Kapitel 17 - Forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv. (straffelovens §§ 144-152 f og §§ 154-157)

1. Indledning

§§ 152-152 e i straffelovens kapitel 16 er ved lov nr. 415 af 10. juni 1997 om gennemførelse af Europolkonventionen gjort anvendelige på personer, som har tavshedspligt efter konventionens artikel 32, stk. 2. Kapitel 16 omfatter polititjenestemænd fra et andet Schengenmedlemsland mv. under udførelse af opgaver i Danmark efter Schengenkonventionens artiklerne 40 og 41, sml. lov nr. 418 af 10. juni 1997 om Danmarks tiltrædelse af Schengenkonventionen § 3, stk. 2. Det samme gælder for svenske polititjenestemænd under udførelse af opgaver her i landet i medfør af artiklerne 6-8 i Aftale af 6. oktober 1999 mellem Kongeriget Danmarks regering og Kongeriget Sveriges regering om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen, sml. lov nr. 318 af 9. maj 2000 om politimæssigt samarbejde i Øresundsregionen § 5. Lov nr. 482 af 7. juni 2001 om Danmarks tiltrædelse af konventionen om gensidig bistand og samarbejde mellem toldmyndighederne (Napoli II-konventionen) § 2, stk. 2, bestemmer, at straffelovens kapitel 16 finder anvendelse på toldembedsmænd fra andre EU-lande under udførelse af opgaver i Danmark efter konventionens bestemmelser.

Lov nr. 258 af 8. maj 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold) § 3, stk. 1, udvider kapitel 16 til også at omfatte forhold begået af embedsmænd fra en anden stat under udførelse af opgaver i Danmark efter artiklerne 12 og 13 i konvention af 29. maj 2000 om gensidig retshjælp i straffesager mellem Den Europæiske Unions medlemsstater samt tilsvarende bestemmelser i andre EU-retsakter eller efter artiklerne 18 og 20 i 2. tillægsprotokol af 8. november 2001 til den europæiske konvention af 20. april 1959 om gensidig retshjælp i straffesager. Sml. endelig straffelovens § 144 om modtagelse af bestikkelse (passiv bestikkelse), der ved lov nr. 228 af 4. april 2000 er udvidet til også at omfatte dansk, udenlandsk og international offentlig tjeneste eller hverv.

1.2. I det følgende behandles strafferammerne i de bestemmelser, der indgår i straffelovens kapitel 16. Det gælder dog ikke § 153, der fastsætter skærpet straf for at bryde eller unddrage nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse, når et sådant forhold er begået af nogen med ansættelse ved post-, jernbane- og telegrafvæsenet, eller når den pågældende medvirker til, at en udenforstående gør det. Denne bestemmelse er på grund af sin nære tilknytning til den almindelige bestemmelse om beskyttelse af brevhemmeligheden mv. i straffelovens § 263 behandlet i denne betænknings kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser (pkt. 2.4.7).

I afsnit 2 nedenfor redegøres for § 144 om modtagelse af bestikkelse (passiv bestikkelse) og den hermed beslægtede bestemmelse i § 145 om modtagelse mv. af ydelser for privat vindings skyld. § 144 har sit modstykke i straffelovens § 122 om ydelse af bestikkelse (aktiv bestikkelse), der er placeret i straffelovens kapitel 14 om forbrydelser mod den offentlige myndighed mv., sml. betænkningens kapitel 15, afsnit 3.

I afsnit 3 gennemgås §§ 146-151, der navnlig retter sig mod personer med domsmyndighed og offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold, der vedrører private, samt pligt til håndhævelse af statens straffemyndighed.

I afsnit 4 omtales bestemmelserne i §§ 152-152 f om tavshedspligt mv., og i afsnit 5 nævnes de øvrige bestemmelser i straffelovens kapitel 16 (§§ 154-157). Fælles for de sidstnævnte bestemmelser og bestemmelserne i §§ 145-151 er, at de, når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelse af hæftestraffen, har været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933.

I samtlige afsnit indgår foruden en beskrivelse af gældende ret mv. en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne i de berørte bestemmelser dels i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, dels som led i rådets revision af strafferammesystemet. Ved gennemgangen af Straffelovrådets overvejelser i betænkning nr. 1099/1987 skal det haves for øje, at rådet i det væsentlige henholdt sig til de forslag, der fremgår af rådets lovudkast. Rådet knyttede følgende generelle bemærkninger til bestemmelserne i kapitel 16 (sml. betænkningen s. 207-08):

”Endelig skal nævnes kapitel 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, §§ 144-157. Også for disse bestemmelsers vedkommende er antallet af straffesager om overtrædelser meget ringe. Der foreligger nogle domme bl.a. om modtagelse af bestikkelse (§ 144), krænkelse af tavshedspligt (§ 152), tilegnelse af postforsendelser o.lign. (§ 153) og forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten (§ 157). Desuden er der en del eksempler på, at § 154 om strafforhøjelse er citeret i sager om underslæb, mandatsvig m.v. begået af personer i offentlig tjeneste eller hverv. I årene 1979-82 var der 19 domme til højere straf end bøde efter 4 bestemmelser i kapitel 16, herunder 13 domme efter § 153.”

