
	UfR 2000.2026 HD
		H.D. 26. juni 2000 i sag I 200/1999 Alm. Brand af 1792 (adv. Jesper Perregaard, Kbh.) mod A (adv. Jan Thor Krøyer, Kbh., e.o.). Østre Landsrets dom 21. april 1999 (15. afd.) (Birte Lynæs, Ulla Langholz, Anders Munch Jensen (kst.)). Under denne sag har sagsøgeren, A, hvem der er meddelt fri proces, påstået sagsøgte, Alm. Brand af 1792, dømt til at betale 807.800 kr. med tillæg af procesrente fra den 29. september 1992, til betaling sker. Sagsøgte, Alm. Brand af 1792, har nedlagt påstand om frifindelse. Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøgte som ansvarsforsikrer af en brugsstjålet bil bærer ansvaret for en ulykke den 2. december 1992, hvorved sagsøgeren som passager kom til skade. Sagens omstændigheder er nærmere følgende: A, der er født den 18. marts 1977, deltog om natten den 29. september 1992 sammen med 3 andre drenge i brugstyveri af en personvogn af mærket Mazda 626, der holdt parkeret i Jyderup. Denne bil er ansvarsforsikret hos sagsøgte. Bilen blev ført af den 14-årige B. Kørslen resulterede i et færdselsuheld kl. 02.35 om natten, idet føreren mistede herredømmet over køretøjet, der skred ud over midterrabatten, krydsede den modsatte kørebane og kørte i grøften i vejens venstre side. Herefter væltede vognen rundt og endte på en mark. Medens de 2 øvrige drenge undløb, blev sagsøgeren, der sad på bagsædet i bilen, hårdt skadet. Det er oplyst under sagen, at der havde været i alt 4 personer i vognen. Sagsøgeren og B var begge kostskoleelever på Stedinghus Kostskole i Jyderup. Det er oplyst under sagen, at uheldsstedet var krydset Skovvejen-Bennebovej-Friheden i Bennebo uden for tættere bebyggelse. Sagsøgeren blev indlagt først på Holbæk Sygehus og siden overført til Amtssygehuset i Glostrup, hvor der blev konstateret kompliceret brud på 5., 6. og 7. halshvirvel, svær læsion af rygmarven ud for disse hvirvler, skred i venstre hofteled og sprængning af forbindelsen mellem skambenene. Vedrørende sagsøgerens skader er der fremlagt neuropsykologisk erklæring vedrørende undersøgelse på Hvidovre Hospital den 4. maj 1995. I konklusionen hedder det bl.a.: ». . . Ved den neuropsykologiske undersøgelse findes en let nedsat verbal indlæring og en betydelig nedsat hukommelsesfunktion. Visuo-spatial indlæring og hukommelse findes træg og nedsat. Opmærksomhed og koncentration samt tempo findes nedsat. Inden for abstraktion/problemløsning findes betydelige vanskeligheder i opgaver, der kræver selvstændig struktur. Der er desuden mistanke om visuo-perceptuel dysfunktion. Sammenfattende kan det siges, at der eksisterer betydelige vanskeligheder på samtlige prøvede områder. Testpræstationerne er i overensstemmelse med pt.s egne klager. Det er ikke muligt éntydigt at vurdere, om der foreligger en intellektuel reduktion som følge af UT eller en brist i pt.s modenhedsproces efter det længerevarende genoptræningsforløb. Det er dog min opfattelse, at pt. kan profitere af en genoptræningsperiode ved Center For Hjerneskade. . . .