Kapitel 18, bind 2, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003

 
 

Kapitel 18- Falsk forklaring og falsk anklage (straffelovens §§ 158-165)

1. Indledning

1.1. Straffelovens kapitel 17 om falsk forklaring og falsk anklage (§§ 158-165) kan inddeles i tre grupper: falsk forklaring for retten (§§ 158-60), falsk erklæring til brug for det offentlige (§§ 161-163) samt falsk anklage og klagemål (§§ 164 og 165). Kriminaliseringen på disse områder har baggrund i hensynet til beskyttelse af samfundets interesse i at kunne stole på de oplysninger, der meddeles retterne og administrationen, idet de tjener som grundlag for retternes afgørelser og forvaltningens dispositioner. Usandfærdige udsagn indebærer risiko for urigtige afgørelser. Strafbarheden er derfor knyttet til afgivelsen af de urigtige oplysninger, uanset om risikoen i det enkelte tilfælde realiseres, og i de fleste tilfælde uden hensyn til, om der er forsæt til at vildlede, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 118 ff.

1.2. I det følgende behandles strafferammerne i de bestemmelser, der indgår i straffelovens kapitel 17. I afsnittene 2-3 omtales henholdsvis §§ 158-160 (falsk forklaring for retten) og §§ 161-163 (falsk erklæring til brug for det offentlige). I afsnit 4 redegøres for §§ 164-165 (falsk anklage og klagemål). I omtalen indgår for alle bestemmelsers vedkommende såvel en redegørelse for gældende ret mv. som for tidligere lovændringer og overvejelser, herunder i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Endvidere gennemgås i tilslutning til afsnittene om falsk forklaring for retten samt falsk anklage og klagemål resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Herudover indeholder afsnit 2 om falsk forklaring for retten en kortfattet omtale af lov nr. 258 af 8. maj 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold). Endelig indeholder hvert afsnit en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om de nævnte bestemmelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

1.3. Det er bl.a. i indledningen til betænkningen bemærket, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. Det gælder tillige forbrydelserne i straffelovens 17. kapitel om falsk forklaring og falsk anklage. De synspunkter om strafferammerne for falsk forklaring og falsk anklage, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2. §§ 158-160 (falsk forklaring for retten)

2.1. Gældende ret mv.

2.1.1. Efter straffelovens § 158, stk. 1 og 2, straffes den, som afgiver falsk forklaring for retten, herunder ved anvendelse af telekommunikation, sml. pkt. 2.4 nedenfor. Strafansvaret omfatter også falsk forklaring for en udenlandsk ret og De Europæiske Fællesskabers Domstol. Straffen er fængsel indtil 4 år. Angår det falske udsagn alene noget, som er uden betydning for det forhold, der søges oplyst, kan straffen efter stk. 3 gå ned til bøde.

§ 159, stk. 1, fastslår, at strafansvar efter § 158 ikke omfatter falsk forklaring afgivet som sigtet i en offentlig straffesag eller under afhøring i tilfælde, hvor forklaring ifølge loven ikke må kræves. Falsk forklaring afgivet under afhøring for retten i tilfælde, hvor den afhørte var berettiget til at nægte forklaring, er strafbart efter § 158. § 159, stk. 2, åbner i sådanne tilfælde mulighed for strafnedsættelse og under i øvrigt formildende omstændigheder strafbortfald.

Efter straffelovens § 160 straffes grov uagtsomhed ved afgivelse af urigtig forklaring i tilfælde, der ellers ville være strafbare efter § 158 eller § 159, stk. 2, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Om de nævnte bestemmelser kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 118 ff. For så vidt angår den del af § 158, der angår telekommunikation, henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s.27.

