Kapitel 15 - Forbrydelser mod den offentlige myndighed mv. (straffelovens §§ 120-132 a)

1. Indledning

Kapitel 14 er ved lov bl.a. gjort anvendelig på forhold begået mod polititjenestemænd fra et andet Schengenmedlemsland mv. under udførelse af opgaver i Danmark efter Schengenkonventionens artikel 40 og 41, sml. lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen § 3, stk. 2. Det samme gælder for svenske polititjenestemænd under udførelse af opgaver her i landet i medfør af artiklerne 6-8 i Aftale af 6. oktober 1999 mellem Kongeriget Danmarks regering og Kongeriget Sveriges regering om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen, jf. lov nr. 318 af 9. maj 2000 om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen § 5. Se endvidere lov nr. 482 af 7. juni 2001 om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen) § 2, stk. 2, hvorefter straffelovens kapitel 14 også finder anvendelse på toldembedsmænd fra EU-lande under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens bestemmelser.

Lov nr. 258 af 8. maj 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og for-brugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold) § 3, stk. 1, udvider straffelovens kapitel 14 til også at omfatte forhold begået mod embedsmænd fra en anden stat under udførelse af opgaver i Danmark efter artiklerne 12 og 13 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller efter artiklerne 18 og 20 i 2. tillægsprotokol af 8. november 2001 til den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. Sml. endelig straffelovens § 122 om ydelse af bestikkelse (aktiv bestikkelse), der ved lov nr. 228 af 4. april 2000 er udvidet til også at omfatte dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv.
1.2. I det følgende behandles strafferammerne i de bestemmelser, der indgår i straffelovens kapitel 14. Det gælder dog ikke § 119 (”vold mod tjenestemand i funktion”). Denne bestemmelse er på grund af sin i praksis nære tilknytning til voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-48 udskilt til behandling sammen med disse bestemmelser i kapitlet om voldsforbrydelser, sml. denne betænk-nings kapitel 24, afsnit 8 og 11.

I afsnittene 2 og 3 nedenfor redegøres henholdsvis for §§ 120 og 121 om visse forbrydelser (opløb mv. og fornærmelig tiltale mv.) med tilknytning til § 119 og for § 122 om ydelse af bestikkelse (aktiv bestikkelse). Sidstnævnte bestemmelse har sit modstykke i straffelovens § 144 om modtagelse af bestikkelse (passiv bestikkelse), der er placeret i straffelovens kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv., sml. betænkningens kapitel 17, afsnit 2.

I afsnittene 4 og 5 nedenfor gennemgås henholdsvis § 123 om trusler mv. mod vidner og §§ 124 og 125, der retter sig mod visse handlinger, som modvirker strafforfølgning og straffuldbyrdelse. I til-slutning hertil omtales ændringen af § 124 ved lov nr. 382 af 6. juni 2002 om lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt m.v.) (lovforslag nr. L 140).

I afsnit 6 omtales § 125 a om menneskesmugling, herunder med den affattelse, som bestemmelsen har fået ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadi-gelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (lovforslag nr. L 118).

I afsnit 7 gennemgås §§ 130 og 131 om udøvelse af en ikke tilkommende offentlig myndighed samt foregivelse af offentlig myndighed mv. og udøvelse af virksomhed uden at have adkomst hertil mv.

I afsnit 8 nævnes forskellige bestemmelser i §§ 126-129 a og 132-132 a. Bestemmelserne har det fællestræk, at de for så vidt angår strafferammerne enten har været uændrede siden borgerlig straf-felovs ikrafttræden i 1933 eller hidrører fra lovændringer i 1939 (Lov nr. 87 af 15. Marts 1939) og/eller 1952 (lov nr. 225 af 7. juni 1952). Der ses herved bort fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

Herudover indgår i afsnit 4 (§ 123) og 6 (§ 125 a) en gennemgang af resultaterne fra den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet.
Endelig indgår i samtlige afsnit en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne i de berørte bestemmelser dels i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, dels som led i rådets revision af strafferammesystemet. Rådet knyttede i 1987-betænkningen følgende generelle bemærkninger til kapitel 14 (sml. betænkningen s. 207):

”… Også enkelte af de øvrige bestemmelser [der bortses fra § 119] har en vis praktisk betydning (bl.a. §§ 121, 124, 125, 131 …), men ellers forekommer der kun spredte domme inden for de her omtalte grupper [kap. 14 og 15]”.

Endvidere anførtes i 1987-betænkningens afsnit om revision af fængselsrammer, at ”[l]angt de fleste af straffelovrådets forslag om nedsættelse af strafmaksima skyldes et ønske om at tilpasse straf-ferammerne til det gældende udmålingsniveau” (sml. betænkningen s. 97).

1.3. Det er bl.a. i indledningen til betænkningen nævnt, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. Det gælder også for dette kapitels vedkommende. De synspunkter om strafferammerne for forbrydelser mod den offentlige myndighed mv., som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2. §§ 120 og 121 (opløb mv. og fornærmelig tiltale mv.)

2.1. Gældende ret mv.

Strafferammen for forhold omfattet af § 119, stk. 1 eller 2, er fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder bøde. For forhold omfattet af § 119, stk. 3, er straffen bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

§ 120 knytter sig til § 119 ved at bestemme, at de i § 119 foreskrevne straffe, når de dér nævnte handlinger iværksættes ved hjælp af opløb, finder anvendelse på dem, der anstifter til eller leder opløbet, og på de deltagere, som undlader at efterkomme øvrighedens lovlig forkyndte påbud til mængden om at skilles. Om bestemmelsen, herunder forholdet til §§ 133 og 134 a, der sammen med § 120 sigter på at modvirke den fareforøgelse ved opløb mv., som sædvanligvis er knyttet til den kollektive udførelse af en forbrydelse, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 40 f. Strafferammerne i §§ 133 og 134 a er behandlet i kapitel 16, afsnit 2.

§ 121 foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder for den, der med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i § 119 nævnte personer under udførelsen af ved-kommendes tjeneste eller hverv eller i anledning af samme. Om denne bestemmelse kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 42 f. Som det fremgår heraf, er det de samme grunde, som har ført til forhøjet straf for vold og ulovlig tvang mod personer omfattet af § 119, der fører til at tillægge dem kvalificeret beskyttelse mod fornærmelig tiltale mv. under udførelsen eller i anledning af tjene-sten eller hvervet. Se endvidere pkt. 2.1.2 nedenfor med omtale af forarbejderne.

2.1.2. §§ 120 og 121 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til disse be-stemmelser kan for så vidt angår § 120 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 135 samt s. 158-59. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 120 samt s. 130-31, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 123 samt sp. 234-35. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3338-39 (§ 125), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5362 (§ 120), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2177-78 (§§ 119 og 121), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 121).

