Kapitel 7 - Fængselsstraffens faste minimum

1. Indledning

2. Gældende ret

”Straffelovrådet foreslår, at grænsen ved 30 dage nedsættes til 7 dage i forbindelse med afskaffelsen af hæftestraffen. Rådet lægger i den forbindelse bl.a. vægt på, at et minimum på f.eks. 14 dage ville være for højt med henblik på de områder, hvor overtrædelser af straffeloven, færdselsloven og andre særlove medfører hæftestraffe på mindre end 14 dage. Endvidere er et minimum på 7 dage efter Straffelovrådets opfattelse ubetænkelig med hensyn til lovovertrædelser, for hvilke der i dag kun er hjemmel til at anvende fængselsstraf, dvs. en frihedsstraf af mindst 30 dages varighed.

Også efter en nedsættelse af grænsen til 7 dage vil det bero på domstolenes afgørelser, i hvilket omfang de lave udmålingssatser skal anvendes i praksis. Når en grænse på 7 dage fremover kommer til at gælde også for fængselsstraffens hidtidige område, vil det således være domstolenes bedømmelse af lovovertrædelsernes grovhed og andre forhold, der bestemmer, hvorledes de forskellige trin under 30 dage skal anvendes.
…
Justitsministeriet kan … tiltræde de principper, som Straffelovrådet har foreslået med henblik på gennemførelse af forslaget om afskaffelse af hæftestraffen … Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.”

2.2. Straffelovrådet har noteret sig den gennemførte nedsættelse af fængselsstraffens faste minimum til 7 dage. Der er enighed om, at spørgsmålet om fastlæggelsen af fængselsstraffens faste minimum også bør behandles i rådet som led i revisionen af strafferammesystemet.

3. Forarbejderne til borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933

”Strafartens Minimum er sat til 1 Aar i Overensstemmelse med de Anskuelser, der al-mindelig raade indenfor Fængselsvidenskaben, og som gaa ud paa, at intet varigt Resultat vil kunne opnaas, hvis Fængselsmyndighederne ikke i det mindste have et Aar til Raadighed til Paavirkning og Behandling af Personer, overfor hvem den strengeste Art af Frihedsstraf skal bringes til Anvendelse.”

Om det foreslåede minimum for henholdsvis ”Arbejdsfængsel” og ”simpelt Fængsel” nævntes, jf. s. 30-31:

”Ved Fastsættelsen af Minimum baade for Arbejdsfængsel og for simpelt Fængsel har man ønsket at komme bort fra de ganske kortvarige Frihedsstraffe, der efter Kommissi-onens Mening bør afløses af Bødestraf. Kun i enkelte særlige Tilfælde, og da af Hensyn til Lovovertrædernes særegne Beskaffenhed er man gaaet til kortere Tids Arbejdsfæng-sel, jfr. saaledes §§ 163, 164, 324 og 327 [visse handlinger begået i selvforskyldt beru-selse, betleri mv.].”

3.2. I Torps betænkning af 1917 foresloges i § 31, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter de almindelige straffe var ”Arbejdsfængsel, simpelt Fængsel og Bøde”. ”Arbejdsfængsel” kunne efter § 32, stk. 1, 1. pkt., idømmes ”ikke under 2 Maaneder”, og ”simpelt Fængsel” kunne, ”hvor ikke andet [var] særligt bestemt”, idømmes fra ”21 Dage”, jf. lovudkastets § 45, stk. 1, 1. pkt., sml. s. 71 f.

3.3. I Straffelovskommissionens betænkning af 1923 kunne der ikke opnås enighed om bestemmel-sen om ”Strafarbejde”. Et flertal på 5 medlemmer foreslog i § 33 en bestemmelse, hvorefter de al-mindelige straffe var ”Fængsel, Hæfte og Bøde”. Et medlem foreslog, at strafarten ”Strafarbejde” også kom til at indgå blandt de almindelige straffe og med et fast minimum på ”ikke under 1 … Aar” svarende til § 13, stk. 1, 1. pkt., i lovudkastet fra Straffelovskommissionen af 1912 (sml. § 34). Der var enighed om at foreslå det faste minimum for fængsel og hæfte fastsat til henholdsvis ”1 Maaned” og ”14 Dage”. Bemærkningerne til disse bestemmelser indeholdt en udførlig redegørelse for Straffelovskommissionens overvejelser, sml. sp. 90 og 101 ff.:

”Om Frihedsstraffene bemærkes følgende:

Efter at den midl. Strfl. af 1. April 1905 indenfor Straffelovens Omraade har hjemlet almindelig Adgang til Anvendelse af Fængsel paa sædvanlig Fangekost i Stedet for Fængsel paa Vand og Brød og paabudt, at den førstnævnte Straf skal være forbundet med Arbejdstvang, er Forholdet i Retsanvendelsen blevet dette, at Vand- og Brødstraffen kun meget sjældent anvendes, og at den herskende Retstilstand, bortset fra Vand- og Brødstraffen og det endnu sjældnere anvendte Statsfængsel, gør Brug af følgende Fri-hedsstraffe:
1) Simpelt Fængsel fra 2 Dage til 2 Aar.
2) Fængsel paa sædvanlig Fangekost fra 2 Dage til 6 Maaneder.
3) Strafarbejde fra 8 Maaneder til Livstid.
4) Tvangsarbejde fra 2 Dage til 2 Aar …

Med hensyn til Grænserne for Frihedsstraffenes Varighed er Kommissionen enig om, at de gældende Minimalsatser, navnlig for den strengere Frihedsstraf, Fængsel, bør forhø-jes. Den gældende Straffelov har et Minimum paa 2 Dage for alle Arter af Frihedsstraf, bortset fra Strafarbejde, men har til Gengæld for alle de hyppigst forekommende bety-deligere Forbrydelser, navnlig de fleste Berigelsesforbrydelser, højere Minimalsatser, der udelukker Anvendelsen af Strafartens legale Minimum, saaledes ved simpelt Tyveri og Bedrageri et Minimum paa 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød eller efter den midl. Strfl. af 1. April 1905 normalt 20 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

I Modsætning til dette System har Kommissionen foretrukket i vidt Omfang at ophæve de særlige Minimalsatser for de enkelte Forbrydelser, men paa den anden Side forhøje Frihedsstraffenes legale Minima.

For Fængselsstraffens Vedkommende er Kommissionens Medlemmer med Undtagelse af Torp enedes om at sætte Minimum til 1 Maaned. Lavere bør Minimum ikke sættes, naar en med Arbejdstvang og pønitentiær Paavirkning forbunden Frihedsstraf skal være effektiv.

