Kapitel 9 - Straffastsættelse

1. Indledning

”§ 80. Ved straffens udmåling skal der tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige per-sonlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne.
Stk. 2. At gerningen er udført af flere i forening, vil i reglen være at anses som en skærpende omstændighed.”

§ 80 er en ikke udtømmende bestemmelse om strafudmåling inden for strafferammen. Bestemmelsen gælder i medfør af straffelovens § 2 som udgangspunkt både straffelovs- og særlovsovertrædelser og finder endvidere anvendelse i forhold til både bødestraf og fængselsstraf. Bestemmelsen omfatter også betingede domme, herunder med og uden vilkår om samfundstjeneste. Om bødestraf fremgår af straffelovens § 51, stk. 1, 3. pkt., at dagbødernes antal bestemmes under hensyn til lov-overtrædelsens beskaffenhed og de i § 80 nævnte omstændigheder til mindst 1 og højst 60. Er der spørgsmål om udmåling af andre bøder end dagbøder, følger det af § 51, stk. 3, at der inden for de grænser, som hensynet til lovovertrædelsens beskaffenhed og de i § 80 nævnte omstændigheder tilsteder, skal tages særligt hensyn til den skyldiges betalingsevne og til den opnåede eller tilsigtede fortjeneste eller besparelse. Der henvises til kapitel 12 om bøder.

1.2. I afsnit 2 redegøres for baggrunden for den affattelse, som § 80 havde ved borgerlig straffelovs ikrafttræden i 1933. Afsnit 3 indeholder en omtale af forarbejderne til ændringen af § 80, som skete ved lov nr. 319 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov (Mindre berigelsesforbrydelser m.m.). I afsnit 4 gennemgås Straffelovrådets overvejelser om § 80 i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse. I afsnit 5 gengives retspraksis om § 80 med henblik på at illustrere bestemmelsens betydning for strafudmålingen. Afsnit 6 indeholder en gennemgang af gældende regler og nyere overvejelser i Norge, Sverige og Finland. Endvidere omtales overvejelser i Nordisk Strafferetskomité om at lovfæste generelle principper for strafudmålingen. Endelig redegøres i afsnit 7 for Straffelovrådets overvejelser om revision af straffelovens § 80.

2. Forarbejderne til § 80 i borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933

Ӥ 57.
Ved Straffens Udmaaling indenfor de i Loven fastsatte Grændser skal fornem-melig tages Hensyn deels til Gjerningens større eller mindre Farlighed med særligt Hen-syn til Tid, Sted og Udførelsesmaade, Gjenstandens Vigtighed og Skadens Omfang og Størrelse, deels til den større eller mindre Styrke og Fasthed i Gjerningsmandens Villie, Bevæggrundene til Handlingen, hans Opdragelse, Alder og foregaaende Vandel, hans særegne Stilling til den Forurettede og hans efter Gjerningens Udførelse udviste For-hold.”

2.2. I Straffelovskommissionens betænkning af 1912 var som § 43 foreslået følgende bestemmelse i 5te Kapitel om Straffens Udmaaling, Forhøjelse og Nedsættelse:

Ӥ 43.
Ved Straffens Udmaaling inden for Strafferammens Grænser skal der tages Hensyn til alle Omstændigheder, som ere egnede til at forøge eller formindske Straf-skylden, og saaledes fornemmelig dels til Graden af Handlingens Farlighed med Hensyn til Tid, Sted og Udførelsesmaade, Genstandens Vigtighed og Skadens Omfang, dels til Forsættets Styrke og Fasthed, Bevæggrundene til Handlingen, Uagtsomhedsgraden, den skyldiges Alder, Livsvilkaar, Opdragelse, foregaaende Vandel, hans Forhold til den forurettede samt hans Adfærd efter Gerningen.
Hjemler et Straffebud Valg mellem flere Strafarter, indskrænkes Valget kun, hvor der er foreskrevet særlige Betingelser for dette.”

Om indholdet af den foreslåede bestemmelse anførtes i motiverne bl.a., jf. betænkningen s. 66-67:

”§ 43, 1. Stk. er i alt væsentligt i Overensstemmelse med Stl.s § 57, idet der kun er fo-retaget enkelte Tilføjelser og redaktionelle Ændringer. Det har været drøftet i Kommis-sionen, om der overhovedet er Grund til at optage en saadan almindelig Udmaalings-Bestemmelse, der dog ikke kan give nogen objektiv Maalestok for, hvilken Indflydelse de i den fremhævede Omstændigheder skulle have paa Strafudmaalingen, men maa lade sine Anvisningers Betydning bero på Domstolenes Skøn. Norsk Stl. har ingen saadan Bestemmelse, og til Begrundelse heraf udtales det i Motiverne, at man ved en saadan Opregning vanskelig undgaar enten ikke at sige andet end det selvfølgelige eller ogsaa at sige for lidt eller for meget. Efter Kommissionens Skøn kan det imidlertid ikke anses for overflødigt i Loven at angive de Synspunkter for Strafudmaalingen, som Lovgiveren ønsker fulgt. En saadan Bestemmelse vil altid indeholde en Anvisning til Domstolene af, hvad Loven vil have lagt Vægt paa, og vil derhos tvinge Dommerne til at bøje deres mulig divergerende Opfattelse efter Lovens Bud …”

2.3. I Torps betænkning af 1917 var i stedet foreslået følgende bestemmelse i 7de Kapitel om Straf-fens Fastsættelse:

Ӥ 75.
Straffens Udmaaling sker i Overensstemmelse med de Grundsætninger, der har fundet Udtryk i denne Lov. Der bliver derved særlig at tage Hensyn til Forbryderens Farlighed, Alder og Forhold før og efter Gerningen, til Styrken af det ved Handlingen for Dagen lagte forbryderske Sindelag samt Bevæggrundene til Handlingen.
At Gerningen er udført af flere i Forening, vil i Reglen være at anse som en skærpende Omstændighed.”

Om baggrunden for denne affattelse af en generel strafudmålingsbestemmelse, der, som det fremgår, lagde vægten på individuelle forhold, anførtes i motiverne, jf. s. 96 f.:

”1. Den almindelige Udmaalingsregel i Strfl. 1866 § 57 har hidtil staaet som et ret isoleret Fænomen indenfor de gældende Lovgivninger. Noget tilsvarende findes bl.a. hverken i den norske, svenske, tyske, hollandske, italienske, franske eller belgiske Straffelov. Og Nytten og Hensigtsmæssigheden af saadanne Bestemmelser har meget almindeligt været bestridt i Teorien. Det maa ogsaa indrømmes, at en saadan almindelig Angivelse af Udmaalingshensynene meget let enten bliver holdt i saa vage, almindelige Vendinger, at den ikke i synderlig Grad kan tjene Domstolene til Vejledning eller, hvis den tilstræber at give en bindende Rettesnor, staar i Fare for at gøre betænkelige Indgreb i Domstolenes frie Skøn. Imidlertid har ikke blot K.U. § 43, men samtlige nye Lovforslag … optaget Bestemmelser af denne Art. Dette taler for, at der i Lande, hvor man hidtil har manglet en saadan Regel, er følt Trang dertil. Det kan heller ikke nægtes, at en saadan Bestemmelse, rigtig affattet, kan have ialtfald den Betydning at modvirke den Fare for altfor stor Uensartethed i Retsanvendelsen, som maaske kan være til Stede i en Tid som nærværende, hvor to grundforskellige strafferetlige Opfattelser endnu tildels brydes. Skal imidlertid en saadan Bestemmelse have nogen Værdi, maa den for det første uden at binde Dommeren for stærkt give et klart Udtryk for en bestemt Tendens, dernæst undgaa Benyttelsen af flertydige og uklare Udtryk samt endelig, og det er det vigtigste, indskærpe, at Udmaalingen skal ske ikke efter den enkelte Dommers subjektive Skøn over, hvilke Formaal Straffen skal tjene, men i Overensstemmelse med Lovens Aand – de i den udtalte Grundsætninger … – Disse Fordringer fyldestgør Bestemmelsen i K.U. § 43 ikke. Den fremhæver ikke, at det ledende Synspunkt ved Strafudmaaling er Lovens Aand og Grundsætninger, men nøjes med den i og for sig overflødige Udtalelse, at der skal tages Hensyn til alle Omstændigheder, som er egnede til at forøge eller formindske Strafskylden. Og denne Mangel bliver saa meget mere følelig, som K.U. ved den meget vidtløftlige Opregning af Udmaalingsmomenter ikke har undgaaet den deri liggende Fare for at benytte flertydige, tildels endog misvisende Udtryk. Ser man nemlig paa den første Del af Opregningen, der slutter med Ordene ”Genstandens Vigtighed og Skadens Omfang”, vil man naturligt ved den Modsætning, i hvilken den ved Ordene ”dels…dels” er sat til den sidste Del af Opregningen, faa det Indtryk, at der ved den første Del af Opregningen haves rent objektive Momenter for Øje, at f.Ex. Handlingens Farlighed, Skadens Omfang osv. skal tages i Betragtning uden Hensyn til, om og hvorledes dette kan tilregnes Gerningsmanden. Men dette vilde være ganske i Strid med Grundsætningen om Tilregnelsesfordringens strenge Gennemførelse, som allerede i K.U. § 42 har faaet, om end ikke fuldkomment, Udtryk, og som er understreget endnu stærkere i nærvær. Forsl. § 21. Og endnu klarere vilde det stride mod det skarpe Udtryk, som Læren om de subjektive Momenters afgørende Betydning for Straffens Fastsættelse har faaet i K.U. § 58, særlig 1. St., og i § 61. – Heller ikke vil en Affattelse som den, K.U. § 43 har faaet, tjene til at belære Dommeren om, at han ved den Vægt, han ved Udmaalingen tillægger henholdsvis de individualpræventive og de generalpræventive Hensyn, skal følge den Anvisning, som Lovens Regler, tagne som Helhed, giver – at det følgelig ville være forfejlet, om han, skønt Loven f. Ex. øjensynligt lægger Hovedvægten på Specialpræventionen, principmæssig vilde lægge Hovedvægten paa de generalpræventive Hensyn, fordi h a n anser disse for de vigtigste.

Om en saadan almindelig Udmaalingsbestemmelse overhovedet vil faa synderlig praktisk Betydning, er, som allerede tidligere antydet, tvivlsomt. Det er dog fundet betænkeligt i Strid med Tendensen i alle nyere Forslag helt at lade dette Forhold uomtalt i nærvær. Forslag. Men i Modsætning til K.U.’s ret brede … Formulering, er Bestemmelsen i nærvær. Forsl. § 75 … ret kortfattet og understreger gennem de opregnede Exempler den subjektive Tendens – at det ikke er Handlingen eller dennes Følger som objektive Kendsgerninger, men Gerningsmandens Forhold, saaledes som det har faaet Udtryk i Handlingen, der er det væsentlig bestemmende for Strafudmaalingen.

Bestemmelsen i K.U. § 43, 2. St., er udeladt som formentlig overflødig. Derimod er det fundet rigtigt at generalisere den i Straffelovstillæggene af 1905 og 1911 § 1, 3. St. udtalte Regel, ved at fastslaa, at det som Regel vil være at anse som en skærpende Om-stændighed, at Gerningen er udført af flere i Forening.”

2.4. I Straffelovskommissionens betænkning af 1923 fik bestemmelsen følgende affattelse i § 83 i 10de Kapitel om Straffens Fastsættelse.:

Ӥ 83.
Ved Straffens Udmaaling bliver der foruden til Lovovertrædelsens Grovhed og Farlighed særlig at tage Hensyn til Gerningsmandens foregaaende Vandel, Alder og Forhold før og efter Gerningen, til Styrken af hans for Dagen lagte forbryderske Sin-delag samt Bevæggrundene til Handlingen.
At Gerningen er udført af flere i Forening, vil i Reglen være at anses som en skærpende Omstændighed.”

Om bestemmelsen anførtes i motiverne bl.a., jf. sp. 180:

”§ 83, 1ste Stk. er i det væsentlige i Overensstemmelse med Straffelovens § 57, idet der kun er foretaget enkelte nærmest redaktionelle Ændringer … Det har været drøftet, om der er Grund til at bibeholde en saadan almindelig Udmaalingsbestemmelse, der dog ikke kan give bindende Regler for Domstolene om, hvilken Betydning der i det enkelte Tilfælde skal tillægges de fremhævede Udmaalingshensyn, men i sidste Instans maa henvise Afgørelsen til Domstolenes Skøn. Der har dog indenfor Kommissionen været overvejende Stemning for at optage en saadan Bestemmelse, hvorved det fremhæves, at Loven ikke ensidigt lægger Vægten enten paa generalpræventive eller individualpræ-ventive Hensyn.

§ 83, 2det Stk. er nærmest en Generalisering af den i midlertidige Straffelov 1905 og 1911 § 1, 3die Stk. optagne Regel, idet det udtales, at det i Reglen vil være at anse som en skærpende Omstændighed, at Gerningen er udført af flere i Forening …”

I borgerlig straffelov med ikrafttræden i 1933 blev som § 80 indsat en bestemmelse, der svarede til den, som var foreslået som § 83 i Straffelovskommissionens betænkning af 1923, sml. Rigsdagsti-dende 1924-25, tillæg A, sp. 3320 (§ 86).

3. Ændringen af § 80 ved lov nr. 319 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov. (Mindre berigelsesforbrydelser m.m.)

”2.5.4. Arbejdsgruppen mener efter det gennemgåede, at der ikke er tilstrækkelig grund til at opretholde den hidtidige praksis, hvor der ved strafudmålingen tages betydeligt hensyn til den dømtes fortid. Arbejdsgruppen foreslår derfor, at henvisningen til ger-ningsmandens foregående vandel fjernes fra straffelovens § 80. I arbejdsgruppen er man opmærksom på, at dette ikke vil forhindre domstolene i ved strafudmålingen at tillægge gerningsmandens fortid betydning, men det vil i hvert fald forhindre domstolene i at føle sig forpligtet dertil.

2.5.5. I straffelovens § 80 er tillige angivet, at der ved straffens udmåling skal tages hensyn til styrken af det for dagen lagte forbryderiske sindelag. Herved er der givet domstolene adgang til at tage hensyn til, med hvilken grad af forsæt en handling er begået ...

Arbejdsgruppen finder, at såvel principielle som praktiske hensyn taler imod oprethol-delse af en sådan ordning, og foreslår derfor, at henvisningen til det forbryderiske sin-delag udgår af bestemmelsen i straffelovens § 80.

2.5.6. Under henvisning til det under punkt 2.5. i det foregående nævnte foreslår ar-bejdsgruppen følgende nye formulering af straffelovens § 80, stk. 1:

”Ved straffens udmåling bliver der foruden til lovovertrædelsens grovhed og farlighed særligt at tage hensyn til gerningsmandens alder og forhold før og efter gerningen samt bevæggrundene til handlingen.””

