Kapitel 27 - Freds- og ærekrænkelser (straffelovens § 153 og §§ 263-275 a)

1. Indledning

Herudover er i § 275 indsat en regel om påtalen af de forbrydelser, som omfattes af kapitel 27. § 275, stk. 1, foreskriver, at forbrydelserne i kapitel 27 som hovedregel er undergivet privat påtale. Det gælder dog ikke forbrydelserne i §§ 266, 266 a og 266 b. Endvidere åbner § 275, stk. 2, under visse betingelser mulighed for offentlig påtale.

En særlig påtalebestemmelse er indsat i § 274, stk. 2, om ærefornærmende udtalelser mod en afdød. Efter denne bestemmelse kan sådanne udtalelser, der fremsættes 20 år efter den pågældendes død, kun påtales, når betingelsen i § 268 om bagvaskelse er opfyldt (sml. pkt. 4.1.2 nedenfor).

1.2. I det følgende behandles strafferammerne i de bestemmelser, der indgår i straffelovens kapitel 27. I afsnittene 2-3 omtales henholdsvis §§ 263-264 d (krænkelser af privatlivets fred) og §§ 265-266 c (visse forulempelser og trusler mv.). I afsnit 4 redegøres for §§ 267-268, 274 og 275 a samt §§ 269, stk. 2, og 272 (ærekrænkelser). I omtalen indgår for samtlige bestemmelsers vedkommende såvel en redegørelse for gældende ret mv. som for tidligere lovændringer og overvejelser, herunder i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Endvidere redegøres der i tilslutning til afsnittet om krænkelser af privatlivets fred for overvejelserne i betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet afgivet af Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet. Herudover gennemgås i tilslutning til afsnittet om visse forulempelser og trusler mv. resultaterne af den statistiske undersøgelse af domspraksis vedrørende §§ 266 og 266 b om henholdsvis trusler på livet mv. og racediskrimination o. lign., som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet. Endelig indeholder hvert afsnit en redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om de berørte bestemmelser som led i rådets revision af strafferammesystemet.

1.3. Ved gennemgangen af strafferammerne for de forbrydelser, som omfattes af straffelovens kapitel 27, skal det i øvrigt haves for øje, at menneskerettighederne både udvider og supplerer det strafferetlige værn om privatlivets fred. Samtidig begrænser reglerne om ytringsfriheden på dette område muligheden for at pålægge straf for freds- og ærekrænkelser. Hertil kommer, at praksis fra menneskerettighedsområdet gennem de senere år har indvirket på fortolkningen af bestemmelserne i kapitel 27 på en sådan måde, at ældre retspraksis mv. ikke i dag har samme betydning som tidligere, sml. Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 327 f. med yderligere henvisninger.

1.4. Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Rådet har således måttet begrænse overvejelserne til strafferammerne. Det gælder bl.a. forbrydelserne i straffelovens 27. kapitel om freds- og ærekrænkelser. De betragtninger om strafferammerne for freds- og ærekrænkelser, som rådet fremkommer med i det følgende, kan derfor ikke tages som udtryk for en stillingtagen til det faktiske udmålingsniveau.

2. §§ 263-264 d (krænkelser af privatlivets fred)

2.1. Gældende ret mv.

§ 263, stk. 2, kriminaliserer den, som uberettiget skaffer sig adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et anlæg til elektronisk databehandling.

Straffen er i begge tilfælde bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Begås de i stk. 1 og 2 nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre særligt skærpende omstændigheder, kan straffen efter stk. 3 stige til fængsel indtil 4 år. Den skærpede strafferamme i stk. 3 sigter navnlig på erhvervsspionage, men kan efter omstændighederne også komme på tale i andre tilfælde, sml. Den kommenterede straffelov s. 328 ff.
§ 264 omhandler visse former for husfredskrænkelser. Efter bestemmelsens 1. stk. straffes den, som uberettiget (1) skaffer sig adgang til fremmed hus eller andet ikke frit tilgængeligt sted, eller (2) undlader at forlade fremmed grund efter at være opfordret dertil. Straffen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Hertil føjes i stk. 2 en skærpet strafferamme på fængsel indtil 4 år, som er forbeholdt tilfælde, hvor indtrængen i fremmed hus mv. efter stk. 1, nr. 1, sker med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder eller under andre særlig skærpende omstændigheder. Den skærpede strafferamme i stk. 2 sigter i lighed med § 263, stk. 3, navnlig på erhvervsspionage, men kan efter omstændighederne også komme på tale i andre tilfælde, sml. Den kommenterede straffelov s. 333 ff.

§ 264 a sigter navnlig på at tilvejebringe et strafferetligt værn mod brug af ”spionudstyr” o. lign. Bestemmelsen kriminaliserer den, som uberettiget fotograferer personer, der befinder sig på et ikke frit tilgængeligt sted. Strafansvaret omfatter også den, der ved hjælp af kikkert eller andet apparat uberettiget iagttager sådanne personer. Straffen er i begge tilfælde bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 337 f.

§ 264 b indeholdt tidligere en bestemmelse om særlige personkategoriers røbelse af forhold hørende til privatlivet. § 264 b ophævedes ved lov nr. 573 af 19. december 1985 om ændring af borgerlig straffelov (Tavshedspligt) som led i revision af visse bestemmelser om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv m.v. (§§ 152-152 f). Lovændringen er omtalt under pkt. 2.2.3.1 nedenfor.

§ 264 c omhandler visse former for ”efterfølgende medvirken” i forhold til §§ 263-264 a. Bestemmelsen foreskriver, at de i §§ 263-264 a indeholdte straffebestemmelser finder tilsvarende anvendelse på den, der uden at have medvirket til gerningen skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er fremkommet ved overtrædelsen. Henvisningen til §§ 263-264 a omfatter også de i disse bestemmelser foreskrevne strafferammer, sml. Den kommenterede straffelov s. 338 f.

§ 264 d retter sig mod den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden. Bestemmelsen finder også anvendelse, hvor meddelelsen eller billedet vedrører en afdød person. Straffen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Der kan herom og om § 264 d i øvrigt henvises til Den kommenterede straffelov s. 339 ff.

2.1.2. Borgerlig straffelov, der trådte i kraft i 1933, indeholdt to bestemmelser om krænkelse af privatlivets fred. Bestemmelserne havde følgende ordlyd:

”§ 263. Med Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder straffes den, som krænker nogens Fred
1) ved at bryde Brev eller i øvrigt skaffe sig nogen til en anden rettet lukket Meddelelse eller unddrage nogen en saadan,
2) ved uden rimelig Grund at skaffe sig Adgang til en andens Gemmer,
3) ved offentlig Meddelelse om Privatlivet tilhørende Forhold, som med rimelig Grund kan forlanges unddraget Offentligheden.
Stk. 2. Paa samme Maade straffes Personer, som virker eller har virket i offentlig Tjeneste eller Hverv, eller som i Medfør af offentlig Beskikkelse eller Anerkendelse udøver eller har udøvet et Erhverv, saavel som saadanne Personers Medhjælpere, naar de røber Privatlivet tilhørende Hemmeligheder, der er kommet til deres Kundskab ved Udøvelsen af deres Virksomhed, medmindre de har været forpligtede til at udtale sig eller har handlet i berettiget Varetagelse af almen Interesse eller af eget eller andres Tarv.

§ 264. Den, som krænker Husfreden ved at trænge sig ind i fremmed Hus, Husrum eller Skib eller paa andet ikke frit tilgængeligt Sted, straffes med Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder.
Stk. 2. Paa samme Maade straffes den, som vægrer sig ved paa Opfordring at forlade fremmed Grund.
Stk. 3. Har Handlingen voldt betydelig Forstyrrelse af Beboernes Fred, eller er den forøvet af nogen bevæbnet eller af flere i Forening eller forbundet med Vold paa Person eller Trusel om saadan, eller har den skyldige tidligere for nogen med forsætlig Vold paa Person eller Gods forbunden Forbrydelse været dømt til Frihedsstraf, kan Straffen stige til højere Grad af Hæfte eller til Fængsel i 1 Aar.”

Om forarbejderne til disse bestemmelser kan for så vidt angår § 263 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 260 samt s. 237. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 236 samt s. 223 ff., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 238 samt sp. 355 ff. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3389-90 (§ 261), og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 205 f. (§ 261). Om § 263 kan i øvrigt henvises til pkt. 2.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000). § 263, stk. 2, er tillige omtalt i denne betænknings kapitel 17 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv. (pkt. 4.1.3 og 4.2).

Med hensyn til § 264 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 262 samt s. 240. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 237 samt s. 225 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 239 samt sp. 357. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3389 og 3390 (§ 262), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2201-02 (§ 263), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2373 (§ 262). Om § 264 kan i øvrigt henvises til pkt. 2.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

2.2. Tidligere ændringer af §§ 263-264 d

2.2.1.1. Ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 ændredes § 263 på forskellige punkter. Bl.a. blev den hidtil gældende bestemmelse i § 263, stk. 1, nr. 3, delt i to numre, som omhandlede henholdsvis (3) ”offentlig Meddelelse om nogens rent private hjemlige Forhold” og (4) ”offentlig Meddelelse om andre Privatlivet tilhørende Forhold, som med rimelig Grund kan forlanges unddraget Offentligheden”. Strafferammen forblev uændret ”Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder”. Om forarbejderne til denne lovændring kan henvises til Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3780 f.

2.2.1.2. Ved samme lovændring indføjedes en ny bestemmelse om husfredskrænkelse i § 264 a med følgende ordlyd:

”§ 264 a. Den, der skaffer sig Adgang til fremmed Hus eller Husrum, herunder offentlige eller private Kontorer, Forretninger, Fabrikker o. lign., med det Formaal at tilegne sig Dokumenter, Forretningsbøger o. lign. eller at gøre sig bekendt med disses Indhold, straffes med Fængsel indtil 1 Aar eller under formildende Omstændigheder med Hæfte. Har Handlingen haft Karakter af Indbrud, eller er den planlagt af en Organisation eller har den været forbundet med Vold paa Person, kan Straffen stige til Fængsel indtil 4 Aar.”

Af forarbejderne til § 264 a fremgår, at den skærpede strafferamme havde baggrund i nogle politiske partiers indtrængen i andre partiers kontorlokaler med det formål at bortfjerne dokumenter med personlige oplysninger og oplysninger om partiets arbejde. Skærpelsen motiveredes med, at de øvrige straffelovsbestemmelser, som kunne komme tale ved den omhandlede fredskrænkelse, fandtes utilstrækkelige, sml. sp. 3781-82:

”Handlinger af denne Art kan, selvom der foreligger, hvad man i Almindelighed forstaar ved Indbrud, ikke rammes af Straffelovens Bestemmelser om Tyveri; der foreligger i Almindelighed ikke Berigelseshensigt, og det drejer sig i det hele taget om Handlinger af en anden Karakter end Berigelsesforbrydelserne. Efter den gældende Straffelov rammes disse Handlinger derimod af Bestemmelserne i § 263, Stk. 1, Punkt 2 om den, der uden rimelig Grund skaffer sig Adgang til en andens Gemmer, og i § 264 om Krænkelse af Husfreden. Endvidere vil der være Mulighed for at anvende Straffelovens § 291, Stk. 1, der omhandler Hærværk. Bestemmelserne i Straffelovens §§ 263 og 264, der er privat Paatale undergivet, foreskriver Straf af Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder. I § 264, Stk. 3, er det dog fastsat, at Straffen, bl.a. naar Handlingen har forvoldt ”betydelig Forstyrrelse af Beboernes Fred” eller er foretaget af flere i Forening, kan stige til højere Grad af Hæfte eller Fængsel indtil 1 Aar, og i disse Tilfælde er Forbrydelsen i Henhold til § 275 offentlig Paatale undergivet. Straffelovens § 291, der i Stk. 1 hjemler Straf af Bøde, Hæfte eller Fængsel indtil 1 Aar, kan endvidere kun komme til Anvendelse, hvor der foreligger Ødelæggelse, Beskadigelse eller Bortskaffelse af Ting; denne Bestemmelse rammer saaledes ikke Tilfælde, hvor Gerningsmændene paa Stedet gennemgaar de Dokumenter, man ønsker Kendskab til, eller tager Fotografier af dem; heller ikke kan den komme til Anvendelse, hvor Gerningsmændene blot har ønsket at være i besiddelse af Dokumenterne en kortere Tid.