Paa den anden Side har Kommissionens Flertal ikke ment at burde foreslaa et højere Minimum. En højere Ansættelse skulde nærmest begrundes ved, at der til en varigere Paavirkning af den dømte ved de pædagogiske Midler, som staar til Raadighed under Straffuldbyrdelsen, nødvendigvis maatte udkræves længere Tid, hvortil kommer, at
Rets-anvendelsen erfaringsmæssig har vist Tilbøjelighed til at idømme for kortvarige Straffe, navnlig overfor de yngre, begyndende Vaneforbrydere. De Minimalsatser, disse Betragtninger vilde føre til, maatte imidlertid være saa høje – vel mindst 4-6 Maaneder –, at man efter Flertallets Opfattelse vilde ramme mange Tilfælde med unødvendigt langvarige Straffe. – Vanskeligheden ved at ansætte det rette legale Minimum for Straf-arten beror paa, at dette bliver begrænsende for Strafudmaalingen for alle Forbrydelser og alle Forbrydere uden Hensyn til Forbrydelsernes Afskygning og Forbryderens Ka-rakter. Der maa derfor regnes med Idømmelse af Fængselsstraf i mange Tilfælde, hvor pønitentiær Paavirkning i længere Tid ikke er paakrævet. Og i hvor høj Grad en saa be-tydelig Forhøjelse af Minimum som f. Eks. til 4-6 Maaneder vilde støde an mod den almindelige Retsopfattelse her i Landet, fremgaar noksom af den Omstændighed, at det saa at sige eenstemmigt fremhæves som en af de mest paatrængende Reformer af den gældende Straffelov, at det fastsatte Minimum af Strafarbejde i 8 Maaneder (der normalt udstaas i 6 Maaneder) for 3die Gang begaaet Tyveri ophæves som for højt. – Af de i T. U. Mot. S. 66-67 anbefalede Midler, der skulde gøre det muligt at undvære de korte Frihedsstraffe, kommer Anvendelse af Bødestraf ikke i Betragtning her. Henvisningen til en mere udstrakt Anvendelse af betinget Dom er vel af Betydning, men har ikke overvundet Flertallets Betænkeligheder ved at foreslaa et højere Minimum end 1 Maa-ned. Opmærksomheden maa i denne Forbindelse henledes paa, at nærværende Udkast ved Bestemmelsen om Ungdomsfængsel af mindst 1 Aars Varighed overfor de begyn-dende Forbrydere og Hensættelse i Arbejdshus overfor Betlere har anvist Midler til at komme bort fra de korte Frihedsstraffe i de Tilfælde, hvor deres Anvendelse maa anses for mest forfejlet.

Med Hensyn til Ansættelsen af Minimum for Hæfte gør der sig væsentlig andre Be-tragtninger gældende, idet denne Strafart ikke er forbunden med den Arbejdstvang og den varigere pønitentiære Paavirkning, som karakteriserer Fængselsstraffen, ligesom de Lovovertrædelser, for hvilke Straffen hjemles, og de Lovovertrædere, paa hvilke den kommer til Anvendelse, gennemgaaende er af en ganske anden Type end ved Fængsels-straffen. Der er da ejheller for Hæftestraffens Vedkommende den Enighed om Nødven-digheden af et højere Minimum, som har været fremtrædende i Diskussionen om den strengere Frihedsstraf. Af fremmede Udkast har saaledes det sidste tyske Udkast af 1919 ligesom tysk Vorentwurf af 1909 et Minimum paa 1 Dag, tysk Gegenentwurf af 1911 3 Dage, det schweiziske Udkast af 1918 1 Dag, medens paa den anden Side Thy-réns svenske Udkast 1916 for Hæftestraffen har samme Minimum som for Fængsels-straffen, nemlig 3 Maaneder.

Efter Kommissionens Flertals Formening tør der ikke regnes med, at en mere udstrakt Anvendelse af Bødestraffen, selv med indgribende Reformer af denne, helt vil kunne overflødiggøre de korte Hæftestraffe, dels fordi adskillige mindre betydelige Lovover-trædelser efter deres Beskaffenhed ikke egner sig til Afgørelse ved Bøde, dels fordi Bø-destraf paa Grund af Gerningsmandens personlige Forhold ikke lader sig anvende, f. Eks. overfor Betlere og Fallenter. Man er vel enig om, at det nuværende Minimum paa 2 Dage bør forhøjes, for at Straffen kan faa den fornødne Effektivitet, men paa den anden Side er der ikke Grund til at antage, at Hæftestraf af endog ret kort Varighed skulde være formaalsløs eller endog mere skadelig for den domfældte end tilsvarende Straffe af længere Varighed. Den Betragtning gør sig derfor her i langt stærkere Grad gældende end ved Fængselsstraffen, at Loven ikke ved at ansætte Minimum for højt bør tvinge Domstolene til i mange Tilfælde at anvende Hæftestraffe af længere Varighed end af generalpræventive og specialpræventive Grunde nødvendigt. Flertallet har herefter foreslaaet Hæftestraffens Minimum sat til 14 Dage, idet dog indenfor Flertallet Krabbe mener, at man ikke bør gaa højere end til 7 Dage, saaledes som ogsaa foreslaaet i K. U. 1912, hvorved bemærkes, at Satser paa 8, 10 og 12 Dage jævnlig anvendes i Praksis, medens lavere Satser end 1 Uge kun sjældent forekommer og utvivlsomt kan undværes.

De anførte Grænser for Fængsel og Hæfte gælder dog kun, naar de paagældende Straffe anvendes som principal Straf. Hvor Frihedsstraffe anvendes som Forvandlingsstraf for Bøder, vil Minimum for Hæfte og Fængsel være 2 Dage (§ 57).

Et Mindretal (Torp) nærer fremdeles store Betænkeligheder ved at sætte Minimum for Frihedsstraf saa lavt som her foreslaaet og skal herved henlede Opmærksomheden paa, at norsk Straffelov sætter Minimum til 21 Dage; men Mindretallet har, da det ikke har fundet fornøden Tilslutning indenfor Kommissionen, ikke ment paa dette Punkt med nogen Nytte at kunne stille Ændringsforslag.”

3.4. Forslag til Almindelig borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1924-25 indeholdt i § 35, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter de almindelige straffe var ”Tugthus, Fængsel, Hæfte og Bøde”. Det faste minimum for ”Tugthus” var efter § 36, 1. pkt., ”4 … Aar”, og det faste minimum for ”Fængsel” var ”14 Dage”, jf. § 38, 1. pkt. Hertil føjedes i § 51, stk. 1, 1. pkt., en bestemmelse om hæftestraffens faste minimum. Det bestemtes heri, at ”Hæfte … , hvor ikke andet er bestemt, [idømmes] fra 7 Dage”. I lovforslagets bemærkninger var anført en række betragtninger om fast-sættelsen af frihedsstraffens minimum. Det fremgik herom bl.a., jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, sp. 3295:

”Med hensyn til Grænserne for Frihedsstraffenes Varighed bemærkes følgende: Kom-missionsflertallets Forslag (§ 34, jfr. Mot. Sp. 101-03 og 111) gaar ud paa, at Fængsel idømmes … ikke under 1 Maaned … , medens Mindretallet foreslaar, at Strafarbejde skal kunne idømmes … paa Tid ikke under 1 … Aar (§ 34), og Fængsel paa Tid ikke under 1 Maaned … (§ 43 A). Hæfte foreslaas af Kommissionens Flertal idømt fra 14 Dage… (U. § 48).