Endvidere er i betænkningens afsnit om revision af fængselsrammer bl.a. anført, at ”… [l]angt de fleste af straffelovrådets forslag om nedsættelse af strafmaksima skyldes et ønske om at tilpasse strafferammerne til det gældende udmålingsniveau” (sml. s. 97).

1.3. Det er bl.a. i indledningen til betænkningen påpeget, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således måttet begrænse overvejelserne, herunder også for dette kapitels vedkommende, til strafferammerne. De synspunkter om strafferammerne for forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv., som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2. §§ 144 og 145 (passiv bestikkelse og modtagelse mv. af ydelser for privat vindings skyld)

2.1. Gældende ret mv.

Efter § 144 straffes den, der i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige en gave eller anden fordel. Straffen er fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder bøde.

§ 145 kriminaliserer modtagelse mv. af ydelser for privat vindings skyld. Efter bestemmelsens 1. pkt. straffes den, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, med fængsel indtil 6 år, når den pågældende for privat vindings skyld kræver eller modtager kendelse for tjenestehandling, skat eller afgift, der ikke skyldes. Beholder den pågældende for privat vindings skyld sådan i god tro oppebåren ydelse efter at være blevet opmærksom på fejlen, er straffen efter 2. pkt. fængsel indtil 2 år.

Om de nævnte bestemmelser kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 86 ff. (§§ 144 og 145), 90 ff. (§ 144) og 92 f. (§ 145).

2.1.2. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 144 et snævrere anvendelsesområde. Bl.a. var bestemmelsen i lighed med de øvrige i 16. kapitel indskrænket til at omfatte dansk offentlig tjeneste eller hverv. § 144 havde følgende ordlyd:

”§ 144. Naar nogen i Udøvelse af offentlig Tjeneste eller Hverv uberettiget modtager, fordrer eller lader sig tilsige Gave eller anden Fordel, straffes han med Hæfte eller med Fængsel indtil 6 Aar, under formildende Omstændigheder med Bøde.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 166 samt s. 178-79. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 139 samt s. 142, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 137 samt sp. 249-51. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3346 (§ 146) og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 193-94 (§ 143). Om § 122 henvises i øvrigt til pkt. 2.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 280 af 25. april 2001).

§ 145 har været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 167 samt s. 179-80. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 140 samt s. 142, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 138 samt sp. 251-52. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3346-47 (§ 147), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5364 (§ 144).

2.2. Tidligere ændringer af § 144

2.2.1.1. Ved lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.) blev § 144 udvidet til at omfatte udenlandske offentligt ansatte mv. Formålet med udvidelsen var at åbne mulighed for, at man i Danmark kunne anvende en række retsakter, hvis tilblivelse var en følge af stigende international bevågenhed om bestikkelse. Det drejede sig for så vidt angår passiv bestikkelse om følgende retsakter: (1) første protokol af 27. september 1996 til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers interesser, (2) konventionen af 26. maj 1997 om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EU-bestikkelseskonventionen) og (3) Europarådets strafferetskonvention af 27. januar 1999 om korruption (Europarådets korruptionskonvention). Se Folketingstidende 1999-00, tillæg A, s. 216 ff.

2.2.1.2. Samtlige retsakter indeholdt bestemmelser om sanktioner, der i forhold til fysiske personer pålagde at sikre mulighed for at idømme frihedsstraf, der kan medføre udlevering, sml. (1) første protokol artikel 5, stk. 1, (2) EU-bestikkelseskonventionen artikel 5, stk. 1, og (3) Europarådets korruptionskonvention artikel 19, stk. 1. Kriminalitetskravet ved udlevering af personer uden dansk statsborgerskab fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union var fængsel i mindst 6 måneder og ved udlevering til andre stater fængsel i mere end 1 år, sml. udleveringslovens § 3, stk. 1, som affattet ved lov nr. 417 af 10. juni 1997 (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen) og Folketingstidende 1999-00, tillæg A, s. 228. Eftersom strafmaksimum i straffelovens § 144 allerede åbnede mulighed for udlevering, nødvendiggjorde de ovennævnte sanktioneringspligter ikke ændringer i bestemmelsen (sml. Folketingstidende, anf. st. s. 250). Kriminalitetskravet ved udlevering af personer uden dansk statsborgerskab til andre stater end medlemsstater i Den Europæiske Union er efterfølgende lempet, så kravet nu er fængsel i mindst 1 år, sml. lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 11. februar 1998, som ændret senest ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 § 2 a.

2.3 Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.3.2. For så vidt angår § 145 var der enighed om at foreslå bestemmelsens to strafmaksima nedsat fra henholdsvis 6 og 2 års fængsel til 4 og 1 års fængsel. Til disse forslag var heller ikke knyttet særskilte bemærkninger (sml. betænkningen s. 207-08 og 285-86 med lovudkastets § 1, nr. 31 og 35).

