U.2015.1492Ø

Ø.L.D. 16. januar 2015 i anke 19. afd. S-2995-14

(Linde Jensen, Katja Høegh, Peter Thønnings).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Bjørn Mering Caning, Kbh., besk.).

Københavns Byret dom 29. september 2014, SS 1-4843

Sagens baggrund og parternes påstande

Anklageskrift er modtaget den 13. februar 2014.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1,

ved den 11. september 2013 kl. 14.55 at have ført varebil, - - -, ad - - - ud for nr. 18, i København, mod kørselsretningen, selv om det ved færdselstavle er angivet, at vejen er ensrettet.

Forseelsen medfører et klip i medfør af færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 2.

2.

færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1,

ved den 25. november 2013 kl. 09.30 at have ført varebil, - - -, ad - - - ud for nr. 61, i Allerød, hvor han under overhaling af overskred spærrelinjen.

3.

færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 67, stk. 2, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 154 af 20. april 1977 § 29, jf. § 28, stk. 1,

ved som ejer af uindregistreret stor knallert med stel nr. - - - at være ansvarlig for, at N den 26. februar 2014 kl. 19.58 førte køretøjet ad - - - mod vest, selv om knallerten ikke var i lovlig stand og derfor var således indrettet, at den fastsatte hastighedsgrænse på 45 km/t for en stor knallert kunne overskrides med mere end 20 %, idet knallertens maksimalhastighed var mindst 72 km/t.

4.

færdselslovens § 118, jf. § 105, stk. 1, jf. § 106, stk. 1,

ved, som beskrevet under forhold 3, at være ansvarlig for, at N førte køretøjet selv om der ikke var tegnet ansvarsforsikring for køretøjet.

5.

Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013, § 20, jf. § 2,

som beskrevet under forhold 3 at have været ansvarlig for, at N førte knallerten, selv om køretøjet ikke var registreret i Danmark.  

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at T i medfør af færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1 og 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 128, stk. 1, frakendes førerretten ubetinget.

T har nægtet sig skyldig.

T har påstået frifindelse for påstanden om førerretsfrakendelse.

Oplysningerne i sagen

T har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

». . .

Ad forhold 1 forklarede T, at der var vejarbejde den pågældende dag. Der var ingen tavle den dag, der viste, at der var ensrettet, så derfor kørte han. Han kender ikke området. Han kørte der i forbindelse med arbejdet. Han ville gerne vise til politiet, at der ingen tavle var, men det sagde politiet, at de ikke havde tid til, og at de måtte tage det i retten.

Ad forhold 2 forklarede T, at den forankørende bil bremsede helt ned og kørte ind til siden. Den satte farten ned til 10 km/t, og så kørte T udenom. T kørte ikke særligt hurtigt max 40-50 km/t. Han bremsede ned til omkring 15 km/t og accelerede derefter op til 40-50 km/t., da han kørte forbi. Der var ingen bilister hverken bag ham eller i den anden side af vejen. T mente ikke, at der var en grund til, at han ikke skulle køre uden om den forankørende, da der ikke var nogen fare, uanset at han overskred spærrelinien.

Ad forhold 3-6 forklarede T, at det var hans knallert, men det var meningen, at hans bror skulle købe den. Det var T's bror, der tog den og kørte på den. T havde sat den til salg. T lå og sov, da hans bror tog nøglerne og kørte på den. T vidste ikke, at han tog den. T vidste godt, at den kunne køre stærk, og det var derfor, at han ikke kørte på den. Den stod i hans skur. T ville lave den lovlig, før han kørte på den. Den var hverken registreret eller forsikret. T havde haft den i 2-3 dage. Forholdt afhøringsrapport af 3. marts 2014 nægtede T at have sagt, at han havde købt den for 3-4 måneder siden. Knallerten kunne ikke køre, da han købte den, men T har fået den i gang. Det var fra den tidligere ejere, som havde gjort den ulovlig T arbejder meget og [har] derfor ikke haft tid til at gøre den lovlig. T har aldrig sagt, at hans bror måtte tage knallerten

. . .«

Der er afgivet forklaring af T og vidnerne politiassistent K og politibetjent L.

Vidnet politiassistent K har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

». . .

Vidnet forklarede, at vidnet og hans kollega observerede en varebil, der kørte mod ensretning. Vidnet kan ikke huske, om de kom fra - - - eller - - -. Vejen er permanent ensrettet, og der ikke er plads til biler i begge retninger. Skiltningen var helt korrekt ved CN færdselstavler samt blåt ensretningsskilt på hjørnet. Der var ikke ensrettet på grund af vejarbejde . . .«

Vidnet politibetjent L har til retsbogen afgivet følgende forklaring:

». . .