2.1.2. I borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, havde § 158 følgende ordlyd:

”§ 158. Den, som afgiver falsk Forklaring for Retten eller for anden Myndighed, ved hvilken Brug af Ed er lovhjemlet, straffes med Fængsel fra 3 Maaneder indtil 4 Aar.
Stk. 2. Er det falske Udsagn bekræftet med Ed eller afgivet i Henhold til tidligere aflagt Ed, kan Straffen stige til Fængsel i 8 Aar. Lige med Ed anses saadan Forsikring, der ifølge Loven træder i Eds Sted.
Stk. 3. Angaar det falske Udsagn alene noget, som er uden Betydning for det Forhold, der søges oplyst, kan Straffen gaa ned til Hæfte eller Bøde.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 191-93 samt s. 189-91. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, §§ 151-52 samt s. 145-47, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 150 og sp. 258-61 samt 263. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3349-50 (§ 160). Om § 158 henvises i øvrigt til pkt. 2.2 nedenfor, idet der herved ses bort fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 159 har i det væsentlige været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933, hvor bestemmelsen havde følgende ordlyd:

”§ 159. Afgiver nogen falsk Forklaring som Sigtet i en offentlig Straffesag eller under Afhøring i Tilfælde, hvor Forklaring ifølge Loven ikke maa kræves, straffes han ikke.
Stk. 2. Afgives falsk Forklaring under Afhøring for nogen i § 158 nævnt Myndighed i Tilfælde, hvor den afhørte var berettiget til at nægte Forklaring, kan Straffen nedsættes og, naar Forklaringen ikke er beediget, under i øvrigt formildende Omstændigheder bortfalde.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 194 samt s. 191-92. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 153 samt s. 147, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 151 og sp. 261-62. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3350 (§ 161).

§ 160 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 196 samt s. 194-95. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917 s. 145, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 151 A og sp. 262-63. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3350 (§ 162).

2.2. Tidligere ændringer af §§ 158 og 159

2.2.1. Lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.)

2.2.1.1. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) nedsattes strafminimum i en række bestemmelser, herunder § 158, stk. 1, til fængselsstraffens faste minimum, som på daværende tidspunkt var 30 dage. Afskaffelsen af de forhøjede strafstrafminima skete efter indstilling fra Straffelovskommissionen, jf. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 581-82:

”Ved lov nr. 225 af 7. juni 1952 om ændringer i og tilføjelser til borgerlig straffelov gennemførtes en udvidelse af strafferammerne i borgerlig straffelovs kapitler 12 og 13, idet mindstestraffen kun i § 112 er sat højere end den laveste fængselsstraf, fængsel i 30 dage. Om begrundelsen herfor kan henvises til den i 1949 afgivne betænkning ... fra justitsministeriets udvalg til overvejelse af forslag til ændringer i borgerlig straffelovs kapitler 12 og 13.

Med dette udgangspunkt anmodede justitsministeriet straffelovskommissionen om en udtalelse med hensyn til spørgsmålet om på tilsvarende måde at ophæve straffelovens øvrige minimumsbestemmelser og erstatte dem med strafartens minimum.

Der var i straffelovskommissionen enighed om, at minimum i [bl.a.] §§ 158 og 210 [om incest] burde ophæves, idet disse minima efter kommissionens opfattelse undertiden i praksis umuliggør en rimelig strafudmåling. Et flertal i kommissionen (6 medlemmer) gik endvidere ind for i det hele at ophæve straffelovens strafminima, medens et mindretal (3 medlemmer) fandt dette forslag for vidtgående.

Det foreliggende forslag bygger på det synspunkt, at der ikke uden forbindelse med revision af de enkelte straffelovsbestemmelser bør ske ophævelse af strafminima, medmindre disse i praksis viser sig uhensigtsmæssige, og man har herefter kun fundet anledning til at foreslå ophævelse af strafminima i [bl.a.] §§ 158 og 210.”

Endvidere ophævedes det skærpede strafmaksimum på fængsel indtil 8 år for falsk forklaring afgivet under ed, idet bestemmelsen herom ansås for ”betydningsløs” ved siden af § 158, stk. 1 (sml. anf. st. sp. 582).

2.2.2. Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)

2.2.2.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) ophævedes den del af § 158, stk. 1, der gav mulighed for at straffe for falsk forklaring afgivet ”for anden myndighed, ved hvilken brug af ed er lovhjemlet”. Samtidig ændredes § 159, stk. 2, så adgangen til at statuere strafnedsættelse og strafbortfald tilpassedes den nye affattelse af § 158, stk. 1. Ændringerne var led i en reform af vidnereglerne, hvorved bl.a. reglerne om vidneed ophævedes (sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 969).