Efter Lovforslagets § 36 kan Tugthus idømmes … paa Tid ikke under 4 … Aar …

Fængsel kan ifølge § 38 idømmes fra 14 Dage … Naar man saaledes i Overensstemmelse med den første Kommissions Udkast (§ 17) foreslaar Minimum for denne Strafart nedsat fra 1 Maaned til 14 Dage, skyldes det, at Erfaringen under den nu gældende Ordning har vist, at der er Trang til korte Frihedsstraffe ogsaa af strengere Art. Den Indvending, at Minimum ikke bør sættes for lavt, naar en med Arbejdstvang og pønitentiær Paavirkning forbunden Frihedsstraf skal være effektiv, gør sig omtrent i samme Grad gældende overfor et Minimum af 1 Maaned som overfor det her foreslaaede, og kan ikke betragtes som afgørende overfor det praktiske Retslivs Krav…

Hæfte kan ifølge § 51 (jfr. U. § 48 og Mot. Sp. 103-04) idømmes fra 7 Dage …, hvilke Tidsgrænser stemmer med den første Straffelovskommissions Udkast (§ 21) …”

I Forslag til Borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1927-28 var de almindelige straffe indskrænket til ”Fængsel, Hæfte og Bøde”, jf. § 34. Efter § 35, stk. 1, kunne ”Fængsel” idømmes i ”ikke under 1 Maaned”, og ”Hæfte” kunne, ”hvor ikke andet er bestemt, [idømmes] fra 7 Dage”, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og Rigsdagstidende 1927-28, tillæg A, sp. 5348:

”b) Grænserne for Frihedsstraffenes Varighed foreslaas sat paa samme Maade som i Kommissionsudkastet, dog at Minimum for Hæftestraffen ligesom i F. 1924 foreslaas nedsat fra 14 til 7 Dage … ”

Forslag til Borgerlig Straffelov fremsat i Folketingssamlingen 1929-30 videreførte med en enkelt redaktionel ændring det tidligere lovforslags bestemmelser om strafarterne og deres faste minima, jf. §§ 32, 35 og 44, stk. 1, 1. pkt. I § 35 var det præciseret, at fængselsstraffens faste minimum var ”ikke under 30 Dage”.

4. Straffelovrådets betænkning 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”… ser straffelovrådet ingen betænkeligheder ved at fastsætte fængselsstraffens faste minimum til 7 dage. Et minimum på 14 dage ville være for højt med henblik på de om-råder, hvor overtrædelser af straffeloven, færdselsloven og andre særlove nu medfører hæftestraffe på mindre end 14 dage. Men et minimum på 7 dage er også ubetænkeligt med hensyn til de lovovertrædelser, for hvilke der i dag kun er hjemmel til at anvende fængselsstraf, altså en straf af mindst 30 dages varighed.

Også efter en nedsættelse af denne grænse til 7 dage vil det bero på domstolenes afgø-relser, i hvilket omfang de lave udmålingssatser skal anvendes i praksis. For hæftestraf-fens vedkommende har man kunnet arbejde under en regel om 7 dages minimum uden af den grund at føle sig tvunget til en udstrakt anvendelse af straffe omkring denne grænse. Når en 7 dages grænse fremtidig kommer til at gælde også for fængselsstraffens hidtidige område, vil det være domstolenes bedømmelse af lovovertrædelsernes grovhed og andre forhold, der bestemmer, hvorledes de forskellige trin under 30 dage skal anvendes. Der forekommer sikkert allerede nu tilfælde, hvor domstolene gerne ville udmåle lavere straf af fængsel end 30 dage, men ikke har hjemmel til at vælge hæfte i stedet. Hvor hæfte ikke er medtaget i strafferammen, kan denne straf kun idømmes, såfremt en strafnedsættelsesgrund finder anvendelse. Af nogen praktisk betydning er straffelovens § 91, stk. 2 [nu § 91], der giver en almindelig adgang til at idømme bøde eller hæfte i stedet for fængsel over for personer, der ikke er fyldt 21 år.

På baggrund af allerede kendte tendenser til at reducere strafniveauet kan det ikke ude-lukkes, at en nedsættelse af fængselsstraffens minimum vil bane vejen for visse straf-lempelser, navnlig på strafniveauet indtil 2-3 måneder. Straffelovrådet ser ingen grund til at søge en sådan tendens imødegået, men finder det rigtigst, at udviklingen – ligesom når det gælder strafreduktioner på højere trin af skalaen og valget mellem betinget og ubetinget dom – kommer til at bero på, hvad domstolene finder hensigtsmæssigt og for-svarligt.

Det er i straffelovrådet blevet drøftet, om det faste minimum for fængsel burde fastsæt-tes til 5 eller 6 dage i stedet for til 7 dage. Efter det for rådet oplyste kan det ikke anta-ges, at der ville være særlige administrative vanskeligheder forbundet med fuldbyrdelsen af så korte straffe som 5 eller 6 dages fængsel. Endnu kortere straffetider kendes med hensyn til forvandlingsstraf for bøder. Straffelovrådets overvejelser har imidlertid ført til den konklusion, at det faste minimum som foran nævnt bør være 7 dage. Man har herved bl.a. taget i betragtning, at rejsedage til og fra et fængsel regnes som en del af af-soningstiden …”

5. Fremmed ret

5.1. Norge

”Inntil lovendringen av 12. april 1985 var den alminnelige minstestraffen 21 dager fengsel. Allerede ved straffelovens tilblivelse var dette en høy minstestraff. Straffelov-kommisjonen begrunnet dette med innføringen av den betingede fengselsstraff ”hvis Hensigt bl.a. netop er at overflødiggjøre de ganske korte Fængselsstraffe”…

Ved lovendringen av 12. april 1985 ble den alminnelige minstestraffen satt til 14 dager fengsel, samtidig som det ble gjort unntak for overtredelse av vtrl. § 22 første og annet ledd (promillekjøring og etterfølgende alkoholnytelse) hvor minstestraffen på 21 dager fengsel ble oprettholdt ”når ikke særdeles formildende omstendigheter er tilstede”, jfr. vtrl. § 31 annet ledd …

Denne særlige minstestraffen ved promillekjøring o.l. ble utsatt for til dels sterk kritikk … Ved lov av 24. juni 1988 nr. 66 ble vtrl. § 31 endret som ledd i et ønske om å nyan-sere straffutmålingen mer ved promillekjøring. I dag gjelder den alminnelige minstestraffen på 14 dager også ved promillekjøring. Fengselsstraffen kumuleres som regel med en ubetinget bot …”

Som det fremgår, byggede forslaget om en nedsættelse af det faste minimum fra 21 til 14 dage på indstilling fra Straffelovkommisjonen, sml. NOU 1983: 57 s. 237-38:

”… Derimot er det grunn til å vurdere å senke lovens vanlige minimum på 21 dager.

