Kapitel 13 - Sammenstød

1. Indledning

Straffelovens § 88 indeholder regler om straffastsættelse i tilfælde af sammenstød. Bestemmelsen omfatter både tilfælde, hvor der foreligger realkonkurrence, og tilfælde, hvor der foreligger ideal-konkurrence. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”§ 88. Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere lovovertrædelser, fastsættes der for disse en fælles straf inden for den foreskrevne strafferamme eller, hvis flere strafferammer kommer i betragtning, den strengeste af disse. Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne fo-reskrevne straf med indtil det halve.
Stk. 2. Medfører en af lovovertrædelserne fængsel, en anden bøde, kan retten i stedet for en fælles fængselsstraf idømme bøde ved siden af fængsel.
Stk. 3. Medfører en af lovovertrædelserne dagbod, en anden af dem bødestraf af anden art, fastsætter retten en fælles straf af dagbod, medmindre det efter omstændighederne skønnes rettest at fastsætte straf for hver overtrædelse for sig.
Stk. 4. Medfører en af lovovertrædelserne foranstaltning efter §§ 68-70 eller 74 a, medens der for en anden er forskyldt straf, kan retten bestemme, at denne straf bort-falder.”

Afgørende for, om der foreligger sammenstød, er, om flere forbrydelser er begået uden mellem-kommende dom. Er en forbrydelse begået efter dom for en anden forbrydelse, foreligger gentagelse. Har en person begået flere forbrydelser, men er kun den ene opdaget og pådømt, foreligger stadig sammenstød mellem forbrydelserne. Med henblik på sådanne forhold rummer straffelovens § 89 følgende bestemmelse:

”§ 89. Findes nogen, som allerede er dømt til straf, yderligere skyldig i en forud for dommen begået strafbar handling, bliver en tillægsstraf at idømme, for så vidt samtidig påkendelse ville have medført forhøjelse af straffen. Tillægsstraf kan idømmes i kortere tid end foreskrevet i § 33. Dersom fuldbyrdelse af den tidligere idømte straf ikke er af-sluttet, følges så vidt muligt reglerne i § 88.”

Formålet med § 89 er så vidt muligt at tilvejebringe samme resultat, som hvis forholdene var pådømt under samme sag, og straffen således var blevet fastsat efter reglerne i § 88.

Der gælder særlige regler om betingede domme, sml. straffelovens § 61. Efter § 61, stk. 1, skal der, såfremt der inden prøvetidens udløb foretages rettergangsskridt mod den dømte, hvorved den på-gældende sigtes for strafbart forhold begået før den betingede dom fastsættes en retsfølge for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertrædelse. Vurderingen skal ske i overensstemmelse med straffelovens §§ 88 og 89 (delt pådømmelse i sammenstød).

§ 61, stk. 2, regulerer de tilfælde, hvor den dømte efter at være idømt en betinget dom, gør sig skyl-dig i et strafbart forhold (gentagelse). Herom foreskriver stk. 2:

”Begår den dømte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages der inden dennes udløb rettergangsskridt, hvorved han sigtes for forholdet, fastsætter retten en ubetin-get straf eller anden retsfølge for dette forhold og den tidligere pådømte lovovertræ-delse. Herved finder bestemmelserne i § 88, stk. 2-4, tilsvarende anvendelse. Når omstændighederne taler derfor, kan retten i stedet
1) idømme ubetinget straf alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af vilkårene i den betingede dom, eller
2) afsige ny betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser eller alene for det nye forhold i overensstemmelse med reglerne i dette eller det følgende kapitel.”

Sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Almindelig del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 276 ff.

1.2. I afsnit 2 nedenfor redegøres for baggrunden for den affattelse, som §§ 88 og 89 fik ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Afsnit 3 indeholder en omtale af forarbejderne til de ændringer af § 88, som skete ved henholdsvis Lov nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930, lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.), lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.) samt lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnor-mitet, narkotikakriminalitet, beskyttelse af diplomater m.v.). Endvidere redegøres for de ændringer af § 89, som fandt sted ved henholdsvis lov nr. 319 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straf-felov (Mindre berigelsesforbrydelser m.m.) og den tidligere nævnte lov nr. 320 af 13. juni 1973.

I afsnit 4 gennemgås Straffelovrådets overvejelser om §§ 88 og 89, således som de er kommet til udtryk i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I afsnit 5 gengives rets-praksis mv. med henblik på at illustrere bestemmelsernes betydning for strafudmålingen. Afsnit 6 rummer en nærmere gennemgang af reglerne om bødefastsættelse ved samtidig pådømmelse af flere overtrædelser af færdselsloven mv. eller af færdselslovsovertrædelser og overtrædelser af anden lovgivning, som er gennemført ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bøde-fastsættelse). De nye regler i færdselsloven afviger på flere punkter fra reglerne i straffelovens § 88. Straffelovrådet har til brug ved revision af bestemmelserne om bødestraffens minimum og maksimum ladet udarbejde en bødeundersøgelse. I denne undersøgelse indgår også en analyse af betydningen af den nævnte ændring af færdselsloven. Undersøgelsens hovedresultater er omtalt i kapitel 12 om bødestraffens minimum og maksimum, afsnit 8.

I afsnit 7 redegøres for gældende regler og nyere overvejelser om principperne for udmåling af straf ved sammenstød af forbrydelser i henholdsvis Norge, Sverige og Finland. Endvidere omtales over-vejelser i Nordisk Strafferetskomité om udmåling af straf i sammenstødstilfælde. Endelig redegøres i afsnit 8 for Straffelovrådets overvejelser om en revision af straffelovens §§ 88 og 89.

2. Forarbejderne til §§ 88 og 89 i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933

Ӥ 62.
”Findes Nogen under samme Sag skyldig i flere Forbrydelser, bliver Straffen for disse at fastsætte under Eet, saaledes at de alle medvirke til at bestemme dens Størrelse; dog bortfalder Spørgsmaalet om yderligere Straf for de øvrige Forbry-delser, naar den største af de begaaede Forbrydelser medfører Livsstraf eller Straf-arbeide paa Livstid.
Dersom Forbrydelserne alle staae under den samme Straffebestemmelse, kan dennes høieste Grad ikke overskrides; staae de under forskjellige Straffebestemmelser, bør Straffen ligeledes ordentligviis holde sig indenfor Grændserne af den Bestemmelse, som hjemler den største Straf, men denne kan dog, naar der ved flere Handlinger er begaaet Forbrydelser af forskjelligt Slags, efter Omstændighederne forhøies med indtil det Halve.
Undtagelsesviis skulle Domstolene, naar den Skyldige paa samme Tid skal dømmes for en større og for en forholdsmæssig kun ubetydelig Forbrydelse, være bemyndigede til at anvende endog den ringeste Grad af den for hiin foreskrevne Straf, naar denne efter Omstændighederne i det Hele maa ansees tilstrækkelig.”

Endvidere var i § 64 fastsat:

Ӥ 64.
Oplyses det, efterat Nogen er dømt for en eller flere Forbrydelser, at han da tillige havde begaaet Forbrydelser, bliver der under en ny Sag at idømme ham en Tillægsstraf svarende til den Strafforhøjelse, som de saaledes senere oplyste Forbrydelser ville have medført, hvis de vare blevne inddragne under den ældre Sag. Forsaavidt den Skyldige paa den Tid, Dommen falder i den nye Sag, endnu ikke har udstaaet den ham tidligere dømte Straf, og denne bestod i Strafarbeide, kan saadant idømmes ham som Tillægsstraf i kortere Tid end den i Kap. 2 § 11 i Almindelighed for de forskjellige Arter Strafarbeide foreskrevne korteste Tid.”

2.2. I Straffelovskommissionens betænkning af 1912 var som §§ 53 og 54 foreslået følgende be-stemmelser:

Ӥ 53.
Findes nogen under samme Sag skyldig i flere Forbrydelser, af hvilke den største medfører Dødsstraf eller Strafarbejde paa Livstid, bortfalder Straffen for de andre For-brydelser.
I andre Sammenstødstilfælde bliver alle de begaaede Forbrydelser at tage i Betragtning ved Straffens Bestemmelse. Dog kan det højeste Maal, hvortil Straffen for den groveste af Forbrydelserne kan stige, kun overskrides, naar Forbrydelserne ere af væsentlig forskellig Slags, og da ikke med mere end det halve.
Undtagelsesvis skulle Domstolene, naar den skyldige paa samme Tid skal idømmes Frihedsstraf for en større og Straf for en forholdsmæssig kun ubetydelig Forbrydelse, være bemyndigede til at anvende endog den ringeste Grad af den for hin foreskrevne Straf, naar denne efter Omstændighederne i det Hele maa anses tilstrækkelig.

§ 54.
Medføre de til Straffens Bestemmelse medvirkende Forbrydelser alle Frihedsstraf, bliver en fælles Frihedsstraf at fastsætte. Vilde de enkelte Forbrydelser medføre Fri-hedsstraf af forskellig Art, bliver Straffen i det hele at fastsætte til den strengeste af de forskyldte Frihedsstraffe.

Medføre nogle af Forbrydelserne Frihedsstraf, andre Bøde, kan Domstolen enten idømme Bøde ved Siden af Frihedsstraffen eller tage de Forbrydelser, for hvilke Bøde-straf er bestemt, i Betragtning ved Fastsættelsen af en fælles Frihedsstraf.
Omsætning fra en Strafart til en anden i Medfør af foranstaaende Regler sker efter det i § 27 angivne Forhold. Frihedsstraf over 3 Maaneder skal i dette Tilfælde kunne forøges med Dage.”

Hertil var i § 55 knyttet følgende bestemmelse:

Ӥ 55.
Findes nogen, som allerede er dømt til Straf, skyldig i en forud for Dommen forøvet Forbrydelse, bliver en Tillægsstraf at idømme, for saa vidt Reglerne i § 53 vilde have medført Straffens Forøgelse ved samtidig Paakendelse. Herved blive, for saa vidt Fuld-byrdelsen af den tidligere idømte Straf ikke er afsluttet, Reglerne i § 54 saa vidt muligt at iagttage.
Skal paa Grund af en idømt Tillægsstraf en tidligere idømt, men ikke fuldt udstaaet Frihedsstraf omsættes til en Frihedsstraf af strengere Art, iværksættes Omsætningen af den straffuldbyrdende Myndighed efter det i § 27 angivne Forhold, saaledes at et over-skydende Dageantal bortfalder.”

Om bestemmelserne anførtes i betænkningen, jf. s. 81-82:

”§§ 53 og 54.

Udkastets Sammenstødsregler i §§ 53 og 54 stemme i alt væsentligt med den gældende Ret og hvile paa den Betragtning, at Strafskylden ikke vokser proportionelt med For-brydelsernes Antal. Hver af disse bør medvirke til Bestemmelsen af Straffens Størrelse, men i hvilken Grad det skal være, bør det overlades til Domstolene at afgøre i Stedet for at opstille en matematisk Beregning i Loven. Dette gælder først og fremmest, hvor For-brydelserne ere ensartede, men det passer ogsaa for forskelligartede Forbrydelser. Ud-kastet indlader sig ikke paa nogen nærmere Bestemmelse af det Spørgsmaal, naar ”flere”, naar kun ”en” Forbrydelse foreligger, men overlader dette til Teori og Retsanvendelsen. Praktiske Ulemper heraf ere paa Grund af Sammenstødsreglernes Beskaffenhed ikke at befrygte hverken i de Tilfælde, hvor Spørgsmaalets Besvarelse er utvivlsom, eller i dem, hvor der i Teorien er Strid.

Sidste Stykke i § 53 er en Afvigelse fra Principet og skyldes nærmest et Opportunitets-hensyn overfor Domstolene, idet man anser det for urimeligt at tvinge Domstolene til f.Eks. at idømme en eller nogle enkelte Dages Strafarbejde i Tilfælde, hvor en ubetydelig Lovovertrædelse skal paadømmes sammen med en grov Forbrydelse, der er begaaet under saa formildende Omstændigheder, at den foreskrevne Strafferammes Minimum skønnes at burde anvendes. Den i første Stykke indeholdte Lempelse i Principet er lige-som 3die Stk. i Overensstemmelse med den gældende Ret.

Forskellige Forhold kunne gøre det ønskeligt, at det i Sammenstødstilfælde af Dommen fremgaar ikke blot, hvor stor den samlede Straf er, men ogsaa hvilken Straf de enkelte Forhold ere ansete med. Nødvendigt vil dette være, hvor Lovovertrædelserne anses med Bøder, der tilfalde forskellige Kasser, og i andre Tilfælde vil Reglerne om Appelsum eller Regler om, at Straffen i Gentagelsestilfælde skal fordobles, blive saa godt som uanvendelige, hvis Dommen ikke giver Oplysning om, hvilket Maal af Straf den enkelte Lovovertrædelse, isoleret set, er anset med. Dette vil navnlig komme frem ved Lov-overtrædelser, for hvilke Straffen er Bøde, men kan ogsaa forekomme ved Fængselsstraf. Udkastets Regler lægge imidlertid ingen Hindring i Vejen for, at de i saa Henseende fornødne eller ønskelige Oplysninger optages i Dommen, og Domstolene ville selv være i Stand til at gennemføre en saadan Ordning.

§ 55.

Paragrafen bevarer den gældende Rets Regler om Idømmelse af Tillægsstraf. De Spørgsmaal, som Forholdet til den tidligere idømte Straf kunne fremkalde, indeholder Paragrafen den fornødne Besvarelse af.”

2.3. I Torps betænkning af 1917 var bestemmelserne om straffastsættelse ved sammenstød foreslået formuleret således:

Ӥ 82.
Har nogen ved en eller flere Handlinger begaaet flere Lovovertrædelser, bliver Straffen at fastsætte under et, saaledes at de alle medvirker til at bestemme dens Størrelse, og saaledes at Straffen bliver større end den, der vilde være paadraget for den største af dis-se, og mindre end Summen af Straffene for de enkelte Lovovertrædelser. Den samlede Straf maa kun under særdeles skærpende Omstændigheder overstige den højeste for no-gen af Lovovertrædelserne foreskrevne Straf og kun med indtil det halve.
Medfører en af Lovovertrædelserne Arbejdsfængsel paa Livstid, bortfalder Straffen for de andre. Endvidere kan Straffen for en eller flere Lovovertrædelser bortfalde, naar denne eller disse i Forhold til en af de andre Lovovertrædelser er af ganske underordnet Betydning.

§ 83.
Medfører de til Straffens Bestemmelse medvirkende Lovovertrædelser alle Friheds-straf, fastsættes en fælles Frihedsstraf i den strengeste, for nogen af dem paadragne, Strafart.
Medfører nogle af Lovovertrædelserne Frihedsstraf, andre Bøde, kan Retten enten idømme Bøde ved Siden af Frihedsstraf eller ved Fastsættelse af en fælles Frihedsstraf tage de Lovovertrædelser i Betragtning, der medfører Bøde.

§ 84.
Findes nogen, som allerede er dømt til Straf, skyldig i en forud for Dommen begaaet strafbar Handling, bliver en Tillægsstraf at idømme, for saa vidt Reglerne i § 82 vilde have medført en Forhøjelse af Straffen ved samtidig Paakendelse. Herved bliver, dersom Fuldbyrdelsen af den tidligere idømte Straf ikke er afsluttet, Reglerne i § 83 saa vidt muligt at iagttage. Tillægsstraf kan idømmes i kortere Tid end de i §§ 32 og 45 angivne korteste Tider.
Medfører den sidst paakendte Lovovertrædelse Arbejdsfængsel, medens den tidligere idømte Straf bestod i simpelt Fængsel, bliver denne, hvis den ikke er fuldt udstaaet, af den straffuldbyrdende Myndighed at omsætte efter det i § 85 angivne Forhold.”

Til bestemmelserne var knyttet følgende bemærkninger, jf. s. 104-05:

”4. Bestemmelserne om Sammenstød af Forbrydelser i nærvær. Forsl. §§ 82-84 afviger i Realiteten lige saa lidt som de tilsvarende Bestemmelser i K. U. §§ 53-55 paa noget væ-sentligt Punkt fra Reglerne i Strfl. § 62-64. – Ved Formuleringen er det i § 82 søgt noget tydeligere end i K.U. § 53 og Strfl. § 62 at udtrykke de to Sætninger, hvorom der vistnok i Realiteten er Enighed – at Bestemmelsen omfatter ogsaa den saakaldte concursus idealis, og at den modererede Kumulations Princip er bestemmende for Straffens Fast-sættelse. Angaaende de Betingelser, under hvilke den højeste for nogen af Lovovertræ-delserne foreskrevne Straf kan overskrides, afviger nærvær. Forsl. derimod baade fra Straffeloven og fra K. U. Det sidste har formentlig med Rette ligesom N. Strfl. §§ 62 og 63 opgivet den ene af de i Strfl. § 62 opstillede Betingelser – at der skal foreligge con-cursus realis, jfr. Ordene : ”ved flere Handlinger”. – De særlig graverende Tilfælde kan lige saa vel forekomme ved ideel Konkurrence som ved reel. Derimod har K. U. § 53 skærpet den anden i Strfl. § 62 opstillede Betingelse ved at kræve, at Forbrydelserne skal være af ”væsentlig” forskellig Slags. Det skal nu ikke bestrides, at det kan og ofte vil være et Moment af Betydning, om de flere Forbrydelser er af forskellig Slags eller ikke. Men det synes urimeligt at lade det være ene afgørende. Det indses ikke, at den, der har begaaet flere kvalificerede Brandstiftelser eller har voldtaget en af eller maaske, samtlige sine egne mindreaarige Døtre, ikke skulde kunne have gjort sig fortjent til Strafforhøjelsen lige saa vel som den, der ved Siden af en enkelt saadan Brandstiftelse eller Voldtægtshandling tillige har begaaet et Tyveri eller Bedrageri. Overskridelse af den for den groveste Forbrydelse foreskrevne højeste Straf bør kun være en Undtagelse; det er formentlig alle enige om. Men man træffer sikkert det rigtige og undgaar bedst stødende Anomalier, naar man opgiver al Specialisering og som Betingelse kun opstiller, at der skal foreligge ”særdeles skærpende Omstændigheder.”

De Tilfælde, hvor Absorption af den mindre Straf skal eller kan finde Sted, er det i Modsætning til Strfl.s § 62 og K. U. § 53, med hvilke Bestemmelsen herom i § 82 i øvrigt stemmer, fundet rigtigst at behandle samlet i Paragrafens Slutning.

Nærvær. Forsl. § 83 gengiver ganske K. U. i § 54 i en noget forkortet Formulering. Be-stemmelsen i § 54, 3. St. er anset for overflødig under Hensyn til, at Bestemmelsen om Straffens Omsætning gives i § 85 i umiddelbar Fortsættelse af Bestemmelserne om Sammenstød.

Nærvær. Forsl. § 84, 1. St. gengiver K. U. § 55, 1. St. næsten uforandret. Det er kun fundet nødvendigt at tilføje, at de i §§ 32 og 45 angivne Minima for Arbejdsfængsel og simpelt Fængsel ikke er bindende ved Idømmelse af Tillægsstraf. Da nærvær. Forsl. kun kender de to Arter af Frihedsstraf, Arbejdsfængsel og simpelt Fængsel, har det været muligt ved en Omredaktion af Paragrafens 2. St. at give den deri udtalte Regel et skarpere Udtryk.”