De Straffebestemmelser, der saaledes i den gældende Straffelov kan komme til Anvendelse overfor de mest hensynsløse Retsbrud af denne Art, maa betegnes som lidet effektive, og Justitsministeriet finder det derfor paakrævet, at der i Straffeloven optages en ny Straffebestemmelse, der paa mere effektiv Maade kan ramme disse Handlinger og som ogsaa i højere Grad end § 264 tager Sigte netop paa saadanne Handlinger, der ikke alene indeholder en grov Krænkelse af Husfreden, men tillige en ganske uberettiget Indtrængen i andres Privathemmeligheder. En saadan Bestemmelse bør imidlertid efter Ministeriets Formening ikke alene kunne komme til Anvendelse, hvor det drejer sig om Krænkelse af politiske Partier eller iøvrigt om Krænkelser af mere politisk Karakter, men ogsaa hvor det drejer sig om Krænkelse af offentlige eller private Virksomheder, f. Eks. paa Tilegnelse paa tilsvarende Maade af fortrolige Oplysninger om en Forretnings indre Forhold m.m.”

2.2.2. Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)

2.2.2.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) udgik i § 263, stk. 1, og § 264, stk. 1, ”indtil 6 Maaneder”, så strafferammen herefter blev ”bøde eller hæfte”. Endvidere udgik i § 264, stk. 3, ”til højere Grad af Hæfte eller”, så straffen efter den skærpede sidestrafferamme herefter kunne stige til ”Fængsel i 1 Aar”. Ændringerne var en følge af nogle samtidig gennemførte ændringer af reglerne om hæftestraffen, hvorved bl.a. denne strafarts faste maksimum reduceredes fra 2 år til 6 måneder, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 969 sammenholdt med sp. 961.

2.2.3. Lov nr. 89 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., af lov om rettens pleje og af lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse (Privatlivets fred m.m.)

2.2.3.1. Ved lov nr. 89 af 29. marts 1972 om ændring af borgerlig straffelov, af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m., af lov om rettens pleje og af lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse (Privatlivets fred m.m.) blev reglerne om fredskrænkelser gennemgribende moderniseret. Reformen byggede i det væsentlige på Straffelovrådets betænkning nr. 601/1971 om privatlivets fred.

Ved lovændringen fik § 263 (stk. 1) sin nuværende affattelse (stk. 2 og 3 indføjedes først senere, jf. pkt. 2.2.4 nedenfor). Det samme gælder i det væsentlige § 264. Samtidig indsattes som nye bestemmelser § 264 a om uberettiget fotografering mv. af personer, der befinder sig på ikke frit tilgængeligt sted, § 264 b om visse myndighedspersoners røbelse mv. af privatlivsforhold (sml. tillige kapitel 17 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv., pkt. 4.2.3), § 264 c om visse former for efterfølgende medvirken og § 264 d om visse former for videregivelse af meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold mv. Ved lov nr. 573 af 19. december 1985 om ændring af borgerlig straffelov (Tavshedspligt) ændredes henvisningen i § 264 c som følge af ophævelse af § 264 b. Når bortses herfra og fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, har affattelsen af §§ 264 a, 264 c og 264 d været uændret siden indføjelsen i straffeloven i 1972.

2.2.3.2. De foreslåede strafferammer var på linje med Straffelovrådets indstilling, sml. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 555-56. I betænkningen sammenfattede rådet sine synspunkter således, jf. s. 56:

”Det fremgår af kap. ... , at den almindelige strafferamme for overtrædelse af straffelovens gældende bestemmelser vedrørende fredskrænkelser er bøde eller hæfte. Denne beskedne strafferamme afspejler den relativt ringe trussel, disse bestemmelser oprindelig skulle værne imod. Fremkomsten af det nye tekniske udstyr har imidlertid i høj grad forstærket truslen mod privatlivets fred. Dette har naturligvis medført en større samfundsmæssig interesse i at sikre et tilstrækkeligt værn.

Som en markering af den ændrede samfundsmæssige vurdering, som udviklingen har medført, finder straffelovrådet det rigtigt at skærpe den almindelige strafferamme, således at denne også kommer til at rumme fængsel indtil 6 måneder. Den samfundsmæssige beskyttelse bør yderligere styrkes ved at ændre påtalereglen [straffelovens § 275 sml. pkt. 1.1 ovenfor] til betinget offentlig påtale, således at den krænkede blot ved at indgive anmeldelse har mulighed for at få det offentlige til at efterforske sagen og i givet fald føre den for domstolene. Også for de alvorligste forhold – herunder bl.a. industriel spionage, hvor større økonomiske interesser kan være involveret – bør den ændrede samfundsmæssige vurdering markeres gennem en skærpelse af strafferammen. Medens det almindelige strafmaksimum efter den gældende bestemmelse i § 264 a er fængsel i 1 år og kun under særlige omstændigheder kan gå op til fængsel i 4 år, foreslår straffelovrådet nu et almindeligt strafmaksimum på fængsel i 4 år for den groveste kriminalitet på dette område.”

Forhøjelsen af det almindelige strafmaksimum førte i øvrigt til, at den hidtil gældende strafforhøjelsesregel i § 264, stk. 3, ophævedes som overflødig (sml. betænkningen s. 60 og Folketingstidende 1971-72, tillæg A, sp. 556).

2.2.4. Lov nr. 229 af 6. juni 1985 om ændring af straffeloven (Datakriminalitet)

2.2.4.1. Ved lov nr. 229 af 6. juni 1985 om ændring af straffeloven (Datakriminalitet) indføjedes de nugældende bestemmelser i § 263, stk. 2 og 3. Endvidere fik § 264, stk. 2, sin nuværende affattelse. Maksimumstrafferammen blev både i § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2, fastsat til fængsel indtil 2 år, hvilket svarede til indstillingen fra Straffelovrådet i betænkning nr. 1032/1985 om datakriminalitet, sml. Folketingstidende 1984-85, tillæg A, sp. 4381-83.

2.2.4.2. I betænkningen, hvortil lovforslagets bemærkninger henviste, havde Straffelovrådet sammenfattet sine synspunkter og forslag om fastsættelse af strafferamme for fredskrænkelser vedrørende dataforhold således (sml. s. 27 ff. og 79 f.):

”Det forekommer velbegrundet, at der gælder et forhøjet strafmaksimum for de i § 264, stk. 2, nævnte tilfælde af husfredskrænkelse. Det kan her dreje sig om indbrud under omstændigheder, hvor betingelserne for at anse forholdet som tyveri eller forsøg herpå ikke er opfyldt, men hvor det med husfredskrænkelsen forbundne forsæt til at skaffe sig forretningsoplysninger m.v. kan angå så betydelige værdier, at forholdet må sættes i klasse med tyveri. Ud fra dette synspunkt vil det utvivlsomt også være rimeligt at give mulighed for højere straf end 6 måneders fængsel – fredskrænkelsernes normale maksimum – i tilfælde, hvor en dataforbrydelse efter den nu foreslåede bestemmelse er begået med et tilsvarende forsæt.

Det er vanskeligt at tage stilling til dataforbrydelsens strafferamme uden at overveje to andre spørgsmål, der rækker ud over den opgave, som umiddelbart foreligger for straffelovrådet. Det ene er, om der ikke også bør gælde et forhøjet strafmaksimum, når andre fredskrænkelser end husfredskrænkelsen og dataforbrydelsen er begået med det i § 264, stk. 2, nævnte forsæt. Det andet spørgsmål er, om ikke det gældende strafmaksimum i § 264, stk. 2, på 4 års fængsel er for højt. Dette maksimum er mere end dobbelt så højt som normalmaksimum for tyveri i § 285 (der er blevet nedsat to gange siden 1972) og svarer til det skærpede maksimum for tyveri i § 286, stk. 1, der både efter bestemmelsens affattelse og efter retspraksis er knyttet til forudsætningen om en kriminalitet af betydelig grovhed.

Det er straffelovrådets opfattelse, at strafmaksimum i § 264, stk. 2, kan nedsættes fra 4 til 2 års fængsel, at normalmaksimum for den foreslåede dataforbrydelse [svarende til den nugældende § 263, stk. 2] kan sættes til fængsel i 6 måneder (svarende til den iøvrigt gældende normalramme for fredskrænkelserne i §§ 263-264 d), og at der som stk. 3 i § 263 bør indsættes en bestemmelse om mulighed for fængsel indtil 2 år i tilfælde, hvor en overtrædelse af § 263, stk. 1 eller stk. 2, er begået under omstændigheder, der svarer til § 264, stk. 2. I stedet for udtrykket ”oplysninger om forretnings- eller fabrikationsforhold” har man i udkastet anvendt udtrykket ”en virksomheds erhvervshemmeligheder”, der findes i markedsføringslovens § 9 ...

Udtrykket ”andre særligt skærpende omstændigheder” ... kendes også i straffelovens § 191 om overdragelse af narkotika, sml. straffelovens §§ 181, 216 og 288 om henholdsvis brandstiftelse, voldtægt og røveri. Med dette udtryk angives det, at strafskærpelse for de nævnte fredskrænkelser kan indtræde også i andre tilfælde end dem, hvor der er forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med en virksomheds erhvervshemmeligheder. Det kan efter rådets opfattelse være vanskeligt mere præcist at angive, hvilke andre omstændigheder der bør kunne medføre strafskærpelse. Rådet har bl.a. haft tilfælde for øje, hvor en udnyttelse eller videregivelse af oplysningerne kan være forbundet med betydelige skadevirkninger for det offentlige eller private interesser. Herunder vil f.eks. falde tilfælde, hvor gerningsmanden skaffer sig adgang til offentlige EDB-registre.

Bestemmelserne om strafskærpelse er udformet således, at forbrydelsen i sin skærpede form fuldbyrdes på det tidspunkt, som er angivet i § 263, stk. 1 eller 2, eller § 264, stk. 1, f.eks. når gerningsmanden har skaffet sig adgang til oplysninger i et EDB-register, jfr. stk. 2. Fuldbyrdelsesmomentet er for så vidt angår indsigten i erhvervshemmeligheder (§ 263, stk. 3, og § 264, stk. 2) fremrykket, således at det ikke kræves, at gerningsmanden faktisk har opnået kendskab til erhvervshemmelighederne.

Efter straffelovrådets forslag skal straffen i de i § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2, nævnte tilfælde kunne stige til fængsel indtil 2 år, hvilket efter straffelovrådets opfattelse vil være et passende strafmaksimum i tilfælde med særligt skærpende omstændigheder. Dette indebærer en lempelse i forhold til den gældende bestemmelse i § 264, stk. 2 (4 år), idet der ikke kan være praktisk behov for et så højt strafmaksimum. I forhold til den gældende bestemmelse i § 263 og i forhold til andre skærpelsestilfælde, der ikke i dag omfattes af § 264, stk. 2, vil dette omvendt indebære en væsentlig forhøjelse af maksimum (fra 6 måneder til 2 år).”

2.2.5. Lov nr. 6 af 3. januar 1992 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Samfundstjeneste m.v.)

2.2.5.1. Ved lov nr. 6 af 3. januar 1992 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Samfundstjeneste m.v.) skærpedes maksimumstrafferammen i § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2, fra 2 til 4 års fængsel. Skærpelsen begrundedes med, at der kunne tænkes tilfælde, hvor industrispionage begås under omstændigheder, der i grovhed kan sidestilles med groft tyveri efter straffelovens § 286, stk. 1, sml. Folketingstidende 1991-92, tillæg A, sp. 1895-96:

”Medens markedsføringslovens § 9 kun gælder for personer, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til den pågældende virksomhed, eller som udfører et hverv for denne, gælder straffelovens bestemmelser for alle og vil navnlig finde anvendelse på udenforstående, der fysisk eller teknisk trænger ind i en virksomhed og uberettiget skaffer sig eller gør sig bekendt med informationer om virksomhedens erhvervshemmeligheder, hvortil der undertiden kan være knyttet betydelige økonomiske interesser.