« Der foreligger ligeledes en erklæring af 19. januar 1996 fra Rigshospitalet, Fysiurgisk Hospital i Hornbæk. Det hedder her bl.a.: ». . . Han blev siden overflyttet til Fysiurgisk Hospital, Hornbæk, til optræning, hvor han var indlagt fra 15.12.92 til 7.4.93. Han har siden været indlagt til kontrol 3 gange, sidst januar 96. . . . Ad spasmer: har få spasmer i de højresidige extremiteter, spec. underextremiteten. Spasmerne skønnes ikke medicinsk behandlingskrævende. . . . Ad bevægeapparat: har stort set normal kraft over de venstresidige extremiteter. På højre side er der normal kraft over skulder og albue. Der er en anelse svækkelse over håndledsstrækkere, håndledsbøjere og fingerbøjere. Svagest er funktionen over fingerextensorer og abd. poll. long. Der er planlagt kirurgisk intervention med senere flytninger. I højre underextremitet er der generelt nedsat kraft og tendens til hurtig udtrætning. Muskelstyrken i benet varierer mellem styrke 4 og 5. Der er nedsat følelse over hele venstre kropshalvdel fra c. 4 niveau og nedefter. . . . Konklusion: Siden sidste indlæggelse er den fysiske tilstand stort set uændret, hvorfor de deficits, der er konstateret, må antages at være permanente. Der er nu planlagt kirurgisk intervention, hvorfor selve funktionen af hånden derved vil kunne forbedres. Der er ved neuropsykologisk undersøgelse fundet væsentlig reducering af flere funktioner. Om disse kan genvindes ved optræning, vil man først kunne vurdere, efter at pt. har været behandlet ved center for Hjerneskade. . . . Pierre Schydlowsky . . .« Endelig har Hvidovre Hospital, Neuromedicinsk afdeling, i et journalkort den 25. marts 1996 konkluderet: ». . . Resultat af neurologisk undersøgelse: Man finder betydelig til svær atrofi af underarmsmuskler og hånd på højre side, med betydelig funktionsindskrænkning af hånden til følge. Der er let til moderat spastisk parese af højre ben, samt hypæstesi i venstre side fra midt på truncus og distalt medinddragende hele venstre underekstremitet. De neurologiske udfald er på nuværende tidspunkt stationære, og yderligere nævneværdig forbedring vil man ikke kunne forvente på nuværende tidspunkt. Kognitivt klager patienten over vedvarende hukommelses- og koncentrationsproblemer samt øget sensibilitet, og det må derfor samlet konkluderes, at patienten har pådraget sig varige skader af ovennævnte karakter som følge af trafikuheld for 3½ år siden. Med hensyn til de kognitive funktioner er der planlagt fornyet vurdering på Centret for hjerneskade med henblik på genoptræningsforløb, når patienten er færdig på idrætshøjskolen. Ingen grund til yderligere kontrol herfra. . . .« Arbejdsskadestyrelsen udtalte i skrivelse af 14. januar 1998, at den vurderede méngraden til 70%, jf. erstatningsansvarslovens § 4. I den forbindelse lagde styrelsen vægt på følgende: ». . . at skadelidte har gener efter sit ulykkestilfælde i form af svær lammelse af højre hånd og spasticitet af højre ben. Skadelidte har tillige gener efter brud i halshvirvelsøjlen i form af let indskrænket bevægelighed i nakken. Vi har desuden lagt vægt på, at skadelidte har nedsat hukommelse og koncentrationsbesvær efter ulykkestilfældet. Endelig har vi lagt vægt på, at skadelidte har gener ved venstre hofte i form af smerter. . . .« Med hensyn til stationærtidspunktet fastsattes det til 1 år efter ulykkestilfældet, hvor der efter en lægelig vurdering ikke ville ske en væsentlig bedring af helbredstilstanden. Sagsøgeren og en medpassager C blev ved retten i Holbæk begge dømt for brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1, ved i forening at have sat sig i besiddelse af bilen og uberettiget gjort brug af den til kørsel fra Jyderup og rundt i Jyderup-området med færdselsuheldet til følge. De blev i overensstemmelse med deres tilståelse anset for skyldige og idømt hver især 6 dagbøder a 250 kr. med forvandlingsstraffe af hæfte i 6 dage. Sagsøgeren har opgjort erstatningskravet som følger: »Med en méngrad på 70% vil erstatningsopgørelsen være som følger: - Méngodtgørelse opgjort til kr. 194.950,- - Erhvervsevnetabserstatning opgjort til kr. 584.850,- - Svie- og smertegodtgørelse opgjort til kr. 28.000,-* Ialt kr.: 807.800,- * På skadestidspunktet var de gældende takster for svie- og smertegodtgørelse for sengeliggende dage kr. 140,- og for oppegående dage kr. 70,-. Opgjort i henhold til taksterne ville dette udgøre kr. 38.640,-, men da der gjaldt et maksimum på 21.000,- på skadestidspunktet, jfr. EAL § 3, 3. pkt. gøres det gældende, at svie- og smertegodtgørelsen skønsmæssigt skal ansættes til kr. 28.000,-.