Kapitel 8 - Fængsel på livstid

1. Indledning

Ved udarbejdelsen af betænkningen om en lov om fuldbyrdelse af straf mv., jf. betænkning nr. 1355/1998, lagde Straffelovrådet til grund, at kommissoriet om en straffuldbyrdelseslov ikke omfattede spørgsmålet om ophævelse af livstidsstraffen. Rådet begrænsede derfor overvejelserne til spørgsmålet om at åbne mulighed for prøveløsladelse af livstidsdømte.

I den foreliggende betænkning indgår som det centrale element en revision af strafferammerne i straffeloven. Straffelovrådet har som led heri fundet det naturligt at tage spørgsmålet om bevarelse af livstidsstraffen op til fornyet overvejelse.

1.2. I afsnit 2 nedenfor redegøres for gældende ret med hensyn til anvendelse af livstidsstraffen, herunder omtale af adgangen til prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid, der med virkning fra 1. juli 2001 indførtes ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelsesloven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.). Afsnit 3 indeholder en omtale af retstilstanden i de andre nordiske lande mv. og afsnit 4 en mere indgående omtale af Straffelovrådets overvejelser i betænkningen om strafferammer og prøveløsladelse fra 1987. Endelig redegøres i afsnit 5 for Straffelovrådets aktuelle overvejelser om bevarelse af livstidsstraffen i strafferammesystemet.

2. Gældende ret

Lovens strengeste tidsbestemte straf er fængsel i 16 år. Denne straf er hjemlet for de forbrydelser, der kan medføre fængsel på livstid, og desuden for nogle andre alvorlige forbrydelser. Det gælder §§ 101, 102, stk. 1, 106, 107, stk. 1, og 110, stk. 1, der alle indgår i straffelovens kapitel 12 om statsforbrydelser. Sml. også § 146, stk. 2, om kvalificeret forsætlig uretfærdighed ved udøvelsen af domsmyndighed og lign. Hertil kommer, at visse strafferammer kan stige til fængsel i 16 år i medfør af strafforhøjelsesgrunde.

Der kan efter straffelovens § 33, stk. 2, forekomme tidsbestemt straf på indtil 20 år, såfremt loven hjemler en forhøjelse af strafferammen, der ikke kan rummes inden for et maksimum på 16 år. Derimod kan en strafforhøjelsesgrund ikke medføre, at en strafferamme udvides fra 16 år til fængsel på livstid. Fængsel på livstid kommer kun på tale, når den udtrykkeligt indgår i strafferammen. Straffeloven indeholder ikke eksempler på strafmaksimum af fængsel i 14 år, men fastsætter i en række tilfælde et maksimum af 12 års fængsel, sml. §§ 108, stk. 2, 109, stk. 1, 118, 166, stk. 1, 183, stk. 1, 215 (jf. 261, stk. 2), og 261, stk. 2, og betænkning nr. 1099/1987 s. 77.

2.2. Ved lov nr. 433 af 31. maj 2000 om ændring af forskellige lovbestemmelser i forbindelse med gennemførelsen af en lov om fuldbyrdelse af straf mv. (Ændringer som følge af straffuldbyrdelses-loven, afskaffelse af hæftestraffen og prøveløsladelse af livstidsdømte mv.) indførtes med virkning fra den 1. juli 2001 en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte. Prøveløsladelsesordningen er re-guleret i straffelovens §§ 41 og 42 og skal ses i sammenhæng med den samtidig gennemførte lov om fuldbyrdelse af straf mv., jf. lov nr. 432 af 31. maj 2000 (straffuldbyrdelsesloven), der i § 80 bl.a. fastsætter regler om pligt til administrativt at afgøre spørgsmålet om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid med visse mellemrum og om gennemførelse af tilsyn mv. i forbindelse med prø-veløsladelse. Endvidere er i straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 6, 2. led, fastsat regler, som giver mulighed for udvidet adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om nægtelse af prøveløsladelse, når 14 år af straffen af fængsel på livstid er udstået. Også afgørelser om genindsættelse til udståelse af straf af fængsel på livstid som følge af overtrædelse af vilkår om tilsyn mv. er omfattet af den udvi-dede adgang til domstolsprøvelse. Herudover er i straffuldbyrdelseslovens § 122, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, 2. pkt., fastsat bestemmelser om fornyet adgang til domstolsprøvelse af spørgsmålet om prø-veløsladelse, når prøveløsladelse tidligere er afslået af retten, eller der er sket genindsættelse til ud-ståelse af livstidsstraf.

2.3. Straffelovens § 41, stk. 1, indebærer, at der, når 12 år af en straf af fængsel på livstid er udstået, administrativt kan træffes beslutning om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid. Efter § 41, stk. 2, forudsætter beslutning herom, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelse utilrådelig. Endvidere skal der være sikret den pågældende passende ophold og arbejde eller andet underhold, og den pågældende skal afgive erklæring om at ville overholde de vilkår om tilsyn mv., der fastsættes i medfør af § 41, stk. 3, 3. pkt., jf. herved også straffelovens § 38, stk. 5, om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Det indebærer, at der i forbindelse med en beslutning om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid skal foretages en konkret vurdering af den dømtes forhold svarende til den vurdering, der foretages ved afgørelse om løsladelse af livstidsdømte ved benådning. Det er ved nyordningens gennemførelse forudsat, at der som hidtil sker en høring af anklagemyndigheden og Retslægerådet, inden der træffes afgørelse i sagen, jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 3828 og 3831-33.

Afgørelse om, hvorvidt den dømte skal prøveløslades, beror på en afvejning af samtlige omstændigheder i sagen. I vurderingen indgår oplysninger om risikoen for tilbagefald (recidiv) til kriminalitet og oplysninger om den dømtes farlighed. I vurderingen inddrages også oplysninger om det hidtidige afsoningsforløb, herunder om den indsatte har været i stand til at administrere de lempelser i afsoningsforløbet, der er blevet tildelt den pågældende (udgang, ophold i åben anstalt, udstationering eller frigang mv.)

