Kapitel 6 - Normal- og sidestrafferammer

1. Indledning

En sidestrafferamme kan komme til udtryk på flere måder. Sidestrafferammen kan således være indeholdt i samme bestemmelse som normalstrafferammen, se f.eks. §§ 241 om uagtsomt manddrab, eller være formuleret i en selvstændig bestemmelse, sml. f.eks. straffelovens §§ 286 og 287 om visse berigelsesforbrydelser. Overbygningsbestemmelser i straffeloven kan også opfattes som sidestrafferammer i forhold til strafferammen i vedkommende særlov, f.eks. lov om euforiserende stoffer § 3 og straffelovens § 191.

En sidestrafferamme kan angive bestemte særtræk ved forbrydelsen, se f.eks. i formildende retning § 166, stk. 2, om pengefalsk: ”Er forfalskning sket ved at formindske værdien af gangbar mønt, er straffen [kun] fængsel indtil 4 år”, og i skærpende retning § 240 om medvirken til selvmord: ”Hvis handlingen foretages af egennyttige bevæggrunde, er straffen fængsel indtil 3 år” (men ellers kun bøde eller fængsel indtil 4 måneder). Men siderammens område kan også være angivet alene ved henvisning til ”skærpende omstændigheder” (se f.eks. § 241 om uagtsomt manddrab) eller ”formil-dende omstændigheder” (se f.eks. § 144 om passiv bestikkelse) og i sådanne tilfælde beror anvendelsen af siderammen i realiteten på rettens frie skøn over de omstændigheder, der bestemmer straf-udmålingen. Ved en lovændring i 1981 fik forbrydelserne forsætlig brandstiftelse (§ 181), voldtægt (§ 216) og røveri (§ 288) alle en normalramme på indtil 6 års fængsel og en sideramme på indtil 10 års fængsel under ”særligt skærpende omstændigheder”.

Blandt straffelovens almindelige bestemmelser er i § 83 fastsat regler, der åbner mulighed for en forhøjelse af strafmaksimum til det dobbelte i visse tilfælde, hvor en forbrydelse er begået af en person, der udstår straf, eller af en tidligere strafafsoner. Som det fremgår, er adgangen til straffor-højelse begrænset til nærmere opregnede forbrydelser. Der er ”ret beset tale om en række specielle rammeforhøjelser der er samlet på dette sted”, sml. Sanktionslæren s. 98. Det er derfor fundet mest hensigtsmæssigt at behandle § 83 sammen med de øvrige spørgsmål, der knytter sig til normal- og sidestrafferammer.

1.2. I afsnit 2 og 3 nedenfor redegøres for de kriterier, der i dag indgår i straffeloven ved fastlæggel-sen af henholdsvis højere og lavere sidestrafferammer. I afsnit 4 gennemgås gældende ret mv. om straffelovens § 83. I afsnit 5 omtales Straffelovrådets overvejelser i 1987-betænkningen om anven-delsen af højere og lavere sidestrafferammer og kriterierne herfor, og i afsnit 6 omtales under over-skriften ”Fremmed ret” overvejelser i Finland, Sverige og Norge samt i Nordisk Strafferetskomité. Endelig redegøres i afsnit 7 for Straffelovrådets overvejelser om anvendelse af højere og lavere sidestrafferammer og kriterierne herfor.

2. Gældende ret mv. vedrørende højere sidestrafferammer

2.1.1. Skærpende omstændigheder

2.1.1.1. Kriteriet ”skærpende omstændigheder” indgår i et betydeligt antal bestemmelser ved fast-læggelsen af, hvorvidt en forhøjet sideramme kan eller skal bringes i anvendelse. Således er i § 113, stk. 1, fastsat, at den, som antaster Folketingets sikkerhed eller frihed eller i øvrigt foretager nogen handling, der sigter til ved magtanvendelse eller trussel derom at aftvinge Folketinget nogen beslut-ning eller hindre det i frit at udøve sin virksomhed, straffes med fængsel indtil 16 år eller ”under skærpende omstændigheder” på livstid. § 114 d indeholder en lignende bestemmelse, hvorefter den, som, uden at forholdet omfattes af §§ 114-114 c, deltager i en ulovlig militær organisation eller gruppe, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller ”under skærpende omstændigheder” med fængsel indtil 2 år. § 114 e foreskriver straf af fængsel indtil 6 år for den, der ”under skærpende omstændigheder” i strid med lovgivningen om ikke spredning af masseødelæggelsesvåben mv. (1) udfører produkter med dobbelt anvendelse uden tilladelse, (2) til brug for myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse eller (3) handler i strid med vilkår, der er fastsat i myndighedernes afgørelser om produkter med dobbelt anvendelse.

Efter § 124, stk. 3, straffes den, som ulovligt sætter sig i forbindelse med nogen fængslet eller tvangsanbragt person, med bøde eller ”under skærpende omstændigheder” med fængsel indtil 3 måneder. Om straffen for menneskesmugling er i § 125 a fastsat, at den, som ”for vindings skyld og under i øvrigt skærpende omstændigheder” gør sig skyldig heri efter udlændingelovens § 59, stk. 5, straffes med fængsel indtil 8 år. Bestemmelsen er bemærkelsesværdig ved i lovteksten at fremhæve visse omstændigheder som skærpende: ”Som skærpende omstændigheder anses navnlig tilfælde, hvor andres liv udsættes for fare, eller hvor der er tale om overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter”, sml. også nedenfor §§ 137, 293, stk. 1, og 293 a. Af § 130 fremgår, at den, som udøver en ham ikke tilkommende offentlig myndighed, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller ”under skærpende omstændigheder” med fængsel indtil 2 år. Efter § 143 straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller ”under skærpende omstændigheder” med fængsel indtil 1 år den, som undlader at oplyse omstændigheder, der bestemt taler for, at en for en forbrydelse sigtet eller dømt er uskyldig, skønt det kunne ske uden at udsætte ham selv eller hans nærmeste for fare for liv, helbred eller velfærd eller for forfølgning for den pågældende forbrydelse.

Som andre eksempler kan peges på §§ 147, 161, 182, 187, 241, 249, 262, 265, 293 og 296. Ifølge § 147 er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller ”under skærpende omstændigheder” fængsel indtil 3 år, når nogen, hvem det påhviler at virke til håndhævelse af statens straffemyndighed, derved anvender ulovlige midler for at opnå tilståelse eller forklaring eller foretager en lovstridig anholdelse, fængsling, ransagning eller beslaglæggelse. Efter § 161 straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller ”under skærpende omstændigheder” med fængsel indtil 2 år den, som uden for det i § 158 nævnte tilfælde for eller til en offentlig myndighed afgiver falsk erklæring på tro og love eller på lignende højtidelig måde, hvor sådan form er påbudt eller tilstedt. Om uagtsom forvoldelse af ildsvåde på fremmed ejendom eller til skade for fremmed formueinteresse er i § 182 bestemt, at straffen er bøde, fængsel indtil 4 måneder eller ”under skærpende omstændigheder” fængsel indtil 2 år”. § 187, stk. 2, rummer en bestemmelse, hvorefter den, der uagtsomt begår en række nærmere i bestemmelsens 1. stk. angivne forbrydelser vedrørende tilsætning af gift mv. i ting, bestemt til for-handling eller udbredt benyttelse mv., straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller ”under skærpende omstændigheder” fængsel indtil 1 år.

I § 241 om uagtsomt manddrab og i § 249 om uagtsom betydelig skade på legeme eller helbred er til normalstrafferammen på bøde eller fængsel indtil 4 måneder knyttet en sidestrafferamme på fængsel indtil 8 år, når der foreligger ”skærpende omstændigheder”. Om tilfælde, hvor gerningsmanden forvolder visse former for frihedsberøvelse af grov uagtsomhed, er i § 262 til normalstrafferammen på bøde eller fængsel indtil 4 måneder føjet en sidestrafferamme på fængsel indtil 1 år ved tilstedeværelsen af ”skærpende omstændigheder”. I § 293, stk. 2, er i tilfælde, hvor en person lægger hindringer i vejen for, at nogen udøver sin ret til at råde over eller tilbageholde en ting, til normalstrafferammen, der er bøde, føjet en sidestrafferamme på fængsel indtil 6 måneder, såfremt forholdet er begået ”under skærpende omstændigheder”. Endelig fremgår af § 296, stk. 2, om visse tilfælde af urigtig eller vildledende angivelse mv. angående aktieselskabers, andelsselskabers eller lignende foretagenders forhold, begået af grov uagtsomhed, at normalstrafferammen, der er bøde, suppleres af en sidestrafferamme på fængsel indtil 4 måneder, når forholdet er begået ”under skær-pende omstændigheder”.

I §§ 137, 293, stk. 1, og 293 a er i forbindelse med kriteriet ”skærpende omstændigheder” fremhævet visse forhold, der ”navnlig” eller ”særlig” udgør en skærpende omstændighed, sml. også § 125 a ovenfor. Således er i § 137, stk. 1, fastsat, at den, som søger at forhindre afholdelsen af lovlig of-fentlig sammenkomst, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller ”under skærpende om-stændigheder, særlig når handlingen har været forbundet med voldsom eller truende adfærd”, med fængsel indtil 2 år. I § 293, stk. 1, om brugstyveri er til normalstrafferammen på bøde eller fængsel indtil 1 år føjet en sidestrafferamme på fængsel i 2 år, der finder anvendelse ”under skærpende om-stændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen”. For brugstyveri af motorkøretøj, der efter § 293 a, 1. pkt., har en normalstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder, er i § 293 a, 2. pkt., foreskrevet en sidestrafferamme på fængsel i 4 år ”under skærpende om-stændigheder, herunder navnlig i gentagelsestilfælde”.

2.1.1.2. Undertiden er anvendelsesområdet for sidestrafferammen betinget af tilstedeværelsen af ”særlig skærpende omstændigheder”. Som eksempel kan henvises til § 131, stk. 2, hvorefter den, som medvirker til, at en person, der er frakendt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne, straffes med bøde eller ”under særlig skærpende omstændigheder” med fængsel indtil 4 måneder. I § 152, stk. 2, er fastsat, at straffen for uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplys-ninger kan stige til fængsel indtil 2 år, hvis forholdet er begået med forsæt til at skaffe gernings-manden selv eller andre uberettiget vinding, eller der i øvrigt foreligger ”særlig skærpende omstæn-digheder”. I § 181 om forvoldelse af ildebrand på fremmed ejendom, der har en normalstrafferamme på fængsel indtil 6 år, er i stk. 3 føjet en sidestrafferamme på fængsel i 10 år ved tilstedeværelsen af ”særligt skærpende omstændigheder”. I den forbindelse kan også nævnes § 191, stk. 1, 1. pkt., hvorefter den, som i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag eller ”under andre særligt skærpende omstændigheder” overdrager euforiserende stoffer, straffes med fængsel indtil 6 år.

Endvidere kan peges på §§ 216, 263, 264 og 288. I § 216, stk. 2, er fastsat, at normalstrafferammen for voldtægt på fængsel indtil 8 år suppleres af en sidestrafferamme på 12 års fængsel, når vold-tægten har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger ”særligt skærpende omstændig-heder”. I § 263 om krænkelse af meddelelseshemmeligheden, der i stk. 1 og 2 indeholder en nor-malstrafferamme på bøde eller fængsel indtil 6 måneder, er i stk. 3 føjet en sidestrafferamme på fængsel indtil 4 år, hvis anvendelse er betinget af, at gerningsmanden har begået de i stk. 1 eller 2 nævnte forhold med forsæt til at skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksom-heds erhvervshemmeligheder eller under andre ”særlig skærpende omstændigheder”. § 264 om ube-rettiget indtrængen mv. på ikke frit tilgængeligt sted mv. indeholder tilsvarende bestemmelser. En-delig er i § 288 om røveri, der i stk. 1 foreskriver en normalstrafferamme på fængsel indtil 6 år, i stk. 2 fastsat en sidestrafferamme på fængsel i 10 år, hvis anvendelse er betinget af, at røveriet har haft en særlig farlig karakter, eller der ”i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder”.

