Kapitel 26 - Forbrydelser mod den personlige frihed (straffelovens §§ 260-262 a)

1. Indledning

1.2. I det følgende behandles strafferammerne i kapitel 26. I afsnit 2 redegøres for gældende ret mv. vedrørende §§ 260-262, og i afsnit 3 omtales Straffelovrådets overvejelser om strafferammer for forbrydelser mod den personlige frihed, således som de er kommet til udtryk i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I afsnit 4 gennemgås forslaget til den nye straffelovsbestemmelse om menneskehandel (§ 262 a) i det den 26. februar 2002 fremsatte forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.) (L 118), sml. nu lov nr. 380 af 6. juni 2002.

Afsnit 5 indeholder en redegørelse for resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis bl.a. om §§ 260 og 261, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Endelig redegøres i afsnit 6 for Straffelovrådets overvejelser om de berørte bestemmelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

2. Gældende ret mv.

§ 260 suppleres af en række andre straffelovsbestemmelser om krænkelser af handlefriheden foretaget i et særligt øjemed. Herom og om bestemmelsen i øvrigt kan henvises til Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 318 ff.

Straffelovens § 261 kriminaliserer i forsætlig form indskrænkninger i den frie adgang til at bevæge sig fra sted til sted efter egen bestemmelse. Efter § 261, stk. 1, straffes den, der berøver en anden friheden, med fængsel indtil 4 år.

Sker frihedsberøvelsen for vindings skyld, eller har frihedsberøvelsen været langvarig eller bestået i, at nogen uberettiget holdes i forvaring som sindssyg eller mentalt retarderet eller bringes i fremmed krigstjeneste eller fangenskab eller anden afhængighed i fremmed land, er straffen efter bestemmelsens stk. 2 fængsel fra 1 til 12 år. § 261, stk. 2, indgår som en af de få nugældende bestemmelser med et forhøjet strafminimum (sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 2.2.1).

Til § 261 føjes i § 262 en bestemmelse om den, der ved grov uagtsomhed forvolder en frihedsberøvelse af den i § 261, stk. 2, nævnte art. Straffen er bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 1 år.

Om §§ 261-262, herunder afgrænsningen mellem skærpelsesbestemmelsen i § 261, stk. 2, og andre straffelovsbestemmelser med sigte på opnåelse af vinding gennem frihedsberøvelse eller trussel herom (f.eks. §§ 281 og 288) kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 322 ff. (§ 261) og 326 (§ 262).

2.2. Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg m.v. (Samfundstjeneste og forstærket indsats mod seksualforbrydelser m.v.) ændredes ”åndssvag” til ”mentalt retarderet” i § 261, stk. 2. Ændringen var af terminologisk karakter (sml. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, s. 90 ff.).

Endvidere ophævedes ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning) en tidligere gældende bestemmelse i § 262, stk. 2, hvorefter påtale kunne bortfalde efter den forurettedes begæring (sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 5690 ff.).

Når bortses fra disse ændringer og ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000) har samtlige bestemmelser været uændrede siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til § 260 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 255 samt s. 234 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 233 samt s. 218 ff., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 235 samt sp. 352 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3388 (§ 258), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5379 (§ 259).

For så vidt angår § 261 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 256 og 257 samt s. 235. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 234 samt s. 221 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 236 samt sp. 353 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3389 (§ 259).

Om § 262 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 258 og 259 samt s. 235 f.. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 235 samt s. 221 og 222 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 237 samt sp. 354 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3389 (§ 260), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5379 (§ 261), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2199 (§ 261), og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 205 f. (§ 260).

3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Der var også enighed om, at det forhøjede strafminimum i § 261, stk. 2, på 1 års fængsel burde ophæves. Rådets forslag herom havde sammenhæng med principielle overvejelser om anvendelsen af forhøjede minima i strafferammesystemet (sml. betænkningen, s. 71 ff.). Om bestemmelsens maksimum på 12 års fængsel bemærkede rådet (s. 204):

”... Skønt nogle af [de i § 261, stk. 2, opregnede skærpelsestilfælde] er af ringe praktisk betydning under nutidens forhold, er det formentlig nødvendigt at fastholde, at forbrydelsen kan forekomme i meget grove former, der ikke kan holdes inden for et strafmaksimum på 4 års fængsel. Der foreslås ingen ændring af det forhøjede maksimum på 12 år.”

4. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmugling og menneskehandel mv.)

EU-rammeafgørelsen om menneskehandel - sml. nu Rådets rammeafgørelse af 19. juli 2002 (2002/629/RIA), hvorved bemærkes, at der er foretaget visse ændringer i forhold til det udkast, som indgik i lovforslaget - pålægger medlemsstaterne en række kriminaliserings- og sanktionspligter, herunder minimumskrav med hensyn til strafferammer. Ansvarssubjektet omfatter både fysiske og juridiske personer. I det følgende (pkt. 4.2) redegøres for EU-rammeafgørelsens kriminaliserings- og sanktionspligter i forhold til fysiske personer. Dernæst omtales lovforslagets bestemmelser, som sigter på at muliggøre dansk opfyldelse af rammeafgørelsens forpligtelser med hensyn til sanktioner i forhold til fysiske personer (pkt. 4.3). Det skal haves for øje, at kriminalitetskravet ved udlevering fra Danmark til en medlemsstat i Den Europæiske Union er 6 måneders fængsel (sml. lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret senest ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 § 2, stk. 1, og § 2 a).

4.2. Formålet med EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af handel med mennesker er at sikre, at der sker en tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om bekæmpelse af menneskehandel. Omfanget af kriminaliseringspligten fremgår af artikel 1, der har følgende ordlyd:

”Artikel 1

Lovovertrædelser vedrørende menneskehandel med sigte
på udnyttelse som arbejdskraft eller seksuel udnyttelse

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende handlinger er strafbare:

rekruttering, transport eller overførelse af og husly til en person, efterfølgende modtagelse af en person, herunder overdragelse eller overførsel af kontrollen med den pågældende, hvor:

a) der anvendes tvang, magt eller trusler, herunder bortførelse, eller

b) der anvendes bedrag eller svig, eller

c) der er tale om misbrug af autoritet eller udnyttelse af en sårbar stilling, der er af en sådan art, at den pågældende ikke har andet reelt, acceptabelt alternativ end at give efter for det pågældende misbrug, eller

d) der ydes eller modtages betaling eller fordele for at opnå samtykke fra en person, der har kontrol med en anden person,

med henblik på at udnytte den pågældende persons arbejde eller tjenester, herunder i det mindste tvangs- eller pligtarbejde eller tvangs- eller pligttjenester, slaveri eller praksis, der kan sidestilles med slaveri eller trældom, eller

med henblik på udnyttelse af andres prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, herunder i forbindelse med pornografi.

2. Den omstændighed, at et offer for menneskehandel har givet sit samtykke til udnyttelsen, hvad enten denne er tilsigtet eller reel, er uden betydning, hvis der er gjort brug af et af de i stk. 1 nævnte midler.

3. Hvis den adfærd, der omhandles i stk. 1, involverer et barn, er der tale om strafbar menneskehandel, selv om der ikke er gjort brug af nogen af de i stk. 1 nævnte midler.

4. I denne rammeafgørelse forstås ved ”barn” enhver person under atten år.”

Hertil føjes i artikel 2 en forpligtelse til at kriminalisere ”anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg”. Artikel 3 omhandler sanktioner. Bestemmelsen pålægger bl.a. medlemsstaterne at sikre, at lovovertrædelser efter artikel 1 i visse tilfælde kan straffes med fængsel med en maksimumstraf på mindst otte år. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Artikel 3

Sanktioner

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 1 og 2 omhandlede lovovertrædelser kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen, og har afskrækkende virkning, og som kan medføre udlevering.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de i artikel 1 omhandlede lovovertrædelser kan straffes med fængsel med en maksimumsstraf på mindst otte år, når én af følgende omstændigheder gør sig gældende:

a) ved lovovertrædelsen er offeret forsætligt eller groft uagtsomt blevet bragt i livsfare

b) lovovertrædelsen er begået mod et offer, der er særlig sårbart. Et offer betragtes altid som særlig sårbart, når det er under den seksuelle lavalder i henhold til national lovgivning, og lovovertrædelsen er begået med henblik på udnyttelse af andres prostitution eller andre former for seksuel udnyttelse, herunder i forbindelse med pornografi

c) lovovertrædelsen er begået med brug af grov vold eller har forvoldt offeret særlig alvorlig skade

d) lovovertrædelsen er begået inden for en kriminel organisation som defineret i fælles aktion 98/733/RIA bortset fra det strafniveau, der er fastsat deri.”

