Kapitel 25 - Andre forbrydelser mod liv og legeme (straffelovens §§ 237-241 og §§ 249-254)

1. Indledning

1.2. I afsnittene 2, 3 og 4 nedenfor redegøres for gældende ret mv. vedrørende henholdsvis de forsætlige drabsforbrydelser (§§ 237-240), uagtsomt manddrab og uagtsom, betydelig legemsbeskadigelse (§§ 241 og 249) og forskellige faredelikter (§§ 250-254) samt Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne for disse forbrydelser i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I tilslutning til gennemgangen af §§ 241 og 249 omtales en nyere ændring af færdselsloven, der åbner mulighed for at idømme fængselsstraf for visse grove overtrædelser af færdselsloven.

Spørgsmålet om voldskriminaliteten og bekæmpelsen heraf har i de senere år indtaget en fremtrædende plads i den kriminalpolitiske debat i Folketinget. I afsnit 5 omtales forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager m.v.) (L 161) fremsat den 2. februar 2001 af medlemmer af Venstre og Det Konservative Folkeparti. Afsnit 6 indeholder en omtale af forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (L 118), der blev fremsat den 26. februar 2002 af justitsministeren (Lene Espersen), sml. nu lov nr. 380 af 6. juni 2002.

Afsnit 7 indeholder en kortfattet omtale af reglerne om uagtsomt manddrab mv. i Finland, Norge og Sverige. I afsnit 8 gennemgås resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Endelig indeholder afsnit 9 en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om strafferammerne for de berørte forbrydelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

2. Forsætligt drab (§§ 237-240)

2.1. § 237

§ 237 har været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 242 samt s. 21 f. og 223 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 215 samt s.200 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 216 samt sp. 332 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3378 (§ 238).

2.1.2. Ved sin gennemgang af § 237 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse anførte Straffelovrådet, jf. s. 161:

”Forsætligt drab straffes efter § 237 med fængsel fra 5 år indtil på livstid. Straffelovrådet har ovenfor i kap. 3 omtalt de to spørgsmål, som denne strafferamme kan give anledning til. Man foreslår, at det forhøjede minimum for fængselsstraf ophæves. Med hensyn til strafmaksimum foreslår et flertal, at livstidsstraffen opretholdes, medens et mindretal foreslår et maksimum på 20 års fængsel.”

2.2. § 238

§ 238 har været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 244 samt s. 226 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 216 samt s. 201 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 217 samt sp. 333 ff. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3379-80 (§ 239), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2372 (§ 237), og tillæg B, sp. 203.

2.2.2. Ved sin gennemgang af § 238 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse antydede Straffelovrådet muligheden af en nedsættelse af strafmaksimum fra 4 til 3 eller 2 års fængsel, sml. s. 161:

”§ 238 er – ligesom den beslægtede bestemmelse i § 251 om uforsvarligt forhold ved barnefødsel … – meget sjældent anvendt i vore dage. Straffelovrådet har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at foreslå ændringer i § 238, men fremhæver, at en nedsættelse af maksimum fra 4 til 3 eller 2 år næppe ville volde praktiske problemer. Det bemærkes, at den svenske betænkning SOU 1986:14 s. 192 foreslår strafmaksimum i bestemmelsen om ”barnadråp” nedsat fra 6 til 4 år.”

I tilslutning til ovenstående bemærkes, at bestemmelsen om ”barnadråp” fortsat har en maksimumstrafferamme på fængsel indtil 6 år, jf. BrB 3:3.

2.3. § 239

§ 239 har bortset fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan nærmere henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 243, stk. 3, samt s. 224 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 217 samt s. 202 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 218 samt sp. 335 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3380 (§ 240), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5377 f. (§ 239), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2195-96, nr. 236, samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2372 (§ 238, stk. 1), og tillæg B, sp. 1873-74.
2.3.2. Ved sin gennemgang af § 239 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet alene bestemmelsen ændret som følge af hæftestraffens afskaffelse svarende til de ændringer, der gennemførtes ved lov nr. 433 af 31. maj 2000. Rådet knyttede dog visse bemærkninger hertil, jf. s. 161-62:

”I de diskussioner om den strafferetlige bedømmelse af euthanasi (medlidenhedsdrab), som af og til opstår, har det undertiden været overvejet at indføje nye bestemmelser i straffeloven, f.eks. i tilknytning til § 239. Straffelovrådet har ikke i den foreliggende sammenhæng kunnet tage dette spørgsmål op til overvejelse. Det skal blot fremhæves, at § 239 i dag kun kan anvendes på de tilfælde af medlidenhedsdrab, hvor en person har været i stand til at fremsætte en bestemt begæring herom. Når § 239 kun rummer hjemmel til frihedsstraf, må det herved tages i betragtning, at dommen kan gøres betinget, og at bøde vil kunne idømmes i medfør af reglen i § 85 om strafnedsættelse, ligesom straffen under særlig formildende omstændigheder helt kan bortfalde.”

2.4. § 240

§ 240 har bortset fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan nærmere henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 246 samt s. 227 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 218 samt s. 203 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 219 samt sp. 336 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3380 f. (§ 241), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5378 f. (§ 240), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2197, nr. 237, samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2372 (§ 239), og tillæg B, sp. 203 og 1873.

2.4.2. Ved sin gennemgang af § 240 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet alene bestemmelsen ændret som følge af hæftestraffens afskaffelse svarende til de ændringer, der gennemførtes ved lov nr. 433 af 31. maj 2000. Om bestemmelsen bemærkedes i øvrigt, jf. s. 162, at ”[d]e spørgsmål om kriminalisering af hjælp til selvmord, som måske kunne rejses i forbindelse med et egentligt revisionsarbejde vedrørende straffelovens kap. 25, har straffelovrådet måttet lade ligge.”

3. Uagtsomt manddrab og uagtsom, betydelig legemsbeskadigelse (§§ 241 og 249) mv.

3.1. § 241

Det normale strafniveau for uagtsomt manddrab ved spirituskørsel mv. var tidligere fængsel i 4-6 måneder. Dette strafniveau forhøjedes ved Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1017, til fængsel i 6-8 måneder. Dommen er omtalt i kapitel 9 om straffastsættelse, pkt. 5.2. Foreligger skærpende omstændigheder, herunder hvis tiltalte tidligere er straffet for spirituskørsel, og/eller kørslen i sig selv er foregået på særlig hensynsløs måde, udmåles straffen til omkring 1 års fængsel. I særlig grove tilfælde kan der blive tale om at udmåle en væsentlig højere straf. Uagtsomt manddrab i færdselssager uden spirituskørsel straffes i almindelighed med dagbøder, såfremt kørslen ikke kan karakteriseres som særlig hensynsløs. Kan kørslen karakteriseres som særlig hensynsløs, udmåles straffen som udgangspunkt til fængsel i 3-4 måneder.

Om § 241 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 281 ff. For så vidt angår ændringen af § 241 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, sml. afsnit 6 nedenfor, henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 37. Om strafniveauet for uagtsomt manddrab i forbindelse med overtrædelse af færdselsloven henvises i øvrigt nærmere til afsnit 8 nedenfor med omtale af Straffelovrådets undersøgelse af domspraksis.

Når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, og ændringen af strafmaksimum ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, fik § 241 sin nuværende affattelse ved lov nr. 6 af 3. januar 1992 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Samfundstjeneste m.v.). Om forarbejderne forud herfor kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 245, stk. 2, samt s. 227. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 219 samt s. 204, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 220 samt sp. 337 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3381 (§ 242). Ved lovændringen i 1992 ændredes strafferammen i § 241 med henblik på at bringe den i overensstemmelse med strafferammen i § 249, således som denne bestemmelse var blevet affattet ved lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi), jf. pkt. 3.2 nedenfor. Om ændringen af strafferammen i § 241 anførtes i lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1896:

”Efter straffelovens § 241 straffes uagtsomt manddrab med bøde eller hæfte, under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 4 år.

Ved lov nr. 272 af 3. maj 1989 blev der blandt andet gennemført en ændring af straffelovens § 249 om uagtsom (betydelig) legemsbeskadigelse, der blandt andet indebærer, at straffen for overtrædelsen af bestemmelsen er bøde, hæfte eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 år.

Med henblik på at bringe strafferammen i straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab i overensstemmelse med strafferammen i straffelovens § 249 foreslås det, at normalstrafferammen i straffelovens § 241 skærpes til ud over bøde og hæfte også at omfatte fængsel indtil 4 måneder. Strafmaksimum på fængsel indtil 4 år, når uagtsomt manddrab er begået under skærpende omstændigheder, foreslås opretholdt uændret.”

