Kapitel 19, bind 2, i straffelovrådets betænkning nr. 1424 om straffastsættelse og strafferammer afgivet af Straffelovrådet i 2003

 
 

Kapitel 19- Forbrydelser vedrørende bevismidler og penge (straffelovens §§ 166-179)

1. Indledning

1.1. I dette kapitel behandles strafferammerne i straffelovens 19. kapitel om ”forbrydelser vedrørende bevismidler”. Disse forbrydelser kan inddeles i tre grupper af strafbare forhold: dokumentfalsk (§§ 171-172), andre dokumentforbrydelser (§§ 173-175 og 178) og mærkeforbrydelser (§§ 176-177 og 179).

1.2. Reglerne om dokumentfalsk, andre dokumentforbrydelser og mærkefalsk gennemgås i afsnittene 2-4 nedenfor. I den forbindelse redegøres tillige for Straffelovrådets overvejelser, herunder i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, samt overvejelser og forslag bl.a. i betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet fra Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Endvidere gennemgås resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Endelig indeholder hvert afsnit en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om de nævnte bestemmelser.

1.3. Det er fundet mest hensigtsmæssigt at behandle reglerne i straffelovens 18. kapitel om ”forbrydelser vedrørende penge” (§§ 166-170) i sammenhæng med bevisforbrydelserne. Reglerne i §§ 166-170 omtales i afsnit 5 nedenfor. Heri indgår også en gennemgang af Straffelovrådets overvejelser i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, overvejelser og forslag fra Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet samt resultaterne af undersøgelsen af domspraksis. Afsnittet afsluttes med en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om revision af strafferammerne i de berørte bestemmelser.

1.4. Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. Det gælder også forbrydelserne i straffelovens 18. og 19. kapitel om forbrydelser vedrørende penge og bevismidler. De synspunkter om strafferammerne for penge- og dokumentfalsk mv., som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2. §§ 171 og 172 (dokumentfalsk)

2.1. Gældende ret mv.

2.1.1. Straffelovens § 171 indeholder lovens definition på dokumentfalskforbrydelsen. Efter § 171, stk. 1, straffes for dokumentfalsk den, der gør brug af et falsk dokument til at skuffe i retsforhold. Ved dokument forstås ifølge stk. 2 en med skriftlig betegnelse af udstederen forsynet tilkendegivelse, der enten fremtræder som bestemt til at tjene som bevis eller bliver benyttet som bevis for en rettighed, en forpligtelse eller en befrielse for en sådan. Dokumentet er falsk, når det ikke hidrører fra den angivne udsteder, eller der er givet det et indhold, som ikke hidrører fra denne, jf. § 171, stk. 3, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 147 ff.

2.1.2. Som det fremgår, rummer § 171 ingen bestemmelser om strafferammen for dokumentfalsk. Herom henvises til straffelovens § 172, der har følgende ordlyd:

”§ 172. Straffen for dokumentfalsk er fængsel, der i tilfælde af, at dokumentet angiver sig at indeholde en offentlig myndigheds afgørelse, eller at det er en offentlig forskrivning, en check, veksel eller andet til almindeligt omløb bestemt dokument eller en testamentarisk bestemmelse, kan stige til 8 år.
Stk. 2. Er dokumentet efter sin beskaffenhed, eller er forfalskningen eller det, som derved søges opnået, af underordnet betydning, eller har den skyldige ikke tilsigtet at påføre andre nogen skade, såsom når øjemedet alene har været at gennemføre et berettiget eller at afværge et uberettiget krav, er straffen bøde eller fængsel indtil 1 år.”

§ 172, stk. 1, omhandler normalstrafferammen for dokumentfalsk. Strafminimum er fængsel. Bestemmelsen angiver intet maksimum for den straf, der kan komme på tale, når de i stk. 1 nævnte skærpelsesgrunde ikke er til stede. Maksimum angives alene ved et maksimum på mindre end 8 år. Henføres et forhold under stk. 2, åbnes mulighed for lavere straf end fængsel, idet bestemmelsens strafminimum her er bøde, sml. Den kommenterede straffelov s. 161 ff. med omtale af retspraksis vedrørende henholdsvis stk. 1 og stk. 2.

2.1.3. Både § 171 og § 172 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 171 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 349, stk. 1 og 2, jf. § 5 g, samt s. 294-96. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 158, stk. 1, jf. § 3 e, samt s. 7, 150-52, 154-55 og 156-57, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 158 samt sp. 268-74. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352-53 (§ 172), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5366 (§ 170), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 170).

For så vidt angår § 172 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 351 samt s. 297. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 160 samt s. 7, 155-56 og 157-58, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 160 samt sp. 274-75. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3354 (§ 174), samt Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5367 (§ 171). Af det anførte sted i Rigsdagstidende 1927-28 fremgår, at valget af strafferammer havde sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt der skal straffes i sammenstød mellem dokumentfalsk og bedrageri:

”Da Dokumentfalsk i det alt overvejende Antal af de i Praksis forekommende Tilfælde indeholder en Berigelsesforbrydelse, synes det at være det naturligste i Lighed med den gældende Straffelov (§§ 268-276) at give Straffebestemmelsen for Dokumentfalsk et saadant Indhold, at der normalt ikke bliver Tale om samtidig Anvendelse af denne og af Bedrageribestemmelsen.”

2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.2.1. Da Straffelovrådet overvejede strafferammerne i § 172 i betænkning nr. 1099/1987, tog man udgangspunkt i kriminalstatistikken for 1979-83, sml. s. 182 med gengivelse af ”Tabel. 22. Straffen for dokumentfalsk 1979-1983.”. Rådet hæftede sig ved, at straffe for dokumentfalsk, der overstiger 2 års fængsel, var meget sjældne. Af sådanne straffe havde i 1979-83 kun været ca. 5 pr. år. Af i alt 12 straffe på mere end 3 års fængsel havde kun været én, der oversteg 5 år. Rådet bemærkede, at nogle tilfælde af groft dokumentfalsk i kriminalstatistikken kunne være registreret under andre forbrydelser, hvis dokumentfalsk havde foreligget til pådømmelse sammen med anden kriminalitet, f.eks. underslæb, bedrageri eller brandstiftelse. Rådet sammenfattede sine synspunkter om strafferammerne for dokumentfalsk således, jf. anf. st. s. 182 ff.:

”Det må betragtes som en svaghed ved § 172, stk. 1, at bestemmelsen ikke udtrykkeligt angiver noget maksimum for den straf, der finder anvendelse, hvis de i stk. 1 nævnte skærpelsesgrunde ikke er til stede. Herom kan man kun slutte, at straffen ikke kan stige til 8 års fængsel, men der er teoretisk set ikke noget i vejen for, at straffen kan blive 7 år og 9 måneder. Det ville stemme bedre med sædvanlig lovgivningsteknik, hvis bestemmelsen fastsatte et normalmaksimum og dertil føjede et højere maksimum med henblik på grove tilfælde af dokumentfalsk.

Såfremt § 172 fortsat skal indeholde flere maksima for fængselsstraf, forekommer det tvivlsomt, om den nugældende beskrivelse af de groveste tilfælde er hensigtsmæssig. Bestemmelsen beskriver disse tilfælde ved – på en efter ordlyden udtømmende måde – at nævne bestemte typer af dokumenter. Nogle af disse er af ringe praktisk betydning; uden for bestemmelsen falder på den anden side nogle typer af dokumentfalsk, der kan have en betydelig grovhed, f.eks. omfattende falsk med hensyn til fakturaer, købekontrakter, papirer benyttet til told- eller afgiftsberigtigelse etc. Når stk. 1 nævner checks og veksler, må herved bemærkes, at falsk med hensyn til sådanne papirer kun i sjældne tilfælde kan begrunde en strafskærpelse til 8 års fængsel. Straffelovrådet finder det tvivlsomt, om man overhovedet kan karakterisere de groveste tilfælde ved en opregning af typer af dokumenter. Det måtte formentlig foretrækkes at benytte et mere almindeligt kriterium, som fremhæver, at det uanset beskaffenheden af dokumentet skal dreje sig om dokumentfalsk af en særlig grovhed. Hertil kan f.eks. benyttes sådanne udtryk som, at der skal foreligge ”særligt skærpende omstændigheder”, eller at der er begået dokumentfalsk ”af særlig grov karakter”.

Der er grund til at overveje en mere indgribende ændring af strafferammesystemet i § 172. Dette system fremstiller dokumentfalsk som en forbrydelse, der typisk er af meget grov karakter, og som kun under særlig formildende omstændigheder kan henføres under den lavere strafferamme i stk. 2, som ikke desto mindre går op til fængsel i 1 år. De statistiske oplysninger om sanktionspraksis støtter imidlertid den opfattelse, at den pådømte dokumentfalskkriminalitet ikke er af udpræget grov karakter ...

Ved valget af strafmaksimum må det tages i betragtning, at domstolene normalt ikke statuerer sammenstød mellem dokumentfalsk og bedrageri i tilfælde, hvor den, der gør brug af et falsk dokument, handler med forsæt til bedrageri. Man citerer alene § 172, jfr. § 171, formentlig ud fra den betragtning, at forsæt til vildledelse er fælles for dokumentfalsk og bedrageri, og at forsæt til berigelse er om ikke en nødvendig så dog en typisk bestanddel af dokumentfalsk. Straffelovrådet er noget skeptisk med hensyn til hensigtsmæssigheden af denne praksis ... Praksis synes ikke at have haft støtte i straffelovens forarbejder, hvor det tværtimod fremhæves, at der ikke ”vil være nogen Grund til at udelukke Anvendelsen af Sammenstødsreglerne, hvor Dokumentfalsk benyttes til Begaaelse af en anden Forbrydelse”, se U II mot. s. 155 og tilsvarende U III mot. sp. 274 f. Men i straffelovsforslaget 1927-28 foretrak man at give straffebestemmelsen for dokumentfalsk ”et saadant Indhold, at der normalt ikke bliver tale om samtidig Anvendelse af denne og Bedrageribestemmelsen” ...