Til artikel 3 er knyttet en erklæring fra Rådet, hvorefter ”de skærpende omstændigheder, der er nævnt i rammeafgørelsen om bekæmpelse af menneskehandel, ikke danner præcedens for, hvilke omstændigheder der anses for skærpende i fremtidige rammeafgørelser”.

4.3. Med lov nr. 380 af 6. juni 2002 er som § 262 a indsat en ny bestemmelse i straffeloven, der omhandler alle aspekter af handel med mennesker og den udnyttelse, der ligger bag. Den nye bestemmelse har følgende ordlyd:

”§ 262 a. For menneskehandel straffes med fængsel indtil 8 år den, der rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har været anvendt
1) ulovlig tvang efter § 260,
2) frihedsberøvelse efter § 261,
3) trusler efter § 266,
4) retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller
5) anden utilbørlig fremgangsmåde
med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold eller fjernelse af organer.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold eller fjernelse af organer
1) rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person under 18 år eller
2) yder betaling eller anden fordel for at opnå samtykke til udnyttelsen fra en person, som har myndighed over den forurettede, og den, der modtager sådan betaling eller anden fordel.”

Om gennemførelsen i dansk ret af de forpligtelser, der følger af EU-rammeafgørelsen, anføres i lovforslagets bemærkninger bl.a. (sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2951-52):

”Justitsministeriet finder …, at den danske straffelovgivning lever op til kravene i EU-rammeafgørelsen om at kriminalisere menneskehandel. Imidlertid følger det af rammeafgørelsens artikel 3, at medlemsstaterne skal sikre, at strafmaksimum for menneskehandel under en række nærmere opregnede skærpende omstændigheder er mindst 8 års fængsel.

Som det fremgår ..., er strafferammen i straffelovens § 228 4 års fængsel, strafferammen i § 229, stk. 1, er 3 års fængsel og strafferammen i § 260 er 2 års fængsel. Den almindelige strafferamme for frihedsberøvelse er 4 års fængsel, jf. § 261, stk. 1, mens straffen er fængsel fra 1 til 12 år, hvis frihedsberøvelsen er sket under skærpende omstændigheder.

Sammenfattende betyder det anførte, at en dansk gennemførelse af rammeafgørelsen vil kræve en lovændring for så vidt angår strafferammen for menneskehandel.

Justitsministeriet foreslår derfor, at der indsættes en ny bestemmelse i straffeloven, der omhandler alle aspekter af handel med mennesker og den udnyttelse, der ligger bag. Hensigten er ikke at kriminalisere nye forhold – det vil sige forhold, der ikke allerede er omfattet af bl.a. straffelovens §§ 228, 260 og 261. Det er imidlertid Justitsministeriets opfattelse, at en særlig bestemmelse om menneskehandel vil kunne bidrage til at styrke det strafferetlige værn mod de alvorlige krænkelser af de forurettedes personlige frihed, som menneskehandel udgør. Der er således også en vis signalværdi forbundet med indsættelsen af en særlig bestemmelse om menneskehandel i straffeloven.

I den foreslåede bestemmelse er der fastsat en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Justitsministeriet har overvejet, om der i stedet burde fastsættes en lavere strafferamme for visse former for menneskehandel kombineret med en højere strafferamme på 8 års fængsel, hvis der foreligger skærpende omstændigheder – herunder hvis der er tale om forhold, der efter EU-rammeafgørelsen kræver en strafferamme på fængsel i 8 år. Ud fra en lovteknisk vurdering samt ud fra en vurdering af, at en strafferamme på 8 års fængsel vil afspejle de krænkelser af den personlige frihed mv., som menneskehandel er udtryk for, har Justitsministeriet imidlertid valgt at foreslå en almindelig strafferamme på fængsel indtil 8 år, der omfatter alle former for menneskehandel.