2.1.1.3. Anvendelsesområdet for sidestrafferammen kan også være afgrænset ved benyttelse af kri-terierne ”særlig grov beskaffenhed” og ”særlig grov karakter”. Således er i § 286 fastsat, at straffen for tyveri, underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig, skyldnersvig, afpresning og åger kan stige fra fængsel indtil 1 år og 6 måneder, hvilket er normalstrafferammen, til henholdsvis fængsel i 4 år (tyveri), 6 år (afpresning og åger) og 8 år (underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig), når forbrydelsen er ”af særlig grov beskaffenhed”. Af § 289 fremgår, at straffen for skattesvig og indsmugling mv. er fængsel indtil 4 år, når forholdet er af ”særlig grov karakter”. Efter § 290, stk. 2, er straffen for hæleri bøde eller fængsel indtil 6 år, bl.a. når hæleriet er af ”særlig grov beskaffenhed”.

2.1.1.4. Ved afskaffelsen af hæftestraffen afløstes sidestrafferammerne i en række straffelovsbe-stemmelser af én strafferamme, jf. lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbe-stemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.). Disse ændringer byggede på retningslinjer, som Straffelovrådet var fremkommet med i 1987-betænkningen, sml. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 3820:

”I en række bestemmelser er den ordinære strafferamme (hovedrammen) ”bøde eller hæfte”, medens fængsel efter en sideramme kan idømmes under skærpende omstændig-heder. Spørgsmålet er her, om hæfte skal ændres til fængsel med et lavt maksimum, så-ledes at den pågældende straffebestemmelse har to fængselsrammer, den ene beregnet for normaltilfælde, den anden for tilfælde med skærpende omstændigheder. Andre mu-ligheder er at nøjes med bøde i den ordinære ramme, eller omvendt lade fængsel indgå i den ordinære ramme med et sådant maksimum, at en tilføjelse om skærpende omstæn-digheder bliver overflødig. Den løsning, der vælges, kan efter Straffelovrådets opfattelse ikke blive den samme i alle de omhandlede tilfælde. Hvor fængselsmaksimum i side-rammen i dag er forholdsvis højt (navnlig 1 år eller mere), er det mest nærliggende at bevare fængsel i hovedrammen med et lavere maksimum. Hvis fængselsmaksimum i siderammen derimod er så lavt som f.eks. 6 måneder, kan det virke kunstigt at sætte et maksimum på 3-4 måneder i hovedrammen, og Straffelovrådet har her foreslået enten at fastsætte en fængselsramme (og stryge siderammen) eller nøjes med bøde i hovedrammen og fastsætte et fængselsmaksimum i siderammen.”

I overensstemmelse med disse retningslinier er § 119, stk. 3, om visse handlinger, hvorved nogen lægger hindringer i vejen for udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv, ændret, så normal- og side-strafferammen, der tidligere var ”hæfte eller bøde eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder”, er erstattet af én strafferamme, der omfatter ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”, jf. lovens § 1, nr. 33. § 129 om visse former for brud på tavshedspligt i anledning af stemmeafgivning mv. og § 134 om deltagelse i opløb er ændret på samme måde, så normal- og sidestrafferammen, der tidligere var ”bøde eller hæfte indtil 3 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel i samme tid”, er afløst af én strafferamme, der omfatter ”bøde eller fængsel indtil 3 måneder”, jf. lovens § 1, nr. 36.

I § 138 om fareforvoldelse mv. ved visse former for selvforskyldt beruselse er den tidligere gældende normalstrafferamme på ”bøde eller hæfte” og sidestrafferammen på ”fængsel i 6 måneder”, der fandt anvendelse ”under skærpende omstændigheder, navnlig når betydelig skade er sket, samt i gentagelsestilfælde”, ophævet, så der nu gælder én strafferamme bestående af ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”, jf. lovens § 1, nr. 38. § 192, stk. 4, om visse former for uagtsom forvoldelse af fare for udbredelse mv. af smitsom sygdom indeholdt tidligere en normalstrafferamme bestående af ”bøde og hæfte” og en sidestrafferamme bestående af ”fængsel indtil 6 måneder”, hvis anvendelse var betinget af tilstedeværelsen af ”skærpende omstændigheder”. Også denne bestemmelse er ændret, så der nu alene gælder én strafferamme bestående af ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”, jf. lovens § 1, nr. 42.

I § 204, stk. 1, om hasardspil er den tidligere gældende normalstrafferamme bestående af ”bøde eller hæfte indtil 3 måneder” og sidestrafferamme, hvorefter straffen ”i gentagelsestilfælde kan stige til en højere grad af hæfte eller til fængsel i 6 måneder”, afløst af én strafferamme bestående af ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”, jf. lovens § 1, nr. 43. I § 265 om fredskrænkelse er normal- og sidestrafferammen, der tidligere var ”bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 6 måneder” ændret, så bestemmelsen nu har én strafferamme, der omfatter ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”, jf. lovens § 1, nr. 47. Endelig er normalstrafferammen i § 303 om groft uagtsomt hæleri bestående af ”bøde eller hæfte” og sidestrafferammen i samme bestemmelse, hvorefter straffen ”i gentagelsestilfælde, samt når den skyldige tidligere har været dømt for en berigelsesforbrydelse, kan stige til fængsel i 6 måneder”, afløst af én strafferamme bestående af ”bøde eller fængsel indtil 6 måneder”, jf. lovens § 1, nr. 48.
 

2.1.2. Død, livsfare m.m. som følge

Endvidere kan henvises til § 250, hvorefter den, som hensætter en anden i hjælpeløs tilstand eller forlader en under hans varetægt stående person i en sådan tilstand, straffes med fængsel, der, ”når handlingen har medført døden eller grov legemsbeskadigelse”, under i øvrigt skærpende omstæn-digheder kan stige til 8 år. Som et andet eksempel kan peges på § 245, stk. 1, der skærper strafmak-simum for vold mv. fra 3 til 6 års fængsel ved legemsangreb af ”særlig rå, brutal eller farlig karakter” eller ”mishandling”, og hvorefter det skal betragtes som en særlig skærpende omstændighed, når et sådant legemsangreb ”har haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge”. Af § 246 fremgår, at straffen kan stige til fængsel i 10 år, når et legemsangreb omfattet af § 245 har været af ”en så grov beskaffenhed eller haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles skærpende omstændigheder”. Sml. også § 125 a, hvorefter det ved menneskesmugling bl.a. skal anses som en skærpende omstændighed, når ”andres liv udsættes for fare”.

2.1.2.2. Endvidere kan henvises til §§ 102, 183, 191, 192, 192 a, 216 og 288. I § 102, stk. 3, er fore-skrevet, at straffen for angiveri kan stige fra fængsel indtil 16 år til fængsel på livstid, når angiveri har fundet sted under sådanne omstændigheder, at gerningsmanden har indset, at ”nogen derved blev udsat for overhængende fare for at miste livet, lide alvorlig skade på legeme eller helbred, blive ført ud af landet eller blive berøvet friheden i længere tid”, og når ”overtrædelse af §§ 245, 246 eller § 250 er begået for derved at fremtvinge forklaring eller tilståelse eller i øvrigt som led i mishandling af fanger”. I § 183, der i stk. 1 fastsætter en normalstrafferamme på fængsel indtil 12 år for den, der med forsæt til skade på andres person forvolder sprængning mv., er i stk. 2 knyttet en side-strafferamme på fængsel indtil på livstid, hvis anvendelse er betinget af, at en af de i bestemmelsen nævnte handlinger er foretaget ”under de i § 180 angivne omstændigheder”, dvs. at gerningsmanden indser, at andres liv derved udsættes for overhængende fare, eller handlingen foretages med forsæt til at volde omfattende ødelæggelse af fremmed ejendom eller til at befordre oprør, plyndring eller anden sådan forstyrrelse af samfundsordenen.

§ 191, stk. 1, der i 1. pkt. foreskriver en strafferamme på fængsel indtil 6 år for visse former for overdragelse af euforiserende stoffer, suppleres i 2. pkt. af en sidestrafferamme på fængsel i 10 år, når ”overdragelsen angår en betydelig mængde særlig farligt eller skadeligt stof, eller når overdra-gelsen af et sådant stof i øvrigt har haft en særlig farlig karakter”. § 192 fastsætter i stk. 1 en straffe-ramme på fængsel indtil 3 år for den, som ved overtrædelse af de forskrifter, der ved lov eller i medfør af lov er givet til forebyggelse eller modarbejdelse af smitsom sygdom, forvolder fare for, at sådan sygdom vinder indgang eller udbredes blandt mennesker. Hertil knyttes i stk. 2 en sidestraffe-ramme på fængsel indtil 6 år, når ”sygdommen er en sådan, der ifølge lovgivningen skal undergives eller på den tid, da handlingen begås, er undergivet offentlig behandling, eller mod hvis indførelse i riget der er truffet særlige forholdsregler”.

§ 192 a angiver i stk. 1 en strafferamme på fængsel indtil 6 år, når en person i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer indfører, tilvirker, besidder, bærer, anvender eller overdrager våben eller eksplosivstoffer, som ”på grund af deres særdeles farlige karakter er egnede til at forvolde betydelig skade”. Samme strafferamme foreskrives i stk. 2 for den, der i strid med lovgivningen om våben og eksplosivstoffer udvikler eller med henblik herpå forsker i faste stoffer, væsker eller luft-arter, som ”ved spredning virker skadevoldende, bedøvende eller irriterende”. Endelig er til § 216 om voldtægt og § 288 om røveri, der begge foreskriver en normalstrafferamme på fængsel indtil henholdsvis 8 og 6 år, knyttet en sidestrafferamme på fængsel i henholdsvis 12 og 10 år, når forhol-det har haft ”en særlig farlig karakter”.

2.1.3. Andre følger

2.1.3.2. Der kan endvidere henvises til § 196, som foreskriver fængsel indtil 4 år i tilfælde, hvor gerningsmanden ”under skærpende omstændigheder i strid med miljølovgivningen (1) forurener luft, vand, jord eller undergrund med den følge, at der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor, eller (2) opbevarer eller bortskaffer affald eller lignende stoffer med den følge, at der sker betydelig skade på miljøet eller fremkaldes nærliggende fare derfor”. § 261, der for frihedsberøvelse i stk. 1 foreskriver en strafferamme på fængsel indtil 4 år, indeholder i stk. 2 en sidestrafferamme på fængsel fra 1 til 12 år, hvor frihedsberøvelsen ”sker for vindings skyld” eller ”har været langvarig eller bestået i, at nogen uberettiget holdes i forvaring som sindssyg eller mentalt retarderet eller bringes i fremmed krigstjeneste eller i fangenskab eller anden afhængighed i fremmed land”. § 291, stk. 2, skærper strafferammen fra bøde eller fængsel indtil 1 år til fængsel i 4 år, når der ”øves hærværk af betydeligt omfang”. Endelig kan peges på § 286, der ved ”tyverier begået i større antal”, og hvor ”et større antal forbrydelser er begået”, skærper strafferammen fra fængsel i 1 år og 6 måneder til fængsel i henholdsvis 4 år (tyveri), 6 år (afpresning og åger) samt 8 år (underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig).

