TfK1999.206/2


Ø.L.D. 17. september 1999 i anke 6. afd. S-2347-99

Anklagemyndigheden mod T (adv. Finn Christiansen, e.o.).
(Knud Knudsen, Aamand og M. Stassen (kst.)).

Retten i Kalundborgs dom af 5. maj 1999:


I denne sag tiltales T ifølge anklageskrift af 25. august 1998 fra politimesteren i Kalundborg til straf for overtrædelse af færdselslovens § 26, stk. 2, ved onsdag den 15. juli 1998 kl. 10.45, at have ført sin personbil - - - ad Bjergsted Byvej i nordlig retning i Bjergsted Kommune ind i krydset med Skovvejen uden at overholde sin ubetingede vigepligt, hvorved personbil - - - ført af A ad Skovvejen i vestlig retning foretog opbremsning og undvigemanøvre til højre for at undgå påkørsel med tiltalte. Ved undvigemanøvren kom personbil - - - i skred, og den påkørte helleanlægget på midten af Bregningevej. Helleanlægget er fyldt op med sten, og nogle af disse sten blev ved påkørslen slynget hen på personbil, - - -, ført af B, der holdt for ubetinget vigepligt ved Bregningevejs indmunding i Skovvejen.


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, frakendes tiltalte betinget i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128.


Tiltalte er ikke tidligere straffet.


Tiltalte har nægtet sig skyldig.

- - -


Efter bevisførelsen, herunder navnlig vidnet A forklaring, findes det godtgjort, at tiltalte har overtrådt færdselslovens § 26, stk. 2.


Straffen fastsættes efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, jf. § 26, stk. 2, til en bøde på 1.200 kr. med en forvandlingsstraf af hæfte i 6 dage.


Med hensyn til spørgsmålet om betinget frakendelse af førerretten findes det efter bevisførelsen godtgjort, at tiltalte efter at have respekteret fuldt stop-linien ved Bjergsted Byvejs udmunding i Skovvejen er kørt langsomt frem på vejmidten af Skovvejen, hvor han helt overså den af vidnet A førte bil, der kørte ad Skovvejens nordlige kørebanehalvdel i vestlig retning med en hastighed af ca. 80-90 km/t, hvorfor A måtte foretage en pludselig undvigemanøvre for at undgå kollission med den af tiltalte førte bil.


Ved under disse omstændigheder ikke at have respekteret sin ubetingede vigepligt findes tiltalte at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, hvorved der skete materiel skade og opstod fare for personskade, hvorfor han i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. § 128, frakendes retten til at føre motordrevet køretøj betinget som nedenfor nærmere bestemt.

Østre Landsrets dom:


Kalundborg Rets dom af 5. maj 1999 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

- - -


Efter bevisførelsen for landsretten må det lægges til grund, at tiltalte under sin kørsel på vejmidten er kørt så langt frem, at der hos vidnet A opstod begrundet tvivl om, hvorvidt tiltalte ville overholde sin vigepligt. Tiltalte findes derved at have overtrådt færdselslovens § 26, stk. 2. Under hensyn til oplysningerne om tiltaltes ringe hastighed og til, at det må lægges til grund, at han standsede op ved den stiplede linie til den nordlige, vestgående kørebanehalvdel, findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for at frakende førerretten, hvorfor han frifindes herfor.


Bødens størrelse stadfæstes.