En række omstændigheder vil samtidig skulle betragtes som skærpende i forbindelse med strafudmålingen. Det gælder f.eks., hvis forurettede på gerningstidspunktet var under 15 år, og formålet med overtrædelsen var udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, hvis der er tale om organiseret menneskesmugling, eller hvis ofret forsætligt eller groft uagtsomt er blevet bragt i livsfare.
...
Bl.a. straffelovens §§ 228 og 229 vil fortsat være gældende med henblik på at kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor der er tale om rufferi mv., som ikke har karakter af menneskehandel omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 262 a.

Det bemærkes, at den foreslåede strafferamme på 8 år i § 262 a om menneskehandel indebærer, at politiet, når betingelserne herfor i retsplejeloven i øvrigt er opfyldt, som led i efterforskningen af sager om menneskehandel vil kunne foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. herved retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3. Strafferammen på 8 år indebærer bl.a. også, at der i sager om menneskehandel kan ske konfiskation efter bestemmelsen i straffelovens § 76 a om omvendt bevisbyrde.

Det foreslås, at bestemmelsen om menneskehandel indsættes i 26. kapitel i straffeloven om forbrydelser mod den personlige frihed (som § 262 a), idet det er et afgørende og fælles element ved denne form for handel, at der på forskellig vis gøres indgreb i forurettedes frihed til at handle og opholde sig, hvor den pågældende ønsker det.”

Om § 262 a kan i øvrigt henvises til Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s.45 ff

5. Statistisk undersøgelse af domspraksis

5.2. Undersøgelsen af ulovlig tvang (§ 260) viser, at de fleste (57 pct.) af de i alt 268 afgørelser angår tidligere straffede, hvoraf godt halvdelen er straffet for ligeartet kriminalitet. Næsten to tredjedele af afgørelserne omhandler flere forhold, og i de fleste tilfælde drejer det sig om ligeartede forhold. 12 pct. af afgørelserne angår personer under 18 år. Om strafudmålingen fremgår, at knap en tredjedel af afgørelserne er betingede frihedsstraffe, og at 80 pct. af dem med fastsat straf er på højst 60 dage. Godt halvdelen af afgørelserne (56 pct.) er ubetingede straffe, hvis straflængder varierer fra 7 dage til 2 år. Knap halvdelen af straffene er på højst 3 måneder, men der er også ganske mange straffe (21 pct.), der overstiger 6 måneder.

Undersøgelsen viser videre, at der er nogen variation i strafudmålingen årene imellem, men ingen klare udviklingslinjer. Den gennemsnitlige ubetingede straflængde for samtlige sagstyper varierer i perioden mellem 5 og 7 måneder, lavest i 1996 og 1999, højest i 2000.

5.3. Undersøgelsen af frihedsberøvelse (§ 261, stk. 1) omfatter i alt 97 afgørelser, hvoraf de 92 vedrører personer på 18 år og derover. Næsten to tredjedele af sagerne omfatter flere ligeartede forhold. Godt halvdelen af sagerne angår tidligere ustraffede, mens en fjerdedel vedrører personer, der tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet. Den del af undersøgelsen, der vedrører strafudmåling, viser, at de ubetingede frihedsstraffe uanset sagstype dominerer. I særlig grad er der dog givet mange ubetingede frihedsstraffe i sager med flere forhold og/eller tidligere kriminalitet. Ud af samtlige afgørelser er 80 pct. ubetingede frihedsstraffe, og med undtagelse af to tiltalefrafald er de resterende domme betingede. Der er stor spredning i de ubetingede straflængder, som varierer fra 30 dage til 5 år. Der er ganske mange straffe i intervallet fra 1 til 2 år, men også en del fra 60 dage til 3 måneder. Den gennemsnitlige straflængde er relativ høj – næsten 1 år.