Prøveløsladelse sker efter § 41, stk. 3, altid på vilkår, at den prøveløsladte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Prøveløsladelse fra livstidsstraf sidestilles i denne henseende med prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt. Prøvetiden fastsættes bl.a. under hensyn til, at der er tale om prøveløsladelse fra en tidsubestemt straf. Dette hensyn afspejles i bestemmelsen derved, at der er fastsat en maksimumgrænse på 5 år for prøvetidens varighed. Der er således ikke krav om, at prøvetiden i almindelighed ikke kan overstige 3 år, sml. straffelovens § 39, stk. 1, 2.-3. pkt., om prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Det er ved lovens tilblivelse forudsat, at den administrative praksis i sager om betinget benådning kan være vejledende ved fastsættelsen af prøvetiden ved prøveløsladelse, jf. Folketingstidende, anf. st. s. 3832. Af § 41, stk. 3, følger også, at prøveløsladelsen kan betinges af yderligere vilkår, og at straffelovens § 57 herved finder tilsvarende anvendelse. Prøveløsladelse fra livstidsstraf sidestilles også i denne henseende med prøveløsladelse fra tidsbestemt straf, jf. straffelovens § 39, stk. 2. Den administrative praksis i sager om betinget benådning og prøveløsladelse fra længerevarende, tidsbestemt straf forudsættes efter forarbejderne at kunne give en vis vejledning ved fastsættelsen af vilkår, herunder vilkår om tilsyn af kriminalforsorgen (sm. st. s. 3832).

Afslås en begæring om prøveløsladelse efter 12 års afsoning, åbner straffuldbyrdelsesloven ikke mulighed for at forlange domstolsprøvelse, idet domstolsprøvelse efter denne lov er betinget af, at 14 år af livstidsstraffen er udstået. Imidlertid følger det af lovens § 80, stk. 2, at der ved udstedelsen af administrative regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse skal fastsættes regler, der sikrer, at spørgsmålet om prøveløsladelse tages op til ny afgørelse senest 1 år efter en afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse, sml. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 391 af 17. maj 2001 om løsladelse af indsatte, der udstår fængselsstraf § 4, stk. 2.

Begår den prøveløsladte nyt strafbart forhold i prøvetiden, og foretages inden prøvetidens udløb rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for forholdet, kan retten ved dom træffe afgørelse om, at den pågældende skal genindsættes til udståelse af livstidsstraffen. Taler omstændighederne for det, kan retten efter § 42, stk. 1, i stedet idømme straf alene for det nye forhold eventuelt i forbindelse med ændring af vilkårene for prøveløsladelsen. Denne bestemmelse svarer i forenklet form til straffelovens § 61, stk. 2, om betinget dømte. Da der i de tilfælde, som omfattes af § 42, stk. 1, er tale om at pådømme strafbart forhold, indbringes sagen for retten af anklagemyndigheden i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige ordning. Herefter vil retten afhængig af sagens konkrete omstændigheder ved dom kunne bestemme, at den dømte genindsættes til afsoning af livstids-straffen. Taler omstændighederne for det, f.eks. ved kriminalitet af mindre grovhed, vil retten i stedet kunne idømme betinget eller ubetinget straf, herunder også bøde, alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med ændring af vilkårene for prøveløsladelsen. Prøvetiden vil dog ikke kunne forlænges ud over de i § 41, stk. 3, nævnte 5 år.

Overtræder den dømte i øvrigt et eller flere af vilkårene for prøveløsladelse, kan der reageres administrativt inden for den i § 41, stk. 3, fastsatte længstetid for prøvetiden (5 år) på samme måde som ved prøveløsladelse fra tidsbestemt straf. Er der i medfør af § 42, stk. 2, jf. § 40, stk. 2, nr. 3, truffet afgørelse om genindsættelse, kan afgørelsen som nævnt forlanges domstolsprøvet i medfør af straf-fuldbyrdelseslovens § 112, nr. 7. Endvidere er der efter de administrative regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, som er fastsat i medfør af lovens § 80, stk. 2, pligt til at træffe ny afgørelse af spørgsmålet om prøveløsladelse senest 1 år efter genindsættelse til udståelse af sådan straf, sml. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 391 af 17. maj 2001 om løsladelse af indsatte, der udstår fængselsstraf § 4, stk. 3.

Prøvetiden ved en eventuel ny prøveløsladelse kan efter § 41, stk. 3, fastsættes op til 5 år. Der skal ikke i denne højeste prøvetid ske fradrag for den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt. Ordningen med prøveløsladelse fra livstidsstraf afviger herved fra reglerne om prøveløsladelse efter genindsættelse til fortsat afsoning af tidsbestemt straf. Efter straffelovens § 40, stk. 6, 2. pkt., gælder for sådan prøveløsladelse, at der skal ske fradrag i den højeste prøvetid (jf. § 39, stk. 1, 2. og 3. pkt.) af den tid, i hvilken den pågældende tidligere har været prøveløsladt.

2.4. I straffelovens § 43 er videreført de hidtil gældende bestemmelser i § 40 a om betinget benådning med de nødvendige tilpasninger. Bestemmelsen suppleres af straffuldbyrdelseslovens § 88, jf. § 81-87, der indeholder bestemmelser om gennemførelse af tilsyn mv. ved betinget benådning. Efter § 43 kan det ved hel eller delvis eftergivelse af straf ved betinget benådning fastsættes som vilkår for benådningen, at bestemmelserne bl.a. i § 42 om prøveløsladelse fra straf af fængsel på livstid finder tilsvarende anvendelse. Begår en betinget benådet nyt strafbart forhold i prøvetiden, afgøres spørgsmålet om reaktion af domstolene, jf. § 43, jf. § 42, stk. 1. Overtræder en betinget benådet i øvrigt de fastsatte vilkår, kan justitsministeren tildele advarsel eller ændre vilkårene inden for den gældende længstetid, jf. § 43, jf. § 42, stk. 2, jf. § 40, stk. 2, nr. 1-2, og § 41, stk. 3. Henvisningen i § 43 til § 40, stk. 2, nr. 3, indebærer, at det kun under særlige omstændigheder kan bestemmes, at den pågældende skal indsættes til udståelse af livstidsstraffen. Er der som følge af overtrædelse af vilkår om tilsyn mv. truffet beslutning om genindsættelse, kan den dømte forlange domstolsprøvelse i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 112, nr. 8.

