TfK 2011.275/1 VLD
 

  V.L.D. 13. december 2010 i anke 5. afd. S-2503-10
(Erik P. Bentzen, Karen Foldager, Stig Glent-Madsen).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Johnny Mæhlisen, Hørning).

Horsens Rets dom 22. oktober 2010, 2631/2010.

Anklageskrift er modtaget den 13. september 2010.

T er tiltalt for overtrædelse af

færdselslovens § 118, jf. § 3, stk. 1, og § 15, stk. 1 - ved den 19. februar 2010 kl. 06.18, under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, at have ført en gummiged fra en grusgrav og videre ad en grusvej mod - - -, uden at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstod fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, idet gummigedens frontskovl var hævet i ca. 2 meters højde, hvilket betød, at han var forhindret i at se modkørende færdsel, ligesom gummigeden blev ført midt på grusvejen, hvilket havde til følge, at gummigedens hævede frontskovl påkørte modkørende sættevogn - - -, med betydelig materiel skade til følge.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Anklagemyndigheden har endvidere påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 5.

Tiltalte har nægtet sig skyldig, idet tiltalte har gjort gældende, at den af ham foretagne kørsel ikke er omfattet af færdselsloven.

Sagens oplysninger

Tiltalte har forklaret, at han har været ansat i grusgraven i mange år. Foreholdt fotos, forhold 1, bilag 5 og 6, har tiltalte forklaret, at der kun er adgang til den pågældende grusvej fra - - -. Grusvejen er ca. 10 meter bred. Der er bom ved grusvejen tæt ved - - -, og ved bommen er der et skilt med angivelse af, at al uvedkommende færdsel er forbudt. Hvis man skal hente grus i grusgraven, har man selvfølgelig lov til at køre på vejen, og bommen åbnes om morgenen. Den pågældende dag havde han åbnet grusgraven kl. 6.00. Han havde skrabt sne af vejen med gummigeden, idet der var kommet ca. 7 cm sne. Han kørte én tur den ene vej ud af grusgraven og én tur den anden vej. Herved blev grusvejen ryddet i ca. 7 meters bredde. Umiddelbart før sammenstødet var han i færd med at strø grus op ad bakken fra grusgraven, idet han havde grus på gummigedens frontskovl, der var løftet. Han kan ikke sige, om skovlen var løftet op til 2 meters højde, men han var selv placeret i omkring 2 meters højde på gummigedens førersæde. Han havde svært ved at orientere sig ud af frontruden, fordi skovlen var løftet og spærrede for udsynet. Den metode, han anvendte, er helt sædvanlig, men man kunne godt have anvendt en anden metode med et andet køretøj. Han kørte midt på vejen og ramte lastbilen på førehusets venstre side og ca. 2/3 ind. Han var selv placeret på vejens midte. Han så ikke lastbilen, før den var inde under skovlen. Han kørte maksimalt 5-6 km/t. Han kan ikke udtale sig om modpartens hastighed. Grusgraven har mange faste kunder. Hans opgave er at læsse grus på lastbilerne. Han læsser gennemsnitligt 50-100 lastbiler hver dag.

Adspurgt af forsvareren har tiltalte forklaret, at det kun er lastbiler med ærinde i grusgraven, der kører på grusvejen. Der graves grus på hver side af grusvejen, og som følge af gravearbejdet blev vejen flyttet for omkring 5 år siden. Vejen flyttes generelt i takt med, at udgravningsstederne flyttes.

A har som vidne forklaret, at han jævnligt henter grus i grusgraven. Han mener, at der er et skilt med 20 kilometers hastighedsbegrænsning på grusvejen. Der er bom for vejen, men bommen er åben hele dagen. Så vidt han ved, er der ingen færdselstavler knyttet til bommen. Foreholdt rids i forhold 1, bilag 5, har vidnet forklaret, at det var tåget den pågældende dag. Han kørte over en lille bakke. Da han kom over bakken, kunne han se lyset på gummigeden under skovlen. Han standsede bilen, lige da han var kommet over bakken. Han prøvede at komme i bakgear, og han blinkede med lygterne. Han holdt sig i højre side af vejen. Han var fastklemt i bilen i omkring 1 time, idet instrumentbrædtet klemte ham ned. Han var sygemeldt i 6 uger på grund af blodsamlinger.