« Sagsøgte er enig i den beløbsmæssige opgørelse, men har bestridt erstatningspligten. Der er under sagen afgivet forklaring af sagsøgeren, D, C og Asger Per Raun. Sagsøgeren har forklaret, at han skulle på kostskole, fordi han hjemme i København var kommet i dårligt selskab efter at være begyndt i en ungdomsklub, hvor nogle unge mennesker lavede ballade og muligvis tillige drev kriminel aktivitet. Sagsøgerens fader havde på et møde med forstanderen for højskolen fået oplyst, at der ikke var kriminelle elever på højskolen. Sagsøgeren kendte ikke nogen på skolen på forhånd. Han begyndte skolegangen i september måned, få dage før uheldet. Torsdag aften - på ankomstdagen - til middagen blev han præsenteret for de øvrige elever af en lærer, ligesom en elev viste ham rundt på skolen. Dagen efter begyndte han i sin klasse. Han husker ikke, om han da mødte nogle af de drenge, han var ude at køre med om mandagen. Fredag eftermiddag traf han i skolens fællesrum disse drenge. Derefter var han hjemme på weekend hos forældrene. Mandag var han om eftermiddagen ude at gå en tur med blandt andre B, der fortalte, at han kendte nogle indvandrere, og at han stjal biler sammen med dem. B opførte sig som en leder og førte sig stærkt frem, mens C og D var mere tilbageholdende. Sagsøgeren vidste ikke, hvor gammel B var. B virkede meget selvsikker og frembusende. Han var et halvt hoved højere end sagsøgeren, der dengang målte 1,75 meter. Han antog, at B gik i 9. klasse, og at han derfor var 1 år ældre end sagsøgeren. Dog vil sagsøgeren ikke påstå, at han troede, at B var gammel nok til at have kørekort. Sagsøgeren gik i klasse med C. D var et år ældre end sagsøgeren. Sagsøgeren fortalte, at han stammede fra Amager. Da B herefter fortalte, at han kendte nogle, der stjal biler fra Amager, sagde sagsøgeren, at det havde han også været med til, selv om det ikke var rigtigt. De fire blev herefter enige om at ville stjæle en bil samme nat. De mødtes ved ettiden om natten og forlod skolen. B havde i forvejen udset sig en Volvo med et cd-anlæg. Den stod imidlertid ikke længere parkeret i området. Det lå i luften, at B skulle være fører af den bil, de ville stjæle. De gik lidt rundt, og B fandt en anden bil, hvis tændingslås han brød op, mens sagsøgeren og de øvrige ventede lidt på afstand. De havde dog først hjulpet B med at skubbe bilen ud af garagen. Den holdt i en garage, og det var sikrere at starte den lidt derfra. Da B havde fået bilen i gang, anbragte sagsøgeren sig på højre bagsæde. B kørte normalt, bortset fra at han kørte for stærkt. B havde tydeligvis kørt bil før. B kørte pænt i bycentrum, men for stærkt på landevejen. De kørte på et tidspunkt til skolen, hvor de havde en aftale om at hente en ældre elev. De standsede et kort stykke vej fra skolen for ikke at vække opsigt. Eleven ville imidlertid ikke med. Sagsøgeren havde en meningsudveksling med B, inden de kørte videre, idet sagsøgeren foreslog, at de skulle lade bilen stå. B fastholdt imidlertid, at de skulle ud at køre, når