Kapitel 12 - Bøder

1. Indledning

Bødefastsættelse i form af dagbøder gælder kun bøder for overtrædelse af straffeloven, jf. straffelo-vens § 51, stk. 1, 1. pkt. Foreligger særlovsovertrædelse og straffelovsovertrædelse til samtidig på-kendelse, sker bødefastsættelsen dog som udgangspunkt også ved dagbøder, jf. straffelovens § 88, stk. 3.

Dagbodssystemet omfatter endvidere alene bøder, der idømmes eller vedtages i retten. Bøder, der vedtages udenretsligt, er ikke omfattet. Det samme gælder bøder, der fastsættes som tillægsstraf til anden retsfølge. Sml. straffelovens § 50, stk. 2, § 51, stk. 1, 1. og 2. pkt., § 58, stk. 2, og § 88, stk. 2, samt retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 2.

1.2. Bødestraffens minimum er for sumbøder mindste pengeenhed, dvs. for tiden 25 øre. For over-trædelser af færdselsloven gælder dog en minimumsgrænse på 500 kr. (300 kr. for personer med særlig lav indtægt), sml. lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven. Der er intet mak-simum for sumbøder. Ved § 6, stk. 1, i lov nr. 127 af 15. april 1930 om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. bortfaldt bestemmelser om bødemaksima i tidligere lovgivning, og ved lov nr. 213 af 4. juni 1965 om ændringer i forskellige lovbestemmelser om straf, konfiskation m.v. ophævedes næsten alle bødemaksima og bødeminima. Om baggrunden herfor henvises til Straffelovrådets be-tænkning nr. 355/1964 om konfiskation, omtalt i pkt. 5.1 nedenfor.

Dagbøders minimum og maksimum er reguleret i straffelovens § 51, stk. 1. For dagbøder gælder et lovbestemt minimum på 2 kr. Med den begrænsning, der ligger i ordene ”den pågældendes gennem-snitlige dagsindtægt” i samme bestemmelse, er der intet absolut maksimum for størrelsen af den enkelte dagbod. For antallet af dagbøder gælder et maksimum på 60.

1.3. Sumbøder fastsættes efter en samlet vurdering med særlig hensyntagen til den skyldiges beta-lingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse, sml. straffelovens § 51, stk. 3:
”Ved fastsættelsen af andre bøder vil der inden for de grænser, som hensynet til lov-overtrædelsens beskaffenhed og de i § 80 nævnte omstændigheder tilsteder, være at tage særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortje-neste eller besparelse.”

Dagbøder fastsættes under hensyn til, at dagbodsantallet markerer lovovertrædelsens grovhed, mens størrelsen af den enkelte dagbod afspejler den dømtes økonomiske formåen, sml. straffelovens § 51, stk. 1, 3.-4. pkt.:

”§ 51. ... Dagbødernes antal bestemmes under hensyn til lovovertrædelsens beskaffen-hed og de i § 80 nævnte omstændigheder til mindst 1 og højst 60. Størrelsen af den en-kelte dagbod fastsættes til et beløb svarende til den pågældendes gennemsnitlige dags-indtægt, idet der dog ved beløbets fastsættelse bør tages hensyn til bødefældtes livsvil-kår, herunder hans formue, forsørgerpligter og andre forhold, der indvirker på betalings-evnen ...”

Uanset om bødestraffen udmåles som sum- eller dagbøder, sker bødefastsættelsen i overensstem-melse med principperne i straffelovens § 80 ud fra en samlet vurdering af forbrydelsens grovhed og gerningsmandens personlige forhold. Dette gælder i praksis langt de fleste bøder, allerede fordi disse regler gælder for færdselsbøderne, der er langt de hyppigste. I denne forbindelse (de personlige forhold) tages hensyn til gerningsmandens økonomiske forhold, jf. straffelovens § 51, stk. 1 (dag-bodsstørrelsen), og straffelovens § 51, stk. 3 (størrelsen af sumbøden).

1.4. De generelle principper for dagbodsfastsættelsen fraviges, når der ved bødefastsættelsen skal tages hensyn til den økonomiske fordel, der er indvundet eller tilsigtet ved lovovertrædelsen, sml. straffelovens § 51, stk. 2, der begrænser hovedreglen ved anvendelse af dagbøder således:

”Når bøde skal fastsættes for en forseelse, hvorved den pågældende har opnået eller tilsigtet at opnå betydelig økonomisk vinding for sig selv eller andre, og anvendelsen af dagbøder vil medføre, at bødebeløbet ansættes lavere, end det skønnes rimeligt under hensyn til størrelsen af den fortjeneste, der enten er eller kunne være opnået ved lov-overtrædelsen, kan retten dog i stedet for dagbøder anvende anden straf af bøde.”

1.5. Hensynet til opnået eller tilsigtet vinding er jævnligt fremherskende ved overtrædelse af sær-lovgivningen. Inden for særlovgivningen forekommer dog også hyppigt typer af overtrædelser, der ikke har denne baggrund, og hvor der derfor ved bødens fastsættelse må tages særligt hensyn til betalingsevnen, sml. straffelovens § 51, stk. 3. Sml. endvidere Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Almindelig del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 256-57.

1.6. I afsnit 2 nedenfor redegøres for baggrunden for den affattelse, som § 51 fik ved borgerlig straf-felovs ikrafttræden i 1933. Afsnit 3 indeholder en omtale af forarbejderne til den ændring af be-stemmelsen, herunder i form af indførelsen af dagbodssystemet, som skete ved Lov nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930, og i afsnit 4 omtales de ændringer af bestemmelsen, der skete ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) samt ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven (Strafansvar for juridiske personer).

I afsnit 5 gennemgås Straffelovrådets overvejelser om fastsættelse af bødeminima og bødemaksima, således som de kom til udtryk i betænkning nr. 355/1964 om konfiskation og i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Afsnit 6 indeholder en omtale af gældende regler og nyere overvejelser om udformningen af bestemmelser om bødeminima og bødemaksima i Norge, Sverige og Finland. Endvidere omtales de særlige bestemmelser om bødeminima og bødemaksima i EU-retten.

Som nævnt i pkt. 1.2 ovenfor gælder for overtrædelser af færdselsloven et lovbestemt minimum på 500 kr. (300 kr. for personer med særlig lav indtægt). Ordningen, der er forbeholdt overtrædelser af færdselsloven, indførtes ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefast-sættelse). Afsnit 7 indeholder en redegørelse for lovændringen.

Afsnit 8 rummer en gennemgang af hovedresultaterne af bødeundersøgelsen, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved revision af bestemmelserne om bødestraffens minimum og maksimum. Gennemgangen omfatter også en omtale af den del af undersøgelsen, som angår betydningen af lovændringen om bødefastsættelse for færdselslovsovertrædelser, som trådte i kraft den 1. sep-tember 2000, sml. lov nr. 475 af 31. maj 2000. Endelig redegøres i afsnit 9 for Straffelovrådets overvejelser om en revision af de gældende regler om bødestraffestraffens minimum og maksimum, herunder spørgsmålet om anvendelsen af de to bødeformer sumbøder og dagbøder.

1.7. I øvrigt bemærkes, at Straffelovrådet ved sin gennemgang af de enkelte strafferammer i denne betænknings specielle del har søgt at være opmærksom på muligheder for at styrke bødestraffens placering i strafferammesystemet, sml. herved også 1987-betænkningen s. 99 ff.

2. Forarbejderne til § 51 i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933

Ӥ 30.

Bøder idømmes fra 1 indtil 2,000 Rd. og tilfalde Statskassen. Ere Flere medskyldige i det samme Forhold, hvorfor Bødestraf skal anvendes, idømmes Bøden hver især af dem.
...”

Ӥ 59.

Ved Fastsættelsen af Bøders Størrelse bliver særligt at tage Hensyn til den Skyldiges Formuesforfatning.”

2.2. I Straffelovskommissionens betænkning af 1912 indeholdt § 23, stk. 1, 1. pkt., en bestemmelse, der i det væsentlige videreførte den retstilstand, som fulgte af straffeloven af 1866. Bestemmelsen havde følgende ordlyd, jf. s. 12:

Ӥ 23.
Bøde fastsættes i Tilfælde, hvor andre Grænser ikke ere foreskrevne, til Beløb fra 4 Kr. til 5,000 Kr.
...”

Sml. om baggrunden for den foreslåede bestemmelse s. 31:

”Med Hensyn til Bødestraffen foreslaar Udkastet en mindre Forhøjelse baade af Mini-mum og Maksimum, der dels har sin Forklaring i Forholdet mellem Penges Værdi nu og deres Værdi, da Straffeloven af 1866 udkom, og derhos tilstræber at undgaa, at der i fremtidige Speciallove, hvor der ikke er særlig Grund dertil, foreskrives selvstændige Bødesatser, hvorved Hensynet til Ensartethed paa dette Omraade jævnlig uden Grund tilsidesættes ...”

2.3. I Torps betænkning af 1917 introduceredes tanken om dagbodssystemet, sml. s. 21 med § 48, stk. 2:

Ӥ 48.
...
[Stk. 2.] Hvor ikke andre Regler for Bødens Beregning er foreskrevne, bliver ved Fast-sættelse af Bødens Størrelse, der ikke maa være mindre end den skyldiges antagne re-gelmæssige Indtægt for 1 Dag, jfr. dog §§ 78 og 79 [regler om strafnedsættelse og straf-bortfald], og ikke maa overstige den antagne Indtægt for 90 Dage, at tage Hensyn til alle Forhold, der har Indflydelse paa hans økonomiske Ydeevne. Hvis den skyldige helt eller væsentlig underholdes af andre, træder i Dagsindtægtens Sted det Beløb, hvortil hans daglige Forbrug skønnes at maatte ansættes. Indtræder der inden Bødens Betaling en væsentlig Forringelse i den bødefældtes Formueforhold, kan Retten efter hans Paastand ved Kendelse nedsætte Bøden i tilsvarende Forhold.
...”

Sml. om baggrunden for bestemmelsen s. 75-77 bl.a.:

”Det rationelle er sikkert ikke at fastsætte noget fast Maksimalbeløb for Bøder. Hvis dette skal være højt nok til at passe ogsaa for de meget store Indtægter, vil det dog for det langt overvejende Antal af Tilfælde, hvor den skyldige kun har smaa eller dog be-skedne Indtægter, savne al Værdi som Garanti mod Idømmelse af uforholdsmæssig store Bøder – ja denne Betydning har end ikke en saa lav Grænse som 5,000 Kr. En virkelig Garanti i denne Retning naas kun ved i Stedet for en fast Sum at sætte en vis Kvotadel af den paagældendes Indtægt. Det vigtigste er imidlertid, at man kun ved at inddrage dette Moment i Bestemmelsen om Bødens Fastsættelse tør paaregne gennem denne at paavirke Retsanvendelsen saaledes, at den skrider til et energisk Brud med den tilvante Metode, der altfor meget regner med Bødens absolute Størrelse. For at opnaa dette er det oftere foreslaaet ..., at Bøden ligefrem skal ansættes til et vist Antal Dagsindkomster. Saa vidt gaar nærvær. Forsl. § 48 ikke. Den forudsætter, at Bøden ansættes til en bestemt Sum; men den fordrer, at Dommeren som Grundlag for dennes Fastsættelse fremskaffer og benytter Oplysninger om den skyldiges daglige Indtægt og om alle andre Forhold, der har Indflydelse paa hans økonomiske Ydeevne (Indtægtens Oprindelse, Sikkerhed o.l., bestaaende Forsørgelsespligt, Børnetal etc.) og den forudsætter, at dette faar Udtryk i Begrundelsen. At en Ansættelse paa dette Grundlag altid skulde føre til en fuldt tilfredsstillende Paaligning, tør ganske vist ikke ventes; allerede fordi de Oplysninger, som uden altfor stort Besvær kan fremskaffes (gennem Skattemyndigheder o.l.) ikke altid kan paaregnes at være fuldt paalidelige. Men det kan dog ikke betvivles, at man ad denne Vej kan og regelmæssig vil naa til Ansættelser, der kommer Idealet uendelig meget nærmere end, hvad man under den gældende Ordning kan paaregne.

Som regelmæssigt Minimum fastsætter § 48 1 Dagsindtægt. Lavere vil der, selv ved store Indtægter under normale Forhold ikke være Grund til at gaa, naar Bøden skal være effektiv, navnlig da betinget Straffedom altid kan anvendes. Hvor Betingelserne for den særlige ved §§ 78 og 79 hjemlede Strafnedsættelse foreligger, vil det imidlertid være ønskeligt, at Retten efter Omstændighederne kan gaa ned under dette Minimum for gennem Idømmelse af en minimal Bøde at kunne udtale, at Forholdet vel er strafbart efter Loven, men moralsk i høj Grad undskyldeligt.

Vil man saaledes effektivt gennemføre den Regel, at Bøden bliver fastsat i Forhold til den skyldiges Betalingsevne, kræves som nødvendigt Supplement en Bestemmelse om, hvorledes der skal forholdes, hvis den bødefældtes Formueforhold væsentlig forringes inden Bødens Betaling. Hertil sigter Bestemmelsen i nærvær. Forsl. § 48, 2. St., sidste Pkt.

Endelig skal fremhæves, at det ofte gøres gældende, at det her foreslaaede Princip for Bøders Fastsættelse ikke passer ved Smaaforseelser, særlig Politiforseelser, idet det kan føre til stødende Misforhold mellem Forseelsens Betydning og Bødens Størrelse. Prin-cipielt maa Berettigelsen heraf dog sikkert benægtes. Hvad enten man stiller sig paa den retfærdige Gengældelses Standpunkt eller lægger Vægt paa Straffens special- eller ge-neralpræventive Evne, bliver det her hævdede Princip lige berettiget ved smaa som ved store Forseelser. Først naar vi kommer ned til saadanne Bagatelsager, hvor Bøden næppe nok mere opfattes som en Straf, men snarere som en kraftig understreget Advarsel, kan det m a a s k e af rent praktiske Grunde anbefale sig at forlade dette Princip. Men da er vi ialtfald langt ude over nærværende Lovforslags Omraade.”

2.4. I Straffelovskommissionens betænkning fra 1923 var optaget to forslag til bestemmelser om bødefastsættelse, idet der ikke kunne opnås enighed om, hvorvidt lovudkastet burde udformes med udgangspunkt i de hidtil gældende bestemmelser eller i tråd med den nyordning, som var foreslået af Torp. Et flertal af kommissionens medlemmer (Goll, Johansen, Olrik og Torp) foreslog følgende bestemmelse, jf. s. 19:

Ӥ 54.
Hvor ikke andre Regler for Bødens Beregning er foreskrevne, har Retten under Hensyn til den bødefældtes Formue, Indtægt, Underholdspligter og øvrige Forhold, der indvirker paa hans Betalingsevne, at fastsætte et vist Beløb, der for ham regnes som en Dagsbod. Bødestraffen idømmes med mindst 1 og højst 90 Dagsbøder.
Hvor Bøde ikke bestemmes som Dagsbod, bliver der dog ved dens Fastsættelse at tage særligt Hensyn til den skyldiges Betalingsevne.”