Adspurgt af forsvareren har vidnet forklaret, at vejen går ligeud på toppen af den bakke, som han kørte hen over. Herefter begynder vejen at falde.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse


Tiltalte har forklaret, at der graves grus m.v. på hver side af den grusvej, hvor sammenstødet fandt sted, og at grusvejen flyttes, i takt med at udgravningerne i grusgraven flyttes. Tiltalte har endvidere forklaret, at det kun er lastbiler med ærinde i grusgraven, der benytter den pågældende grusvej. Endelig har både tiltalte og vidnet forklaret, at grusvejen er forsynet med bom, der er åben i dagtimerne.

Efter de således foreliggende oplysninger finder retten det ikke godtgjort, at den pågældende grusvej, der fungerer som adgangsvej til grusgraven, faktisk benyttes til almindelig færdsel for en eller flere færdselsarter, jf. færdselslovens § 1. Retten finder herefter ikke, at færdselsloven gælder for den af tiltalte foretagne kørsel, hvorfor tiltalte frifindes.

- - -

Vestre Landsrets dom.

Retten i Horsens har den 22. oktober 2010 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med anklageskriftet.

Tiltalte har påstået stadfæstelse.

Forklaringer

Tiltalte og vidnet A har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Endvidere har vidnet B afgivet forklaring for landsretten.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han har været ansat i grusgraven i 8 år, hvor han også passer sorteringsanlæggene. Den pågældende dag havde han åbnet bommen ca. kl. 5.50, hvor der ikke var andre til stede. Lastbilerne kan komme fra kl. 6.00. Denne lastbil kom ca. kl. 6.18, og den næste kom omkring kl. 9.30. Lastbilerne kommer ikke efter en fast plan. Uheldet skete på den øverste del af bakken på grusvejen umiddelbart efter udgravningen. Han dryssede grus på vejen af hensyn til, at lastbilerne skulle kunne køre på vejen. Han lavede et spor ca. midt på vejen. Det kan godt passe, at skovlen var løftet et par meter. Vejen er asfalteret på de første ca. 40 meter efter indkørslen fra - - -. Bommen er placeret ca. 2 meter fra det sted på vejen, hvor asfaltbelægningen ophører. Hans udsyn var ikke ret godt, da han kørte med den løftede skovl, og han kunne reelt ikke se, hvad der foregik lige foran gummigeden. Han kunne dog godt ane noget gennem det grus, der dryssede ned fra skovlen. Det er sjældent, at der kommer nogen så tidligt om morgenen, og det er kun, når det er glat, at han drysser grus på vejen. Han vil ikke tro, at lastbilen kunne være kommet forbi gummigeden, selv hvis lastbilen havde holdt helt til højre. Han så et lysglimt på et tidspunkt, men han forbandt det ikke med et andet køretøj. Lastbilchaufføren kunne have kaldt ham over en walkie-talkie.

Generelt kommer der om vinteren ikke ret mange lastbiler i grusgraven, ellers kommer der mellem 60 og 100 om dagen. Lastbilerne kan køre ind uden forudgående aftale. Det er momsregistrerede vognmænd/entreprenører, der kommer der. De har en anden grusgrav til private. De ansatte har en anden adgangsvej. Det er en arbejdsvej fra - - -. Den kan ikke bruges af vognmændene og er heller ikke egnet til det. Den bruges kun til kørsel med arbejdsredskaberne. De kører ad denne vej hver morgen fra pladsen, hvor arbejdsredskaberne står om natten. Grusgraven er ikke indhegnet. Skrænterne er ret stejle ned til grusgraven.