2.4. I Straffelovskommissionens betænkning af 1923 var bestemmelserne om straffastsættelse ved sammenstød samlet i §§ 90 og 91, der havde følgende ordlyd:

Ӥ 90.
Har nogen ved en eller flere Handlinger begaaet flere Lovovertrædelser, fastsættes der for disse en fælles Straf indenfor den foreskrevne Strafferamme, eller hvis flere Straffe-rammer kommer i Betragtning, den strengeste af disse. Under særdeles skærpende Om-stændigheder kan Straffen overstige den højeste for nogen af Lovovertrædelserne fore-skrevne Straf med indtil det halve.
Medfører de til Straffens Bestemmelse medvirkende Lovovertrædelser Frihedsstraf af forskellig Art, fastsættes en fælles Frihedsstraf i den strengeste Strafart.
Medfører en af Lovovertrædelserne Frihedsstraf, en anden Bøde, kan Retten i Stedet for en fælles Frihedsstraf idømme Bøde ved Siden af Frihedsstraf.
Medfører en af Lovovertrædelserne Dagsbod, en anden Bødestraf af anden Art, kan Retten fastsætte Straf for hver Overtrædelse for sig, eller en fælles Bødestraf enten af den ene eller den anden Art.

§ 91.
Findes nogen, som allerede er dømt til Straf, skyldig i en forud for Dommen begaaet strafbar Handling, bliver en Tillægsstraf at idømme, for saa vidt samtidig Paakendelse vilde have medført Forhøjelse af Straffen. Dersom Fuldbyrdelsen af den tidligere idømte Straf ikke er afsluttet, bliver Reglerne i § 90 saa vidt muligt at følge og Tillægsstraf kan da idømmes i kortere Tid end foreskrevet i §§ 34 og 48.
Medfører den sidst paakendte Lovovertrædelse Fængsel, medens den tidligere idømte Straf bestod i Hæfte, bliver denne, hvis den ikke er fuldt udstaaet, af den straffuldbyr-dende Myndighed at omsætte efter det i § 92 angivne Forhold.”

Om bestemmelserne anførtes i betænkningen, jf. sp. 192-94:

”§ 90 giver Regler om Sammenstød af flere Lovovertrædelser. Bestemmelsen hviler – ligesom nugældende dansk Ret – paa den Betragtning, at Strafskylden ikke vokser pro-portionelt med Antallet af Lovovertrædelser. § 90 udtaler ikke som Straffelovens § 62, at alle Lovovertrædelserne skal medvirke til at bestemme Straffens Størrelse. Dette bør vel i Almindelighed være Tilfældet, men ingenlunde altid. Grundsætningen ”poena major absorbet minorem” finder ikke blot Anvendelse, naar den ene af de begaaede Lovovertrædelser medfører Straf af Fængsel paa Livstid, men ogsaa naar af flere Lov-overtrædelser, der samtidig skal paakendes, den ene er af ganske underordnet Betydning i Forhold til den anden (eller de andre). Dette anerkendes ogsaa i Straffelovens § 62. Men naar saa er, bliver det virkelige Forhold det, at Domstolene efter deres Skøn afgør, om og i hvilken Grad hver enkelt af de begaaede strafbare Handlinger skal medvirke til Straffens Fastsættelse. At udtale dette i Lovteksten synes overflødigt. Hvad der er Trang til at udtale, er for det første, at der for de flere Lovovertrædelser (omfattende selvfølgelig baade Forbrydelser og Forseelser) bør fastsættes en fælles Straf, for det andet, at denne Straf i Almindelighed skal holdes indenfor den foreskrevne Strafferamme eller, hvor flere Strafferammer kommer i Betragtning, den strengeste af disse, og for det tredje, at Straffen undtagelsesvis, men ogsaa kun undtagelsesvis, kan overstige den højeste af den for nogen af Lovovertrædelserne foreskrevne Straf og da med indtil det halve. Straffelovens § 62 foreskriver de samme tre Grundsætninger, men Udkastets § 90 afviger med Hensyn til den sidste fra Straffelovens § 62, idet § 62 som Betingelse for Anvendelse af højere Straf foreskriver, at der skal foreligge ”flere Handlinger”, og at Handlingerne skal være ”af forskellig Slags”. Udkastets § 90 stiller ingen af disse Betingelser, men hjemler, at Forhøjelse kan ske under ”særdeles skærpende Omstændigheder”. Det er overladt til Domstolenes Skøn at afgøre, om saadanne foreligger. Om der foreligger concursus idealis eller concursus realis, findes i denne Henseende ikke paa Forhaand afgørende, og Kommissionen er med T. U. (jfr. Mot. S. 104-105) enig i, at der ogsaa, hvor der er begaaet flere Lovovertrædelser af samme Slags, undtagelsesvis – ligesom naar der foreligger flere strafbare Handlinger af forskellig Slags, og uanset om de flere Lovovertrædelser altsaa falder ind under samme Straffebestemmelse, – kan være god Føje til at anvende en forhøjet Straf.

§ 90, 2det Stk. er overensstemmende med nugældende Ret.

§ 90, 3die Stk. hjemler i Overensstemmelse med, hvad der er foreslaaet i K. U. 1912 § 54, 2det Stk. og T. U. § 83, 2det Stk. en hidtil savnet almindelig Adgang til at idømme Bødestraf ved Siden af Frihedsstraf.

I § 90, 4de Stk. er tilføjet en Bestemmelse for det Tilfælde, at af flere Lovovertrædelser en medfører Dagsbod, en anden Bødestraf af anden Art.

§ 91 giver Regler om Idømmelse af Tillægsstraf. Paragrafens første Stykke er bortset fra redaktionelle Ændringer stemmende med Straffelovens § 64.”

2.5. I Forslag til Almindelig borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1924-25 var § 90 med en enkelt ændring videreført som § 92. Ændringen angik straffastsættelsen ved sammenstød mellem lovovertrædelser, der medførte henholdsvis dagsbod og bødestraf af anden art. I lovfor-slagets § 92, stk. 4, var således i stedet optaget en bestemmelse, hvorefter retten i sådanne tilfælde fastsætter en fælles straf af dagsbod, medmindre det efter omstændighederne skønnes rettest at fastsætte straf for hver overtrædelse for sig. Om bestemmelsen fremgår af lovforslagets bemærkninger, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3325 sammenholdt med sp. 3183-84:

”Paragraffens Regler om Sammenstød af flere Lovovertrædelser stemmer i alt væsentlig med gældende Ret (Straffelovens § 62) og hviler paa den Betragtning, at Strafskylden ikke vokser proportionalt med Antallet af Lovovertrædelser. Det udtales dog ikke som i Straffelovens § 62, at alle Lovovertrædelser skal medvirke til at bestemme Straffens Størrelse, idet man maa anse det for rettest, at Domstolene i al Almindelighed – uden at være bundne af en saadan Regel – efter deres Skøn afgør, om og i hvilken Grad hver enkelt af de begaaede strafbare Handlinger skal medvirke i saa Henseende. Endvidere afviger Forslaget fra Straffelovens § 62 ved Fastsættelsen af Betingelserne, under hvilke den højeste for nogen af Lovovertrædelserne fastsatte Straf kan overskrides, idet § 62 som Betingelse for Anvendelse af højere Straf foreskriver, at der skal foreligge ”flere Handlinger”, og at Handlingerne skal være ”af forskellig Slags”, medens Forslagets § 92 ikke stiller nogen af disse Betingelser, men hjemler, at Forhøjelse kan ske under ”særdeles skærpende Omstændigheder”.

Reglerne i Stk. 3 og 4 er ny i dansk Ret. Den fra Udkastet afvigende Formulering af Stk. 4 er foretaget ud fra den Betragtning, at Dagsboden bør være den principale Art af Bø-destraf.”

§ 91 var med enkelte redaktionelle ændringer videreført som § 93. Imidlertid var tillægsstraf i den til § 91, stk. 1, 1. pkt., svarende bestemmelse i § 93, stk. 1, 1. pkt., gjort betinget af, at samtidig på-kendelse ville have medført en ”væsentligere” forhøjelse af straffen. Om bestemmelsen nævntes i lovforslagets bemærkninger, jf. Rigsdagstidende, anf. st. sp. 3325-26 og 3183-84:

”Paragraffen giver Regler om Idømmelse af Tillægsstraf. Stk. 1 stemmer i det væsentlige med Straffelovens § 64, og indeholder i Forbindelse med Stk. 2 den fornødne Besvarelse af de Spørgsmål, som Forholdet til den tidligere idømte Straf kan fremkalde. Man har i Stk. 1 foretaget en Tilføjelse til Kommissionens Udkast, gaaende ud paa, at Tillægsstraf kun bliver at idømme, for saa vidt samtidig Paakendelse vilde have medført en væsentligere Forhøjelse af Straffen, idet man kun i saa Fald finder, at der er Anledning til Idømmelse af saadan Straf.”

2.6. I Forslag til Borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1927-28 var § 92 videreført i uændret form i § 88. Dog var bestemmelsen om sammenstød ved lovovertrædelser, der medfører henholdsvis dagsbod og anden bødestraf i § 92, stk. 4, udeladt i § 88, idet dagbodssystemet ikke ønskedes indført på dette tidspunkt, sml. pkt. 3.1 nedenfor og kapitel 12 om bødestraffens minimum og maksimum, afsnit 2. Til bestemmelsen var knyttet følgende bemærkninger, jf. Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5357-58 og 5265-68:

”De i denne Paragraf indeholdte Regler om Sammenstød af flere Lovovertrædelser, hvorefter Straffen i Almindelighed udmaales indenfor den foreskrevne Strafferamme eller den strengeste af de foreskrevne Strafferammer, er efter deres Indhold (jfr. § 2) an-vendelige ogsaa udenfor Straffelovens Omraade. Da Særlovgivningens Strafferammer ofte ikke er tilstrækkelig rummelige for en saadan Bestemmelse, er dette ikke uden Betænkelighed, naar disse Strafferammer bliver staaende uforandrede, jfr. om dette Spørgsmaal nærmere Professor Oluf H. Krabbes Artikel i U.f.R. 1925 S. 6-8 og Høje-steretsdommer, Dr. Juris Troels G. Jørgensens Artikel sammesteds S. 57-61. Naar imidlertid alle Bødemaxima ophæves, saaledes som det nu foreslaas i Forslag til Ikraft-trædelseslov § 6, bortfalder denne Betænkelighed. Under Hensyn til den i nævnte Para-graf indeholdte Bestemmelse bliver det endvidere unødvendigt med Henblik paa samme Forslags § 3, Stk. 2, i nærværende Forslags § 88 at tage noget Forbehold for at opret-holde saadanne Bestemmelser som § 39 i Lov om Jagten Nr. 279 af 30. Juni 1922, hvorefter Overtrædelse af flere af Lovens Bestemmelser medfører Straf efter hver enkelt af disse, saaledes at de forskyldte Straffe sammenlægges.”

§ 93 var med enkelte redaktionelle ændringer videreført i § 89. Ordene ”en væsentligere” var udeladt, så tillægsstraf ikke længere var forbeholdt tilfælde, hvor samtidig påkendelse ville have ført til en væsentligere forhøjelse af straffen. Om baggrunden herfor fremgår af lovforslagets bemærkninger, jf. Rigsdagstidende, anf. st., sp. 5358:

”Man har i Stk. 1 udeladt de i F. 1924 indskudte Ord ”en væsentligere”, der formentlig vilde være egnede til at modvirke en muligt tilstedeværende Tilbøjelighed hos en Sigtet til at bidrage til Opklaring af alle hans Lovovertrædelser.”

2.7. Bestemmelserne blev herefter med enkelte redaktionelle ændringer vedtaget i den ovennævnte affattelse. Dog blev under udvalgsbehandlingen i Folketinget tilføjet nogle nye bestemmelser om straffastsættelsen i tilfælde af sammenstød mellem lovovertrædelser, der medfører henholdsvis fri-hedsstraf og straf af arbejdshus eller sikkerhedsforvaring. Endvidere forkastedes under Landstingets udvalgsbehandling et forslag fra Folketingssamlingen 1929-30 om at genindsætte det tidligere fremsatte forslag om sammenstød af lovovertrædelser, der medfører henholdsvis dagsbod og bøde-straf af anden art, jf. pkt. 2.5 ovenfor, idet dagbodssystemet alligevel ikke ønskedes indført på dette tidspunkt. Bestemmelserne fik på denne baggrund følgende ordlyd i straffeloven med ikrafttræden i 1933:

Ӥ 88.
Stk. 1. Har nogen ved en eller flere Handlinger begaaet flere Lovovertrædelser, fastsættes der for disse en fælles Straf indenfor den foreskrevne Strafferamme eller, hvis flere Strafferammer kommer i Betragtning, den strengeste af disse. Under særdeles skærpende Omstændigheder kan Straffen overstige den højeste for nogen af Lovovertrædelserne foreskrevne Straf med indtil det halve.
Stk. 2. Medfører de til Straffens Bestemmelse medvirkende Lovovertrædelser Friheds-straf af forskellig Art, fastsættes en fælles Frihedsstraf i den strengeste Straf-art.
Stk. 3. Medfører en af Lovovertrædelserne Frihedsstraf, en anden Bøde, kan Retten i Stedet for en fælles Frihedsstraf idømme Bøde ved Siden af Frihedsstraf.
Stk. 4. Den, der dømmes til Indsættelse i Arbejdshus eller Sikkerhedsforvaring, kan ikke samtidig idømmes Frihedsstraf. Dersom Tiltalte foruden den eller de Lovovertrædelser, for hvilke han i Medfør af § 62 kan dømmes til Indsættelse i Arbejdshus, tillige har begaaet en eller flere andre Lovovertrædelser, kan han for alle de begaaede Lovover-trædelser dømmes til Indsættelse i Arbejdshus.

§ 89.
Stk. 1. Findes nogen, som allerede er dømt til Straf, yderligere skyldig i en forud for Dommen begaaet strafbar Handling, bliver en Tillægsstraf at idømme, for saa vidt sam-tidig Paakendelse vilde have medført Forhøjelse af Straffen. Dersom Fuldbyrdelsen af den tidligere idømte Straf ikke er afsluttet, bliver Reglerne i § 88 saa vidt muligt at følge, og Tillægsstraf kan da idømmes i kortere Tid end foreskrevet i §§ 33 og 44.
Stk. 2. Medfører den sidst paakendte Lovovertrædelse Fængselsstraf, medens den tidli-gere idømte Straf bestod i Hæfte, bliver denne, hvis den ikke er fuldt udstaaet, af den straffuldbyrdende Myndighed at omsætte efter det i § 90 angivne Forhold.
Stk. 3. Dersom der for den nu til Paakendelse foreliggende Lovovertrædelse er forskyldt Frihedsstraf, og den tidligere Dom lød paa Indsættelse i Arbejdshus eller Sikkerhedsfor-varing, bestemmer Retten, om det skal have sit Forblivende ved den tidligere Dom, eller om Tiltalte for begge Lovovertrædelser vil være at idømme Fængselsstraf. Dersom i sidstnævnte Tilfælde Domfældte har hensiddet i Arbejdshus eller Forvaringsanstalt, be-stemmes det i Dommen, at en forholdsmæssig Del af den idømte Straf dermed skal anses som udstaaet.
Stk. 4. Idømmes der ved den sidste Dom Arbejdshus eller Sikkerhedsforvaring, medens den først afsagte Dom lød paa Frihedsstraf, bliver denne Dom for saa vidt at ophæve. Dersom Straffen er udstaaet helt eller delvis, kommer det Tidsrum, i hvilket Afsoning har fundet Sted – hvis det er Straf af Hæfte, da omsat efter det i § 90 angivne Forhold –, til Afkortning i de i §§ 63 og 66 for Hensidden i Arbejdshus eller Forvaringsanstalt fast-satte Tidsrum.”

3. Senere ændringer af straffelovens §§ 88 og 89

”I det af Regeringen i 1924 og 1929 fremsatte Straffelovsforslag var der optaget Be-stemmelser om Indførelse af Dagsbodssystemet, saaledes som det var foreslaaet af Straffelovskommissionen af 9. November 1917. Forslaget om Dagsbodssystemet blev med forskellige Ændringer vedtaget i 1930, men udgik under Sagens Behandling i Landstinget. Justitsministeriet maa med Hensyn til dette vigtige Spørgsmaal mene, at de siden Straffelovens Ikrafttræden gjorte Erfaringer viser, at der er Grund til Ændring af Straffelovens Regler om Bøders Fastsættelse, og det foreliggende Forslag indeholder derfor Bestemmelser om Indførelse af Dagsbodssystemet i et vist Omfang.”

3.2. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) føjedes i § 88, stk. 2, en henvisning til § 58, stk. 1, om delvis betingede domme. Ændringen var en følge af de nye regler om betingede domme, som samtidig gennemførtes ved lov-forslaget, jf. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 578. Ved samme lovændring indsattes et nyt stk. 6 i § 88 om straffastsættelse ved sammenstød af lovovertrædelser, der medfører henholdsvis foranstaltning efter § 70 og straf. Med bestemmelsen åbnedes mulighed for efter rettens bestemmelse at lade forskyldt straf bortfalde.

Samtidig ophævedes de tidligere gældende bestemmelser i straffelovens § 89, stk. 2-4, og i stedet indsattes et nyt stk. 2 om fastsættelse af straf i form af hæfte eller fængsel i tillæg til en tidligere dom om ungdomsfængsel, arbejdshus eller sikkerhedsforvaring. Der henvises til Folketingstidende, anf. st., sp. 578-79.

3.3. Ved lov nr. 319 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov (Mindre berigelsesforbry-delser m.m.) ophævedes den tidligere gældende bestemmelse i straffelovens § 89, stk. 1, 2. pkt., og i stedet indsattes bestemmelsen, hvorefter tillægsstraf kan idømmes i kortere tid end foreskrevet i §§ 33 og 44, og reglerne i § 88 så vidt muligt skal følges, dersom fuldbyrdelse af den tidligere idømte straf ikke er afsluttet, sml. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 5138:

”Efter § 89, stk. 1, 1. pkt., skal der, hvis en person, som allerede er dømt til straf, yderli-gere findes skyldig i en forud for dommen begået strafbar handling, idømmes en til-lægsstraf, såfremt samtidig påkendelse ville have medført forhøjelse af straffen. Be-stemmelsen i § 89, stk. 1, 2. pkt., giver mulighed for at idømme tillægsstraf i kortere tid end det sædvanlige minimum for strafarterne fængsel og hæfte (henholdsvis 30 dage og 7 dage). Det gælder i hvert fald i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen af den tidligere idømte straf ikke er afsluttet. Derimod er det efter bestemmelsens ordlyd tvivlsomt, om det også gælder i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen er afsluttet. Vestre landsret har imidlertid i en dom af 25. september 1968 statueret, at tillægsstraf under strafartens minimum også kan ud-måles i disse tilfælde, uanset formuleringen af bestemmelsen i 2. pkt., jfr. Ugeskrift for Retsvæsen 1968, s. 896. Forslaget tilsigter at klargøre dette forhold.”

3.4. Ved lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.) ophæ-vedes den hidtil gældende bestemmelse i § 88, stk. 4, der efter lovændringen i 1939 var blevet stk. 5, om straffastsættelse ved sammenstød af lovovertrædelser, der medfører henholdsvis frihedsstraf og arbejdshus eller sikkerhedsforvaring. Endvidere ændredes henvisningen til § 70 i § 88, stk. 6, til §§ 68 og 69. Samtidig ophævedes den i pkt. 3.2 nævnte bestemmelse i § 89, stk. 2. § 89 fik herved (bortset fra ændringen som følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. pkt. 1.1 ovenfor) sin nuværende affattelse. Samtlige lovændringer var en følge af forslaget om ophævelse af bestemmelserne om ungdomsfængsel, arbejdshus og sikkerhedsforvaring og om ændring af bestemmelserne i § 70, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 2806.

