udelukket med hensyn til de forhold, som nævnes i § 84, stk. 1, nr. 7-9, og som alle ligger efter foretagelsen af den strafbare handling.

Når § 84 således ikke optages til drøftelse, er det også praktisk ikke at ændre bestem-melsen i § 84, stk. 1, nr. 4, om handlinger begået ”i en af den skadelidende ved retsstridigt angreb eller grov fornærmelse fremkaldt oprørt sindsstemning”, en bestemmelse som ellers klart har sammenhæng med de tilfælde, der er omfattet af § 85.”

4. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.1. Straffelovrådet har senest i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse udtalt sig om §§ 84 og 85, sml. s. 68:

”… Der findes desuden i straffeloven en række almindelige regler om strafnedsættel-sesgrunde, d.v.s. omstændigheder der bevirker, at straffen kan gå under minimum i en forbrydelses strafferamme, se bl.a. §§ 84, 85 og 91, stk. 2 [nu § 91], samt § 21, stk. 2, om forsøg og § 23, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2 og 3 om medvirken. I nogle tilfælde føjes hertil en mulighed for at lade straffen bortfalde.

En adgang til strafnedsættelse har størst betydning på områder, hvor strafferammen ikke hjemler bødestraf. Desuden kan nævnes de tilfælde, hvor der undtagelsesvis er fastsat et højere minimum for fængselsstraf end 30 dage, f.eks. § 237 om forsætligt drab. En strafnedsættelsesgrund giver i disse tilfælde mulighed for at udmåle en fængselsstraf fra 30 dage (eller bøde eller hæfte); derimod bevirker en strafnedsættelsesgrund ikke, at der kan vælges en fængselsstraf på mindre end 30 dage.

Regler om strafnedsættelse har også den betydning, at de supplerer § 80 som en vejled-ning om forhold, der kan bevirke en mildere udmåling inden for strafferammen end den, der normalt ville finde anvendelse. Når en omstændighed kan medføre strafnedsættelse, kan den så meget desto mere påvirke valget af straf inden for strafferammen.”

4.2. Som det fremgår, er Straffelovrådet ikke gået ind på en nærmere drøftelse af §§ 84 og 85. Be-tænkningen om strafferammer og prøveløsladelse indeholder således ikke forslag til ændring af de pågældende bestemmelser.

5. Retspraksis vedrørende straffelovens §§ 84 og 85 m.fl.

5.1. Som nævnt i pkt. 1.1 indebærer tilstedeværelsen af en af de strafnedsættelsesgrunde, der indgår i § 84, at straffen kan fastsættes under det minimum, der er foreskrevet i den enkelte straffebestem-melse, og at straffen kan gå ned til den laveste grad af den mildeste strafart, dvs. 1 dagbod (kun for straffelovsovertrædelser). Som følge af de normale strafferammers vide og lave minima og den ubundne adgang til at anvende betinget dom, jf. herved straffelovens § 56, er de fleste strafnedsæt-telsesbestemmelser i § 84 uden større selvstændig betydning, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kom-menterede straffelov, Almindelig del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 379-80.

Er forholdet omfattet af en af de strafnedsættelsesgrunde, der nævnes i § 84, stk. 1, nr. 1-6, kan straffen under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde, jf. § 84, stk. 2. Der kan endvidere være spørgsmål om anvendelse af retsplejelovens § 722, stk. 2, som åbner mulighed for tiltalefrafald ved tilstedeværelsen af særligt formildende omstændigheder eller andre særlige forhold, når påtale ikke kan anses for påkrævet af almene hensyn, jf. herom Bernhard Gomard m.fl.: Den kom-menterede retsplejelov, Bind III, 6. udg. s. 34.

Ved strafbortfald anses tiltalte ligesom ved strafnedsættelse for skyldig. Det indebærer, at tiltalte som udgangspunkt pålægges sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 1008, stk. 1.

5.1.1. § 84, stk. 1, nr. 1, 4 og 5, vedrører betydningen af særlige psykiske forhold hos gerningsman-den på gerningstidspunktet.

§ 84, stk. 1, nr. 1, giver mulighed for strafnedsættelse, når nogen har overskredet grænserne for lov-ligt nødværge eller for den ved § 14 hjemlede nødret. Som eksempel på anvendelse af denne be-stemmelse kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1974, s. 729, hvor tiltalte med henvisning til § 84, stk. 1, nr. 1 og 4, og § 85 idømtes 3 års fængsel for drab, idet den pågældende forinden var blevet overfaldet af afdøde, der var betydelig større og kraftigere end tiltalte. Som et andet eksempel kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæ-sen 1989, s. 691, hvor den ene af to tiltalte for drab under anvendelse af et haglgevær blev straffet med 6 års fængsel, jf. straffelovens § 84, stk. 1, nr. 1, og § 85.

§ 84, stk. 1, nr. 1, har fundet (analog) anvendelse ved spørgsmål om overskridelse af den magtan-vendelse, som er berettiget efter straffelovens § 13, stk. 3, sml. Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1970, s. 491, hvor en politibetjent blev pålagt erstatningspligt, men ikke straf, for en brækket arm forvoldt ved hårdhændet førergreb. Det blev lagt til grund, at tiltalte havde overtrådt straffelovens § 244, men at den forskyldte straf burde bortfalde i medfør af ”princippet i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 2”. Se også Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 614, hvor en polititjenestemand under citering af § 84, stk. 1, nr. 1 og 4, og § 85 idømtes 30 dages fængsel i anledning af, at den pågældende i detentionen havde sparket en an-holdt tre gange, heraf to spark i brystet og et på hagen, efter at anholdte forinden havde truet tiltalte, været ustyrlig og sparket tiltalte flere gange.

§ 84, stk. 1, nr. 4, åbner mulighed for strafnedsættelse, når gerningen er udført i en af den skadeli-dende ved retsstridigt angreb eller grov fornærmelse fremkaldt oprørt sindsstemning. Denne be-stemmelse citeres undertiden sammen med §§ 84, stk. 1, nr. 1, og 85, sml. ovennævnte højesterets-dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1974, s. 729. Som eksempel på strafnedsættelse alene med henvisning til § 84, stk. 1, nr. 4, kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1339, hvor straffen nedsattes fra 14 til 12 års fængsel for en stofmisbruger, der var fundet skyldig i drab og røveri ved at have kvalt en 48-årig i dennes lejlighed og i forbindelse hermed frataget hende diverse guldsmykker. Tiltalte havde skaffet sig adgang til lejligheden for at stjæle smykker, men var blevet overrasket af forurettede, som med en kniv havde stukket hende i armen, halsen og brystet, og hun havde herefter, mens de begge lå på gulvet, grebet en T-shirt og proppet den i munden på forurettede. Sml. også Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Rets-væsen 1998, s. 1265, der angik en 22-årig, som var fundet skyldig i overtrædelse af § 237, jf. § 21, og § 245, stk. 1, 1. pkt., jf. § 21, ved i en bekendts lejlighed med pistolskud at have forsøgt at dræbe tre tilstedeværende personer og udøve vold af særlig farlig karakter mod en tredje tilstedeværende person.

Den oprørte sindsstemning, som kan føre til strafnedsættelse i medfør af § 84, stk. 1, nr. 4, kan være fremkaldt ved, at forurettede har angrebet andre end gerningsmanden. Bestemmelsen skal i øvrigt sammenholdes med straffelovens § 248 om strafbortfald ved legemsangreb under slagsmål og ved gengældelse og med straffelovens § 272 om strafbortfald ved ærekrænkelse, når handlingen er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller den forurettede har øvet gengæld mod for-nærmeren, jf. Den kommenterede straffelov s. 380.

Efter § 84, stk. 1, nr. 5, kan straffen nedsættes, når nogen ved sit afhængighedsforhold til en anden eller ved trussel om betydelig skade har ladet sig bevæge til gerningen. Afhængighedsforhold til en anden foreligger i praksis navnlig i familie- og ansættelsesrelationer og kan undertiden føre til tilta-lefrafald. Kan der pålægges strafansvar efter reglerne om strafansvar for juridiske personer, jf. straf-felovens §§ 25-27, eller er der grundlag for ansvar mod lederen af en virksomhed, rejses i alminde-lighed ikke tiltale mod en underordnet medarbejder, medmindre den pågældende har udvist et særligt graverende forhold, jf. Rigsadvokatens meddelelse nr. 5/1999 om valg af ansvarssubjekt i sager om virksomhedsansvar, pkt. 2.

Som eksempel på, at afhængighedsforhold til eller trusler fra medgerningsmænd har ført til straf-nedsættelse, kan henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 752. Sagen angik en 17-årig, der i forening med 6 andre om bord på et skib mod løfte om udbytte på 25.000 USD til hver havde medvirket til indførsel i USA af 4.448 kg kokain, som blev taget om bord på skibet i internationalt farvand. Tiltalte var blevet indblandet i smugleriet på tilfældig måde, idet han først, da skibet befandt sig i rum sø, blev bekendt med, at kokainen skulle tages om bord. Det havde været yderst vanskeligt for ham at tage afstand fra hele den øvrige besætning, ligesom han havde næret en berettiget frygt for sit liv, hvis han ikke deltog. Tiltalte var afmønstret fra skibet så hurtigt, det var praktisk muligt i USA, mens kokainen stadig var om bord, og han havde ikke gjort noget forsøg på at få sit vederlag udbetalt. Der fandtes ikke at have foreligget sådanne særlige omstændigheder, som udelukker strafansvar (Nichtzumutbarkeit). Tiltalte fandtes heller ikke at have handlet i en nødværgesituation, jf. straffelovens § 13. Derimod bortfaldt den forskyldte straf i medfør af § 84, stk. 1, nr. 2 og 5, jf. stk. 2, og § 85.