3. Fremmed ret

3.1. Norge

”Da fengsel på livstid ble opphevet i Norge i 1981, var det argumenter av noe forskjellig art som ble brukt. Det ble pekt på at hvis livstidsstraffen skulle praktiseres etter sin ordlyd, ville dette være vanskelig å forene med humanitetsforestillingen i samfunnet i dag. Etter den praksis som er fulgt med hensyn til benådning og løslatelse på prøve, gir truselen om fengsel på livstid ikke noe reelt bilde av hva som faktisk gjelder, noe som må anses prinsipielt uheldig. Det sies i proposisjonen at man kanskje kan hevde at selve begrepet livstidsstraff kan gi en ekstra almenpreventiv virkning, men det må antas å være relativt velkjent at denne trusel ikke innebærer noen realitet. Departementet antok også at den faktiske straffetid er såpass hard at den i seg selv skulle virke avskrekkende nok.

Som en annen uheldig side ved livstidsstraffen ble pekt på den tidsubestemthet som den medfører. Selv om det har utviklet seg visse retningslinjer for løslatelse, er variasjonene for løslatingstidspunktet større for livstidsdømte enn for andre kategorier av innsatte. Det ble opplyst at den faktiske soningstid for livstidsfanger i 1970-årene hadde variert fra under 10 år til over 15 år.

Det ble videre pekt på – bl a av Norsk Fengselstjenestemannsforbund – at livstidsstraf-fen skaper et særlig problem når den innsatte begår nye lovbrudd i soningstiden, f eks angrep på tjenestemenn i fengslet eller lovbrudd under permisjon. Siden han er dømt til fengsel på livstid, kan det ikke idømmes ny fengselsstraff i slike tilfelle. I stedet ga loven anvisning på dom til innsettelse i enerom i inntil 6 år, en reaksjon som ut fra humanitetshensyn ble karakterisert som klart betenkelig. Bestemmelsene om dom til innset-ting i enerom ble opphevet i forbindelse med avskaffelsen av livstidsstraffen.

Stortingets justiskomité sa seg enig i at fengsel på livstid er en foreldet straffeform, og sluttet seg for øvrig til vurderingene i proposisjonen. I Stortinget ble forslaget om opp-hevelse av livstidsstraffen vedtatt enstemmig. Det ble både i proposisjonen og av Justiskomitéen uttalt at man ikke ved opphevelsen av livstidsstraffen tok sikte på noen endring av de faktisk utholdte straffetider. Prøveløslatelse for dem som i fremtiden blir dømt til fengsel i 21 år, kan skje etter 12 år, men Justiskomitéen forutsatte at løslatelse i slike tilfelle skjer etter individuell prøvning. I en viss motsetning til argumentasjonen i proposisjonen regnet altså Justiskomitéen med å opprettholde et moment av ubestemthet ...”

3.2. Finland

”I Finland har vi livstidsstraff i det straffrättsliga systemet. Enligt brottsbalken kan fän-gelse på livstid dömas endast för några av de grövsta brotten (mord, grovt landsförräderi, grovt spioneri, grovt högförräderi och under krigstid också för farligt våldsamt motstånd mot förman).

En fånge som har dömts till fängelse på livstid kan friges endast genom benådning av republikens president. Enligt Finlands grundlag (105 §) kan presidenten i enskilda fall, efter att ha inhämtat utlåtande av högsta domstolen, besluta om benådning genom att mildra eller efterge av domstol bestämda straff eller andra straffrättsliga påföljder.

I Finland finns det för närvarande (1.5.2002) 70 intagna som har dömts till fängelse på livstid, vilket är cirka 2% av det totala antalet fångar. Antalet livstidsfångar har stigit jämnt, särskilt på 1990-talet. Sedan år 1992 har sammanlagt 21 livstidsfångar benådats av presidenten. Den genomsnittliga verkställighetstiden har varierat ganska mycket. På 1970-talet var verkställighetstiden cirka 16,5 år, på 1980-talet cirka 11,7 år och i början av 1990-talet cirka 11 år. Senare på 1990-talet har tiden blivit längre (cirka 13,8 år). Under åren 1980-1990 har verkställighetstiden varierat mellan 6 år och 22 år. Benåd-ningen innebär i praktiken att fången friges med liknande villkor som gäller för villkorlig frigivning från fängelset. Prövotiden är vanligtvis 3 år efter frigivningen.”

3.2.2. Justitieministeriet har supplerende oplyst, at Fängelsestraffkommittén i juni 2001 har afgivet en betænkning (Kommittébetänkande 2001:6) med ”förslag till totalreform av verkställighet av fän-gelsestraff och rannsakningsfängelse samt till nya regler för villkorlig frigivning”. I dette forslag indgår forslag om en prøveløsladelsesordning for livstidsdømte med mulighed for domstolsprøvelse af spørgsmålet om fortsat frihedsberøvelse efter 12 års afsoning.