Straffelovrådet finder det tvivlsomt, om der vil vindes noget væsentligt ved at skifte kurs på dette punkt og dømme efter både § 172, jfr. § 171, og § 285, jfr. § 279, i de nævnte tilfælde. Når den nuværende domstolspraksis lægges til grund, bør maksimum for dokumentfalskstraffen – både efter en normalramme og efter en skærpet ramme – ikke ligge lavere end maksimum for bedrageri. Omvendt må der ved dokumentfalsk være hjemmel til at idømme bødestraf ligesom med hensyn til bedrageri og andre berigelsesforbrydelser efter strafferammen i § 287.

Om fastsættelsen af strafferammer for dokumentfalsk bemærkes følgende.

Det er blevet fremhævet i straffelovrådet, at det i forhold til behovet for udmåling af passende straffe i og for sig ville være tilstrækkeligt at opstille en meget enkel inddeling i to bestemmelser, af hvilke den første indeholder hjemmel til bøde eller fængsel med et ikke særligt højt maksimum, medens den anden rummer et forhøjet maksimum med henblik på dokumentfalsk af særlig grov beskaffenhed.

Konklusionen af straffelovrådets overvejelser er imidlertid blevet, at man foreslår en tredeling af § 172. Rådet har formuleret følgende udkast til § 172:

Straffen for dokumentfalsk er fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Er dokumentfalsk af særlig grov karakter, eller er et større antal forhold begået, kan straffen stige til fængsel i 8 år.
Stk. 3. Er forbrydelsen af mindre strafværdighed på grund af dokumentets beskaffenhed, forfalskningens karakter eller det, som derved søges opnået, eller af andre grunde, er straffen bøde.
Forsøg er strafbart.

Når der i berigelsestilfælde fortsat forudsættes dømt for dokumentfalsk uden selvstændig anvendelse af § 279 om bedrageri, må det anses som en fordel, at inddelingen i § 172 og fastsættelsen af strafmaksima har en vis tilknytning til §§ 285-287 om berigelsesforbrydelser. § 172, stk. 1, vil indeholde en normalramme af fængsel indtil 2 år. Stk. 2 hjemler en strafskærpelse, der svarer til § 286, stk. 2. Endelig er dokumentfalsk af mindre strafværdighed i stk. 3 gjort til et rent bødedelikt, der svarer til § 287. Ved forslaget opnås, at sager om dokumentfalsk af mindre strafværdighed ligesom sager efter § 287 behandles som politisager og kan afgøres ved bødeforelæg. Ligesom i § 287 er det fundet rigtigst udtrykkeligt at bestemme i stk. 3, at forsøg er strafbart, jfr. herved straffelovens § 21, stk. 3.”

2.3. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

2.3.1. Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har afgivet betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6. Betænkningen om IT-kriminalitet behandler spørgsmålet om, hvorvidt udviklingen på IT-området gør, at der er behov for at justere de strafferetlige regler. I betænkningen drøftes også nogle spørgsmål om påtale og terminalefterforskning.

2.3.2. Det er udvalgets opfattelse, at straffelovens § 171 bør ændres bl.a. med henblik på at sikre, at elektroniske dokumenter omfattes af bestemmelsen. Udvalget foreslår, at strafferammerne for dokumentfalsk ændres, så de i højere grad afspejler, at dokumentfalskbestemmelsen er et formaldelikt. Udvalgets overvejelser er gengivet i betænkningen s. 104 ff. Heraf fremgår bl.a. følgende synspunkter vedrørende spørgsmålet om sammenstødsstraf i tilfælde, hvor såvel § 171 som § 279 er realiseret i samme handling, sml. s. 106:

”Langt de fleste tilfælde af dokumentfalsk begås i praksis i forbindelse med et bedrageri, f.eks. brug af falske checks, kvitteringer eller kontrakter. I sådanne tilfælde straffes der i retspraksis som udgangspunkt alene for dokumentfalskforbrydelsen, selv om denne forbrydelse ikke begrebsmæssigt kan siges at indbefatte et samtidigt bedrageri. Udvalget har overvejet, om denne retstilstand bør opretholdes, eller om der fremover i stedet alene bør straffes for bedrageri, således at et samtidigt dokumentfalsk absorberes, eller om der eventuelt bør statueres sammenstød, således at der straffes både for dokumentfalsk og for bedrageri. Udvalget finder, at der fremover i de tilfælde, hvor der ved brug af et falsk dokument begås bedrageri, bør statueres sammenstød, således at der straffes både for dokumentfalsk og for bedrageri. Dette giver efter udvalgets opfattelse den bedst dækkende beskrivelse af det begåede forhold.”

Udvalgets synspunkter og forslag er i øvrigt på s. 154 ff. sammenfattet således:

”Udvalget finder, at der bør være en regulering vedrørende falske elektroniske dokumenter. Udvalget har drøftet, om en bestemmelse om elektroniske dokumenter bør være mere forenklet end den nugældende dokumentfalskbestemmelse. Resultatet af disse drøftelser er, at udvalget finder, at den forenklede bestemmelse bør være en fælles bestemmelse for fysiske og elektroniske dokumenter.

Den nugældende bestemmelse lider af en række svagheder. Bestemmelsen hidrører fra en tid, hvor selve brugen af skrift forlenede en meddelelse med en særlig aura. I dag, hvor alt skrives, fysisk eller elektronisk, er dette klart ikke længere tilfældet.

Bestemmelsen skelner mellem hensigtsdokumenter ... og lejlighedsdokumenter ... Medens hensigtsdokumentbegrebet er klart, opfylder lejlighedsdokumentet ikke nutidens krav til præcision i straffebestemmelser. Skønt der gennem det 20. århundrede blev udfoldet store bestræbelser på at give begrebet et præcist indhold, er det ikke lykkedes for teorien eller praksis at opnå dette.
...
Udvalget finder, at dokumentfalskbestemmelsen ikke bør omfatte lejlighedsdokumenter. Dels mangler denne del af bestemmelsen som nævnt præcision, dels tyder den sparsomme retspraksis ikke på, at der er behov for bestemmelsen. Forholdet er antagelig det, at straf for brug af falske lejlighedsdokumenter i praksis ikke behandles efter dokumentfalskbestemmelsen, men efter andre strafbestemmelser, der vedrører brugen af dokumentet (f.eks. til bedrageri). Såfremt den konkrete anvendelse af dokumentet ikke er kriminaliseret, er der næppe heller behov for at kunne straffe for dokumentfalsk i disse tilfælde.

Dokumentfalskbestemmelsen er et formaldelikt. Sådanne absorberes i almindelighed af tilsvarende skadedelikter i tilfælde af sammenstød. I praksis er langt hovedparten af tilfældene i praksis dokumentfalsk i forbindelse med berigelsesforbrydelser, f.eks. forfalskning af kvitteringer og kontrakter. Udvalget er af den opfattelse, at man også på dette område bør drage konsekvensen af de hensyn, der ligger bag det almindelige absorptionsprincip, og lade skadedeliktet (berigelsesforbrydelsen) være det primære. Derved vil man opnå, at forholdet betegnes som det, det egentlig er.

I praksis vil de resterende tilfælde af dokumentfalsk vedrøre hensigtsdokumenter, f.eks. eftergørelse eller forfalskning af kørekort, pas, visa, vielsesattester, dåbsattester osv., der også kan forfalskes af mange andre grunde end for at opnå en berigelse. Der er her tale om delikter, som i grovhed lader sig sammenligne med f.eks. straffelovens §§ 161-163 (der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, § 161 dog med fængsel indtil 2 år under skærpende omstændigheder).

Udvalget finder på denne baggrund, at bestemmelsen skal omfatte både fysiske og elektroniske tilkendegivelser, der er bestemt til at tjene som bevis, og at strafmaksimum skal være fængsel i 2 år.

Udvalget foreslår, at §§ 171-172 affattes således:

”§ 171. Den, der gør brug af et falsk dokument for at skuffe i retsforhold, straffes for dokumentfalsk med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.

§ 172. Ved et dokument forstås en skriftlig eller elektronisk med betegnelse af udstederen forsynet tilkendegivelse, der fremtræder som bestemt til at tjene som bevis.
Stk. 2. Et dokument er falsk, når det ikke hidrører fra den angivne udsteder, eller der er givet det et indhold, som ikke hidrører fra denne.”

Da dokumentdefinitionen omfatter både skriftlige og elektroniske tilkendegivelser, er det ikke nødvendigt at ændre ordlyden af straffelovens §§ 173-174 for så vidt angår dokumenter, da dokumentbegrebet i disse bestemmelser svarer til dokumentfalskbestemmelsen.”

2.4. Statistisk undersøgelse af domspraksis

2.4.1. Om Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis henvises til denne betænknings kapitel 1 (indledning) og bind III. Sml. i øvrigt pkt. 3.5 og 5.4 nedenfor. I det følgende redegøres for undersøgelsens resultater vedrørende dokumentfalsk (§ 171). Der sondres mellem ”dokumentfalsk ved brug af betalingsmidler”, som omfatter dokumentfalsk ved brug af kontokort og checks, jf. s. 49, og ”dokumentfalsk i øvrigt”, jf. s. 55. Undersøgelsens i alt 6292 afgørelser om dokumentfalsk er nogenlunde ligeligt fordelt mellem dokumentfalsk ved brug af betalingsmidler og dokumentfalsk i øvrigt. De to grupper af dokumentfalsk adskiller sig ved, at afgørelser om dokumentfalsk med betalingsmidler i de fleste tilfælde angår tidligere straffede og omhandler flere forhold, hvorimod de fleste sager om andre former for dokumentfalsk kun omfatter ét forhold og tidligere ustraffede personer.