2.4. Straffelovrådets overvejelser

2.4.2. Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter, som fremkom i 1987-betænkningen, sml. pkt. 1.2 og 2.3 ovenfor. Rådet er opmærksomt på, at hensynet til tilpasning til det aktuelle strafudmålingsniveau i og for sig fortsat kunne tale for at følge anbefalingen i 1987-betænkningen. Der har imidlertid gennem de senere år navnlig i international sammenhæng været tiltagende bevågenhed om bekæmpelse af bestikkelse. Hertil kommer, at Folketinget så sent som i 2000 havde lejlighed til at debattere strafferammen i § 144 som led i behandlingen af række udvidelser af bestemmelsens gerningsindhold, sml. pkt. 2.2.1 ovenfor. Straffelovrådet har på den anførte baggrund afstået fra at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i § 144 og den hermed beslægtede bestemmelse i § 145. Rådet har dog fundet det ubetænkeligt af hensyn til paralleliteten med de af § 144 omfattede forhold at foreslå bøde indføjet i § 145. Rådet foreslår også en teknisk begrundet forenkling af § 144, hvorved strafferammen ændres til ”bøde eller fængsel indtil 6 år”, sml. § 1, nr. 20 og 36, i rådets lovudkast og denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

3. §§ 146-151 (misbrug af domsmyndighed mv.)

3.1. Gældende ret mv.

§ 147 retter sig mod personer, som ved håndhævelsen af statens straffemyndighed anvender ulovlige midler for at opnå tilståelse eller forklaring eller foretager en lovstridig anholdelse, fængsling, ransagning eller beslaglæggelse. Straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år.

Til §§ 146 og 147 føjes i § 148 en bestemmelse, der sigter både mod personer med domsmyndighed eller anden offentlig myndighed til at træffe afgørelse i retsforhold og personer med den opgave at håndhæve statens straffemyndighed. Undlader en sådan person forsætligt eller ved grov uagtsomhed at iagttage den lovbestemte fremgangsmåde med hensyn til sagens eller enkelte retshandlingers behandling eller med hensyn til anholdelse, fængsling, ransagning, beslaglæggelse eller lignende forholdsregler, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Om §§ 146-148 kan henvises til den kommenterede straffelov s. 86 ff. (§§ 146-148), 93 f. (§ 146), 94 f. (§ 147) og 95 (§ 148).

§ 149 værner hensynet til strafforfølgningen og straffuldbyrdelsen. Bestemmelsen retter sig mod den, som har til opgave at bevogte en fange eller sørge for fuldbyrdelse af dom i en straffesag. Strafansvaret knyttes til, at en sådan person lader en sigtet undvige, hindrer dommens fuldbyrdelse eller bevirker, at dommen fuldbyrdes på mildere måde end foreskrevet. Straffen herfor er fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. Om denne bestemmelse kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 86 ff. og 96 f.

§ 150 supplerer straffelovens § 260 om ulovlig tvang, der har en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år, ved at foreskrive straf af fængsel indtil 3 år for den, der i offentlig tjeneste eller hverv misbruger sin stilling til at tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget.

Endelig indeholder § 151 en af de få endnu gældende strafforhøjelsesregler i straffelovens særlige del. Bestemmelsen indebærer, at den for vedkommende handling foreskrevne straf forhøjes med indtil det halve for den, som tilskynder eller medvirker til, at nogen, som er underordnet den pågældende i offentlig tjeneste, forbryder sig i tjenesten. Bestemmelsen finder anvendelse uden hensyn til, om den underordnede kan straffes eller på grund af vildfarelse eller af andre grunde er straffri.

Om §§ 150 og 151 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 86 ff. (§§ 150 og 151), 97 (§ 150) og 98 (§ 151).

3.1.2. §§ 146 og 151 har været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Det samme gælder, når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), §§ 147-150.

Om forarbejderne til § 146 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 178 samt s. 183-84. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 141 samt s. 142, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 139 samt sp. 252-53. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3347 (§ 148), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5364 (§ 145), og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2305-06 (§ 145).
For så vidt angår § 147 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 181 og 182 samt s. 184-85. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 142 samt s. 142, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 140 samt sp. 253. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3347 (§ 149).

Med hensyn til § 148 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 179 og 183 samt s. 184-85. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 23 samt s. 24, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 22 samt sp. 402. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3347 (§ 150).

§ 149 er behandlet i Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 187 samt s. 186. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 143 samt s. 142-43, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 141 samt sp. 253-54. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3347 (§ 151).

Endelig kan om §§ 150 og 151 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, henholdsvis § 172 og § 176 samt s. 182 og 183. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, henholdsvis § 144 og § 145 samt s. 143, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, henholdsvis § 142 og § 143 samt sp. 254. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3347 (henholdsvis § 152 og § 153).

3.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.2.2. I § 149 foresloges strafmaksimum nedsat fra 3 til 2 års fængsel. Forslaget var ikke ledsaget af særskilte bemærkninger (sml. betænkningen s. 207-08 og 286 med lovudkastets § 1, nr. 47). Alene ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse er gennemført (sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000).
3.2.3. I §§ 147-148 og 150 foresloges alene de nu (lov nr. 433 af 31. maj 2000) gennemførte ændringer som følge af afskaffelsen af hæftestraffen. Der var ikke forslag om ændring af § 151.