2.2.3. Lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkotikakriminalitet, beskyttelse af diplomater m.v.)

2.2.3.1. Ved lov nr. 268 af 26. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m. og af retsplejeloven (Psykisk abnormitet, narkotikakriminalitet, beskyttelse af diplomater m.v.) fik § 158 sin nuværende affattelse. Ved denne lovændring blev det udtrykkeligt fastslået, at bestemmelsen også omfatter falsk forklaring for udenlandske domstole. Endvidere udvidedes det strafbare område til også at omfatte falsk forklaring afgivet for De Europæiske Fællesskabers Domstol, jf. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 1619-20.

2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.3.1. Straffelovrådets overvejelser om §§ 158-160 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse tog udgangspunkt i de da foreliggende statistiske oplysninger om strafudmålingen på dette område, sml. s. 200:

”For falsk forklaring blev der ifølge Kriminalstatistik i årene 1979-83 afsagt henholdsvis 48, 62, 51, 93 og 94 domme til højere straf end bøde. I rundt regnet to trediedele af alle tilfælde er straffen ubetinget fængsel. Langt de fleste straffe ligger mellem 1 og 2 måneder. Der forekommer næsten aldrig straffe, der overstiger 3-4 måneders fængsel. I året 1982 synes der dog at have været 2 domme på strafniveauet mellem 6 måneder og 1 år og i 1983 1 dom på samme niveau og yderligere 1 dom mellem 1_ og 2 år. Men det kan ikke ses af statistikken, om der muligvis har foreligget sammenstød med en anden forbrydelse end falsk forklaring eller en i strafudmålingen indregnet ældre reststraf eller betinget dom.”

2.3.2. Rådet konkluderede på den anførte baggrund således:

”Oplysningerne om retspraksis taler for en væsentlig nedsættelse af maksimumsstraffen. Straffelovrådet foreslår, at 4 år ændres til 2 år. Man har overvejet at foreslå bøde optaget i normalrammen i stk. 1 (eventuelt: under formildende omstændigheder), således at stk. 3 og strafnedsættelsesreglen i § 159, stk. 2, kunne ophæves. Det er imidlertid fundet rigtigst at udskyde sådanne spørgsmål og sammenhængen mellem § 158 og § 159 til en senere lejlighed.

Det skal tilføjes, at der kan straffes i sammenstød med § 164, stk. 1, i tilfælde, hvor falsk forklaring for retten afgives med forsæt til, at en uskyldig sigtes eller dømmes for et strafbart forhold. Strafmaksimum efter § 164, stk. 1, er efter straffelovrådets forslag 4 år.

Straffelovrådet har overvejet at foreslå § 160 om grov uagtsomhed ophævet, men man begrænser sig i den foreliggende forbindelse til at stille forslag om, at frihedsstraf udgår af strafferammen i § 160.”

2.4. Lov nr. 258 af 8. maj 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold)

2.4.1. Den 27. februar 2002 fremsatte justitsministeren (Lene Espersen) forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet og lov om international fuldbyrdelse af straf m.v. (Gennemførelse af EU-retshjælpskonventionen, den 2. tillægsprotokol til Europarådets retshjælpskonvention og EU-rammeafgørelse om fælles efterforskningshold) (L 141), sml. nu lov nr. 258 af 8. maj 2002. Loven ændrer straffelovens § 158, stk. 1, så bestemmelsen kommer til at omfatte falsk forklaring, der afgives ved anvendelse af telekommunikation. Udtrykket ”telekommunikation” sigter både til telekommunikation med billede (videokonference) og telekommunikation uden billede (telefonkonference). Om rækkevidden af udvidelsen henvises til Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 3388-89. Loven indvirker ikke på strafferammerne.

