Kapitel 21 - Betleri og skadelig erhvervsvirksomhed (straffelovens §§ 197-206)

1. Indledning

Tidligere indeholdt kapitel 22 også straffebestemmelser i §§ 198-01 samt i §§ 205 og 207. Disse bestemmelser er ophævet ved forskellige lovændringer bl.a. som følge af, at de er blevet utidssvarende og har mistet praktisk betydning.

§ 198 om selvforskyldt ledighed og § 199 om pålæg om at søge arbejde ophævedes ved lov nr. 141 af 17. marts 1999 om ændring af straffeloven (Afkriminalisering af prostitution m.v. samt kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år). Lovens § 2, stk. 2, bestemmer i den forbindelse, at loven ikke medførte, at spil, prostitution og understøttelse fra kvinder, der ernærer sig ved prostitution, anses som lovlige erhverv, sml. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, s. 937 f.

§ 200 gav politiet mulighed for under strafansvar at pålægge personer dømt efter §§ 198 og 199 at møde til kontrol hos politiet. Denne bestemmelse og bestemmelsen i § 201, der i tilslutning til den dagældende bestemmelse i borgerlig straffelovs § 76 kriminaliserede en ved dom udvist udlændings tilbagevenden til Danmark, ophævedes ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.).

Ved lov nr. 123 af 13. marts 1943 om Ydelse af juridisk Bistand samt om Inkasso- og Detektivvirksomhed m.v. ophævedes § 205 om ulovlig privat detektivvirksomhed, og ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.) ophævedes § 207. Sidstnævnte bestemmelse indeholdt en særlig adgang til rettighedsfrakendelse ved overtrædelse af §§ 205-06.

1.2. De resterende bestemmelser gælder i det væsentlige i den affattelse, som var gældende ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Flere bestemmelser hviler på forudsætninger, knyttet til samfundssyn, som var herskende i tiden forud for vedtagelsen af borgerlig straffelov i 1933, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 213:
”Bestemmelserne i kap. 22, som det for flere bestemmelsers vedkommende kan undre en at møde i en moderne straffelov, hviler på en i lovgivningen fra gammel tid fastslået tradition (se eksempelvis Reces 11.2.1648, 2.21.2-3; DL 3-19-16-21, forordning 21.8.1829 (motiver i Coll.-tid 1829, s. 729 ff.) og l. 3.3.1860), hvorefter ”enhver, der behøver det til sit Livsophold, er forpligtet til at søge et lovligt Erhverv og, saafremt han ikke paa denne Maade kan skaffe sig sit Underhold, er pligtig til at henvende sig til de offentlige Myndigheder for gennem dem at faa den Hjælp, som han nu har grundlovsmæssigt Krav paa ...” (strl.bet. 1923, mot. 299). Herved beskyttes (i et vist omfang) ”Samfundets Interesse i, at Borgerne skaffer sig Underhold ved lovligt Arbejde og ikke ved en for Samfundsøkonomien værdiløs eller ligefrem skadelig Virksomhed ...” (strl.bet. 1917 mot. 171).”

1.3. I det følgende behandles strafferammerne i de bestemmelser, der fortsat indgår i straffelovens kapitel 22. I afsnittene 2-3 omtales henholdsvis § 197 (betleri) og §§ 203-04 (erhvervsmæssigt og offentligt hasardspil). I afsnit 4 redegøres for §§ 202 og 206 (erhvervsmæssig udnyttelse og svig i bestemte relationer). I omtalen indgår for samtlige bestemmelsers vedkommende såvel en redegørelse for gældende ret mv. som for tidligere overvejelser i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1997 om strafferammer og prøveløsladelse. Endvidere gennemgås i tilslutning til § 197 en lovændring fra 1965 (lov nr. 212 af 4. juni 1965), hvorved bestemmelsen i det væsentlige fik sin nuværende affattelse. Endelig indeholder hvert afsnit en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om de berørte bestemmelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

2. § 197 (betleri)

2.1. Gældende ret mv.

§ 197 ses sjældent anvendt i retspraksis. Der kan dog henvises til en nyere Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 479, hvor tiltalte blev fundet skyldig i betleri ved at have haft et skilt på eller i nærheden af sin person, der indeholdt en synlig opfordring om økonomisk hjælp med angivelse af, at tiltalte var hjemløs. Tiltalte blev herfor straffet med 7 dages betinget fængsel.