5.1.2. De i § 84, stk. 1, nr. 6-9, nævnte strafnedsættelsesgrunde vedrører gerningsmandens forhold efter gerningstidspunktet. § 84, stk. 1, nr. 6 og 7, åbner mulighed for strafnedsættelse, når ger-ningsmanden, efter at den strafbare handling er fuldbyrdet, frivilligt har afværget den af hans hand-ling flydende fare eller fuldt ud har genoprettet den ved gerningen forvoldte skade. Efter § 84, stk. 1, nr. 8, kan straffen nedsættes, når gerningsmanden i øvrigt frivilligt har bestræbt sig for at forebygge fuldbyrdelsen eller genoprette den ved gerningen forvoldte skade. Endelig gives med § 84, stk. 1, nr. 9, adgang til strafnedsættelse, når gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse. Sidstnævnte bestemmelse, der også rejser spørgsmål om strafnedsættelse i beslægtede tilfælde, hvor gerningsmanden på anden måde har ydet bistand til opklaringen af en forbrydelse, er omtalt i kapitel 11 om tilståelsens betydning for strafudmålingen.

Fra retspraksis kan nævnes Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 611, hvor ægtefællerne T 1 og T 2 havde gjort sig skyldige i overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3, om falsk anmeldelse, idet T 2, da politiet henvendte sig i anledning af en anmeldelse om spi-rituskørsel, efter pludselig indskydelse urigtigt forklarede, at vognen var blevet ført af hende, hvilket T 1 herefter bekræftede. T 2 indrømmede umiddelbart efter på politigården, at vognen var blevet ført af T 1. I øvrigt fæstede politiet ikke lid til den urigtige forklaring, idet anmelderen havde sagt, at vognen var blevet ført af en mand. Under disse omstændigheder fandtes straffen for T 2 at burde bortfalde i medfør af § 84, stk. 1, nr. 6, jf. stk. 2. Straffen for T 1 blev fastsat til 5 dagbøder á 150 kr. Se endvidere Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 701, hvor det ved pådømmelsen af et tilfælde af meningsløs gadevold blev anset som en formildende omstæn-dighed, at den tiltalte efterfølgende havde kontaktet den overfaldne og gennem samtale i konfliktråd med den pågældende søgt at afbøde virkningerne af overfaldet.

Som led i styrkelsen af retsstillingen for ofre for forbrydelser blev der i 1997 iværksat et nyt (og i forhold til tidligere forsøg) bredere forsøg med mægling i konfliktråd, som kan give et mere fyldigt grundlag for at vurdere konfliktrådenes eventuelle fremtidige rolle i kriminalitetsbekæmpelsen. For-søgsperioden skulle efter planen slutte den 1. juli 2002, men er forlænget indtil videre til udgangen af 2003 bl.a. med sigte på at give Folketinget lejlighed til at drøfte forsøget og tage stilling til en eventuel permanentgørelse af ordningen med konfliktråd. Erfaringerne har indtil nu været positive, sml. herved bl.a. Claus Syberg Henriksen: Evaluering af konfliktråd, CASA (2003, under trykning).

Konfliktrådsordningen er ikke et alternativ, men et supplement til almindelig retsforfølgning. Det indebærer, at straffesagen gennemføres mod gerningsmanden, selv om vedkommende har deltaget i konfliktråd. Som det fremgår af den ovennævnte dom fra Vestre Landsret, kan sådan deltagelse have betydning ved straffastsættelsen. Det nye udvidede forsøg gennemføres i politikredsene Glostrup, Ringsted og Roskilde. Der foreligger en række utrykte domme fra retterne i disse politikredse, som belyser konfliktrådsbehandlingens betydning for straffastsættelsen.

5.1.3. Den af strafnedsættelsesgrundene, der sammen med § 84, stk. 2, om strafbortfald citeres hyp-pigst, er § 84, stk. 1, nr. 3, om tilfælde, hvor gerningsmanden har handlet i undskyldelig uvidenhed om eller undskyldelig misforståelse af retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse. Bestemmelsen bygger på det synspunkt, at misforståelse af eller manglende indsigt i retsreglerne ikke kan føre til straffrihed. Hensynet til retshåndhævelsens effektivitet indebærer, at der i alminde-lighed ikke kan tages hensyn til påstande om manglende kendskab til retsregler, der er behørigt kundgjorte og gyldige, sml. afsnit 2 ovenfor om forarbejderne til straffelovens § 84 samt Den kom-menterede straffelov s. 381. Som det fremgår, kommer § 84, stk. 1, nr. 3, kun på tale, hvor uviden-hed om eller misforståelse af retsregler er undskyldelig. Endvidere skal uvidenheden eller misfor-ståelsen angå retsregler, der forbyder eller påbyder handlingens foretagelse. At gerningsmanden fejlagtigt tror, at overtrædelse af en bestemmelse, der forbyder visse handlinger, ikke er strafbelagt, er uden betydning og kan ikke føre til strafnedsættelse.

Spørgsmålet om undskyldelighed opstår kun sjældent i forhold til straffeloven. Til illustration kan dog nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 270, hvor en kommunalt ansats straf for bestikkelse, jf. straffelovens § 144, i anledning af modtagelse af gaver fra et entreprenørfirma, der havde udført arbejder vedrørende kommunens fjernvarmeforsyning, bortfaldt, bl.a. fordi der forelå undskyldelig misforståelse af retsregler. Se endvidere Vestre Landsrets dom af 27. november 1996, refereret i Domme i Kriminelle Sager 1996-98, s. 146, hvor straffen bortfaldt for brud på tavshedspligt vedrørende oplysninger, som var tilgået tiltalte under uddannelse og siden som kommunalt ansat social- og sundhedshjælper.

Inden for særlovgivningen kommer spørgsmålet om strafnedsættelse mv. navnlig på tale i sager, der angår tvivlsomme fortolkningsspørgsmål om lovbestemmelser, hvis rette forståelse har betydning for forvaltningens beføjelser og borgernes retsstilling, sml. Den kommenterede straffelov s. 382. Til illustration kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 78, hvor Højesteret afviste af lade straffen for en rejsebureauindehavers overtrædelse af bortlodningsforbudet i markedsføringslovens § 8, stk. 1, bortfalde, men under hensyn til ”overtrædelsens særegne beskaf-fenhed” og til, ”at det ikke på forhånd måtte stille sig som ganske utvivlsomt, at forholdet var straf-bart”, idømte en nedsat bøde på 5.000 kr. To af de fem dommere, der medvirkede ved sagens på-dømmelse, havde voteret for frifindelse, idet man havde fundet det betænkeligt at anse forholdet for strafbart efter den nævnte bestemmelse. Endvidere kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 377, hvor straffen bortfaldt i forhold til to færøske erhvervsdri-vende selskaber, der havde arrangeret en spørgeskemakonkurrence, hvorefter deltagerne ved at ud-fylde et spørgeskema uden betaling deltog i en lodtrækning om gevinster, hvilket var i strid med de færøske regler, der også antoges at omfatte lotterispil, hvor deltagerne medvirkede uden betaling.

Har tiltaltes forhold været angribeligt, forekommer det, at der pålægges straf, selvom forståelsen af vedkommende bestemmelse er tvivlsom, sml. bl.a. Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1965, s. 137, der afviste strafbortfald, da den omhandlede overtrædelse af ophavsretslo-ven ved et selskabs pladeindspilning af en afdød komponists værk måtte tilregnes lederen af selska-bets grammofonafdeling som groft uagtsom. Se endvidere Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1973, s. 318, hvor en tiltalt indehaver af et firma blev straffet for overtrædelse af postloven i anledning af postbefordring af nogle ”obskøne” (pornografiske) bøger og hæfter, uanset at straffen havde baggrund i en ikke bekendtgjort konvention. Se også Højesterets domme, of-fentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 926, og 1981, s. 825 og 829, hvor der var spørgsmål om, hvorvidt akupunkturvirksomhed i behandlingsøjemed kunne sidestilles med operativt indgreb i lægelovens forstand. I ingen af disse sager fandtes grundlag for strafbortfald, men straffen blev under hensyn til de foreliggende formildende omstændigheder fastsat til bøder i størrelsesordenen 1.000 kr. og 5.000 kr. I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 756, afvistes strafnedsættelse og strafbortfald, allerede fordi det tiltalte selskab havde fortsat udlejning af sommerhuse i strid med sommerhusloven i uændret omfang, efter at Skov- og Naturstyrelsen havde gjort tiltalte bekendt med det ulovlige heri. Sml. endelig også Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 578, hvor Højesteret i en sag om kursmanipulation på grund af karakteren af tiltaltes handlemåde afviste at lade den forskyldte straf nedsætte eller bortfalde uanset den tvivl, som lov om værdipapirhandel kunne give anledning til.

Der er eksempler på, at sagen er resulteret i strafbortfald, selv om tiltalte har tilsidesat en admini-strativ afgørelse. I den forbindelse kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Rets-væsen 1970, s. 498, der angik en afdelingsformand i et fagforbund, som i strid med skattevæsenets anmodning havde undladt at tilbageholde skat i medlemmernes arbejdsløshedsunderstøttelse. End-videre kan peges på Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1976, s. 348, der ved-rørte en række andelshavere i et andelsselskab, stiftet af en bebyggelses beboere, som havde over-trådt lov om omnibuskørsel ved uden tilladelse at have startet en busrute. Sml. også Tidsskrift for Kriminalret 1999, s. 54, om strafbortfald i anledning af kørsel i Danmark uden førerret med tysk kørekort.