Et mindretal (Glarbo og Krabbe) foreslog følgende bestemmelse, jf. s. 21:

Ӥ 54.
Bøde fastsættes til et Beløb af mindst 4 Kr.
Ved Fastsættelsen af en Bødes Størrelse bliver der iøvrigt indenfor de Grænser, som Strafskyldens Vurdering tilsteder, at tage Hensyn til, hvorledes den skyldiges Kaar skønnes at være. Forinden Bøden idømmes, bliver der af Paatalemyndigheden at fore-lægge Retten Oplysninger om den skyldiges Formuesomstændigheder.
For saa vidt der i den øvrige Lovgivning er foreskrevet særlige Regler for Bødens Be-regning, har det sit Forblivende herved.”

Om baggrunden for flertallets forslag kan henvises til betænkningen sp. 129 ff. med bl.a. følgende betragtninger:

”I Straffelovens § 59 er vel udtalt det rigtige Princip, at der ved Fastsættelse af Bøders Størrelse vil være at tage Hensyn til den skyldiges Formuesforfatning, men i Praksis er denne Bestemmelse hos os, som andet Steds, kun i ringe Grad gennemført, og Flertallet har ingen Tro til, at en Gentagelse af denne Bestemmelse i den ny Straffelov vilde føre til synderlig bedre Resultater, ej heller selvom man i Forbindelse hermed ophævede eller væsentlig forhøjede Maksimalbeløbet for Bødestraffen og derved gav Adgang til at ramme velhavende med en højere Bødestraf end efter den nugældende Straffelov.

Det er nemlig kun i ringe Grad – om overhovedet – de nugældende Maksimalbestem-melser for Bødernes Størrelse, der har forhindret Principets Gennemførelse. I langt hø-jere Grad skyldes dette, at Bødestraffen i Lovgivning og Praksis dels har faaet Præg af en Ordensstraf, der uden synderlige subjektive Distinktioner anvendes paa saa godt som alle mindre Lovovertrædelser, derunder ogsaa de i Straffeloven omhandlede, paa hvilke Tanken om en ren Korrektionsstraf i nogen Grad kan bringes til Anvendelse, dels i stort Omfang benyttes for visse egentlige Forbrydelser af mindre grov Beskaffenhed (Vold mod Person, Fornærmelser mod Politiet, mindre Sædelighedsforbrydelser o.l.), hvor Tiltale af en eller anden Grund ikke skønnes fornøden, og hvor man derfor, uden alt Hensyn til Vedkommendes Betalingsevne, tillader den skyldige at vedtage en Bøde, da anden Straf ikke kan vedtages.
...
Flertallet har derfor i delvis Tilslutning til, hvad der er udviklet i T.U. mot. S. 76-77 og i det fra Thyrén hidrørende svenske Straffelovsudkast, samt til den nu i Finland gældende Ordning ment, at man bør slaa ind paa en ny Vej og sætte Bøden i nært Forhold til den paagældendes Indkomst. For at gennemføre dette skal Retten, hvor ikke særlige Regler er foreskrevne, under Hensyn til den Formue, Indtægt, Underholdspligt og øvrige Forhold, der indvirker paa hans Betalingsevne (f. Eks. Indtægtens Oprindelse, Sikkerhed eller Usikkerhed o.l., bestaaende Forsorgspligt, Børnetal o.l.) – fastsætte et vist Beløb, der for ham regnes som en Dagsbod. Bødestraffen vil herefter være at idømme med et vist Antal Dagsbøder, mindst 1, og højst 90. Ligeartede Forseelser vil altsaa under fornødent Hensyn til den skyldiges subjektive Forhold som Regel være at belægge med et lige Antal Dagsbøder, men for disses konkrete Størrelse vil den skyldiges Formuestilstand efter de angivne Hensyn være afgørende.
...
Flertallet tror, at man ad denne Vej, uden at berede den daglige Retspraksis større Van-skeligheder, vil naa et betydeligt Skridt videre end nu i Henseende til Straffens indivi-duelle Tilpasning, uden at det naturligvis er Tanken, at en rent matematisk Nøjagtighed skulde være nødvendig eller kunne opnaas. ... Det maa imidlertid forudses, at Systemet, hvis det skal faa reel Betydning, nødvendiggør en Del Arbejde, som nu ikke behøves, fra Paatalemyndighedernes og Domstolenes Side til Undersøgelse af den Sigtedes personlige Forhold, og at Systemet allerede af den Grund ikke egner sig for Sager, hvor Hensynet til Hurtighed er det alt overvejende. Dette gælder om de egentlige Politiforseelser, og da det tillige maa erkendes, at Straffens Formaal her udelukkende er at tildele Lovovertræderen en Advarsel (give ham en ”Huskeseddel”), medens Individualiseringsmomentet er mindre væsentligt, har Flertallet fundet det rettest her at lade den bestaaende Ordning urørt. Det samme gælder for en Række tilsvarende mindre Overtrædelser af Ordenspolitilove, saasom Bygnings-, Sundheds-, Brandpolitiforseelser o.l., og i Forseelseslovens § 24 har man derfor ogsaa paa dette Omraade gjort Undtagelse fra det heromhandlede Bødesystem, ligeledes i samme Lovs §§ 28 og 31, hvor de for Politiforseelser gældende Synspunkter ligeledes synes overvejende.

Endelig er Flertallet med Mindretallet enigt i, at der for en Række Lovovertrædelser, særlig paa Skattelovgivningens Omraade, gør sig særlige fiskale Synspunkter gældende for Bødestraffens Fastsættelse, hvorfor man ogsaa her har ladet den gældende Ordning blive bestemmende ved i Ikrafttrædelsesloven at opretholde de paagældende Bestem-melser i Særlovgivningen.

Naar de anførte Begrænsninger fastholdes, kan Flertallet derimod ikke erkende, at der kan rejses afgørende Indvendinger mod det her foreslaaede Bødesystem.
...”

Om mindretallets synspunkter kan henvises til sp. 140 ff. med bl.a. følgende synspunkter:

”Mindretallet (Glarbo, Krabbe) kan ikke tiltræde den af Flertallet foreslaaede Ordning af Bødestraffen, der efter vor Mening hverken er rationel, klar eller haandterlig, og vi kan ikke slutte os til de af Kommissionsflertallet til Støtte for denne Ordning udviklede Betragtninger.
...
Som et Hovedfortrin ved Bødestraffen maa det derhos fremhæves, at der ved Straffens Udmaaling i overmaade mange Tilfælde kan udøves et nogenlunde vel funderet Skøn over, hvor højt Bøden bør ansættes, og at Domstolene ved Bødestraffens Udmaaling i langt højere Grad end ved Frihedsstraffen har fast Grund under Fødderne. I første Ræk-ke gælder det, at Bøden – ligesom al anden Straf – maa ansættes saa føleligt, at det ikke ”betaler sig” at begaa Forseelsen, og herved kommer to Momenter i Betragtning, nemlig dels den ved Forseelsen i sig selv opnaaede eller tilsigtede økonomiske Fordel eller per-sonlige Tilfredsstillelse, dels den af Lovovertræderen beregnede Chance for at undgaa Tiltale. Det er paa en rigtig Afvejelse af Straffens Størrelse overfor disse Momenter, at Straffens præventive Kraft beror ...

Efter vor Mening er det Hensyn som de nævnte, der principalt maa komme i Betragtning ved Fastsættelsen af Bødestraffens Ramme; men med disse Hensyn er det ganske inkommensurabelt, naar Kommissionsflertallet som Maksimum for Bødestraffen foreslaar 90 Dagsbøder, bestemt efter den skyldiges Formues- Indtægts- og Under-holdsforhold paa den Tid, da Forseelsen paadømmes, saaledes at hans daglige Gennem-snitsindtægt med visse skønsmæssige Fradrag bliver bestemmende for Dagsbodens Maksimum.
...
Ligesom Dagsbodssystemet efter det anførte ikke sætter et tilstrækkelig højt Maksi-mum, saaledes maa det ogsaa hævdes, at Systemets Minimum efter Omstændighederne kan blive unødvendig højt. Overfor Flertallets Hævdelse af, at Bøden i første Række skal fastsættes lige føleligt for ensartede Forseelser uden Hensyn til den skyldiges Beta-lingsevne, maa det fremhæves, at Bødens Størrelse ikke bør overstige, hvad der er nyttigt og nødvendigt til Lovovertrædelsens Repression, og det maa bestrides, at ”Dags-indtægten” i saa Henseende skulde være den rette Maalestok eller en bedre Maalestok end et paa Grundlag af samtlige foreliggende Omstændigheder, derunder den skyldiges Formues- og Indtægtsforhold, udøvet Skøn.

Ved Siden af disse principielle Hovedbetragtninger maa det hævdes, at den foreslaaede Ordning er uklar og kunstlet.

Der mangler i Lovteksten enhver virkelig Maalestok for, hvorledes Størrelsen af ”en Dagsbod” skal bestemmes ... Hertil kommer, at den Omstændighed, at Bøden kan blive betalt af andre end den skyldige, griber forstyrrende ind i Systemet ... Ogsaa den skyldi-ges Adgang til at skaffe sig Kredit og hans Raadighed over flydende Kapital maa tages i Betragtning og vil kunne føre til en højere Bødeansættelse end hans Indtægtsforhold kunde begrunde.

En Hovedbetragtning har det været for Kommissionsflertallet, at Bøden under ”lige Forhold” skal ansættes lige føleligt. Tanken er aabenbart, at der bør uddannes en Praksis, hvorefter samme Forseelse takseres til samme Antal Dagsbøder af forskellig Størrelse efter den skyldiges Formuesomstændigheder. Saadanne ”lige Forhold” kan nu sikkert paavises ved adskillige Forseelsestyper, navnlig Overtrædelser af Politivedtægt, saasom Beruselse paa Gaden og mange Kørselsforseelser, Forsømmelse af Anmeldelsespligter m.m. Det kan sikkert med Hensyn til saadanne Forseelser med Rette siges, at den gældende Bødepraksis individualiserer for lidt; men netop til saadanne Forseelser har Kommissionsflertallet ikke villet udstrække Systemet af velforstaaeligt Hensyn til det uforholdsmæssige Oplysningsarbejde, det vilde paalægge Anklagemyndigheden og Domstolene. De Forseelser, paa hvilke Systemet tænkes anvendt, vil derimod gennem-gaaende fremtræde med saa store individuelle Forskelligheder, at de ”lige Forhold” helt tilsløres eller bliver ganske hypotetiske. Selv saa tilsyneladende usammensatte Foreteel-ser som ”en Lussing” og ”en Skalle” eller Skældsordene ”Sjover” og ”Gadedreng” kan ikke vurderes ens eller takseres til samme Antal Dagsbøder. Men naar herefter baade Antallet af Dagsbøder og den enkelte Dagsbods Størrelse maa overlades til Rettens Skøn i hvert enkelt Tilfælde, saa forsvinder Sikkerheden for, at ”Proportionalitetsprincippet” vil blive fulgt, og Billedet af den ”ligelige” Retfærdighed bliver udvisket. Tilbage bliver et uhaandterligt og kompliceret System, der udstykker Bøden i mindre Beløb i Stedet for at angive den som en samlet Størrelse.
...
Med den fremstillede Kritik af Dagsbodsystemet har det naturligvis ikke været vor Tan-ke at bestride, at Hensynet til den skyldiges Formuesomstændigheder baade da Forseel-sen blev begaaet og paa Domfældelsens Tid er en faktor af overmaade stor Betydning for Bødeansættelsen indenfor den ved andre Hensyn bestemt Ramme, og det har navnlig ikke været vor Hensigt iøvrigt at tage Afstand fra Bestræbelserne for at sikre en større Individualisering ved Udmaalingen end hidtil praktiseret.

Vi foreslaar herefter optaget en Bestemmelse som K.U. 1912 § 48, der efter vor Mening netop tillægger Hensynet til den bødefældtes Kaar den rette kriminalistiske Betydning.

Men ved Siden heraf foreslaas det

1) at stryge Bødestraffens Maksimum. Dette maatte, for at Rammen kunde blive til-strækkelig rummelig, under alle Omstændigheder sættes til en meget betydelig Højde: 10 000 á 20 000 Kr.; men naar saa er, kan det i Virkeligheden ligesaa godt helt opgives. Ethvert fast Maksimum kommer i Strid med Individualiseringstanken og vil modvirke den almindelige Tilbøjelighed til at individualisere ...
2) At optage en Bestemmelse om, at det gøres Paatalemyndigheden til Pligt i alle Til-fælde, før Bøde idømmes, at forelægge Retten Oplysning om den Tiltaltes Formue-somstændigheder ... vi finder det af største Betydning for Individualiseringen af Bødeansættelsen, at der paalægges Paatalemyndigheden en legal Pligt som den nævnte, og vi tør antage, at dette vil virke som en stadig Mindelse til Retten om, at der ved Ansættelsen skal tages Hensyn til den skyldiges Formuesomstændigheder.”

2.5. I Forslag til Almindelig borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1924-25 var som § 57 foreslået en bestemmelse om bødefastsættelsen, der i det væsentlige svarede til det forslag, som et flertal havde stillet i Straffelovskommissionens betænkning fra 1923, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3165-66. Om baggrunden herfor anførte Justitsministeriet bl.a., jf. anf. st. sp. 3301-02:

”Der gives ikke i Lovteksten nogen egentlig Maalestok for, hvorledes Størrelsen af en Dagsbod skal bestemmes, men dette overlades til Domstolenes frie Skøn under Hen-syntagen til de ovenfor nævnte Momenter.

Uagtet denne Ordning [dagbodssystemet] saaledes ikke er ganske klar og antagelig ogsaa vil frembyde Vanskeligheder ved Anvendelsen, ser man ikke rettere end, at den frembyder saa store Fordele fremfor det nu gældende Bødesystem, at den bør forsøges. Særlig skal fremhæves, at Dagsbodsystemet i ganske anderledes Grad end det nu her-skende og det af Mindretallet foreslaaede maa antages at vilde faa Domstolene ind paa en individuel Tilpasning af Bødestraffen og derved fremme Gennemførelsen af det ogsaa for denne gældende Princip, at Straf saavidt muligt bør ramme ligeligt. Man har overvejet, om man skulde foreslaa fastsat et vist Minimum, f. Eks. 4 Kr., for Dagsboden, men har opgivet dette som værende i Strid med Princippet i Systemet.

