Kapitel 14 - Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv. (straffelovens §§ 98-118 a)

1. Indledning

1.2. Kapitel 12 og 13 fik i det væsentlige deres nuværende affattelse ved lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930, jfr. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939. Loven byggede på en (unummereret) betænkning af 31. marts 1949 afgivet af et af Justitsministeriet nedsat udvalg til overvejelse af forslag til ændringer i borgerlig straffelov, navnlig kapitlerne 12 og 13. Udvalget var nedsat med den opgave ”at overveje sådanne forslag til ændringer i borgerlig straffelov, navnlig kapitlerne 12 og 13, som må anses begrundet i de siden straffelovens vedtagelse, i særdeleshed under Danmarks besættelse og i tiden derefter, indvundne erfaringer”.

1.3. Kapitel 12 og 13 er siden 1952 alene ændret på enkelte punkter, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

Ved lov nr. 143 af 29. april 1955 om gennemførelse af overenskomst om retstillingen for NATO-styrker og af protokol om NATOs militære hovedkvarterer udvidedes anvendelsesområdet for nogle af bestemmelserne i kapitel 12 og 13, således at det bl.a. blev strafbart at videregive visse hemme-ligheder om fremmede militære styrker, der befinder sig på dansk statsområde. Der henvises til Fol-ketingstidende 1954-55, tillæg A, sp. 1687 ff.

Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af bor-gerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkotikakriminalitet, beskyttelse af diplomater m.v.) ændredes affattelsen af visse bestemmelser om de øverste statsorganer som følge af indførelsen af etkammersystemet i 1953, sml. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 1605 ff.

Ingen af disse lovændringer havde indvirkning på strafferammerne i kapitel 12 og 13 og vil derfor ikke blive omtalt yderligere i dette kapitel.

Ved lov nr. 228 af 6. juni 1985 om ændring af borgerlig straffelov og lov om visse forholdsregler i henhold til De Forenede Nationers Pagt skærpedes straffen for overtrædelse af bestemmelser eller forbud givet til gennemførelse af statens forpligtelser som medlem af De Forenede Nationer. Denne lovændring omtales i afsnit 4 nedenfor.

1.4. Kapitel 12 og 13 supplerer systematisk hinanden, idet beskyttelsesinteressen i kapitel 12 er statens ydre sikkerhed og i kapitel 13 statens indre sikkerhed. Som følge heraf og under hensyn til, at regelsættet i begge kapitler hviler på den samme gennemgribende lovrevision, har Straffelovrådet fundet det mest hensigtsmæssigt at behandle strafferammerne i kapitel 12 og 13 i samme kapitel. Rådet har endvidere fundet det forsvarligt at afgrænse fremstillingen således, at der ved gennem-gangen af gældende ret mv. tages udgangspunkt i lovrevisionen i 1952 med tilhørende overvejelser i Udvalget til overvejelse af forslag til ændringer i borgerlig straffelov, navnlig kapitlerne 12 og 13. Ældre bestemmelser og forarbejder omtales således kun i form af en kortfattet reference til ved-kommende lovbestemmelse med tilhørende motivudtalelser.

§ 110 f i 12. kapitel og § 118 a i 13. kapitel indeholder særlige forskrifter om tiltale, der indebærer, at tiltale efter kapitel 12 altid og efter kapitel 13 normalt kræver beslutning af justitsministeren. Disse bestemmelser vil ikke blive omtalt i dette kapitel.

1.5. Fremstillingen i det følgende vil herefter ske således, at der i afsnit 2 redegøres for gældende ret mv. I afsnit 3 redegøres for lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930, jfr. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939. Redegørelsen sker med udgangspunkt i betænkningen fra Udvalget til overvejelse af forslag til ændringer i borgerlig straf-felov, navnlig kapitlerne 12 og 13, og med reference til lovforslagets fremsættelse og udvalgsbe-handling. ”Borgerlig straffelov” henviser i afsnit 2 og 3 til straffeloven med ikrafttræden i 1933. Afsnit 4 indeholder en omtale af den ovenfor nævnte lov nr. 228 af 6. juni 1985, og i afsnit 5 rede-gøres for Straffelovrådets overvejelser om kapitel 12 og 13 ved afgivelsen af betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse.

1.6. Terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 gav anledning til, at der blev foretaget en nærmere vurdering af, om dansk lovgivning er tilstrækkelig til at sikre en effektiv indsats mod ter-rorisme. Denne vurdering førte bl.a. til fremsættelse den 13. december 2001 af forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gen-nemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35), sml. nu lov nr. 378 af 6. juni 2002. Loven indebærer bl.a., at der indsættes en særlig terrorismeparagraf i straffeloven og en række andre supplerende bestemmelser (§§ 114-114 e). Loven og lovforslaget omtales i afsnit 6.

1.7. Endelig indeholder afsnit 7 en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om straffelovens kapitel 12 og 13 som led i revisionen af strafferammesystemet. Det er bl.a.i indledningen til be-tænkningen nævnt, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurde-ring af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. Det gælder også for dette kapitels vedkommende. De syns-punkter om strafferammerne, som fremkommer i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til udmålingsniveauet i de (fåtallige) sager, som omfattes af straffelovens kapitel 12 og 13.

2. Gældende ret mv.

2.1. Straffelovens kapitel 12 (§§ 98-110 e) (forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed)

2.1.1.1. Bestemmelserne i §§ 98-101 vedrører situationer, hvor der ikke nødvendigvis aktuelt er tale om krig eller lignende, men hvor handlingerne tager sigte på at skade statens eksistens eller be-stemmelsesfrihed.

§ 98 retter sig mod handlinger, som sigter mod helt eller delvis at bringe den danske stat under fremmed herredømme eller at løsrive nogen del af staten. Den omfatter ikke alene en egentlig ind-lemmelse i en anden stat, men også den situatuion, at den danske stat gøres afhængig af en fremmed som f.eks. protektorat. Forbrydelser, der består i overtrædelse af denne bestemmelse, betegnes som højforræderi. Handlinger, der sigter mod at påføre den danske stat eller allierede krig mv., er omfattet af § 99. Strafferammen for forhold omfattet af §§ 98 og 99 er fængsel indtil på livstid.

Offentlige udtalelser, der tilskynder til eller fremkalder øjensynlig fare for fjendtlige forholdsregler mod den danske stat eller for fremmed magts indblanding i den danske stats anliggender, er krimi-naliseret i § 100. Strafferammen er ved tilskyndelse mv. til fjendtlige forholdsregler fængsel indtil 6 år og ved tilskyndelse mv. til fremmed magts indblanding fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder bøde. § 101 kriminaliserer handlinger, der sigter på at hjælpe fjenden i krigstilfælde eller lignende på det tidspunkt, hvor krig mv. ikke er startet (den såkaldte ”5.-kolonnevirksomhed”). Strafferammen er fængsel indtil 16 år.

Om §§ 98-101 kan henvises til Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 1 ff. (§ 98), 1 f. og 4 f. (§ 99), 1 f. og 5 f. (§ 100), 1 f. og 6 (§ 101).

Om forarbejderne forud for lovrevisionen i 1952 kan for så vidt angår § 98 henvises til Straffelovs-kommissionens betænkning af 1912, § 101 samt s. 143. Der kan endvidere henvises til Torps be-tænkning af 1917, § 97 samt s. 118, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 103 samt sp. 215-16. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333 (§ 103), Rigs-dagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5360-61 (§ 98), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2368 (§ 99), og tillæg B, sp. 189-90 (§ 99).

Med hensyn til § 99 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 102-03 samt s. 143-44. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 98 samt s. 118, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 104 samt sp. 216. Endelig kan henvises til Rigs-dagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333 (§ 104), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5360-61 (§ 99), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2368 (§ 100), og tillæg B, sp. 189-90 (§ 100).

Om § 100 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 104 samt s. 144-45. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 99 samt s. 118-19, og Straffelovskom-missionens betænkning af 1923, § 105 samt sp. 216-17. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333 (§ 105), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5660-61 (§ 100), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2173-74 (§ 100). Der kan desuden henvises til Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 samt Rigs-dagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3769. Ved denne lovændring blev bestemmelsen opdelt i de nu-værende to stk. og med en delt strafferamme, så tilskyndelse mv. til fjendtlige forholdsregler blev undergivet en strafferamme på hæfte eller fængsel indtil 3 år, og tilskyndelse mv. til fremmed magts indblanding blev omfattet af en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 1 år.
§ 101 blev indsat som led i lovrevisionen i 1952, sml. pkt. 3.3.1. nedenfor.

2.1.1.2. Bestemmelserne i §§ 102-105 vedrører handlinger, som foretages under krig, besættelse eller truende udsigt dertil.