Dette spørsmålet ble reist bl a av B r a t h o l m i Lov og Rett 1967 s 193 (s 213-14). Senere er det tatt opp bl a i Kriminalmeldingen, som antyder at minstetiden bør senkes til 7 dager (s 111-112). Justiskomiteen mente at spørsmålet burde bli utredet av Straf-felovkommisjonen, se Innstilling om kriminalpolitikken s 37.

Det vanlige minimum for fengsel er i dag 30 dager i D a n m a r k og på I s l a n d, 14 dager i F i n l a n d og S v e r i g e (i Sverige nedsatt fra 1 måned i 1981). Danmark har dessuten 7 dager som minimum for hefte. På Island kan heftestraff ilegges helt ned til 5 dager.

Det vil være i samsvar med de rådende tendenser i de andre nordiske land å senke lovens vanlige minimum for fengselsstraff også her i landet. En arbeidsgruppe under det finske Strafflagsprojektet har foreslått at fengsel bør kunne idømmes ned til 6 dager. I sammenheng med en ventet avskaffelse av heftestraffen i Danmark vil minstetiden for fengselsstraff trolig bli foreslått redusert til 5-7 dager. Disse spørsmålene er grundig be-handlet av Den nordiske strafferettskomite, som om kort tid vil offentliggjøre en utred-ning om straffutmåling. Det er enighet i komiteen om at det generelle minimum iallfall bør kunne gå ned til 14 dager …

Et hovedargument for å senke det alminnelige minimum for fengselsstraff er et generelt ønske om å redusere bruken av fengsel. Men det har også betydning at mindre bruk av fengsel vil spare samfunnet for utgifter til fengselshold og medvirke til at ventelistene ved fengslene blir skåret ned. En reduksjon av minimum vil også gjøre det mulig å nyansere straffutmålingen bedre. Ikke minst i promillesaker kan det være behov for det … Men også ved visse andre, mindre grove lovbrudd vil en senkning av det alminnelige minimum kunne føre til kortere fengselsstraffer. Som fremholdt av Den nordiske straf-ferettskomite, vil dette igjen kunne trekke lengden av straffene for de grovere lovbrudd nedover, slik at straffenivået kan bli senket uten at prinsippet om forholdsmessighet mellom forgåelse og straff blir oppgitt.

Et argument m o t å redusere minimumsstraffen er at fengelsstraffens allmennpreventive virkning vil kunne bli svekket. Men som Den nordiske strafferettskomite mener Straf-felovkommisjonen at det – innenfor visse grenser – trolig er straffens art mer enn dens lengde som er avgjørende for allmennprevensjonen.

En annen innvending er at en for lav minstetid kan gjøre det fristende å ilegge en kort ubetinget fengselsstraff istedenfor bot eller betinget dom. Men dersom minstetiden ikke blir lavere enn 14 dager, er faren for en slik utvikling neppe stor.

Straffelovkommisjonen er etter dette stemt for at lovens vanlige minimum blir senket til iallfall 14 dager. Kommisjonen er i tvil om minstetiden bør reduseres ytterligere, f eks til 6 eller 7 dager, som man muligens vil gå inn for i Danmark og Finland. Faren for at korte fengselsstraffer vil tre istedenfor bøter eller betingede dommer, vil da være vesentlig større enn om minstetiden er 14 dager. En for kort minstetid kan også svekke det alvor som bør stå av fengselsstraffen, særlig hvis straffen utholdes i åpne leire.

Det er vanskelig å finne sikre holdepunkter for hvor lavt det alminnelige minimum for fengselsstraff bør være. Hvis det ikke er mulig å oppnå nordisk enighet om en lavere grense, bør vi her i landet trolig gå inn for å senke minstestraffen til 14 dager. Siden det vil gå atskillig tid før Straffelovkommisjonens endelige forslag til ny straffelov kan fo-religge, tilrår kommisjonen at en reduksjon av minstestraffen blir gjennomført på et langt tidligere tidspunkt.”

5.1.2. NOU 1992: 23 Ny Straffelov – alminnelige bestemmelser (delutredning V) foreslog ingen ændring af det faste minimum, sml. betænkningen, s. 281, jf. 142. Betænkning NOU 2002: 4 Ny straffelov er på linie hermed, sml. s. 149-50 og 477 med lovudkastets § 6-1. Fastsetting av fengsels-straff sammenholdt med s. 234.

5.2. Sverige

”Före BrB:s införande år 1965 fanns två tidsbestämda frihetsstraff, fängelse och straff-arbete. Om fängelse gällde att det inte fick ådömas på kortare tid än en månad. För straf-farbete var minimitiden två månader. När dessa båda straffarter i BrB slogs samman till ett enhetligt tidsbestämt frihetsstraff, fängelse, sattes minimitiden till en månad.

Diskussionen om de korta frihetsstraffen har pågått av och till under hela 1900-talet. Olika uppfattningar och synpunkter har gjort sig gällande. Så förordade t. ex. professorn Johan C. W. Thyrén i Principerna för en strafflagreform (Lund 1910) att allmänna straffminimum sattes högt och till minst tre månader. Diskussionen om minimitiden fick ny fart genom BRÅ-rapporten Nytt straffsystem. I denna föreslogs att minimitiden skulle sänkas. Den nedre gränsen borde sättas vid vad som av administrativa skäl är möjligt att verkställa, dvs. ungefär en vecka.

I vårt första delbetänkande, (SOU 1980:1) 14 dagars fängelse, tog vi upp frågan om allmänna fängelseminimum. Vi föreslog där att minimitiden skulle sänkas till 14 dagar. Vi anförde ett flertall skäl för att en sänkning från den då gällande minimitiden på en månad borde genomföras. Bl. a. uttalade vi att en sådan sänkning inte behövde försvaga frihetsstraffets allmänpreventiva funktioner och att den rådande uppfattningen att fri-hetsstraffen utgör samhällets yttersta reaktion mot brott enligt vår uppfattning inte torde urholkas genom att straffminimum sänktes.

Vårt förslag godtogs av riksdagen (prop. 1980/81:44, JuU 1980/81:32) och minimitiden för fängelsestraffet sänktes fr. o. m. den 1. juli 1981 till 14 dagar.