de nu havde bilen. Sagsøgeren foreslog herefter, at de skulle køre til Holbæk, hvor han havde nogle venner, de kunne besøge. Der var ingen aftale med disse venner om besøget. Den efterfølgende kørsel, der vel varede 1 times tid, foregik med høj fart. Under kørslen bad sagsøgeren et par gange B sætte farten ned, da han var utryg ved at køre så stærkt. B sagde, at sagsøgeren ikke skulle »blande sig«. Speederen var i bund hele tiden. Sagsøgeren husker, at de kørte ud af Jyderup mod Holbæk ad motorvejen. De andre sagde ikke noget om kørslen. Han husker intet om uheldet, kun nogle få glimt af ambulancefolk på uheldsstedet. Han husker også, at hans forældre besøgte ham på hospitalet. Han husker først begivenhederne, der fandt sted en måned fra uheldet. Han var lammet efter uheldet fra brystet og hele vejen ned. Han var indlagt i første omgang til december 1992. Da han kom til hospitalet i Hornbæk, begyndte han at genvinde noget af førligheden. Han opholdt sig der i ca. 5 måneder til genoptræning. Under opholdet kom der en privatlærer og underviste ham i skolefagene i mellem 1½ og 2 timer dagligt. Muskelfunktionen er bedst i højre ben og højre og venstre arm. Han har konstante smerter i nakke og hofter. Han er fortsat med motionstræning. Da han kom hjem fra Hornbæk-opholdet, begyndte han skolegangen igen. Han kunne ikke koncentrere sig, og hukommelsen er svækket. Han bestod eksamen i 10. klasse med meget lave karakterer og dumpede til HG-eksamen. Navnlig hans korttidshukommelse er meget dårlig. Bagefter blev han ansat på et bilværksted som elev på reservedelslageret. Det kunne han ikke klare, da han ikke kunne lære at huske reservedelsnumrene. Sagsøgeren har fået et barn med sin kæreste. Hun har ikke arbejde, men skal indlede en arbejdsprøvning med henblik på at finde et egnet job. D har forklaret, at han blev anbragt på kostskole på grund af tilpasningsvanskeligheder på de andre skoler, han havde gået på. Han havde dog ikke førhen begået kriminalitet. Han mødte B og C på skolens kostafdeling. Han har forklaret om brugstyveriet som sagsøgeren. Dog har han supplerende oplyst, at han selv sad på højre forsæde. B kørte godt før uheldet og skiftede bl.a. gear uden problemer. Grunden til uheldet var, at B ville slukke sin cigaret og derunder mistede herredømmet over køretøjet. Han regnede med, at B var 15-16 år gammel. Da uheldet var sket, fandt vidnet sagsøgeren liggende på bagsædet. Vidnet fik trukket sagsøgeren ud. Derefter løb vidnet fra stedet sammen med B. De løb tilbage til skolen for ikke at blive opdaget. C har forklaret, at han havde gået på kostskolen et par år forud for uheldet. D havde gået på kostskolen et stykke tid, før B og sagsøgeren begyndte. Grunden til, at vidnet gik på kostskolen, var dels vanskeligheder med skolegangen, dels at han ikke kunne bo hjemme. Den pågældende aften fortalte D eller B, at de skulle ud at stjæle en bil. Disse to havde allerede udset sig en bil. Planen var, at de skulle ud til Stenhus Kostskole, hvor A kendte nogle af eleverne. De havde et par skruetrækkere med, og B, der havde prøvet det før, blev udset til at stjæle en bil. Vidnet vidste, at B var 14 år. Vidnet holdt nærmest vagt, mens B tog bilen. På et tidspunkt gjorde de holdt ved deres egen kostskole. Vidnet husker ikke, om nogen af passagererne sagde til B, at han kørte for stærkt. De hørte ikke musik undervejs. Pludselig skete ulykken. Vidnet meldte sig selv til politiet. Asger Per Raun har forklaret, at han er lærer på kostskolen, hvis elever primært var anvist af