3.5. Endelig gennemførtes ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkoti-kakriminalitet, beskyttelse af diplomater m.v.) en redaktionel ændring af § 88, stk. 5, hvorved hen-visningen til §§ 68 og 69 udvidedes til også at omfatte § 70, sml. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 1619. § 88 fik herved sin nuværende affattelse, idet der bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen og indførelse af ungdomssanktion, sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000 og lov nr. 469 af 7. juni 2001.

4. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”…findes der i straffelovens § 88 nogle almindelige bestemmelser om den i praksis hyppigt forekommende situation, at en tiltalt ved samme dom skal dømmes for flere – eventuelt mange – lovovertrædelser (sammenstød af forbrydelser). Af § 88 kan dog ikke udledes megen vejledning om, på hvilken måde straffen kan skærpes over for den, der skal dømmes for flere forbrydelser. Det er overladt til domstolene at afgøre, hvorledes en fælles straf skal fastsættes inden for den strengeste af de strafferammer, som kommer i betragtning. Hertil føjes i § 88, stk. 1, 2. pkt., en bestemmelse om, at den fælles straf under særdeles skærpende omstændigheder kan overstige det strengeste strafmaksimum med indtil det halve. I disse tilfælde kan sammenstød af forbrydelser altså bevirke en væsentlig forhøjelse af lovens strafferamme …

I endnu højere grad end gentagen kriminalitet er den samtidige pådømmelse af flere forbrydelser (sammenstød) et forhold, der må tages i betragtning ved fastsættelsen af strafferammens maksimum.

I modsætning til gentagelse er sammenstød mellem flere forbrydelser reguleret ved al-mindelige bestemmelser i straffeloven, navnlig i § 88. Hvis en person ved samme dom skal dømmes for flere lovovertrædelser, skal der fastsættes en fælles straf inden for strafferammen. Dette gælder, hvad enten de begåede lovovertrædelserer af samme type (f.eks. en række tyverier) eller er af forskellig art (f.eks. tyverier i sammenstød med brugstyverier og med et røveri). Hvis det – som i det sidstnævnte tilfælde – er flere for-skellige strafferammer, der kommer i betragtning, skal den fælles straf ligge inden for den strengeste af disse. Hertil føjes i § 88, stk. 1, 2. pkt., følgende bestemmelse: ”Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det halve”. Et maksimum på 2 års fæng-sel forhøjes altså under særdeles skærpende omstændigheder til 3 år, et maksimum på 6 år til 9 år.

Det fremgår heraf, at straffeloven opstiller en formodning om, at den konkret forskyldte straf for flere eller mange forbrydelser normalt kan rummes inden for en strafferamme, der i princippet er fastsat med henblik på straf for en enkelt forbrydelse. Kun under ”særdeles skærpende omstændigheder” forhøjes det strengeste maksimum med indtil det halve. I retspraksis er det forholdsvis sjældent aktuelt at anvende bestemmelsen om forhøjelse af strafmaksimum, fordi de fleste strafferammer som tidligere nævnt er så rummelige, at de giver plads for strafskærpelser ved pådømmelse af flere forbrydelser. Men når det overvejes at nedsætte nogle strafmaksima, må man altså være opmærksom på det behov for strafskærpelser i forhold til straffen for den groveste enkeltforbrydelse, som kan foreligge i sammenstødstilfælde.

De almindelige bestemmelser om straf i sammenstød suppleres på nogle områder af specielle bestemmelser, hvor forhøjede strafmaksima tager hensyn til, at der kan være begået flere forbrydelser. I forhold til lov om euforiserende stoffer skærper § 191 således straffen bl.a. i tilfælde, hvor overdragelse af narkotika er sket til ”et større antal per-soner”, d.v.s. ved mange hver især strafbare handlinger. Og med hensyn til berigelses-forbrydelser omfatter den skærpede strafferamme i § 286 bl.a. tilfælde, hvor ”tyverier er begået i større antal” (stk. 1, jfr. om andre berigelsesforbrydelser stk. 2: ”et større antal forbrydelser” og stk. 3: ”under tilsvarende omstændigheder”) …

Straffelovrådet har ikke i forbindelse med arbejdet med denne betænkning haft mulighed for at gå ind på en nærmere vurdering af sammenstødsprincipperne i § 88 …”

4.2. Som det fremgår, er Straffelovrådet ikke gået ind på en nærmere drøftelse af de principper, her-under princippet om modereret kumulation, som § 88 bygger på. Betænkningen om strafferammer og prøveløsladelse indeholder alene forslag om de ændringer af §§ 88 og 89, som er en følge af rådets forslag om afskaffelse af hæftestraffen, sml. s. 285 og 293 og lov nr. 433 af 31. maj 2000.

5. Retspraksis mv.

”Ved fastsættelsen af straf for flere forbrydelser kan forskellige retningslinier tænkes fulgt.

a) Man kan foretage en isoleret bedømmelse af hver enkelt lovovertrædelse og lægge de forskyldte straffe sammen. Enkeltvurderingen kendes i engelsk og amerikansk ret, dog med den modifikation at retten kan have en pligt eller beføjelse til at bestemme at straf-fene ikke skal lægges sammen men fuldbyrdes samtidigt (”run concurrently”). I sidst-nævnte tilfælde fuldbyrdes altså i realiteten den længste af de fastsatte straffe. Absolut kumulation kan praktiseres således at enkeltstraffene ikke finder udtryk i dommen men kun er grundlaget for rettens udmåling af een straf.
b) Man kan lade flerheden af kriminelle forhold bevirke mere eller mindre skønsmæssige skærpelser af straffen for den groveste forbrydelse. Dette princip – den modererede kumulation – forudsætter som det normale at alle forhold tæller med men ikke med deres fulde vægt. Den modererede kumulation giver lovgiveren anledning til at tage stilling til om straffen skal holdes inden for den strengeste strafferamme, eller maximum skal kunne forhøjes.
c) Man kan endelig lade straf for et eller flere forhold faktisk absorbere i straffen for et eller flere andre forhold. En del af den i sammenstød pådømte kriminalitet har da været ”gratis”.

Hver af disse tre retningslinier har områder, hvor de kan anvendes. Men ingen af dem egner sig til at følges generelt. Helt uakceptabel er den absolutte kumulation hvor den fører til sammenlægning af en række forskyldte frihedsstraffe der resulterer i overflødig straf. Det ville i øvrigt fra et dommersynspunkt føles meget kunstigt at skulle beregne enkeltstraffe for hvert led i serietyverier o.l.

Efter § 88, stk.1, skal der ved sammenstød udmåles en fælles straf inden for straffe-rammen eller, hvis strafferammerne er forskellige, inden for den strengeste af dem. Rammerne kan dog efter 2. pkt. ”under særdeles skærpende omstændigheder” forhøjes med indtil det halve, fx fra 2 til 3 år eller fra 8 til 12 år. Det restriktive ordvalg i forhø-jelsesreglen viser at normalrammen (for den groveste forbrydelse) i almindelighed ventes at give tilstrækkeligt spillerum for en samlet straf. Der er ikke noget til hinder for at citere stk. 1, 2. pkt., selvom det findes tilstrækkeligt at anvende den strengeste straffe-ramme …

Rettens totalbedømmelse vil i praxis ofte føre til en modereret kumulation som beskrevet ovf. under (b). Det sker fx hvor retten tager sit udgangspunkt i normalstraffen for den groveste forbrydelse og forhøjer den under hensyntagen til samtidig pådømte mindre forbrydelser. Hvor ingen enkelt forbrydelse klart skiller sig ud som den groveste, fx ved domfældelse for tre røverier, får skønnet en anden karakter, men fører også her jævnlig til at straffen kommer over niveauet for én forbrydelse.

Absorption af straf forekommer når et eller flere delikter ikke har bidraget til strafstør-relsen. Det er en mulighed der er forudsat i … § 89. Absorption kan fx ske hvor drab pådømmes i sammenstød med anden kriminalitet, eller hvor indbrud er begået i så stort antal at ikke alle forhold kan bevirke skærpelse. En meget foretagsom tyv kan nå til et punkt hvor han kan regne med at fortsat kriminalitet ikke vil øge straffen. Den kan derimod øge opdagelsesrisikoen.

Det er ikke udelukket at den fælles straf kan fremkomme som en sammenlægning af en-keltstraffe, fx ved udmåling af straf for spirituskørsel i sammenstød med tyveri, brugs-tyveri eller falsk forklaring for retten. Det er dog ikke altid muligt at markere i dommen at spirituskørsel får sin standardstraf også i sammenstød. To forskyldte frihedsstraffe skal nemlig indgå i en fælles straf.

Absolut kumulation kan også forekomme på den måde at retten idømmer frihedsstraf for den ene lovovertrædelse og bøde for den anden, jfr. § 88, stk. 2, eller fastholder en taxtanvendelse for to bødedelikter, evt. ved at udmåle dagbøder og almindelig bøde hver for sig, jfr. § 88, stk. 3.”

5.2. § 89 bygger på § 88, for så vidt som § 89 udmålingsmæssigt tilsigter at hidføre samme resultat, selv om påkendelsen sker under forskellige sager. Ville en samtidig påkendelse efter reglerne i § 88 have medført en højere samlet straf end den, der blev idømt under den tidligere sag, skal der idømmes tillægsstraf efter § 89, sml. bl.a. Sanktionslæren: ”Delt pådømmelse i sammenstød” s. 110:

”Hvis en person har begået flere forbrydelser af hvilke kun en eller nogle er blevet på-dømt, opstår det spørgsmål, hvad man skal gøre med den øvrige kriminalitet når den opdages. Denne kriminalitet står stadig i sammenstødsforhold til de pådømte forbrydel-ser. Efter § 89 skal der under en ny straffesag idømmes en tillægsstraf, ”for så vidt sam-tidig påkendelse ville have medført forhøjelse af straffen”. Retten skal altså foretage en mellemregning i form af en hypotetisk udmåling af den straf der ville være blevet idømt under den første sag hvis alle forhold havde været oplyst. Skønner retten at straffen ville være blevet højere end den faktisk idømte, bliver tillægsstraffen forskellen mellem den hypotetiske samlede straf og den faktisk idømte; den nye dom lyder ikke på en fælles-straf … Tillægsstraffen kan være kortere end lovens faste minimum for fængsel.

Hvis retten skønner at de nu foreliggende forhold ikke ville have bevirket højere straf, bliver der ingen tillægsstraf at idømme. Dette er altså et exempel på absorberet straf i sammenstød … Det samme gælder hvis den tidligere dom lød på strafferammens maxi-mum … Anklagemyndigheden har i rpl. § 722, stk. 1, nr. 4, hjemmel til at frafalde tiltale, såfremt det skønnes at ingen eller kun en ubetydelig tillægsstraf ville blive idømt.”

Som det fremgår, skal § 89 anvendes, når det foreliggende forhold er begået forud for pådømmelsen i den tidligere sag. Har pådømmelsen i den tidligere sag ført til en betinget dom, og foretages der inden prøvetidens udløb rettergangsskridt mod den pågældende vedrørende forhold begået før den betingede dom, sker straffastsættelsen ikke efter § 89, men i medfør af § 61, stk. 1, der foreskriver, at der i dette tilfælde skal fastsættes en fælles straf for det nu foreliggende og det tidligere pådømte forhold. Foretages først rettergangsskridt efter prøvetidens udløb, anvendes § 89. Er den tidligere dom en kombinationsdom, jf. straffelovens § 58, antages straffastsættelsen at skulle ske under an-vendelse af såvel § 61, stk. 1, som § 89, så fællesstraffen omfattende det nu foreliggende forhold og den betingede del af den tidligere idømte straf fastsættes som en tillægsstraf til den ubetingede del af den tidligere idømte straf, sml. bl.a. P. Blok: Nogle bemærkninger om anvendelsen af straffelovens § 89, Juristen 1985 s. 237 ff.

5.3. Det kan undertiden være vanskeligt at afgøre, om der foreligger flere lovovertrædelser, eller om den strafbare virksomhed skal bedømmes som én overtrædelse. Til illustration kan henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen, 1982, s. 516, hvor tiltalte blev straffet for henholdsvis spirituskørsel og promillekørsel i anledning af to kørsler foretaget samme nat fra kl. ca. 01,15 til kl. ca. 01,33 og kl. 02.49. Der kan endvidere henvises til Østre Landsrets dom, of-fentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1058, hvor tiltalte blev straffet for henholdsvis spiri-tuskørsel og promillekørsel i anledning af to kørsler, som havde fundet sted fra kl. ca. 18.15 til kl. 18.50 og på ny samme aften fra kl. ca. 22.10 til kl. 22.45, sml. også Den kommenterede straffelov s. 394:

”Borttager en tyv på samme gerningssted ved én lejlighed flere ting, evt. ad flere gange, beskrives forholdet som ét tyveri. Vender han efter nogle timers forløb tilbage til ger-ningsstedet og henter mere, beskrives dette som et yderligere forhold. Ved andre typer af forbrydelser, f.eks. underslæb og blodskam, er det naturligt at betragte enkelthandlinger med større tidsmæssig afstand som ét forhold. Disse spørgsmål er i reglen uden større betydning i henseende til strafudmålingen, men kan være væsentlige ved beregningen af forældelsesfristen …”

Ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse) indsattes en ny bestemmelse i færdselslovens § 118 a, som bl.a. medfører, at der som udgangspunkt sker sammen-lægning af den normale takstmæssige bøde for hver overtrædelse af færdselsloven (absolut kumula-tion), jf. afsnit 6 nedenfor. Lovændringen indebærer, at det også i henseende til strafudmålingen kan få betydning, hvornår der foreligger flere forhold, og den normale takstmæssige bøde for hvert for-hold derfor skal sammenlægges, og hvornår et begivenhedsforløb skal bedømmes som ét forhold og således alene udløse én bøde.

5.4. Som det fremgår af pkt. 5.1 ovenfor, fastsættes efter § 88 normalt en fælles straf, når flere lov-overtrædelser foreligger til pådømmelse. Ved uligeartet konkurrence fastsættes straffen inden for den strengeste af de strafferammer, der kommer i betragtning, jf. § 88, stk. 1, 1. pkt. Sml. bl.a. Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 2576, der angik en tiltalt, som var fundet skyldig i 53 tilfælde af andengangskørsel i frakendelsestiden og i andre overtrædelser af færdselsloven, bl.a. kørsel mod rødt lys, samt i forskellige overtrædelser af straffeloven, bl.a. § 119, stk. 1. Tiltalte var et halvt år tidligere straffet for 15 kørsler i frakendelsestiden og havde en reststraf på 92 dage stående. Om straffastsættelsen udtalte landsretten:

”Den del af en fællesstraf, som hidrører fra en henstående reststraf, skal ikke kunne rummes inden for den strafferamme, som gælder for det eller de nye forhold.

Straf under denne ankesag skal blandt andet fastsættes for 53 andengangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden, hvoraf de 3 er begået før [den seneste dom] af 10. maj 2000, der omfattede 15 tilfælde af kørsel i frakendelsestiden. De tre nævnte tilfælde skal be-dømmes under anvendelse af straffelovens § 89. Strafferammen i færdselslovens § 117, stk. 6, for kørsel i frakendelsestiden i gentagelsestilfælde går op til fængsel i 1 år. Be-stemmelserne i straffelovens § 119, stk. 1, § 164, stk. 1, og § 285, stk. 1, nu § 290, stk. 1, har højere strafferamme end fængsel i 1 år.

Efter omstændighederne ved de handlinger, som skal henføres under de nævnte straffe-lovsbestemmelser, finder tre af de voterende ikke tilstrækkeligt grundlag for i medfør af straffelovens § 88, stk. 1, 1. pkt., at fastsætte en strengere straf end den straf af fængsel i 1 år, som højest kan fastsættes efter færdselsloven. 3 voterende finder, at tilfældet af trussel over for politiet ... bør tages i betragtning som en selvstændig strafskærpende omstændighed, jf. straffelovens § 88, stk. 1, 1. pkt.

Med disse bemærkninger stemmer 3 af de voterende for at forhøje fællesstraffen til fængsel i 1 år og 3 måneder og 3 af de voterende for at forhøje fællesstraffen til fængsel i 1 år og 4 måneder.”

Medfører en af lovovertrædelserne fængsel, en anden bøde, kan retten i stedet for en fælles fæng-selsstraf idømme bøde ved siden af fængsel, jf. § 88, stk. 2 (tidligere stk. 3). Til illustration kan henvises til domme, hvor der været spørgsmål om påkendelse af flere færdselslovsovertrædelser, hvoraf den ene efter praksis har medført frihedsstraf, den anden bøde. Disse domme skal nu sam-menholdes den i afsnit 6 nedenfor omtalte nye bestemmelse i færdselslovens § 118 a, stk. 3 og 4, der trådte i kraft den 1. september 2000, hvorefter der ved sammenstød af lovovertrædelser, som medfører henholdsvis frihedsstraf og bøde, normalt skal idømmes en bøde for færdselslovsovertræ-delsen ved siden af eventuelt forskyldt frihedsstraf.

I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen, 1998, s. 312, udtaltes, at der hver-ken var grundlag for udmåling af skærpet frihedsstraf eller tillægsbøde for samtidig spirituskørsel og kørsel uden kørekort. Om spørgsmålet om udmåling af tillægsbøde anførtes:

”En skærpelse kunne herefter i stedet [for en skærpet frihedsstraf på grundlag af færd-selslovens regler] … gennemføres ved idømmelse af en tillægsbøde. Det ville imidlertid stemme mindre godt med almindelige straffastsættelsesprincipper at idømme tillægsbø-der efter den ikke ofte anvendte bestemmelse i straffelovens § 88, stk. 3 [nu stk. 2], i til-fælde som dette, hvor to bestemmelser i den samme lov er overtrådt ved en og samme handling. Der findes herefter i hvert fald at måtte kræves et særligt klart grundlag for i et tilfælde som det foreliggende at søge fastlagt en almindelig praksis for idømmelse af tillægsbøder. Der er … ikke holdepunkter herfor hverken i loven eller i forarbejderne. Der er endvidere ikke af anklagemyndigheden i forbindelse med sagens behandling oplyst omstændigheder, der kan føre til særligt på dette område at fravige mere almindelige principper. Der er derfor heller ikke grundlag for at fastsætte en tillægsbøde.”

I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1434, udtaltes på linje med den ovennævnte dom fra Vestre Landsret ved pådømmelsen af samtidig spirituskørsel og kørsel uden at have erhvervet kørekort, at der hverken efter ordlyden eller forarbejderne til lov nr. 468 af 10. juni 1997 om ændring af færdselsloven var ”tilstrækkelige holdepunkter for at fravige den faste retspraksis om, at der kun i særlige tilfælde idømmes bøde ved siden af en ubetinget frihedsstraf, jf. straffelovens § 88, stk. 1.” I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret, 1999, s. 35, fastsattes straffen ved samtidig pådømmelse af spirituskørsel og promillekørsel til hæfte i 20 dage, idet bemærkedes, at der ikke fandtes grundlag for at skærpe ”den alvorlige straf” for spiritus-kørslen på grund af promillekørslen, der alene medfører bødestraf. En af landsrettens dommere stemte for at idømme en tillægsbøde ved siden af frihedsstraffen, jf. straffelovens § 88, stk. 3 [nu stk. 2]. Endelig kan nævnes Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1595, hvor landsretten foruden straf af hæfte i 14 dage idømte en tillægsbøde på 1.600 kr. med hen-visning til, at den tiltalte ud over spirituskørslen var fundet skyldig i to tilfælde af kørsel i bil, mens førerretten var administrativt inddraget.