Frågan om minimitiden för fängelse bröts således ut ur vårt övriga utredningsuppdrag. Detta skedde i enlighet med direktiven. När vi föreslog att allmänna fängelseminimum skulle sänkas till 14 dagar hade vi inte tagit ställning till någon av de andra delar av uppdraget som kan inverka på frågan om allmänna fängelseminimum, t. ex. bötestraffets användningsområde och frågan om minimitiden för villkorlig frigivning. Vi var emellertid medvetna om att frågan om minimitiden för fängelsestraffet kunde komma i ett annat läge under vårt fortsatta arbete. Vi gjorde därför följande uttalande (SOU 1980:1 s. 42 f).

Utformningen av reglerna om villkorlig frigivning kan få betydelse för mini-mitiden för fängelsestraffet. Om institutet villkorlig frigivning helt avskaffas innebär det inga problem för minimitiden vare sig den bibehålls oförändrad, eller, såsom vi nu föreslagit, sänks till 14 dagar. Om däremot villkorlig frigivning behålls men till sitt innehåll förändras så att minimitiden för erhållande av sådan helt avskaffas, eventuellt kombinerat med en obligatorisk halvtidsfrigivning, får detta vissa konsekvenser. Villkorlig frigivning från ett 14-dagarsstraff skulle då ske efter tio respektive sju dagar. Detta skulle innebära faktiska verkställighetstider under eller på gränsen till vad som enligt vad tidigare sagts kan godtas. Om minimitiden för att erhålla villkorlig frigivning skulle sänkas till en månad med en obligatorisk halvtidsfrigivning skulle det medföra att verkställighetstiden för ett enmånadsstraff skulle sammanfalla med det fö-reslagna allmänna straffminimum. Eller uttryckt på annat sätt. Med ett oför-ändrat straffminimum av en månad och ett avskaffande av minimitiden för villkorlig frigivning uppnås i princip samma resultat som det ett till 14 dagar sänkt straffminimum ger. Den faktiska verkställighetstiden blir vid halvtidsfri-givning endast 15 dagar (vid två tredjedelsfrigivning 20 dagar) …

Som framgått på flera ställen tidigare vill vi genomföra en försiktig sänkning av nivån på straffen. Detta är en viktig anledning till att vi föreslår en utvidgad användning av bötesstraffet. För att uppnå denna ökade användning av böter föreslår vi att möjligheter-na att döma till höga bötesstraff skall öka …

En utvidgad användning av bötesstraffet inkräktar naturligtvis på användningen av övriga påföljder. Vår tanke är att höga böter skall ersätta andra påföljder vid ett ganska stort antal brott som f. n. straffmätningsmässigt hamnar på nivån fängelse en månad och kortare tid …Vi är medvetna om att en mycket stor andel av de fall som straffmät-ningsmässigt hamnar på den lägsta fängelsenivån f. n. föranleder villkorlig dom, ofta för-enad med böter. Men vår avsikt är också att i vissa fall åstadkomma en övergång från fängelse till höga böter. Härigenom kommer utrymmet för de allra kortaste fängel-sestraffen, dvs. de som är på kortare tid än en månad, att minska betydligt. Detta talar för att höja minimitiden för fängelse.

Ett annat skäl som talar i denna riktning har att göra med relationen mellan de olika straffrättsliga påföljderna. Frågan på vilken nivå allmänna fängelseminimum bör ligga kan nämligen inte ses isolerad för sig. Det är nödvändigt att sätta in fängelsestraffet på dess plats i straffsystemet och jämföra det med övriga påföljder …

När möjlighet införs att utdöma så höga bötesstraff som vårt förslag innebär finns det således skäl att diskutera om ett fängelsestraff på 14 dagar allmänt sett framstår som svårare än ett mycket högt bötesstraff … Enligt vår bedömning torde det finnas en klar risk att så höga bötesstraff [som nærmere beskrevet i betænkningen anf. st.] kommer att framstå som strängare än fängelse i 14 dagar. Detta är ytterligare ett skäl som talar för att höja minimitiden för fängelse.

Sammanfattningsvis anser vi att övervägande skäl talar för att allmänna fängelseminimum bör höjas till en månad. Detta innebär i praktiken, med hänsyn till att vi föreslår att villkorlig frigivning skall ske även från fängelsestraff på en månad och att villkorlig frigivning skall vara obligatorisk när två tredjedelar av straffet avtjänats … att den kor-taste tiden i anstalt kommer att bli 20 dagar, dvs. en ökning med sex dagar.

En följd av höjningen av allmänna fängelseminimum till en månad blir att även mini-mitiden för fängelse i kombination med skyddstillsyn … höjs till en månad. Vår avsikt är att även här höga böter skall kunna ersätta fängelsestraff på kortare tid än en månad.

Lägsta förvandlingsstraff för böter är fängelse i 14 dagar. Denna gräns har vi inte funnit skäl att ändra.”

5.2.2. Som det fremgår, havde forslaget om at forhøje fængselsstraffens faste minimum til 30 dage sammenhæng med et forslag om obligatorisk prøveløsladelse efter to trediedele af straffetiden. Prø-veløsladelse fra en straf af 30 dages fængsel ville reducere den faktiske mindstetid for udståelse af fængselsstraf til 20 dage.

5.3. Finland

”Beträffande straffminimum konstaterades i Straffrättskommitténs Betänkande (1976:72, s. 51-52) följande:

”Enbart risken att hamna i fängelse utgör som sådant det väsentligaste innehållet i det hot frihetsstraffet innebär för de flesta. Domen och avbrottet i den normala livsrytmen, som förorsakas av intagning på anstalt, samt alla följverkningar är en händelsekedja, som med fog är fruktad. Smärre skillnader i straffens längd är i jämförelse därmed av mindre betydelse. Vid dessa skillnader fäster främst de personer särskild uppmärksamhet som känner intresse för straffdomars proportionalitet, utöver dem som arbetar inom det straffrättsliga systemet särskilt personer som avtjänar straff och beräknande brottslingar som kalkylerar med straffhotet.

En avkortning av de ovillkorliga frihetsstraffens genomsnittliga längd torde således inte utgöra ett hot mot allmänpreventionen, såvida avkortningen sker gradvis. Utdömande av korta ovillkorliga frihetsstraff såsom ännu kortare än för närvarande borde enligt kommitténs åsikt främjas genom specialåtgärder, bl.a. genom sänkning av fängelsestraffets minimlängd. Kommittén föreslår, att fängelsestraffets minimum sänks till exempelvis sex dygn. Samtidigt kunde man övergå till att mäta högst tre månader långa straff i dygn.”