3.1.2. Straffelovrådets overvejelser om § 241 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse tog udgangspunkt i det daværende normale strafniveau i sager om færdselsforseelser, der henføres under § 241, på dagbøder eller hæfte i 10-30 dage, hvis føreren ikke har været påvirket af spiritus, og på ubetinget fængselsstraf i 4-6 måneder, hvis føreren har været påvirket af spiritus. Om rådets overvejelser fremgik på den anførte baggrund bl.a., jf. s. 162 ff.:

”Den hyppigste anvendelse af § 241 og § 249 sker i sager om uforsvarlig motorkørsel, der samtidig rummer en eller flere overtrædelser af færdselsloven. Det kan bero på rene tilfældigheder, om det er død eller legemsbeskadigelse – eventuelt varig invaliditet – der bliver følgen af gerningsmandens forhold; ikke sjældent indtræder begge følger ved påkørsel af en bil med flere personer i. Det er i praksis næppe muligt at skelne mellem uagtsomhed i relation til andres liv og uagtsomhed i relation til legemets integritet i øvrigt ...

§ 241 er ikke efter sin ordlyd begrænset til grov uagtsomhed, men benytter kun udtrykket ”uagtsomt”. Det er nogle gange blevet diskuteret, om § 241 i praksis finder anvendelse på alle grader af strafbar uagtsomhed, eller forholdet snarere er det, at der i praksis sker en vis begrænsning af de uagtsomhedsgrader, som kommer i betragtning, – eventuelt således at praksis nærmest svarer til, om der i § 241 stod ”groft uagtsomt” ...

Straffelovrådet er ikke gået nærmere ind i dette spørgsmål om målestokken for uagtsomhed. Nogle medlemmer af rådet ville finde det rigtigst, om ordlyden af § 241 blev ændret til ”groft uagtsomt”, men der er enighed om at udskyde dette spørgsmål til et senere revisionsarbejde, hvor der er lejlighed til at drøfte det mere indgående.

Det er undertiden blevet anført, at man slet ikke burde anvende § 241, men alene færdselsloven, i tilfælde, hvor døden er den uagtsomme følge af en alvorlig færdselsforseelse. Begrundelsen er vistnok især, at færdselsloven indeholder tilstrækkelig hjemmel til idømmelse af en passende straf, og at domfældelse for uagtsomt manddrab i sig selv er et særligt tyngende og stemplende moment over for motorkørere, der i forvejen ofte føler sig hårdt ramt af den ulykke, som de har været årsag til. Straffelovrådet har forståelse for dette synspunkt, men kan ikke finde det rigtigt, at motorførere generelt skulle være undtaget fra at dømmes efter en straffelovsbestemmelse, der kan ramme andre, som uagtsomt forvolder en andens død. For så vidt der alene måtte være spørgsmål om en begrænsning af området for anvendelse af § 241, må rådet som allerede antydet finde det rigtigst, at der ikke tages stilling til dette i den foreliggende sammenhæng.
...
Efter straffelovrådets vurdering er der ikke grundlag for at tilråde en skærpelse af strafudmålingen i forhold til nugældende praksis ved domstolene, herunder det nævnte normalniveau af 4-6 måneders fængsel i sager om uagtsomt manddrab forvoldt under motorkørsel i spirituspåvirket tilstand. De følgende bemærkninger tager især sigte på spiritussagerne.

Principielle strafferetlige synspunkter kan i og for sig tale for, at straffe på 4-6 måneder er udtryk for en streng bedømmelse. Hvor ingen skade er sket, straffes promille- og spirituskørsel med bøde eller en kort frihedsstraf på normalt 14 dage i førstegangstilfælde. Motorførerne straffes, fordi de i deres spirituspåvirkede tilstand rummer en fare for færdselssikkerheden og for andre trafikanters liv og legeme. Men når denne fare realiseres og de alvorligste følger indtræder, skærpes straffen meget væsentligt, selv om den udviste adfærd ikke generelt kan siges at være en anden, end hvis uheld var undgået. I de enkelte sager kan der dog undertiden foreligge oplysninger om en særligt hasarderet og farlig kørsel, der adskiller forholdet fra den mere typiske spirituskørsel. Straffe på 4-6 måneder er meget strengere end de straffe, der ville fremkomme, hvis man tænkte sig en udmåling med udgangspunkt i straffen for spirituskørsel, suppleret med en skærpelse for uagtsomt manddrab, bedømt uden spirituspåvirkning.

For uagtsomt manddrab i trafikken uden spirituspåvirkning idømmes som nævnt væsentlig lavere straffe. Der er derfor næppe tvivl om, at praksis i sager om spirituspåvirkning er bestemt netop af det forhold, at det er en spritbilist, der forvolder en andens død. Det lave strafniveau, der accepteres, hvor spritbilisten slipper godt fra kørslen, eller hvor en ædru person kører en anden ned, bliver både for lægfolks retsfølelse og efter tilvante vurderinger ved domstolene helt uacceptabelt, hvor en spritbilist forvolder en andens død. I en skarp form er dette udtrykt således af Rørdam i Juristen 1962 s. 448: ”Der er ingen medlidenhed med spiritusbilisten, der kører et andet menneske ihjel. På dette område får – også hos domstolene – de mest primitive betragtninger råderum, og domstolenes praksis har sikkert bred tilslutning i befolkningen, der snarere kunne tænkes at ønske sig en skærpelse end en mildnelse af den lagte kurs”. Det forekommer vanskeligt at anlægge fuldtud rationelle synspunkter på strafudmålingen i disse sager, og på baggrund af de følelsesmæssige reaktioner, som her gør sig gældende, bliver det formentlig for mange et mindre væsentligt spørgsmål, om der er en præventiv nødvendighed eller blot præventive nyttevirkninger forbundet med de nuværende straffe eller endnu strengere straffe for uagtsomt manddrab i spiritussager.

På baggrund af oplysningerne om retspraksis finder straffelovrådet det ubetænkeligt at fastslå, at der kan ske en væsentlig nedsættelse af det nuværende maksimum i § 241 på 4 års fængsel. Det vil endvidere stemme meget godt med hidtidig praksis, hvis der opretholdes en delt strafferamme, således at navnlig tilfælde af spirituspåvirkning kan henføres under en bestemmelse om skærpende omstændigheder.

Der har i straffelovrådet været nogen stemning for at fastsætte maksimum til 2 år. Det er på den anden side blevet fremhævet, at der kan tænkes grovere forhold end dem, der hidtil i retspraksis har kunnet medføre straf af fængsel i 1 år og 6 måneder. Man har derfor ment at burde foreslå, at strafferammen i § 241 bliver bøde eller fængsel indtil 4 måneder, under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år.”

3.2. § 249

Det normale strafniveau for uagtsom betydelig legemsbeskadigelse ved spirituskørsel mv. er som udgangspunkt fængsel i 30 dage til 3 måneder. I gentagelsestilfælde forekommer straffe på henholdsvis 3 og 4 måneders fængsel. Uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i færdselssager uden spirituskørsel straffes i almindelighed med dagbøder.

Om § 249 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 300 ff. For så vidt angår ændringen af § 249 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, sml. afsnit 6 nedenfor, henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 41. Om strafniveauet for uagtsomt manddrab i forbindelse med overtrædelse af færdselsloven henvises i øvrigt nærmere til afsnit 8 nedenfor med omtale af Straffelovrådets undersøgelse af domspraksis.

Når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, og ændringen af strafmaksimum ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, fik § 249 sin nuværende affattelse ved lov nr. 272 af 3. maj 1989 om ændring af borgerlig straffelov (Vold og børnepornografi). Om forarbejderne forud herfor kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 245, jf. § 250, stk. 2, samt s. 227 og 230. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 226 samt s. 210 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 227 samt sp. 345. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3383-84 (§ 249), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2373 (§ 248). Ved lovændringen i 1989 fik § 249 en ny affattelse, der var en følge af den samtidig gennemførte revision af straffelovens øvrige voldsbestemmelser, jf. denne betænknings kapitel 24 om voldsforbrydelser, afsnit 3. Om ændringen af § 249 anførtes i lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. Folketingstidende 1988-89, tillæg A, sp. 2871:

”Forslaget til ny formulering af § 249 er af redaktionel karakter. Den nye formulering er en konsekvens af, at sondringen i den gældende § 249 mellem § 246-skader og mindre betydelige skader som følge af den ændrede opbygning af §§ 244-246 ikke kan opretholdes. Der tilsigtes ingen realitetsændring med den nye formulering af bestemmelsen.