Der er foretaget en sammenligning af strafudmålingen for bl.a. de to kategorier af dokumentfalsk. Sammenligningen viser, at straffene for dokumentfalsk uden brug af betalingsmidler er mere spredte end straffene for dokumentfalsk med betalingsmidler, idet såvel andelen af ubetingede domme som af bødestraffe er større i førstnævnte end i sidstnævnte kategori. Det kan tyde på, at sager vedrørende dokumentfalsk, der ikke involverer betalingsmidler, er mere uensartede med hensyn til sagens karakter og grovhed, end tilfældet er for dokumentfalsk med betalingsmidler.

2.4.2. Af undersøgelsen af dokumentfalsk ved brug af betalingsmidler fremgår, jf. s. 49, at størstedelen (59 pct.) af afgørelserne er betingede frihedsstraffe, mens knap en fjerdedel (24 pct.) er ubetingede. Straflængderne for de betingede domme varierer fra 10 dage til 2 år. 95 pct. af dommene er på højst 6 måneder. Straflængderne for de ubetingede frihedsstraffe varierer fra 10 dage til 4 år. Knap halvdelen er på højst 3 måneder, 79 pct. på højst 6 måneder og 96 pct. på højst 1 år. 4 domme overstiger 2 år. 5 pct. af afgørelserne er bødestraffe, og såvel dag- som sumbøder er på højst 4.000 kr. Der er ikke tegn på, at domspraksis har ændret sig i den undersøgte periode.

2.4.3. Af undersøgelsen af dokumentfalsk i øvrigt fremgår, jf. s. 55, at 45 pct. af afgørelserne er betingede frihedsstraffe, og at hovedparten (75 pct.) af disse er på højst 60 dage. Andelen af ubetingede frihedsstraffe er 22 pct. Straflængderne varierer fra 10 dage til 6 år. Hovedparten (72 pct.) overstiger ikke 60 dage. Der er afsagt 8 ubetingede fængselsstraffe på mere end 2 års fængsel. Heraf overstiger to domme fængsel i 4 år. 27 pct. af afgørelserne er bøder. Antallet af dagbøder spænder fra 2 til 20. Summen af dagbøder er på højst 5.000 kr. i sager med ét forhold og højst 8.000 kr. i sager med flere forhold. Udenretslige sumbøder er lidt lavere i sager med flere forhold. Antallet af samfundstjenestedomme er vokset fra 20 til 37 i den undersøgte periode. Der ses tendens til lidt flere bødestraffe og lidt færre ubetingede frihedsstraffe i løbet af perioden, men til gengæld er længden af de ubetingede frihedsstraffe øget en smule. Det betyder, at der samlet kan tales om et nogenlunde uændret strafniveau, men en øget differentiering i strafudmålingen.

2.5. Straffelovrådets overvejelser

2.5.1. Straffelovrådet har i denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, opstillet en oversigt over bestemmelserne i straffelovens særlige del baseret på det angrebne retsgode. Heri er § 172 sammen med bl.a. berigelsesforbrydelserne i §§ 276 ff. henført til kategorien ”angreb på privat ejendomsret og på statsapparatet mv.” med et strafmaksimum på 6 års fængsel. Det er ensbetydende med en nedsættelse af strafmaksimum for dokumentfalsk fra 8 til 6 års fængsel.

2.5.2. Der er under Straffelovrådets drøftelse udtrykt sympati for de overvejelser og forslag om ny formulering af § 172, som fremkom i 1987-betænkningen, sml. pkt. 2.2. ovenfor. Det er i den forbindelse anført, at der, såfremt 1987-betænkningens forslag blev fulgt, burde ske en tilpasning af denne betænkningens forslag om en skærpet sidestrafferamme (sml. pkt. 2.2.1 ovenfor med § 172, stk. 2) til den ændrede formulering mv. af § 286 (6 års maksimum), som rådet foreslår i denne betænknings kapitel 28 om berigelsesforbrydelser, pkt. 12.2.

Som det fremgår af pkt. 2.3.2 ovenfor, har §§ 171 og 172 været genstand for grundige overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. nu betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet. Straffelovrådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag. Straffelovrådet har på den anførte baggrund afstået fra at fremkomme med forslag vedrørende strafferammerne for dokumentfalsk. Rådet ønsker dog at fremhæve, at strafferammerne for dokumentfalsk bl.a. skal kunne tage højde for forekomsten af særdeles grove tilfælde af dokumentfalsk uden berigelsesforsæt, f.eks. omfattende fremstilling af falske pas.

3. §§ 173-175 og 178 (andre dokumentforbrydelser)

3.1. Gældende ret mv.

3.1.1. Samme straf som for dokumentfalsk, jf. § 172, finder efter straffelovens § 173 anvendelse på den, der benytter et med ægte underskrift forsynet dokument til at skuffe i retsforhold, når underskriften ved hjælp af en vildfarelse er opnået på et andet dokument eller på et dokument af andet indhold end af underskriveren tilsigtet. Som det fremgår, supplerer bestemmelsen § 171 med tilfælde, hvor underskriften på et dokument er ægte, men opnået svigagtigt. Der kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 164 f.

Straffelovens § 174 retter sig mod den, som i retsforhold gør brug af et ægte dokument som vedrørende en anden person end den, hvem det virkelig angår, eller på anden mod dokumentets bestemmelse stridende måde. Straffen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 165 ff.

Straffelovens § 175, stk. 1, indeholder en bestemmelse om den, som for at skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt pligtforhold påhviler ham at udfærdige eller føre, eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene som bevis. Efter stk. 2 straffes endvidere den, der i retsforhold gør brug af et sådant dokument som indeholdende sandhed. Straffen er efter begge bestemmelser fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder bøde. Bestemmelsen angår ikke falske, men urigtige erklæringer (”intellektuelt falsk”), sml. Den kommenterede straffelov s. 167 ff.

§ 178 vedrører den, som for at skille nogen ved hans ret tilintetgør, bortskaffer eller helt eller delvis ubrugbargør et bevismiddel, der er tjenligt til at benyttes som sådant i et retsforhold. Straffen er fængsel indtil 2 år. Bestemmelsen omfatter ikke alene dokumenter, men ethvert bevismiddel, der er tjenligt i et retsforhold, sml. Den kommenterede straffelov s. 172 f.

3.1.2. Samtlige bestemmelser har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 173 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 349, stk. 3, nr. 1, samt s. 296. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 158, stk. 2, nr. 1, samt s. 157, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 161 samt sp. 275. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3353-54 (§ 175).

For så vidt angår § 174 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 353, stk. 1, samt s. 298. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 161, stk. 1, samt s. 153 og 158, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 162 samt sp. 275. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3353-54 (§ 176).

Med hensyn til § 175 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 353, stk. 2, samt s. 298. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 161, stk. 2, samt s. 153-54 og 158, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 163 samt sp. 275-76. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3353-54 (§ 177).

Om § 178 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 350 samt s. 296-97. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 159 samt s. 154 og 157, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 159 samt sp. 274. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3353 (§ 173), og til Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5368 (§ 177).

3.2. Straffelovrådets udtalelse af 21. april 1986 om betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet

3.2.1. I udtalelse af 21. april 1986 om betænkning om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet fremkom Straffelovrådet med en række synspunkter om straffelovens § 175. Det skete som led i forberedelsen af de ved lov nr. 385 af 10. juni 1987 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Økonomisk kriminalitet) gennemførte ændringer af bl.a. straffelovens § 302. Loven er omtalt i denne betænknings kapitel 29 om andre formueforbrydelser pkt. 6.1.2. I udtalelsen, der er optrykt som bilag til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 579 ff., gav rådet udtryk for, at man var mest tilbøjelig til at foreslå, at der ikke som led i de påtænkte ændringer af straffelovens § 302 foretoges ændringer i § 175, sml. sp. 612-13:

”Udvalget fremhæver, at nogle af de forhold vedrørende bøger og regnskaber, der foreslås nævnt i § 302, for tiden er omfattet af § 175. For at markere, at sådanne forhold ikke bør være omfattet af begge bestemmelser, men alene være strafbare efter § 302, foreslås det i udvalgets betænkning, at ordene ”lov eller” skal udgå af § 175. Udvalget er opmærksomt på, at de tilfælde af forsætligt urigtig lovpligtig bogføring, der flyttes fra § 175 til § 302, herved får et lavere strafmaksimum end det maksimum af 3 års fængsel, der er nævnt i § 175. Det sidstnævnte maksimum vil bl.a. gælde urigtigheder med hensyn til private bøger, der ikke føres ifølge lov men i henhold til et ”særligt pligtforhold”, skønt forseelser med hensyn til lovpligtige bøger gennemgående må formodes at være de groveste. Det er imidlertid ikke anset for muligt i forbindelse med udvalgets arbejde at udarbejde forslag om en vidererækkende ændring af § 175, hvis afgrænsning ikke i alle henseender er klar.

Det har også ligget uden for straffelovrådets muligheder at stille forslag om en nærmere revision af § 175. Rådet er mest tilbøjeligt til at foreslå, at ordene ”lov eller” i denne omgang bliver stående i § 175, bl.a. fordi det ikke er let at tage stilling til, om disse ord i § 175 – der står i straffelovens kap. 19 om forbrydelser vedrørende bevismidler – muligvis vil omfatte nogle forhold med hensyn til private bøger, som ikke vil kunne henføres under § 302.