Det afgøres efter en konkret vurdering, om en samlet bødestraf for flere overtrædelser bør fastsættes ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb, sml. dog for så vidt angår færdselslovsovertrædelser nu lov nr. 475 af 31. maj 2000 omtalt i afsnit 6 nedenfor. I øvrigt kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1976, s. 107, hvor der var spørgsmål om udmåling af bøde til en malerlærling for overtrædelse af færdselsloven i anledning af kørsel med ”udboret” knallert og for urigtig opgivelse af navn og bopæl til politiet:

”Anklagemyndigheden har særlig gjort gældende, at når flere bødeforseelser som de omhandlede foreligger til samtidig påkendelse, bør hver enkelt forseelse normalt indgå med fuld vægt ved fastsættelsen af den samlede straf, således at bøderne sammenlægges.

Fem dommere … udtaler:

Bøden for at have udboret knallerten findes i overensstemmelse med anklagemyndighe-dens påstand i almindelighed at burde fastsættes til 400 kr. og bøden for overtrædelse af § 13 i lov af 11. februar 1863 til 150 kr. Om den samlede bødestraf for flere overtrædel-ser, jfr. straffelovens § 88, bør fastsættes ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb, må afgøres efter en konkret vurdering.

I det foreliggende tilfælde findes den samlede bødestraf for de to forhold at burde være 550 kr., men under hensyn til oplysningerne om tiltaltes stilling og økonomiske forhold tiltrædes det, at bøden er fastsat til 275 kr. med forvandlingsstraf som af landsretten be-stemt.

[En] dommer…udtaler:

De af anklagemyndigheden i almindelighed krævede bøder for udboring af knallerter er ikke forhøjet i forhold til de i 1970 fastsatte takster. Anklagemyndigheden har oplyst, at der herved er taget hensyn til, at denne forseelse i reglen begås af unge mennesker, hvis økonomiske forhold er beskedne. På denne baggrund finder denne dommer, at bøden ikke bør ansættes lavere end til 350 kr. med en forvandlingsstraf af hæfte i 5 dage.

Dommer…, der i øvrigt er enig med flertallet, stemmer for at bestemme bøden til 300 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 5 dage.”

5.5. Kommer flere strafferammer i betragtning (uligeartet konkurrence), fastsættes fællesstraffen som tidligere nævnt inden for den strengeste af disse. Under særdeles skærpende omstændigheder kan straffen udmåles inden for en strafferamme forhøjet med det halve, jf. § 88, stk. 1, 2. pkt. Det er uden betydning, om der foreligger real- eller idealkonkurrence, og om den er ligeartet eller uligeartet.

Som eksempel på anvendelse af strafforhøjelsesreglen kan henvises til Østre Landsrets dom, of-fentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1968, s. 653, hvor en 21-årig blev idømt 10 års fængsel for forsøg på voldtægt mod en ham ubekendt 16-årige P, anden kønslig omgang end samleje under tvang, grov legemsbeskadigelse under mishandling samt legemsbeskadigelse af særlig farlig karakter over for P. I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1969, s. 775, blev § 88, stk. 1, 2. pkt., citeret sammen med § 288, stk. 2, ved pådømmelsen af en række røverier, hvorunder der var truet med ladt pistol. I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 273, blev § 88, stk. 1, 2. pkt., bragt i anvendelse over for en tiltalt, der i 1975 var straffet med 4 års fængsel for røveri, og som nu havde gjort sig skyldig bl.a. i røveri efter § 288, stk. 2, samt i forsøg på og medvirken hertil i alt 8 tilfælde. I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, s. 253, blev den tiltalte med henvisning til § 88, stk. 1, 2. pkt., idømt fængsel i 8 år for gennem en periode på mere end 1 år at have mishandlet sin hustru med slag med bøjle eller livrem eller med spark i hovedet og på kroppen og for i samme periode at have tvunget hende til at tåle, at han indførte sit kønslem i hendes endetarm og et stearinlys i hendes skede og endetarm og at have truet med at dræbe hende. Hustruen var afgået ved døden som følge af bughindebetændelse opstået som følge af, at endetarmen var perforeret af stearinlyset.

Endvidere kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, s. 127, hvor en tiltalt, der tidligere var idømt fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 191, for handel med heroin og hash samt rufferi mv. idømtes fængsel i 10 år. Højesteret bemærkede, at hverken ordlyden af strafforhøjelsesbestemmelsen i straffelovens § 191, stk. 1, 2. pkt., eller forarbejderne hertil kan antages at udelukke anvendelse af § 88, stk. 1, 2. pkt. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 563, blev tiltalte med henvisning til straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med § 88, stk. 1, 2. pkt., idømt fængsel i 6 år for indførelse af et større parti hash. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 811, blev den ene af to tiltalte under citering af § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., til dels jf. § 88, stk. 1, 2. pkt., straffet med fængsel i 6 år for indførsel og salg af store partier hash. I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 724, blev tiltalte under anvendelse af § 88, stk. 1, 2. pkt., straffet med fængsel i 6 år og 6 måneder for indsmugling af godt 6 tons hash. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1065, blev straffen for indførsel mv. af betydelige kvanta kokain for fire tiltalte, hvoraf to havde indtaget en central placering i den kriminelle organisation, og den ene havde begået forholdene under afsoning af straf for ligeartet kriminalitet, efter § 88, stk. 1, 2. pkt., fastsat til fængsel i henholdsvis 13 år (ca. 24 kg med tillæg af et større ukendt kvantum), 10 år (ca. 11 kg med tillæg af et større ukendt kvantum) samt 9 år og 9 år og 6 måneder (inkl. reststraf på 322 dage) (ca. 13 kg med tillæg af et større ukendt kvantum).

Herudover kan fremdrages Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen, 1996, s. 1303, hvor straffen efter § 88, stk. 1, 2. pkt., for indsmugling mv. af i alt 4.320 g heroin fastsattes til fæng-sel i 10 år under hensyn til forholdenes alvorlige karakter og tiltaltes centrale rolle som forhandler af heroin. Sml. også Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 1822, hvor T1 og T2 under anvendelse af § 88, stk. 1, 2. pkt., idømtes hver 14 års fængsel for narkotikaforbry-delser, idet der ved strafudmålingen blev lagt vægt på den omhandlede betydelige mængde amfetamin og de tiltaltes meget centrale placering. Se endelig også Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 2043, hvor T4 under hensyn til sin særdeles centrale placering idømtes 12 års fængsel, jf. § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., og § 290, stk. 2, jf. § 191 (tidl. § 191 a), alt jf. § 88, stk. 1, 2. pkt.

Som eksempel på tilfælde, hvor domstolene har afvist at bringe § 88, stk. 1, 2. pkt., i anvendelse, kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 486, hvor der ikke fandtes fuldt tilstrækkeligt grundlag for at citere bestemmelsen ved pådømmelsen af 8 tilfælde af 5. gangs spirituskørsel i frakendelsestiden. Endvidere kan henvises til Vestre Landsrets dom, of-fentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 964, hvor retten afviste at anvende strafforhøjelses-reglen over for en tiltalt, der fra 1967-81 var straffet talrige gange for spirituskørsel og kørsel i fra-kendelsestiden og 5 gange frakendt førerretten for bestandig, og som herefter i 1984 og 1985 på ny havde gjort sig skyldig i spirituskørsel i to tilfælde med promiller på henholdsvis 2,49 og 2,07 samt i et tilfælde ført motorkøretøj i strid med førerretsfrakendelsen. Som begrundelse for resultatet hen-viste landsretten til, at tiltaltes sidste dom for spirituskørsel var afsagt i januar 1981. Desuden kan peges på Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, s. 668, hvor retten efter en konkret vurdering afviste at anvende § 88, stk. 1, 2. pkt., over for en 42-årig, der var fundet skyldig i meget omfattende bedrageri- og underslæbsforhold (mere end 40 mio. kr.), jf. § 286, stk. 2, (Hauschildt-sagen). Endvidere kan fremdrages Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen, 1999, s. 694, hvor landsretten skærpede byrettens strafudmåling for omfattende menne-skesmugling fra 2 år til 2 år og 6 måneder, men ikke fandt, at der forelå de i § 88, stk. 1, 2. pkt., nævnte særdeles skærpende omstændigheder.

Endelig kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 613, hvor landsretten efter en konkret vurdering afviste at anvende § 88, stk. 1, 2. pkt., i en sag vedrø-rende røveri og overtrædelse af § 191, men idømte den tiltalte en fællesstraf af fængsel i 12 år, som tillige omfattede reststraffe på henholdsvis 1338 og 39 dage. Dommen illustrerer, at en reststraf i henhold til prøveløsladelse (eller betinget dom) ikke behøver at kunne rummes inden for den nu pådømte kriminalitets normale eller forhøjede maksimum, jf. også Sanktionslæren s. 108.

5.6. Som nævnt i pkt. 1.1 ovenfor åbner § 88, stk. 4, (tidligere stk. 5) mulighed for, at retten kan træffe bestemmelse om bortfald af forskyldt straf i tilfælde, hvor én lovovertrædelse medfører for-anstaltning efter §§ 68-70 eller § 74 a, mens der for en anden er forskyldt straf. Denne bestemmelse kan bl.a. komme på tale i tilfælde, hvor der idømmes forvaring, når der i dommen indgår forhold, som efter § 70 ikke kan medføre forvaring. Til illustration kan henvises til Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1976, s. 680, hvor en 33-årig tiltalt, der var fundet skyldig i forsøg på voldtægt og overfald af særlig farlig karakter samt i omfattende berigelseskriminalitet blev dømt til anbringelse i forvaring, idet der samtidig blev truffet bestemmelse om bortfald af den for berigelseskriminaliteten forskyldte straf.

5.7. § 89 tilsigter udmålingsmæssigt at hidføre samme resultat, selv om påkendelsen af flere lov-overtrædelser sker under forskellige sager. Det er uden betydning, om den tidligere afgørelse består i bødevedtagelse. Bestemmelsen finder også anvendelse, når flere lovovertrædelser, der ikke er adskilt ved en mellemkommende dom, kommer til påkendelse samtidig under forskellige sager. Ville en samtidig påkendelse ikke have ført til højere straf, statueres, at tillægsstraf ikke vil være at fastsætte. Til illustration kan nævnes Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1965, s. 347, hvor der ikke fandtes grundlag for at idømme tillægsstraf for et enkelt tyveriforsøg, som på grund af tiltaltes nægtelse var udskilt af en tidligere tilståelsessag, hvorved tiltalte var idømt en fællesstraf for en række tyverier. Er det på forhånd klart, at ingen eller kun en ubetydelig tillægsstraf vil blive idømt, kan anklagemyndigheden frafalde påtale i medfør af retsplejelovens § 722, stk. 1, nr. 4, når domfældelse heller ikke i øvrigt vil være af væsentlig betydning.

Som bestemmelsen forudsætningsvis antyder, kan der være behov for at rejse sag, selv om tillægs-straf ikke kan forventes idømt. Det gælder bl.a. i tilfælde, hvor der er behov for gennemførelse af andre retsfølger, f.eks. rettighedsfrakendelse, jf. Horsens byrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, s. 616, hvor der ikke fandtes grundlag for at fastsætte tillægsstraf i anledning af nogle falske anklager mod en fængselsbetjent, fremsat af den tiltalte under en tidligere straffesag, men blev truffet bestemmelse om mortifikation af de falske anklager. Sml. endvidere Østre Landsrets dom af 26. april 1995, refereret i Domme i Kriminelle Sager 1993-95 s. 94, hvor det i en sag om spirituskørsel i frakendelsestiden foretaget før en dom, der medførte frakendelse for bestandig, udtaltes, at det i en situation, der som den foreliggende var omfattet af straffelovens § 89, alene bur-de statueres, at den tidligere skete frakendelse stod ved magt.

5.8. Ville samtidig påkendelse have medført en højere samlet straf end den, der blev idømt under den tidligere sag, fører § 89 til, at der skal idømmes en tillægsstraf. Strafforhøjelsesreglen i § 88, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Som eksempel på anvendelse af § 89 kan henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen, 1976, s. 219, hvor en 18-årig idømtes dagbøder for hæleri efter straffelovens § 287 som tillægsstraf til en sumbøde for en færdselsforseel-se. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 56, idømtes tiltalte en til-lægsstraf på fængsel i 4 år for røveri af særlig farlig karakter, og i Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen, 1985, s. 315, blev der for vold, drab, ulovlig tvang mv. fastsat en tillægs-straf på fængsel i 16 år. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1986, s. 87, idømtes for drabsforsøg mv. fængsel i 10 år og 4 måneder som tillæg til en straf på fængsel i 1 år og 8 måneder, og i Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1986, s. 284, idømtes for kurerhandel med amfetamin samt vold med døden til følge fængsel i 6 år og 9 måneder som tillæg til en tidligere straf af fængsel i 3 måneder.

Sml. også Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, s. 404, hvor den ene af to tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, idømtes 10 dagbøder à 100 kr. som tillæg til en tidligere straf af dagbøder. I en landsretsdom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, s. 608, blev en tandlæge for flere tilfælde af grovere forsømmelighed idømt en fællesstraf af bøde, der, da forholdene var begået forud for en tidligere bødestraf for ligeartet kriminalitet, fastsattes i medfør af § 89, jf. § 88. I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1254, idømtes for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, en tillægsstraf på fængsel i 2 år, og i Høje-sterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1404, idømtes for overdragelse af 1,9 kg kokain en tillægsstraf på fængsel i 6 år. Da det var den maksimale straf for overtrædelse af straf-felovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., og da den tidligere straf var udmålt til 7 dages hæfte, blev tillægsstraffen udmålt til fængsel i 5 år, 11 måneder og 20 dage, jf. princippet i [den da gældende] § 90, stk. 3. Sml. også Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 920, hvor et tiltalt selskab for overtrædelse af arbejdsmiljøloven som tillægsstraf idømtes en bøde på 100.000 kr.

5.9. Det forekommer, at nogle forhold er begået forud for den tidligere dom, andre efter. De forud-gående forhold er omfattet af § 89. For de efterfølgende forholds vedkommende er der tale om gentagelse, og indbyrdes foreligger en § 88-situation. Om straffastsættelsen ved kriminalitet begået både før og efter den første dom kan bl.a. henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 438, hvor straffastsættelsen for hjælp til en medfanges flugt ”til dels” blev fastsat med henvisning til § 89. I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, s. 258, blev straffen for omfattende berigelseskriminalitet udmålt til fængsel i 3 år og 6 må-neder, jf. straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279 og § 280, nr. 1, ”til dels sammenholdt med § 89”. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 171, idømtes for indførsel af et større hashparti 6 års fængsel, der fastsattes dels som en tillægsstraf til en tidligere dom, dels som en fællesstraf med hensyn til en reststraf efter en prøveløsladelse. Endelig kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1215, hvor straffen for besiddelse med henblik på videreoverdragelse af 1,6 kg heroin blev fastsat til fængsel i 6 år under hensyn til, at der ”til dels” var tale om en tillægsstraf til en tidligere straf på 2 års fængsel for ligeartet kriminalitet.

5.10. Er det nye forhold begået under anke af en dom, bedømmes det som gentagelse, hvis den tid-ligere dom er fældende og stadfæstes. Til illustration kan henvises til Østre Landsrets dom, offent-liggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 741. I denne sag gjorde tiltalte sig under anke af en fæl-dende byretsdom for spirituskørsel på ny skyldig i spirituskørsel og anmeldte usandfærdigt til poli-tiet, at den pågældende bil var stjålet. Den påankede dom blev stadfæstet, og ved den senere på-dømmelse af de under anken begåede forhold blev dommen tillagt gentagelsesvirkning. Er den tid-ligere dom frifindende, men ændres til fældende i ankeinstansen, foreligger sammenstød mellem de forhold, der omfattes af ankedommen, og de forhold, der er begået, før den er afsagt.

5.11. Er det nye forhold pådømt før dommen i ankeinstansen, må ankedommen fastsætte en tillægs-straf. Til illustration heraf kan henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Rets-væsen 1959, s. 935, hvor tiltalte under anklagemyndighedens anke af en frifindelse af den tiltalte for tyveri i byretten blev idømt fængsel for vold. I ankesagen blev den tiltalte fundet skyldig i tyveri og straffen herfor blev fastsat som en tillægsstraf til voldsdommen efter ”strfl. § 89 eller dennes analogi, jfr. § 88”. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1976, s. 388, blev en af de tiltalte under anke til Højesteret af en straf for falsk forklaring for retten, der af landsretten var fast-sat til 40 dages fængsel, i byretten idømt 4 måneders betinget fængsel for bedrageri samt en tillægs-bøde. I ankesagen for Højesteret blev straffen herefter udmålt som en ”fællesstraf, jfr. straffelovens § 61, stk. 1, eller denne bestemmelses analogi”, således at fællesstraffen i medfør af § 58, stk. 1, fastsattes til fængsel i 5 måneder, heraf de 40 dage ubetinget, og en tillægsbøde som bestemt ved byrettens dom.

5.12. Efter § 89, 3. pkt., følges så vidt muligt reglerne i § 88, dersom fuldbyrdelse af den tidligere idømte straf ikke er afsluttet. Denne henvisning til reglerne i § 88 er i visse tilfælde blevet forstået således, at der i tilfælde, hvor fuldbyrdelsen ikke er afsluttet, skal fastsættes en fælles straf for de ved den tidligere dom påkendte og de nu til påkendelse foreliggende forhold, jf. P. Blok, anf. st s. 239 ff. Det kan ikke antages, at henvisningsbestemmelsen medfører, at der skal idømmes en fælles-straf. Bestemmelsen må antages at skulle forstås således, at reglerne i § 88 så vidt muligt skal følges navnlig med hensyn til strafarten, sml. P. Blok, anf. st. s. 240-41, og Vagn Greve m.fl., anf. st. s. 398. I den forbindelse kan bl.a. henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1974, s. 226, hvor det antoges, at § 89 ikke var til hinder for at idømme en betinget straf som tillægsstraf til en person, som var prøveløsladt fra en tidligere ubetinget straf. Endvidere kan nævnes Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1389, hvori det ud-tales, at § 89 ikke giver hjemmel til at fastsætte en fællesstraf, der tillige omfatter forhold, som er pådømt ved en tidligere uafsonet straffedom.

5.13. Det er i retspraksis antaget, at princippet i § 89 finder anvendelse på førerretsfrakendelser. Til illustration kan henvises til Vestre Landsrets dom, offentligjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 639, hvor der efter en konkret vurdering ikke fandtes grundlag for i medfør af § 89, jf. § 88, stk. 1, 2. pkt., at idømme straf for spirituskørsel i tillæg til en tidligere i henhold til færdselslovens § 117 idømt maksimal straf eller for i medfør af ”princippet i § 89” på ny at frakende førerretten for be-standig. Et særligt tilfælde forelå i Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 991. I denne sag var tiltalte ved byretten blevet frakendt førerretten betinget, hvilken afgø-relse blev stadfæstet af landsretten. Inden landsrettens dom kørte tiltalte under sådanne omstændig-heder, at der skulle ske frakendelse. Byretten fastsatte imidlertid en ny betinget frakendelse. Lands-retten fastsatte herefter i medfør af princippet i færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 2, jf. ”princippet i straffelovens § 89”, en samlet frakendelsestid, der fastsattes til 6 måneder ubetinget.

Det er endvidere antaget, at grundsætningen i § 89 kan finde anvendelse, når der foreligger en dom, som er afsagt af en udenlandsk domstol. Der kan herved bl.a. henvises til Højesterets dom, offent-liggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 142, hvor strafudmålingen skete under hensyntagen til en mellemkommende tysk straffedom. Sml. også Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Rets-væsen 2002, s. 810, der angik en tiltalt, som ved en svensk domstol var idømt fængsel i 5 år og 6 måneder for indsmugling mv. af hash. Tiltalte blev nu efter overførsel af straffuldbyrdelsen her til landet fundet skyldig i en række dokumentfalskforhold vedrørende checks til et samlet beløb af ca. 750.000 kr. begået forud for den svenske dom. Højesteret udtalte om straffastsættelsen i denne situ-ation:

”Straffen for de forhold, der nu er til pådømmelse, skal fastsættes som en tillægsstraf i medfør af grundsætningen i straffelovens § 89. Denne tillægsstraf bør som udgangspunkt udmåles, som hvis der havde været tale om at udmåle den som tillæg til straffen for en narkotikaforbrydelse, der her i landet var fastsat til fængsel i 5 år og 6 måneder. Der må dog efter omstændighederne tages hensyn til strafværdigheden her i landet af de forhold, der er pådømt i udlandet.

