TfK2002.151/2


Ø.L.D. 29. november 2001 i anke 21. afd. S-3760-00


Anklagemyndigheden mod T (adv. Marie-Louise Dolberg, e.o.).
(Lisbet Wandel, Hans Chr, Thomsen og Susanne V. Gamberg (kst.)).

Assens Rets dom af 6. oktober 2000:


Anklageskrift er modtaget den 24. marts 2000 fra Politimesteren i Assens.


T er tiltalt for overtrædelse af


Færdselslovens § 118, stk. 1 og stk. 2, jf. § 3, stk. 1 og § 26, stk. 2,


ved 2. februar 2000 kl. 16.38 at have ført personbil - - - ad Bogensevej mod syd i Aarup kommune og i krydset Bogensevej/Gl. Hovedvej, at have
--undladt at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, og
--undladt at overholde sin ubetingede vigepligt, som er angivet ved færdselstavle og vigelinje, hvorved han blev påkørt af knallert 45, der kom kørende ad Gl. Hovedvej mod øst, med skade på person og materiel til følge.


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.


Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2.


Tiltalte er ikke tidligere straffet.


Tiltalte har nægtet sig skyldig.


Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af A og B.


Forklaringerne er gengivet i retsbogen.


Der har været fremlagt rids over uheldsstedet.

Rettens bemærkninger:


I overensstemmelse med tiltaltes forklaring, der støttes af vidnet B's forklaring lægges det til grund, at tiltalte ikke standsede helt op bag hajtænderne på Bogensevej inden han fortsatte ligeud i krydset ved Gl. Hovedvej, hvorefter en knallert ført ad Gl. Hovedvej af vidnet A stødte sammen med den af tiltalte førte bil. Da tiltalte utvivlsomt havde ubetinget vigepligt for knallertføreren, findes tiltalte skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1 og § 26, stk. 2.


Straffen fastsættes efter færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 3, skt. 1 og § 118, stk. 1 jf. stk. 2, jf. § 26, stk. 2 til en bøde på 1.500 kr.


Forvandlingsstraffen er hæfte i 6 dage.


Uanset om det efter de afgivne forklaringer er uvist om knallertføreren havde lys på må det, da vidnet B har forklaret, at dette vidne så knallertføreren ca. 20-30 meter før sammenstødet, lægges til grund som bevist, at tiltalte overså knallertføreren, og at tiltalte derfor ikke overholdt sin ubetingede vigepligt overfor denne. Det lægges endvidere i overensstemmelse med vidnet A's forklaring til grund, at dette vidne kom kørende på kørebanen og ikke ad cykelstien. Uanset at knallerten blev ført med en hastighed over det tilladte og uanset om knallertens sammenstød med tiltalte skete som anført på det i sagen fremlagte rids over uheldsstedet eller på det på ridset med 2 b markerede sted, findes tiltalte ved ikke at have standset helt op bag hajtænderne på Bogensevej og ved at have overset knallertføreren, der blev ført ad en befærdet landevej, samt ved ikke at have overholdt sin ubetingede vigepligt overfor knallertføreren, hvorfor der skete sammenstød med såvel materiel- som personskade til følge, at have ført motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham. Tiltalte beholder dog førerretten, hvis han ikke inden for 3 år fra endelig dom igen fører motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes ham, jf. færdselslovens § 128, jf. § 126, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2.


Det følger af færdselslovens § 60, stk. 3, at tiltalte desuden skal bestå en kontrollerende køreprøve.

Østre Landsrets dom:


Assens Rets dom af 6. oktober 2000 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse, således at førerretten ikke frakendes betinget.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.


Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne A og B, der alle har forklaret i det væsentlige som for byretten.


Efter bevisførelsen for landsretten finder retten ikke at kunne afvise tiltaltes forklaring om, at han trådte på bremsepedalen og lige nåede at stoppe op et ganske kort øjeblik, inden han langsomt fortsatte ud i krydset, som han næsten havde nået at passere, da han blev påkørt af knallerten, som blev fremført med en væsentlig højere hastighed end tilladt. Efter en samlet vurdering af hændelsesforløbet findes tiltalte herefter at have gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 26, stk. 2 og § 3, stk. 1, som fastslået af byretten, hvorimod tiltalte ved sin kørsel ikke findes at have udvist en uopmærksomhed i en sådan grad, at betingelserne for en betinget førerretsfrakendelse er opfyldt. Tiltalte frifindes derfor for anklagemyndighedens påstand herom.