Kapitel 29 - Andre formueforbrydelser (straffelovens §§ 291-305)

1. Indledning

I dette kapitel behandles strafferammerne for de formueforbrydelser, der ikke er berigelsesforbrydelser. Hermed sigtes til §§ 291-305. Der er tale om meget forskelligartede gerningstyper. En række af de kriminaliserede handlinger har dog en række lighedspunkter med berigelsesforbrydelserne.

1.2. I de nedennævnte afsnit 2-8 omtales henholdsvis §§ 291 og 292 (tingsbeskadigelse og øde-
læggelse mv.), §§ 293 og 293 a (brugstyveri), § 294 (ulovlig selvtægt), §§ 296-97 (forskellige forbrydelser bl.a. vedrørende juridiske personer), § 302 (bogføringsforbrydelser), § 303 (uagtsomt hæleri) samt § 295, §§ 298-300 c og § 304 (forskellige svigstilfælde mv.). I omtalen indgår en redegørelse såvel for gældende ret mv. som for tidligere overvejelser, herunder i Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. Betænkning nr. 1415/2002 om straffelovens § 296 og § 302 og betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet, begge fra Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, nævnes også. Endvidere gennemgås i tilslutning til §§ 291 og 293 resultatet af den statistiske undersøgelse af domspraksis, som Straffelovrådet har ladet udarbejde til brug ved overvejelserne om revision af strafferammesystemet.

Endelig indeholder hvert afsnit en nærmere redegørelse for Straffelovrådets overvejelser om de nævnte bestemmelser som led i rådets revision af strafferammesystemet. Det er bl.a. i indledningen til betænkningen fremhævet, at Straffelovrådet af tidsmæssige grunde har måttet afstå fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. Forslagene om ændring af strafferammerne, som fremkommer i det følgende, tilsigter derfor ikke at ændre ved det nuværende udmålingsniveau i sager inden for de berørte kriminalitetskategorier. Hensigten er alene at tilpasse strafferammerne, så der skabes større indbyrdes sammenhæng og harmoni i strafferammesystemet.

2. §§ 291-292 (tingsbeskadigelse og -ødelæggelse mv.)

2.1. Gældende ret mv.

Som det fremgår, er anvendelse af den skærpede strafferamme efter stk. 2 forbeholdt tilfælde, hvor der er udøvet ”hærværk af betydeligt omfang”, og visse gentagelsestilfælde. ”Hærværk af betydeligt omfang” foreligger, når den skete ødelæggelse eller lign. har et betydeligt fysisk omfang, herunder også selv om den økonomiske skade er forholdsvis ringe. Bestemmelsen er også anvendelig i tilfælde, hvor der alene er ødelagt betydelige værdier, og hvor handlingen har medført betydelige efterfølgende skadevirkninger for den eller de personer, som handlingen har ramt. Der henvises til Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Speciel del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 466. Om anvendelsen af den skærpede strafferamme i stk. 2 i visse gentagelsestilfælde kan også henvises til Den kommenterede straffelov s. 466. Som det fremgår, kan den skærpede strafferamme komme på tale, selv om gerningsmanden tidligere alene er fundet skyldig i groft uagtsomt hærværk som nævnt i § 291, stk. 3. Gentagelsesvirkningen bør dog efter sammenhængen med de øvrige henvisninger i stk. 2 begrænses til tilfælde af tidligere forsætligt forhold.

Den reducerede strafferamme i stk. 3 har en forholdsvis begrænset betydning i praksis. Bestemmelsen har bl.a. fundet anvendelse i et tilfælde, hvor tiltalte havde affyret 3-4 skud skråt op i luften under omstændigheder, hvor det ene skud utilsigtet ramte og ødelagde en rude, sml. Den kommenterede straffelov s. 467 med yderligere henvisninger.
Når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, har § 291 været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 313 samt s. 274. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 260 samt s. 250-51, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 265 samt sp. 382-84. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3400-01 (§ 291), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5383 (§ 291), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2211-12.

2.1.2. § 292 rummer en bestemmelse om den, der ved at ødelægge, beskadige eller bortskaffe sine ejendele unddrager dem fra at tjene sine fordringshavere eller nogen enkelt af disse til fyldestgørelse. Strafferammen er bøde eller fængsel indtil 1 år. Bestemmelsen svarer i gerningsbeskrivelsen til § 291, stk. 1, idet genstanden dog tilhører gerningsmanden selv, og supplerer § 283 om skyldnersvig. Om bestemmelsen, der ikke anvendes ofte i praksis, kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 467.

Tidligere indeholdt § 292, stk. 2, en henvisningsbestemmelse til § 290, stk. 1, der indebar, at påtale alene kunne ske under visse nærmere angivne betingelser. § 292, stk. 2, ophævedes sammen med forskellige andre påtaleregler, herunder § 290, stk. 1, som led i gennemførelsen af den nye bestemmelse om hæleri, jf. lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning), sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 5702 f.

I øvrigt har § 292, når bortses fra de ændringer, der er en følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 308 samt s. 268 ff. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 261 samt s. 244-45 og s. 248, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 266 samt sp. 384. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3401 (§ 292), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5383 (§ 292), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2211-12 (§ 292).

2.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”Antallet af overtrædelser af § 291 er steget meget betydeligt. Straffelovrådet finder alligevel, at der er grundlag for at foreslå nedsættelser af de tre strafmaksima i § 291, men forslagene herom er kun tænkt som en tilpasning af strafferammerne til det nu kendte udmålingsniveau.

For så vidt angår stk. 1 om ukvalificerede forsætlige forhold, kender straffelovrådet ikke eksempler på, at der er idømt strengere straf end bøde eller en kort hæftestraf. På denne baggrund, og i betragtning af at strafferammerne for berigelsesforbrydelser er nedsat to gange siden 1973, foreslår straffelovrådet, at maksimum i stk. 1 nedsættes til fængsel i 6 måneder.
...
Forsætlig tingsbeskadigelse eller -ødelæggelse kan være et forhold af meget betydelig grovhed. Det vil derfor være nødvendigt, at der i stk. 2 under en eller anden form opretholdes en mulighed for at idømme strengere straf end 6 måneders fængsel. Det vil formentlig være forsvarligt at nedsætte strafmaksimum for de kvalificerede forhold fra 4 til 3 års fængsel, hvilket er en straf, der ligger lidt under maksimum for de groveste tilfælde af tyveri efter § 286, stk. 1. Straffelovrådet har drøftet, om formuleringen af § 291, stk. 2, i øvrigt bør opretholdes uændret. Som det er omtalt ... har man i dansk ret i almindelighed fundet det lidet ønskeligt at opstille skærpede strafferammer for gentagelsestilfælde. Om gentagelsesreglen i § 291, stk. 2, kan det fastslås, at den i hvert fald rækker for vidt. Hvis man bevarer udtrykket ”hærværk af betydeligt omfang”, vil stk. 2 omfatte praktisk talt alle de tilfælde, hvor der kan være behov for at gå ud over strafmaksimum i stk. 1. Det forekommer ikke sandsynligt, at et hærværksforhold, der ikke kan kaldes betydeligt, skulle gøre det nødvendigt at idømme forhøjet fængselsstraf i gentagelsestilfælde. I stedet for at opretholde gentagelsesreglen vil straffelovrådet være mere tilbøjeligt til at foreslå, at udtrykket ”hærværk af betydeligt omfang” suppleres med en tilføjelse som f.eks.: ”eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder”. Et udtryk som dette vil kunne omfatte tilfælde, hvor beskadigelsen isoleret set er af begrænset omfang, men hvor dens økonomiske eller ideelle virkninger, f.eks. på et dataanlæg eller et kunstværk, er meget betydelige. Den nævnte tilføjelse vil gøre det muligt at anse gentagen kriminalitet som en særligt skærpende omstændighed.

For så vidt angår det groft uagtsomme forhold i stk. 3, er straffelovrådet mest tilbøjeligt til at antage, at strafferammen kan begrænses til bøde.”

2.2.2. Der var endvidere enighed om foreslå strafmaksimum i § 292 nedsat fra 1 år til 4 måneder, sml. s. 132.

2.3. Statistisk undersøgelse af domspraksis

Bøde er den almindeligste straf for alle de undersøgte former for forbrydelser. For så vidt angår hærværk og brugstyveri af bil, er der visse tegn på strafskærpelser i perioden fra 1996 til 2000, mens strafniveauet for brugstyveri af knallert og cykel synes stabilt. Brugstyveri af knallert og cykel straffes nogenlunde lige strengt. Det gælder både straffens art og længde. Brugstyveri af bil mv. er den af de fire sammenlignede formueforbrydelser, som straffes hårdest. Sammenlignet med straffene for hærværk mødes biltyveri noget hyppigere med ubetinget frihedsstraf. Straflængderne adskiller sig ikke markant.

Om brugstyveri henvises i øvrigt til pkt. 3.5 nedenfor.

2.3.2. Af undersøgelsen vedrørende hærværk, jf. s. 440, fremgår, at en ganske stor del (77 pct.) af i de alt 11.048 afgørelser kun omfatter ét forhold. I 68 pct. af sagerne er tale om tidligere ustraffede. Af de tidligere straffede er det kun ca. en tiendedel, hvis tidligere straf angår hærværk. Knap en fjerdedel af afgørelserne vedrører unge lovovertrædere. Med 80 pct. af afgørelserne er bøde den dominerende straf. Antallet af dagbøder er typisk i intervallet 2-9. Dagbøder beløber sig i de fleste tilfælde til højst 5.000 kr., mens udenretslige bøder typisk er på højst 3.000 kr. 8 pct. af afgørelserne er betingede frihedsstraffe, hvoraf knap 90 pct. er på højst 60 dage, og den længste er på 1 år og 9 måneder. Kun få af de betingede domme (5 pct.) har et vilkår om samfundstjeneste. Af de 5 pct. ubetingede domme er godt 80 pct. på højst 60 dage og godt 90 pct. på højst 4 måneder. Den længste ubetingede frihedsstraf er på 2 år.