Formuleringen svarer til Straffelovrådets forslag, jf. betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, side 166-167, bortset fra at det gældende strafmaksimum på fængsel i 4 år foreslås opretholdt uændret.”

3.2.2. Straffelovrådets overvejelser om § 249 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse var i et vist omfang knyttet til § 241, sml. pkt. 3.1.2 ovenfor. Overvejelserne tog i øvrigt udgangspunkt i det daværende normale strafniveau i sager om færdselsforseelser, der henføres under § 249, på dagbøder, hvis føreren ikke har været påvirket af spiritus, og på ubetinget frihedsstraf i 30-60 dage, hvis føreren har været påvirket af spiritus. Om rådets overvejelser anførtes følgende, jf. s. 167:

”Såfremt straffelovrådets forslag til affattelse af §§ 244-246 gennemføres, må sondringen i § 249 mellem § 246-skader og mindre skader opgives. Derimod er der ikke noget til hinder for, at man i § 249 bevarer den mindstegrænse, der angives med udtrykket ”betydelig skade”, hvorved det undgås at udvide det strafbare område i disse uagtsomhedstilfælde. Der skal nødvendigvis tages stilling til den strafferammemæssige konsekvens af hæftestraffens afskaffelse.

Da de indtrådte legemsskader kan være meget alvorlige, finder straffelovrådet, at der bør gælde samme strafferamme for uagtsom betydelig legemsskade som for uagtsomt manddrab. Den kan derfor formuleres således, at straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder, under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år.”

3.3. Lov nr. 498 af 7. juni 2001 om ændring af færdselsloven (Skærpelse af straffen for grove færdselslovsovertrædelser og indførelse af kørselsforbud)

”Der vil med forslaget blive indført hjemmel i færdselsloven til at idømme frihedsstraf i tilfælde af særlig hensynsløs kørsel, herunder forsætlig fareforvoldelse og skade, hvor der ikke samtidig foreligger en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om vold, forsætligt eller uagtsomt manddrab, grov uagtsom legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse m.v. Bestemmelsen får således selvstændig betydning, hvor det ikke vil være muligt at idømme frihedsstraf efter straffelovens bestemmelser.
…
…Som eksempler på sådanne tilfælde [dvs. tilfælde omfattet af § 126, stk. 2, nr. 1] – som ikke er tænkt at skulle være en udtømmende opregning af anvendelsesområdet for den foreslåede skærpelse – vil alt efter omstændighederne blandt andet kunne tænkes grov kap- eller væddekørsel på gade og vej eller grov chikanekørsel. Endvidere er det hensigten, at straffen kan pålægges i de situationer, hvor der udføres uforsvarlig kørsel i forbindelse med, at den pågældende undlader at efterkomme politiets anmodning om at standse køretøjet, idet en sådan trafikadfærd ofte er alvorligt fareforvoldende.”

3.3.2. Om strafudmålingen anføres i bemærkningerne, at det er nærliggende at tage udgangspunkt i strafniveauet for frihedsstraf for de mindst alvorlige tilfælde af spirituskørsel. Det vil således være naturligt, at strafpositionen i førstegangstilfælde svarer til strafpositionen ved de mindst alvorlige tilfælde af spirituskørsel, f.eks. 10-14 dages fængsel. Dette udgangspunkt kan fraviges såvel i skærpende som formildende retning – herunder til bødeområdet – afhængig af forholdets karakter inden for strafferammen på fængsel i indtil 1 år. Det forudsættes, at frihedsstraffen i almindelighed gøres betinget på vilkår af, at den dømte udfører samfundstjeneste, og at der i disse tilfælde idømmes en tillægsbøde på 1.000 kr. pr. 25.000 kr. årlig bruttoindtægt. Om anvendelse af samfundstjeneste hedder det videre:

”Som nævnt ovenfor sigter nyordningen til de tilfælde, hvor der ikke tillige i forbindelse med kørslen er sket overtrædelse af straffeloven, f.eks. straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab eller § 249 om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse. Som udgangspunkt bør betinget dom med vilkår om samfundstjeneste ikke anvendes i disse tilfælde. Hvis kørslen er foregået i brugsstjålet køretøj vil betinget dom heller ikke kunne anvendes. En konkret individuel vurdering kan dog føre til, at også kørsel, der falder uden for dette kerneområde for nyordningen, kan afgøres med samfundstjeneste, hvis dette i det enkelte tilfælde findes forsvarligt …”

4. Forskellige faredelikter (§§ 250-254)

4.1. § 250

§ 250 har været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 247, stk. 1, samt s. 228. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 227, stk. 1, samt s. 211 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 228 samt sp. 345 ff. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3384 f. (§ 250), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2199-00, nr. 245, samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 205 f. og 1873 f. (§ 249).

4.1.2. Ved sin gennemgang af § 250 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet strafferammen ændret, så den kom til at svare til den af rådet foreslåede strafferamme i §§ 241 og 249, dvs. bøde eller fængsel indtil 4 måneder, under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år, sml. s. 167-68:

”Der er flere grunde til at ændre denne strafferamme. Det er uheldigt, at bestemmelsen ikke nævner noget strafmaksimum med henblik på normaltilfælde, men kun siger, hvad straffen kan stige til under visse skærpende omstændigheder. ... For det andet må det antages, at maksimum på 8 år i bestemmelsens sidste led er alt for højt. Det er vanskeligt at skønne over, hvad der ville være en rimelig strafferamme i § 250, da retspraksis ikke giver mange holdepunkter for at slutte noget om, hvilke forhold § 250 kan tænkes at finde anvendelse på. Det, som i nogle tilfælde kan kendetegne lovovertrædelsen som relativt grov, er, at gerningsmanden skal have handlet med bevidsthed om, at den anden hensættes eller forlades i hjælpeløs tilstand, hvilket efter sædvanlig fortolkning betyder, at der opstår fare for den pågældende. Forholdet er for så vidt grovere end uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse, der ikke forudsætter nogen bevidsthed om en handlings farlighed. På den anden side kan § 250 også anvendes i tilfælde, hvor der ikke sker nogen skade. Straffelovrådet er mest tilbøjeligt til at foreslå samme strafferamme som i § 241 og § 249, d.v.s. bøde eller fængsel indtil 4 måneder, under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år.”

4.2. § 251

Når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, har § 251 været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 247, stk. 2, samt s. 228 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 227, stk. 2, samt s. 211, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 228, stk. 2, og § 228 A samt sp. 346 ff. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3384 f. (§ 250, stk. 2), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2199-00, nr. 246, samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 205 f. og 1873 ff. (§ 249, stk. 2).

4.2.2. Ved sin gennemgang af § 250 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse var der i Straffelovrådet enighed om, at § 251 kunne ophæves som overflødig ved siden af § 250. For det tilfælde, at § 251 ønskedes opretholdt, var der enighed om, at strafferammen burde fastsættes til bøde eller fængsel indtil 6 måneder, og at adgangen til strafnedsættelse i 2. pkt. burde udgå som følge af, at bøde optages i strafferammen, sml. s. 168:

”Straffelovrådet antager, at § 251 er overflødig ved siden af § 250 og kan ophæves. De tilfælde, i hvilke der kunne være spørgsmål om tiltale efter § 251, er meget sjældne efter nutidens forhold, og det ville næppe kunne dreje sig om tilfælde, der ikke lader sig henføre under § 250. Fælles for de to bestemmelser er kravet om, at der skal foreligge forsæt til farefremkaldelse. Hvis strafferammen i § 250 ændres som foran foreslået [dvs. bøde eller fængsel indtil 4 måneder, under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år], vil der ikke i synspunkter vedrørende strafferammerne være argumenter for den særskilte regulering i § 251. Det er ikke væsentligt at opretholde adgangen til strafbortfald, men det ville i øvrigt være en mulighed at overføre denne hjemmel til § 250.

Skulle det blive anset for ønskeligt at opretholde § 251, foreslår straffelovrådet, at strafferammen fastsættes til bøde eller fængsel indtil 6 måneder, og at strafnedsættelse udgår af bestemmelsens 2. pkt., fordi bøde optages i strafferammen.”