Spørgsmål om strafnedsættelse eller strafbortfald bringes undertiden op med henvisning til, at de kontrollerende forvaltningsmyndigheder har udvist passivitet. Til illustration kan henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1962, s. 218, hvor straffen for at have overtrådt firmaloven ved avertering af tæppeudstillinger bortfaldt under hensyn til, at mange firmaer gennem en årrække uden påtale fra anklagemyndigheden havde averteret på samme måde som tiltalte. Sml. endvidere Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1959, s. 889, hvor der i en sag om overtrædelse af vareforsyningsloven og valutabekendtgørelsen ved en række vare-bytteforretninger fra tiltaltes side blev procederet på, men ikke givet medhold i en påstand om straf-bortfald med henvisning til, at myndighedernes holdning i varebyttesager havde givet føje til at tro, at der ikke var noget ulovligt ved de udførte forretninger.

At myndighederne har optrådt vildledende eller meddelt fejlagtige anvisninger ses også anført, sml. Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1966, s. 311, hvor der statueredes strafbortfald i forhold til en tiltalt, der havde opført et træhus i strid med bygningsreglementet, men handlet i tillid til en tilladelse til husets opførelse, som var meddelt af den lokale fredningsmyndig-hed. Se også Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1974, s. 932, hvor straffen for en arbejdsgiver, hvis udbetaling af ”lån” til de ansatte blev sidestillet med løn, i anledning af manglende rettidig indbetaling af A-skat nedsattes under hensyn til, at ”lånene” var ydet efter anvisning af en skatteinspektør i en artikel i ”Bo Bedre”. I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1977, s. 158, statueredes strafbortfald i en sag om overtrædelse af ferskvandsfiskerilovens bestemmelser om anbringelse af åleruser, idet tiltalte af en overfiskeriassi-stent fejlagtigt havde fået oplyst, at den skete anbringelse af tiltaltes åleruse ikke var ulovlig.

Strafbortfald er tillige forekommet under hensyn til, at myndighederne har tilladt det ulovlige for-hold, sml. Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1964, s. 313, hvor straffen for udlejning af kælderrum til beboelse i strid med sundhedsvedtægten bortfaldt, da tiltalte efter meddelelse fra kommunen havde haft grund til at tro, at det ulovlige lejemål om kælderlejligheden kunne fortsætte også med nye lejere. Se endvidere Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1959, s. 554, hvor den forskyldte straf for indretning af vandkloset uden tilladelse fra sundhedskommissionen bortfaldt, idet bygningskommissionens formand, der tillige var medlem af sundhedskommissionen, på egen hånd havde godkendt tegningen over det påtænkte vandkloset og udstedt bygningsattest, hvorfor tiltalte havde haft føje til at gå ud fra, at sundhedskommissionens godkendelse forelå. I dommen fremhævedes, at tiltalte hos kommunen forgæves havde søgt at få et eksemplar af sundhedsvedtægten.

Som tidligere nævnt kræves til strafbortfald, at der, foruden at vildfarelsen er undskyldelig, foreligger ”i øvrigt formildende omstændigheder”. Det må på baggrund af retspraksis antages, at der ved pådømmelsen anlægges en bedømmelse, hvor ikke blot vildfarelsens undskyldelighed, men en hel-hedsvurdering af den udviste handlemåde er afgørende for, om der statueres strafbortfald, jf. herved tillige Den kommenterede straffelov s. 382. Kan vildfarelsen ikke tilregnes gerningsmanden som uagtsom, idet den pågældende har gjort, hvad der med rimelighed kan forlanges for at gøre sig be-kendt med reglerne, og har vedkommende tillige handlet forsvarligt efter sin viden, må det efter retspraksis antages, at der i almindelighed vil blive statueret strafbortfald. Handler gerningsmanden inden for et fagområde mv., må det omvendt antages, at der gælder skærpede krav til kendskabet til gældende ret med den følge, at der skal mere til for at statuere strafbortfald.

Til illustration kan særligt henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1962, s. 134, hvor en gårdejer i egenskab af formand for den lokale maskinstation blev dømt for overtrædelse af færdselsloven, idet det efter en fortolkning af de berørte bestemmelser sammenholdt med indretningen af de i sagen omstridte påhængsredskaber blev lagt til grund, at en traktor med tilhørende påhængsredskab var undergivet registreringspligt. En påstand fra tiltaltes side om straf-bortfald under hensyn til reglernes komplicerede karakter blev ikke taget til følge. Der kan endvidere henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1585, hvor retten afviste at give en gårdejer, der var tiltalt for overgødskning af sine marker, medhold i en på-stand om strafbortfald, fordi regelsættet, der var gældende på gerningstidspunktet, var nyt og ændret flere gange senere. Endelig kan peges på Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Rets-væsen 1975, s. 474, hvor tiltalte fandtes at have overtrådt stærkstrømsreglementet ved salg af halv-ledereffektregulatorer for jævnstrømsmotorer, men samtidig under hensyn til bestemmelsernes uklarhed og uoverskuelighed ansås for omfattet af § 84, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, med den følge, at der statueredes strafbortfald.

5.1.4. Som det fremgår, giver § 84, stk. 1, nr. 2, mulighed for strafnedsættelse, når gerningsmanden, da han foretog den strafbare handling, ikke var fyldt 18 år, og anvendelsen af lovens fulde straf på grund af hans ungdom må anses unødvendig eller skadelig. Endvidere rummer bestemmelsen et forbud mod at idømme fængsel i mere end 8 år i forhold til personer, der på gerningstiden ikke var fyldt 18 år. Strafnedsættelsesgrunden i § 84, stk. 1, nr. 2, indgår i § 84, stk. 2. Der er derfor efter omstændighederne også mulighed for strafbortfald i disse tilfælde.

Bestemmelsen har bl.a. fundet anvendelse i forhold til 15-18 årige drabsmænd. I den forbindelse kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, s. 309, hvor en 15-årig for et knivdrab på en restaurant idømtes 5 års fængsel. Endvidere kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 139, hvor en 17-årig havde skudt en person under en afstraffelsesekspedition med et oversavet haglgevær fra en afstand af mellem 1,5 og 3 meter. Straffen, hvori indgik en tidligere betinget dom på 60 dages fængsel, fastsattes til fængsel i 7 år. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 1013, blev straffen for en knap 18-årig, der var fundet skyldig i bl.a. drab og forsøg på røveri, under citering af § 84, stk. 1, nr. 2, 2. pkt., fastsat til fængsel i 8 år. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 741, blev en 15-årig for drab ved kvælning idømt 6 års fængsel. Sml. endelig også den ovenfor under pkt. 5.1.1 nævnte dom fra Østre Landsret, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 752, der statuerede strafbortfald efter § 84, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, i forhold til en 17-årig skibsdreng, som af frygt for sit liv havde deltaget i transport af godt 4 t kokain.

5.2. Som det fremgår af afsnit 3 ovenfor, medførte ændringen af straffelovens § 85 ved lov nr. 320 af 13. juni 1973, at bestemmelsen blev gjort fakultativ på linje med § 84. Fører pådømmelsen af en sag til, at § 85 kan bringes i anvendelse, skal strafudmålingen på samme måde som ved § 84 ske inden for en udvidet strafferamme, og straffen kan efter omstændighederne bortfalde helt.

5.2.1. § 85 finder i retspraksis navnlig anvendelse i drabssager, hvor strafferammen er fra 5 års fængsel til fængsel på livstid, jf. Den kommenterede straffelov s. 386. Selv om § 85 er fundet an-vendelig, er der eksempler på, at straffen er blevet fastsat til den nærmeste position under straffe-rammens maksimum, dvs. fængsel i 16 år. Til illustration kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1973, s. 294, hvor en 19-årig idømtes fængsel i 16 år, efter at nævningerne havde svaret bekræftende på et spørgsmål om strafnedsættelse efter § 85, stk. 1. Den pågældende var fundet skyldig i med skud fra et jagtgevær at have dræbt to ægtefæller og forsøgt at dræbe parrets datter og søn. Sidstnævnte havde som følge heraf pådraget sig meget alvorlige læsioner.

Straffen udmåles i almindelighed inden for normalstrafferammen, selv om nævningerne har svaret bekræftende på spørgsmål om anvendelse af § 85. Som eksempel kan henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1968, s. 692, hvor en 38-årig, der i nogen tid var blevet drillet af sine arbejdskammerater, dræbte en af disse med knivstik og herfor i medfør af straffelovens § 237, jf. § 85, idømtes fængsel i 8 år. Som et andet eksempel kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1056, hvor straffen for drab af den fraseparerede ægtefælles nye ven navnlig under hensyn til, at drabet var begået på en særdeles brutal måde under længerevarende mishandling, blev udmålt til fængsel i 10 år.

Det forekommer, at straffen udmåles under strafferammens minimum. Som eksempel kan peges på Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1965, s. 165, hvor straffen for drab og forsøg herpå udmåltes til fængsel i 3 år for en 41-årig mand, der efter at have mistet sin hustru havde indgivet sine fire børn på 13, 12, 8 og 6 år sovepiller for at dræbe dem og selv havde foretaget et alvorligt ment selvmordsforsøg. Endvidere kan nævnes Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 193, der angik en 18-årig, som med to skud fra et jagtgevær havde dræbt sin 2 år ældre bror, der gennem nogle år efter faderens død havde optrådt truende og voldeligt over for tiltalte og dennes mor. Nævningerne havde svaret bekræftende på et spørgsmål om straf-nedsættelse efter § 85, 1. pkt., men benægtende på et spørgsmål om strafbortfald efter § 85, 2. pkt. Straffen fastsattes til fængsel i 4 år, der under hensyn til de helt specielle omstændigheder i forbin-delse med drabet og tiltaltes unge alder og personlige forhold blev gjort betinget.