Om udviklingen i strafniveauet viser undersøgelsen, at straffen efter art er ganske stabil i undersøgelsesperioden. Den gennemsnitlige længde af de forholdsvis få ubetingede frihedsstraffe er vokset fra 43 dage i 1996 til 68 dage i 2000. Det kan ikke afgøres, om det afspejler en skærpelse af straffen i de alvorligste sager, eller om det skyldes flere meget grove sager.

2.4. Straffelovrådets overvejelser

Rådet finder på den baggrund og ud fra hensynet til at skabe større homogenitet i strafferammesystemet, at normalstrafferammen i § 291, stk. 1, bør hæves fra 1 års fængsel til fængsel i 1 år og 6 måneder svarende til § 285, stk. 1, og at strafmaksimum i § 291, stk. 2, bør hæves fra 4 til 6 års fængsel svarende til § 286 i rådets lovudkast, sml. tillige denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3, hvor § 291 er placeret i kategorien ”angreb på privat ejendomsret og på statsapparatet mv.” sammen med bl.a. §§ 276 og 279 med et strafmaksimum på 6 års fængsel.

Straffelovrådet gav i 1987-betænkningen udtryk for, at gentagelsesreglen i § 291, stk. 2, rækker for vidt, sml. pkt. 2.2.1 ovenfor. Rådet foreslog følgende ændrede affattelse: ”Stk. 2. Øves der hærværk af betydeligt omfang eller foreligger der i øvrigt særligt skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i …”. Hermed ville stk. 2 omfatte praktisk talt alle de tilfælde, herunder gentagelsestilfælde og tilfælde med betydelig økonomisk eller ideel skade til følge, hvor der kan være behov for at gå ud over strafmaksimum i stk. 1. Rådet har fortsat den opfattelse, at gentagelsesreglen i § 291, stk. 2, med den nuværende formulering er for vidtgående.

Straffelovrådet har noteret sig, at man i 1987-betænkningen foreslog § 291, stk. 3, om visse groft uagtsomme hærværksforhold gjort til et bødedelikt. Rådet er efter en fornyet drøftelse – herunder i lyset af overvejelserne om strafmaksima i de beslægtede bestemmelser i § 183, stk. 3, og 184, stk. 3 (2 år og 4 måneder) – nået til den konklusion, at der ikke er grundlag for at foreslå § 291, stk. 3, ændret. Sml. denne betænknings kapitel 20 om almenfarlige og almenskadelige handlinger, pkt. 3.4.3.

Sammenfattende foreslås normalrammen i § 291, stk. 1 skærpes til fængsel i 1 år og 6 måneder og siderammen i § 291, stk. 2, affattes således, sml. § 1, nr. 68 og 69, i rådets lovudkast::

”Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 6 år, når hærværk navnlig på grund af forbrydelsens omfang er af særlig grov beskaffenhed, eller når et større antal forbrydelser er begået.”

2.4.2. Straffelovrådet er bekendt med, at Kommissionen den 19. april 2002 (KOM(2002)173 endelig) (sml. pr. 30. november 2002 dokument 14110/02 DROIPEN 81 TELECOM 43) har fremsat forslag til en rammeafgørelse om angreb på informationssystemer, der medfører pligt til at kriminalisere ulovlig adgang til informationssystemer (artikel 3, jf. artikel 2), ulovligt indgreb i informationssystemer (artikel 4, jf. artikel 2), ulovligt indgreb i data (artikel 4a, jf. artikel 2) samt anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg (artikel 5).

Artikel 6 forpligter til at sikre, at de i artiklerne 3, 4, 4a og 5 omhandlede strafbare handlinger kan straffes med strafferetlige sanktioner med en maksimumstraf på mindst 1 til 3 års fængsel. Endvidere skal der åbnes mulighed for idømmelse af bøder som supplement eller alternativ til frihedsstraf. Efter artikel 7 skal den adfærd, der er nævnt i artiklerne 3, 4, 4a og 5, kunne straffes med strafferetlige sanktioner med en maksimumstraf på mindst 2 til 5 års fængsel, når følgende skærpende omstændigheder er til stede: (a) den strafbare handling er begået inden for rammerne af en kriminel organisation, (b) den strafbare handling forårsagede eller førte til et betydeligt direkte eller indirekte økonomiske tab, tilføjede en fysisk person fysisk skade eller tilføjede en del af medlemsstatens kritiske infrastruktur betydelig skade, (c) den strafbare handling førte til en betydelig gevinst. Endvidere forpligter bestemmelsen til at sikre, at de i artiklerne 3, 4 og 4a nævnte lovovertrædelser straffes med en frihedsstraf, der er strengere end straffen i henhold til artikel 6, når lovovertræderen har modtaget en endelig dom for en sådan lovovertrædelse i en medlemsstat.

EU-rammeafgørelsen rejser i den foreliggende affattelse forskellige spørgsmål bl.a. med hensyn til formuleringen af mulige skærpelseskriterier i § 193 for et forhøjet strafmaksimum i tilfælde omfattet af artikel 7. Det bemærkes, at EU-rammeafgørelsen ikke har været inddraget i Straffelovrådets overvejelser og forslag om ændring af § 193. Der foregår efter det oplyste fortsat forhandlinger om forslaget til EU-rammeafgørelsen.

2.4.3. § 292 er i Straffelovrådets oversigt over strafferammer udarbejdet med udgangspunkt i det angrebne retsgode placeret i kategorien ”andre forholdsvis grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 1 års fængsel. Placeringen svarer til det nugældende strafmaksimum, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3.

Rådet finder efter en samlet vurdering, at strafferammen bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet bør opretholdes uændret. Der foreslås derfor ingen ændring af § 292.

3. §§ 293 og 293 a (brugstyveri)

3.1. Gældende ret mv.

§ 293, stk. 2, har visse lighedspunkter såvel med skyldnersvig som med brugstyveri, idet bestemmelsen kriminaliserer den handling at lægge hindringer i vejen for, at nogen udøver sin ret til at råde over eller tilbageholde en ting. Straffen er bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder. Bestemmelsen har forholdsvis begrænset betydning i praksis og er efter § 305, stk. 2, undergivet privat påtale.

Når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, er den nugældende affattelse af § 293 i det væsentlige, sml. pkt. 3.4 nedenfor, resultatet af en lovændring, der fandt sted ved lov nr. 163 af 31. maj 1961 om ændringer i borgerlig straffelov (Ungdomsfængsel, betingede domme m.v.). Om forarbejderne forud for denne lovændring kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 314, nr. 1 og 3, samt s. 275. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 262 samt s. 232-33 og 251, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 267 samt sp. 384-85. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3401 (§ 293), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5383 (§ 293), Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2211-12, samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 1875-76.

3.1.2. Bestemmelsen om ”skærpende omstændigheder” i stk. 1, 2. pkt., sigtede tidligere navnlig mod tilfælde, hvor tingen var ”af betydelig værdi”. Formålet med lovændringen i 1961 var at fremhæve tilfælde, hvor tingen, dvs. i praksis befordringsmidler, ikke bringes tilbage efter brugen. Samtidig forhøjedes normalstrafferammen i stk. 1, 1. pkt., idet ”hæfte” ændredes til ”hæfte eller fængsel indtil 1 år”. Endvidere slettedes en hidtil gældende begrænsning, hvorefter anvendelsen af stk. 1 var betinget af, at der ved brugstyveriet påførtes den forurettede ”tab eller væsentlig ulempe”, sml. Folketingstidende 1960-61, tillæg A, sp. 586-87:

”Efter § 293, stk. 1, straffes den, som uberettiget bruger en ting, der tilhører en anden, således at der derved påføres denne tab eller væsentlig ulempe, med bøde eller hæfte; endvidere bestemmes, at straffen under skærpende omstændigheder, navnlig når tingen er af betydelig værdi, kan stige til fængsel i 2 år. Denne bestemmelse foreslås nu ændret på forskellige punkter. ...

I betragtning af den betydning, brugstyverier af motordrevne køretøjer har – sammenlignet med andre brugstyverier – er det ikke naturligt, at anvendelse af fængselsstraf alene er hjemlet i en særlig regel om strafforhøjelse. Det foreslås derfor, at fængselsstraf optages i den normale strafferamme for brugstyveri.

Efter den gældende bestemmelse er straf for brugstyveri betinget af, at der er forvoldt ejeren tab eller væsentlig ulempe. Denne betingelse har medført tvivl og vanskeligheder i praksis og foreslås nu ophævet.

Endelig foreslås den i bestemmelsen indeholdte regel om strafforhøjelse udformet således, at den omstændighed, at tingen ikke stilles tilbage efter brugen, udtrykkeligt gøres til en strafforhøjelsesgrund med den virkning, at det almindelige strafmaksimum ved ordinært tyveri, fængsel i 2 år, bliver gældende. Det er navnlig denne omstændighed, der kan gøre brugstyveriet ligeartet med tyveriet, og det er derfor rigtigst, at den udtrykkeligt anføres som strafforhøjelsesgrund.”

3.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”Et flertal (Elmer, Haulrig, Langkilde, Lindegaard og Rentzmann) foreslår 2 år ændret til 1 år og 6 måneder. Herved sidestilles strafferammen med den, der gælder for ordinært tyveri, og flertallet lægger i øvrigt vægt på, at muligheden for varetægtsfængsling, der efter retsplejelovens § 762 beror på et strafferammemaksimum på mindst 1 år og 6 måneder, ikke afskæres.

Et mindretal (Bang og Waaben) finder et maksimum på 1 år fuldt tilstrækkeligt. Skulle det i sjældne tilfælde blive aktuelt at fastsætte en straf over 1 år for brugstyverier begået i stor antal, kan maksimum forhøjes efter § 88 om sammenstød af forbrydelser. Om sammenhængen med fængslingsreglerne bemærker mindretallet, at man ikke bør lade en fængslingsregel være en hindring for velbegrundede nedsættelser af strafferammer. Skal der fortsat stå 1 år og 6 måneder i retsplejelovens § 762, bør § 293 særskilt nævnes i retsplejelovens § 762, hvis en fængslingsadgang er ønskelig. Det forholder sig på samme måde på andre punkter, hvor strafferammer kan nedsættes under 1 år og 6 måneder.