2.5. Statistisk undersøgelse af domspraksis

2.5.1. I Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning) og bind III, indgår en analyse af strafudmålingen i sager om falsk forklaring for retten (§ 158), jf. s. 30. Undersøgelsen viser, at langt hovedparten (84 pct.) af de i alt 329 afgørelser alene omfatter dette ene forhold, og at godt halvdelen af sagerne (58 pct.) angår tidligere ustraffede personer. Kun 4 afgørelser omhandler personer under 18 år. I næsten fire femtedele af sagerne (79 pct.) er idømt ubetinget frihedsstraf. I de fleste øvrige er idømt betinget dom. Der synes at være en forholdsvis fast praksis vedrørende udmålingen af frihedsstraffe i disse sager, idet straffen er fastsat til 60 dage i næsten 90 pct. af sagerne. Den længste betingede dom er på 10 måneder, og den længste ubetingede er på 1 år. Der er ingen tendens til ændring i strafniveauet i den undersøgte periode. I forhold til den retspraksis, der er beskrevet i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, jf. pkt. 2.3 ovenfor, synes der dog i tiden siden begyndelsen af 1980’erne at være sket en vis strafskærpelse samt en højere grad af standardisering i strafudmålingen, idet flere sager i dag afgøres med ubetinget frihedsstraf, og flere straffe udmåles til samme længde (60 dage).

2.6. Straffelovrådets overvejelser

2.6.1. § 158 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel svarende til det nugældende. § 160 er placeret i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel. Det indebærer en mindre forhøjelse af strafmaksimum fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

2.6.2. Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter om §§ 158-160, som fremkom i 1987-betænkningen, sml. pkt. 2.3.2 ovenfor. Rådet finder det imidlertid rigtigst, at §§ 158 og 160 indtil videre opretholdes uændret.

I Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode er visse maksima, herunder positionen 4 måneder, af tekniske grunde udeladt, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Rådet foreslår som følge heraf, at strafmaksimum i § 160 hæves fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 11, i rådets lovudkast.

3. §§ 161-163 (falsk erklæring til brug for det offentlige)

3.1. Gældende ret mv.

3.1.1. Straffelovens § 161 omhandler falsk erklæring på tro og love. Bestemmelsen retter sig mod den, som uden for det i § 158 nævnte tilfælde for eller til en offentlig myndighed afgiver falsk erklæring på tro og love eller på lignende højtidelig måde, hvor sådan form er påbudt eller tilstedt. Straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.

Straffelovens § 162 angår urigtig, pligtmæssig erklæring. Denne bestemmelse retter sig mod den, som ellers for eller til en offentlig myndighed afgiver urigtig erklæring om forhold, angående hvilke den pågældende har pligt til at afgive forklaring. Straffen er i dette tilfælde bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

§§ 161 og 162 suppleres af straffelovens § 163, der retter sig mod andre tilfælde af urigtig skriftlig erklæring eller bevidnelse. § 163 har samme strafferamme som § 162. Efter § 163 straffes den, som i øvrigt til brug i retsforhold, der vedkommer det offentlige, skriftligt eller ved andet læsbart medie afgiver urigtig erklæring eller bevidner noget, som den pågældende ikke har viden om.

Om §§ 161-163 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 118 og 127 f. (§ 161), 128 ff. (§ 162) og 131 ff. (§ 163).

3.1.2. Når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), har § 161 i det væsentlige været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 161 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 195, stk. 1 og 2, samt s. 192-94. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 154 samt s. 147-48, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 152 samt sp. 263-64. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3350 (§ 163), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 160), og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp 2369 (§ 160).

§ 162 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden følgende ordlyd:

”§ 162. Den, som ellers for eller til en offentlig Myndighed afgiver urigtig Erklæring om Forhold, angaaende hvilke han er pligtig at afgive Forklaring, straffes med Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder eller Fængsel indtil 4 Maaneder.
Stk. 2. Bestemmelserne i § 159, Stk. 1, finder tilsvarende Anvendelse.”

Om forarbejderne til denne affattelse af § 162 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 195, stk. 1, samt s. 192-94. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 10 samt s. 19, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 12 samt sp. 398. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3350 (§ 164), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5365-66 (§ 161). Om § 162 kan i øvrigt henvises til pkt. 3.2.1 og 3.2.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 163 indeholdt på samme måde som i dag en strafferamme svarende til strafferammen for urigtig pligtmæssig erklæring i § 162. § 163 havde følgende ordlyd:

”§ 163. Med samme Straf som i § 162 anført straffes den, som i øvrigt til Brug i Retsforhold, der vedkommer det offentlige, afgiver urigtig skriftlig Erklæring eller skriftlig bevidner noget, hvorom han ingen Kundskab har.”