Med Hensyn til Dagsbodsystemets Anvendelse udenfor Almindelig borgerlig Straffelovs Omraade bemærkes, at i de Tilfælde, hvor der i Speciallovgivningen er fastsat Maksimum eller Minimum eller begge Dele, eller der paa anden Maade er truffet Be-stemmelse om Bødens Størrelse, er Straffen Bøde af anden Art end Dagsbod. Det er kun, hvor Straffen er fastsat til Bøde uden saadan Bestemmelse, at Straffen fremtidig bliver Dagsbod ... Det ny System vil saaledes som Regel indtil videre ikke komme til Anvendelse overfor den store Kreds af egentlige Politiforseelser samt Overtrædelser af Ordenspolitilove, saasom Bygnings-, Sundheds-, Brandpolitiforseelser o. l., i hvilke Sa-ger det ogsaa vilde være for omstændeligt at anvende. Heller ikke kommer Systemet til Anvendelse ved de Lovovertrædelser, særlig paa Skattelovgivningens Omraade, hvor der ved Bødestraffens Fastsættelse gør sig særlige fiskale Synspunkter gældende, og hvor Systemet som Følge deraf heller ikke vilde være egnet til Anvendelse. [Lovforslagets] § 57, Stk. 2, hvorefter der ved Bødens Fastsættelse bliver at tage særligt Hensyn til den skyldiges Betalingsevne, er optaget med Henblik paa de Bøder udenfor Almindelig borgerlig Straffelov, for hvilke den hidtil gældende Ordning stadig bliver bestemmende.”

2.6. I Forslag til Borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1927-28 var bestemmelsen ændret, så den i det væsentlige svarede til den affattelse, som et mindretal havde foreslået i Straffe-lovskommissionens betænkning fra 1923, sml. Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5351:

”Om end man er enig i, at en Reorganisation af Bødestraffen er tiltrængt, saaledes at den ved i højere Grad, end det nu er Tilfældet, at afpasses efter den dømtes økonomiske Evne kan blive mere effektiv og i nogen Grad træde i Stedet for de ganske korte Fri-hedsstraffe, nærer man dog Tvivl om, at Dagsbodssystemet vil kunne gennemføres paa en praktisk tilfredsstillende Maade. Det kan heller ikke erkendes, at det nævnte Formaal ikke skulde kunde naas paa anden Maade end gennem Dagsbodssystemet. Naar det i Loven ikke blot bestemmes, at Bøder skal fastsættes under Hensyn til den skyldiges Betalingsevne, men tillige paalægges Paatalemyndigheden at forelægge Retten de til Bedømmelsen af denne fornødne Oplysninger, nærer man ingen Tvivl om, at Lovgiv-ningsmagtens udtalte Vilje, at Bøden afpasses efter Betalingsevnen, gennem de over-ordnede Domstoles og de øverste Anklagemyndigheders Kontrol vil ske Fyldest.

For at give Plads for denne Individualisering af Bødestraffen følger man Kommissi-onsmindretallet i ikke at foreslaa noget Maximum for Bødestraffen, idet et saadant for ikke at modvirke eller endog hindre Individualiseringen maatte sættes saa højt, at Græn-sen blev uden praktisk Betydning. Den Frihed i Skønnet, der herved tillægges Domsto-lene, er kun en simpel Følge af Individualiseringstanken og vil næppe stille saa store Krav til deres Evne til at skønne som Udmaalingen af Frihedsstraf indenfor Forslagets Strafferammer med Strafnedsættelses- og Strafforhøjelsesgrunde.

Af tilsvarende Grunde foreslaas i § 6 i Forslaget til Ikrafttrædelseslov den gældende Særlovgivnings Bødemaxima ophævede ...”

2.7. I Forslag til Borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1929-30 blev forslaget om dag-bodsystemet på ny fremsat, jf. lovforslagets § 54 og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2270. Bestemmelsen afveg på ét væsentligt punkt fra tidligere forslag, idet anvendelsen af dagbodsystemet forbeholdtes tilfælde, hvor bøde ”idømmes eller vedtages i Retten”, jf. anf. st. sp. 2365. Under udvalgsbehandlingen i Folketinget blev bestemmelsens anvendelsesområde indskrænket yderligere, idet et flertal af udvalgets medlemmer stillede forslag om, at ”Dagsbodssystemet foreløbig begrænses til Straffelovens Omraade”, jf. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 148. Samtidig foreslog flertallet alle bødemaksima uden for straffeloven ophævet, jf. anf. st. sp. 150. Et mindretal blandt udvalgets medlemmer kunne ikke gå ind for dagbodssystemet, idet mindretallet i stedet genfremsatte det forslag om bødefastsættelsen, der senest var fremsat i lovforslaget i Folketingssamlingen 1927-28. Det skete med følgende begrundelse, jf. anf. st. sp. 153:

”Mindretallet maa afgørende vende sig imod Dagsbodssystemet ... idet man maa karak-terisere det som upraktisk. Naar der henvises til dets Retfærdighed, men man samtidig undtager dets Anvendelse ved ”Bødeforelæg”, da ser Mindretallet netop heri Forslagets konsekvensmæssige Uegnethed konstateret. Mindretallet er derimod ganske enigt i det Princip, der ligger til Grund for Systemet, men man mener at kunne opnaa en bedre og mere praktisk Gennemførelse af dette ved den foreslaaede nye Paragraf under Æn-dringsforslaget ... At Mindretallet netop er Tilhænger af Princippet, giver sig Udslag i Tiltrædelse af Ændringsforslag ... til Ikrafttrædelsesloven, i hvilket Ændringsforslag det foreslaas, at de i Lovgivningen foreskrevne Størstebeløb for Bøder bortfalder i alle de Tilfælde, hvor Lovovertrædelsens Paakendelse ved Dom ikke er udelukket.”

Bestemmelsen om bødefastsættelse blev herefter vedtaget af Folketinget ved 2. og 3. behandlingen henholdsvis den 10. januar 1930 og den 23. januar 1930 i følgende affattelse, jf. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg C, sp. 101-02:

Ӥ 53.
Stk. 1. Naar Bøde i Henhold til denne Lov idømmes eller vedtages i Retten, har denne under Hensyn til den bødefældtes Formue, Indtægt, Underholdspligt og øvrige Forhold, der indvirker paa Betalingsevnen, at fastsætte et vist Beløb, der udgør en Dagsbod. Bø-destraffen fastsættes til mindst 1 og højst 90 Dagsbøder.
Stk. 2. Ved fastsættelsen af andre Bøder vil der være at tage særligt Hensyn til den skyldiges Betalingsevne.”

Under lovforslagets behandling i Landstinget viste der sig under udvalgsbehandlingen på ny flertal for at undlade at indføre dagbodssystemet, sml. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg C, sp. 1363-64. Som følge heraf ændredes bestemmelsen, så den efter afstemningen i Landstinget fik følgende af-fattelse:

Ӥ 51.
Stk. 1. Bøde fastsættes i Tilfælde, hvor højere Mindstebeløb ikke er foreskrevet, til et Beløb af mindst 4 Kr.
Stk. 2. Ved Udmaalingen af en Bødestraf bliver der indenfor de Grænser, som Hensynet til Lovovertrædelsens Beskaffenhed og de i § 80 nævnte Omstændigheder tilsteder, at tage særligt Hensyn til den skyldiges Betalingsevne. De fornødne Oplysninger til Be-dømmelse af denne bliver i det Omfang, som Hensynet til Sagens Betydning tilsiger, af Paatalemyndigheden at forelægge Retten.”

3. Ændringen af § 51 ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930

Ӥ 51.

Stk. 1. Naar Bøde i Henhold til denne Lov idømmes eller vedtages i Retten, fastsættes Bødestraffen i Dagbøder. Disses Antal bestemmes under Hensyn til Lovovertrædelsens Beskaffenhed og de i § 80 nævnte Omstændigheder til mindst 1 og højst 60. Størrelsen af den enkelte Dagbod fastsættes til et Beløb svarende til den paagældendes gennemsnitlige Dagsindtægt, idet der dog ved Beløbets Fastsættelse bør tages Hensyn til bødefældtes Livsvilkaar, herunder hans Formue, Forsørgerpligter og andre Forhold, der indvirker paa Betalingsevnen. Dagboden kan dog ikke fastsættes til et lavere Beløb end 2 Kr.
Stk. 2. Naar Bøde skal fastsættes for en Forseelse, hvorved den paagældende har op-naaet eller tilsigtet at opnaa betydelig økonomisk Vinding for sig selv eller andre, og Anvendelsen af Dagbøder vil medføre, at Bødebeløbet ansættes væsentlig lavere, end det skønnes rimeligt under Hensyn til Størrelsen af den Fortjeneste, der enten er eller kunde være opnaaet ved Lovovertrædelsen, kan Retten dog i Stedet for Dagbøder anvende anden Straf af Bøde.
Stk. 3. Ved Fastsættelsen af andre Bøder vil der inden for de Grænser, som Hensynet til Lovovertrædelsens Beskaffenhed og de i § 80 nævnte Omstændigheder tilsteder, være at tage særligt Hensyn til den skyldiges Betalingsevne. Saadanne Bøder vil ikke kunne fastsættes til lavere Beløb end 4 Kr.
Stk. 4. Det bestemmes ved Lov, i hvilket Omfang de i denne Lov fastsatte Regler om Dagbøder vil være at bringe til Anvendelse ved Fastsættelsen af Bøder for Overtrædelse af andre Love. For saa vidt angaar Love, hvor Spørgsmaalet om Dagbøders Anvendelse er af mindre væsentlig Betydning, kan der dog efter forudgaaende Forhandling mellem Justitsministeren og vedkommende Fagminister ved kongelig Anordning træffes saadan Bestemmelse.”

3.2. Den fornyede introduktion af dagbodssystemet byggede på meget udførlige overvejelser, her-under med inddragelse af erfaringer med dagbodssystemet i Finland og Sverige, sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3759 ff.:

”Selvom disse Regler vel har bevirket, at der ved Fastsættelsen af Bøderne nu i højere Grad end tidligere tages Hensyn til de Tiltaltes økonomiske Forhold, kan der imidlertid efter Justitsministeriets Formening ikke være Tvivl om, at Bødestraffen stadig ikke fast-sættes i Forhold til de Tiltaltes Indtægts- og Formueforhold i saa vidt Omfang, som dette er foreneligt med de Hensyn, der iøvrigt bør være bestemmende ved Fastsættelse af Bødernes Størrelse. Hvor det drejer sig om forholdsvis grove Forseelser begaaet af en i økonomisk Henseende daarlig stillet, synes Domstolene fremdeles ofte at være betæn-kelige ved at fastsætte Bøden saa lavt, at der bliver rimelig Mulighed for, at den paa-gældende kan betale, og dette skyldes formentlig hyppigt en i og for sig forstaaelig Frygt for, at Straffens generalpræventive Virkning herved bliver for ringe. Hvor det drejer sig om Fastsættelse af Bøder for velstillede Personer, vil Domstolene omvendt ofte under det nuværende System vige tilbage for at fastsætte en Bøde af en saadan Størrelse, at den står i samme Forhold til den Tiltaltes økonomiske Forhold som den Bøde, der for en tilsvarende Forseelse fastsættes for den ubemidlede. Dette skyldes vel for en Del, at en Fastsættelse af en særlig høj Bøde, uanset at Grunden hertil er gode økonomiske Forhold, hos Offentligheden let vil fremkalde den Opfattelse, at det er en særlig grov Overtrædelse, der er begaaet.

Justitsministeriet anser det derfor for nødvendigt paany at fremsætte Forslag om Indfø-relse af Dagsbodssystemet. Ved Anvendelse af Dagsbøder skulde man opnaa, at alle for den samme Forseelse faar den samme Straf, og at Spørgsmaalet om Fastsættelsen af det Pengebeløb, der under Hensyn til den skyldiges økonomiske Forhold skal erlægges af denne, ikke blandes sammen med Spørgsmaalet om Beskaffenheden af den begaaede Overtrædelse. Der er efter Justitsministeriets Formening alene gennem Indførelse af dette System Mulighed for at naa til en større Lighed ved Bøders Ansættelse.

Dagsbodssystemet er indført i Sverige fra 1. Januar 1932 og i Finland fra 1. Juli 1921 ved Love, der bygger paa Straffelovsudkast udarbejdet for Sveriges Vedkommende af Professor Thyrén og for Finlands Vedkommende af Professor Serlachius.

... har ogsaa herhjemme Dagsbodssystemet været foreslaaet indført af fremtrædende Repræsentanter for den kriminalistiske Sagkundskab, først af Professor Torp i hans Straffelovsudkast af 1917 og senere af den anden Straffelovskommission i 1923.

Derimod har Professor Oluf Krabbe ... fremsat forskellige Indvendinger mod Systemet. ... det, der skulde tilstræbes ved Dagsbodssystemet, nemlig at Bødestraffen blev lige følelig for alle, ikke kan opnaas og overhovedet ikke bør opstilles som et Formaal for Lovgivningen, da dette Maal ikke blot ikke kan begrundes udfra strafferetlige Betragt-ninger, men at der tværtimod jævnlig ved Bøders Fastsættelse vil gøre sig Hensyn gæl-dende, der er principielt uforenelige med Dagsbodssystemet. Der henvises her til, at Bødestraffen ofte anvendes overfor Forseelser, der er begaaet for at opnaa økonomisk Fordel, og at det afgørende for Størrelsen af Bøden for en saadan Forseelse ikke bør være den Tiltaltes økonomiske Forhold paa Dommens Tidspunkt, men derimod den opnaaede eller tilsigtede Fordel.

Denne sidste Betragtning maa utvivlsomt tillægges Betydning, og der er da ogsaa ved Reglen i Forslagets § 51, Stk. 2, taget Hensyn hertil ...

I øvrigt maa det erkendes, at man ikke gennem Dagsbodssystemet eller paa nogen anden Maade fuldt ud kan opnaa, at en Bøde bliver lige saa følelig for den meget velstillede som for den ubemidlede, men gennem Dagsbodssystemet vil man dog komme den lige Følelighed saa nær, som det overhovedet er muligt.

Efter Justitsministeriets Formening vil et saadant Resultat stemme med den almindelige Retsbevidsthed, og det synes ogsaa utvivlsomt, at Bødestraffens generalpræventive Virkning vil blive styrket ved Anvendelse af Dagsbodssystemet.
...
I Sverige er Ordningen den, at Bøder idømmes direkte i Pengebeløb ved Overtrædelse af forskellige særlig nævnte Bestemmelser i Straffeloven, samt naar der i en Lov er fastsat særligt Beregningsgrundlag, eller det drejer sig om en Lovovertrædelse, hvorefter der ikke kan idømmes højere Straf end Bøde til Beløb af højst 300 Kr. I alle andre Tilfælde fastsættes Dagsbøder fra 1 til 120. Dagsbøderne fastsættes derhos til et Pengebeløb fra 1 til 300 Kr. under Hensyn til Indkomst, Formue, Forsørgelsespligter og økonomiske Forhold i øvrigt.