3.3. Straffelovrådets overvejelser

3.3.2. Straffelovrådet har noteret sig, at man ved afgivelsen af 1987-betænkningen foreslog strafmaksima i §§ 146 og 149 reduceret fra henholdsvis 6 og 16 års fængsel (§ 146) og 3 års fængsel (§ 149) til henholdsvis 4 og 8 års fængsel (§ 146) og 2 års fængsel (§ 149), sml. pkt. 3.2 ovenfor. Rådet er opmærksomt på, at hensynet til tilpasning til det aktuelle strafudmålingsniveau i og for sig fortsat kunne tale for at følge anbefalingen i 1987-betænkningen. Rådet er imidlertid efter en fornyet gennemgang tilbøjelig til at blive stående ved de nuværende strafmaksima i § 146, der bedst muligt tilgodeser hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet, herunder også hensynet til gennem strafferammen at markere forbrydelsens strafværdighed. For så vidt § 149 finder rådet det endvidere efter forholdets alvorlige beskaffenhed rigtigst, at strafmaksimum skærpes fra 3 til 4 års fængsel. Rådet foreslår i den forbindelse en teknisk begrundet forenkling af strafferammen i § 149, hvorved den ændres til ”bøde eller fængsel indtil ...”, sml. § 1, nr. 35, i rådets lovudkast. Rådet har fortsat den opfattelse, at det forhøjede minimum i § 146, stk. 2, bør ophæves, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.2.4. Rådet foreslår, at bestemmelsen i dette øjemed affattes som anført i § 1, nr. 37, i rådets lovudkast.

Rådet har efter fornyet gennemgang af strafferammerne i §§ 147 og 150 den opfattelse, at det bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet vil være rigtigst, at strafmaksimum i disse bestemmelser ændres fra 3 til 4 års fængsel. Rådet foreslår i den forbindelse en teknisk begrundet forenkling af strafferammen i § 147, hvorved den i lighed med § 149 ændres til ”bøde eller fængsel indtil ...”, sml. § 1, nr. 38, i rådets lovudkast. I Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode er strafpositionen 4 måneder af tekniske grunde udeladt, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Rådet foreslår som følge heraf, at strafmaksimum i § 148 skærpes fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 11, i rådets lovudkast.

§ 151 indeholder som nævnt i pkt. 3.1.1 ovenfor en af de få endnu gældende strafforhøjelsesregler i straffelovens særlige del. § 151 bør af lovtekniske grunde opretholdes, idet bestemmelsen opstiller en særlig regel om medvirken for overordnede, der træder i stedet for den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23. Rådet foreslår imidlertid, at bestemmelsen ændres, så strafferammen for de af § 151 omfattede forhold kommer til at følge strafferammen for den forbrydelse, som tilskyndelsen mv. angår, sml. § 1, nr. 39, i rådets lovudkast. Det forudsættes, at tilskyndelse mv. som omhandlet i § 151 som hidtil skal kunne anses som en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferamme.

4. §§ 152-152 e (tavshedspligt)

4.1. Gældende ret mv.

Endvidere skal bestemmelserne sammenholdes med § 152 f, der indeholder en særlig påtaleregel om overtrædelser af §§ 152-152 d, hvorved alene private interesser er krænket. Bestemmelsen foreskriver, at sådanne overtrædelser som udgangspunkt er undergivet privat påtale (stk. 1), men efter anmodning fra den forurettede kan påtales offentligt (stk. 2).

Om §§ 152 e og 152 f kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 108 f. (§ 152 e) og 109 f. (§ 152 f). Bestemmelserne indvirker ikke på strafferammerne i §§ 152-152 d og omtales derfor ikke yderligere.

4.1.2. § 152 retter sig mod den, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab. En oplysning er ifølge § 152, stk. 3, fortrolig, når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser.
§ 152 a udvider personkredsen i § 152 til også at omfatte den, som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med en offentlig myndighed, og den, som virker eller har virket ved telefonanlæg, der er anerkendt af det offentlige.

§ 152 b, stk. 1, retter sig mod den, som udøver eller har udøvet en virksomhed eller et erhverv i medfør af offentlig beskikkelse eller anerkendelse, og som uberettiget videregiver eller udnytter oplysninger, som er fortrolige af hensyn til private interesser, og hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab. § 152 b, stk. 2, retter sig mod den, som virker eller har virket som ansat ved De Europæiske Fællesskabers Statistiske Kontor, eller som arbejder eller har arbejdet i kontorets lokaler, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige statistiske oplysninger, hvortil den pågældende i den forbindelse har fået kendskab.

§ 152 c udvider personkredsen i §§ 152, 152 a og 152 b til også at omfatte de pågældende personers medhjælpere.

Straffen for videregivelse eller udnyttelse i det beskrevne omfang er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder, jf. § 152, stk. 1 og 2, og §§ 152 a, 152 b og 152 c, jf. § 152, stk. 1 og 2.

§ 152 d, stk. 1, retter sig mod den, som uden at have medvirket til en overtrædelse af §§ 152-152 c uberettiget skaffer sig eller udnytter oplysninger, der er fremkommet ved en sådan overtrædelse. § 152 d, stk. 2, retter sig mod den, der uden at have medvirket til gerningen uberettiget videregiver oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, jf. forvaltningslovens § 28, stk. 1, som er fremkommet ved en overtrædelse af §§ 152-152 c. Hertil føjes i § 152 d, stk. 3, en bestemmelse om den, som uden at have medvirket til gerningen uberettiget videregiver oplysninger, der er fortrolige af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar.