4.3. § 252

Der forekommer kun sjældent tilfælde, hvor overtrædelse af § 252, stk. 1, foreligger til pådømmelse i forbindelse med overtrædelse af færdselsloven, uden at der samtidig er spørgsmål om overtrædelse af § 241 eller § 249. Overtrædelse af § 252, stk. 1, i færdselssager medfører i almindelighed frihedsstraf. Om § 252, stk. 1, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 306 ff. For så vidt angår ændringen af § 252 ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, sml. afsnit 6 nedenfor, henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 43. Om strafniveauet for overtrædelse af § 252, stk. 1, herunder i forbindelse med overtrædelse af færdselsloven, henvises i øvrigt til afsnit 8 nedenfor med omtale af Straffelovrådets undersøgelse af domspraksis.

Når bortses fra de ændringer, der er en følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, og ændringen af strafmaksimum ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, har § 252, stk. 1, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 248 samt s. 229 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 227, stk. 1, samt s. 211 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 229 samt sp. 348. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3385 (§ 251).

§ 252, stk. 2, blev indsat i straffeloven ved lov nr. 431 af 1. juni 1994 om ændring af straffeloven (Forvoldelse af fare for smitte med livstruende og uhelbredelig sygdom). Baggrunden for ændringen var, at Højesteret i en dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 520, havde fastslået, at der ikke var grundlag for at anvende straffelovens § 252 (nu § 252, stk. 1) på en person, der gentagne gange havde haft ubeskyttet seksuel omgang med nogle kvinder, uanset at han var bekendt med at være smittet med hiv. Der henvises til Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 8773 ff., og tillæg B, sp. 1735 ff. og 1815 ff. Ved lovændringen i 1994 fik § 252, stk. 2, følgende ordlyd: ”På samme måde straffes den, der på hensynsløs måde gentagne gange eller under i øvrigt særligt skærpende omstændigheder forvolder fare for, at nogen smittes med en livstruende eller uhelbredelig sygdom.” Om valget af strafferamme mv. anførtes i lovforslagets bemærkninger, jf. anf. st. sp. 8782:

”Strafferammen i § 252, stk. 2, er som i stk. 1 hæfte eller fængsel i indtil 4 år. Over for den, der ikke er fyldt 21 år, er der mulighed for at idømme bødestraf efter reglen i straffelovens § 91, stk. 2. Strafniveauet forudsættes at komme til at svare til det hidtidige ved overtrædelse af § 252, dvs. som udgangspunkt en kortere ubetinget frihedsstraf. Har den pågældende haft forsæt til at begå andre og alvorligere straffelovsovertrædelser, f.eks. grov legemsbeskadigelse (§ 246) eller manddrab, kan der i stedet straffes efter disse bestemmelser, eventuelt for forsøg. I øvrigt vil der kunne straffes i sammenstød med f.eks. straffelovens §§ 245, 216, stk. 2, og 222, stk. 2.”

§ 252, stk. 2, fik sin nuværende affattelse ved lov nr. 468 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Forvoldelse af fare for smitte med en livstruende og uhelbredelig sygdom). Ved denne lovændring indsattes tillige bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 3. Formålet med lovændringen var at sikre, at det i lyset af de forbedrede behandlingsmuligheder for hiv/aids også fremover ville være muligt at straffe personer, der forvolder fare for, at andre smittes med en sådan livstruende og uhelbredelig sygdom, sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 6473 ff., og tillæg B, s. 1539 ff.

Bemyndigelsesbestemmelsen i § 252, stk. 3, er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 547 af 15. juni 2001 om livstruende og uhelbredelige sygdomme omfattet af straffelovens § 252, stk. 2. Efter bekendtgørelsen er alene hiv/aids (humant immundefekt virus/erhvervet immundefekt syndrom) omfattet af § 252, stk. 2.

4.3.2. Ved sin gennemgang af § 252 (nu § 252, stk. 1) i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet bøde optaget i strafferammen og maksimum for fængselsstraf nedsat fra 4 til 3 år, sml. s. 168-69:

”§ 252 anvendes ikke helt sjældent i praksis. Det drejer sig f.eks. om tilfælde, hvor de tiltalte i bil er kørt op på fortorvet for at drille eller forskrække fodgængere, har fløjet i lav højde eller sejlet uforsvarligt med speedbåd, har moret sig med at skyde med haglgevær i haver eller ud over hustage etc. ... Gennemgående hører de pådømte forhold ikke til de udpræget grove, og der idømmes oftest korte frihedsstraffe. Men forhold, der er omfattet af § 252, kan være ret grove, særlig i tilfælde, hvor nogen er død eller blevet svært beskadiget som følge af den farlige handling, eller hvor flere eller mange mennesker har været udsat for fare.

Straffelovrådet foreslår, at bødestraf optages i strafferammen, og at maksimum for fængselsstraf nedsættes fra 4 til 3 år.

§ 252 forudsætter, at gerningsmanden handler med bevidsthed om, at nogen udsættes for en nærliggende fare for liv eller førlighed. Efter straffelovrådets opfattelse kan meget tale for at udvide § 252 til at omfatte groft uagtsom farefremkaldelse under de i bestemmelsen nævnte omstændigheder. Det er et spørgsmål, om praksis ikke allerede nu undertiden bevæger sig på grænsen af, hvad der kan anses for bevist med hensyn til gerningsmandens forståelse af en fare for liv og førlighed. Ved at kriminalisere grov uagtsomhed ville man ramme nogle forhold, hvor en hensynsløs farefremkaldelse i realiteten ligger nær ved uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse. Straffen for det groft uagtsomme forhold bør dog formentlig altid være bøde.”

4.4. § 253

Når bortses fra ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, har § 253 været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 249 samt s. 230. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forl.l. § 31, stk. 1, nr. 2 og 3, samt s. 27, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 36, nr. 2 og 3, samt sp. 408 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3385 (§ 252).

4.4.2. Ved sin gennemgang af § 253 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet strafferammens maksimum hævet til 6 måneders fængsel, sml. s. 169:

”Medens det med hensyn til de foran nævnte faredelikter [§§ 250-252] forekommer klart, at strafmaksimum kan nedsættes, må det overvejes at forhøje maksimum i § 253. ... § 253 er i retspraksis i nogle tilfælde blevet foretrukket frem for § 250 i sager om flugtbilister, og det kan da synes ejendommeligt, at der gælder et så lavt strafmaksimum som 3 måneders hæfte, når forholdet efter færdselslovens § 117, stk. 4, jfr. § 9, kan medføre indtil 1 års fængsel under skærpende omstændigheder …

Når strafferammen i § 253 skal ændres ved hæftestraffens afskaffelse, vil straffelovrådet finde det naturligt at foreskrive straf af bøde eller fængsel indtil 6 måneder.”

I tilslutning til ovenstående bemærkes, at overtrædelse af færdselslovens § 9 (nu § 9, stk. 1) straffes med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 1 år, jf. færdselslovens § 117, stk. 5, 1. pkt.

4.5. § 254

§ 254 har i det væsentlige været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 373, stk. 2, samt s. 311. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 31, stk. 3, samt s. 27 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 37 samt sp. 409. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5378 (§ 253).

Når bortses fra ændringerme som følge af hæftestraffens afskaffelse er bestemmelsen alene ændret ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser m.v.). Ved denne lovændring foretoges en rent sproglig ændring af bestemmelsen, hvorved ”åndssvag” ændredes til ”mentalt retarderet”, sml. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 90 ff.

4.5.2. Ved sin gennemgang af § 254 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse foreslog Straffelovrådet strafferammen ændret til bøde. Forslaget ledsagedes af en bemærkning om, at rådet ikke havde undersøgt nærmere, om bestemmelsen var eller kunne gøres overflødig ved siden af særlovsbestemmelser om uforsvarlig omgang med våben eller sprængstof, sml. s. 169.

5. Forslag til lov om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Skærpelse af straffen for vold, voldtægt, uagtsomt manddrab og forsætlig fareforvoldelse, nævningesager m.v.) (L 161)

”Der er efter forslagsstillernes opfattelse i den gældende straffelov et misforhold mellem beskyttelsen af økonomiske værdier på den ene side og beskyttelsen af kønsfrihed og det menneskelige legeme på den anden side. Denne skævhed bør efter forslagsstillernes opfattelse oprettes ved idømmelse af højere straffe for vold og voldtægt.”

5.2. Forslaget om skærpelse af maksimumstrafferammen i § 241 og § 252, stk. 1, skulle ifølge bemærkningerne ses i sammenhæng med et samtidigt fremsat forslag om at skærpe maksimumstrafferammen for menneskesmugling i straffelovens § 125 a fra 4 år til 8 års fængsel, sml. anf. st. s. 4437 og 4438:

”Forslagsstillerne finder, at straffeloven i Danmark slet ikke har taget højde for sådanne organiserede menneskesmuglinger, hvor asylsøgere udsættes for fare for deres liv.