I Finland kan idømmes fra 1 til 300 Dagsbøder. Ved Bødens Idømmelse skal Domstolene derhos fastsætte det Pengebeløb, som bør anses for Dagsboden, i Overensstemmelse med den Domfældtes Middelindkomst pr. Dag og under Hensyntagen til Domfældtes Formueforhold m.v.
...
Af det … fra Sverige modtagne Materiale fremgaar det …, at der i Praksis ved Systemets Anvendelse har været forskellige Vanskeligheder at overvinde. Det Forhold, der synes at have voldt Domstolene de største Vanskeligheder, har været Fastsættelsen af Dagsbodens Størrelse i det enkelte Tilfælde; paa dette Punkt synes man ved Lovens Ikrafttræden at have savnet nærmere Direktiver. Endvidere fremhæves det fra mange Sider, at Dagsbodssystemets Anvendelse, hvor det drejer sig om Personer, der har ingen eller kun ringe Indkomst, har medført, at der for disse Personer er blevet fastsat saa lave Bøder, at det i høj Grad er gaaet ud over Straffens Effektivitet.

Om Erfaringerne i Finland har den finske Regering oplyst, at Systemet har været anvendt siden 1921, uden at der offentlig har været fremsat Indvendinger mod det af Myndighederne eller andre. Efter Regeringens Opfattelse har Systemet i den forløbne Tid virket upaaklageligt og været i Overensstemmelse med Folkets Retsbegreber. Ved Anvendelsen af Systemet er man utvivlsomt kommet nærmere til Virkeliggørelsen af Princippet om, at Bødestraffen bør ramme de dømte lige haardt uden Hensyn til deres økonomiske Stilling.

Det nu fremsatte Forslag gaar ligesom det af Folketinget den 23. Januar 1930 vedtagne Forslag ud paa, at Dagsbodssystemet foreløbig kun indføres indenfor Straffelovens Om-raade og kun for saa vidt angaar Bøder, der fastsættes af en Ret.

Efter Forslaget skal Bødestraffen fremtidig fastsættes i Dagsbøder, saaledes at ligeartede Forseelser under fornødent Hensyn til den skyldiges subjektive Forhold vil være at straffe med samme Antal Dagsbøder. For disses konkrete Størrelse vil den skyldiges økonomiske Forhold efter de i Forslaget angivne Hensyn være afgørende.

Medens der efter det tidligere Forslag kunde idømmes fra 1 til 90 Dagsbøder, foreslaas nu, at Antallet af Dagsbøder ikke kan overstige 60. Er Forseelsen saa grov, at den bør straffes strengere end med Bøde paa et Beløb, der svarer til 2 Maaneders Indtægt, bør Frihedsstraf formentlig idømmes.

Medens der ikke i det af Folketinget i 1930 vedtagne Forslag i Lovteksten var angivet nogen egentlig Maalestok for, hvorledes Størrelsen af en Dagsbod skal bestemmes, foreslaar man nu, at Størrelsen af den enkelte Dagsbod ligesom i Finland skal fastsættes til et Beløb svarende til den paagældendes gennemsnitlige Dagsindtægt. Hvor den paa-gældende er uden Arbejde og Midler, vil Dagsindtægten være lig med den Understøttelse, han modtager enten af det offentlige eller paa anden Maade, men det maa herved anses for nødvendigt, at Domstolene søger at tage Hensyn til, om han i en nærmere Fremtid har Mulighed for at opnaa Arbejde. Da der ligesom i Sverige her i Landet vil kunne blive Tale om, at Bøden, hvor Indtægten paa det Tidspunkt, da Bøden fastsættes, er meget lav, bliver fastsat paa en saadan Maade, at Straffens Effektivitet bliver for ringe, foreslaar man endvidere, at den enkelte Dagsbod aldrig kan fastsættes til et mindre Beløb end 2 Kr.
...
Som nævnt foreslaas Dagsbodssystemet kun indført indenfor Straffelovens Omraade; umiddelbart at gøre Systemet anvendeligt udenfor Straffelovens Omraade kan ikke anses for muligt.

Det maa saaledes erkendes, at Systemet ikke er paa sin Plads, hvor det drejer sig om Smaaforseelser, navnlig egentlige Politiforseelser. Med Hensyn til disse Forseelser maa der lægges afgørende Vægt paa Sagernes lette og hurtige Behandling, hvortil kommer, at Straffens Formaal her udelukkende er at give Lovovertræderne en Advarsel, medens ethvert Individualiseringsmoment er mindre væsentligt.

Endvidere maa det anses for utvivlsomt, at der for en Række Lovovertrædelser, særlig paa Skattelovgivningens Omraade, gør sig særlige fiskale Synspunkter for Bødestraffens Fastsættelse gældende, og i disse Tilfælde, hvor Bøderne i Reglen fastsættes i Forhold til det Statskassen unddragne Beløb, vil det ligeledes være uheldigt at sætte Dags-bodssystemet i Kraft.

Men ogsaa bortset fra fiskale Lovovertrædelser kan det f. Eks. i Tilfælde, hvor det drejer sig om Forseelser begaaet i Vindingsøjemed, være rimeligt, ja endda paakrævet ved Bødens Fastsættelse at lægge større Vægt paa det ved den ulovlige Handling indvundne Beløb end paa den Tiltaltes økonomiske Omstændigheder ...

Den i Sverige gennemførte Lovgivning gør da ogsaa meget væsentlige Indskrænkninger i Dagsbodssystemet saavel for egentlige Politiforseelser som for Overtrædelser af fiskale Love o. lign.

De ovenfor nævnte Forhold medfører, at Systemet ikke vil kunne sættes i Kraft indenfor Særlovgivningen uden en Gennemgang af hver enkelt Lov. Naar saadanne Love fremtidig forelægges Rigsdagen til Ændring, vil det derfor være naturligt at tage Standpunkt til Gennemførelsen af Systemet. Da imidlertid en lang Række Love af denne Art ikke vil kunne ventes forelagt Rigsdagen i en overskuelig Fremtid, foreslaas det, at der gives Regeringen Bemyndigelse til ved kgl. Anordning at bestemme, hvorvidt og i bekræftende Fald i hvilket Omfang Dagsbodssystemet skal træde i Kraft paa Særlovgivningens Omraade.
...
Med Hensyn til Forslaget om Indførelse af Dagsbodssystemet har Rigsadvokaten paa et Tidspunkt, da man endnu ikke havde modtaget Oplysninger om Systemets Virkninger i Sverige og Finland, udtalt, at han under Hensyn til det af Professor Oluf Krabbe om Spørgsmaalet udtalte ... maa nære Frygt for, at man ikke ved Indførelse af Dagsbods-systemet opnaar de ønskede Resultater. Endvidere gør Rigsadvokaten gældende, at Bø-der efter Straffelovens Bestemmelser spiller en forholdsvis ringe Rolle i Forhold til Bø-der for Overtrædelse af Særlovgivningen, paa hvilke Forseelser der ... kun i begrænset Omfang kan blive Spørgsmaal om ved kgl. Anordning at gøre Dagsbodssystemet an-vendeligt, og at der i vid Udstrækning allerede nu ved Fastsættelsen af Bøder, tages meget Hensyn til den Tiltaltes økonomiske Forhold. Under Hensyn til det saaledes an-førte forekommer det Rigsadvokaten utilraadeligt at gennemføre Systemet, forinden der er tilvejebragt udførligere Oplysninger om, hvorledes dette har virket andetsteds, navnlig i Sverige, og Rigsadvokaten mener derfor ikke for Tiden at kunne anbefale Systemets Indførelse.

Med Hensyn til det af Rigsadvokaten anførte bemærkes, at det vel er rigtigt, at Bøder efter Straffeloven spiller en forholdsvis ringe Rolle, men at det jo ogsaa netop er Me-ningen at udvide Systemets Omraade, saaledes at det finder Anvendelse indenfor Sær-lovgivningen i et tilsvarende Omfang som i Sverige. Vel er det ikke Meningen, at Sy-stemet skal finde Anvendelse ved Smaaforseelser, men dette betyder ikke, at det ikke ved Lovovertrædelser af mere betydende Karakter kan komme til at virke gavnligt og medføre en retfærdigere Fastsættelse af Bødernes Størrelse. Naar Rigsadvokaten anfører, at der allerede nu tages meget Hensyn til økonomiske Forhold, maa hertil bemærkes, at det ... selvfølgelig er rigtigt, at Domstolene i Overensstemmelse med det udtrykkelige Paabud i Straffeloven tager et vist Hensyn til de Tiltaltes økonomiske Forhold, men Princippet om Bødestraffens Ligefølelighed er, hvad ingen kan benægte, meget langt fra at være gennemført i gældende Praksis og vil næppe heller kunne ventes gennemført paa Grundlag af de i den nugældende Straffelov indeholdte Bestemmelser.

Det af Rigsadvokaten anførte har derfor ikke medført nogen Ændring i Justitsministeri-ets Standpunkt ...”

4. Senere ændringer af § 51

”Det i § 51, stk. 3, 2. pkt., fastsatte generelle bødeminimum (4 kr.) er nu forældet. Prin-cipielt er det rigtigst, at der ikke gælder noget lovbestemt bødeminimum, og det foreslås derfor, at bestemmelsen ophæves.

§ 51, stk. 4, foreslås ophævet som overflødig.”

Herudover blev i § 51, stk. 1, som 2. pkt., udtrykkeligt fastslået, at dagbodssystemet ikke finder anvendelse ved fastsættelse af tillægsbøder. Endelig ophævedes den hidtil gældende begrænsning i § 51, stk. 2, hvorefter adgangen til ved straffelovsovertrædelser at anvende ”anden straf af bøde” var betinget af, at anvendelse af dagbøder ville medføre, at bøden blev ”væsentlig” lavere end rimeligt under hensyn til den ved lovovertrædelsen opnåede eller tilsigtede fortjeneste.

4.2. Ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven (Strafansvar for juridiske personer) blev i § 51, stk. 3, udtrykkeligt fastslået, at der ved fastsættelsen af ”andre bøder” skal tages hensyn til ”den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse”, sml. Straffelovrådets betænkning nr. 1289/1995 om strafansvar for juridiske personer s. 153 ff.

5. Straffelovrådets tidligere overvejelser

”Enkelte ... love indeholder bestemmelser om faste bødemaxima. Disse bestemmelser er dog ophævet ved § 6, stk. 1, i loven om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., hvori det generelt bestemmes, at de i lovgivningen foreskrevne største beløb for bøder bort-falder i alle tilfælde, hvor lovovertrædelsens påkendelse ved dom ikke er udelukket. Når rådet i sit udkast foreslår, at de nævnte bestemmelser om bødemaxima udgår af de på-gældende loves strafferegler, er der således alene tale om en redaktionel ajourføring.

Flere straffebestemmelser indeholder faste bødeminima. Rådet foreslår disse ophævet og skal som begrundelse herfor anføre følgende:

Det må anses for principielt urigtigt gennem bestemmelser om bødeminima at begrænse dommerens adgang til at afpasse bødens størrelse efter den enkelte lovovertrædelses be-skaffenhed og lovovertræderens forhold.

Hertil kommer, at lovbestemmelser om bødeminima forekommer inkonsekvente og i nogen grad virker vilkårligt, idet de ikke er til hinder for, at sagerne afgøres ved inden-retlig advarsel eller vedtagelse af en bøde, der er lavere end den i lovbestemmelsen fo-reskrevne, jfr. retsplejelovens §§ 936 og 937, og således kun får betydning med hensyn til sager, der enten afgøres ved udenretlig vedtagelse af et bødeforelæg, jf. retsplejelovens § 931, eller fremmes til dom.

Endvidere bemærkes, at lovbestemmelser om bødeminima kan medføre, at der i praksis på de pågældende lovgivningsområder overvejende anvendes bøder, hvis størrelse ligger i nærheden af minimum. Dette vil ofte indebære, at bødeudmålingen bliver for usmidig og bødeniveauet for lavt.

Det er på linie med de ovenfor anførte synspunkter, når rådet endvidere foreslår ophæ-velse af visse helt lovbestemte bødestraffe i ældre love.”

5.2. Straffelovrådet har i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse fastholdt de ovennævnte synspunkter, sml. s. 66, hvor det i tilslutning til nogle generelle bemærkninger om strafferammers minima fremhæves, at det er ”en væsentlig forenkling ... [som følger af] den i dansk lovgivning fastslåede praksis, at der ikke anvendes bøderammer med nærmere angivne mindstebe-løb”. Se endvidere betænkningen s. 71 ff., hvor der generelt gives udtryk for, at ”Straffelovrådet ... finder det rigtigst, at udviklingen [i strafudmålingen] ... kommer til at bero på, hvad domstolene finder hensigtsmæssigt og forsvarligt”.

6. Fremmed ret

6.1. Norge

”§ 27. Når bot idømmes, bør det foruten til det straffbare forhold tas særlig hensyn til den dømtes formuesforhold og til hva han etter sine livsforhold antas å kunne utrede.
Boten tilfaller statskassen.”

6.1.2. I Norge ophævedes maksimum- og minimumsatser for bøder i 1946, sml. Anders Bratholm og Magnus Matningsdal: Straffeloven, Kommentarutgave, Første Del. Almindelige bestemmelser, 1991, (Kommentaren til den norske straffelov) s. 61:

”... Den opprinnelige regelen fastsatte maksimums- og minimumssatser for bot i forbrytelses- og forseelsessaker. Disse yttergrensene for bøtefastsettelsen ble opphevet i 1946 med den begrunnelse at slike grenser står i strid med prinsippet i § 27 om at bøter skal avpasses etter den skyldiges økonomiske evne. Man opphevet likevel ikke be-stemmelsen om minimumssatser i særlovgivningen. Bestemmelsene om minstestraff i særlovgivningen er imidlertid etter hvert blitt opphevet.

Maksimumsatsene i særlovgivningen ble opphevet i 1946 ...”

6.1.3. Dagbodssystemet anvendes ikke i Norge. Straffelovkommisjonen drøftede i NOU 1983: 57 Straffelovgivningen under omformning (delutredning I) indførelsen af dagbodssystemet i norsk ret, sml. s. 178-79:

”Dagsbotsystemet er i dag i større eller mindre utstrekning gjennomført i en rekke land, bl a D a n m a r k , F i n l a n d , S v e r i g e , F o r b u n d s r e p u b l i k k e n T y s k- l a n d , Ø s t e r r i k e og C a n a d a.