Straffrättskommitténs föreslag om sänkning av fängelsestraffets minimilängd ledde inte till några lagändringar – straffminimum är fortfarande 14 dygn. Beträffande Straffrättskommitténs föreslag om straffmätning kan hänvisas til regeringens proposition med de första förslagen till ändringar i strafflagen och vissa andra lagar i syfte att genomföra en totalrevidering av strafflagstiftningen (RP 66/1988, s. 22):

”Minimifängelsestraffet är enligt strafflagen 14 dygn. Trots det ådöms hos oss i praktiken ganska sällan en månads straff och praktiskt taget aldrig kortare straff. År 1985 ådömdes endast 99 fängelsestraff som var kortare än en månad (av dessa 26 ovillkorligt och 73 villkorligt). De korta strafftider som lagstift-ningen möjliggör används nästan aldrig trots att det med tanke på fängelsets avskräckande verkan som känt är egalt hur många dagar eller veckor straffet räcker. Den kriminologiska forskningen har påvisat att straffets allmänpreven-tiva verkan inte ensidigt korrelerar med strafftidens längd. Redan möjligheten att bli satt i fängelse har en avsevärd preventiv verkan. Inte heller anses längre fängelsets ”förbättrande” verkan kräva en viss minimitid i fängelse. Tvärtom vet man att fängelsestraffen nästan alltid försämrar de bestraffades framtida anpassningsmöjligheter. Verkställigheten av fängelsestraff bliver dessutom dyr för samhället. Under den första hälften av år 1987 beräknades en fängelsedag kosta 322 mark.

Det är därför ändamålsenligt att inskränka användningen av fängelsestraff till ett minimum. Samtidigt borde domstolsförfarandet utvecklas så att domstolarna också vid mättningen av kortare fängelsestraff får friare händer att tillämpa nya alternativ för bestraffning av de vanligaste brotten.

Det är förenligt med de ovan relaterade kriminalpolitiska målsättningarna att eftersträva ett system där kortvariga straff oftare än för tillfället anges i dagar i stället för månader.”

Strafflagen har i enlighet med förslaget ändrats så att fängelsestraff på viss tid som är kortare än tre månader alltid döms i fulla dagar. Detta gäller såväl enhetsstraff som sammanlagda straff.”

5.4. Island

5.5. Holland

5.6. Tyskland

”Korte frihedsstraffe anses inden for kriminalpolitikken i vidt omfang for at være ueg-nede til kriminalitetsbekæmpelse. På grundlag af fængselsvæsenets erfaringer er man af den opfattelse, at en frihedsstraf på under seks måneder ikke er tilstrækkelig til at opnå en opdragelseseffekt. Derimod kan opholdet i et fængsel have skadelig virkning, når den dømte i et fængsel, som er overbebyrdet med afsoning af mange korte frihedsstraffe, udsættes for risikoen for kriminel påvirkning. Der var ikke noget flertal for en […] fuldstændig afskaffelse af korte frihedsstraffe på mindre end seks måneder. Efter den overvejende […] repræsenterede opfattelse skal der kunne idømmes korte frihedsstraffe i undtagelsestilfælde, fordi der ikke er andre strafferetlige sanktioner med tilsvarende virkning til rådighed. Bøde er ikke nogen tilstrækkelig erstatning for en kort frihedsstraf. […] Udvalgsmedlemmerne fandt det i denne forbindelse især af betydning, at den internationale praksis tenderer henimod en gradvis indskrænket brug og ikke en fuld-stændig afskaffelse af korte frihedsstraffe. Ingen udenlandsk stat bortset fra Rusland har hidtil givet helt afkald på korte frihedsstraffe; selv en så moderne indrettet straffelov som den svenske fra 1962 fastholder en nedre grænse på en måned. […]”

Samtidig har den tyske lovgivningsmagt dog i praksis begrænset anvendelsen af korte frihedsstraffe stærkt. Efter ultima-ratio-klausulen i den tyske straffelovs § 47 kan de kun idømmes i undtagelses-tilfælde, sml. § 47:

”Frihedsstraf på mindre end seks måneder idømmer retten kun, når særlige omstændig-heder, som er begrundet i handlingen eller gerningsmandens personlighed, gør idømmelse af frihedsstraf påkrævet til påvirkning af gerningsmanden eller til forsvar for retsordenen.
Stk. 2. Hjemler loven ingen bøde og kommer frihedsstraf på seks måneder eller derover ikke i betragtning, idømmer retten en bøde, såfremt ikke idømmelse af frihedsstraf ifølge stk. 1 er påkrævet. Hjemler loven en forhøjet minimumfrihedsstraf, retter bødens mindstestørrelse sig i de i 1. punktum nævnte tilfælde efter den hjemlede minimumfri-hedsstraf, idet tredive dagbøder svarer til en måneds frihedsstraf.”

I det omfang, korte frihedsstraffe i undtagelsestilfælde overhovedet stadigvæk kan idømmes, skal det i tilfælde med gunstig gerningsmandsprognose ifølge den tyske straffelovs § 56, stk. 1, ske betinget:

”Frihedsstraf på højst et år idømmes betinget, når det kan forventes, at den dømte alle-rede vil opfatte domfældelsen som en advarsel og også uden påvirkning med straffuld-byrdelse vil afstå fra at begå flere strafbare handlinger. Derved skal især tages hensyn til den dømtes personlighed, hans tidligere liv, omstændighederne ved hans handling, hans adfærd efter handlingen, hans livsomstændigheder og de virkninger, som den betingede dom må forventes at have på ham.”

5.6.2. Der foregår for tiden overvejelser om yderligere at reducere anvendelsen af de korte friheds-straffe. Der foreligger flere aktuelle lovforslag til reform af det strafferetlige sanktionssystem. Heri foreslås det at udvide de ambulante sanktionsmuligheder for strafbare handlinger inden for mindre og middelsvær kriminalitet især for at undgå korte frihedsstraffe og forvandlingsstraffe for uinddrivelige bøder. Grundene til indskrænket brug af de korte frihedsstraffe er som hidtil skadevirkningerne af fængselsopholdet samt den tilstræbte aflastning af fængselsvæsenet. Trods den indskrænkende bestemmelse i den tyske straffelovs § 47 lå andelen af frihedsstraffe på mindre end seks måneder af det samlede antal idømte frihedsstraffe i de seneste år på knap 40 pct., idet ca. _ af de korte frihedsstraffe ikke var betingede (Statistisches Bundesamt, Fachserie 10, Reihe 3, Strafverfolgung 1997-1999, Wiesbaden 1999-2001, s. 48 f. tabel 3.1). En ændring af minimumfrihedsstraffen fore-slås ikke fra nogen side.

5.7. Nordisk Strafferetskomité

”Komitéen konstaterer at det ikke er noen nordisk rettsenhet når det gjelder fengelsstraf-fens allmenne minima. Minimum for fengelsstraff er 30 dager i Danmark og Island, 14 dager i Finland og Sverige (i Sverige nedsatt fra en måned i 1981), og 21 dager i Norge. I tillegg har man i Danmark og Island hæfte, som kan gå ned til 7 dager i Danmark, 5 dager i Island.

Det bemerkes at de bestemmelser i straffelovene som gir adgang til under visse omsten-digheter å gå under den fastsatte minimumsstraff, ikke gir adgang til å gå under det ge-nerelle minimum for frihetsstraff.

Noen forhøyelse av de nåværende minima kan det etter komitéens oppfatning ikke være tale om.