I den foreliggende sag har dokumentfalskforholdene et sådant omfang og en så profes-sionel karakter, at der i overensstemmelse med det nævnte udgangspunkt bør idømmes en tillægsstraf uanset længden af den straf, der blev fastsat ved den svenske dom”.

Grundsætningen i § 89 er også anvendt i tilfælde, hvor der for det samme forhold forinden er pålagt disciplinærstraf, jf. eksempelvis Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1958, s. 443, hvor retten under hensyn til, at den tiltalte sagfører ved Sagførernævnet var ikendt en bøde, undlod at fastsætte straf under den efterfølgende straffesag.

6. Lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse)

”§ 118 a. Bøder for overtrædelse af denne lov og for overtrædelse af forskrifter, der ud-stedes i medfør af loven, udmåles til beløb, der er delelige med 500 kr., jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Bøder til personer med særlig lav indtægt kan udmåles til beløb, der ikke er de-lelige med 500 kr. Sådanne bøder kan dog ikke fastsættes til beløb under 300 kr.
Stk. 3. Har nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse. Har nogen ved én eller flere hand-linger overtrådt denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov og én eller flere andre love, og medfører overtrædelserne idømmelse af bøde, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf og bødestraffen for overtrædelsen af den eller de andre love.
Stk. 4. Har nogen ved én eller flere handlinger begået flere overtrædelser af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør heraf, og medfører én af overtrædelserne idømmelse af frihedsstraf, mens en anden medfører idømmelse af bøde, idømmer retten en bøde ved siden af frihedsstraffen. Det samme gælder, såfremt nogen ved én eller flere handlinger har overtrådt denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af denne lov og én eller flere andre love og overtrædelsen af denne lov eller forskrifter udstedt i medfør heraf medfører bødestraf og overtrædelsen af den eller de andre love medfører frihedsstraf.
Stk. 5. Bestemmelserne i stk. 3 og 4 kan fraviges, når særlige grunde taler herfor.”

6.2. Lovændringen medfører, at der fastsættes en minimumsgrænse for bøder for overtrædelser af færdselsloven på 500 kr. (for personer med særlig lav indtægt 300 kr.), jf. § 118 a, stk. 1-2. Denne del af lovændringen er nærmere omtalt i kapitel 12 om bødestraffens minimum og maksimum, afsnit 7. Lovændringen indebærer endvidere, at der ved flere overtrædelser af færdselsloven og i andre tilfælde, hvor der skal ske en samlet pådømmelse af færdselslovsovertrædelser og overtrædelser af anden lovgivning, som udgangspunkt skal udmåles den normale takstmæssige bødestraf for hver overtrædelse af færdselsloven (absolut kumulation). Om baggrunden herfor anføres, jf. Folketings-tidende 1999-00, tillæg A, s. 7330:

”Trafikministeriet finder, at en række hensyn taler for, at der som udgangspunkt indføres absolut kumulation i sager vedrørende overtrædelser af færdselslovgivningen, hvor der er spørgsmål om bøde. Det vurderes, at det svækker straffens præventive virkning, hvis en person, der foretager flere forskellige overtrædelser af færdselslovgivningen, som ellers præges af en udpræget taktsmæssig strafudmåling, skal ”slippe billigere” end en person, der får de forskellige overtrædelser pådømt hver for sig. Trafikministeriet kan videre som anført af Rigsadvokaten i redegørelsen tiltræde, at praktiske, administrative hensyn i forbindelse med samtidig verserende sager i flere politikredse og med hensyn til muligheden for at anvende bødetilkendegivelser på stedet taler for absolut kumulation. Dette er samtidig i overensstemmelse med de grundlæggende hensyn til lighed og forudsigelighed i strafforfølgningen.

Det foreslås derfor, at det indføres som almindelig regel, at der ved flere overtrædelser af færdselsloven som udgangspunkt udmåles den normale taktsmæssige bødestraf for hver overtrædelse, uanset om overtrædelserne begås ved én eller flere handlinger, og uanset om pådømmelsen sker ved én eller flere sager (absolut kumulation). Anvendes en nedsat bøde for personer med særlig lav indtægt, er det selvsagt den nedsatte bøde, der indgår i grundlaget for den absolutte kumulation.

Det forekommer rimeligt, at absolut kumulation på færdselslovens område ikke undla-des, fordi den sigtede samtidig med overtrædelsen eller overtrædelserne af færdselslov-givningen ligeledes har foretaget én eller flere overtrædelser af andre særlove eller af straffeloven. Derfor foreslås det, at den absolutte kumulation ved overtrædelser af færd-selslovgivningen tillige finder anvendelse i sammenstød med overtrædelser af andre love. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 118 a, stk. 3.

Tilsvarende bør gælde i tilfælde af, at en overtrædelse af færdselslovgivningen eller andre love medfører frihedsstraf samtidig med, at der er foretaget en overtrædelse af færd-selslovgivningen, der medfører bødestraf. Det har i praksis vist sig, at domstolene er meget tilbageholdende med at idømme tillægsbøder i sådanne tilfælde. Også her fore-kommer det ikke rimeligt, at den pågældende skal ”slippe gratis” for en overtrædelse. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 118 a, stk. 4.

Trafikministeriet er imidlertid opmærksom på, at der vil kunne forekomme tilfælde, hvor en absolut kumulation af bøder vil medføre en meget høj bøde. I disse tilfælde vil domstolene og politiet kunne nedsætte disse, især hvis den sigtedes indkomstforhold gør det antageligt, at vedkommende næppe nogensinde vil være i stand til at betale bøden, ligesom der i konkrete tilfælde kan være behov for at nedsætte en kumuleret bøde, hvis den samlede størrelse i sig selv ikke forekommer rimelig. Der henvises til den foreslåede bestemmelse i § 118 a, stk. 5.

Indførelse af den foreslåede ordning medfører en generel forhøjelse af bødeniveauet for overtrædelse af færdselslovgivningen. Dette forhold samt hensynet til forudsigelighed og lighed i strafforfølgningen taler efter Trafikministeriets opfattelse for, at der udmåles en skærpet bøde i gentagelsestilfælde, hvis der enten ved lovgivning eller ved administrative retningslinjer, herunder Rigsadvokatens bødekatalog, er fastsat bestemmelser herom.

Som det fremgår, er den foreslåede udtrykkelige lovregulering, hvorefter der som ho-vedregel skal ske sammenlægning af de fulde normalbøder, dvs. uden ”mængderabat” (absolut kumulation), begrænset til bøder på færdselslovsområdet. Lovforslaget aktuali-serer imidlertid det mere generelle spørgsmål om principperne for udmåling af straf i til-fælde, hvor der foreligger flere overtrædelser af lovgivningen, og hvor der derfor er spørgsmål om, med hvilken vægt ”normalstraffen” for hver enkelt overtrædelse skal indgå i den samlede straf. Justitsministeriet vil på den baggrund anmode Straffelovrådet om, at dette spørgsmål inddrages i rådets igangværende arbejde med en samlet vurdering af strafferammerne i straffeloven.”

6.3. Som det fremgår, bygger lovændringen på en redegørelse fra Rigsadvokaten (redegørelse af 9. februar 2000 om en ny ordning og forenkling af bødefastsættelsen på færdselslovens område). Re-degørelsen er optrykt som bilag til lovforslaget. Om spørgsmålet om kumulation anføres i redegø-relsen bl.a., sml. Folketingstidende, anf. st. s. 7352-55:

”5.4.2. Generelle overvejelser

Som anført … fremgår det af bødekataloget, at det i overensstemmelse med dommen i U 1976.104 H må afgøres efter en konkret vurdering, om en samlet bødestraf for flere overtrædelser, jf. straffelovens § 88, bør fastsættes ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse eller til et mindre beløb.

I den tidligere omtalte redegørelse fra den uformelle styringsgruppe er der blandt andet anført følgende om praksis ved udstedelse af bøder for flere overtrædelser:

”Efter de for styringsgruppen foreliggende oplysninger gælder der ikke en
ensartet praksis i politikredsene for, hvorledes bøden fastsættes i sådanne til-fælde. I nogle kredse anvendes absolut kumulation, hvis den samlede bøde ikke derved kommer ”for højt” op, medens andre politikredse anvender den rettesnor, at den ”dyreste” forseelse tæller fuldt ud, og de andre forseeler regnes med til halv takst.

Allerede efter den gældende ordning sker det ofte, at flere bødeforseelser mod samme person ikke underkastes en fælles bødefastsættelse. Dette skyl-des, at samme person kan have begået overtrædelserne i forskellige dele af landet, og da mange mindre bøder ikke indberettes til KR (de fleste færd-selsbøder under 1000 kr.), vil politikredsene allerede af den grund være uvi-dende om i andre politikredse verserende sager. Indberetningspligtige bøde-sager for særlovsovertrædelser indberettes i øvrigt normalt først, når afgø-relsen foreligger. I disse sager kan reglen i straffelovens § 88 således ikke praktiseres. Ved flere samtidigt begåede forseelser er dette naturligvis muligt, men efter styringsgruppens opfattelse kan man rejse spørgsmål om, hvorvidt der i relation til bødefastsættelsen er en særlig anledning til at behandle disse tilfælde anderledes og mildere, end hvis en person indenfor et kortere tidsrum har forset sig flere gange.”

Det vil som følge af de anførte praktiske forhold således ofte være tilfældigt, om politiet ved udstedelse af et bødeforelæg har kendskab til, om den pågældende er sigtet i andre verserende sager.

Praktiske, administrative hensyn og hensynet til lighed og forudsigelighed i straffor-følgningen taler derfor for, at bødestraffen for flere lovovertrædelser som udgangspunkt sker ved sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse (absolut kumulati-on).

Det kan endvidere anføres, at det kan svække straffens præventive virkning og virke pædagogisk uheldigt, at der gives ”rabat” til en person, der begår flere overtrædelser af færdselsloven, idet personen herved i et vist omfang får ”fribrev” til at begå nye lov-overtrædelser, sålænge de hidtidige overtrædelser ikke er afgjort ved vedtagelse af bø-deforelæg eller ved dom.

5.4.3. Diskussion af konkrete tilfælde

Spørgsmålet om kumulation kan i øvrigt opstå i en række forskellige situationer. Som eksempler herpå kan nævnes følgende:

hOvertrædelse af flere forskelllige bestemmelser af færdselsloven ved én handling, eksempelvis overskridelse af hastighedsbestemmelserne i en bil med nedslidte dæk.

Der synes ikke at være grundlag for at give ”rabat” i et sådant tilfælde, idet overtrædel-serne kan betragtes som to selvstændige forhold. Hertil kommer, at det beror på en til-fældighed, at overtrædelserne bliver konstateret på samme tidspunkt.

hOvertrædelse af færdselsloven ved flere handlinger, eksempelvis overskridelse af hastighedsbestemmelserne på forskellige tidspunkter.

Det er vanskeligt at begrunde, at der skal ydes rabat, når en person overtræder færd-selsloven flere gange. Tværtimod kan det anføres, at det – ligesom i gentagelsestilfælde med mellemliggende dom – kunne overvejes at skærpe den samlede straf, idet den på-gældende fortsætter sin strafbare adfærd på trods af modtagelsen af en advarsel i form af en sigtelse.

Praksis viser imidlertid, at der i disse tilfælde oftest sker en reduktion af straffen. Høje-steret fandt således i U 91.956 H i en sag om bødeniveauet ved samtidig pådømmelse af tre kørsler i frakendelsestiden, at bøden for den første kørsel i frakendelsestiden skulle fastsættes svarende til den tiltaltes nettomånedsløn, og at bøden ved samtidig pådøm-melse af 2 eller 3 kørsler i frakendelsestiden burde forhøjes med 50 procent henholdsvis 100 procent.

Niels Waage behandler i ”Spritkørsel”, 2. udgave, 1998, side 211, spørgsmålet om sanktionsfastsættelsen ved samtidig pådømmelse af to promillekørsler i intervallet 0,51-0,80. Waage anfører, at det må være rigtigst at foretage sammenlægning af de hver for sig forskyldte bødestraffe eller i hvert fald at udmåle en højere bøde, end hvor kun én kørsel foreligger til pådømmelse. Waage bemærker, at sanktionen ved en samtidig pådømmelse af to førstegangskørsler i frakendelsestiden ikke er to gange normalbøden, men normalbøden + 50 procent, jf. U 1991.956 H. Waage påpeger, at det ved sammen-ligningen af de to tilfælde må tages i betragtning, at normalbøden for en enkelt kørsel i frakendelsestiden er en måneds nettoløn, altså typisk langt højere end normalbøden for en enkelt promillekørsel i intervallet 0,51-0,80 promille, der i førstegangstilfælde kun er 4.000 kr.

iOvertrædelse af færdselsloven og straffeloven ved samme handling, eksempelvis uagtsom forvoldelse af en andens død (straffelovens § 241) i forbindelse med overskridelse af hastighedsbestemmelserne.

Også i sådanne tilfælde kan der argumenteres for, at der ikke bør gives ”rabat”, idet be-stemmelserne har forskellige beskyttelsesinteresser. Såfremt overtrædelsen af straffelo-ven medfører bødestraf udmålt ved dagbøder, kan det dog være vanskeligt at udmåle straffen efter princippet om absolut kumulation, medmindre retten finder, at straffen i medfør af straffelovens § 88, stk. 4, efter omstændighederne bør fastsættes for hver overtrædelse for sig. Dette forekommer kun sjældent i praksis.

Såfremt en færdselsovertrædelse er af underordnet betydning, vil politiet i øvrigt ofte undlade at rejse sigtelse for overtrædelsen i tilfælde, hvor den pågældende samtidig sigtes for et alvorligt strafbart forhold som eksempelvis uagtsomt manddrab, og såfremt der er rejst sigtelse, vil anklagemyndigheden ofte ved tiltalerejsningen udelade forhold, som åbenbart er uden betydning i forhold til den straf, der forventes udmålt for den al-vorligste lovovertrædelse.

Såfremt straffelovsovertrædelsen medfører frihedsstraf, kan der efter straffelovens § 88, stk. 3, idømmes en bøde ved siden af frihedsstraffen. Denne regel er en undtagelse fra hovedreglen i § 88, stk. 1, om en fælles frihedsstraf. Knud Waaben anfører i ”Sankti-onslæren” side 71, at det ved anvendelse af stk. 3 kan markeres, at (f.eks.) en særlovs-overtrædelse ikke har været ”gratis”.

iOvertrædelse af færdselsloven og straffeloven ved flere handlinger, eksempelvis brugstyveri af bil (straffelovens § 293) og overskridelse af hastighedsbestem-melserne under kørsel med bilen.

Heller ikke i denne situation synes der at være grundlag for at give rabat for færdsels-lovsovertrædelsen. Det forhold, at overtrædelsen er begået med et køretøj, som føreren uretmæssigt har sat sig i besiddelse af, bør således ikke føre til en nedsættelse af den samlede straf for lovovertrædelserne.

5.4.4. Behandling af spørgsmålet om kumulation i retspraksis

… at der i retspraksis generelt er tilbageholdenhed med at idømme tillægsbøder ved siden af en ubetinget frihedsstraf. Dette medfører, at det for den tiltalte kan være ”gratis” at begå en lovovertrædelse, der isoleret set ville medføre idømmelse af en betydelig bøde.

Dette forekommer ikke rimeligt, og det er endvidere af kriminalpræventive grunde uheldigt, at en overtrædelse reelt ikke straffes alene som følge af, at en person har begået flere lovovertrædelser.

5.4.5. Konklusion

Det synes på denne baggrund rimeligt at indføre en ordning, hvor udgangspunktet er ab-solut kumulation ved bødestraffe for overtrædelse af færdselsloven, således at der ved overtrædelser af færdselsloven i alle tilfælde udmåles den normale takstsmæssige bøde-straf for hver overtrædelse, uanset om overtrædelserne begås ved en eller flere handlin-ger, og uanset om pådømmelsen sker ved en eller flere sager (absolut kumulation). Ord-ningen bør også omfatte tilfælde, hvor en eller flere færdselslovsovertrædelser pådømmes sammen med overtrædelser af andre særlove eller af straffeloven.

For at imødegå, at bøderne får en sådan størrelse, at der er en nærliggende risiko for, at den sigtede ikke vil være i stand til at betale bøden, kan der dog i visse tilfælde være anledning til at fravige udgangspunktet om absolut kumulation.

Såfremt anvendelsen af princippet om absolut kumulation fører til udmåling af en meget høj bøde, kan der således være grundlag for at nedsætte denne, særligt i tilfælde, hvor oplysningerne om den sigtedes indkomstforhold gør det antageligt, at den sigtede næppe vil være i stand til at betale den høje bøde.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne … om muligheden for udsættelse med betalin-gen af bøder og nedsættelse af bøder samt om den restriktive brug af forvandlingsstraf.

Det bemærkes i øvrigt, at en hovedregel om absolut kumulation vil medføre en øget mulighed for at anvende bødetilkendegivelser på stedet. Ordningen med bødetilkende-givelser på stedet blev permanent ved Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 16. de-cember 1996 med virkning fra den 1. januar 1997. I vejledningen om denne ordning er det blandt andet anført, at bødetilkendegivelsessystemet som udgangspunkt ikke kan anvendes, hvis der skal fastsættes en fælles bødestraf for flere samtidigt begåede over-trædelser.

Såfremt der indføres en ordning med absolut kumulation ved bødestraffe for overtræ-delse af færdselsloven, vil bødetilkendelsessystemet kunne anvendes, selv om der skal fastsættes en fælles bødestraf for flere samtidigt begåede overtrædelser.”

6.4. Rigsadvokatens redegørelse blev sendt til høring hos berørte myndigheder og organisationer mv. Der blev i visse høringssvar fremsat stærk kritik af forslaget om absolut kumulation af bødestraffe på færdselslovens område. I en udtalelse af 21. marts 2000 anførte Advokatrådet:

”Advokatrådet kan ikke tilslutte sig Rigsadvokatens betragtninger og forslag vedrørende absolut kumulation af bødestraffe for overtrædelse af færdselsloven, ligesom man heller ikke finder, at der kan påvises noget reelt behov for absolut kumulation af bødestraf efter færdselsloven og straf, eventuelt frihedsstraf, efter straffeloven eller anden særlov-givning. Hvis muligheden for sådan kumulation lovfæstes, kan det antages, at politi og anklagemyndighed i højere grad, end det er tilfældet i dag, vil mene sig forpligtet til at sigte eller rejse tiltalte i sager, hvor færdselslovsovertrædelsen i forhold til den i øvrigt påsigtede straffelovs- eller særlovsovertrædelse er af underordnet betydning. Almen-præventive hensyn taler ikke efter Advokatrådets opfattelse med tilstrækkelig vægt for en lovændring på dette punkt. Advokatrådet finder det tværtimod væsentligt at opret-holde muligheden for en modereret kumulation som udtryk for et sædvanligt udmå-lingsprincip, jf. f.eks. UfR 2000.227V. En ny regel om absolut kumulation må også be-frygtes at ville modvirke reglen om at samle alle forhold under én sag, jf. retsplejelovens § 705 og tillige afskære den i dag i praksis ofte fulgte mulighed for efterfølgende at slutte sager, fordi den efter straffelovens § 89 ikke findes at ville føre til yderligere straf.”