3.2. Arbejdsgruppens indstilling blev forelagt Straffelovrådet. Rådets udtalelse af 5. januar 1973 er optaget som bilag til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 5153 ff. Af udtalelsen fremgår, at der i Straffelovrådet var enighed om, at § 80 næppe spiller nogen større rolle som ud-gangspunkt for overvejelserne vedrørende straffens fastsættelse i de enkelte sager. Tilbøjeligheden til at skærpe straffen ved gentagen kriminalitet har sammenhæng med en af lovregler uafhængig tradition i retspraksis.

Af udtalelsen fremgår også, at der ikke kunne opnås enighed om arbejdsgruppens indstilling om at ændre § 80. Et flertal (4 ud af 6 medlemmer (Erik Andersen, Eefsen, Olafsson og Waaben)) frarådede ændring af § 80, sml. anf.st. sp. 5169:

”Man finder det uheldigt, at praktiske problemer vedrørende udmålingen i visse sager mod recidivister fører til ændringer i den principielle tilkendegivelse om strafudmåling i § 80, som ikke er beregnet på at løse sådanne problemer og næppe heller kan løse dem. Blandt de i § 80 nævnte individuelle forhold, som skal tages i betragtning ved siden af forbrydelsens grovhed og farlighed, er lovovertræderens foregående vandel med rette fremhævet. Det er et rigtigt princip, at retten må tage lovovertræderens foregående van-del i betragtning ved sanktionsvalg. § 80 tager ikke blot sigte på omstændigheder, der kan påvirke udmålingen i skærpende retning, men også på forhold, der taler til gunst for lovovertræderen. Det beror på rettens afgørelse, hvilken vægt den vil lægge på de anførte omstændigheder. Det må forekomme mindre velbegrundet at svække indholdet af § 80 ved at fjerne henvisningen til foregående vandel, i særdeleshed da formålet ikke er at tage afstand fra det i bestemmelsen udtrykte almindelige princip, men at støtte en udvikling med hensyn til udmålingen i visse typer af sager. Efter flertallets opfattelse kan man fremme en ønskelig udvikling i retspraksis uden at benytte den fremgangsmåde at ændre § 80 og uden at give de vejledende synspunkter form af bemærkninger, der ledsager et forslag om lovændring. Således må en orientering af anklagemyndigheden og domstolene om de synspunkter, der har været fremført, bl.a. af straffelovrådet, antages at opfylde dette formål.

Vedrørende § 80 tilføjes, at flertallet har sympati for arbejdsgruppens forslag om at stryge henvisningen til ”(lovovertræderens) for dagen lagte forbryderiske sindelag”. Man finder det imidlertid rettest, at spørgsmålet om en lovændring beror på en samlet bedømmelse af § 80 ved en senere lejlighed, hvor der er tid til at forberede en behandling af dette spørgsmål i forbindelse med en revision af straffelovens almindelige regler om strafnedsættelse, strafbortfald og gentagelsesvirkning.”

Et mindretal (2 ud af 6 medlemmer (Brydensholt og Nordskov Nielsen)) anbefalede, at § 80 blev ændret som foreslået af arbejdsgruppen, sml. anf.st. sp. 5170-71:

”Der er blandt rådets medlemmer enighed om, at recidiv hidtil er betragtet som en væ-sentlig udmålingsfaktor (ved siden af forbrydelsens grovhed), og at det må anses for øn-skeligt, at der på dette punkt sker en ændring, som har et udgangspunkt i en udvikling, der allerede er i gang. For at sikre en mærkbar sænkning af udmålingsniveauet i disse sager anser mindretallet det for rigtigst, at denne udvikling får støtte i en lovgivnings-politisk beslutning, og en sådan beslutning opnås bedst gennem lovgivningsmagtens stillingtagen til et forslag om ændring af § 80 og bemærkningerne til et sådant forslag.

Mindretallet finder, at § 80 er udtryk for en rigtig opfattelse af, at strafudmålingen skal ske på grundlag af på den ene side en vurdering af lovovertrædelsen og på den anden side en vurdering af individuelle forhold hos lovovertræderen. Dette princip bør ikke ændres. Bestemmelsens formulering er imidlertid ikke særlig vellykket med hensyn til angivelse af relevante individuelle forhold. Man sigter herved ikke alene til det mindre heldige udtryk ”hans for dagen lagte forbryderiske sindelag”, som arbejdsgruppen og flertallet også har peget på. Mindretallet finder det navnlig betænkeligt, at hensynet til den tidligere vandel har fået en særlig fremtrædende plads i bestemmelsen, samtidig med at denne undlader at nævne andre forhold, der tillægges og efter mindretallets opfattelse i fremtiden bør tillægges en mere væsentlig betydning ved strafudmålingen. Mindretallet sigter herved navnlig til, at bestemmelsens nuværende formulering ikke giver noget naturligt udgangspunkt for, at dårlige personlige eller sociale forhold, som ikke mindst for de traditionelle straffelovsovertrædelsers vedkommende er så hyppigt forekommende hos gerningsmændene, kan tages i betragtning som formildende omstændigheder. Som det fremgår… er der i straffelovrådet enighed om, at disse forhold bør tillægges væsentlig betydning, og mindretallet finder det, som anført, mest hensigtsmæssigt, at denne vurdering finder udtryk i en ændret formulering af straffelovens § 80.

Mindretallet foreslår derfor følgende affattelse af straffelovens § 80:

”Ved straffens udmåling skal der tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til op-lysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og so-ciale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne.””

3.3. Lovforslaget, som førte til vedtagelse af den nuværende affattelse af straffelovens § 80, fulgte indstillingen fra mindretallet i Straffelovrådet, sml. Folketingstidende 1972-73, tillæg A, sp. 5132.

4. Straffelovrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse

”Af § 80, stk. 1, kan for det første udledes det ret selvfølgelige, at en vurdering af lov-overtrædelsens grovhed – d.v.s. et proportionalitetsprincip – er den grundlæggende ret-ningslinie ved straffens fastsættelse. I konkrete sager kan der imidlertid ikke af § 80 udledes nogen nærmere vejledning om, hvorledes lovovertrædelsens grovhed skal be-stemme valget af strafstørrelse inden for strafferammen. Herom kan formentlig kun siges, at hvis der inden for samme gerningstype forekommer eller kan tænkes handlinger af forskellig grovhed, skal den grovere handling som udgangspunkt medføre strengere straf end den mindre grove. Men det bliver domstolenes sag at afgøre, hvilket punkt på strafskalaen der skal udgøre udmålingens normalniveau, og hvilke afvigelser med hensyn til grovheden der skal føre til udmålingsmæssige variationer i op- eller nedadgående retning.

Dernæst ses det af § 80, at retten skal tage hensyn til oplysninger om gerningsmanden, herunder om hans personlige og sociale forhold. Historisk set har det været et vigtigt formål med § 80 at få fremhævet, at der skal tages hensyn til gerningsmandens indivi-duelle forhold. Man må formentlig læse § 80 således, at disse individuelle forhold kan have lige så stor vægt som forbrydelsens grovhed, efter omstændighederne større vægt. Men § 80 giver ikke nogen anvisning på, hvorledes den nærmere afvejning skal foregå, hvis en bedømmelse af forbrydelsens grovhed og af gerningsmandens personlige og so-ciale forhold trækker i forskellige retninger. Denne afvejning af kolliderende udmå-lingshensyn må foretages af retten, som bl.a. kan lægge vægt på, om generalpræventive hensyn tåler en af individuelle forhold indiceret mildhed i strafudmålingen. Dette svarer til det domstolsskøn, der skal udøves ved valget mellem ubetinget og betinget dom. Herom bestemmer § 56, stk. 1, at straffen gøres betinget, hvis retten finder det ”upå-krævet”, at straf kommer til fuldbyrdelse. Men loven siger ikke noget om, hvornår det er upåkrævet at gøre straffen ubetinget.”

I Straffelovrådets konklusion hedder det, jf. s. 71:

”Straffelovrådet … finder det rigtigst, at udviklingen … kommer til at bero på, hvad domstolene finder hensigtsmæssigt og forsvarligt.”

4.2. Straffelovrådets betænkning om strafferammer og prøveløsladelse indeholder derfor ikke forslag til ændring af straffelovens § 80.

5. Retspraksis vedrørende straffelovens § 80

”Den vigtigste ledetråd for reaktionsvalget og straffastsættelsen i det enkelte tilfælde ligger i strafudmålingstraditionen. Gennem retspraksis, herunder navnlig højesterets-praksis, udkrystalliseres strafpositioner for forskellige typetilfælde, således at den foran omtalte afvejning ofte vil ske med udgangspunkt heri. Lighedshensynet er et væsentligt element i retsanvendelsen. Jo mere delikterne fremtræder ensartet, des større vil tilbøje-ligheden være til at skematisere reaktionsfastsættelsen, således at der udvikler sig et takstsystem …”

Se endvidere Sanktionslæren s. 100:

”Strafudmåling er en opgave der lader meget bero på domstolenes vurderinger. Det ses fx. når der skal udmåles straf for nye eller ikke hyppigt forekommende delikter, og det ses, når domstolene undertiden skifter kurs i bestemte typer af sager. Men i øvrigt gælder der en retspraxis der giver afgørelserne en betydelig fasthed. Der findes for hver gerningstype en udmålingsmæssig tradition, og en dommer opnår en sådan føling med retspraxis og med de retlige vurderingsmåder at han i de fleste tilfælde føler sig bundet inden for et nogenlunde afgrænset spektrum af strafmuligheder. Man kan derfor ikke sige at den enkelte dommer står meget frit over for udmålingen i de enkelte sager. I et lille land med meget fri appelmulighed vil tvivlsspørgsmål om udmålingsniveauet blive afklaret gennem appelretternes praxis. Derfor kan man også reducere – men aldrig helt eliminere – det moment af forskelle mellem dommere, domstole eller afdelinger som i større lande kan give anledning til alvorlige betænkeligheder.”

5.2. I straffelovens § 80, stk. 1, nævnes først hensynet til ”lovovertrædelsens grovhed”. Bestemmel-sen skal på dette punkt sammenholdes med § 80, stk. 2, hvorefter det i reglen er en skærpende om-stændighed, at gerningen er udført af flere i forening.

Lovovertrædelsers grovhed lader sig ikke altid udtrykke i sammenlignelige mål. Det gælder f.eks. grovheden af knytnæveslag, tyveri af checkhæfte, salg af hash og falsk forklaring i retten. Som andre eksempler kan peges på krænkelse af særlige pligt- eller tillidsforhold, forurettedes værgeløshed eller underlegne stilling i øvrigt, egen skyld hos den forurettede, forbrydelsens tid og sted, de anvendte midler mv. En lovovertrædelses grovhed kan dog komme til udtryk efter forskellige kvantitative kriterier, f.eks. tabet ved en berigelsesforbrydelse, en skades omfang, mængden af tilegnede, ødelagte eller indsmuglede værdier eller af omsat narkotika, antallet af strafbare handlinger eller krænkede personer. En handlings farlighed, f.eks. styrken af et bestemt euforiserende stof, kan også indgå i grovhedsvurderingen, idet farlighed kan være udtryk for en risiko for følger af en vis art og et vist omfang, eventuelt uoverskuelige følger. Også tilregnelsesformen kan indvirke på en lovovertrædelses grovhed. Det gælder navnlig ved straffelovsovertrædelser, hvor uagtsomhed, i det omfang den er kriminaliseret, jf. straffelovens § 19, normalt vil blive undergivet en mildere bedømmelse end forsætlige forhold, sml. Sanktionslæren s. 101-02 og Den kommenterede straffelov s. 373-74.

Fra retspraksis kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 238, om en 18-årig T1 og en 19-årig T2, der begge tidligere var straffet flere gange, T1 bl.a. for røveri, og som nu blev fundet skyldige i i forening at have dræbt en 54-årig cykelhandler ved at have tildelt ham flere slag i hovedet med cykelforgafler samt i røveri af særlig farlig karakter ved i forbindelse med drabet at have frataget ofret en pung med 1.800 kr. Ved Højesterets pådømmelse af sagen skærpedes straffen for begge tiltalte fra 12 til 14 års fængsel ”uanset deres unge alder” bl.a. ”under hensyn til grovheden af de af tiltalte i forening begåede forhold”. Endvidere kan fremdrages Høje-sterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1140, hvor en 41-årig tiltalt idømtes fængsel på livstid for at have dræbt en kvinde og et barn ved at indebrænde dem og at have dræbt yderligere et barn ved ildspåsættelse, idet dette fik forbrændinger, der medførte døden. Højesteret tiltrådte ”[u]nder hensyn til forbrydelsens karakter og grovhed – herunder den kynisme, tiltalte [havde] udvist i forbindelse med forbrydelsen –” at straffen var fastsat til fængsel på livstid.

Herudover kan peges på Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1017, der angik strafudmålingen for uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel under skærpende omstændigheder. Dommen illustrerer, at hensynet til lovovertrædelsens grovhed også kan komme til udtryk, når der er spørgsmål om at udmåle straf for den utilsigtede, men uagtsomme skade. I Højesterets dom udtales herom:

”I betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse side 165 udtaler Straffelovrådet bl.a.:

”Efter Straffelovrådets vurdering er der ikke grundlag for at tilråde en skærpelse af strafudmålingen i forhold til nugældende praksis ved domstolene, herunder det nævnte normalniveau af 4-6 måneders fængsel i sager om uagtsomt manddrab forvoldt under motorkørsel i spirituspåvirket tilstand. De følgende bemærkninger tager især sigte på spiritussagerne.

Principielle strafferetlige synspunkter kan i og for sig tale for, at straffe på 4-6 måneder er udtryk for en streng bedømmelse. Hvor ingen skade sker, straffes promille- og spirituskørsel med bøde eller en kort frihedsstraf på normalt 14 dage i førstegangstilfælde. Motorførerne straffes, fordi de i deres spirituspåvirkede tilstand rummer en fare for færdselssikkerheden og for andre trafikanters liv og legeme. Men når denne fare realiseres, og de alvorligste følger indtræder, skærpes straffen meget væsentligt, selv om den udviste adfærd ikke generelt kan siges at være en anden, end hvis uheld var undgået. I de enkelte sager kan der dog undertiden foreligge oplysninger om en særlig hasarderet og farlig kørsel, der adskiller forholdet fra den mere typiske spirituskørsel. Straffe på 4-6 måneder er meget strengere end de straffe, der ville fremkomme, hvis man tænkte sig en udmåling med udgangspunkt i straffen for spirituskørsel, suppleret med en skærpelse for uagtsomt manddrab, bedømt uden spirituspåvirkning …””

Fem af de seks dommere, der medvirkede ved sagens pådømmelse, udtalte herefter:

”Udgangspunktet for sanktionsfastsættelsen i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med førstegangstilfælde af spirituskørsel har i hidtidig retspraksis været ubetingede fri-hedsstraffe på 4-6 måneders fængsel og frakendelse af førerretten i 5 år, medmindre der har foreligget skærpende omstændigheder.