I S v e r i g e blir ca 25 pst av bøtene utmålt etter dagsbotsystemet. Svenskene er stort sett tilfreds med systemet, og ordningen betegnes som ”fast rotat och allmänt accepte-rat” ... Den kritikk som er kommet frem, har stort sett dreid seg om den tekniske gjen-nomføringen, ikke selve prinsippet.

I D a n m a r k blir dagsbotsystemet brukt vesentlig mindre enn i Sverige, og mening-ene om systemet er mer delte. En innvending som har vært reist, er at domstolene i praksis ofte har fastsatt den samlede bot på vanlig måte, og deretter fordelt beløpet på et passende antall dagsbøter. Erfaringene i Danmark er nærmere omtalt i den nordiske utredningen om bøtestraffen, NU 1975:5 s 12.

I denne utredningen stiller man seg fra finsk og svensk hold positivt til dagsbotsystemet, mens man fra dansk side er negativ. Fra norsk hold finner man ikke tilstrekkelig grunn til å innføre dagsbotsystemet her i landet ...

Også Kriminalmeldingen stiller seg reservert til å innføre dagsbotsystemet hos oss ... Justiskomiteen finner derimot systemet ”interessant”, og mener at det bør vurderes nærmere om det kan tilpasses norske forhold. Det heter så:

”Med turvande regelverk skulle systemet gje rettsvesenet ei god rettesnor for ut-måling av straff, samstundes som ein vil kunne få ei rimeleg sikring for at straffef-fekten vert rettevis.” ...

Straffelovkommisjonen er i tvil om dagsbotordningen bør innføres hos oss. En ulempe er at ordningen vil være vanskeligere å praktisere enn den nåværende. Som det blir fremhevet i Kriminalmeldingen, vil allerede grunnlaget for inntektsvurderingen være komplisert ... På den annen side blir det i dag generelt tatt for lite hensyn til de konkrete omstendigheter omkring lovbruddet og lovbryterens økonomi når botens størrelse blir fastsatt. Innføring av et dagsbotsystem vil trolig kunne bedre på dette, under forutset-ning av at det kan gjennomføres for de fleste bøters vedkommende (med unntak av for-enklede forelegg og markeringsbøter). Ellers vil det lett fremstå som en unødvendig komplisering av straffutmålingsreglene.

Straffelovkommisjonen vil ta endelig standpunkt senere. Det sentrale er å sikre at bøtene blir nyansert i tilstrekkelig grad, og muligens kan det oppnås på andra måter enn ved å innføre et system med dagsbøter.”

6.1.4. NOU 1992: 23 Ny straffelov – alminnelige bestemmelser (delutredning V) var på linie med den skeptiske indstilling til dagbodssystemet, som Straffelovkommisjonen havde givet udtryk for i NOU 1983: 57, sml. NOU 1992: 23 s. 171:

”Et dagsbotsystem ville trolig kunne medføre at det legges større vekt enn i dag på lov-bryterens økonomi når boten utmåles.

Ved at antallet dagsbøter varierer med den straffbare handlings grovhet, er det også enklere enn etter dagens ordning å se hvor alvorlig handlingen er bedømt.

Etter kommisjonens syn er det likevel flere svakheter ved dagsbotsystemet:

Det vil antakelig være mer tungvint å praktisere enn dagens system, først og fremst fordi det ofte er komplisert å vurdere lovbryterens økonomiske stilling. Dette kan skape vanskeligheter også i dagens system, men med et dagsbotsystem vil problemet trolig forsterkes.

Selv om dagsbotsystemet gir inntrykk av å skille klart mellom forholdets straffverdighet og gjerningspersonens økonomi, fungerer det ikke alltid slik i praksis. I Danmark er det opplyst at det ofte er slik at domstolen først vurderer hvor stor boten bør være, og de-retter fordeler den på et passende antall dagsbøter, se Nordisk strafferetskomités be-tenkning om bøtestraffen, NU 1975:5 s 12.

Et dagsbotsystem vil uansett ikke kunne gjennomføres fullt ut. Unntak må gjøres bl a for markeringsbøter, standardbøter og forenklet foreleg.

Kommisjonen er kommet til at den beste løsning vil være å beholde dagens system, men forbedre det for å sikre at det tas mer hensyn til lovbryterens økonomiske forhold enn i dag. Det sentrale er å sikre at bøtene blir tilstrekkelig nyansert.”

NOU 1992: 23 indeholdt på den anførte baggrund følgende forslag om bødefastsættelse, sml. s. 283, jf. s. 280 og 171-72:

”§ 59. Utmåling av bot
Ved utmåling av bot skal det, ved siden av slike forhold som i alminnelighet tillegges vekt ved straffutmålingen, legges vesentlig vekt på lovbryterens inntekt, formue, forsør-gelsesbyrde og andre forhold som påvirker den økonomiske evne.
Ilegges et foretak bot, jf. § 35, skal det tas særlig hensyn til de momenter som er nevnt i § 36.
Boten tilfaller staten når ikke annet er bestemt.”

”§ 36. Momenter ved avgjørelsen om foretaksstraff
Ved avgjørelsen av om straff skal ilegges et foretak etter § 35, og ved utmålingen av straffen overfor foretaket, skal det særlig tas hensyn til
1. straffens preventive virkning,
2. overtredelsens grovhet,
3. om foretaket ved retningslinjer, instruksjon, opplæring, kontroll eller andre tiltak kunne ha forebygget overtredelsen,
4. om overtredelsen er foretatt for å fremme foretakets interesser,
5. om foretaket har hatt eller kunne ha oppnådd noen fordel ved overtredelsen,
6. foretakets økonomiske evne,
7. om andre reaksjoner som følge av overtredelsen blir ilagt foretaket eller noen som har handlet på vegne av det, blant annet om noen enkeltperson blir ilagt straff.”

6.1.5. NOU 2002: 4 Ny straffelov indeholder i § 9-1, jf. § 4-2, bestemmelser om bødefastsættelsen, der ”i hovedsak” svarer til NOU 1992: 23, sml. NOU 2002: 4 s. 479, jf. s. 477 og 244. Om kommis-sionens forslag om bøders placering i strafferammesystemet henvises til denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 4.1.

6.2. Sverige

”1 § Böter skall dömas ut, enligt vad som är föreskrivet för brottet i fråga, i dagsböter, penningböter eller normerade böter. Är viss bötesform inte föreskriven för brottet, döms böter ut i dagsböter eller, om brottet bör föranleda lägre straff än trettio dagsböter, i penningböter.

2 § Dagsböter skall bestämmas till ett antal av minst trettio och högst etthundrafemtio.

Varje dagsbot fastställs till ett visst belopp från och med trettio till och med ettusen kro-nor, efter vad som bedöms som skäligt med hänsyn till den tilltalades inkomst, förmö-genhet, försörjningsskyldighet och ekonomiska förhållanden i övrigt. Om det finns särskilda skäl, får dagsbotens belopp jämkas.

Minsta bötesbelopp är fyrahundrafemtio kronor.

3 § Penningböter skall bestämmas till lägst etthundra kronor och högst tvåtusen kronor. Om ett lägre högsta belopp är särskilt föreskrivet, gäller dock detta.

4 § Normerade böter är böter som, enligt vad som är föreskrivet för brottet, skall be-stämmas efter särskild beräkningsgrund.

Minsta bötesbelopp är etthundra kronor.

5 § Böter får användas som gemensamt straff för flera brott, om böter kan följa på vart og ett av brotten.

Om det finns särskilda skäl, får rätten döma till penningböter för ett eller flera brott för vilka sådan påföljd är föreskriven och samtidigt döma till annan form av böter för brottsligheten i övrigt.

Gemensamt straff i böter får inte avse brott för vilket är föreskrivet normerade böter el-ler böter som inte får förvandlas till fängelse.

6 § Böter som gemensamt straff för flera brott döms ut i dagsböter, om något av brotten bör föranleda dagsböter.

Som gemensamt straff får dagsböter bestämmas till ett antal av högst tvåhundra och penningböter till ett belopp av högst femtusen kronor.

Om det för något av brotten är föreskrivet ett visst lägsta bötesstraff, får detta inte un-derskridas.”

6.2.2. Spørgsmålet om bødefastsættelsen var genstand for grundige overvejelser i Fängelsestraff-kommittén, sml. SOU 1986: 14 Påföljd för brott s. 106-16 med gennemgang og drøftelse af de for-skellige bødeformer dagbøder (dagsböter), sumbøder (penningböter) og normerede bøder (normerade böter), det beløbsmæssige forhold mellem dagbøder og sumbøder, dagbødernes antal samt størrelsen af den enkelte dagbod. Der var enighed om at bevare dagbodssystemet og om at foreslå mak-simalantallet for dagbøder hævet med henblik på at gøre dagbodssystemet til et mere konkurrence-kraftigt alternativ til de korte fængselsstraffe, sml. s. 106 ff. og 111 f., hvorved bemærkes, at reglerne om de forskellige bødeformer efterfølgende er ændret på visse punkter, der dog ikke fuldt ud følger anbefalingerne fra Fängelsestraffkommittén (sml. ovenfor samt Lag 1991:240 og 1993:201):

”Enligt vår uppfattning bör dagsbotssystemet behållas. Systemet tillkom som en social rättvisereform. Det har numera blivit fast rotat och allmänt accepterat. Tillämpningen av systemet är relativt enkel och det framstår som i stort sett rättvist. Under årens lopp har beräkningsgrunder utarbetats som syftar till att straffet skall drabba alla så lika som möjligt. Någon särskild kritik har inte heller riktats mot dagsbotssystemet som sådant. Uppgiften vid en översyn av dagsbotssystemet blir mot bakgrund härav närmast att prö-va om det ger tillräcklig spännvidd för straffmätningen i fråga om de brott som vi anser skall omfattas av bötespåföljden ...

Penningböter stadgas huvudsakligen för förseelser mot trafikförfattningar. För endast ett brottsbalksbrott, nämligen förargelseväckande beteende (nuvarande 16 kap. 16 § BrB), stadgas penningböter. De förseelser för vilka penningböter stadgas beivras i stor utsträckning genom att polisman förelägger ordningsbot. Bötesbeloppen för olika för-seelser är reglerade i anvisningar utfärdade av riksåklageren.

Systemet med penningböter är enkelt och lätthanterligt. Det har trots detta inte gått fritt från kritik. Denna har varit av principiell natur. Således menade den kriminalpolitiska arbetsgruppen inom BRÅ i rapporten Nytt straffsystem att beteckningen straffavgifter borde användas istället för penningböter. Detta för at sanktionen inte skall sammankop-plas med dagsböterna, som ju fastställs enligt andra grunder och vilka enligt gruppen borde ha ett vidgat användningsområde.

Den nuvarande uppdelningen mellan brott för vilka stadgas penningböter och brott för vilka stadgas dagsböter bör ses över. Det är möjligt att lagstiftningen i detta hänseende inte följt en helt konsekvent linje. Visserligen används penningböter främst vid förseelser – särskilt inom specialstraffrätten – medan dagsböter reserveras för brott av allvarligare beskaffenhet. Men denna uppdelning bör kanske göras klarere. Vidare kan eventuellt övervägas om förutsättningar finns att avgränsa systemet med penningböter, som mera har karaktär av i förhand bestämda avgifter, från systemet med egentliga straffpåföljder, dit dagsböterna skulle räknas. Avsikten med en sådan avgränsning skulle närmast vara att ge bötesstraffet högre status än f.n. i förhållande till övriga påföljder. Frågor av den typ som nu nämnts har vi inte närmare övervägt. Riksåklagaren har i mars 1984 i en PM Överträdelser i trafiken förslagit en övergång från dagsböter till penningböter för flertalet förseelser på trafikområdet.

Normerade böter – dvs. böter som bestäms enligt särskilda beräkningsgrunder t. ex. i proportion till en effekt av eller ett annat mätbart moment i en straffbar gärning och som kan uppgå till stora belopp – användes tidigare för skattebrott. Genom tillkomsten av skattebrottslagen (1971:69) ersattes de inom detta område med andra påföljder och ad-ministrativa avgifter.
...
Systemet med normerade böter har i det närmaste avvecklats. Det kan mot bakgrund
härav vara en uppgift att pröva om påföljdsformen skall behållas ...

Vad som kan övervägas för det fall de normerade böterna skulle avskaffas är att öppna en möjlighet att ådöma högre penningböter än f. n. I dag kan ju penningböter ådömas med högst 1 000 kr. för ett brott och högst 2 000 kr. för flera brott ...

Vi har efter närmare överväganden ... stannat för att normerade böter bör behållas i straffsystemet. Vi anser också att penningböterna då bör behållas i sin nuvarande ut-formning och således kunna ådömas med högst 1 000 kr. för ett brott. Önskar man att böter för en viss gärning skall kunna bestämmas till betydligt mer kännbara belopp än vad som är möjligt med dagsböter och pennningböter får man således överväga att införa normerade böter för gärningen. Detta kan vara till fördel även för straffmättningen. När man kommer upp i mycket höga belopp är det svårt att mäta ut ett bötesstraff som svarar mot gärningen om man inte kan använda sig av något relationstal. Det är då en fördel att det redan direkt i lagtexten anges efter vilka grunder böterna skall beräknas, vilket ju är det utmärkande för de normerade böterna.
...
Enligt nuvarande 25 kap. 2 och 5 §§ BrB ådöms dagsböter för ett brott till ett antal av minst en och högst 120 och såsom gemensamt straff för flera brott till ett antal av högst 180.

En allmän iakttagelse är att domstolarna vid bestämmandet av antalet dagsböter i stor utsträckning håller sig i nedra delen av skalan. 10-29 dagsböter är det vanligaste straffet som tillämpas och detta gäller även för brott av inte obetydlig art ... Cirka två tredjedelar av dem som dömts till dagsböter under 1980-talet har fått mindre än 30 dagsböter. De undersökningar som har gjorts av straffmätningen vid olika brottskategorier tyder dock på att spännvidden vid de olika brotten är relativt stor ... Vidare kan konstateras att den grupp som fått 100 dagsböter eller däröver är förhållandevis liten. Allmänt sett kommer så höga bötesstraff i fråga endast vid vissa typer av brott. Det rör sig främst om tra-fiknykterhetsbrott men även om vissa andra trafikbrott samt om vissa våldsbrott och uppbördsbrott. Ofta står det i dessa fall och väger mellan kraftiga böter och ett kort fän-gelsestraff.

Ett vidgat tillämpningsområde för böter bör leda till att domstolarna oftare än f. n. dömer ut verkligt höga böter. En höjning av gränsen för antalet dagsböter är därför motiverad, särskilt om böter skall kunna bli ett konkurrenskraftigt alternativ till korta fängelsestraff. En höjning kan också vara motiverad om man, såsom vi ... anser att utrymme bör finnas för efter hand höjda bötesstraff vid upprepad brottslighet.
...
Med främst samma syfte för bötespåföljdens del, dvs. att vidga användningsområdet, bör en höjning ske av det antal dagsböter som högst kan dömas ut. En vidgad användning av bötestraffet är något som vi konsekvent eftersträvat vid straffskaleöversynen ...