Med hensyn til § 121 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 139 samt s. 160. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 119, stk. 3, samt s. 130, og Straf-felovskommissionens betænkning af 1923, § 124 samt sp. 235. Endelig kan henvises til Rigsdagsti-dende 1924-25, tillæg A, sp. 3338-39 (§ 126), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5362 (§ 121), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2177-78 (§§ 119 og 121), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 122). Sml. i øvrigt fra Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, navnlig følgende, jf. sp. 3338:
”For disse Personers Vedkommende er der Trang til en særlig Beskyttelse, fordi deres Stilling medfører, at de i særlig Grad er udsatte for Angreb, som de i Paragrafferne [§§ 124-126 svarende til den nugældende straffelovs §§ 119-121] omhandlede, og fordi Hensynet til Ro og Orden i Samfundet kræver, at der ikke lægges disse Personer som udøvere af Samfundsmagten indadtil Hindringer i Vejen for den fri Udøvelse af deres Tjeneste eller Hverv.”

2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.2.1. Ved afgivelsen af betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse blev der alene stillet forslag om de ændringer af §§ 120 og 121, som forslaget om afskaffelse af hæftestraffen nødvendiggjorde, og som nu er gennemført ved lov nr. 433 af 31. maj 2000. Der henvises til betænkningen s. 207 og 285 med lovudkastets § 1, nr. 30.

2.3. Straffelovrådets overvejelser

2.3.2. Som det fremgår af pkt. 2.1 ovenfor, har § 120 efter denne forbrydelses beskaffenhed nær tilknytning til § 119. Der henvises derfor til denne betænknings kapitel 24 om voldsforbrydelser, pkt. 11.1 og 11.4, med Straffelovrådets overvejelser om § 119. Som det fremgår heraf, har Straffe-lovrådet bortset fra en teknisk begrundet ændring af strafferammen i § 119, stk. 1, afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002. Rådet er som følge heraf ikke gået ind i en nærmere vurdering af § 119 og afstår således også fra at fremkomme med forslag vedrørende § 120.

Det er Straffelovrådets opfattelse, at strafferammen for de af § 121 omfattede forhold bl.a. under hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet fortsat må anses for passende. Der foreslås der-for ingen ændring i denne bestemmelse.

3. § 122 (aktiv bestikkelse)

3.1. Gældende ret mv.

Efter § 122 straffes den, som uberettiget yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i dansk, uden-landsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, gave eller anden fordel for at formå den på-gældende til at gøre eller undlade noget i tjenesten. Straffen er bøde eller fængsel indtil 3 år. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 43 ff.

3.1.2. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 122 et snævrere anvendelsesområde end den nugældende bestemmelse. Bl.a. var bestemmelsen i lighed med de øvrige bestemmelser i 14. kapitel indskrænket til at omfatte dansk offentlig tjeneste eller hverv. § 122 havde følgende ordlyd:

”§ 122. Den, som yder, lover eller tilbyder nogen, der virker i offentlig Tjeneste eller Hverv, Gave eller anden Fordel for at formaa ham til at foretage eller undlade noget, hvorved han vilde gøre sig skyldig i pligtstridig Handlemaade, straffes med Fængsel indtil 3 Aar eller under formildende Omstændigheder med Hæfte eller Bøde.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 136 samt s. 159. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 121 samt s. 131, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 125 samt sp. 235. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3339 (§ 127), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5362 (§ 122), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2177-78 (§ 122), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 123), og tillæg B, sp. 193-94 (§ 123). Om § 122 kan i øvrigt henvises til pkt. 3.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 280 af 25. april 2001).

3.2. Tidligere ændringer af § 122

3.2.1. Lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.)

3.2.1.2. Samtlige retsakter indeholdt bestemmelser om sanktioner, der i forhold til fysiske personer pålagde at sikre mulighed for at idømme frihedsstraf, der kan medføre udlevering, sml. (1) første protokol artikel 5, stk. 1, (2) EU-bestikkelseskonventionen artikel 5, stk. 1, (3) OECD-konventionen artikel 3, stk. 1, og (4) Europarådets korruptionskonvention artikel 19, stk. 1. Kriminalitetskravet ved udlevering af personer uden dansk statsborgerskab fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union var ved lovens tilblivelse fængsel i mindst 6 måneder og ved udlevering til andre stater fængsel i mere end 1 år, sml. udleveringslovens § 3, stk. 1, som affattet ved lov nr. 417 af 10. juni 1997 (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen) og Folketingstidende, 1999-00, tillæg A, s. 228. Eftersom strafmaksimum i § 122 allerede åbnede mulighed for udlevering, nødvendiggjorde de ovennævnte sanktionspligter ikke ændring af bestemmelsen (sml. Folketingstidende, anf. st. s. 250). Ved lovændringen skete der dog en enkelt ændring af strafferammen i § 122, idet kravet om formildende omstændigheder som forudsætning for anvendelse af bøde blev udeladt. Hermed tilsigtedes ingen realitetsændring (sml. Folketingstidende, anf. st. s. 265). Kriminalitetskravet ved udlevering af personer uden dansk statsborgerskab til andre stater end medlemsstater i Den Europæiske Union er efterfølgende lempet, så kravet nu er fængsel i mindst 1 år, sml. lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret senest ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 § 2 a.

3.3 Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.4. Straffelovrådets overvejelser

3.4.2. Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som fremkom i 1987-betænkningen, sml. pkt. 1.2 og 3.3.1 ovenfor. Rådet er opmærksomt på, at hensynet til tilpasning til det aktuelle strafudmå-lingsniveau i og for sig fortsat kunne tale for at følge anbefalingen i 1987-betænkningen. Der har imidlertid gennem de senere år navnlig i international sammenhæng været tiltagende bevågenhed om bekæmpelse af bestikkelse. Hertil kommer, at Folketinget så sent som i 2000 havde lejlighed til at debattere strafferammen i § 122 som led i behandlingen af række udvidelser af bestemmelsens gerningsindhold, sml. pkt. 3.2.1 ovenfor. Straffelovrådet har på den anførte baggrund afstået fra at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i denne bestemmelse. Det skyldes udelukkende tekniske grunde, når Straffelovrådet foreslår strafmaksimum skærpet fra 3 til 4 års fængsel, sml. herved denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, og § 1, nr. 10, i rådets lovudkast.

4. § 123 (vidnetrusler mv.)

4.1. Gældende ret mv.

4.1.2. § 123 blev indsat i straffeloven ved lov nr. 282 af 29. april 1992 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Beskyttelse af vidner m.v.). Bestemmelsen omfattede på daværende tidspunkt ikke ”andre med tilknytning til [den berørte person]”. Denne del af bestemmelsen indføjedes ved lov nr. 411 af 10. juni 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og våbenloven (Styrkelse af politiets muligheder for at efterforske alvorlig kriminalitet, konfiskation, øget vidnebeskyttelse og skærpelse af straffen for våbenbesiddelse m.v.) (sml. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 2475, 2507 og 2516 f.). Bestemmelsen har i øvrigt været uændret, idet der herved bortses fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

Om baggrunden for og hensigten med de foreslåede strafferammer anførtes i det oprindelige lov-forslags bemærkninger bl.a., jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 3710 og 3713:

”Men for at opretholde tilliden til retssystemets funktion i samfundet er det også væ-sentligt at se på, om strafferammerne for de enkelte forbrydelsestyper er fastlagt på en sådan måde, at der også over for forbrydelserne i deres grovere fremtrædelsesformer er mulighed for at udmåle straffe, der er i overensstemmelse med den samfundsmæssige vurdering af de enkelte forbrydelsers grovhed.