Straffen for udnyttelse og videregivelse mv. i det fastsatte omfang er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Straffen kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller der i øvrigt foreligger særlig skærpende omstændigheder, jf. § 152 d sammenholdt med § 152, stk. 1 og 2.

Om §§ 152-152 d kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 98 ff. (§ 152), 103 f. (§ 152 a), 104 ff. (§ 152 b), 106 (§ 152 c) og 106 ff. (§ 152 d).

4.1.3. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 indgik alene nedennævnte bestemmelser om brud på tavshedspligt. § 152 var (som nu) placeret i 16. kapitel om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv. § 263, stk. 2, indgik blandt bestemmelserne i 27. kapitel om freds- og ærekrænkelser:

”§ 152. Røber nogen, som virker i offentlig Tjeneste eller Hverv, hvad han i Tjenestens eller Hvervets Medfør har erfaret som Hemmelighed, eller hvad der ved Lov eller anden gyldig Bestemmelse er betegnet som saadan, straffes han med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 1 Aar. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget Vinding, eller benytter han i øvrigt saadan Kundskab i det angivne Øjemed, kan Straffen stige til Fængsel i 3 Aar.
Stk. 2. Efter ovennævnte Regler straffes ogsaa den, som efter at være fratraadt Stillingen paa nogen af de angivne Maader forser sig med Hensyn til Tjenestehemmeligheder, som han i Stillingen har erfaret.
Stk. 3. De ovenstaaende Bestemmelser finder tilsvarende Anvendelse paa den, som virker ved Telegraf- eller Telefonanlæg, der er anerkendt af det offentlige.
...
§ 263. ...
Stk. 2. Paa samme Maade [dvs. med ”Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder”] straffes Personer, som virker eller har virket i offentlig Tjeneste eller Hverv, eller som i Medfør af offentlig Beskikkelse eller Anerkendelse udøver eller har udøvet et Erhverv, saavel som saadanne Personers Medhjælpere, naar de røber Privatlivet tilhørende Hemmeligheder, der er kommet til deres Kundskab ved Udøvelsen af deres Virksomhed, medmindre de har været forpligtede til at udtale sig eller har handlet i berettiget Varetagelse af almen Interesse eller af eget eller andres Tarv.”

Om forarbejderne til disse bestemmelser kan for så vidt angår § 152 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 170 og 171 samt s. 181-82. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 146 samt s. 143, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 144 samt sp. 254-56. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3347-48 (§ 154), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5365 (§ 151).

Med hensyn til § 263, stk. 2, kan henvises til Torps betænkning af 1917, § 236, stk. 2, samt s. 224 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 238 samt sp. 355-57. Endvidere kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3389 (§ 261), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2199 (nr. 249).

Om §§ 152 og 263, stk. 2, henvises i øvrigt til pkt. 4.2 nedenfor, idet der herved, for så vidt angår § 152, bortses fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000). § 263, stk. 2, er også omtalt i kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser, pkt. 2.1.2 og 2.2.

4.2. Tidligere ændringer af §§ 152-152 d

4.2.1. Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930

4.2.2. Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)

4.2.3. Lov nr. 89 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., af lov om rettens pleje og af lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse (Privatlivets fred m.m.)

”§ 152. Røber nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, hvad han i tjenestens eller hvervets medfør har erfaret som hemmelighed, eller hvad der ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller udnytter han uberettiget sådan kundskab, straffes han med bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, kan straffen stige til fængsel i 3 år.
Stk. 2. ...
Stk. 3. ...
Stk. 4. Med samme straf som i stk. 1 straffes den, der uden tilladelse fra vedkommende offentlige myndighed videregiver eller uberettiget udnytter oplysninger hidrørende fra det offentlige, som han har fået eller skaffet sig under arbejde for en virksomhed, der maskinelt behandler eller opbevarer oplysninger for det offentlige.
Stk. 5. Den, der uden at have medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, der er fremkommet ved en overtrædelse af bestemmelserne i stk. 1-4, straffes som anført i stk. 1.
...
§ 264 b. Med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder straffes personer, som virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv, eller som i medfør af offentlig beskikkelse eller anerkendelse udøver eller har udøvet et erhverv, såvel som sådanne personers medhjælpere, når de røber privatlivet tilhørende hemmeligheder, der er kommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed, medmindre de har været forpligtede til at udtale sig eller har handlet i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv. Det samme gælder, hvis de uberettiget udnytter sådan kundskab.

§ 264 c. De i §§ ... 264 b indeholdte straffebestemmelser finder tilsvarende anvendelse på den, der uden at have medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelsen.”

Lovændringen byggede i det væsentlige på Straffelovrådets betænkning nr. 601/1971 om privatlivets fred (s. 54 ff. og 61 ff.) og på Registerudvalgets delbetænkning afgivet i juli 1971 om tavshedspligt for ansatte i edb-servicebureauer m.v., der behandler oplysninger for det offentlige (optrykt som bilag 2 til lovforslaget, sml. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 545 ff. og 579 ff.)