5.2.2. De sjælelige tilstande, der kan føre til strafnedsættelse, er som tidligere nævnt ”stærk sinds-bevægelse” og ”andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand”. I retspraksis anvendes denne del af § 85 især på forsætligt drab, der er begået i affekt – i reglen jalousidrab eller drab i familieforhold. Som eksempel kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1321, hvor en 37-årig kvinde idømtes 8 års fængsel for at have dræbt sin samlever med kniv.

Undertiden kan sindstilstanden også henføres under § 84, navnlig § 84, stk. 1, nr. 4. Strafnedsættelse sker i så fald under citering af både § 85 og § 84. Som eksempel kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 115, hvor straffen fastsattes til fængsel i 10 år i forhold til en tiltalt, der efter et drikkelag med talrige knivstik havde dræbt sin veninde, som ifølge tiltalte var kommet imod ham med kniven, og derefter tilføjet en tilstedeværende mand et sår med knivstik. Sml. også den under pkt. 5.1.1 nævnte dom fra Østre Landsret, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 614, om strafudmålingen vedrørende en polititjenestemand, der var fundet skyldig i i detentionen at have sparket en anholdt tre gange, efter at anholdte forinden havde truet polititjenestemanden, været ustyrlig og sparket flere gange.

5.2.3. Det forekommer, at der efter rettens vurdering foreligger sådanne ”særlig formildende om-stændigheder” ved gerningsmandens sindstilstand, at der er grundlag for at statuere strafbortfald. Som eksempel kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1986, s. 251, der angik to søstre, som var fundet skyldige i henholdsvis drabsforsøg og drab på deres fælles samlever.

Undertiden kan gerningsmandens sindstilstand rejse spørgsmål om anvendelse af andre retsfølger end straf, jf. straffelovens § 68 sammenholdt med § 16, og § 69. Til illustration heraf kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 615, der angik en 52-årig, som i spirituspåvirket tilstand havde dræbt sin foresatte, efter at denne havde hånet ham. Retslægerådet havde henført tiltalte til en grænsepsykotisk eller psykosenær kategori i tilslutning til skizofrenierne og karakteriseret drabshandlingen som en abnorm enkeltreaktion. Rådet havde anset det for for-målstjenligt at idømme behandlings- eller anbringelsesdom i medfør af § 69. Nævningerne svarede imidlertid benægtende på et spørgsmål om anvendelse af § 16, men bekræftende på et spørgsmål om anvendelse af § 85, hvorefter tiltalte idømtes fængsel i 8 år.

5.2.4. Som det fremgår af afsnit 2 sammenholdt med afsnit 3 ovenfor, gjaldt før ændringen i 1973 særlige begrænsninger med hensyn til anvendelsen af § 85, når gerningsmandens særlige sindstilstand var affødt af selvforskyldt beruselse. Disse begrænsninger afskar ikke domstolene fra at bringe § 85 i anvendelse i tilfælde, hvor der f.eks. i forbindelse med affektdrab forelå oplysninger om et mangeårigt alkoholforbrug hos gerningsmanden. Til illustration kan henvises til den ovenfor under pkt. 5.2.1 nævnte højesteretsdom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1968, s. 692, hvor tiltalte ifølge Retslægerådet bl.a. på grund af et langvarigt alkoholforbrug havde udviklet en tiltagende af-fektlabilitet, dvs. følelsesmæssig afvigelse fra det normale reaktionsmønster, og åndelig sløvelse og på gerningstidspunktet var påvirket af spiritus i formentlig middel grad. Se også Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1961, s. 1078, hvor § 85 blev bragt i anvendelse over for en 20-årig, der i en tilstand af udtalt sjælelig uligevægt, affødt bl.a. af spiritusindtagelse under en forudgående fest, havde dræbt en 24-årig, der sad i rullestol, ved at køre den pågældende i vandet, så hun druknede.

Ophævelsen af begrænsningerne om selvforskyldt beruselse har ikke tilsigtet at ændre den hidtidige retspraksis på dette område, sml. omtalen af forarbejderne til lovændringen fra 1973 i afsnit 3 oven-for.

5.2.5. Også ”særlige oplysninger om omstændighederne ved gerningen” kan efter § 85 føre til straf-nedsættelse og eventuelt strafbortfald. Hermed sigtes f.eks. til tilfælde, hvor der har foreligget et atypisk motiv eller materiel atypicitet (Nichtzumutbarkeit), jf. Den kommenterede straffelov s. 387. Som eksempel på anvendelse af denne del af bestemmelsen kan henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1966, s. 603, hvor der statueredes strafbortfald, selv om tiltalte var fundet skyldig i overtrædelse af vejbestyrelsesloven ved ulovlig brug af privatvej, idet det lokale sogneråd uden hjemmel havde nægtet tiltalte at anlægge en udkørsel til offentlig vej.

Endvidere kan nævnes Hillerød kriminalrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, s. 822. I denne blev et antal elever på et amtsgymnasium fundet skyldige i hver for sig at have afrevet en del af skolens gulvtæppebelægning, som efter deres opfattelse frembød sundhedsfare. Det måtte ifølge retten stå eleverne klart, at amtsrådet ikke kunne acceptere deres handlemåde, og de antoges heller ikke at kunne påberåbe sig nødretsreglen, der kun kommer til anvendelse, hvor lovovertræ-delsen er af forholdsvis underordnet betydning. Derimod fandtes der at burde ske strafnedsættelse i medfør af § 85, og eleverne blev herefter straffet med dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, men således, at straffene gjordes betingede.

Desuden kan peges på Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 842, hvor der statueredes strafbortfald for en kvinde, der var fundet skyldig efter straffelovens § 124, stk. 1, for at have haft besøg af to undvegne fanger, hvis situation hun imidlertid først blev bekendt med kort før politiets ankomst, hvorpå hun undlod at åbne for politiet. I Østre Landsrets dom, offentlig-gjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1273, fandtes en agentvirksomhed i strid med retsplejeloven at burde føre til strafnedsættelse for den tiltalte, som var fundet skyldig i overtrædelse af straffelo-vens § 191 ved med henblik på videresalg at have været i besiddelse af 407,5 g kokain. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år og 6 måneder.

5.3. Straffelovens § 87 åbner som nævnt i afsnit 1 ovenfor mulighed for at nedsætte og for under særlige omstændigheder at lade straffen bortfalde, når nogen i henhold til straffelovens § 79 fraken-des de dér omhandlede rettigheder. Tanken bag bestemmelsen er, at rettighedsfrakendelse er bela-stende på samme måde som straffen, og at der derfor ved strafudmålingen bør kunne tages hensyn til hertil, sml. Straffelovskommissionens betænkning af 1923 sp. 192 (§ 89).

5.3.1. Efter ordlyden sigter § 87 alene på tilfælde, hvor der som følge af lovovertrædelsen er sket rettighedsfrakendelse efter § 79. Princippet i bestemmelsen kan også finde anvendelse i andre til-fælde, f.eks. tilfælde, hvor gerningsmanden er blevet eller må ventes at blive afskediget fra sin stil-ling. Til illustration kan henvises til Østre Landsrets domme, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1974, s. 620 og 628, hvor straffen for underslæb for begge de tiltalte blev gjort betinget, bl.a. fordi det strafbare forhold havde ført til afskedigelse fra henholdsvis en tjenestemandsstilling i P&T og en ansættelse som kommunal kasserer. I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 427, blev en straf på 3 måneders fængsel til en fængselsbetjent, der havde overtrådt straffelovens § 219 ved flere gange at have samleje med en varetægtsfange, gjort betinget bl.a. under hensyn til, at den pågældende ville blive afskediget fra sin tjenestemandsstilling. Omvendt førte bestemmelsen ikke til betinget dom i Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 858, hvor en arrestforvarer og en fængselsbetjent blev straffet med 30 dages ubetinget fængsel for vold af mindre grov beskaffenhed mod en indsat, der var sagesløs, og som blev holdt fast af andre arresthusfunktionærer. Det samme gælder i Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 896, hvor en politiassistent blev straffet med 30 dages ubetinget hæfte for i tjenesten at have udøvet vold af mindre grov beskaffenhed mod en ung mand.

5.3.2. Princippet i straffelovens § 87 har tillige fundet anvendelse, hvor lovovertrædelsen har påført gerningsmanden særlige skadefølger. Som eksempel kan peges på Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1972, s. 583, hvor en 27-årig, der havde kørt motorcykel med en alkohol-promille på 2,62, idømtes 30 dages betinget hæfte under hensyn til sin alvorlige tilskadekomst og muligt forringede udsigter til at kunne fuldføre en påbegyndt uddannelse. Se endvidere Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 650, hvor straffen for spirituskørsel i kombination med uagtsomt manddrab blev gjort betinget under hensyn til, at tiltaltes søster var omkommet ved ulykken. Meget alvorlig egenskade eller nærpårørendes død eller alvorlige tilskade-komst kan også føre til tiltalefrafald. Sml. Anklagemyndighedens Årsberetning 1992 s. 95 f.