A har supplerende forklaret, at han er enig i, at uheldet skete på det sted, der er angivet på det udarbejdede rids, og hvor han holdt, da politiet kom. Det var ca. 100 meter inde ad grusvejen. I den pågældende periode kom han ofte i grusgraven. Han skulle være på en byggeplads i Århus kl. 7, hvorfor han kørte ind i grusgraven tidligt. Han vil tro, at vejen er asfalteret de første 20-30 meter. Uheldet skete på den grusbelagte del af vejen. Vejen er ikke så bred, og han ville ikke kunne være kommet forbi gummigeden, selv om han havde holdt helt til højre. Han blinkede med lyset, men nåede ikke at tænde rotorblinket. Gummigeden kørte ikke hurtigt. Han så den først, da den var ca. 50 meter fra ham. Han blev mast fast ved uheldet. Han gik sygemeldt ca. 6 uger, da der kom en blodansamling, efter han havde siddet klemt fast. Han har ikke varige mén.

B har forklaret, at han ejer grusgraven, der har været drevet siden 1968. Der er en maskinpark på 4 læssemaskiner og nogle dumpere. Der er også sorteringsanlæg, der er mere stationære. Der er ingen faste bygninger i selve grusgraven. Værksted og garager ligger ca. 200 meter væk på - - -. Der er for tiden 4 medarbejdere. Grusvejen flytter sig og bliver længere, jo længere inde i området der graves. Vejen kan også dreje. De begyndte at grave på det pågældende sted i 1988. Uheldet skete ikke så langt væk fra selve udgravningsområdet, og han vil tro, at vejen har været på uheldsstedet 3-4 år. Kunderne er vognmænd. Man kommer ned i grusgraven, hvis man vil købe grus, hvorefter man henvender sig til de ansatte, der er på stedet. Private kan godt køre ind, men de er så kørt forkert. Der er en plads på - - -, hvor man kan læsse grus på små trailere. Foreholdt sin forklaring til politirapport af 17. november 2010, hvorefter han skulle have forklaret, at der kommer enkelte privatpersoner med trailere ned i grusgraven, har vidnet forklaret, at det kun er erhvervstrailere, der kommer ned i denne grusgrav og får læsset grus. De enkelte private, der kommer, bliver henvist til den anden plads. Det har været et krav fra myndighederne, at den første del af grusvejen skulle asfalteres. Der er ingen administrationsbygninger i grusgraven, og der afleveres ikke post der. Området er ikke indhegnet, hvilket hører sammen med, at udgravningen hele tiden flyttes og udvides. Fra grusgraven fører et hjulspor over en naboejendom til garageanlægget. Dette hjulspor anvendes kun af virksomhedens ansatte med tilladelse fra den pågældende nabo. Der kommer i gennemsnit 50-100 lastbiler i grusgraven om dagen. Det kan ske, at der kommer flere end 100. Der er 10-20 faste vognmænd, der kommer i grusgraven.

Landsrettens begrundelse og resultat


Det kan efter forklaringen om hjulsporet, der fører over en naboejendom til den modsatte ende af udgravningen, lægges til grund, at den grusvej, hvorpå uheldet skete, reelt er eneste adgangsvej til grusgraven.

Det kan efter forklaringerne lægges til grund, at grusvejen er lukket med en bom uden for grusgravens åbningstid, og at der i åbningstiden alene er færdsel ad grusvejen af lastbiler med ærinde til grusgraven. Det kan lægges til grund, at der gennemsnitligt kommer mellem 50-100 lastbiler i grusgraven om dagen, og at disse lastbiler hovedsageligt kommer fra en fast kundekreds på 10-20 vognmænd.

Herefter, og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at grusvejen ikke benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, og at tiltalte derfor er frifundet.

Landsretten stadfæster derfor dommen.