§ 102 kriminaliserer den såkaldte ”5.-kolonnevirksomhed” under krig eller besættelse. Der er til denne bestemmelse knyttet en normalstrafferamme på fængsel indtil 16 år og en skærpet sidestraf-feramme med mulighed for idømmelse af fængsel på livstid i visse kvalificerede tilfælde af angiveri. Misligholdelse af visse kontrakter, der vedrører den danske stat, under krig eller besættelse eller under truende udsigt dertil straffes efter § 103. Bestemmelsen omfatter også handlinger, som på anden måde modvirker krigsforanstaltninger. Straffen er fængsel indtil 3 år. Har misligholdelsen fundet sted af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Det utilbørlige, erhvervsmæssige samarbejde med fjenden (det såkaldte ”værnemageri”) er krimi-naliseret i § 104. Bestemmelsen omfatter de tilfælde, hvor der er udvist vilje til ved samarbejde med besættelsesmagten at skaffe sig selv økonomisk fordel uden hensyntagen til de retningslinjer, som danske myndigheder har fastlagt herfor. Til bestemmelsen er knyttet en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 8 år.

Udnyttelse af samarbejde med besættelsesmagten med andet end erhvervsmæssigt formål er krimi-naliseret i § 105. Bestemmelsen supplerer endvidere bestemmelsen i § 99 ved at kriminalisere de handlinger under en besættelsessituation, som sigter til at krænke bestemmelsesfriheden hos under-ordnede myndigheder, herunder kommunale myndigheder, ved fremmede magthaveres hjælp. Straf-ferammen for forhold omfattet af § 105 er fængsel indtil 8 år.

Om §§ 102-105 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 1 f. og 7 ff. (§ 102), 1 f. og 9 f. (§ 103), 1 f. og 10 f. (§ 104) samt 1 f. og 11 f. (§ 105).

Om forarbejderne forud for lovrevisionen i 1952 kan for så vidt angår § 102 henvises til borgerlig straffelovs § 101 samt Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 105 samt s. 145. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 100 samt s. 119, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 106 samt sp. 217-18. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333 (§ 106), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5360-61 (§ 101), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2173-74 (§ 101), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2368 (§ 102), og tillæg B, sp. 189-90 (§ 102) samt 1863-64 (§ 101).

Med hensyn til § 103 kan henvises til borgerlig straffelovs § 102 samt Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 109 samt s. 146. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 102 samt s. 120, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 107 samt sp. 218. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333 (§ 107), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2173-74 (§ 102).

§§ 104 og 105 blev indsat som led i lovrevisionen i 1952, sml. pkt. 3.3.2 nedenfor.

2.1.1.3. Handlinger, som generelt er skadelige i forhold til statens sikkerhed eller selvstændighed, er kriminaliseret i §§ 106-110 b.

§ 106 retter sig mod det såkaldte ”diplomatiske landsforræderi”. Bestemmelsens anvendelse er ikke betinget af, at den pågældende har søgt at opnå en fordel, eller at handlingen eller undladelsen har haft skadelige følger. Strafferammen er fængsel indtil 16 år.

§§ 107-108 vedrører spionage. § 107 omfatter den groveste efterretningsvirksomhed vendt mod Danmark, mens § 108 omfatter al strafbar efterretningsvirksomhed, som ikke er omfattet af § 107. Til §§ 107 og 108 er knyttet en normalstrafferamme på henholdsvis fængsel indtil 16 år og indtil 6 år. Endvidere er til begge bestemmelser knyttet en sidestrafferamme, der retter sig mod visse kvali-ficerede spionagetilfælde, og som åbner mulighed for idømmelse af henholdsvis fængsel indtil på livstid og indtil 12 år.

§ 109 kriminaliserer visse kvalificerede former for forsætlig og uagtsom krænkelse af tavshedspligt i offentlig tjeneste og hverv, når krænkelsen vedrører statens sikkerhed mv. Forsætlige forhold om-fattes af en strafferamme på fængsel indtil 12 år. Uagtsomme forhold straffes med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde.

§ 110 vedrører bl.a. en særlig form for forsætlig og uagtsom dokumentfalsk, der også omfatter for-falskning mv. af andre genstande af betydning for statens sikkerhed. Forsætlige forhold omfattes af en strafferamme på fængsel indtil 16 år. Uagtsomme forhold straffes med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. I § 110 a er kriminaliseret en række handlinger, hvis ud-førelse kunne indvirke på statens interesser, f.eks. fotografering af militære anlæg. Bestemmelsen omfatter både forsætlige og uagtsomme forhold og har en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 måneder og en sidestrafferamme på fængsel indtil 3 år, hvis anvendelse er betinget af tilstedeværelsen af skærpende omstændigheder. Endelig er i § 110 b kriminaliseret medvirken til krænkelse af den danske stats neutralitet, dvs. folkeretsstridige handlinger. Hertil er knyttet en straf-feramme på fængsel indtil 8 år.
Om §§ 106-110 b kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 1 f. og 12 (§ 106), 1 f. og 13 f. (§ 107), 1 f. og 14 ff. (§ 108), 1 f. og 16 f. (§ 109), 1 f. og 17 f. (§ 110), 1 f. og 18 f. (§ 110 a) samt 1 f. og 19 f. (§ 110 b).

Om forarbejderne forud for lovrevisionen i 1952 kan for så vidt angår § 106 henvises til borgerlig straffelovs § 103, stk. 1, nr. 3, samt Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 114 samt s. 148-49. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 103 samt s. 120-21, og Straf-felovskommissionens betænkning af 1923, § 108 samt sp. 218-20. Endelig kan henvises til Rigs-dagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333-34 (§ 108).

Med hensyn til § 108 kan henvises til borgerlig straffelovs § 105 samt Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 115 samt s. 149. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 106 samt s. 121, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 110 samt sp. 221. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3334 (§ 110). Der kan desuden henvises til Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 samt Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3770. Ved denne lovændring ændredes bestemmelsen (§ 105) på forskellige punkter. Bl.a. skærpedes strafmaksimum fra 2 til 6 års fængsel.

Om § 109 kan henvises til borgerlig straffelovs § 103, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, og Straffelovskommis-sionens betænkning af 1912, § 111 samt s. 147-48. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 103 samt s. 120-21, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 108 samt sp. 218-19. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333-34 (§ 108), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2173-74 (§ 103).

For så vidt angår § 110 kan henvises til borgerlig straffelovs § 103, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, og Straf-felovskommissionens betænkning af 1912, § 113 samt s. 148. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 103 samt s. 120-21, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 108 samt sp. 218-20. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333-34 (§ 108).

Om § 110 a kan henvises til borgerlig straffelovs § 104, nr. 1 og 2, og Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 112 samt s. 148. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 105 samt s. 121, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 109 samt sp. 220-21. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5360-61 (§ 104), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2173-74 (§ 104), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 191-92 (§ 105) og 1865-66 (§ 104). Der kan desuden henvises til Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 samt Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3770. Ved denne lovændring skærpedes strafmaksimum fra 6 måneders til 3 års fængsel. Endvidere erstattedes et tidligere gældende krav om ”særdeles skærpende omstændigheder” som betingelse for at anvende fængselsstraf med et krav om ”skærpende omstændigheder”.

Endelig kan om § 110 b henvises til borgerlig straffelovs § 106 og Straffelovskommissionens be-tænkning af 1912, § 116 samt s. 149-50. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 107 samt s. 121-22, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 111 samt sp. 221-22. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333-34 (§ 111). Desuden kan hen-vises til Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 samt Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3770. Ved denne lovændring skærpedes bl.a. strafmaksimum fra 3 til 8 års fængsel.

§ 107 blev indsat som led i lovrevisionen i 1952, sml. pkt. 3.3.3 nedenfor.

2.1.1.4. Bestemmelserne i §§ 110 c-110 e vedrører primært beskyttelsen af Danmarks forhold til andre nationer mv.

§ 110 c kriminaliserer forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser eller forbud udstedt i henhold til lov til værn for statens forsvars- eller neutralitetsforanstaltninger eller gennemførelse af statens forpligtelser som medlem af FN. Til bestemmelsen er knyttet en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 måneder og en sidestrafferamme på fængsel henholdsvis indtil 3 år (for-hold, der retter sig mod værn for statens forsvars- eller neutralitetsforanstaltninger) og 4 år (forhold, der retter sig mod statens forpligtelser som medlem af FN). Anvendelsen af den skærpede sidestraf-feramme er i begge tilfælde betinget af tilstedeværelsen af skærpende omstændigheder.

§ 110 d indeholder en af de få tilbageværende strafforhøjelsesbestemmelser i straffelovens særlige del. Bestemmelsen åbner mulighed for at forhøje straffen med indtil det halve, når legemskrænkelse, frihedskrænkelse eller freds- og ærekrænkelse er foretaget mod fremmede statsoverhoveder eller lederen af en fremmed diplomatisk mission, herunder f.eks. ledende repræsentanter for FN.

Endelig kriminaliserer § 110 e offentlig tilkendegivelse af foragt for fremmede nationer mv. Straffe-rammen er bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.

Om §§ 110 c-110 e kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 1 f. og 20 f. (§ 110 c), 1 f. og 21 f. (§ 110 d) samt 1 f. og 22 f. (§ 110 e).

