UfR 1988.71 VLD
 

  V.L.D. 15. september 1987 i anke 4-S. 1246/1987

Anklagemyndigheden mod T (adv. Lars Junge, Kolding, e.o.)

Af anke 4-S. 1246/1987 - Anklagemyndigheden mod T (adv. Lars Junge, Kolding, e.o.) - fremgik, at T var tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 117, stk. 5 ved den 3. februar 1987 at have ført motorredskab i grusgraven på Eltangvej over for nr. 125 i Kolding kommune til trods for, at han var frakendt førerretten.

Tiltalte nægtede sig skyldig og forklarede, at han havde ført motorredskab i grusgraven ved Eltangvej som anført i anklageskriftet, men at færdselsloven ikke finder anvendelse på kørsel foretaget i grusgraven. Der er adgang til grusgraven fra den offentlige vej Eltangvej. Der er kun én indkørsel til grusgraven. Ved indkørslen er der normalt opsat et skilt med påskriften »Al uvedkommende færdsel forbudt«. Dette skilt var dog midlertidig fjernet den 3. februar 1987. De eneste, der har adgang til grusgraven, er de entreprenører, hvis lastbiler afhenter grus og sten i grusgraven. Tiltalte har aldrig observeret anden færdsel i grusgraven i de to år, han har været ansat.

I Kolding kriminalrets dom 22. april 1987 siges:


Retten lægger til grund, at der alene er adgang til grusgraven for de lastbiler, der afhenter grus og sten, og at tiltalte har ført motorredskab i grusgraven i forbindelse med læsning af lastbilerne.

Retten finder ikke, at færdselsloven gælder for den af tiltalte foretagne kørsel, hvorfor han frifindes for den rejste tiltale. - - -

I V.L.D. 15. september 1987 siges:

- - - For landsretten har anklagemyndigheden påstået domfældelse efter anklageskriftet, medens tiltalte har påstået stadfæstelse.

For landsretten har tiltalte supplerende forklaret, at han er ansat af grusgravens ejer. Han har oprindelig arbejdet i en kulgrav, og inden han for et par år siden begyndte at køre frontlæsser i grusgraven, rettede han henvendelse til politiet og fik at vide, at man intet kunne se til hinder for en sådan kørsel, selv om han var frakendt førerretten. Skiltet ved grusgraven, der forbød uvedkommende færdsel, blev fjernet omkring nytår, formentlig af nogle drenge. Det kan godt passe, at der på »særlige gode dage« kan komme 40-50 vogne om dagen, der skal læsses, men normalt bliver der læsset ca. 20 vogne om dagen. Vognene kommer fra en kreds af vognmænd, og det er de samme vogne, som kommer flere gange om dagen. Der er ikke færdsel med andre vogne i den periode, hvor der arbejdes i grusgraven.

Den 3. februar 1987 kom der vogne til grusgraven fra en enkelt vognmand.

Efter de for landsretten foreliggende oplysninger findes det ikke godtgjort, at den pågældende grusgrav har været benyttet til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter, idet den færdsel, der i den tid, hvor der er foregået arbejde i grusgraven, alene må anses at have bestået i kørsel med lastvogne, der skulle have pålæsset materialer fra grusgraven. Landsretten tiltræder derfor og af de i dommen anførte grunde, at tiltalte er blevet frifundet som sket, og stadfæster således dommen. - - -