I denne forbindelse kan der særligt peges på behovet for en skærpelse af strafferammerne for de forskellige forbrydelsestyper, som vidner kan blive udsat for. Her kan der være god grund til gennem en skærpelse af strafniveauet og strafferammerne at markere sam-fundets afstandtagen fra disse forbrydelser og samtidig styrke det strafferetlige værn mod repressalier over for vidner og mod hindring af strafforfølgning.
...
Der er her valgt den mulighed at opstille en bestemmelse, der giver en beskyttelse på li-nie med, hvad der gælder for personer, der handler i offentlig tjeneste eller hverv, jf. straffelovens § 119. Bestemmelsen i § 119 hjemler forhøjet straf på op til 6 års fængsel for bl.a. vold, ulovlig tvang og trusler over for personer, der virker inden for den offent-lige tjeneste.

Det foreslås derfor at indsætte en tilsvarende bestemmelse for vidner i straffelovens ka-pitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed, hvor § 123 er ledig. Dette ka-pitel indeholder i forvejen bestemmelser, der sigter til at værne strafforfølgningen, jf. §§ 124 og 125. Eksempelvis beskytter § 125 strafforfølgningen ved at kriminalisere hand-linger, der har til formål at hindre pågribelsen af den mistænkte og handlinger, der retter sig mod bevismaterialet.

Den foreslåede strafferamme i § 123 giver mulighed for en markant skærpelse af straf-udmålingen i sager, hvor de i bestemmelsen nævnte strafbare handlinger begås over for vidner m.v.

Ved udformningen af lovforslaget har muligheden for at indsætte en generel skærpet strafudmålingsregel i straffelovens almindelige del været overvejet. I dette tilfælde ville en skærpet udmåling skulle foretages inden for de eksisterende strafferammer. Justits-ministeriet har imidlertid foretrukket, at det i en bestemmelse i straffelovens specielle del, der omhandler de enkelte forbrydelsestyper, tydeliggøres at forulempelse af et vidne i en straffesag eller civil sag eller vidnets nærmeste er et selvstændigt delikt, som straffes inden for en betydelig skærpet strafferamme. På denne måde er det hensigten, at bestemmelsen skal få en betydelig præventiv virkning.”

4.2. Statistisk undersøgelse af domspraksis

4.2.2. I 87 pct. af sagerne er idømt ubetinget frihedsstraf. Disse varierer fra minimum 7 dage til maksimum 3 år, idet godt halvdelen af straffene er på højst 3 måneder, mens hver tyvende overstiger 1 år. De betingede frihedsstraffe, der udgør en tiendedel af afgørelserne, overstiger ikke 8 måneder. Strafudmålingen i sager om trusler mod vidner mv. er noget strengere end i sager om vold mod tjenestemand (§ 119, stk. 1), selv om strafferammen for disse forbrydelser er ens. Strafniveauet er en smule lavere i starten og i slutningen af perioden end i den mellemliggende del. Længden af de ubetingede straffe var således i gennemsnit 4 måneder i 1996 og 2000 mod 5 eller godt 5 måneder i 1997-99.

4.3. Straffelovrådets overvejelser

4.3.2. Som det fremgår af pkt. 4.1.2 ovenfor, har strafferammen i § 123 nær tilknytning til § 119. Straffelovrådet har afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002. Rådet er som følge heraf ikke gået ind i en nærmere vurdering af § 119, sml. denne betænknings kapitel 24 om voldsforbrydelser, pkt. 11.1 og 11.4, og afstår derfor også fra at fremkomme med forslag vedrørende § 123. Sml. dog for så vidt angår en teknisk begrundet forenkling af strafferammen svarende til § 119, stk. 1, § 1, nr. 20, i rådets lovudkast.

5. §§ 124 og 125

5.1. Gældende ret mv.

Efter § 124, stk. 2, straffes den, der befrier en anholdt, fængslet eller tvangsanbragt person, såvel som den, der tilskynder eller hjælper en sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult, med fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde. Den, som ulovligt sætter sig i forbindelse med nogen fængslet eller tvangsanbragt person, straffes efter stk. 3 med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 3 måneder. Bestemmelsens strafferammer skal sammenholdes med straffelovens § 83, stk. 2, der åbner mulighed for strafforhøjelse til det dobbelte, når gerningsmanden er tidligere ”fange”. § 83 er omtalt i betænkningens kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, afsnit 4.

§ 125, stk. 1, kriminaliserer handlinger, der dels sigter på at hindre pågribelsen af mistænkte, dels retter sig mod bevismaterialet. Bestemmelsen omfatter i sin første forgrening den, som for at und-drage nogen fra forfølgning for en forbrydelse eller straf holder den pågældende skjult, hjælper den pågældende til flugt eller udgiver den pågældende for en anden. I sin anden forgrening vedrører bestemmelsen den, som tilintetgør, forvansker eller bortskaffer genstande af betydning for en of-fentlig undersøgelse eller udsletter en forbrydelses spor. Straffen er i begge tilfælde bøde eller fængsel indtil 2 år. Til § 125, stk. 1, føjes i stk. 2 en bestemmelse, hvorefter den, der foretager en af de nævnte handlinger for at unddrage sig selv eller nogen af sine nærmeste fra forfølgning eller straf, ikke straffes.

Om de nævnte bestemmelser kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 48 ff. (§ 124) og 51 ff. (§ 125).

5.1.2. § 124, stk. 1 og 2 (nu stk. 2 og 3), og § 125 har for så vidt angår gerningsbeskrivelsen været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Det samme gælder, idet der herved bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), straffe-rammen i § 124, stk. 1. § 124, stk. 2, foreskrev på daværende tidspunkt straf af bøde eller under skærpende omstændigheder hæfte indtil 3 måneder. § 125 havde et strafmaksimum på 1 års fængsel.

Om forarbejderne til § 124 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 147 samt s. 164-65. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 122 samt s. 131, og forsl.l. § 13 samt s. 21, og til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 126 samt sp. 235-36, og forsl.l. § 16 samt sp. 400. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3339-40 (§ 128).

For så vidt angår § 125 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 146, 3) og 4), samt s. 164. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 123, 2) og 3), samt s. 131-32, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 127 samt sp. 236. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3340 (§ 129).

5.2. Tidligere ændringer af §§ 124 og 125

5.2.1. Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930

5.2.2. Lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930, jfr. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939

”Det i den nugældende § 125 indeholdte strafmaksimum af fængsel i 1 år foreslås for-højet til fængsel i 2 år, idet det, når man forhøjer maksimumstraffene i kapitlerne 12 og 13, er rimeligt også at forhøje maksimumstraffen for hjælp til en person, der har begået en sådan forbrydelse, med det formål at unddrage den pågældende fra forfølgning eller straf.”

