TfK 2010.212

Ø.L.D. 27. november 2009 i anke 3. afd. S-2666-09
 

 

Anklagemyndigheden mod T (adv. Thomas Fogt).
(Hans J. Christensen (kst.), Teilmann og Norman E. Cleaver).


Roskilde Rets dom af 7. september 2009:



Anklageskrift er modtaget den 12. september 2008.


T er tiltalt for overtrædelse af


1. færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1,


ved onsdag den 16. juli 2008 ca. kl. 13.20 i Roskilde Kommune at have ført motorcykel - - - ad Søndre Ringvej mod øst ved jernbaneviadukten med mindst 84 km/t, selvom hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 60 % af den tilladte hastighed.


2. færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1,


ved onsdag den 16. juli 2008 ca. kl. 13.21 i Roskilde Kommune at have ført motorcykel - - - ad Maglegårdsvej mod syd ved Maglehøjen med mindst 87 km/t, selvom hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 60 % af den tilladte hastighed.


Påstande


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.


Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 125, stk. 1, nr. 3, jf. § 128.


T har erkendt de faktiske omstændigheder. Han vil ikke bestride, at han på strækningen beskrevet som forhold 1 kørte med en hastighed på mindst 84 km/t og på strækningen beskrevet som forhold 2 kørte med mindst 87 km/t. Han gør dog gældende, at der er tale om ét kørselsforløb og påstår frifindelse f.s.v angår påstanden om ubetinget førerretsfrakendelse.


Sagens oplysninger


T har forklaret, at han kom kørende på motorcykel ad Ringstedvej og holdt for rødt lys i krydset ved Søndre Ringvej. Da lyset skiftede til grønt, afventede tiltalte passage af de modkørende, og da der blev fri bane, svingede han til venstre ad Søndre Ringvej. Han accelererede frem mod krydset ved Maglegårdsvej og holdt her for rødt lys. Da lyset efter nogen tid skiftede til grønt, svingede tiltalte til højre ad Maglegårdsvej. Tiltalte accelererede på den relativt korte strækning på 300-400 meter ad Maglegårdsvej og svingede herefter til venstre til bilforhandleren Jens Winther, hvor han blev kontaktet af betjenten.


Efter at tiltalte havde haft motorcykel i sine unge år, havde han på ny anskaffet sig en motorcykel. Han besluttede dog at sælge motorcyklen straks efter disse episoder. Motorcyklen er solgt.


Vidnet politiassistent A har forklaret, at han den pågældende dag som fører af en civil patruljevogn forsynet med et videodokumentationsanlæg Uni-Traffic kørte fra Politigården og ud på Ringstedvej. Vidnet blev straks opmærksom på den af tiltalte førte motorcykel. Vidnet fulgte efter motorcyklen og holdt bag ved motorcyklen for rødt lys før venstresving ad Søndre Ringvej. Videooptagelsen foregik løbende under vidnets kørsel. Motorcyklen svingede til venstre ad Søndre Ringvej, og der blev givet gas. Vidnet fulgte efter og de nåede op til krydset ved Maglegårdsvej, hvor motorcyklen lagde sig i højresvingsbanen og vidnet fulgte efter. De holdt også her for rødt lys. Vidnet havde til hensigt at bringe motorcyklen til standsning efter krydset. Vidnet gjorde af trafiksikkerhedsmæssige årsager ikke opmærksom på sin tilstedeværelse på dette tidspunkt. Motorcyklen gav gas efter at være svinget til højre ad Maglegårdsvej og først efter at motorcyklen var kørt ind på en bilforhandlers område, rettede vidnet henvendelse til føreren.


Tiltalte er tidligere straffet


ved udenretligt den 22. november 2004 hos København Politi for overtrædelse af færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1 at have vedtaget en bøde på 2.500 kr. og betinget førerretsfrakendelse i 3 år fra 22. november 2004 indtil 21. november 2007 i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, jf. § 128 og


ved udenretligt den 24. september 2007 hos København Politi for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1 at have vedtaget en bøde på 1.500 kr.


Rettens begrundelse og afgørelse



Tiltaltes hastighed er blevet målt under kørsel ad en kortere strækning inden for tættere bebygget område, hvilket retten anser som ét sammenhængende kørselsforløb.


Det kan ved tiltaltes erkendelse og ved den foretagne hastighedsberegning på baggrund af videooptagelsen af tiltaltes kørsel lægges til grund, at tiltalte har kørt med en gennemsnitshastighed på mindst 87 km/t.


Straffen fastsættes til en bøde på 2.500 kr., jf. færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 42, stk. 1, nr. 1.


Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.


Tiltalte har ført motorcykel inden for tættere bebygget område med en hastighed på mindst 87 km/t, hvilket udgør en overskridelse på mere end 60 % af den tilladte hastighed.


Tiltalte frakendes derfor retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort. Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes, jf. færdselslovens § 125, stk. 4, jf. § 125, stk. 1, nr. 3.


Den betingede frakendelse af førerretten medfører, at tiltalte skal bestå en kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens § 60, stk. 3.

Østre Landsrets dom:



Roskilde Rets dom af 7. september 2009 (- - -) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, herunder at førerretten frakendes ubetinget.


T har påstået stadfæstelse.


Der er i landsretten foretaget afspilning af den video, som vidnet, politiassistent A, har optaget af kørslen.


T har om sine personlige forhold forklaret, at han er selvstændig snedkermester og driver en virksomhed uden ansatte. Han havde motorcyklen i 5 uger, før den blev solgt. Han har fået installeret en fartpilot i sin firmavogn, som han indstiller således, at han undgår utilsigtet at overtræde hastighedsgrænserne.


Landsrettens begrundelse og resultat



Landsretten finder, at den foretagne kørsel først ad Søndre Ringvej, hvor tiltaltes hastighed blev målt til 84 km/t og derefter efter svingning til højre med ganske lav hastighed ad Maglegårdsvej, hvor hastigheden blev målt til 87 km/t, må bedømmes som to separate overtrædelser af færdselslovens hastighedsbestemmelser.


Landsretten finder derfor tiltalte skyldig efter anklageskriftet.


Straffen fastsættes efter de anførte bestemmelser til en bøde på 5.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.


Som følge af at tiltalte to gange har overskredet den tilladte hastighed med mere end 60 % af det tilladte, skal tiltalte frakendes førerretten ubetinget, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 3, jf. § 126, stk. 1, nr. 7.


Landsretten finder imidlertid, at den omstændighed, at begge tiltaltes hastighedsovertrædelser skete over korte strækninger i samme kørselsforløb, og at der i begge tilfælde var tale om accelerationer over kort afstand uden konkret farefremkaldelse, medfører, at der foreligger sådanne formildende omstændigheder, at der alene skal ske betinget førerretsfrakendelse, jf. færdselslovens § 126, stk. 2.


Med den ovenfor anførte ændring stadfæster landsretten dommen.