Om forarbejderne forud for lovrevisionen i 1952 kan for så vidt angår § 110 c henvises til borgerlig straffelovs § 104, nr. 3, samt Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 112 samt s. 148. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 105 samt s. 121, og Straffelovskommissio-nens betænkning af 1923, § 109 samt sp. 220-21. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3333-34 (§ 109), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5360-61 (§ 104), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2368 (§ 105), og tillæg B, sp. 191-92 (§ 105) og 1865-66 (§ 104, nr. 3). Desuden kan henvises til Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 samt Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3770. Ved denne lovændring skærpedes strafmaksimum fra 6 måneders til 3 års fængsel. Endvidere erstattedes et tidligere gældende krav om ”særdeles skærpende omstændigheder” som betingelse for at anvende fængselsstraf med et krav om ”skærpende omstændigheder”.

For så vidt angår § 110 d kan henvises til borgerlig straffelovs § 107 og Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 117 samt s. 150-51. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 108 samt s. 122, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 112 samt sp. 222-23. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3334-35 (§ 112), samt Rigsdagsti-dende 1929-30, tillæg A, sp. 2293-94 (§ 108), og tillæg B, sp. 191-92 (§ 108).

Endelig kan med hensyn til § 110 e henvises til borgerlig straffelovs § 108 og Straffelovskommissi-onens betænkning af 1912, § 118 samt s. 151. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 109 samt s. 122-23, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 113 samt sp. 223. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3334-35 (§ 113).

2.2. Straffelovens kapitel 13 (§§ 111-118) (forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv.)

2.2.1.1. Bestemmelserne i straffelovens §§ 111-113 og 115 vedrører angreb på de øverste statsorga-ner. § 111 beskytter statsforfatningen og kriminaliserer handlinger, der sigter til ved udenlandsk bistand, ved magtanvendelse eller trussel derom at forandre statsforfatningen eller sætte den ud af kraft. Hertil er knyttet en strafferamme på fængsel indtil på livstid.

§ 112 indeholder en særskilt kriminalisering af angreb på regentens liv og indgår som en blandt de få tilbageværende bestemmelser i straffelovens særlige del, der foreskriver et forhøjet strafminimum i forhold til fængselsstraffens faste minimum. Straffen efter § 112 er fængsel ikke under 6 år.

Handlinger, der har til formål at gøre indgreb i Folketingets sikkerhed eller frihed, er strafbare efter § 113. Det samme gælder i forhold til kongen m.fl., ministre, Rigsretten eller Højesteret. Straffen for forhold omfattet af § 113 er fængsel indtil 16 år eller under skærpende omstændigheder på livstid.

§ 115 åbner i lighed med § 110 d (sml. pkt. 2.1.1.4) mulighed for at forhøje straffen, når legems-krænkelser, frihedskrænkelser eller freds- og ærekrænkelser er foretaget mod regenten mv. Straffen kan ved forhold begået mod regenten forhøjes med indtil det dobbelte og ved forhold begået mod dronningen m.fl. med indtil det halve.

Om §§ 111-113 og 115 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 24 f. (§ 111), 24 og 25 f. (§ 112), 24 og 26 f. (§ 113) samt 24 og 29 (§ 115).

Om forarbejderne forud for lovrevisionen i 1952 kan for så vidt angår § 111 henvises til Straffe-lovskommissionens betænkning af 1912, § 123 samt s. 153. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 111 samt s. 124, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 115 samt sp. 224-25. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3336 (§ 116), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5361 (§ 111), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2175-76 (§ 111), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2368 (§ 112).

For så vidt angår § 112 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 124 samt s. 153. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 112 samt s. 124, og Straffelovs-kommissionens betænkning af 1923, § 116 samt sp. 225. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3336 (§ 117), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5361 (§ 112), Rigs-dagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2175-76 (§ 112), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2368 (§ 113).

Om § 113 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 134, stk. 3, samt s. 158. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 113 samt s. 124, og Straffelovs-kommissionens betænkning af 1923, § 117 samt sp. 225-26. Endelig kan henvises til Rigsdagsti-dende 1924-25, tillæg A, sp. 3336-37 (§ 118), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5361-62 (§ 113), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2175-76 (§ 113), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2368 (§ 114).

Endelig kan med hensyn til § 115 henvises til borgerlig straffelov § 114 samt Straffelovskommissi-onens betænkning af 1912, § 124, stk. 2, og § 125 samt s. 153-54. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 114 samt s. 124, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 118 samt sp. 226-27. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3337-38 (§§ 119 og 123, stk. 2), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5362 (§ 114), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2175-76 (§ 114), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2368 (§§ 115 og 119, stk. 2), og tillæg B, sp. 193-94 (§§ 115 og 119).

2.2.1.2. §§ 114-114 e kriminaliserer terrorisme mv., sml. lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.). Loven med de nye bestemmelser omtales i afsnit 6.

§§ 114-114 e som affattet ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 har afløst den tidligere gældende bestem-melse i § 114, der kriminaliserede medlemskab af visse sammenslutninger mv., sml. Den kommen-terede straffelov s. 24 og 27 f. § 114 indgik ikke blandt bestemmelserne i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933. Bestemmelsen indsattes i straffeloven ved lovrevisionen i 1952 med sigte på at videreføre bestemmelserne i den såkaldte ”urolov”, som var indført under indtryk af erfaringerne forud for den nazistiske magtovertagelse i Tyskland, sml. lov nr. 123 af 28. April 1934 om Forbud mod visse Sammenslutninger m.m. samt Rigsdagstidende 1933-34, tillæg A, sp. 3009 f., og tillæg B, sp. 1043 ff. Der henvises til pkt. 3.3.6 nedenfor.

2.2.1.3. §§ 116 og 117 beskytter den demokratiske afvikling af valg. § 116 omfatter de alvorligste handlinger, der hindrer eller forsøger at hindre, at offentlige valg og stemmeafgivning finder sted, eller som gør resultatet uanvendeligt. Til bestemmelsen er knyttet en strafferamme på fængsel indtil 6 år. § 117 vedrører en række retsstridige handlinger, der ikke nødvendigvis har indflydelse på valget, f.eks. uberettiget at skaffe sig adgang til at deltage i afstemning. Bestemmelsen foreskriver en strafferamme på fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder bøde.

Om §§ 116 og 117 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 24 og 29 f. (§ 116) og 24 og 30 f. (§ 117).

Om forarbejderne forud for lovrevisionen i 1952 kan for så vidt angår § 116 henvises til borgerlig straffelov § 115 samt Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 127 samt s. 154. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 116 samt s. 124-25, og Straffelovskommissio-nens betænkning af 1923, § 119 samt sp. 228-29. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3337 (§ 120).

For så vidt angår § 117 kan henvises til borgerlig straffelov § 116 og Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 128, 129 og 131 samt s. 154-55. Der kan endvidere henvises til Torps be-tænkning af 1917, § 117 samt s. 125-26, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 120 samt sp. 229-30. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3337 (§ 121).

2.2.1.4. Bestemmelsen i § 118 retter sig mod enkeltpersoners angreb med et videregående formål mod visse myndigheder og rettigheder. For forhold omfattet af bestemmelsen er foreskrevet en strafferamme på fængsel indtil 12 år.

Om § 118 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 24 og 31 f.

Bestemmelsen blev indsat ved lovrevisionen i 1952, sml. pkt. 3.3.8 nedenfor.

3. Lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930, jfr. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939

Udvalgets overvejelser om strafferammer faldt i to dele. Udvalget havde for det første nogle almene synspunkter om udformningen af strafferammer for de berørte forbrydelser. Disse synspunkter gen-gives i pkt. 3.2 nedenfor. For det andet havde udvalget nogle supplerende bemærkninger til visse af bestemmelserne i dets forslag. Disse bemærkninger omtales nedenfor i pkt. 3.3 sammen med refe-rence til lovforslagets fremsættelse og udvalgsbehandling.

3.2. Udvalgets almene synspunkter om udformningen af strafferammer for forbrydelser i straffelo-vens kapitel 12 og 13 er sammenfattet i betænkningen s. 13. Heraf fremgår følgende:
”De fleste af udkastets bestemmelser giver domstolene meget frie hænder ved fastsæt-telsen af straffen i det enkelte tilfælde; straffen kan i mange tilfælde stige til fængsel på livstid, og mindstestraffen er kun i et enkelt tilfælde – borgerlig straffelovs § 112, i hvilken der ikke foreslås nogen ændring – sat højere end den laveste fængselsstraf, der i medfør af borgerlig straffelovs § 33 kan idømmes, fængsel i 30 dage.

Det kræver ingen indgående begrundelse, at man i en del tilfælde har fundet anledning til at forhøje de foreskrevne maksima. Det må være tilstrækkeligt at henvise til de i de senere år indvundne erfaringer, der viser, at adskillige af de i betragtning kommende forbrydelser kan antage en karakter, der efter alles opfattelse nødvendiggør strengere straffe end forudsat i straffeloven af 1930.