Om forarbejderne til denne affattelse af § 163 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 13 samt sp. 399. Der kan endvidere henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3350 (§ 165). Om § 163 kan i øvrigt henvises til pkt. 3.2.3 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

3.2. Tidligere ændringer af §§ 161-163

3.2.1. Lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.)

3.2.1.1. Ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) ophævedes henvisningen til § 159, stk. 1, i § 162, stk. 2, som ”overflødig”, sml. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 582.

3.2.2. Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)

3.2.2.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) udgik i § 161 den del af bestemmelsen, der angik falsk erklæring ”under tilbud om ed”. Ændringen var led i en reform af vidnereglerne, hvorved bl.a. reglerne om vidneed ophævedes, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 969.

3.2.2.2. Ved samme lov ændredes strafferammen i § 162 fra ”bøde, hæfte indtil 6 måneder eller fængsel indtil 4 måneder” til ”bøde eller hæfte eller med fængsel indtil 4 måneder”. Ændringen var en følge af en samtidig gennemført ændring af straffelovens § 44, stk. 1, om længstetiden for hæfte, hvorved denne strafarts faste maksimum reduceredes fra 2 år til 6 måneder, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 961 og 969.

3.2.3. Lov nr. 388 af 22. maj 1996 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Datakriminalitet)

3.2.3.1. Ved lov nr. 388 af 22. maj 1996 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Datakriminalitet) fik § 163 sin nuværende affattelse. Med lovændringen udvidedes det strafbare område til også at omfatte urigtige erklæringer afgivet f.eks. på edb-diskette eller ved elektronisk post (”andet læsbart medie”). § 163 formuleredes samtidig på en sådan måde, at bestemmelsen kom til at indeholde en selvstændig strafferamme svarende til § 162 i stedet for blot at henvise til strafferammen i denne bestemmelse. Ændringen af strafferammen var af redaktionel karakter, sml. Folketingstidende 1995-96, tillæg A, s. 4076.

3.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.3.1. Straffelovrådets overvejelser om §§ 161-163 foretoges under et sammen med bestemmelserne om falsk anklage og klagemål (§§ 164 og 165). Overvejelserne tog også på dette område udgangspunkt i de da foreliggende statistiske oplysninger, hvorom rådet fremdrog følgende, jf. betænkningen s. 201:

”Om §§ 161-165 under et kan det oplyses, at der i årene 1979-83 blev afsagt henholdsvis 180, 207, 264, 294 og 298 domme til højere straf end bøde. Der forekom kun en enkelt dom årligt, hvor straffen oversteg 1 års fængsel; det drejede sig da om straffe på mellem 1_ og 2 års fængsel, muligvis i tilfælde af sammenstød med anden kriminalitet. Langt de fleste af de sager, der faldt ud til højere straf end bøde, angik overtrædelser af §§ 164 og 165. Af de forannævnte sager efter §§ 161-165 angik følgende antal § 164 (og i parentes § 165): 107 (64), 106 (74), 127 (112), 162 (105) og 145 (121).”

3.3.2. Straffelovrådet foreslog herefter, at der skete nedsættelse af strafmaksima således: ”i § 161 fra 2 til 1 års fængsel, i § 164, stk. 1 og 2, fra 6 til 4 års fængsel, i § 164, stk. 3, fra 1 år til 6 måneder, og i § 165 ligeledes fra 1 år til 6 måneder”. Rådet føjede hertil, at man ikke i denne forbindelse havde haft mulighed for at forholde sig til ”spørgsmålet om eventuelle ændringer i gerningsbeskrivelsen i §§ 161-163, herunder disse bestemmelsers forhold til bestemmelser om urigtige erklæringer m.v. i særlovgivningen” (s. 201).