5.4. Efter straffelovens § 89 a, stk. 1 (tidl. § 89 a), kan retten træffe bestemmelse om bortfald af en tidligere idømt straf, som ikke er fuldbyrdet, når der skal afsiges dom, som går ud på foranstaltninger efter §§ 68-70 eller § 74 a, sml. pkt. 1.1 ovenfor. Bestemmelsen fik i det væsentlige sin nuværende affattelse ved lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.). Bestemmelsen bygger på forslag fra Straffelovrådet i anledning af revisionen af straffelovens bestemmelser om særforanstaltninger over for psykisk afvigende lovovertrædere, jf. s. 140 og 148 i betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger.

5.4.1. § 89 a, stk. 1, omfatter både på tilfælde, hvor den dom, der fører til idømmelse af særfor-anstaltninger mv., angår forhold, som er begået forud for den dom, der resulterede i den tidligere idømte straf (sammenstød), og tilfælde, hvor den nye dom angår forhold, der er begået efter denne dom (gentagelse). Sml. for så vidt angår sidstnævnte (gentagelse) Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, s. 305, hvor der ved dom til forvaring for en 46-årig, der var fundet skyldig i forsøg på voldtægt, begået den 20. januar 1986, og i legemsbeskadigelse, begået den 21. januar 1986, blev truffet bestemmelse om bortfald af en den 8. januar 1986 idømt betinget fællesstraf af fængsel i 3 måneder.

5.4.2. Er der sket prøveløsladelse fra den tidligere straf, kan § 89 a, stk. 1, også bringes i anvendelse på. Som eksempel kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, s. 109, hvor der ved dom til forvaring for en 24-årig, som var fundet skyldig i overtrædelse af straf-felovens § 246, jf. § 245, stk. 1, begået i april og juni 1989, blev truffet bestemmelse om bortfald af reststraf på fængsel i 310 dage, der hidrørte fra prøveløsladelse den 21. januar 1988. Som et andet eksempel kan peges på Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 478, hvor der ved dom til forvaring for en 32-årig, der var fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 180, begået den 19. marts 1993, blev truffet bestemmelse om bortfald af 3 måneders fængsel, idømt den 10. december 1992, og en reststraf på fængsel i 182 dage, der hidrørte fra en prøveløsladelse den 2. oktober 1992. Se tilsvarende Højesterets domme, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1686, og 2002, s. 1261.

6. Fremmed ret

6.1. Norge

6.1.1. Norsk straffelov indeholder visse generelle regler om strafnedsættelse og -bortfald. Reglerne findes spredt i forskellige bestemmelser, jf. således bl.a. om forsøg § 51, stk. 1, om ung alder § 55, om medvirken § 58 og om afværgelse af skadelige følger, genoprettelse af skade og tilståelse mv. § 59, sml. Anders Bratholm og Magnus Matningsdal: Straffeloven, Kommentarutgave, Første Del. Almindelige Bestemmelser, 1991, (Kommentaren til den norske straffelov) s. 199-200 (§ 51, stk. 1), 233-35 (§ 55) og 258-64 (§§ 58-59).

I § 56 gives adgang til at nedsætte straffen, når handlingen er foretaget under visse nærmere angivne formildende omstændigheder:

”§ 56. Retten kan sette ned straffen under det lavmål som er bestemt for handlingen, og til en mildere strafart:
a. når handlingen er foretatt for å redde noens person eller gods, men grensen for retten til dette etter §§ 47 og 48 er overskredet;
b. når handlingen er foretatt i berettiget harme, under tvang eller overhengende fare;
c. når lovbryteren på handlingstiden hadde en alvorlig psykisk lidelse med en betydelig svekket evne til realistisk vurdering av sitt forhold til omverdenen, men ikke var psykotisk, jf. § 44, eller var lettere psykisk utviklingshemmet eller handlet under en sterk bevissthetsforstyrrelse som ikke var en følge av selvforskyldt rus;
d. når lovbryteren handlet under bevisstløshet som var en følge av selvforskyldt rus, og særdeles formildende omstendigheter taler for at straffen settes ned.”

Om betydningen af retsvildfarelse indeholder § 57 følgende bestemmelse:

”§ 57. For den, som ved Handlingens Foretagelse befandt sig i Vildfarelse med Hensyn til dens retsstridige Beskaffenhed, kan, saafremt Retten ikke finder af denne Grund at burde frifinde ham, Straffen nedsettes under det for Handlingen bestemte Lavmaal og til en mildere Strafart.”

6.1.2. Bestemmelserne er placeret i 5te Kapitel. Om betinget dom og om grunner til at straffen kan settes ned eller forhøyes, sml. Kommentaren til den norske straffelov s. 235-57. Spørgsmålet om udformningen af en almindelig adgang til strafnedsættelse og strafbortfald er drøftet i Straffelov-kommisjonen ved flere lejligheder. Således anførtes i NOU 1983: 57 Straffelovgivningen under omformning (delutredning I) s. 239-40:

”Domstolenes adgang til å sette ned straffen, eller til å frita helt for straff, er hos oss be-grenset til enkelte tilfeller hvor loven uttrykkelig hjemler det …

Etter Straffelovkommisjonens mening kan det være grunn til å gi domstolene en a l- m i n n e l i g adgang til etter en helhetsvurdering å sette ned straffen under det lav-mål som måtte være bestemt for handlingen, eller til en mildere straffart (fra feng-sel til bot). Mye kan tale for også å gå et skritt videre og gi domstolene en almin-nelig adgang til etter en helhetsvurdering å frita helt for straff når særegne omsten-dig-heter ved saken gjør det ønskelig. For eksempel kan forhold som er inntruffet et-ter at påtalemyndigheten reiste sak, eller som ikke var kjent på det tidspunkt, gjøre det hensiktsmessig og rimelig å frita helt for straff. Eksempelvis bør alvorlig sykdom eller en særlig vanskelig livssituasjon unntaksvis kunne begrunne en slik avgjørelse. Også opplysninger om positive endringer i lovbryterens livsførsel bør i mindre alvorlige saker etter omstendighetene kunne gi anledning til straffritak. Hvor spørsmålet om alternativ konfliktløsning ikke bliver reist før på domstolsstadiet, og lovbryteren og offeret bliver enige om en minnelig ordning, kan det også være naturlig at domstolen fritar for straff … En regel om straffritak vil dessuten kunne virke som et korrektiv til påtalemyndigheten, dersom det er reist sak hvor dette ikke burde være gjort. Saken burde f eks være avgjort med en påtaleunnlatelse i tilfeller hvor en medskyldig som er minst like mye å bebreide, har sluppet med en slik reaksjon. Det synes dessuten å gi god sammenheng i rettssystemet at domstolene får en alminnelig adgang til å frita for straff, når det samme kan skje på påtalestadiet i form af påtaleunnlatelse …

Straffelovkommisjonen vil streke under at en bestemmelse om straffritak også her i lan-det bør begrenses til unntakstilfeller, hvor domstolen etter en helhetsvurdering mener at de beste grunner taler for å frita for straff. Som regel vil en bot eller en betinget reaksjon, f eks i form af straffutmålingsudsettelse, kunne være passende når det foreligger slike særlig formildende omstendigheter …

Det er videre forutsetningen [for at indføre generelle regler om strafnedsættelse og strafbortfald] at Høyesterett skal ha anledning til å prøve de underordnede domstolers avgjørelser etter de vanlige regler om anke over straffutmålingen. Det betyr f eks at på-talemyndigheten kan anke dommen til Høyesterett dersom den mener at straffen ikke burde vært ettergitt.”

6.1.3. I fortsættelse af overvejelserne i NOU 1983: 57 stillede Straffelovkommisjonen i NOU 1992: 23 Ny straffelov – alminnelige bestemmelser (delutredning V) forslag om to nye bestemmelser om strafnedsættelse og strafbortfald, der med få undtagelser skulle erstatte de hidtil gældende bestem-melser på dette område. Bestemmelserne placeredes i Tredje del. Strafferettslige reaksjoner, Kapittel 13. Fellesregler om reaksjonsfastsettingen og havde følgende ordlyd, jf. s. 286:

Ӥ 85. Nedsettelse under minstestraffen eller til en mildere straffart
Straffen kan settes under minstestraffen i straffebudet eller til en mildere straff- art når lovbryteren
1. på handlingstidspunktet var i en tilstand som nevnt i § 39 [sindssygdom mv.] uten at dette har ført til straffritak. Handlet lovbryteren under en sterk bevissthetsforstyrrelse som var en følge av selvforskyldt rus, kan straffen bare settes ned når særlige omstendigheter taler for det,
2. har vært i uaktsom rettsvillfarelse,
3. har overskredet grensene for nødrett, nødverge eller lovlig selvtekt etter §§ 25, 26 og 27,
4. dømmes for forsøk,
5. har medvirket på grunn av avhengighet av en annen deltaker, eller medvirkningen var av liten betydning,
6. har handlet i berettiget harme, under tvang eller under overhengende fare,
7. frivillig i vesentlig grad har forebygd eller gjenoprettet skaden, eller frivillig har meldt seg og avlagt tilståelse,
8. på handlingstidspunktet var under 18 år.
Når det ellers foreligger særdeles formildende omstendigheter, kan straffen nedsettes som nevnt i første ledd.

§ 86. Straffritak
Ved overskridelse av grensene for nødrett, nødverge og lovlig selvtekt kan det i særlige tilfeller frifinnes. Det kan også frifinnes ved medvirkning som nevnt i § 85 første ledd nr 5 og ved opptreden som nevnt i § 85 første ledd nr 7, når straffen ellers kunne vært fastsat til bøter, og ved forseelser.
Når helt særlige omstendigheter tilsier at det fritas for straff, kan det også i andre tilfeller frifinnes.”