socialforvaltningen. Som oftest var eleverne på kant med deres forældre. Jyderup Privatskole varetog undervisningen, mens Stedinghus var kostafdelingen. Det er oplyst under sagen, at parterne er enige om sagsforløbet. Parterne er således enige om, at hastigheden ved ulykken har været omkring 170 km/t. Man er endvidere enige om, at den fastsatte méngrad på 70% lægges til grund mellem parterne, ligesom man er enige om, at de påstævnede beløb svarer til det erstatningsbeløb, der skal udredes, dersom der ikke sker nogen nedsættelse af erstatningsansvaret for Alm. Brand. Sagsøgeren, A, har gjort gældende, at sagsøgte i medfør af færdselslovens § 108 har pligt til at betale sagsøgeren fuld erstatning som ansvarsforsikrer af den stjålne bil. Sagsøgeren har ikke ved sin handlemåde medvirket til ulykken, men har tværtimod opfordret B flere gange til at sætte farten ned. Man kan heller ikke anse sagsøgeren for at have accepteret risikoen ved at køre med B som fører. Der er derfor ikke anledning til at nedsætte erstatningen eller lade den bortfalde i medfør af færdselslovens § 108. Erstatningsgrundlaget for bilforsikreren som ansvarsforsikrer nærmer sig et objektivt ansvar. Sagsøgeren har endvidere anført, at sagsøgte har bevisbyrden for, at sådanne forhold foreligger, fordi man som udgangspunkt må antage, at skadelidte ikke medvirker til sin egen skade eller accepterer risikoen for skaden. Sagsøgeren har endelig gjort gældende, at det fremgår af betænkning nr. 1035/85, at ikke enhver grov uagtsomhed bør medføre bortfald eller nedsættelse. Der foreligger ikke grundlag for nedsættelse eller bortfald af erstatningen, dersom børn eller unge har handlet i grov kådhed. Sagsøgte har gjort gældende, at erstatningen bør bortfalde eller nedsættes som følge af accept af risiko eller egen skyld. Sagsøgeren deltog i brugstyveriet på lige fod med de øvrige. B forestod de praktiske ting og var fører af bilen, men derudover var de alle lige. Sagsøgeren var klar over, at B ikke kunne have kørekort. Sagsøgeren burde have indset, at B ikke kunne have de fornødne kundskaber til at køre bil. Sagsøgeren deltog i kørslen, der foregik med hastighed på op imod 170 km/t. flere gange på strækningen. Sagsøgeren bad ikke om at blive sat af og forlod heller ikke bilen, da der var mulighed herfor under det kortvarige ophold på skolen, men accepterede kørslen. Den mulighed, at B ville køre uforsvarligt stærkt, havde sagsøgeren indset og accepteret på forhånd. Kørslen var planlagt på forhånd. Den varede i ca. 1 time og bar ikke præg af at være en impulshandling. Såvel bilens høje hastighed og den ringe sigtbarhed på grund af tåge som førerens manglende rutine har været fuldt ud accepteret af sagsøgeren. Som følge af det anførte bør erstatningen helt bortfalde. Tilsvarende gælder det, at sagsøgeren må anses at have handlet groft uagtsomt, idet han burde have indset de indlysende faremomenter ved kørslen. Dersom ansvaret ikke helt er bortfaldet, bør erstatningen nedsættes med to trediedele, subsidiært en tredjedel. Landsretten skal udtale: Det lægges til grund, at sagsøger, A, efter forudgående aftale og i forening med B, D og C uberettiget brugte bilen. Sagsøger er blevet idømt dagbøder for medvirken til brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1. Det lægges endvidere til grund, at B, der på gerningstidspunktet var 14 år, var fører af bilen under hele kørslen, og at drengene efter at have kørt rundt i Jyderup gjorde et ophold ved Stedinghus Kostskole, hvor ihvertfald sagsøgeren og B var ude af