5.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

5.4. Lov nr. 382 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningslo-ven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt)

5.4.2. Borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933 indeholdt i § 123 en bestemmelse, hvorefter undvigelse i visse tilfælde straffedes med fængsel fra 6 måneder til 3 år. Bestemmelsen ophævedes ved lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af bor-gerlig straffelov m.m. og lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger m.m.) efter indstil-ling fra Straffelovrådet. Strafferammerne i den nye bestemmelse er i lovforslagets bemærkninger ledsaget af følgende motivudtalelser, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 3322:

”Som et udgangspunkt for strafudmålingen forudsættes det, at en overtrædelse af be-stemmelsen i førstegangstilfælde straffes med ubetinget fængsel i 30 dage. Det skal dog anses som en skærpende omstændighed, hvis der er tale om, at flere flygter i forening, eller hvis flugten har været nøje planlagt.

Det angivne strafniveau er vejledende og kan fraviges af domstolene i op- eller nedad-gående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende om-stændigheder.

Navnlig præventive grunde taler for, at der – ved siden af et strafansvar – skal være mulighed for hurtigt at kunne reagere med disciplinærstraf over for indsatte i tilfælde af flugt eller flugtforsøg. Justitsministeriet finder derfor, at der fortsat – ved siden af straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1 – skal kunne ikendes disciplinærstraf som hidtil ...

På den baggrund er der ved fastsættelsen af det angivne strafniveau taget hensyn til, at vedkommende for samme flugt eller flugtforsøg ofte kan være ikendt en disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2. En ikendt disciplinærstraf skal således ikke indebære en fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning.”

5.5. Straffelovrådets overvejelser

5.5.2. Som det fremgår af pkt. 5.4 ovenfor, har § 124 for nylig været drøftet i Folketinget som led i nykriminaliseringen af fangeflugt mv. Straffelovrådet har noteret sig de anførte synspunkter i forar-bejderne og finder på den baggrund ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af denne bestemmelses strafferammer. Rådet foreslår dog en teknisk begrundet forenkling dels af straffe-rammen i § 124, stk. 2, hvorved denne tilpasses strafferammen i den nye stk. 1, dels af strafferam-men i § 124, stk. 3, hvorved denne ændres til ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”, sml. § 1, nr. 21 og 22, i rådets lovudkast og denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksi-mum, pkt. 6.3.3.

5.5.3. Det er efter en fornyet gennemgang af § 125, herunder i lyset af den nylige ændring af § 124, Straffelovrådets opfattelse, at strafferammen for de af denne bestemmelse omfattede forhold fortsat må anses for passende, sml. pkt. 5.2.2, 5.3 og 5.4 ovenfor. Rådet foreslår derfor ingen ændring af denne bestemmelse.

6. § 125 a (menneskesmugling)

6.1. Gældende ret mv.

§ 125 a er ændret for nylig, idet bl.a. strafferammen er skærpet fra 4 til 8 års fængsel, sml. lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straf-fen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fare-forvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel m.v.) (lovforslag nr. L 118). Lovændringen er omtalt i pkt. 6.2 nedenfor.

6.1.2. § 125 a blev indsat i straffeloven ved lov nr. 473 af 1. juli 1998 om ændring af udlændingelo-ven, straffeloven og ægteskabsloven (Tidsubegrænset opholdstilladelse, asyl, familiesammenføring og udvisning m.v.). Om anvendelsesområdet for den skærpede strafferamme anførtes i lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. Folketingstidende 1997-98, tillæg A, s. 1587:

”Spørgsmålet om, hvorvidt menneskesmugling er foretaget under skærpende omstæn-digheder, beror på en samlet vurdering af lovovertrædelsen. Skærpende omstændigheder vil f.eks. foreligge, hvis der er tale om organiseret eller professionel menneskesmugling. I vurderingen indgår også, om der er tale om et enkeltstående forhold, eller om der er tale om en mere systematisk adfærd. Bestemmelsen forudsættes alene anvendt, hvor der er tale om menneskesmugling for vindings skyld ...

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse på alle tre led i udlændingelovens § 59, stk. 3 [nu stk. 5].

Bestemmelsen forudsættes ikke udelukkende anvendt, hvor strafferammen på fængsel indtil 2 år i udlændingelovens § 59, stk. 3, [nu stk. 5] ikke findes tilstrækkelig. Bestem-melsen forudsættes således anvendt i tilfælde, hvor forholdet skønnes at være så groft, at samfundets reaktion bør give sig udtryk ved anvendelse af straffeloven frem for ud-lændingeloven. Dette gælder, selv om den konkret forskyldte fængselsstraf fastsættes til væsentligt mindre end 2 år.”

Ved lov nr. 425 af 41. maj 2000 om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilla-delse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og straffeloven (Skærpelse af strafniveauet for ulovlig beskæftigelse af udlændinge, Danmarks indtræden i det praktiske Schengensamarbejde, præcisering af Udlændingestyrelsens og politiets underholdsforpligtelse m.v.) § 4 ændredes henvis-ningen i § 125 a fra § 59, stk. 3, til § 59, stk. 5.

6.2. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbe-skadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneske-smugling og menneskehandel m.v.)

Med lovændringen er strafmaksimum i § 125 a hævet fra 4 til 8 års fængsel. Samtidig er bestem-melsens formulering udbygget for mere præcist at angive de omstændigheder, hvorunder bestem-melsen kan finde anvendelse. Formålet med lovændringen er at gøre det muligt at deltage i gennem-førelsen af et forslag til EU-rammeafgørelse om styrkelse af de strafferetlige rammer med henblik på bekæmpelse af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold (EU-rammeafgørelsen) (optrykt som bilag 5 til lovforslaget). EU-rammeafgørelsen er knyttet til et forslag til direktiv om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold (direktivet) (optrykt som bilag 6 til lovforslaget). EU-rammeafgørelsen indeholder minimumskrav til strafferammer i nationale straffebestemmelser til opfyldelse af kriminaliseringspligten, som er knyttet til rammeafgørelsen gennem en henvisning til direktivet. EU-rammeafgørelsens bestemmelser herom omtales sammen med direktivet i pkt. 6.2.2 nedenfor (sml. pr. 30. november 2002 vedtaget dokument 11909/02 DROIPEN 59 MIGR 78 COMIX 503 og 11910/02 DROIPEN 60 MIGR 79 COMIX 504). Herefter redegøres i pkt. 6.2.3 nedenfor for den nye affattelse af § 125 a.