Forslaget i § 86 suppleredes bl.a. af en bestemmelse om frifindelse ved retsvildfarelse i lovudkastets § 34, der var placeret i Annen del. Den straffbare handling, Kapittel 3. Vilkår for straff. Bestemmel-sen havde følgende ordlyd, s. 280:

Ӥ 34. Rettsvillfarelse
Den som på grunn av uvitenhet om eller misforståelse av rettsregler er ukjent med at en handling er ulovlig, frifinnes når villfarelsen ikke er uaktsom. Om en retsvillfarelse er uaktsom, kan det likevel frifinnes for overtredelse av straffebud som krever forsett, når særlige grunner taler for det. Ved avgjørelsen legges det blant annet vekt på hensynet til en effektiv håndhevelse av straffebudet, graden av uaktsomhet og rimeligheten av å straffe.”

6.1.4. Om de foreslåede bestemmelser kan henvises til s. 131-32 og 213-16. Straffelovkommisjonen har i NOU 2002: 4 Ny straffelov (delutredning VII) indholdsmæssigt i hovedsagen gentaget forslaget til §§ 85 og 86 i NOU 1992: 23 (delutredning V). Det tidligere udkasts § 86 er dog flyttet til Kapittel 3. Grunnvilkår for personlig straffansvar (§ 3-16). Som begrundelse herfor er bl.a. henvist til, at ”de fleste av [reglene om straffritak] har nær sammenheng med de korresponderende reglene om straffbarhetsvilkår”, og at ”konklusjonen når straffritaksreglene kommer til anvendelse, på samme måte som når straffbarhetsvilkårene ikke er oppfylt, vil være frifinnelse”, sml. s. 229. Endvidere har NOU 2002: 4 udeladt NOU 1992: 23 § 86, 2. led, der åbnede mulighed for på skønsmæssigt grundlag at frifinde for straf, når ”helt særlige omstendigheter tilsier” det. Af NOU 2002: 4 fremgår, at indstillingen på dette punkt bygger på en flertalsopfattelse i Straffelovkommisjonen, sml. s. 232:

”Et flertall i den nåværende kommisjonen, lederen Høgetveit og medlemmene Coward og Fossgard, går imot en generell fritaksregel som foreslått i tidl utk § 86 andre ledd. Flertallet er enig i den vurderingen som Konkurransetilsynet uttrykte i høringsrunden [hvorefter man anså det for uheldigt, at ”spørsmålet om straffansvar skal inntre skal av-henge av et skjønn”, og mente, at ”det var behov for mest mulig presise regler om når straffansvar skal inntre”], hvor tilsynet også ga uttrykk for at den foreslåtte bestemmel-sen ville gi straffeloven et mer relativistisk preg. Etter flertallets syn er det prinsipielt betenkelig å gi domstolene en helt generell og skjønnsmessig adgang til å velge mellom domfellelse eller frifinnelse i den konkrete saken. Selv om regelen som ble foreslått i tidl utk § 86 andre ledd, ville høre til straffespørsmålet, er det en fare for at anvendelsen av den ville kunne bidra til å viske ut grensen det bør være mellom straffbare og straffrie handlinger. Bortsett fra de konkrete unntakene som følger av utk § 3-16, bør følgen av en overtredelse være at lovbryteren finnes skyldig. En annen sak er at straffereaksjonen i slike tilfeller kan gå helt ned til minimum.

I delutredning V ble tidl utk § 86 andre ledd blant annet begrunnet med at bestemmelsen ville kunne virke som et korrektiv til påtalemyndigheten dersom det var reist sak hvor dette ikke burde vært gjort. Den tidligere kommisjonen sammenliknet også regelen med påtalemyndighetens adgang til å avgjøre en sak med påtaleunnlatelse. Sammenlikningen er imidlertid ikke helt treffende fordi en påtaleunnlatelse er en strafferettslig reaksjon. Den kan gis betinget, og i slike tilfeller vil den kunne omgjøres dersom lovbryteren ikke oppfyller vilkårene ... Ved en påtaleunnlatelse konstateres også straffeskyld, mens den foreslåtte regelen om straffritak, selv om den hører under straffespørsmålet, vil resultere i frifinnelse. Verken begrunnelsen eller sammenlikningen strekker seg lenger enn till å la domstolen ha adgang til – når straffeskyld er konstatert – å unnlate utmåling av straff, med andre ord gi straffutmålingsutsettelse.

I delutredning V understreket kommisjonen at straffritak etter tidl utk § 86 andre ledd bare ville være aktuelt i unntakstilfeller. Flertallet i den nåværende kommisjonen ser li-kevel en viss fare for at en slik regel vil kunne føre til at forutsigbarheten av domstolenes avgjørelser reduseres, og til uheldig rettsulikhet.

Et mindretall i kommisjonen, medlemmene Hauge og Sulland, går inn for å beholde den foreslåtte generelle fritaksregelen, som da bør innføres som andre ledd i utk § 3-16. Mindretallet viser til begrunnelsen for forslaget i delutredning V. Det må erkjennes at det er vanskelig å unngå at straffereglene i vårt kompliserte samfunn reiser en rekke skjønnspregede spørsmål. Blir reglene for presise og rigide, vil det kunne stenge for rimelige avgjørelser i enkelttilfeller. Utk § 3-16 er nettopp begrunnet ut fra behovet for å kunne nå fram til en forstandig løsning i den enkelte saken.”

6.1.5. Forslagene i NOU 2002: 4 har på den anførte baggrund fået følgende affattelse, sml. s. 476 og 484-85, jf. s. 229 ff. og 264-65:
 
 
 
 

”Kapittel 14. Fellesregler om reaksjonsfastsettingen

§ 14-1. Fastsetting av straff under minstestraffen eller til en mildere straffart
Straffen kan settes under minstestraffen i straffebudet eller til en mildere straffart for en lovbryter
1. som på handlingstidspunktet hadde en alvorlig psykisk lidelse med en betydelig svekket evne til realistisk vurdering av sitt forhold til omverdenen, men ikke var psykotisk,
2. som på handlingstidspunktet var psykisk utviklingshemmet i lettere grad,
3. som har handlet under sterk bevissthetsforstyrrelse. Var bevissthetsforstyrrelsen en følge av selvforskyldt rus, gjelder dette likevel bare når særlige grunner tilsier det,
4. som frivillig i vesentlig grad har forebygd eller gjenopprettet skaden, eller avlagt en uforbeholden tilståelse,
5. som har handlet på grunn av avhengighet av en annen deltaker, eller som bare har deltatt i liten grad,
6. som har overskredet grensene for nødrett, nødverge eller lovlig selvtekt,
7. som har overskredet grensene for lovlig maktbruk i forbindelse med lovlig pågripelse eller avverging av at noen som lovlig er berøvet friheten, rømmer,
8. som har handlet i uaktsom rettsvillfarelse ved overtredelse av straffebud som krever forsett,
9. som dømmes for forsøk,
10. som har handlet i berettiget harme, under tvang eller under overhengende fare,
11. som på handlingstidspunktet var under 18 år.
Når det foreligger svært formildende omstendigheter, kan straffen også i andre til-feller nedsettes som nevnt i første ledd.”

”Kapittel 3. Grunnvilkår for personlig straffansvar

§ 3-16. Forhold som kan føre til straffritak
Retten kan frifinne
1. den som på handlingstidspunktet hadde en alvorlig psykisk lidelse med en betydelig svekket evne til realistisk vurdering av sitt forhold til omverdenen, men ikke var psykotisk,
2. den som på handlingstidspunktet var psykisk utviklingshemmet i lettere grad, når særlige grunner tilsier frifinnelse,
3. den som har handlet under sterk bevissthetsforstyrrelse. Var bevissthetsforstyrrel-sen en følge av selvforskyldt rus, kan det frifinnes bare når helt særlige grunner til-sier frifinnelse,
4. den som frivillig i vesentlig grad har forebygd eller gjenopprettet skaden, eller som frivillig har meldt seg og avlagt en uforbeholden tilståelse, når straffen ellers kunne vært fastsat til bøter,
5. den som har handlet på grunn av avhengighet av en annen deltaker, eller som bare har deltatt i liten grad, når straffen ellers kunne vært fastsatt til bøter,
6. den som har overskredet grensene for nødrett, nødverge eller lovlig selvtekt, når særlige grunner tilsier frifinnelse,
7. den som har overskredet grensene for lovlig maktbruk i forbindelse med lovlig pågripelse eller avverging av at noen som er lovlig berøvet friheten, rømmer, når særlige grunner tilsier frifinnelse,
8. den som har handlet i uaktsom rettsvillfarelse ved overtredelse av straffebud som krever forsett, når særlige grunner tilsier frifinnelse. Ved avgjørelsen legges det blant annet vekt på hensynet til en effektiv håndhevelse av straffebudet, graden av uaktsomhet og rimeligheten av å straffe.”

6.2. Sverige

6.2.1. Svensk straffelov (Brottsbalken) indeholder i 29 kap. Om straffmätning och påföljdseftergift almindelige regler om strafudmåling. Reglerne og deres baggrund er omtalt i pkt. 6.2 i kapitel 9 om straffastsættelse. Som det fremgår, foreskriver 29 kap. en ikke udtømmende opregning af forhold, som skal indgå som formildende omstændigheder (förmildrande omständigheter) ved straffvärde-bedömningen:

”3 § Såsom förmildrande omständigheter vid bedömningen av straffvärdet skall, vid sidan av vad som är föreskrivet för vissa fall, särskilt beaktas
1. om brottet föranletts av någon annans grovt kränkande beteende,
2. om den tiltalade till följd av psykisk störning eller sinnesrörelse eller av någon annan orsak haft starkt nedsatt förmåga att kontrollera sitt handlande,
3. om den tiltalades handlande stått i samband med hans uppenbart bristande utveckling, erfarenhet eller omdömesförmåga,
4. om brottet föranletts av stark mänsklig medkänsla eller
5. om gärningen, utan att vara fri från ansvar, är sådan som avses i 24 kap. [Om all-männa grunder för ansvarsfrihet].
Om det er påkallat med hänsyn till brottets straffvärde, får dömas till lindrigare straff än som är föreskrivet för brottet.”