bilen, hvorefter man fortsatte kørslen mod Holbæk. Endelig lægges det til grund, at bilen blev ført med en hastighed af ca. 170 km/t. da ulykken skete, og at hastigheden på den vej, hvor uheldet fandt sted, generelt ikke måtte overstige 80 km/t. at vejbanen var tør, at det var tåget, og at uheldet fandt sted i et firbenet, uoplyst kryds i spredt bebygget område. Landsretten finder, at sagsøger, der havde medvirket ved brugstyveriet, ved at have accepteret at køre med en kun 14-årig fører har udvist grov uagtsomhed i forbindelse med skadens opståen. Henset til de øvrige konkrete omstændigheder i sagen findes sagsøgers grove uagtsomhed dog ikke at være af en sådan karakter, at den kan føre til, at erstatningen helt skal bortfalde. Landsretten finder, at erstatningen bør nedsættes til to tredjedele af fuld erstatning. Som følge heraf findes sagsøgte, Alm. Brand af 1792, til sagsøgeren, A, at burde betale 538.533,33 kr. med tillæg af procesrente fra den 29. september 1992, til betaling sker. — — — Sagsøgte betaler 45.000 kr. i sagsomkostninger til statskassen. Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 15. afdeling den 21. april 1999. I pådømmelsen har deltaget fem dommere:Pontoppidan, Melchior, Per Sørensen, Asbjørn Jensen ogHenrik Zahle. Appellanten, Alm. Brand af 1792, har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Indstævnte, A, har nedlagt påstand om, at Alm. Brand skal betale 807.800 kr. med procesrente fra den 29. september 1992. B har til brug for Højesteret forklaret, at han i september 1992 gik på Jyderup Privatskole. Derfra kender han A, D og C. På daværende tidspunkt var han ca. 170-175 cm høj. Det var ham, der kørte bilen den 29. september 1992. De var alle fire med i bilen. Dagen forinden havde de aftalt, at de om natten ville stjæle en bil. Det var ham, der brækkede bilen op. De kørte først rundt i Jyderup i 20-30 min. Han kørte lidt usikkert og kørte blandt andet over en kantsten i et sving. På et tidspunkt ville A af, men det syntes D og C var en dårlig idé. De kørte nu tilbage til skolen, idet han skulle aflevere nogle tyvekoster fra samme aften. De blev vistnok dér enige om at køre til Holbæk for at hente nogle penge. De kørte derfor alle fire mod Holbæk. Det var fortsat ham, der kørte bilen. Det blev nu diset og tåget, og det regnede. Han kørte først med en hastighed af 70-80 km/t. D og C ville imidlertid have ham til at køre stærkere. Han sagde, at de så bare ville køre galt. A syntes også, at det var en dårlig ide, og han ville gerne af. Han øgede nu hastigheden til omkring 100 km/t., men D og C ville fortsat have ham til at køre stærkere. Han øgede nu hastigheden endnu mere. Han turde ikke standse bilen for at sætte A af, da han var bange for enten D eller C. Han forøgede nu hastigheden, så han kørte med speederen i bund. Han har maksimalt kørt et kvarter med denne hastighed. Medens de nu kørte med maksimal hastighed, mellem 170-180 km/t., ville forsædepassageren åbne et askebæger, men havde imidlertid problemer hermed. Han ville nu hjælpe med at åbne askebægeret. Bagsædepassagererne råbte op og gav udtryk for, at de var nervøse, og de bad ham om at koncentrere sig om kørslen. Bilen kom nu ud i vejens midterrabat, og den slingrede. Han sagde nu: »Se hvad jeg sagde« eller »nu kører vi galt« eller noget i den retning. Han ville rette bilen op, hvilket imidlertid mislykkedes, hvorefter ulykken skete. Ingen af de fire havde drukket før kørslen. Han har ikke efter ulykken talt med de tre andre. Han har i et enkelt tilfælde set A, men