Der har i den forbindelse været rejst spørgsmål om, hvorvidt et strafmaksimum på fængsel i 2 år kan anses for tilstrækkeligt. Der kan herved bl.a. henvises til, at det kan bero på tilfældige omstændigheder, om tilegnelsen af informationer strafferetligt skal bedømmes som tyveri, der forudsætter borttagelse af en rørlig ting, med et strafmaksimum efter § 286, stk. 1, på 4 års fængsel, eller alene som en fredskrænkelse med et strafmaksimum på 2 års fængsel. De økonomiske konsekvenser af forbrydelsen vil uanset den strafferetlige kvalifikation kunne være de samme.

Efter Justitsministeriets opfattelse må det ud fra lighedsbetragtninger principielt anses for uheldigt, at strafmaksimum for den form for industrispionage, der sker ved en fredskrænkelse, kun er halvt så højt som strafmaksimum for groft tyveri. Der kan tænkes tilfælde af industrispionage, hvor den økonomiske fordel for gerningsmanden og skadevirkningerne for den ramte virksomhed er så store, at forholdet i strafudmålingsmæssig henseende i hvert fald må sidestilles med groft tyveri, og at et strafmaksimum på fængsel indtil 2 år derfor må anses for utilstrækkeligt.”

2.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

2.4. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, herunder om § 153

2.4.2. I kapitel 3 i betænkningen om IT-kriminalitet har udvalget foretaget en omfattende behandling af spørgsmål med tilknytning til informationskrænkelser. Udvalget finder, at der bør indsættes nye bestemmelser i straffeloven, som retter sig mod følgende handlinger: (1) at skaffe sig eller videregive adgangsmidler til kommercielle informationssystemer; (2) erhvervsmæssigt at sælge, udbrede i en videre kreds eller videregive adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer til et større antal samt at skaffe sig eller videregive adgangsmidler til visse særligt beskyttelsesværdige ikke-kommercielle informationssystemer.

Et mindretal i udvalget finder endvidere, at der tillige bør indsættes en bestemmelse, der vedrører handlingerne at producere, skaffe sig, besidde eller videregive midler til fremskaffelse af adgangsmidler eller betalingskortnumre med forsæt til uberettiget anvendelse.

Udvalget anbefaler tillige, at maksimumstrafferammen i § 263, stk. 2, forhøjes. Endvidere opfordrer udvalget til, at markedsføringslovens § 10 udvides til også at omfatte andre med lovlig adgang til virksomheden, og at der i straffeloven indsættes en bestemmelse om kvalificerede overtrædelser af markedsføringslovens § 10. Udvalget foreslår også, at ophavsretslovens § 76, stk. 2, ændres, så udbredelse i form af placering af ophavsretligt beskyttede værker på net, hvorfra en videre kreds kan ”downloade”, omfattes, og at der i straffeloven indsættes en bestemmelse om kvalificerede overtrædelser af ophavsretslovens § 76, stk. 2. Endelig foreslår udvalget, at straffelovens § 153 om visse forbrydelser begået af personer i post- og jernbanevæsenets tjeneste mv. ophæves.

I det følgende redegøres i hovedtræk for udvalgets overvejelser og forslag, således at overvejelser og forslag om adgangsmidler til kommercielle informationssystemer og ikke-kommercielle informationssystemer omtales i pkt. 2.4.3 nedenfor. I pkt. 2.4.4 og 2.4.5 omtales udvalgets overvejelser og forslag om henholdsvis straffelovens § 263, stk. 2, og industrispionage mv. Endelig omtales i pkt. 2.4.6 og 2.4.7 udvalgets overvejelser og forslag om henholdsvis piratkopiering og straffelovens § 153.

2.4.3. Udvalgets overvejelser og forslag om adgangsmidler til kommercielle informationssystemer og ikke-kommercielle informationssystemer er omtalt s. 63 ff. og 139 ff. Udvalget foreslår følgende nye bestemmelse om adgangsmidler til kommercielle informationssystemer indsat i straffeloven:

”§ 301 a. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der retsstridigt skaffer sig eller videregiver koder eller andre adgangsmidler til informationssystemer, hvortil adgangen er forbeholdt betalende brugere, og som er beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning.
Stk. 2. Sker den i stk. 1 nævnte videregivelse erhvervsmæssigt, i en videre kreds eller under omstændigheder, hvor der er særlig risiko for omfattende misbrug, er straffen fængsel indtil 4 år.”

Udvalget foreslår endvidere følgende nye bestemmelse om adgangsmidler til ikke-kommercielle informationssystemer indsat i straffeloven:

”§ 263 a. Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der retsstridigt
1) erhvervsmæssigt sælger eller
2) i en videre kreds udbreder
en kode eller andet adgangsmiddel til et ikke offentligt tilgængeligt informationssystem, hvortil adgangen er beskyttet med kode eller anden særlig adgangsbegrænsning.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der retsstridigt videregiver et større antal koder eller andre adgangsmidler som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. På samme måde straffes den, der retsstridigt skaffer sig eller videregiver en kode eller andet adgangsmiddel som nævnt i stk. 1 til
1) et samfundsvigtigt informationssystem eller
2) et informationssystem, der behandler fortrolige oplysninger, der er omfattet af § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, i lov om behandling af personoplysninger, om flere personers personlige forhold.
Stk. 4. Sker den i stk. 1 og stk. 2 nævnte videregivelse i særligt stort omfang eller indebærer den særlig risiko for betydelig skade, er straffen fængsel indtil 4 år.”

I tilknytning til de nævnte bestemmelser anføres bl.a., at udvalget ved valg af strafferammer har lagt vægt på, at ”… det er væsentligt, at de straffebestemmelser, der regulerer (eller tillige regulerer) IT-relateret kriminalitet, viser, at kriminaliteten opfattes som alvorlig”, sml. s. 64.

Om den skærpede strafferamme i § 301 a, stk. 2, fremhæves i øvrigt følgende, sml. s. 139 f.:

”Forslagets stk. 2 giver mulighed for fængsel i op til 4 år i kvalificerede videregivelsessituationer, hvor der videregives erhvervsmæssigt eller i en videre kreds. Det dækker også videregivelse med ”særlig risiko for omfattende misbrug”. Det vil afhænge af de konkrete omstændigheder, om der kan siges at være en særlig risiko for omfattende misbrug. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der videregives calling cards eller NUI-koder til mange personer (der eventuelt også kan videregive) med besked om, fra hvilket tidspunkt de skal anvendes, således at en kontobelastning må forventes at kunne blive omfattende, før misbruget opdages og standses. Det vil også kunne være tilfældet, hvis der er tale om ”bestillingsarbejde” på et større antal adgangsmidler, ikke mindst hvis der betales et større beløb for adgangskoderne, fordi det i disse situationer må forventes, at formålet er et omfattende misbrug”.

Om § 263 a, stk. 4, nævnes, at bestemmelsen retter sig mod ”særligt kvalificerede videregivelsessituationer”. Herom og om bestemmelsen i øvrigt fremgår videre, sml. s. 144:

”… Dette gælder, hvis videregivelsen har et særligt stort omfang. Dette vil typisk indebære, at der er særlig risiko for betydelig skade, men udvalget finder, at der i disse situationer bør kunne idømmes højere straf, uden at der nødvendigvis skal tages stilling til skaderisikoen.

Bedømmelsen af risikoen for skade vil være konkret i den enkelte sag. I vurderingen af, om risikoen er væsentligt større end den, der altid ligger i videregivelsen, kan bl.a. indgå, hvem der videregives til (om der f.eks. er tale om en organiseret hackergruppe eller om bestillingsarbejde), og hvad der videregives. F.eks. må en målrettet videregivelse af adgangsmidler til samfundsvigtige informationssystemer forventes normalt at blive omfattet af bestemmelsen i modsætning til en videregivelse via Internettet af mindre følsomme adgangskoder. Et naturligt udgangspunkt vil være, hvor tæt man er på forsøg på medvirken, udover om det pågældende informationssystem indeholder oplysninger eller har en størrelse, der kan indebære risiko for betydelig skade.”

2.4.4. Udvalgets overvejelser og forslag om straffelovens § 263, stk. 2, er omtalt s. 67 f. og 145 f. Udvalget foreslår strafmaksimum forhøjet fra fængsel i 6 måneder til fængsel i 1 år og 6 måneder. Om baggrunden herfor anføres bl.a. følgende, sml. s. 145 f.:

”Udvalget har overvejet, om strafferammen i strfl. § 263, stk. 2, på 6 måneders fængsel er tilstrækkelig i de situationer, der ikke omfattes af stk. 3. I de foreliggende domme er idømt bøder eller givet betinget dom. Udvalget finder, at der bør være et højere strafmaksimum i straffelovens § 263, stk. 2. Udvalget finder, at hacking er så alvorligt et indgreb for de fleste virksomheder, at strafmaksimum bør afspejle dette også i den ikke kvalificerede bestemmelse.

Udvalget finder, at udviklingen på hackerområdet siden 1985, hvor bestemmelsen blev indsat, gør, at der i dag er behov for, at strafmaksimum i straffelovens § 263, stk. 2, forhøjes til fængsel i 1 år og 6 måneder. Udvalget har herved bl.a. lagt vægt på, at det IT-baserede samfund er meget sårbart, og at selv et forsøg på hacking er meget føleligt for offeret, der er nødt til at gennemgå hele systemet for at være sikker på, om der er sket skader.

Udvalget foreslår derfor, at straffelovens § 263, stk. 2, ændres således, at ”fængsel indtil 6 måneder” erstattes med ”fængsel indtil 1 år og 6 måneder”.

Det foreslås endvidere, at ”et anlæg til elektronisk databehandling” ændres til ”et informationssystem”.”

2.4.5. Udvalgets overvejelser og forslag om industrispionage mv. er omtalt i s. 68 ff. og 146 ff. Udvalget foreslår bl.a. markedsføringslovens § 22, stk. 4, 1. pkt., ændret således, at der i stedet for ”bøde eller fængsel indtil 2 år” indsættes ”bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 a”. Udvalget anfører i den forbindelse, at et ”strafmaksimum på fængsel i 1 år og 6 måneder svarer til, hvad udvalget generelt synes bør være maksimum i tilfælde, hvor der er en strafferetlig overbygning vedrørende kvalificerede forhold. Reguleringen svarer til, hvad der gælder for berigelsesforbrydelser, jfr. straffelovens § 285 og overbygningen i § 286”.

Udvalget indstiller videre, at der i straffeloven indføjes en bestemmelse om særligt grove overtrædelser af markedsføringsloven med et strafmaksimum på linje med straffelovens § 263, stk. 3, og § 276. Bestemmelsen foreslås affattet således, sml. s. 146:

”§ 299 a. Med fængsel indtil 4 år straffes den, der gør sig skyldig i overtrædelse af markedsføringslovens § 10, hvor handlingen har medført betydelig skade, eller der har været nærliggende fare herfor.”

Til bestemmelsen er knyttet følgende bemærkninger (sml. s. 147):

”Ved nogle overbygningsbestemmelser i straffeloven (f.eks. ved tyveri (§ 286, stk. 1), hærværk (§ 291, stk. 2) og skattesvig (§ 289)) anvendes i praksis ret faste beløbsgrænser ved afgørelsen af, om overbygningsbestemmelserne skal anvendes. I andre tilfælde (f.eks. ved grov miljøkriminalitet (§ 196) og visse former for hacking m.v. og husfredskrænkelse (§ 263 og § 264)) er det ikke muligt at have en fast afgrænsning. Den foreslåede bestemmelse hører til sidstnævnte gruppe. Det må således afgøres efter en konkret vurdering i den enkelte sag, om der er tale om ”betydelig skade”. Udvalget har herved bl.a. lagt vægt på, at krænkelser, der finder sted i udviklingsfasen, kun medfører skade, der kan opgøres i penge, hvis den planlagte udvikling er succesfuld, hvorimod beskyttelseshensynet ikke afhænger af, om det endelige resultat er vellykket.”