4.2.4. Lov nr. 573 af 19. december 1985 om ændring af borgerlig straffelov (Tavshedspligt)

Ændringerne byggede dels på betænkning nr. 998/1984 om tavshedspligt afgivet af et udvalg under Justitsministeriet, dels på en udtalelse om straffelovens regler om krænkelse af tavshedspligt afgivet den 13. maj 1985 af Straffelovrådet (optrykt som bilag 1 til lovforslaget, sml. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 253 ff. og 277 ff.). Straffelovrådets udtalelse blev afgivet på baggrund af et lovudkast, som Justitsministeriet havde udarbejdet med udgangspunkt i det lovudkast, der fandtes i tavshedspligtsudvalgets betænkning. I denne betænkning var der ikke taget stilling til spørgsmålet om udformningen af strafferammen for brud på tavshedspligten.

4.2.4.2. I det følgende (4.2.4.2.1) redegøres for Straffelovrådets overvejelser og forslag om strafferammer og strafudmåling mv., således som de kom til udtryk i udtalelsen af 13. maj 1985. Herefter omtales Justitsministeriets bemærkninger som led i fremsættelsen af lovforslaget (pkt. 4.2.4.2.2 nedenfor).

4.2.4.2.1. Straffelovrådets udtalelse tog som anført i pkt. 4.2.4.1 sit udgangspunkt i et af Justitsministeriet udfærdiget lovudkast. Dette lovudkast indeholdt forslag om en strafferamme for brud på tavshedspligten på bøde, hæfte eller 6 måneders fængsel med mulighed for skærpelse til 3 års fængsel, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe gerningsmanden eller andre uberettiget vinding, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder (§ 152, stk. 1 og 2). Til bestemmelsen om visse efterfølgende forhold af hælerilignende karakter var knyttet en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder uden mulighed for forhøjelse under skærpende omstændigheder (§ 152 c). Rådet knyttede indledningsvis nogle bemærkninger til strafferammen for hæleribestemmelsen. Man anførte bl.a. (sml. Folketingstidende 1985-86 tillæg A, sp. 296):

”Som ministeriets lovudkast er udformet, har hæleribestemmelsen sin egen strafferamme, der er udformet således, at den skærpede ramme i § 152, stk. 2, ikke vil kunne bringes i anvendelse i disse tilfælde ... rådet finder anledning til allerede her at pege på, at det formentlig vil være mere hensigtsmæssigt at lade hæleribestemmelsen henvise til de strafferammer, som gælder for den pågældende overtrædelse. Dette svarer til den lovtekniske fremgangsmåde, som i dag er anvendt i de pågældende bestemmelser, og har den fordel, at den skærpede strafferamme også vil kunne bringes i anvendelse over for disse hælerilignende forhold, der efter omstændighederne kan tænkes at være af meget grov karakter.”

Om strafferammer, strafudmåling mv. hed det herefter mere generelt (sml. anf. st. sp. 296-98):

”Straffen for krænkelse af tavshedspligt er efter den gældende bestemmelse i straffelovens § 152, stk. 1 – der også finder anvendelse i de i stk. 2-5 nævnte tilfælde – bøde, hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år. Straffen kan stige til fængsel i 3 år, hvis forholdet er begået for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding. Straffen for røbelse af private hemmeligheder, jfr. § 264 b, er bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder, og denne strafferamme finder også anvendelse i hæleritilfældene efter § 264 c, jfr. § 264 b.
...
I justitsministeriets lovudkast er strafferammerne udformet således, at alle forhold som udgangspunkt er undergivet en strafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Bortset fra de ovenfor omtalte ... [jf. det ovenfor omtalte] tilfælde af hælerilignende karakter skal straffen efter ministeriets lovudkast kunne stige til fængsel i 3 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder. Ministeriets lovudkast indebærer således formelt både skærpelser og mildnelser af de gældende strafferammer.

Om det faktiske strafniveau bemærkes følgende. Der findes ikke i den ovenfor nævnte betænkning [betænkning nr. 998/1984 om tavshedspligt] nærmere oplysninger om strafudmålingspraksis efter straffelovens bestemmelser om tavshedspligt. Så vidt det er straffelovrådet bekendt, findes der få afgørelser om sådanne overtrædelser. De foreliggende oplysninger om udmålingspraksis tyder på, at der kun i meget begrænset omfang rejses tiltale for overtrædelse af disse bestemmelser, og baggrunden herfor må formentlig bl.a. søges i, at forholdet i almindelighed afgøres ved disciplinære sanktioner. Efter det foreliggende synes strafudmålingerne også at holde sig på bødeplanet.

Det er i ministeriets lovforslag fremhævet, at der ikke tilsigtes ændringer i udmålingsniveauet. Dette synspunkt må straffelovrådet på det foreliggende grundlag tiltræde, og rådet har ikke bemærkninger til den udformning af normalstrafferammen, som findes i ministeriets lovudkast. Den svarer til rammen i den gældende § 264 b om tavshedspligt med hensyn til private hemmeligheder, og ændringen tilsigter med hensyn til de af § 152 omfattede tilfælde ikke nogen skærpelse af udmålingsniveauet ...