Vi finder, at der er behov for en ikke uvæsentlig forhøjelse af strafniveauet, men at der samtidig må lægges vægt på de betragtninger, som er anført af Straffelovrådet det citerede sted i betænkning nr. 1099/1987. Efter en samlet afvejning finder vi, at udgangspunktet for strafudmålingen i disse sager bør være fængsel i 6-8 måneder. Dette normal-strafniveau skal som hidtil omfatte tilfælde, hvor tiltalte ikke tidligere har gjort sig skyl-dig i spirituskørsel, og hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder, således som det eksempelvis vil være tilfældet, såfremt kørslen i sig selv er foregået på særlig hen-synsløs måde. Der er ikke grundlag for en tilsvarende generel forlængelse af frakendel-sestiden.”

En dommer udtalte:

”Af de grunde, der er anført af Straffelovrådet, mener jeg, at der ikke er anledning til generelt at skærpe strafniveauet for denne type lovovertrædelser, når det ikke sker i sammenhæng med en generel forhøjelse af strafniveauet i sager om spirituskørsel uden alvorlige følger i form af uagtsomt manddrab eller betydelig legemsbeskadigelse …”

Også generalpræventive hensyn kan indgå ved strafudmålingen. I retspraksis er eksempler på, at generalpræventive hensyn er tillagt afgørende vægt med henblik på at bringe en lokal eller midlertidig kriminalitetsudvikling til standsning. Fra retspraksis kan nævnes Højesterets domme, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1975, s. 759 og 761. I disse domme fremhævedes som led i begrundelsen for strafudmålingen i forhold til to 15-årige, der havde gjort sig skyldige i række røveriske overfald mv., at ”de røveriske overfald i Rådhusparken i Århus synes at være bragt til ophør efter de i disse sager afsagte domme”. Endvidere kan peges på Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 355, hvor der ved straffastsættelsen i forhold til to knap 17- og 18-årige, som var fundet skyldige i bombetrusler, bl.a. henvistes til:

”[at det for Højesteret er oplyst], at der den 2., 4. og 11. august 1977 skete tre farlige bombeeksplosioner på offentlige steder i Gladsaxe kommune. Ved den første eksplosion forvoldtes betydelig materiel skade, og i de to følgende tilfælde, hvor eksplosionerne forårsagedes af armerede rørbomber, der af en ukendt gerningsmand var anbragt i tele-fonbokse, opstod tillige personskade. Af hensyn til publikums sikkerhed lod myndighe-derne efter den 11. august dørene til alle telefonbokse i Københavns-området fjerne. Den 19. august fandt en telefonfunktionær yderligere en armeret rørbombe i en telefonboks i Gladsaxe. Den ukendte gerningsmand havde forbundet bomben med en snubletråd, fastgjort tværs over døråbningen. Politiet i Storkøbenhavn modtog i det pågældende tidsrum mange urigtige telefoniske anmeldelser om bomber, og i enkelte tilfælde fandtes bombelignende genstande anbragt i telefonbokse.”

I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 372, indgik i strafudmålingen for grafittimaling på S-tog og bygninger foretaget af personer på 16 og 17 år, at ”[h]ærværk i form af grafittimaling på S-tog og bygninger i de seneste år [har] taget et meget betydeligt omfang og har medført store omkostninger til fjernelse af påmalingen”. I den forbindelse kan også nævnes Høje-sterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1988, s. 682, hvor der som begrundelse for at forhøje det hidtil anvendte strafniveau i sager om indførsel af amfetamin henvistes til ”de forelig-gende oplysninger om amfetamins farlighed og om den stigende anvendelse af stoffet her i landet i de seneste år”. Desuden kan nævnes Højesterets domme, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 748-50, hvor hensynet til at gennemføre et aktuelt lovgivningsformål indgik i begrundelsen for fastlæggelsen af bødeniveauet ved hastighedsovertrædelser efter indførte særregler til begrænsning af benzinforbruget:

”Som af anklagemyndigheden anført tilsiger generalpræventive hensyn i sager af denne art en væsentlig forhøjelse af det sædvanlige bødeniveau ved overtrædelse af fartgræn-serne, hvis det af regeringen og folketinget tilkendegivne mål om en begrænsning af benzinforbruget skal søges nået.”

Endelig kan fremhæves Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1633 (rockerkrigen), hvor der var enighed om, at straffastsættelsen måtte ske under hensyn til de skær-pende omstændigheder vedrørende karakteren af drabet og drabsforsøgene, som landsretten havde fremhævet, og til det, anklagemyndigheden havde anført. I landsrettens dom var fremhævet, at samtlige voterende var enige om, at ”drabet på M havde karakter af en grov og kynisk likvidering på et offentligt tilgængeligt sted, hvor mange udenforstående var til stede, og at drabsforsøgene havde samme karakter”. Det var endvidere lagt til grund, at ”alle de tiltalte vidste, at der ved den pågældende lejlighed skulle ske likvideringer i størst muligt omfang”. Anklagemyndigheden havde anført, at ”drabet og drabsforsøgene var et led i det dengang verserende opgør mellem rockergrupper i Danmark og i de øvrige nordiske lande. I dette opgør indgik en lang række alvorlige voldshandlinger, herunder adskillige drab og drabsforsøg. Det [var] derfor også af generalpræventive grunde påkrævet, at domstolene ved straffastsættelsen [tog] skarpest mulig afstand fra sådanne handlinger, også selv om anvendelse af livstidsstraf måtte indebære en skærpelse af hidtidig praksis”.

Om betydningen af, at gerningen er udført af flere i forening, jf. straffelovens § 80, stk. 2, kan hen-vises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1970, s. 253. I denne dom blev § 80, stk. 2, citeret ved straffastsættelsen i forhold til 9 unge, der var fundet skyldige i vold, husfredskrænkelse og hærværk mv. ved i forening og efter forudgående aftale at have indfundet sig ved en villa for at øve vold mod nogle derboende udlændinge, hvorefter nogle af dem var trængt ind i ejendommen, hvor en beboer var blevet overfaldet. Som et andet eksempel kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 97, hvor strafudmålingen for tyveri mv. blev fastsat under hensyn til, at de tiltalte tidligere i fællesskab havde begået en række lignende forbry-delser. Se også Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 1105, hvor der ved straffastsættelsen i skærpende retning bl.a. blev lagt vægt på, at tyverierne var begået i forening og efter forudgående aftale. Sml. i øvrigt Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 277 (rockerkrigen), hvor det fremhævedes, at drabsforsøget havde været nøje planlagt og måtte antages at være en gengældelseshandling i den da verserende strid mellem to rivaliserende rockergrupper.

§ 80, stk. 2, skal i øvrigt sammenholdes med reglerne i § 23 om mulighed for straflempelse ved medvirken, sml. herved Sanktionslæren s. 102: ”Disse regler udtrykker også relevante udmålings-hensyn inden for strafferammen, når der er anledning til at anlægge en sammenlignende vurdering af flere deltageres roller, se fx U 1985.168 H.” I den nævnte afgørelse var T1 og T2 fundet skyldige i efter forudgående aftale at have indført godt 4 kg heroin og T3 i at have modtaget og opbevaret heroinen. T4 var fundet skyldig i at have bistået med den videre overdragelse og T5 i at være indrejst for at udføre heroinen fra Danmark. T1, T2 og T4 idømtes hver fængsel i 8 år og T3 og T6 hver fængsel i 6 år.

5.3. Som nævnt i afsnit 3 ovenfor fik § 80 sin nuværende affattelse ved en revision i 1973. Herefter gælder om betydningen af de personbestemte hensyn, at strafudmålingen skal tage hensyn til ”op-lysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne”, sml. Sanktionslæren s. 102-03:

”Lovens ord giver plads for hensyntagen både til meget specielle forhold og til faktorer der kendetegner større grupper af lovovertrædere, fx. ung alder. Samtidig må det anses for forudsat at de personlige forhold kan være så almindelige og så typiske for forbry-delsesarten, at der savnes grundlag for at overveje en afvigelse fra den normalbedømmelse der følger af objektive gerningstræk. Det er derfor langtfra alle sager der frembyder afvejningsproblemer i forholdet mellem gerningsbestemte og personbestemte hensyn.

De individuelle forhold, fx motivet, kan virke i skærpende retning. Mere almindeligt er det at der opstår spørgsmål om en mildere bedømmelse, fx under hensyn til sygdom, tab af stilling eller erhvervsrettighed (jfr. § 87), påbegyndt uddannelse eller afvænningsbe-handling, betaling af erstatning etc. … Det må dog fremhæves at spørgsmål om indivi-duelle forhold stiller sig på en mere afgørende måde når der er tale om at undgå straf-fuldbyrdelse end når det gælder straffens længde. En mellemløsning er den delvis betin-gede dom hvor normal udmålingspraxis kan fastholdes mht. den samlede straf. Det for-højer udmålingens vejledende værdi i forhold til borgerne og domstolene at indflydelsen af meget konkrete omstændigheder holdes nede. Men principielt er det lovens stand-punkt at der skal kunne forekomme konkret betingede variationer i udmålingen; de bør da også så vidt muligt være udtrykkeligt begrundede. I dansk retspraxis er begrundelser for sanktionsvalg ofte kortfattede (”kriminalitetens beskaffenhed”, dens ”art og omfang”, ”tiltaltes personlige forhold”, ”det i øvrigt oplyste” etc.).

Gerningsmandens alder kan tages i betragtning til gunst for både unge og ældre menne-sker. For så vidt angår unge har et princip om hensyntagen til alderen fundet udtryk i § 84, stk. 1, nr. 2 (sml. stk. 2) og § 91. Der kendes formentlig i praxis en tendens til mil-dere bedømmelse af kvinder, også når man ser bort fra de forskelle der følger af kvinde-kriminalitetens typiske beskaffenhed og af hensyntagen til den familiemæssige situation.

… Det er ikke holdbart at bygge på generelle formodninger om at gentagen kriminalitet kræver skærpede sanktioner. I dansk praksis spiller gentagelsesfaktoren dog stadig en rolle, ligesom forudgående vandel kan tages i betragtning til gunst for den hidtil ustraf-fede.

En lovovertræders farlighed (modsat handlingens farlighed, der er en objektiv grovheds-faktor) kan være et relevant specialpræventivt hensyn. Herfor taler bl.a. den omstæn-dighed at frihedsstraf så vidt muligt bør foretrækkes frem for tidsubestemt forvaring ef-ter § 70. En sådan farlighedsbedømmelse bliver dog ret sjældent aktuel. Noget andet er at hyppige tilbagefald – især til berigelseskriminalitet – kan indicere at den kriminelle aktivitet må bringes til standsning for en passende tid. Det er vanskeligt at sige hvilken rolle denne side af en specialpræventiv betragtning spiller for domstolene.”

I retspraksis tillægges gerningsmandens kriminelle fortid væsentlig betydning, navnlig ved recidiv til ligeartet kriminalitet. I den forbindelse kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, s. 520, hvor straffen for forsøg på røveri og for vold efter straffelovens §§ 119 og 244 for en 23-årig tiltalt blev fastsat bl.a. under hensyn til, at tiltaltes forstraffe omfattede flere til-fælde af vold og overtrædelse af straffelovens § 266. Som et andet eksempel kan peges på Højeste-rets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1981, s. 794, hvor straffen for vold efter straffe-lovens § 245, stk. 2, jf. stk. 1, mod den tiltaltes samleverske ligeledes blev fastsat under hensyn til, at tiltalte flere gange tidligere var straffet for vold. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 460, indgik ved strafudmålingen for indførsel af amfetamin fra Tyskland til Sverige via Danmark, at den pågældende i 1989 i Sverige var straffet for indførsel af hash. Sml. også Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1993, s. 391, hvor det ved strafudmålingen i forhold til en tiltalt, der var fundet skyldig i bl.a. vold mod og drab af sin samlever, blev fremhævet, at tiltalte gentagne gange var straffet for alvorlig voldskriminalitet mod tidligere samlevere.

Er der gået lang tid, ses der bort fra endog mere betydende kriminalitet. Retspraksis skal på dette punkt sammenholdes med reglen om ophør af lovbestemt gentagelsesvirkning i straffelovens § 81, stk. 3. Efter denne bestemmelse ophører den lovbestemte gentagelsesvirkning, når der, førend den nye strafbare handling blev begået, er forløbet 5 år, efter at den tidligere straf er udstået, endeligt eftergivet eller bortfaldet. Fra retspraksis kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1976, s. 357, hvor der ved pådømmelsen af nogle indbrud begået i 1974 i forhold til en tiltalt, der senest i 1960 var dømt for tyveri, i formildende retning blev lagt vægt på det lange tids-rum, der var forløbet siden tiltaltes seneste forudgående kriminalitet. I Højesterets dom offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1014, blev en dom fra 1985 om uagtsomt manddrab tillagt betydning ved udmålingen af straffen i en ny sag om uagtsomt manddrab begået under tilsvarende omstændigheder.

Om betydningen af forsættets fasthed kan henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Uge-skrift for Retsvæsen 1977, s. 597, hvor dette hensyn kom således til udtryk ved strafudmålingen for salg og forsøg på indsmugling af heroin:

”at såvel de tiltaltes fremgangsmåde ved afsætning af heroin i Stockholm som ind-smuglingsforsøget viste, at der var tale om professionelt tilrettelagt handel med nævnte stof. Videre … at der var tale om heroin i meget stærk koncentration, og at stoffet er meget farligt, idet det særdeles hurtigt danner tilvænning, og idet muligheden for af-vænning er ringe. Endelig … at der var handlet af flere i forening, jfr. strfl. § 80, stk. 2.”

Som eksempel på betydningen af gerningsmandens ”bevæggrunde” (motiv) til lovovertrædelsen kan nævnes Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1992, s. 933, hvor landsretten skærpede straffen for vold under henvisning til, at volden til dels havde en racistisk baggrund.

Hensynet til ”gerningsmandens forhold før og efter gerningen” omfatter bl.a. forhold af den karakter, der kan føre til strafnedsættelse og strafbortfald efter straffelovens §§ 84 og 85. Reglerne om strafnedsættelse og strafbortfald er således tillige vejledende for strafudmålingen inden for straffe-rammen. Fra retspraksis kan henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Rets-væsen 1981, s. 561, hvor det ved strafudmålingen i anledning af tyveri fra arbejdspladsen over en årrække i formildende retning indgik, at tiltalte havde betalt fuld erstatning til bestjålne. Sml. også pkt. 5.1.2 i kapitel 10 om strafnedsættelse og strafbortfald med omtale af konfliktrådsbehandlingens betydning for straffastsættelsen.

I Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1994, s. 736, udtaltes ved pådøm-melsen af tredobbelt drab, at ”de strafudmålingshensyn, der har fundet udtryk i bestemmelserne i §§ 84 og 85, findes at kunne tages i betragtning, når straffen fastsættes inden for den normale straffe-ramme, selv om der ikke har været stillet spørgsmål til nævningerne om, hvorvidt bestemmelserne skal finde anvendelse”. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1995, s. 57, blev straffen for hustrudrab nedsat under hensyn til, at drabet måtte antages at være begået under indfly-delse af den svære belastning af tiltaltes sindstilstand, som samlivet med afdøde havde medført.

Endelig kan nævnes Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1317. Heri udtalte Højesteret, at der i medfør af straffelovens § 80, stk. 1, bør kunne tages hensyn til oplysnin-ger fra anklagemyndigheden om, at tiltalte har ydet politiet og anklagemyndigheden bistand under efterforskningen, herunder ved afgivelse af forklaring om medgerningsmænd, uanset de principielle og retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kan være forbundet med en sådan ordning. Denne dom er omtalt i denne betænknings kapitel 11 om tilståelsens betydning for strafudmålingen mv., pkt. 3.3.3.

5.4. Som nævnt i afsnit 1 ovenfor indeholder straffelovens § 80 en ikke udtømmende angivelse af hensyn, der skal indgå ved strafudmålingen. Som eksempel på strafudmålingshensyn, der ikke er nævnt, men som har betydning i retspraksis, kan nævnes hensynet til den tid, der er gået fra den strafbare handlings foretagelse til dens pådømmelse, og hensynet til den tid, der er medgået til sagens behandling ved politi og domstole.

Til illustration kan henvises til Vestre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1978, s. 225, hvor straffen for drab blev fastsat under hensyn til, at der ved pådømmelsen var forløbet 13 år, siden drabet blev begået. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1982, s. 396, blev ved straffastsættelsen i forhold til en på gerningstidspunktet 19-årig person, der i overens-stemmelse med sin tilståelse var fundet skyldig i en række indbruds- og butikstyverier samt køb af hash, lagt vægt på længden af det tidsrum, der var forløbet, siden retsforfølgningen blev indledt. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 611, fremhævedes ved straffast-sættelsen i anledning af salg af ca. 25 kg hash over en 3-årig periode, at tiltalte ikke havde handlet med hash de sidste 3 år, før undersøgelse mod ham blev indledt, og at der ved pådømmelsen var forløbet næsten 4_ år efter kriminalitetens ophør.

En særlig gruppe udgøres af de sager, hvor der har været rejst spørgsmål om strafnedsættelse som følge af krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), artikel 6, stk. 1, om krav om rettergang inden en rimelig frist. I den forbindelse kan nævnes Østre Landsrets dom, of-fentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1997, s. 1292, i den såkaldte ”tolddatapladesag”, hvor straffe-ne til de tiltalte for afgiftsunddragelse ved bilhandel blev gjort betingede, fordi kravet om rettergang inden en rimelig frist var krænket. Af dommen fremgår, at den samlede varighed af straffesagen var godt 10 år, og at varigheden bl.a. skyldtes ressourcemæssige årsager. I hvert fald 5 år af efterforsk-nings- og forberedelsestiden måtte tilskrives forhold hos det offentlige, som de tiltalte ingen indfly-delse havde haft på. Den samlede varighed af domsforhandlingerne på 2_ år skyldtes ikke, at de enkelte forhold i sig selv var komplicerede. Hertil kom, at sagens unødvendige varighed havde medført betydelig belastning for de tiltalte.

I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1752, hvor 3 ledende med-arbejdere i Nordisk Fjer-koncernen blev fundet skyldige i groft bedrageri, og 3 revisorer blev fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 157 og § 296, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2, var der spørgsmål om betydningen af en samlet varighed af straffesagen på 7 år og 7 måneder fra sigtelse til endelig dom. Herom udtalte landsretten:

”Landsretten skal hertil for det første bemærke, at den meget lange samlede sagsbe-handlingstid – 7 år 7 måneder fra sigtelse mod de tiltalte til endelig dom – næppe i sig selv er en krænkelse af artikel 6, stk. 1, i sager af så ekstraordinært omfang og betydelig kompleksitet.

Landsretten kan dernæst tiltræde anklagemyndighedens vurdering af, at det ud fra pro-cesøkonomiske hensyn utvivlsomt har været hensigtsmæssigt at behandle tiltalen mod alle seks tiltalte under én sag, idet der ved en opsplitning af sagen – uanset tiltalepunk-ternes forskellighed – i vidt omfang skulle ske forelæggelse af, bevisførelse om og pro-cedure vedrørende de samme omstændigheder såvel med hensyn til specielle forhold som mere generelt angående koncernens opbygning og dens meget særprægede regn-skabsmæssige forhold.

Omvendt må det antages, at en opsplitning af sagen i to eller tre dele – hvor uhensigts-mæssig den efter det netop anførte end måtte være – ville have medført, at en eller flere dele ville være gennemført til endelig dom på i hvert fald noget kortere tid.

Med hensyn til spørgsmålet, om sagen i øvrigt burde være gennemført på kortere tid, bemærkes først, at efterforskningen er gennemført sideløbende vedrørende samtlige for-hold, og at der ikke er grundlag for at kritisere dens omfang eller varighed.

For så vidt angår sagens behandling ved retterne er selve domsforhandlingens forløb i begge instanser fastlagt ved aftale med forsvarerne, og der findes ikke grundlag for at kritisere den tid, der er medgået hertil samt til votering og domsskrivning.

Tilbage er berammelsestiden, det vil sige den tid, der er forløbet fra sagens indbringelse for retten til domsforhandlingens begyndelse, nemlig 1 år 2 måneder for såvel byret som landsret. Berammelsestiden i meget store sager med mange tiltalte vil naturligt være længere end i andre sager, men i denne sag må den lange berammelsestid i begge instanser tilskrives ressourcemæssige problemer ved domstolene.

Efter en samlet vurdering findes den meget lange sagsbehandlingstid, som kun i be-grænset omfang kan tilskrives ”døde perioder” – nemlig for lange berammelsestider ved domstolene – ikke at indebære en krænkelse af menneskeretskonventionens artikel 6, stk. 1, for så vidt angår de tiltalte T1-3, der er tiltalt og dømt for groft bedrageri.

Derimod findes denne bestemmelse at være overtrådt i relation til de tiltalte R1-3, uanset det ovenfor anførte om det hensigtsmæssige i en samlet sagsbehandling. Der er derved lagt vægt på, dels at disse tiltalte ikke er tiltalt for forsætlige, men kun groft uagtsomme forhold, dels at de i overensstemmelse hermed ikke er blevet idømt frihedsstraffe, dels at det utvivlsomt – uanset navneforbud – har været meget belastende for dem i det lange tidsrum at være tiltalt sideordnet med de bedrageritiltalte i den i offentligheden meget omtalte ”Nordisk Fjer-sag”, og endelig at det ikke kan tilskrives disse tiltaltes forhold, at sagen for deres vedkommende først fik sin endelige afgørelse ved nærværende ankedom.”

Som det fremgår, fandtes sagsbehandlingstiden i forhold til de 3 ledende medarbejdere, der var tiltalt for groft bedrageri, ikke at indebære en krænkelse af artikel 6, stk. 1. Dette fandtes derimod at være tilfældet i forhold til de 3 revisorer, der kun var tiltalt for groft uagtsomme forhold. I konsekvens heraf nedsattes straffen for disse tre tiltalte. Endvidere undlod landsretten at skærpe straffen for de øvrige tiltalte med henvisning til den belastning, som den langvarige sagsbehandling havde været for de pågældende.

I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, s. 1759, blev bedrageristraffe gjort betingede med følgende begrundelse:

”Sagen mod dem [de tiltalte] har således verseret i mere end 6 år. Selv om domsfor-handlingens udstrækning i byretten på mere end 2 år til dels kan tilskrives de tiltaltes egne forhold, finder landsretten efter en samlet vurdering af sagen, dens relativt beskedne omfang og manglende kompleksitet, at de domfældtes ret i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, til rettergang inden en rimelig frist er krænket.

Som konsekvens heraf finder landsretten ikke, at de tiltalte, for hvem det har været bela-stende at have haft sagen verserende så længe, bør afsone frihedsstraffene, hvorfor de gøres betingede som nedenfor bestemt …”

I Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 337, afviste landsretten i en sag om overfiskeri, at der forelå en krænkelse af artikel 6, stk. 1, selv om de tiltalte siden 1994 havde måttet leve i usikkerhed om udfaldet af sagerne, der havde stor betydning for deres privatøkonomi. Det fremgår af dommen, at den lange sagsbehandlingstid var delvis selvforskyldt, idet de tiltalte flere gange havde bedt om udsættelse. Herudover kan peges på Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1999, s. 342, hvor en advokat blev fundet skyldig i bedrageri og underslæb. Af dommen fremgår, at sagen blev indledt ved en anmeldelse fra tiltalte i oktober 1994. Af 3 år og 9 måneders sagsbehandlingstid kunne alene 5 måneder i 1995 og 5 måneder i 1996 delvis tilskrives tiltaltes egne forhold. Landsretten fandt ikke grundlag for at statuere krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1, men nedsatte alligevel straffen med henvisning til den lange sagsbehandlingstid og tiltaltes medvirken til sagens opklaring.

Der kan tillige henvises til Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, s. 2134, hvor strafudmålingen i en tilståelsessag om selskabstømning formildedes med henvisning til artikel 6, stk. 1, på grund af sagsbehandlingstiden ved anklagemyndigheden. Sml. heroverfor Østre Landsrets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 1406, der afviste, at sagsbehand-lingstiden af en færdselslovsovertrædelse indebar en krænkelse af artikel 6, stk. 1. I Højesterets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, s. 2345, fandtes i en sag om momsunddragelse ikke at foreligge en krænkelse af artikel 6, stk. 1, selv om sagsbehandlingstiden havde været mere end 10 år. I dommen udtales herom:

”En behandlingstid på 10 3/4 år for en straffesag må som udgangspunkt formodes at in-debære en krænkelse af kravet i art. 6, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettigheds-konvention om ”rettergang inden en rimelig frist”. Det må derfor påhvile myndighederne at godtgøre, at tidsforbruget har været rimeligt begrundet, og at sagen er blevet fremmet med behørig omhu uden ”døde” perioder. Ved vurderingen heraf må der tages hensyn til sagens karakter og betydning, dens kompleksitet og den tiltaltes og myndighedernes adfærd.

Efterforskningen i sagen angik fra starten et ikke ukompliceret sagskompleks, som in-volverede en række personer og selskaber med forbindelser til udlandet. Det måtte derfor nødvendigvis tage en vis tid at bearbejde efterforskningsmaterialet og overveje til-talerejsningen i sagen. Tiltalen endte med at omfatte 5 tiltalte med bopæl i udlandet og med hver sin beskikkede forsvarer. Dette vanskeliggjorde i sig selv en hurtig berammelse af domsforhandlingen, som var anslået til at vare 20 dage. De udsættelser af doms-forhandlingen, som fandt sted frem til den 21. april 1995, hvor tiltaltes og en medtiltalts sag blev udskilt, beroede for størstedelens vedkommende på forsvarernes ønske om yderligere efterforskning og på de tiltaltes sygefravær. At tiltaltes sag blev udskilt og udskudt, skyldtes gentagne anmodninger fra tiltalte selv, som på det pågældende tids-punkt havde været sygemeldt i længere tid. Det kan derfor ikke bebrejdes myndigheder-ne, at tiltaltes sag under disse omstændigheder blev stillet i bero i et vist stykke tid. Efter at sagen mod de tilbageværende tre tiltalte var blevet afgjort af byretten i september 1995, blev tiltaltes sag taget op på ny i begyndelsen af 1996. Der blev løbende siden marts 1996 gjort forsøg på at få sagen berammet, og de udsættelser, som løbende fandt sted fra november 1996 indtil juni 1997, beroede alene på medtiltaltes sygefravær. Hen-synet til såvel parter, vidner som retten talte med betydelig vægt imod at udskille med-tiltaltes sag til særskilt behandling, så længe der ikke var grundlag for at forvente, at medtiltaltes sygdom var af længere varighed. Da de lægeerklæringer, som retten modtog, alene angik nærmere afgrænsede perioder, må udsættelserne anses for at have været rimeligt begrundede i dette hensyn. Der har endelig ikke været perioder under sagens domsforhandling i byretten, landsretten eller Højesteret eller under behandlingen ved Procesbevillingsnævnet, hvor sagen har ligget stille som følge af myndighedernes forhold.

Højesteret finder herefter ud fra en samlet vurdering, at sagsbehandlingstiden ikke inde-bærer en krænkelse af tiltaltes rettigheder efter Menneskerettighedskonventionens art. 6, stk. 1.”

Sml. endelig også Østre Landsrets dom af 27. juni 2002, refereret i Meddelelser fra Landsforeningen af Beskikkede Advokater 2002, s. 247, hvor bødestraffen for en tiltalt blev gjort betinget, idet landsretten bemærkede, at en stedfunden krænkelse af retten til rettergang inden rimelig frist kunne have medført, at bødestraffen bortfaldt. Da den gældende formulering af straffelovens §§ 84 og 85 ikke gav ”tilstrækkelig sikker hjemmel for et sådant resultat”, valgte landsretten undtagelsesvis at gøre straffen betinget.

Efter straffelovens § 87 kan straffen nedsættes og efter omstændighederne bortfalde, når nogen i henhold til § 79 frakendes de dér omhandlede rettigheder. Straffelovens § 87 gennemgås nærmere i kapitel 10 om strafnedsættelse og strafbortfald. Hensyn, der svarer til det, som omtales i § 87, kan også indgå ved strafudmålingen inden for strafferammen. Til illustration kan nævnes Vestre Lands-rets dom, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1985, s. 650, hvor der ved straffastsættelsen for uagtsomt manddrab begået under spirituskørsel blev taget hensyn til, at tiltaltes søster, der var pas-sager i bilen, var omkommet ved ulykken.

5.5. Sammenfattende gælder, at strafudmålingsresultatet bygger på en afvejning af forskellige til dels modstridende hensyn. Det er relativt sjældent, at domstolene præciserer de hensyn, der er be-stemmende for strafudmålingsresultatet, sml. Den kommenterede straffelov s. 374 med omtale af Højesterets domme, offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, s. 1056, og 1998, s. 1633. Sidst-nævnte dom er omtalt i pkt. 5.2 ovenfor. I den førstnævnte dom bemærkedes ved strafudmålingen for et jalousidrab (fængsel i 10 år), at straffen ”[n]avnlig under hensyn til, at drabet [var] begået på en særdeles brutal måde under længerevarende mishandling, [fandtes] … passende … bestemt, uan-set at nævningerne [havde] svaret bekræftende på et spørgsmål om anvendelse af straffelovens § 85”.