de talte ikke sammen. Turen fra skolen til ulykkesstedet varede 20-30 minutter. Færdselslovens § 101, stk. 1 og 2, lyder således: »Den, der er ansvarlig for et motordrevet køretøj, skal erstatte skader, som køretøjet volder ved færdselsuheld eller ved eksplosion eller brand, der hidrører fra brændstofanlæg i køretøjet. Stk. 2. Erstatningen for personskade eller tab af forsørger kan nedsættes eller bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde forsætligt har medvirket til skaden. Erstatningen kan endvidere nedsættes og i særlige tilfælde bortfalde, hvis skadelidte eller afdøde ved grov uagtsomhed har medvirket til skaden.« I forarbejderne til bestemmelsen er overvejelserne om grov uagtsomhed i Betænkning om erstatning og forsikring for skader opstået ved benyttelse af motordrevne køretøjer (1036/1985) gengivet og kommenteret således (Folketingstidende 1985-86, tillæg A, sp. 317-18): »Udvalget finder det tvivlsomt, om et groft uagtsomt forhold fra skadelidtes side bør medføre nedsættelse eller bortfald af personskadeerstatning. Da den almindelige regel om skyldvurdering formentlig må antages at indgå som et væsentligt led i den enkeltes retsbevidsthed, kan det måske i visse situationer forekomme stødende, om fuld erstatning under alle omstændigheder skal udbetales til den, der har gjort sig skyldig i en alvorlig overtrædelse af færdselsreglerne, og som således gennem betydelig uagtsomhed selv har pådraget sig erstatningsansvar over for den anden trafikant. Under hensyn hertil og til retstilstanden i de øvrige nordiske lande, hvor der kan ske en lempelse af erstatningsansvaret i tilfælde af groft uagtsom medvirken fra skadelidtes side, finder udvalget, at der også i Danmark fortsat bør være adgang til at lade erstatningen nedsætte eller bortfalde, når der foreligger en meget grov uagtsomhed fra skadelidtes side. . . . De regler, udvalget foreslår med hensyn til skadelidte eller afdødes medvirken til skaden, skal efter udvalgets opfattelse ikke blot finde anvendelse, hvor skadelidte eller afdøde har udvist egen skyld, men også, hvor der foreligger accept af risiko, idet der er en sådan lighed mellem egen skyld og accept af risiko, at de to tilfældegrupper bør behandles mere ensartet end under den nugældende retstilstand. . . . Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets opfattelse.« Højesterets bemærkninger. Ulykken skyldtes, at B under kørsel med meget høj hastighed mistede kontrollen med bilen. Højesteret lægger til grund, at A antog, at B trods sin alder havde en vis erfaring med bilkørsel. Der er ikke grundlag for at antage, at deltagerne i kørslen på forhånd havde aftalt, at der skulle køres hasarderet, eller at A under kørslen har tilskyndet til hasarderet kørsel. Højesteret finder, at A under disse omstændigheder ikke har medvirket til skaden ved en så grov uagtsomhed, at erstatningen bør nedsættes efter færdselslovens § 101, stk. 2, 2. pkt. Det bemærkes herved, at det efter Højesterets opfattelse ikke ved denne bedømmelse kan tillægges betydning, at A deltog i brugstyveriet. Der er herefter ikke grundlag for at nedsætte As erstatningskrav, der ubestridt er opgjort til 807.800 kr. Højesteret tager derfor hans påstand til følge. Thi kendes for ret: Appellanten, Alm. Brand af 1792, skal til indstævnte, A, betale 807.800 kr. med procesrente fra den 29. september 1992. I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal Alm. Brand af 1792 betale 120.000 kr. til statskassen. De idømte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.