På den anden side foreslås det, at mindstestraffen i en række tilfælde nedsættes. Foruden den ovennævnte § 112 i borgerlig straffelov, der foreskriver straf af fængsel i mindst 6 år, indeholder de nugældende straffebud i §§ 98, 99, stk. 1, 101, 111, stk. 1, og 113 be-stemmelser om mindstestraffe af fængsel fra 1 til 4 år. Forklaringen på, at man har anset det for rigtigt i disse tilfælde at nedsætte mindstestraffen, ligger for en del deri, at udka-stet inddrager flere handlinger under det efter disse bestemmelser strafbares område, og at der derfor kan blive brug for de lavere straffe i mindre alvorlige tilfælde. Det er imidlertid i det hele udvalgets opfattelse, at der selv ved forbrydelser, der typisk er af en sådan grovhed, at en længere fængselsstraf bør være forskyldt, ikke bør foreskrives hø-jere mindstestraf end fængsel i 30 dage.

Mod således at give domstolene adgang til ved strafudmålingen at skønne meget frit kan der næppe anføres væsentlige betænkeligheder.

Den omstændighed, at alene mindstestraffen nedsættes, vil næppe medføre en mildere strafbedømmelse i de typiske tilfælde. Er der fastsat et vist højere strafminimum, har domstolene været tilbøjelige til i typiske tilfælde, selvom der ikke foreligger særlig for-mildende omstændigheder, at ansætte en straf, der ikke ligger meget over den foreskrevne mindstestraf. Når der som foreslået ikke foreskrives noget andet strafminimum end strafartens, må det antages, at de lave straffe i nærheden af dette minimum vil blive forbeholdt tilfælde, i hvilke der foreligger formildende omstændigheder.

Skønt der også andetsteds i borgerlig straffelov kan findes eksempler på, at højere mindstestraffe er foreskrevet, således i §§ 158 (falsk forklaring for retten m.v.), 180 og 181 (brandstiftelse), 183 (forvoldelse af sprængninger m.v.) og 237 (manddrab), er det dog hovedreglen, at minimum, hvor kun fængsel er foreskrevet, er strafartens (30 dage), ligesom de straffebestemmelser, der hjemler straf af bøde eller hæfte, normalt intet mi-nimum indeholder. Udkastet er således i overensstemmelse med det i straffeloven i øvrigt fulgte princip, der i nyere strafferetsteori anses for hensigtsmæssigt.”

3.3. Lovforslag om revision af kapitel 12 og 13 fremsattes for Folketinget henholdsvis 12. maj 1950 (L 191), sml. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7177 ff., og 8. marts 1951 (L 113), sml. Rigs-dagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5803 ff. I det senest fremsatte lovforslag var det tidligere lov-forslags bestemmelser om livsstraf i bl.a. §§ 98 og 99 overført til den militære straffelov. I øvrigt var alene foretaget redaktionelle ændringer i forhold til det tidligere fremsatte lovforslag (sml. anf.st. sp. 5819-20).

I det følgende redegøres for de overvejelser og forslag om strafferammerne i de enkelte bestemmelser i kapitel 12 og 13, som indgik dels i forslaget fra det lovforberedende udvalg, dels i lovforslaget med tilhørende udvalgsbehandling, sml. Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 257 ff. og 2505 ff. Der ses herved bort fra de forslag, som gav mulighed for at idømme livsstraf. ”Borgerlig straffelov” sigter til straffeloven af 1930. ”1949-betænkningen” refererer til betænkningen afgivet af Udvalget til overvejelse af forslag til ændringer i borgerlig straffelov, navnlig kapitlerne 12 og 13.

3.3.1. Borgerlig straffelovs § 98 foreskrev en strafferamme på fængsel fra 4 år indtil på livstid. Maksimumstraffen videreførtes, hvorimod det forhøjede strafminimum i overensstemmelse med indstillingen i 1949-betænkningen nedsattes til fængselsstraffens faste minimum, som på daværende tidspunkt var 30 dage, sml.1949-betænkningen s. 24 og 32, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7177-78 og 7193-94, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5803-04 og 5819-20, og Rigs-dagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 257-58, 263-64 samt 2508-09.

Til borgerlig straffelovs § 99 var knyttet to strafferammer. Den første strafferamme rettede sig mod visse kvalificerede krænkelser af den danske stats bestemmelsesfrihed mv. og indeholdt en straffe-ramme på fængsel fra 2 år indtil på livstid. Den anden strafferamme foreskrev fængsel indtil 8 år og var forbeholdt visse mindre kvalificerede krænkelser. I 1949-betænkningen videreførstes maksi-mumstraffen på fængsel indtil på livstid, hvorimod det forhøjede strafminimum på 2 års fængsel foresloges afskaffet. Endvidere var der forslag om at forhøje maksimumstraffen på 8 års fængsel til 16 års fængsel med den begrundelse, at ”den i § 99, stk. 2, omhandlede virksomhed vil kunne med-føre den alvorligste fare for staten, således at virksomhedens strafværdighed stærkt nærmer sig de i § 98 og § 99, stk. 1, nævnte forhold”. I lovforslagene var de to strafferammer erstattet med en fælles strafferamme, ”idet der ikke findes nogen forskel i strafværdigheden af de handlinger, hvorom der er tale”, sml. 1949-betænkningen s. 24 og 32 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7177-78 og 7194, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5803-04 og 5819-20.

Borgerlig straffelovs § 100 som affattet ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Til-føjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 (sml. pkt. 2.1.1.1 ovenfor) foresloges med hensyn til strafferammerne videreført uændret i 1949-betænkningen. Lovforslagene afveg på dette punkt fra 1949-betænkningen, idet der med henblik på tilfælde omfattet af bestemmelsens 1. stk. om tilskyn-delse mv. til fjendtlige forholdsregler blev foreslået en skærpelse af strafferammen fra hæfte eller fængsel indtil 3 år til fængsel indtil 6 år. Strafferammen i stk. 2 om tilskyndelse mv. til fremmed magts indblanding foresloges skærpet ved at lade hjemmelen for bødestraf udgå. Under udvalgsbe-handlingen opnåedes imidlertid enighed om at opretholde den hidtidige bødehjemmel i § 100, stk. 2, i form af tilføjelsen af ordene ”eller under formildende omstændigheder med bøde”, sml. 1949-betænkningen s. 24 og 33, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7179-80 og 7194-95, samt Rigs-dagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5805-06 og 5819-20, og Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 258-59 samt 264.

§ 101 fandtes som nævnt i pkt. 2.1.1.1 ovenfor ikke i borgerlig straffelov. En lignende bestemmelse med en strafferamme på fængsel indtil 8 år indgik i 1949-betænkningen som § 102. I lovforslagene var strafferammen skærpet til 12 års fængsel. Under udvalgsbehandlingen skærpedes strafferammen yderligere til 16 år. Motiverne indeholdt ingen særskilte bemærkninger på dette punkt, sml. 1949-betænkningen s. 24 og 34, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7179-80 og 7195, samt Rigs-dagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5805-06 og 5819-20, og Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 264.

3.3.2. Den til § 102 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 101 foreskrev en strafferamme på fængsel fra 2 til 12 år. Denne strafferamme foresloges i 1949-betænkningen (§ 103) erstattet af en strafferamme på fængsel indtil 16 år. Lovforslagene fulgte udvalgets indstilling, men tilføjede den skærpede sidestrafferamme med mulighed for i visse kvalificerede tilfælde at idømme fængsel på livstid. Tilføjelsen byggede dog i det væsentlige på § 110 g, stk. 1, i 1949-betænkningens lovudkast, der også rummede mulighed for at idømme fængsel på livstid. § 102, stk. 3, fik sin endelige affattelse under udvalgsbehandlingen, hvor der foretoges en i det væsentlige redaktionelt betinget omskrivning af bestemmelsen, sml. 1949-betænkningen s. 25, 28, 34 ff. og 42 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7179 ff., samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5805-06 og 5819-20, og Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 259-60 samt 264.

Den til § 103 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 102 havde en strafferamme på hæfte eller fængsel indtil 3 år, som var forbeholdt forsætlige tilfælde, og en strafferamme på bøde eller hæfte, der var rettet mod tilfælde begået af grov uagtsomhed. Disse strafferammer foresloges i 1949-betænkningen (§ 104) og lovforslagene videreført uændret. Der blev heller ikke stillet æn-dringsforslag under udvalgsbehandlingen, sml. 1949-betænkningen s. 25 og 37, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7181-82 og 7197, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5807-08 og 5819-20, og Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 259.

§§ 104 og 105 fandtes som nævnt i pkt. 2.1.1.2 ovenfor ikke i borgerlig straffelov.
En til § 104 svarende bestemmelse med en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 år og med mulighed for skærpelse til 12 års fængsel ved virksomhed begået under krigshandlinger på dansk område indgik i 1949-betænkningen som § 105. I lovforslagene var strafmaksimum på 6 års fængsel skærpet til 8 års fængsel. Under udvalgsbehandlingen udgik den skærpede sidestrafferamme på fængsel indtil 12 år med henvisning til, at strafferammens anvendelsesområde (”... virksomheden foregået, medens egentlige krigshandlinger fandt sted på dansk område ...”) fandtes uklart, sml. 1949-betænkningen s. 25 f. og 37 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7181-82 og 7197, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5807-08 og 5819-20, og Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 260 og 264-65.