Afgørende for reaktionsvalg og straffastsættelse i det enkelte tilfælde er strafudmålingstraditionen. § 80 indeholder som nævnt en ikke udtømmende angivelse af de hensyn, der indgår ved strafudmå-lingen inden for strafferammen. Bestemmelsen suppleres bl.a. af strafnedsættelsesgrundene i straf-felovens §§ 84 og 85 og i forsøgs- og medvirkensreglerne i straffelovens §§ 21 og 23, der angiver almindelige strafudmålingshensyn og derfor også har betydning for valg af strafart og strafgrad inden for den normale strafferamme, jf. kapitel 10 om strafnedsættelse og strafbortfald.

6. Fremmed ret

6.1. Norge

”I Straffelovkommisjonen har det vært noe delte oppfatninger om å lovfæste over-ordnede prinsipper for reaksjonsvalg og straffutmåling, f eks om prevensjon, rett-fer-dighet og humanitet.

På den ene side har det vært fremholdt at grunnleggende strafferettsprinsipper nor-malt bør få sitt uttrykk i lov. Videre taler både pedagogiske hensyn og informa-sjons-hensyn for en slik regel. På den annen side har det vært fremholdt at en regel av denne art vil bli lite presis, og at den neppe vil ha stor opplysningsverdi. Det har videre vært innvendt at slike lovregler nok kan ha sin betydning dersom det står sterk ideologisk strid om straffutmålingsprinsippene, noe som til en viss grad har vært tilfelle i enkelte av de andre nordiske land. Men slik strid har vi stort sett vært spart for. – Straffelovkommisjonen vil vurdere videre om det i lovs form bør stilles opp visse overordnede prinsipper for reaksjonsvalget og straffutmålingen.”

6.1.2. I NOU 1992: 23 Ny straffelov – alminnelige bestemmelser (delutredning V) drøftedes på ny, om der var grundlag for at anbefale en lovfæstelse af almindelige principper for strafudmålingen, sml. s. 209-10:

”Straffelovkommisjonen har som nevnt kommet til at den nye straffeloven ikke bør stil-le opp overordnede prinsipper for reaksjonsvalg og straffutmåling. En lov-fest-ning av de prinsipper som i dag er veiledende for domstolene, f eks om prevensjon, rett-ferdighet og humanitet, vil bli så generelle at de vil være av liten verdi. Det kan ha sin betydning å lovfeste slike prinsipper dersom det står sterk ideologisk strid om straffutmålingsprinsippene, noe som til en viss grad har vært tilfellet i enkelte av de andre nordiske land. Men slik strid har vi stort sett ikke hatt hos oss. Kom-mi-sjonen antar at den styrende virkning av slike lovregler vil være liten. For dom-sto-lene vil følelsen av hva som er en rimelig straff i den enkelte sak, og hensynet til den eksisterende straffutmålingstradisjonen, som regel være av større betydning enn generelle retningslinjer i loven.

Det vil etter kommisjonens syn ikke være formålstjenlig med generelle regler om val-get av reaksjon og utmåling av straff innenfor den enkelte straffart, f eks at det skal tas utgangspunkt i handlingens objektive grovhet og lovbryterens skyld. Etter kom-misjonens syn vil generelle lovregler om reaksjonsvalget og straffutmålingen lett kunne bli så kompliserte at systemet vil bli for stivt. Skulle man søke å unngå det-te, vil reglene på den annen side antakelig bli så vage at de vil gi liten vei-led-ning. Det vil særlig være vanskelig å lovregulere hvordan de aktuelle momenter skal veies mot hverandre.

De hensyn som kommer inn ved reaksjonsvalget og utmålingen av straffen, er svært mangeartede og forskjellige. Blant annet kan nevnes at rettspraksis i vid ut-strek-ning har åpnet adgang til å ta hensyn til etterfølgende omstendigheter, f eks at lov-bryteren i tiden mellom lovbrudd og dom er kommet i gang med utdanning, fått ar-beid eller på annen måte vist evne til å tilpasse seg samfunnet. Det kan hevdes at sli-ke hensyn strengt tatt ligger utenfor hva domstolene bør ta hensyn til ved reak-sjons-valget og straffutmålingen, og først og fremst hører hjemme ved en eventuell be-nåd-ningsvurdering. Men det er en langvarig og fast praksis for at domstolene kan ta denne type hensyn, og Straffelovkommisjonen ser ingen grunn til å foreslå noen om-legging her.
…
Ved avgjørelsen av spørsmålet om slike regler bør innføres, har kommisjonen lagt stor vekt på den sentrale betydningen Høyesterett har for straffutmålingspraksis.

Enhver avgjørelse om straffutmåling i underordnede domstoler kan påankes til Høy-esterett til full realitetsprøvning. Høyesteretts kjæremålsutvalg må tillate at an-ken bringes inn for Høyesterett, jf. strpl §§ 346-352. Hvert år avgjør retten et stort an-tall ankesaker. Disse avgjørelser bliver publisert i Norsk Retstidende.

Høy-esterett får således en sterk styringsfunksjon på straffutmålingen. Vesentlige av-vik fra den norm Høyesterett har fastlagt vil som regel føre til at en av parterne an-ker.

Høyesterett fastlegger gjennom sin praksis hvilken reaksjon som normalt skal an-ven-des og straffenivået innenfor de rammer som loven stiller opp for de forskjellige lov-brudd. Gjennom rettens praksis utkrystalliseres også hvilke momenter som er re-le-vante for reaksjonsvalget og straffutmålingen, og hvilken vegt de enkelte mo-men-tene skal ha. På den måten ivaretas hensynet til ensartethet og rettslikhet.

Høyesteretts styrende stilling kommer sterkest til uttrykk ved lovbrudd som fo-re-kom-mer ofte og har et nokså likeartet preg. Som eksempel kan nevnes bruken av ube-tinget fengsel ved grove fartsoverskridelser. Det er vanskeligere å trekke opp ret-ningslinjer ved lovbrudd som forekommer sjeldnere og med mer individuelle va-ria-sjoner.

En rekke straffebud gir vidt spillerom for domstolenes skjønn ved straffutmålingen. Det-te innebærer at lovgiveren har overlatt til rettspraksis å bestemme nærmere hvil-ket nivå straffen bør ligge på. Det bliver følgelig en sentral oppgave for Høy-e-ste-rett å fastlegge straffenivået innenfor de strafferammer loven angir. Når det som føl-ge av utviklingen i lovgivningen og samfunnsforholdene oppstår nye typer av straff-bare handlinger, finner Høyesterett etter en tid fram til et nivå som senere even-tuelt bare endres langsomt, medmindre lovgiveren griper inn for å endre prak-sis.

Vår ankeordning i straffesaker skiller seg fra ordningen i de andre nordiske land, og står i en særstilling også internasjonalt. Den danske høyesterett behandler ikke man-ge straffutmålingsanker, men Østre og Vestre Landsret spiller en rolle som an-ke-instans for straffutmålingen som ligner på vår Høyesteretts stilling. Heller ikke i Finland og Sverige behandler Högsta Domstolen særlig mange straff-utmålings-an-ker. De fleste stopper i hovrätten. Straffutmålingsspørsmål diskuteres dessuten mer inn-gående i vår Høyesteretts avgjørelser enn vanlig er i de andre nordiske lands høye-sterett.

Den sterke styringsfunksjonen Høyesterett har ved å sikre ensartethet og rettslikhet ved reaksjonsvalg og straffutmåling, svekker etter Straffelovkommissjonens syn be-tyd-ningen av generelle materielle lovregler om dette. Det er etter kommisjonens syn heller ikke behov for generelle regler som innskrenker Høyesteretts frihet til å fast-legge straffenivået innenfor de angitte strafferammer. Hvis lovgiveren ønsker å ju--stere straffutmålingspraksis ved visse typer lovbrudd, bør dette som hovedregel gjø-res ved å endre strafferammene.
…
Med unntak for vegtrafikkloven har utviklingen således gått i retning av å fjerne fra lo-ven regler for reaksjonsvalg og straffutmåling. Erfaringen har vist at slike regler stort sett ikke har vært vellykkede.

Det ville harmonere dårlig med denne utviklingen om man nå skulle innføre ge-ne-rel--le regler om reaksjonsvalg og straffutmåling.

Straffelovkommisjonen vil heller ikke foreslå generelle lovregler om skjerpende og formildende omstendigheter ved straffutmålingen. På bakgrunn av Høyesteretts sty-ren-de stilling i straffutmålingsspørsmål, er behovet for lovfestning av slike om-sten-dig-heter lite. De retningslinjer som i tilfelle måtte lovfestes, ville i hovedsak være de samme som har utviklet seg i rettspraksis. I loven vil det dessuten bare være mu-lig å regne opp noen få, sentrale momenter, mens det i praksis som nevnt kan væ-re en rekke momenter som kommer inn. En lovregulering vil derfor lett gi et skjevt og ufullstendig inntryk av hvilke momenter som kan vektlegges ved straff-ut-må-lin-gen. En lang oppregning vil lett bli uoversiktlig, og noen uttømmende opp-reg-ning er det uansett ikke mulig å gi. Videre synes det å være en alminnelig opp-fat-ning at det systemet vi har i dag, virker godt …

Det er nedsatt et utvalg (”To-instansutvalget”) som bl a skal vurdere om det fortsatt skal være adgang til å anke reaksjonsfastsettingen inn for Høyesterett, eller om an-ken normalt skal gå til lagmannsretten. Hvis resultatet bliver at lagmannsretten bli-ver den normale ankeinstans, vil – som det fremgår av argumentasjonen foran – et for-slag om generelle regler om reaksjonsvalg og strafuttmåling stå sterkere enn i dag.”

Som det fremgår, antyder Straffelovkommisjonen, at konklusionen med hensyn til spørgsmålet om at lovfæste generelle principper for strafudmålingen kunne blive en anden, hvis ankeordningen blev ændret, så Høyesterett fik forelagt færre strafudmålingsanker. To-instansutvalgets forslag om at lade lagmannsretten blive den normale ankeinstans er efterfølgende gennemført med virkning fra den 1. august 1995. I forarbejderne til reformen af ankeordningen ses ikke drøftet, hvorvidt reformen bør føre til en lovfæstelse af generelle principper for strafudmålingen. Under det lovforberedende arbejde synes overvejelserne navnlig samlet om, hvorledes man bedst kan opretholde retsenheden under den nye ordning, sml. NOU 1992: 28 To-instansbehandling, anke og juryordning i straffesaker s. 44:

”I og for seg er det vel tenkelig at Høyesterett kan yte like god veiledning til de under-ordnede domstoler selv om retten pådømmer færre saker, ved at det i større utstrekning utformes premisser med rekkevidde ut over hva avgjørelsen av den enkelte sak krever. Men det vil da måtte skje uten at Høyesterett har et så godt levende illustrasjonsmate-riale fra det praktiske liv som pådømmelsen av et stort antall saker gir.

Dette fører over til en vesentlig fordel ved den ankeordning vi nå har. Høyesterett og Høyesteretts kjæremålsutvalg får gjennom den stadige strøm av straffesaker en nær og løpende kontakt med strafferettspleien i vårt land. Det gjeldende ankesystem leder til at Høyesterett tilføres en omfattende praktisk innsikt innenfor strafferetten og straffepro-sessen, og gir videre retten en utstrakt mulighet for å lede rettsutviklingen innenfor dette området.

Likevel er det nok et spørgsmål om ikke omkostningerne ved at Høyesterett må befatte seg med så mange rent konkrete avgjørelser, er for store. Dersom Høyesterett får stilling som tredjeinstans innenfor strafferettspleien, vil det bety at retten i langt større utstrek-ning kan konsentrere seg om de sakene som er særlig egnet til å formidle veiledning til de underordnede instanser. Når det gjelder straffutmålingen, leder ankeordningen i dag til at det til dels er de spesielle og noe atypiske saker som kommer for landets øverste domstol. Hvis Høyesterett bliver tredjeinstans, vil retten i større utstrekning kunne kon-sentrere seg om å trekke opp retningslinjer gjennom avgjørelser i et mer begrenset antall, men mer representative saker.”

Selv om Høyesterett som følge af to-instansreformen ikke længere får forelagt så mange strafudmå-lingsanker som tidligere, indeholder norsk straffelov fortsat ikke bestemmelser, der i lighed med dansk straffelovs § 80 lovfæster en række almindelige hensyn, som skal indgå ved strafudmålingen. Norsk straffelov er på linje med anbefalingen fra Straffelovkommisjonen om det ønskelige i ikke at lovfæste overordnede principper for strafudmålingen.

6.1.3. Straffelovkommisjonen har senest i NOU 2002: 4 Ny straffelov (delutredning VII) forholdt sig til spørgsmålet. Som det fremgår nedenfor, er det fortsat opfattelsen, at der ikke bør tages skridt til lovfæstelse af strafudmålingen, sml. s. 144:

”Høyesterett spiller imidlertid fortsatt en viktig rolle ved fastleggelsen av straffenivået for ulike lovbrudd. Riktignok behandler Høyesterett nå færre straffutmålingsanker enn tidligere. Til gjengjeld er det nå i høyere grad enn før de mer prinsipielle sakene som blir avgjort i Høyesterett. Dette kan medvirke til at Høyesteretts straffutmålingspraksis virker like normerende på straffenivået i dag som tidligere. Kommisjonen mener det ikke kan trekkes noen sikre slutninger om hvilken virkning to-instansreformen har hatt på Høyesteretts styringsfunksjon ved straffutmålingen, og legger derfor ikke vekt på dette momentet. Videre kunne kommisjonens forslag om et mer begrenset sett av strafferam-mer [sml. kapitel 5 om strafferammers minimum og maksimum, pkt. 4.1] tale for at det inntas enkelte regler som styrer skjønnsutøvelsen ved reaksjonsvalg og straffutmåling. Den nåværende kommisjonen er imidlertid enig med den tidligere i at slike regler ikke er ønskelige. Det er likevel gjort unntak fra dette standpunktet i forhold til de spesielle typesituasjonene som er regulert i utk § 6-3 om begrenset bruk av fengselsstraff overfor unge lovbrytere og utk § 14-2 om tilståelsessaker [sml. kapitel 11 om tilståelsens betyd-ning for strafudmålingen, pkt. 5.1] ...