Det bør imidlertid stå fast, som af udvalget foreslået, at § 302 skal opfattes som en specialbestemmelse, der udelukker samtidig anvendelse af § 175. Straffelovrådet vil i forbindelse med sin almindelige gennemgang af strafferammerne i straffeloven være opmærksomt på det misforhold mellem strafmaksima i § 175 og § 302, som måske vil foreligge, hvis der ikke sker en ændring i § 175. Løsningen på dette problem kan enten være en omformulering af § 175 eller en nedsættelse af 3 års strafmaksimum i denne bestemmelse.

Det er således straffelovrådets konklusion, at der ikke i forbindelse med den foreslåede ændring af § 302 bør ske nogen ændring i § 175.”

3.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.3.1. Straffelovrådets drøftelse af strafferammerne i § 173 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse skete med udgangspunkt i, at der i perioden 1953-82 kun forelå få trykte domme om overtrædelse af bestemmelsen, sml. s. 185:

”Fra perioden 1953-82 foreligger kun tre trykte domme om overtrædelse af § 173. I de to første, U 1957.616 V og U 1962.646 H, idømtes fængsel i 6 og 3 måneder, men disse straffe indbefattede henholdsvis falsk forklaring for retten og dokumentfalsk. I det tredje tilfælde, U 1978.215 V, havde T som leder af en kommunes beskyttede boliger formået en 72-årig pensionist til at underskrive et sammenfoldet blankt stykke papir, som T derefter påførte en fuldmagt for sig til at hæve 20.000 kr., som T brugte. Straffen på 8 måneders fængsel blev fastsat under henvisning til strafforhøjelsesreglen i § 154 som følge af T´s ansættelse i offentlig tjeneste.

Det forekommer klart, at det nuværende strafmaksimum i § 172, stk. 1, er for højt med henblik på denne forbrydelse. Såfremt strafferammen for dokumentfalsk fastsættes som ovenfor foreslået [forslaget er gengivet i pkt. 2.2.1 ovenfor], vil en passende strafferamme i § 173 være bøde eller fængsel indtil 2 år. For bedragerisk forhold vil der kunne straffes i sammenstød med § 279. Det forhøjede strafmaksimum for bedrageri af særlig grov beskaffenhed er efter § 286, stk. 2, fængsel i 8 år.”

3.3.2. Om § 174 udtalte rådet, at der ”næppe” var grundlag for at foreslå andre ændringer end den, der var en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, sml. betænkningen sm.st.

3.3.3. Drøftelsen af § 175 skete med udgangspunkt i rådets ovenfor i pkt. 3.2. omtalte udtalelse om betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet. I tilslutning hertil bemærkedes, at § 175 havde ”en noget kompliceret formulering”, og at det ”formentlig [ville være] nyttigt ved lejlighed at gennemgå bestemmelsen og dens anvendelsesområde nærmere og ikke mindst at undersøge dens forhold til særlovsbestemmelser, der formentlig har ændret sig en del, siden § 175 blev vedtaget i 1930” (sml. betænkning nr. 1099/1987 s. 185). Om strafferammerne i § 175, herunder med sigte på det mulige misforhold mellem strafmaksimum i § 175 og § 302, jf. pkt. 3.2 ovenfor, foreslog rådet herefter følgende, jf. betænkning nr. 1099/1987 s. 186:

”For at løse det her omtalte strafferammeproblem foreslår straffelovrådet, at man – uden i øvrigt at foretage ændringer i beskrivelsen af de strafbare forhold – deler indholdet af stk. 1, således at forhold begået med hensyn til private dokumenter eller bøger undergives en lavere strafferamme end de øvrige i stk. 1 nævnte forhold. Samtidig med, at man herved undgår problemer i forholdet mellem § 302 og § 175, for så vidt angår private dokumenter og bøger, forekommer det rimeligt at undergive de tilsvarende handlinger i offentligretlige forhold en strengere bedømmelse. Når straffelovrådet i sit udkast har bevaret opregningen af læge- og andre attester, skyldes det alene, at man som nævnt har ment at måtte bygge en omformulering af § 175 på bestemmelsens nuværende indhold. Det kunne måske ellers komme på tale at erstatte opregningen af attester med en mere generel angivelse af attester eller erklæringer afgivet af personer, der handler i medfør af offentlig autorisation.

Straffelovrådet foreslår følgende affattelse af § 175, stk. 1 og 2 (idet det hidtidige stk. 2 samtidig bliver stk. 3):
Den, som for at skuffe i retsforhold i privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt pligtforhold påhviler ham at udfærdige eller føre, afgiver urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene som bevis, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder.
Stk.2. Er et forhold som nævnt i stk. 1 begået med hensyn til offentligt dokument eller bog, eller er den urigtige erklæring afgivet i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest, kan straffen stige til fængsel i 2 år.”

3.3.4. Om § 178 foreslog rådet alene bøde indføjet i strafferammen. Maksimumstrafferammen på fængsel i 2 år burde opretholdes uændret. Rådet hæftede sig ved, at bestemmelsen i perioden 1952-82 kun kunne konstateres anvendt i en enkelt trykt dom (U 1956.259 H, jf. 1955.203), hvor også § 174 var overtrådt og for den ene tiltaltes vedkommende tillige §§ 163 og 276. Rådet henviste i øvrigt til betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet s. 61 f., der indeholdt nogle bemærkninger om et muligt anvendelsesområde for bestemmelsen. I denne betænkning var ikke forslag om ændrede strafferammer i § 178.

3.4. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

3.4.1. Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet har i betænkning nr. 1415/2002 om straffelovens § 296 og § 302 gennemgået og overvejet ændringer i straffelovens § 302, sml. denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6. Udvalget finder, at strafmaksimum i denne bestemmelse bør forhøjes, og foreslår, at bestemmelsens ordlyd tilpasses bogføringsloven navnlig med henblik på at sikre, at visse regler om edb-bogføring er omfattet. Udvalget foreslår i tilknytning hertil, at straffelovens § 175 ændres, så denne bestemmelse ikke tillige efter sin ordlyd omfatter bogføring. Herom hedder det i betænkningen bl.a., jf. s. 54 f. sammenholdt med s. 68 f.:

”Som nævnt … blev det foreslået i betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, at bogføring o.l. skulle udgå af straffelovens § 175, og at straffelovens § 302 skulle være en samlet bestemmelse vedrørende grove bogføringsovertrædelser.

Straffelovrådet og Justitsministeriet var imidlertid betænkelige ved at ændre straffelovens § 175, der måske i nogle situationer var eneste straffehjemmel.

Udvalget finder ligeledes, at straffelovens § 175 bør ændres. Udvalget er ikke bekendt med områder, hvor en ændring af bestemmelsen, så den kun omfatter pligtmæssige erklæringer (samt visse særlige erklæringer), vil medføre, at der på noget område kommer til at mangle straffehjemmel. Udvalget finder imidlertid, at der forud for en sådan ændring bør foretages en høring af samtlige ministerier for at sikre, at ændringen ikke får en utilsigtet virkning.

Udvalget foreslår …, at straffelovens § 175, stk. 1, ændres således, at ordene ”lov eller” udgår.”

3.4.2. Som det fremgår af pkt. 2.3 ovenfor, har Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet overvejet, om udviklingen på IT-området bevirker, at §§ 171-175 bør ændres (betænkningen om IT-kriminalitet). Udvalget finder det ikke nødvendigt at ændre §§ 173-174, da dokumentbegrebet i disse bestemmelser svarer til dokumentfalskbestemmelsen. De af udvalget foreslåede ændringer af strafferammerne i § 172, der efter udvalgets forslag bliver § 171, får betydning for § 173, idet strafferammen i § 173 via henvisningen til strafferammerne for dokumentfalsk ændres til bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år svarende til udvalgets forslag i § 171 (betænkning 1417/2002 s. 156).

3.4.3. Det er udvalgets opfattelse, at straffelovens § 175 bør ændres med henblik på at sikre, at elektroniske dokumenter og bøger mv. omfattes af bestemmelsen. Udvalget foreslår, at strafferammerne i § 175 bringes på linje med udvalgets dokumentfalskbestemmelse, sml. s. 156 f.:

”For så vidt angår de i § 175 nævnte dokumenter og bøger, kan der være tale om bøger, der ikke er omfattet af definitionen i dokumentfalskbestemmelsen, f.eks. fordi tilknytningsforholdet fremgår af, hvor dokumentet eller bogen føres, uden at der tillige er en udstederbetegnelse. Udvalget foreslår derfor, at det præciseres i bestemmelsen, at reguleringen også vedrører andre læsbare medier.

Udvalget foreslår endvidere, at bestemmelsens stk. 2 om straf for den, der i retsforhold gør brug af et sådant dokument som indeholdende en sandhed, udvides til også at omfatte de af stk. 1 omfattede bøger.

Bestemmelsen i stk. 2 kom ind i straffelovsbetænkningen fra 1923. Det fremgår ikke af betænkningen, hvorfor forslaget alene vedrører dokumenter og ikke tillige bøger.

Der synes ikke at være nogen begrundelse for, at alene dokumenter er omfattet af denne bestemmelse, selv om det må formodes, at den også omfatter alle bøger, der opfylder kravene i dokumentdefinitionen. Dertil kommer, at elektronisk førte bøger må forventes i ringere grad end fysiske bøger at indeholde en traditionel udstederbetegnelse.

Udvalget finder endvidere, at bestemmelsens strafferamme bør bringes i overensstemmelse med den af udvalget foreslåede dokumentfalskbestemmelse. Også her vil der i grove tilfælde foreligge (medvirken til) et skadedelikt, f.eks. bedrageri, og i så fald kan der straffes i sammenstød med dette delikt.