Om udvalgets overvejelser vedrørende strafferammer fremgår i øvrigt bl.a., sml. s. 68 ff.:

”Der er mange straffebestemmelser, som omfatter sådanne forhold [internes tilegnelse og udnyttelse af erhvervshemmeligheder], og hvor tilegnelse eller udnyttelse af erhvervshemmeligheder i nogle tilfælde vil være omfattet af to af dem eller flere. Det drejer sig bl.a. om følgende bestemmelser:

Straffelovens § 263, stk. 3, omfatter bl.a. uberettiget adgang til data eller programmer med forsæt til at skaffe sig eller uberettiget gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder m.v. Det karakteristiske er således angrebet på hemmeligholdelsen, og at forsæt til industrispionage er tilstrækkeligt.

Straffelovens § 264, stk. 2, indeholder en tilsvarende regulering, hvor oplysningerne er skaffet i forbindelse med en husfredskrænkelse.

Markedsføringslovens § 10, stk. 1, forbyder den, der er i tjeneste- eller samarbejdsforhold med en virksomhed, på utilbørlig måde at skaffe sig eller forsøge at skaffe sig kendskab til eller rådighed over virksomhedens erhvervshemmeligheder. Lovens § 10, stk. 2, bestemmer, at man ikke ubeføjet må viderebringe eller benytte virksomhedens erhvervshemmeligheder, selv om man har retmæssigt kendskab til dem.

I andre tilfælde vil også straffelovens § 276 om tyveri eller § 280 om mandatsvig være anvendelige …

Det bemærkes, at bestemmelsernes strafmaksima er meget forskellige. Strafmaksimum er 2 år ved markedsføringslovens § 10 [det følger af lovens § 22, stk. 4, 1. pkt.], 4 år ved straffelovens § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2, 4 år ved straffelovens § 276 og 8 år ved straffelovens § 280 ...

Udvalget finder [bl.a.] …, at der bør være en mere ensartet strafferetlig regulering, således at strafmaksimum ved f.eks. ansattes industrispionage mv. ikke afhænger af, om de overtræder straffelovens § 263, stk. 3, (fængsel i op til 4 år) eller markedsføringsloven (fængsel i op til 2 år).

Udvalget foreslår derfor, at der indsættes en bestemmelse i straffeloven om særligt grove overtrædelser af markedsføringslovens § 10. Bestemmelsen foreslås at dække de situationer, hvor handlingen har medført betydelig skade, eller hvor der har været nærliggende fare derfor.

Udvalget har drøftet, hvilket af de i dag aktuelle strafmaksima, der bør anvendes i en ny bestemmelse. Udvalget finder, at informationer i et moderne samfund bør nyde mindst samme beskyttelse som mere traditionelle økonomiske værdier i form af penge og ting, da der kan være tale om betragtelige værdier på linie hermed. I betragtning af, at groft tyveri efter de nugældende regler har et strafmaksimum på fængsel i 4 år, har udvalget valgt det samme. Udvalget vil imidlertid fremhæve, at såfremt Straffelovrådet når frem til en forhøjelse af strafmaksimum for tyveri, finder udvalget, at der bør ske en tilsvarende forhøjelse vedrørende industrispionage m.v.

Udvalget foreslår endvidere, at det nugældende strafmaksimum i markedsføringslovens § 22, stk. 4, 1. pkt., ændres fra 2 år til 1 år og 6 måneder.

Et strafmaksimum på fængsel i 1 år og 6 måneder svarer til, hvad udvalget generelt synes bør være maksimum i tilfælde, hvor der er en strafferetlig overbygning vedrørende kvalificerede forhold. Reguleringen svarer til, hvad der gælder for berigelsesforbrydelser, jfr. straffelovens § 285 og overbygningen i § 286.”

2.4.6. Udvalgets overvejelser og forslag om piratkopiering er omtalt s. 74 ff. og 147 ff. Udvalget foreslår ophavsretslovens § 76, stk. 2, ændret bl.a. således, at strafmaksimum forhøjes fra 1 år til 1 år og 6 måneder. Udvalget foreslår tillige, at der i straffeloven som § 299 b indsættes en overbygningsbestemmelse, der retter sig mod særligt grove forhold. De foreslåede bestemmelser har følgende ordlyd, sml. s. 147 og 149:

”Det foreslås ..., at ophavsretslovens § 76, stk. 2, affattes således:

”Stk. 2. Er en overtrædelse af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte bestemmelser begået ved forsætligt og under skærpende omstændigheder at gengive de af bestemmelserne omfattede værker eller frembringelser eller blandt almenheden at sprede eksemplarer heraf, kan straffen stige til fængsel i 1 år og 6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 299 b. Skærpende omstændigheder anses navnlig for at foreligge, hvis overtrædelserne sker erhvervsmæssigt, hvis der fremstilles eller blandt almenheden spredes et betydeligt antal eksemplarer, eller hvis værker og frembringelser gengives på en sådan måde, at almenheden får adgang til dem på et individuelt valgt sted og tidspunkt.”
…

”§ 299 b. Med fængsel indtil 4 år straffes den, der for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding gør sig skyldig i overtrædelse af ophavsretslovens § 76, stk. 2, af særlig grov karakter.”

Om de skærpende omstændigheder, der betinger anvendelse af forslagets § 76, stk. 2, fremhæver udvalget, at opregningen ikke sigter på at være udtømmende, men alene dækker ”de typisk forekommende tilfælde”. Det hedder videre, sml. s. 148:

”... Bestemmelsen vil imidlertid også være anvendelig ved f.eks. et enkelt salg af et meget dyrt program eller system. I den nugældende formulering anvendes ”særlig skærpende omstændigheder”. Der er ikke ved ændringen til ”skærpende” tilsigtet en ændring i bestemmelsens anvendelsesområde. Den ændrede formulering har alene sammenhæng med, at der foreslås indsat en overbygning i straffeloven, der dækker ”særligt” skærpende omstændigheder (”overtrædelse af særlig grov karakter”).”

Om begrundelsen for en overbygningsbestemmelse i straffeloven anføres herefter:

”Med hensyn til strafmaksimum finder udvalget, at der vil kunne være behov for i særlig grove tilfælde at idømme fængsel i mere end 1 år og 6 måneder.

Udvalget har i den forbindelse særligt lagt vægt på beskyttelsesbehovet i relation til edb-programmer. Den digitale teknik betyder, at det er muligt og meget let at fremstille helt identiske eksemplarer. Programudviklingen er ofte meget omkostningskrævende og det er oftest ikke muligt at beskytte programmer effektivt mod kopiering. Det er efter udvalgets opfattelse et naturligt modstykke til overgangen til IT-samfundet, at der skabes en væsentlig strafferetlig beskyttelse af de midler, der er en forudsætning for IT-samfundet.

Udvalget har i den forbindelse også overvejet, om der skal indsættes en generel overbygning i straffeloven. Udvalget finder, at der bør indsættes en sådan overbygning i straffeloven i stil med straffelovens §§ 125 a, 192 a, 196, 289 og 289 a med et strafmaksimum på 4 år.

Udvalget har herved lagt vægt på, at særligt grove overtrædelser er lige så strafværdige som tyveri, der har et strafmaksimum på 4 år, jfr. straffelovens § 286.

Udvalget finder, at de overtrædelser, der skal behandles efter straffeloven, skal begrænses til situationer, hvor der er forsæt til vinding for gerningsmanden eller andre …

[§ 299 b] kan især tænkes anvendt i tilfælde, hvor der er tale om omfattende og systematiske krænkelser, hvilket typisk vil være tilfælde[t], hvor der [er] en organiseret fremstillings- og/eller salgsproces. Bestemmelsen vil også kunne anvendes, hvis krænkelsen vedrører et enkelt meget dyrt program eller system, der f.eks. er udviklet til en eller flere virksomheder.”

2.4.7. Til de ovennævnte forslag har Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet føjet et forslag om ophævelse af straffelovens § 153, der kriminaliserer personer dels i post- eller jernbanevæsenets tjeneste, som ulovligt åbner, tilintetgør eller underslår forsendelser eller understøtter en anden i en sådan adfærd, dels i statstelegrafvæsenets eller et offentligt anerkendt telegrafanlægs tjeneste, som tilintetgør, forvansker eller underslår et til den pågældende til befordring overgivet telegram eller understøtter en anden i sådan adfærd. Straffen er i begge tilfælde fængsel indtil 3 år. Bestemmelsen har, når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 (sml. Den kommenterede straffelov s. 110 f. og Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 395 samt s. 324-25, Torps betænkning af 1917, § 147 samt s. 143 f., Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 145 samt sp. 256, og Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3348 (§ 155)).

§ 153 er placeret i straffelovens 16. kapitel om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv. Det er imidlertid fundet mest hensigtsmæssigt at redegøre for udvalgets forslag og overvejelser om bestemmelsen i dette kapitel, idet udvalgets begrundelse for at ophæve bestemmelsen skal ses i sammenhæng bl.a. med bestemmelsen i straffelovens § 263, sml. s. 150:

”Stk. 1 er fuldstændig dækket af de almindelige regler om krænkelse af brevhemmeligheden (§ 263) og den almindelige regel om tingsødelæggelse (§ 291). Den forhøjede strafferamme i § 153 i forhold til disse bestemmelsers grunddelikter skyldes, at bestemmelsen tog sigte på offentligt ansatte. I dag er der næppe grund til at anvende andre strafferammer end de almindelige, herunder efter omstændighederne § 263, stk. 3 (4 år under ”særlig skærpende omstændigheder”) og § 291, stk. 2 (4 år ved ”hærværk af betydeligt omfang”). Stk. 1 er derfor overflødig og kan ophæves.

Stk. 2 må anses for overflødig i dag, hvor telegrafsystemet har mistet sin betydning. Misligholdelse af den indgåede kontrakt om befordring af en meddelelse må, hvis der ikke er strafferetlig dækning i straffelovens almindelige bestemmelser, imødegås af civilretlige reaktioner på samme måde som de fleste andre misligholdelser af tjenesteydelser.

Fremkaldelse af omfattende forstyrrelser inden for post-, telefon- og telegrafområdet er desuden omfattet af straffelovens § 193, der også omfatter privatiserede foretagender.

Udvalget foreslår derfor, at straffelovens § 153 ophæves som overflødig.”

2.5. Straffelovrådets overvejelser

2.5.2. Som det fremgår af pkt. 2.4 ovenfor, har Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet foretaget en omfattende behandling af spørgsmål med tilknytning til informationskrænkelser. Udvalget har som led heri stillet forslag om nye straffelovsbestemmelser, sml. §§ 263 a, 299 a-b og 301 a. Udvalget har også anbefalet en forhøjelse af strafmaksimum i § 263, stk. 2, fra 6 måneders fængsel til fængsel i 1 år og 6 måneder, idet det samtidig er foreslået at ændre ”et anlæg til elektronisk databehandling” til ”et informationssystem”. Endelig har udvalget foreslået § 153 ophævet som overflødig.

Straffelovrådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag. Rådet har ingen bemærkninger til udvalgets forslag om ophævelse af § 153 og finder i øvrigt ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne på det berørte område.

Straffelovrådet finder dog grund til at fremhæve, at man deler udvalgets opfattelse, hvorefter kriminalitet rettet mod informationer bør være undergivet samme strafmaksimum som kriminalitet rettet mod mere traditionelle økonomiske værdier i form af penge og ting, sml. pkt. 2.4.5 ovenfor. Denne opfattelse er også kommet til udtryk i rådets oversigt over strafferammer baseret på det angrebne retsgode, hvor fredskrænkelser omfattet af §§ 263 og 264 er henført til samme kategori som bl.a. tyveri, sml. pkt. 2.5.1 ovenfor.

Som det fremgår af denne betænknings kapitel 28 om berigelseskriminalitet, pkt. 12.2, er det Straffelovrådets konklusion, at de forskellige strafmaksima i § 286 bør erstattes af et fælles strafmaksimum på 6 års fængsel. Rådet finder som følge heraf og under hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet i øvrigt, at strafmaksimum i §§ 263, stk. 3 og 264, stk. 2, bør hæves fra 4 til 6 års fængsel. Rådet finder endvidere, at der kan være grund til at overveje en præcisering af lovens kriterier for, hvornår den skærpede strafferamme kan komme på tale. Rådet foreslår, at § 263, stk. 3, og § 264, stk. 2, i dette øjemed affattes som anført i § 1, nr. 61 og 62, i rådets lovudkast.