Vi föreslår att maximala antalet dagsböter höjs från 120 till 200 för ett brott och från 180 til 300 vid gemensamt straff för flera brott. Syftet med förslaget är ... främst att göra det möjligt att använda böter vid grövre brott än i dag. I många fall kommer böter naturligen att i första hand ersätta villkorlig dom och skyddstillsyn. Om högre och mer kännbara böter kan ådömas bör dock i vart fall på sikt böter även direkt kunna ersätta fängelse, främst för brott där kortvariga fängelsestraff nu utdöms taxemässigt av allmänpreventiva skäl.

Att vi stannat för gränsen 200 dagsböter för ett brott och inte gått högre hänger samman bl. a. med relationen höga böter – korta fängelsestraff. Det svåraste bötesstraffet bör inte ligga på en så hög nivå att det allmänt uppfattas som strängare än det kortaste fängel-sestraffet. Bl. a. utifrån denna aspekt men främst på grund av det vidgade användnings-området för böter som vi föreslår har vi funnit skäl att på nytt överväga allmäna fängel-seminimum, f. n. 14 dagar ...

I detta sammanhang aktualiseras också frågan om fastställande av ett minimiantal dags-böter i straffskalorna för vissa brott. Sådana bestämmelser förekommer redan nu (t. ex. vid rattfylleri). Metoden bör kunna begagnas för att uttrycka att ett brott tillmäts ett högre straffvärde och för att ge anvisning om att man vid straffmätningen har att hålla sig i den övre delen av straffskalan. Vi har funnit denna metod lämplig och vid straffskaleöversynen använt den vid ett flertal brott där böter förs in i straffskalor som nu upptar endast fängelse. Se i förslaget t. ex. misshandel ... och stöld ...

Avslutningsvis vill vi betona att vårt förslag inte syftar till en allmän höjning av bö-tesnivån. Området mellan 120 og 200 dagsböter är främst avsett för allvarligare brottslighet än som i dag leder till bötesstraff. Som exempel kan pekas på brott som i dag endast har fängelse i straffskalan men för vilka vi föreslår 50 eller 100 dagsböter som minimum. Sådana brott är stöld ... misshandel ... samt grov vårdslöshet i trafik och rattfylleri ...”

Sml. i øvrigt Ulf Berg m.fl.: Brottsbalken, En kommentar, Kap. 25-38, Följdförfattningar, 2001, (Kommentaren til den svenske straffelov) s. 25:4 ff. (25:1), 25:11 ff. (25:2), 25:19 f. (25:3), 25:21 f. (25:4), 25:23 ff. (25:5) og 25:26 f. (25:6).

6.3. Finland

”Böter
1 §. Antalet dagsböter. Böter döms ut i dagsböter, så att minimiantalet är en dagsbot och maximiantalet är 120 dagsböter.
Om minimum och maximum för ett gemensamt bötesstraff bestäms i 7 kap. För bötesstraff kan av särskilda skäl i lag bestämmas ett särskilt minimum eller maximum inom de gränser som anges i 1 mom. [...]

2 §. Dagsbotens belopp. Dagsbotsbeloppet skall fastställas så att det är skäligt i förhållande till den bötfälldes betalningsförmåga.
Som ett skäligt dagsbotsbelopp skall anses en sextiondedel av den bötfälldes genomsnittliga månadsinkomst, från vilken har avdragits de skatter och avgifter som bestäms genom förordning samt ett fast baskonsumtionsavdrag. Dagsbotsbeloppet kan sänkas på grund av den bötfälldes försörjningsplikt och höjas på grund av hans förmögenhet.
Till grund för månadsinkomsten och förmögenheten skall i första hand läggas den bötfälldes inkomst och förmögenhet enligt den senast verkställda beskattningen. Om den bötfälldes inkomster och förmögenhet inte på ett tillförlitligt sätt kan utredas på basis av beskattningsuppgifterna eller om de väsentligt har förändrats efter den senast verkställda beskattningen, kan de beräknas enligt andra tillgängliga utredningar.
Dagsboten bestäms i domstol enligt de uppgifter som gäller under rättegången och i strafforderförfarande enligt de uppgifter som gäller när straffanspråket framställs. Åklagaren bestämmer dock böterna enligt de uppgifter som gäller när straffordern utfärdas, om det har framkommit att betalningsförmågan hos den som mottagit straffanspråket har förändrats väsentligt jämfört med de uppgifter som gällde då anspråket framställdes.
Genom förordning bestäms närmare hur den genomsnittliga månadsinkomsten skall beräknas och hur dagsbotsbeloppet skall avrundas, samt om baskonsumtionsavdragets belopp, om beaktande av försörjningsplikt och förmögenhet och om dagsbotens minimibelopp.

3 §. Det totala bötesbeloppet. Det totala bötesbeloppet är antalet dagsböter multiplicerat med dagsbotsbeloppet.
Genom förordning kan bestämmas att det totala bötesbelopp som bestäms för vissa brott skall höjas så att det blir lika stort som den största ordningsbot som bestäms för ett likartat brott.

Förvandlingsstraff
...
Ordningsbot
8 §. Ordningsbot. Ordningsbot är ett till beloppet fast förmögenhetsstraff som är lindrigare än böter.
Ordningsboten får vara högst 200 euro. Om beloppet av ordningsboten för olika förseelser bestäms genom förordning av statsrådet.
Obetald ordningsbot får inte förvandlas till fängelse.

9 §. Ordningsbotsförseelser. Ordningsbot kan i enlighet med 2-4 mom. bestämmas som påföljd för en förseelse som hör under allmänt åtal, när det strängaste föreskrivna straffet är böter eller fängelse i högst sex månader.
Ordningsbot kan bestämmas som påföljd för ringa brott mot vägtrafiklagen (267/1981) eller sådana bestämmelser som utfärdats med stöd av den och som gäller
1) gående
2) förare av motorlösa fordon
3) motordrivna fordons eller släpfordons konstruktion, utrustning, skick eller handlingar som skall medföras vid körning av motordrivna fordon, störande och onödig körning av motordrivna fordon, persontransport, användning av förarens eller passagerarens personliga skyddsutrustning, övriga trafikregler som gäller för föraren eller påbud, förbud eller begränsningar som anges med trafikanordning,
4) överskridande av den högsta tillåtna hastigheten med ett motordrivet fordon, eller
5) besiktning och anmälan för registrering av fordon.
Ordningsbot kan också bestämmas som påföljd för ringa överträdelse av nedskräpningsförbudet enligt avfallslagen (1072/1993).
Om de förseelser som nämns i 2 och 3 mom. bestäms närmare genom förordning.

10 §. Föreläggande av ordningsbot.
Ordningsbot föreläggs av en polisman eller någon annan tjänsteman som utför i lag föreskriven övervakning. Ordningsbot får inte föreläggas, om
1) förseelsen har varit ägnad att föranleda annan fara eller olägenhet än sådan som skall anses vara ringa,
2) den som begått förseelsen genom sitt förfarande har visat likgiltighet för förbud eller påbud i lag, eller
3) det är uppenbart att målsäganden med anledning av förseelsen kommer att framställa begäran om åtal till åklagaren eller polisen eller lägga fram ett skadeståndsyrkande.
Om föreläggande av ordningsbot bestäms i lagen om ordningsbotsförfarande (66/1983).

11 §. Ordningsbot för olika förseelser. Om ordningsbot samtidigt skall föreläggas för två eller flera förseelser, föreläggs ordningsboten för den förseelse för vilken den strängaste ordningsboten är föreskriven.
För ordningsbot och bötesstraff eller fängelsestraff på viss tid får inte bestämmas ett gemensamt straff.”

Nærmere regler om beregning af dagbodens størrelse er fastsat i Förordning om dagsbotens belopp I:1.10.1999, G:21.5.1999, Ffs:609/1999. Dagbodsminimum er 6 euro, sml. 5 §. Nærmere regler om de i 9 §, nr. 2 og 3, nævnte forseelser er fastsat i Förordning om ordningsbotsförseelser I:1.10.1999 , G:21.5.1999, Ffs:610/1999.

Til de ovennævnte bestemmelser føjes i 7 kap. Om gemensamt straff 3 § bl.a. følgende bestemmelser om gemensamt bötesstraff:

”3 §. Gemensamt bötesstraff. Om någon samtidigt skall dömas för två eller flera brott för vilka straffet är böter, skall ett gemensamt bötesstraff bestämmas.
Et gemensamt bötesstraff får vara högst tvåhundrafyrtio dagsböter. Har för något av brotten efter den 1 juni 1969 stadgats ett särskilt lägsta bötesstraff, får det gemensamma bötesstraffet inte underskrida detta.”

6.3.2. I et nyt lovforslag om revision af bestemmelserne i den finske straffelovs almindelige del (förslag till revidering av lagstiftningen om straffrättens allmänna läror RP 44/2002 rd) foreslås en præcisering af 7 kap. 3 § om dagbodsmaksimum i tilfælde, hvor der er spørgsmål om anvendelse af en strafnedsættelsesgrund, sml. lovforslaget. s. 297, jf. s. 218 f. med den foreslåede tilføjelse i 3 §:

”3 §
Gemensamt bötesstraff

Ett gemensamt bötesstraff får vara högst 240 dagsböter. När 6 kap. 8 § 2 mom. tillämpas får det gemensamma bötesstraffet vara högst 180 dagsböter. Om för något av brotten efter den 1 juni 1969 föreskrivs et särskilt lägsta bötesstraff, får det gemensamma bötesstraffet inte underskrida detta.”

Lovforslaget medfører ikke i øvrigt ændringer på det pågældende område.

6.4. Nordisk Strafferetskomité

6.4.2. Konklusionen på komiteens overvejelser er beskrevet i betænkningen s. 12. Det hedder herom bl.a.:

”... Man är ense om att det är principiellt riktigt att gradera bötesstraffet efter lagö-verträdelsens beskaffenhet och att tillmäta den tilltalades ekonomiska förhållanden be-tydelse beroende på vilken typ av lagöverträdelse det är fråga om. Låga bötesstraff för mindre trafiköverträdelser och enkla ordningsförseelser bör kunna åläggas utan hänsyn till betalningsförmågan. Kommittén förordar en sådan ordning framför allt av admi-nistrativa och processekonomiska skäl. Att böterna kan bestämmas utan utredning om lagöverträdarens ekonomi är nämligen en förutsättning för att böter skall kunna åläggas genom ett summariskt förfarande ...

Övriga böter bör enligt kommitténs uppfattning i princip bestämmas under hänsynta-gande till lagöverträdarens ekonomiska förhållanden. Kommittén anser också att det på vissa områden, bl.a. närings- och miljövårdslagstiftningens områden, kan vara anledning att ta hänsyn till den ekonomiska vinning som uppnåtts eller åsyftats.

Det råder olika uppfattningar inom kommittén om hur hänsynstagandet till lagöverträ-darens ekonomiska förhållanden lämpligen bör ske. På finskt och svenskt håll anser man att dagsbotssystemet är den bästa formen för gradering av böter efter den tilltalades ekonomiska situation. Dagsbotssystemets förespråkare anser det vara väsentligt att den som har dömts till dagsböter direkt kan konstatera hur allvarligt hans brott har bedömts och vilken inverkan hans ekonomiska förhållanden har haft på det totala bötesbeloppet. Från dansk sida ställer man sig avvisande till dagsbotssystemet och menar att hänsyn till betalningsförmågan kan tas utan den komplicerade omvägen över bestämmande av antal dagsböter och dagsbotsbelopp. De danska erfarenheterna av dagsbotssystemet visar att det finns en inte obetydlig risk för att systemet inte tillämpas i enlighet med sitt syfte. I Danmark torde dagsbotsstraffet nämligen i stor utsträckning ha bestämts på det sättet att domstolen först övervägt hur stor boten borde vara i det särskilda fallet och vilket för-vandlingsstraff som var lämpligt. Med utgångspunkt från dessa överväganden har man sedan bestämt antalet dagsböter och dagsbotens storlek. Dessa erfarenheter kommer troligen att leda till att straffelovrådet i Danmark kommer att föreslå att dagsbotsstraffet helt avskaffas. I Norge anser man att det inte finns tillräcklig anledning att införa dags-botssystemet och föredrager sålunda att behålla det nuvarande systemet med endast penningböter.”

6.5. EU-retten

7. Lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse)

”§ 118 a. Bøder for overtrædelse af denne lov og for overtrædelse af forskrifter, der udstedes i medfør af loven, udmåles til beløb, der er delelige med 500 kr.
Stk. 2. Bøder til personer med særlig lav indtægt kan udmåles til beløb, der ikke er delelige med 500 kr. Sådanne bøder kan dog ikke fastsættes til beløb under 300 kr.
Stk. 3-5. …”

§ 118 a, stk. 3-5, foreskriver, at der ved flere overtrædelser af færdselsloven og i andre tilfælde, hvor der skal ske en samlet pådømmelse af færdselslovsovertrædelser og overtrædelser af anden lovgivning, som udgangspunkt skal udmåles den normale takstmæssige bødestraf for hver overtræ-delse af færdselsloven (absolut kumulation). Disse regler er omtalt i denne betænknings kapitel 13 om sammenstød, afsnit 6.

7.2. § 118 a, stk. 1, medfører, at der indføres en minimumsgrænse på 500 kr. for bøder på færdsels-lovsområdet. Endvidere reduceres de hidtil gældende bødepositioner i Rigsadvokatens bødekatalog betydeligt, idet det foreskrives, at bøderne skal udmåles til beløb, som er delelige med 500 kr., sml. Folketingstidende 1999-00, Tillæg A, s. 7332:

”Det vil betyde, at der kommer væsentlig færre bødepositioner, end der er i dag. Som eksempel kan nævnes, at der i dag er 14 takster i niveauet fra 150 – 1.500 kr., hvoraf de 6 takster er på under 500 kr. Fremover vil der således alene være 3 bødepositioner i ni-vauet fra 0 – 1.500 kr., nemlig 500, 1.000 og 1.500 kr.

Dermed vil bøder, der i dag ligger under 500 kr., blive hævet til 500 kr., bøder på over 500 kr., men under 1.000 kr., som udgangspunkt blive hævet til 1.000 kr. og så fremde-les. Det bemærkes i den forbindelse, at når bøden f.eks. i dag ligger på 600 kr., må det konkret vurderes, hvorvidt det af præventive og retssikkerhedsmæssige grunde vil være mest hensigtsmæssigt at hæve bødetaksten til 1.000 kr. eller sænke denne til 500 kr. Det bemærkes samtidig, at det i sidste instans er domstolene, der fastsætter bødestørrelsen, idet bøder dog, bortset fra de i stk. 2 nævnte tilfælde [omtales nedenfor], ikke kan ud-måles til et beløb under 500 kr. og i øvrigt skal udmåles i beløb, der er delelige med 500 kr.”