Udvalget foreslår, at § 175 affattes således:

”§ 175. Den, som for at skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge særligt pligtforhold påhviler ham at udfærdige eller føre, eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilken erklæringen skal tjene som bevis, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der i retsforhold gør brug af et sådant dokument eller bog som indeholdende sandhed.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, når dokumentet eller bogen er udfærdiget eller føres på andet læsbart medie.””

3.5. Statistisk undersøgelse af domspraksis

3.5.1. I det følgende redegøres for resultaterne af Straffelovrådets statistiske undersøgelse om personelt falsk (§ 174), jf. s. 61, sml. i øvrigt pkt. 2.4 ovenfor og pkt. 5.4 nedenfor. Det fremgår, at bøder med 71 pct. af afgørelserne er den altdominerende straf. Dagbøderne beløber sig til højst 4.000 kr. i sager med ét forhold og går op til 15.000 kr. i sager med flere forhold. Udenretslige sumbøder er gennemgående lidt lavere. 15 pct. af afgørelserne er ubetingede frihedsstraffe med straflængder fra 7 dage til 1 år. 86 pct. er på højst 60 dage. De betingede frihedsstraffe udgør 11 pct. af samtlige afgørelser, og 87 pct. af disse er på højst 60 dage. Andelen af bødestraffe er mindsket i den undersøgte periode, og der er blevet relativt flere tiltalefrafald og betingede domme. Den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe er større i slutningen end i begyndelsen af perioden. Om dette beror på en tendens til strafskærpelse i sager om personelt falsk eller skyldes ændringer i karakteren af de forholdsvis få årlige sager, kan ikke afgøres.

3.6. Straffelovrådets overvejelser

3.6.1. § 173 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode henført til samme kategori som bl.a. § 172, dvs. med et strafmaksimum på 6 års fængsel svarende til en nedsættelse af strafmaksimum fra 8 til 6 års fængsel, sml. pkt. 2.5.1 ovenfor. §§ 174 og 178 er i overensstemmelse med gældende ret placeret henholdsvis i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel og kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel. § 175 er også indføjet i sidstnævnte kategori, hvilket indebærer en reduktion af strafmaksimum fra 3 til 2 års fængsel.

3.6.2. Der har under Straffelovrådets behandling af §§ 173-175 været udtrykt sympati for de overvejelser og forslag, som fremkom i 1987-betænkningen, sml. pkt. 3.3.1-3.3.3 ovenfor. §§ 173-175 er tillige indgået i den grundige behandling, som har fundet sted som led i revision af §§ 171-172 i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. 3.4 ovenfor.
Straffelovrådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag. Som det fremgår af pkt. 2.5.2 ovenfor, har Straffelovrådet afstået fra at fremkomme med forslag vedrørende strafferammerne for dokumentfalsk. Rådet har som følge heraf og under hensyn til udvalgets overvejelser og forslag i øvrigt også afstået fra at gå ind i en nærmere vurdering af §§ 173-175. Rådet begrænser sig derfor til i § 175, stk. 1, at anbefale, at det ved en lovrevision overvejes at forenkle strafferammen til ”bøde eller fængsel indtil …”.

Straffelovrådet foreslår i lighed med 1987-betænkningen, at bøde indføjes i § 178, og at strafmaksimum forbliver uændret, sml. pkt. 3.3.4 ovenfor og § 1, nr. 36, i rådets lovudkast.

4. §§ 176-177 og 179 (mærkeforbrydelser)

4.1. Gældende ret mv.

4.1.1. Straffelovens § 176 retter sig bl.a. mod forhold, der består i at gøre brug af genstande, som uberettiget er forsynet med visse stempler og mærker. Efter § 176, stk. 1, straffes den, der for at skuffe i samhandelen gør brug af genstande, som uberettiget er forsynet med offentligt stempel eller mærke, der skal afgive borgen for genstandens ægthed, art, godhed eller mængde. Straffen er fængsel indtil 3 år. Stk. 2 angår brug af genstande, som uberettiget er forsynet med privat stempel, mærke eller anden betegnelse, der tjener til at angive noget genstanden vedrørende forhold, som er af betydning for samhandelen. Strafferammen er her fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder bøde. De samme strafferammer finder efter stk. 3, jf. enten stk. 1 eller 2, anvendelse på den, der gør brug af genstande, på hvilke lovligt anbragt stempel, mærke eller betegnelse er forvansket eller fjernet. Om § 176 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 169 ff.

Straffelovens § 177, stk. 1, omhandler brug af eftergjort eller forfalsket stempelpapir, stempelmærker, andre til berigtigelse af offentlige skatter og afgifter tjenende mærker samt postfrimærker. Straffen er fængsel indtil 8 år. En ”forholdsmæssig mindre” straf anvendes ifølge samme bestemmelse på den, der gør brug af tidligere benyttet papir eller mærker, på hvilke tegnet på den tidligere benyttelse er fjernet. Efter § 177, stk. 2, finder § 169 tilsvarende anvendelse med hensyn til stempelmærker, postfrimærker og lignende frigørelsesmidler. Det indebærer, at også den, der forfærdiger, indfører eller udspreder genstande, som ved form og udstyr frembyder væsentlig ydre lighed med stempelmærker, postfrimærker og lignende frigørelsesmidler, omfattes af det strafbare område. Straffen er bøde. Om § 177 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 171 f.

Til de ovennævnte bestemmelser føjes i § 179 en bestemmelse, der retter sig mod den, som for at skuffe med hensyn til grænserne for grundejendom, grundrettigheder eller rettigheder med hensyn til vandløb eller vandstrækninger sætter falsk skelsten eller andet mærke for disse eller flytter, borttager, forvansker eller ødelægger sådant mærke. Straffen er fængsel indtil 3 år. Sker det for at hævde et berettiget eller afværge et uberettiget krav, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 173, hvor det fremhæves, at bestemmelsen ”næppe” har været anvendt.

Til illustration af anvendelsen af § 176 kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 749, der angik et vinfirma (aktieselskab) T1, dettes direktør T2 og firmaets chefvinkyper T3, der havde sammenstukket ca. 925.000 liter franske vine, tappet dem på flasker forsynet med etiketter svarende til den dyreste vin og derefter solgt vinen til forbrugere med en nettofortjeneste på ca. 1.085.000 kr. For overtrædelse af lov nr. 595 af 22. december 1972 om administration af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer mv. idømtes T1 en bøde på 100.000 kr., T2 idømtes bl.a. for overtrædelse af § 176, stk. 2, hæfte i 3 måneder, og T3 idømtes for overtrædelse af samme bestemmelse en betinget straf af hæfte i 30 dage samt en tillægsbøde på 3.000 kr. Hos T1 konfiskeredes 1.085.000 kr.

4.1.2. Samtlige bestemmelser har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 176 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 358 og 359 samt s. 300-01. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, §§ 158, stk. 2, nr. 2, og 159 samt s. 157, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 164 samt sp. 276-78. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3354-55 (§ 178).

For så vidt angår § 177 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 145, stk. 2, og § 363, nr. 3, samt s. 163-64 og 303. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 138, stk. 2, samt s. 138-39, og forsl.l. § 27 samt s. 25. Desuden kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 165 og forsl.l. § 28 samt sp. 278 og 405. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3355 (§ 179), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5367 (§ 176).

Endelig kan om § 179 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 361 samt s. 302. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 162 samt s. 158-59, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 166 samt sp. 278-79. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3355 (§ 180), og til Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 178).

4.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.2.1. Strafferammerne i § 176 foresloges i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse ændret på to punkter, sml. s. 187:

”Straffelovrådet foreslår, at bøde indgår i strafferammerne uden noget krav om formildende omstændigheder, og at strafmaksimum i stk. 1 og stk. 3, jfr. stk. 1, nedsættes til 2 år. Der vil kunne straffes i sammenstød med en berigelsesforbrydelse.”

4.2.2. Rådets drøftelse af § 177 skete med udgangspunkt i det forhold, at overtrædelser af bestemmelsen syntes ”at være meget sjældent forekommende i Danmark”. Rådet sammenfattede sine synspunkter om strafferammen således, jf. anf. st.:

”... Det høje strafmaksimum, der formentlig er fastsat med henblik på industriel produktion af falske stempelmærker mv., svarer til maksimum for dokumentfalsk. Det kan også være rent formelle træk ved genstandene, der adskiller dem fra falske dokumenter som nævnt i § 171. Hvis strafferammen for dokumentfalsk ændres som foreslået ovenfor [forslaget er gengivet i pkt. 2.2.1 ovenfor], vil det være naturligt at ændre strafferammen i § 177, stk. 1, 1. pkt., til: ”Med samme straf som for dokumentfalsk ...” og at ændre ordene: ”Med en forholdsmæssig mindre straf” i 2. pkt. til: ”På samme måde ...”. Det må i øvrigt antages, at 2. pkt. ikke har stor selvstændig betydning, fordi papir eller mærke i de fleste tilfælde må betragtes som forfalsket, jfr. 1. pkt.”

4.2.3. Endelig knyttede rådet følgende synspunkter til § 179, jf. anf. st.:

”... § 179 anvendes aldrig.

Straffelovrådet er ikke gået nærmere ind på forholdet mellem § 179 og særlovgivningen, men foreslår kun, at strafferammen i 1. pkt. ændres til ”bøde eller fængsel indtil 1 år”, og at 2. pkt. ophæves.”

4.3. Straffelovrådets overvejelser

4.3.1. §§ 176 og 179 er i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode, sml. pkt. 2.5.1 ovenfor, henført til kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel. Det indebærer for begge bestemmelsers vedkommende en reduktion af strafmaksimum fra 3 til 2 års fængsel. § 177 er opført i kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel, hvilket er ensbetydende med en halvering af strafmaksimum.