En til § 105 svarende bestemmelse med en strafferamme på fængsel indtil 6 år indgik i 1949-betænkningen som § 106. Denne maksimumstrafferamme blev i lovforslagene skærpet til 8 års fængsel. Der blev ikke stillet ændringsforslag under udvalgsbehandlingen, sml. 1949-betænkningen s. 26 og 38 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7181-82 og 7197, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5807-08.

3.3.3. Den til § 106 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 103, stk. 1, nr. 3, havde en straf-feramme på fængsel indtil 16 år. Denne strafferamme videreførtes uændret såvel i 1949-betænkningen (§ 107) som i lovforslagene med tilhørende udvalgsbehandling, sml. 1949-betænkningen s. 26 og 39, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7181-82 og 7198, samt Rigs-dagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5807-08 og 5819-20.

§ 107 fandtes som nævnt i pkt. 2.1.1.3 ovenfor ikke i borgerlig straffelov. En til § 107 svarende bestemmelse med en strafferamme på fængsel indtil 6 år og med mulighed for skærpelse til fængsel på livstid i visse kvalificerede tilfælde indgik i 1949-betænkningen som § 108. I lovforslagene var strafmaksimum på 6 års fængsel skærpet til 12 års fængsel. Under udvalgsbehandlingen skærpedes denne strafferamme yderligere bl.a. ”under hensyn til den øgede fare ved spionage” til 16 års fængsel, sml. 1949-betænkningen s. 26 og 39 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7181 ff. og 7198, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5807-08 og 5819-20, og Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 260 og 265.

Den til § 108 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 105 som ændret ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 havde en straf-feramme på fængsel indtil 6 år eller under formildende omstændigheder hæfte. Disse strafferammer foresloges i 1949-betænkningen (§ 109) ændret, så der til bestemmelsen knyttedes en normalstraffe-ramme på hæfte eller fængsel indtil 3 år og en skærpet sidestrafferamme med mulighed for idøm-melse af fængsel indtil 6 år i visse kvalificerede tilfælde. Disse strafferammer skærpedes i lovfors-lagene til fængsel i henholdsvis 6 og 10 år. Under udvalgsbehandlingen skærpedes maksimumstraf-ferammen på 10 års fængsel yderligere bl.a. ”under hensyn til den øgede fare ved spionage” til 12 års fængsel, sml. 1949-betænkningen s. 26 f. og 40 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7183-84 og 7198, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5809-10 og 5819-20, og Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 260 og 265.

Den til § 109 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 103, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, havde for forsætlige forhold en strafferamme på fængsel indtil 16 år og for uagtsomme forhold en strafferamme på hæfte eller fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. Disse strafferammer foresloges i 1949-betænkningen (§ 110) reduceret til henholdsvis 6 års fængsel og hæfte eller 2 års fængsel eller under formildende omstændigheder bøde. Om baggrunden herfor anførtes i betænkningen bl.a., sml. s. 27 og 41:

”Bestemmelsen har samme indhold som den gældende § 103, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 2, bortset fra, at man har ændret ”åbenbarer” til ”røber eller videregiver meddelelse om”.
...
I den nugældende § 103, stk. 1, er straffen fængsel indtil 16 år. Denne høje strafferamme skyldes navnlig, at paragraffen i sin nuværende affattelse omfatter tre forskellige forhold, hvoraf to nu er udskilt til behandling i særlige bestemmelser, nemlig §§ 107 og 110 a [nu § 110 sml. nedenfor]. I disse bestemmelser foreslår man fremdeles en strafferamme af fængsel indtil 16 år. For røbelse og videregivelse af statshemmeligheder finder man derimod, at et strafmaksimum på fængsel i 6 år vil være tilstrækkeligt, når henses til, at der i udkastets § 108, stk. 2 [nu 107, stk. 2] om spionage er adgang til at idømme fængsel på livstid, såfremt det drejer sig om de i nærværende paragraf omhandlede forhold.

I stk. 2 har man fundet det rettest at nedsætte strafmaksimum fra fængsel i 3 år til fæng-sel i 2 år.”

Lovforslagene fulgte ikke 1949-betænkningens indstilling. I stedet skærpedes strafferammen for forsætlige forhold til 12 års fængsel og for uagtsomme forhold til 3 års fængsel. Det skete med føl-gende begrundelse, sml. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7199:

”... dette maksimum [det af udvalget foreslåede på 6 års fængsel] foreslås forhøjet til fængsel i 12 år, da en så kraftig nedsættelse af straffen for røbelse af hemmeligheder af allerstørste betydning for staten findes betænkelig.

I stk. 2 har man fundet det rettest som strafmaksimum at bibeholde fængsel i 3 år.”

Der blev ikke under udvalgsbehandlingen foreslået ændringer heri. Der henvises foruden til 1949-betænkningen som anført ovenfor til Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7183-84 og 7198-99, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5809-10 og 5819-20.

Den til § 110 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 103, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 2, havde for forsætlige forhold en strafferamme på fængsel indtil 16 år og for uagtsomme forhold en strafferamme på hæfte eller fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. Disse strafferammer foresloges i 1949-betænkningen (§ 110 a) videreført uændret, idet maksimumstraffen for uagtsomme forhold dog foresloges reduceret til 2 års fængsel. I lovforslagene tilsluttede man sig betænkningens indstilling, idet ”justitsministeriet [dog] ikke [fandt] det rigtigt som foreslået af udvalget, at nedsætte strafmaksimum fra fængsel i 3 år til fængsel i 2 år”, sml. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7199. Der blev ikke under udvalgsbehandlingen foreslået ændringer heri, sml. 1949-betænkningen s. 27 og 41, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7183-84 og 7199, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5809-10 og 5819-20.

Den til § 110 a svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 104, nr. 1 og 2, som ændret ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 foreskrev straf af bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år. Disse strafferammer foresloges i 1949-betænkningen (§ 110 b) videreført uændret, dog således at straf-maksimum foresloges reduceret til fra 3 til 2 års fængsel. I lovforslagene tilsluttede man sig be-tænkningens indstilling, idet ”justitsministeriet [dog] fandt] det rigtigst at bibeholde det i den gæl-dende bestemmelse fastsatte strafmaksimum af fængsel i 3 år”, sml. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7199. Der blev ikke under udvalgsbehandlingen foreslået ændringer på dette punkt, sml. 1949-betænkningen s. 27 og 41 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7183-84 og 7199, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5809-10 og 5819-20.

Den til § 110 b svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 106 som ændret ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 havde en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Denne strafferamme videreførtes i tråd med 1949-betænkningen (§ 110 c) uændret, sml. 1949-betænkningen s. 27 og 42, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7183-84 og 7199, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5809-10 og 5819-20.

3.3.4. Den til § 110 c svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 104, nr. 3, som ændret ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 foreskrev straf af bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år. Disse strafferammer foresloges i 1949-betænkningen (§ 110 d) videreført uændret, dog således at straf-maksimum foresloges reduceret til fra 3 til 2 års fængsel. I lovforslagene tilsluttede man sig be-tænkningens indstilling, idet ”justitsministeriet [dog] fandt det rettest, at det i den gældende be-stemmelse foreskrevne strafmaksimum af fængsel i 3 år bibeholdes”, sml. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7200. Der blev ikke under udvalgsbehandlingen foreslået ændringer på dette punkt, sml. 1949-betænkningen s. 27 og 42, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7183-84 og 7200, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5809-10 og 5819-20.

Den til § 110 d svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 107 videreførtes med enkelte sproglige ændringer, der fremkom ved fremsættelsen af lovforslaget, sml. 1949-betænkningen (§ 110 e) s. 28 og 42, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7185-86 og 7200, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5809-10 og 5819-20.

Den til § 110 e svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 108 foreskrev straf af bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år. Bestemmelsens maksimumstrafferamme blev i tråd med indstillingen i 1949-betænkningen (§ 110 f) forhøjet til 2 års fængsel, sml. 1949-betænkningen s. 28 og 42, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7185-86 og 7200, samt Rigs-dagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5811-12 og 5819-20.

3.3.5. § 111 foreskrev med henblik på kvalificerede tilfælde af angreb på statsforfatningen straf af fængsel fra 3 år indtil på livstid og med henblik på øvrige tilfælde, der omfattedes af bestemmelsen, fængsel indtil 8 år. Disse strafferammer afløstes til dels i tråd med indstillingen i 1949-betænkningen (§ 111) af en fælles strafferamme af fængsel indtil på livstid, sml. 1949-betænkningen s. 28 og 44, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7185-86 og 7200, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5811-12 og 5819-20.