§ 118 a, stk. 2, åbner mulighed for at fravige stk. 1 ved udmåling af bøder til personer med særlig lav indtægt. Bestemmelsen foreskriver dog, at bøden i intet tilfælde kan udmåles til beløb under 300 kr., sml. s. 7332 f.:

”Bestemmelsen indebærer, at bøder til personer, der får udmålt en nedsat bøde (typisk det halve af normalbøden) som følge af, at de pågældende har en særlig lav indtægt, ikke nødvendigvis skal være på 500 kr. eller på beløb, der er delelige med 500 kr. Dog gælder der et bødeminimum på 300 kr. Er normalbøden efter stk. 1 f.eks. på 500 kr., kan bøden således nedsættes til 300 kr. Er normalbøden 1.500 kr. vil en nedsat bøde kunne fastsættes til 750 kr.

Bestemmelsen i stk. 2 har således alene til formål at sikre, at de faste bødepositioner efter stk. 1 på 500 kr., 1.000 kr., 1.500 kr. osv. ikke vil hindre en videreførelse af en ordning med nedsættelse af bøder (til f.eks. det halve) for personer med særlig lav ind-tægt. Bestemmelsen tilsigter ikke at regulere selve spørgsmålet om nedsættelse af bøder for denne personkreds.”

Om baggrunden for på færdselslovens område at indføre straffebestemmelser med faste bødeminima fremgår af lovforslagets bemærkninger bl.a., sml. sp. 7329:

”Det vurderes, at hensynet til straffens præventive effekt taler for, at mindstebeløbene for overtrædelse af færdselsloven hæves væsentligt. Den regulerede afgift for overtræ-delse af visse af færdselslovens standsnings- og parkeringsafgifter udgør pr. 1. januar 2000 480 kr. Kontrolafgiften for kørsel uden billet i S-tog udgør 500 kr. Det forekommer rimeligt, at bøder for overtrædelser af færdselslovgivningen ikke ligger lavere end disse afgifter.

Der bør på den baggrund som udgangspunkt ikke udstedes bøder for overtrædelse af færdselslovgivningen på under 500 kr.

Endvidere finder Trafikministeriet det hensigtsmæssigt, at bøder udmåles i beløb, der er delelige med 500 kr., idet det vil betyde, at der vil komme væsentlig færre bødepositio-ner, end der er i dag.

Trafikministeriet kan tiltræde, at reduktionen af bødedepositioner gennemføres på den af Rigsadvokaten foreslåede måde, dvs. ved at bøder, der i dag ligger under 500 kr., hæves til 500 kr., bøder på over 500 kr., men under 1.000 kr. hæves som udgangspunkt til 1.000 kr. og så fremdeles.”

Som det forudsætningsvis fremgår, bygger lovændringen på en redegørelse fra Rigsadvokaten (re-degørelse af 9. februar 2000 om en ny ordning og forenkling af bødefastsættelsen på færdselslovens område). Redegørelsen er optrykt som bilag til lovforslaget. Heri anføres om nyordningen med faste bødeminima bl.a., jf. s. 7349:

”Hensynet til straffens præventive virkning taler derfor for, at mindstebeløbene for overtrædelse af færdselsloven hæves væsentligt.

Bøderne bør endvidere ikke være så lave, at administrations- og inddrivelsesomkostnin-ger står i et væsentligt misforhold til bødens størrelse.

I den tidligere omtalte redegørelse fra den uformelle styringsgruppe [nedsat under Ju-stitsministeriet i 1994, der i februar 1996 afgav en redegørelse om et gennemført forsøg om udlevering af bødetilkendegivelser på stedet m.v.] foreslås en mindstebøde på 400 kr., men det anføres endvidere, at en mindstebøde på 500 kr. bør overvejes blandt [an-det] under hensyn til størrelsen af standsnings- og parkeringsafgiften.

Standsnings- og parkeringsafgiften i færdselslovens § 121, stk. 5, udgør 430 kr., og kontrolafgiften for at køre uden gyldig rejsehjemmel i S-tog udgør 500 kr.

Det forekommer ikke velbegrundet, at bøder for overtrædelse af færdselsloven fastsættes til lavere beløb end de nævnte afgifter, selvom der i de nævnte afgifter i et vist (be-skedent) omfang er indeholdt betaling for en ydelse, som den pågældende har gjort brug af uden forinden at erlægge den forudsatte betaling.

Efter en samlet vurdering af de nævnte hensyn findes det rimeligt og forsvarligt at ændre bødetaksterne, således at der som udgangspunkt ikke udstedes bøder på under 500 kr. for overtrædelse af færdselsloven.

Der er herved tillige taget hensyn til, at bødetaksterne ikke bør ændres med alt for korte mellemrum. Taksterne vil derfor være mere følelige i perioden umiddelbart efter en re-gulering end på tidspunktet umiddelbart før en regulering.”

7.3. Rigsadvokatens redegørelse indeholdt tillige forslag om, at den hidtil gældende ordning om nedsættelse af bøder til personer med særlig lav indtægt ophævedes, dog således at der fortsat skulle ske nedsættelse af bøder til unge under 18 år, sml. s. 7350 ff. Trafikministeriet afstod fra at frem-sætte forslag om en sådan forenkling af bødefastsættelsen. Det skete med følgende begrundelse, sml. s. 7329:

”På den anden side er det vigtigt, at bøder ikke har en sådan størrelse, at de bødefældte som følge af deres indtægtsforhold ikke vil være i stand til at betale bøderne. Endvidere gælder det, at bøder af samme størrelse alt andet lige er økonomisk mere byrdefulde for personer med meget lave indtægter end for økonomisk velstillede personer.

I en række høringssvar er der givet udtryk for betænkelighed ved at begrænse den gæl-dende praksis i så vidt omfang, som Rigsadvokaten har foreslået.

På den baggrund finder Trafikministeriet, at der ikke på det foreliggende grundlag bør gennemføres ændringer ved lovgivning på dette punkt.

Trafikministeriet har herved bl.a. taget hensyn til, at forslaget til færre bødepositioner … vil føre til en vis forhøjelse af bøderne på færdselslovsområdet. Denne forhøjelse vil også få betydning for mindrebemidlede. En normalbøde, der i dag er på 800 kr., vil efter forslaget blive forhøjet til 1.000 kr. For den mindrebemidlede, der får bøden halveret, vil bøden således stige fra 400 kr. til 500 kr. Hvis ordningen helt blev fjernet, ville bøden for den mindrebemidlede stige fra 400 kr. i dag til 1.000 kr., dvs. en stigning på 600 kr., mens den for andre kun ville stige 200 kr. (fra 800 til 1.000 kr.).

Der stilles således ikke forslag om særlige regler til en nyordning på dette punkt. Dette er imidlertid efter Trafikministeriets opfattelse ikke til hinder for, at der kan ske en vis ”opstramning” af praksis, således at der i videre omfang tages hensyn til den enkeltes reelle betalingsevne, og at der ikke uden videre udmåles en nedsat bøde til en person, blot fordi den pågældende f.eks. er pensionist.”

7.4. Som det forudsætningsvis fremgår, blev Rigsadvokatens redegørelse sendt til høring hos berørte myndigheder og organisationer. Der blev i visse høringssvar fremsat stærk kritik af forslaget om faste bødeminima. Således udtalte Præsidenten for Østre Landsret i sit høringssvar af 13. marts 2000:

”Det er karakteristisk for forslaget, at det – samtidig med, at det tilsigter at lette politiets og anklagemyndighedens administration af bødeområdet i færdselssager – tilsidesætter hævdvundne principper i dansk strafferet og fratager domstolene sædvanlig mulighed en konkret og individuel vurdering i enkeltsager, særlig når flere overtrædelser er til samtidig pådømmelse.

Det forekommer ligeledes betænkeligt på dette særlige område at gennemføre lovregler om minimumsbøder og bødepositioner … og meget væsentligt at nedtone hensynet til den pågældendes betalingsevne, uden at disse spørgsmål har været genstand for over-vejelse i generel principiel sammenhæng, f.eks. i Straffelovrådet.

Landsretten må derfor fraråde, at der gennemføres en lovændring som den foreslåede.”

Præsidenten for Vestre Landsret anførte i sit høringssvar af 13. marts 2000:

”Landsretten finder dog anledning til at understrege, at en gennemførelse af den foreslå-ede nyordning med fastsættelse af bødestørrelser ved lov … vil betyde en væsentlig fra-vigelse af de principper, der hidtil – på grundlag af straffelovens §§ 51 og 80 – har været anvendt ved domstolenes strafudmåling. Der kunne efter landsrettens opfattelse være grund til at forelægge en så væsentlig ændring, der i øvrigt næppe ville kunne undgå at få afsmittende virkning på sanktionsfastsættelsen på andre områder ned færdselslovs-området, for Straffelovrådet.”

Den Danske Dommerforening gav i sit høringssvar af 17. marts 2000 udtryk for, at foreningen som led i forslagets hovedsigte om en væsentlig forenkling af bødefastsættelsen på færdselslovsområdet kunne tiltræde forslaget om forhøjelse af den mindste normale bødestørrelse til 500 kr. Advokatrådet fandt i sit høringssvar af 21. marts 2000 ”ikke alvorlige betænkeligheder ved forslaget om at hæve bødeniveauet til minimum 500 kr.”.

8. Bødeundersøgelsen

Undersøgelsen omfatter de bødeafgørelser, der er indberettet til Kriminalregisteret i 2000 og 2001. Sager, der også omfatter andre fældende afgørelser end bøder, indgår ikke i undersøgelsen. Ikke alle færdselsbøder registreres i Kriminalregisteret. Færdselsbøder under 1.000 kr. registreres alene, så-fremt det drejer sig om spiritus- og promillekørsel, kørsel med overlæs, overtrædelse af køre-hviletidsregler, overtrædelse af vigepligt, kørsel uden erhvervet kørekort og kørsel i frakendelsesti-den. Fra 1. april 2001 er grænsen for indberetning hævet til 1.500 kr.

8.2. Af undersøgelsen fremgår, at dagbøder i sager med ét forhold sjældent fastsættes under 50 kr. eller over 1.000 kr. De fleste dagbøder vedrører beløb i intervallet 150-249 kr. I langt de fleste sager er der idømt højst 10 dagbøder, og kun i 4 pct. af sagerne overstiger dagbødeantallet 10. I sager med flere forhold er der noget hyppigere idømt mange dagbøder, idet antallet af dagbøder er over 10 i 15 pct. af sagerne med flere forhold. Omvendt er der i 57 pct. af sagerne med kun ét forhold idømt mindre end 6 dagbøder mod kun 18 pct. af sagerne med flere forhold.

Med hensyn til størrelsen af de enkelte dagbøder påvises i undersøgelsen, at disse gennemgående er større i sager med flere forhold end i sager med kun ét forhold. Mens 65 pct. af dagbøderne for ét forhold er på op til 249 kr. pr. dagbod, gælder det kun 36 pct. af sagerne med flere forhold. Til gen-gæld er den enkelte dagbod fastsat til 600 kr. eller mere i 17 pct. af sagerne med flere forhold, hvilket er tilfældet for kun 1 pct. af dagbøderne for ét forhold. Det kan tyde på, at ikke alene dagbøde-antallet påvirkes af antallet af forhold, som en sag omfatter, men at størrelsen af den enkelte dagbod også gør det.

Det er videre undersøgt, om der er en sammenhæng mellem størrelsen og antallet af dagbøder, idet fastsættelsen af dagbødeantal og -bodstørrelse kunne tænkes at bero på en vurdering af, hvad det samlede bødebeløb bør være. Undersøgelsen kan dog ikke klart bekræfte, at der findes en sådan sammenhæng.

Med hensyn til den samlede bødestørrelse vises, at langt de fleste dagbøder for ét forhold beløber sig til maksimalt 2.000 kr. Kun 6 pct. af dagbøderne overstiger 3.000 kr., mens blot 27 eller 1 pct. af dagbøderne beløber sig til mere end 5.000 kr. Det er især de mange små dagbøder for butikstyveri, der bevirker, at en stor andel af dagbøderne er på maksimalt 2.000 kr. For andre typer af ejendoms-forbrydelser – f. eks. hærværk, biltyveri og hæleri – og for volds- og sædelighedsforbrydelser over-stiger en større andel af dagbøderne 2.000 kr.

I sager med flere forhold vises, at godt hver tredje dagbøde er større end 3.000 kr., mens 18 pct. overstiger 5.000 kr. Det er især mange sager vedrørende biltyveri, der er endt med store dagbøder.

8.3. Med hensyn til indenretslige sumbøder for ét forhold overstiger hver femte 3.000 kr., og godt hver tiende er på mere end 5.000 kr. I de sager med flere forhold er der som forventet gennemgående givet noget højere bøder, idet 58 pct. af bøderne i disse sager overstiger 3.000 kr., og 43 pct. overstiger 5.000 kr.

Hovedparten af de store indenretlige store sumbøder angår færdselslovsovertrædelser, herunder især promillekørsel, kørsel uden førerret og kørsel i frakendelsestiden. Der er endvidere givet store bøder for overlæs og for overtrædelse af bestemmelserne om køre-hviletid. De fleste bøder over 15.000 kr. vedrører imidlertid den øvrige særlovgivning, først og fremmest lov om arbejdsmiljø.

Udenretslige sumbøder er gennemgående noget lavere end de indenretslige. Kun godt hver tiende af de udenretslige sumbøder for ét forhold overstiger 3.000 kr., mens godt hver tyvende overstiger 5.000 kr. I sager med flere forhold er det 46 pct. af udenretslige sumbøder, som overstiger 3.000 kr., og 32 pct. er på mere end 5.000 kr. For så vidt angår lovovertrædelsens art for store sumbøder ses det samme mønster som for indenretslige sumbøder.

8.4. En samlet vurdering af bødestørrelsen viser, at 86 pct. af de i alt 122.407 bøder, som undersø-gelsen omfatter, er på maksimalt 3.000 kr. Yderligere 6 pct. er i intervallet 3.001-5.000 kr.. mens de resterende 8 pct. bøder overstiger 5.000 kr. Sammenlagt er det altså 14 pct. af bøderne, der er over 3.000 kr. Det skal her erindres, at en væsentlig del af de mindre færdselsbøder ikke er inkluderet i undersøgelsen, hvorfor den reelle andel af store bøder er mindre end her angivet.