For så vidt angår formuleringen af § 293, stk. 1, 2. pkt., findes det rigtigst at stryge tilføjelsen: ”navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen”. Denne tilføjelse ... skyldes overvejelser vedrørende bedømmelsen af brugstyveri af befordringsmidler, som var aktuelle i 1961, men ikke har samme betydning i dag. Det fremgår af ordet ”navnlig”, at det i tilføjelsen nævnte tilfælde ikke er det eneste område for anvendelse af et forhøjet maksimum. Man kan derfor uden skade nøjes med at anføre kriteriet ”under særligt skærpende omstændigheder”.”

3.2.2. Om strafferammen i § 293, stk. 2, fremgår s. 134, at der var enighed om at foreslå strafferammen begrænset til bøde. Forslaget ledsagedes af en bemærkning om, at ”§ 293, stk. 2, har meget ringe praktisk betydning og kunne muligvis helt undværes.”

3.3. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

3.3.2. Som led i udvalgets overvejelser om ”datahærværk” foreslås straffelovens § 293, stk. 2, ændret, bl.a. således at strafferammen forhøjes, sml. betænkningen s. 157 f.:

”Under hensyntagen til, at der inden for området for elektronisk databehandling er hærværksområder, hvor der ikke er helt klar strafferetlig dækning (de situationer – f.eks. e-mail bomber – hvor rådigheden over systemet forhindres eller begrænses væsentligt), og hærværksområder, der antagelig dækkes af forskellige bestemmelser, finder udvalget, at der er behov for en vis justering og præcisering af straffeloven. Udvalget finder ikke, at der er behov for en særskilt straffelovsbestemmelse om datahærværk. Udvalget finder, at den gældende hærværksbestemmelse i straffelovens § 291 er tilstrækkeligt klart dækkende, og at der ikke er behov for ændring af den bestemmelse.

Derimod finder udvalget, at straffelovens § 293, stk. 2, bør ændres på flere punkter. Dels bør strafferammen svare til bestemmelsens stk. 1, og dels bør påtalereglerne være de samme som ved hærværk (dvs. betinget offentlig påtale i stedet for privat påtale, jfr. straffelovens § 305). Endvidere bør bestemmelsen formuleres, så det klart fremgår, at den også omfatter rådighedshindren ad elektronisk vej.

Udvalget foreslår, at straffelovens § 293, stk. 2, affattes således:

”Stk. 2. På samme måde straffes den, som uberettiget hindrer en anden i helt eller delvist at råde over en ting.”
...
De i stk. 1 nævnte skærpende omstændigheder vil navnlig vedrøre varigheden og omfanget af rådighedshindring.

Udvalget foreslår endvidere, at stk. 2 ligesom straffelovens § 291, stk. 1, undergives betinget offentlig påtale. Det foreslås derfor, at ”§ 293, stk. 2” flyttes fra straffelovens § 305, stk. 2, til bestemmelsens stk. 1.”

3.4. Lov nr. 380 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og færdselsloven (Skærpelse af straffen for voldtægt, vold, uagtsomt manddrab, uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, forsætlig fareforvoldelse, biltyveri, grov forstyrrelse af ro og orden, menneskesmuglig og menneskehandel mv.)

”§ 293 a. For brugstyveri af motorkøretøj straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder den, der uberettiget bruger et motorkøretøj, der tilhører en anden. Under skærpende omstændigheder, herunder navnlig i gentagelsestilfælde, kan straffen stige til fængsel i 4 år.”

3.4.2. Med bestemmelsen tilsigtes en skærpelse af straffen for brugstyveri af biler mv., så der allerede i førstegangstilfælde som udgangspunkt fastsættes en kortere, ubetinget fængselsstraf, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2939-40:

”Som anført må brugstyveri af motorkøretøjer efter Justitsministeriets opfattelse ofte reelt betragtes som ligeartet med egentligt tyveri af et sådant køretøj. Det foreslås derfor, at normalstrafferammen for brugstyveri af motorkøretøjer skal være bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Det svarer til normalstrafferammen for tyveri efter bestemmelsen i straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276. Strafskærpelsesreglen i § 293 a, 2. pkt., indeholder et strafmaksimum på fængsel i 4 år, hvilket svarer til straffelovens § 286, stk. 1, om tyveri af særlig grov beskaffenhed. Efter den foreslåede strafskærpelsesregel i straffelovens § 293 a, 2. pkt., er det navnlig i gentagelsestilfælde, at straffen kan stige til fængsel i 4 år.
…
Med den foreslåede nye bestemmelse i § 293 a i straffeloven forudsættes det, at der i retspraksis sker en generel forhøjelse af strafudmålingsniveauet, således at der i normale førstegangstilfælde, hvor der efter gældende domspraksis i de fleste tilfælde idømmes en bøde for et biltyveri, i stedet som udgangspunkt fastsættes en kortere, ubetinget frihedsstraf på 14 dages fængsel. Dommen kan, navnlig for personer under 18 år, gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Hvis der er tale om brugstyveri af adskillige biler, bør der normalt fastsættes en højere straf end det angivne udgangspunkt. For personer over 18 år forudsættes det således, at der i disse tilfælde normalt fastsættes en straf på 20 dages ubetinget fængsel.

Ved pådømmelse af spiritus- eller promillekørsel i en brugsstjålet bil skal der efter straffelovens § 88 udmåles en fællesstraf for overtrædelse af straffelovens § 293 a og færdselslovens § 117, stk. 4.”

Se også Vagn Greve m.fl.: Tillæg til Kommenteret straffelov Almindelig del og Speciel del, 7. udg., s. 49 f.

3.5. Statistisk undersøgelse af domspraksis

3.5.2. Den del af undersøgelsen, der vedrører brugstyveri af bil mv., jf. s. 447, omfatter foruden brugstyveri af personbil brugstyveri af last- eller varebil, udlejningskøretøj, motorcykel og scooter. Godt halvdelen (55 pct.) af de i alt 9.195 afgørelser i denne kategori omfatter alene ét forhold. En tilsvarende andel angår tidligere straffede personer, hvoraf de fleste er straffet for uligeartet kriminalitet. En fjerdedel af afgørelserne angår unge under 18 år.

54 pct. af sagerne om brugstyveri af bil mv. er afgjort med bøde. Antallet af dagbøder er typisk på 6 eller 10. Både inden- og udenretslige bøder beløber sig i de fleste tilfælde til højst 4.000 kr. En fjerdedel af alle afgørelser er ubetingede frihedsstraffe, mens 11 pct. er betingede. Det bemærkes at de ubetingede domme helt eller delvis kan vedrøre en færdselslovovertrædelse, der er pådømt i samme sag, idet det alene er andre straffelovsovertrædelser, der er omfattet af beregningen af antal aktuelle forhold. Det er taget en stikprøve af sager, som alene omfatter ét straffelovsforhold, og som har medført en ubetinget frihedsstraf. Det viser sig, at af 56 sager omfatter de 52 færdselslovsovertrædelser af en art, som i undersøgelsesperioden typisk medførte korte ubetingede frihedsstraffe. I øvrigt viser undersøgelsen, at knap tre fjerdedele af såvel de betingede som de ubetingede domme er på højst 3 måneder. Den længste betingede dom på 2 år og 3 måneder. De ubetingede domme varierer fra 7 dage til 3_ år.

I perioden fra 1996 til 2000 er der tendens til sjældnere at anvende bøde. Andelen af betingede og ubetingede domme vokser en smule. Væksten i andelen af betingede domme beror kun i ringe grad på vækst i antallet af samfundstjenestedomme, idet denne sanktionsform forholdsvis sjældent anvendes (ét tilfælde i 1996 stigende til 17 tilfælde i 2000). Den gennemsnitlige længde af de ubetingede frihedsstraffe er vokset fra gennemsnitlig 72 dage i 1996 til 96 dage i 2000. Der er således tegn på en vis skærpelse af straffene for brugstyveri af bil mv. i undersøgelsesperioden.

3.5.3. Langt hovedparten (83 pct.) af de i alt 1.387 afgørelser om knallerttyveri, jf. s. 455, som undersøgelsen omfatter, vedrører alene ét forhold, og 60 pct. af sagerne angår tidligere ustraffede personer. Halvdelen af afgørelserne omhandler personer under 18 år. De fleste sager om knallerttyveri (86 pct.) afgøres med bøde, og antallet af dagbøder er typisk på 4 til 6. Både de inden- og de udenretslige bøder beløber sig i de fleste tilfælde til højst 2000 kr. Ni pct. af samtlige afgørelser er tiltalefrafald, mens de resterende sager fordeler sig ligeligt mellem betingede og ubetingede frihedsstraffe. Halvdelen af de betingede domme er på højst 60 dage, og den længste er på 10 måneder. Af de ubetingede domme er knap 70 pct. på højst 60 dage, og knap 80 pct. på højst 3 måneder. Den længste ubetingede frihedsstraf er på 1 år og 3 måneder og den korteste på 10 dage.

3.5.4. Undersøgelsen omfatter i alt 3.981 afgørelser om brugstyveri af cykel, jf. s. 459, som i næsten ni ud af ti tilfælde alene angår ét forhold. Godt halvdelen af sagerne vedrører tidligere ustraffede personer. Knap hver femte afgørelse omhandler personer under 18 år. Ni ud af ti sager om cykeltyveri er afgjort med bøde. Antallet af dagbøder er hovedsageligt på 4 til 6, og de beløber sig i de fleste tilfælde til højst 4.000 kr. De udenretslige bøder er typisk fastsat til højst 3.000 kr. Seks pct. af afgørelserne er tiltalefrafald, og henholdsvis 2 og 3 pct. er betingede og ubetingede frihedsstraffe. Knap 90 pct. af de betingede domme er på højst 4 måneder, og den længste er på 1 år. Af de ubetingede domme er knap 60 pct. på højst 60 dage og 93 pct. på højst 6 måneder. Den længste ubetingede frihedsstraf er på 1 år og 6 måneder.