3.3. Sverige

”Flera skäl kan anföras mot livstidsstraffet. Man kan säga att utsättande av sådant straff i en straffskala innebär ett tomt hot eftersom alla vet att den dömde blir benådad och släpps ut efter i regel sju eller åtta år i anstalt. Vidare är straffet till sin natur tidso-bestämt och dess reella längd bestäms inte av domstol utan av regeringen. Tidsobe-stämdheten gör att det strider mot grundläggande straffrättsliga principer om rättvisa och förutsebarhet. Härigenom framstår det som inhumant. En linje i den senaste tidens reformarbete på påföljdssystemets område har också varit att utmönstra de tidsobestäm-da straffen … Det nu sagda talar för att livstidsstraffet borde avskaffas. Men det finns motargument. Det föreligger risk för att ett avskaffande av livstidsstraffet kan leda till krav på betydligt högre maximum för tidsbestämt fängelsestraff. Ett näraliggande exempel är Norge. I samband med avskaffandet av livstidsstraffet ansåg man sig böra höja maximistraffet till fängelse i 21 år vilket är högst i Norden. Ett annat motargument är att livstidsstraffet har ett inte obetydligt symbolvärde. Enligt vårt sätt att se på straff-systemet uttrycks genom straffskalorna samhällets värderingar av förkastligheten hos olika icke önskvärda gärningar. Det kan då vara en fördel att ha kvar livstidsstraffet för de allra svåraste brotten för att på ett tydligt sätt visa avståndstagandet från dessa. Vik-tigt är också att framhålla att behovet av livstidsstraffet kan vara större vid krigstillstånd eller ockupation. Om en sådan situation skulle uppstå är det vår uppfattning att straff-systemet måste ha ett straff som är strängare än tio års fängelse. Slutligen kan det vara en fördel när det gäller grovt spioneri och andra grova brott mot rikets säkerhet att rege-ringen i de allvarligaste fallen kan göra en bedömning av när tidpunkten för frigivning är lämplig med hänsyn till våra säkerhetsintressen.

Mot bakgrund av det anförda anser vi att övervägande skäl talar för att livstidsstraffet bör behållas. Frågan om vid vilka brott livstidsstraff bör finnas i straffskalan diskuterar vi utförligt vid övervägandena beträffande de olika aktuella brotten. Vi vill emellertid redan här uttala att tillämpningen av livstidsstraffet bör vara synnerligen restriktiv. I statistiken kan spåras en viss uppåtgående trend de senaste åren när det gäller utdöman-de av livstidsstraff. Vi vill därför understryka att livstids fängelse är ett straff som bör utdömas endast i extrema undantagsfall. Denna inställning till livstidsstraffet talar för att minska det antal brott för vilka livstids fängelse kan dömas ut. Vi har också i detta syfte gjort en mycket kritisk granskning av de brott som f. n. kan föranleda fängelse på livstid. Vi har emellertid funnit att det inte, med de brottsbeskrivningar som gäller, är möjligt att slopa livstidsstraffet vid något brott. ”

Som det fremgår, lagde Fängelsestraffkommittén vægt på, at en afskaffelse af livstidsstraffen kunne føre til krav om betydeligt højere maksima for tidsbestemt fængsel, der for tiden er fængsel i 10 år. Desuden tillægges livstidsstraffen en ”inte obetydligt symbolvärde”. Det fremhæves også, at livs-tidsstraffen alene bør anvendes i ekstreme undtagelsestilfælde, og at man ikke ved en gennemgang af strafferammerne har fundet, at livstidsstraffen bør afskaffes på noget område, hvor den efter de gældende regler kan anvendes.

3.3.2. Justitiedepartementet har over for Straffelovrådet supplerende oplyst, at der siden afgivelsen af Fängelsestraffkommiténs betænkning om Påföljd för Brott i 1986 er sket en skærpelse af benåd-ningspraksis, så livstidsdømte nu afsoner i betydeligt længere tid end tidligere. Efter 1995 har afso-ningstiden været på mellem 18 og 25 år. I betænkning SOU 2002: 26, Frigivning från livstidsstraff, foreslås indført en adgang til prøveløsladelse af livstidsdømte efter 10 års afsoning. Spørgsmålet om prøveløsladelse afgøres af domstolene, sml. Förslag till lag (2002 : 00) om frigivningsprövning för livstidsdömda m.m., jf. betænkningen s. 26 ff.

3.4. Nordisk Strafferetskomité

”Fra et prinsipielt humant synspunkt kan avskaffelse av livstidsstraffen synes å være et naturlig og nærliggende ønskemål. Vekten av dette argument svekkes imidlertid vesentlig ved det som foran er opplyst om de faktiske soningstider for livstidsdømte. Og spørsmålet om livstidsstraffen kan ikke ses isolert. Avskaffelse av livstidsstraffen kan føre til krav om høyere maksimum for tidsbestemt fengsel, eller om anvendelse – eller øket anvendelse – av bestemmelser om tidsubestemt internering. Vinningen fra humanitetssynpunkt kan i så fall bli tvilsom. I Norge, som nylig har avskaffet livstidsstraffen, er maksimum for tidsbestemt frihetsstraff høyere enn i de øvrige nordiske land. I dagens situasjon vil komitéen avstå fra noen bestemt rekommendasjon med hensyn til livstids-straffen og lovens maksimum for tidsbestemt frihetsstraff. Man vil likevel bemerke at fengsel på livstid aldri bør være obligatorisk. Domstolen bør alltid ha mulighet for å velge en tidsbestemt frihetsstraff. Derved kan bruken av livstidsstraff gradvis reduseres i takt med utviklingen av humanitetsforestillingene i samfunnet. Når livstidsstraffen i Finland er brukt atskillig mer enn i de øvrige nordiske land, henger det antakelig til dels sammen med at livstidsstraff er obligatorisk for mord.”

4. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

Der var også enighed om, at man ved afskaffelse af livstidsstraffen måtte acceptere den konsekvens, at den fastsatte straffetid sætter den yderste grænse for, hvor længe frihedsberøvelsen kan opretholdes. Det må således anses for yderst betænkeligt at gennemføre den ordning, at en tidsbestemt straf ved en senere afgørelse kan forlænges – enten med en fastsat tid eller på ubestemt tid – f.eks. hvis den dømte henimod straffetidens udløb skønnes at frembyde fare for andres liv og legeme. Ophæves livstidsstraffen, må det desuden overvejes, om det hidtidige maksimum for tidsbestemt straf på 16 år er tilstrækkeligt.