Såfremt alle bøder til og med 3.000 kr. fremover bliver sumbøder, mens alle bøder over denne grænse bliver dagbøder, betyder det – vurderet ud fra 2001-tallene – at antallet af dagbøder mere end tredobles: Fra 5.375 til 17.065 dagbøder årligt. Hvis grænsen sættes ved 5.000 kr., er der tale om en vækst i antallet af dagbøder på 74 pct.

8.5. Den særlige undersøgelse om lovændringen på færdselslovsområdet fokuserer især på betyd-ningen af absolut kumulation. Dette spørgsmål er belyst ved, at bøder for færdselslovsovertrædelser, idømt i perioden 1.1.2000 til 31.8.2000, sammenlignes med færdselsbøder fra 2001.

Undersøgelsen viser bl.a., at mens 2,9 pct. af færdselsbøderne inden lovændringen omfattede flere forhold, gælder det 2,1 pct. af færdselsbøderne i 2001. Det nævnes, at den mindre andel sager med flere forhold i 2001 end inden lovændringen kan bero på en tilfældighed, men at det dog ikke kan udelukkes, at det skyldes, at der efter lovændringen er en mindre tilbøjelighed til at samle forhol-dende i én sag, da en samlet behandling af flere forhold ikke længere giver rabat.

Undersøgelsen viser som forventet, at størrelsen af bøder i sager med flere forhold er højere efter end før lovændringen. Efter lovændringen er en fjerdedel af sagerne med flere forhold endt med en bøde på mere end 10.000 kr. mod en godt en femtedel af sagerne inden lovændringen.

Det nævnes videre, at de gennemsnitlige bødestørrelser generelt synes at være vokset i forbindelse med ændringen af færdselsloven i 2000. I årene 1996 til 1999 var den gennemsnitlige bødestørrelse på 1316 kr., mens den i 2000, hvor lovændringen på færdselslovsområdet trådte i kraft, i gennemsnit var på 1356 kr. I 2001 var den gennemsnitlige bødestørrelse noget højere, nemlig på 1502 kr. Inden for de seneste år er bøderne således i gennemsnit vokset med knap 200 kr. Det tilføjes, at det samlede bødebeløb i 2001 var på 641.427.591 kr.

9. Straffelovrådets overvejelser

9.1.1. Udtrykket ”dagbøder” er et forholdsvis entydigt begreb, selv om det – fejlagtigt – ses anvendt om konventionalbøder. Ordet ”bøde” anvendes derimod på en dobbelttydig måde, der kan give an-ledning til tvivl. Det benyttes både om sumbøder og som samlebetegnelse for dagbøder og sumbøder. Også straffeloven anvender flere uklare udtryk: ”anden straf af bøde” og ”andre bøder” (sml. § 51, stk. 2 og 3) og ”bødestraf af anden art” (sml. § 88, stk. 3). Straffelovrådet finder, at det som led i en revision af bødebestemmelserne kunne overvejes at tydeliggøre terminologien f.eks. ved at indarbejde begrebet ”sumbøde” i straffeloven.

9.1.2. Som nævnt i afsnit 1 ovenfor går sondringen i de gældende bestemmelser stort set på, om der er tale om straffelovsovertrædelser (hovedregel dagbøde) eller særlovsovertrædelser (hovedregel sumbøde), og ved straffelovsovertrædelser tillige, om der er tale om indenretslig eller udenretslig (i så fald sumbøde) behandling. Der kunne efter Straffelovrådets opfattelse rejses spørgsmål om, hvorvidt der er grundlag for at opretholde disse sondringer. Der er under rådets drøftelse gjort forskellige synspunkter gældende, herunder med hensyn til fordele og ulemper, som knytter sig til anvendelsen af hver bødeform.

9.1.2.1. Der er under rådets drøftelse givet udtryk for, at den bestående ordning kunne overvejes ændret, så der opnås en ligestilling mellem straffeloven og særlovgivningen og mellem bøder idømt eller vedtaget indenretsligt og bøder vedtaget udenretsligt. Det kunne bl.a. på baggrund af resulta-terne af bødeundersøgelsen overvejes at ændre det nuværende anvendelsesområde for dagbøder og sumbøder, så sumbøder fremover bliver bødeformen til og med et fast beløbsgrænse - 3.000 kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr. - og dagbøder som udgangspunkt bødeformen ved bøder over dette niveau.

Til fordel herfor er bl.a. anført, at der foruden ligestillingen mellem straffeloven og særlovgivningen og mellem den indenretslige og den udenretslige behandling opnås en klar markering af, at bøder indtil den fastsatte beløbsgrænse i almindelighed udmåles takstmæssigt efter lovovertrædelsens grovhed. Det er endvidere fremhævet, at en sådan ændring bidrager til at markere, at udmålingen af større bøder skal ske under hensyntagen til indtægtsforholdene.

Det er også nævnt, at den skitserede model ville styrke anvendelsen af dagbodssystemet. Det er i den forbindelse påpeget, at dagbodssystemet har pædagogisk virkning, idet forbrydelsens strafvær-dighed markeres gennem det fastsatte dagbodsantal.

Det er tillige anført, at dagbodsideen reelt allerede anvendes ved den praktisk vigtige udmåling af sumbøder ved spirituskørsel, idet bøden her alene bestemmes ud fra årsindtægten., sml. Vagn Greve: Straffene, 2. udg. s. 143:

”c. Indtægtsbestemte sumbøder
På nogle områder sker der en kraftig graduering af bødens størrelse efter gerningsperso-nens økonomiske forhold. Det klareste eksempel er spritkørsel med en blodalkoholpro-mille under 2,0. Når der anvendes bøde for førstegangskørsel uden skærpende omstæn-digheder, er den mindst 1.000 kr. per 25 000 kr. årlig bruttoindkomst. Det skulle svare til en månedsløn efter skat ...”

En styrkelse af dagbodssystemet ville i øvrigt være i tråd med tendensen i adskillige europæiske lande, herunder lande som Danmark sædvanligvis sammenlignes med, sml. anf. st. s. 148:

”Ude i verden er dagbødetanken særdeles levende. Sverige og Finland vil næppe opgive princippet. Systemet er i de senere år blandt andet blevet indført i Tyskland (1975), Øst-rig (1975) ... og Frankrig (1983) ...

England og Wales havde et ”unit fine system” 1991-93. Til trods for ophævelsen af sy-stemet fortsætter mange domstole med at anvende det. Den mest fremtrædende, engelske sagkundskab i strafferet [Andrew Ashworth] karakteriserede 1993-ophævelsen således:

”[T]o sweep away the whole edifice and to return to a system that promises, on the Govern-ments own view, less fairness, fewer fines and greater difficulty in enforcing them, ... is elo-quent testimony to the power of shortterm political gain over sound penal policy ...”

9.1.2.2. Der har dog også været udtrykt sympati for at afskaffe dagbodssystemet, idet det er anført, at de erfaringer, som bl.a. er kommet til udtryk for Danmarks vedkommende i Nordisk Strafferets-komité, fortsat er gældende, sml. NU 1975: 5. jf. pkt. 6.4 ovenfor: ”Från dansk sida ställer man sig avvisande till dagsbotssystemet och menar att hänsyn till betalningsförmågan kan tas utan den komplicerade omvägen över bestämmande av antal dagsböter och dagsbotsbelopp. De danska erfa-renheterna av dagsbotssystemet visar att det finns en inte obetydlig risk för att systemet inte tilläm-pas i enlighet med sitt syfte. I Danmark torde dagsbotsstraffet nämligen i stor utsträckning ha be-stämts på det sättet att domstolen först övervägt hur stor boten borde vara i det särskilda fallet och vilket förvandlingsstraff som var lämpligt. Med utgångspunkt från dessa överväganden har man sedan bestämt antalet dagsböter och dagsbotens storlek. Dessa erfarenheter kommer troligen att leda till att straffelovrådet i Danmark kommer att föreslå att dagsbotsstraffet helt avskaffas …”

9.1.2.3. Endelig er der under rådets drøftelse givet udtryk for den opfattelse, at der ikke på det fore-liggende grundlag er holdepunkter for at foreslå ændring i de gældende regler om anvendelsesområdet for de to bødeformer.

9.1.2.4. Der tegner sig efter rådets drøftelse tre hovedsynspunkter: (1) Opretholdelse af det nuvæ-rende delte system, sml. straffelovens § 51; (2) Afskaffelse af dagbodssystemet; (3) En mellemløs-ning, der uden hensyn til behandlingsmåden (indenretslig/udenretslig) eller lovovertrædelsen (straf-felov/særlov) går ud på at bevare sumbøder ved beløb indtil en vis beløbsgrænse f.eks. 3.000 kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr. og i øvrigt som hovedregel anvende dagbøder.

Nogle af rådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nø-røxe og Sven Ziegler) finder, at de erfaringer med dagbodssystemet, som er kommet til udtryk bl.a. i Nordisk Strafferetskomité, fortsat gør sig gældende. Disse medlemmer ville derfor af de samme grunde, som anførtes fra dansk side i Nordisk Strafferetskomité (sml. pkt. 9.1.2.2 ovenfor), have sympati for, at dagbodssystemet afskaffedes. Disse medlemmer henviser også til, at dagbodssyste-met ikke eksisterer i Norge, og at der ikke er aktuelle overvejelser om at indføre dagbodssystemet i dette land. Andre medlemmer (Vagn Greve, Jakob Lund Poulsen og William Rentzmann) ville af de i pkt. 9.1.2.1 anførte grunde kunne gå ind for at ændre det nuværende system, så sondringen mellem behandlingsmåde (indenretslig/udenretslig) og lovovertrædelse (straffelov/særlov) opgives, og bø-defastsættelsen sker som dagbøder bortset fra bødefastsættelse indtil f.eks. 3.000 kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr., hvor bødefastsættelsen sker i form af sumbøde.

9.2. Som det fremgår af afsnit 1-5 ovenfor, er bødestraffens minimum for sumbøder mindste penge-enhed (for tiden 25 øre) – idet der dog på færdselslovens område gælder særlige regler, sml. afsnit 7 ovenfor – og for dagbøder én bøde á 2 kr. I 1939, da dagbodssystemet indførtes, blev de 2 kr. valgt med henblik på at sikre, at dagboden ikke blev så lav som understøttelsen fra det offentlige. Rådet finder, at bestemmelsen om et dagbodsminimum på 2 kr. i § 51, stk. 1, sidste pkt., burde ophæves ved en revision af reglerne om dagbøder. Det tidligere gældende minimum for sumbøder på 4 kr. ophævedes ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.). bl.a. med henvisning til, at det ”principielt er ... rigtigst, at der ikke gælder noget lovbestemt bødeminimum” (sml. pkt. 4.1 ovenfor). Rådet kan fortsat af de grunde, der er an-ført dels i betænkning nr. 355/1964 om konfiskation, dels i betænkning nr. 1099/1987 om straffe-rammer og prøveløsladelse, tiltræde dette synspunkt (sml. afsnit 5 ovenfor).

Som det fremgår af redegørelsen i afsnit 7 ovenfor om lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse), markerer denne lovændring en fravigelse af den almindelige ord-ning. Straffelovrådet har noteret sig, at der er tale om ny lovgivning, som har baggrund i særlige hensyn. Der er enighed om, at hensynene bag færdselslovens § 118 a, stk. 1 og 2, ved en revision af bødesystemet kunne tilgodeses gennem udformningen af de generelle bødebestemmelser.

9.3. Der findes som nævnt i afsnit 1 ovenfor intet maksimum for sumbøder i dansk ret. Det samme gælder størrelsen af den enkelte dagbod med den modifikation, der ligger i kriteriet ”den pågældendes gennemsnitlige dagsindtægt”. Antallet af dagbøder er maksimeret til 60. Det oprindelige forslag havde et maksimum på 90, men ved gennemførelsen af dagbodssystemet begrænsedes det til 60 med følgende begrundelse: ”Er Forseelsen saa grov, at der bør straffes strengere end med Bøde paa et Beløb, der svarer til 2 Maaneders Indtægt, bør Frihedsstraf idømmes” (sml. pkt. 3.2 ovenfor). Danmark har et væsentligt lavere maksimum for antallet af dagbøder end Finland (120) og Sverige (150). (I Norge anvendes dagbodssystemet ikke). Det er under Straffelovrådets drøftelse blevet nævnt, at det bl.a. i lyset af reglerne i Sverige og Finland kan overvejes at hæve maksimum for dag-bodsantallet. Rådet har af tidsmæssige grunde også afstået fra at gå ind i en nærmere undersøgelse og vurdering af dette spørgsmål.

9.4. Straffelovrådet finder i øvrigt grund til at nævne, at der i praksis har været rejst spørgsmål om, hvorvidt det skulle være gerningstidens eller pådømmelsestidens forhold, der er afgørende ved bø-defastsættelsen. Sml. herved også pkt. 6.3 ovenfor med omtale af finsk straffelovs 2 a kap. Om bö-ter, förvandlingsstraff och ordningsbot 2 § 4 stk.:

”Dagsboten bestäms i domstol enligt de uppgifter som gäller under rättegången och i strafforderförfarande enligt de uppgifter som gäller när straffanspråket framställs. Åkla-garen bestämmer dock böterna enligt de uppgifter som gäller när straffordern utfärdas, om det har framkommit att betalningsförmågan hos den som mottagit straffanspråket har förändrats väsentligt jämfört med de uppgifter som gällde då anspråket framställdes.”

Det er Straffelovrådets opfattelse, at gennemgangen af principperne for bødefastsættelsen har vist, at der er behov for at få udredt dette praktisk vigtige spørgsmål. Der er dog også enighed om, at det kræver en nærmere undersøgelse, som rådet ikke har mulighed for at foretage i den foreliggende sammenhæng. Rådet har imidlertid fundet det rigtigst at pege på spørgsmålet på dette sted. Spørgs-målet ville naturligt kunne drøftes ved en eventuel revision af dag- og sumbødesystemet.

9.5. Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har peget på, at indsættelsen af § 306 om selskabsansvar mv. for overtrædelser af straffeloven” kan give anledning til at overveje, om der skal gøres undtagelse vedrørende § 306, således at selskabsbøder fortsat altid idømmes som sumbø-der”. Rådet har i den forbindelse noteret sig, at udvalget er gået ud fra, at ”dette spørgsmål også indgår i Straffelovrådets gennemgang af bødeområdet”, sml. betænkning nr. 1415/2002 om straffe-lovens § 296 og § 302 s. 62. Der er tale om et særskilt spørgsmål, som knytter sig til strafansvaret for juridiske personer. En nærmere behandling af dette spørgsmål falder efter Straffelovrådets op-fattelse uden for den begrænsede behandling af bødespørgsmål, som Straffelovrådet har kunnet fo-retage i forbindelse med denne betænkning.