Forslagsstillerne foreslår på den baggrund, at strafferammerne både for menneskesmugling, uagtsomt manddrab og overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, forøges markant.

… Den stadig mere organiserede menneskesmugling med transport af en større gruppe mennesker har i udlandet haft meget tragiske konsekvenser. Der er i straffelovens bestemmelse om menneskesmugling og i § 241 og § 252 slet ikke taget højde for, at menneskesmugling kan udsætte de personer, der smugles, for livsfare og kan medføre massedødsfald.

Forslaget kan derfor ses som en konsekvens af, at den organiserede menneskesmugling i sagens natur ikke sjældent på hensynsløs måde volder nærliggende risiko for disse menneskers liv eller førlighed.”

De foreslåede skærpelser var tillige var båret af et ønske om en skærpet bedømmelse af trafikdrab, sml. anf. st. s. 4437 og s. 4438:

”Endelig finder forslagsstillerne, at spirituskørsel i forbindelse med uagtsomt manddrab samt anden hensynsløs kørsel uden spiritus bør straffes hårdere ...
...
Selv om Højesteret i de senere år har hævet strafferammen for uagtsomt manddrab og spirituskørsel, finder forslagsstillerne, at niveauet skal hæves yderligere. Synet på spirituskørsel er ændret. Promillegrænsen er sænket. Dette skal afspejle sig i strafniveauet, der skal ligge på et år. Hvor der foreligger særlig grov og hensynsløs kørsel, eller hvor bilisten har forladt ulykkesstedet, eller hvor forbrydelsen sker i forbindelse med biltyveri eller kørsel uden kørekort, skal der udmåles en højere straf end på et års fængsel.

På samme måde skal strafniveauet for uagtsomt manddrab uden spirituskørsel hæves væsentligt. Frihedsstraf skal være udgangspunktet, medmindre uagtsomheden er af mere simpel art. Straffen skal yderligere hæves væsentligt, hvis kørslen har været uforsvarlig eller føreren har stjålet køretøjet, er stukket af fra uheldsstedet eller ikke har erhvervet kørekort.”

5.3. Om lovforslagets behandling i Folketinget kan henvises til Folketingstidende 2000-01, s. 4434 ff., og tillæg B, s. 1249 ff. Som det fremgår, forkastedes lovforslaget ved tredjebehandlingen den 31. maj 2001, idet 56 (V, KF, DF, CD, Mogens Andreasen (UP), Kim Behnke (UP), Frank Dahlgaard (UP) og Thorkild B. Fransgaard (UP) stemte for, 59 (S, SF, RV og EL) imod; 2 (KRF) stemte hverken for eller imod. Lovforslaget genfremsattes som L 2 den 3. oktober 2001, men bortfaldt ved folketingsvalget den 20. november 2001.

6. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.)

6.2. Med loven tilsigtes en skærpelse af strafudmålingen i sager, hvor overtrædelse af §§ 241, 249 og 252 er sket under spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel. Det er ifølge bemærkningerne ikke hensigten, at skærpelsen skal give sig udslag i en øget anvendelse af betingede domme efter straffelovens § 56, kombinationsdomme efter straffelovens § 58 eller betingede domme med vilkår om samfundstjeneste. Om den tilsigtede strafskærpelse fremgår i øvrigt bl.a., jf. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2938:

”Med forslaget forudsættes det, at der i retspraksis sker en forhøjelse af strafudmålingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab ved spirituskørsel (her i bemærkningerne anvendt som en samlebetegnelse for både spiritus- og promillekørsel), således at straffen for uagtsomt manddrab ved spirituskørsel i normaltilfældene forhøjes fra fængsel i 6-8 måneder til fængsel i 10-12 måneder.

Der kan være skærpende omstændigheder, som gør, at forholdet skal bedømmes strengere end normalniveauet. En skærpende omstændighed kan f.eks. være, at gerningsmanden tidligere er straffet for spirituskørsel.

Det vil også være en skærpende omstændighed, hvis kørslen i sig selv er foregået på særlig hensynsløs måde. Som det fremgår ... vil straffen i sådanne tilfælde blive udmålt i niveauet omkring 1 års fængsel. Det forudsættes, at der i sager, hvor der er tale om uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel, og hvor kørslen i sig selv er foregået på en særlig hensynsløs måde, fremover fastsættes en straf, der er markant højere end de ovenfor angivne 10-12 måneder.

Endvidere forudsættes det, at straffen for uagtsomt manddrab uden spirituskørsel forhøjes fra det nuværende strafniveau på 3-4 måneders fængsel til fængsel i 6-8 måneders fængsel i tilfælde, hvor kørslen i sig selv har karakter af at være særlig hensynsløs.

Lovforslaget tilsigter endvidere som udgangspunkt en tilsvarende forhøjelse i sager om uagtsom betydelig legemsbeskadigelse (straffelovens § 249) og forsætlig fareforvoldelse (straffelovens § 252), der sker i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, eller særlig hensynsløs kørsel. Eksempelvis forudsættes det, at der i sager om betydelig legemsbeskadigelse ved spirituskørsel, som i dag straffes med 1-3 måneders fængsel, efter lovændringen skal straffes med omkring 2-5 måneders fængsel.

Ud over de ovenfor nævnte forhøjelser tilsigter forslaget ikke nogen forhøjelser af strafudmålingsniveauet i sager om overtrædelse af straffelovens § 241, § 249 og § 252 ...”

7. Fremmed ret

7.1.1. Bestemmelser om uagtsomt manddrab mv. findes for så vidt angår Finland i straffelovens 21. kap. ”Om brott mot liv och hälsa”. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”8 §. Dödsvållande. Den som av oaktsamhet förorsakar någons död skall för dödsvållande dömas till böter eller fängelse i högst två år.

9 §. Grovt dödsvållande. Om döden vid dödsvållande förorsakas genom grov oaktsamhet och brottet även bedömt som en helhet är grovt, skall gärningsmannen för grovt dödsvållande dömas till fängelse i minst fyra månader och högst sex år.

10 §. Vållande av personskada. Den som av oaktsamhet förorsakar någon annan en kroppsskada eller sjukdom som inte är ringa, skall för vållande av personskada dömas till böter eller fängelse i högst sex månader.

11 §. Grovt vållande av personskada. Om kroppsskadan eller sjukdomen vid vållande av personskada förorsakas genom grov oaktsamhet och brottet även bedömt som en helhet är grovt, skall gärningsmannen för grovt vållande av personskada dömas till böter eller fängelse i högst två år.
…

13 §. Framkallande av fara. Den som uppsåtligen eller genom grov oaktsamhet utsätter någon för allvarlig fara till liv eller hälsa skall, om ett lika strängt eller strängare straff för gärningen inte stadgas på något annat ställe i lag, för framkallande av fara dömas till böter eller fängelse i högst två år.”

7.1.2. I den norske straffelov findes bestemmelser om uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse mv. i §§ 237-239 og § 243, jf. § 242. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”§ 237. Den, som ved Uagtsomhed forvolder saadan Arbeidsudygtighed, Sygdom, Lyde, Feil eller Skade som i § 229 [om forsætlig skadeforvoldelse mv.] nævnt, straffes med Bøder eller med Fængsel indtil 6 Maaneder.
...

§ 238. Den som uaktsomt ved bruk av våpen, ved motorvogn eller på annen måte forvolder betydelig skade på legeme eller helbred, straffes med bøter eller med fengsel inntil 3 år.

§ 239. Den som uaktsomt ved bruk av våpen, ved motorvogn eller på annen måte forvolder en annens død, straffes med fengsel inntil 3 år eller under særdeles skjerpende omstendigheter inntil 6 år. Under særdeles formildende omstendigheter kan bøter anvendes.
...

§ 242. Den, som hensætter en anden i hjælpeløs Tilstand eller medvirker hertil, straffes med Fængsel indtil 3 Aar.
Paa samme Maade straffes den, som retsstridig forlader i hjælpeløs Tilstand nogen, som staar under hans Varetægt, eller som han pligter at ledsage, befordre, modtage eller paa anden Maade drage Omsorg for, eller lader nogen saadan Person forblive i hjælpeløs Tilstand, saavelsom den, som ved Forledelse eller Tilskyndelse medvirker hertil.
Har Forbrydelsen havt Døden eller betydelig Skade paa Legeme eller Helbred tilfølge, straffes den skyldige med Fængsel indtil 6 Aar.
...
§ 243. Fremkaldtes ved nogen i § 242 omhandlet Forbrydelse øiensynlig Fare for Liv eller Helbred, straffes den skyldige med Fængsel indtil 8 Aar, men med Fængsel i mindst 3 Aar, saafremt Forbrydelsen har Døden eller betydelig Skade paa Legeme eller Helbred tilfølge.”