Om mulige udviklingstendenser viser undersøgelsen, at strafniveauet varierer en del år for år inden for sammenlignelige sagstyper. Samlet set er der givet strengere straffe i den senere del af perioden i forhold til den første, idet den gennemsnitlige længde af de ubetingede straffe var knap 7 måneder i 1996-97 mod 12-16 måneder de efterfølgende år. Det er ikke muligt at afgøre, om denne ændring afspejler en egentlig strafskærpelse, eller om den skyldes forskelle i karakteren af de forholdsvis få årlige sager.

6. Straffelovrådets overvejelser

Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således også for så vidt angår forbrydelserne i straffelovens kapitel 26 måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. De betragtninger om strafferammerne for forbrydelser mod den personlige frihed, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

6.2. Straffelovrådet har tidligere opstillet en skala baseret på det angrebne retsgode, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Heri er § 260 i overensstemmelse med gældende ret henført til kategorien ”andre grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 2 års fængsel. § 261 er rubriceret i kategorien ”angreb på person (integritet) mv.” med et strafmaksimum på 10 års fængsel, og § 262 indgår i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel. Den anførte rubricering indebærer, at strafmaksimum sænkes i § 261, stk. 2, fra 12 til 10 års fængsel og i § 262 fra fængsel i 1 år til fængsel i 6 måneder. § 262 a er i overensstemmelse med gældende ret placeret i kategorien ”andet angreb på person (fare) i forbindelse med ejendomsretskrænkelse mv.” med et strafmaksimum på 8 års fængsel.

Straffelovrådet kan fortsat tiltræde, at der ikke er grundlag for at ændre strafferammen i § 260. Rådet er endvidere enigt i, at det forhøjede minimum i § 261, stk. 2, bør ophæves. For så vidt angår § 261, stk. 1, finder rådet det ubetænkeligt at foreslå bøde indsat i strafferammen. Rådet henviser bl.a. til, at der efter omstændighederne kan være en glidende overgang mellem forhold omfattet af §§ 244, 260 og 261, og at bøde allerede indgår i strafferammen såvel i § 244 som i § 260.

Straffelovrådet har noteret sig de synspunkter om strafmaksimum i § 261, stk. 2, som kom til udtryk i 1987-betænkningen, sml. pkt. 3.1 ovenfor. Rådet er enigt i, at ulovlig frihedsberøvelse kan forekomme i meget grove former, og at der derfor er behov for et strafmaksimum, som rækker ud over normalstrafferammen på 4 års fængsel. Det er under rådets drøftelse nævnt, at hensynet til sammenhæng i strafferammesystemet kunne tale for, at den nuværende position på 12 år ændres til 10 år. Det er endvidere gjort gældende, at en sådan ændring kunne gennemføres, uden at hensynet til gennem strafferammen at markere forbrydelsens strafværdighed tilsidesættes. Det er også anført, at et strafmaksimum på 10 års fængsel ville være i tråd med den nye bestemmelse i § 262 a, der har et maksimum på 8 års fængsel.

Straffelovrådet finder efter en samlet vurdering, at det vil være forsvarligt og rigtigt at ændre strafmaksimum i § 261, stk. 2, fra 12 til 10 års fængsel. Der er endvidere enighed om, at strafmaksimum i § 262 bør nedsættes til 6 måneders fængsel, idet bestemmelsen samtidig indarbejdes i § 261 som et nyt stk. 3. Rådet henviser herved bl.a. til, at § 262 udelukkende omfatter groft uagtsomme forhold. Den anførte ændring kan endvidere bidrage til en øget nuancering af strafværdigheden af ulovlig frihedsberøvelse, der som nævnt ovenfor kan fremtræde i meget forskellige former. Rådet foreslår §§ 261 og 262 ændret i overensstemmelse hermed, sml. § 1, nr. 27 og 60, i rådets lovudkast.

Som det fremgår af afsnit 4 ovenfor, bygger bestemmelsen i § 262 a på ny lovgivning med grundige overvejelser om strafferammen. Disse overvejelser er affødt af forpligtelser ifølge en EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af menneskehandel. Straffelovrådet har noteret sig de anførte synspunkter i lovmotiverne og har på denne baggrund ikke fundet anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i § 262 a.