TfK2000.453


Ø.L.D. 25. april 2000 i anke 11. afd. S-4382-99

Anklagemyndigheden mod T (adv. Jan Birger Aarup, e.o.).
(Karsten Bo Knudsen, Aamand og Rosenløv).

Hillerød Kriminalrets dom af 3. november 1999:


Ved politimesterens anklageskrift af 13. august 1999 tiltales T, til straf for overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1 og § 26, stk. 2, ved den 27. maj 1999 ca. kl. 14.09 at have ført personbil, reg.nr. - - - ad ind/udkørslen til Hærens Parkområde, Brødeskov, Hillerød kommune, i nordlig retning og herfra ind i krydset ind/udkørsel til parkområdet/Brødeskovvej under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og derved voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor, idet han undlod at udvise fornøden agtpågivenhed og at overholde den ham ved vigelinier og vigepligtstavle tilkendegivne, ubetingede vigepligt over for færdslen ad Brødeskovvej, hvilket bevirkede, at der i krydset skete sammenstød med A, der cyklede ad Brødeskovvejs dobbelrettede cykelsti/cykelfelt i vestlig retning.


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.


Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil kræves kørekort, frakendes tiltalte betinget i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, jf. § 128.


Tiltalte er født den 2. november 1941 i Tyskland og er ikke tidligere straffet.


Tiltalte har erkendt de faktiske forhold, men påstået frifindelse for frakendelsespåstanden.


Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaringer af A og B, hvorom henvises til retsbogen.


Ved tiltaltes og vidnernes forklaringer findes det godtgjort, at tiltalte har overtrådt de i tiltalen nævnte bestemmelser. Efter tiltaltes og vidnernes forklaringer må det lægges til grund, at tiltalte ikke stoppede helt op for at orientere sig, inden han kørte ud i cykelfeltet, hvorved han ikke så cyklisten, hvis hastighed ikke kan anses for usædvanlig. Herefter, samt da racercykler efterhånden er almindelige i trafikken, finder retten, at tiltalte har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og derved fremkaldt fare for skade på person eller ting.


Straffen fastsættes efter færdselslovens § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 26, stk. 2 til en bøde på 1.500 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 8 dage.


Efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jfr. stk. 2, jfr. § 128 frakendes tiltalte retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil kræves kørekort, betinget på nedennævnte vilkår.

Østre Landsrets dom:


Hillerød Kriminalrets dom af 3. november 1999 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse for så vidt angår den betingede førerretsfrakendelse.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.


Af en politirapport fremgår følgende:


»Til beskrivelsen af gerningsstedet skal tilføjes, at der på græsarealet i krydset SØ hjørne er opsat en metaltavle, 1 × 2 m, der delvis spærrer for udsynet fra indkørslen til Parkområdet ad Brødeskovvej i østlig retning. Tavlen er opsat på langs ad indkørslen. På skiltet står »Hærens Parkområde - Hærens Hovedværksted - Brødeskov« Tavlen opsat inden tavle B11, men spærrer ikke for udsynet til denne.«


Oversigtsforholdene på uheldsstedet er for landsretten dokumenteret ved forevisning af fotos.


Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne A og B, der i det væsentlige har forklaret som for byretten.


Der er endvidere afgivet vidneforklaring af C. Herom henvises til retsbogen.


Under hensyn til krydsets beskaffenhed, de dårlige oversigtsforhold, samt at racercyklen kom med en betydelig hastighed fra tiltaltes højre side ad cykelfeltet, hvor udsynet var begrænset af et skilt, finder landsretten ikke, at tiltalte, ved at køre ganske langsomt frem mod krydset mod Brødeskovvej uden at standse helt op ved vigelinierne, har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.


Tiltalte frifindes derfor for påstanden om påstanden om betinget frakendelse af førerretten.