2.5.3. Normalmaksimum for fredskrænkelser omfattet af §§ 263, stk. 1, og 264, stk. 1, er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Ved afgivelsen 1987-betænkningen så Straffelovrådet ingen grund til at foreslå ændringer heri. Det samme gjaldt strafferammen på bøde eller fængsel indtil 6 måneder for fredskrænkelser omfattet af §§ 264 a og 264 c-d. Sml. pkt. 2.3.1 ovenfor.

Der er under Straffelovrådets fornyede drøftelse af disse bestemmelser rejst spørgsmål om, hvorvidt strafmaksimum i § 264, stk. 1, burde hæves til fængsel i 1 år og 6 måneder med henblik på en øget markering af strafværdigheden af husfredskrænkelse, der sker som led i indbrud i privat beboelse. Der er enighed om, at det må anses for ønskeligt, at hensynet til den med et indbrud forbundne husfredskrænkelse kommer klarere til udtryk ved straffastsættelsen, sml. bl.a. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.4. Der er dog også enighed om, at en skærpet opmærksomhed om strafværdigheden af husfredskrænkelsen ved indbrud i privat beboelse kan komme til udtryk uden ændring af normalstrafferammen i § 264, stk. 1.

Straffelovrådet finder, at den gældende parallelitet med hensyn til strafferammerne for fredskrænkelser omfattet af §§ 263, stk. 1, 264, stk. 1, 264 a og 264 c-d som udgangspunkt bør opretholdes. Rådet har ikke fundet grundlag for at ændre strafferammen i § 263, stk. 1, eller strafferammerne i §§ 264 a og 264 c-d. Det er på den anførte baggrund rådets konklusion, at strafferammen på bøde eller fængsel indtil 6 måneder i §§ 263, stk. 1, 264, stk. 1, 264 a og 264 c-d indtil videre bør opretholdes uændret.

2.5.4. Straffelovrådet er bekendt med, at Kommissionen den 19. april 2002 (KOM(2002)173 endelig) (sml. pr. 30. november 2002 dokument 14110/02 DROIPEN 81 TELECOM 43) har fremsat forslag til en rammeafgørelse om angreb på informationssystemer, der medfører pligt til at kriminalisere ulovlig adgang til informationssystemer (artikel 3, jf. artikel 2), ulovligt indgreb i informationssystemer (artikel 4, jf. artikel 2), ulovligt indgreb i data (artikel 4a, jf. artikel 2) samt anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg (artikel 5).

Artikel 6 forpligter til at sikre, at de i artiklerne 3, 4, 4a og 5 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner med en maksimumstraf på mindst 1 til 3 års fængsel. Endvidere skal der åbnes mulighed for idømmelse af bøder som supplement eller alternativ til frihedsstraf. Efter artikel 7 skal den adfærd, der er nævnt i artiklerne 3, 4, 4a og 5, kunne straffes med strafferetlige sanktioner med en maksimumstraf på mindst 2 til 5 års fængsel, når følgende skærpende omstændigheder er til stede: (a) den strafbare handling er begået inden for rammerne af en kriminel organisation, (b) den strafbare handling forårsagede eller førte til et betydeligt direkte eller indirekte økonomiske tab, tilføjede en fysisk person fysisk skade eller tilføjede en del af medlemsstatens kritiske infrastruktur betydelig skade, (c) den strafbare handling førte til en betydelig gevinst. Endvidere forpligter bestemmelsen til at sikre, at de i artiklerne 3, 4 og 4a nævnte lovovertrædelser straffes med en frihedsstraf, der er strengere end straffen i henhold til artikel 6, når lovovertræderen har modtaget en endelig dom for en sådan lovovertrædelse i en medlemsstat.

EU-rammeafgørelsen rejser i den foreliggende affattelse forskellige spørgsmål bl.a. med hensyn til formuleringen af mulige skærpelseskriterier i § 263 for et forhøjet strafmaksimum i tilfælde omfattet af artikel 7. Det bemærkes, at EU-rammeafgørelsen ikke har været inddraget i Straffelovrådets overvejelser og forslag om ændring af § 263, sml. pkt. 2.5.2 og 2.5.3 ovenfor. Der foregår pr. 30. november 2002 fortsat forhandlinger om forslaget til EU-rammeafgørelsen.

3. §§ 265-266 c (visse forulempelser og trusler mv.)

3.1. Gældende ret mv.

Efter § 265 straffes den, der krænker nogens fred ved trods forud af politiet given advarsel at trænge ind på vedkommende, forfølge vedkommende med skriftlige henvendelser eller på anden lignende måde forulempe vedkommende. Straffen er bøde eller fængsel indtil 6 måneder. En advarsel fra politiet har gyldighed for 5 år.

§ 266 retter sig mod den, som på en måde, der er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar handling. Straffen er bøde eller fængsel indtil 2 år. Hertil føjes i § 266 a en bestemmelse, hvorefter den, der uden at forholdet omfattes af §§ 136 og 266, offentligt fremsætter udtalelser, der tilstræber at fremkalde voldshandlinger eller hærværk, straffes med fængsel indtil 1 år. Foreligger formildende omstændigheder, er straffen bøde. § 136 kriminaliserer offentlig tilskyndelse mv. til en forbrydelse. Bestemmelsen er placeret i straffelovens 15. kapitel om forbrydelser mod den offentlige orden og fred og behandles i denne betænknings kapitel 16 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, afsnit 3.

§ 266 b kriminaliserer visse former for racediskrimination mv. Efter § 266 b, stk. 1, straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering. Straffen er bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved straffens udmåling skal det ifølge stk. 2 betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Til § 266 b føjes i § 266 c en bestemmelse, der sigter på at modvirke offentlig fremsættelse af tidligere underkendte beskyldninger. § 266 c retter sig mod den, der, efter at en sag har fundet sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter de underkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt, at deres fremsættelse udarter til forfølgelse. Er oplysningerne egnet til at skade den pågældende i offentlighedens omdømme, straffes den pågældende med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Samtlige bestemmelser er omtalt i Den kommenterede straffelov s. 344 ff. (§ 265), 346 ff. (§ 266), 348 (§ 266 a), 349 ff. (§ 266 b) og 352 (§ 266 c).

3.1.2. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 265 følgende affattelse:

”§ 265. Den, der krænker nogens Fred ved trods forud af Politiet given Advarsel at trænge ind paa ham, forfølge ham med skriftlige Henvendelser eller paa anden lignende Maade forulempe ham, straffes med Bøde eller Hæfte indtil 6 Maaneder.”

Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 263 samt s. 240. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 33 samt s. 28 f., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 39 samt sp. 409 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3390 (§ 263), og Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 1875 (§ 263). Om § 265 henvises i øvrigt til pkt. 3.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 266 har, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. For så vidt angår denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 264 samt s. 240. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 238 samt s. 226, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 240 samt s. 357 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3390 (§ 264).

§§ 266 a-c indgik ikke i borgerlig straffelov ved dens ikrafttræden i 1933. Disse bestemmelser indsattes i straffeloven ved Lov nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930.

§ 266 a kom ind under udvalgsbehandlingen med følgende ordlyd (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg B, sp. 742 ff. og 823):

”§ 266 a. Med Hæfte eller med Fængsel indtil 1 Aar eller under formildende Omstændigheder med Bøde straffes den, der, uden at Forholdet omfattes af §§ 136 og 266, offentligt fremsætter Udtalelser, der tilstræber at fremkalde Voldshandlinger eller Hærværk.”

§ 266 a har, når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), været uændret siden indsættelsen i straffeloven i 1939.

§ 266 b havde ved lovforslagets fremsættelse i 1938-39 følgende affattelse:

”§ 266 a. Den, der ved Udspredelse af falske Rygter eller Beskyldninger forfølger eller ophidser til Had mod en Gruppe af den danske Befolkning paa Grund af dens Tro, Afstamning eller Kald, straffes med Hæfte eller under formildende Omstændigheder med Bøde. Er Rygterne eller Beskyldningerne fremsat i trykt Skrift eller paa anden Maade, hvorved de er naaet ud til en større Kreds, er Straffen Hæfte eller under skærpende Omstændigheder Fængsel indtil 1 Aar.”

Om forarbejderne til bestemmelsen kan henvises til Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3782 f. (§ 266 a), hvor bestemmelsen bl.a. motiveres med ”de i den nyeste Tid opdukkede Foreteelser som Forfølgelser af Racer, Troessamfund m.v.” Under udvalgsbehandlingen ændredes bestemmelsen til § 266 b, og ”Kald” erstattedes med ”Statsborgerforhold” (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg B, sp. 743 og 823). Om § 266 b henvises i øvrigt til pkt. 3.2 nedenfor, idet der herved ses bort fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§ 266 c fik sin endelige affattelse ved udvalgsbehandlingen (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3751-52 (§ 266 b), og tillæg B, sp. 743 og 823), hvorunder bestemmelsen fik følgende ordlyd:

”§ 266 c. Den, der, efter at en Sag har fundet sin Afgørelse, med Hensyn til denne paa ny fremsætter de underkendte Beskyldninger mod den samme Person saa hyppigt, at deres Fremsættelse udarter til Forfølgelse, straffes, naar Oplysningerne er egnet til at skade den paagældende i Offentlighedens Omdømme, med Bøde eller Hæfte indtil 1 Aar.”

Om § 266 c henvises i øvrigt til pkt. 3.2 nedenfor, idet der herved ses bort fra de ændringer, som er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

3.2. Tidligere ændringer af §§ 265, 266 b og 266 c

3.2.1.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) ændredes § 265 på flere punkter. Bl.a. ændredes strafferammen fra ”bøde eller hæfte indtil 6 måneder” til ”bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder”. Den skærpede strafferamme havde sammenhæng med, at der i praksis havde foreligget sager af en sådan beskaffenhed, at den hidtil gældende strafferamme ikke fandtes tilstrækkelig, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 975:

”Det foreslås nu at udvide strafferammen, således at der under skærpende omstændigheder kan anvendes fængselsstraf.

Den nugældende strafferamme synes at bygge på en vurdering af de af bestemmelsen omfattede forhold, hvorefter disse betragtes som fredskrænkelser af mindre alvorlig beskaffenhed. En ikke helt ubetydelig del af de sager vedrørende overtrædelse af § 265, som foreligger i praksis, angår imidlertid forhold af en ret alvorlig beskaffenhed, herunder navnlig fremsættelse af trusler, som til dels kan ligestilles med de af § 266 omfattede forhold, der kan medføre straf af bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. ”

Ved samme lovændring udgik ”indtil 1 Aar” i § 266 c, så maksimumstrafferammen fremover blev ”hæfte”. Ændringerne i §§ 265 og 266 c havde i øvrigt sammenhæng med de samtidig gennemførte ændringer af reglerne om hæftestraf, hvorved bl.a. denne strafarts faste maksimum reduceredes fra 2 år til 6 måneder, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 969 sammenholdt med sp. 961.

3.2.2. Lov nr. 288 af 9. juni 1971 om ændring af borgerlig straffelov (Forbud mod propaganda for krig og mod racediskrimination m.v.)

3.2.2.1. Ved lov nr. 288 af 9. juni 1971 om ændring af borgerlig straffelov (Forbud mod propaganda for krig og mod racediskrimination m.v.) gennemførtes de ændringer af § 266 b, som var nødvendige for, at Danmark kunne ratificere FN´s konvention af 21. december 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination (racismekonventionen). Bestemmelsen fik ved denne lovændring følgende ordlyd:

”§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år.”

Lovændringen byggede i det væsentlige på betænkning nr. 553/1969 om forbud mod racediskrimination afgivet af et af Justitsministeriet den 23. august 1966 nedsat udvalg. Det gælder bl.a. med hensyn til den gennemførte skærpelse af strafferammen, jf. Folketingstidende 1970-71, tillæg A, sp. 1187-88 med henvisning til betænkningen s. 35:

”Strafferammen for overtrædelse af bestemmelsen foreslås ligesom i de øvrige nordiske lande fastsat til bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Denne strafferamme svarer til strafferammen for trusler i straffelovens § 266 og for bagvaskelse i straffelovens § 268. Det må anses for usandsynligt, at der for overtrædelse alene af § 266 b skulle blive behov for højere straf end fængsel i 2 år, da der i de alvorligste tilfælde formentlig altid tillige vil foreligge overtrædelse af andre bestemmelser i straffeloven.”