2.1.4. Tidspunktet

2.1.5. Forurettedes status

2.1.5.2. Herudover kan henvises til §§ 220, 222, 247 og 267. § 247 åbner mulighed for forhøjelse af straffen for vold med indtil det halve bl.a. i tilfælde, hvor en lovovertrædelse som nævnt i §§ 244-246 begås over for ”en person, der efter karakteren af sit arbejde er særlig udsat for vold”. § 220, der i 1. led foreskriver straf af fængsel indtil 1 år for den, som ved groft misbrug af en persons tjenstlige eller økonomiske afhængighed skaffer sig samleje uden for ægteskab med den pågældende, rummer i 2. led en skærpet strafferamme på fængsel indtil 3 år, når forholdet er begået over for ”en person under 21 år”. Efter § 222, stk. 1, straffes den, der har samleje med et barn under 15 år, med fængsel indtil 8 år. Har barnet været ”under 12 år”, eller har gerningsmanden forskaffet sig samlejet ”ved tvang eller fremsættelse af trusler”, kan straffen stige til fængsel indtil 12 år, jf. § 222, stk. 2. Endelig fremgår af § 267, stk. 2, om ærekrænkelser, at straffen, der efter stk. 1, er bøde eller fængsel indtil 4 måneder, kan stige til fængsel indtil 6 måneder, idet det betragtes som en skærpende omstændighed, når ”fornærmelsen er fremsat mod nogen af de i § 119, stk. 2, nævnte personer i anledning af udførelsen af deres tjeneste eller hverv, uden at bestemmelserne i straffelovens § 121 kommer til anvendelse”. Bestemmelsen skal sammenholdes med § 267, stk. 3, hvori det fastsættes, at det ved straffens udmåling ”bliver at betragte som en skærpende omstændighed, at fornærmelsen er fremsat i trykt skrift eller på anden måde, hvorved den får en større udbredelse, eller på sådanne steder eller til sådanne tider, at det i høj grad forøger det krænkende i ytringen”.

2.1.6. Gerningsmandens status

2.1.7. Motivet

2.1.7.2. Herudover kan peges på §§ 155, 263 og 264. Efter § 155 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder den, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, og som (i øvrigt) misbruger sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret. Sker det for at skaffe gerningsmanden eller andre ”uberettiget fordel”, kan straf af fængsel indtil 2 år anvendes. §§ 263 og 264 om uberettiget brud mv. på meddelelseshemmeligheden og uberettiget indtrængen på ikke frit tilgængeligt sted mv. skærper strafferammen fra bøde eller fængsel indtil 6 måneder til fængsel indtil 4 år ved visse overtrædelser begået med forsæt til at ”skaffe sig eller gøre sig bekendt med oplysninger om en virksomheds erhvervshemmeligheder”.

2.1.8. Udførelsesmåden

2.1.9. Gentagelse

2.1.9.2. Afskaffelsen af hæftestraffen indebar, at de forhøjede sidestrafferammer ved gentagelse udgik af § 138 om visse handlinger begået i selvforskyldt beruselse, § 204 om hasardspil samt § 303 om groft uagtsomt hæleri, sml. pkt. 2.1.1.4 ovenfor.

2.1.9.3. Som det fremgår af afsnit 2 og 3 i denne betænknings kapitel 9 om straffastsættelse, inde-holdt straffelovens § 80 om strafudmåling inden for den foreskrevne strafferamme tidligere en be-stemmelse, hvorefter det ved strafudmålingen skulle tillægges særlig vægt, hvis der var tale om gentagen kriminalitet. Denne bestemmelse blev ophævet ved lov nr. 319 af 13. juni 1973. Straffe-lovrådet har tidligere givet udtryk for, at der bør udvises tilbageholdenhed med at fremhæve genta-gelsestilfælde som en strafforhøjende omstændighed, jf. pkt. 5.2 nedenfor. Også på nordisk plan har været overvejelser i samme retning, sml. afsnit 6 nedenfor. Straffelovrådet har på den baggrund og under hensyn til, at rådet i 1987-betænkningen – foruden de gentagelsesregler, som nu er ophævet som led i afskaffelsen af hæftestraffen, jf. pkt. 2.1.1.4 ovenfor – foreslog gentagelsesreglerne i §§ 231, 247 og 291, stk. 2, ophævet, taget spørgsmålet om op til fornyet overvejelse. Der henvises til pkt. 7.7 nedenfor.

2.1.10. Andet

3. Gældende ret mv. vedrørende lavere sidestrafferammer

3.1.1. Formildende omstændigheder

3.1.1.2. Der kan endvidere henvises til §§ 117, 119, 123, 124, 136 og 140. Efter § 117 straffes med fængsel indtil 2 år eller ”under formildende omstændigheder” med bøde den, som ved de i § 116 omhandlede valg (valg til Folketinget, Færøernes lagting eller til kommunale eller andre offentlige råd eller myndigheder) eller stemmegivninger foretager en række i bestemmelsen nærmere opregnede handlinger. I § 119, stk. 1 og 2, om vold mod tjenestemand i funktion mv., der som udgangspunkt straffes med fængsel indtil 6 år, er fastsat en sidestrafferamme på bøde, hvis anvendelse ligeledes er betinget af tilstedeværelsen af ”formildende omstændigheder”. Af § 123 fremgår, at strafferammen på fængsel indtil 6 år ”under formildende omstændigheder” er bøde for den, som med trussel om vold forulemper, eller som med vold, ulovlig tvang efter § 260, trusler efter § 266 eller på anden måde begår en strafbar handling mod en person, dennes nærmeste eller andre med tilknytning til denne i anledning af personens forventede eller allerede afgivne forklaring til politiet eller i retten.

I § 124 er i stk. 2 til normalstrafferammen på fængsel indtil 2 år i tilfælde af ”formildende omstæn-digheder” knyttet en sidestrafferamme på bøde for den, der befrier en anholdt, fængslet eller tvangsanbragt person eller tilskynder eller hjælper en sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult. Lignende sidestrafferammer er fastsat i § 136, stk. 1, hvorefter den, som uden der-ved at have forskyldt højere straf, offentlig tilskynder til forbrydelse, som udgangspunkt straffes med fængsel indtil 4 år, og i § 136, stk. 2, hvorefter den, der offentligt billiger en af de i lovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, som udgangspunkt straffes med fængsel indtil 2 år. Det samme gælder ifølge § 140 om den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, idet der til normalstraffe-rammen på fængsel indtil 4 måneder er knyttet en sidestrafferamme på bøde ved tilstedeværelsen af ”formildende omstændigheder”.

3.1.1.3. Herudover kan peges på §§ 141, 144, 149, 175, 178, 188, 192-194 og 197. I § 141, stk. 1, er straffen fængsel indtil 3 år, men ”under formildende omstændigheder” bøde, for den, som er vidende om, at nogen af en række nærmere opregnede forbrydelser mod staten eller de øverste statsmyn-digheder eller en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd eller for betydelige samfundsværdier, tilsigtes begået, og som ikke gør, hvad der står i hans magt, for at forebygge for-brydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse til øvrigheden, alt under forudsætning af, at forbrydelsen bliver begået eller forsøgt. § 144 om passiv bestikkelse rummer en normalstrafferamme på fængsel indtil 6 år og en af tilstedeværelsen af ”formildende omstændigheder” betinget sidestrafferamme på bøde. Det samme er tilfældet i § 149, der som udgangspunkt foreskriver straf af fængsel indtil 3 år, når nogen, hvem en fanges bevogtning eller fuldbyrdelse af domme i straffesager påhviler, lader en sigtet undvige, hindrer dommens fuldbyrdelse eller bevirker, at den fuldbyrdes på mildere måde end foreskrevet.

I § 175 er til normalstrafferammen på fængsel indtil 3 år knyttet en sidestrafferamme af bøde under ”formildende omstændigheder” for bl.a. den, som for at skuffe i retsforhold i offentligt dokument eller bog, i privat dokument eller bog, som det ifølge lov eller særligt pligtforhold påhviler ham at udfærdige eller føre, eller i læge-, tandlæge-, jordemoder- eller dyrlægeattest afgiver urigtig erklæring om noget forhold, angående hvilket erklæringen skal tjene som bevis. I § 188, stk. 1, udvides normalstrafferammen på fængsel indtil 6 år ”under formildende omstændigheder” med en sidestraf-feramme på bøde for den, som uden at være strafskyldig efter § 187, nr. 3, med fortielse af tingens sundhedsfarlige beskaffenhed stiller til salg eller i øvrigt søger udbredt visse nærings- eller nydel-sesmidler og brugsgenstande. Af § 192, stk. 3, fremgår, at den, der på en i bestemmelsen nærmere angiven måde forvolder fare for, at smitsom sygdom finder indgang eller udbredes blandt husdyr eller nytte- og kulturplanter, straffes med fængsel indtil 2 år eller ”under formildende omstændigheder” med bøde. I § 193, stk. 1, er fastsat, at den, som på retsstridig måde fremkalder omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler mv. samt diverse anlæg, der tjener til almin-delig forsyning med vand og gas m.m., straffes med fængsel indtil 4 år eller ”under formildende omstændigheder” med bøde. Efter § 194 straffes med fængsel indtil 3 år eller ”under formildende omstændigheder” med bøde den, der borttager, ødelægger eller beskadiger offentlige mindesmærker eller genstande, som er bestemte til almindelig nytte mv. Endelig åbner § 197 om betleri mv. mu-lighed for, at straffen, der ellers er fængsel indtil 6 måneder, ”under formildende omstændigheder” kan bortfalde.

3.1.1.4. Desuden kan peges på §§ 229, 232, 233 og 300. Efter § 229, stk. 1, straffes den, der fremmer kønslig usædelighed ved for vindings skyld eller i oftere gentagne tilfælde at optræde som mellemmand, eller som udnytter en andens erhverv ved kønslig usædelighed, som udgangspunkt med fængsel indtil 3 år. Foreligger ”formildende omstændigheder”, er straffen bøde. I § 229, stk. 2, hvor normalstrafferammen er fængsel indtil 1 år, gælder under tilsvarende betingelser en sidestrafferamme på bøde for den, der udlejer værelse i hotel eller gæstgiveri til benyttelse til erhvervsmæssig utugt. Om blufærdighedskrænkelse fremgår af § 232, at straffen er fængsel indtil 4 år, men ved tilstedeværelsen af ”formildende omstændigheder” bøde. Det samme gælder med den afvigelse, at normalstrafferammen er fængsel indtil 1 år, efter § 233 om den, som opfordrer eller indbyder til utugt eller stiller usædelig levevis til skue på en måde, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse. Endelig er i § 300 fastsat, at straffen, der ellers er fængsel indtil 1 år, ”under formildende omstændigheder” er bøde i en række tilfælde, hvor en skyldner krænker sine kreditorers ret til at søge fyldestgørelse i den pågældendes ejendom på en anden og mindre graverende måde end ved skyldnersvig efter § 283.

3.1.1.5. Beslægtet med kriteriet ”formildende omstændigheder” er kategorien ”andre grunde”, der benyttes i § 287, hvorefter straffen, der efter § 285, stk. 1, er fængsel indtil 1 år og 6 måneder (§§ 276 og 278-283) og efter § 285, stk. 2, er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder (§ 277), er bøde, bl.a. når nogen af de i §§ 276-283 nævnte forbrydelser ”af andre grunde” (end de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, de tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning) er af mindre strafværdighed.

3.1.1.6. Som det fremgår af pkt. 2.1.1.4 ovenfor, inddrog man som led i afskaffelsen af hæftestraffen forhøjede sidestrafferammer i en række straffelovsbestemmelser i overensstemmelse med de retningslinier, som var udstukket herfor i forarbejderne til lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.). Det samme var tilfældet med hensyn til straffelovsbestemmelser med lavere sidestrafferammer.