Endelig var der i rådet enighed om, at der næppe er fordele ved at tilstræbe en mellemløsning, som består i at bevare livstidsstraffen, men skærpe betingelserne for dens anvendelse. I betragtning af den meget restriktive praksis, der følges af domstolene i drabssager, kan der næppe vindes noget ved at søge § 237 om drab ændret, så der opstilles specielle skærpede betingelser for idømmelse af fængsel på livstid.

Med dette udgangspunkt delte rådet sig i et flertal på 5 medlemmer, der anbefalede at bevare livstidsstraffen, og et mindretal på 2 medlemmer, der gik ind for at afskaffe livstidsstraffen. Ved vurderingen af flertallets og mindretallets nedenfor gengivne synspunkter skal det haves for øje, at der efterfølgende er åbnet mulighed for prøveløsladelse af livstidsdømte og domstolsprøvelse af de særligt langvarige afsoningsforløb.

4.2. Om flertallets synspunkter fremgår, jf. s. 82-84:

”Et flertal af straffelovrådets medlemmer (Bang, Elmer, Langkilde, Lindegaard og Rentzmann) foreslår, at straffen fængsel på livstid opretholdes … Ved afgørelsen af be-nådningsspørgsmålet indgår en konkret vurdering af den pågældendes farlighed som et meget vigtigt moment. Det bør i den forbindelse fremhæves, at rækkevidden af denne farlighed ikke i alle tilfælde kan vurderes på domstidspunktet, men ofte først kan fastslås på et senere tidspunkt under frihedsberøvelsen.

Flertallet drager heraf den konklusion, at der med hensyn til personer dømt til fængsel på livstid anlægges og fortsat må anlægges en bedømmelse af forholdene i de enkelte tilfælde, og at denne bedømmelse i nogle tilfælde må føre til frihedsberøvelse af en sådan varighed, at et maksimum for tidsbestemt fængsel på 16 eller 20 år ikke ville være tilstrækkeligt. Fastsatte man på den anden side et højere maksimum end 20 år, ville det være åbenbart, at der intet er vundet ved at afskaffe livstidsstraffen.

Livstidsstraffen er blevet kritiseret på grund af dens tidsubestemte karakter. Det må hertil bemærkes, at et væsentligt moment af tidsubestemthed vil blive opretholdt, selv om fængsel på livstid ændres til tidsbestemt straf inden for et maksimum af f.eks. 20 år, idet prøveløsladelsesregler stadig vil kunne bevirke, at der efter en vis afsoningstid er uvished om, hvor længe frihedsberøvelsen vil blive opretholdt. Den vigtigste konsekvens af ændringen vil være, at frihedsberøvelsen aldrig kan opretholdes ud over den ved dommen fastsatte tid. Som det tidligere er nævnt, er der i straffelovrådet enighed om at fraråde en ordning, hvorefter der ved en senere afgørelse kan ske forlængelse af den straffetid, der blev fastsat ved dom for 15-19 år siden.

De retssikkerhedsmæssige spørgsmål, som livstidsstraffens tidsubestemte karakter frembyder, finder flertallet bør løses ved en regel, der sikrer, at spørgsmålet om løsladelse tages op til vurdering, når der er forløbet et bestemt åremål. En sådan regel om obligatorisk vurdering af spørgsmålet efter et vist tidsrum svarer i princippet til bestemmelsen i straffelovens § 38, stk. 1. Hermed vil der skabes sikkerhed for, at løsladelsesspørgsmålet vurderes efter en passende afsoningstid, og man vil samtidig understrege, at det normale bør være, at løsladelse finder sted på dette tidspunkt, medmindre konkrete forhold gør en løsladelse utilrådelig, navnlig på grund af den pågældendes farlighed. Med en sådan styrkelse af retssikkerheden opnås efter flertallets opfattelse den bedste og mest afbalancerede løsning af de retssikkerhedsmæssige spørgsmål, som livstidsstraffen rejser, fremfor den risiko for udglidning i henseende til længden af idømte tidsbestemte straffe, som er forbundet med den af mindretallet foreslåede afskaffelse af livstidsstraffen.

Såfremt der i forbindelse med en kommende lov om straffuldbyrdelse m.v. indføres mulighed for prøvelse af visse afgørelser ved domstolene eller et andet uafhængigt organ, kunne det i stedet overvejes at styrke retssikkerheden yderligere ved at åbne mulighed for prøveløsladelse af livstidsdømte, når en vis del af straffen, f.eks. 12 eller 14 år, er afsonet og med adgang til prøvelse af eventuelt afslag ved domstolene eller det andet uafhængige organ. En sådan regel var gældende i Norge, indtil man afskaffede livstids-straffen i 1981…

Det er en svaghed ved forslaget om en strafferamme på indtil 20 års fængsel (i stedet for livsvarigt fængsel), at 20 års fængsel kommer til at fremtræde som et noget mere almindeligt og acceptabelt maksimum end i dag. På længere sigt kan man derved komme til at bane vejen for rammeskærpelser ud over 16 år på områder, der ikke har noget med livstidsstraffen at gøre. Noget sådant synes allerede at være sket i norsk ret, hvor det nye maksimum på 21 år, der er indført ved livstidsstraffens afskaffelse, også er taget i brug med hensyn til de groveste narkotikaforbrydelser. Det kan altså siges til fordel for straffen fængsel på livstid, at den bidrager til at holde lovens maksimum for de strengeste tidsbestemte straffe nede.

I Danmark er fængsel på livstid hidtil kun idømt for forsætligt drab. Dette forhold vil næppe ændres væsentligt, men flertallet finder det dog rigtigst at pege på, at der også i Danmark kan tænkes andre meget grove kriminalitetstyper, f.eks. sprængstofattentater (straffelovens § 183), for hvilke straffen bør kunne blive lige så streng som for de groveste drabshandlinger.