Derimot er det grunn til å vurdere muligheten for en reduksjon av minima. I tilfelle hvor domstolene finner det riktig å idømme en kort fengselsstraff, kan minimumsstraffen føre til at fengselsstraffen blir lengre enn det domstolene ville ha utmålt om de stod fritt. I hvilken utstrekning dette er tilfelle, er noe usikkert. Det kan således nevnes at minstestraffen i Finland har vært 14 dager helt siden man fikk straffeloven av 1889, men at straffer under en måned ytterst sjeldent forekommer i praksis.

For motorvognkjøring i påvirket tilstand (promillekjøring, rattfylleri) blir det i de fleste av landene hyppig idømt frihetsstraffer på eller ned mot minimum. Her synes det rimelig å tenke seg at en reduksjon av det generelle minimum vil slå ut i straffeutmålingen. Det kan likevel bemerkes at da man i Sverige med virkning fra 1. juli 1981 senket minimum fra en måned til 14 dager, uttalte Riksdagen at fengselsstraff på under en måned bare ”i klara undantagsfall” burde forekomme ved promillekjøring. Siden omtrent to tredjedeler av idømte straffer på en måned i Sverige har vært for promillekjøring, vil et slikt direktiv i høy grad begrense den praktiske betydning av den foretatte lovendring. Det er nylig lagt frem et forslag om visse endringer på dette område (Promemoria Ds Ju 1983:6 Trafiknykterhetsbrotten).

Ved andre lovovertredelser forekommer straffer på minimum eller helt ned mot det ikke like ofte; dette kan variere noe fra land til land. Det kan likevel være grunn til å tro at senkingen av det allmenne minimum også her vil ha en tendens til å trekke lengden av straffene nedover. Hvor langt ned det er mulig å gå for de relativt bagatellmessige lov-brudd, vil naturlig også påvirke straffutmålingen for de noe grovere. Et redusert minimum gir muligheter for å redusere straffen også for disse uten at hovedprinsippet om forholdsmessighet mellom lovovertredelse og straff oppgis.

Komitéen er oppmerksom på at det kan være visse farer forbundet ved å senke mini-mumsstraffen, særlig hvis en går svært langt ned. Adgangen til å ilegge helt korte straffer kan gjøre det mer fristende for domstolene å slå til med en kort, ubetinget fengselsstraff istedenfor en bot eller en betinget fengselsstraff. En slik utvikling vil etter komitéens mening være uheldig.

Et annet argument som undertiden anføres mot å senke minimum, er at svært korte straffer kan skape administrative problemer for fengselsmyndighetene. Komitéen vil imidlertid her peke på at en i samtlige land har ordningen med subsidiær soning av fengselsstraff, og her kan det være tale om soning av noen få dager. En kjenner ikke til at dette har skapt nevneverdige administrative vansker. Videre skjer innsetting og løslating av varetektsfanger plutselig uten nevneverdig tid til administrasjon. Komitéen er derfor tilbøyelig til å mene at de administrative mothensyn ikke er særlig tungtveiende.

En tradisjonell innvending mot de korte frihetsstraffer har vært at de har frihetsstraffens skyggesider i retning av å stemple lovovertrederen og gjøre ham fortrolig med et kriminelt miljø, samtidig som de er for korte til å gi fengselsoppholdet et positivt innhold. I Vest-Tyskland er det som utslag av denne tankegang i forbindelse med strafferettsreformene på 1970-tallet bestemt at frihetsstraffer under 6 måneder bare skal ilegges under særlige omstendigheter, og slike skal gjøres betinget hvis fullbyrdelsen av straffen betraktes som unødvendig for å hindre nye lovovertredelser fra tiltalte …

Hvis man skulle legge avgjørende vekt på denne argumentasjon mot korte frihetsstraffer, måtte man imidlertid gå betydelig høyere enn til de minstestraffer som man i dag har i de nordiske land. Dette kan ikke betraktes som aktuelt. Komitéen mener at tankegangen bygger på urealistiske forutsetninger med hensyn til hva man kan oppnå med et fengselsopphold. Det er lite som tyder på at et lengre fengselsopphold gir en gunstigere prognose enn et kortere. Atskillige undersøkelser tyder på at det motsatte er tilfellet. De korte fengselsstraffer anvendes uten egentlige behandlingsmessige formål; de tar sikte på å være en følelig reaksjon som ligger i selve frihetsberøvelsen.

Et moment ved avveiningen er hvilken betydning en nedsettelse av minstetiden vil ha for den almenpreventive virkning av frihetsstraffen. Å si noe bestemt om dette er vanskelig; betydningen vil for øvrig avhenge av hvor meget den kortere minimumstid vil bli brukt i praksis. Innenfor nokså vide grenser antar komitéen at det er straffens art mer enn lengden som er avgjørende for den almenpreventive virkning. Om straffen i enkelttilfelle fastsettes til to eller tre uker eller en måned må antas å ha en meget begrenset betydning. Dette resonnement kan naturligvis ikke drives hvor langt som helst. Det er egnet til å svekke det alvor som bør stå av frihetsstraffen om den kan gå ned til noen få dager. I denne forbindelse vil også formene for avtjening av de korte frihetsstraffer være av betydning.

Som det fremgår av det foregående, er det vanskelig å finne avgjørende holdepunkter for fastsettelsen av et generelt minimum for fengselsstraffen. Komitéen er imidlertid blitt stående ved at det burde være mulig for samtlige land å gå ned til 14 dager uten overveiende uheldige sideeffekter. Det er delte meninger i komitéen om det er forsvarlig å gå til en ytterligere forkortelse. Dette spørsmål vil bli aktuelt i Danmark i forbindelse med en ventet avskaffelse av hæftestraffen, hvor minimum er 7 dager. Under drøftelsene i komitéen er det fra dansk side uttalt at det i forbindelse med afskaffelse av hæfte-straffen mest sannsynlig vil bli foreslått et generelt minimum for fengsel som ikke ligger over 7 dager.

Under drøftingen av om det alminnelige minimum bør senkes, har komitéen også berørt spørsmålet om det vil kunne være en fordel om korte fengselsstraffer utmåles i dager. Praksis er her forskjellig i de ulike land. Danmark nytter dager for straffer under tre må-neder, Norge for inntil 4 måneder. I Finland og Sverige er det vanlig å utmåle straffen i hele måneder, selv om det ikke er noe i veien for at straffen fastsettes f eks til en måned og 10 dager eller to måneder og 15 dager.

Ulempen med å utmåle straffen i måneder er at det blir nokså lange sprang. Straffen kan derfor bli høyere enn ønskelig, f eks i et tilfelle der domstolen finner lovbruddet grovere enn det som kvalifiserer til en måneds fengsel. Hvis det er tradisjon for å holde seg til måneder, er alternativet 2 måneder. Hvis en utmåler straffen i dager, kan en kanskje nøye seg med 40-50 dager for å markere grovheten. Straffutmåling i dager kan således gi muligheter for en viss reduksjon i bruken av fengsel.