Kommisjonen er generelt skeptisk til at lovgiver skal styre straffutmålingen for å sikre tilstrekkelig strenge straffer på bestemte områder, uavhengig av hvordan dette gjøres lovteknisk. Det er vanskelig å overskue konsekvensene av generelt formet lovgivning, og det kan dukke opp tilfeller som lovgiver ikke har forutsett, slik at den straffen loven gir anvisning på – gjennom minstestraff eller på annen måte – blir for streng. Dette kan lede til urimelige enkeltresultater eller juridisk tvilsomme avgjørelser ... Dette innebærer at straffenivået for de ulike lovbruddstypene bør utvikles av domstolene gjennom konkrete saker, i nær kontakt med den virkeligheten som skal reguleres, og ikke låses av minstestraffer eller på annen måte overstyres.

Man kan innvende mot en slik holdning at den ikke imøtekommer behovet for å ta hen-syn til rettsfølelsen blant allmennheten gjennom politisk styring. Det betydelige lek-mannsinnslaget i norske domstoler i straffesaker bidrar imidlertid til å sikre at dette hen-synet blir ivaretatt i tilstrekkelig grad. ... gir den tendensen til å kreve strengere straff som kan se ut til å gjøre seg gjeldende i opinionen og blant politikere fra tid til annen, heller ikke nødvendigvis et riktig uttrykk for hvor strenge straffer folk flest ville gi sin tilslutning i konkrete tilfeller ... Det er grunn til å tro at folks generelle holdninger til straffenivået dannes på bakgrunn av de ulike lovbruddene i abstrakt form, uten at de mange omstendighetene som kan gjøre seg gjeldende i konkrete saker, har særlig stor innvirkning. Minstestraffer eller andre virkemidler som skaper harmoni med generelle holdninger til straffenivået, kan derfor lede til enkeltresultater som ikke er i overens-stemmelse med den alminnelige rettsoppfatningen i konkrete tilfeller.”

6.2. Sverige

”1 § Straff skall, med beaktande av intresset av en enhetlig rättstillämpning, be-stämmas inom ramen för den tilllämpliga straffskalan efter brottets eller den sam-la-de brottslighetens straffvärde.
Vid bedömningen av straffvärdet skall särskilt beaktas den skada, kränkning el-ler fara som gärningen inneburit, vad den tiltalade insett eller borde ha insett om det-ta samt de avsikter eller motiv som han haft.”

Med en forbrydelses straffvärde sigtes til dens grovhed set i forhold til andre forbrydelser. Forbry-delsens abstrakte straffvärde kommer til udtryk ved valget af strafferamme (straffskala), mens for-brydelsens konkrete straffvärde fremkommer ved en vurdering af den konkret begåede forbrydelse. Se SOU 1986:13, s. 19 ff. og s. 76 ff., samt SOU 1986:14, s. 131 ff. Sml. også Ulf Berg m.fl.: Brottsbalken, En kommentar, Kap. 25-38, Följdförfattningar, 2001, (Kommentaren til den svenske straffelov) s. 29:11 ff.:

”Föreskriften att straffvärdet skall vara avgörande för straffmätningen är ett uttryck för den vikt som bör läggas på principerna om ekvivalens och proportionalitet eller med andra ord att lika svåra brott skall ges lika stränga straff och att svårare brott skall straf-fas strängare än lindrigare brott. Även med en sådan reglering som finns i andra stycket är det emellertid uppenbart att det finns utrymme för högst skiftande uppfattningar om vilket straffvärde olika brott bör anses ha. Avsikten har emellertid inte varit att enskilda domares värdering i detta hänseende skall vara avgörande för straffmätningen. Intresset av en enhetlig behandling innebär att straffnivån för olika brott i princip bör vara obe-roende av vilken domare som dömer i det enskilda fallet. Detta har markerats i lagtexten på två sätt. Dels föreskrivs uttryckligen att straff skall bestämmas inom ramen för den tillämpliga straffskalan, dels sägs att intresset av en enhetlig rättstillämpning skall beaktas. Den principiella innebörden av dessa föreskrifter är att domstolarna vid sin be-dömning av straffvärdet skall utgå från den allmänna värdering som lagstiftningen ger uttryck för samt i övrigt anpassa sig till de principer som har utvecklat sig genom rättspraxis …”

Som det fremgår, indeholder 1 § en nærmere opregning af de omstændigheder, som skal indgå ved vurderingen af straffvärdet. Opregningen er ikke udtømmende, sml. Kommentaren til den svenske straffelov s. 29:17 ff.:

”Det bör framhållas att bestämmelsen i andra stycket inte innefattar någon definition av vad som avses med straffvärde utan endast anger de viktigaste inslagen vid straffvärde-bedömningen. I det avseendet avviker lagstiftningen från det förslag från fängelsestraff-kommittén som lagstiftningen grundar sig på. Kommittén föreslog att straffvärde skulle definieras som ”brottets svårhet med särskild hänsyn till 1. den skada eller fara som gärningen inneburit, 2. gärningsmannens skuld sådan den kommit till uttryck i gärningen” (se SOU 1986:13 s. 76 samt SOU 1986:14 s. 131-150 där kommittén närmare utvecklar sin syn på straffvärdeproblematiken). Som framhålls i propositionen torde det emellertid inte föreligga någon mera påtaglig skillnad mellan innebörden av kommitténs förslag och den slutligt antagna lagtexten.

En av orsakerna till att lagstiftaren inte godtog kommitténs förslag var den kritik som vid remissbehandlingen riktades mot användningen av ordet skuld i den föreslagna lagtexten. Mot bakgrund av den kritiken och att förslaget i den delen knappast framstod som särskilt vägledande för tillämpningen ansåg departementschefen att ordet skuld inte borde användas i lagtexten.

Som ytterligare ett skäl för att avvika från kommitténs förslag angav departementschefen att det genom att man endast angav de viktigaste momenten vid straffvärdebedömningen skulle stå klart att även andra faktorer än de som uttryckligen nämnts kunde vara av betydelse för bedömningen. Departementschefen hänvisade här särskilt till de uttalanden i propositionen enligt vilka det inte skulle föreligga något hinder mot att en domstol vid bedömningen av den generella straffnivån eller det allmänna straffvärdet beaktade allmänpreventiva intressen. Enligt departementschefen ankom det visserligen i första hand på lagstiftaren att vid bedömningen av vilka straffskalor som skall gälla väga in sådana omständigheter som att brottsligheten blivit mer utbredd eller antagit mer elakartade former. I vissa fall kunde det emellertid också finnas anledning till en ändrad domstolspraxis av sådana skäl.

Den närmare innebörden av departementschefens uttalanden i nu aktuellt hänseende är inte helt klar. Motsvarande uttalanden finns också i anslutning till bestämmelsen i 30:4 andra st. om att rätten som stöd för fängelse får beakta brottslighetens art. Att det mot bakgrund av brottsutvecklingen kan föreligga allmänpreventiva skäl för att välja fängelse i stället för en inte frihetsberövande påföljd är lättare att förstå än att straffvärdet av ett enskilt brott skulle påverkas …

Varken förarbetsuttalandena eller HDs avgöranden synes ge någon mer konkret vägled-ning angående i vilka situationer allmänpreventiva intressen skulle kunna åberopas för en höjd straffnivå. Vad som är helt klart är att möjligheten är avsedd att användas med stor restriktivitet. Det finns också skäl att stryka under departementschefens uttalande om att det inte är förenligt med lagstiftningen att med hänvisning till allmänpreventionen avvika från gängse principer för att statuera eksempel i ett enskilt fall. Bedömningen av straffvärdet måsta grunda på överväganden som domstolen anser kunna tjäna som allmän norm. Det förefaller rimligt att dessa överväganden på något sätt bör ha att göra med brottslighetens skadlighet eller farlighet. Av NJA 1983 s. 754 och 1991 s. 498 skulle man möjligen kunna dra den slutsatsen att en förandrad straffvärdebedömning i första hand kan komma i fråga om brottsligheten med hänsyn til förändringar av andra faktorer än sådana som direkt avser de enskilda brotten framstår som farligare ur ett allmänt perspektiv. Ett exempel skulle kunna vara att stölder av vissa typer av föremål eller preparat skulle kunna bedömas få ett högre straffvärde om det framgick att dessa börjat användas för brottslig verksamhet – exempelvis framställning av narkotika.

Att andra faktorer än de som uttryckligen nämns kan vara av betydelse utesluter inte att bestämmelsen är avsedd att ge ett klart uttryck för att det alltid är omständigheterna vid brottet som måsta vara avgörande för straffvärdebedömningen. I 2 och 3 §§ ges mera konkreta exempel på sådana faktorer. Gärningsmannens person, hans tidigare vandel eller vad som inträffat efter brottet saknar däremot i princip betydelse för straffvärdet. I den mån sådana faktorer skall beaktas vid straffmätningen får detta ske enligt bestäm-melserna i 4, 5 og 7 §§.”

Om almenpræventive hensyn og hensynet til strafniveauet i andre lande, f.eks. ved grove narkotika-forbrydelser, kan indgå ved straffvärdebedömningen er også drøftet i anden sammenhæng, sml. bl.a. Petter Asp & Andrew von Hirsch: Straffvärde, Svensk Juristtidning, 1999 s. 151-76, hvor tillige spørgsmålet om betydningen af gerningsmandens forstraffe, forbrydelsesartens hyppighed og ufo-rudsebare skader overvejes. Se endvidere Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab 2000, s. 136 ff., med indlæg fra et debatmøde om ”Tio år med straffvärdet”. Heri drøftes erfaringerne med de nye bestemmelser bl.a. ud fra en anklager-, en forsvarer- og en dommersynsvinkel.

6.2.2. 1 § i 29 kap. suppleres af 2 og 3 §§, der opregner en række ”försvårande” (skærpende) og ”förmildrande” (formildende) omstændigheder, som skal indgå ved straffvärdebedömningen. Om de skærpende omstændigheder fastsættes i 2 §:

”2 § Såsom försvårande omständigheter vid bedömningen av straffvärdet skall, vid sidan av vad som gäller för varje särskild brottstyp, särskilt beaktas
1. om den tilltalade avsett att brottet skulle få betydligt allvarligare följder än det fak-tisk fått,
2. om den tilltalade visat särskild hänsynslöshet,
3. om den tilltalade utnyttjat någon annans skyddslösa ställning eller särskilda svå-rig-heter att värja sig,
4. om den tilltalade grovt utnyttjat sin ställning eller i övrigt missbrukat ett särskilt för-troende,
5. om den tilltalade förmått någon annan att medverka till brottet genom allvarligt tvång, svek eller missbruk av dennes ungdom, oförstånd eller beroende ställ-ning,
6. om brottet utgjort ett led i en brottslig verksamhet som varit särskilt noggrant plan-lagd eller bedrivits i stor omfattning och i vilken den tiltalade spelat en be-ty-dande roll, eller
7. om ett motiv för brottet varit att kränka en person, en folkgrupp eller en annan så-dan grupp av personer på grund av ras, hudfärg, nationellt eller etniskt ursprung, trosbekännelse, sexuell läggning [lag 2002:332] eller annan liknande omständighet.”

Om de formildende omstændigheder fastsættes det i 3 §:

”3 § Såsom förmildrande omständigheter vid bedömningen av straffvärdet skall, vid sidan av vad som är föreskrivet för vissa fall, särskilt beaktas
1. om brottet föranletts av någon annans grovt kränkande beteende,
2. om den tilltalade till följd av psykisk störning eller sinnesrörelse eller av någon an-nan orsak haft starkt nedsatt förmåga att kontrollera sitt handlande,
3. om den tiltalades handlande stått i samband med hans uppenbart bristande utveckling, erfarenhet eller omdömesförmåga,
4. om brottet föranletts av stark mänsklig medkänsla eller
5. om gärningen, utan at vara fri från ansvar, är sådan som avses i 24. kap. [Om all-männa grunder för ansvarsfrihet].
6. Om det är påkallat med hänsyn till brottets straffvärde, får dömas till lindrigare straff än som är föreskrivet för brottet.”

For begge bestemmelser gælder, at opregningen ikke er udtømmende, sml. Kommentaren til den svenske straffelov s. 29:22 ff. (29:2) og 29.29 ff. (29:3):

”I paragrafen [29:2] finns en uppräkning av försvårande omständigheter, dvs. omstän-digheter som öker straffvärdet. Det rör sig genomgående om omständigheter som är hänförliga till det konkreta brottet. Uppräkningen är exemplifierande. Det kan alltså även förekomma andra försvårande omständigheter än de uppräknade. Paragrafen är utformad mot bakgrund av praxis så som den såg ut före reformen och avsikten har varit att uppräkningen skall inrymma de vanligaste och mest betydelsefulla av den slags om-ständigheter som brukat åberopas som särskilt försvårande.

Att de uppräknade omständigheterna enligt paragrafen skall beaktas särskilt utesluter inte att det kan finnas andra omständigheter som i det enskilda fallet kan tillmätas lika stor eller större betydelse. Självfallet skall, på motsvarande sätt som sker vid bedömnin-gen av vilken grad ett brott skall hänföras till, samtliga omständigheter vid brottet beaktas vid straffvärdebedömningen. Jämfört med vad som gäller vid gradindelning av det särskilda brott säger det sig också självt att det vid tillämpningen av en allmän be-stämmelse av det här aktuella slaget måste finnas ett större utrymme för att tillmäta ock-så andra omständigheter än de som uttryckligen anges i lagtexten en väsentlig betydelse.
…
Paragrafen [29:3] behandlar förmildrande omständigheter. Uppräkningen i första stycket är, i likhet med uppräkningen i 2 §, exemplifierande …

På motsvarande sätt som vid de försvårande omständigheterna i 2 § har strävan varit att i 3 § ange de förmildrande omständigheter som är vanligast och mest betydelsefulla. Självfallet kan även här, och detta i större utsträckning än vid försvårande omstän-digheter, även andra faktorer än de som uttryckligen nämns vara att beakta som för-mildrande omständigheter.”

6.3. Finland

”1 §. Vid straffmätning skall samtliga på saken inverkande straffskärpande och straff-lindrande grunder samt enhetligheten i straffpraxis beaktas. Straffet skall ut-mä-tas så, att det står i rättvist förhållande till brottets skadlighet och farlighet samt till den skuld gärningsmannen ådagalagt i brottet.
Grunder för skärpning och lindring av straff är, jämte de övriga om-stän-dig-he-ter som enligt lag inverkar på straffmättningen, de i dette kapitels 2 och 3 § nämn-da grunderna.”

Om de grunde, der henvises til i ovennævnte bestemmelse, fremgår af 2 og 3 §§:

”2 §. Straffskärpningsgrunder är:
1) planmässighet i den brottsliga verksamheten;
2) att brottet begåtts av medlem i en för allvarliga brott organiserad grupp;
3) att brottet begåtts mot belöning; samt
4) gärningsmannens tidigare brottslighet, såframt förhållandet mellan denna och det nya brottet med anledning av att brotten är likartade eller eljest hos gärningsmannen utvisar uppenbar likgiltighet för förbud och påbud i lag.