Det er muligt, at en afskaffelse af straffen fængsel på livstid i flere tilfælde vil gøre det aktuelt i drabssager at overveje dom til tidsubestemt forvaring i medfør af straffelovens § 70 …

Flertallet foreslår, at livstidsstraffen udgår i § 180 om kvalificeret brandstiftelse men indføjes i § 183 a om flykapring. I konsekvens af, at fængsel på livstid opretholdes i § 237 om forsætligt drab, foreslås den samme regel i § 112. Om forbrydelserne i straffe-lovens kapitel 12 og 13 bemærkes i øvrigt, at man har afstået fra at stille forslag om ophævelse af muligheden for at idømme fængsel på livstid, bl.a. under hensyn til, at straffelovrådet i det hele har afholdt sig fra en revision af strafferammerne i kapitel 12 og 13 om statsforbrydelser. Der er dog inden for flertallet nogen sympati for tanken om at op-hæve bestemmelser om fængsel på livstid i kapitel 12 og 13.”

4.3. Om mindretallets synspunkter fremgår s. 84-86:

”Et mindretal i straffelovrådet (Haulrig og Waaben) vil ikke udtale sig imod, at straffen fængsel på livstid søges afskaffet, således som det allerede er sket i Norge. Mindretallet betragter det som sikkert, at der i forbindelse med livstidsstraffens afskaffelse må indføres en adgang til at idømme højere tidsbestemt straf end de 16 år, der i dag udgør det normale maksimum for tidsbestemt fængsel. Dette spørgsmål vil senere blive nærmere omtalt. Foreløbig vil mindretallet lægge til grund, at der i hvert fald for forsætligt drab bør gælde et maksimum på 20 år, såfremt fængsel på livstid afskaffes.

Mindretallet kan i væsentligt omfang tiltræde de af flertallet fremhævede betænkeligheder ved en afskaffelse af fængsel på livstid. Det kan således tiltrædes, at der også under en udmåling af strenge tidsbestemte straffe vil være tilfælde, hvor en uvished om løsladelsestidspunktet gør sig gældende, og at det for så vidt er urealistisk at forestille sig, at afskaffelsen af livstidsstraffen vil medføre en væsentlig højere grad af forudberegnelighed med hensyn til frihedsberøvelsens varighed. Det kan også tiltrædes, at indførelsen af et strafmaksimum på 20 år skaber en risiko for, at 20 års fængsel kommer til at fremtræde som et mere almindeligt og acceptabelt maksimum end i dag og kan bane vejen for rammeskærpelser ud over 16 år på områder, der ikke har noget med livstidsstraffen at gøre. Mindretallet kan derfor ligesom flertallet se det som en positiv side ved straffen fængsel på livstid, at den bidrager til at holde lovens maksimum for de strengeste tidsbestemte straffe nede.

Det må endvidere erkendes, at en konkret straffesag, hvor dom til livsvarigt fængsel indtil nu har medført et fængselsophold af mere end 21 års varighed, kan skabe visse modforestillinger mod forslag om at afskaffe fængsel på livstid. Det vil dog på den anden side næppe være rigtigt ligefrem at betragte en sådan sag som bevis for, at livstids-straffen ikke lader sig afskaffe. Mindretallet vil ikke udtale sig om enkeltheder vedrørende denne sag eller udtrykke nogen mening om de administrative beslutninger, ved hvilke frihedsberøvelse er blevet opretholdt i så lang tid. Men det bør dog nævnes, at såfremt fængsel på livstid erstattes af f.eks. 20 års fængsel, må kriminalforsorgens opgaver også påvirkes af denne ændring, således at der arbejdes hen imod det mål at forberede en løsladelse og gøre den forsvarlig en passende tid før straffetidens udløb. Det kan ikke udelukkes, at netop straffen fængsel på livstid i enkeltstående tilfælde kan bidrage til at skabe komplikationer og negative vurderinger, som kunne have været undgået ved fastsættelsen af en tidsbestemt straf. Muligvis forekommer der ved behandlingen af en sådan sag også vurderinger, der ikke har noget med farlighed at gøre, men snarere er knyttet til selve grovheden af den pådømte kriminalitet, drab på fire personer. Der kan næppe gives noget entydigt svar på, hvad retsfølelsen i samfundet kræver med hensyn til frihedsberøvelsens varighed i et sådant tilfælde.

Når domme til fængsel på livstid kun i ret sjældne tilfælde fører til afsoning i mere end 10-14 år, må mindretallet i noget højere grad end flertallet udtrykke forståelse for ønsker om at søge en så alvorlig og belastende straf afskaffet. Praksis med hensyn til benådning viser, at det næsten aldrig er nødvendigt at fuldbyrde straffen, som om det var en realitet, at der tilsigtes en frihedsberøvelse for resten af livet. Nogle domfældte dør i fængsel, men det kan også ske med hensyn til nogle af dem, der er idømt strenge tidsbestemte straffe. Bortset herfra er det i praksis klart lagt til grund, at næsten alle, der dømmes til fængsel på livstid, skal søges benådet efter en afsoningstid, der efter de tilvante målestokke for prøveløsladelse svarer til en idømt straffetid på indtil 20 år.

Som allerede nævnt er det mindretallets konklusion, at man ikke vil udtale sig imod en afskaffelse af straffen fængsel på livstid. Det er mindretallets opfattelse, at denne ændring kun behøver at medføre indførelsen af et maksimum på 20 år med hensyn til forsætligt drab i § 237 (samt i § 112 om drab på statsoverhovedet, en bestemmelse der strengt taget er overflødig, fordi den er uden selvstændig betydning ved siden af § 237). Man foreslår således, at 16 års fængsel som hidtil er den strengeste tidsbestemte straf, og at 20 års maksimum efter § 237 og § 112 fremtræder som isolerede undtagelser herfra.

Mindretallet kan acceptere, at der efter den nævnte ændring muligvis undertiden vil opstå spørgsmål om dom til tidsubestemt forvaring efter § 70 … Det fremgår allerede nu af denne bestemmelses ordlyd, at den omfatter forsætligt drab, og det er altså i overensstemmelse med bestemmelsens egne forudsætninger, at der kan opstå spørgsmål om dens anvendelse i drabssager, når forvaring i stedet for tidsbestemt fængsel findes påkrævet for at forebygge den i § 70, nr. 2 [nu § 70, stk. 1, nr. 2], nævnte fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.”