Således er § 176, stk. 1, om den, der for at skuffe i samhandelen gør brug af genstande, som uberet-tiget er forsynet med visse former for offentligt stempel mv., ændret, så normal- og sidestrafferam-men, der tidligere var ”fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder hæfte”, er erstattet af én strafferamme lydende på ”fængsel indtil 3 år”, jf. lovens § 1, nr. 39. Det samme er tilfældet med § 213, stk. 1, om visse former for vanrøgt mv., hvor normal- og sidestrafferammen, der tidligere var ”fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder hæfte”, er ændret, så bestemmelsen har én strafferamme lydende på ”fængsel indtil 2 år”, jf. lovens § 1, nr. 39. I § 261 om ulovlig frihedsberøvelse er den tidligere i stk. 1 gældende normal- og sidestrafferamme omfattende ”fængsel indtil 4 år eller under formildende omstændigheder hæfte” ændret på samme måde ved lovens § 1, nr. 39, så der nu er én strafferamme af ”fængsel indtil 4 år”. Endelig er i § 184, stk. 1, den tidligere gældende normal- og sidestrafferamme lydende på ”fængsel indtil 6 år, under formildende omstændigheder hæfte” afskaffet ved lovens § 1, nr. 41, så strafferammen nu er ”fængsel indtil 6 år” for den, der uden at være strafskyldig efter § 183 eller § 183 a forstyrrer sikkerheden for jernbaners, fartøjers, motorkøretøjers eller lignende transportmidlers drift eller sikkerheden for færdsel på offentlige færdselsveje.

3.1.2. Manglende (væsentlige) følger

3.1.2.2. Der kan endvidere henvises til §§ 179, 158 og 268 samt den ovennævnte bestemmelse i § 287. I § 179 er fastsat, at den, som for at skuffe med hensyn til grænserne for grundejendom, grund-rettigheder mv. sætter falsk skelsten eller andet mærke for disse eller flytter, borttager, forvansker eller ødelægger sådant mærke, straffes med fængsel indtil 3 år. Sker det ”for at hævde et berettiget eller afværge et uberettiget krav”, er straffen bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Af § 158 fremgår, at straffen for falsk forklaring for retten, der som udgangspunkt er fængsel indtil 4 år, kan gå ned til bøde, såfremt det falske udsagn alene angår noget, ”som er uden betydning for det forhold, der søges oplyst”. Om straffen for bagvaskelse, der som udgangspunkt er fængsel indtil 2 år, er i § 268 fastsat, at straffen under formildende omstændigheder kan gå ned til bøde, når ”sigtelsen ikke er fremsat eller udbredt offentligt”.

Herudover fremgår af § 287, at straffen for overtrædelse af §§ 276-283, der § 285, stk. 1, er fængsel indtil 1 år og 6 måneder (§§ 276 og 278-283) og efter § 285, stk. 2, er bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder (§ 277), er bøde, når de nævnte forbrydelser er af mindre strafværdighed på grund af ”de omstændigheder, hvorunder handlingen er begået, [eller] de tilvendte genstandes eller det lidte formuetabs ringe betydning”.

3.1.3. Andre særlige omstændigheder

3.1.3.2. Endvidere kan henvises til § 159, stk. 2, hvorefter straffen for falsk forklaring for retten kan nedsættes og under i øvrigt formildende omstændigheder bortfalde i tilfælde, hvor ”den afhørte var berettiget til at nægte forklaring”. Herudover kan nævnes § 167, jf. § 166, hvorefter udgivelse af eftergjorte eller forfalskede penge som udgangspunkt straffes med fængsel indtil 12 år. Har ”udgi-veren modtaget pengene i god tro”, åbner bestemmelsen mulighed for, at straffen kan nedsættes til bøde. Det samme gælder efter § 168 om den, der udgiver penge, som han formoder er eftergjorte eller forfalskede. Efter denne bestemmelse kan straffen nedsættes fra fængsel indtil 3 år til bøde – og i øvrigt under formildende omstændigheder bortfalde – når ”udgiveren har modtaget pengene i god tro”.

4. Gældende ret mv. vedrørende straffelovens § 83

”§ 83. Begås nogen af de lovovertrædelser, der er nævnt i §§ 119, 121, 141, 142, 180, 181, 237, 244-247, 252, 260, 261, 266 og 291, stk. 2, af en person, der udstår straf eller anden strafferetslig retsfølge af frihedsberøvende karakter, kan straffen forhøjes til det dobbelte.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse, dersom de der nævnte for-brydelser begås af en tidligere fange over for en ved den pågældende anstalt ansat person eller med hensyn til anstalten eller dens ejendele, samt når en tidligere fange gør sig skyldig i en af de i § 124, stk. 2 og 3, omhandlede forbrydelser i forhold til en i den på-gældende anstalt hensiddende fange.
Stk. 3. Hvis en person skulle idømmes fængselsstraf og den pågældende enten afsoner straf af fængsel på livstid eller samtidig indsættes til afsoning af sådan straf, fastsættes det ved dommen, hvor lang fængselsstraffen skulle have været.”

Sigtet med den strafforhøjelse, som § 83 muliggør, fremgår af beskrivelsen af angrebsobjektet i stk. 2. Stk. 1 må derfor og i lyset af bestemmelsens forarbejder (sml. pkt. 4.2 nedenfor) antages at skulle forstås med den begrænsning, at de strafbare forhold skal være rettet mod medfanger, personer med tilknytning til anstalten eller mod anstalten eller dens ejendele, sml. tillige Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 435, omtalt i pkt. 4.4 nedenfor, og Vagn Greve m.fl.: Den kommenterede straffelov, Almindelig del, 7. udg., (Den kommenterede straffelov) s. 377.

4.2. Straffeloven af 1866 indeholdt i § 65 følgende bestemmelse om kriminalitet begået af indsatte mv.:

Ӥ 65.
Med Hensyn til de af Straffanger i Strafanstalterne begaaede Forbrydelser blive Lovene om Strafanstalterne at anvende, ligesom ogsaa de i bemeldte Love givne Straffebe-stemmelser komme til Anvendelse, naar den, som er dømt til Tugthuusarbeide paa Livstid og ikke er benaadet, udenfor Strafanstalten begaar en ny Forbrydelse, for hvilken ikke er bestemt Livstraf.”

Ingen af lovudkastene i det lovforberedende arbejde, der førte til fremsættelse af straffelovsforslaget i Folketingssamlingen 1924-25, indeholdt bestemmelser svarende til 1866-lovens § 65. Forslaget om en skærpet strafferamme for visse forhold begået af strafafsonere mv. blev først fremsat i Forslag til Borgerlig Straffelov i Folketingssamlingen 1927-28, sml. Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5249-50:
 

Ӥ 52.
Stk. 1. Begaas nogen af de i §§ 119, 121, 140, 141, 237, 244-247, 251, 259, 260, 265 og 291 omhandlede Forbrydelser af Fanger, der udstaar Straf, forhøjes den i disse Bud fo-reskrevne Straf indtil det dobbelte.
Stk. 2. Det samme gælder, dersom de nævnte Forbrydelser begaas af tidligere Fanger overfor de ved det paagældende Fængsel ansatte Personer i Anledning af disses Tjeneste under Gerningsmandens Udstaaelse af Straf.
Stk. 3. Dersom den, der er dømt til Fængsel på Livstid og ikke benaadet, i eller udenfor Fængslet begaar en ny Forbrydelse, idømmes han Straf, svarende til een eller flere af de i § 49 nævnte Disciplinærstraffe. De nærmere Regler for Anvendelse af saadan Straf fastsættes ved kgl. Anordning. De i § 49, Stk. 1, under 2-4 foreskrevne største Tidsrum kan herved fordobles.”

Bestemmelsen var navnlig begrundet i hensynet til beskyttelse af personale mv. knyttet til ved-kommende anstalt, sml. anf. st. sp. 5350:

”... Af Hensyn til Disciplinen og i ganske særlig Grad for at beskytte Fængselspersona-let mod Voldshandlinger og grove Fornærmelser fra Fangernes Side vil det være nød-vendigt ved Siden af de foreslaaede Disciplinærmidler at opretholde en streng Straf-fetrusel for saadanne Lovovertrædelser. Hertil sigter Bestemmelserne i den foreslaaede Paragrafs Stk. 1 og tildels 3.

... Opretholdelsen af en saadan Bestemmelse [stk. 2] anses af Fængselsmyndighederne for nødvendig til Beskyttelse af Personalet.

Overfor de til livsvarigt Fængsel dømte Personer, som begaar nye Forbrydelser, vil det kunne være nødvendigt at anvende strengere Straffe end Disciplinærstraffene, jfr. tildels den gældende Straffelovs § 65. Herpaa tager Paragraffens Stk. 3 Sigte.”

Under udvalgsbehandlingen i Rigsdagsssamlingen 1929-30 fik bestemmelsen følgende affattelse:

”Stk. 1. Begaas nogen af de i §§ 119, 121, 139, 140, 178, 179, 236, 243-246, 250, 258, 259, 264 og 289, Stk. 2., omhandlede Forbrydelser af en Fange, der udstaar Straf eller af anden Grund holdes i Forvaring, forhøjes den i de nævnte Bestemmelser foreskrevne Straf til det dobbelte. Straffen kan dog i intet Tilfælde fastsættes lavere end Hæfte. Ud-staar Fangen Straf af Fængsel, eller hensidder han i Arbejdshus eller Forvaringsanstalt (§ 69), kan der ikke anvendes lavere Straf end Fængsel, saaledes at der i Tilfælde, hvor der ikke er foreskrevet højere Straf end Hæfte, i Stedet for denne Straf idømmes Fængsel i samme Tidsrum; denne Straf kan da idømmes i kortere Tid end foreskrevet i § 34.
Stk. 2. Bestemmelsen i Stk. 1., 1ste Punktum, finder tilsvarende Anvendelse, dersom de dér nævnte Forbrydelser begaas af en tidligere Fange overfor en ved den paagældende Anstalt ansat Person eller med Hensyn til Anstalten eller dens Ejendele, samt naar en tidligere Fange gør sig skyldig i en af de i § 123 omhandlede Forbrydelser i Forhold til en i den paagældende Anstalt hensiddende Fange.
Stk. 3. At Gerningen er udført af flere i Forening, vil altid være at anse som en skær-pende Omstændighed.
Stk. 4. Dersom flere Fanger har aftalt at begaa en af de i Stk. 1. omhandlede Forbrydel-ser, vil Hovedmændene, selv om Forbrydelsen ikke fuldbyrdes, være at straffe som for fuldbyrdet Forbrydelse. Under de i § 22 omhandlede Omstændigheder kan Straffen dog nedsættes.
Stk. 5. Dersom den, der er dømt til Fængsel paa Livstid og ikke benaadet, i eller udenfor Fængslet begaar en ny Forbrydelse, fastsættes det ved Dommen, hvilken Frihedsstraf han vilde have forskyldt, hvis den Straf, han tidligere er idømt, ikke var livsvarig. Des-uden kan der efter nærmere ved kgl. Anordning fastsatte Regler idømmes ham Straf, svarende til een eller flere af de i § 48 nævnte Disciplinærstraffe. Det kan ved Anord-ningen fastsættes, at den i § 48, Stk. 1., under Nr. 1 foreskrevne Straf skal kunne idøm-mes på ubestemt Tid, ligesom de under Nr. 2-4 foreskrevne største Tidsrum kan for-dobles.”

Ifølge udvalgsbemærkningerne havde ændringsforslaget samme formål som nogle samtidigt foreslåede ændringer af lovforslagets § 49 om hensættelse i sikringscelle mv., sml. Rigsdagstidende 1929-30, Tillæg B, sp. 1859 ff., jf. 1853:

”Da Retsmidlerne mod Fanger, der er farlige for Fængselspersonalet, væsentlig begræn-ses ved Ophævelsen af de særlige Love om Straffeanstalterne, bør de foreslaaede Retsmidler af Hensyn til Fængselspersonalet gøres saa effektive, som Forslagets Ram-mer tilsteder.”