3.6. Straffelovrådets overvejelser

Rådet har hæftet sig ved de synspunkter om § 293, stk. 1, som kom til udtryk i 1987-betænkningen, herunder flertallets fremhævelse af hensynet til at skabe parallelitet mellem strafmaksimum for forhold omfattet af § 293, stk. 1, og ordinært tyveri, jf. straffelovens § 285, stk. 1, sml. pkt. 3.2.1 ovenfor. Rådet har endvidere noteret sig den nye bestemmelse i § 293 a om brugstyveri af biler, hvis normal- og sidestrafferamme (fængsel i henholdsvis 1 år og 6 måneder og 4 år) skyldes denne forbrydelses betydelige lighed med tyveri, sml. pkt. 3.4.2 ovenfor.

Rådet finder efter en samlet vurdering, at der bl.a. ud fra hensynet til sammenhængen i strafferammesystemet ikke er grundlag for at ændre den nuværende delte strafferamme i § 293, stk. 1. Rådet begrænser sig derfor til i § 293, stk. 1, 2. pkt., at foreslå ”skærpende omstændigheder” ændret til ”særligt skærpende omstændigheder”, sml. § 1, nr. 17, i rådets lovudkast samt denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer, pkt. 7.3. Rådet finder ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af § 293 a, der er en ny bestemmelse, og foreslår derfor kun udtrykket ”skærpende omstændigheder” ændret på samme måde som i § 293, stk. 1, 2. pkt., sml. lovudkastets § 1, nr. 17.

3.6.2. Som det fremgår af pkt. 3.3 ovenfor, har § 293, stk. 2, været genstand for grundige overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. betænkning nr. 1417/2002 om IT-kriminalitet. Rådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag og finder på den baggrund ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i § 293, stk. 2.

4. § 294 (ulovlig selvtægt)

4.1. Gældende ret mv.

4.1.2. § 294 har været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 315 samt s. 275-76. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, fors.l. § 35 samt s. 29, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forseel.l. §§ 40-41 samt sp. 410. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3401 (§§ 294 og 295), samt Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, sp. 1875-76 (nr. 85).

4.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

4.3. Straffelovrådets overvejelser

Straffelovrådet fandt i 1987-betænkningen ikke grundlag for at ændre bestemmelsens karakter af at være et bødedelikt, sml. pkt. 4.2.1 ovenfor. Rådet har fortsat denne opfattelse.

5. §§ 296 og 297 (forskellige forbrydelser bl.a. vedrørende juridiske personer)

5.1. Gældende ret mv.

Som det fremgår, indgår i § 296 forskellige strafmaksima, hvis anvendelse i første række beror på, om der udvist forsætligt eller groft uagtsomt forhold. Ved de groft uagtsomme forhold, som omfattes af bestemmelsen, gælder endvidere en delt strafferamme, idet udgangspunktet er bøde. Den skærpede strafferamme på fængsel indtil 4 måneder er således betinget af tilstedeværelsen af skærpende omstændigheder. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 474 ff.

Bortset fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, fik § 296 sin nuværende affattelse ved lov nr. 385 af 10. juni 1987 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Økonomisk kriminalitet), hvor strafmaksimum i stk. 1 nedsattes fra 2 til 1 års fængsel. Om forarbejderne forud for denne lovændring kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 341 samt s. 290-91. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 263 samt s. 251-52, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 268 samt sp. 385-86. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3402 (§ 297), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5383-84 (§ 297), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2211-12.

Lovændringen i 1987 byggede på betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, der blev afgivet af et af Justitsministeriet nedsat udvalg. Udvalget foreslog, at det hidtil gældende strafmaksimum i § 296, stk. 1, på fængsel i 2 år nedsattes til fængsel i 1 år og 6 måneder svarende til strafmaksimum for berigelsesforbrydelser, og at den skærpede strafferamme med mulighed for idømmelse af hæftestraf i stk. 2 udgik. Straffelovrådet foreslog i sin udtalelse, der omtales i pkt. 6.1.2 nedenfor, at maksimum i § 296, stk. 1, fastsattes til fængsel i 1 år, og at muligheden for at idømme hæftestraf efter stk. 2 opretholdtes i det hidtil gældende omfang. Om Straffelovrådets forslag, som tiltrådtes af Justitsministeriet, kan henvises til Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 612-13, jf. sp. 597.

5.1.2. § 297 kriminaliserer visse forhold, der er beslægtede med § 296. Bestemmelsen er et bødedelikt. Således foreskriver § 297 bøde i forhold til den, som uden for de i § 296 nævnte tilfælde i dokumenter, forretningsbreve, cirkulærer eller bekendtgørelser mod bedre vidende gør urigtige angivelser om det af ham bestyrede eller repræsenterede selskabs økonomiske stilling. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 477.

§ 297 har været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, forsl.l. § 43 samt sp. 411, og Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3402 (§ 298).

5.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”… Det skal fremhæves, at en række af bestemmelserne i kapitel 29 kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen og eventuelt en afkriminalisering, såfremt der var lejlighed til at foretage et grundigere kritisk gennemsyn af bestemmelserne, herunder deres sammenhæng med berigelsesforbrydelserne i kapitel 28. Dette har straffelovrådet ikke haft mulighed for i forbindelse med en gennemgang, der i det væsentlige er begrænset til at angå straffeammerne.
...
Ved den fortsatte drøftelse om strafferammer er straffelovrådet ligesom med hensyn til § 302, stk. 2, ... under en vis tvivl blevet stående ved forslaget om, at straffen efter § 296, stk. 2, bliver bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder. For så vidt angår stk. 1 foreslår et mindretal (Bang og Waaben), at strafmaksimum fastsættes til 6 måneder.”

5.3. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

5.3.2. Udvalget finder, at § 296 tillige bør være en overbygningsbestemmelse for grove overtrædelser af lovgivningen vedrørende juridiske personer, når det gælder bestemmelser om kapitaltilførsel, anvendelse af den juridiske persons midler, førelse af forhandlingsprotokoller, fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerandele samt handlepligter vedrørende konstateret kapitaltab. Det er videre udvalgets opfattelse, at § 296 skal være en samlet bestemmelse om juridiske personer. Det foreslås derfor, at den del af § 296, der ikke særligt angår juridiske personer, i stedet bliver en ny § 297. Det foreslås samtidig, at den nugældende § 297 ophæves. Udvalget finder tillige, at strafmaksimum skal forhøjes, så det kommer på linie med normalstrafferammen for formueforbrydelser, og at overtrædelser af bestemmelsen skal omfattes af straffelovens § 306 om strafansvar for juridiske personer. Herudover foreslås en vis modernisering af ordlyden i § 296. Om udvalgets overvejelser kan henvises til betænkningen s. 21 ff. Udvalgets forslag og bemærkninger er beskrevet s. 63 ff. Udvalget foreslår §§ 296 og 297 affattet således:

”§ 296. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, som
1) udspreder urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på værdipapirer eller tilsvarende aktiver kan påvirkes væsentligt,
2) giver urigtige eller vildledende oplysninger om juridiske personers forhold
a. i offentlige meddelelser om økonomiske forhold,
b. i lovpligtige regnskaber,
c. i beretninger, regnskaber eller erklæringer til generalforsamling eller den juridiske persons ledelse,
d. ved anmeldelse til en registreringsmyndighed eller
e. i udbudsmateriale vedrørende den juridiske persons stiftelse eller ka-pitaludvidelser samt vedrørende salg af andele eller udstedelse eller salg af konvertible obligationer,
3) groft overtræder den for en juridisk person gældende lovgivning vedrørende
a. kapitaltilførsel eller
b. anvendelse af den juridiske persons midler,
4) groft undlader at opfylde krav i den for en juridisk person gældende lovgivning om
a. førelse af forhandlingsprotokoller,
b. fortegnelser og oplysningspligter vedrørende ejerandele eller
c. handlepligter ved konstateret kapitaltab.
Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.”

”§ 297. Med bøde eller med fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes den, som udspreder urigtige eller vildledende oplysninger, hvorved prisen på varer, fast ejendom eller tilsvarende aktiver kan påvirkes væsentligt.
Stk. 2. Begås en handling som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.”

5.3.3. Af udvalgets overvejelser fremgår, at der har været enighed om de foreslåede strafferammer, sml. s. 41 ff.:

”Udvalget finder, at der ved grove overtrædelser – der ofte vil dække over eller forberede anden kriminalitet – bør være effektiv fremskudt strafferetlig beskyttelse i relation til de regler, der har til formål at forhindre misbrug af selskabsstrukturer. Udvalget har i den forbindelse overvejet, om det nugældende strafmaksimum er tilstrækkeligt, eller om der set i lyset af udviklingen i den kendte kriminalitet siden 1987-ændringen (hvor strafmaksimum blev nedsat fra 2 år til 1 år …) – herunder udviklingen på de områder, der foreslås medtaget i den nye § 296 – bør ske en forhøjelse af strafmaksimum.

Et højere strafmaksimum vil give en bedre strafferetlig beskyttelse af selskabssystemet, selv om det må formodes at være en absolut undtagelse, at en overtrædelse kan føre til en langvarig fængselsstraf. Dette vil formentlig kun kunne komme på tale i tilfælde, hvor der er tale om omfattende misbrug, eventuelt i relation til mange selskaber, af et professionelt tilsnit.

Uanset hvad der konkret udmåles i straf, vil et højere strafmaksimum imidlertid også klart markere, at der er tale om et område, hvor reglernes overholdelse tillægges betydeligt vægt.