5. Straffelovrådets overvejelser

”I betænkning nr. 806/1977 om alternativer til frihedsstraf er det oplyst, at 40 livstids-fanger, der blev løsladt ved benådning i perioden 1962-1976, gennemsnitligt havde været frihedsberøvet i godt 16 år. Den gennemsnitlige afsoningstid havde dog kun været godt 13 år for de personer, der var dømt siden 1955.

Af betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse fremgår, at der i perioden fra 1975 til august 1985 blev løsladt 13 livstidsfanger ved benådning. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen var for disse 13 domfældte 12 1/2 år. Flertallet af de livstidsdømte var løsladt efter 10-14 års frihedsberøvelse. Den længste afsoningstid var 19 1/2 år og den korteste 9 1/2 år …

I perioden fra august 1985 til 1. april 1999 er 13 livstidsfanger blevet løsladt ved benådning. Den gennemsnitlige varighed af frihedsberøvelsen har for disse 13 domfældte været 16 år og 9 måneder. Den længste afsoningstid var 33 år og 8 måneder og den korteste godt 12 år. 2 af de løsladte er senere genindsat på grund af vilkårsovertrædelse. Af de 14 livstidsfanger, der afsonede pr. 1. april 1999, havde 5 været frihedsberøvet i mere end 12 år. De havde afsonet henholdsvis 22 år og 2 måneder, 15 år og 9 måneder, 15 år og 9 måneder, 14 år og 8 måneder og 13 år og 5 måneder. ”

Direktoratet for Kriminalforsorgen har over for Straffelovrådet oplyst, at der efter de nye regler om prøveløsladelse af livstidsdømte, som trådte i kraft den 1. juli 2001, pr. 15. november 2002 er prøveløsladt 1 livstidsdømt. Den pågældende havde på tidspunktet for prøveløsladelse været frihedsberøvet i 14 år og 4 måneder. I perioden fra 1. april 1999 til 15. november 2002 er ingen livstidsdømte løsladt ved benådning.

Rådet er også af den opfattelse, at man ved en afskaffelse af livstidsstraffen må acceptere, at den fastsatte straffetid sætter den yderste grænse for, hvor længe frihedsberøvelsen kan opretholdes. Rådet kan ikke gå ind for en ordning, hvorved tidsbestemt straf ved senere afgørelse kan forlænges enten med fastsat tid eller på ubestemt tid, f.eks. fordi den pågældende under afsoningsforløbet har vist sig farlig. Afskaffelse af livstidsstraffen ville derfor føre til, at det må overvejes, hvorvidt det hidtidige maksimum for tidsbestemt straf på 16 år er tilstrækkeligt.

Der er fortsat en restriktiv praksis hos domstolene med hensyn til anvendelse af livstidsstraf. Rådet finder derfor ikke grundlag for at ændre sit hidtidige standpunkt, hvorefter der næppe vindes noget ved en mellemløsning, der består i at bevare livstidsstraffen, men skærpe betingelserne for dens anvendelse.

5.2. Straffelovrådet har på den anførte baggrund indgående drøftet de synspunkter, som blev gjort gældende i 1987-betænkningen til støtte for henholdsvis at bevare og afskaffe livstidsstraffen. Rådet har fortsat ikke kunnet nå til enighed om dette spørgsmål. Et flertal af rådets medlemmer (Henning Fode, Jacques Hermann, Lars Bay Larsen, Claus Jesper Nørøxe, Jakob Lund Poulsen, William Rentzmann og Sven Ziegler) går ind for, at livstidsstraffen bevares, mens et mindretal (Vagn Greve) anbefaler, at livstidsstraffen afskaffes, samtidig med, at det tidsbestemte maksimum hæves fra 16 år til 21 år.

5.2.1. Som det fremgår af pkt. 3.3.1 ovenfor, har den svenske Fängelsestraffkommitté til fordel for bevarelse af livstidsstraffen bl.a. anført, at ”[e]nligt vårt sätt att se på straffsystemet uttrycks genom straffskalorna samhällets värderinger av förkastligheten hos olika icke önskvärda gärningar. Det kan då vara en fördel att ha kvar livstidsstraffet för de allra svåraste brotten för att på ett tydligt sätt visa avståndstagandet från dessa. Viktigt är också att framhålla att behovet av livstidsstraffet kan vara större vid krigstillstånd eller ockupation. Om en sådan situation skulle uppstå är det vår uppfattning att straffsystemet måste ha ett straff som är strängare än tio års fängelse.” Flertallet kan i det hele tiltræde denne opfattelse, hvorved bemærkes, at de nævnte synspunkter efter flertallets opfattelse også gælder, når drøftelsen af spørgsmålet om bevarelse af livstidsstraffen sker med udgangspunkt i et dansk strafmaksimum på 16 års fængsel.

Flertallet lægger endvidere i lighed med flertallet i 1987-betænkningen vægt på, at spørgsmålet om løsladelse af en livstidsdømt i praksis har beroet og fortsat skal bero på en konkret vurdering bl.a. af den pågældendes farlighed. Rækkevidden heraf lader sig ikke i alle tilfælde fastlægge på domstidspunktet, men kan ofte først fastslås på et senere tidspunkt under frihedsberøvelsen. Som det fremgår af omtalen af benådningspraksis ovenfor, har vurderingen af forholdene i det enkelte tilfælde undertiden medført frihedsberøvelse af en sådan varighed, at et tidsbestemt maksimum på f.eks. 16 eller 21 år ikke er tilstrækkeligt. Flertallet er i den forbindelse enigt i, at der intet ville være vundet, såfremt man med henblik på at tage højde for de mere langvarige afsoningsforløb fastsatte et højere tidsbestemt maksimum end 21 år.