Bestemmelsen gennemførtes herefter som § 83 i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933.

4.3. Ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændringer i borgerlig straffelov (Konfiskation, fuldbyrdelse af frihedsstraf m.v.) gennemførtes en række forenklinger, hvorved bestemmelsen fik sin nuværende affattelse, idet der bortses fra ændringerne som følgerne af afskaffelsen af hæftestraffen, sml. lov nr. 433 af 31. maj 2000, og ændringerne som følge af nykriminaliseringen af fangeflugt mv., sml. lov nr. 382 af 6. juni 2002. Om baggrunden for ændringerne anførtes i lovforslagets bemærkninger bl.a., jf. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, sp. 968-69:

”§ 83 indeholder en række unødigt komplicerede regler, der til dels stammer fra for-skellige plakater m.v. fra begyndelsen af det 19. århundrede om fastsættelse af straf for visse lovovertrædelser begået af fanger. Det foreslås at ændre og forenkle denne be-stemmelse på visse punkter:
1) Stk. 1 indeholder regler om obligatorisk forhøjelse af straffen for de pågældende lovovertrædelser til det dobbelte. Dette er uforeneligt med de principper for straffast-sættelse, som straffeloven i øvrigt bygger på, og kan føre til urimelige resultater. Det fo-reslås at ændre bestemmelsen således, at strafforhøjelsen bliver fakultativ, det vil sige beroende på domstolenes bedømmelse af den pågældende sags konkrete omstændighe-der. Derimod foreslås ingen begrænsning af rammen for strafforhøjelse (”til det dob-belte”).
2) Det foreslås at ophæve reglerne i stk. 1, 2. og 3. pkt., samt stk. 3 og 4; disse regler må anses for overflødige ved siden af andre bestemmelser i straffeloven ...”

4.4. Til illustration af anvendelsen af § 83 i retspraksis kan henvises til Højesterets dom, offentlig-gjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 343, hvor tiltalte, der afsonede straf af fængsel i 6 år for bl.a. narkotikahandel, blev idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 2, jf. stk. 1, sammenholdt med § 83, ved at have tildelt en anden fange, der var sagesløs, 3 stik med en foldekniv i maven og over hofteregionen med bl.a. læsion af tyktarmen og overskæring af pulsåren til følge. Endvidere kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1984, s. 408, hvor tre tiltalte strafafsonerne for overtrædelse af straffelovens § 260, nr. 1, jf. § 83, stk. 1, ved at afkræve en medafsoner en klump hash, som de antog, at han havde på sig, og derfor underkastede ham en voldelig og nærgående legemsundersøgelse, idømtes fængsel i henholdsvis 4 måneder (T1) og 3 måneder (T2 og T 3 hver). Herudover kan peges på Østre Landsrets dom, offentliggjort i Tidsskrift for Kriminalret 1999, s. 69, hvor en strafafsoner for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 og § 121, jf. § 83, stk. 1, ved at have truet to fængselsfunktionærer og spyttet dem samt slået ud efter den ene idømtes 6 måneders fængsel.

I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 435, antoges bestemmelsen efter forarbejderne ikke at kunne anvendes på vold begået under orlov fra fængsel mod en person på åben gade. I samme rets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 400, afvistes, at be-stemmelsen kunne citeres på forhold begået af varetægtsarrestanter.

I øvrigt bemærkes, at ændringen af henvisningen i § 83, stk. 2, til nu § 124, stk. 2 og 3, som skete ved lov nr. 382 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt mv.), alene var en følge af nykriminali-seringen af fangeflugt og præciseringen af de persongrupper, som også før lovændringen antoges at være omfattet af § 124, jf. nu straffelovens § 124, stk. 1 og 4, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 3320 ff., og tillæg B s. 1558 ff. Denne lovændring har ikke ændret ved anvendelsesområdet for § 83, stk. 2.

4.5. I Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse foresloges alene de ændringer af § 83, som forslagene om afskaffelse af hæftestraffen, ændring af voldsbe-stemmelserne og prøveløsladelse af livstidsdømte nødvendiggjorde, sml. betænkningen s. 69, 284 og 293.

5. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”… Selvom det tilstræbes at nedsætte unødvendigt høje strafmaksima, vil det dog være et gennemgående træk ved overvejelser vedrørende strafferammer, at der må være et betydeligt spillerum for variationer i straffen for en forbrydelse i dens forskellige grader af grovhed. Der er derfor grund til at overveje, i hvilket omfang man skal gøre brug af den fremgangsmåde at give en lovovertrædelse en delt strafferamme ... Man kan holde en forbrydelses strafmaksimum nede i hovedrammen, hvis man hertil føjer en sideramme med adgang til i særlige tilfælde at gå op til et højere maksimum end det i hovedrammen nævnte.

Denne fremgangsmåde blev fulgt i 1981, da det normale strafmaksimum for forsætlig brandstiftelse, voldtægt og røveri blev nedsat til 6 års fængsel, idet der samtidig tilføjedes en sideramme med 10 års maksimum med henblik på særligt skærpende omstændigheder ... Rådets bemærkninger pegede på visse vanskeligheder ved at angive bestemt, under hvilke betingelser den skærpede sideramme finder anvendelse. Behovet for at anvende de strengeste straffe kan bero på en helhedsbedømmelse, i hvilken der indgår faktorer, som ikke på forhånd kan angives præcist i loven. I § 181, stk. 2, om brandstiftelse og i § 288, stk. 2, om røveri anvendte man formuleringen: ”Hvis (forbrydelsen) har haft en særlig farlig karakter eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder”, hvorved handlingens farlighed fremhæves som et moment, der skal tages i betragtning, men dog ikke er det eneste, der skal lægges vægt på. Tilsvarende fik § 293 om brugstyveri ved en lovændring i 1961 det indhold, at det normale strafmaksimum er fængsel i 1 år, med følgende tilføjelse: ”Under skærpende omstændigheder, navnlig når tingen ikke bringes tilbage efter brugen, kan straffen stige til fængsel i 2 år”.

Det er muligt, at nogle vil kritisere den foran omtalte lovteknik, som består i at opstille en forhøjet sideramme med henblik på tilfælde, der frembyder ”(særligt) skærpende omstændigheder”. Det kan hævdes, at brugen af et lavere strafmaksimum i hovedrammen er en skueret, når realiteten er den, at der alligevel gælder et højere maksimum, hvis anvendelse blot beror på rettens skøn over de skærpende omstændigheder. Straffe-lovrådet finder imidlertid, at den nævnte lovteknik med delt strafferamme kan være bedre end at opstille een strafferamme med det højeste maksimum. I den delte strafferamme ligger en tilkendegivelse om, at straffen i alle normaltilfælde – også inden for den grovere ende af den sædvanligt forekommende kriminalitet – skal holde sig inden for ho-vedrammen, medens anvendelsen af den skærpede sideramme skal begrænses til tilfælde, hvor der kan peges på særlige grovhedsmomenter af en ikke almindeligt forekommende karakter. Den delte strafferamme kan med andre ord være et middel til at begrænse strafmulighederne og undgå høje strafmaksima, der må forekomme urealistiske som almindelig regel om den pågældende kriminalitetstype.”

Sml. endvidere s. 65:

”… Ved affattelsen af lovbestemmelser gælder det først og fremmest om på en lovtek-nisk praktisk måde at beskrive, hvilke straffe der skal gælde for forskellige handlinger under nærmere angivne omstændigheder. Hvis disse omstændigheder kun kan angives med udtryk som ”(særligt) skærpende omstændigheder” eller ”(særligt) formildende omstændigheder” er det klart, at der er tale om siderammer i forhold til en forud nævnt hovedramme. Ved straffelovrådets gennemgang af strafferammerne med henblik på re-vision har man af tidsmæssige grunde kun i begrænset omfang foreslået ændringer i de inddelinger i paragraffer og stykker, der er anvendt i straffeloven.”

5.2. Som det fremgår af pkt. 2.1.9.3 ovenfor, drøftedes også spørgsmålet om anvendelsen af be-stemmelser, der fremhæver gentagelsestilfælde som en strafforhøjende omstændighed, sml. s. 94-95:

”Der har i ældre strafferet været en stærk tilbøjelighed til at opstille skærpede sideram-mer af enten obligatorisk eller fakultativ karakter med henblik på gentagelsestilfælde. I nyere dansk strafferet spiller sådanne bestemmelser imidlertid ikke nogen stor rolle. Der findes bl.a. bestemmelser om forhøjet straf i gentagelsestilfælde i § 291, stk. 2, om tingsbeskadigelse og -ødelæggelse og i § 303 om uagtsomt hæleri. Der kan også peges på bestemmelserne i § 231 om rufferi, alfonseri m.v. og i § 247 om voldsforbrydelser; begge disse regler går ud på, at strafferammen i visse tilfælde kan forhøjes med indtil det halve, hvilket bl.a. medfører, at 6 års fængsel er det almindelige strafmaksimum for gentaget rufferi eller alfonseri. Strafforhøjelserne i § 231 og § 247 er ligesom de to førstnævnte fakultative, og det kan ikke antages, at de har større betydning i retspraksis ...
Det er straffelovrådets opfattelse, at man bør være meget tilbageholdende med at frem-hæve gentagelsestilfælde som en strafforhøjende omstændighed. Af senere bemærkninger om de enkelte gerningstyper vil fremgå, at de fire foran nævnte gentagelsesregler foreslås ophævet. Ved fastsættelsen af strafmaksima for de enkelte forbrydelser er det imidlertid nødvendigt at have for øje, at gentagelse – og ikke mindst de gentagne tilbagefald – kan være en omstændighed, som i sig selv eller i kombination med andre udmålingsfaktorer kan tale for straffe, der ligger over normalniveauet for den pågældende gerningstype.

Spørgsmålet om strafudmåling i gentagelsestilfælde blev behandlet af straffelovrådet i en udtalelse af 5. januar 1973 (se FT 1972-73, tillæg A, sp. 5165), særligt med henblik på berigelsesforbrydelser. Straffelovrådet fremhævede, at ”man ikke fuldt ud kan gen-nemføre det synspunkt, at kriminalitet af en bestemt art og grad altid bør føre til samme straf, uanset om gerningsmanden er begynder eller recidivist og, i sidstnævnte tilfælde, uanset på hvilket stadium af en kriminel karriere han befinder sig, og uanset om den nu foreliggende kriminalitet ligner eller ikke ligner den tidligere pådømte”. Man fandt på den anden side grund til at advare mod tendenser til en for vidtgående strafskærpelse, der alene er begrundet i recidiv.

Ved behandlingen af lovudkastet om straf for berigelsesforbrydelser i 1982 var der i straffelovrådet visse betænkeligheder ved den foreslåede nedsættelse af maksimum i gentagelsestilfælde, men rådets flertal ville ikke udtale sig afgørende imod denne ændring. Derefter vedtoges et for alle tilfælde fælles strafmaksimum på 1 år og 6 måneder i § 285. Som det vil blive omtalt ... foreslår et flertal i straffelovrådet nu dette maksimum opretholdt, medens et mindretal foreslår en nedsættelse. Mindretallet nævner i den for-bindelse den mulighed at genindføre en delt strafferamme i § 285, således at maksimum ikke nedsættes for gentagelsestilfælde. Denne mulighed nævnes ikke ud fra nogen speciel sympati for gentagelsesregler, men som en brugbar løsning for det tilfælde, at en generel nedsættelse til 1 års maksimum i § 285 måtte blive anset som en for vidtgående ændring. Gentagelsesproblemet i § 285 har således efter mindretallets opfattelse en helt speciel karakter.