3.2.3. Lov nr. 357 af 3. juni 1987 om ændring af borgerlig straffelov, kriminallov for Grønland og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. (Forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering)

3.2.3.1. Ved lov nr. 357 af 3. juni 1987 om ændring af borgerlig straffelov, kriminallov for Grønland og lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race m.v. (Forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering) udvidedes § 266 b til også at omfatte forbud mod diskrimination på grund af seksuel orientering. Det skete på baggrund af en indstilling fra kommissionen til belysning af homoseksuelles situation i samfundet, senere offentliggjort som kapitel 4 i betænkning nr. 1127/1988 om homoseksuelles vilkår.

Strafferammen i § 266 b forblev uændret. Om lovændringen henvises nærmere til Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 4169 ff., og tillæg B, sp. 1543 ff.

3.2.4. Lov nr. 309 af 17. maj 1995 om ændring af straffeloven (Racediskrimination m.v.)

3.2.4.1. Ved lov nr. 309 af 17. maj 1995 om ændring af straffeloven (Racediskrimination m.v.) indføjedes stk. 2 i § 266 b, hvorefter det ved straffens udmåling skal betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed. Ved lovforslagets fremsættelse havde bestemmelsen følgende ordlyd:

”Stk. 2. Har forholdet karakter af propagandavirksomhed, er straffen hæfte eller fængsel indtil 2 år.”

Formålet med lovforslaget var at skærpe straffen for visse former for overtrædelser af § 266 b navnlig med henblik på at søge at undgå, at Danmark bliver et fristed for udbredelse af nazistisk og racistisk propaganda, sml. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s. 529:

”Efter den gældende § 266 b er strafferammen bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. I praksis idømmes der normalt bøde for overtrædelse af bestemmelsen.

Navnlig for at imødegå, at Danmark bliver et fristed for udbredelse af nazistisk og racistisk propaganda, foreslås det, at bøde udgår af strafferammen, hvis forholdet har karakter af propagandavirksomhed ...

Selv om den foreslåede § 266 b, stk. 2, således er begrundet i ønsket om en strengere reaktion over for grovere former for racistiske udtalelser eller meddelelser, er den ikke begrænset hertil. Bestemmelsen finder under tilsvarende omstændigheder også anvendelse over for de øvrige ytringer, der omfattes af den gældende § 266 b (forhånelse m.v. på grund af religiøs overbevisning eller seksuel orientering).

Den foreslåede bestemmelse i § 266 b, stk. 2, supplerer de almindelige strafudmålingsregler, navnlig straffelovens § 80.

Når forholdet har karakter af propagandavirksomhed, følger det af den foreslåede § 266 b, stk. 2, at der alene kan idømmes frihedsstraf, medmindre andet undtagelsesvis følger af almindelige strafudmålingsregler. Der kan herved navnlig henvises til de i straffelovens §§ 84 og 85 anførte særlige strafnedsættelsesgrunde, og til straffelovens § 91, stk. 2 [nu § 91] om tiltalte, der ikke er fyldt 21 år.”

§ 266 b, stk. 2, fik sin endelige udformning under udvalgsbehandlingen. Til bestemmelsen knyttedes bl.a. følgende bemærkninger, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg B, s. 418-19:

”Ved ændringsforslaget bliver der mulighed for at anvende bødestraf, selv om forholdet har karakter af propagandavirksomhed.

Bødestraf vil f.eks. kunne komme på tale, hvor frihedsstraf ikke er påkrævet, fordi en økonomisk sanktion anses for at være en tilstrækkelig følelig reaktion og at have den fornødne præventive virkning.”

3.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

3.3.2. Om § 266 a og 266 c udtalte rådet følgende:

”Blandt fredskrænkelserne findes endelig to sjældent anvendte bestemmelser i §§ 266 a og 266 c, som muligvis kunne udgå af loven som overflødige. Straffelovrådet foreslår ikke andre ændringer i strafferammerne end dem, der følger af hæftestraffens afskaffelse. I § 266 a kan bøde dog indgå i den normale strafferamme uden noget krav om formildende omstændigheder.”

3.4. Forslag til EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad

3.4.2. Artikel 1 fastlægger omfanget af kriminaliseringspligten. Artikel 2 udvider kriminaliseringspligten til også at omfatte ”anstiftelse og medvirken”. I tilknytning til disse bestemmelser pålægger artiklerne 3-4 i forhold til fysiske personer visse sanktionsforpligtelser, herunder minimumsforpligtelser med hensyn til strafferammer i den nationale lovgivning. Artiklerne 1-4 har følgende ordlyd:

”Artikel 1

Lovovertrædelser vedrørende racisme og fremmedhad

Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at følgende forsætlige adfærd er strafbar, under alle omstændigheder hvis der er tale om truende, nedværdigende eller forhånende adfærd:

a) offentlig tilskyndelse til forskelsbehandling, vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religiøs overbevisning, herkomst eller national eller etnisk oprindelse;

b) begåelse af en i litra a) nævnt handling ved offentlig udbredelse eller udsendelse af skrifter, billeder eller andet materiale;

c) offentligt forsvar for, benægtelse eller bagatellisering af folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser som defineret i artikel 6, 7 og 8 i statutten for Den Internationale Straffedomstol, rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religiøs overbevisning, herkomst eller national eller etnisk oprindelse;

d) offentlig benægtelse eller bagatellisering af de forbrydelser, der er defineret i artikel 6 i charteret for Den Internationale Krigsforbryderdomstol, der er knyttet som bilag til London-aftalen af 8. april 1945, rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, religiøs overbevisning, herkomst eller national eller etnisk oprindelse.

Artikel 2

Anstiftelse og medvirken

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at medvirken til den i artikel 1 omhandlede adfærd er strafbar.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at anstiftelse til den i artikel 1, stk. 1, litra c) og d), omhandlede adfærd er strafbar.
 

Artikel 3

Sanktioner

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den adfærd, der er omhandlet i artikel 1 og 2, straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til adfærden og har en afskrækkende virkning.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den adfærd, der er omhandlet i artikel 1, straffes med fængsel af en maksimal varighed på mindst mellem 1 og 3 år.

Artikel 4

Racistiske og fremmedfjendske motiver

Hvad angår andre lovovertrædelser end dem, der er nævnt i artikel 1 og 2, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at racistiske og fremmedfjendske motiver betragtes som skærpende omstændigheder, eller at sådanne motiver alternativt tages i betragtning af domstolene ved strafudmålingen.”

Hertil føjes i artiklerne 7 og 8 følgende bestemmelser

Artikel 7

Forfatningsmæssige bestemmelser og grundlæggende principper

Denne rammeafgørelse berører ikke forfatningsmæssige bestemmelser og grundlæggende principper om foreningsfrihed, pressefrihed og frihed til at udtrykke sig i andre medier eller regler om pressens rettigheder og ansvar, (…) når disse regler vedrører fastlæggelse eller begrænsning af ansvar (…).

Artikel 8

Omfanget af strafansvar

1. En medlemsstat kan udelukke de former for adfærd, der er omhandlet i følgende artikler, fra strafansvar

a) artikel 1, når adfærden er rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til religiøs overbevisning, og dette ikke er et påskud til at rette handlinger mod en gruppe af personer eller medlem af en sådan gruppe, der er defineret under henvisning til race, hudfarve, herkomst eller national eller etnisk oprindelse.
 

b) artikel 1, litra a), når adfærden vedrører forskelsbehandling, der ikke udøves på en måde, der kan tilskynde til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, jf. artikel 1.

c) artikel 1, litra c) og d), når adfærden ikke udvises på en måde, der kan tilskynde til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe, jf. artikel 1.

2. Rådet tager god tid, inden der er gået to år efter udløbet af fristen i artikel 11 stk. 1, for gennemførelse af denne rammeafgørelse, denne artikel op til fornyet overvejelse med henblik på, at afgøre om stk. 1, litra a), skal bibeholdes.”

3.5. Statistisk undersøgelse af domspraksis

3.5.2. Undersøgelsen vedrørende trussel på livet (§ 266), omfatter 1.732 sager, hvoraf godt halvdelen vedrører ét forhold, og ligeledes godt halvdelen angår tidligere ustraffede personer. I det omfang, der er tidligere kriminalitet, eller sagen omfatter flere forhold, drejer det sig i de fleste tilfælde om ligeartet kriminalitet, hvilket her er defineret som voldsforbrydelser efter den afgrænsning, Danmarks Statistik anvender (straffelovens 25. og 26. kapitel samt § 119, § 120, § 123, §§ 133-134 a, § 266 og § 266 a). 7 pct. af sagerne angår unge under 18 år. Godt en tredjedel af sagerne er afgjort med bøde, hvoraf de indenretslige for ét forhold er på højst 4.000 kr., mens der i sager med flere forhold er givet bøder på højst 6.000 kr. Udenretslige bøder er gennemgående lidt lavere. Godt en tredjedel af sagerne er endt med ubetinget dom. Længden af de ubetingede frihedsstraffe varierer fra 7 dage til 2_ år med et gennemsnit på knap 3 måneder. 80 pct. af de ubetingede domme er på højst 4 måneder. Kun 14 domme overstiger 1 år. Strafniveauet for trussel på livet er stabilt i den undersøgte periode.

3.5.3. I den undersøgte periode er i 72 tilfælde rejst sigtelse for racediskrimination (§ 266 b), men undersøgelsen af domspraksis omfatter alligevel kun ti sager vedrørende denne form for kriminalitet. Otte af de ti sager omhandler tidligere ustraffede personer, som dømmes for ét forhold. Alle sager om racediskrimination angår ældre lovovertrædere. I otte sager er straffen bøde, mens den i de to øvrige er betinget hæfte på henholdsvis 7 og 20 dage.

3.6. Straffelovrådets overvejelser

3.6.2. Ved afgivelsen af 1987-betænkningen var der enighed om, at strafferammerne i §§ 266 og 266 b burde opretholdes uændret, sml. pkt. 3.3.1 ovenfor. Denne opfattelse har rådet fortsat. Rådet henviser også til, at Folketinget så sent som i 1995 havde lejlighed til at forholde sig til strafferammen i § 266 b som led i udmøntningen af skærpelsen af udmålingspraksis med hensyn til grovere former for racistiske udtalelser mv., sml. pkt. 3.2.4 ovenfor. Sml. i øvrigt § 1, nr. 6, med § 81, nr. 6, i rådets lovudkast, hvorefter det ved straffens udmåling inden for den foreskrevne strafferamme i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende. Rådet begrænser sig derfor til i § 266 b, stk. 2, at foreslå ”skærpende omstændigheder” ændret til ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. § 1, nr. 17, i rådets lovudkast.

3.6.3. Som det fremgår af pkt. 3.2.1.1, skærpedes § 265 i 1965 under hensyn til, at en ikke helt ubetydelig del af de sager om overtrædelse af 265, som forelå i praksis, angik forhold af en ret alvorlig beskaffenhed, herunder navnlig fremsættelse af trusler, som til dels kunne ligestilles med de § 266 omfattede forhold. Straffelovrådet har noteret sig, at man ved afgivelsen af 1987-betænkningen ikke fandt anledning til ændring af strafferammen i § 265, sml. pkt. 3.3.1 ovenfor. Rådet finder, at udviklingen har vist, at de forhold, som er kriminaliseret i § 265, kan have en sådan lighed med de forhold, som omfattes af § 266, at de bør være undergivet samme strafmaksimum som i § 266. Rådet foreslår derfor, at strafmaksimum i § 265 hæves fra fængsel indtil 6 måneder til fængsel indtil 2 år, sml. § 1, nr. 63, i rådets lovudkast.

Straffelovrådet kan tilslutte sig de bemærkninger om §§ 266 a og c, som kom til udtryk i 1987-betænkningen, sml. pkt. 3.3.2 ovenfor. Der er dog også enighed om, at det falder uden for rammerne af denne betænkning at gå ind i en vurdering, der endeligt afdækker, om der er grundlag for at ophæve de pågældende bestemmelser som overflødige. Rådet er endvidere enigt i, at bøde kan indgå i den normale strafferamme i § 266 a uden krav om formildende omstændigheder, sml. § 1, nr. 9, i rådets lovudkast. I Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode er visse maksima, herunder positionen 4 måneder, af tekniske grunde udeladt, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Rådet foreslår som følge heraf, at strafmaksimum i § 266 c hæves fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 11, i rådets lovudkast.