Den Danske Dommerforening udtalte i et høringssvar af 17. marts 2000:

”Derimod må Dommerforeningen bestemt vende sig imod de foreslåede regler om
i at der obligatorisk skal ske absolut kumulation ved flere færdselslovsovertræ-delser
i at der obligatorisk skal idømmes bøde ved siden af frihedsstraf, når én overtrædelse isoleret set medfører bøde og en anden frihedsstraf …

De anførte regler strider mod straffastsættelsen inden for andre områder og vil medføre urimelige resultater. De vil heller ikke kunne undgå at få afsmittende virkning uden for færdselslovens område.

Dommerforeningen er opmærksom på, at reglerne skal kunne fraviges af retten i ”særlige tilfælde”, men dels er dette en for snæver undtagelse og dels er hjemlen uklar. Den må formentlig bygge på straffelovens almindelige regler for straffastsættelse, men disse vil da være generelt gældende og kunne anvendes bredt af retten som de mere fundamentale regler.

Dommerforeningen er således i alt væsentligt enig i indholdet af landsretternes hørings-svar og kan også tiltræde, at en nyordning ikke bør gennemføres, uden at spørgsmålene har været overvejet principielt i Straffelovrådet.”

I en udtalelse af 13. marts 2000 fra Præsidenten for Østre Landsret anførtes følgende:

”Det er karakteristisk for forslaget, at det – samtidig med, at det tilsigter at lette politiets og anklagemyndighedens administration af bødeområdet i færdselssager – tilsidesætter hævdvundne principper i dansk strafferet og fratager domstolene sædvanlig mulighed for en konkret og individuel vurdering i enkeltsager, særlig når flere lovovertrædelser er til samtidig pådømmelse.

Det forekommer ligeledes betænkeligt på dette særlige område at gennemføre lovregler om minimumsbøder og bødepositioner, om absolut kumulation og meget væsentligt at nedtone hensynet til den pågældendes betalingsevne, uden at disse spørgsmål har været genstand for overvejelser i generel principiel sammenhæng, f.eks. i Straffelovrådet.

Landsretten må derfor fraråde, at der gennemføres en lovændring som den foreslåede.

Det bemærkes, at landsretten ikke er blind for, at der kan være et behov for en justering af bødetaksterne, men en sådan justering vil som hidtil kunne gennemføres under det bestående system, både i henseende til beløbsmæssige justeringer og i øvrigt til en vis forenkling på anden måde.”

På linje hermed anførtes i en udtalelse af samme dato fra Præsidenten for Vestre Landsret:

”Landsretten finder dog anledning til at understrege, at en gennemførelse af den foreslå-ede nyordning med fastsættelse af bødestørrelser ved lov og ufravigelige lovregler om absolut kumulation af bødestraffe og om fast idømmelse af bødestraffe ved siden af fri-hedsstraffe vil betyde en væsentlig fravigelse af de principper, der hidtil – på grundlag af straffelovens §§ 51 og 80 – har været anvendt ved domstolenes strafudmåling. Der kunne efter landsrettens opfattelse være grund til at forelægge en så væsentlig ændring, der i øvrigt næppe ville kunne undgå at få afsmittende virkning på sanktionsfastsættelsen på andre områder end færdselslovsområdet, for Straffelovrådet.

Det tilføjes, at landsretten under alle omstændigheder finder, at det klart bør fremgå af eventuelle nye regler, at der vil være mulighed for at undlade absolut kumulation af bø-destraffe og for at undlade idømmelse af bødestraffe ved siden af frihedsstraffe.”

6.5. I retspraksis er det afvist at foretage absolut kumulation ved udmåling af tillægsbøde, jf. straf-felovens § 58, stk. 2, for to spirituskørsler til samtidig pådømmelse, sml. Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 1571:

”Det fremgår af færdselslovens § 117, stk. 1, 2. pkt., at straffen for hver af spirituskørs-lerne i forhold 1 og 2 isoleret set ville medføre frihedsstraf. Som følge heraf har byretten i overensstemmelse med fast praksis i sager om flere spirituskørsler til samlet pådøm-melse udmålt en frihedsstraf på hæfte i 30 dage. I det foreliggende tilfælde er straffen gjort betinget med vilkår om alkoholistbehandling, og tillægsbøden er fastsat til 3.000 kr. i overensstemmelse med bemærkningerne til lov nr. 230 af 4. april 2000 om ændring af færdselsloven, uanset at der foreligger to kørsler til samlet pådømmelse. Landsretten finder ikke, at bestemmelserne om absolut kumulation i færdselslovens § 118 a, stk. 3 og 4, som blev indføjet ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 – som anført af anklagemyndigheden – kan føre til, at den i medfør af straffelovens § 58, stk. 2, fastsatte tillægsbøde forhøjes til det dobbelte.”

Sml. i øvrigt om rækkevidden af de nye regler Sanktionslæren s. 109 f.:

”... De nævnte regler [§ 118 a, stk. 3 og 4] kan efter stk. 5 fraviges, når særlige grunde taler derfor, og det kan domstolene let få brug for. Forarbejderne i FT 1999-2000 A 7325 ff. er ikke meget oplysende på dette punkt. Man synes særlig at have tænkt på fra-vigelse af kumulation hvor denne fører til ”en uforholdsmæssig høj samlet bøde”, samt tilfælde hvor der skulle idømmes ”en mindre tillægsbøde til en længere frihedsstraf”, modsat bøde ved siden af ”en kortere frihedsstraf”. Det må afgøres i retspraksis om denne sondring skal gælde fx i forbindelse med dom til fængsel for uagtsomt manddrab i trafikken. Generelt tiltrædes i forarbejderne det synspunkt at en bøde ”ikke (bør) have en sådan størrelse, at den sigtede som følge af sine indkomstforhold ikke kan betale den”. Rigsadvokatens meddelelse nr. 4/2000 giver vejledning om bødefastsættelsen. Her er nævnt at flere kørsler i frakendelsestiden og flere mangler ved et køretøj kan anses som én overtrædelse ... Nogle ulemper kan undgås ved at udelade klart accessoriske bestemmelser i færdselsloven af tiltalen. Mellem flere overtrædelser af andre love end færdselsloven er der indbyrdes sammenstød på normal måde, altså plads for et fornuftigt skøn.”

7. Fremmed ret

7.1. Norge

”§ 62. Har nogen i samme eller i forskjellige Handlinger forøvet flere Forbrydelser eller Forseelser, som skulde have medført Fængsel eller Hefte, anvendes en fælles Friheds-straf, der maa være strengere end den høieste for nogen enkelt af Forbrydelserne eller Forseelserne fastsatte Lavmaalsstraf og ikke i noget Tilfælde maa overstige den høieste Straf, som for nogen af dem er lovbestemt, med mere end det halve. Den fælles Friheds-straf fastsættes som Regel til Fængsel, hvor nogen enkelt af de strafbare Handlinger vilde have medført saadan Straf.
Bestemmelsene i første ledd gjelder tilsvarende ved idømmelse av en felles straff på samfunnsstraff. Skal samfunnsstraff idømmes sammen med ubetinget fengselsstraff, skal det ved utmålingen av samfunnsstraffen tas hensyn til den ubetingete fengselsstraffen.
Forsaavidt nogen af Forbrydelserne eller Forseelserne skulde have medført Fængsel, idømmes, ogsaa naar Hefte anvendes, de samme Tillægsstraffe, som om Fængsel var blevet anvendt.

§ 63. Har nogen i samme eller i forskjellige Handlinger forøvet flere Forbrydelser eller Forseelser, hvorfor Straf af Bøder idømmes, anvendes en fælles Bødestraf, der maa være strengere end den, som nogen enkelt af Forbrydelserne eller Forseelserne skulde have medført.
Retten kan, hvor nogle af Forbrydelserne eller Forseelserne skulde have medført Fri-hedsstraf, andre Bøder, undlade at idømme disse og istedet betragte de Forbrydelser eller Forseelser, hvorfor Bødestraf er bestemt, som skjærpende Omstændigheder.

§ 64. Fældes nogen, som allerede er idømt Straf, for nogen forud for Dommen forøvet Forbrydelse eller Forseelse, iagttages ved Straffens Fastsættelse, at Reglerne i §§ 62 og 63 saavidt muligt sker Fyldest. I dette Tilfælde kan Frihedsstraf under 14 dage idømmes.
Bestemmelsene i første ledd gjelder også når den domfeldte i prøvetiden etter en be-tinget dom blir kjent skyldig i en straffbar handling som er foretatt før den betingete dommen ble avsagt. Retten kan da gi en samlet dom for begge handlinger eller særskilt dom for den handling som ble pådømt sist. Blir det gitt samlet betinget dom for begge handlinger, fastsetter retten ny prøvetid, som regnes fra den dag det er avsagt endelig dom i den nye saken.”

Om de nævnte bestemmelser kan nærmere henvises til Anders Bratholm og Magnus Matningsdal: Straffeloven, Kommentarutgave, Første Del. Almindelige Bestemmelser, 1991 s. 272 ff.

7.1.2. Spørgsmålet om udformningen af regler om straffastsættelse ved sammenstød af forbrydelser er drøftet i Straffelovkommisjonen ved flere lejligheder. I NOU 1983: 57 Straffelovgivningen under omforming (delutredning I) anførtes bl.a., jf. s. 234-35:

”…
Ulike prinsipper kan legges til grunn for fastsettelsen av straffen når det foreligger kon-kurrens, og siktede derfor blir funnet skyldig i flere forbrytelser eller forseelser.

Etter k u m u l a s j o n s p r i n s i p p e t blir straffen ved konkurrens utmålt særskilt for hvert enkelt lovbrudd. De fastsatte straffer blir deretter lagt sammen, og den samlede straff blir gitt i en felles dom. Kriminalloven av 1842 gav anvisning på kumulasjon ved realkonkurrens, riktignok med enkelte modifikasjoner.

Etter a b s o r p s j o n s p r i n s i p p e t skal straffen ved konkurrens fastsettes innenfor strafferammen til det strengeste straffebudet som siktede blir dømt for å ha brutt. De andre overtredelsene blir bare regnet som straffskjerpende momenter. Kriminalloven av 1842 la absorpsjonsprinsippet til grunn når det forelå idealkonkurrens.

Etter s t r a f f s k j e r p e l s e s p r i n s i p p e t blir det ved konkurrens utmålt en fel-lesstraff. Den er basert på det strengeste straffebudet som er brutt, men med utvidet strafferamme. Prinsippet er i dag stort sett lagt til grunn i strl §§ 62-64. Det kommer til anvendelse både ved realkonkurrens og ved idealkonkurrens.

3.2. Reformbehov
Straffskjerpelsesprinsippet har tradisjon i norsk lovgivning. Det er neppe grunn til å ha et annet utgangspunkt i den nye straffeloven. En regel om kumulasjon ville føre til for streng straff i mange tilfeller. Siktedes skyld og den samlede straffverdigheten av over-tredelsene vil ofte være mindre enn det som følger av en individuell bedømmelse av hver enkelt overtredelse med etterfølgende summering. Absorpsjonsprinsippet vil lett bli for lite fleksibelt, særlig der det er tale om mange og grove overtredelser. Men det ville neppe ha stor praktisk betydning om absorpsjonsprinsippet ble innført, fordi dom-stolenes straffutmåling i de fleste tilfeller av konkurrens ligger godt under maksimum i det enkelte straffebud. Selv når tiltalte blir dømt for en lang serie straffbare forhold, ligger straffutmålingen som regel på den nedre del av den ordinære strafferammen. I Rt 1981 s. 830 er det gjengitt et tilfelle hvor 130 straffbare handlinger gav en felles fengselsstraff på 1 år og 6 måneder. 95 av dem var fullbyrdede grove tyverier. Strafferammen for grovt tyveri er fengsel inntil 6 år …

Straffutmålingsreglene i strl §§ 62-64 virker stort sett tilfredstillende i praksis. Det er derfor neppe behov for å endre hovedinnholdet av dem. Derimot kan det være aktuelt å gjøre enkelte mindre justeringer. Strl § 62 bestemmer f eks i dag at straffen for flere lovbrudd som hver for seg kvalifiserer til fengsel, ikke må overstige maksimumsstraffen etter det strengeste straffebudet med mer enn det halve. En begrensning som ikke fremgår av loven, men som er antatt i teori og praksis, er at den samlede straffen heller ikke må overstige summen av maksimumsstraffene i straffebudene. Hvis lovbryteren f eks er tiltalt for flere grove tyverier, kan straffen gå opp i 9 år. Det følger av at grovt tyveri kan straffes med fengsel inntil 6 år (strl § 258), og denne straffen kan forhøyes med halv-parten ved konkurrens. Men hvis tiltalen gjelder ett grovt tyveri og overtredelse av løs-gjengerloven § 17, som har fengsel inntil 3 måneder som maksimumsstraff, kan den samlede fengselsstraffen ikke bli lengre enn 6 år og 3 måneder. Begrunnelsen for dette er at maksimum ikke bør være høyere når de to lovbrudd avgjøres i én straffesak enn når de blir avgjort i to forskjellige saker. Straffene i de to sakene kan jo ikke samlet bli strengere enn summen av maksimum i hvert av de overtrådte straffebud (6 år og 3 måneder). Denne begrensningen, som inntolkes i § 62, bør komme klart til uttrykk i den nye straffeloven.

4. SAMMENFATNING
…
Straffelovkommisjonen mener at straffskjerpelsesprinsippet fortsatt bør legges til grunn ved straffutmålingen i konkurrenstilfeller. Det er derfor bare aktuelt med mindre endringer av reglene om straffutmålingen ved konkurrens.”

7.1.3. I fortsættelse af NOU 1983: 57 stilledes i NOU 1992: 23 Ny straffelov – alminnelige be-stemmelser (delutredning V) forslag om to nye bestemmelser i Tredje del. Strafferettslige reaksjoner, Kapittel 13. Fellesregler om reaksjonsfastsettingen, jf. s. 287:

Ӥ 87. Fellesstraff ved flere lovbrudd
Har noen ved én eller flere handlinger begått flere lovbrudd, idømmes en felles straff. Idømmes felles fengselsstraff, kan den overstige lengstestraffen i det strengeste straffe-budet med opptil det halve. Fellesstraffen kan likevel ikke være lengre enn summen av lengstestraffene eller overstige 20 år. Dersom noen av lovbruddene skal føre til fengsel, andre til bot, kan retten idømme en felles fengselsstraff, eller fengselsstraff og bot.
Første ledd gjelder tilsvarende ved idømmelse av en felles straff på samfunnstjeneste. Skal samfunnstjeneste idømmes sammen med ubetinget fengselsstraff, skal det ved ut-målingen av samfunnstjenesten tas hensyn til den ubetingede fengselsstraffen.

§ 88. Etterskuddsdom
Ved domfellelse for forhold begått før dommen i en annen sak avsies det tilleggsdom for disse forholdene dersom alle forholdene kunne vært pådømt samtidig. Regelen i § 43 om korteste fengselsstraff gjelder ikke.
Ved straffutmålingen gjelder reglene i § 87 tilsvarende. Det skal tas hensyn til hva en passende straff ville vært ved samtidig pådømmelse, og den samlede straffen må ikke være strengere enn om samtlige forhold hadde vært pådømt samtidig.
Ved domfellelse for forhold begått dels før og dels etter dommen i en annen sak avsies det i alminnelighet fellesdom for alle forholdene. Annet ledd annet punktum gjelder til-svarende for de forhold som er begått forut for dommen.
Når det er grunn til det, kan det også ellers avsies fellesdom. Reglene i annet ledd gjelder tilsvarende.
Avsies det fellesdom som omfatter en tidligere dom på fengselsstraff som er helt eller delvis sonet, gis det fradrag for utholdt straff. Fradrag fastsettes i dommen med så mange dager som svarer til det antall hele døgn som er sonet. Det gis én dags fradrag for del av et døgn.
Det skal fremgå av dommen om den er en tilleggesdom eller en fellesdom.”

7.1.4. Om rækkevidden af de foreslåede bestemmelser kan henvises til s. 219 ff. (§ 87) og 224 ff. (§ 88). NOU 2002: 4 Ny straffelov (delutredning VII) indeholder med visse redaktionelle ændringer forslag om sammenstød svarende til §§ 87 og 88 i NOU 1992: 23, sml. s. 265 f. og 484 f. med § 14-3. Fellesstraff ved flere lovbrudd og § 14-4. Etterskuddsdom. Af NOU 2002: 4 fremgår, at der i anden sammenhæng er rejst spørgsmål om at hæve maksimum i § 62, men at Straffelovkommisjonen ikke ser ”behov for å heve rammene i strl § 62”, idet man i stedet går ”inn for å holde fast ved gjeldende rett” (sml. s. 265).

7.1.5. Norsk straffelovs § 62 er imidlertid foreslået ændret i Stortingets samling 2001-02, så mak-simum i sammenstødstilfælde hæves til det dobbelte, sml. Ot.prp. nr. 109 (2001-2002) Om lov om endringer i straffeloven og straffeprosessloven (rasistiske symboler, besøksforbud og strafferammen ved sammenstøt av lovbrudd) s. 6:

”§ 62 første ledd skal lyde:

Har noen i samme eller i forskjellige handlinger forøvet flere forbrytelser eller forseelser som skulle ha medført frihetsstraff, anvendes en felles frihetsstraff. Den felles fri-hetsstraffen må være strengere enn det høyeste lavmål som er fastsatt for noen enkelt av forbrytelsene eller forseelsene og må ikke overstige det dobbelte av den høyeste straff som for noen av dem er lovbestemt. Den felles frihetsstraffen fastsettes som regel til fengsel, hvis noen enkelt av de straffbare handlinger ville ha medført slik straff.”

Forslaget er affødt af et ønske om skærpet strafudmåling i sammenstødstilfælde ved navnlig ”vin-ningskriminalitet” samt ”volds- og seksuallovbrudd”. Af lovmotiverne fremgår, at der har været rejst tvivl om, hvorvidt ønsket om at påvirke udmålingspraksis burde ske ved at skærpe strafmaksimum i sammenstødstilfælde, sml. den udførlige gengivelse af de forskellige synspunkter s. 9 ff. og 1 ff. (afsnit 5 Forslag til endring i straffeloven § 62 om strafferammen ved konkurrens):

”Departementet la i høringsnotatet [20. desember 2001] til grunn at reglene i straffelo-vens § 62 gir domstolene tilstrekkelig vide rammer for å utmåle en passe straff for flere straffbare handlinger.

Til støtte for dette synet viste departementet for det første til riksadvokatens brev til Justisdepartementet 2. september 1999 om bekjempelse av omfattende eller gjentatt vinningskriminalitet, der det blant annet heter:

”Etter riksadvokatens oppfatning er det, som nevnt innledningsvis, ikke be-hov for lovendringer for å oppnå en riktigere straffutmåling ved gjentatt vinningskriminalitet. Strafferammene er vide nok (for gjentatt grovt tyveri er maksimumsstraffen 9 år), og erfaringene med minimumsstraffene er entydig negative. Enhver form for skjematisk straffutmåling frarådes på det mest bestemte.”

(Sitatet gjelder direkte gjentatt vinningskriminalitet. Men brevet omhandler både gjentatt og omfattende kriminalitet av denne typen. Departementet forstår riksadvokatens uttalelse om at det ikke er behov for lovendringer, som generell.)

Om rettspraksis på området, uttalte departementet:

”Departementet kjenner heller ikke til at det har vært tilfeller i rettspraksis der aktor har lagt ned påstand om - eller retten har utmålt - straff helt opp mot den øvre rammen som straffeloven § 62 gir anvisning på ...”