6.2.2. Direktivet fastlægger, hvilke handlinger medlemsstaterne skal fastsætte sanktioner for. Di-rektivet foreskriver herom i artikel 1 følgende:
”Artikel 1

Generelle overtrædelser

1. Hver medlemsstat fastsætter passende sanktioner:
a) over for enhver, der forsætligt hjælper en person, der ikke er statsborger i en med-lemsstat, med at indrejse til eller rejse gennem en medlemsstats område og derved overtræde den pågældende stats lovgivning vedrørende udlændinges indrejse eller gennemrejse
b) over for enhver, der i berigelsesøjemed forsætligt hjælper en person, der ikke er statsborger i en medlemsstat, med at opholde sig på en medlemsstats område og derved overtræde den pågældende stats lovgivning vedrørende udlændinges ophold.
2. Enhver medlemsstat kan beslutte ikke at iværksætte sanktioner med hensyn til den i stk. 1, litra a), definerede adfærd ved at anvende sin nationale lovgivning og praksis, hvis formålet er at yde den pågældende person humanitær bistand.”

Artikel 1 suppleres i artikel 2 af bestemmelser om ”anstiftelse, meddelagtighed og forsøg”. Artikel 3 forpligter medlemsstaterne til at sikre, at lovovertrædelser efter artikel 1 og 2 kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har afskrækkende virk-ning.

Direktivet er i dansk ret gennemført ved ændring af udlændingeloven, sml. lov nr. 367 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven (Forslag til Rådets direktiv om definition af hjælp til ulovlig indrejse og transit samt ulovligt ophold samt ophævelse af adgangen til opsættende virkning ved påklage af visse afgørelser om administrativ udvisning af EU/EØS-statsborgere m.fl.). Heri indgår forskellige ændringer af § 59, stk. 5. Ændringerne indebærer bl.a., at bistand til ulovlig indrejse i et andet land fra eller gennem Danmark er strafbar, uanset at bistanden ikke sker med berigelsesforsæt. Den hidtil gældende strafferamme (bøde eller fængsel indtil 2 år) videreføres uændret.

EU-rammeafgørelsens artikel 1 forpligter medlemsstaterne til at sikre, at handlingerne efter direkti-vets artikel 1 og 2 i forhold til fysiske personer kan straffes på nærmere i bestemmelsen foreskrevne måder. Det skal ved læsning af bestemmelsen haves for øje, at kriminalitetskravet ved udlevering fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union er 6 måneders fængsel (sml. lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret senest ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 § 2, stk. 1, og § 2 a). Artikel 1 har følgende ordlyd:
 
 
 

”Artikel 1

Sanktioner

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de lovover-trædelser, der defineres i artikel 1 og 2 i direktiv 2002/.../EF, kan straffes med straffe-retlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen, har af-skrækkende virkning og kan medføre udlevering.
2. De i stk. 1 nævnte strafferetlige sanktioner kan eventuelt suppleres med følgende foranstaltninger:
_ konfiskation af det transportmiddel, der blev benyttet til at begå den strafbare hand-ling
_ forbud mod direkte eller gennem en mellemmand at udøve den erhvervsmæssige virksomhed, hvorunder den strafbare handling blev begået
_ udvisning.
3. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de lovover-trædelser, der er omhandlet i artikel 1, stk. 1, litra a), i direktiv 2002/.../EF, og i det om-fang, dette er relevant, artikel 2, litra a) [anstiftelse], i samme direktiv, hvis de er begået i berigelsesøjemed, kan medføre frihedsstraf med en strafferamme på mindst 8 år, når de er begået under en af følgende omstændigheder:
_ den strafbare handling er begået som en aktivitet udført af en kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA
_ den strafbare handling blev begået på en sådan måde, at de personer, der er ofre for den strafbare handling, var udsat for livsfare.
4. Hvis det er nødvendigt for at bevare sammenhængen i det nationale sanktionssystem, skal de i stk. 3 definerede handlinger medføre frihedsstraf, hvis maksimale varighed skal være på mindst 6 år, forudsat at det er en af de strengeste straffe for strafbare forhold af tilsvarende alvorlig karakter.”

6.2.3. Forpligtelserne ifølge EU-rammeafgørelsen er i overensstemmelse med lovforslaget gennemført ved ændring af straffelovens § 125 a, hvorved bestemmelsen har fået følgende affattelse:

”§ 125 a. Den, som for vindings skyld og under i øvrigt skærpende omstændigheder gør sig skyldig i menneskesmugling efter udlændingelovens § 59, stk. 5, straffes med fængsel indtil 8 år. Som skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor andres liv udsættes for fare, eller hvor der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller orga-niseret karakter.”

Bestemmelsen er bl.a. ledsaget af følgende bemærkninger i lovforslaget, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2944-45:

”Som nævnt ... vil medlemsstaterne efter artikel 1, stk. 1, i udkastet til rammeafgørelse være forpligtede til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at ulovlig hjælp til indrejse, ophold eller transit kan straffes med effektive, proportionale og afskræk-kende sanktioner og kan medføre udlevering. Denne forpligtelse må anses for opfyldt, da strafferammen i udlændingelovens § 59, stk. 5, er 2 år og under skærpende omstæn-digheder 4 år, jf. straffelovens § 125 a. Disse strafferammer indebærer således, at der efter udleveringslovens § 3 vil være mulighed for udlevering i sager omfattet af § 125 a ...

De valgfrie strafferetlige foranstaltninger, der er opregnet i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, modsvares af de gældende danske regler om konfiskation, frakendelse af retten til at udøve virksomhed og udvisning. Der er derfor ikke behov for lovændringer på dette område.

Rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3, forpligter ... hver medlemsstat til at træffe de nød-vendige foranstaltninger for at sikre, at de handlinger, der er nævnt i artikel 1 i ramme-afgørelsen, kan straffes med fængsel indtil 8 år, når de i bestemmelsen opregnede skær-pende omstændigheder foreligger.

Straffelovens § 125 a indeholder ingen opregning af, hvad der forstås ved skærpende omstændigheder. Ifølge bestemmelsens forarbejder beror det således på en samlet hel-hedsvurdering, men det er en forudsætning, at menneskesmuglingen sker for vindings skyld. Som eksempel nævnes i den forbindelse, at der foreligger skærpende omstændig-heder, hvis der er tale om organiseret eller professionel menneskesmugling.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det rigtigst i selve lovteksten nærmere at angive, i hvilke tilfælde der må anses navnlig at foreligge skærpende omstændigheder. Det foreslås derfor at fastslå udtrykkeligt i bestemmelsen, at det er en forudsætning for bestem-melsens anvendelse, at menneskesmuglingen sker for vindings skyld. Herudover foreslås det at tilføje et nyt punktum, der angiver de to eksempler på forhold, som taler i skærpende retning, og som er nævnt i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3.

Det drejer sig for det første om tilfælde, hvor menneskesmuglingen er foregået på en sådan måde, at personer er blevet udsat for livsfare. Eksempelvis kan det efter omstæn-digheder være den situation, at menneskesmugleren transporterer mennesker i lastrum uden udluftning. I tilknytning hertil bemærkes, at der vil kunne straffes både efter straf-felovens § 125 a og straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab, hvis en person om-kommer i forbindelse med en menneskesmugling, og dette kan tilregnes menneske-smugleren som uagtsomt.