Straffelovrådet har drøftet, om den i § 81, stk. 3, nævnte frist for gentagelsesvirkning bør nedsættes fra 5 til 3 år. Der er i rådet sympati for tanken, men da spørgsmålet om gentagelsesvirkning har sin største praktiske betydning inden for særlovgivningen, har man ment at burde udskyde spørgsmålet til senere behandling. Det foran nævnte min-dretal mener, at hvis man vælger løsningen med den delte strafferamme i § 285, bør man, for at reducere området for gentagelsesreglen, i § 285 gøre en kort tilføjelse om, at den i § 81, stk. 3, omhandlede frist i denne forbindelse er 3 år.”

6. Fremmed ret

Om retstilstanden i Norge kan særligt henvises til NOU 1983: 57 Straffelovgivningen under om-formning (delutredning I), hvor Straffelovkommisjonen på s. 243 anfører:

”Det kan etter Straffelovkommisjonens syn være grunn till å overveie å oppheve de be-stemmelser i straffeloven som gir adgang til å gå utover den alminnelige strafferammen ved gjentakelse ... I noen grad synes utvalget av straffebud som gir en slik adgang, å være tilfeldig. Under enhver omstendighet har disse straffebestemmelsene svært liten praktisk betydning, fordi den ordinære strafferammen normalt er høy nok. En opphevelse av disse reglene vil være i tråd med tendensen i lovgivningen i andre nordiske land, og er antydet av Den nordiske strafferettskomité i den kommende utredningen om straf-futmåling. Spørsmålet må imidlertid ses i sammenhæng med fastsettelsen av det ordinære maksimum i det enkelte straffebud. Et særskilt høyere maksimum ved gjentakelse kan gjøre det forsvarlig å ha lavere ordinært maksimum.”

NOU 1992: 23 Ny straffelov – alminnelige bestemmelser (delutredning V) er på linje hermed, sml. s. 236. Det samme gælder NOU 2002: 4 Ny straffelov (delutredning VII), sml. s. 146 f.:

”Den nåværende kommisjonen foreslår at alle sidestrafferammene for gjentakelsestilfeller oppheves. Kommisjonen mener at gjentakelse ikke er et så avgjørende moment for straffutmålingen i rettspraksis at det er hensiktsmessig å operere med egne strafferammer for slike tilfeller. I de tidligere delutredningene har kommisjonen pekt på at det sjelden utmåles straffer som gjør de strengere strafferammene ved gjentakelse nødvendige. Som framholdt der kan det synes noe tilfeldig hvilke lovbrudd som i dag har en forhøyet strafferamme for gjentakelsestilfeller. Riktignok er det slik at det gjelder gjen-takelsesstrafferammer for mange praktisk viktige overtredelser, men man kan spørre hvorfor det bør være en særregulering for nettopp slike lovbrudd. Det synes også noe tilfeldig hvilke tidligere lovbrudd som er relevante for skjerpingen av strafferammen. Kommisjonen peker på at det er vanskelig å fastlegge kriteriene for en slik lovregulering, og ser heller ikke noe behov for en generell regel som den man har i Sverige [sml. ovf. BrB kap. 26 3 §].

Ved å fjerne de særlige sidestrafferammene for gjentakelsestilfeller markeres et mer nyansert syn på gjentakelsens betydning for en handlings straffverdighet. Betydningen av gjentakelse vil kunne variere i ulike tilfeller. Blant annet vil det kunne ha betydning hva slags type lovbrudd det dreier seg om.

Uavhengig av kommisjonens forslag vil gjentakelse fortsatt kunne være et relevant moment ved straffutmålingen innenfor den ordinære strafferammen. Ved fastsettelsen av strafferammene har kommisjonen – i de tilfellene den mener gjentakelse vil kunne være av særlig betydning for straffverdigheten av visse lovbruddstyper – tatt i betraktning at strafferammene må gi rom for pasende straff også i gjentakelsestilfeller. Fordi gjentakelsesstrafferammene svært sjelden er nødvendige for den straffen som utmåles av domstolene, har opphevelsen av sidestrafferammene for gjentakelsestilfeller imidlertid ikke i seg selv foranlediget justeringer i forhold til de ordinære strafferammene i dagens straffelov.

Opphevelse av gjentakelsesstrafferammene innebærer en ønskelig forenkling av straffe-rammesystemet. Når gjentakelsesstrafferammene oppheves, mister bestemmelsen i strl § 61 [om betingelserne for anvendelse af bestemmelser om skærpet straf i gentagelsestil-fælde] og tidl utk § 91 sin betydning, og noen slik bestemmelse er ikke tatt inn i det nye utkastet til alminnelig del ...”

Straffelovrådet er bekendt med, at Justis- og Politidepartementet i et notat af 10. september 2002 er fremkommet med forskellige udkast til forslag, der sigter på at skærpe straffen ved gentagelse (”gjengangerkriminalitet”), navnlig for så vidt angår berigelsesforbrydelser, voldsforbrydelser og seksualforbrydelser (”gjentatte vinnings-, volds- og seksualforbrytelser”). I notatet indgår bl.a. for-slag om at ændre den til dansk straffelovs § 81 svarende bestemmelse i norsk straffelovs § 61, der regulerer betingelserne for at anvende bestemmelser med skærpet straf i gentagelsestilfælde. For-slaget skal ses i sammenhæng med et forslag til ændring af norsk straffelovs § 62, der skærper strafmaksimum i sammenstødstilfælde til det dobbelte, sml. notatet, pkt. 2.3.3.2, samt Ot.prp. nr. 109 (2001-2002) som omtalt i denne betænknings kapitel 13 om sammenstød, pkt. 7.1.5. Norsk straffelovs § 61 foreslås i notatet affattet således (se notatet s. 10-11):

Ӥ 61:

Begår en tidligere domfelt person på ny en straffbar handling av samme art som han tidligere er dømt for, kan straffen overstige det maksimum som er fastsatt i straffebudet med inntil det dobbelte hvis ikke noe annet er bestemt i straffebudet. Når strafferammen for et lovbrudd har betydning for annet enn straffutmålingen, kommer den skjerpede strafferammen etter første ledd bare i betraktning hvis det er bestemt i loven.

Første ledd gjelder bare når den domfelte hadde fylt 18 år på tidspunktet for den tidligere straffbare handlingen og har begått den nye handlingen etter at straffen for den tidligere handlingen helt eller delvis er fullbyrdet. Er den nye straffbare handlingen en forbrytelse, gjelder første ledd, med mindre annet er bestemt, ikke hvis den nye handlingen er begått senere enn 6 år etter at fullbyrdelsen av den tidligere straffen er avsluttet. Er den nye straffbare handlingen en forseelse, kan det ikke ha gått mer enn 2 år fra fullbyrdelsen er avsluttet. Første til tredje punktum gjelder tilsvarende når skjerpet straff for gjentakelse er bestemt i straffebudet.

Retten kan la tidligere straffer som er idømt i utlandet, begrunne skjerpet straff på samme måte som straffer som er idømt her i landet.”

I NOU 2002: 4 indgår også forslag om en øget differentiering af strafferammerne, hvorved den hidtil kendte sondring mellem ”særdeles skjerpende” og ”særdeles formildende” omstændigheder i videre omfang afløses af et grovhedskriterium (”grov, vanlig og liten overtredelse”) ad modum f.eks. norsk straffelovs § 258 om groft tyveri, der i dag har følgende ordlyd:

”§ 258. Grovt tyveri straffes med bøter eller med fengsel inntil 6 år. Medvirkning straf-fes på samme måte.
Ved avgjørelsen av om tyveriet er grovt skal det særlig legges vekt på om tyveriet er forøvd ved innbrudd (§ 147, første ledd) eller fra person på offentlig sted, om gjer-ningsmannen har været forsynt med våpen, sprengstoff eller lignende, om tyveriet gjel-der en betydlig verdi eller om gjerningen av andre grunner er av særlig farlig eller sam-funnsskadelig art.”

Om enkelthederne i kommissionens overvejelser og forslag kan henvises til betænkningen s. 147 ff.

6.2. I Nordisk Strafferetskomité var spørgsmålet om udformningen af normal- og sidestrafferammer genstand for indgående drøftelse, sml. NU 1984: 2 Straffutmåling s. 36-37:

”En metode til å øve innflytelse på domstolenes straffutmåling uten å tvinge dem til urimelige avgjørelser i enkelttillfelle, består i å ha en hovedramme for de vanlige tilfelle, og høyere eller lavere rammer (siderammer) for særlig graverende eller særlig unnskyldelige tilfelle. Adgangen til å fravike den vanlige strafferamme kan være knyttet generelt til ”særdeles skjerpende” og ”særdeles formildende” omstendigheter, eller loven kan forsøke å gi en mer konkret beskrivelse av de omstendigheter som har betydning. I siste tilfelle nærmer man seg den fremgangsmåte som i stor utstrekning er brukt i den svenske brottsbalk, hvor man med utgangspunkt i en beskrivelse av normaltilfellet av en kriminalitetstype har strengere og mildere særbestemmelser om ”grovt brott” og ”ringa brott”. Undertiden er forutsetningene for at forbrytelsen skal betraktes som ”grov” eller ”ringa” nærmere beskrevet i loven, mens det i andre tilfelle er overlatt til domstolene å foreta rubriseringen uten nærmere holdepunkter i loven.

Det er vanskelig å gi noen generell vurdering av virkningen av slike bestemmelser. I større alminnelighet kan man si at io større frihet domstolene får til å fravike den ordinære strafferamme, desto svakere blir lovgivningens styringsfunksjon. Det kan likevel føles naturlig at den ordinære strafferamme er tilpasset til det som vil være aktuelt i det overveiende antall tilfelle, og at de ekstraordinære tilfelle varetas ved særlige bestem-melser. Dette er flere ganger fremhevet på prinsipielt grunnlag i det danske utvalgsarbeid, senest i Straffelovrådets forslag fra 1980 om voldtekt, ran og brannstiftelse. Undertiden kan også prosessuelle hensyn tale for en slik oppdeling, f eks fordi den kan innebære en mer hensiktsmessig avgrensing av de særlige grove forbrytelser som i Danmark og Norge er undergitt den omstendelige og tidkrevende jurybehandling. Slike overveielser har vært medbestemmende for de endringer som ved lov av 27 mai 1981 ble foretatt i de danske bestemmelser om voldtekt, ran og brannstiftelse. Man har her en normal strafferamme med maksimum 6 års fengsel, og en forhøyet strafferamme med fengsel inntil 10 år. For voldtekt og ran er forutsetningen for den forhøyede strafferamme at handlingen ”har haft en særlig farlig karakter, eller der i øvrigt foreligger særligt skærpende omstændigheder” (d strl §§ 216 og 288). For brannstiftelse er forutsetningen at der ”foreligger særligt skærpende omstændigheder” (§ 181). Forskjellen i reaksjon illustrerer at det kan bero på de enkelte gjerningstyper hvilke omstendigheter det er naturlig å fremheve som forutsetning for den forhøyede strafferamme. – Også i innstilling av mai 1982 fra det norske straffelovråd om narkotikalovbrudd, ran og heleri er hensynet til å redusere nødvendigheten av lagmannsrettsbehandling fremhevet som et moment ved fastsettelsen av strafferammene. Den ordinære maksimumsstraffen for ran er således foreslått nedsatt fra 10 til 5 år, slik at 10 års maksimum er forbeholdt for grovt ran.”

7. Straffelovrådets overvejelser

7.1. Som det fremgår af afsnit 2 ovenfor, er det ganske mange kriterier, der indebærer, at forhøjede sidestrafferammer kan eller skal anvendes. Det skal herved haves for øje, at straffeloven værner meget forskelligartede beskyttelsesinteresser.