4.3.2. Straffelovrådet foreslog i 1987-betænkningen, at bøde optages i strafferammerne i § 176, herunder uden krav om formildende omstændigheder, og at strafmaksimum i stk. 1 og stk. 3, jf. stk. 1, nedsættes til 2 år. Rådet føjede hertil en bemærkning om, at der kan straffes i sammenstød med en berigelsesforbrydelse. Sml. pkt. 4.2.1 ovenfor. Rådet har efter en fornyet drøftelse af § 176 samme indstilling, se § 1, nr. 9 og 46, i rådets lovudkast.

Der er i Straffelovrådet udtrykt sympati for de synspunkter og forslag, som fremkom i 1987-betænkningen om strafferammerne i § 177, sml. pkt. 4.2.2 ovenfor. Som det fremgår, har drøftelsen af strafferammerne for de forhold, som omfattes af § 177, sammenhæng med strafferammerne for dokumentfalsk, som rådet af andre grunde afstår fra at fremkomme med forslag om, sml. pkt. 2.5.2 ovenfor. Rådet begrænser sig derfor til at pege på, at der kunne være grund til at inddrage § 177 ved en revision af §§ 171-172. Det kunne i den forbindelse overvejes at omformulere § 177, stk. 2, så bestemmelsen tilførtes en selvstændig strafferamme, f.eks. således:

”Stk. 2. Med bøde straffes den, som forfærdiger, indfører eller udspreder genstande, som ved form og udstyr frembyder væsentlig ydre lighed med stempelmærker, postfrimærker og lignende frigørelsesmidler.”

§ 177 kunne i øvrigt give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelsen.

Straffelovrådet er enigt i, at strafferammen i § 179, 1. pkt., kunne overvejes nedsat til 1 års fængsel, sml. pkt. 4.2.3 ovenfor. Rådet finder imidlertid bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet, at det vil være rigtigst indtil videre at fastsætte et strafmaksimum på 2 års fængsel. Rådet henviser også til, at bestemmelsen uanset sin begrænsede praktiske betydning kan tænkes at omfatte tilfælde af forholdsvis alvorlig karakter.

Rådet foreslår i lighed med 1987-betænkningen, at bøde optages i strafferammen i 1. pkt., og at 2. pkt. herefter udgår som overflødig, sml. § 1, nr. 27 og 48, i rådets lovudkast. § 179 kunne også give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelsen, herunder i sammenhæng med særlovgivningen.

5. §§ 166-170 (pengefalsk)

5.1. Gældende ret mv.

5.1.1. Straffelovens §§ 166 og 167 indeholder bestemmelser om forsætlig pengefalsk. Efter § 166, stk. 1, straffes den, som eftergør eller forfalsker penge for at bringe dem i omsætning som ægte, eller som i samme hensigt forskaffer sig eller andre eftergjorte eller forfalskede penge. Som det fremgår, er pengefalsk efter § 166 fuldbyrdet på et tidligere stadium end dokumentfalsk, der kræver, at der er gjort brug af dokumentet. Den, som ikke kan straffes efter § 166, kan efter omstændighederne straffes efter § 167 for udgivelse af eftergjorte eller forfalskede penge.

Normalstrafferammen er efter begge bestemmelser fængsel indtil 12 år. Afvigelse herfra gælder på to punkter.

For det første er maksimumstrafferammen efter § 166, stk. 2, fængsel indtil 4 år, såfremt forfalskning er sket ved at formindske værdien af gangbar mønt. Straffelovrådet antog i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse (s. 188), at denne begrænsning også må antages at gælde med hensyn til udgivelse efter § 167, i hvert fald hvis gerningsmanden ved, at forfalskning er sket ved at formindske penges værdi.

For det andet kan straffen efter § 167 gå ned til bøde, såfremt udgiveren har modtaget falske penge i god tro.

Om §§ 166 og 167 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 140 ff.

Straffelovens § 168 supplerer §§ 166 og 167 med en bestemmelse om visse uagtsomme forhold. Således straffes den, der udgiver penge, som han formoder er eftergjort eller forfalskede. Straffen er fængsel indtil 3 år. Har udgiveren modtaget pengene i god tro, kan straffen gå ned til bøde og under formildende omstændigheder bortfalde, sml. Den kommenterede straffelov s. 140 f. og 144 f.

Straffelovens § 169 retter sig mod et med pengefalsk beslægtet forhold, der består i, at nogen forfærdiger, indfører eller udspreder genstande, som ved form og udstyr frembyder væsentlig ydre lighed med penge eller med et til almindeligt omløb bestemt værdipapir. Straffen er bøde, sml. Den kommenterede straffelov s. 140 f. og 145 f.

Endelig straffes efter § 170 den, som uden hjemmel i lovgivningen forfærdiger, indfører eller udgiver på ihændehaveren lydende forskrivninger, der fremtræder som bestemt til i snævrere eller videre kredse at benyttes som betalingsmiddel mand og mand imellem, eller som må forventes at ville blive benyttet på denne måde. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 3 måneder. Om bestemmelsen, der ikke omfatter fremmede pengesedler, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 140 f. og 146.

Der er fortsat ikke mange sager i trykt retspraksis om pengefalsk. Til illustration kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1013, hvor T1 og T2 for falskmøntneri og forsøg herpå ved fremstilling mv. af falske dollarsedler svarende til mere end 3 mio. dollars straffedes med henholdsvis 6 og 8 års fængsel. Der kan også henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1989, s. 372, hvor tiltalte for besiddelse af i alt 4.820 dollars i falske sedler og forsøg på udgivelse af 300 dollars heraf straffedes med fængsel i 8 måneder efter straffelovens § 167, jf. § 166, stk. 1, jf. til dels § 21.

Endvidere kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 354, om T1 og T2, der havde erkendt sig skyldige i overtrædelse af § 166, stk. 1, ved under anvendelse af en farvefotokopieringsmaskine at have fremstillet ca. 100 falske 500 kr.-sedler og nogle falske 100 kr.-sedler for at bringe dem i anvendelse som ægte, hvilket skete for så vidt angik 6 af 500 kr.-sedlerne. De turde herefter ikke fortsætte og rev en del af de resterende sedler i stykker. T1, som den 1. juli 1991 var idømt en fællesstraf af fængsel i 4 måneder betinget for dokumentfalsk og bedrageri, blev nu straffet med en fællesstraf af fængsel i 1 år og 9 måneder. T2, som var ustraffet, men som tillige blev fundet skyldig i ulovlig omgang med hittegods med hensyn til 2 kuverter indeholdende 2 personnummerbeviser, blev straffet med fængsel i 1 år og 3 måneder.

I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 53, blev to kvindelige, ustraffede tiltalte for overtrædelse af § 167, jf. § 166, stk. 1, straffet med fængsel i 60 dage hver for i en bank at have udgivet 2 falske 1.000 kr. sedler med henblik på at få sat dem ind på den ene tiltaltes konto.

Endelig kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 1117, om en 38-årig ustraffet, der havde fremstillet 16 falske 500 kr.-sedler med pc, scanner og farveprinter. 6 af dem blev brugt af en kammerat, hvilket den 38-årige måtte anse for overvejende sandsynligt ville ske. Den pågældende idømtes 6 måneders ubetinget fængsel.

5.1.2. Samtlige bestemmelser har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 166 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 345 og 346 samt s. 292. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 155 samt s. 148-49, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 155 samt sp. 265-67. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3351-52 (§ 168).

For så vidt angår § 167 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 347 samt s. 292-93. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 156 samt s. 148-49, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 156 samt sp. 267. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352 (§ 169).

Med hensyn til § 168 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 347 samt s. 292-93. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 157 samt s. 149-50, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 157 samt sp. 267-68. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352 (§ 170).

Om § 169 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 348, stk. 2, samt s. 293. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 27 samt s. 25, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 28 samt sp. 405. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3352 (§ 171).

Endelig kan om § 170 henvises til Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5366 (§ 169), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2181-82 (§ 169).

5.1.3. Ved lov nr. 280 af 25. april 2001 om ændring af straffeloven, lov om international fuldbyrdelse af straf mv., lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. og lov om udlevering af lovovertrædere samt forskellige andre love (Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri, 1. tillægsprotokol til den europæiske konvention om overførelse af domfældte og FN-konventionen til bekæmpelse af terrorbombninger samt ændringer som følge af afskaffelsen af hæftestraffen mv.) gennemførtes bl.a. de ændringer af straffeloven, som var nødvendige for, at Danmark kan opfylde EU-rammeafgørelsen om falskmøntneri. EU-rammeafgørelsen pålægger bl.a. visse pligter med hensyn til strafferammer i national ret for falskmøntneri.

Som det forudsætningsvis fremgår af pkt. 5.1.2 ovenfor, blev det ved denne lov lagt til grund, at EU-rammeafgørelsen ikke fordrede ændringer i straffelovens bestemmelser om forbrydelser vedrørende penge. Denne antagelse byggede bl.a. på, at forhold omfattet af straffelovens § 166, stk. 1, kan straffes med fængsel indtil 12 år, sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 2889 f. og 2892:

”Artikel 3-6 fastsætter kriminaliseringspligten ifølge rammeafgørelsen.

I artikel 3 opregnes de handlinger, som skal være strafbare i den nationale lovgivning. Det drejer sig om følgende handlinger:

- enhver fremstilling eller forandring af penge i bedragerisk hensigt,

- indførsel, udførsel, transport, modtagelse eller anskaffelse af falske penge med henblik på udgivelse, vel vidende at de er falske,

- fremstilling, modtagelse, anskaffelse eller besiddelse, der foretages i bedragerisk hensigt, af redskaber, genstande, edb-programmer og alle andre midler, som er bestemt til fremstilling eller forandring af penge, samt hologrammer eller andre sikkerhedselementer til beskyttelse af penge mod forfalskning.