Departementet viste til at Straffelovkommisjonen foreslår å videreføre dagens regler om maksimumsstraff ved konkurrens i forslaget til ny § 87 i NOU 1992: 23 Ny straffelov - alminnelige bestemmelser side 216.

På denne bakgrunn konkluderte departementet med at strafferammene i konkurrenstil-feller er tilstrekkelig vide ut fra dagens straffutmålingspraksis. Departementet føyde til:

”Departementet finner videre at det allerede etter gjeldende rett er ”mer å gå på”, slik at det neppe kan vises til et reelt behov for å skjerpe maksimums-straffen i straffeloven § 62 for å kunne idømme en passe straff. Dersom straffenivået på ett eller flere områder heves betydelig, skal det likevel ikke utelukkes at det kan oppstå enkelttilfeller der det kunne være ønskelig å idømme en høyere straff enn det dagens § 62 gir adgang til.”

Departementet spurte deretter i høringsnotatet om dagens straffutmålingspraksis ved konkurrens er tilfredsstillende:

”Departementet fastholder, som nevnt innledningsvis, det såkalte straffsk-jerpelsesprinsippet. Straffen for flere lovbrudd bør ikke fastsettes slik at det først fastsettes én straff for hvert enkelt lovbrudd, før straffene summeres. Likevel kan det være grunn til å reise spørsmål ved om den ”kvantumsra-batten” som straffelovens § 62 innebærer, kan ha blitt for stor i praksis.

Departementet har ikke fullstendig oversikt over hvor stor ”rabatten” er in-nenfor de forskjellige lovbruddskategoriene. For sentrale lovbruddskatego-rier, som volds- og seksuallovbrudd, har både departementet og justiskomi-teen flere ganger uttalt at straffenivået bør heves. I Sem-erklæringen, som er samarbeidsregjeringens politiske plattform, tas det generelt til orde for et bedre samsvar mellom forbrytelse og straffenivå for slike forbrytelser. Øn-sket om et høyere straffenivå for volds- og seksuallovbrudd bør etter depar-tementets syn også gjelde ved konkurrens. Departementet viser videre til at justiskomiteen minnet om sine tidligere uttalelser om at straffenivået for vold mot barn, seksualforbrytelser og grov vold burde skjerpes, da den behandlet forslaget til endring av § 62 ... Departementet finner på denne bakgrunn at det kan være rom for å skjerpe straffenivået ved konkurrens innenfor kategoriene volds- og seksuallovbrudd.

Påtalemyndigheten har særlig vært opptatt av at straffenivået ved omfatten-de og gjentatt vinningskriminalitet har vært for lavt. Høyesterett kom i dommen som er intatt i Rt. 1997 side 1976, med noen prinsipielle uttalelser om straffenivået for et større antall vinningsforbrytelser.

Fra dommen siteres:

”Det må kunne legges til grunn at et vesentlig antall vinningsforbrytelser begås av en liten gruppe personer. Dette har i de senere år vært påpekt fra påtalemyndighetens side ved flere anledninger. Både for å styrke samfunnets vern mot de skadelige utslag av denne gruppens aktiviteter, og ut fra mer allmenne forholdsmessighetsbetraktninger, er jeg enig med aktor i at det kan være grunn til en generell skjerpelse av straffenivået for tilbakefallsforbrytere innenfor den mer omfattende vinningskriminalitet.
(...)
Også en annen betraktning bør etter min mening føre til en skjerpet straff i vår sak. Ved en generell vurdering av straffenivået ved omfattende vin-ningskriminalitet er det naturlig å rette søkelyset også mot forholdet mellom straffenivået for innbruds- og tyverivirksomhet av mindre omfang og med mer tilfeldig preg, og nivået for omfattende vinningskriminalitet. I vår straf-futmålingspraksis fastsettes ikke straffen for f eks fem tyverier til fem gan-ger straffen for ett tyveri. En kan enkelt si at det av rimelighetsgrunner gis en viss ”rabatt” for de mer omfattende forhold. Etter min vurdering er denne ”rabatten” blitt for stor når det gjelder vinningsforbrytelser i stort omfang, og det generelle straffenivået bør derfor heves for å oppnå bedre samsvar mellom straffereaksjon og straffverdighet.”

Departementet legger til grunn at domstolene følger de retningslinjene for straffutmålingen som Høyesterett har trukket opp i dommen.

Riksadvokaten beskriver i brevet 2. september 1999 til Justisdepartementet høyesterettsdommen som en viktig milepæl i arbeidet med å skjerpe straffe-nivået for tilbakefallsforbrytere innenfor den mer omfattende vinningskri-minaliteten. Riksadvokaten fremholder at påtalemyndigheten vil arbeide vi-dere med å heve straffenivået for denne sakstypen.

Spørsmålet som gjenstår, er om det i tillegg til signalene fra departementet, justiskomiteen, Høyesterett og riksadvokaten er behov for lovtiltak for å he-ve straffenivået ved konkurrens ...”

Departementet uttrykte tvil om en heving av den maksimumsstraffen som kan idømmes etter straffelovens § 62, er et egnet virkemiddel for å nå målet om et høyere straffenivå ved konkurrens, men kom etter en totalvurdering til at en slik lovendring kan gi et signal om at straffenivået ved konkurrens bør heves, og uttalte videre:

”Departementet legger særlig vekt på at høyesterettsdommen i Rt. 1997 side 1976 bare gjelder straffutmåling for et stort antall vinningsforbrytelser, og for eksempel ikke for saker hvor flere tilfeller av vold eller seksuallovbrudd pådømmes samtidig.

Departementet kan ikke se at vektige hensyn taler mot en lovendring. En heving av maksimumsstraffen ved konkurrens binder for eksempel ikke dommerskjønnet, slik minstestraffer gjør.”

Departementet drøftet ulike lovtekniske måter å heve maksimumsstraffen på, og gikk inn for å øke maksimumsstraffen til det dobbelte av maksimumsstraffen i det strengeste straffebuddet. Departementet lagde til grunn at en slik løsning vil gi et tilstrekkelig signal om at straffenivået i konkurrenssaker bør heves ...”

Af lovmotiverne fremgår videre, at bl.a. Advokatforeningen har tilsluttet sig departementets forslag. Bl.a. Riksadvokaten, ØKOKRIM, Dommerforeningen og Rettspolitisk forening er gået imod for-slaget:

”Disse høringsinstansene uttaler blant annet at det ikke er behov for den foreslåtte endringen, fordi strafferammene er vide nok, og fordi straffen er i ferd med å skjerpes i slike saker. Andre innvendinger er at det neppe er hensiktsmessig nå å foreta en endring som foreslått uten en mer generell vurdering av prinsippene for utmåling av straff på bakgrunn av blant annet Straffelovkommisjonens utredning, og at forslaget har karakter av symbolpolitikk.”

Justis- og Politidepartementet har fastholdt lovforslaget med bemærkning om, at ”[h]øringsrunden har bekreftet at det kan reises spørsmål ved om det er et reelt behov for lovendringen, men [at] det ... ikke [har] kommet vesentlige innvendinger mot den.” Sml. i øvrigt denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 6.1, med omtale af et notat af 10. september 2002 om bl.a. ”gjengangerkriminalitet”, hvori Justis- og Politidepartementet foreslår norsk straffelovs § 61 ændret med henblik på, at strafmaksimum kan forhøjes indtil det dobbelte i gentagelsestilfælde.

7.2. Sverige

”3 §. När någon döms för flera brott, skall rätten döma till gemensam påföljd för brotten, om inte något annat är föreskrivet.
Om det finns särskilda skäl, får rätten för ett eller flera brott döma till böter och samtidigt döma till annan påföljd för brottsligheten i övrigt. Vidare får rätten döma till fängelse för ett eller flera brott samtidigt som den dömer till villkorlig dom eller skyddstillsyn för brottsligheten i övrigt.”

BrB 30:3 skal sammenholdes med 5 og 6 §§ i 25 kap. Om böter m.m., der om straffastsættelsen ved sammenstød af forbrydelser, som kan medføre bøde, foreskriver følgende:

”5 §. Böter får användas som gemensamt straff för flera brott, om böter kan följa på vart och ett av brotten.
Om det finns särskilda skäl, får rätten döma till penningböter för ett eller flera brott för vilka sådan påföljd är föreskriven och samtidigt döma till annan form av böter för brottsligheten i övrigt.
Gemensamt straff i böter får inte avse brott för vilket är föreskrivet normerade böter eller böter som inte får förvandlas till fängelse.

6 §. Böter som gemensamt straff för flera brott döms ut i dagsböter, om något av brot-ten bör föranleda dagsböter.
Som gemensamt straff får dagsböter bestämmas till ett antal av högst tvåhundra och penningböter till ett belopp av högst femtusen kronor.
Om det för något av brotten är föreskrivet ett visst lägsta bötesstraff, får detta inte un-derskridas.”

Om tilfælde, hvor der er spørgsmål om sammenstød af forbrydelser, der kan medføre fængsel, fastsættes i 26 kap. Om fängelse 2 § følgende:

”2 §. Fängelse får användas såsom gemensamt straff för flera brott, om fängelse kan följa på något av brotten.
Fängelse på viss tid får sättas över det svåraste av de högsta straff som kan följa på brotten men får inte överstiga de högsta straffen sammanlagda med varandra. Det får inte heller överskrida det svåraste straffet med mer än
1. ett år, om det svåraste straffet är kortare än fängelse i fyra år,
2. två år, om det svåraste straffet är fängelse i fyra år eller längre men inte uppgår till fängelse i åtta år,
3. fyra år, om det svåraste straffet är fängelse i åtta år eller längre.
4. Vid tillämpningen av andra stycket skall bötesstraff anses motsvara fängelse i fjorton dagar.
Det svåraste av de lägsta straffen får inte underskridas.”

Om det nærmere indhold af de ovennævnte bestemmelser kan bl.a. henvises til Ulf Berg m.fl.: Brottsbalken, En kommentar, Kap. 25-38, Följdförfattningar, 2001, (Kommentaren til den svenske straffelov) s. 25:23 ff. (25:5 og 6), 26:10 ff. (26:2) og 30:6 ff. (30:3).

Om delt pådømmelse i sammenstød indeholder 34 kap. Vissa bestämmelser om sammanträffande av brott och förändring av påföljd 1 § følgende bestemmelse:

”1 §. Har den som för brott dömts till fängelse, villkorlig dom, skyddstillsyn eller sluten ungdomsvård begått annat brott före domen eller begår han nytt brott efter domen men innan påföljden till fullo verkställts eller annars upphört, får rätten, med iakttagande av vad för vissa fall är föreskrivet i 2-7 §§, efter omständigheterna
1. förordna att den tidigare utdömda påföljden skall avse också det andra brottet,
2. döma särskilt till påföljd för detta brott, eller
3. om den tidigare domen vunnit laga kraft, undanröja den utdömda påföljden och för brotten döma till påföljd av annan art.
Har en skyddstillsyn förenats med fängelse enligt 28 kap. 3 §, skall vid tillämp-ningen av bestämmelserna i detta kapitel den utdömda fängelsepåföljden anses som en del av skyddstillsynen.”

7.2.2. Som det fremgår, har retten efter svensk ret flere muligheder ved pådømmelsen af de(t) nye forhold. Retten kan bestemme, at den tidligere idømte straf skal også skal omfatte det nye forhold, jf. § 1, nr. 1. Der kan også idømmes en særskilt straf for de(t) nye forhold, jf. § 1, nr. 2. Endelig kan retten ”om den tidigare domen vunnit laga kraft, undanröja den utdömda påföljden och för brotten döma till påföljd av annan art”. Efter denne bestemmelse kan der således under visse betingelser fastsættes en fællesstraf for de(t) tidligere og de(t) nu pådømte forhold, sml. Kommentaren til den svenske straffelov s. 34:4 ff.

7.3. Finland

”1 §. Bestämmande av gemensamt straff. Skall någon på en gång dömas för två eller flera brott för vilka straffet är fängelse, skall ett gemensamt fängelsestraff bestämmas för brotten, om inte nogåt annat stadgas i lag.
Om någon för ett brott skall dömas till fängelse och för ett eller flera andra brott till bö-ter, får domstolen för samtliga brott döma till ett gemensamt fängelsestraff eller för vissa av brotten till ett gemensamt fängelsestraff och dessutom till böter för de övriga brotten.
Föranleder något av brotten livstids fängelsestraff, skall som gemensamt straff för samtliga brott dömas till livstids fängelse.

2 §. Maximi- og minimitiden för fängelsestraff på viss tid. När ett gemensamt straff be-stäms får det strängaste maximistraff som kan följa på de olika brotten överskridas, men strafftiden får inte vara längre än den sammanlagda tiden för brottens maximistraff. Det strängaste maximistraffet får inte heller överskridas med mer än
1) ett år, om det strängaste maximistraffet är fängelse under ett år sex månader,
2) två år, om det strängaste maximistraffet är fängelse i minst ett år sex månader men under fyra år, och med mer än
3) tre år, om det strängaste maximistraffet är fängelse på viss tid, minst fyra år.
Straffet får inte vara kortare än det strängaste minimistraffet för nogåt av brotten.
Med det strängaste maximistraffet avses det högsta och med det strängaste mini-mistraffet det lägsta straff som får dömas ut för brottet enligt de på fallet tillämpliga stadgandena. Kan på ett eller flera brott följa endast böter, anses böterna när den gemensamma tiden för de olika brottens maximistraff räknas ut motsvara samman-lagt en månads fängelse.

3 §. Gemensamt bötesstraff. Om någon samtidigt skall dömas för två eller flera brott för vilka straffet är böter, skall ett gemensamt bötesstraff bestämmas.
Ett gemensamt bötesstraff får vara högst tvåhundrafyrtio dagsböter. Har för något av brotten efter den 1 juni 1969 stadgats ett särskilt lägsta bötesstraff, får det gemensamma bötesstraffet inte underskrida detta.
Vad som stadgas ovan skall inte tillämpas på vite som döms ut i mark.

4 §. Övriga påföljder. Om för något av brotten utöver ett straff i allmän straffart skall dömas till avsättning eller någon annan särskild påföljd, skall domstolen under de förut-sättningar som stadgas i lagen också bestämma denna påföljd utöver det gemensamma straffet.

5 §. Utmätning av ett gemensamt straff. När ett gemensamt fängelsestraff eller ett ge-mensamt bötesstraff mäts ut skall 6 kap. iakttas i tillämpliga delar.
Vid utmätning av et gemensamt straff skall domstolen utgå från straffet för det brott för hvilket enligt domstolens prövning bör följa det strängaste straffet samt för brotten mä-tas ut ett sådant gemensamt straff att det står i ett rättvist förhållande också till antalet brott samt i deras grovhet och inbördes samband. Om en straffskärpnings- eller strafflindringsgrund enligt 6 kap. eller någon annan omständighet som nämns i kapitlet gäller endast ett visst eller vissa av de brott som lagförs samtidigt, skall detta i skälig utsträckning beaktas när det gemensamma straffet mäts ut.

6 §. Beaktande av ett tidigare utdömt fängelsestraff . Om den som har dömts till ett ovillkorligt fängelsestraff åtalas för ett annat brott som han begått innan detta straff dömts ut, kan det tidigare ovilkorliga fängelsestraffet skäligen beaktas som en straffned-sättningsgrund eller strafflindringsgrund vid bestämmandet av det nya straffet. För det nya brottet får också ett fängelsestraff som är kortare än den minimitid som i lag anges för brottet dömas ut eller det tidigare straffet anses som en tillräcklig påföljd också för det brott som senare blivit föremål för behandling.
I domen skall uppges vilken tidigare dom eller vilka tidigare domar som har beaktats när straffet mäts ut enligt denna paragraf.”

7.3.2. Justitieministeriet har over for Straffelovrådet oplyst følgende om straffastsættelse i sammen-stødstilfælde:

”Professor Koskinen anför om gemensamt straff (Finlands straff- och processrätt, En introduktion, Erkki Havansi & Pekka Koskinen, Helsingfors 2002, s. 96-98):

”Såsom anförs i samband med behandlingen av sammanträffande av brott, skiljer man inte längre i Finland mellan olika konkurrensformer. När en per-son skall dömas för flera brott utgår man enligt SL 7 kap. från att ett gemen-samt straff skall bestämmas (enhetsstraffprincipen).

Skall någon för samtliga brott dömas till fängelse, skall ett gemensamt fän-gelsestraff bestämmas för brotten. Om någon för en del brott skall dömas till fängelse och för andra brott till böter, får domstolen för samtliga brott också härvid döma till ett gemensamt fängelsestraff, eller för vissa brott till ett gemensamt fängelsestraff och för de övriga dessutom till böter. Om något av brotten föranleder livstids fängelsestraff, skall detta bestämmas som ge-mensamt straff för samtliga brott.

Utgångspunkten när man söker det högsta möjliga gemensamma straffet är det strängaste maximistraff som är föreskrivet för de olika brotten. Det får emellertid överskridas med högst 1, 2 eller 3 år beroende på om det strän-gaste maximistraffet är under 1 år 6 månader, minst detta men under 4 år eller minst 4 år. Det gemensamma straffet får dock aldrig vara högre än summan av de olika brottens maximistraff. Det strängaste minimistraffet för något av brotten får inte underskridas.

Om straff skall dömas för stöld (straffskalan i SL 28:1 böter eller fängelse 14 dagar – 1 år 6 månader), grov stöld (straffskalan i SL 28:2 fängelse 4 månader – 4 år) och trafikfylleri med motorlöst fordon (straffskalan i SL 23:9 böter eller fängelse 14 dagar – 3 månader), har domstolen olika alternativ. Om den för samtliga brott bestämmer ett gemensamt fängelsestraff, är det strängaste straff som kan följa i princip 5 år 9 månader och det lindrigaste på motsvarande sätt 4 månader. En annan möjlighet är att döma för en del av brotten – antingen för bara grov stöld, eller t.ex. för stöld och grov stöld såsom gemensamt straff (maximum här i princip 5 år 6 månader) – till fängelse, och för de övriga till böter. Om någon samtidigt skall dömas för två eller flera brott till böter, skall ett gemensamt bötesstraff, som får vara högst 240 dagsböter, bestämmas.

Vid utmätningen av ett gemensamt straff skall enligt lag de allmänna be-stämmelserna om straffmätning i SL 6 kap. iakttas i tillämpliga delar. Vid straffutmätningen skall domstolen utgå från straffet för det brott, för vilket enligt domstolens prövning bör följa det strängaste straffet. Detta är natur-ligtvis en ren tankeoperation: inget enskilt straff uppges särskilt. Förutom stadgandena i SL 6 kap. skall man också fästa uppmärksamhet vid att det gemensamma straffet står i ett rättvist förhållande till antalet brott, deras grovhet och inbördes samband. I och med detta krav kan den åtskillnad mellan de olika konkurrensformerna som gjordes i det gamla konkurrens-systemet inverka på straffutmätningspraxis också framledes; således torde sådana situationer som enligt den gamla lagen utgjorde ideell konkurrens (brott begångna genom samma gärning) i allmänhet anses som strafflindrande omständigheter.

Det är att märka att det strängaste straff som i princip kan dömas ut som gemensamt straff bildas enligt mycket mekaniska räkneregler. Ibland blir det klart för högt. Vid utmätningen av ett gemensamt straff skall man därför utgå från det enskilda brott som bedöms strängast. I de flesta fall är den för brottet angivna straffskalan, även utan den i lagen tillåtna överskridningen, helt tillräcklig vid utmätningen av ett gemensamt straff för en brottshelhet.