3 §. Strafflindringsgrunder är:
5) betydande påtryckning, hot eller annan liknande omständighet som medverkat till brottets begående;
6) stark mänsklig medkänsla, som lett till brottet, eller exceptionell och uförut-sedd frestelse eller annan motsvarande omständighet, som varit ägnad att min-ska gärningsmannens förmåga att följa lag; samt
7) gärningsmannens strävan att av egen drift avstyra eller avlägsna verkningarna av sitt brott eller främja utredningen av detta.”

De nævnte bestemmelser suppleres i 4 § af følgende bestemmelse:

”4 §. Har gärningsmannen av brottet förosakats eller åsamkas honom av domen annan följd, vilken tillsammans med det straff som utmätts med tillämpning av de i detta ka-pitel nämnda grunderna skulle leda till ett med hänsyn till brottets art obilligt resultat, skall denna omständighet i skälig mån beaktas vid straffmätningen.”

6.3.2. Justitieministeriet har i en redegørelse om de pågældende bestemmelser nærmere anført:

”Reglerna infördes 1976. Reformens ändamål var att styra straffpraxis i en sådan riktning att stränga och lindriga straff skulle fördelas på ett rättvisare, enhetligare och från brottsförebyggande synpunkt ändamålsenligare sätt än tidigare. Straffmätningens betydelse betonades i regeringens proposition (RP 125/1975 s. 1-2):

”Straffmätningen kan anses vara en av de viktigaste frågorna för den åtalade i straffprocessen. En precisering av de allmänna reglerna för straffmätning genom stadganden i den skrivna lagen skulle sålunda öka den åtalades rättsskydd. Härigenom kan man också säkerställa, att det straff som gärningsmannen döms till är tillräckligt strängt och att det står i rättvis proportion till gärningen. Stadganden om straffmätning skulle inte utesluta domstolarnas prövningsrätt vid straffmätningen, utan de skulle tjäna som vägledning för domstolarnas prövning … Väsentligt för jämlikheten är, att för likartade gärningar döms till lika stränga straff. Det anses vara orättvist om man avviker från normstraffet, utan att det föreligger några uttryckliga grunder därför. Fördenskull borde domstolen inte utan klart påvisbara grunder avvika från normstraffet eller använda lindrigare eller strängare straff än normalstraffzonen förutsätter.”
…
Den första skärpningsgrunden [sml. § 2] är den brottsliga verksamhetens planmässighet. Ett enstaka brott, t.ex. ett mord, kan vara planmässigt, men så kan vara fallet också med en hel brottsserie, t.ex. upprepade skattebedrägerier. Skärpningsgrunderna avser vardera situationen. Med planmässighet avses att ett brott inte begåtts enbart av ett infall eller efter kort övervägande, utan att gärningen eller en serie gärningar omsorgsfullt övervägts före förverkligandet. Såsom följande skärpningsgrund nämns det fall att någon begår brott i egenskap av medlem i en grupp som organiserat sig för begående av allvarliga brott. Att begå brott mot belöning har också ansetts vara speciellt förkastligt. Man intar en fördömande hållning till brott som begåtts mot belöning, eftersom den som handlar mot belöning oftast inte har några sådana motiv för sitt brott som kanske annars kunde göra det förståeligt. För att bestämmelsen skall kunna tillämpas skall belöningen antingen avtalas på förhand eller också skall gärningsmannen t.ex. på basis av sina tidigare erfarenheter kunna betrakta belöningen som sannolik. Belöning kan bestå av annat än pengar. Sist bland skärpningsgrunderna nämns återfall i brott, d.v.s. tidigare brottslighet. Den straffskärpande verkan av återfall kan inte bestämmas mekaniskt på basis av antalet tidigare begångna brott, avtjänade straff eller vissa brottsarter. Till grund för prövningen bör läggas förhållandet mellan det nya brottet och den tidigare brottsligheten …
Såsom den första allmänna strafflindringsgrunden nämns i paragrafen [sml. § 3] avsevärd påtryckning, hot eller annan dylik omständighet som medverkat till brottets begående. I bestämmelsen avses i första hand situationer, där det jämsides med den allmänna skyldigheten att respektera lagen uppstår en mot denna skyldighet stridande beteendeförväntning som gärningsmannen inte vågar bryta mot av fruktan för att bli föremål för en obehaglig påföljd från någon utomståendes sida. I extrema fall kan personen känna förväntningen om att han skall bete sig lagstridigt så tvingande att han nästan är ett viljelöst brottsredskap. Också påtryckningar eller hot av lindrigare art än så utgör skäl för att anse gärningsmannens brottsliga vilja vara av synnerligen ringa styrka. Som följande strafflindringsgrund nämns stark mänsklig medkänsla, som lett till brottet, samt exceptionell och oförutsedd frestelse eller annan motsvarande omständighet, som varit ägnad att minska gärningsmannens förmåga att följa lagen. Ett exempel på brott föranledda av mänsklig medkänsla är de så kallade barmhärtighetsmorden, d.v.s. att någon dödar t.ex. en anhörig som ligger svårt sjuk för att göra slut på dennas outhärdliga plågor. Medöm kan som brottsmotiv berättiga till strafflindring även i det fall att t.ex. en mor tillgriper matvaror för sina nödlidande barn. En annan omständighet som är ägnad att minska gärningsmannens förmåga att följa lagen är att han blir utsatt för provokation, varigenom han antingen uppretas eller lockas att begå brott. Sist bland strafflindringsgrunderna nämns gärningsmannens strävan att av egen drift avstyra eller avlägsna verkningarna av sitt brott eller att främja utredningen av detta. Huvudsakligen samma synpunkter som talar för att straff inte skall ådömas för försök till brott vid frivilligt tillbakaträdande, gör också denna mätningsgrund berättigad. Också om brottet fullbordats är det ändamålsenligt att genom ett lindrigare straff än vanligt belöna den, som av egen drift försöker avlägsna följderna av sitt brott eller främja utredningen av detta …

I vissa fall skulle dock ett enligt sedvanlig straffpraxis utmätt straff i förening med övriga påföljder för brottet leda till ett resultat som står i missförhållande till brottets svårhet. De övriga påföljderna för ett brott eller enbart brottets direkta följder kan vara så tunga för gärningsmannen att ett utöver dessa enligt normal praxis ådömt straff skulle leda till ett oskäligt resultat. För den skull borde man vid bedömningen av huruvida straffet är rättvist även beakta det totala lidande, som åsamkas gärningsmannen av brottets exceptionellt tunga direkta verkningar och de med anledning av brottet påförda andra påföljderna än det egentliga straffet. Om det totala lidandet i undantagsfall står i missförhållande till brottets svårhet, har domstolen enligt 6 kap. 4 § i strafflagen möjlighet att av billighetsskäl avvika från straffpraxis och döma till ett lindrigare straff …”

6.3.3. Sml. endvidere Nordisk Strafferetskomité i NU 1984: 2 Straffutmåling s. 56, hvor det om bestemmelserne i forhold til de danske og svenske regler anføres:

”I motsetning til den danske og svenske lov gir den finske uttrykk for at det sentrale ved straffutmålingen er et rettferdig forhold mellom forbrytelse og straff; ved utmålingen skal det tas hensyn både til den objektive grovhet av gjerningen og gjerningsmannens subjektive skyld. Et av formålene med de nye regler var å trygge en enhetlig praksis, og hensynet til enhetligheten fremheves uttrykkelig i loven. Hensynet til almenprevensjon og individualprevensjon er ikke uttrykkelig nevnt, fordi man har ment at alment holdne uttalelser av denne art har liten verdi.

Det heter i proposisjonen om de nye lovbestemmelser: ”Straffsystemets allmänpreventi-va verkan beaktas framförallt då vid lagstiftningen fastställs de olika brottens straffska-lor. Vid straffmätningen blir allmänpreventionen beaktad genom de föreslagna skärp-ningspunkterna. Flera av de föreslagna lindringsgrunderna innebär att individualpre-ventiva synspunkter beaktas.” At individualprevensjonen ikke er nevnt i lovteksten, in-nebærer imidlertid ikke bare en formell forskjell i forhold til den svenske lov, men også en tilsigtet realitetsforskjell.”

6.3.4. I 2002 er for Riksdagen i Finland fremsat forslag om reform af reglerne i straffelovens almin-delige del (förslag till revidering av lagstiftningen om straffrättens allmänna läror RP 44/2002 rd). Heri indgår også en revision af reglerne om strafudmåling, sml. s. 23 ff., 189 ff. og 289 ff. De fore-slåede bestemmelser om strafudmåling svarer indholdsmæssigt stort set til de hidtil gældende regler:

”6. kap.
Om bestämmande av straff
Allmänna bestämmelser
...
3 §
Allmänna principer vid bestämmande av straff

Ett straff skall bestämmas med beaktande av samtliga grunder som enligt lag inverkar på storleken och arten av straffet samt enligheten i rättspraxis.
Straffet skall mätas ut så att det står i ett rättvist förhållande till hur skadligt och farligt brottet är, motiven till gärningen samt gärningsmannens av brottet framgående skuld i övrigt.
När frågan om straffart avgörs, skall förutom de grunder som påverkar straffmätningen, också tillämpas bestämmelserna i 9-12 § [om val av straffart].
 
 
 

Straffmätning

4 §
Mätningsgrunder

Grunder som påverkar straffmätningen är förutom de som nämns i 5-8 § i detta kapitel vad som annars bestäms någon annanstans i lag.

5 §
Skärpningsgrunder

Straffskärpningsgrunder är
1) att den brottsliga verksamheten har varit planmässig,
2) att brottet har begåtts av en medlem i en grupp som har organiserats för att begå allvarliga brott,
3) att brottet har begåtts mot ersättning,
4) att brottet har riktat sig mot en person som hör till en nationell, raslig eller etnisk folkgrupp eller någon annan sådan folkgrupp och att det har begåtts på grund av denna grupptillhörighet, och
5) gärningsmannens tidigare brottslighet, om förhållandet mellan den tidigare brottsligheten och det nya brottet visar att gärningsmannen, med anledning av att brotten är likartade eller annars, är uppenbart likgiltig för förbud och påbud i lag.

6 §
Lindringsgrunder

Strafflindringsgrunder är
1) att betydande påtryckning eller hot eller någon annan liknande omständighet har medverkat till att brottet begåtts,
2) stark mänsklig medkänsla som har lett till brottet eller en exceptionell och oförut-sedd frestelse, en grov kränkning riktad mot gärningsmannen eller någon annan motsvarande omständighet som har varit ägnad att minska gärningsmannens förmåga att följa lag,
3) att brottet har begåtts under omständigheter där tillämpningen av en ansvarsfrihets-grund ligger nära till hands och
4) att förlikning har ingåtts mellan gärningsmannen och målsäganden, att gär-ningsmannen annars har strävat efter att förhindra eller avlägsna verkningarna av sitt brott eller har strävat efter att främja utredningen av brottet.
 

7 §
Skälighetsgrunder

Utöver det som bestäms i 6 § skall som strafflindrande omständigheter beaktas också
1) de andra följder som brottet har lett till eller domen medför för gerningsmannen,
2) gärningsmannens höga ålder, hälsotillstånd eller andra personliga förhållanden samt
3) den anmärkningsvärt långa tid som har förflutit sedan brottet begicks,
om det straff som hade mätts ut enligt vedertagen praxis av dessa orsaker skulle leda till ett oskäligt eller exceptionellt skadligt slutresultat.”

6.4. Nordisk Strafferetskomité

”Innenfor den nordiske strafferettskomité har det gjort seg gjeldende noe forskjellige synspunkter på verdien av alminnelige straffutmålingsbestemmelser.

På den ene side har det vært fremholdt at erfaring viser at den styrende virkning av ge-ne-relle straffutmålingsregler i loven er svært begrenset. For domstolene vil fø-lel-sen av hva som er en rimelig straff, og hensynet til den eksisterende straff-ut-må-lings-tradisjon, som regel føles mer veiledende enn generelle og vanskelig pre-si-ser-ba-re retningslinjer i loven. Det følger av dette at man heller ikke kan vente at ge-ne-rel-le straffutmålingsbestemmelser vil være noe særlig effektivt middel til å skape en kon-sekvent og ensartet praksis. Jo mer generelt og abstrakt utformet lovens straff-ut-målingsregler er, jo mindre veiledning vil de gi domstolene. En bestemmelse som den danske straffelov § 80 har neppe ført til en annen straffutmålingspraksis enn man ville ha hatt uten den. Den finske lov representerer en sterkere form for sty-ring. Man har videre fremholdt risikoen for, at skrevne straffutmålingsregler, som vil være et uttrykk for de synspunkter som dominerte på lovgivningstidspunktet, kan bli en hindring for en gradvis utvikling av praksis i takt med nye erfaringer og nye synsmåter.

Det er videre fremholdt at hvis det er et ønske fra lovgivningsmaktens side om en om-legning av praksis, f.eks. i skjerpende eller formildende retning, er det ikke gitt at generelle straffutmålingsregler er den beste måte for lovgivningsmakten till å få gjen--nomført et slikt ønske. Dersom f.eks. de lovgivende myndigheter skulle finne at enkelte forbrytelsestyper i praksis bliver bedømt for mildt eller for strengt i for-hold til andre, vil det således være mer naturlig å la dette få uttrykk i straffsatsene i de enkelte bestemmelser, slik det skjedde … i Danmark da man ved lov av 1 juni 1982 nedsatte straffene for berikelsesforbrytelser … benyttet man sig av en kom-bi-nasjon av lovtekst og lovmotiver …

På den annen side er det fremholdt at generelle lovbestemmelser om straffutmåling kan ha betydning som en ideologisk ramme for domstolenes praksis. Dette er av sær-lig betydning når ulike oppfatninger gjør sig gjeldende – blandt politikere, ju-ri-ster og andre – om prinsippene for straffutmåling. Det er en oppgave for de po-li-ti-ske organer å gi domstolen en viss veiledning, et kompass å styre etter. Et mål for sli-ke regler er, med utgangspunkt i de kriminalpolitiske vurderinger som har flertall i nasjonalforsamlingen, å bidra til ensartethet og forutsebarhet Det ligger også en de-mokratisk verdi i at slike vurderinger bliver angitt tydelig og åpent. Da man i Dan-mark utformet straffutmålingsbestemmelsene i § 80 i straffeloven av 1930 (re-vi-dert i 1973), ville man klargjøre at straffutmålingen ikke ensidig skulle bygge på al-menprevensjon eller individualprevensjon, men ta hensyn til begge sider … De fin-ske straffutmålingsregler av 1976 tok sikte på å slå fast at gjerningens grovhet og gjer-ningsmannens skyld skulle være avgjørende, ikke overveielser om hva som er det mest hensiktsmessige fra individualpreventivt synspunkt.