Artikel 4 medfører pligt til at sikre, at de ovennævnte handlinger er strafbare, hvis de begås under anvendelse af lovlige pengeudstedende myndigheders faciliteter eller materialer, men ved krænkelse af de kompetente myndigheders rettigheder eller i strid med betingelserne for de kompetente myndigheders ret til at udstede penge og uden disse myndigheders tilsagn.

Efter artikel 5 skal medlemsstaterne sikre, at de ovennævnte handlinger er strafbare ikke blot for så vidt angår falskmøntneri med hensyn til eksisterende valuta, men også for så vidt angår falskmøntneri med hensyn til eurosedler og euromønter, der begås, før euroen sættes i omløb den 1. januar 2002.

Efter artikel 6, stk. 1, skal de ovennævnte handlinger kunne straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, herunder frihedsstraf, der kan medføre udlevering. For fremstilling og forandring af penge i bedragerisk hensigt skal der fastsættes en strafferamme på mindst 8 års fængsel, jf. artikel 6, stk. 2. Danmark har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen afgivet en erklæring, hvorefter artikel 6, stk. 2, ikke finder anvendelse på falskmøntneri, der sker ved formindskelse af værdien af gangbar mønt ...

Der er tidligere i forbindelse med forslaget til folketingsbeslutning om udkast til rammeafgørelse om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri redegjort for de lovgivningsmæssige konsekvenser af udkastet til rammeafgørelse ... Som det fremgår heraf, anses de strafbare handlinger, der nævnes i artikel 3 og 4, bl.a. i lyset af straffelovens §§ 21 og 23 om forsøg og medvirken for at være omfattet af straffelovens regler, navnlig § 166 og § 167. I det omfang straffelovens § 166 og § 167 ikke finder anvendelse i forhold til penge, der endnu ikke er sat i omløb, anses falskmøntneri med hensyn til euroen, der begås inden den 1. januar 2002, for omfattet af straffelovens § 171 om dokumentfalsk eller straffelovens § 279 om bedrageri samt efter omstændighederne af reglerne om forsøg og medvirken. Artikel 3-5, jf. artikel 6, stk. 1, kræver derfor ikke lovændring.

Efter artikel 6, stk. 2, skal fremstilling eller forandring af penge i bedragerisk hensigt kunne straffes med fængsel, og der skal fastsættes en strafferamme på mindst 8 års fængsel. Strafferammen for falskmøntneri er efter straffelovens § 166, stk. 1, fængsel indtil 12 år, mens formindskelse af værdien af gangbar mønt efter straffelovens § 166, stk. 2, alene kan straffes med fængsel indtil 4 år. Som nævnt ... har Danmark i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen afgivet en erklæring, hvorefter artikel 6, stk. 2, ikke finder anvendelse på falskmøntneri, der sker ved formindskelse af værdien af gangbar mønt. På den baggrund kræver artikel 6, stk. 2, heller ikke lovændring.”

5.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

5.2.1. Straffelovrådets drøftelse af §§ 166-168 tog udgangspunkt i, at der på daværende tidspunkt kun forelå et forholdsvis begrænset antal sager med spørgsmål om pengefalsk mv. Rådet hæftede sig også ved udvalgsovervejelser om de tilsvarende svenske bestemmelser, sml. s. 188-89:

”De ikke særlig talrige sager om pengefalsk har overvejende drejet sig om fremstilling, fremskaffelse og udgivelse af dollarsedler. De strengeste straffe er idømt efter § 166 i U 1982.1013 H: fængsel i 6 og 8 år for to personers forhold vedrørende fremstilling af falske dollarsedler til i alt over 3 mio. dollars. Se endvidere U 1953.513 H (3 år og 6 måneder, herunder bedrageri og smugleri) og U 1971.436 H om forskaffelse af ca. 150 falske 100 dollarsedler (4 år). Der forekommer også noget lavere straffe bl.a. U 1970.276 Ø om udgivelse af nogle falske canadiske 20 dollarsedler (8 måneder).

I svensk ret er pengefalsk inddelt i tre grader, for hvilke betænkningen SOU 1986:14 s. 283 foreslår følgende strafferammer (der ligger lidt lavere end i gældende ret): penningförfalskning: fængsel indtil 1 år og 6 måneder, ringa penningförfalskning: bøde eller fængsel indtil 3 måneder, grov penningförfalskning: fængsel fra 1 til 6 år (i dag fra 2 til 8 år). Strafmaksimum ligger altså efter dette forslag på det halve af det, der nu gælder i dansk ret.

Straffelovrådet finder, at det nok kunne komme i betragtning at indføre en delt strafferamme for forsætlig pengefalsk og at foretage enkelte andre ændringer i §§ 166-168. Blandt under hensyn til det ringe antal sager, der kommer til pådømmelse, har man dog begrænset sig til at foreslå nogle nedsættelser af strafmaksima uden ændring af gerningsbeskrivelsen i §§ 166-168.

Det foreslås, at strafmaksimum i § 166, stk. 1, bliver 10 år, at den praktisk betydningsløse bestemmelse i § 166, stk. 2, ophæves, at hæfte udgår i § 167, 2. pkt., og at strafferammen i § 168 bliver bøde eller fængsel indtil 1 år.”

I tilslutning til ovenstående bemærkes, at de refererede udvalgsforslag endnu ikke er gennemført i den svenske straffelov (sml. Brottsbalken, 14. kap., 6 §, hvorefter strafferammerne er henholdsvis fængsel indtil 4 år (”penningförfalskning”), bøde eller fængsel indtil 6 måneder (”ringa penningförfalskning”) og fængsel i 2 til 8 år (”grov penningförfalskning” )). Bestemmelsen blev i 2001 ændret på andre punkter, og der tilføjedes 6 a § af hensyn til EU.

5.2.2. § 169 foreslog Straffelovrådet videreført uændret. I § 170 foresloges som led i afskaffelsen af hæftestraffen det hidtidige strafmaksimum på 3 måneders hæfte afløst af et strafmaksimum på 4 måneders fængsel (sml. betænkningen s. 189). Forslaget er ikke gennemført, idet det hidtidige strafmaksimum bibeholdtes ved den lovændring, hvorved hæftestraffen afskaffedes, sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000.

5.3. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

5.3.1. I betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet har Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet behandlet forskellige spørgsmål om betalingskriminalitet, sml. kapitel 4 s. 77 ff. Se endvidere denne betænknings kapitel 1 (indledning), pkt. 1.6. Udvalget finder, at udviklingen på IT-området nødvendiggør, at der indsættes bestemmelser i straffeloven om falske elektroniske penge og om handlingerne at producere, skaffe sig, besidde med henblik på uberettiget anvendelse eller videregive oplysninger, der identificerer et betalingsmiddel, der er tildelt andre, eller genererede betalingskortnumre. I det følgende omtales udvalgets overvejelser og forslag om elektroniske penge, jf. pkt. 5.3.2 nedenfor. Endvidere omtales i tilslutning hertil udvalgets overvejelser og forslag om betalingskort og betalingskortnumre mv., jf. pkt. 5.3.3 nedenfor.

5.3.2. Udvalgets overvejelser og forslag om elektroniske penge er beskrevet i betænkningen s. 82 ff. og 150 f. Heraf fremgår, at §§ 166-169 bør suppleres med en bestemmelse om elektroniske penge, der har et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. s. 88:

”Straffeloven indeholder i §§ 166-169 bestemmelser om eftergørelse og forfalskning af penge mv. Hovedbestemmelsen – § 166 – har fremrykket fuldbyrdelsesmoment, idet kriteriet er, at penge er eftergjort eller forfalsket for at bringe dem i omløb som ægte. Strafmaksimum i § 166 er fængsel i 12 år. Bestemmelserne vedrører imidlertid kun landenes autoriserede, almindelige betalingsmidler, og de er derfor ikke anvendelige på elektroniske penge.

Udvalget finder, at der også bør være en særlig strafferetlig beskyttelse af elektroniske penge. Udvalget finder, at et strafmaksimum på fængsel i 6 år er passende i betragtning af, at elektroniske penge, til trods for udviklingen hen imod øget brug af sådanne produkter, har en anden karakter end et lands autoriserede almindelige betalingsmidler, hvor det er hele landets betalingssystem, der skal beskyttes.”

Sml. også s. 150 f.:

”Udvalget har særligt overvejet, om området er så nyt, at en strafferetlig regulering bør afvente den videre udvikling. Udvalget finder imidlertid, at netop det forhold, at området er i hastig udvikling, taler for, at området reguleres nu. Der er herved lagt særlig vægt på, at i det omfang, det lykkes at producere falske elektroniske penge, vil der ikke være noget, der adskiller dem fra de ægte. Modtageren har vanskeligt ved at opdage, at der ikke er tale om ægte elektroniske penge. Området er opklarings- og bevismæssigt endnu mere vanskeligt end falske penge.

Udvalget finder, at elektroniske penge bør nyde en kvalificeret beskyttelse, selv om anvendelsen af dem typisk vil være omfattet af straffelovens § 279 eller § 279 a.

Udvalget finder, at problemstillingen er så nært forbundet med spørgsmålet om betalingsmidler, at reguleringen bør indsættes i straffelovens kapitel 18 om forbrydelser vedrørende penge.

Udvalget foreslår, at bestemmelsen indsættes som § 169 a, og at kapitlets overskrift ændres til ”Forbrydelser vedrørende betalingsmidler”.