Strafferammen i § 112 med et forhøjet strafminimum på ikke under 6 års fængsel videreførtes uændret ved lovrevisionen i 1952, sml. 1949-betænkningen (§ 112) s. 29 og 44, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7185-86 og 7201, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5811-12 og 5819-20.

§ 113 foreskrev tidligere straf af fængsel fra 1 til 16 år og under skærpende omstændigheder fængsel på livstid. I 1949-betænkningen (§ 113) foresloges disse strafferammer afløst af en fælles straf-feramme af fængsel indtil 16 år. Denne indstilling fulgtes ikke i lovforslagene, der bibeholdt den hidtidige mulighed for under skærpende omstændigheder at idømme fængsel på livstid. Under ud-valgsbehandlingen foresloges ingen ændringer på dette punkt, sml. 1949-betænkningen s. 29 og 45, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7185-86 og 7201, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5811-12 og 5819-20.

Den til § 115 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 114 foresloges i 1949-betænkningen (§ 115) videreført med en enkelt sproglig ændring. Lovforslagene fulgte betænkningen, idet dog et forbud i den tidligere bestemmelses § 114, stk. 1 [nu § 115, stk. 1] mod at anvende lavere straf end hæfte var udeladt, sml. 1949-betænkningen s. 29 og 46, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7185-88 og 7201, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5811-12 og 5819-20.

3.3.6. Som nævnt i pkt. 2.2.1.2 ovenfor indgik § 114 ikke i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933. Bestemmelsen indsattes ved lovrevisionen i 1952 efter forslag i 1949-betænkningen (§ 114). Den del af forslaget, der angik strafferammerne, gennemførtes uændret, sml. 1949-betænkningen s. 29 og 45 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7185-86 og 7201, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5811-12 og 5819-20.

3.3.7. Den til § 116 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 115 indeholdt en strafferamme på fængsel indtil 4 år. Bestemmelsen foresloges videreført uændret i 1949-betænkningen (§ 116) og med en enkelt sproglig korrektion i lovforslagene. Under udvalgsbehandlingen forhøjedes strafferammen imidlertid til 6 år ”under hensyn til den betydning, det har, at valg ikke hindres eller forvanskes” (sml. Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 261), sml. 1949-betænkningen s. 29 og 46, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7187-88 og 7201, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5813-14 og 5819-20, og Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 261 og 265.

Den til § 117 svarende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 116 foreskrev straf af hæfte eller fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder bøde. Bestemmelsen videreførtes uændret ved lovrevisionen i 1952 (§ 117), sml. 1949-betænkningen s. 29 f. og 46, Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7187-88 og 7201, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5813-14 og 5819-20.

3.3.8. § 118 indgik som nævnt i pkt. 2.2.1.4 ovenfor ikke i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933. Bestemmelsen foresloges i 1949-betænkningen (§ 118) og gennemførtes med enkelte ændrin-ger, der dog ikke berørte den af udvalget foreslåede strafferamme på fængsel indtil 12 år, sml. 1949-betænkningen s. 30 og 46 f., Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7187-88 og 7201-02, samt Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5813-14 og 5819-20.

4. Lov nr. 228 af 6. juni 1985 om ændring af borgerlig straffelov og lov om visse forholdsreg-ler i henhold til De Forenede Nationers pagt

4.2. Om baggrunden for skærpelsen kan henvises til Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 2335 ff., og tillæg B, sp. 1337 ff. og 1359 f. Som det fremgår, lagde lovforslaget op til en skærpelse af strafferammen til 6 års fængsel, sml. sp. 2338:

”Straffelovens § 110 c ... har kun været i anvendelse én gang, nemlig i den såkaldte Trigon-sag.

Forslagsstillerne er af den opfattelse, at domme for våbensmugleri set i forhold til andre straffelovsovertrædelser, bør være udtryk for en sådan strenghed, at respekten for be-slutninger i FNs sikkerhedsråd ikke undergraves og ikke medvirker til i udlandet at skabe tvivl om Danmarks vilje til at gøre det klart for ”dødens købmænd”, at det ikke skal kunne betale sig at overtræde FNs våbenembargo, men at der tværtimod er tale om en overordentlig alvorlig forbrydelse set i forhold til mange andre straffelovsovertrædelser.

På denne baggrund foreslås derfor en væsentlig forhøjelse af strafferammen i § 110 c i borgerlig straffelov.

Da det ikke er hensigten samtidig at ændre strafferammen for andre forseelser omfattet af straffelovens § 110 c, foreslås paragraffen opdelt i 2 stykker, således at overtrædelser af bestemmelser eller forbud, som i henhold til lov måtte være givet til værn for statens forsvars- og neutralitetsforanstaltninger, uændret kan straffes med fængsel i indtil 3 år, mens overtrædelser af bestemmelser eller forbud, som i henhold til lov måtte være givet til gennemførelse af statens forpligtelser som medlem af De Forenede Nationer, fremover skal kunne straffes med fængsel i indtil 6 år.”

Under udvalgsbehandlingen opnåedes flertal for at reducere den foreslåede maksimumstrafferamme til 4 års fængsel. Det skete med følgende begrundelse, sml. sp. 1361-62:

”Der stilles ændringsforslag om, at strafferammen kun skærpes fra 3 til 4 år, da der under forhandlingerne om lovforslaget er opnået et flertal for en bestemmelse om obligatorisk konfiskation ved våbensmugling og det således sikres, at domme for våbensmugling set i forhold til andre straffelovsovertrædelser er udtryk for en sådan strenghed, at respekten for beslutninger truffet i FNs sikkerhedsråd ikke undergraves, og at der ikke i udlandet skabes tvivl om, at vi herhjemme anser sådanne våbensmuglinger for overordentlig alvorlige forbrydelser.”

5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”Det følger af disse forbrydelsers særlige karakter, at der meget sjældent forekommer straffesager om overtrædelser af bestemmelser i kapitel 12 eller 13. Det kan f.eks. dreje sig om enkeltstående sager om spionage (§ 107), ulovlig fotografering (§ 110 a) eller ulovligheder i forbindelse med valg eller stemmeafgivning (§ 117). I de fire år 1979-1982 idømtes i 7 tilfælde højere straf end bøde efter 4 bestemmelser i kapitel 12 og 13.

Under hensyn til straffebestemmelsernes ringe betydning i retspraksis har straffelovrå-det ment at måtte henholde sig til de vurderinger af statsforbrydelsernes grovhed, der fandt udtryk ved lovrevisionen af 1952. Man stiller derfor kun de ændringsforslag, der følger af hæftestraffens afskaffelse [nu gennemført ved lov nr. 433 af 31. maj 2000]. Der henvises desuden til [s. 75 ff.] om straffen fængsel på livstid.”

6. Lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.)

Med lovændringen er bl.a. indsat en række nye straffelovsbestemmelser, sml. §§ 114-114 e, med henblik på at gennemføre de ændringer, der er nødvendige for, at Danmark kan ratificere FN-konventionen af 9. december 1999 til bekæmpelse af finansiering af terrorisme (FN´s terrorfinansie-ringskonvention) (optrykt som bilag 1 til lovforslaget). Bestemmelserne skal også gøre det muligt for Danmark at deltage i gennemførelsen af forslag af 3. december 2001 til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme (EU-rammeafgørelsen) (optrykt som bilag 3 til lovforslaget), sml. nu Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 (2002/475/RIA), hvorved bemærkes, at der er foretaget visse ændringer i forhold til det udkast, som indgik i lovforslaget.

EU-rammeafgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser om ”sanktioner” i forhold til fysiske personer, der foreskriver visse minimumskrav til strafferammer i nationale bestemmelser til opfyldelse af rammeafgørelsens kriminaliseringspligt. Bestemmelserne herom omtales i pkt. 6.2 nedenfor. Herefter redegøres i pkt. 6.3 for de af EU-rammeafgørelsens bestemmelser, der indvirker på straffelovens kapitel 12 og 13. Ændringsloven rummer også andre bestemmelser, der sigter på bekæmpelse af terrorisme. Det gælder bl.a. § 183 a om flykapring mv. og § 192 a om grove våbenlovsovertrædelser. Disse bestemmelser indgår i straffelovens 20. kapitel om almenfarlige forbrydelser. Herom henvises til denne betænknings kapitel 20 om almenfarlige og almenskadelige handlinger, pkt. 3.3.