7.1.3. Bestemmelser om uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse mv. er i den svenske straffelov (Brottsbalken) optaget i 3 kap. ”Om brott mot liv och hälsa” således:

”7 § Den som av oaktsamhet orsakar annans död, döms för vållande till annans död till fängelse i högst två år eller, om brottet är ringa, till böter.
Är brottet grovt, döms till fängelse, lägst sex månader och högst sex år. Vid bedömande av om brottet är grovt skall särskilt beaktas
1. om gärningen har innefattat ett medvetet risktagande av allvarligt slag, eller
2. om gärningsmannen, när det krävts särskild uppmärksamhet eller skicklighet, har varit påverkad av alkohol eller något annat medel eller annars gjort sig skyldig till en försummelse av allvarligt slag.

8 § Den som av oaktsamhet orsaker annan person sådan kroppsskada eller sjukdom som inte är ringa, döms för vållande till kroppsskada eller sjukdom till böter eller fängelse i högst sex månader.
Är brottet grovt, döms till fängelse i högst fyra år. Vid bedömande av om brottet är grovt skall särskilt beaktas
1. om gärningen har innefattat ett medvetet risktagande av allvarligt slag, eller
2. om gärningsmannen, när det krävts särskild uppmärksamhet eller skicklighet, har varit påverkad av alkohol eller något annat medel eller annars gjort sig skyldig till en försummelse av allvarligt slag.

9 § Utsätter någon av grov oaktsamhet annan för livsfara eller fara för svår kroppsskada eller allvarlig sjukdom, dömes för framkallande av fara för annan till böter eller fängelse i högst två år.”

8. Statistisk undersøgelse af domspraksis

8.2. Undersøgelsen af manddrab (§ 237), jf. s. 190, er baseret på 126 tidsbestemte straffe. Der er desuden afsagt 9 livstidsstraffe og 2 forvaringsdomme. Godt halvdelen af sagerne vedrører tidligere ustraffede personer, og ligeledes godt halvdelen omfatter ikke andre forhold end drabet. Der er afsagt én betinget fængselsstraf, mens de øvrige 125 domme er ubetingede fængselsstraffe med en gennemsnitlig straflængde på knap 11 år. Størstedelen (86 pct.) af straffene er på mellem 6 og 14 år. Den korteste straf er på 3_ år og den længste på 16 år. Vurderet ud fra den gennemsnitlige straflængde er de længste straffe idømt i sager med personer, som tidligere er straffet for voldsforbrydelser, og som aktuelt er dømt for flere voldsforbrydelser (gennemsnitlig straflængde 13,3 år). I tre domme vedrørende unge under 18 år er der i alle tilfælde idømt den maksimale straf på fængsel 8 år, jf. straffelovens § 84, stk. 1, nr. 2. Der synes at være et ganske stabilt niveau i strafudmålingen for manddrab i perioden fra 1996 til 2000.

8.3. Undersøgelsen af forsøg på manddrab (§ 237, jf. § 21), jf. s. 195, omfatter foruden én forvaringsdom 40 afgørelser. Umiddelbart står dette i modsætning til, at der i perioden fra 1996 til 2000 er rejst sigtelse for forsøg på manddrab i 754 tilfælde. Denne forskel mellem antal sigtelser og antal afgørelser beror især på, at den sigtede i en del tilfælde ender med at blive dømt efter en anden straffelovsbestemmelse, typisk vold efter §§ 244-246. Alle 40 afgørelser angår personer på 18 år og derover. Fire afgørelser er tiltalefrafald, hvilket kan bero på, at sagerne muligvis vedrører personer, der i forvejen er underkastet en behandlingsdom. I alle øvrige tilfælde er der idømt ubetingede frihedsstraffe, som varierer fra 1 til 11 år med et gennemsnit på 6_ år. Der er forholdsvis store forskelle mellem de gennemsnitlige straflængder de enkelte år, fra minimum 5_ år (i 1998) til maksimum 7_ år (i 1996), men der ikke tale om en systematisk udviklingstendens i op- eller nedadgående retning.

8.4. Uagtsomt manddrab (§ 241), jf. s. 200-07, og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse (§ 249), jf. s. 208-15, forekommer hyppigt i forbindelse med trafikuheld, og strafudmålingen i sådanne sager afhænger i høj grad af, om bilisten har været spirituspåvirket eller ej. Derfor er der foretaget separate analyser af strafudmålingen i sager, der omfatter spiritus- eller promillekørsel. Endvidere har det været af interesse at undersøge strafudmålingen i sager, hvor den uagtsomme forbrydelse involverer en stjålen bil. I undersøgelsen af domspraksis er sagerne derfor yderligere opdelt efter, om de omfatter brugstyveri eller ej. Det betyder, at undersøgelsen omhandler fire undergrupper af sager vedrørende uagtsomt manddrab – med og uden spiritus- eller promillekørsel og med og uden brugstyveri – og tilsvarende fire grupper for uagtsom legemsbeskadigelse. Ved afgrænsningen af disse undergrupper er det alene sikret, at lovovertrædelserne pådømmes i samme sag. Det kan dermed ikke udelukkes, at lovovertrædelserne kan være begået på forskellige tidspunkter og reelt ikke i et samspil.

Undersøgelsen omfatter i alt 1153 afgørelser. 17 pct. inkluderer spiritus- eller promillekørsel, og 2 pct. omfatter brugstyveri. En meget lille del af sagerne - én pct. - inkluderer både spiritus- eller promillekørsel og brugstyveri. Personer, der straffes for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse, er typisk ikke tidligere straffede, og næsten alle er fyldt 18 år. Ingen af de dømte er tidligere straffet for uagtsomt manddrab eller uagtsom legemsbeskadigelse. Afgørelserne omfatter kun sjældent andre straffelovsovertrædelser end dem, der er inkluderet i sagsafgrænsningen. Nedenfor omtales alene den del af undersøgelsen, som vedrører domspraksis for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse med eller uden samtidig domfældelse for spiritus- eller promillekørsel. De få sager, som omfatter brugstyveri (i alt 28), er omtalt i selve undersøgelsen, men vil ikke blive omtalt her. Dog kan nævnes, at undersøgelsen peger på, at en samtidig domfældelse for brugstyveri kun i begrænset omfang medfører en strengere straf i sager om uagtsomt manddrab eller uagtsom legemsbeskadigelse.

Der er foretaget en sammenligning af strafudmålingen i sager angående tidligere ustraffede personer på 18 år og derover, som aktuelt alene er dømt for den eller de forbrydelser, afgrænsningen af undergrupperne vedrører. Denne sagstype er med 82 pct. af afgørelserne dominerende. Mindst 90 pct. af afgørelserne er bøde i sager, der ikke omfatter spiritus- eller promillekørsel. I de fleste af de sager, der inkluderer spiritus- eller promillekørsel, er der derimod givet ubetinget frihedsstraf. Især uagtsomt manddrab i forbindelse med spiritus- og promillekørsel fører i mange sager (75 pct.) til ubetinget frihedsstraf. Frihedsstraffen er endvidere noget længere, end tilfældet er for uagtsom legemsbeskadigelse (6 måneder i gennemsnit for uagtsomt manddrab i forbindelse med spiritus- eller promillekørsel mod 50 dage for uagtsom legemsbeskadigelse med spiritus- eller promillekørsel).

8.4.1. Af undersøgelsen af uagtsomt manddrab uden samtidig domfældelse for overtrædelse af færdselslovens § 53 eller for brugstyveri, jf. s. 200, fremgår, at bøde er anvendt i hovedparten af afgørelserne (84 pct.). Bøderne for uagtsomt manddrab, som ikke er forbundet med færdselsuheld, er på højst 3000 kr. De fleste ubetingede frihedsstraffe for uagtsomt manddrab er fra 10 til 60 dage. Der er ikke tendens til ændring i strafniveauet i undersøgelsesperioden.

8.4.2. Af undersøgelsen af uagtsomt manddrab med samtidig domfældelse for overtrædelse af færdselslovens § 53, men uden brugstyveri, jf. s. 204, fremgår, at ubetinget frihedsstraf udgør 80 pct. af afgørelserne. Den korteste ubetingede frihedsstraf er på 60 dage og den længste på 1_ år. Næsten 90 pct. er dog fra 4 til 10 måneder. Bøder udgør 15 pct. af afgørelserne. Bødestørrelsen for uagtsomt manddrab, som inkluderer færdselsudheld, er i de fleste tilfælde på højst 4000 kr. I enkelte sager er bøderne dog betydeligt større (op til 15.000 kr.). Der er ikke en tendens til ændring i strafniveauet i undersøgelsesperioden.