Rådet kan endvidere tiltræde, at der også for de tilfælde, hvor private interesser er krænket, bør findes en skærpet strafferamme, som giver mulighed for idømmelse af frihedsstraffe af betydelig varighed i visse meget grove tilfælde. I dag er den skærpede straf i § 152, stk. 1, knyttet til, at overtrædelsen er begået med berigelsesforsæt, og dette kriterium foreslås i ministeriets lovudkast opretholdt og udvidet, således at højere straf også skal kunne anvendes i andre tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder. Rådet kan tiltræde denne udformning af den skærpede strafferamme, der i lovteknisk henseende svarer til andre bestemmelser i straffeloven, f.eks. §§ 181, 191, 216 og 288. Rådet finder derimod ikke tilstrækkeligt grundlag for at opretholde et maksimum på 3 års fængsel i denne skærpede ramme. De forhold, som der kan være grund til at ramme med den skærpede strafferamme, svarer i væsentlig grad til dem, som rådet har beskrevet i betænkningen om datakriminalitet i forbindelse med rådets forslag til bestemmelser i §§ 263, stk. 2, og 264, stk. 2. Der henvises til betænkningen, kapitel 2.7., og til de specielle bemærkninger til betænkningens lovudkast [betænkning nr. 1032/1985, s. 27 ff. med forslag om en normalstrafferamme på bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder (§ 263, stk. 2) og en skærpet strafferamme på fængsel indtil 2 år, når forholdet er begået med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre særligt skærpende omstændigheder (§§ 263, stk. 3, og 264, stk. 2). Forslagene er omtalt i kap. ... om freds- og ærekrænkelser, pkt. 2.4.4]. Ligesom ved disse bestemmelser finder straffelovrådet, at et maksimum på 2 års fængsel vil være passende.”

4.2.4.2.2. Af lovforslagets bemærkninger fremgår, at Justitsministeriet kunne tiltræde Straffelovrådets opfattelse, herunder med hensyn til strafferammer for brud på tavshedspligten. Herom anførtes følgende (sml. anf. st. sp. 269-71):

”Straffelovrådet er enig i, at de gældende regler om kriminalisering af efterfølgende forhold med hensyn til krænkelse af tavshedspligt bør videreføres. Det er dog rådets opfattelse, at det formentlig vil være mest hensigtsmæssigt at lade bestemmelsen om efterfølgende forhold henvise til de strafferammer, som gælder for den pågældende overtrædelse af tavshedspligt. Justitsministeriet er enig heri.

... I straffelovrådets udtalelse oplyses, at strafudmålingerne efter det foreliggende synes at holde sig på bødeplanet.

Justitsministeriet finder ikke, at der er grund til at overveje afgørende ændringer i strafniveauet, men har dog fundet, at straffen for krænkelse af tavshedspligt bør være ens, hvad enten der herved krænkes offentlige eller private interesser, og hvad enten den, der krænker tavshedspligten, virker i offentlig tjeneste eller hverv eller i henhold til offentlig beskikkelse eller anerkendelse. Justitsministeriet foreslår derfor, at krænkelse af tavshedspligten straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Da det offentlige og offentligt beskikkede personer i stigende grad modtager oplysninger om enkeltpersoners og virksomheders forhold, og da en tilsidesættelse af den tavshedspligt, der påhviler alle i offentlig tjeneste eller hverv, udover at kunne medføre en væsentlig krænkelse af enkeltpersoner også kan få betydelige økonomiske følger, finder justitsministeriet, at bestemmelsen om en videre strafferamme, når krænkelsen af tavshedspligten sker for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, bør bevares og udstrækkes til generelt at gælde for alle de persongrupper, som er omfattet af straffelovens tavshedspligtsregler.

Straffelovrådet har i sin udtalelse tilsluttet sig disse ændringer af strafferammerne.
Rådet finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at opretholde et maksimum på 3 års fængsel i denne skærpede ramme. De forhold, der kan være grund til at ramme med den skærpede strafferamme, svarer i væsentlig grad til dem, som rådet har beskrevet i betænkningen om datakriminalitet i forbindelse med rådets forslag til bestemmelser i §§ 263, stk. 2, og § 264, stk. 2. Ligesom ved disse bestemmelser finder straffelovrådet, at et maksimum på 2 års fængsel vil være passende. Justitsministeriet er enig heri.”

4.2.5. Lov nr. 399 af 13. juni 1990 om ændring af straffeloven (Meddelelseshæleri)

4.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.4. Straffelovrådets overvejelser

4.4.2. Der er i Straffelovrådet enighed om, at strafferammerne i § 152 og §§ 152 a-d, jf. § 152, bl.a. ud fra hensynet til sammenhængen i strafferammesystemet, herunder de lignende fredskrænkelser, fortsat må anses for passende. Rådet begrænser sig derfor til at foreslå en præcisering af kriterierne for anvendelsen af den skærpede sidestrafferamme i § 152, stk. 2, og §§ 152 a-d, jf. § 152, stk. 2, der svarer til rådets forslag med hensyn til de beslægtede bestemmelser i §§ 263, stk. 3, og 264, stk. 2, sml. lovudkastets § 1, nr. 40.

5. §§ 154-157 (øvrige bestemmelser)

5.1. Gældende ret mv.

§ 155 har karakter af en suppleringsbestemmelse i forhold til de foregående bestemmelser om tjenestemisbrug i straffelovens kapitel 16. Bestemmelsen foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder, når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, i øvrigt misbruger sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret. Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel, skærpes strafmaksimum til 2 års fængsel.