Udvalget har nærmere drøftet, hvilket strafmaksimum der vil harmonere med straffelovens almindelige udgangspunkt.

Straffebestemmelserne i dansk ret har til formål at hindre skader. For at øge beskyttelsen mod skader bliver kriminaliseringen af skadeforvoldelsen hyppigt suppleret af kriminaliseringer af forvoldelse af fare for skade og af bestemmelser, der kriminaliserer adfærd, som hyppigt medfører skade eller fare for skade eller af præventive lovbestemmelser, der opstiller endnu fjernere værn. Svarende til denne graduering af gerningsindholdene (den kriminaliserede adfærd) findes en trinvis regulering af strafmaksima, der afspejler, at strafværdigheden er faldende, jo længere man bevæger sig bort fra den egentlige skadeforvoldelse.

Inden for formueforbrydelsesområdet findes skadedelikterne typisk i straffelovens kapitel 28, 1. halvdel (§§ 276-290). De har strafferammemaksima for de typiske lovovertrædelser på 1 år og 6 måneder og strafferammemaksima for de groveste former på 4/6/8 år. (Her bortses fra ulovlig omgang med hittegods og røveri, hvor der er særlige forhold, som spiller ind).

De til disse forbrydelser svarende formaldelikter og præventive lovbestemmelser findes typisk i straffelovens kapitel 28, 2. halvdel, og i særlovgivningen. Det vil skabe indre konsistens i det strafferetlige system, hvis sådanne overtrædelser i deres groveste former højst straffes med en straf svarende til normalstrafferammens maksimum for de egentlige skadedelikter. Det vil endvidere betyde, at straffesagen bliver og bør blive rejst efter skadebestemmelsen, ikke efter en formalbestemmelse, når det kan dokumenteres, at der er tale om en alvorlig lovovertrædelse.

Disse almindelige principper fører til, at maksimalstraffen for overtrædelse af straffelovens § 296 højst bør blive 1 år og 6 måneder.

Det tidligere udvalg vedrørende økonomisk kriminalitet skrev i sin betænkning: ”Straffen for overtrædelse af bestemmelserne i § 302 og § 296, stk. 1, nr. 2, bør … være ens. Da heller ikke bestemmelsen i § 296, stk. 1, nr. 1 og 3, efter udvalgets opfattelse nødvendiggør en strafferamme på fængsel op til 2 år, foreslår udvalget, at strafferammen i § 296 ændres, så den svarer til udvalgets forslag til § 302.” Udvalget påpegede endvidere, at da strafferammen for § 296 blev bestemt i 1930, var normalstrafferammen for berigelsesforbrydelser 2 år (og i gentagelsestilfælde 3 år), medens den nu er 1 år og 6 måneder.

Straffelovrådet tiltrådte, at strafmaksimum burde være det samme for § 296 og § 302, men fandt …, at det burde være 1 år og ikke som foreslået af udvalget 1 år og 6 måneder. Justitsministeriet tilsluttede sig fuldt ud Straffelovrådets synspunkter. Folketinget fulgte forslaget.

Der foreligger ikke for det nuværende udvalg oplysninger, der giver grund til at antage, at den nuværende ramme på 1 års fængsel er utilstrækkelig. Af principielle grunde kan dette udvalg imidlertid tilslutte sig det tidligere udvalgs forslag om et strafferammemaksimum på fængsel i 1 år og 6 måneder i straffelovens § 296.

I denne forbindelse kan det yderligere bemærkes, at der aldrig vil være behov for strengere straffe, end der kan gives inden for rammen på 1 år og 6 måneder, medmindre det bevises, at den pågældende faktisk har realiseret gerningsindholdet i f.eks. bestemmelserne om skyldnersvig, mandatsvig, skattesvig og momssvig. Det vil f.eks. kunne være tilfældet med hensyn til sager om selskabstømning og momskaruseller.

Udvalget finder endvidere, at den foreslåede straffelovens § 297 bør være identisk med § 296 med hensyn til strafferamme og straf for groft uagtsomme forhold ...”

5.4. Straffelovrådets overvejelser

5.4.2. I Straffelovrådets oversigt over strafferammer baseret på det angrebne retsgode er visse maksima, herunder positionen 4 måneder, af tekniske grunde udeladt, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Strafmaksimum bør derfor hæves fra 4 til 6 måneders fængsel for de groft uagtsomme forhold, som omfattes af §§ 296, stk. 2, og 297, stk. 2, i udvalgets lovudkast.

6. § 302 (bogføringsovertrædelser)

6.1. Gældende ret mv.

Som det fremgår, har § 302 i lighed med bl.a. §§ 191 og § 289 karakter af en overbygningsbestemmelse i forhold til særlovgivningen, idet § 302 retter sig mod de særligt grove overtrædelser af særlovgivningens straffebestemmelser om lovpligtig bogføring og regnskabsaflæggelse mv. I § 302 indgår forskellige strafmaksima, hvis anvendelse beror på, om der er udvist forsætligt eller groft uagtsomt forhold. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 490 f.

6.1.2. Bortset fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, fik § 302 sin nuværende affattelse ved lov nr. 385 af 10. juni 1987 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Økonomisk kriminalitet), hvor bestemmelsen udvidedes til at omfatte både bogføring og regnskabsaflæggelse, og gerningsbeskrivelsen præciseredes. Om forarbejderne forud for denne lovændring kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 311, nr. 4, samt s. 272. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 266, nr. 3, samt s. 254, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 272 samt sp. 389. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3403 (§ 304).

Lovændringen i 1987 byggede på betænkning nr. 1066/1986 om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet, der blev afgivet af et af Justitsministeriet nedsat udvalg. Udvalget foreslog, at § 302 omformuleredes, så forskellige typer af overtrædelser blev tydeligere beskrevet, og at strafmaksimum for forsætlige forhold forhøjedes til fængsel i 1 år og 6 måneder. Efter anmodning fra Justitsministeriet afgav Straffelovrådet den 21. april 1986 en udtalelse om betænkningen. Udtalelsen er optrykt som bilag 1 til lovforslaget, sml. Folketingstidende 1986-87, tillæg A, sp. 605 ff. Om Straffelovrådets synspunkter og forslag om skærpelse af straffen for bogføringsovertrædelser, som Justitsministeriet i det hele kunne tiltræde, anførtes bl.a., jf. anf. st. sp. 597 sammenholdt med sp. 608-14:

”Straffelovrådet kan i sin udtalelse ... tiltræde, at straffelovens § 302 søges udformet på en sådan måde, at bestemmelsen i højere grad tager sigte på grovere forhold, der ikke findes at burde henføres alene under straffebestemmelsen i bogføringsloven. Straffelovrådet kan endvidere tiltræde, at der for sådanne forhold fastsættes en strafferamme, der er væsentligt strengere end den nugældende ramme af bøde eller hæfte.

Straffelovrådet nærer nogen betænkelighed ved forslaget fra udvalget vedrørende økonomisk kriminalitet om, at strafmaksimum i bestemmelsen skal være på fængsel i 1 år og 6 måneder. Rådet fremhæver, at der er åbenbare betænkeligheder ved at søge bogføringsovertrædelser sat i klasse med berigelsesforbrydelser, således at politiet og anklagemyndigheden kan nøjes med at slå ned på de lettest tilgængelige oplysninger, nemlig dem, der vedrører mangelfuld bogføring m.v., og vente sådanne forhold bedømt lige så strengt, som hvis der var ført bevis for en berigelsesforbrydelse. Selv om bogføringsovertrædelser kan være af betydelig grovhed og undertiden skabe en formodning om uredeligt forhold, forekommer det ikke straffelovrådet sandsynligt, at der ved domstolene vil blive idømt langvarige straffe for bogføringsovertrædelser.

Det er straffelovrådets konklusion, at rådet foreslår et fælles strafmaksimum på 1 års fængsel for de forskellige tilfælde af særligt grove bogføringsovertrædelser, som skal omfattes af § 302.”

Som det fremgår, nærede Straffelovrådet betænkelighed ved at fastsætte samme strafmaksimum for forsætlige bogføringsovertrædelser som det, der gælder for de fleste berigelsesforbrydelser, dvs. fængsel i 1 år og 6 måneder. Rådet foreslog strafmaksimum fastsat til 1 års fængsel. Det kan i øvrigt nævnes, at det under rådets behandling af udvalgets lovudkast blev overvejet, om de af § 302, stk. 1, omfattede forhold kunne inddeles således, at der opstilledes to forskellige strafferammer for forsætlige forhold. Rådet afstod herfra med henvisning til, at en sådan deling af gerningsbeskrivelsen frembød vanskeligheder, sml. anf. st. sp. 611.

6.1.3. Om de groft uagtsomme forhold havde udvalget vedrørende bekæmpelse af økonomisk kriminalitet foreslået, at straffen i alle tilfælde skulle være bøde. Også på dette punkt afveg Straffelovrådet, idet der var enighed om at foreslå muligheden for at idømme hæftestraf opretholdt. Om baggrunden herfor anførtes i udtalelsen, jf. anf. st. sp. 613:

”Straffelovrådet har samtidig overvejet, om groft uagtsomme overtrædelser af § 302 i nogle situationer bør kunne medføre frihedsstraf. Der måtte da efter rådets opfattelse være tale om frihedsstraf med et lavere strafmaksimum end efter stk. 1.

Under hensyntagen til den begrænsede tid, der er til rådighed ved behandlingen af spørgsmålet, skal straffelovrådet i denne sammenhæng alene stille forslag om, at strafferammen udformes således, at den – ligesom i dag – også giver mulighed for at idømme hæfte.”