Et mulig argument mot å gå over til dager er at straffutmålingen kan bli mindre enhetlig. Ved at det bare eksisterer nokså grove kategorier, er det lettere for domstolen å treffe den rette kategori enn hvis den kan velge mellom en rekke muligheter. Betydningen av dette skal ikke overvurderes. Selv om domstolen teoretisk sett kan velge et hvilket som helst antall dager, f eks 47 eller 53, viser det seg i praksis at det er et begrenset antall straffposisjoner som blir vanlige, f eks 40, 50, 60 eller 75 dager. En utmåling av korte frihetsstraffer i dager gir en mulighet til å foreta den gradering som domstolen finner ønskelig, uten at man kan se at dette er forbundet med noen vesentlig ulempe.

Komitéen mener derfor at det kan være grunn til i større grad å innføre straffutmåling i dager i de land som nå ikke gjør dette. På et eller annet stadium vil det imidlertid være nødvendig å gå over til måneder, og komitéen finner at dette stadium bør ligge omkring 3 eller 4 måneder.”

6. Straffelovrådets overvejelser

Rådet har til brug ved overvejelserne om fastlæggelsen af fængselsstraffens faste minimum ladet udarbejde en oversigt over korte, ubetingede frihedsstraffe fordelt efter kriminalitetens art for året 1999. Oversigten er gengivet nedenfor.

Af oversigten fremgår, at der i 1999 idømtes 245 hæftestraffe på 7 dage og 708 hæftestraffe på 10 dage. I forhold til samtlige idømte hæftestraffe i 1999 drejer det sig om henholdsvis 4 og 13 pct. Udelades færdselslovsområdet af beregningen, drejer det sig om henholdsvis 10 og 19 pct. af samt-lige hæftestraffe. På straffelovsområdet vedrører forholdsvis mange af de korte hæftestraffe vold o.lign. mod offentlig myndighed (§§ 119-120), trusler (§§ 123, 266 og 266 a), butikstyveri, biltyveri, hæleri, hærværk samt den uspecificerede kategori ”øvrige straffelovsbestemmelser”. Heri inkluderes bl.a. forbrydelser mod offentlig myndighed, falsk forklaring og almenskadelige forbrydelser. De korte hæftestraffe, statistikken for 1999 omhandler på færdselslovsområdet, må antages i dag i næsten alle tilfælde at være afløst af samfundstjeneste eller behandlingsdomme. På det øvrige særlovsområde forekommer mange korte hæftestraffe for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og våbenloven. Kategorien ”Særlove i øvrigt” omfatter med undtagelse af skatte- og afgiftslove alle andre strafferetlige særlove. Af samtlige hæftestraffe på særlovsområdet er 43 pct. på 7 eller 10 dage.

Korte ubetingede frihedsstraffe fordelt efter kriminalitetens art, 1999.
 

6.2. Et flertal af rådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Je-sper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) kan på den anførte bag-grund tiltræde den opfattelse, som Straffelovrådet i enighed gav udtryk for i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse, jf. afsnit 4 ovenfor. Disse medlemmer ser ingen betænkeligheder ved at fastsætte fængselsstraffens faste minimum til 7 dage. Et minimum på 7 dage er efter disse medlemmers opfattelse ubetænkeligt, idet det vil bero på domstolenes bedømmelse af lovovertrædelsens grovhed i forening med andre udmålingsfaktorer, i hvilket omfang de lave ud-målingssatser skal anvendes i praksis. Et minimum på 14 dage vil fortsat være for højt med henblik på områder, hvor overtrædelser af straffeloven, færdselsloven og andre særlove medfører frihedsstraf på mindre end 14 dage. Lovovertrædelser af den i oversigten omhandlede karakter bør efter disse medlemmers opfattelse fortsat kunne rammes med en kortere betinget eller ubetinget frihedsstraf. For så vidt angår færdselsloven skal det haves for øje, at sanktionsfastsættelsen i dag i almindelighed er knyttet til anvendelsen af betingede domme med vilkår om samfundstjeneste eller behandling. Forhøjes fængselsstraffens faste minimum til f.eks. 14 dage, kan det føre til en ændret sanktionsfastsættelse på dette praktisk vigtige område. Flertallet finder ikke grundlag for foreslå et lavere minimum, f.eks. 5 eller 6 dage. Flertallet kan også på dette punkt tiltræde den opfattelse, som Straffelovrådet gav udtryk for i 1987-betænkningen.

6.3. Et mindretal (Vagn Greve) finder, at fængselsstraffens faste minimum bør være 14 dage i stedet for de nuværende 7 dage. Dette medlem udtaler herom:

Fra slutningen af 1800-tallet og op til i dag har det været et væsentligt kriminalpolitisk mål i alle de lande, som vi ønsker at blive sammenlignet med, at afskaffe den unødvendige brug af frihedsstraf. I denne forbindelse har de helt korte frihedsstraffe påkaldt sig særlig opmærksomhed. I den danske lovgivning har ønsket blandt andet vist sig gennem fastsættelsen af 7 dage som minimum for fri-hedsstraffen i 1933 og i den nyeste lovgivning, hvorefter samfundstjeneste skal erstatte et stort antal af de korte frihedsstraffe.

Danmark er dog internationalt sakket bagud. Vi anvender fortsat korte frihedsstraffe i et ekstremt omfang. Som det fremgår af dette kapitel, har vore omgivende lande nu 14 dage (Finland, Norge og Sverige) eller 1 måned (Island og Tyskland) som mindstestraf. En ny engelsk betænkning har netop foreslået 14 dage som minimum. Andre lande har endnu længere minimumstraffe, f.eks. har en af de australske stater netop gennemført en minimumstraf på 6 måneder.

De danske domstole anvender endvidere frihedsstraffe i et overordentligt stort tal. Europarådets seneste statistik vedrører 1994, hvor Danmark anvendte 289 per 100.000 indbyggere. Det var kun Kroatien, der anvendte flere (291). Finland (180), Norge (187), Tyskland (44) og Sverige (162) havde langt færre. Statistikken er til trods for sin alder illustrativ. Den klare forskel skyldes antagelig netop, at Danmark anvender korte frihedsstraffe, hvor andre lande ville anvende bøder.

Der er intet i det danske kriminalitetsmønster, der kan begrunde denne forskel. Der er heller intet, der tyder på, at korte frihedsstraffe har større præventiv virkning end bøde. Tværtimod er afsoning af de korte frihedsstraffe formentlig medvirkende til at fjerne en del af den angst for frihedsstraf, der er en del af den almenpræventive virkning i straffesystemet.

Meget taler derfor for at hæve det danske minimum til 30 dage. Af hensyn til den nordiske retsenhed forslås det dog foreløbig alene at hæve grænsen til 14 dage.