2.1.2. § 197 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 en anden og forholdsvis kompliceret affattelse:

”§ 197. Den, som imod Politiets Advarsel gør sig skyldig i Betleri, eller som efter tidligere at være dømt for eller inden Retten at have modtaget Advarsel for Betleri, Løsgængeri, Sædelighedsforbrydelse, Vold eller Berigelsesforbrydelse eller efter af Politiet at have modtaget Advarsel eller Paalæg i Henhold til §§ 198 eller 199 gør sig skyldig i Betleri, eller som anvender andre til Betleri eller tillader, at nogen til hans Husstand hørende Person under 18 Aar betler, straffes med Fængsel indtil 6 Maaneder.
Stk. 2. Er Handlingen foretaget af Nød og ikke udøvet vanemæssigt, er Straffen Hæfte og kan under i øvrigt formildende Omstændigheder bortfalde.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 324 og 326 samt s. 282-85. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 180 samt s. 172-74, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 181 samt sp. 299-01. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3361-62 (§ 200), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5371 (§ 198), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2370-71 (§ 197). Om § 197 kan i øvrigt henvises til pkt. 2.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

2.2. Tidligere ændringer af § 197

2.2.1.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) gennemførtes en væsentlig forenkling af § 197. Bestemmelsen fik herved i det væsentlige sin nuværende udformning. Den nye bestemmelse førte til en vis begrænsning af det strafbare område. Som det fremgår af bestemmelsens motivudtalelser, veg man tilbage fra helt at ophæve bestemmelsen, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 970:

”§ 197 indeholder en ret kompliceret og vidtgående regel om straf for betleri. Bestemmelsen har i væsentlig grad mistet sin praktiske betydning. I de senere år er der kun afsagt 5-10 domme årligt for betleri. Under hensyn til de sociale problemer, som typisk er baggrunden for betleri, taler principielle synspunkter med nogen vægt for at afkriminalisere dette forhold. Hensynet til den offentlige orden synes dog at gøre det betænkeligt helt at ophæve bestemmelsen.

Den foreslåede ændrede affattelse af § 197 er en forenkling af reglen og betyder en vis begrænsning af kriminaliseringen, idet strafansvar som hovedregel gøres betinget af en forudgående advarsel fra politiet. Endvidere åbnes der mulighed for anvendelse af hæftestraf. Endelig foreslås det at give domstolene en noget friere adgang til at lade strafansvaret bortfalde.”

2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.4. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet foreslog i 1987-betænkningen § 197 ophævet. Denne opfattelse kan rådet som udgangspunkt fortsat tiltræde. Der er dog også enighed om, at hensynet til den offentlige orden kan gøre det betænkeligt helt at afkriminalisere dette område, sml. herved pkt. 2.2.1.1 ovenfor med omtale af lovmotiverne til den nugældende affattelse af § 197.

Det er under rådets drøftelse påpeget, at § 197 retter sig mod forhold, som har karakter af et bødedelikt og bl.a. som følge heraf naturligt henhører under politivedtægten. Rådet finder, at § 197 kunne give anledning til at overveje ændringer, såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere kritisk gennemgang, herunder af bestemmelsens sammenhæng med bl.a. politivedtægten. Dette har rådet ikke haft mulighed for. Rådet har på den anførte baggrund fundet det rigtigst, at strafferammen for betleri efter § 197 indtil videre opretholdes uændret. Det gælder også den tilknyttede strafbortfaldsmulighed.

3. §§ 203 og 204 (erhvervsmæssigt og offentligt hasardspil)

3.1. Gældende ret mv.

§ 204, stk. 1, retter sig mod den, som på offentligt sted yder husrum til eller foranstalter utilladt hasardspil. Lige med offentligt sted anses efter § 204, stk. 2, foreningslokaler, når enten enhver eller enhver af en vis samfundsklasse som regel kan opnå optagelse i foreningen, eller utilladt hasardspil indgår i foreningens formål, eller der erlægges særlig betaling for deltagelse i spillet. Til disse forhold er knyttet en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den, som på offentligt sted deltager i utilladt hasardspil, straffes efter § 204, stk. 3, med bøde.

Om de nævnte bestemmelser, herunder forståelsen af udtrykkene ”hasardspil” og ”væddemål af tilsvarende art”, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 217 ff.