3.4. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

3.4.1. Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har afgivet betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6. Betænkningen om IT-kriminalitet behandler spørgsmålet om, hvorvidt udviklingen på IT-området bevirker, at der er behov for at justere de strafferetlige regler. I betænkningen indgår også en drøftelse af nogle spørgsmål om påtale og terminalefterforskning.

3.4.2. Betænkningens kapitel 5 beskæftiger sig med spørgsmål om elektroniske dokumenter. Udvalget drøfter bl.a., om der er behov for at ændre straffelovens § 163. Konklusionen på udvalgets overvejelser er, at § 163 er tilstrækkeligt dækkende, herunder også for så vidt angår bestemmelsens strafferamme. Udvalget foreslår derfor ingen ændring af denne bestemmelse, sml. s. 102 f. og 153.

3.5. Straffelovrådets overvejelser

3.5.1. § 161 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode indføjet i kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel, hvilket svarer til gældende ret. §§ 162 og 163 er placeret i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel. Det indebærer i lighed med § 160, sml. pkt. 2.6.1 ovenfor, en mindre forhøjelse af strafmaksimum fra 4 til 6 måneders fængsel.

3.5.2. Det er under Straffelovrådets drøftelse af §§ 161-163 anført, at bestemmelserne kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder deres sammenhæng med særlovgivningens bestemmelser om urigtige erklæringer mv., sml. pkt. 3.3.2 ovenfor med omtale af en lignende opfattelse i 1987-betænkningen. Det er i den forbindelse påpeget, at strafmaksimum i § 161 afspejler, at bestemmelsen hidrører fra en tid, hvor den formbundne fremgangsmåde forlenede erklæringen med en særlig aura.

Straffelovrådet har i den foreliggende sammenhæng fundet det rigtigst at begrænse sig til at pege på et muligt behov for revision af §§ 161-163 og i øvrigt afstå fra at fremkomme med forslag til ændring af strafferammerne i bl.a. § 161, idet overvejelserne herom er knyttet til spørgsmålet om kriminaliseringen af urigtige erklæringer. Det skyldes udelukkende tekniske grunde, når rådet foreslår strafferammen i § 161 forenklet fra ”bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 2 år” til ”bøde eller fængsel indtil 2 år” og strafmaksimum i §§ 162 og 163 hævet fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, samt rådets lovudkast § 1, nr. 11 og 16.

4. §§ 164 og 165 (falsk anklage og klagemål)

4.1. Gældende ret mv.

4.1.1. §§ 164 og 165 kriminaliserer falsk anklage og klagemål. Efter § 164, stk. 1, straffes den, der afgiver urigtige oplysninger til offentlig myndighed med forsæt til, at en uskyldig derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold. § 164, stk. 2, retter sig mod den, der tilintetgør, forvansker eller bortskaffer bevis eller tilvejebringer falsk bevis med forsæt til, at nogen derved sigtes eller dømmes for et strafbart forhold. Straffen er i begge tilfælde fængsel indtil 6 år. Foretages en handling som nævnt i stk. 1 og 2 med forsæt til, at den pågældende selv eller en anden med dennes samtykke derved bliver sigtet, dømt eller undergivet strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, som den pågældende ikke har begået, er straffen efter stk. 3 bøde eller fængsel indtil 1 år.

I § 164, stk. 4, åbnes mulighed for, at der efter den forurettedes begæring i dommen kan træffes bestemmelse om, at domsslutningen og så meget af domsgrundene, som retten skønner fornødent, ved offentlig foranstaltning skal kundgøres i en eller flere ”offentlige tidender”.
§ 165 retter sig mod den, der til offentlig myndighed anmelder en strafbar handling, der ikke er begået, og den, der til sådan myndighed indgiver falske klagemål. Straffen herfor er bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år.

Om bestemmelserne kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 118 og 134 ff. (§ 164) samt 118 og 137 ff. (§ 165). Som det fremgår, er det retspraksis antaget, at § 164, stk. 1 og 2, absorberer ansvar efter § 158. Det gælder derimod ikke ansvar efter § 164, stk. 3.