4. §§ 267-274 og § 275 a (ærekrænkelser)

4.1. Gældende ret mv.

4.1.2. Hovedbestemmelsen om ærekrænkelser er § 267, der i stk. 1 foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse. Stk. 1 suppleres i stk. 2 og 3 af bestemmelser, der definerer visse omstændigheder som skærpende og i visse tilfælde knytter en skærpet sidestrafferamme til tilstedeværelsen af de i lovteksten nævnte skærpende omstændigheder.

Er fornærmelsen fremsat mod nogen af de i § 119, stk. 2, nævnte personer – dvs. personer, der af det offentlige er tillagt domsmyndighed eller myndighed til at træffe afgørelse vedrørende retsforhold eller vedrørende håndhævelse af statens straffemyndighed – uden at bestemmelserne i straffelovens § 121 (om overfald med ”hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale” med en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder) kommer til anvendelse, skal dette efter § 267, stk. 2, betragtes som en skærpende omstændighed. Straffen kan da stige til fængsel indtil 6 måneder. Ved strafudmålingen skal det efter stk. 3 betragtes som en skærpende omstændighed, når fornærmelsen er fremsat i trykt skrift eller på anden måde, hvorved den får en større udbredelse, eller på sådanne steder eller til sådanne tider, at det i høj grad forøger det krænkende i ytringen.

Til § 267 føjes i § 267 a en bestemmelse om, at der med hensyn til visse sigtelser ikke ved pådømmelsen skal kunne ”tages hensyn til påstand om, at den i samfundet i almindelighed gældende vurdering af sigtelsens utilbørlighed ikke skal finde anvendelse”.

Om §§ 267 og 267 a kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 352 ff. med omtale bl.a. af strafskærpelsesbestemmelserne i § 267, stk. 2 og 3.

Når en sigtelse som omhandlet i § 267, stk. 1, har karakter af bagvaskelse, dvs. enten er fremsat eller udbredt mod bedre vidende eller uden rimelig grund til at anse den for sand, er straffen efter § 268 fængsel indtil 2 år. Under formildende omstændigheder kan straffen gå ned til bøde, hvis sigtelsen ikke fremsat eller udbredt offentligt. Oplyses omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand, kan straffen efter § 269, stk. 2, bortfalde. Endelig åbner § 272 mulighed for strafbortfald, når en handling efter § 267 er fremkaldt ved utilbørlig adfærd af den forurettede, eller når den forurettede har øvet gengæld mod fornærmeren. Om disse bestemmelser kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 365 f., 368 og 380 f.

Herudover findes i § 274, stk. 1, en særskilt bestemmelse om fremsættelse eller udbredelse af ærefornærmende udtalelser mod en afdød. Straffen er bøde, eller, hvis bagvaskelse foreligger, fængsel indtil 4 måneder. Om denne bestemmelse kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 384.

§§ 267 og 268 suppleres i § 275 a af en bestemmelse, der foreskriver, at sådanne sager ”bør fremmes med størst mulig hurtighed”. Bestemmelsen er omtalt i Den kommenterede straffelov s. 386.

4.1.3. Ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933 havde § 267 følgende affattelse:

”§ 267. Den, som krænker en andens Ære ved fornærmelige Ord eller Handlinger, straffes med Bøde.
Stk. 2. Sker Krænkelsen ved at fremsætte eller udbrede Sigtelser for et Forhold, der vilde nedsætte den fornærmede i Medborgeres Agtelse, kan Straffen stige til Hæfte i 1 Aar.
Stk. 3. Ved Straffens Udmåling bliver det at betragte som en skærpende Omstændighed, at Fornærmelsen er fremsat i et trykt Skrift eller paa anden Maade, hvorved den faar en større Udbredelse, eller paa saadanne Steder eller til saadanne Tider, at det i høj Grad forøger det krænkende i Ytringen.”

Hertil føjedes i § 268 bestemmelsen om bagvaskelse, der på daværende tidspunkt alene omfattede det forhold at fremsætte eller udbrede en sigtelse mod bedre vidende. Strafferammen var hæfte eller fængsel indtil 2 år og åbnede således ikke mulighed for at gå ned til bøde. Endvidere indgik som § 269, stk. 2, og § 272 en adgang til at statuere strafbortfald under omstændigheder svarende til de nugældende bestemmelser.

Om forarbejderne til disse bestemmelser kan for så vidt angår § 267 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 267 og 270, stk. 1, samt s. 241 og 243. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, §§ 240 og 243, stk. 1 og 2, samt s. 227 ff., og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 241 samt sp. 358 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3390 (§ 265), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2201-02 (nr. 251 og 252), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 205 ff. (§ 265). Om § 267 henvises i øvrigt til pkt. 4.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

§§ 267 a og 275 a indgik ikke i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933. Disse bestemmelser indsattes i straffeloven ved Lov nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 i forbindelse med nogle samtidigt gennemførte ændringer bl.a. af § 267. Der henvises til pkt. 4.2.1.2 (§ 267 a) og 4.2.1.4 (§ 275 a) nedenfor.

Med hensyn til § 268 kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 269 samt s. 243. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 242 samt s. 228, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 242 samt sp. 359. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3390 (§ 266), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2201-02 (nr. 253), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2373 (§ 266). Om § 268 henvises i øvrigt til pkt. 4.2 nedenfor, idet der herved bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000).

Om § 269, stk. 2, kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 268 samt s. 241 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 241 samt s. 228, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 243, stk. 2, samt sp. 359 ff. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3390 f. (§ 267, stk. 2), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2201-02 (nr. 255), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg A, sp. 2373 (§ 267, stk. 2).

Endelig kan om § 272 henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 272 samt s. 243 f. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, s. 229 [Torp foreslog, at § 272 udgik som ”overflødig og lidet rationel”], og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 246 samt sp. 363. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3392 (§ 270), og Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2201-02 (nr. 257).

Når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen (lov nr. 433 af 31. maj 2000), har § 274 været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne til denne bestemmelse kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 273 samt s. 244. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 244 samt s. 229, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 248 samt sp. 364 f. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3392 f. (§ 272).

4.2. Tidligere ændringer af §§ 267, 268 og 269

4.2.1.1. Ved Lov Nr. 87 af 15. Marts 1939 om Ændringer i og Tilføjelser til Borgerlig Straffelov af 15. April 1930 ændredes gerningsbeskrivelsen i § 267, stk. 1, så dette også kom til at omfatte fremsættelse eller udbredelse af sigtelser for forhold, der er egnede til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse. Samtidig skærpedes strafferammen til ”Bøde eller Hæfte indtil 1 Aar”, så ærekrænkelse i form af fornærmelige ord eller handlinger herefter tillige kunne straffes med frihedsstraf, sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3783-84:

”Bestemmelsen i § 267, Stk. 1, i den nugældende Straffelov lider af den Mangel, at der for de i denne Bestemmelse omhandlede saakaldte Ringeagtsytringer kun kan idømmes Straf af Bøde, selv naar der foreligger de i Stk. 3 omhandlede skærpende Omstændigheder. Da Bøden endvidere skal sættes i Forhold til Fornærmerens økonomiske Forhold, og disse som oftest er særdeles ringe, ser man Gang paa Gang, at offentlig Fremsættelse af en Række endog særdeles grove Ærefornærmelser, kun medfører Straf af ret smaa Bøder. I Særdeleshed i Gentagelsestilfælde, og hvor det drejer sig om ligefrem Forfølgelse med Skældsord, forekommer det ganske ubegrundet, at Frihedsstraf ikke kan anvendes. Den nugældende Straffelov er ogsaa paa dette Punkt i Modstrid med Straffeloven af 1866, hvorefter Straffen for Ringeagtsytringer kunde stige til simpelt Fængsel indtil 6 Maaneder. Ligeledes hjemler den i Norge gældende Straffelov Adgang til at anvende Frihedsstraf i Tilfælde af Fremsættelse af Ringeagtsytringer.

For at afhjælpe denne Mangel foreslaar man, at Paragraffens Stk. 1 og 2 slaas sammen, saaledes at der fremtidig ogsaa overfor Ringeagtsytringer kan anvendes Straf af Hæfte indtil 1 Aar. ”

Endvidere indsattes den nugældende bestemmelse i § 267, stk. 2. Bestemmelsen fik sin endelige udformning under udvalgsbehandlingen (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg B, sp. 743 og 823). Om denne bestemmelse, der også ved lovforslagets fremsættelse indeholdt en sidestrafferamme med mulighed for skærpelse af straffen til 6 måneders fængsel, hed det i motiverne bl.a. (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3784):

”I Straffelovens § 121 er der foreskrevet Straf for den, som med Haan, Skældsord eller anden fornærmelig Tiltale overfalder nogen, der handler i Medfør af offentlig Tjeneste eller Hverv, under Udførelsen af deres Tjeneste eller Hverv eller i Anledning af samme. Denne Bestemmelse forudsætter et ”Angreb” rettet direkte mod den paagældende enten ved mundtlig eller skriftlig Tiltale. Fremsættes der iøvrigt Fornærmelser mod en Tjenestemand i Anledning af Udførelsen af hans Tjeneste, kan kun de almindelige Regler om Ærefornærmelser finde Anvendelse.

I hvert Fald, hvor det drejer sig om de i Forslagets § 119, Stk. 2, omhandlede Tjenestemænd, kan et ærefornærmende Angreb i Anledning af den paagældende Tjeneste være af ligesaa strafværdig Karakter som de Angreb, der rammes af Straffelovens § 121. Man foreslaar derfor, at Straffen for Ærefornærmelser mod de i Forslagets § 119, Stk. 2, omhandlede Personer i Anledning af deres Tjeneste eller Hverv, kan forhøjes med indtil det halve og under skærpende Omstændigheder stige til Fængsel i indtil 6 Maaneder.”

4.2.1.2. Ved samme lovændring indsattes bestemmelsen i § 267 a. Også denne bestemmelse fik sin endelige udformning under udvalgsbehandlingen (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg B, sp. 743-44 og 824). Om baggrunden for bestemmelsen kan henvises til Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3784 f. Som det fremgår, motiveredes bestemmelsen bl.a. med det synspunkt, at ”Domstolene til Tider synes at have været inde paa saadanne Betragtninger om en udvidet Ytringsfrihed, bl.a. ved Anvendelsen af et Begreb ”politisk Ytringsfrihed””, at det fandtes ”rettest i Straffeloven at optage en udtrykkelig Bestemmelse om, at det ikke er berettiget at tage Hensyn til Paastande om Anerkendelse af en udvidet Ytringsfrihed indenfor den paagældendes særlige Kreds”.

4.2.1.3. Med 1939-loven fik § 268 sin nuværende affattelse, idet der herved bortses fra de ændringer, som senere fulgte af hæftestraffens afskaffelse (lov nr. 433 af 31. maj 2000). Den endelige formulering fremkom under udvalgsbehandlingen (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg B, sp. 744 og 824). Med lovændringen udvidedes deliktet ”bagvaskelse” til også at omfatte det forhold, at gerningsmanden har savnet rimelig grund til at anse sigtelsen for sand. Endvidere tilføjedes en sidestrafferamme med mulighed for straf af bøde ved tilstedeværelsen af formildende omstændigheder, når sigtelsen ikke er fremsat eller udbredt offentligt. Om baggrunden for disse ændringer hed det bl.a. (sml. Rigsdagstidende 1938-39, tillæg A, sp. 3785-86):

”… Beviset for, at en Sigtelse er fremsat mod bedre Vidende, er som regel meget vanskeligt, og Domstolene har da ogsaa vist sig lidet tilbøjelige til at anvende denne Bestemmelse. Efter Justitsministeriets Formening foreligger der imidlertid ikke alene et Forhold, der kan betegnes som Bagvaskelse, hvor en Sigtelse er fremsat mod bedre Vidende, men ogsaa i de Tilfælde, hvor en Person fremsætter en Sigtelse, som han ikke har rimelig Grund til at anse for sand. I hvert Fald, naar en Sigtelse fremsættes offentlig, er det dog naturligt at forlange, at Fornærmeren har undersøgt, om der er Grundlag for at fremsætte Sigtelsen; fremsættes Sigtelsen alligevel paa et ganske løst Grundlag, er der god Grund til – ligesaa vel som naar en Sigtelse fremsættes mod bedre Vidende – at yde den fornærmede særlig Beskyttelse ved at fastsætte en kvalificeret Straf.”