6.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”Straffelovrådets bemærkninger [i udtalelsen af 21. april 1986] om strafmaksimum i § 302, stk. 1, byggede på den forudsætning, at det normale strafmaksimum for berigelsesforbrydelser i § 285 fortsat ville være fængsel i 1 år og 6 måneder. Det fremgår ... at der ikke i straffelovrådet er enighed på dette punkt. Nogle medlemmer foreslår, at den nugældende strafferamme for berigelsesforbrydelser i § 285 opretholdes uændret; disse medlemmer kan derfor fastholde forslaget om, at maksimum i § 302, stk. 1, fastsættes til fængsel i 1 år. Andre medlemmer foreslår derimod, at maksimum i § 285 nedsættes til fængsel i 1 år; disse medlemmer må i konsekvens heraf anse det for rigtigst, at maksimum i § 302 sættes lavere end 1 års fængsel, og man nærer ingen betænkeligheder ved at foreslå 6 måneders fængsel.

For så vidt angår det groft uagtsomme forhold efter § 302, stk. 2, har der ved den fornyede drøftelse i straffelovrådet været betydelig tvivl om, hvorvidt der er tilstrækkelig grund til at foreslå frihedsstraf i strafferammen. Rådet har dog ment at burde henholde sig til sin udtalelse om økonomisk kriminalitet og foreslår, at strafferammen bliver bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 4 måneder.”

6.3. Overvejelser i Udvalget om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet

”§ 302. Med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder straffes, for så vidt forholdet ikke falder ind under § 296, den, der særligt groft overtræder lovgivningens krav til
1) bogføring, herunder registrering af transaktioner og udfærdigelse af regnskabsmateriale,
2) opbevaring af regnskabsmateriale, herunder beskrivelse af bogføring og af systemer til opbevaring og fremfindelse af materialet, herunder adgangskoder m.v. og krypteringsnøgler,
3) offentlige myndigheders adgang til regnskabsmateriale i henhold til den for dem særligt gældende lovgivning samt
4 ) aflæggelsen af årsregnskaber eller tilsvarende regnskaber.
Stk. 2. Begås en handling eller undladelse som nævnt i stk. 1 af grov uagtsomhed, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

6.3.2. Af udvalgets overvejelser fremgår, at der har været enighed om den foreslåede strafferamme, sml. s. 55 ff.:

”Som nævnt ovenfor finder udvalget, at bogføringspligterne (der også er basis for at sikre korrekte regnskaber) er så centrale både i relation til investorer og kreditorer og til det offentliges kontrol og politiets efterforskning, at der er anledning til at overveje, om et strafmaksimum på 1 år tilstrækkeligt markerer, hvor stor vægt der lægges på, at bogføringsreglerne overholdes.

I betænkningen om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet lagde udvalget vægt på, at strafferammen svarede til straffelovens § 285, og fremhævede, at grove bogføringsovertrædelser i et ikke ubetydeligt omfang måtte antages at skjule grove berigelsesforbrydelser, der ville være omfattet af straffelovens § 286 med et strafmaksimum på 8 år.

Straffelovrådets argumentation for, at strafmaksimum skulle være 1 år og ikke 1 år og 6 måneder som foreslået af udvalget i 1986-betænkningen … havde sammenhæng med, at det normale strafmaksimum for berigelsesforbrydelser er på 1 år og 6 måneder. Straffelovrådet udtalte i den forbindelse … [det anførte er refereret i pkt. 6.1.2 ovenfor]

Justitsministeriet tilsluttede sig disse synspunkter, og Folketinget gennemførte lovæn-dringen i overensstemmelse hermed.

Som fremhævet af Straffelovrådet er det ikke sandsynligt, at domstolene vil idømme langvarige frihedsstraffe for bogføringsovertrædelser. I de rene § 302-afgørelser, udvalget er bekendt med, er de hårdeste straffe på hæfte i 14 dage. Det eksisterende maksimum på 1 år synes således fuldt tilstrækkeligt. Det er dog udvalgets opfattelse, at principielle grunde taler for – som foreslået af det tidligere udvalg vedrørende økonomisk kriminalitet – at fastsætte et maksimum på 1 år og 6 måneder. Derved opnås også det samme strafmaksimum i § 302 som foreslået i § 296.”

6.4. Straffelovrådets overvejelser

Som det fremgår af pkt. 6.3 ovenfor, har § 302 været genstand for grundige overvejelser i Udvalget vedrørende økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, sml. betænkning nr. 1415/2002 om straffelovens § 296 og § 302. Rådet har noteret sig udvalgets synspunkter og forslag og finder på den baggrund ikke anledning til at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammerne på dette område.

6.4.2. I Straffelovrådets oversigt over strafferammer baseret på det angrebne retsgode er visse maksima, herunder positionen 4 måneder, af tekniske grunde udeladt, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Strafmaksimum bør derfor hæves fra 4 til 6 måneders fængsel for de groft uagtsomme forhold, som omfattes af § 302, stk. 2, i udvalgets lovudkast.

7. § 303 (uagtsomt hæleri)

7.1. Gældende ret mv.

7.1.2. § 303 indeholdt tidligere i 1. pkt. en normalstrafferamme af bøde eller hæfte. Hertil føjedes i 2. pkt. en skærpet strafferamme på fængsel indtil 6 måneder, der rettede sig mod gentagelsestilfælde og tilfælde, hvor den skyldige tidligere var dømt for en berigelsesforbrydelse. Om bestemmelsens forarbejder kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 273 samt sp. 389-90. Endvidere kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3403 (§ 305), og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5384 (§ 304).

Som led i afskaffelsen af hæftestraffen ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 ændredes hoved- og sidestrafferammen til én strafferamme svarende til den nugældende med bøde og fængsel indtil det hidtil fastsatte maksimum, sml. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, s. 3808 ff

7.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

7.3. Straffelovrådets overvejelser

7.3.2. I Straffelovrådets oversigt over strafferammer baseret på det angrebne retsgode er visse maksima, herunder positionen 4 måneder, af tekniske grunde udeladt, sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Rådet foreslår på den anførte baggrund ingen ændring af § 303.

8. § 295 og §§ 298-300 c samt § 304 (forskellige svigstilfælde mv.)

8.1. Gældende ret mv.

8.1.1.1. Straffelovens § 295 foreskriver en strafferamme på bøde eller fængsel indtil 3 måneder for den, som i ferske vande eller på søterritoriet i strid med privates eller det offentliges ret foretager inddæmning eller anbringer faste indretninger. Om bestemmelsen kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 474.

8.1.1.2. Bestemmelsen har bortset fra ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 314, nr. 4, samt s. 275. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, forsl.l. § 36 samt s. 29-30, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, fors.l. § 42 samt sp. 410-11. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3402 (§ 296).

8.1.2. § 298

8.1.2.1. § 298 kriminaliserer forhold, som er beslægtede med §§ 278 og 279. Bestemmelsen har én strafferamme med et strafmaksimum på fængsel indtil 6 måneder. Således straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som, uden at betingelserne for at anvende § 279 foreligger, (1) ved urigtige foregivender angående betalingsevnen skaffer sig eller andre lån eller kredit med den følge, at formuetab dermed påføres, (2) ved forbrug af forudbetalt vederlag sætter sig ud af stand til at levere modydelsen, (3) bortfjerner sig uden at betale logi, fortæring, befordring eller anden ydelse, ved hvilken det har været en kendelig forudsætning, at betaling erlægges forinden bortfjernelsen, (4) uden erlæggelse af den fastsatte betaling tilsniger sig adgang til forestilling, udstilling eller forsamling eller til befordring med offentligt samfærdselsmiddel eller til benyttelse af anden almentilgængelig indretning.

Forhold omfattet af bestemmelsen påtales efter § 305, stk. 1, kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale. Om § 298 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 477 ff.

8.1.2.2. § 298 har bortset fra ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 294 og 295 samt s. 259-61. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 265 samt s. 253, og forsl.l. §§ 37 og 38 samt s. 30, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 269 samt sp. 386-87. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3402-03 (§§ 299-300), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5384 (§ 299), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2211-12.

8.1.3. § 299

8.1.3.1. § 299 supplerer § 280. § 299 foreskriver straf af bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder i forhold til den, som, uden at betingelserne for at anvende § 280 foreligger, (1) i et formueanliggende, som det påhviler ham at varetage for en anden, ved tilsidesættelse af sin pligt påfører denne et betydeligt formuetab, som ikke erstattes inden dom i første instans, (2) ved varetagelse af en andens formueanliggender for sig selv eller andre på pligtstridig måde modtager, fordrer eller lader sig tilsige gave eller anden fordel, såvel som den, der yder, lover eller tilbyder en sådan gave eller anden fordel.

Forhold omfattet af bestemmelsen påtales efter § 305, stk. 1, kun efter den forurettedes begæring, medmindre almene hensyn kræver påtale. Om § 299 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 480 ff.

8.1.3.2. § 299 har som nævnt et strafmaksimum på fængsel i 1 år og 6 måneder. Denne strafferamme hidrører fra en lovændring, der bl.a. havde til formål at muliggøre Danmarks tiltræden af en række internationale retsakter med sigte på bekæmpelse af bestikkelse i private retsforhold, jf. lov nr. 228 af 4. april 2000 om ændring af straffeloven (Grov momssvig, EU-svig og bestikkelse af udenlandske tjenestemænd mv.), sml. Folketingstidende 1999-00, tillæg A, s. 253:

”Endvidere indeholder § 299, nr. 2, en maksimumstrafferamme på fængsel i 6 måneder, hvorimod de ovennævnte retsakter [Europarådets strafferetskonvention om korruption samt EU´s fælles aktion om bestikkelse i den private sektor] medfører pligt til at kunne straffe med frihedsstraf, der kan medføre udlevering.

Som nævnt ... kan der efter udleveringslovens § 3, stk. 1, ske udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der efter dansk ret kan medføre frihedsstraf i mindst 6 måneder. Det gælder dog kun i tilfælde, hvor anmodning om udlevering fremsættes efter, at EU-udleveringskonventionen er trådt i kraft mellem Danmark og vedkommende medlemsstat i Den Europæiske Union. Bortset fra disse tilfælde kan udlevering til såvel EU-medlemsstater som til andre stater i almindelighed kun ske, hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 1 år.
...
Endvidere foreslås strafmaksimum hævet fra de nuværende 6 måneder til fængsel i 1 år og 6 måneder. Forslaget indebærer, at strafferammen hæves tilsvarende for de med returkommission beslægtede forhold, jf. straffelovens § 299, nr. 1, ...”