§§ 203 og 204 har fortsat en vis praktisk betydning. Til illustration kan henvises til Domme i Kriminelle Sager 1993-95, s. 169-70 med omtale af en Østre Landsrets dom af 21. juni 1993 (10. afd. nr. 350/92) (RA nr. 495). Sagen vedrørte en 44-årig person, der var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 203, stk. 1, og § 204, stk. 1, ved i perioden fra den 1. april til den 12. maj 1989 fra nogle lokaler, hvortil der var offentlig adgang, at have søgt erhverv ved samt foranstaltet erhvervsmæssig, utilladt offentligt hasardspil. Byretten lagde til grund, at der i lokalerne var foregået kort- og terningespil med pengegevinster, og at tiltalte arbejdede i lokalerne med daglig servering af kaffe og the og tilberedning af mad i 4 timer mod en fast månedlig løn på 4.000 kr. Ved denne virksomhed fandtes tiltalte at have søgt erhverv ved hasardspil, mens han blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 204, stk. 1. Straffen efter § 203, stk. 1, fastsattes til 15 dagbøder á 150 kr. Landsretten tiltrådte med bemærkning, at tiltalte tillige vekslede penge til spilleautomaterne, at den pågældende var fundet skyldig, og fandt bødestraffen passende bestemt.

3.1.2. Både § 203 og § 204 har, når bortses fra ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 203 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 333 samt s. 287. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 185 samt s. 176-77, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 187 samt sp. 305-06. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3364-65 (§ 206), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5371-72 (§ 204).

For så vidt angår § 204 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 334 og 335 samt s. 287-88. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 186 samt s. 177, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 34 samt sp. 407. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3364-65 (§ 207).

3.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”... Selv om der kunne overvejes indholdsmæssige ændringer, har straffelovrådet begrænset sig til at se på de foreskrevne strafferammer. Det foreslås, at der i § 203, stk. 1, opretholdes et maksimum på 1 års fængsel, at maksimum i § 204, stk. 1, bliver 4 måneders fængsel, og at § 204, stk. 1, 2. pkt., om gentagelsestilfælde ophæves.” [Sidstnævnte bestemmelse foreskrev, at normalstraffen på bøde eller hæfte indtil 3 måneder i gentagelsestilfælde kunne stige til en højere grad af hæfte eller til fængsel i 6 måneder. Bestemmelsen ophævedes ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 som led i afskaffelsen af hæftestraffen og erstattedes af den nugældende strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder].

3.3. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet finder, at hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet kunne tale for, at forhold omfattet af § 203 undergives et strafmaksimum på 6 måneders fængsel. Det er under rådets drøftelse af §§ 203 og 204 påpeget, at bl.a. udviklingen i særlovgivningen siden bestemmelsernes tilblivelse kunne rejse spørgsmål om videregående ændringer i gerningsbeskrivelsen mv., og at spørgsmålet om strafferammer må ses i sammenhæng hermed. Der er enighed om, at det falder uden for rammerne af denne betænkning at gå ind i en sådan nærmere vurdering af §§ 203 og 204. Rådet har på den anførte baggrund fundet det rigtigst at pege på, at §§ 203 og 204 kunne rejse spørgsmål i forhold til særlovgivningen, og i øvrigt at afstå fra at fremkomme med forslag til ændring af bestemmelsernes strafferammer.

4. §§ 202 og 206 (erhvervsmæssig udnyttelse og svig i bestemte relationer)

4.1. Gældende ret mv.

§ 206 retter sig mod den, som i erhvervsøjemed anvender falske foregivender eller anden svigagtig adfærd for at forlede nogen til at udvandre. Til disse forhold knytter bestemmelsen en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år. Bestemmelsen er kortfattet omtalt i Den kommenterede straffelov s. 222, hvor det bl.a. fremhæves, at § 206 ”ikke [ses] anvendt i trykt praksis”.

4.1.2. Såvel § 202 som § 206 har, idet der herved bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 202 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 332, stk. 1, samt s. 286-87. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 184 samt s. 172 og 176, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 186 samt sp. 304-05. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3364 (§ 205), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5371 (§ 203), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2187-88 (§ 203).

For så vidt angår § 206 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 342 samt s. 291. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 188 samt s. 178-79, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 35 samt sp. 407-08. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3365 (§ 209).

4.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.3. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet foreslår af de grunde, der er anført i 1987-betænkningen, sml. pkt. 4.2.1 ovenfor, at §§ 202 og 206 ophæves, sml. § 1, nr. 27, i rådets lovudkast. Det bemærkes herved, at de grovere overtrædelser i stedet vil kunne straffes efter de almindelige bedrageribestemmelser.