8.4.3. Af undersøgelsen af uagtsom legemsbeskadigelse uden samtidig domfældelse for overtrædelse af færdselslovens § 53 eller for brugstyveri, jf. s. 208, fremgår, at næsten 9 ud af 10 afgørelser vedrører ældre, tidligere ustraffede lovovertrædere, hvis sag alene omfatter uagtsom legemsbeskadigelse. Den altdominerende afgørelse er bøde, som er givet i 96 pct. af sagerne. Bøderne for uagtsom legemsbeskadigelse uden færdselsuheld er i de fleste tilfælde på højst 3000 kr., men i enkelte tilfælde dog på op til 8000 kr. De få ubetingede frihedsstraffe er fra minimum 7 dage til maksimum 6 måneder. Der er ikke klare udviklingstendenser i strafudmålingen på dette område.

8.4.4. Af undersøgelsen af uagtsom legemsbeskadigelse med samtidig domfældelse for overtrædelse af færdselslovens § 53, men uden brugstyveri, jf. s. 212, fremgår, at 63 pct. af afgørelserne er ubetingede frihedsstraffe. Den korteste ubetingede frihedsstraf er på 20 dage, den længste på 9 måneder, og godt 90 pct. er på højst 4 måneder. 29 pct. af afgørelserne er bøder, som i hovedparten af sagerne ikke overstiger 5000 kr. I nogle sager er der dog givet bøder på op til 10.000 kr. Heller ikke på dette område ses tendens til ændring i strafniveauet i undersøgelsesperioden.

8.5. I undersøgelsen af forvoldelse af fare for liv eller førlighed (§ 252), jf. s. 216-228, er sagerne opdelt efter, om de inkluderer færdselslovovertrædelser eller ej. Af de i alt 335 sager om fareforvoldelse omfatter knap halvdelen, 165 sager, færdselslovovertrædelser. Den væsentligste forskel mellem færdselssagerne og de øvrige sager er, at færdselssagerne meget hyppigere indebærer ubetinget hæftestraf frem for betinget dom, bøde og tiltalefrafald.

8.5.1. Den del af undersøgelsen, der angår forvoldelse af fare for liv eller førlighed (§ 252) uden samtidig domfældelse for overtrædelse af færdselsloven, jf. s. 217, viser, at forholdsvis mange afgørelser, nemlig en femtedel, angår unge under 18 år. Knap halvdelen af samtlige afgørelser er ubetingede frihedsstraffe, mens godt en tredjedel er betingede domme. Bøde udgør 5 pct. af afgørelserne. De betingede domme er fastsat til højst 4 måneder. Hovedparten (83 pct.) er på højst 30 dage. Straflængderne for de ubetingede frihedsstraffe spænder fra 10 dage til 3 år, idet 41 pct. er på højst 60 dage og 88 pct. på højst 1 år. Umiddelbart synes der at være tendens til strafskærpelse, idet både andelen af ubetingede domme og de gennemsnitlige straflængder er vokset fra 1996 til 2000. Tendensen afspejler sig dog alene i nogle sagstyper, og der er desuden stor variation i straflængderne inden for samme sagstype. Den generelle tendens til strafskærpelse kan derfor bero på, at sagerne er af meget forskellig karakter de enkelte år.

8.5.2. Den del af undersøgelsen, der angår forvoldelse af fare for liv eller førlighed (§ 252) med samtidig domfældelse for overtrædelse af færdselsloven, jf. s. 223, viser, at 40 pct. af de i alt 165 afgørelser vedrører tidligere ustraffede på 18 år og derover, hvis sag ikke omfatter øvrige forhold. Kun 11 afgørelser angår unge lovovertrædere. I sager, der omfatter ældre lovovertrædere med flere forhold og/eller tidligere kriminalitet, er hovedparten af afgørelserne ubetingede frihedsstraffe, mens betingede domme dominerer i de fleste øvrige sagstyper. Samlet set er 59 pct. af afgørelserne ubetingede frihedsstraffe, mens 28 pct. er betingede. Bøde udgør 2 pct. af afgørelserne. De betingede domme er fastsat til højst 6 måneder, 89 pct. dog til højst 30 dage. Straflængderne for de ubetingede frihedsstraffe spænder fra 10 dage og til 2_ år, idet 61 pct. er på højst 60 dage og 96 pct. på højst 1 år. Der er ikke klare tendenser til ændring i strafniveauet i den undersøgte periode.

9. Straffelovrådets overvejelser

”Justitsministeriet er opmærksomt på, at de foreslåede forhøjelser af de nuværende strafferammer kan rejse spørgsmål om ændring af andre bestemmelser i straffeloven. For at sikre en sammenhængende regulering har Justitsministeriet derfor i december 2001 anmodet Straffelovrådet om, at rådets igangværende gennemgang og vurdering af strafferammerne i straffeloven foretages bl.a. i lyset af de strafskærpelser, der indeholdt i nærværende lovforslag, og de hensyn, der er angivet i regeringsgrundlaget.”

Straffelovrådet enigt i, at der bør ses med stor alvor på den personfarlige kriminalitet. Det gælder også den kriminalitet, som udmønter sig i overtrædelse af §§ 241, 249 eller 252, stk. 1, i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, sml. pkt. 6.2 ovenfor. Rådet er videre enigt i, at der såvel ved strafudmålingen som ved udformningen af strafferammerne bør tilstræbes en balance, som afspejler, at forbrydelser mod personer er alvorligere end forbrydelser mod penge. Det er efter rådets opfattelse af væsentlig betydning, at det gennem straffeloven kommer til udtryk, hvorledes samfundet ser på den personfarlige kriminalitet, og at strafferammerne afspejler samfundets klare afstandtagen fra denne form for kriminalitet. Der kan da også allerede påvises en markant forskel i strafudmålingen mellem formueforbrydelser og person- eller almenfarlige forbrydelser, sml. denne betænknings kapitler 4 om strafniveauet for forskellige typer af forbrydelser og 28 om berigelsesforbrydelser, pkt. 12.1.

Der har som nævnt i denne betænknings kapitel 24, pkt. 11.1, været udtrykt tvivl i Straffelovrådet om, hvorvidt der selv med de tilsigtede skærpelser af strafniveauet har været grundlag for – i hvert fald på visse punkter – at gennemføre så betydelige skærpelser af strafmaksima, som er sket ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at det bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Der er enighed om, at lov nr. 380 af 6. juni 2002 kunne rejse spørgsmål om skærpelse af strafferammerne i andre straffelovsbestemmelser. Rådet har fundet anledning til at fremkomme med nedennævnte generelle betragtninger om udformningen af strafferammerne for de forbrydelser, som omfattes af dette kapitel (§§ 237-240, 241 og 249 samt 250-254), men rådet har bortset fra enkelte teknisk begrundede ændringer i §§ 241 og 249 afstået fra at fremkomme med forslag i anledning af lov nr. 380 af 6. juni 2002.

9.2. Straffelovrådet har tidligere opstillet et skema baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Heri er § 237 om forsætlig drab henført til kategorien ”drab og de groveste stats- og krigsforbrydelser” med et strafmaksimum på fængsel på livstid. Det svarer til det nugældende strafmaksimum. § 238 om barnedrab, §§ 241 og 249 om henholdsvis uagtsomt manddrab og uagtsom, betydelig legemsbeskadigelse samt faredelikterne i §§ 250 og 252-253 er placeret i kategorien ”angreb på statens økonomi, på almene samfundsinteresser og på person (fare m.m.) mv.” med et strafmaksimum på 4 års fængsel. Det svarer for så vidt angår § 238 til det nugældende strafmaksimum. For så vidt angår §§ 241 og 249 samt §§ 250 og 252 indebærer kategoriseringen, at strafmaksimum sænkes fra 8 til 4 år. For så vidt angår § 253 fører kategoriseringen til, at strafmaksimum forhøjes fra 3 måneders til 4 års fængsel. §§ 239 og 240 om henholdsvis drab efter begæring og medvirken til selvmord er placeret i kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel, hvilket er ensbetydende med en reduktion af strafmaksimum, der efter gældende ret er 3 års fængsel. § 251 om uforsvarlig omgang ved barnefødsel er rubriceret i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel, og § 254 om overladelse af farligt våben og sprængstof til barn under 15 år m.fl. er gjort til et bødedelikt. Det indebærer, at strafmaksimum reduceres for § 251 fra 1 års til 6 måneders fængsel, og at den hidtidige mulighed for at idømme frihedsstraf udgår af § 254.