Om forarbejderne til § 299 kan i øvrigt, når bortses fra ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 288 samt s. 254-55. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 264 samt s. 252-53, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 270 samt sp. 387-88. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3403 (§ 301).

8.1.3.3. Justitsministeren (Lene Espersen) fremsatte den 13. december 2001 forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.) (L 35), sml. nu lov nr. 378 af 6. juni 2002. Heri indgår en ændring af udleveringsloven, der åbner mulighed for udlevering af udlændinge fra Danmark til en stat uden for Den Europæiske Union, hvis den strafbare handling efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Herved opnås, at kriminalitetskravet i de danske udleveringsregler bringes på linje med artikel 2, stk. 1, i den europæiske udleveringskonvention fra 1957, så Danmarks forbehold over for denne bestemmelse kan ophæves. Om baggrunden herfor anføres i lovforslagets bemærkninger, at kriminalitetskravet i forhold til medlemsstater i Den Europæiske Union nu er nedsat til 6 måneders fængsel eller derover. Der er derfor efter Justitsministeriets opfattelse ikke længere grundlag for i forhold til de øvrige europæiske lande at opretholde et forbehold over for 1957-konventionens generelle kriminalitetskrav på 1 års fængsel eller derover (sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 865 ff. og 871).

8.1.3.4. Danmark har den 14. juni 2002 fremsat forslag om vedtagelse af et udkast til rammeafgørelse om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor (dokument 9953/02 DROIPEN 39), sml. pr. 30. november 2002 dokument 14660/02 DROIPEN 85. Rammeafgørelsen forpligter på grundlag af definitioner i artikel 1 til at kriminalisere aktiv og passiv bestikkelse i den private sektor således, sml. artikel 2:

”Artikel 2
Aktiv og passiv bestikkelse i den private sektor

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at følgende forsætlige adfærd er strafbar, når den udøves som led i forretningsmæssige aktiviteter:

a) direkte eller gennem tredjemand at love, tilbyde eller yde en person, der i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for en virksomhed i den private sektor, en uberettiget fordel, uanset dennes art, for vedkommende selv eller for tredjemand, for at denne person i strid med sine pligter skal udføre eller undlade at udføre en handling.

b) direkte eller gennem tredjemand at anmode om eller modtage en uberettiget fordel, uanset dennes art, for sig selv eller for tredjemand samt at tage imod et løfte herom, hvis man i en hvilken som helst egenskab leder eller arbejder for en virksomhed i den private sektor, for i strid med ens pligter at udføre eller undlade at udføre en handling.

2. Stk. 1 gælder for forretningsmæssige aktiviteter både i profitorienterede og ikke-profitorienterede virksomheder.

3. En medlemsstat kan erklære, at den vil begrænse anvendelsesområdet for stk. 1 til adfærd, der indebærer eller kan indebære konkurrenceforvridning i forbindelse med erhvervelse af varer eller kommercielle tjenesteydelser.

4. De erklæringer, der er omhandlet i stk. 3, skal meddeles Rådet på tidspunktet for vedtagelsen af instrumentet og gælder i 5 år fra fristen for gennemførelsen af rammeafgørelsen. En sådan erklæring kan fornys for flere perioder af samme varighed. Medlemsstaten skal senest 3 måneder før udløbet af hver periode på 5 år meddele Rådet, om den ønsker at forny sin erklæring.

5. Rådet skal i god tid inden udløbet af den periode på 5 år, som er fastsat i stk. 4, tage denne artikel op til revision med henblik på at forny en sådan erklæring, som ikke længere er nødvendig.”

Artikel 3 medfører pligt til at sikre, at ”anstiftelse, medvirken og tilskyndelse” er strafbar. Artikel 4 foreskriver følgende sanktioneringspligt i forhold til fysiske personer:

”Artikel 4
Sanktioner

1. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 2 og 3 omhandlede adfærd kan straffes med sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

2. Hver medlemsstat træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den i artikel 2 omhandlede adfærd kan straffes med maksimumsstraffe på mindst 1 til 3 års fængsel.

3. Hver medlemsstat træffer i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige regler og principper de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en fysisk person, der i forbindelse med en bestemt forretningsmæssig aktivitet er dømt for adfærd som omhandlet i artikel 2, midlertidigt kan forbydes at udøve denne specifikke eller en sammenlignelig forretningsmæssig aktivitet i en tilsvarende stilling eller funktion, hvis det er hensigtsmæssigt, og i hvert fald hvis han eller hun har haft en ledende stilling i en virksomhed inden for det pågældende forretningsområde, såfremt det udviste forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet gennem aktiv eller passiv bestikkelse.”

Det skal ved vurderingen af artikel 4 haves for øje, at bestikkelse i private retsforhold, der sker i vindingsøjemed, efter omstændighederne er omfattet af straffelovens § 280 om mandatsvig, der efter rådets forslag har et strafmaksimum på 6 års fængsel, sml. denne betænknings kapitel 28 om berigelsesforbrydelser, pkt. 12.2.

8.1.4. § 300

8.1.4.1. § 300 kriminaliserer forhold, som er beslægtede med § 283. I bestemmelsen indgår en normalstrafferamme på fængsel indtil 1 år og en lavere sidestrafferamme med bøde, hvis anvendelse er betinget af tilstedeværelsen af formildende omstændigheder.

Efter § 300 straffes med fængsel indtil 1 år eller under formildende omstændigheder med bøde (1) den, som på en tid, da han indser, at han er ude af stand til at fyldestgøre sine fordringshavere, betydeligt forværrer sin formuestilling ved stiftelse af ny gæld eller betaler eller stiller sikkerhed for betydelige forfaldne gældsposter, (2) den, som påfører sine fordringshavere betydeligt tab ved ødsel levemåde, ved spil, ved vovelige foretagender, der ikke står i forhold til hans formue, ved i høj grad uordentlig forretningsførelse eller anden letsindig adfærd, (3) den skyldner og tillidsmand, som ved afgivelse af de til åbning af forhandling om tvangsakkord uden for konkurs fornødne erklæringer giver urigtige oplysninger eller gør sig skyldig i grov skødesløshed. Om § 300 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 483 ff.

8.1.4.2. Tidligere rummede § 300, stk. 2, en henvisningsbestemmelse til § 290, stk. 1, der indebar, at påtale alene fandt sted under visse nærmere angivne betingelser. § 300, stk. 2, ophævedes sammen med forskellige andre påtaleregler, herunder § 290, stk. 1, som led i gennemførelsen af den nye bestemmelse om hæleri, jf. lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning), sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 5702 f.

I øvrigt har § 300, når bortses fra ændringerne som følge af afskaffelsen af hæftestraffen, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, været uændret siden borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Om forarbejderne kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, §§ 311, nr. 2 og 3, og 312, nr. 2, samt s. 271-73. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 266, nr. 2 og 4, samt s. 253-54, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 271 samt sp. 388-89. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3403 (§ 302), Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5384 (§ 301), samt Rigsdagstidende 1928-29, tillæg B, sp. 2213-14.

8.1.5. §§ 300 a-300 c

8.1.5.1. §§ 300 a-300 c supplerer visse af berigelsesforbrydelserne. § 300 a knytter sig til § 279. § 300 b knytter sig til § 282, og § 300 c skal sammenholdes med §§ 282 og 300 a-300 b. Strafferammen er i samtlige bestemmelser bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Efter § 300 a straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder den, som, uden at betingelserne for at anvende § 279 foreligger, på retsstridig måde forsætligt eller groft uagtsomt bevirker, at en person, der befinder sig i en vildfarelse, af denne grund bestemmes til en handling eller undladelse, og derved påfører ham eller nogen, for hvem handlingen eller undladelsen bliver afgørende, et betydeligt formuetab. Efter § 300 b straffes på samme måde den, som, uden at betingelserne for at anvende § 282 foreligger, ved indgåelse af en aftale på utilbørlig måde benytter sig af modpartens økonomiske vanskeligheder eller i øvrigt af dennes underlegne stilling.

På samme måde som i de ovennævnte bestemmelser straffes efter § 300 c, 1. pkt., den, som overdrager et krav, der hidrører fra en andens handling af den i § 282, § 300 a eller § 300 nævnte beskaffenhed, eller som gør et sådant krav gældende, såfremt han ved erhvervelsen af kravet udviste grov uagtsomhed med hensyn til dets beskaffenhed. Hertil føjes i 2. pkt. en bestemmelse, der udvider strafansvaret til også at omfatte den, som i øvrigt groft uagtsomt drager utilbørlig fordel af en andens handling af den i § 282, § 300 a eller § 300 b nævnte beskaffenhed.

Om §§ 300 a-300 c kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 486 ff.

8.1.5.2. Samtlige bestemmelser blev indsat i straffeloven ved lov nr. 250 af 12. juni 1975 om ændring af borgerlig straffelov, aftaleloven m.v. (Bekæmpelse af skadelig økonomisk virksomhed m.v.). Lovændringen byggede på Straffelovrådets udtalelse af 14. januar 1974 om økonomisk kriminalitet, sml. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 786 ff. I lovforslagets bemærkninger henvistes om §§ 300 a og 300 b til Straffelovrådets udtalelse, hvori det om den foreslåede strafferamme bl.a. anførtes (s. 24):

”I sin udtalelse af 9. maj 1973 [om økonomisk kriminalitet] gav rådet udtryk for det synspunkt, at bødestraf formentlig burde være den dominerende sanktion på et nykriminaliseret område af økonomisk kriminalitet. Dette synspunkt kan rådet fastholde, men man er kommet til det resultat, at bestemmelser som udkastene til §§ A og B [svarende til de senere §§ 300 a og 300 b] bør udformes således, at frihedsstraf kommer i betragtning. Strafferammer alene med bødestraf vil harmonere dårligt med de rammer, der er opstillet for en række andre formuekrænkelser i straffelovens kapitel 29, f.eks. §§ 296 og 298-300. Specielt med hensyn til udkastets § B må det antages, at der kan være behov for at idømme frihedsstraf i hvert fald i visse tilfælde, hvor der er tale om gentagelse eller om domfældelse for gentagne forhold under samme straffesag. I stedet for at begrænse anvendelsen af frihedsstraf til disse tilfælde har rådet fundet det rigtigst at foreslå en for bestemmelserne i §§ A og B fælles strafferamme af bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder. Når frihedsstraf medtages i strafferammen, følger heraf, at der vil kunne afsiges betinget dom, eventuelt med bøde som tillægsstraf.”