For det andet drejer det sig om tilfælde af mere systematisk eller organiseret menneske-smugling. Der kan f.eks. være tale om aktiviteter udført af en kriminel organisation som defineret i EU´s fælles aktion af 21. december 1998 (EFT L 351 af 29. december 1998, s. 1).

Det foreslås endvidere, at strafferammen i straffelovens § 125 a forhøjes fra fængsel indtil 4 år til fængsel indtil 8 år, hvilket vil svare til det krav, der er opstillet i EU-rammeafgørelsen. Justitsministeriet finder således – henset til den alvor, hvormed men-neskesmugling under skærpende omstændigheder bør bedømmes – ikke anledning til at anvende undtagelsesbestemmelsen i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 4, hvorefter med-lemsstaterne kan begrænse sig til en strafferamme på op til 6 år.

Det bemærkes, at en person, der foretager menneskesmugling med henblik på seksuel udnyttelse af børn eller udnyttelse af en voksen til prostitution, tillige efter omstændig-hederne vil kunne straffes for medvirken mv. til andre strafbare forhold, herunder f.eks. straffelovens § 222 om seksuelt misbrug af børn, §§ 228, 229 om rufferi og anden bag-mandsvirksomhed i forbindelse med prostitution, § 230 om anvendelse af børn som pornografiske modeller eller § 235 om udbredelse af børnepornografi.”

Om § 125 a som ændret ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 kan i øvrigt henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 23 f.

6.3. Statistisk undersøgelse af domspraksis

6.4. Straffelovrådets overvejelser

6.4.2. § 125 a bygger på ny lovgivning, som har til formål at gøre det muligt at deltage i gennemfø-relsen af en EU-rammeafgørelse om menneskesmugling, sml. pkt. 6.2 ovenfor. Rådet har noteret sig de synspunkter, som bestemmelsen bygger på, og finder på den baggrund ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af bestemmelsens strafferamme. Rådet finder dog grund til at nævne, at man kan tiltræde lovmotivernes bemærkning om, at det bør tilstræbes så præcist som muligt at angive de kriterier, der betinger anvendelsen af en skærpet sidestrafferamme. Rådet har andetsteds i denne betænkning af redaktionelle grunde foreslået, at udtrykket ”skærpende omstændigheder” ændres til ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.3. Rådet foreslår som følge heraf en tilsvarende redaktionel ændring § 125 a, sml. § 1, nr. 17, i rådets lovudkast.

7. § 130 og § 131 (udøvelse af ikke tilkommende offentlig myndighed samt foregivelse af of-fentlig myndighed mv. og udøvelse af virksomhed uden at have adkomst hertil mv.)

7.1. Gældende ret mv.

§ 131 retter sig mod forhold, der angår foregivelse af offentlig myndighed mv. og udøvelse af virk-somhed uden at have adkomst hertil mv. Efter § 131, stk. 1, straffes den, som offentligt eller i rets-stridig hensigt udgiver sig for at have en offentlig myndighed eller offentlig bemyndigelse til en virksomhed, eller som uden offentlig bemyndigelse udøver en virksomhed, til hvilken en sådan kræves, eller vedblivende udøver en virksomhed, til hvilken retten er frakendt den pågældende. Straffen for disse forhold er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den, som medvirker til, at en per-son, der er frakendt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne, straffes efter § 131, stk. 2, med bøde eller under særlig skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 måneder.

Om de nævnte bestemmelser, herunder deres indbyrdes afgrænsning, kan henvises til Den kom-menterede straffelov s. 62 f. (§ 130) og 63 ff. (§ 131).

7.1.2. § 130 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 140 samt s. 160. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 127 samt s. 132, og til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 130 samt sp. 237-38. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3340-41 (§ 133).

Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 indgik § 131 alene med et gerningsindhold svarende til den nugældende straffelovs § 131, stk. 1. Strafferammen var bøde eller hæfte indtil 3 måneder. Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 141, stk. 1, og 144, 2), samt s. 161 og 163. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 7 samt s. 17-18, og til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 7 samt sp. 396. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3340-41 (§ 134). Om § 131 henvises i øvrigt til pkt. 7.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

7.2. Tidligere ændringer af § 131

7.2.1. Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930

7.2.2. Lov nr. 385 af 10. juni 1987 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Økonomisk kriminalitet)

7.2.2.2. Lovændringen byggede på betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk krimi-nalitet afgivet af et udvalg under Justitsministeriet. Udvalgets forslag var tiltrådt af Straffelovrådet i en udtalelse af 21. april 1986 (optrykt som bilag 1 til lovforslaget, sml. Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 580, 595 f. og 617 f.) Forslagene var i betænkningen bl.a. ledsaget af følgende særskilte bemærkninger (sml. betænkningen s. 269 og 270):

”Til nr. 3.
Efter den gældende bestemmelse i § 131 straffes overtrædelse af bestemmelsen med bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel i samme tid. Selv om § 131 kun har selvstændig betydning, når den pågældende ikke har benyttet sin stilling til at begå ny kriminalitet, og der altså for så vidt er tale om en formel lovovertrædelse, må en vis skærpelse af strafferammen anses for hensigtsmæssig i disse tilfælde. Det foreslås derfor, at strafferammen fastsættes til bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.

Til nr. 4.
...
For at sikre, at der består mulighed for i alle tilfælde, hvor dette må anses for nødvendigt til opnåelse af formålet, at straffe ”stråmanden” og således for at hindre uønsket omgåelse af frakendelsen, er det fundet påkrævet at stille forslag om en særlig medvir-kensbestemmelse i § 131.
Bestemmelsen finder anvendelse på enhver, der medvirker til, at en person, der er fra-kendt retten til at udøve en virksomhed, fortsat udøver virksomheden.
...
Det må anses for tilstrækkeligt at hjemle straf af bøde eller under særligt skærpende omstændigheder hæfte for overtrædelse af stk. 2.”

Hertil føjedes i lovforslagets bemærkninger følgende synspunkter (sml. Folketingstidende, anf. st. sp. 596):

”Justitsministeriet kan ligeledes tiltræde behovet for at skærpe straffen for overtrædelser af rettighedsfrakendelser, jfr. straffelovens § 131.

Det er efter justitsministeriets opfattelse meget vigtigt, at man modvirker, at rettigheds-frakendelser omgås ved anvendelse af stråmænd o.l. For at der ikke skal være tvivl om, at også stråmænd kan straffes, har justitsministeriet derfor i overensstemmelse med straffelovrådets lovudkast medtaget den af udvalget vedrørende økonomisk kriminalitet foreslåede regel om præcisering af medvirkensansvaret i lovforslaget, jfr. forslaget til straffelovens § 131, stk. 2.”

7.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

7.3.2. Med hensyn til § 131 blev der alene stillet forslag om de ændringer, som forslaget om afskaf-felse af hæftestraffen nødvendiggjorde.