Der er i Straffelovrådet enighed om, at de kategoriserede strafmaksima i udgangspunktet - sml. herved det anførte nedenfor - på en afbalanceret måde afspejler alvoren i den personfarlige kriminalitet, herunder i forhold til berigelseskriminalitet omfattet af straffelovens § 286, som rådet foreslår tilknyttet et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 28, afsnit 12.

Som det fremgår af denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.2.4, er det Straffelovrådets konklusion, at det forhøjede fængselsminimum i § 237 for så vidt kunne ophæves. For så vidt angår strafmaksimum kan et flertal fortsat gå ind for, at livstidsstraffen opretholdes, mens et mindretal foreslår et strafmaksimum på 21 års fængsel, sml. ovenfor pkt. 2.1.2 og denne betænknings kapitel 8 om fængsel på livstid, pkt. 5.2.

I Straffelovrådets oversigt over strafferammer baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, er visse maksima, herunder positionen 4 måneder af tekniske grunde udeladt. Rådet foreslår som følge heraf, at denne position ændres fra 4 til 6 måneder i normalstrafferammen i §§ 241 og 249. Endvidere foreslås en teknisk begrundet ændring af udtrykket ”skærpende omstændigheder” til ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. herved denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.3. Se endvidere rådets lovudkast § 1, nr. 11 og 17.

Straffelovrådet har for så vidt angår § 252 bemærket, at strafmaksimum ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 er forhøjet fra 4 års til 8 års fængsel. Herved har bestemmelsen fået samme strafmaksimum som det beslægtede forsætlige faredelikt i § 250. Af lovforslagets motiver fremgår, at formålet med den foreslåede forhøjelse er at skærpe straffen for forsætlig fareforvoldelse, der sker i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, eller kørsel, der i sig selv er særlig hensynsløs. Strafferammeforhøjelsen har således navnlig haft sigte på meget grove tilfælde af forsætlig fareforvoldelse, nemlig hensynsløs og farlig adfærd i trafikken.

Rådet har endvidere bemærket, at strafferammerne for §§ 241 og 249 ligeledes er blevet markant forhøjet ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Af lovforslagets motiver fremgår, at er formålet med forhøjelsen af strafmaksima i de to bestemmelser er at skærpe straffen betydeligt for uagtsom manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, der sker i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, eller kørsel, der i sig selv er særlig hensynsløs. De forhøjede maksima sigter således til situationer, hvor der ofte vil være mulighed for at straffe i sammenstød med § 252 om forsætlig fareforvoldelse.

Rådet har tillige hæftet sig ved, at den norske straffelovkommisjon i sin seneste betænkning (NOU 2002: 4) anbefaler, at uagtsomme forhold som hovedregel maksimalt ikke bør undergives et højere strafmaksimum end 2 års fængsel. ”Grovt uaktsomt betydelig skade på legeme og helse” og ”grovt uaktsomt drap” foreslås dog omfattet af et strafmaksimum på henholdsvis 3 og 6 års fængsel med henvisning til, at disse bestemmelser ”retter seg mot handlinger som innebærer meget allvorlige krenkelser - eller fare for krenkelser - av liv og legeme, og står derfor i en særstilling med hensyn til straffverdighet”, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 4.1.4.

Rådet fremhæver i øvrigt, at man af tidsmæssige grunde har måtte afstå fra at gå ind i en nærmere vurdering af de principielle aspekter ved strafferammer, der alene retter sig mod uagtsomme forhold.

Om § 240 bemærkes særligt, at bestemmelsen såvel efter forholdets beskaffenhed som ud fra hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet, sml. ovenfor, kunne rejse spørgsmål om at ændre den nuværende delte strafferamme på bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller ved egennyttige bevæggrunde fængsel indtil 3 år til bøde eller fængsel indtil 2 år.

Straffelovrådet gav i 1987-betænkningen udtryk for, at det er uheldigt, at § 250 ikke nævner noget strafmaksimum med henblik på normaltilfælde, men kun siger, hvad straffen kan stige til under visse skærpende omstændigheder, sml. pkt. 4.1.2 ovenfor. Rådet finder under hensyn til forbrydelsens beskaffenhed, at det ville være naturligt at udforme strafferammen på samme måde som i § 252. Rådet foreslår derfor en teknisk begrundet ændring af § 250 svarende til § 1, nr. 59, i rådets lovudkast.

Rådet finder i lighed med 1987-betænkningen, at bøde kunne optages i strafferammen i § 251, og at bestemmelsen om strafnedsættelse kunne udgå af 2. pkt. som overflødig, sml. pkt. 4.2.2 ovenfor. Rådet finder desuden, at det kunne overvejes at optage bøde i strafferammerne i §§ 250 og 252 - dog efter indførelsen af stk. 2 i § 252 om smitte med livstruende sygdom - alene med sigte på de forhold, der omfattes af denne bestemmelses 1. stk., sml. pkt. 4.3.2 ovenfor.

Som det fremgår af pkt. 4.2.2 ovenfor, foreslog Straffelovrådet i 1987-betænkningen en mindre skærpelse af strafmaksimum i § 253 fra 3 til 6 måneders fængsel. Der er efter en fornyet gennemgang enighed om, at strafmaksimum bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet, herunder den beslægtede bestemmelse i § 141, burde skærpes yderligere. Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder, at det ville være bedst stemmende med såvel forbrydelsens karakter (undladelsesforbrydelse) som med hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet, at strafmaksimum fastsættes til 2 års fængsel, sml. herved denne betænknings kapitel 16 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, pkt. 3.4.2, hvor et enigt Straffelovråd foreslår strafmaksimum i § 141 fastsat til 4 års fængsel, og kapitel 20 om almenfarlige og almenskadelige handlinger, pkt. 6.5.2, hvor ovennævnte flertal foreslår strafmaksimum i § 185 skærpet til 2 års fængsel. Et mindretal (Vagn Greve og Jacques Hermann) finder, at hensynet til gennem strafferammen at markere forbrydelsens grovhed taler for, at strafmaksimum i lighed med mindretallets forslag vedrørende § 185 burde fastsættes til 4 års fængsel, idet forbrydelsen uanset sin karakter af undladelsesforbrydelse kan have meget grove fremtrædelsesformer, f.eks. hvis en person står på en mole og bliver opmærksom på en anden person, der er i øjensynlig fare for at drukne, og desuagtet undlader at smide en redningskrans ud til den pågældende.

Rådet finder i øvrigt grund til at fremhæve, at en række bestemmelser kunne give anledning til at overveje ændring i gerningsbeskrivelsen, såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere gennemgang af bestemmelserne. Det gælder bl.a. § 238 og § 251. Sml. endvidere pkt. 2.2.2, 2.3.2, 2.4.2, 4.2.2 og 4.3.2 ovenfor med rådets synspunkter i 1987-betænkningen om §§ 238, 239, 240, 251 og 252. Dette har Straffelovrådet ikke haft mulighed for i forbindelse med en gennemgang, der i det væsentlige er begrænset til at angå strafferammerne.

Straffelovrådets forslag i 1987-betænkningen om at gøre § 254 til et bødedelikt var ledsaget af et forbehold for undersøgelse af særlovsbestemmelser om uforsvarlig omgang med våben eller sprængstoffer, sml. pkt. 4.5.2 ovenfor. Der er gennem de senere år gennemført betydelige skærpelser af våbenlovgivningen. Retspraksis efterlader også det indtryk, at der ses med stor alvor på denne form for kriminalitet, sml. f.eks. Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, s. 430, hvor landsretten skærpede straffen for opbevaring 2 af håndskydevåben med tilhørende skarp ammunition i henholdsvis en ovn og en uaflåst skænk på tiltaltes bopæl fra 20 til 60 dages fængsel. Straffelovrådet finder på den anførte baggrund, at § 254 burde have samme strafmaksimum som de forbrydelser, der er henført til kategorien ”andre forholdsvis grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 1 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Det indebærer, at strafmaksimum forhøjes fra 3 måneders til 1 års fængsel.

Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således også for så vidt angår de forbrydelser mod liv og legeme, som omfattes af dette kapitel, måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. De synspunkter om strafferammerne, som rådet er fremkommet med ovenfor, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske eller tilsigtede udmålingsniveau, sml. lov nr. 380 af 6. juni 2002.