Om § 300 c fremgår, at Straffelovrådet nærede betænkelighed ved på det foreliggende grundlag at gennemføre en bestemmelse om efterfølgende medvirken. Rådets betænkelighed afspejledes i valget af strafferamme, sml. s. 31:

”Det kan diskuteres, i hvilken grad vægten af disse betænkeligheder afhænger af, hvilke straffe der er adgang til at idømme efter en bestemmelse af ubestemt indhold. Det er givet, at de strafferetlige og politiske fordringer med hensyn til straffebestemmelsers klarhed historisk set er udviklet med særligt henblik på at skabe et værn mod vilkårlig anvendelse af frihedsstraf. Det er på den anden side klart, at der her er tale om principper, der også har gyldighed i relation til bødedelikter. Uden at gå i enkeltheder med hensyn til dette spørgsmål vil straffelovrådet give udtryk for den konklusion, at såfremt der gennemføres en generel straffebestemmelse efter mønsteret i § C, bør der alene være hjemmel for bødestraf. Det er en selvfølge, at det efter omstændighederne vil være meget betydelige bøder, der kommer i betragtning.”

Efter Justitsministeriets opfattelse måtte en bestemmelse om efterfølgende medvirken anses for påkrævet. Den foreslåede bestemmelse svarede med hensyn til beskrivelsen af den strafbare handling til den af Straffelovrådet skitserede bestemmelse. Om den foreslåede strafferamme, der afveg fra rådets forslag, hed det, jf. Folketingstidende 1974-75, tillæg A, sp. 790:

”De forhold, som bestemmelsen omfatter, er efter justitsministeriets opfattelse af en så alvorlig karakter, at der bør være mulighed for anvendelse af frihedsstraf. I overensstemmelse hermed foreslås strafferammen fastsat til bøde, hæfte eller fængsel indtil 6 måneder.”

§ 300 c fik sin endelige affattelse under udvalgsbehandlingen. Det strafmaksimum, som fremgik af lovforslaget, blev ikke ændret under udvalgsbehandlingen, jf. anf. st., tillæg B, sp. 538 ff.

Når bortses fra ændringerne som følge af følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, har §§ 300 a-300 c været uændrede, siden de indføjedes i straffeloven i 1975. Dog er § 300 c blevet ændret ved lov nr. 465 af 7. juni 2001 om ændring af straffeloven (Hæleri og anden efterfølgende medvirken samt IT-efterforskning), så bestemmelsen nu alene omfatter groft uagtsomme forhold. Ændringen er en følge af den nye bestemmelse om hæleri i § 290, der indførtes ved samme lejlighed, sml. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 5690 ff.

8.1.6. § 304

8.1.6.1. § 304 kriminaliserer forskellige forhold, der er beslægtede med svig mv. I bestemmelsen indgår et strafmaksimum på fængsel indtil 4 måneder.

Efter § 304, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, som i tilfælde, hvor afgørelse om et formueanliggende træffes ved afstemning, skaffer sig eller andre adgang til uberettiget at deltage i denne eller til at afgive flere stemmer, end der tilkommer ham, eller bevirker, at afstemningen forvanskes. På samme måde straffes den, som ved afstemninger i et konkurs- eller gældsfragåelsesbo eller under forhandling om tvangsakkord uden for konkurs ved usande foregivender påvirker stemmegivningen eller yder, lover eller tilbyder, modtager, fordrer eller lader sig tilsige formuefordel for at stemme i en bestemt retning eller for at undlade at stemme, jf. § 304, stk. 2.

Om § 304 kan henvises til Den kommenterede straffelov s. 493.

8.1.6.2. Når bortses fra ændringerne som følge af hæftestraffens afskaffelse, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000, fik bestemmelsen sin nuværende affattelse ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.). Om forarbejder forud for denne lovændring kan henvises til Straffelovskommissionens betænkning af 1912, § 316 samt s. 276. Der kan endvidere henvises til Torps betænkning af 1917, § 267 samt s. 254-55, og Straffelovskommissionens betænkning af 1923, § 274 samt sp. 390. Endelig kan henvises til Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3404 (§ 306).

Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) reduceredes maksimumstrafferammen, der hidtil havde været ”hæfte indtil 1 år”. Ved lovændringen udgik ordene ”indtil 1 år”, så maksimumstrafferammen herefter blev ”hæfte”. Ændringen havde sammenhæng med, at den almindelige længstetid for hæfte i straffelovens § 44 reduceredes fra 2 år til 6 måneder, bl.a. fordi hæftestraffe af længere varighed end 60 dage kun idømtes meget sjældent, og hæftestraffe på mere end 3 måneder praktisk taget ikke forekom, sml. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 969 (nr. 54), jf. sp. 961.

8.2. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

8.2.1. Straffelovrådets overvejelser vedrørende de i pkt. 8.1 nævnte bestemmelser (§ 295 og §§ 298 –300 c samt § 304) fremgår af betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse s. 130 ff. Bortset fra ændringerne som følge af afskaffelse af hæftestraffen fandt rådet ikke grundlag for at forelå ændring af strafferammerne i § 295 og §§ 300 a-300 c. Om de øvrige bestemmelser anførtes bl.a., jf. s. 135-36:

”… Det skal fremhæves, at en række af bestemmelserne i kapitel 29 kunne give anledning til at overveje ændringer i gerningsbeskrivelsen og eventuelt en afkriminalisering, såfremt der var lejlighed til at foretage et grundigere kritisk gennemsyn af bestemmelserne, herunder deres sammenhæng med berigelsesforbrydelserne i kapitel 28. Dette har straffelovrådet ikke haft mulighed for i forbindelse med en gennemgang, der i det væsentlige er begrænset til at angå straffeammerne.
...
Det forekommer tvivlsomt, om der er tilstrækkelig grund til at opretholde kriminaliseringen i §§ 298, 299 og 300 i det nuværende omfang. Når man begrænser overvejelserne til at angå strafferammerne, er det straffelovrådets konklusion, at der i de tre bestemmelser bør gælde en fælles strafferamme med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. For så vidt angår § 300 er dette en nedsættelse af maksimum fra fængsel i 1 år, og anvendelsen af bøde vil efter forslaget ikke udtrykkeligt forudsætte ”formildende omstændigheder”.”

8.3. Straffelovrådets overvejelser

8.3.1. §§ 295, 298-299, 300 a-300 c og 304 er i Straffelovrådets oversigt over strafferammer udarbejdet med udgangspunkt i det angrebne retsgode placeret i kategorien ”fredskrænkelser mv.” med et strafmaksimum på 6 måneders fængsel. § 300 er henført til kategorien ”andre forholdsvis grove overtrædelser mv.” med et strafmaksimum på 1 års fængsel. Sml. denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 6.3.3. Placeringen svarer for så vidt angår §§ 298, 300 og 300 a-c til det nugældende strafmaksimum. Strafmaksimum i §§ 295 og 304 er af tekniske grunde hævet fra henholdsvis 3 og 4 måneders fængsel til 6 måneders fængsel. Strafmaksimum i § 299 er reduceret fra fængsel i 1 år og 6 måneder til fængsel i 6 måneder.

8.3.2. Straffelovrådet kan som udgangspunkt tiltræde de synspunkter, herunder behovet for revision af gerningsbeskrivelse mv., som rådet gav udtryk for ved gennemgangen af de nævnte bestemmelser i 1987, sml. pkt. 8.2 ovenfor. Af tekniske grunde foreslås som anført ovenfor strafmaksima i §§ 295 og 304 hævet fra henholdsvis 3 og 4 til 6 måneders fængsel, sml. lovudkastets § 1, nr. 11 og 24. Rådet finder det endvidere bl.a. af hensyn til sammenhængen i strafferammesystemet rigtigst at opretholde det nuværende strafmaksimum på 1 års fængsel i § 300. Rådet kan i den forbindelse tiltræde, at formuleringen af strafferammen for så vidt angår formildende omstændigheder bringes på linje med de øvrige bestemmelser, sml. lovudkastets § 1, nr. 9.

Som det fremgår af pkt. 8.1.3.2 og 8.1.3.3 ovenfor, har strafmaksimum i § 299 sammenhæng med gennemførelsen af en række internationale retsakter med sigte på bekæmpelse af bestikkelse i private retsforhold. Straffelovrådet har noteret sig, at der fra dansk side er fremsat forslag om en EU-rammeafgørelse om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor, som medfører krav om at kunne straffe forhold omfattet af § 299 med maksimumsstraffe på mindst 1 til 3 års fængsel, sml. pkt. 8.1.3.4 ovenfor. Der foregår pr. 30. november 2002 fortsat forhandlinger om forslaget til EU-rammeafgørelsen. Rådet afstår på den anførte baggrund fra at gå ind i en nærmere vurdering af strafferammen i § 299. Rådet bemærker dog, at det, der i international sammenhæng betegnes ”bestikkelse i private retsforhold”, når forholdet begås i vindingsøjemed, efter omstændighederne vil være omfattet af straffelovens § 280 om mandatsvig, der efter rådets forslag til ny § 286 har et strafmaksimum på 6 års fængsel.