7.4. Straffelovrådets overvejelser

7.4.2. Straffelovrådet har noteret sig, at man ved afgivelsen af 1987-betænkningen foreslog straf-maksimum i § 130 reduceret fra 2 til 1 års fængsel, sml. pkt. 7.3.1 ovenfor. Rådet er opmærksomt på, at hensynet til tilpasning til det aktuelle strafudmålingsniveau i og for sig fortsat kunne tale for at følge anbefalingen i 1987-betænkningen. Rådet er imidlertid efter en fornyet gennemgang mest tilbøjelig til at blive stående ved det nuværende strafmaksimum, der bedst muligt tilgodeser hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

Rådet har fortsat den opfattelse, at strafferammen i § 130 også i øvrigt må anses for passende. Det samme gælder § 131. Rådet foreslår dog en teknisk begrundet forenkling dels af strafferammen i § 130, hvorved denne ændres til ”bøde eller fængsel indtil 2 år”, dels af strafferammen i § 131, stk. 2, hvorved denne tilpasses strafferammen i stk. 1, sml. § 1, nr. 16 og 25, i rådets lovudkast og denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

8. §§ 126-129 a og 132-132 a (øvrige bestemmelser)

8.1. Gældende ret mv.

Efter § 126, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som fjerner eller ødelægger noget ved offentlig foranstaltning anbragt segl eller mærke. Med bøde eller fængsel indtil 3 måneder straffes efter stk. 2 den, som borttager eller beskadiger nogen ved offentlig foranstaltning opslået bekendtgørelse. Om § 126 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 54 f.

§§ 127 og 128 kriminaliserer handlinger med tilknytning til krigstjeneste og værnepligt.

§ 127, stk. 1, retter sig mod den, som unddrager sig krigstjeneste eller bevirker eller medvirker til, at nogen værnepligtig ikke opfylder værnepligten, eller som tilskynder værnepligtige eller personer, der hører til krigsmagten, til ulydighed mod tjenstlige befalinger. Straffen er efter stk. 1 bøde eller fængsel indtil 2 år og, såfremt det sker under krig eller truende udsigt dertil, fængsel indtil 6 år, jf. § 127, stk. 2.

§ 128 foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 2 år for den, som i den danske stat foretager hvervning til fremmed krigstjeneste.

Om bestemmelserne kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 55 ff. (§ 127) og 57 f. (§ 128) med omtale af forholdet til særlovgivningen.

§§ 129 og 129 a omhandler offentlig meddelelse om forhold af fortrolig karakter og misbrug af mø-deoffentlighed o. lign.

§ 129 kriminaliserer den, som uberettiget giver offentlig meddelelse om det ved de i § 116 nævnte valghandlinger og stemmeafgivninger foregåede eller om forhandlinger af fortrolig karakter inden for offentlige råd og myndigheder (1. pkt.). § 129 omfatter endvidere den, som uberettiget giver offentlig meddelelse om forhandlinger inden for kommissioner og udvalg, der er nedsat af regeringen, såfremt det enten af regeringen eller af vedkommende kommission eller udvalg selv er fastsat og offentlig meddelt, at forhandlingerne er hemmelige (2. pkt.). Straffen er i begge forgreninger af bestemmelsen bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

§ 129 a, stk. 1, foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 2 år for den, der offentliggør bevidst usande gengivelser eller falske citater af meddelelser om faktiske forhold fremsat i retsmøder eller givet i Folketingets, kommunale eller offentlige råds eller myndigheders møder. På samme måde straffes efter stk. 2 den, der ved bevidst usandfærdigt offentligt at tillægge regeringen eller nogen anden offentlig myndighed en handling, som den ikke har foretaget, skader landets interesser i for-hold til udlandet.

Om §§ 129 og 129 a kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 58 ff. (§ 129) og 61 f. (§ 129 a) med omtale af forholdet til tavshedspligtreglerne i straffelovens §§ 152 og 152 d, der foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder eller under særlig skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år ved uberettiget videregivelse mv. af fortrolige oplysninger. De sidstnævnte bestemmelser behandles i denne betænknings kapitel 17 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv., afsnit 4.

§ 132 foreskriver i stk. 1 straf af bøde for visse former for forsætlig eller uagtsom, retsstridig be-nyttelse af kendetegn, dragter mv. Det drejer sig (1) om kendetegn eller dragt, som er forbeholdt dansk eller fremmed offentlig myndighed eller militærpersoner, (2) kendetegn eller betegnelse, som er forbeholdt personer, indretninger og materiel, der er bestemt til at yde hjælp til sårede eller syge i krig, eller (3) kendetegn eller navn for mellemstatlige organisationer. Efter § 132, stk. 2, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse med hensyn til efterligninger af de nævnte kendetegn, dragter og betegnelser. Om § 132 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 66 f.

§ 132 a fastsætter i 1. pkt. straf af fængsel indtil 1 år for den, der deltager i fortsættelsen af en for-enings virksomhed, efter at den foreløbig er forbudt af regeringen eller opløst ved dom. Den, der efter forbudet eller opløsningen indtræder som medlem i en sådan forening, straffes efter bestemmelsens 2. pkt. med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Om § 132 a kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 67 f.

8.1.2. §§ 126 og 127 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. § 132 fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov. (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.), sml. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 554 og 582. Denne lovændring indvirkede ikke på strafferammen, der siden borgerlig straffelovs ikrafttræ-den i 1933 har været bøde, og vil derfor ikke blive omtalt nærmere.

Om forarbejderne til § 126 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 146, 1) og 2), samt s. 164. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 123, 1), samt s. 131-32, og forsl.l. § 12 samt s. 21, og til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 128 samt sp. 236, og forsl.l. § 15 samt sp. 400. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3340 (§ 130).

For så vidt angår § 127 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 106 samt s. 145-46. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 124 samt s. 132, og til Straf-felovskommissionens betænkning af 1923, § 129 samt sp. 236-37. Endelig kan henvises til Rigs-dagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3340, og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5362 (§ 126).

§ 128 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 en strafferamme bestående af bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel i samme tid. Om forarbej-derne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 110 samt s. 147. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 125 samt s. 132, og til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 9 samt sp. 397. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3340 (§ 131), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2179-80 (§ 127), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 128). Om § 128 henvises i øvrigt til pkt. 8.2.2.1 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 129 foreskrev straf af bøde eller hæfte indtil 3 måneder for handlinger svarende til den nugældende straffelovs § 129, 1. pkt. 2. pkt. indføjedes senere. Om forarbejderne til den førstnævnte be-stemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 138, stk. 1, samt s. 160. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 126 samt s. 132, og til Straffe-lovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 10 samt sp. 397. Endelig kan henvises til Rigs-dagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3340 (§ 132). Om § 129 henvises i øvrigt til pkt. 8.2.1.1 og 8.2.2.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæfte-straffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§§ 129 a og 132 a indgik ikke blandt bestemmelserne i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933, men indføjedes ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straf-felov af 15. April 1930. Til § 129 a knyttedes en strafferamme på bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder, sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3745-46 og 3772-73, og tillæg B, sp. 742. Om § 129 a henvises i øvrigt til pkt. 8.2.2.3 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000). Til § 132 a knyttedes de strafferammer, der fortsat er gældende, idet der herved bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), sml. Rigs-dagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3745-46 og 3773-74, og tillæg B, sp. 1905-08. Som det fremgår heraf, udtrykte den delte strafferamme en forskel i bedømmelsen af forbrydelsens strafværdighed, sml. anf. st. sp. 3773:

”Til Opfyldelse af denne Forskrift [grundlovens forskrift om, at opløsningens retsvirk-ninger fastsættes ved lov] foreslaar man optaget en ny Bestemmelse i Straffeloven, der hjemler Straf for den, der deltager i Fortsættelsen af en Forenings Virksomhed, efter at den er foreløbig forbudt eller opløst ved Dom. Denne Bestemmelse rammer ogsaa den, der opretter eller deltager i Ledelsen af en Forening, der i Virkeligheden kun er Fort-sættelse af den forbudte eller ved Dom opløste Forening. Endvidere foreskriver man en noget mildere Straf for den, der uden egentlig at deltage i Foreningens Virksomhed indmelder sig i den, efter at den er blevet forbudt eller opløst ved Dom.”

8.2. Tidligere ændringer af §§ 128, 129 og 129 a

8.2.1. Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930

8.2.2. Lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov af 15. april 1930, jfr. lovbekendtgørelse nr. 215 af 24. juni 1939

8.2.2.2. Ved samme lovændring gennemførtes en redaktionel ændring af § 129, idet henvisningen til § 115 ændredes til § 116 (sml. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7189-90 og 7203).

8.2.2.3. Endelig ændredes § 129 a, så bestemmelsen fik sin nuværende formulering, herunder for så vidt angår (de skærpede) strafferammer. Der ses herved bort fra ændringerne som følge af afskaffel-sen af hæftestraffen og en sproglig ændring som følge af etkammersystemets indførelse i 1953 (sml. lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkotikakriminalitet, beskyttelse af di-plomater m.v.) og Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 1619). Ændringerne byggede på en ind-stilling fra Udvalget til overvejelse af forslag til ændringer i borgerlig straffelov, navnlig kapitlerne 12 og 13, sml. betænkning af 31. marts 1949 s. 30 og 48, og Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7189-90 og 7203-04, samt Rigsdagstidende 1951-52, tillæg B, sp. 262 og 266.

8.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

8.3.2. Der blev endvidere stillet forslag om ophævelse af § 126, stk. 2, og § 132 a, 2. pkt. Forslaget om ophævelse af § 126, stk. 2, begrundedes med, at § 126, stk. 2, var ”uden selvstændig betydning ved siden af bestemmelser i politivedtægterne” (sml. betænkningen s. 207). Forslaget om ophævelse af § 132 a, 2. pkt., var ikke ledsaget af særskilte bemærkninger (sml. betænkningen s. 207 og 283 med lovudkastets § 1, nr. 7).
8.3.3. Desuden var forslag om at skærpe strafmaksimum i § 129, 1. pkt., som led i afskaffelsen af hæftestraffen, så strafferammen ændredes fra hæfte indtil 3 måneder eller under skærpende om-stændigheder med fængsel i samme tid til fængsel indtil 6 måneder (sml. betænkningen s. 285 med lovudkastets § 1, nr. 34). Denne skærpelse, som ikke er nærmere uddybet, gennemførtes ikke ved afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), hvor strafferammen alene ændredes til bøde eller fængsel indtil 3 måneder.

8.3.4. Herudover blev alene stillet forslag om de ændringer, som forslaget om afskaffelse af hæfte-straffen nødvendiggjorde, og som nu er gennemført ved lov nr. 433 af 31. maj 2000.

8.4. Straffelovrådets overvejelser

8.4.2. Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter om navnlig §§ 126, stk. 2, 129 a og 132 a, som fremkom i 1987-betænkningen. Rådet er imidlertid efter en fornyet gennemgang af §§ 126-129 a og 132-132 a som udgangspunkt - sml. nedenfor om bl.a. § 132 a - mest tilbøjelig til at blive stående ved de nuværende strafferammer, der bedst muligt tilgodeser hensynet til sammenhæng i straffe-rammesystemet, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

For så vidt angår § 126, stk. 2, er rådet opmærksomt på, at det omhandlede forhold efter omstæn-dighederne også kan straffes efter politivedtægten. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Hen-ning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder det imidlertid rigtigst, at § 126, stk. 2, herunder muligheden for at idømme fængselsstraf, indtil videre opretholdes. Flertallet henviser i den forbindelse bl.a. til, at der kan tænkes tilfælde, hvor der kan opstå behov for bestemmelsen, sml. f.eks. lov nr. 471 af 7. juni 2001 om forbud mod besøgende i bestemte lokaler §§ 2 og 4 om muligheden for at straffe for overtrædelse af et af politiet bekendtgjort forbud mod at modtage besøgende eller opholde sig som sådan i bestemte lokaler mv. Flertallet foreslår af tekniske grunde, at strafmaksimum i § 126, stk. 2, hæves fra 3 til 6 måneder, sml. § 1, nr. 23, i rådets lovudkast og kapitel 5 om strafferammers mini-mum og maksimum, pkt. 6.3.3. En tilsvarende ændring foreslås i § 129, sml. § 1, nr. 24, i rådets lovudkast. Et mindretal (Vagn Greve) foreslår § 126, stk. 2, ophævet som overflødig ved siden af normalpolitivedtægten § 34, stk. 4.

Rådet bemærker i øvrigt, at § 127 kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskri-velsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af bestemmelsens sammenhæng med beslægtede bestemmelser i bl.a. militær straffelov og bered-skabsloven. Rådet fremhæver endvidere i tilslutning til § 129 a, at bestemmelsen ved en grundigere gennemgang kunne rejse spørgsmål om udvidelse af det strafbare område i stk. 1 til også at omfatte Grønlands Landsting og Færøernes Lagting.

For så vidt angår § 132 a har Straffelovrådet fortsat den opfattelse, at bøde bør indføjes i straffe-rammen i 1. pkt., og at 2. pkt. som følge heraf bør ophæves. Dette indebærer, at den, der indtræder som medlem i en forbudt eller opløst forening, kan straffes på samme måde som andre, herunder hidtidige medlemmer, hvis de deltager i fortsættelsen af den pågældende forenings virksomhed. Med hensyn til bestemmelsens strafmaksimum finder Straffelovrådet, at dette under hensyn til karakteren af de foreninger, der er omfattet af bestemmelsen i grundlovens § 78, stk. 2 (”foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse til vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende”) bør forhøjes fra fængsel i 1 år til fængsel i 2 år. Rådet lægger herved vægt på, at en fortsættelse af en sådan forbudt eller opløst organisations virksomhed vil kunne indebære en betydelig risiko for, at de kriminelle og samfundsskadelige aktiviteter, som har begrundet forbudet/opløsningen, vil blive videreført. Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 26 og 27.