4.1.2. §§ 164 og 165 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 følgende ordlyd:

”§ 164. Den, som ved falsk Anklage, Anmeldelse til eller Forklaring for Ret eller Øvrighed eller ved andre Midler søger at bevirke, at en uskyldig sigtes eller dømmes for en strafbar Handling, straffes, hvis denne ikke kan medføre højere Straf end Hæfte i 3 Maaneder, med Hæfte eller med Fængsel indtil 3 Aar, i andre Tilfælde med Fængsel indtil 6 Aar.
Stk. 2. Det samme gælder, naar nogen ved Forvanskning eller Bortskaffelse af Bevis eller Tilvejebringelse af falsk Bevis søger at bevirke, at en anden sigtes eller dømmes for en strafbar Handling.
Stk. 3. Har Forbrydelsen medført Velfærds Fortabelse for nogen eller har saadant været tilsigtet, er Straffen Fængsel fra 2 til 16 Aar.
Stk. 4. Efter den forurettedes Begæring kan det i Dommen bestemmes, at Domsslutningen og saa meget af Domsgrundene, som Retten skønner fornødent, ved offentlig Foranstaltning skal kundgøres i en eller flere offentlige Tidender.

§ 165. Den, der til Øvrigheden anmelder en strafbar Handling, der ikke er begaaet, saavel som den, der til Kongen, Rigsdagen, Domstol eller Øvrighed indgiver falske Klagemaal, straffes med Bøde, Hæfte eller under skærpende Omstændigheder med Fængsel indtil 1 Aar.”

Om forarbejderne til § 164 som affattet ved 1933-loven kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 198 samt s. 196-97. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 137 samt s. 133 og 138 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 153 samt sp. 264 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3351 (§ 166). Om § 164 kan i øvrigt henvises til pkt. 4.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

Om forarbejderne til § 165 som affattet ved 1933-loven kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 195, stk. 3, samt s. 192-94. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 154 samt s. 147 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 154 samt sp. 265. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3351 (§ 167). Om § 165 kan i øvrigt henvises til pkt. 4.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

4.2. Tidligere ændringer af §§ 164 og 165

4.2.1. Lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.)

4.2.1.1. Ved lov nr. 248 af 9. juni 1967 om ændringer i borgerlig straffelov (Forældelse, pornografi, homoseksuel prostitution m.v.) fik §§ 164 og 165 deres nuværende affattelse, idet der herved bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. pkt. 4.1.2 ovenfor. Ændringerne, herunder forenklingen af strafferammerne, var i overensstemmelse med en utrykt indstilling fra Straffelovrådet af 18. november 1966, sml. Folketingstidende 1966-67, tillæg A, sp. 2460:

”Endelig foreslår rådet en forenkling af strafferammen i § 164, stk. 1, således at den højeste straf nu i alle tilfælde bliver fængsel i 6 år. I forbindelse hermed foreslår man at ophæve den særlige strafferamme i stk. 3 på fængsel fra 2 til 16 år i tilfælde, hvor forbrydelsen har medført velfærdsfortabelse for nogen, eller hvor dette har været tilsigtet. Denne bestemmelse har hidtil været uden praktisk betydning, og rådet anser den almindelige strafferamme i stk. 1 for tilstrækkelig til at omfatte også de her nævnte forhold.”

4.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.3.1. Straffelovrådets overvejelser om §§ 164 og 165 foretoges under et sammen med bestemmelserne om falsk erklæring til brug for det offentlige (§§ 161-163), sml. pkt. 3.3 ovenfor. Det bemærkes, at forslaget om ændring af strafmaksimum i § 165 fra 1 år til 6 måneder tillige omfattede en ophævelse af kravet om skærpende omstændigheder (sml. betænkningen s. 287 med lovudkastets § 1, nr. 54).

4.4. Statistisk undersøgelse af domspraksis

4.4.1. I Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis indgår også en analyse af strafudmålingen for følgende kategorier: falsk anklage og bevisforvanskelse (§ 164), jf. s. 35, og falsk anmeldelse og falske klagemål (§ 165), jf. s. 41.