Vidnet forklarede, at T i en kassevogn og overskred spærrelinien i forbindelse med en overhaling. Vidnet standsede T og gav ham en bøde. Han mener også, at T blev anholdt, idet han skulle møde til forsvarets dag. T kørte ikke så hurtigt, formentlig fordi den forankørende bil kørte langsomt. Vidnet kørte bagved T, og der var frit udsyn til vidnet. Der var ikke nogle modkørende bilister, og T var ikke til fare for nogen. Spærrelinien var synlig og intakt.

. . .«

Personlige oplysninger

T er tidligere straffet.

ved Retten i Glostrups udeblivelsesdom af 13. december 2011 for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, idømt bøde 1.000 kr. og forvandlingsstraffen fængsel i 6 dage.

ved hos Københavns Politi den 16. juli 2013 for overtrædelse af

færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, og § 21, stk. 2, nr. 1, at have vedtaget en bøde på 4.000.

Rettens begrundelse og afgørelse

forhold 1

T har ikke ved sin forklaring bestridt, at den pågældende vej er ensrettet, men henvist til utilstrækkelig skiltning samt vejarbejde på strækningen.

Ved vidnets forklaring om forholdene på stedet samt de i øvrigt foreliggende oplysninger findes det bevist, at T er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 2

Ved T's egen forklaring om, at han foretog en overhaling det pågældende sted samt henset til vidnets forklaring og de i øvrigt foreliggende oplysninger findes det bevist, at T er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

forhold 3-6

Efter bevisførelsen finder retten, at anklagemyndigheden ikke har ført det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis.

Straffen fastsættes til en bøde på 4.000 kr., jf. færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1. Forvandlingsstraffen er fængsel i 8 dage.

Påstanden om ubetinget frakendelse af førerretten til følge, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1 og 2, jf. § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 128, stk. 1.

Thi kendes for ret

T straffes med en bøde på 4.000 kr.   

Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, frakendes tiltalte for et tidsrum af 6 måneder fra endelig dom at regne.

T skal betale sagens omkostninger.

Østre Landsrets dom

Københavns Byrets dom af 29. september 2014 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse i forhold 1 og 2 samt frifindelse for den ubetingede frakendelse af førerretten, subsidiært at der idømmes en betinget frakendelse og mest subsidiært kørselsforbud.

T har endvidere påstået sagen udsat på afhøring af den anden betjent, der var til stede i forbindelse med forhold 2, på indhentelse af nærmere oplysninger vedrørende vedtagelsen af det bødeforlæg den 16. juli 2013, som medførte 2 klip, idet han bestrider at have betalt og dermed vedtaget den pågældende bøde, og på politirapporter om de to overtrædelser, bødeforlægget vedrører, idet T finder, at de to overtrædelser bør betragtes som et kørselsforløb i relation til spørgsmålet om klipværdi og dermed kun udløse ét klip.

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om stadfæstelse, herunder at sagen ikke udsættes som begæret af T.

T har erklæret sig enig i, at det står i anklageskriftet, at også forhold 2 medfører 1 klip, og at dette også er den lovbestemte følge af en sådan overtrædelse efter færdselsloven.

Anklagemyndigheden har anført, at frakendelsen rettelig skal ske i medfør af færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1 og 2, jf. stk. 3, jf. principperne i § 126, stk. 1, nr. 7 og nr. 9, jf. § 128, stk. 1.

Anklagemyndigheden har på forsvarerens forespørgsel om, hvordan bødeforlægget den 16. juli 2013 rent »teknisk« er sket, ved e-mail af 7. januar 2015 oplyst:

»Københavns Politi har oplyst, at ifølge Polsas (politiets sagsbehandlingssystem) skulle bøden være vedtaget og betalt den 16. juli 2013.«

T er endvidere for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer idømt en bøde på 3.000 kr. ved udeblivelsesdom afsagt af København Byret den 8. august 2014.

Forklaringer

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af T og vidnerne politiassistent K og politibetjent L. Vidnerne har forklaret i det væsentlige som i byretten.

T har supplerende forklaret blandt andet, at han i forhold 1 kørte fra - - - ad - - - mod - - -. Ensretningen er sådan, at man ikke må køre mod - - -, medens det er lovligt at køre i retning mod - - -. Han kørte den rigtige (lovlige) vej mod - - -. Forevist rids og fotos viste tiltalte, hvilken vej han kørte. Han blev standset på - - -, da han var kommet rundt om hjørnet. Det var ganske kort efter hjørnet 5-10 meter hen ad - - - mod - - -. Der var nogle tavler om vejarbejde og sorte sække rundt om skiltet med ensretningen. Det var uniformeret politi, som stoppede ham. Betjentene var i bil og kom bagfra. De havde kørt bagved ham hele vejen fra - - - ad - - -. Han tilbød at gå tilbage og vise, at der ikke var skilte om ensretning.