6.2.2. Bestemmelsen suppleres i 5-6 §§ i 29 kap. af følgende bestemmelser om betydningen af visse forhold, der kan henføres til gerningsmandens person eller adfærd efter den strafbare handling:

”5 § Vid straffmätningen skall rätten utöver brottets straffvärde i skälig omfattning beakta
1. om den tilltalade till följd av brottet drabbats av allvarlig kroppsskada,
2. om den tilltalade efter förmåga sökt förebygga eller avhjälpa eller begränsa skadliga verkningar av brottet,
3. om den tilltalade frivilligt angett sig,
4. om den tilltalade förorsakas men genom att han på grund av brottet utvisas ur riket,
5. om den tilltalade till följd av brottet drabbats av eller om det finns grundad anledning anta att han kommer att drabbas av avskedande eller uppsägning från anställning eller av annat hinder eller synnerlig svårighet i yrkes- eller näringsut-övning,
6. om den tilltalade till följd av hög ålder eller dålig hälsa skulle drabbas oskäligt hårt av ett straff utmätt efter brottets straffvärde,
7. om en i förhållande till brottets art ovanligt lång tid förflutit sedan brottet begicks eller
8. om någon annan omständighet föreligger som påkallar att den tilltalade får ett lägre straff än brottets straffvärde motiverar.
Föreligger omständighet som avses i första stycket, får rätten, om särskilda skäl påkallar det, döma till lindrigare straff än som är föreskrivet för brottet.

6 § Är det med hänsyn till någon sådan omständighet som avses i 5 § uppenbart oskäligt att döma till påföljd, skall rätten meddela påföljdseftergift.”

6.2.3. Om de pågældende bestemmelser kan henvises til Ulf Berg m.fl.: Brottsbalken, En Kom-mentar, Kap. 25-38, Följdförfattningar, 2001, (Kommentaren til den svenske straffelov) s. 29:41 ff. (29:5) og 29:52 f. (29:6). Svensk straffelov indeholder i lighed med dansk og norsk straffelov særlige bestemmelser om straf ved forsøg og medvirken. Der er også fastsat bestemmelser om betydningen af ung alder og retsvildfarelse. Der henvises til 1-2 §§ og 4-5 §§ i 23 kap. Om försök, förberedelse, stämpling och medverkan till brott, 7 § i 29 kap. Om straffmätning och påföljdseftergift samt 9 § i 24 kap. Om allmänna grunder för ansvarsfrihet. Sidstnævnte bestemmelse har følgende ordlyd:

”9 § En gärning som någon begår i villfarelse rörande dess tillåtlighet (straffrättsvillfa-relse) skall inte medföra ansvar för honom om villfarelsen på grund av att fel förekommit vid kungörandet av den straffrättsliga bestämmelsen eller av annan orsak var uppenbart ursäktlig.”

Sml. i øvrigt Carl Holmberg m.fl.: Brottsbalken, En kommentar, Del II (13-24 kap.), Brotten mot allmänheten och staten m.m., 7. udg. s. 493 ff. (23:1 og 23:2 om forsøg), 533 ff. (23:4 og 23:5 om medvirken) og 626 ff. (24:9 om retsvildfarelse).

6.3. Finland

6.3.1. I finsk ret findes regler om strafudelukkelses- og strafnedsættelsesgrunde i straffelovens (strafflag) 3 kap. Om grunder, som utesluta eller minska gärnings straffbarhet. Herom fremgår af 5 § bl.a.:
 
 

”5 § …
Upptager straffstadgande särskild minsta tid för fängelsestraff, får domstolen, såframt hinder icke möter med hänsyn till allmänt intresse, på särskilda skäl, som skola nämnas i domen, döma till straff som understiger den stadgade minsta tiden eller, om ej strängare straff än fängelse på viss tid är stadgat, döma till böter.
Domstolen får lämna gärningen obestraffad, om
1) brottet, med hänsyn till sin menlighet eller gärningsmannens skuld sådan den framgår av brottet, skall anses ringa bedömt som en helhet,
2) brottet av särskilda skäl som hänför sig till gärningen eller gärningsmannen skall anses ursäktligt,
3) straffet skall anses oskäligt eller oändamålsenligt med hänsyn till uppnådd förlikning mellan gärningsmannen och målsäganden eller gärningsmannens övriga handlande för att avstyra eller avlägsna verkningarna av brottet eller för att främja utredningen av det, gärningsmannens personliga förhållanden, de övriga följder som brottet medfört för honom, social- och hälsovårdsåtgärder eller andra omständigheter, eller om
4) brottet inte på grund av stadgandena om gemensamt brott väsentligt skulle inverka på det totala straffet.
Utöver vad som stadgas i 3 mom. får domstolen lämna ett brott som har begåtts av nå-gon som inte har fyllt 18 år obestraffat, om gärningen snarere kan anses ha berott på oförstånd eller förhastande än på likgiltighet för förbud och påbud i lag.”

6.3.2. Finsk straffelov indeholder særlige bestemmelser om forsøg og medvirken, sml. 1 § i 4 kap. Om försök og 3 § i 5 kap. Om delaktighet. Derimod er der ikke fastsat bestemmelser om betydnin-gen af retsvildfarelse. Om de finske bestemmelser kan bl.a. henvises til Nordisk Strafferetskomités betænkning NU 1984: 2 Straffutmåling, s. 15-16. Endvidere har Justitieministeriet oplyst følgende i en redegørelse til brug for Straffelovrådet:

”Professor Koskinen (Finlands straff- och processrätt, En introduktion, Erkki Havansi & Pekka Koskinen, Helsingfors 2002, (93) konstaterer om avvikelse från ett straffstadgande:

”På den skala som skall tillämpas kan i exceptionella fall inverka också en avvikelse från ett straffstadgande (SL 3:5.2). För undvikande av oskäligheter i enskilda fall har domstolen getts en möjlighet att av särskilda skäl, som skall nämnas i domen, un-derskrida det för brottet särskilt angivna minimistraffet eller döma till böter i stället för fängelse. Detta förutsätter att ett allmänt intresse – dvs. allmänpreventiva skäl – inte fordrar något annat.”

Om åtgärdseftergift kan hänvisas till Professor Koskinen (Finlands straff- och process-rätt, En introduktion, Erkki Havansi – Pekka Koskinen, Helsingfors 2002, s. 99-101) som yttrar bland annat:

”Åtgärdseftergift kan enligt vårt straffrättssystem förekomma i tre skeden. Allmänna bestämmelser om domseftergift ingår i strafflagen (3:5.3-4) och om åtalseftergift i lagen om rättegång i brottsmål (BRL 1:7-8). Ett motsvarande stadgande om polisens rätt att avstå från förundersökning finns i förundersökningslagen (2:2 §). De gällande bestäm-melserna bygger på reformer som har genomförts år 1990 och därefter. Utöver dem finns det i olika lagar specialstadganden om åtgärdseftergift. De härstammar från olika tider och har delvis olika syften.
Grunderna för domseftergift är i stort sett desamma som för åtalseftergift. Domstolen har dock en mera omfattande prövningsrätt.
Kriterierna att brottet är ringa och gärningsmannen ung har således inte i stadgandet i SL sammankopplats med något alternativt straff. Enligt motiveringen till lagförslaget kommer emellertid också domseftergift i fråga enbart på den grunden att brottet är obe-tydligt, i första hand i fall där närmast böter annars skulle följa enligt allmän rättspraxis. Domseftergift kan meddelas också på grund av någon exceptionell omständighet, dvs. när brottet av särskilda skäl som hänför sig till gärningen eller gärningsmannen skall anses vara ursäktligt. Den i lagen använda terminologin är till denna del förvirrande: en ursäktande grund undanröjer enligt hävdvunnen uppfattning gärningsmannens skuld och utesluter redan härigenom ett straffrättsligt ansvar. Här avses emellertid inte före-komsten av en egentlig ursäktande grund, utan bl.a. situationer som påminner om tillå-tande eller ursäktande grunder.
Skälighets- och konkurrensgrunder är huvudsakligen av samma innebörd som i fråga om förutsättningarna för åtalseftergift. I detta sammanhang hänvisas emellertid inte till vad ett viktigt allmänt eller enskilt intresse kräver.
De gällande bestämmelserna om åtgärdseftergift omfattar i regel inte längre några ut-tryckliga hänvisningar till det allmänna intresset, i motsats till vad som var fallet tidigare. Att det allmänna intresset har lämnats bort som en förutsättning betyder inte att sådana synpunkter är betydelselösa. Nu har man tvärtom försökt skriva grunden för själva åtgärdseftergifterna så att de motsvarar de krav som påkallas av det allmänna intresset.””