§ 156 retter sig mod den forsætlige ikke-opfyldelse af tjenestepligt. Bestemmelsen knytter strafansvaret til den, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, som nægter eller undlader at opfylde pligt, som tjenesten eller hvervet medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig befaling. Hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg, falder uden for det strafbare område. Straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Til § 156 knytter sig i § 157 en bestemmelse, der navnlig retter sig mod den uforsætlige ikke-opfyldelse af tjenestepligt. § 157 fastsætter, at samme straf (som i § 156) finder anvendelse, når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv, gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse eller skødesløshed i tjenestens eller hvervets udførelse eller i overholdelsen af de pligter, som tjenesten eller hvervet medfører. Hverv, hvis udførelse hviler på offentlige valg, falder uden for denne bestemmelses anvendelsesområde.

§§ 154-157 er omtalt i Den kommenterede straffelov s. 86 ff. (§§ 154-57), 111 f. (§ 154), 112 ff. (§ 155), 114 ff. (§ 156) og 116 f. (§ 157).

5.1.2. §§ 154 og 157 har været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Det samme gælder, når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), §§ 155-156.

Om forarbejderne til § 154 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 168, 169, 180, 181, 184 og 188 samt s. 180, 184-85 og 187-88. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 148 samt s. 140-41, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 146 samt sp. 256-57. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3348 (§ 156), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5365 (§ 153) og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 195 (§ 153).

For så vidt angår § 155 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 173 samt s. 182. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 147 samt s. 143, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 147 samt sp. 257. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3348 (§ 157).

Med hensyn til § 156 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 174 samt s. 182. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 22 samt s. 24, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 148 samt sp. 257-58. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3348 (§ 158), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 155), Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 155), og tillæg B, sp. 195-96 (§ 155).

Om § 157 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 175 samt s. 182-83. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 22 samt s. 24, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 149 samt sp. 258. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3348 (§ 159), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 156), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2369 (§ 156), og tillæg B, sp. 195-96 (§ 156).

5.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

5.2.2. I § 155 foreslog Straffelovrådet – foruden de nu (sml. pkt. 5.1.2 ovenfor) gennemførte ændringer som følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen – strafmaksimum nedsat fra 2 til 1 års fængsel. Det sidstnævnte forslag var ikke ledsaget af særskilte bemærkninger, sml. s. 207-08 og 286 med lovudkastets § 1, nr. 35.

5.2.3. I § 156 foresloges alene de nu (sml. pkt. 5.1.2 ovenfor) gennemførte ændringer som følge af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen.

5.2.4. § 157 foreslog Straffelovrådet omformuleret med henblik på at erstatte henvisningen til § 156 med en udtrykkelig angivelse af bestemmelsens strafferamme: bøde eller fængsel indtil 4 måneder (sml. s. 287 med lovudkastets § 1, nr. 50). Forslaget gennemførtes ikke som led i afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

5.3. Straffelovrådets overvejelser

5.3.2. Straffelovrådet finder i lighed med 1987-betænkningen, at der ikke er grundlag for at ændre ved den delte strafferamme i § 155. Rådet har noteret sig, at man i 1987-betænkningen foreslog strafmaksimum nedsat fra 2 til 1 års fængsel, sml. pkt. 5.2.2 ovenfor. Rådet er opmærksomt på, at hensynet til tilpasning til det aktuelle udmålingsniveau i og for sig fortsat kunne tale for at følge denne anbefaling, sml. pkt. 1.2 ovenfor. Rådet er imidlertid efter en fornyet gennemgang mest tilbøjelig til at blive stående ved det nuværende strafmaksimum, der bedst muligt tilgodeser hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

Straffelovrådet har fortsat den opfattelse, at der ikke er grundlag for at ændre strafmaksimum i § 155, 1. pkt. (normalstrafferammen), eller i §§ 156 og 157. Som tidligere nævnt er strafpositionen 4 måneder af tekniske grunde udeladt i rådets oversigt baseret på det angrebne retsgode. Rådet foreslår som følge heraf, at denne position ændres til 6 måneder i §§ 155, 1. pkt., og 156, 1. pkt., og som led i den tidligere foreslåede omskrivning af § 157 indsættes som strafmaksimum i denne bestemmelse, sml. pkt. 5.2.4 ovenfor og § 1, nr. 11, 41 og 42, i rådets lovudkast.

§ 154 er i lighed med § 151 en af de få endnu gældende strafforhøjelsesregler i straffelovens særlige del. Der er enighed om, at bestemmelsen kan ophæves, når det samtidig i rådets udkast til bestemmelser om straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferamme foreskrives, at det i almindelighed skal tillægges skærpende betydning, at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv, sml. § 1, nr. 6, med § 81, nr. 7, og nr. 27, i rådets lovudkast. Straffelovrådet har andetsteds i denne betænkning givet udtryk for, at man ikke har bemærkninger i anledning af et forslag om ophævelse af § 153, som Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet er fremkommet med i betænkning nr. 1417 om IT-kriminalitet, sml. denne betænknings kapitel 27 om freds- og ærekrænkelser, pkt. 2.5.2. Rådet foreslår som følge heraf og efter forslaget om ophævelse af § 154, at ordene ”i øvrigt” i § 155, 1. pkt., udgår, sml. § 1, nr. 41, i rådets lovudkast.