Det er videre fremholdt at straffutmålingsregler i loven kan gjøre det lettere å få gjen-nomført ønskemålet om mer utførlig begrunnelse av straffutmålingen i dom-men. Det er riktignok så at utførlig begrunnelse for straffutmåling er mest vanlig i Norge, hvor man ikke har generelle straffutmålingsprinsipper i loven, og minst van-lig i Finland, hvor man har de nyeste og mest presise lovbestemmelser. Vekten af en slik sammenligning er imidlertid tvilsom, bl a på grunn av forskjell i tradisjon og den spesielle stilling som Høyesterett i Norge har i spørgsmål om straff-ut-må-ling.

I Finland mener man å se begynnelsen til en praksis med mer utførlig begrunnelse for straffutmålingen, i tilknytning til lovens straffutmålingsbestemmelser.

Til fordel for straffutmålingsregler i loven er det også fremholdt at når domstolene har vært nødt til å utvikle en straffutmålingstradisjon, bygget på hva som er blitt an-sett som ”rimelig”, er det i mangel av uttrykkelige regler i lovgivningen. Det sav-nes sikkert grunnlag for å hevde at denne domstolstradisjon er tilstrekkelig ens-ar-tet eller at den alltid stemmer med lovgivningsmaktens vurderinger. Det kan ikke ute-lukkes at lovregler – hvis man gjorde en alvorlig forsøk på å skape slike regler – kun-ne bidra til en mer konsekvent praksis. Visse erfaringer nettopp fra Finland kan ty-de på dette. Det er heller ikke selvinnlysende at slike regler behøver bli svært ab-strak-te. De finske regler er delvis temmelig konkrete, og det er ikke utelukket at det er mulig å komme lenger i denne retning. Regler av denne art behøver i hvert fall ikke å bli mindre konkrete enn en vanskelig gripbar domstolstradisjon.

Straff-utmålingsregler behøver heller ikke bli et hinder for en utvikling i praksis. Tvert om kan de være et hjelpemiddel, bl a gjennom å stimulere en pre-ju-di-kats-dan-nel-se. Dessuten er lover ikke skrevne for evigheten, men kan endres.

Endelig er det anført at generelle regler om straffuttmåling ikke i første rekke be-hø-ver være beregnet på å endre domstolspraksis. For dette øyemed må man heller an-vende lovgivningen om de enkelte forbrytelser, slik som endringene i den dan-ske straffelov våren 1982 er eksempel på. De viktigste formål med alminnelige straff-utmålingsregler er å fremme en ensartet rettsanvendelse og å bringe frem i ly-set de argumenter og kriterier som domstolspraksis anvender. Det er først i annen rek-ke det blir spørsmål om å overveie å bruke dem som verktøy for endringer av denne praksis.
 
 

Når det gjelder vurderingen av de argumenter for og imot generelle straff-ut-må-lings-regler i loven som det er redegjort for i det foregående, er det ikke enighet i ko-mitéen.

Fra finsk og svensk side finner man fordelene ved visse generelle bestemmelser om straff-utmåling overveiende, mens man fra dansk og norsk side stiller seg tvivlende til verdien av slike regler. Denne forskjellige vurdering kan ha sammenheng med an-dre forskjeller mellom landene. Med den sterke styrende stilling som Høyesterett i Norge og de to landsretter i Danmark inntar i straffutmålingsspørsmål, føles lov-reg-ler lite betydningsfulle som middel til å skape ensartethet i straffutmålingen. For Nor-ges vedkommende kommer det moment til at det her ville være tale om å inn-fø-re utmålingsregler i straffeloven fra nytt, mens man i de øvrige land allerede har sli-ke regler. I Danmark og Norge har man neppe i samme grad som i Finland og Sve-rige hatt en ideologisk debatt om prinsippene for straffutmåling.

Ko-mitéen har ikke gjort noe forsøk på å arbeide seg frem til en felles lovtekst om straff-utmåling. Forskjell i lovgivningstradisjoner og sammenhengen med straf-fe-lo-ven for øvrig vil gjøre et slikt mål vanskelig å realisere.”

7. Straffelovrådets overvejelser

I § 80, stk. 1, foreskrives, at der ved straffens udmåling skal tages hensyn til oplysninger om ger-ningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne. Som påpeget i Straffelovrådets betænkning fra 1987 s. 68, giver heller ikke denne del af bestemmelsen en anvisning på, hvorledes afvejningen skal foregå, hvis en bedømmelse af forbrydelsens grovhed og af gerningsmandens personlige og sociale forhold trækker i forskellige retninger. Denne afvejning af kolliderende udmålingshensyn må fore-tages af retten, som bl.a. kan lægge vægt på, om generalpræventive hensyn tåler en af individuelle forhold indiceret mildhed i strafudmålingen. Det svarer til det domstolsskøn, der skal udøves ved valget mellem betinget og ubetinget dom.

Straffelovrådet gav ved revisionen i 1987 udtryk for, at det fandtes rigtigst, at udviklingen kom til at bero på, hvad domstolene finder hensigtsmæssigt og forsvarligt. Betænkningen om strafferammer og prøveløsladelse indeholdt ikke forslag til ændring af § 80.
 

7.2. Som det fremgår af gennemgangen af retspraksis om § 80, kan der påvises en række hovedhen-syn, som indvirker ved strafudmålingen. Straffelovrådet har endvidere hæftet sig ved de overvejelser og den retsudvikling, som har fundet sted i Norge, Sverige og Finland. Rådet har på den anførte baggrund fundet det naturligt som led i revisionen af strafferammesystemet på ny at rejse spørgs-målet om udformningen af en almindelig bestemmelse om strafudmålingen.

Imod en ændring af den nuværende retstilstand kan anføres, at den styrende virkning af generelle strafudmålingsregler kan være forholdsvis begrænset, idet domstolene i almindelighed vil føle sig mere bundet af følelsen af, hvad der i det konkrete tilfælde vil være en rimelig straf, og af hensynet til den eksisterende strafudmålingstradition end af generelle og vanskeligt præciserbare retningslinier i loven. Generelle strafudmålingsbestemmelser kan vise sig uden nævneværdig betydning for varetagelsen af hensynet til forudsigelighed og ensartethed i retspraksis. Det kan også anføres, at en lovfæstelse af strafudmålingsregler vil hæmme den løbende tilpasning af retspraksis i takt med sam-fundsudviklingen, idet lovfæstelsen nødvendigvis vil udtrykke de synspunkter, som var fremher-skende på lovgivningstidspunktet.

7.3. Heroverfor kan anføres, at generelle lovbestemmelser om strafudmålingen kan have betydning som en ideologisk ramme for domstolenes praksis. Det kan anføres, at det netop er en opgave for de politiske organer med udgangspunkt i den kriminalpolitiske opfattelse, som har flertal i den lovgi-vende forsamling, at udstikke vejledende retningslinier for domstolene, som kan bidrage til fastlæg-gelsen af strafniveauet og til ensartethed og forudsigelighed i strafudmålingen.

Det kan videre anføres, at en lovfæstelse af almindelige regler for strafudmålingen kan bidrage til større gennemsigtighed ved, at der i de enkelte domme sker en mere udførlig begrundelse af straf-udmålingsresultatet. Det kan også hævdes, at det netop skyldes mangel på mere præcise anvisninger i loven, at domstolene har set sig nødsaget til at udvikle en strafudmålingstradition med udgangs-punkt i, hvad man i de enkelte tilfælde har anset for rimeligt. Hertil kommer, at generelle strafud-målingsregler ikke nødvendigvis behøver at være affattet på en meget abstrakt måde eller at udgøre en hindring for udviklingen i retspraksis. Sådanne regler kan tværtimod bidrage til dannelsen af præjudikater og dermed til ensartetheden og forudsigeligheden i strafudmålingen. Endelig kan det anføres, at generelle strafudmålingsregler i første række sigter på at fremme en ensartet retsanven-delse og at synliggøre de argumenter og kriterier, som anvendes i strafudmålingen ved domstolene.

7.4. Straffelovrådet har ved drøftelsen af § 80 nøje overvejet de synspunkter, der kan anføres til fordel for og imod en lovfæstelse af generelle bestemmelser om strafudmåling. Rådet er opmærksomt på, at der ikke kunne opnås enighed i Nordisk Strafferetskomité, og at komiten af samme grund afstod fra at komme med forslag til en fælles nordisk lovtekst om strafudmåling. Rådet er også opmærksomt på, at der i rådet tidligere har været enighed om at undlade at komme med forslag til ændring af § 80, idet det blev fundet rigtigst, at udviklingen kom til at bero på, hvad domstolene finder hensigtsmæssigt og forsvarligt.

Der er i rådet enighed om, at de hensyn, der i Nordisk Strafferetskomité er nævnt til fordel for lov-fæstel-se af generelle bestemmelser om strafudmåling, forekommer meget tungtvejende. Når endvi-dere henses til den almindelige samfundsudvikling, herunder med hensyn til kravene om forudsige-lighed og ensartethed i retsanvendelsen, og udviklingen navnlig i Sverige og Finland, er det efter rådets opfattelse ønskeligt, at der som led i den nuværende revision af strafferammesyste-met søges udformet mere præcise bestemmelser om strafudmålingen.

Straffelovrådet har på den baggrund og i lyset af retspraksis om § 80 drøftet en række modeller, som kan danne grundlag for et forslag til nye bestemmelser om straffens fastsættelse. Nedenfor gengives et udkast til bestemmelser, som efter rådets opfattelse vil være egnet til afløsning af den nugældende § 80. Formålet med disse bestemmelser er at lovfæste en række hovedhensyn, som i almindelighed indgår ved straffens udmåling (et katalog over strafudmålingshensyn). Som det fremgår af indledningen til betænkningen, er Straffelovrådet af tidsmæssige grunde afstået fra at gå ind i en vurdering af det faktiske udmålingsniveau i forskellige sagstyper. De foreslåede bestemmelser tilsigter derfor ikke at ændre ved det nugældende udmålingsniveau inden for f.eks. volds- og berigelseskriminalitet.

§ 80 er placeret i straffelovens 10. kapitel under overskriften ”Straffens fastsættelse”. Systematisk burde bestemmelserne herom anbringes efter kapitlerne 6-8 om straffene, der som hidtil inkluderer både bøde og fængsel, herunder betinget dom med og uden vilkår om samfundstjeneste, og før kapitel 9, der omhandler ”Andre retsfølger af den strafbare handling”. Der er enighed om, at det falder uden for rammerne af denne betænkning at stille forslag herom. Rådet begrænser sig derfor til at gøre en bemærkning herom, idet man i øvrigt tager udgangspunkt i den hidtidige placering i straffelovens almindelige del.

Straffelovrådet har i vidt omfang kunnet tiltræde udformningen af bestemmelserne om strafudmåling i den svenske straffelov, sml. BrB 29 kap. Om straffmätning och påföljdseftergift og Kommentaren til den svenske straffelov s. 29:11 ff. Lovudkastet er derfor affattet med udgangspunkt i de svenske regler. Ved udformningen har Straffelovrådet også inddraget de finske bestemmelser, således som de er beskrevet i forslaget om reform af straffelovens almindelige del (förslag till revidering av lagstiftningen om straffrättens allmänna läror RP 44/2002 rd).

Om rådets overvejelser om strafnedsættelse og strafbortfald, sml. §§ 84-85, 87, 88, stk. 4, 89 a, stk. 1, og 91, henvises til denne betænknings kapitel 10 om strafnedsættelse og strafbortfald, afsnit 7. Om § 83 henvises til pkt. 7.8 i denne betænknings kapitel 6 om normal- og sidestrafferammer.

7.5. Sammenfattende er der i Straffelovrådet enighed om at foreslå straffelovens § 80 ændret, så bestemmelsen får følgende affattelse, idet der i øvrigt henvises til § 1, nr. 6, i rådets lovudkast:

”§ 80. Ved straffens fastsættelse skal der under hensyntagen til ensartethed i retsan-vendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gernings-manden.
Stk. 2. Ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed skal der tages hensyn til den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningsmanden indså eller burde have indset herom. Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen.”

Der er endvidere enighed om, at det af lovteksten udtrykkeligt bør fremgå, at nedennævnte forhold i almindelighed skal indgå ved straffastsættelsen som henholdsvis skærpende og formildende om-stændigheder. Rådet foreslår bestemmelser herom indsat som §§ 81 og 82, idet de hidtil gældende bestemmelser i §§ 84, 85, 87 og 91 samtidig foreslås ophævet, sml. § 1, nr. 5 og 6, i rådets lovudkast:

”§ 81. Det skal ved straffastsættelsen i almindelighed indgå som skærpende omstændig-hed,
1) at gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen,
2) at gerningen er udført af flere i forening,
3) at gerningen er særligt planlagt eller led i omfattende kriminalitet,
4) at gerningsmanden tilsigtede, at gerningen skulle have betydeligt alvorligere følger, end den fik,
5) at gerningsmanden har udvist særlig hensynsløshed
6) at gerningen har baggrund i andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller lignende,
7) at gerningen er begået i udførelsen af offentlig tjeneste eller hverv eller under misbrug af stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt,
8) at gerningsmanden har fået en anden til at medvirke til gerningen ved tvang, svig eller udnyttelse af dennes unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold,
9) at gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling,
10) at gerningen er begået af en person, der udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter,
11) at gerningen er begået af en tidligere indsat over for institutionen eller en person med ansættelse ved institutionen.

§ 82. Det skal ved straffastsættelsen i almindelighed indgå som formildende omstæn-dighed,
1) at gerningsmanden ikke var fyldt 18 år, da gerningen blev udført,
2) at gerningsmanden har høj alder, når anvendelse af den sædvanlige straf er unød-vendig eller skadelig,
3) at gerningen grænser til at være omfattet af en straffrihedsgrund,
4) at gerningen er udført i en oprørt sindstilstand, der er fremkaldt af forurettede el- ler personer med tilknytning til denne ved et uretmæssigt angreb eller en grov for-nærmelse,
5) at gerningen er begået som følge af tvang, svig eller udnyttelse af gerningsmandens unge alder eller betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold,
6) at gerningen er begået under indflydelse af stærk medfølelse eller sindsbevægelse, eller der foreligger andre særlige oplysninger om gerningsmandens sindstilstand eller omstændighederne ved gerningen,
7) at gerningsmanden frivilligt har afværget eller søgt at afværge den fare, der er for-voldt ved den strafbare handling,
8) at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse,
9) at gerningsmanden har givet oplysninger, som er afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre,
10) at gerningsmanden ved deltagelse i konfliktråd eller på anden måde har genoprettet eller søgt at genoprette den skade, der er forvoldt ved den strafbare handling,
11) at gerningsmanden på grund af den strafbare handling frakendes en af de i § 79 omhandlede rettigheder eller påføres andre følger, der kan sidestilles med straf,
12) at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden,
13) at der er gået så lang tid, siden den strafbare handling blev foretaget, at anvendelsen af den sædvanlige straf er unødvendig.”