6.3.3. Der er i 2002 fremsat forslag for Riksdagen om revision af straffelovens almindelige del (förslag till revidering av lagstiftningen om straffrättens allmänna läror RP 44/2002 rd). Heri indgår spørgsmål om lovfæstelse af betydningen af retsvildfarelse og revision af reglerne om forsøg og medvirken. Bestemmelserne om strafudelukkelses- og strafnedsættelsesgrunde i 3 kap. 5 § tilsigtes ikke indholdsmæssigt ændret i forhold de nugældende bestemmelser, sml. lovforslaget s. 24 ff., 204 ff. og 291 ff. med 8 og 12 §§ i 6 kap. Om bestämmande av straff, hvori det bl.a. fastsættes:

”8 §
Avvikelser från straffart och straffskala

Domstolen kan döma ut ett straff i en lindrigare straffart än vad som anges i lag eller underskrida det minimistraff som föreskrivs för en gärning, om
1)-5) ...
6) det på de grunder som nämns i 6 og 7 § [om henholdsvis lindringsgrunder og skä-lighetsgrunder, sml. kapitel 9 om straffastsættelse, pkt. 6.3.4] eller på andra excep-tionella grunder finns särskilda skäl, som skall nämnas i domen.
...
 
 

12 §
Domseftergift

Domstolen får avstå från att döma ut ett straff, om
1) brottet med hänsyn till hur skadligt det är eller gärningsmannens skuld sådan den framgår av brottet utifrån en helhetsbedömning skall anses ringa,
2) gärningsmannen har begått brottet före fyllda 18 år och brottet skall anses ha berott på oförstånd och tanklöshet,
3) brottet av särskilda skäl som hänför sig till gärningen eller gärningsmannen skall anses ursäktlig,
4) straffet särskilt med beaktande av de omständigheter som nämns i 6 § 4 punkten [att förlikning har ingåtts mellan gärningsmannen och målsäganden, att gärningsmannen annars har strävat efter att förhindra eller avlägsna verkningarna av sitt brott eller har strävat efter att främja utredningen av brottet] og 7 § [om skälighetsgrunder] eller social- och hälsovårdsåtgärder skall anses oskäligt eller oändamålsenligt eller
5) brottet inte på grund av bestämmelserna om gemensamt straff väsentligt skulle in-verka på det totala straffet
... ”

7. Straffelovrådets overvejelser

7.1. Som det fremgår af denne betænknings kapitel 9 om straffastsættelse, pkt. 7.4, er det efter Straffelovrådets op-fat-tel-se ønskeligt, at der som led i den nuværende revision af strafferammesyste-met søges udformet mere præcise bestemmelser om de hensyn, der i almindelighed indgår ved straffens udmåling (et katalog over strafudmålingshensyn). Rådet stiller forslag om lovfæstelse dels af de hovedhensyn, som indgår ved straffens fastsættelse, dels af en række hensyn, som i almindelighed skal indgå ved straffens udmåling som skærpende og formildende omstændighe-der, sml. denne betænknings kapitler 9, pkt. 7.5, og 30 (lovudkast) med §§ 80-82 i lovudkastets § 1, nr. 6.

Tidligere gjaldt forholdsvis snævre rammer for strafudmålingen, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 1.1 og 2.1. Som det fremgår, var straffeloven ved sin ikrafttræden i 1933 og i adskillige år herefter præget af en lovgivningsteknik med udstrakt an-vendelse af forhøjede strafminima. Udviklingen siden straffelovens tilblivelse er gået i retning af at afskaffe forhøjede strafminima, sml. f.eks. den tidligere bestemmelse i § 123 om flere indsattes aftale om undvigelse i fællesskab (6 måneder, ændret i 1961, § 123 i den dagældende affattelse helt ophævet i 1973), § 158 om falsk forklaring for retten (3 måneder, ændret i 1961), § 164, stk. 3, om falsk anmeldelse, der har medført velfærds fortabelse (2 år, ændret i 1967), § 180 om kvalificeret brandstiftelse (4 år, ændret i 1981), § 183, stk. 1 og 2, om farlig sprængning (6 måneder og 4 år, ændret i 1981), § 210 om incest (6 måneder og 1 år, ændret i 1961), § 216 om voldtægt (1 år, ændret i 1967), § 218 om samleje med en sindssyg eller åndssvag person mv. (tidligere § 217, 3 måneder og 1 år, ændret i 1965), § 288 om røveri (6 måneder, ændret i 1981) og § 246 om forsætlig grov legemsbeskadigelse (1 år, ændret i 1989).

Straffeloven indeholder nu kun få bestemmelser med et minimum for fængselsstraf, der afviger fra det faste, som efter afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, er 7 dage, sml. § 237 om manddrab (5 år), § 112 om kongedrab (6 år), § 146, stk. 2, om visse tilfælde af kvalificeret uretfærdighed (3 år), § 215 om unddragelse af børn fra forældremyndighed (1 år) og § 261, stk. 2, om visse former for frihedsberøvelse (1 år). Endvidere er minimumstraffen i det overvejende antal tilfælde bøde, hvilket muliggør, at straffen kan fastsættes til bøde inden for den berørte bestemmel-ses strafferamme, uden at der bliver spørgsmål om anvendelse af de særlige strafnedsættelses- og strafbortfaldsgrunde i straffelovens §§ 84 og 85. Straffeloven er som anført i Knud Waaben: Straf-ferettens almindelige del II. Sanktionslæren, 5. udg. s. 94 f. ”i vidt omfang skrevet med det mål for øje at give et bredt spillerum for det konkrete udmålingsskøn”, og ”[d]ansk strafferet er præget af en ret udstrakt villighed til at akceptere lave minima i hoved- eller siderammer. Vi bruger mindre end de andre nordiske lande at sætte forhøjede minima for frihedsstraf af typen ”mindst 6 måneder””.

Det er fortsat Straffelovrådets opfattelse, at forhøjede fængselsminima som udgangspunkt bør af-skaffes, og at man i almindelighed bør afstå fra at indføre nye forhøjede fængselsminima. Der er enighed om, at det vil være forsvarligt og rigtigt at ophæve de forhøjede fængselsminima i § 146, stk. 2, § 215 og § 261, stk. 2. Der er endvidere enighed om, at de forhøjede fængselsminima i §§ 112 og 237 for så vidt også kunne ophæves. Rådet har imidlertid fortsat den opfattelse, at det næppe er et spørgsmål af større praktisk betydning, om de forhøjede fængselsminima i disse bestemmelser opretholdes. Rådet har derfor ikke fundet anledning til at fremkomme med forslag om ændring af §§ 112 og 237, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.2.4. Såfremt forhøjede fængselsminima bibeholdes, er der klart behov for regler svarende til de nuværende §§ 84 og 85. Hvis der ikke er sådanne minima, er behovet mindsket.

7.2. Straffelovrådet har på den anførte baggrund drøftet de nugældende bestemmelser om strafned-sættelse og strafbortfald i straffelovens 10. kapitel, dvs. §§ 84, 85 og 87, §§ 88, stk. 4, og 89 a, stk. 1, samt § 91.

Strafbortfaldsreglerne i § 88, stk. 4, og § 89 a, stk. 1, har sammenhæng med reglerne om foranstalt-ninger i straffelovens §§ 68-70 og 74 a, sml. også § 73, stk. 1, om tilfælde, hvor der som følge af ændring af gerningsmandens mentale tilstand efter gerningstidspunktet opstår spørgsmål om idøm-melse af foranstaltning efter §§ 68 eller 69 i stedet for straf. Der er efter Straffelovrådets opfattelse ikke grundlag for at ændre disse bestemmelser.

Derimod kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt de forudsætninger, som knytter sig til udformningen af §§ 84, 85 og 87, har ændret sig på en sådan måde siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, at grundlaget for at opretholde bestemmelserne i den nuværende affattelse ikke længere er til stede.

§ 91 sammenholdt med § 84, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., kan give anledning til overvejelser om udform-ningen af bestemmelser om strafnedsættelse og strafbortfald som følge af ung alder. § 84, stk. 1, nr. 2, 1. pkt., knytter adgangen til strafnedsættelse til den omstændighed, at gerningsmanden på ger-ningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, og at anvendelsen af lovens fulde straf på grund af den pågæl-dendes ungdom må anses unødvendig eller skadelig. § 91 giver en videre adgang til strafnedsættelse, idet bestemmelsen åbner mulighed for bøde, selv om denne strafart ikke er hjemlet for det strafbare forhold, når gerningsmanden ikke er fyldt 21 år. Strafbortfald som følge af ung alder er forbeholdt personer, som på gerningstidspunktet ikke var fyldt 18 år, jf. § 84, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, 1. pkt. § 91 giver ikke hjemmel for strafbortfald for personer, der på gerningstidspunktet var mellem 18 og 21 år.

7.3. Straffelovrådet har under drøftelsen af §§ 84, 85, 87 og 91 nøje overvejet de synspunkter, her-under de i den norske Straffelovkommisjon fremførte, sml. pkt. 6.1 ovenfor, der kan anføres for og imod lovfæstelse af en almindelig adgang for domstolene til at statuere strafnedsættelse eller efter omstændighederne strafbortfald. I rådets overvejelser er også indgået, at den svenske og finske straffelov efter en konkret vurdering åbner mulighed for at fravige de foreskrevne strafminima, her-under efter omstændighederne i form af strafbortfald (”påföljdseftergift”, ”lämna gärningen obestraffad”), sml. pkt. 6.2 og 6.3 ovenfor.

Konklusionen på rådets drøftelser er, at §§ 84, stk. 2, jf. stk. 1, 85, 87 og 91 som led i en modernise-ring af strafferammesystemet bør afløses af én bestemmelse, der giver mulighed for efter en konkret vurdering at lade straffen nedsætte under strafferammen og under i øvrigt formildende omstændig-hederne bortfalde. Rådet foreslår med henblik herpå følgende bestemmelse, idet der i øvrigt henvises til § 1, nr. 6, i rådets lovudkast:

”§ 83. Straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor. Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde.”