6.2. Formålet med rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme er indbyrdes at tilnærme med-lemsstaternes lovgivning om terrorisme. Rammeafgørelsen indebærer, at begrebet ”terrorhandlinger” fastlægges med henvisning til en række grove forbrydelser, der defineres i overensstemmelse med medlemsstaternes lovgivning, og som begås under særligt kvalificerende omstændigheder. Medlemsstaterne forpligtes til at straffe disse handlinger som terrorisme. Det er ikke tilstrækkeligt at henvise til, at de forhold, der omfattes af definitionen, som f.eks. drab og bombesprængning, alle-rede er strafbare efter særskilte bestemmelser herom. EU-rammeafgørelsens artiklerne 1-3 fastlægger omfanget af kriminaliseringspligten for handlinger begået af fysiske personer. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”Artikel 1

Terrorhandlinger og grundlæggende rettigheder og retsprincipper

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i litra a) til i) nævnte forsætlige handlinger, således som de er defineret som lovovertrædelser i national lovgivning, der i kraft af deres karakter eller den sammenhæng, hvori de begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade, betragtes som ter-rorhandlinger, når de begås med det formål:
- alvorligt at intimidere en befolkning, eller
- uretmæssigt at tvinge offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller til at undlade at foretage en handling, eller
- alvorligt at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer:
a) legemsangreb, der kan have døden til følge
b) alvorlige overgreb mod en persons fysiske integritet
c) bortførelse eller gidseltagning
d) massive ødelæggelser af et regeringsanlæg eller et offentligt anlæg, et transport-system, en infrastruktur, herunder et edb-system, en fast platform på kontinentalsoklen, et offentligt sted eller en privat ejendom, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab
e) kapring af luftfartøjer, skibe eller andre kollektive transportmidler eller gods-transportmidler
f) fremstilling, besiddelse, erhvervelse, transport eller levering eller brug af skyde-våben, sprængstoffer, kernevåben, biologiske og kemiske våben samt, for så vidt angår biologiske og kemiske våben, forskning og udvikling
g) spredning af farlige stoffer, brandstiftelse, fremkaldelse af oversvømmelser eller eksplosioner med den følgevirkning, at menneskeliv bringes i fare
h) forstyrrelse eller afbrydelse af vand- eller elforsyningen eller forsyningen med andre grundlæggende naturressourcer med den følgevirkning, at menneskeliv bringes i fare
i) fremsættelse af trusler om at ville begå en af de i litra a) til h) nævnte handlinger.

2. Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende retsprincipper, således som de er knæsat ved artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.
 

Artikel 2

Strafbare handlinger med forbindelse til en terroristgruppe

1. I denne rammeafgørelse forstås ved ”terroristgruppe” en struktureret sammenslut-ning af en vis varighed bestående af mere end to personer, som handler i forening med henblik på at begå terrorhandlinger. Udtrykket ”struktureret sammenslutning” betegner en sammenslutning, der ikke er vilkårligt dannet med henblik på umiddelbart at begå en strafbar handling, og hvis medlemmers roller ikke nødvendigvis er formelt defineret, hvis sammensætning ikke nødvendigvis er fast, og hvis struktur ikke nødvendigvis er nærmere fastlagt.
2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige handlinger er strafbare:
a) ledelse af en terroristgruppe
b) deltagelse i en terorristgruppes aktiviteter, herunder ved tilvejebringelse af informa-tioner eller materielle midler eller gennem enhver form for finansiering af dens akti-viteter, vel vidende, at denne deltagelse bidrager til terroristgruppens kriminelle ak-tiviteter.”
Artikel 3

Strafbare handlinger med forbindelse til terroraktivitet

Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende handlinger betragtes som lovovertrædelser med forbindelse til terroraktivitet:
a) tyveri af særlig grov beskaffenhed begået med det formål at begå en af de i artikel 1, stk. 1, omhandlede handlinger
b) afpresning med henblik på at begå en af de i artikel 1, stk. 1, omhandlede handlinger
c) fremstilling af falske administrative dokumenter med det formål at begå en af de handlinger, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a) til h), samt i artikel 2, stk. 2, litra b).”

Artikel 4 indeholder en forpligtelse til at kriminalisere ”anstiftelse, medvirken og forsøg”. Hver medlemsstat skal efter artikel 5 sikre, at terrorhandlinger mv. i forhold til fysiske personer kan straf-fes på nærmere i bestemmelsen foreskrevne måder. Det skal ved læsning af bestemmelsen haves for øje, at kriminalitetskravet ved udlevering fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union er 6 måneders fængsel (sml. lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret senest ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 § 2, stk. 1, og § 2 a). Artikel 5 har følgende ordlyd:

”Artikel 5

Sanktioner

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 1 til 4 nævnte strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er ef-fektive, står i et rimeligt forhold til den strafbare handling, har afskrækkende virkning og kan medføre udlevering.
2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 1, stk. 1, nævnte terrorhandlinger og de i artikel 4 nævnte strafbare handlinger, for så vidt de har forbindelse til terrorhandlinger, kan straffes med strengere frihedsstraffe end dem, der i national ret er fastsat for sådanne lovovertrædelser i tilfælde, hvor der ikke er tale om det særlige forsæt, der kræves i artikel 1, stk. 1, medmindre handlingerne allerede straffes med den maksimumsstraf, der kan idømmes i medfør af national ret.
3. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 2 nævnte strafbare handlinger kan straffes med frihedsstraffe med en maksimumsstraf på mindst 15 år for de strafbare handlinger, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, litra a), og på mindst otte år for de strafbare handlinger, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, litra b). I det omfang den strafbare handling, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, litra a), kun vedrører handlingen i artikel 1, stk. 1, litra i), skal maksimumsstraffen være mindst otte år.”
Hertil knytter sig i artikel 6 forskellige strafnedsættelsesgrunde. Bestemmelsen er fakultativ og in-debærer, at der i national ret kan åbnes mulighed for at nedsætte straffen i de tilfælde, der er opreg-net i bestemmelsen. Artikel 6 har følgende ordlyd:

”Artikel 6

Særlige omstændigheder

Hver medlemsstat kan træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på, at de i artikel 5 omhandlede straffe kan nedsættes, hvis gerningsmanden:
a) opgiver sin terroristvirksomhed, og
b) giver de administrative eller retslige myndigheder oplysninger, som de ikke kunne have skaffet sig på anden vis, og som hjælper dem med:
i) at forebygge eller begrænse virkningerne af den strafbare handling
ii) at identificere eller retsforfølge de andre gerningsmænd
iii) at fremskaffe bevismateriale, eller
iv) at forhindre, at andre af de i artikel 1 til 4 nævnte strafbare handlinger bliver be-gået.”

6.3. Forpligtelserne bl.a. ifølge EU-rammeafgørelsen er gennemført ved indsættelse af en særlig terrorismeparagraf i straffeloven (§ 114) med en strafferamme på fængsel indtil på livstid. Endvidere er som §§ 114 a-e indsat en række supplerende bestemmelser med strafferammer på henholdsvis 6 og 10 års fængsel. En enkelt bestemmelse har en delt strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år. Hertil føjes som nævnt i pkt. 6.1 ovenfor bl.a. en skærpet strafferamme i § 192 a om grove våbenlovsovertrædelser fra 4 til 6 års fængsel. §§ 114-114 e har følgende ordlyd:

”§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller uden-landske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en in-ternational organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade:
1) Manddrab efter § 237.
2) Grov vold efter § 245 eller § 246.
3) Frihedsberøvelse efter § 261.
4) Forstyrrelse af trafiksikkerheden efter § 184, stk. 1, retsstridige forstyrrelser i driften af almindelige samfærdselsmidler m.v. efter § 193, stk. 1, eller groft hærværk efter § 291, stk. 2, hvis disse overtrædelser begås på en måde, der kan bringe menneskeliv i fare eller forårsage betydelige økonomiske tab.
5) Kapring af transportmidler efter § 183 a.
6) Grove våbenlovsovertrædelser efter § 192 a eller lov om våben og eksplosivstoffer § 10, stk. 2.
7) Brandstiftelse efter § 180, sprængning, spredning af skadevoldende luftarter, over-svømmelse, skibbrud, jernbane- eller anden transportulykke efter § 183, stk. 1 og 2, sundhedsfarlig forurening af vandforsyningen efter § 186, stk. 1, sundhedsfarlig foru-rening af ting bestemt til almindelig udbredelse m.v. efter § 187, stk. 1.
Stk. 2. På samme måde straffes den, som med det i stk. 1 nævnte forsæt transporterer våben eller eksplosivstoffer.
Stk. 3. Endvidere straffes på samme måde den, der med det i stk. 1 nævnte forsæt truer med at begå en af de i stk. 1 og 2 nævnte handlinger.

§ 114 a. Med fængsel indtil 10 år straffes den, som
1) direkte eller indirekte yder økonomisk støtte til,
2) direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til eller
3) direkte eller indirekte stiller penge, andre formuegoder eller finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for
en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå ter-rorhandlinger omfattet af § 114.

§ 114 b. Den, som i øvrigt ved tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til at fremme den kriminelle virksomhed eller det fælles formål for en gruppe eller sammenslutning, som foretager en eller flere handlinger omfattet af § 114 eller § 114 a, nr. 1 eller 2, når virksomheden eller formålet indebærer, at en eller flere handlinger af denne karakter begås, straffes med fængsel indtil 6 år.

§ 114 c. Den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 b, deltager i eller yder væsentlig økonomisk støtte eller anden væsentlig støtte til korps, gruppe eller sammen-slutning, der har til hensigt ved magtanvendelse at øve indflydelse på offentlige anlig-gender eller fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen, straffes med fængsel indtil 6 år.