I forhold 2 er det ikke rigtigt som angivet i gengivelsen af hans forklaring for byretten, at han overskred spærrelinjen. Der var én bil foran ham, der kørte ind til siden og holdt, hvor den ikke måtte. Han kørte uden om den pågældende bil. Han mener ikke, at han overskred spærrelinjen. Foreholdt, at han i byretten forklarede, at bilen foran kørte langsomt, men at han ikke ifølge den gengivne forklaring har sagt noget om, at den stoppede, fastholdt tiltalte, at den pågældende bil stoppede. Der var kun den ene bilist, som kørte foran ham og holdt ind til siden. Han kunne passere den pågældende uden at overskride spærrelinjen. Han husker ikke, hvor betjenten kom fra. Det var først et stykke, måske ca. 30 meter, efter overhalingen, at betjenten stoppede ham. Forevist fotos forklarede tiltalte, at episoden først skete efter skolen, et godt stykke efter svinget, på en strækning, hvor der er marker. Det var efter en OK-tank. Politimandens angivelse af kørselsforløbet på det større foreviste foto, hvorefter overskridelsen af spærrelinje skete ved skolen, passer ikke. Han var på vej til en kunde i Allerød. Bilen foran ham bremsede hårdt op og holdt ind til siden. Han kunne ikke se noget formål med også at stoppe. Han har måske ramt med venstre hjulpar på spærrelinjen, men han var ikke ovre i den modsatte vejebane.

Vidnet, K, har om forhold 1 supplerende forklaret blandt andet, at han ikke i byretten har forklaret, at ensretningen var der på grund af vejarbejde. Det er en permanent ensretning. Han husker ikke, hvor T blev stoppet. Hans kollega plejer at tage noter i sådanne sager. De plejer at være på bagsiden af tilkendegivelsen. (Anklageren konstaterede, at der ikke er sådanne noter). Det, at der står - - - i tilkendegivelsen, er udtryk for, hvor overtrædelsen er sket, ikke hvor bilen er stoppet. Han har arbejdet på Station City i stort set hele sin karriere. Ensretningen har været der hele tiden. Når han ser en bil komme fra - - - op mod rundkørslen på - - -, er der ikke meget at være i tvivl om. Det var den vej, bilen kørte, dvs. mod ensretningen. På det lille stykke af - - - kan man ikke komme andre steder fra end - - -. Han kan ikke huske, om han og kollegaen kom fra - - - eller - - -. Han er sikker på, at bilen kom fra - - -. Forevist rids og fotos, som viser ensretningen og nr. 18 på - - -, forklarede vidnet, at de nok har observeret T køre forbi flere husnumre over en længere strækning i - - -, men rent teknisk skal der, når man skriver rapporten i systemet, anføres et husnummer for stedet, hvor overtrædelsen skete.

Folk taler altid om skiltningen. Han husker ikke, hvad T sagde. Skiltene var ikke dækket over. Det er han ret sikker på. Man kan på det pågældende stykke af - - - fra den ene ende af gaden ved - - - til den anden ende ved - - -. Når man kommer fra - - -, er der et indkørsel-forbudt-skilt, dvs. en rød forbudstavle med en hvid streg. Han kan ikke genkende det, som T har forklaret om at have kørt »med« ensretningen og herefter at være blevet stoppet på - - -. Han kan ikke huske episoden nærmere i dag. Han og hans kollega var kørende, og det var en uniformeret patrulje. Når han har forklaret ikke at kunne huske, om han og kollegaen kom fra - - - eller - - -, betyder det, at han ikke kan huske, hvor han og kollegaen var placeret, da de foretog observationen - på - - - eller på - - -. Han erindrer heller ikke, hvordan T blev bragt til standsning. Men det står tydeligt for ham, hvilken vej T's bil vendte i - - -  - og at det var i den forkerte retning.