4.2.1.4. Som nævnt i pkt. 4.1.3 ovenfor introduceredes § 275 a først med lovændringen i 1939. Baggrunden for dette lovinitiativ er nærmere beskrevet i lovforslagets bemærkninger (sml. anf. st., sp. 3787-88). Som det fremgår, var der ikke enighed om behovet for en sådan bestemmelse:

”Forslaget fremsættes, fordi Justitsministeriet anser det for at være af særlig Betydning, at den endelige Afgørelse af Injuriesager, hvad enten de rejses paa Grundlag af Indholdet af et trykt Skrift eller ikke, træffes hurtigst muligt.

Med Hensyn til dette Forslag har Rigsadvokaten udtalt, at Bestemmelsen efter hans Skøn ikke hører Hjemme i Straffeloven, samt at den maa anses for overflødig under Hensyn til Bestemmelserne i Retsplejelovens §§ 711 og 801.

Hertil bemærkes, at Justitsministeriet ikke finder, at der er noget til Hinder for at optage en saadan Bestemmelse, der kun vedrører en bestemt Gruppe Sager, i Straffeloven. Rigsadvokatens Udtalelse om, at Bestemmelsen maa anses for overflødig, kan endvidere ikke anses for rigtig, idet de fleste Sager, hvorunder der gøres Ansvar gældende efter Bestemmelserne i §§ 267 og 268, behandles i den civile Retsplejes Former; de af Rigsadvokaten nævnte Bestemmelser giver i øvrigt kun Direktiver til Anklagemyndigheden, ikke til Domstolene.”

4.2.2. Lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.)

4.2.2.1. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) udgik ”indtil 1 Aar” i § 267, stk. 1, så strafmaksimum fremover blev ”hæfte”. Ændringen havde sammenhæng med den samtidigt gennemførte ændring af reglerne om hæftestraf, hvorved bl.a. denne strafarts faste maksimum reduceredes fra 2 år til 6 måneder, jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 969 sammenholdt med sp. 961.

4.3. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”Der vil ikke være noget praktisk behov for at opretholde et forhøjet maksimum på 6 måneder i [§ 267] stk. 2 med henblik på tilfælde, hvor fornærmelsen er fremsat mod en af de i § 119, stk. 2, nævnte personer, ligesom den i samme stykke indeholdte regel om en ”skærpende omstændighed” er uden praktisk betydning. Straffelovrådet foreslår, at stk. 2 ophæves. Det samme gælder stk. 3 om den skærpende omstændighed, at fornærmelsen er fremsat i trykt skrift ...

[§ 267 a] ... har en ret kompliceret sproglig udformning, og det kan ikke antages, at den har nogen selvstændig vejledende betydning med henblik på domstolenes afgørelse om en sigtelses strafbarhed eller om straffens fastsættelse. Straffelovrådet foreslår § 267 a ophævet ...

Straffelovrådet foreslår [om § 268], at ordene ”med hæfte eller med fængsel indtil 2 år” ændres til: ”og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 1 år”. Der vil herefter være bøde i strafferammen ligesom i § 267, og den mere begrænsede bødehjemmel i § 268, 2. pkt., kan da udgå.

Man har overvejet at foreslå ordene ”eller har gerningsmanden savnet rimelig grund til at anse (sigtelsen) for sand” slettet i § 268, således at begrebet bagvaskelse begrænses til bestemmelsens 1. led: at en sigtelse er ”fremsat eller udbredt mod bedre vidende”. Det er disse ord, der angiver det for bagvaskelsen karakteristiske subjektive forhold. Straffelovrådet stiller imidlertid ikke noget forslag om ændring på dette punkt, men nøjes med at pege på problemet ...

[§ 275 a] må anses for overflødig og foreslås ophævet.”

4.4. Straffelovrådets overvejelser

4.4.2. Som nævnt i pkt. 3.6.3 ovenfor er visse maksima, herunder positionen 4 måneder, af tekniske grunde udeladt i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode. Rådet foreslår derfor, at strafmaksimum i § 267, stk. 1, hæves fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 11, i rådets lovudkast.

Rådet foreslår endvidere i lighed med indstillingen i 1987-betænkningen, at §§ 267, stk. 2 og 3, 267 a og § 275 a ophæves, sml. pkt. 4.3.1 ovenfor. Forslaget om ophævelse af § 267, stk. 2 og 3, tilsigter ikke at udelukke, at de forhold, som nævnes i bestemmelserne, kan tillægges skærpende betydning ved strafudmålingen. Det beror imidlertid på en konkret vurdering under iagttagelse bl.a. af den praksis, som knytter sig til artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Ved vurderingen af, om det skal tillægges skærpende betydning, når fornærmelsen er fremsat mod nogen af de i § 119, stk. 2, nævnte personer, vil således bl.a. skulle indgå, om udtalelsen sigter mod navngivne enkeltpersoner, f.eks. i form beskyldninger om tjenestemisbrug, eller er rettet mod en ubestemt kreds af myndighedspersoner. Der henvises til § 1, nr. 27, i rådets lovudkast.

4.4.3. Straffelovrådet har noteret sig, at man ved afgivelsen af 1987-betænkningen gik ind for at sænke strafmaksimum i § 268 fra 2 til 1 års fængsel, sml. pkt. 4.3.1 ovenfor. Der er under rådets drøftelse af § 268 påpeget, at bl.a. hensynet til sammenhængen i strafferammesystemet kunne tale for en yderligere reduktion af strafmaksimum til 6 måneders fængsel svarende til strafferammen for fredskrænkelser, sml. bl.a. §§ 264 a og 264 d. Det er i den forbindelse anført, at der efter omstændighederne kan straffes i sammenstød med § 265, når overtrædelse af § 268 udarter til forfølgelse o. lign. Heroverfor er fremhævet, at § 268 kan omfatte særdeles grove forhold. Det er videre anført, at hensynet til gennem strafferammen at markere forbrydelsens strafværdighed kan tale for, at strafmaksimum på 2 års fængsel opretholdes uændret.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) finder det af de ovenfor anførte grunde rigtigst, at strafmaksimum i § 268 indtil videre opretholdes uændret. Flertallet foreslår i den forbindelse, at ordene ”med fængsel indtil 2 år” ændres til ”, og den i § 267 nævnte straf kan da stige til fængsel i 2 år”, idet bødehjemlen i § 268, 2. pkt., samtidig udgår som overflødig, sml. § 1, nr. 27 og 64, i rådets lovudkast.

Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) udtaler: Ærekrænkelsessager tjener og skal tjene to formål. Det første formål er, at gerningsmanden skal have en straf, som svarer til grovheden af lovovertrædelsen. En gennemgang af retspraksis giver intet grundlag for at antage, at bagvaskelsessager med hensyn til strafværdighed kan begrunde et højere maksimum end 6 måneders fængsel. Det andet formål med ærekrænkelsessagen er, at den krænkede skal renses gennem mortifikation af sigtelsen. I bagvaskelsessager er det mortifikationen, som er afgørende for den krænkedes renselse. I mortifikationen ligger samtidig retsvæsenets stempling af ærekrænkerens handling. Dette element bør også tages i betragtning, når straffens størrelse overvejes.

Der er i øvrigt enighed om, at det, såfremt der var lejlighed til at foretage en grundigere gennemgang af § 268, kunne overvejes at begrænse begrebet bagvaskelse til bestemmelsens 1. led: at en sigtelse er ”fremsat eller udbredt mod bedre vidende”. Det er som anført i 1987-betænkningen disse ord, der angiver det for bagvaskelsen karakteristiske forhold.

4.4.4. Straffelovrådet foreslår andetsteds i denne betænkning de nuværende bestemmelser om straffastsættelse, strafnedsættelse og -bortfald afløst af nye bestemmelser, der bl.a. indeholder et katalog over hensyn, som i almindelighed skal indgå som formildende omstændigheder og under visse betingelsr kan føre til strafbortfald, sml. denne betænknings kapitler 9 om straffastsættelse, afsnit 7, 10 om strafnedsættelse og strafbortfald, afsnit 7, samt 30 (lovudkast) med §§ 82 og 83 i lovudkastets § 1, nr. 6. Straffelovens § 269, stk. 2, om strafbortfald ved tilstedeværelsen af omstændigheder, som gav føje til at anse sigtelsen for sand, og § 272 om strafbortfald ved gengældelse mv. er beslægtede med de hensyn, der indgår i § 82, sml. bl.a. § 82, stk. 1, nr. 4, hvorefter det i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede eller af personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov fornærmelse.

Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt §§ 269, stk. 2, og § 272 som udtryk for almindelige strafudmålingshensyn i stedet burde placeres i kapitel 10 om straffens fastsættelse, f.eks. i den opregning af formildende omstændigheder, som indgår i § 82 i § 1, nr. 6, i rådets lovudkast. Heroverfor kan anføres, at de omhandlede bestemmelser er en integreret del af straffelovens øvrige bestemmelser om ærekrænkelser, og at videre overvejelser om at ophæve dem derfor bør ske i anden sammenhæng. Straffelovrådet har efter en samlet vurdering fundet det rigtigst at pege på spørgsmålet om placeringen af §§ 269, stk. 2, og 272 og i øvrigt afstå fra i denne betænkning at fremkomme med forslag herom.

4.4.5. Som nævnt i pkt. 3.6.3 ovenfor er visse maksima, herunder positionen 4 måneder, af tekniske grunde udeladt i Straffelovrådets oversigt baseret på det angrebne retsgode. Rådet foreslår derfor, at strafmaksimum i § 274, stk. 1, hæves fra 4 til 6 måneders fængsel, sml. § 1, nr. 11, i rådets lovudkast.

Det er under Straffelovrådets drøftelse af § 274 påpeget, at bestemmelsen, såfremt der var lejlighed til en grundigere gennemgang, kunne rejse videregående spørgsmål, herunder navnlig om en ”ydre” grænse for påtale af bagvaskelse i forhold til en afdød. Således som bestemmelsen i dag er formuleret, gælder ingen tidsmæssig begrænsning med hensyn hertil. Ærefornærmende udtalelser mod en afdød, der har karakter ringeagtsytringer, og sigtelser, der ikke er bagvaskelse, kan ikke påtales, når de fremsættes mere end 20 år efter den pågældendes død, jf. § 274, stk. 2, modsætningsvis. Der er udtrykt sympati for følgende forenklede affattelse af § 274:

”§ 274. Ærefornærmende udtalelser mod en afdød kan kun påtales, når de er fremsat inden 10 år efter den pågældendes død.”

Ændringen ville i givet fald indebære, at der gælder en frist på 10 år for påtale af ærefornærmende udtalelser. Det gælder såvel ringeagtsytringer som sigtelser og uden hensyn til, om sigtelsen har karakter af bagvaskelse. Af formuleringen fremgår forudsætningsvis, at spørgsmålet om strafansvar for ærefornærmende udtalelser afgøres efter de almindelige regler. Ærefornærmende udtalelser, der omfattes af § 267, er således underlagt et strafmaksimum på 6 måneders fængsel. Sigtelser, der har karakter af bagvaskelse, er omfattet af § 268. Det indebærer, såfremt strafmaksimum i § 268 opretholdes uændret (sml. pkt. 4.4.3 ovenfor), en skærpelse i forhold til det nugældende strafmaksimum fra 4 måneders fængsel til fængsel i 2 år, sml. § 274, stk. 1.

Som nævnt ovenfor begrænser Straffelovrådet sig imidlertid i den foreliggende sammenhæng til at foreslå en teknisk begrundet forhøjelse af strafmaksimum i § 274, stk. 1, fra 4 til 6 måneders fængsel (lovudkastets § 1, nr. 11).