”§ 169 a. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der uretmæssigt fremstiller, skaffer sig eller udbreder falske elektroniske penge med forsæt til, at de anvendes som ægte.
Stk. 2. Ved elektroniske penge forstås elektronisk lagrede pengeværdier, der anerkendes som betalingsmidler af andre end udstederen.
Stk. 3. Ved falske elektroniske penge forstås midler, der uden at være ægte elektroniske penge er egnede til at blive brugt som sådanne.
Stk. 4. Er handlingen af særlig grov beskaffenhed på grund af den måde, hvorpå den er udført, eller på grund af beløbets størrelse, er straffen fængsel indtil 6 år.”

Udtrykket ”betalingsmiddel”, der også anvendes i EU-direktivet [Europaparlamentets og Rådets direktiv af 18/9 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (EFT L 2000 257/39] og den danske lov om udstedere af elektroniske penge [lov nr. 502 af 7/6 2001], dækker et middel, der repræsenterer en given værdi og kan benyttes som betalingsmiddel uden trediemands mellemkomst. Det dækker således ikke ”betalingsinstrumenter”, der alene er pengeanvisninger, dvs. anmodninger til en anden (f.eks. en bank) om at udbetale et vist beløb til trediemand.

Såfremt handlingen ligger tidligere end det gerningsindhold, der er omfattet af bestemmelsen, finder de almindelige forsøgsregler anvendelse.

Udvalgets forslag omfatter ikke brugen af falske elektroniske penge. Udvalget finder, at brugen fortsat skal være dækket af de almindelige bestemmelser, i praksis typisk straffelovens § 279 a om databedrageri.”

5.3.3. Udvalgets overvejelser og forslag om betalingskort og betalingskortnumre mv. er beskrevet s. 88 ff. og 151 ff. Det anføres bl.a.:

”Udvalget har vurderet, i hvilket omfang betalingskort kan give anledning til overvejelser om en fremrykket beskyttelse eller om en ændret regulering. Udvalget finder, at følgende områder er aktuelle:

1. Falske betalingskort.
2. Betalingskortnumre.

Udvalget finder, at både produktion, forskaffelse, besiddelse med henblik på uberettiget brug og videregivelse af falske betalingskort bør kriminaliseres.

Udvalget finder endvidere, at kriminaliseringen også bør omfatte betalingskortnumre.

Udvalget har valgt at foreslå en regulering, der ikke er knyttet til fysiske kort, men er knyttet til de relevante betalingsinformationer.

Udvalget foreslår følgende formulering af bestemmelsen:

”§ 301. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der med forsæt til uberettiget anvendelse producerer, skaffer sig, besidder eller videregiver oplysninger, der identificerer et betalingsmiddel, der er tildelt andre, eller genererede betalingskortnumre.
Stk. 2. Sker den i stk. 1 nævnte videregivelse i en videre kreds eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, er straffen fængsel indtil 4 år.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse på ægte betalingskort.”

Da der kræves forsæt til uberettiget brug består udvidelsen set i forhold til straffelovens § 21 i, at der ses bort fra konkretiseringskravet. Selv om besiddelse typisk vil indgå i produktion, forskaffelse og videregivelse, har udvalget fundet det rigtigst at nævne disse ting særskilt for at undgå fortolkningsproblemer omkring besiddelsesbegrebet.

Efter forslagets stk. 1 er alle betalingskortnumre omfattet, uanset om de er ægte, genererede eller frit konstruerede. De er endvidere omfattet, hvad enten de alene foreligger som oplysninger uden tilhørende kort, eller de foreligger på falske kort. Hovedområdet vil imidlertid være konstruerede eller eftergjorte betalingsmidler, herunder hvide kort med konstrueret eller eftergjort magnetstrimmel mv.
Forslagets stk. 2 angiver videregivelse i en videre kreds som en af de skærpende omstændigheder, der kan medføre, at forholdet henføres under stk. 2. ”I øvrigt skærpende omstændigheder” vil f.eks. kunne foreligge, hvis oplysningerne er skaffet ved, at en pengeautomat er forsynet med en falsk front, så kundernes betalingskortnummer og pinkode har kunnet aflæses.

Efter forslagets stk. 3 er ægte kort ikke omfattet af reguleringen. Udvalget har fundet, at de gældende regler i tilstrækkeligt omfang dækker dette område ...”

5.4. Statistisk undersøgelse af domspraksis

5.4.1. I det følgende redegøres for resultaterne af Straffelovrådets statistiske undersøgelse af domspraksis i sager om pengefalsk mv. (§§ 166-169), jf. s. 66, sml. i øvrigt pkt. 2.4 og 3.5 ovenfor. Det fremgår, at forholdsvis mange af de i alt 142 afgørelser angår unge lovovertrædere under 18 år (19 pct.). Ingen af de dømte er tidligere straffet for pengefalsk eller andre forbrydelser vedrørende penge (straffelovens 18. kapitel). 44 pct. af afgørelserne er ubetingede frihedsstraffe med straflængder fra 30 dage til 2_ år. To tredjedele er på højst 1 år. 38 pct. af afgørelserne er betingede frihedsstraffe, der typisk ikke overstiger 4 måneder. 11 pct. af afgørelserne er bødestraffe. Der er ingen tegn på ændringer i domspraksis i den undersøgte periode.

5.5. Straffelovrådets overvejelser

5.5.1. §§ 166 og 167 indgår i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode, sml. pkt. 2.5.1 ovenfor, i kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel. Denne kategori omfatter også visse andre forbrydelser, sml. oversigten. Den anførte kategorisering indebærer i forhold til gældende ret, at strafmaksimum reduceres med 2 års fængsel. § 168 er henført til kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel. Det er ensbetydende med, at strafmaksimum nedsættes med 1 års fængsel. §§ 169 og 170 er placeret i kategorien ”diverse”, hvor alene bøde indgår i strafferammen. Det svarer for så vidt angår § 169 til gældende ret. For § 170 fører placeringen til, at den hidtidige adgang til at idømme fængselsstraf i indtil 3 måneder udgår.

5.5.2. Som det fremgår af pkt. 5.3 ovenfor, har spørgsmålet om kriminalisering af falske elektroniske penge og betalingskort mv. været undergivet en omfattende behandling i Udvalget vedrørende økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Straffelovrådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag og finder på den baggrund ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering på dette område.

Straffelovrådet finder i lighed med 1987-betænkningen, at det kunne overvejes at indføre en delt strafferamme for forsætlig pengefalsk og at foretage visse andre ændringer i §§ 166-168, sml. pkt. 5.2.1 ovenfor. Rådet har dog bl.a. under hensyn til, at området har været genstand for nyere EU-retlig regulering (sml. pkt. 5.1.3 ovenfor med omtale af EU-rammeafgørelsen om styrkelse af beskyttelsen mod falskmøntneri) i det væsentlige begrænset sig til at foreslå samme ændringer af §§ 166 og 168 som i 1987-betænkningen. For så vidt angår § 168 har rådet desuden fundet det rigtigst indtil videre at have et strafmaksimum på 2 års fængsel. Rådet fremhæver i den forbindelse, at strafpositionerne 10 og 2 år for de forhold, som omfattes af henholdsvis §§ 166-167 og 168, er i tråd med hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.2 og 6.3.3. Det bemærkes i øvrigt, at de foreslåede ændringer af §§ 166 og 168 ikke tilsigter at indskrænke det hidtidige strafbare område eller udmålingsniveau efter de berørte bestemmelser, sml. pkt. 1.4 ovenfor og § 1, nr. 12, 27, 46 og 47, i rådets lovudkast.

§ 169 skulle ifølge 1987-betænkningen videreføres uændret, sml. pkt. 5.2.2 ovenfor. Denne opfattelse har Straffelovrådet fortsat. § 170 foresloges i 1987-betænkningen videreført uændret, idet det daværende strafmaksimum på 3 måneders hæfte dog skulle afløses af et strafmaksimum på 4 måneders fængsel som led i afskaffelsen af hæftestraffen, sml. pkt. 5.5.2 ovenfor. Strafmaksimum forblevet uændret 3 måneder ved hæftestraffens afskaffelse, sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000. Strafpositionen 3 måneder er af tekniske grunde udeladt i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Der er på den baggrund enighed om, at overvejelserne om § 170 må samles om, hvorvidt strafferammen alene skal være bøde, eller om fængselsstraf af indtil 6 måneders varighed også bør indgå.

Det er gjort gældende, at de forhold, som omfattes af § 170, kan sidestilles med de forhold, som indgår i § 169. Hensynet til gennem strafferammesystemet at markere forbrydelsens strafværdighed kunne således tale for at lade muligheden for at idømme frihedsstraf udgå af § 170, så bestemmelsen på linje med oversigten baseret på det angrebne retsgode ændres til et bødedelikt, sml. pkt. 5.5.2 ovenfor. Det er heroverfor anført, at det ikke uden en nærmere undersøgelse, herunder i forhold til særlovgivningen, kan afgøres, om bestemmelsen kan gøres til et bødedelikt uden risiko for, at der sker en tilsidesættelse af de hensyn, som bestemmelsen skal varetage. Der er efter drøftelse i Straffelovrådet udtrykt sympati for tanken om at gøre § 170 til et bødedelikt. Rådet vil dog ikke afvise, at det kan have betydning for den endelige stillingtagen til strafferammen, at der foretages en grundigere kritisk gennemgang af bestemmelsen, hvorunder forholdet til særlovgivningen kan belyses nærmere. Rådet finder det på den baggrund rigtigst at pege på det mulige behov for revision af § 170 og i øvrigt indtil videre at opretholde muligheden for at idømme frihedsstraf, idet strafmaksimum af tekniske grunde foreslås hævet til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 24, i rådets lovudkast.