§ 114 d. Den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 c, deltager i ulovlig mi-litær organisation eller gruppe, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år.

§ 114 e. Med fængsel indtil 6 år straffes den, der under skærpende omstændigheder i strid med lovgivningen om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben m.v.
1) udfører produkter med dobbelt anvendelse uden tilladelse,
2) til brug for myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse eller
3) handler i strid med vilkår, der er fastsat i myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse.”

Strafferammen i § 114 er i lovforslagets bemærkninger motiveret med ”den meget alvorlige karakter af de pågældende forbrydelser” (sml. s. 875). Som det fremgår, har bestemmelsen karakter af en overbygningsbestemmelse i forhold til en række straffelovsbestemmelser med varierende straffe-rammer. Det gælder bl.a. § 237 om manddrab og § 261 om frihedsberøvelse. Disse bestemmelser indgår blandt de få endnu gældende bestemmelser, som foreskriver minima for fængselsstraf, der ligger højere end denne strafarts faste minimum (nu 7 dage). §§ 237 og 261, stk. 2, foreskriver så-ledes minima på henholdsvis 5 år og 1 år. Disse minima må antages også at finde anvendelse, når der er spørgsmål om anvendelse af den nye bestemmelse i § 114, uagtet strafminimum i denne be-stemmelse er fængselsstraffens faste minimum.

Lovforslaget knytter ingen særskilte bemærkninger til strafferammen i § 114 a. Til § 114 b er knyttet en kortfattet bemærkning, hvorefter ”[s]trafferammen for denne mindre konkretiserede medvirken foreslås fastsat til fængsel indtil 6 år” (sml. s. 876). §§ 114 c og d viderefører for så vidt angår strafferammerne de hidtil gældende bestemmelser i § 114, stk. 1 og 2. Endelig er til strafferammen i § 114 e, som har karakter af en overbygningsbestemmelse i forhold til særlovgivningen, knyttet følgende bemærkninger (sml. s. 877):

”Kravet om, at overtrædelsen skal være begået ”under skærpende omstændigheder” in-debærer, at der skal være tale om særlig grove overtrædelser af eksportrestriktionerne. Herved forstås navnlig overtrædelser, der går væsentligt ud over, hvad der kan henregnes til en normal og sædvanlig drift af en i øvrigt lovlig (eksport)virksomhed. I vurderingen kan det bl.a. indgå, om der er tale om en mere systematisk eller vedvarende adfærd, der er udtryk for en bevidst tilsidesættelse af de sikkerhedshensyn, der ligger bag reglerne. Der kan endvidere lægges vægt på, om der ved den kriminelle handling eller undladelse er opnået eller tilsigtet en betydelig økonomisk fordel. Det pågældende produkts farlighed kan tillige indgå i vurderingen. Det samme gælder oplysninger om køberen eller slutbrugeren af produktet.

Bestemmelsen forudsættes ikke udelukkende anvendt, hvor strafferammen på fængsel indtil 2 år i bekendtgørelsens [for tiden bekendtgørelse nr. 1213 af 18. december 2000 om kontrol med udførelsen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse] § 7 ikke findes tilstrækkelig. På lignende måde, som det i dag er tilfældet ved f.eks. valget mellem at straffe skattesvig efter skattekontrolloven eller straffelovens § 289, forudsættes den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 114 e anvendt i tilfælde, hvor forholdet skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør give sig udtryk ved anvendelse af straffeloven frem for særlovgivningen. Dette gælder, selv om den konkret forskyldte fængselsstraf fastsættes til væsentligt mindre end 2 år.”

Om §§ 114-114 e kan i øvrigt henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Al-mindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 11 ff.

7. Straffelovrådets overvejelser

§§ 108, 109 og 118 er henført til kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksi-mum på 10 års fængsel. Det indebærer for disse bestemmelsers vedkommende en reduktion af strafmaksimum fra 12 til 10 års fængsel. §§ 103 og 110 a er placeret i samme kategori som § 110 c, sml. ovenfor, dvs. med en skærpelse af strafmaksimum fra 3 til 4 års fængsel til følge. Endelig er § 110 e rubriceret i kategorien ”andre forholdsvis grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 1 års fængsel. Det indebærer i forhold til gældende ret en reduktion af strafmaksimum på 1 år.

7.2. Ved afgivelsen af 1987-betænkningen foreslog Straffelovrådet alene ændringer i kapitel 12 og 13, som var affødt af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen. Det er efter den begrænsede gennemgang af straffelovens kapitler 12 og 13, som kan finde sted inden for rammerne af denne betænkning, Straffelovrådets opfattelse, at de gældende strafpositioner som udgangspunkt er passende. Det er i den forbindelse påpeget, at man som følge af forbrydelsernes specielle karakter må være særlig opmærksom på reglerne om forældelse af strafansvar, jf. straffelovens §§ 92 ff., idet f.eks. ændringer af strafmaksima fra 12 til 10 års fængsel fører til, at forældelsesfristen reduceres fra 15 til 10 år. Som det fremgår af indledningen til denne betænkning (kapitel 1, pkt. 1.7), har Straffelovrådet besluttet at henskyde spørgsmålet om sammenhængen mellem strafferammer og forældelsesfrister til en eventuel senere samlet behandling af emnet forældelse. Straffelovrådet har på den anførte baggrund begrænset sig til at fremkomme med nogle generelle synspunkter og forslag som led i bestræbelserne på at skabe større indbyrdes sammenhæng i strafferammesystemet, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammernes minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

7.3. Der er enighed om, at følgende bestemmelser i kapitel 12 bør forblive uændrede: §§ 98-102, 104-107, 108, stk. 1, 110, stk. 1, 110 b og 110 d, idet strafferammen i § 100, stk. 2, dog foreslås ændret fra ”fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”, sml. § 1, nr. 9, i rådets lovudkast.

Der er endvidere, idet der i øvrigt henvises til § 1, nr. 10-14, i rådets lovudkast, enighed om, at strafmaksimum for forhold omfattet af § 103, stk. 1 og 2, bør hæves fra henholdsvis 3 til 4 års fængsel og 4 til 6 måneders fængsel. I §§ 108, stk. 2, og 109, stk. 1, bør strafpositionen ændres fra 12 år til 10 år, og i §§ 109, stk. 2, og 110, stk. 2, bør strafferammen ændres fra ”fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. I § 110 a foreslås strafferammen ændret fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 3 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”, idet de forhold, som omfattes af § 110 a, nr. 2, dog efter deres beskaffenhed foreslås udskilt i et særskilt stykke med alene bøde i strafferam-men.

§ 110 c giver efter rådets opfattelse anledning til ændring af strafpositionerne 4 måneder og 3 år til henholdsvis 6 måneder og 4 år, idet kriteriet for anvendelse af sidestrafferammen samtidig ændres fra ”skærpende omstændigheder” til ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.3. Ved gennemgangen af denne bestemmelse er der i øvrigt udtrykt sympati for at udskille de uagtsomme forhold i et særskilt stykke med et straf-maksimum på 2 års fængsel, sml. § 1, nr. 15, i rådets lovudkast.

Endelig foreslås i § 110 e at ændre strafferammen fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”, sml. § 1, nr. 16, i rådets lovudkast, idet bemærkes, at en grundigere gennemgang af bestemmelsen kunne rejse spørgsmål om at sænke strafmaksimum fra 2 til 1 års fængsel, sml. pkt. 7.1 ovenfor. Straffelovrådet har i øvrigt noteret sig, at den norske straffelovkommission har foreslået den tilsvarende bestem-melse i norsk straffelovs § 95, stk. 1, ophævet sml. NOU 2002: 4 Ny straffelov (delutredning VII) s. 393.

7.4. For så vidt angår kapitel 13 er der enighed om, at §§ 111-116 bør forblive uændrede, idet der dog med hensyn til det forhøjede minimum i § 112 henvises til denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.2.4, og med hensyn til § 113, stk. 1, til denne be-tænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.3, samt § 1, nr. 17, i rådets lovudkast. Rådet bemærker i tilslutning til §§ 114-114 e, at der tale om ny lovgivning, som i det væsentlige udformet med sigte på at opfylde internationale forpligtelser til bekæmpelse af terrorisme. Rådet begrænser sig derfor til i § 114 d at foreslå en teknisk begrundet forenkling af strafferammen fra ”bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”, sml. lovudkastets § 1, nr. 18. Rådet fremhæver i tilslutning til § 116, at bestemmelsen ved en grundigere gennemgang kunne rejse spørgsmål om udvidelse af det strafbare område til også at omfatte Grønlands Landsting.

§ 117 foreslås på linje med andre lignende bestemmelser ændret fra ”fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”. Det samme gælder for så vidt angår § 118 med hensyn til strafpositionerne 12 år og 10 år, sml. ovenfor med omtale af §§ 108, stk. 2, og 109, stk. 1, samt rådets lovudkast § 1, nr. 12 og 19.