Flertallet i 1987-betænkningen anfører, at en afskaffelse af livstidsstraffen muligvis vil aktualisere spørgsmålet om en øget anvendelse af forvaring i drabssager. Flertallet er enigt i dette synspunkt. Flertallet må i den forbindelse tage afstand fra en ordning, hvor livstidsstraf afløses af en øget anvendelse af forvaring. Flertallet lægger vægt på, at forvaring ikke har et pø-nalt sigte, men efter sit formål er en fremadrettet, fareafværgende foranstaltning, der skal ophæves, når betingelserne i straffelovens § 70 for at bringe denne foranstaltning i anvendelse ikke længere er opfyldt. Skønnes det f.eks. efter 5 års forløb, at en forvaringsdømt ikke længere er farlig, skal foranstaltningen i princippet ophæves uden hensyn til, om den kriminalitet, der lå til grund for dommen til forvaring, kunne have medført straf af fængsel på livstid og dermed et væsentligt længere afsoningsforløb.

Flertallet finder i lighed med flertallet i 1987-betænkningen ikke at kunne bortse fra, at indførelse af et tidsbestemt maksimum på f.eks. 21 års fængsel kan bane vejen for rammeskærpelser ud over 16 år på områder, der ikke har noget med livstidsstraffen at gøre. Noget sådant synes at kunne spores i norsk ret efter, at livstidsstraffen er blevet afløst af et tidsbestemt strafmaksimum på 21 år. Det kan med en vis føje anføres, at fængsel på livstid bidrager til at holde lovens maksimum for de strengeste tidsbestemte straffe nede.

Flertallet er enigt i, at de retssikkerhedsmæssige spørgsmål, der knytter sig til livstidsstraffens tidsubestemte karakter, bør løses ved regler, som sikrer, at spørgsmålet om løsladelse tages op til vurdering, når der er forløbet et bestemt åremål. Flertallet henviser til, at der som led i straffuldbyrdelsesloven er sket en udmøntning af 1987-betænkningens forslag om at indføre en prøveløsladelses-ordning for livstidsdømte, og at der ved denne ordning er åbnet mulighed for at forlange domstols-prøvelse af de særligt langvarige afsoningsforløb, hvor hensynet til den dømtes retssikkerhed er særligt fremtrædende. Ordningen med prøveløsladelse af livstidsdømte er først trådt i kraft den 1. juli 2001. Det må være naturligt at afvente erfaringerne med den nye ordning.

Flertallet i 1987-betænkningen foreslår, at livstidsstraffen udgår i § 180 om kvalificeret brandstiftelse. Endvidere udtrykkes nogen sympati for tanken om at ophæve bestemmelser om fængsel på livstid i kapitel 12 og 13. Om flertallets overvejelser i forbindelse med afgivelse af denne betænkning henvises til gennemgangen af strafferammerne i de enkelte delikter. Flertallet finder dog anledning til allerede her at bemærke, at der efter flertallets opfattelse ikke er grundlag for at ophæve bestemmelserne om fængsel på livstid i kapitel 12 og 13. Flertallet henviser bl.a. til, at der i lyset af terror-angrebene i USA den 11. september 2001 for nylig er vedtaget en ændring af straffeloven, der indebærer indsættelse af en særlig terrorismeparagraf i straffeloven (§ 114) med mulighed for idømmelse af fængsel på livstid, sml. kapitel 14 om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed og mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv. med omtale af lov nr. 378 af 6. juni 2002 om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om konkurrence- og forbrugerforhold på tele-markedet, våbenloven, udleveringsloven samt lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af FN-konventionen til bekæmpelse af finansiering af terrorisme, gennemførelse af FN´s Sikkerhedsråds resolution nr. 1373 (2001) samt øvrige initiativer til bekæmpelse af terrorisme mv.).

5.2.2. Et mindretal (Vagn Greve) har taget sit udgangspunkt i, at livstidsstraffen efter sit indhold fjerner alle livets muligheder for den dømte og dermed er etisk angribelig. Den er endvidere på grund af sin ubestemte karakter notorisk særligt belastende for strafafsoneren.

Pragmatiske hensyn kan ikke begrunde strafarten. Det har formodningen imod sig, at der i Danmark er behov for denne strafart, når det i praksis har vist sig, at der ikke er brug for den i andre europæiske lande (Norge, Spanien og Portugal). Det er en almindeligt anerkendt kriminalpolitisk grundsætning, at enhver unødvendig straf er en uretfærdig straf; livstidsstraffen er en sådan unødvendig straf.

På den baggrund må der kræves en ganske særlig begrundelse for at opretholde en hjemmel og en praksis for livstidsstraffen, og en sådan er efter mindretallets opfattelse ikke givet.

Der er således ingen grund til at tro, at livstidsstraffen har større præventiv virkning end fængsel på 16 eller 21 år.

Straffesystemet har ganske vist brug for en straf, der symboliserer retssystemets maksimale fordømmelse og afstandtagen, men denne funktion kan tidsbestemt fængsel på 16 eller 21 år fuldt så vel have. I denne forbindelse bør det også fremhæves, at selv det mest bestialske drab ikke bør have denne plads på skalaen. Folkedrab eller påførelse af krig må være de groveste forbrydelser. Denne tankegang fører – som det mindre – til at nedsætte maksimalstraffen for drab (straffelovens § 237) til en tidsbestemt straf på 16 eller 21 år.

Der er utvivlsomt særdeles farlige personer, som efter gældende ret idømmes fængsel på livstid, men der er ikke grund til at antage, at det er det afgørende kriterium ved valget mellem fængsel i 16 år og fængsel på livstid. Samfundets beskyttelsesbehov kan endvidere tilgodeses fuldt ud gennem anvendelsen af forvaring efter straffelovens § 70 på sådanne personer. Derigennem ville man også opnå, at de blev anbragt i en behandlingsanstalt inden for kriminalforsorgen og ikke i et almindeligt fængsel.

På denne baggrund går jeg ind for en afskaffelse af sanktionen fængsel på livstid, samt en indførelse af muligheden for fængsel indtil 21 år (som i Norge) i de bestemmelser, der i dag rummer mulighed for fængsel på livstid, subsidiært en begrænsning af hjemmelen for fængsel på livstid til folkedrab og påførelse af krig.