Vidnet, L, har ud fra fotoet med tegninger af køretøjernes placering supplerende forklaret om kørselsforløbet, herunder at den forankørende bil kørte langsomt - nok også for langsomt. T, der kørte i en kassevogn, overhalede pludselig over spærrelinjen. Det var lige foran en skole. Han kan ikke huske præcist, hvor på det viste foto overhalingen og overskridelsen af spærrelinjen fandt sted, men han har en klar erindring om, at det var efter fodgængerovergangen og på den viste strækning. Han kørte lige bagved sammen med en kollega. Det skete før svinget. Han husker det sådan, at det var ud for skolen (nr. 61, som er stedsangivelsen på bødetilkendegivelsen). Det var helt sikkert ikke efter OK-tanken, som han er bekendt med hvor ligger. Han husker det, som han har forklaret det. Han kan også huske T's ansigt. Foreholdt tiltaltes forklaring forklarede vidnet, at det ikke var sådan, det skete. Den forankørende bil stoppede ikke. T overhalede og var i den forbindelse helt ovre i den anden vejbane. Hvis det var forløbet, som T har forklaret, at den forankørende stoppede op, og T kun havde rørt spærrelinjen, da han kørte forbi, ville vidnet ikke have reageret, og han ville i hvert fald ikke have givet tiltalte et bødeforlæg. Som han husker det, var den forankørende ikke en varebil. Overskridelsen af spærrelinjen var med hele bilen. Det var derfor, han reagerede. Han kan ikke huske, hvor T blev bragt til standsning. Man vil normalt stoppe den pågældende så hurtigt som muligt, efter overtrædelsen er begået, men det skal også være et sted, hvor det er hensigtsmæssigt. Han erindrer ikke, om den bil, som T havde overhalet, passerede dem, efter han havde bragt T til standsning. Det ville han heller ikke have lagt mærke til, for han koncentrerer sig om den bil, han har bragt til standsning.

T har yderligere forklaret, at han aldrig har betalt eller på anden måde vedtaget bødeforelægget vedrørende overtrædelser begået den 17. maj 2013. Han nægtede sig skyldig. De fleste bøder overtages af SKAT. Han har ikke betalt til SKAT. Der har ikke været nogen, der har sagt noget om, at han stod til et kørselsforbud, når han er blevet standset. Det har han heller ikke hørt noget til før denne sag.

Personlige oplysninger

T har forklaret, at han har sit eget transportfirma med egen bil og lever af det.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes T af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet i forhold 1 og 2. Landsretten finder herved, at T's forklaring for landsretten fremstår udbygget eller ændret i forhold 1 og ændret i forhold 2 i forhold til T's forklaring for byretten. T's forklaring tillægges derfor mindre vægt end vidnernes forklaringer, der har fremstået overbevisende og derfor lægges til grund.

Landsretten finder herefter, at der ikke er grundlag for at udsætte sagen som begæret af T.

Bødestraffen med forvandlingsstraf findes passende udmålt, jf. herved straffelovens § 89.

T erhvervede førerret 1. gang den 15. november 2010. Han fik et første klip ved udeblivelsesdommen af 13. december 2011, der vedrørte en overtrædelse begået den 23. juni 2011. Han vedtog ifølge Kriminalregisteret et bødeforelæg den 16. juli 2013 med to klip vedrørende to forhold begået den 17. maj 2013 kl. 17.06. Landsretten lægger efter det oplyste om registreringen af bødeindbetalingen til grund, at bøden er betalt og dermed vedtaget af T, og at de to forhold, der var tale om, var overtrædelser, som udløser 2 klip. Ved en fejl blev der ikke i forbindelse med bødeforelægget udstedt et kørselsforbud.

For så vidt angår T's tre klip, som følger af udeblivelsesdommen og bødeforelægget, samt det klip som sagens forhold 1, der er begået den 11. september 2013, udløser, ligger disse klip inden for de første 3 år efter førstegangserhvervelsen af førerret, medens det klip, som følger af forhold 2, der er begået den 25. november 2013, ligger efter 3-årsperioden.

Udeblivelsesdommen af 13. december 2011 og forhold 1 i denne sag udløser herefter et kørselsforbud, jf. færdselslovens § 125, stk. 3. De to klip, som følger af bødeforelægget i 2013, og klippet i forhold 2 medfører isoleret betragtet en betinget frakendelse, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 2. Dermed skal T som udgangspunkt frakendes førerretten ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7.

Det skyldes imidlertid anklagemyndighedens forhold, at T ikke har modtaget et kørselsforbud i forbindelse med bødeforelægget vedrørende overtrædelserne begået den 17. maj 2013 og herigennem har modtaget den advarsel mod fremtidigt at begå lignende overtrædelser, dette indebærer. Anklagemyndigheden har først ved anklageskriftet i denne sag, som er indgivet til byretten den 13. februar 2014, rettet op herpå. Under disse omstændigheder finder landsretten, at der foreligger særligt formildende omstændigheder, jf. færdselslovens § 126, stk. 2, og ændrer derfor dommens bestemmelse om frakendelse, således at førerretsfrakendelsen gøres betinget som nedenfor bestemt, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 1 og 2, jf. stk. 3, jf. § 126, stk. 1, nr. 7, jf. § 126, stk. 2, jf. § 125, stk. 5.

Med denne ændring stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at T frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, bortset fra lille knallert, på vilkår, at T i en prøvetid på 3 år regnet fra denne dom ikke fører motordrevet køretøj under sådanne omstændigheder, at førerretten skal frakendes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.