7.2. Det er mindre betænkeligt at anvende det uskarpe kriterium ”formildende omstændigheder” end det uskarpe kriterium ”skærpende omstændigheder” i forbindelse med sidestrafferammer, idet det førstnævnte kriterium sigter til anvendelsesområdet for en lavere sidestrafferamme, hvorimod det sidstnævnte kriterium retter sig mod de tilfælde, hvor der kan blive spørgsmål om anvendelse af en forhøjet sidestrafferamme. De samme retsstatshensyn, der ligger bag kravet om præcis formulering af gerningsindhold, taler for, at strafforhøjelsesgrunde bør være udformet så klart og præcist som muligt.

7.3. Straffelovrådet har ved sin gennemgang af de ovennævnte straffelovsbestemmelser hæftet sig ved, at det kan forekomme sprogligt uheldigt, at straffeloven i mange tilfælde anviser en lavere sidestrafferamme, når der blot foreligger ”formildende omstændigheder”. Det er det samme udtryk, som anvendes, når der er spørgsmål om at fastsætte en lavere straf inden for normalstrafferammen, jf. denne betænknings kapitel 9 om straffelovens § 80. Tilsvarende gælder med hensyn til ”skær-pende omstændigheder”.

Der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt der bør anvendes forskellige ord for at markere en adskillelse af de to situationer. Der er under rådets drøftelse peget på forskellige muligheder. Som det fremgår af denne betænknings kapitel 9, afsnit 7, foreslås de gældende regler afløst af en ny bestemmelse i § 82, der angiver en række hensyn, som i almindelighed skal indgå som ”formildende omstændighed”. Rådet finder, at udtrykket ”særligt formildende omstændigheder” bør forbeholdes straffe-bestemmelser, hvor der er behov for at udskille tilfælde i en lavere sidestrafferamme, og at udtrykket ”særligt skærpende omstændigheder” bør forbeholdes straffebestemmelser, hvor der er behov for at udskille visse tilfælde i en højere sidestrafferamme. Som det vil fremgå af gennemgangen af bestemmelserne i straffelovens særlige del, sml. denne betænknings kapitler 14-29, er det rådets konklusion, at der efter rådets forslag til ny § 81 fortsat er behov for i visse bestemmelser at udskille forhold i en højere sidestrafferamme under anvendelse af det mere uskarpe kriterium ”særligt skær-pende omstændigheder”, hvorimod den nye § 82 efter rådets opfattelse overflødiggør anvendelse af de eksisterende lavere sidestrafferammer, sml. også pkt. 7.5 og 7.6 nedenfor.

7.4. Som nævnt i pkt. 2.1.1.4 ovenfor afskaffedes sidestrafferammerne i et ikke uvæsentligt antal straffelovsbestemmelser som led i afskaffelsen af hæftestraffen. Der kan også i andre tilfælde, som ikke har sammenhæng med de synspunkter vedrørende normal- og sidestrafferammer, der er anført som led i afskaffelsen af hæftestraffen, rejses spørgsmål om en begrænsning af de eksisterende sidestrafferammer. Det kan for flere bestemmelsers vedkommende overvejes enten at begrænse sidestrafferammerne til det eller de praktisk vigtigste tilfælde eller helt at udelade sidestrafferam-merne og fastsætte én strafferamme.

Det ovenfor anførte udelukker endvidere ikke, at der kan rejses spørgsmål om, hvorvidt den – bl.a. i denne betænknings kapitel 5, pkt. 6.3.4 – omtalte tendens til at tillægge formuekrænkelser mindre vægt og angreb på person større vægt bør føre til en nyvurdering af kriterierne for anvendelse af sidestrafferammer. Til illustration kan peges på indbrudstyveri, hvor det ved udformningen af en eventuel sidestrafferamme kunne overvejes at tillægge det større betydning, at indbruddet er begået i privat beboelse, og mindre betydning, hvad de stjålne genstandes værdi er, sml. herved også denne betænknings kapitel 13 om sammenstød, pkt. 8.2, med Straffelovrådets overvejelser om spørgsmålet om fortsat at lade strafansvaret for tyveri absorbere den husfredskrænkelse, der sædvanligvis ledsager et indbrud.

7.5. Som det fremgår af afsnit 3, kan der også påvises en stor variation i formuleringen af de kriterier, som er bestemmende for, om lavere sidestrafferammer kan eller skal anvendes. Det skal herved på linje med vurderingen af de kriterier, der er bestemmende for anvendelsen af forhøjede sidestraf-ferammer, haves for øje, at straffeloven værner meget forskelligartede beskyttelsesinteresser. Af-skaffelsen af hæftestraffen indebar, at også lavere sidestrafferammer udgik af nogle straffelovsbe-stemmelser.

7.6. Straffelovrådet har ved drøftelsen af det generelle spørgsmål om anvendelse af normal- og side-strafferammer taget udgangspunkt i de overvejelser, som kom til udtryk i 1987-betænkningen, jf. afsnit 5 ovenfor. Som anført i denne betænknings kapitel 5 om strafferammers minimum og maksi-mum, pkt. 6.3.2, finder rådet det fortsat ønskeligt at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i udmålingspraksis. Rådet kan på den anden side også tiltræde, at det i almindelighed må anses for velbegrundet at fastsætte strafmaksimum således, at der er et vist spillerum mellem normalniveauet for straffe og strafferammens maksimum. Strafferammerne skal indrettes, så der foruden sammenstød og gentagelse kan tages højde for de variationer i straffen, som følger af, at en forbrydelse kan forekomme i forskellige grader af grovhed.

Udformningen af strafferammer rejser spørgsmål om, i hvilket omfang man skal gøre brug af den fremgangsmåde at give en lovovertrædelse en delt strafferamme. En forbrydelses strafmaksimum kan holdes nede i hovedrammen, hvis der hertil føjes en sideramme med adgang til i særlige tilfælde at gå op til et højere maksimum end det i hovedrammen nævnte. Anvendelsen af normal- og sidestrafferammer kan være ”[e]n metode til å øve innflytelse på domstolenes straffutmåling uten å tvinge dem til urimelige avgjørelser i enkelttilfelle” (sml. Nordisk Strafferetskomité i pkt. 6.2 oven-for).

Som det fremgår af 1987-betænkningen, blev den nævnte fremgangsmåde fulgt i 1981, da det normale strafmaksimum for forsætlig brandstiftelse, voldtægt og røveri blev nedsat til 6 års fængsel, idet der samtidig tilføjedes en sidestrafferamme på 10 års maksimum med sigte på handlinger af særlig farlig karakter eller tilstedeværelsen af særligt skærpende omstændigheder i øvrigt.

Som et nyere eksempel kan peges på udformningen af overbygningsbestemmelsen om menneske-smugling i straffelovens § 125 a, der er gennemført ved lov nr. 380 af 6. juni 2002, og som er affødt af en EU-rammeafgørelse om emnet. Efter udlændingelovens § 59, stk. 5, er normalstrafferammen for menneskesmugling bøde eller fængsel indtil 2 år. Ved lovændringen er som led i skærpelsen af strafmaksimum fra 4 til 8 års fængsel præciseret i lovteksten, at den skærpede strafferamme retter sig mod tilfælde, hvor menneskesmugling sker ”for vindings skyld og under i øvrigt skærpende omstændigheder”. Det er endvidere fremhævet, at det navnlig skal anses som en skærpende om-stændighed, hvis ”andres liv udsættes for fare”, eller hvis der er foreligger ”overtrædelser af mere systematisk eller organiseret karakter”. Ændringen ledsages i lovmotiverne af følgende bemærknin-ger, som Straffelovrådet kan tiltræde, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2945:

”Straffelovens § 125 a indeholder ingen opregning af, hvad der skal forstås ved skær-pende omstændigheder. Ifølge bestemmelsens forarbejder beror det således på en samlet helhedsvurdering, men det er en forudsætning, at menneskesmuglingen sker for vindings skyld. Som eksempel nævnes i den forbindelse, at der foreligger skærpende om-stændigheder, hvis der er tale om organiseret eller professionel menneskesmugling.

Efter Justitsministeriets opfattelse er det rigtigst i selve lovteksten nærmere at angive, i hvilke tilfælde der må anses navnlig at foreligge skærpende omstændigheder. Det foreslås derfor at fastslå udtrykkeligt i bestemmelsen, at det er en forudsætning for bestem-melsens anvendelse, at menneskesmuglingen sker for vindings skyld. Herudover foreslås det at tilføje et nyt punktum, der angiver de to eksempler på forhold, som taler i skærpende retning, og som er nævnt i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 3 [EU-rammeafgørelse om menneskesmugling].”

Ved den samme lovændring er som § 262 a indføjet en straffelovsbestemmelse med en strafferamme på indtil 8 års fængsel for menneskehandel. Bestemmelsen tilsigter at gennemføre de lovæn-dringer i dansk ret, som er nødvendige for at kunne opfylde en EU-rammeafgørelse. Rammeafgørelsen medfører pligt til at sikre, at lovovertrædelser omfattet af artikel 1 og 2 kan straffes med strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen, har afskræk-kende virkning, og som kan medføre udlevering. Lovovertrædelser omfattet af artikel 1 skal endvi-dere kunne straffes med en maksimumstraf på mindst 8 års fængsel, når offeret forsætligt eller groft uagtsomt er blevet bragt i livsfare, overtrædelsen er begået med brug af grov vold eller har forvoldt ofret særlig alvorlig skade, lovovertrædelsen er begået inden for en kriminel organisation, eller offeret er særlig sårbart, hvilket efter rammeafgørelsen altid vil være tilfældet, når ofret er under den seksuelle lavalder i henhold til national lovgivning, og hensigten med forbrydelsen har været ud-nyttelse af ofret ved prostitution eller anden seksuel udnyttelse. Ved udformningen af § 262 a har man afstået fra at benytte fremgangsmåden med delte strafferammer, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2951-52:

”I den foreslåede bestemmelse er der fastsat en strafferamme på fængsel indtil 8 år. Ju-stitsministeriet har overvejet, om der i stedet burde fastsættes en lavere strafferamme for visse former for menneskehandel kombineret med en højere strafferamme på 8 års fængsel, hvis der foreligger skærpende omstændigheder – herunder hvis der er tale om forhold, der efter EU-rammeafgørelsen kræver en strafferamme på fængsel i 8 år. Ud fra en lovteknisk vurdering samt ud fra en vurdering af, at en strafferamme på 8 års fængsel vil afspejle de krænkelser af den personlige frihed mv., som menneskehandel er udtryk for, har Justitsministeriet imidlertid valgt at foreslå en almindelig strafferamme på fængsel indtil 8 år, der omfatter alle former for menneskehandel.

En række omstændigheder vil samtidig skulle betragtes som skærpende i forbindelse med strafudmålingen. Det gælder f.eks., hvis forurettede på gerningstidspunktet var under 15 år, og formålet med overtrædelsen var udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, hvis der er tale om organiseret menneskesmugling, eller hvis ofret forsætligt eller groft uagtsomt er blevet bragt i livsfare.”

Imod anvendelsen af en lovteknik med delte strafferammer kan anføres, at det kan vise sig vanskeligt på forhånd at overskue den variation af tilfælde, som kan komme til at foreligge. Det kan føre til, at de betingelser, under hvilke en sidestrafferamme kan eller skal anvendes, må angives forholdsvis upræcist eller skønspræget, idet man f.eks. nødsages til benytte udtryk som ”skærpende omstændigheder” eller ”særligt skærpende omstændigheder”. Det kan også anføres, at brugen af et lavere strafmaksimum i hovedrammen er en skueret, når realiteten er den, at der alligevel gælder et højere maksimum, hvis anvendelse blot beror på rettens skøn over de ”skærpende” eller ”særligt skærpende” omstændigheder.