För gärningsmannen är ett gemensamt straff i regel fördelaktigare än separata straff för de olika brotten. Gärningsmannens ställning borde inte få påverkas av den för honom godtyckliga omständigheten i vilken ordning hans brott lagförs. Av denna anledning har man i lagen en specialbestämmelse med hänsyn till situationer där en person som har dömts till ett ovillkorligt fängelsestraff åtalas för ett brott som han begick innan detta straff dömdes ut. Brottet i fråga hade ju i princip kunnat behandlas redan vid den före-gående rättegången.

I denna situation kan den tidigare domen skäligen beaktas som en grund som sänker det nya straffet. Det nya straffet kan också vara kortare än den minimitid som i lag anges för brottet, eller så kan det tidigare straffet anses som en tillräcklig påföljd också för det brott som senare har blivit föremål för behandling. På detta sätt försöker man rent sakligt uppnå samma resultat som om ett gemensamt straff på en gång hade bestäms för samtliga brott.

Man måste skilja mellan bestämmande av gemensamt straff och samman-räknande av straff. Om flera fängelsestraff på viss tid – utdömda för ett eller flera brott – samtidigt skall verkställas, sammanräknas de i straffanstalten till fullo. Den sammanräknade tiden för emellertid inte överskrida 20 år.””

7.3.3. Der i 2002 for Riksdagen er fremsat forslag om revision af straffelovens almindelige del (förslag till revidering av lagstiftningen om strafrättens allmänna läror RP 44/2002 rd). Heri indgår forslag om præcisering af 7 kap. 3 § med henblik på tilfælde, hvor strafnedsættelsesgrunde ifølge 6 kap. 8 § 2 mom. finder anvendelse, sml. s. 297, jf. s. 218 f. Lovforslaget har ikke i øvrigt indholds-mæssige konsekvenser for den bestående retstilstand.

7.4. Nordisk Strafferetskomité

”Den nordiske strafferettskomité finner ikke grunn til å foreta noen vurdering av hvilket system for fastsettelse av maksimumsstraffen ved konkurrens som er å foretrekke. Dette spørgsmål vil sikkert sjelden ha praktisk betydning ved straffutmålingen. Selve prinsip-pet om en fellesstraff utmålt etter en helhetsbedømmelse anser komitéen for naturlig og rasjonelt. Når det er mange forbrytelser som kommer til pådømmelse under ett, slik som tilfellet ofte er, f eks når en ungdomsbande blir tatt for en serie innbruddstyverier, blir fellesstraffen i praksis meget lavere enn om man skulle ha utmålt særskilt straff for den enkelte lovovertredelse og så foretatt en sammenlegning. Når grove forbrytelser blir på-dømt sammen med mindre grove, vil de siste som oftest bli uten nevneverdig betydning ved utmålingen av fellesstraffen.”

8. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovens § 89 om straffastsættelsen i tilfælde af delt pådømmelse af forbrydelser i sammenstød bygger på § 88, for så vidt som § 89 udmålingsmæssigt tilsigter at hidføre samme resultat, selv om påkendelsen sker under forskellige sager. Ville en samtidig påkendelse efter reglerne i § 88 have medført en højere samlet straf end den, der blev idømt under den tidligere sag, skal der idømmes tillægsstraf efter § 89. Skønnes det, at de forhold, der nu foreligger til påkendelse, ikke ville have bevirket højere straf, idømmes ingen tillægsstraf.

Straffelovrådet afstod i 1987-betænkningen fra at gå ind i en nærmere vurdering af sammenstøds-principperne i § 88, idet rådet nøjedes med at knytte nogle få bemærkninger til § 88. Det påpegedes, at der ikke af bestemmelsen kan udledes megen vejledning om, på hvilken måde straffen kan skærpes over for den, der skal dømmes for flere forbrydelser. Det er overladt til domstolene at afgøre, hvorledes en fælles straf skal fastsættes inden for den strengeste af de strafferammer, som kommer i betragtning. Det påpegedes videre, at det ved fastsættelsen af strafmaksima skal haves for øje, at § 88 bygger på en formodning om, at den konkret forskyldte straf for flere eller mange forbrydelser normalt kan rummes inden for en strafferamme, der i princippet er fastsat for en enkelt forbrydelse.

Ved lov nr. 475 af 31. maj 2000 om ændring af færdselsloven (Bødefastsættelse) blev i færdselslo-vens § 118 a fastsat nye regler om udmålingen af bøder for overtrædelse af færdselsloven eller for-skrifter udstedt i medfør heraf, sml. afsnit 6 ovenfor. Lovændringen indebærer en markant fravigelse af de almindelige regler, idet der ved flere overtrædelser af færdselsloven og i andre tilfælde, hvor der skal ske en samlet pådømmelse af færdselslovsovertrædelser og overtrædelser af anden lovgivning, som udgangspunkt skal udmåles den normale takstmæssige bødestraf for hver overtrædelse af færdselsloven (absolut kumulation). Lovændringen har aktualiseret spørgsmålet om principperne for udmåling af straf i tilfælde, hvor der foreligger flere overtrædelser af lovgivningen, og hvor der derfor er spørgsmål om, med hvilken vægt ”normalstraffen” for hver enkelt overtrædelse skal indgå i den samlede straf. Straffelovrådet er på den baggrund blevet anmodet om at inddrage dette spørgsmål i rådets igangværende arbejde med en samlet vurdering af strafferammerne i straffeloven, sml. pkt. 8.3-8.5 nedenfor.

Som det fremgår af pkt. 7.1 ovenfor, er der i Norge fremsat forslag om ændring af straffelovens § 62, så strafmaksimum i sammenstødstilfælde forhøjes til det dobbelte. Forslaget er affødt af et ønske om skærpet strafudmåling i bl.a. voldssager. Der er i Straffelovrådet enighed om, at der ikke er grundlag for at foreslå en lignende ændring af dansk straffelovs § 88, stk. 1, 2. pkt. Tværtimod er §§ 216, 222, 244-246, 241 og 249 samt 252 netop blevet skærpet i en sådan grad, at der kunne rejses spørgsmål om, hvorvidt der for disse bestemmelsers vedkommende fortsat er behov for at kunne forhøje strafmaksimum med indtil det halve, sml. lov nr. 380 af 6. juni 2002.

Som det fremgår bl.a. af denne betænknings kapitel 24 om voldsforbrydelser, pkt. 11.1, er der i Straffelovrådet enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i adskillige straffelovsbestemmelser. Rådet har imidlertid ved gennemgangen af straffelovsbestemmelserne i særlig del afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af denne lov. Rådet peger på linje hermed på det mulige behov for en revision af § 88, stk. 1, 2. pkt., som følge af lov nr. 380 af 6. juni 2002 og afstår i øvrigt fra at fremkomme med forslag om ændring af sammenstødsbestemmelsen i anledning af denne lov.

8.2. Som nævnt i pkt. 5.1 ovenfor kan flere forskellige retningslinjer komme på tale ved fastsættel-sen af straf for flere forbrydelser.

En mulighed kan være at foretage en isoleret bedømmelse af hver enkelt lovovertrædelse og lægge de forskyldte straffe sammen (absolut kumulation), eventuelt således at enkeltstraffene ikke kommer til udtryk i dommen, men alene indgår i udmålingen af én straf. I visse fremmede retssystemer benyttes den fremgangsmåde, at retten foretager en isoleret bedømmelse af hver enkelt lovovertrædelse og herefter har pligt eller beføjelse til at bestemme, at straffene ikke skal lægges sammen, men fuldbyrdes samtidigt, så i realiteten alene den længste af de idømte straffe er genstand for fuldbyr-delse.

En anden mulighed er at lade de strafbare forhold føre til en mere eller mindre skønsmæssig skær-pelse af straffen for den groveste forbrydelse (modereret kumulation). Denne ordning bygger på en forudsætning om, at alle forhold i almindelighed ikke indgår med fuld vægt.

Endelig kan straffen for et eller flere forhold tænkes absorberet i straffen for et eller flere andre for-hold, så en del af den kriminalitet, der pådømmes i sammenstød, i realiteten kan siges at have være ”gratis”.

Straffelovens § 88 udelukker ikke, at en fælles straf kan fremkomme som en sammenlægning af enkeltstraffe, herunder i form af flere forskyldte fængselsstraffe. § 88, stk. 2 og 3, indeholder be-stemmelser, der muliggør, at der i stedet for en fælles fængselsstraf idømmes bøde ved siden af fængsel, og at der i stedet for en fælles straf af dagbod idømmes bødestraf af anden art ved siden af dagbod. Om rådets overvejelser om § 88, stk. 4, om strafbortfald ved sammenstød af forbrydelser, der medfører foranstaltning efter §§ 68-70 eller 74 a og straf, henvises til denne betænknings kapitel 10 om strafnedsættelse og strafbortfald, afsnit 7.

Rådet har i afsnit 5 ovenfor foretaget en gennemgang af retspraksis om §§ 88 og 89. Det fremgår heraf, at domstolene i almindelighed foretager en helhedsbedømmelse i tråd med princippet om modereret kumulation. I retspraksis tager man sædvanligvis udgangspunkt i normalstraffen for den groveste forbrydelse og forhøjer den under hensyntagen til samtidig pådømte mindre forbrydelser. Hvor ingen af flere forbrydelser klart skiller sig ud som den groveste, får bedømmelsen en ændret karakter. Også i disse tilfælde sker strafudmålingen i almindelighed ud fra en helhedsbedømmelse med udgangspunkt i normalstraffen for en enkelt forbrydelse, således at straffen efter en konkret vurdering fastsættes til en position, der ligger over niveauet for én forbrydelse.

Strafansvaret for en forbrydelse antages i reglen at absorbere selvstændig strafskyld for forhold, der knytter sig til hovedforbrydelsen som normalt forekommende biomstændigheder ved denne. Det gælder bl.a. ved tyveri, hvor der ikke rejses tiltalte for den husfredskrænkelse, der sædvanligvis ledsager et indbrud, sml. Den kommenterede straffelov s. 394 f. Der er i Straffelovrådet enighed om, at det må anses for ønskeligt, at hensynet til den med et indbrud forbundne husfredskrænkelse kommer klarere til udtryk ved straffastsættelsen, sml. bl.a. denne betænknings kapitel 5 om straffe-rammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.4. Der er i den forbindelse udtrykt sympati for, at tiltale-praksis ændres, så der ved indbrud i private hjem rejses tiltale for såvel tyveri som husfredskrænkel-se, idet der herved kan opnås skærpet opmærksomhed om strafværdigheden af husfredskrænkelsen.

8.3. Straffelovrådet har noteret sig lov nr. 475 af 31. maj 2000. Ved drøftelsen af principperne for fastsættelse af straf i sammenstødstilfælde har rådet gennemgået de overvejelser, der ligger til grund for lovændringen. Som det fremgår af pkt. 6.2 ovenfor, anførtes til støtte for nyordningen bl.a., at det kan svække straffens præventive virkning, hvis en person, der foretager flere forskellige over-trædelser af færdselslovgivningen, som ellers præges af en udpræget takstmæssig strafudmåling, skal ”slippe billigere” end en person, der får forskellige overtrædelser pådømt hver for sig. Det fremhævedes, at praktiske forhold ved udstedelse af bøder fører til, at det ofte er tilfældigt, om po-litiet ved udstedelse af bødeforelæg har kendskab til, om den pågældende er sigtet i andre verserende sager. Praktiske, administrative hensyn og hensynet til lighed og forudsigelighed i strafforfølgningen taler derfor for, at bødestraffen for flere lovovertrædelser som udgangspunkt sker ved en sammenlægning af de normale bøder for hver overtrædelse.

Det blev på den baggrund foreslået som almindelig regel, at der ved flere overtrædelser af færd-selsloven som udgangspunkt udmåles den normale takstmæssige bøde for hver overtrædelse uden hensyn til, om overtrædelserne begås ved én eller flere handlinger, og uanset om pådømmelsen sker ved én eller flere sager. Det fandtes endvidere rimeligt at foreslå princippet om absolut kumulation anvendt ved pådømmelsen af overtrædelser af færdselslovgivningen i sammenstød med andre love og i tilfælde, hvor overtrædelse af færdselslovgivningen, der medfører bødestraf, foreligger til på-kendelse sammen med overtrædelse af færdselslovgivningen eller andre love, der medfører friheds-straf (nu fængselsstraf).

Det er under rådets drøftelse fremhævet, at nyordningen tager højde for, at der kan forekomme til-fælde, hvor anvendelse af princippet om absolut kumulation kan føre til meget høje bøder, idet der er tilknyttet en adgang for domstolene og politiet til at nedsætte bøden, når ”særlige grunde” taler herfor. Ifølge motiverne sigtes hermed navnlig til tilfælde, hvor den berørte persons indkomstforhold gør det antageligt, at den pågældende ”næppe nogensinde vil være i stand til at betale bøden”, og tilfælde, hvor den samlede bødestørrelse ”i sig selv ikke forekommer rimelig”.

Som anført i pkt. 6.4 ovenfor, blev der i visse høringssvar fremsat indvendinger imod forslaget om absolut kumulation af bødestraffe på færdselslovens område. Advokatrådet nævnte, at en lovfæstel-se af princippet om absolut kumulation kunne føre til, at politi og anklagemyndighed i højere grad ville mene sig forpligtet til at strafforfølge i tilfælde, hvor færdselslovsovertrædelsen i forhold til den øvrige kriminalitet er af forholdsvis underordnet betydning. Rådet anførte endvidere, at almen-præventive hensyn ikke med tilstrækkelig vægt taler for en lovændring på dette punkt, og at det tværtimod er væsentligt at opretholde muligheden for modereret kumulation som udtryk for et sæd-vanligt udmålingsprincip. Den Danske Dommerforening gav udtryk for, at nyordningen strider mod straffastsættelsen inden for andre områder og fører til urimelige resultater, og at det vil have en af-smittende virkning uden for færdselslovens område. Dommerforeningen anførte endvidere, at ad-gangen til at fravige i ”særlige tilfælde” var for snæver og uklar i forhold til straffelovens almindelige regler om straffastsættelse. Præsidenten for Østre Landsret gav bl.a. udtryk for, at forslaget til-sidesætter ”hævdvundne principper i dansk strafferet” og ”fratager domstolene sædvanlig mulighed for en konkret og individuel vurdering i enkeltsager, særlig når flere lovovertrædelser er til samtidig pådømmelse.” Udtalelsen fra Præsidenten for Vestre Landsret var på linje hermed.

8.4. Straffelovrådet er opmærksomt på, at der på færdselslovens område foreligger hensyn af prak-tisk og administrativ karakter, der sammen med hensynet til lighed og forudsigelighed i straffor-følgningen kan tale for, at der på færdselslovens område sker fravigelse fra dansk rets almindelige regler om strafudmåling i sammenstødstilfælde. Der er enighed om, at de hensyn, som har ført til denne fravigelse, ikke kan begrunde, at der som en almindelig ordning sker fravigelse af almindelige principper for udmåling af straf i sammenstødstilfælde. Der kan peges på områder, hvor hver af de tre retningslinjer, som er skitseret ovenfor i pkt. 8.2, kan anvendes. Ingen af disse retningslinjer egner sig som almindelig rettesnor for strafudmålingen i sammenstødstilfælde. Helt uacceptabelt kan den absolutte kumulation forekomme, hvor den fører til sammenlægning af flere forskyldte fængselsstraffe. Det kan resultere i klart overflødig strafanvendelse og må i øvrigt fra et dommer-synspunkt kunne forekomme meget kunstigt, idet pådømmelsen reduceres til et spørgsmål om ma-tematisk beregning af enkeltstraffe, jf. herved i det hele Waaben som citeret i pkt. 5.1 ovenfor.

Straffelovrådet er opmærksomt på, at det imod den nuværende udformning af §§ 88 og 89 kan ind-vendes, at bestemmelsen ikke giver megen vejledning om, på hvilken måde straffen kan skærpes over for den, der skal dømmes for flere forbrydelser. Det er imidlertid ikke muligt at anvise mere håndfaste retningslinjer herfor, uden at domstolene fratages adgangen til at anlægge en konkret og individuel vurdering i enkeltsager. Det må efter rådets opfattelse frarådes. Der er enighed om, at strafudmålingen ved pådømmelse af forbrydelser i sammenstød fortsat skal ske med udgangspunkt i en vurdering af de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag. Rådet finder derfor ikke grundlag for at foreslå ændring i straffelovens almindelige regler på dette område.

Der har dog i Straffelovrådet bl.a. på baggrund af bødeundersøgelsen (sml. afsnit 8 i denne betænk-nings kapitel 12 om bøder) været udtrykt forståelse for, at praktiske hensyn på områder med en ud-præget takstmæssig straffastsættelse i et vist omfang kunne tale for anvendelse af absolut kumulati-on. Det er også anført, at det på sådanne områder kunne svække straffens præventive virkning og virke pædagogisk uheldigt, om der blev givet ”rabat” til en person, der begår flere overtrædelser, idet personen herved i et vist omfang ville få ”fribrev” til at begå nye overtrædelser, så længe de hidtidige overtrædelser ikke er afgjort ved bødevedtagelse eller dom, sml. pkt. 6.3 ovenfor med omtale af færdselsloven. Specielt for så vidt angår de tilfælde, hvor der er blevet rejst sigtelse mellem overtrædelserne, er der blevet peget på, at det forhold, at gerningsmanden har fortsat sin strafbare adfærd på trods af den advarsel, der ligger i sigtelsen for den tidligere overtrædelse, tværtimod kunne tale for, at den nye overtrædelse bedømmes strengere og i hvert fald ikke mildere end den tidligere overtrædelse, når den samlede straf for de pågældende overtrædelser skal fastsættes.

Det kunne derfor overvejes at foreskrive absolut kumulation af sumbøder indtil f.eks. 10.000 kr. som en almindelig regel. Ved lovovertrædelser, der sammenlagt overstiger denne beløbsgrænse, f.eks. tre færdselslovsovertrædelser på hver 4.000 kr., skulle de hidtil gældende regler i § 88 anvendes, idet den samlede bøde dog forudsættes som udgangspunkt ikke at kunne fastsættes til mindre end 10.000 kr. Der har under Straffelovrådets drøftelse også været udtrykt sympati for andre beløbsgrænser - 3.000 kr. og 5.000 kr.

Absolut kumulation af dagbøder kunne også overvejes efter lignende retningslinjer på områder, hvor bødefastsættelsen i dag har et ”takstmæssigt” præg, f.eks. overtrædelser af straffelovens § 287. En sådan ordning ville imidlertid rejse spørgsmål, som efter Straffelovrådets opfattelse bør løses i sammenhæng med en samlet revision af straffelovens dagbodsbestemmelser. Det gælder bl.a. med hensyn til behandlingen af straffelovsovertrædelser, der er søgt afgjort udenretsligt ved bødeforelæg (sumbøde), og som efterfølgende indbringes for retten, hvor straffen efter de gældende regler skal fastsættes i form af dagbøder. Rådet afstår fra at gå ind i nærmere overvejelser om absolut kumula-tion af dagbøder.

En ændring som den skitserede kunne f.eks. gennemføres således:

”§ 88. …
Stk. 2. Har nogen ved en eller flere handlinger begået flere overtrædelser af anden lovgivning end straffeloven, sammenlægges bødestraffen for hver overtrædelse, med-mindre den samlede bøde ville overstige (3.000 kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr.), eller særlige grunde taler for at fravige denne regel.”

8.5. Straffelovrådet kan efter en samlet vurdering gå ind for, at der som almindelig regel foreskrives absolut kumulation af bøder for overtrædelse af anden lovgivning end straffeloven indtil f.eks. 3.000 kr., 5.000 kr. eller 10.000 kr. Rådet har afstået fra at pege på en bestemt beløbsgrænse. Der henvises til § 1, nr. 8, i rådets lovudkast.