4.4.2. Undersøgelsen viser, at mere end to tredjedele af de i alt 1314 afgørelser om falsk anklage og bevisforvanskelse (§ 164) kun omfatter ét forhold. I knap halvdelen af sagerne er der tale om tidligere ustraffede personer. 5 pct. af sagerne angår personer under 18 år. 53 pct. af alle afgørelser i denne kategori er ubetingede frihedsstraffe, mens 30 pct. er betingede. 10 pct. af sagerne er afgjort med bøder. De indenretslige bøder beløber sig i de fleste tilfælde til højst 5.000 kr., mens de udenretslige bøder typisk er på højst 3.000 kr. Kun godt hver tiende af de betingede domme overstiger 30 dage, og den længste er på 8 måneder. Af de ubetingede domme er 70 pct. på højst 30 dage, og knap 90 pct. er på højst 60 dage. Den længste ubetingede frihedsstraf er på 1 år og 3 måneder, den korteste på 7 dage. Der er ingen tendens til ændring i strafniveauet i den undersøgte periode.

4.4.3. Undersøgelsen omfatter 810 afgørelser om falsk anmeldelse og falske klagemål (§ 165), hvoraf tre fjerdedele vedrører tidligere ustraffede personer, og godt halvdelen omfatter kun ét forhold. 8 pct. af sagerne angår personer under 18 år. 43 pct. af sagerne er afgjort med bøde. Indenretslige bøder er i de fleste tilfælde på højst 6.000 kr. og udenretslige typisk på højst 5.000 kr. 39 pct. af afgørelserne er betingede frihedsstraffe, hvoraf tre fjerdedele er på højst 60 dage, mens den længste er på 10 måneder. Af de 13 pct. ubetingede domme er godt ni ud af ti på højst 6 måneder, og den længste er på 1 år. Der ses ingen tydelig tendens til ændring i strafniveauet i den undersøgte periode.

4.5. Straffelovrådets overvejelser

4.5.1. § 164, stk. 1 og 2, er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til kategorien ”angreb på privat ejendomsret og på statsapparatet mv.” med et strafmaksimum på 6 års fængsel. § 164, stk. 3, indgår i kategorien ”andre forholdsvis grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 1 års fængsel. Kategoriseringen er på linje med gældende ret. § 165 er placeret i kategorien ”fredskrænkelser mv.”, der har et strafmaksimum på 6 måneders fængsel. Det indebærer en reduktion af strafmaksimum, der i dag er 1 års fængsel.

4.5.2. Ved afgivelsen af 1987-betænkningen fandt Straffelovrådet, at strafmaksimum i § 164, stk. 3, og § 165 kunne nedsættes fra 1 års fængsel til fængsel i 6 måneder, sml. pkt. 3.3.2 ovenfor. Rådet har efter en fornyet drøftelse - herunder i lyset af bestemmelsernes placering i oversigten baseret på det angrebne retsgode, sml. pkt. 4.5.1 ovenfor - fortsat denne opfattelse. Rådet foreslår derfor strafmaksimum i disse bestemmelser sænket til 6 måneders fængsel. Rådet foreslår endvidere i lighed med forslaget i 1987-betænkningen, at den delte strafferamme i § 165 erstattes af én strafferamme, sml. § 1, nr. 43 og 45, i rådets lovudkast.

I 1987-betænkningen foresloges også en reduktion af strafmaksimum i § 164, stk. 1 og 2, nemlig fra 6 til 4 års fængsel, sml. pkt. 3.3.2 ovenfor. Det er under rådets fornyede drøftelse udtrykt sympati herfor bl.a. under hensyn til disse delikters fællestræk med faredelikterne. Rådet har dog efter en fornyet vurdering fundet det rigtigst at afstå fra at fremkomme med forslag til ændring af strafferammen i § 164, stk. 1 og 2. Rådet henviser bl.a. til, at de berørte bestemmelser efter omstændighederne kan omfatte særdeles grove forhold.

4.5.3. Straffelovrådet har i denne betænknings kapitel 16 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, pkt. 3.4.2, foreslået en ændret placering af § 143, der efter gerningsbeskrivelsen naturligt hører hjemme i straffelovens kapitel 17 i forlængelse af § 164 om falsk anklage mv. § 143 foreslås indsat som ny § 164 a, sml. § 1, nr. 44, i rådets lovudkast.