Heroverfor kan anføres, at anvendelsen af en lovteknik med delte strafferammer skærper lovgiv-ningsmagtens opmærksomhed om, hvilke straffe der skal gælde for forskellige handlinger under nærmere angivne omstændigheder. Som påpeget i Straffelovrådets betænkning fra 1987 ligger i den delte strafferamme en tilkendegivelse om, at straffen i alle normaltilfælde, herunder inden for den grovere ende af den sædvanligt forekommende kriminalitet, skal holde sig inden for hovedrammen, mens anvendelsen af sidestrafferammen forbeholdes tilfælde, hvor der kan peges på særlige grov-hedsmomenter eller momenter af formildende karakter, som ikke er almindeligt forekommende. Den delte strafferamme kan føre til begrænsning af strafmulighederne, herunder anvendelse af strafmaksima, der i almindelighed må forekomme urealistiske for den pågældende gerningstype.

Straffelovrådet er fortsat af den opfattelse, at strafferammesystemet ofte bør udformes under anven-delse af delte strafferammer. Der er i rådet enighed om, at en lovteknik med delte strafferammer i mange tilfælde må antages at være bedre end at opstille én strafferamme med det højeste maksimum. Rådet er opmærksomt på de vanskeligheder, denne lovteknik kan frembyde. Rådet har set det som en opgave ved revisionen af strafferammesystemet at komme med forslag til en mere præcis og nuanceret angivelse af de kriterier, der kan eller skal betinge anvendelsen af sidestrafferammer i skærpende retning. Mens kriterierne for strafforhøjelse i overensstemmelse med legalitetsprincippet bør søges udformet så klart og præcist som muligt, er der ikke det samme behov for, at kriterierne for strafnedsættelse udformes præcist. Der er derfor efter rådets opfattelse ingen afgørende indven-dinger imod at anvende vage og mere konturløse formuleringer ved angivelsen af en adgang til at fravige den foreskrevne strafferamme i formildende retning.

Rådet har derfor ved gennemgangen af strafferammerne inden for de enkelte deliktstyper overvejet og i visse tilfælde fremsat forslag til ændring af de nuværende strafferammer med sigte på en mere præcis beskrivelse af de kriterier, der betinger anvendelsen af en skærpet sidestrafferamme. Rådet har ved denne gennemgang haft for øje, at der for en række bestemmelser har kunnet rejses spørgs-mål om forenkling af strafferammerne, herunder begrænsning af sidestrafferammerne til at gælde et eller nogle få praktisk forekommende tilfælde, sml. herved også pkt. 7.3 ovenfor.

7.7. Der har i ældre strafferet været en stærk tilbøjelighed til at opstille skærpede sidestrafferammer af enten obligatorisk eller fakultativ karakter med sigte på gentagelsestilfælde. I nyere dansk straffe-ret spiller sådanne bestemmelser ikke nogen større rolle, sml. dog bl.a. § 231 om rufferi, alfonseri mv., § 247, stk. 1, om voldsforbrydelser og § 291, stk. 2, om tingsbeskadigelse- og ødelæggelse. Endvidere er senest ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 indføjet en ny bestemmelse om brugstyveri af motorkøretøjer i straffelovens § 293 a, der skærper normalstrafferammen på bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder til fængsel i 4 år ”[u]nder skærpende omstændigheder, navnlig i gentagelsestil-fælde”, sml. Folketingstidende 2001-02, tillæg A, s. 2939:

”Som anført må brugstyveri af motorkøretøjer efter Justitsministeriets opfattelse ofte re-elt betragtes som ligeartet med egentligt tyveri af et sådant køretøj. Det foreslås derfor, at normalstrafferammen for brugstyveri af motorkøretøjer skal være bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder. Det svarer til normalstrafferammen for tyveri efter bestemmel-sen i straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 276. Strafskærpelsesreglen i § 293 a, 2. pkt., inde-holder et strafmaksimum på fængsel i 4 år, hvilket svarer til straffelovens § 286, stk. 1, om tyveri af særlig grov beskaffenhed. Efter den foreslåede strafskærpelsesregel i § 293 a, 2. pkt., er det navnlig i gentagelsestilfælde, at straffen kan stige til fængsel i 4 år.”

Det er fortsat Straffelovrådets opfattelse, at der i almindelighed bør udvises tilbageholdenhed med at anvende formuleringer, der fremhæver gentagelsestilfælde som en strafforhøjende omstændighed. Som anført i rådets betænkning fra 1987 bør det ved fastsættelsen af strafmaksima for de enkelte delikter haves for øje, at gentagelse – herunder gentagne tilbagefald – kan være en omstændighed, der i sig selv eller i kombination med andre strafudmålingsfaktorer kan føre til straffe, der ligger over normalniveauet for det pågældende delikt. Der har derfor og under hensyn til, at der er rigelig mulighed for at tillægge gentagelse fuld betydning inden for de pågældende almindelige strafferammer, været udtrykt sympati for at ophæve de endnu gældende bestemmelser om forhøjet strafmaksimum ved gentagelse. Der er i den forbindelse tillige henvist til de betydelige skærpelser af strafmaksimum i bl.a. §§ 244-246, som er gennemført ved lov nr. 380 af 6. juni 2002. Det er dog også anført, at de omhandlede bestemmelser er en integreret del af de øvrige berørte straffelovsbe-stemmelser, og at videre overvejelser om ophævelse som følge heraf bør ske i anden sammenhæng, sml. bl.a. denne betænknings kapitel 24 om voldsforbrydelser, pkt. 11.3, med rådets bemærkninger til § 247, stk. 1.

Et flertal af Straffelovrådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, William Rentzmann og Sven Ziegler) har efter en samlet vurdering fundet det rigtigst i den foreliggende sammenhæng at afstå fra at fremkomme med forslag om ophævelse af de endnu gældende bestemmelser, der skærper strafmaksimum ved gentagelse, sml. dog kapitel 29 om andre formueforbrydelser, pkt. 2.4.1, hvor Straffelovrådet til dels i tråd med 1987-betænkningen foreslår § 291, stk. 2, ændret med henblik på en præcisering af de tilfælde, hvor der kan være behov for at gå ud over strafmaksimum i § 291, stk. 1. Flertallet finder anledning til at fremhæve, at ger-ningsmandens kriminelle fortid tillægges væsentlig betydning i retspraksis, navnlig ved recidiv til ligeartet kriminalitet, sml. denne betænknings kapitel 9 om straffastsættelse, pkt. 5.3. Flertallet be-mærker i den forbindelse, at der ikke med forslagene til en ændret affattelse af de almindelige be-stemmelser om straffastsættelse er tilsigtet nogen ændring i den bestående retstilstand på dette punkt, sml. samme kapitel, afsnit 7, med rådets forslag til § 81, nr. 1.

Som det fremgår af pkt. 5.2 ovenfor, blev der i 1987-betænkningen rejst spørgsmål om, hvorvidt den foreskrevne frist for gentagelsesvirkning i straffelovens § 81, stk. 3, burde nedsættes fra 5 til 3 år. Der var i rådet sympati for tanken, men da spørgsmålet om gentagelsesvirkning havde sin største praktiske betydning inden for særlovgivningen, var der enighed om, at spørgsmålet burde udskydes til senere behandling. Det ovenfor anførte flertal er af den opfattelse, at § 81 bl.a. under hensyn til de endnu gældende straffelovsbestemmelser, der skærper maksimum ved gentagelse, indtil videre bør opretholdes uændret, sml. ovenfor. Se endvidere § 1, nr. 6, med § 84 i rådets lovudkast.

Et mindretal (Vagn Greve og Jakob Lund Poulsen) udtaler, at det er et væsentligt led i nyere straffe-ret såvel i udlandet som i Danmark, at strafferammerne skal afspejle forbrydelsens grovhed. Det er derfor udgangspunktet, at de enkelte forbrydelsers strafferammer ikke skal bestemmes af forbryde-rens fortid, stilling, alder etc. Noget andet er, at forbryderens forhold - fortid, stilling, alder etc. - kan påvirke strafudmålingen inden for rammen i opadgående eller nedadgående retning. Det er derfor velbegrundet, at et enigt Straffelovråd tilslutter sig denne udvikling. Mindretallet ser ikke, at de af flertallet anførte grunde for at bevare enkelte gentagelsesregler kan tillægges den af flertallet angivne vægt. Mindretallet er derfor af den opfattelse, at man generelt bør ophæve sidestrafferammer baseret på gentagelseskriterier.

7.8. I 1987-betænkningen blev alene stillet forslag om de ændringer af § 83, som forslagene om afskaffelse af hæftestraffen, nyskrivningen af voldsbestemmelserne og ordningen med prøveløsla-delse af livstidsdømte nødvendiggjorde, sml. pkt. 4.5 ovenfor.

Som det fremgår af pkt. 4.2 ovenfor, var § 83 ved tilblivelsen navnlig begrundet i hensynet til be-skyttelse af personale mv. knyttet til vedkommende afsoningsinstitution (”anstalt”). Der er ingen tvivl om, at der ved strafudmålingen kan tages hensyn til gerningsmandens status af indsat (”fange”). Det følger bl.a. af de ovenfor omtalte principper om gentagelsens betydning, sml. pkt. 7.7.

Afgørende for, om § 83 skal videreføres, er, om bestemmelsen udfylder et behov i øvrigt. §§ 180 og 237 har strafferammer med livstid som maksimum, hvorfor en fordobling her savner mening. § 119 rummer allerede en fordobling af normalstrafferammen for vold, sml. § 244 med et strafmaksimum på 3 års fængsel. §§ 244-246 og § 252 er netop blevet skærpet i en sådan grad, at der fuldt ud er mulighed for at inddrage de hensyn, som § 83 skal varetage. Sml. herved tillige § 247, stk. 1, omtalt i pkt. 7.7 ovenfor, der skærper strafmaksimum med 50 pct. ved gentagelse. Straffelovrådet foreslår i denne betænkning en markant forøgelse af strafmaksimum i § 291, der også overflødiggør § 83, sml. kapitel 29 om andre formueforbrydelser, pkt. 2.4.1. I retspraksis har man citeret § 83, jf. pkt. 4.4 ovenfor, men næppe nogensinde anvendt bestemmelsen på en måde, som ikke kunne gøres efter de almindelige regler. Der kunne i øvrigt rejses spørgsmål om, hvorvidt henvisningerne i § 83, stk. 1, fortsat er dækkende, f.eks. med henblik på tilfælde, hvor en fængselsfunktionær voldtages af en indsat.

Det er Straffelovrådets konklusion, at der ikke kan antages at være noget reelt behov for at bevare stk. 1 og 2 i § 83. Rådet henviser videre til, at det som anført i 1987-betænkningen bør tilstræbes at undgå strafmaksima, der ligger væsentligt over det, som man med rimelighed kan vente at få brug for i retspraksis. Rådet foreslår derfor, at bestemmelserne ophæves. Rådet finder det rigtigst, at en ophævelse af § 83, stk. 1 og 2, ledsages af en lovændring, hvorved det præciseres, at det som hidtil efter omstændighederne kan være en skærpende omstændighed ved straffastsættelsen inden for den foreskrevne strafferamme, når forbrydelsen er begået af en person, der udstår straf, eller af en tidli-gere strafafsoner, sml. denne betænknings kapitel 30 (lovudkast) med § 81, nr. 10 og 11.

Der er enighed om, at de almindelige regler, herunder om følgerne af, at der begås strafbart forhold i prøvetiden, er fuldt tilstrækkelige, når livstidsdømte begår ny kriminalitet. Stk. 3 i § 83 foreslås derfor ophævet uden forslag om nye bestemmelser, sml. § 1, nr. 5, i rådets lovudkast.